You must be the Alpha ~ Niylah

af Gæst Man 2 Maj 2016 - 21:59

Sted: Ved Niylahs pack i Ashen Wood Forest
Tid: Et par dage efter hans ankomst til pack'en. Eftermiddag.
Vejr: Solen skinner og vejret er godt.

Kaedens hjerte bankede hårdt. Han forsøgte at trække vejret dybt men det kom ud i skælvende. Han havde aldrig været nervøs for at møde autoritære figurer før, men før havde han også selv været en. Dengang vidste han, at han ikke behøvede at tænke på at vinde den anden persons respekt og accept, det han havde det sekund, de kendte til hans familienavn. Det havde Kaeden dog lært, at sådan var det ikke i denne 'pack'. Det var én af de ting han havde lært i de få dage, han havde været der. Mens han havde helet og samlet kræfter til sig, havde Tatia informeret ham om, hvor han befandt sig. Han havde hørt om packen, deres historie og deres regler. Derfor viste han også, at som en formskifter, der ikke var en ulv, men panter og med ingen nære relationer til nogen i packen, ville det han være yderst heldig, hvis Niylah ville lade ham blive. Han håbede virkelig. Han havde intet andet sted at gå hen.
Nu stod han udenfor bygningen beklædt i tøj, der ikke var sit eget. Det var tøj fra ham den skræmmende Wade. Det var blot en grå t-shirt og nogle militærbukser, men det var ikke noget tøj som han fandt sig spor komfortable i. Men generelt var det ikke en særlig behagelig situation han befandt sig i. De fleste af sårene var helet, og han havde ikke smerter længere. Nu måtte han bare håbe at de tog godt i mod ham.
Han pustede dybt ud, før han åbnede dørene til tronesalen. Alle stirrede på ham, da han trådte ind. Eller også var det bare ham, der overdrev på grund af sin nervøsitet. Udover det kunne han ikke lade være med at blive overvældet over det smukke lokale han kom ind i. Han havde været til mange balsaler og mødelokaller og endda en tronesal før, men intet som den han stod i nu. Og midt i det hele sad alfaen, Niylah, og så hen mod ham med sine dyriske, gennemtrængende øjne. Han kunne ikke holde hendes blik men så ned og rømmede sig, før han besluttede sig før at det var respektfuld at sætte det ene knæ ned i jorden.
"Mit navn er Kaeden Crowsun. Tatia tog mig ind forleden aften og reddede mit liv. Hun fortalte mig, at for at blive en del af jeres pack, skulle jeg tale med alfaen."

af Gæst Man 2 Maj 2016 - 22:00

Kaeden skrev:Sted: Ved Niylahs pack i Ashen Wood Forest
Tid: Et par dage efter hans ankomst til pack'en. Eftermiddag.
Vejr: Solen skinner og vejret er godt.

Kaedens hjerte bankede hårdt. Han forsøgte at trække vejret dybt men det kom ud i skælvende. Han havde aldrig været nervøs for at møde autoritære figurer før, men før havde han også selv været en. Dengang vidste han, at han ikke behøvede at tænke på at vinde den anden persons respekt og accept, det han havde det sekund, de kendte til hans familienavn. Det havde Kaeden dog lært, at sådan var det ikke i denne 'pack'. Det var én af de ting han havde lært i de få dage, han havde været der. Mens han havde helet og samlet kræfter til sig, havde Tatia informeret ham om, hvor han befandt sig. Han havde hørt om packen, deres historie og deres regler. Derfor viste han også, at som en formskifter, der ikke var en ulv, men panter og med ingen nære relationer til nogen i packen, ville det han være yderst heldig, hvis Niylah ville lade ham blive. Han håbede virkelig. Han havde intet andet sted at gå hen.
Nu stod han udenfor bygningen beklædt i tøj, der ikke var sit eget. Det var tøj fra ham den skræmmende Wade. Det var blot en grå t-shirt og nogle militærbukser, men det var ikke noget tøj som han fandt sig spor komfortable i. Men generelt var det ikke en særlig behagelig situation han befandt sig i. De fleste af sårene var helet, og han havde ikke smerter længere. Nu måtte han bare håbe at de tog godt i mod ham.
Han pustede dybt ud, før han åbnede dørene til tronesalen. Alle stirrede på ham, da han trådte ind. Eller også var det bare ham, der overdrev på grund af sin nervøsitet. Udover det kunne han ikke lade være med at blive overvældet over det smukke lokale han kom ind i. Han havde været til mange balsaler og mødelokaller og endda en tronesal før, men intet som den han stod i nu. Og midt i det hele sad alfaen, Niylah, og så hen mod ham med sine dyriske, gennemtrængende øjne. Han kunne ikke holde hendes blik men så ned og rømmede sig, før han besluttede sig før at det var respektfuld at sætte det ene knæ ned i jorden.
"Mit navn er Kaeden Crownsun. Tatia tog mig ind forleden aften og reddede mit liv. Hun fortalte mig, at for at blive en del af jeres pack, skulle jeg tale med alfaen."

af Gæst Man 2 Maj 2016 - 22:37

Påklædning
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Huset var relativt skræmmende at se på, det havde den domæne over sig der skreg: Bliv væk. Der var dog tegn på liv omkring det store hus, specielt i form af enten legende børn eller voksne der arbejdede rundt omkring. De var i dette øjeblik ved at gøre klar til den store jagt, det var en gammel tradition for denne flok og alle forberedelserne var lavet. Der var blevet anskaffet de fem mennesker, mennesker som i dette øjeblik blev holdt fanget i kælderen, så alt i alt var det hele klar. Det store hus bestod for det meste kun af værelser, hvilket egentlig forklarede hvorfor det var så stort. Det bestod af godt seks etager, herunder godt over 40 værelser. Hvert enkelt værelse bestod kun af en seng og på nogle af værelserne var der flere senge. Dette gjorde det muligt for folk at sove flere på værelserne, specielt hvis de var i familie med hinanden. Ligesom man kom ind, ville man blive ført enten op af en trappe til værelserne eller også ind i et fællesområde også var der hendes rum. Dette var lederens rum og det var her forhandlinger eller mulige aftaler blev lavet.
Ligesom man trådte ind ville man blive mødt af en trone. Den ene væg havde et stort vindue, dog beklædt af et smukt glæde. På den modsatte side var der malerier af de tidligere leder, samt et gammelt malerie af Niylah. Dette maleri var malet dagen efter hun var blevet leder. Man kunne tydeligt se hvor ung hun så ud, samtidig med at der var noget gammelt ved selve maleriet. På den smukke trone sad Niylah sad. Det var her de adskillige møder fandt sted, blandt andet de dage hvor hun skulle tage imod kommende allierede. Det var her hun holde mødet med Yra, hende som viste sig hurtigt at stjæle hendes hjerte.

Som hun sad der på tronen, blev hun kort mindet om følelsen, da hun så denne smukke kvinde for første gang. Der havde været noget magisk ved Yra. Hun blev kastet ud af sine tanker, da en ung mand trådte ind. De mænd som befandt sig i rummet, rejste sig straks op og stirrede direkte truende på denne mand. Mange af dem fra flokken, var ikke just glade for fremmede og denne unge mand var helt klart en fremmede. Hun stirrede direkte imod manden, betragtede ham nærgående og hun blev overrasket over hans respektfyldte blik. Hans blik havde ikke mødt hende længe, så der var intet truende eller udfordrende ved det. Hun hævede øjenbrynet, og rejste sig op. Hun havde hørt lidt om denne mand fra Tatia, dog havde hun været en smule nysgerrig omkring ham.
Denne mand var nok ikke en ulv, og derved skulle der specielle grunde til, hvorfor han netop skulle få chancen for at være med i flokken. Hun løftede begge sine hænder "Forlad os" sagde hun og straks forlod de andre mænd rummet. Der var noget dyrisk i hendes øjne, og dette var endda på trods af, hun ikke havde sin ulv tæt på overfladen. Der var en advarende tone ved hende, en advarende tone som fortalte, at hvis han ikke passede på...så ville det ende galt. Dette var selv på trods af, at Kaeden ikke havde virket udfordrende endnu. Der var gået minutter, minutter hvor hun ikke havde gjort andet end betragte ham "Hvorfor skulle jeg tillade dette?" der var en hårdhed i hendes stemme, hun lagde skam ingen skjul på, at hun ikke havde en tillid til denne fremmede mand. Hun skulle handle på sikkerheden af sin flok, så derfor lod hun ofte ikke mange se hendes blide side.

af Gæst Tirs 3 Maj 2016 - 13:51

Kaeden prøvede at sidde så stille så muligt og holdt sit blik mod jorden foran sig. Han så kun op, da Niylahs stærke stemme rungede gennem lokalet – Forlad os. Han så op i frygt for, at hun havde snakket til ham, men da han så, at alle de andre forlod rummet, skyndte han sig at slå blikket ned igen.
Nu var det kun ham og hende i den store tronesal, og stemingen var anspændt. Alfa-hunnen sagde intet, men han kunne mærke hendes øjne vilde på ham, betragte ham. Ikke på samme måde som Tatia betragtede ham, ikke samme måde som Wade heller. Det var ildevarslende, overvågende og han havde på fornemmelsen at hver bevægelse blev holdt øje med. Hvis han på nogen måde virkede fjendtlig var løbet kørt. Hvilket han ikke kunne risikere. Hvis hun ville angribe ham, ville han ikke være stærk nok endnu til at kæmpe igen, især hvis hun tog i sin ulveform. Han havde stadig ingen anelse om hvordan han forvandlede dig og hvis den ulv fik fat i ham, ville han være død. Og selv hvis han så var heldig nok til at hun ikke ville skade ham men blot ville sende ham bort, så mistede han, hvad han mente, var sin eneste mulighed for at finde sit rigtige jeg og få et nyt og måske endda bedre hjem. Han havde ikke haft den bedste start, med at blive truet af en af de højest stillede, Wade fordi han åbenbart kiggede for længe på endnu en af de højest stillede, Tatia. Så med Niylah var han ekstra forsigtig. Ingen provokation var til stede fra hans side af.
Hvorfor skulle hun tillade det? Hvad havde Kaeden at give til packen? Det var et godt spørgsmål. På grund af hans far havde han gode medicinske evner, men da de havde helende blod var det nok ikke nødvendigt. Han kunne læse og skrive og organisere økonomi, men han gik ikke ud fra, at det var nødvendigt i dette samfund.
Han sukkede. ”Jeg må være ærlig… Jeg kan ikke komme med en grund til at du skal tillade det. Jeg har intet at kunne give til din pack, ingen måde at vise mit værd på…”
Han tøvede kort, stadig med øjnene fast mod gulvet foran sig. Han faldt nu helt på knæ med hænderne hvilkende i skødet og ryggen bøjet.
”Hele mit liv er jeg blevet fortalt at mit indre dyr er en forbandelse. Jeg har nu besluttet mig for, at jeg vil gøre det klart for mig selv, at det er en velsignelse. Problemet er, at jeg har haft gemt mit indre dyr væk så længe, at jeg ikke længere kan finde det og…”
Han sank en klump, før han meget tøvende hævede hovedet og så op på Niylah. Man kunne tydeligt se nervøsitet i hans brune øjne.
”Jeg vil gerne trænes. Jeg vil lære, hvordan jeg kan omfavne mit indre dyr og blive ét med det. Jeg vil finde den rigtige mig. Og det håber jeg, at du vil være så gavmild at hjælpe mig med.”
Han så til sidst ned igen. Han ventede på hendes svar, der ville afgøre hans fremtid og formegentlig hans liv.

af Gæst Ons 11 Maj 2016 - 20:54

Hun lagde hovedet på skrå. Hun var en trænet kriger, og var skam ikke bange for at slå ihjel. Nej hun nød det ikke, men det var deres veje og derved også hvad hun gjorde. Denne mand optrådte ganske vist velformulerende, han var ikke irriterende og dog var han en fremmede, og derved ikke en man kunne stole på. Han optrådte måske ydmygt nu, men hvem vidste om dette var en facade og han i virkeligheden var ude efter noget helt andet? Måske var han i virkeligheden en fjende, og derpå ude efter at dræbe enten hende eller andre fra flokken. Dette var nok også derfor hun var så opmærksom på ham, hvorfor hun nu betragtede ham så kraftigt som hun gjorde. Hun kiggede på ham som et rovdyr ville af sit bytte, klar på at angribe hvis tilfældet skulle komme. Han var samtidig også utrænet, så han ville næppe være det helt store problem at nedlægge.
Hans ord fik hende blot til at hæve øjenbrynet. Normalt ville man altid fremstille sig selv som den bedste, dog fortalte ham her det dårlige om sig selv. Det faktum han ikke i dette sekund ville egne sig til at være en del af den, han ville ikke kunne kæmpe eller jage. Dog da ham med et nævnte hans opvækst, hvor han var fortalt hans dyr var et forbandelse "Hvilke monstre ville dog gøre dette? Dit dyr er en velsignelse, det er hvad der gør os stærkere end mennesker" Hun knyttede sin nævne og slog den imod sit bryst. At være en shapeshifter var hvad der havde reddet hendes liv, det var hvad der havde gjort denne familie tog hende ind.

Hans ønske om at blive trænet, at blive et med sit indre dyr, det talte en smule til hende. Hun havde mødt mange med dette problem, dog var det ofte i gruppen af børn og ikke hos den ældre. Et sekund overvejede hun at sætte ham på børneholdet, et hold hvor de lærte basal træning og generel viden om sit indre dyr. "Jeg kan tilbyde dig træning, jeg kan endda stå for den selv. Jeg vil dog ikke tillade dig at være en del af min flok! Du er en fremmede, jeg kender dig ikke og du kender ikke vores veje. Jeg vil dog tillade dig at blive i området. Du kan bo her, du kan spise med os og måske endda jage med os. Jeg vil træne dig, vise dig veje du kan kommunikere med dit dyr på. Han er en del af dig, men igennem alt for mange år er han blevet kastet til siden, så han er måske lidt sur på dig" Hun lagde hovedet på skrå og hævede øjenbrynet.
At han ville trænes gjorde intet, dog var hun ikke så sikker på at han ville være en del af flokken "Vi gør tingene lidt anderledes her. Styrke er en stor gave, og vi sætter ikke ord som et løfte, men derimod handlinger. Da du endnu ikke er en del af flokken, vil du blive en personlig gæst. Dette sætter dog også et pres på dig, for mange her vil være over dig. At jeg tillader at lade dig blive her sætter også et pres på mig, for hvis du gør noget dumt, sætter det mig i dårligt lys. Så mærk dig mine ord" hun greb fat i hans grave og trak ham op at stå "Hvis jeg finder ud af du har gjort noget, så vil jeg personligt dræbe dig. Din død vil ikke blive hurtig, men vil blive påført som folket gør det! jeg ønsker ikke dræbe dig, men hvis du intet andet valg giver mig, vil jeg ikke tøve" advarede hun. Det var måske lidt hårdt, specielt i måden hun sagde det på. Dog var det sandheden, at hun tillod ham at blive der, gjorde også det var hendes ansvar at han opførte sig ordenligt. Hun gav slip på ham og sendte ham et lille smil "Jeg kan dog fornemme en styrke ved dig. Du er ganske vist utrænet, men alle skal starte et sted. Vi begynder træningen i morgen, hvor vi vil forsøge at komme i kontakt med dit dyr. Det vil blive hårdt, og det vil gøre ondt...men tro mig du vil komme til at savne de dage, når først vi begynder den fysiske træning" fortalte hun med et skuldertræk

af Sponsoreret inhold

You must be the Alpha ~ Niylah

You must be the Alpha ~ Niylah

Sv: You must be the Alpha ~ Niylah

Sv: You must be the Alpha ~ Niylah

Sv: You must be the Alpha ~ Niylah

Sv: You must be the Alpha ~ Niylah

Sv: You must be the Alpha ~ Niylah