I guess you re stuck with me then - Wade

---

Det var udenfor deres territorium. Hun havde fulgt efter ham denne gang. Han hadede hende jo i forvejen. Han kunne umuligt hade hende mere end han allerede gjorde. Det var som om, at han ikke turde lade hende komme ind, og ligemeget hvad hun gjorde så hjalp det ikke. Normalt blandede hun sig ikke i andres ting, men hun følte et behov for at vide, hvad der forgik. Raksha havde holdt sig i en afstand med modvind, så han ikke fik hendes fært. Hun forstod ikke. Forstod ikke, hvorfor han ikke bare ville give hende en chance. Det gjorde ondt et eller andet sted. De andre havde accepteret hende. På grund af hendes øje på Wade, opdagede hun en gruppe jægere som havde deres øjne på ham. Hun så en sigte imod ham lidt fra hende af. Hun sprang op, og løb derhen. Raksha havde lært at tvinge sine klør frem med kontrol, så hun angreb jægeren. Let kiggede hun op og fik de andre jægeres opmærksomhed.
"Duk dig!" Råbte hun til Wade da hun så en spænde en pil for at sende den afsted imod Wades ryg. Hun havde ikke nået at tælle, hvor mange der var. Men jægere gjorde hende vrede. Så fik hun øje på den ene af dem. Hun frøs fast. Synet sendte hende tilbage til da han havde stukket hendes brødre og søskende ihjel. Nogle af dem var små ulveunger... Han havde været med til at slå hendes mor ihjel. En pil ramte hende i låret og sendte hende på andre tanker. Hun vrissede af smerten. Vreden blussede op.
"Jus strein jus drein.." Vrissede hun arrigt. Man så hende egentlig aldrig som sådan vred. Når hun var i packen virkede hun som den glade og bare typen der kunne overskue det hele. Det tog hende kort tid om i ren og skær hævn løb imod jægeren. Hun bemærkede ikke hans kniv, alt hun fokuserede på, var minderne fra fortiden. Hun fik ham væltet, men fik en kniv i maven som tak.
"Jeg vil have min familie tilbage." Vrissede hun mere sørgeligt. De krystal blå ulve øjne hun havde gløede voldsomt. Det gjorde han genkendte hende. "Men jeg slog dem ihjel. Fortryder intet." Han fik hende skubbet fra sig, og satte sig over hende og gjorde an til at placere kniven i hendes hjerte.
"Du må da hilse dem fra mig."

Hun syntes selv hun havde situationen over kontrol da hun fik grebet om kniven, men hun var vred. Blændet af tanken om hævn. Dog ved et højt knæk kom hun ud af verdenen igen. Han løftede hende op, hvilket overraskede hende. Var han sikker på det ikke var for anstrengende? Da han snakkede til hende sprang hun dog ud af hans arme i protest. Hun tog sig let til såret, men det healede. Det havde hun evne til at tage sig af. Hun lagde armene overkors og slog blikket væk imens hun rystede en enkelt gang på hovedet.
"Jeg beder dig ikke om at være min bror." Sådan så hun det. Let sank hun en klump og så på ham.
"Mine observationer på slagsmarken fejler intet. Hvis de fejlede noget var du blevet ramt mere end en gang Wade." Vrissede hun let. "Men lad mig spørge, hvad ville du gøre. Du står ansigt til ansigt foran en som slagtede dit folk.. fortæl mig, hvordan ville du reagere?" Spurgte hun lidt koldt. Hun vendte blikket let tilbage.
"Du lod dem gå. For hvad jeg ved af, så jager de ulve. De bliver mere og mere grådige, måske er de på vej hen til vores hjem lige nu, eller bare i området." De blå øjne hun havde som ulv lyste op i tanken om det. Hendes instinkter ville altid være at beskytte sin familie, og efter de døde. Så var hun fundet af Niylah. Det havde ikke været det samme i starten, men hun havde vendt sig til det nu. Hun havde fundet en måde at leve med det på. Det eneste problem var den samme scene der udspillede sig i sine drømme, som hun havde set lige før. Raksha tog sig til hovedet og var næsten lige ved at gå ud af sit gode skind til hun fandt sin indre ro igen. De blå øjne blev mørke igen og hun så på Wade. Raksha vidste ikke, hvorfor hun reagerede så kraftigt nogle gange, og det var unormalt for hende at vise sin vrede foran andre fra flokken. Så at Wade så den, brød hun sig faktisk ikke om, hvilket også var tydeligt.

Raksha drejede blikket imod, hvor de var forsvundet hen. Såret healede og der var ingen skade at se mere. Let pustede hun ud og lod armene falde ned langs hendes side.
"Vi skulle have dræbt dem. Vi kunne have taget dem." Sagde hun så lidt lavt, men højt nok til at han kunne hører hende. Så sukkede hun.
"Må jeg spørge om noget?" Spurgte hun så, men med intentioner om at hun ville spørge selvom han sagde nej. "Hvorfor er det lige du hader mig så meget? Jeg kan ikke se, hvad jeg har gjort siden du hader mig så meget.." Let sank hun en klump og så ham i øjnene. "Du skal ikke engang vove på at lyve, bare kom med det. Jeg er ikke et lille barn, jeg kan tåle sandheden." Tilføjede hun og sank så en klump. Nok forstod hun ikke alting ved at være menneske, men hun forstod nok. Derfor forstod hun at han undgik hende som at han hadede hende. Det var vel kun så simpelt, men hun vidste ikke hvorfor, for hun kunne ikke se, at hun havde gjort ham noget. En mærkelig følelse i hendes krop sagde, at hun ikke brød sig om, at han ikke kunne lide hende. Det spejlede sig også i hendes blik. Ikke, at hun var klar over hvilken følelse hun sendte afsted via sit kropssprog. Det havde hun sjældent.