Log ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164955 indlæg i 8752 emner
Most children are innocent - Elektra
Side 1 af 1
Most children are innocent - Elektra
Fortidsemne: For 15 år siden
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tatia løb rundt i haven. Familien Preston var på besøg. Eller alt hun tænkte på var, Harley var på besøg. Så snart de var kommet ind havde Tatia næsten ikke tøvet med at gribe fat i sin veninde for de skulle ud og lege. Tatias far havde fortalt, at hun ikke skulle løbe for langtvæk. Det havde hun heller ikke tænkt sig.
"Kom med mig Harley." Sagde hun med en blid latter og løb ud af døren. Hendes ben løb så stærk et 4 årigt barn kunne bære sig afsted. De mørkebrune lokker strålede i sommersolens skær. Tatias latter var blid og sød som sukker. Dog kunne man se i hendes blå øjne, at der var noget hun skulle vise Harley, og et kunne ikke vente. De gange hun havde tigget Harleys storebror om at komme med, havde ikke virket særlig overbevisende, så i sidste ende var hun holdt med at spørge ham. Faktisk havde hun glemt hans navn allerede. Tatia stoppede med at løbe og vendte sig mod Harley.
"Skynd dig. De må ikke se, hvor vi går hen." Hviskede hun og kiggede om de voksne så noget. De var indenfor og havde sikkert travlt med at snakke, hvad mon Harleys bror lavede? Sad han bare og kiggede, tænkte over, han måske var gået glip af noget spændende? Synd for ham. Hun havde nok irriterende drenge i nabolaget. Så snart de fik listet sig om bagved nogle træer kom de til en stor sten. Der var de smukkeste sommerfugle. De var alt andet end normale. De var både lilla og blå som havet. Nogle grønne som kronerne på træerne. De fløj rundt omkring dem, satte sig blidt på Tatias arme imens hun smilte stort.
"Er de ikke bare flotte!" Udbrød hun og så stolt over på Harley. Begejstringen var tydelig. Men sådan var det altid med børn jo, de små ting talte mere end de store nogle gange.
En lyd fra skoven fangede hendes opmærksomhed. Hun kunne hører nogle bande og råbe. Skrig. Der gjorde hende bange. Hun løb over til Harley. Tatia følte sig utryg, og hendes instinkt var at blive her til at det ville holde op. Tatia var fast frosset, og det var Harley som ligesom kunne vække hende ud af det. Og ligemeget hvad, ville Tatia følge med Harley. Tatia havde sin hånd fast i Harleys. Øjnene var spærret op i retningen af det skrig der lød igen og igen efter hinanden.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tatia løb rundt i haven. Familien Preston var på besøg. Eller alt hun tænkte på var, Harley var på besøg. Så snart de var kommet ind havde Tatia næsten ikke tøvet med at gribe fat i sin veninde for de skulle ud og lege. Tatias far havde fortalt, at hun ikke skulle løbe for langtvæk. Det havde hun heller ikke tænkt sig.
"Kom med mig Harley." Sagde hun med en blid latter og løb ud af døren. Hendes ben løb så stærk et 4 årigt barn kunne bære sig afsted. De mørkebrune lokker strålede i sommersolens skær. Tatias latter var blid og sød som sukker. Dog kunne man se i hendes blå øjne, at der var noget hun skulle vise Harley, og et kunne ikke vente. De gange hun havde tigget Harleys storebror om at komme med, havde ikke virket særlig overbevisende, så i sidste ende var hun holdt med at spørge ham. Faktisk havde hun glemt hans navn allerede. Tatia stoppede med at løbe og vendte sig mod Harley.
"Skynd dig. De må ikke se, hvor vi går hen." Hviskede hun og kiggede om de voksne så noget. De var indenfor og havde sikkert travlt med at snakke, hvad mon Harleys bror lavede? Sad han bare og kiggede, tænkte over, han måske var gået glip af noget spændende? Synd for ham. Hun havde nok irriterende drenge i nabolaget. Så snart de fik listet sig om bagved nogle træer kom de til en stor sten. Der var de smukkeste sommerfugle. De var alt andet end normale. De var både lilla og blå som havet. Nogle grønne som kronerne på træerne. De fløj rundt omkring dem, satte sig blidt på Tatias arme imens hun smilte stort.
"Er de ikke bare flotte!" Udbrød hun og så stolt over på Harley. Begejstringen var tydelig. Men sådan var det altid med børn jo, de små ting talte mere end de store nogle gange.
En lyd fra skoven fangede hendes opmærksomhed. Hun kunne hører nogle bande og råbe. Skrig. Der gjorde hende bange. Hun løb over til Harley. Tatia følte sig utryg, og hendes instinkt var at blive her til at det ville holde op. Tatia var fast frosset, og det var Harley som ligesom kunne vække hende ud af det. Og ligemeget hvad, ville Tatia følge med Harley. Tatia havde sin hånd fast i Harleys. Øjnene var spærret op i retningen af det skrig der lød igen og igen efter hinanden.
Gæst- Gæst
Sv: Most children are innocent - Elektra
Udseende/Påklædning Hun ser [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ud, hun er iført en fin kjole, der går hende til knæende også et par sorte ballerinaer.
Børn var uskyldige, de bar en uskyld til sig og den kunne ikke overgås af noget andet. Tatia var uskyldig, hun var ren og kærlig. Harley derimod, hun var alt andet end uskyldig. Allerede i en alder af 5, havde hun udvist flere tegn på sit mørke, end serie morder. Hun kunne faktisk ikke huske hvornår det startede, men det havde altid været der og hun frygtede det altid ville være der. Mørket havde altid været en del af hende, det havde fjernet så meget fra hende og givet hende en umenneskelig sult. Hun var bange, bange for ikke at være i stand til at kontrollere mørket og her gøre skade på sin familie. Hun var bange for at gøre Tatia ondt, for at gøre Wade og deres forældre ondt. For selvom hun allerede nu havde en lyst til at skade folk, så ville hun ikke gøre dem ondt. Hver aften havde hun disse mareridt, hun så sig selv gøre andre ondt og det gjorde ikke engang ondt. I de øjeblikke elskede hun det, hun elskede deres frygt og ikke mindst den kontrol hun havde. Følelsen af at have fuld magt, at kunne kontrollere nogens skæbne...det var det bedste.
Hun blev kastet ud af sine tanker, da en hånd lukkede sig om hendes egen. Hendes eget blik mødte Tatias, den eneste person hun nok virkelig havde knyttet sig til. Ganske vist holde hun af sin bror, men der var noget ved Tatia. Hun forsøgte skabe liv i de ellers så døde brune øjne, blot så Tatia ikke ville føle sig utryg. Nok var hun kun fem, men hun bar en næsten voksen adfærd over sig, en adfærd der gav hende udtrykket af at være langt ældre end blot fem. Da Tatia ikke gav hende meget valg, nikkede hun blot og løb efter den yngre pige. Endnu havde hun intet sagt, men mellem hende og Tatia, havde hun altid været den stille type. Tatia sagde ofte det meste, og det var altid bedre blot at lytte til Tatia, frem for rent faktisk at sige noget selv.
Hvad end det var Tatia ville vise hende, så måtte det være vigtigt. Hun fik fremtvunget et smil, udelukkende for sin venindes skyld. Man kunne vel sige, at der ikke var noget som hun ville gøre for Tatia. Hun grinede og løb side om side, med den anden pige. Synet af Tatias begejstring, fik hende blot til at smile det større. Egentlig var hun fuldkommen ligeglad med de åndsvage sommerfugler, for hendes skyld kunne de alle dø, dog var det glæden i Tatias øjne som fik hende til at smile. Hun nikkede derfor og betragtede blot glæden i de blå øjne. Hendes øjne havde ikke forladt Tatia, og hun havde derfor faktisk ikke set summerfuglende.
Dog fik lyden af skrig hende til at rette sig op. Dette var helt klart hendes område, og det kunne tydeligt ses i de mørke øjne, øjne som kun syntes at blive mørkere. Hun registrerede nu slet ikke Tatia, så da hun rejste sig op og gik imod lydende, bemærkede hun ikke den unge pige stadigvæk var lænket fast til hende. Synet der mødte hende, det fik hende blot til at lægge hovedet på skrå. Manden han var i gang med at skade kvinden. I sin hånd havde han en kniv, og kvinden som var lænket til træet, græd og bad om nåde. For alle andre ville det være skræmmende, men for hende var det interessant...det var spændende og hun ville se mere.
Børn var uskyldige, de bar en uskyld til sig og den kunne ikke overgås af noget andet. Tatia var uskyldig, hun var ren og kærlig. Harley derimod, hun var alt andet end uskyldig. Allerede i en alder af 5, havde hun udvist flere tegn på sit mørke, end serie morder. Hun kunne faktisk ikke huske hvornår det startede, men det havde altid været der og hun frygtede det altid ville være der. Mørket havde altid været en del af hende, det havde fjernet så meget fra hende og givet hende en umenneskelig sult. Hun var bange, bange for ikke at være i stand til at kontrollere mørket og her gøre skade på sin familie. Hun var bange for at gøre Tatia ondt, for at gøre Wade og deres forældre ondt. For selvom hun allerede nu havde en lyst til at skade folk, så ville hun ikke gøre dem ondt. Hver aften havde hun disse mareridt, hun så sig selv gøre andre ondt og det gjorde ikke engang ondt. I de øjeblikke elskede hun det, hun elskede deres frygt og ikke mindst den kontrol hun havde. Følelsen af at have fuld magt, at kunne kontrollere nogens skæbne...det var det bedste.
Hun blev kastet ud af sine tanker, da en hånd lukkede sig om hendes egen. Hendes eget blik mødte Tatias, den eneste person hun nok virkelig havde knyttet sig til. Ganske vist holde hun af sin bror, men der var noget ved Tatia. Hun forsøgte skabe liv i de ellers så døde brune øjne, blot så Tatia ikke ville føle sig utryg. Nok var hun kun fem, men hun bar en næsten voksen adfærd over sig, en adfærd der gav hende udtrykket af at være langt ældre end blot fem. Da Tatia ikke gav hende meget valg, nikkede hun blot og løb efter den yngre pige. Endnu havde hun intet sagt, men mellem hende og Tatia, havde hun altid været den stille type. Tatia sagde ofte det meste, og det var altid bedre blot at lytte til Tatia, frem for rent faktisk at sige noget selv.
Hvad end det var Tatia ville vise hende, så måtte det være vigtigt. Hun fik fremtvunget et smil, udelukkende for sin venindes skyld. Man kunne vel sige, at der ikke var noget som hun ville gøre for Tatia. Hun grinede og løb side om side, med den anden pige. Synet af Tatias begejstring, fik hende blot til at smile det større. Egentlig var hun fuldkommen ligeglad med de åndsvage sommerfugler, for hendes skyld kunne de alle dø, dog var det glæden i Tatias øjne som fik hende til at smile. Hun nikkede derfor og betragtede blot glæden i de blå øjne. Hendes øjne havde ikke forladt Tatia, og hun havde derfor faktisk ikke set summerfuglende.
Dog fik lyden af skrig hende til at rette sig op. Dette var helt klart hendes område, og det kunne tydeligt ses i de mørke øjne, øjne som kun syntes at blive mørkere. Hun registrerede nu slet ikke Tatia, så da hun rejste sig op og gik imod lydende, bemærkede hun ikke den unge pige stadigvæk var lænket fast til hende. Synet der mødte hende, det fik hende blot til at lægge hovedet på skrå. Manden han var i gang med at skade kvinden. I sin hånd havde han en kniv, og kvinden som var lænket til træet, græd og bad om nåde. For alle andre ville det være skræmmende, men for hende var det interessant...det var spændende og hun ville se mere.
Gæst- Gæst
Sv: Most children are innocent - Elektra
Tatia kunne mærke på Harley, at hun ønskede at finde ud af, hvad manden ville gøre ved kvinden, eller noget i den retning i hvert fald. Tatia kiggede over på Harley som så nærmest tryllebundet på det. Hendes instinkter sagde, at de skulle gå hjem. Måske skulle hun hente sin far, det virkede som en voksen ting. Hun rykkede let i Harleys arm.
"Måske skal vi gå tilbage nu.." Hviskede hun imod sin veninde. Tatia havde allerede fundet sit dyr, og hun kunne forvandle sig. Men en lille ulv kunne ikke gøre noget nu og hun kunne ikke styrer det. Kvinden skreg igen, og det gjorde at Tatia fik opmærksomheden på dem. Manden havde set dem. Han gik over imod dem med store tunge skridt. Det lignede nærmest et monster der kom imod dem. I Tatias øjne. Let trådte hun tilbage og bagved Harley. Manden holdt en blodig finger op foran sin finger som om, at de skulle være stille.
"Skal vi ikke gå hjem?" Hviskede hun til Harley og rykkede lidt i hendes arm igen. Tatia vil egentlig bare hjem nu. Hun kiggede slet ikke på manden. Hun turde ikke. Frygten havde sat sine klør i hende. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst kasse hurtigere og hurtigere des længere de blev stående.
"Kom med børn." Sagde manden og gik tilbage til den grædende kvinde. Han kiggede jævnligt tilbage på dem. Han lavede tegn med hånden til de skulle komme nærmere. Det eneste som kunne få Tatia til at gå med var, hvis Harley gjorde.
"Måske skal vi gå tilbage nu.." Hviskede hun imod sin veninde. Tatia havde allerede fundet sit dyr, og hun kunne forvandle sig. Men en lille ulv kunne ikke gøre noget nu og hun kunne ikke styrer det. Kvinden skreg igen, og det gjorde at Tatia fik opmærksomheden på dem. Manden havde set dem. Han gik over imod dem med store tunge skridt. Det lignede nærmest et monster der kom imod dem. I Tatias øjne. Let trådte hun tilbage og bagved Harley. Manden holdt en blodig finger op foran sin finger som om, at de skulle være stille.
"Skal vi ikke gå hjem?" Hviskede hun til Harley og rykkede lidt i hendes arm igen. Tatia vil egentlig bare hjem nu. Hun kiggede slet ikke på manden. Hun turde ikke. Frygten havde sat sine klør i hende. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst kasse hurtigere og hurtigere des længere de blev stående.
"Kom med børn." Sagde manden og gik tilbage til den grædende kvinde. Han kiggede jævnligt tilbage på dem. Han lavede tegn med hånden til de skulle komme nærmere. Det eneste som kunne få Tatia til at gå med var, hvis Harley gjorde.
Gæst- Gæst
Sv: Most children are innocent - Elektra
Hun kunne intet sige, blot betragte synet foran sig. Dette fik alt det hun havde gjort før, til at virke som ingenting. Alle de små fornøjelser hun havde haft, alle de gange hun havde fundet smådyr og dræbt dem, synet her fik den nydelse til at forsvinde. Den måde han håndterede kvinden, måden han skabte frygten i hendes øjne, det gjorde et eller andet ved hende. Hun kunne ikke helt finde ud af det, hun kunne ikke finde ud af hvad pokker det var, men det var simpelthen fantastiske at se på. Da Tatia med et snakkede, rynkede hun brynet. Pigen ved hendes side havde afbrudt det, afbrudt hendes nysgerrighed og derved fjernet hendes opmærksomhed ved synet foran dem.
I det øjeblik var hun irriteret, hun var irriteret over hvad Tatia havde gjort. Hun havde lyst til at se det, lyst til at se pigen dø og dog kunne hun fornemme frygten i Tatia. Hun kunne fornemme frygten i sin veninde, hvilket blot fik hende til at betragte Tatia nysgerrigt. Hun rystede på hovedet "Du skal ikke være bange, tag denne halskæde og det vil gøre dig stærk" hun tog sin [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] af og lod den glide omkring hendes hoved og derved være omkring hendes hals "Jeg vil altid være hos dig Tatia" hun smilede og som kvinden endnu skreg, vendte hun blot blikket frem.
At manden havde fået øje på dem, det gjorde hende egentlig intet. Hun var ikke bange for ham, og dette var selv i betragting af hun var mindre end ham. Hun gik frem, specielt som han forslog de kunne komme tæt på. Som de trådte frem, syntes manden at blive glad. Hun lagde hovedet på skrå, betragtede den store kniv og derpå den bundet kvinde "Vil du prøve?" spurgte han og tilbød hende kniven. Han havde fornemmet mørket i hende, fornemmet den mørke han også selv bar. Svagt nikkede hun, før hun tog kniven fra hans hånd. Hun havde aldrig set noget lignende, den var smuk og beklædt på den smukkeste måde.
Hun vendte blikket imod manden "Skær endelig" han lod sin hånd vise hen imod kvinden. Brune øjne gik fra kvinden til manden og her kunne man forvente, at hun ville skærer i kvinden, så derfor var hendes næste handling ganske overraskende. Hun stak manden i maven, hvilket medførte han faldt på knæende "Du gjorde Tatia bange" knurrede hun, hvorpå hun her skar halsen over på ham. Ingen gjorde Tatia bange og slap af sted med det. Hun kastede kniven væk, gav kort slip på Tatia, for at løsne kvindens lænker. Da dette var gjort, vendte hun sig imod Tatia og krammede sin veninde
I det øjeblik var hun irriteret, hun var irriteret over hvad Tatia havde gjort. Hun havde lyst til at se det, lyst til at se pigen dø og dog kunne hun fornemme frygten i Tatia. Hun kunne fornemme frygten i sin veninde, hvilket blot fik hende til at betragte Tatia nysgerrigt. Hun rystede på hovedet "Du skal ikke være bange, tag denne halskæde og det vil gøre dig stærk" hun tog sin [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] af og lod den glide omkring hendes hoved og derved være omkring hendes hals "Jeg vil altid være hos dig Tatia" hun smilede og som kvinden endnu skreg, vendte hun blot blikket frem.
At manden havde fået øje på dem, det gjorde hende egentlig intet. Hun var ikke bange for ham, og dette var selv i betragting af hun var mindre end ham. Hun gik frem, specielt som han forslog de kunne komme tæt på. Som de trådte frem, syntes manden at blive glad. Hun lagde hovedet på skrå, betragtede den store kniv og derpå den bundet kvinde "Vil du prøve?" spurgte han og tilbød hende kniven. Han havde fornemmet mørket i hende, fornemmet den mørke han også selv bar. Svagt nikkede hun, før hun tog kniven fra hans hånd. Hun havde aldrig set noget lignende, den var smuk og beklædt på den smukkeste måde.
Hun vendte blikket imod manden "Skær endelig" han lod sin hånd vise hen imod kvinden. Brune øjne gik fra kvinden til manden og her kunne man forvente, at hun ville skærer i kvinden, så derfor var hendes næste handling ganske overraskende. Hun stak manden i maven, hvilket medførte han faldt på knæende "Du gjorde Tatia bange" knurrede hun, hvorpå hun her skar halsen over på ham. Ingen gjorde Tatia bange og slap af sted med det. Hun kastede kniven væk, gav kort slip på Tatia, for at løsne kvindens lænker. Da dette var gjort, vendte hun sig imod Tatia og krammede sin veninde
Gæst- Gæst
Sv: Most children are innocent - Elektra
Tatia lod blikket glide henover den halskæde hun fik om halsen. Den var smuk, og fjernede næsten hendes frygt med det samme. Den havde hendes fulde opmærksomhed. Hun nikkede til Harley. Da Harley gik imod manden og kvinden gik hun med. Den frie hånd var knyttet om den blå sten i halskæden. Hun gentog inde i sit hoved jeg er ikke bange flere tusinde gange føltes det som. Hendes hjerte bankede dog stadigvæk voldsomt. Blodet fascinerede hende ikke overhovedet. Forskellen på de to børn var nu meget underholdende. Tatia var dag og Harley var nat. Dette var nok også grunden til, at det ikke var Tatia som fik tilbudt kniven, men Harley. Tatia så skeptisk på Harley. Hun ønskede at få hende på andre tanker end at skade en anden person. Det gav et sæt i Tatia da Harley førte kniven i en bevægelse som ramte manden i maven.
Overrasket. Manden var tydeligvis overrasket. Tatia ville have sprunget tilbage, men hun skulle ikke være bange. Det havde Harley selv sagt. Så de ord fokuserede hun på imens hun så sin veninde skære halsen over på en mand. Det var det første mord hun nogensinde havde set. Let sank hun en klump. Alt det fordi, at han gjorde hende bange. Harley var hendes heltinde. Tatia kiggede, hvordan kniven faldt til jorden og på at Harley befriede kvinden. Alt gik så langsomt og dog så hurtigt. Hendes øjne fangede liget af den bevidstløse mand. Først da Harley krammede hende blev hun vækket tilbage til virkelighedens temp. Tatia svang armene omkring sin veninde og klemte øjnene sammen.
"Hvad skal vi gøre nu?" Spurgte hun med en lettere svag stemme. Det var ikke noget hendes forældre ville hører om. De ville bare skælde hende ud for at have handlet sådan her. Tatia ville nødigt skuffe sine forældre. Hun ville hade hvis de blev sure på hende. Så snart Harley trak sig fra krammet ville hun gøre det samme.
"Tak." Sagde hun. Harley havde fjernet frygten fra hende. Underligt nok var hun ikke bange for Harley. Hvorfor skulle hun være bange for sin veninde? Det var der ingen grund til. Ikke i hendes lille hoved.
Overrasket. Manden var tydeligvis overrasket. Tatia ville have sprunget tilbage, men hun skulle ikke være bange. Det havde Harley selv sagt. Så de ord fokuserede hun på imens hun så sin veninde skære halsen over på en mand. Det var det første mord hun nogensinde havde set. Let sank hun en klump. Alt det fordi, at han gjorde hende bange. Harley var hendes heltinde. Tatia kiggede, hvordan kniven faldt til jorden og på at Harley befriede kvinden. Alt gik så langsomt og dog så hurtigt. Hendes øjne fangede liget af den bevidstløse mand. Først da Harley krammede hende blev hun vækket tilbage til virkelighedens temp. Tatia svang armene omkring sin veninde og klemte øjnene sammen.
"Hvad skal vi gøre nu?" Spurgte hun med en lettere svag stemme. Det var ikke noget hendes forældre ville hører om. De ville bare skælde hende ud for at have handlet sådan her. Tatia ville nødigt skuffe sine forældre. Hun ville hade hvis de blev sure på hende. Så snart Harley trak sig fra krammet ville hun gøre det samme.
"Tak." Sagde hun. Harley havde fjernet frygten fra hende. Underligt nok var hun ikke bange for Harley. Hvorfor skulle hun være bange for sin veninde? Det var der ingen grund til. Ikke i hendes lille hoved.
Gæst- Gæst
Sv: Most children are innocent - Elektra
Synet af blodet som det strømmede fra mandens hals, det var smukt og ikke mindst præcis hvad hun havde forestillet sig. Det her var perfekt, det var alt hvad hun havde håbet. Et øjeblik var hun nærmest som fanget af synet og ikke mindst følelsen, følelsen af blodet men også rusen. Hun havde aldrig helt vidst, om hun nogensinde ville gå fra dyr til menneske, men denne dag havde helt klart afgjort det! Hun kunne ikke slippe tanken, slippe synet eller for den sags skyld mindet. Det var alt sammen fanget i hendes hoved og her ville det for altid være. Det ville med andre ord være et minde, et minde om den første gang hun slog et menneske ihjel.
Dog som den behagelige følelse forsvandt, og hun blev opmærksom på Tatia, kom der et lyst til at beskytte hende op. Tatia var bange, og det måtte hun ikke være. For alt i verden måtte Tatia ikke være bange. Så da spørgsmålet om hvad de skulle gøre kom op, så hun imod manden og det sted kvinden før havde været "Han var dum mand, vi siger ikke noget. Det er vores hemmelighed" Hun vidste at hendes forældre ville være sure, de ville højst tænkelig straffe hende hårdt, så derfor forslog hun de intet sagde. Dette ville være deres lille hemmelighed og derved ville de ikke fortælle det til nogen.
Hun smilede stort til Tatia "Jeg vil altid være her til at redde dig" hun ville ikke sige det var så lidt, specielt fordi for hende gav dette perfekt mening. Hun reddede Tatia, og derfor var dette blot en selvfølge for hende. Derfor sagde hun som hun gjorde, hun ville altid redde Tatia også selvom det måske betød hendes egen død. Hun smilede blidt til hende. Tæt ved hvor de stod var der en å, og her fik hun vasket alt blodet af sig. Sammen med Tatia gik de tilbage til haven, hvor det så ud som om intet var sket.
Dog som den behagelige følelse forsvandt, og hun blev opmærksom på Tatia, kom der et lyst til at beskytte hende op. Tatia var bange, og det måtte hun ikke være. For alt i verden måtte Tatia ikke være bange. Så da spørgsmålet om hvad de skulle gøre kom op, så hun imod manden og det sted kvinden før havde været "Han var dum mand, vi siger ikke noget. Det er vores hemmelighed" Hun vidste at hendes forældre ville være sure, de ville højst tænkelig straffe hende hårdt, så derfor forslog hun de intet sagde. Dette ville være deres lille hemmelighed og derved ville de ikke fortælle det til nogen.
Hun smilede stort til Tatia "Jeg vil altid være her til at redde dig" hun ville ikke sige det var så lidt, specielt fordi for hende gav dette perfekt mening. Hun reddede Tatia, og derfor var dette blot en selvfølge for hende. Derfor sagde hun som hun gjorde, hun ville altid redde Tatia også selvom det måske betød hendes egen død. Hun smilede blidt til hende. Tæt ved hvor de stod var der en å, og her fik hun vasket alt blodet af sig. Sammen med Tatia gik de tilbage til haven, hvor det så ud som om intet var sket.
Gæst- Gæst
Sv: Most children are innocent - Elektra
Han var dum mand, vi siger ikke noget. Det er vores hemmelighed Tatia nikkede let til Harleys ord.
"Jeg siger hvad end du vil have mig til. Det er vores hemmelighed." Sagde hun og sendte Harley et smil. Tatia fulgte med Harley hen til åen, og så blodet blive vasket af i vandet, hvorefter den rødefarve forsvandt i et med vandet lidt efter. Sikke en dag. Hun gik med Harley tilbage til haven. Deres forældre og Harleys storebror var stadigvæk indenfor. De havde ikke bemærket deres fravær overhovedet. Tatia lagde sig ned på græsset og kiggede op på den skyfri himmel. Hun var så uskyldig. Der besluttede hun sig for, at hun aldrig ville skade nogen sådan. Børn skulle være de uskyldige, og de rene. I sådan en ung alder vidste hun ikke, at hun var ligeså meget skyld i mordet på manden som Harley der førte kniven, for hun havde ikke prøvet at stoppe hende.
Da Harleys forældre kom ud og kaldte på hende til de skulle hjem, rejste Tatia sig hurtigt op.
"Allerede. Øv." Udbrød hun og kiggede på Harley. "Du må komme og besøge mig igen." Tilføjede hun så og krammede sin veninde. Hvis hun bare havde vidst, at dette var den sidste dag hun så sin veninde. Så havde det måske set anderledes ud. Og dog ikke.
/Outer vi her eller?
"Jeg siger hvad end du vil have mig til. Det er vores hemmelighed." Sagde hun og sendte Harley et smil. Tatia fulgte med Harley hen til åen, og så blodet blive vasket af i vandet, hvorefter den rødefarve forsvandt i et med vandet lidt efter. Sikke en dag. Hun gik med Harley tilbage til haven. Deres forældre og Harleys storebror var stadigvæk indenfor. De havde ikke bemærket deres fravær overhovedet. Tatia lagde sig ned på græsset og kiggede op på den skyfri himmel. Hun var så uskyldig. Der besluttede hun sig for, at hun aldrig ville skade nogen sådan. Børn skulle være de uskyldige, og de rene. I sådan en ung alder vidste hun ikke, at hun var ligeså meget skyld i mordet på manden som Harley der førte kniven, for hun havde ikke prøvet at stoppe hende.
Da Harleys forældre kom ud og kaldte på hende til de skulle hjem, rejste Tatia sig hurtigt op.
"Allerede. Øv." Udbrød hun og kiggede på Harley. "Du må komme og besøge mig igen." Tilføjede hun så og krammede sin veninde. Hvis hun bare havde vidst, at dette var den sidste dag hun så sin veninde. Så havde det måske set anderledes ud. Og dog ikke.
/Outer vi her eller?
Gæst- Gæst
Sv: Most children are innocent - Elektra
Hun forsøgte virkelig at smide følelsen væk, dog kunne hun ikke glemme den. Hun kunne ikke glemme den følelse af magt, den magt hun havde haft over mandens liv og ikke mindst hans skæbne. Hun kunne havde ladet ham leve, også her dræbe kvinden...men i sidste ende havde hun valgt at tage hans liv. Han havde jo gjort Tatia bange, og ingen gjorde Tatia bange uden at dø. Hun kunne ikke beskrive denne beskyttende følelse overfor sin veninde, men et eller andet ved hende...det gav hende lysten til at beskytte Tatia.
Som de endelig kom tilbage, lagde hun sig ned viden siden af sin veninde. Hun smilede og vendte sig om imod Tatia. Netop som hun skulle til at åbne munden, blot for at sige noget, havde hendes forældre valgt at komme ud. Hun brummede irriteret, da de meddelte de skulle hjem. Hun havde ikke lyst til at tage hjem, og endda ikke nu.
Hun rejste sig op med Tatia, og gav hende et stort kram "Altid! Du er min allerste bedste veninde Tatia, for evigt og altid" hun grinede og gik imod sine forældre, alt i mens hun vinkede til sin veninde. Når man så på dette barn, så ville man næppe tro sådan en engel, var i stand til at begå mord. Man ville aldrig havde gættet, at blot inde for et år, ville hun havde dræbt sine forældre. En pige som her kun ville være seks år gammel og hun havde allerede begået adskillige mord. Verden var i sandhed et mystisk sted, og det var ikke altid til at vide hvem der i virkeligheden var et monster.
//Sure lad os det! Out
Som de endelig kom tilbage, lagde hun sig ned viden siden af sin veninde. Hun smilede og vendte sig om imod Tatia. Netop som hun skulle til at åbne munden, blot for at sige noget, havde hendes forældre valgt at komme ud. Hun brummede irriteret, da de meddelte de skulle hjem. Hun havde ikke lyst til at tage hjem, og endda ikke nu.
Hun rejste sig op med Tatia, og gav hende et stort kram "Altid! Du er min allerste bedste veninde Tatia, for evigt og altid" hun grinede og gik imod sine forældre, alt i mens hun vinkede til sin veninde. Når man så på dette barn, så ville man næppe tro sådan en engel, var i stand til at begå mord. Man ville aldrig havde gættet, at blot inde for et år, ville hun havde dræbt sine forældre. En pige som her kun ville være seks år gammel og hun havde allerede begået adskillige mord. Verden var i sandhed et mystisk sted, og det var ikke altid til at vide hvem der i virkeligheden var et monster.
//Sure lad os det! Out
Gæst- Gæst
Lignende emner
» Sometimes history does repeat itself - Elektra
» The innocent girl.. again.. - Lexa
» Thief? or just an innocent girl? (Wolf)
» You are such an innocent holy girl... huh?! //Elizabeth//
» Sweet little innocent child. You can't change me. -Mirabella
» The innocent girl.. again.. - Lexa
» Thief? or just an innocent girl? (Wolf)
» You are such an innocent holy girl... huh?! //Elizabeth//
» Sweet little innocent child. You can't change me. -Mirabella
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Fre 1 Nov 2024 - 12:48 af Juniper
» Bog klub - idetråd til bøger
Tors 31 Okt 2024 - 15:29 af Genevira
» A royal search for knowledge
Tirs 29 Okt 2024 - 19:47 af Renata
» What do you get, when you mix a broken heart with bad company?... A sinful cocktail.
Man 28 Okt 2024 - 23:38 af Victoria
» Wait a meow-ment... this can't be good! - Dr. Trott
Søn 27 Okt 2024 - 2:02 af Vinyx
» Ny hersker af Aquener (admin nyhed)
Lør 26 Okt 2024 - 17:53 af Victoria
» In the Hands of a Demon - Emery
Ons 23 Okt 2024 - 23:18 af Emery
» Your new home, my little sweetheart
Tirs 22 Okt 2024 - 20:12 af Renata
» As if anything would change (Valentine)
Søn 20 Okt 2024 - 23:20 af Valentine