Most children are innocent - Elektra

Udseende/Påklædning Hun ser [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ud, hun er iført en fin kjole, der går hende til knæende også et par sorte ballerinaer.

Børn var uskyldige, de bar en uskyld til sig og den kunne ikke overgås af noget andet. Tatia var uskyldig, hun var ren og kærlig. Harley derimod, hun var alt andet end uskyldig. Allerede i en alder af 5, havde hun udvist flere tegn på sit mørke, end serie morder. Hun kunne faktisk ikke huske hvornår det startede, men det havde altid været der og hun frygtede det altid ville være der. Mørket havde altid været en del af hende, det havde fjernet så meget fra hende og givet hende en umenneskelig sult. Hun var bange, bange for ikke at være i stand til at kontrollere mørket og her gøre skade på sin familie. Hun var bange for at gøre Tatia ondt, for at gøre Wade og deres forældre ondt. For selvom hun allerede nu havde en lyst til at skade folk, så ville hun ikke gøre dem ondt. Hver aften havde hun disse mareridt, hun så sig selv gøre andre ondt og det gjorde ikke engang ondt. I de øjeblikke elskede hun det, hun elskede deres frygt og ikke mindst den kontrol hun havde. Følelsen af at have fuld magt, at kunne kontrollere nogens skæbne...det var det bedste.
Hun blev kastet ud af sine tanker, da en hånd lukkede sig om hendes egen. Hendes eget blik mødte Tatias, den eneste person hun nok virkelig havde knyttet sig til. Ganske vist holde hun af sin bror, men der var noget ved Tatia. Hun forsøgte skabe liv i de ellers så døde brune øjne, blot så Tatia ikke ville føle sig utryg. Nok var hun kun fem, men hun bar en næsten voksen adfærd over sig, en adfærd der gav hende udtrykket af at være langt ældre end blot fem. Da Tatia ikke gav hende meget valg, nikkede hun blot og løb efter den yngre pige. Endnu havde hun intet sagt, men mellem hende og Tatia, havde hun altid været den stille type. Tatia sagde ofte det meste, og det var altid bedre blot at lytte til Tatia, frem for rent faktisk at sige noget selv.

Hvad end det var Tatia ville vise hende, så måtte det være vigtigt. Hun fik fremtvunget et smil, udelukkende for sin venindes skyld. Man kunne vel sige, at der ikke var noget som hun ville gøre for Tatia. Hun grinede og løb side om side, med den anden pige. Synet af Tatias begejstring, fik hende blot til at smile det større. Egentlig var hun fuldkommen ligeglad med de åndsvage sommerfugler, for hendes skyld kunne de alle dø, dog var det glæden i Tatias øjne som fik hende til at smile. Hun nikkede derfor og betragtede blot glæden i de blå øjne. Hendes øjne havde ikke forladt Tatia, og hun havde derfor faktisk ikke set summerfuglende.
Dog fik lyden af skrig hende til at rette sig op. Dette var helt klart hendes område, og det kunne tydeligt ses i de mørke øjne, øjne som kun syntes at blive mørkere. Hun registrerede nu slet ikke Tatia, så da hun rejste sig op og gik imod lydende, bemærkede hun ikke den unge pige stadigvæk var lænket fast til hende. Synet der mødte hende, det fik hende blot til at lægge hovedet på skrå. Manden han var i gang med at skade kvinden. I sin hånd havde han en kniv, og kvinden som var lænket til træet, græd og bad om nåde. For alle andre ville det være skræmmende, men for hende var det interessant...det var spændende og hun ville se mere.

Hun kunne intet sige, blot betragte synet foran sig. Dette fik alt det hun havde gjort før, til at virke som ingenting. Alle de små fornøjelser hun havde haft, alle de gange hun havde fundet smådyr og dræbt dem, synet her fik den nydelse til at forsvinde. Den måde han håndterede kvinden, måden han skabte frygten i hendes øjne, det gjorde et eller andet ved hende. Hun kunne ikke helt finde ud af det, hun kunne ikke finde ud af hvad pokker det var, men det var simpelthen fantastiske at se på. Da Tatia med et snakkede, rynkede hun brynet. Pigen ved hendes side havde afbrudt det, afbrudt hendes nysgerrighed og derved fjernet hendes opmærksomhed ved synet foran dem.
I det øjeblik var hun irriteret, hun var irriteret over hvad Tatia havde gjort. Hun havde lyst til at se det, lyst til at se pigen dø og dog kunne hun fornemme frygten i Tatia. Hun kunne fornemme frygten i sin veninde, hvilket blot fik hende til at betragte Tatia nysgerrigt. Hun rystede på hovedet "Du skal ikke være bange, tag denne halskæde og det vil gøre dig stærk" hun tog sin [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] af og lod den glide omkring hendes hoved og derved være omkring hendes hals "Jeg vil altid være hos dig Tatia" hun smilede og som kvinden endnu skreg, vendte hun blot blikket frem.

At manden havde fået øje på dem, det gjorde hende egentlig intet. Hun var ikke bange for ham, og dette var selv i betragting af hun var mindre end ham. Hun gik frem, specielt som han forslog de kunne komme tæt på. Som de trådte frem, syntes manden at blive glad. Hun lagde hovedet på skrå, betragtede den store kniv og derpå den bundet kvinde "Vil du prøve?" spurgte han og tilbød hende kniven. Han havde fornemmet mørket i hende, fornemmet den mørke han også selv bar. Svagt nikkede hun, før hun tog kniven fra hans hånd. Hun havde aldrig set noget lignende, den var smuk og beklædt på den smukkeste måde.
Hun vendte blikket imod manden "Skær endelig" han lod sin hånd vise hen imod kvinden. Brune øjne gik fra kvinden til manden og her kunne man forvente, at hun ville skærer i kvinden, så derfor var hendes næste handling ganske overraskende. Hun stak manden i maven, hvilket medførte han faldt på knæende "Du gjorde Tatia bange" knurrede hun, hvorpå hun her skar halsen over på ham. Ingen gjorde Tatia bange og slap af sted med det. Hun kastede kniven væk, gav kort slip på Tatia, for at løsne kvindens lænker. Da dette var gjort, vendte hun sig imod Tatia og krammede sin veninde

Synet af blodet som det strømmede fra mandens hals, det var smukt og ikke mindst præcis hvad hun havde forestillet sig. Det her var perfekt, det var alt hvad hun havde håbet. Et øjeblik var hun nærmest som fanget af synet og ikke mindst følelsen, følelsen af blodet men også rusen. Hun havde aldrig helt vidst, om hun nogensinde ville gå fra dyr til menneske, men denne dag havde helt klart afgjort det! Hun kunne ikke slippe tanken, slippe synet eller for den sags skyld mindet. Det var alt sammen fanget i hendes hoved og her ville det for altid være. Det ville med andre ord være et minde, et minde om den første gang hun slog et menneske ihjel.
Dog som den behagelige følelse forsvandt, og hun blev opmærksom på Tatia, kom der et lyst til at beskytte hende op. Tatia var bange, og det måtte hun ikke være. For alt i verden måtte Tatia ikke være bange. Så da spørgsmålet om hvad de skulle gøre kom op, så hun imod manden og det sted kvinden før havde været "Han var dum mand, vi siger ikke noget. Det er vores hemmelighed" Hun vidste at hendes forældre ville være sure, de ville højst tænkelig straffe hende hårdt, så derfor forslog hun de intet sagde. Dette ville være deres lille hemmelighed og derved ville de ikke fortælle det til nogen.

Hun smilede stort til Tatia "Jeg vil altid være her til at redde dig" hun ville ikke sige det var så lidt, specielt fordi for hende gav dette perfekt mening. Hun reddede Tatia, og derfor var dette blot en selvfølge for hende. Derfor sagde hun som hun gjorde, hun ville altid redde Tatia også selvom det måske betød hendes egen død. Hun smilede blidt til hende. Tæt ved hvor de stod var der en å, og her fik hun vasket alt blodet af sig. Sammen med Tatia gik de tilbage til haven, hvor det så ud som om intet var sket.

Hun forsøgte virkelig at smide følelsen væk, dog kunne hun ikke glemme den. Hun kunne ikke glemme den følelse af magt, den magt hun havde haft over mandens liv og ikke mindst hans skæbne. Hun kunne havde ladet ham leve, også her dræbe kvinden...men i sidste ende havde hun valgt at tage hans liv. Han havde jo gjort Tatia bange, og ingen gjorde Tatia bange uden at dø. Hun kunne ikke beskrive denne beskyttende følelse overfor sin veninde, men et eller andet ved hende...det gav hende lysten til at beskytte Tatia.
Som de endelig kom tilbage, lagde hun sig ned viden siden af sin veninde. Hun smilede og vendte sig om imod Tatia. Netop som hun skulle til at åbne munden, blot for at sige noget, havde hendes forældre valgt at komme ud. Hun brummede irriteret, da de meddelte de skulle hjem. Hun havde ikke lyst til at tage hjem, og endda ikke nu.

Hun rejste sig op med Tatia, og gav hende et stort kram "Altid! Du er min allerste bedste veninde Tatia, for evigt og altid" hun grinede og gik imod sine forældre, alt i mens hun vinkede til sin veninde. Når man så på dette barn, så ville man næppe tro sådan en engel, var i stand til at begå mord. Man ville aldrig havde gættet, at blot inde for et år, ville hun havde dræbt sine forældre. En pige som her kun ville være seks år gammel og hun havde allerede begået adskillige mord. Verden var i sandhed et mystisk sted, og det var ikke altid til at vide hvem der i virkeligheden var et monster.

//Sure lad os det! Out