Is it fate or simply a coincidence?

Tid Det er ikke fuldt ud kendt, men skydes til omkring 22:30
Sted En gyde i Doomsville
Omgivelser Selve stedet er omgivet af skrald, men ellers er der ingen personer, foruden selvfølgelig Christian og Alaster
Vejr Det er en yderst kold nat, så der blæser en smule og det lover på regn i horrisonten
Påklædning Han er iført [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Han har dog ingen sko på

"Han er ved at vågne op" mumlede en ældre herre. Han kunne svagt ane svaret, dog ikke nok til rent faktisk at ville kunne forstå hvad der blev sagt. Som altid havde han ingen føling i sin venstre arm, han kunne fornemme den og endda bevæge den, men ellers var der intet fra den. Han ville aldrig kunne forklarer det, aldrig helt kunne sætte ord på denne følelse. For han kunne sagtens mærke at der var en arm, men det var ikke det samme som sin højre arm, en arm der føltes ligeså naturligt som alt andet ved ham. Hans tanker faldt dog imod noget andet, da han følte et let klap imod sin kind. Svagt og ganske tøvende åbnede han sine øjne, hvor han blev mødt ved synet af den ældre herre, sikkert ham der i starten havde snakket "Mr. Grey, hvordan har du det?" hans spørgsmål virkede så malplaceret, men om ikke andet gav det også mening. Han var trods alt sat ind i kroppen af en anden person. Denne procedurer tog tid og var hverken smertefri eller nem.
Han havde indtil videre intet sagt, dog lod han sine blå øjne glide omkring i rummet. Det var et rum han havde brugt adskillige dage i, det var en rum han var velkendt ved. Han var velkendt ved alt i det, alt lige fra den gamle ødelagte stol i hjørnet, til de mange maskiner som befandt sig der. Det var det første rum han huskede, fra da han blev bortført fra The Underworld og til Jorden. Hvorfor lige netop han var valgt, havde han endnu ikke fået et svar på, dog var det ikke noget han direkte bekymrede sig for. Man kunne sige det ikke just var det vigtigste. I starten havde det været at finde rundt i kroppen, dernæst havde de tilbudt ham træning. Dette havde været i alt lige fra kampsport, til skydevåben og endda til brugen af sin bioniske arm. En arm som besad en hel del mere styrke end man skulle tro. Han blinkede svagt og sukkede "Ganske fint" han havde endnu ikke vænnet sig til stemmen, den var en del hæsere og for den sags skyld dybere end hvad han var vant til. Den var ikke forfærdeligt, men anderledes.

På trods af roen i rummet, kunne han mærke vreden under overfladen. Den var det altid, men ofte havde han succes i at undertrygge den, dog denne dag ville han bruge den. Han måtte væk fra dette sted og tilbage til sin egen verden. Han knyttede den bioniske arm, og greb hårdt fat om den ældre mand. Han var blot et menneske, og armen besad mindst styrken af en bloddæmon, hvilket var ganske meget "Få mig ud herfra" knurrede han og rejste sig fra den bløde stol. Manden der blot ønskede at beholde sit liv, gjorde intet andet end at nikke og derpå fik ham ud at værelset. Selvfølgelig fik vagterne øje på ham, og situationen satte ikke just for en hyggelig samtale, og derpå blev alarmen sat i gang. Selve flugten tog en god halv time, det meste af tiden løb de og forsøgte ikke at blive skudt. Dog som de nåede udgangen, måtte den ældre herre lade livet, da han blev skudt i halsen.
Blot ude på at sikre sit eget liv, løb Christian ud af døren og ud i natten. Efter at havde været vant til en middelalderlig verden hele sit liv, blev han nærmest chokeret af hvad der mødte ham. Det havde taget ham en god mængde tid, blot at vænne sig til selve laboratoriet, men disse biler og alt den teknologi der var...det var ret så mærkværdigt. Han havde aldrig set noget lignende, og det ville han nok aldrig komme til, specielt fordi han nu var på vej imod den portal, som tilbage for et år siden havde ført ham til Jorden. Han var træt, en smule smadret og hans sind var som i krig med sig selv. Ganske vist var Sebastian der ikke mere, men alle hans minder var der stadigvæk. Minder om at få skåret armen af, minder om tortur og hjernevask. Han støttede sig imod en mur, blot for ikke at falde sammen. Dog kunne han ikke stoppe op nu, ikke når han var så tæt på. Rejsen igennem portalen var ikke nem, specielt ikke når han var både træt og såret.

Da han endelig kom igennem, var han havnet i Doomsville, hvor vidste han dog ikke. Det eneste der stod i hans tanker, var blot at komme væk fra portalen...en portal der dog lukkede i kort tid efter. Han vandrede ned af gaderne, kold og udmattet. Mest af alt havde han blot lyst til at sove, han savnede sit hjem, savnede en varm seng og ikke mindst den tryghed det gav ham. Som han nåede den næste gyde, faldt han sammen. Han tog sig ikke i hvordan han var endt op, mest i at han nu kunne ligge ned. Han lå med ryggen imod den kolde jord, med sin metal arm over sit bryst, alt i mens den anden var strukket imod det ukendt punkt. Hver enkel hår på hans krop havde rejst sig, kulden havde med andre ord ramt ham hårdt. Den trængte ind i hver enkel pore, og fik ligeså stille hans krops temperatur ned. Dette kunne ganske enkelt kunne være ret så dødbringende for ham, specielt hvis han ikke hurtigt kom ind i varmen, ellers ville han dø af kulden. Han forsøgte bragt at kæmpe imod sin træthed, dog begyndte alting ligeså stille at sortne for ham. Det sidste han huskede var et kønt ansigt og her nåede han ikke at sige meget mere end "Hve-" før han besvimede.
Kulden blev erstattet med en varme, samt blev den hårde jord erstattet med en blød seng. Han kunne her mærke sin krops temperatur stige, i takt med hans bevisthed kom tilbage. Hvem end denne fremmede var, så havde han udvist en stor venlighed og en man ikke kunne forvente af mange folk. Dog blev hans tanker om den glædelige varme, hurtigt erstattet med det af de hårde minder. Det var som gennemlevede han øjeblikkende, og udefra ville man blot kunne se ham knytte sine hænder, som han gryntede og rynkede brynet. Han spændte i kroppen og skød op fra sengen. Hans hjerne var endnu ikke helt vågen, så man kunne sige han ikke helt opfattede alt hvad der skete. Dog blev den hurtigt vågen, da han blev opmærksom på at stedet var ukendt. Han rynkede brynet og satte sig bedre op "Hvor er jeg?" kaldte han nærmest ud, blot for at se om der var nogen til stede.

Denne aften ville ændre Alistairs liv for evigt. Og så var det blot fordi han besluttede sig for at gå en tur i byen, uden noget mål. Han følte sig draget til at gå ud gennem den dør. Hænderne i lommen og med en let åben trøje af uld bevægede han sig afsted i store rolige skridt. Han var faktisk knapt nok flyttet til byen, alt var så nyt for ham. Væsenerne, duften og atmosfæren. Han kunne dog mærke at som han bevægede sig gennem byen blev atmosfæren mere mørk og en svag tåge begyndte at brede sig forude. Der var også langt koldere her end hvor han boede. Han rullede let med skuldrene for at skabe en smule varme.
I tågen spottede han en skikkelse. Den så ud til at vakle en anelse, mon personen havde brug for hjælp? Han satte farten op og indhentede ham lige så stille. Det kunne ikke være andet end en mand, dømt ud af faconen. Alistair stoppede dog op da personen drejede af ved en gyde. Han havde godt hørt at der havde været hændelser hvor nogle væsener – specielt dæmoner, lokkede nysgerrige eller hjælpsomme sjæle ind i gyder for blot at æde deres sjæl. Han lagde en flad hånd mod muren og betragtede hvordan personen agerede. Han havde brug for hjælp. Det var tydeligt at se.
Det var også derfor han uden at tænke bare gik over til ham med det samme efter sin observation. Han nåede hen til manden, en ret så køn mand hvis han selv skulle sige det, der så bare besvimede efter et kort udveksling af blikke. Alistair gik hen til ham og satte sig på knæ ved hans side, hans blik blev hurtigt fanget af metal-armen. Hvordan? Han rystede på hovedet og løftede manden op over sin skulder. Det var en af disse dage hvor han takkede sig selv for at have trænet sin krop til at bære, det gjorde det ret meget nemmere at transportere manden tilbage til hvor han boede.
Han boede dog alligevel et stykke væk – Angerforge. Han var lidt udmattet da han kom hjem og lagde ham i sin seng. Han så på ham og kiggede atter en gang på armen af metal. Det var fascinerende. Han tændte pejsen og lagde en fin dyne over manden. Alistair ejede ikke meget, men han havde også kun fokuseret på at have en ordentlig seng. Noget kul blev hældt i en lukket metal-beholder og pakket ind i nogle tæpper inden det blev lagt under dynen for at hjælpe manden med hurtigt at blive varm igen. Han så kort på ham og kløede sin hage kort. Han kunne vel bare gøre et bad klar i tilfælde af at han ville vågne. Og hvis han ikke gjorde kunne Alistair bare selv bruge badet.

Mens han stod og fyldte karret med varmt vand, hørte han manden kalde. Han rettede sig op og lagde spanden fra sig inden han roligt bevægede sig ind i soveværelset. Han lagde armene let over kors og hvilede den ene skulder mod dørkanten mens han let smilte og svarede:” Bare rolig. Du er i sikkerhed hos mig. For at være ærlig, da jeg samlede dig op var jeg bange for at du var en af de dæmoner der ville suge sjælen ud af mig.. Men jeg er glad for at jeg tog fejl.” Og med det bevægede han sig over til ham. Han lagde en hånd mod hans pande og tog hans temperatur inden et blidt smil faldt over hans læber:” Nu er du varm igen.” han lød næsten en anelse triumferende.
Han fjerende den varme beholder og lagde den væk inden han satte sig på en stol ved sengen. Hans blik hvilede på metal-armen, øjnene let knebet sammen mens han overvejede hvilken magi der lå bag det:” Er det… din rigtige arm?” spurgte han og rettede sig en anelse op efter at have observeret armen nok. Han ville også passe på med at stirre for meget på den, han kunne jo ikke ane om manden selv fandt det mærkværdigt:” Og endnu et spørgsmål, undskyld, du burde nok hvile dig men jeg er nysgerrig. Hvordan endte du op halvnøgen i en gyde?” sagde han så med en rolig, dog interesseret stemme.

Da den unge mand fra tidligere med et dukkede op, lagde han hovedet på skrå og lod sig for alvor tage et godt kig på sin redningsmand. Det var ikke alle som gav sig tiden til at hjælpe andre, så han måtte være en engel. Han kunne nærmest ikke være andet end en. Derudover strålede det nærmest ud af ham. Det næste han dog hurtigt opdagede, var hans åbenlyse skønhed. Som en biseksuel mand, fandt han både mænd og kvinder lige attraktive. Dog igennem sit lange liv, havde han ofte haft flest kvindelige elskere, frem for mandelige, et faktum der for ham forekom ganske ukendt. Dette gjorde dog om ikke andet, at han derfor kunne nyde synet af denne smukke unge mand. Der var det uskyldige over ham, men det var alligevel tydeligt han bar en del styrke i sig og var derfor med andre ord ikke blot en svækling.
Hans ord fik ham til at hæve øjenbrynet, han var i sikkerhed? Det var ikke ofte han var i sikkerhed, så hvad gjorde dette hjem så anderledes? Han sagde dog intet, og betragtede ham blot som han bevægede sig. Det var helt underligt, han var så vant til at se den rovdyragtige gå gang i de tæt på ham, så måden denne unge mand gik på, det fremkom afslappet og som han intet forventede at få igen "Du kan aldrig vide dig sikker, men nej jeg er skam ingen sjæledæmon, så din sjæl er i sikkerhed" brummede han kort. Da en blød hånd landede på hans pande, forblev han helt stille. Han havde været så vant til der ville ske noget dårligt, så denne simple gerning fik ham i alarmberedskab. Da det dog hurtigt viste sig som en ganske uskyldig gerning, slappede han mere af i sin krop og gav et nik fra sig. Han havde helt klemt kulden, men var dog mindet om det da den unge mand kommenterede hans temperatur.

Ved det store spørgsmål om armen, et spørgsmål han skam havde forventet ville komme, løftede han den metaliske arm og vendte og drejede på den. Hånden blev knyttet og løsnede, før han igen lagde den imod sit lår "Nej det er det ikke, de skar min rigtige arm af og satte denne på" forklarede han kort. Det var en fremmede, så han behøvede ikke få hele historien at vide. Han behøvede ikke vide hvordan han var blevet bortført fra denne verden, ført ind i en mere moderne en og derpå ført ind i denne krop. Dog kunne han sagtens forklarer at armen ikke var hans egen, og derved var der intet magi i det. Som han var blevet fortalt af den ældre herre, var dette videnskab og et ganske særligt eksemplar af noget smukt videnskab. Armen gav ham en styrke, og en udenholdenhed. Dog var dette kun på den metaliske arm, da han fungerede præcis som en hver anden bloddæmon på resten af ham selv.
Hans blå øjne lå betragtende på englen, der var en vis nysgerrighed i dem og dog også en tilbageholdenhed. Han var med andre ord opmærksom på enhver bevægelse. Skulle denne engel vise sig som en trussel, ville han hurtigt gå til angreb, dog forventede han intet fra ham. Han holde om ikke andet også sit blik imod ham, da dette var af ren høflighed, man så jo trods alt dem man snakkede med i øjnene. Alt andet ville blot være uhøfligt. Ved hans næste spørgsmål, klukkede han kort. Det var et uskyldigt spørgsmål, og dog ikke. Man kunne sanse uskylden i den måde han anlagde spørgsmålet, men i det næste han sagde forekom der ingen uskyld. Han sagde tingene ligeud "Lad os bare sige jeg har haft en lang dag. Jeg er nu egentlig ikke træt, mere sulten, så du skulle vel ikke have noget jeg kunne spise og for den sags skyld et bad jeg kunne låne?" spurgte han og fjernede samtidig dynen. Han var tydeligvis beskidt efter sin løben igennem gaden. Hans fødder var beskidte, og resten af ham var skam heller ikke det reneste i verden. Han rakte sin normale arm imod ham "Jeg burde nok takke dig, ikke mange ville have gjort hvad du havde gjort...så tak. Navnet er foresten Christian" et mindre smil formede sig på hans læber

Han grinte kort da manden forsikrede ham at hans sjæl var i sikkerhed:” Jamen jeg takker da for det. Jeg ville skam gerne give min sjæl ud til de der mangler, hvis det ikke ville være fordi jeg så ville mangle min.” sagde han efterfulgt af et kort men varmt grin. Han så dog en anelse overrasket ud da han godt med det samme lagde mærke til mandens reaktion på at få lagt en hånd på panden. Han fjernede den kort og rømmede sig let:” Undskyld. Det er uhøfligt af mig ikke at spørge om tilladelse først… Du var bare så kold derude.. Jeg blev bekymret..” forklarede han så mens han kort trak på skuldrene. Han havde altid været omsorgsfuld, det var en del af ham som han aldrig kunne give slip på. Men omsorgen gjorde også at der var ting han ville glemme. Som det at tænke på at nok ikke alle vil berøres uden tilladelse.
Han betragtede armen mens den bevægede sig og rynkede kort på brynene. Han så ret fascineret ud og ikke mindst yderst interesseret. Han overvejede kort om magi kunne have en finger med i spillet. Nej. Man ”sætter” ikke noget magisk på nogen. Han rettede sit blik mod mandens øjne og drejede hovedet let som en indikator på hans egen nysgerrighed. Men han ville ikke stille flere spørgsmål.

Han nikkede også blot til svaret på hans sidste spørgsmål. Et smil bredte sig på hans læber og han rejste sig roligt mens han klappede sine hænder sammen:” Jeg tænkte nok at du ville spørge. Hvis du fortæller mig hvad du gerne vil have og spise, så kan jeg lave maden mens du er i bad. Til dit held har jeg allerede forberedt et bad til dig.” sagde han så roligt med et blidt smil på sine læber. Han kunne dog godt opfatte på den mørke aura, at denne mand nok var dæmon. Og hvis der var noget Alistair ikke kunne, så ville det være at myrde eller deltage i et mord af noget som helst væsen. Han håbede så lidt på at det ville være noget simpelt, som en god bøf? Det kunne lade sig gøre. Han stod fanget i sine tanker overvejende hvad han kunne lave af mad inden han blev flået ud af sine tanker.
”Du behøver ikke at takke mig, Christian. Der er mange der ikke indser det gode i at hjælpe andre, selv hvis det blot er det mindste. Endda hænder det at gode engle overser det.” sagde han blot og smilte kort. Dog rystede han let på hovedet af sig selv og tog Christians hånd, trykkede den kort og fast inden han blinkede kort til ham:” Mit navn er Alistair.” Han slap så hans hånd og gik hen til døren, da Christian nok hellere ville have et bad end at sidde og chit chatte længere. De kunne altid snakke efter. Han stoppede dog i døren og vendte sig om:” Badet er inde ved siden af. Kan din arm øh… Holde til vandet?” spurgte han roligt, men nåede ikke at høre svaret før han forsvandt ud i køkkenet for at lave mad. Han havde ikke tænkt sig og være uhøflig og afbryde Christian midt i sit bad! Da maden var lavet, ventede han roligt på at Christian kom ud.

Han gav et smil fra sig ”det er okay, man kan sige jeg ikke har været vant til omsorg i meget lang tid, så når det endelig sker er det altid som en overraskelse” forklarede han, samtidig med han kløede sig i nakken. Omsorg havde ikke just været det han havde fået mest af, igennem det meste af hans liv, var det vold han var vant til. Han tog blidt den unge mands hånd mellem sine egne to. Her ville temperaturforskellen være stor, specielt når man sammenlignede de to hænder med hinanden. En var trods alt lavet af en metal art, hvor den anden var af hud og blod ”Det var meget venligt af dig, det ser vist ud til du er min redningsmand” det tog meget arbejde ikke at knuse denne mands hånd med metal armen, dog var det muligt og derfor fik han givet den andens hånd et blidt klem. De blå øjne betragtede blidt den andens, dog efter lidt tid gav han igen slip og kørte sin hånd igennem sit hår. Det var en ting han ofte gjorde, specielt hvis han ikke vidste hvad pokker han skulle gøre af sig selv, en ting der helt klart talte for denne situation. Dette var så fremmed for ham, så han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Skulle han forvente at skulle give noget igen? Skulle han sige noget? Gøre noget? Alting var så ukendt og dette gjorde ham specielt usikker på det hele.
Han rejste sig op da den anden rejste sig og denne gerning fik dem til at stå ganske tæt på hinanden. Det var her man kunne se der ikke var den store forskel på deres højder, om ikke andet stod de ret tæt på hinanden. Med denne tæthed, kunne Christian nu for alvor se ham an. Denne mand var ufattelig køn, og havde de mødt hinanden i en bar, eller på en kro så ville han højst tænkelig havde lagt ufattelig meget an på ham. Han var smuk, muskuløs og interessant, ting han fandt ganske positivt i en anden mand. Han fjernede et enkel af den anden mands hår lokker, da den syntes at havde fundet vej ud af flokken. Varmen fra hans egen hud, ville svagt kunne mærkes imod den andens, da det havde været den ”normale” hånd han brugte og ikke metal armen. Med et smil på sine læber, forenede han håret med resten af flokken. Det var tydeligt han var på god fod med sin seksualitet, han havde intet imod at være intimt med en mand. Han klukkede, men sendte dog den anden et større smil end det fra ”Hvad angår maden, så overrask mig, jeg kan spise stort set alt” han trak sig væk fra ham og bevægede sig hen imod døren.

Alastair virkede interessant, han var anderledes og god. Han ville kunne være god for ham, dog var Christian næppe god for ham. Som han nåede hen til døren til badeværelset, vendte han sig imod Alastair. Han vrikkede med øjenbrynene ”er jeg heldig du gør mig med selskab?” spurgte han drillende, samtidig med han åbnede sine bukser og lod dem falde til jorden. Han havde det fint med sin krop, som vampyr havde hans krop været formet perfekt og nu som dæmon, var hans krop ganske fin. Den var muskuløs og havde da muskelmasse de rigtige stedet. Han havde aldrig været den blufærdige type. Han lod dog den stakkels Alastair være, ved han forlod værelset og begav sig ind på badeværelset. Følelsen af varmen imod hans krop, det fik ham fuldkommen til at slappe af. Som vampyr havde dette ikke været så vigtigt for ham, men nu kunne han så til gengæld også mærke det en del bedre. Varme var fantastisk, specielt i denne form.
Han lukkede øjnene og med sine arme hen over kanten at badet, alt i mens han nød vandets varme. Selvfølgelig ville badet havde været det bedre, hvis han rent faktisk havde haft selskabet fra en anden, herunder den kønne Alastair. Han regnede dog på ingen måde med at denne engel ville dukke op, hvis han var heldig så ville han. En drillende tanke dukkede op ”ALASTAIR” råbte han ”Kunne du evt. hjælpe mig med noget, jeg har problemer med at finde sæben” fortsatte han, samtidig med han gemte sæben ned i vandet. Han gjorde således den hverken kunne ses oppe fra eller på nogen måder, medmindre man selvfølgelig vidste hvor det befandt sig henne.

Han gav et smil fra sig ”det er okay, man kan sige jeg ikke har været vant til omsorg i meget lang tid, så når det endelig sker er det altid som en overraskelse” forklarede han, samtidig med han kløede sig i nakken. Omsorg havde ikke just været det han havde fået mest af, igennem det meste af hans liv, var det vold han var vant til. Han tog blidt den unge mands hånd mellem sine egne to. Her ville temperaturforskellen være stor, specielt når man sammenlignede de to hænder med hinanden. En var trods alt lavet af en metal art, hvor den anden var af hud og blod ”Det var meget venligt af dig, det ser vist ud til du er min redningsmand” det tog meget arbejde ikke at knuse denne mands hånd med metal armen, dog var det muligt og derfor fik han givet den andens hånd et blidt klem. De blå øjne betragtede blidt den andens, dog efter lidt tid gav han igen slip og kørte sin hånd igennem sit hår. Det var en ting han ofte gjorde, specielt hvis han ikke vidste hvad pokker han skulle gøre af sig selv, en ting der helt klart talte for denne situation. Dette var så fremmed for ham, så han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Skulle han forvente at skulle give noget igen? Skulle han sige noget? Gøre noget? Alting var så ukendt og dette gjorde ham specielt usikker på det hele.
Han rejste sig op da den anden rejste sig og denne gerning fik dem til at stå ganske tæt på hinanden. Det var her man kunne se der ikke var den store forskel på deres højder, om ikke andet stod de ret tæt på hinanden. Med denne tæthed, kunne Christian nu for alvor se ham an. Denne mand var ufattelig køn, og havde de mødt hinanden i en bar, eller på en kro så ville han højst tænkelig havde lagt ufattelig meget an på ham. Han var smuk, muskuløs og interessant, ting han fandt ganske positivt i en anden mand. Han fjernede et enkel af den anden mands hår lokker, da den syntes at havde fundet vej ud af flokken. Varmen fra hans egen hud, ville svagt kunne mærkes imod den andens, da det havde været den ”normale” hånd han brugte og ikke metal armen. Med et smil på sine læber, forenede han håret med resten af flokken. Det var tydeligt han var på god fod med sin seksualitet, han havde intet imod at være intimt med en mand. Han klukkede, men sendte dog den anden et større smil end det fra ”Hvad angår maden, så overrask mig, jeg kan spise stort set alt” han trak sig væk fra ham og bevægede sig hen imod døren.

Alastair virkede interessant, han var anderledes og god. Han ville kunne være god for ham, dog var Christian næppe god for ham. Som han nåede hen til døren til badeværelset, vendte han sig imod Alastair. Han vrikkede med øjenbrynene ”er jeg heldig du gør mig med selskab?” spurgte han drillende, samtidig med han åbnede sine bukser og lod dem falde til jorden. Han havde det fint med sin krop, som vampyr havde hans krop været formet perfekt og nu som dæmon, var hans krop ganske fin. Den var muskuløs og havde da muskelmasse de rigtige stedet. Han havde aldrig været den blufærdige type. Han lod dog den stakkels Alastair være, ved han forlod værelset og begav sig ind på badeværelset. Følelsen af varmen imod hans krop, det fik ham fuldkommen til at slappe af. Som vampyr havde dette ikke været så vigtigt for ham, men nu kunne han så til gengæld også mærke det en del bedre. Varme var fantastisk, specielt i denne form.
Han lukkede øjnene og med sine arme hen over kanten at badet, alt i mens han nød vandets varme. Selvfølgelig ville badet havde været det bedre, hvis han rent faktisk havde haft selskabet fra en anden, herunder den kønne Alastair. Han regnede dog på ingen måde med at denne engel ville dukke op, hvis han var heldig så ville han. En drillende tanke dukkede op ”ALASTAIR” råbte han ”Kunne du evt. hjælpe mig med noget, jeg har problemer med at finde sæben” fortsatte han, samtidig med han gemte sæben ned i vandet. Han gjorde således den hverken kunne ses oppe fra eller på nogen måder, medmindre man selvfølgelig vidste hvor det befandt sig henne.

Et smil gled over hans læber, dog et lettere uforstående, dog også en anelse sørgmodigt. At der var nogle der ikke var van til omsorg, var nyt for Alistair. Han havde jo ikke andet end vist omsorg til sine medmennesker. For ham var den en ret som alle havde ret til. Han så ned på deres hænder da Christian tog hans ene hånd i sine hænder. Metal-hånden var kold, mens den anden hånd var dejlig varm. Han havde dog en underlig fornemmelse ved det hele, hvorfor føltes det rart at blive holdt i hånden af denne mand? Han så op i Christians øjne og lyttede til ham, et smil bredte sig på hans læber og han rystede på hovedet:” Det ser det ud til at jeg er.” erkendte han, selvom han ikke ligefrem så ham selv som en redningsmand. Han gjorde jo bare hvad der faldt ham først ind. Hans hånd søgte i et splitsekund efter Christians så snart der blev sluppet, men han standsede sig selv. Det ville være underligt at kræve at han skulle holde hans hånd, for blot at føle den rare følelse igen. Det var selvisk. Han var dog nød til at få sine tanker på noget andet så han prøvede med et komisk indslag:" Det gør dig vel til min skønne jomfrumø?" sagde han efterfulgt af et svagt grin.

Han så på Christian da de begge pludselig stod overfor hinanden. De var nogenlunde lige høje, men nu hvor de stod tættere på hinanden, kunne Alistair ikke andet end at føle sig en anelse nervøs. Men hvorfor? Han havde altid følt en stærk attraktion mod kvinder, men der var noget over denne mand. Var det hans mørke? Det lokkende mørke der blot lokkede Alistair tættere med en listig pegefinger? Nej. Alistair kunne aldrig blive fristet af mørket på den måde. Men han ville gerne forstå det. Han havde ikke bemærket at en lok var faldet ned, før Christian løftede hånden og fjernede den. Han rømmede sig kort og så en anelse væk inden han så lyttede til hvad han sagde:” Men så gør dig klar til at blive overrasket.” sagde han en anelse muntert.
En svag rødmen bredte sig over Alistairs næseryg som Christian stillede spørgsmålet om han ville holde ham med selskab. Han rømmede sig let atter engang og skyndte sig ud i køkkenet. Den følelse fra før var endnu stærkere. Normalt plejede han altså kun at have det sådan her med kvinder! Han sukkede kort, ikke et trist suk, mere et glad suk. Og så uforstående over hvordan en mand, af alle, kunne få ham til at føle sådan her. Han lavede bare et simpelt måltid, men gennem mange års erfaring, var han en formidabel kok, der kunne få det mest simple til at smage som et lækkert måltid.
Han stod i sine egne tanker og forberedte maden da en stemme lød, Christians stemme. I starten blev han nervøs for om han var i fare så han skyndte sig derud i nærmest lynets hast og stod i døråbningen. Han gispede svagt efter vejret, da han havde løbet så hurtigt på kort tid. Han sukkede let da der ikke var nogen fare på fære.
”Sæben? Ehm… Jo selvfølgelig.” sagde han let inden han gik hen til et skab og åbnede det. Han rodede det let igennem, dog var den sæbe der var blevet gemt, den sidste han havde indtil videre. Det kunne vel sættes på listen senere at han skulle huske og købe en ny. Han lukkede skabet og lignede en der accepterede nederlaget:” Er den ikke i karret? Jeg er sikker på at jeg lagde den i?” spurgte han, dog rejste han sig og åbnede et af de lidt højere skabe. Han var også nød til at strække sig og gå på tær for at se ordentligt, hvilket fik trøjen til at stramme sig en anelse op langs hans krop. Trøjen der ellers var god til at skjule hans muskulære former, og de tonede muskler på armene. Han rakte op men fik kun fat i et håndklæde. Han vente sig så roligt og kløede sin hage.
”Jeg kan ikke forstå hvor den er blevet af…” sagde han så en anelse forvirret. Han så på Christian, afventede om han havde haft noget held med at lede i karret.

Han vendte blikket imod Alastair, som han kom ind af døren. Han følte sig lidt dårligt over det han gjorde, dog ville han lege og dette gik så ud over den skønne Alastair. Selvom de havde kendt hinanden kort, så var der noget over denne søde engel, noget som trak ham ind og han kunne ikke stoppe sig selv i at smile over det. Normalt var han stærkt imod den slags, men for en gangs skyld ville han blot se hvad der skete, se hvor det hele førte hen også dømme det efter en god stykke tid. Da Alastair udtalte han gerne ville hjælpe, smilede han blot til ham. Det var et karakteristisk smil for ham, det var et der både viste noget blidt men det fik ham også til at se ud som om han vidste mere end de tæt på ham. Med andre ord lignede han en der gemte en del hemmeligheder med det smil "Tusind tak, som du dog hjælper mig, bare jeg kunne finde en måde hvorpå jeg kunne gengælde din venlighed"
Da Alastair spurgte ind til om den lå i karret, rynkede han brynet. Man kunne vel sige han var en ganske ferm skuespiller, specielt fordi han rent faktisk fik det til at se troværdig ud "Ikke så vidt jeg ved" han gjorde ikke noget ud af rent faktisk at lade i karret, dog efter noget tid vendte han sig imod Alastair. Han havde betragtet det hele køre sin gang, så da forvirringen for alvor slog den stakkels engel ind, rystede han blot på hovedet. Han rejste sig en smule fra karret, så hvor vandet før dækkede til hans bryst som siddende, gik det ham nu til lænden "Sandheden er vel der er en anden grund til jeg ville have dig ind" han greb blidt fat i hans krave på trøjen, hvor han trak ham imod sig "Et bad er vel altid lidt kedeligt uden selskab" han lænede sig ind imod den anden mand, hvor han her lod sine læber glide let hen over huden der beklædte Alastairs kind også hals, før han lod dem glide op imod hans øre.

Samtidig med han gjorde alt dette, fik han fundet sæben i vandet "Så hvad siger du til at skrubbe mig på ryggen" han gav den unge mand et par kys hen over halsen, hvis der blev sagt nej...så ville han selvfølgelig acceptere nederlaget, dog hvis der blev sagt ja, så ville han helt klart nyde det. Han lod sine arme glide omkring den andens krop, hvor han her trykkede den imod sin egen "Be'om" han fjernede sit ansigt fra hans hals, og førte det her op foran den andens mands, således de nu havde deres næse lige ud foran hinanden. Hans blå øjne skiftede mellem at se ned imod de bløde læber også se ham i øjnene

Han rystede let på hovedet til det Christian sagde og trak på smilebåndet:” Du behøver ikke takke mig… Jeg er her for at hjælpe..” sagde han så blot med et kort smil mens han ledte videre. Han nåede lige at rejse sig efter at have kigget under karret idet Christian tog fat i hans krave. Han løftede øjenbrynene i overraskelse og han så ret så overrasket ud først:” Oh… Jeg vidste ikke at du…” nåede han at sige før han mærkede hans læber mod sin kind.
Alistair sank en klump og blinkede først en anelse overrasket, hans blik søgte lidt op i loftet mens han overvejede hvad han skulle gøre. For at være ærlig så var der ikke noget der føltes rarere end Christians læber mod sin hud. Men… Christian var en mand! Ligesom Alistair! Ville det gå? Han mærkede sin mave snurre sig rundt om sig selv og med sin ene hånd greb han lidt fat i den andens mands skulder. Han overvejede kort hvad han skulle sige og trådte så også et skridt væk mens han bare så ret skeptisk ud.

”Tjoo.. Jeg kan da godt hjælpe dig. Det er ret svært at skrubbe sin egen ryg..” konstaterede han så, efter noget tid og rakte hånden frem efter sæben. Da han så fik sæben gav han tegn til at Christian skulle dreje rundt så han ville kunne sæbe hans ryg ind. I blide cirkelbevægelser kørte han sæben rundt på hans ryg, dog med sine fingerspidser kunne han mærke den bløde hud. Han sank en klump og kunne mærke sit eget hjerte hamre i brystet. Det var så underligt for ham at være så tæt på en mand og føle det her.
Det gav bare ingen mening. Han følte kun denne følelse mod kvinder. Men med Christian var det helt anderledes. Han havde ikke lyst til at tænke på andre end ham. Han formede sine hænder som en kop og samlede vand fra karret op inden han på den måde skyllede sæben af Christians ryg. Han stod kort et øjeblik, som var han frosset til is og betragtede vandet glide ned langs den bløde hud. Han rystede så bare hurtigt på hovedet og lagde et håndklæde på stolen ved siden af karret:” Undskyld. Maden…..” undskyldte han så bare inden han forlod rummet. Han var ret hastig om at komme ud og det første han gjorde så snart han kom om på den anden side af døren var at stå og hive let efter vejret og lade sit hjerte falde til ro igen.
Han gik så ud i køkkenet og færdiggjorde maden inden han serverede det på det lille bord til når Christian kom ud fra badet. Han stod blot og betragtede det han havde lavet, en svag usikkerhed bredte sig i det han pludselig følte at det han havde lavet ikke var godt nok. Fanget i sine egne tanker ville han ikke opdage om Christian kom ind til ham.