ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164971 indlæg i 8752 emner
I can't pretend - Wade
Side 1 af 1
I can't pretend - Wade
af Gæst Søn 5 Mar 2017 - 16:23
S: Ashen Wood Forest, Vest
T: Nat
O: Beskrives.
V: Stille regn.
P: Beskrives
Emne til: Den fantastiske [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3
Det tog tid. Alting tog tid, men det virkede som om at hun ikke kunne finde en rytme. Hjertet sprang sommetider afsted i hurtigere fart end hun kunne håndtere. Tatia sad op af en stor træstamme, imens regnen ramte hendes hud og det var tydeligt hun havde siddet her længe. Hænderne rystede ikke kun af chokket, men også af kulden. Fingerspidserne var næsten lilla og læberne skælvede med deres blåfarve på grund af nattensgreb. Det var kun lige ved at være forår. En hver lyd fik hende i et halvt chok for hendes indre ulv panikkede, og de røde øjne glødede. Det gjorde ondt inden i, for hun kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Og alligevel var hun klar over det. Smerten var omkring hendes hjerte, og fik hende til at kvæles i den - men hun klarede den, hun klarede den altid. I dag skulle ikke være en undtagelse. Tøjet bestod heller ikke ligefrem af noget varmt, hun sad i et par shorts og en tanktop. Armene var forslået - mere end de normalt var. Tegn på voldsomme piskeslag, og elektriske stød hang over alt på den blottede hud. De gamle ar og skader virkede som forsvundede ved siden af de nye. Siden hun var sluppet fri, havde hun ikke været i stand til at skifteform. Ulveformen havde været alt for bange, og det samme var menneskeformen.. bange for at blive fanget i det smertefulde mellemstadige af knoglerne der brækkede sig rundt - men uden at komme videre. Hun havde været fanget i den intense smerte flere gange om dagen i næsten et år. Det forklarede hendes rystende og skræmte gisp. Tatia havde ingen steder at gå hen. Hun kunne gå til Blake, men efter Audrey var kommet derhen og Blakes døtre var der.. så virkede det for Tatia som om, at han ikke havde brug for hende der.
En lyd i busken fik hendes indre ulv opmærksom, og de røde øjne glødede i chokket. Chokket var så stort hun glemte at trække vejret og holdt det - til at hun vidste det var sikkert. Dog kom sikkerheden langtfra, for hun kunne høre lyden af nogle der kom tættere på. Panikken spredte sig i systemet, imens hun tvang sig op og stå på de trætte ben. Musklerne skreg om en pause - men hjernen gav ikke efter. De røde øjne glødede, men pludselig stoppede de. Hele ansigtet ændrede sig fra anspændt til afslappet. Hun knækkede sammen, og hvis der var en der kunne se lige igennem hende - og som hun turde give slip overfor.. så var det Wade. Hun ønskede at give slip fra træet og gå imod ham - men hun styrtede direkte i armene på ham, men ikke ligefrem i andet end udmattelse. Tårerne startede med at trille henover hendes kinder, imens hun knugede sig ind til ham.
"Don't ever let me go."
T: Nat
O: Beskrives.
V: Stille regn.
P: Beskrives
Emne til: Den fantastiske [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3
Det tog tid. Alting tog tid, men det virkede som om at hun ikke kunne finde en rytme. Hjertet sprang sommetider afsted i hurtigere fart end hun kunne håndtere. Tatia sad op af en stor træstamme, imens regnen ramte hendes hud og det var tydeligt hun havde siddet her længe. Hænderne rystede ikke kun af chokket, men også af kulden. Fingerspidserne var næsten lilla og læberne skælvede med deres blåfarve på grund af nattensgreb. Det var kun lige ved at være forår. En hver lyd fik hende i et halvt chok for hendes indre ulv panikkede, og de røde øjne glødede. Det gjorde ondt inden i, for hun kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Og alligevel var hun klar over det. Smerten var omkring hendes hjerte, og fik hende til at kvæles i den - men hun klarede den, hun klarede den altid. I dag skulle ikke være en undtagelse. Tøjet bestod heller ikke ligefrem af noget varmt, hun sad i et par shorts og en tanktop. Armene var forslået - mere end de normalt var. Tegn på voldsomme piskeslag, og elektriske stød hang over alt på den blottede hud. De gamle ar og skader virkede som forsvundede ved siden af de nye. Siden hun var sluppet fri, havde hun ikke været i stand til at skifteform. Ulveformen havde været alt for bange, og det samme var menneskeformen.. bange for at blive fanget i det smertefulde mellemstadige af knoglerne der brækkede sig rundt - men uden at komme videre. Hun havde været fanget i den intense smerte flere gange om dagen i næsten et år. Det forklarede hendes rystende og skræmte gisp. Tatia havde ingen steder at gå hen. Hun kunne gå til Blake, men efter Audrey var kommet derhen og Blakes døtre var der.. så virkede det for Tatia som om, at han ikke havde brug for hende der.
En lyd i busken fik hendes indre ulv opmærksom, og de røde øjne glødede i chokket. Chokket var så stort hun glemte at trække vejret og holdt det - til at hun vidste det var sikkert. Dog kom sikkerheden langtfra, for hun kunne høre lyden af nogle der kom tættere på. Panikken spredte sig i systemet, imens hun tvang sig op og stå på de trætte ben. Musklerne skreg om en pause - men hjernen gav ikke efter. De røde øjne glødede, men pludselig stoppede de. Hele ansigtet ændrede sig fra anspændt til afslappet. Hun knækkede sammen, og hvis der var en der kunne se lige igennem hende - og som hun turde give slip overfor.. så var det Wade. Hun ønskede at give slip fra træet og gå imod ham - men hun styrtede direkte i armene på ham, men ikke ligefrem i andet end udmattelse. Tårerne startede med at trille henover hendes kinder, imens hun knugede sig ind til ham.
"Don't ever let me go."
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Søn 5 Mar 2017 - 17:47
Påklædning: Gamle laser der havde set bedre dage. Mørke/sorte farver.
For Wade havde tidet været gået i stå. Han vidste ikke hvad dag eller måned det var. Han kunne ane på træerne at foråret var på vej, men han tilpassede sig kun efter naturen. Hans menneskeform var rusten, alle dage var primært blevet brugt i sin ulveform for at jage eller bare have en mulighed for at holde sig væk fra andre. Lige siden han var blevet splittet fra Tatia var alt gået værre. Han vidste at det havde været hans største fejl – Så en passende straf lød dengang i retningen af isolation.
Han havde dog ikke forventet at han ville kunne få sig selv fuldstændig afskåret fra alt og alle. Hans pack? Han var ikke sikker på om de overhovedet ville have ham tilbage. Han kendte Niylah og selvom hendes hjerte ville fortælle hende at hun skulle tage ham tilbage, havde han dog forrådt packen. Han havde været svag da han skulle være stærkest og han havde accepteret det. Måske en dag ville han føle sig klar til at komme tilbage, men det var ikke lige nu.
Denne uge havde været en fin uge. Han følte for at komme tilbage til sin menneskeform og udforske verdenen. Opruste hans evne en anelse og vedligeholde den viden han havde. Han brugte mange dage på at sidde og skrive eller tegne naturens terræn. På en enkelt side havde han tegnet hende. Bare så han ikke ville glemme hendes ansigt eller den fejl han havde begået da han lukkede hende ude. Det meste af det han skrev var også til hende. Undskyldninger der forklarede hvorfor han havde gjort som han havde gjort – I hvert fald i starten. Nu var det blevet til små noter om hvad han havde oplevet gennem dagen og små spørgsmål til hende om hun mon var sikker eller i god behold.
Inden han havde begivet sig ud, havde han fået noget tøj af Lucile – Hans eneste ven i øjeblikket. Men det var plantonisk, selvom hun var behjælpelig, vidste Wade at han ikke rigtig havde ville tale med hende hvis det ikke var fordi han havde brug for hende. Hun var bare for sød til at lade ham være ude i det kolde vejr alene. Trøjen var sort men han kunne mærke på skulderen at noget var tørret ind. Han stillede ikke spørgsmål, det var ikke i hans sted at tage sig af det alligevel.
Han gik rundt i skoven, uden mål. Han sov knapt nok, han kunne ikke, velvidende at hun var derude. Alle mulige tanker, scenarier eller forestillinger havde trængt sig ind i hans hoved. Var hun kommet videre? Var hun glad med en anden? Om natten når alt var stille, kom det op i hans hoved som skrig. Det var uudholdeligt. I sine egne tanker spottede han ikke de røde øjne med det samme. Ikke før han kom tættere på. I et kort øjeblik var han ikke sikker på om det var indbildning eller virkelighed. Han gnubbede sine øjne inden han så bare sprintede mod hende – Uden rigtig at vide hvorfor.
Han nåede over til hende idet hun faldt. Han greb hende og holdt hende tæt indtil sig. Han kunne mærke hvor kold hun var. Han ville sige noget, men hvad skulle han sige? Lige nu var han målløs over at støde på hende her af alle steder. Så slog hans instinkter til. Hans underbevidsthed havde allerede bidt mærke i at hun var skadet og havde tilset hendes sår. Hun skulle væk herfra hurtigt muligt. Han ville ikke lade hende gå men han var nød til det. Han forholdt sig dog forholdsvis hurtig, da han trak sin trøje af for at give hende den på.
Bagefter løftede han hende op, holdt hende tæt til sig, som havde han aldrig holdt hende før. Og så løb han. Han løb afsted med hende. Lucile’s hytte var tættest på, der ville de kunne være sikre og alene. Han vidste at Lucile alligevel ikke var hjemme. Hvad hun gik og lavede kom ikke ham ved. Det var først da de var kommet ind i hytten at han kunne sige noget til hende:” Is... it really you?” spurgte han uden at lægge den mindste skjul på hans forundring.
Han havde dog ikke forventet at han ville kunne få sig selv fuldstændig afskåret fra alt og alle. Hans pack? Han var ikke sikker på om de overhovedet ville have ham tilbage. Han kendte Niylah og selvom hendes hjerte ville fortælle hende at hun skulle tage ham tilbage, havde han dog forrådt packen. Han havde været svag da han skulle være stærkest og han havde accepteret det. Måske en dag ville han føle sig klar til at komme tilbage, men det var ikke lige nu.
Denne uge havde været en fin uge. Han følte for at komme tilbage til sin menneskeform og udforske verdenen. Opruste hans evne en anelse og vedligeholde den viden han havde. Han brugte mange dage på at sidde og skrive eller tegne naturens terræn. På en enkelt side havde han tegnet hende. Bare så han ikke ville glemme hendes ansigt eller den fejl han havde begået da han lukkede hende ude. Det meste af det han skrev var også til hende. Undskyldninger der forklarede hvorfor han havde gjort som han havde gjort – I hvert fald i starten. Nu var det blevet til små noter om hvad han havde oplevet gennem dagen og små spørgsmål til hende om hun mon var sikker eller i god behold.
Inden han havde begivet sig ud, havde han fået noget tøj af Lucile – Hans eneste ven i øjeblikket. Men det var plantonisk, selvom hun var behjælpelig, vidste Wade at han ikke rigtig havde ville tale med hende hvis det ikke var fordi han havde brug for hende. Hun var bare for sød til at lade ham være ude i det kolde vejr alene. Trøjen var sort men han kunne mærke på skulderen at noget var tørret ind. Han stillede ikke spørgsmål, det var ikke i hans sted at tage sig af det alligevel.
Han gik rundt i skoven, uden mål. Han sov knapt nok, han kunne ikke, velvidende at hun var derude. Alle mulige tanker, scenarier eller forestillinger havde trængt sig ind i hans hoved. Var hun kommet videre? Var hun glad med en anden? Om natten når alt var stille, kom det op i hans hoved som skrig. Det var uudholdeligt. I sine egne tanker spottede han ikke de røde øjne med det samme. Ikke før han kom tættere på. I et kort øjeblik var han ikke sikker på om det var indbildning eller virkelighed. Han gnubbede sine øjne inden han så bare sprintede mod hende – Uden rigtig at vide hvorfor.
Han nåede over til hende idet hun faldt. Han greb hende og holdt hende tæt indtil sig. Han kunne mærke hvor kold hun var. Han ville sige noget, men hvad skulle han sige? Lige nu var han målløs over at støde på hende her af alle steder. Så slog hans instinkter til. Hans underbevidsthed havde allerede bidt mærke i at hun var skadet og havde tilset hendes sår. Hun skulle væk herfra hurtigt muligt. Han ville ikke lade hende gå men han var nød til det. Han forholdt sig dog forholdsvis hurtig, da han trak sin trøje af for at give hende den på.
Bagefter løftede han hende op, holdt hende tæt til sig, som havde han aldrig holdt hende før. Og så løb han. Han løb afsted med hende. Lucile’s hytte var tættest på, der ville de kunne være sikre og alene. Han vidste at Lucile alligevel ikke var hjemme. Hvad hun gik og lavede kom ikke ham ved. Det var først da de var kommet ind i hytten at han kunne sige noget til hende:” Is... it really you?” spurgte han uden at lægge den mindste skjul på hans forundring.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Søn 5 Mar 2017 - 18:15
Det var længe siden, længe siden hun havde følt sig så sikker omkring nogle. Hun skulle ikke være bange, hun skulle intet frygte. Det var et gammelt instinkt, men det var sandheden - og det ville altid føles mest rigtigt. Varmen fra ham, huden imod sin. Et lille gisp forlod hendes læber af varmen, den var behagelig. Tatia registrede ikke rigtig noget i øjeblikket, kun følesansen bemærkede stoffet der kom over hendes hud - gav hende ekstra varme. Benene forsvandt væk under hende da han løftede hende op. Tatia følte hun kunne slappe af, ikke noget hun ellers gjorde normalt. Altid at være på vagt og klar til kamp - men at slappe af og lade nogle tage hendes liv i sine hænder? Det var kun Wade hun ville give den mulighed, og selv før i tiden var det sjældent hun havde gjort det. Hun hadede at føle sig svag, skrøbelig.. ynkelig. Måske det i virkeligheden var en drøm? Hvis det var en drøm, var det en fantastisk drøm. Måske kulden i virkeligheden fik hende til at se ting der ikke var der? Døden var måske i virkeligheden alt for tæt på hende.. måske hun ikke kunne snyde ham denne her gang? Regnen slog ind imod dem imens han løb afsted med hende. Tatia knugede sig så godt indtil ham som hun kunne. Lyden af Wades åndedrag fik hende til at holde sin egen vejrtrækning igang. Det eneste der virkelig holdt hende igang lige nu var ham. Det havde altid været ham.
Stilheden gjorde hende intet. For faktisk var hun ikke sikker på hun besad evnen til at vide, hvad hun skulle sige. Hun ønskede ikke at han skulle lade hende gå. Han måtte aldrig lade hende gå. Tatia bemærkede varmen fra hytten da de var kommet indenfor. Kroppen havde næsten glemt, hvordan et varmt sted føltes. Is... it really you? De blågrønne øjne så på ham, imens hovedet vippede sig en smule på skrå. Tatia ville ønske hun kunne se stærk ud lige nu, men hun havde ikke kræfterne til det. Alligevel var hun stadigvæk et sted, hvor mange ville have besvimet og måske været døde for længest.
"It really is me." Svarede hun hæst, kulden havde næsten ødelagt hendes stemme. Tatia lagde en af sine rystende hænder op på hans kind, og gjorde sit bedste for at løfte lidt på det ene smilebånd. "You found me." Tilføjede hun og åndede lettet ud. Tatia havde aldrig troet hun skulle se ham igen, ikke efter han gjorde det forbi imellem dem. Aldrig havde hun været omgivet af sådan en intens smerte, og smerte havde hun haft nok af i sit liv. Alt for meget smerte. Hun savnede at være glad. Savnede at smile. Savnede bare at bruge dagen på at ligge i sengen med Wade, imens hans arme var omkring hendes. Hun savnede det.
Stilheden gjorde hende intet. For faktisk var hun ikke sikker på hun besad evnen til at vide, hvad hun skulle sige. Hun ønskede ikke at han skulle lade hende gå. Han måtte aldrig lade hende gå. Tatia bemærkede varmen fra hytten da de var kommet indenfor. Kroppen havde næsten glemt, hvordan et varmt sted føltes. Is... it really you? De blågrønne øjne så på ham, imens hovedet vippede sig en smule på skrå. Tatia ville ønske hun kunne se stærk ud lige nu, men hun havde ikke kræfterne til det. Alligevel var hun stadigvæk et sted, hvor mange ville have besvimet og måske været døde for længest.
"It really is me." Svarede hun hæst, kulden havde næsten ødelagt hendes stemme. Tatia lagde en af sine rystende hænder op på hans kind, og gjorde sit bedste for at løfte lidt på det ene smilebånd. "You found me." Tilføjede hun og åndede lettet ud. Tatia havde aldrig troet hun skulle se ham igen, ikke efter han gjorde det forbi imellem dem. Aldrig havde hun været omgivet af sådan en intens smerte, og smerte havde hun haft nok af i sit liv. Alt for meget smerte. Hun savnede at være glad. Savnede at smile. Savnede bare at bruge dagen på at ligge i sengen med Wade, imens hans arme var omkring hendes. Hun savnede det.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Lør 11 Mar 2017 - 22:03
Selvom hun forsikrede ham at det var hende, følte han stadig at dette scenarie var for surrealistisk. Det måtte bare være et trick som hans hjerne havde udspillet for at opklare al den isolation han havde gennemgået de sidste måneder. Der var ingen anden forklaring, og hans stædighed omkring hans viden gjorde det endnu sværere for ham at tro andet. Men da han mærkede hendes hånd mod sin, kontakten fra hud til hud, noget der ikke kunne forfalskes, blev alle hans forestillinger om et falsk scenarie splintret og stampet til støv.
Så da det endelig var gået op for ham at det faktisk var Tatia, stod han først med et forvirret udtryk. Han havde så mange spørgsmål, så mange ting han så gerne ville have sagt til hende. Men istedet lagde han blidt begge sine hænder mod hendes kinder idet han trådte tættere på hende, tæt nok til at deres læber ville mødes. Han vidste ikke om hun overhovedet ville have det, men noget i ham kunne ikke lade være for sin egen selviskhed. Han havde savnet hende så længe, og nu hvor hans menneskelighed var rusten, var alt impulsstyret – Noget der ellers ikke faldt i Wade’s skuffe.
Efter noget tid fjernede han sit ansigt fra hendes, dog ikke for langt væk, men langt nok til at kunne se hele hendes ansigt. Et lettere skævt smil var over hans læber som han åndede lettet ud:” Now... That is something I have missed... Amoung other things.” sagde han. Dog matte de søde ord vente, han kunne mærke hvor kold hun var:” If we don’t get you warmed up, you’ll get sick.” konkluderede han så inden han slap hende og forsvandt ind i et andet rum. Da han kom tilbage havde han nogle gamle tæpper i favnen. Han lod dem falde ned på gulvet inden han gik over til hende.
”I’m sorry, but you’ll have to take this off again.” Sagde han i en rolig tone inden han forsigtigt trak trøjen af hende. Så løftede han hende for at gå over til tæpperne og sætte hende ned så hun sad. Derefter ville han sætte sig bag hende og trække hende tæt indtil sig mens han viklede et tæppe om dem. Hvis hun skulle varmes op igen uden at sende kroppen i shok, var det nød til at gå langsomt. Derfor var hans nogenlunde varme hud mod hendes et perfekt hjælpemiddel i denne sammenhæng. Der sad de så, hende i hans arme.
I et kort øjeblik havde han glemt fortiden. Det var som det var før. Han huskede altid disse øjeblikke hvor de havde lavet noget farligt for at blive forenet. ”You know. I never doubted that you would make it on your own.. After all, you’re filled up with strength. You’re stronger than I am…” sagde han lavmælt mod hendes baghoved, han kiggede ind i pejsen foran dem som brændte lige så stille. Han åndede tungt ud inden han fortsatte:”.. Way stronger. You could let me in, even when it was so heartbreaking to say. I couldn’t do that. Because I was weak. And I don’t even deserve to hold you in my arms. Yet the gods must have had mercy on my soul, because here you are. Everything makes sense to me again..” fortsatte han i en tone af melankoli. Han vidste ikke om han skulle være trist eller glad. Begge dele vejede lige meget.
Så da det endelig var gået op for ham at det faktisk var Tatia, stod han først med et forvirret udtryk. Han havde så mange spørgsmål, så mange ting han så gerne ville have sagt til hende. Men istedet lagde han blidt begge sine hænder mod hendes kinder idet han trådte tættere på hende, tæt nok til at deres læber ville mødes. Han vidste ikke om hun overhovedet ville have det, men noget i ham kunne ikke lade være for sin egen selviskhed. Han havde savnet hende så længe, og nu hvor hans menneskelighed var rusten, var alt impulsstyret – Noget der ellers ikke faldt i Wade’s skuffe.
Efter noget tid fjernede han sit ansigt fra hendes, dog ikke for langt væk, men langt nok til at kunne se hele hendes ansigt. Et lettere skævt smil var over hans læber som han åndede lettet ud:” Now... That is something I have missed... Amoung other things.” sagde han. Dog matte de søde ord vente, han kunne mærke hvor kold hun var:” If we don’t get you warmed up, you’ll get sick.” konkluderede han så inden han slap hende og forsvandt ind i et andet rum. Da han kom tilbage havde han nogle gamle tæpper i favnen. Han lod dem falde ned på gulvet inden han gik over til hende.
”I’m sorry, but you’ll have to take this off again.” Sagde han i en rolig tone inden han forsigtigt trak trøjen af hende. Så løftede han hende for at gå over til tæpperne og sætte hende ned så hun sad. Derefter ville han sætte sig bag hende og trække hende tæt indtil sig mens han viklede et tæppe om dem. Hvis hun skulle varmes op igen uden at sende kroppen i shok, var det nød til at gå langsomt. Derfor var hans nogenlunde varme hud mod hendes et perfekt hjælpemiddel i denne sammenhæng. Der sad de så, hende i hans arme.
I et kort øjeblik havde han glemt fortiden. Det var som det var før. Han huskede altid disse øjeblikke hvor de havde lavet noget farligt for at blive forenet. ”You know. I never doubted that you would make it on your own.. After all, you’re filled up with strength. You’re stronger than I am…” sagde han lavmælt mod hendes baghoved, han kiggede ind i pejsen foran dem som brændte lige så stille. Han åndede tungt ud inden han fortsatte:”.. Way stronger. You could let me in, even when it was so heartbreaking to say. I couldn’t do that. Because I was weak. And I don’t even deserve to hold you in my arms. Yet the gods must have had mercy on my soul, because here you are. Everything makes sense to me again..” fortsatte han i en tone af melankoli. Han vidste ikke om han skulle være trist eller glad. Begge dele vejede lige meget.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Lør 11 Mar 2017 - 22:56
Hun havde ingen anelse om, hvor de egentlig var. Omgivelserne var nye, og ligeså var de begge to. En nymalet udgave af dem selv.. et fremtidsbilled af, hvad et liv uden hinanden havde gjort dem. Intet godt fra Tatias side. Hver eneste dag hun havde været i fangeskabet, ville hun have kunne skabe et billed i sit hoved af ham.. af Wade.. som talte hende igennem dagen - det havde holdt hende igang. Han sagde intet. Stilheden var underlig, men ikke fordi, at den var spor ubehagelig. Den måde Wades hænder mødte hendes kinder da han kom nærmere, fik hende til at føles som glas i hans hænder. Også få sekunder efter skete der noget hun ikke havde forventet ville ske nogensinde igen. Læberne der plantede sig imod hendes. Det slog gnister i hende, og hun havde ærligtalt troet - at det aldrig skulle ske igen. Alt i hende sukkede efter mere. Normalt ville hun være den af dem der handlede impulsivt, men hun anede ikke, hvad der var hent Wade i det år de havde været fra hinanden. Now... That is something I have missed... Amoung other things. Tatia åndede lettet ud, og prøvede at skubbe alt andet ud af sit system. For hun ønskede at opfange denne her følelse imens den var der. Dog stoppede det ikke hende fra næsten at være en levende isterning.
"I.. I have missed that too." Hviskede hun overvældet, og lettet.
If we don’t get you warmed up, you’ll get sick. Et lille fnøs forlod Tatias læber, som hun gav sig selv til at holde om sig selv for ekstra varme.
"Me get sick.. I'm surprised I'm not sick yet." Svarede hun i en lille mumlen. Måske kroppen blot havde tilvendt sig omgivelserne? De blågrønne øjne fulgte Wade med øjnene da han gik ind i et andet rum. Hun turde ikke rigtig at bevæge sig, i frygt for faktisk bare at miste følelsen i sine ben. Desuden gik han ikke ind for andet end at hente nogle tæpper, som blev lagt på gulvet. I’m sorry, but you’ll have to take this off again. Let løftede hun blikket op mod ham igen. Det var alligevel ikke en Tatia-ting at være så stille som hun var lige nu. Dog lod hun ham trække trøjen af sig, og på trods af alt gav det hende en genkendelig følelse, som hun syntes om et eller andet sted. Wade løftede hende over til tæpperne, og satte hende ned. Selv satte han sig bagved hende og trak hende tæt mod sig. Tatia lukkede kort nydende øjnene, blot i et være tæt på Wade igen. Tæppet som han viklede omkring dem, gav en varme. Musklerne virkede til at blive mere og mere afslappet. Dog var der stadigvæk noget i hende der var anspændt, og det var ulven.
Hovedet føltes godt imod hans brystkasse, og hvis det ikke var fordi, at det var en følelse hun havde savnet så meget - ville hun have kunne falde i søvn sådan her. You know. I never doubted that you would make it on your own.. After all, you’re filled up with strength. You’re stronger than I am… Tatia rynkede øjenbrynene lidt. Lige nu følte hun sig ikke specielt stærk. Tvært imod. Alligevel lyttede hun til hvad han sagde. Varmen fra hans ånde der dansede henover toppen af hendes hoved. You could let me in, even when it was so heartbreaking to say. I couldn’t do that. Ordene fik hende til at lukke øjnene hårdt sammen for ikke at få for følelsesmæssigt i det.
"You weren't weak.. you were healing." Svarede hun en smule hæst, og sank en klump. "People heal in so many different ways.." Tilføjede hun og sugede luften ind mellem tænderne.
"You are still here too. You are strong." Pointerede hun for ham.
"And I'm not strong.. not at all. If I was strong.. I would never have been taken.." Mumlede hun mest til sig selv, nu havde Wade da en ide om - hvad hun havde fortaget sig. Ikke nok med de ar der beklædte hendes hud. Brændmærker, mærker fra slag, fra stød.. alt sammen malet i smerte henover hendes arme.. henover nakken.. hele kroppen. Alt for at tvinge hende til at starte sin transformation.
"I'm scared Wade.. I'm so scared.." Indrømmede hun imens hun så ind i flammerne. "I'm afraid that.. it's not over." Tatia var ved at være træt af at kæmpe, hun orkede snart ikke at gå i krig mere. Alligevel var hun her.. og det satte kampgejsten op igen. Frygten forsvandt en anelse i hans favn, men hun kunne ikke se blot for - at hun vidste at de ville komme efter hende. De var sikkert ude og lede efter hende som de sad her og snakkede. Hjertet bankede hurtigere end det burde. Ulven i hende var altid på vagt siden hun var sluppet fri, den var ligeså bange som menneskesiden. Hvad de havde været udsat for, var ikke noget der blev glemt over et par nætter. Og det var trods alt kun så lidt tid der var gået.
"They are coming.. I can feel it." Hviskede hun og klemte stille et par tårere ud. Alt hun kunne ønske var, at de ikke gjorde. At de kunne sidde her forevigt, men Tatia kendte også virkeligheden - og den ville sikkert banke på før eller senere. Let fnøs hun af sig selv.
"Look at me.. I'm ruining our moment with all this.. I'm so happy we have this.. that we got another chance.. and I didn't meant it.. when I said.. that I never wanted to see you again.. " Måtte hun sige. Den sidste ting specielt. Det var det sidste hun havde sagt til ham. "I never stopped loving you ."
"I.. I have missed that too." Hviskede hun overvældet, og lettet.
If we don’t get you warmed up, you’ll get sick. Et lille fnøs forlod Tatias læber, som hun gav sig selv til at holde om sig selv for ekstra varme.
"Me get sick.. I'm surprised I'm not sick yet." Svarede hun i en lille mumlen. Måske kroppen blot havde tilvendt sig omgivelserne? De blågrønne øjne fulgte Wade med øjnene da han gik ind i et andet rum. Hun turde ikke rigtig at bevæge sig, i frygt for faktisk bare at miste følelsen i sine ben. Desuden gik han ikke ind for andet end at hente nogle tæpper, som blev lagt på gulvet. I’m sorry, but you’ll have to take this off again. Let løftede hun blikket op mod ham igen. Det var alligevel ikke en Tatia-ting at være så stille som hun var lige nu. Dog lod hun ham trække trøjen af sig, og på trods af alt gav det hende en genkendelig følelse, som hun syntes om et eller andet sted. Wade løftede hende over til tæpperne, og satte hende ned. Selv satte han sig bagved hende og trak hende tæt mod sig. Tatia lukkede kort nydende øjnene, blot i et være tæt på Wade igen. Tæppet som han viklede omkring dem, gav en varme. Musklerne virkede til at blive mere og mere afslappet. Dog var der stadigvæk noget i hende der var anspændt, og det var ulven.
Hovedet føltes godt imod hans brystkasse, og hvis det ikke var fordi, at det var en følelse hun havde savnet så meget - ville hun have kunne falde i søvn sådan her. You know. I never doubted that you would make it on your own.. After all, you’re filled up with strength. You’re stronger than I am… Tatia rynkede øjenbrynene lidt. Lige nu følte hun sig ikke specielt stærk. Tvært imod. Alligevel lyttede hun til hvad han sagde. Varmen fra hans ånde der dansede henover toppen af hendes hoved. You could let me in, even when it was so heartbreaking to say. I couldn’t do that. Ordene fik hende til at lukke øjnene hårdt sammen for ikke at få for følelsesmæssigt i det.
"You weren't weak.. you were healing." Svarede hun en smule hæst, og sank en klump. "People heal in so many different ways.." Tilføjede hun og sugede luften ind mellem tænderne.
"You are still here too. You are strong." Pointerede hun for ham.
"And I'm not strong.. not at all. If I was strong.. I would never have been taken.." Mumlede hun mest til sig selv, nu havde Wade da en ide om - hvad hun havde fortaget sig. Ikke nok med de ar der beklædte hendes hud. Brændmærker, mærker fra slag, fra stød.. alt sammen malet i smerte henover hendes arme.. henover nakken.. hele kroppen. Alt for at tvinge hende til at starte sin transformation.
"I'm scared Wade.. I'm so scared.." Indrømmede hun imens hun så ind i flammerne. "I'm afraid that.. it's not over." Tatia var ved at være træt af at kæmpe, hun orkede snart ikke at gå i krig mere. Alligevel var hun her.. og det satte kampgejsten op igen. Frygten forsvandt en anelse i hans favn, men hun kunne ikke se blot for - at hun vidste at de ville komme efter hende. De var sikkert ude og lede efter hende som de sad her og snakkede. Hjertet bankede hurtigere end det burde. Ulven i hende var altid på vagt siden hun var sluppet fri, den var ligeså bange som menneskesiden. Hvad de havde været udsat for, var ikke noget der blev glemt over et par nætter. Og det var trods alt kun så lidt tid der var gået.
"They are coming.. I can feel it." Hviskede hun og klemte stille et par tårere ud. Alt hun kunne ønske var, at de ikke gjorde. At de kunne sidde her forevigt, men Tatia kendte også virkeligheden - og den ville sikkert banke på før eller senere. Let fnøs hun af sig selv.
"Look at me.. I'm ruining our moment with all this.. I'm so happy we have this.. that we got another chance.. and I didn't meant it.. when I said.. that I never wanted to see you again.. " Måtte hun sige. Den sidste ting specielt. Det var det sidste hun havde sagt til ham. "I never stopped loving you ."
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Man 13 Mar 2017 - 12:19
“Healing? That’s a polite way to call me stupid..” sagde han med et skævt smil.
Da hun snakkede om at være bange, satte det gang i alle Wades alarmsystemer. Det var ikke normalt at Tatia var bange for meget, i hvert fald af hvad han huskede. Der var altid kun tale om én ting i den sammenhæng, og det var dem fra arenaen. Dem der havde knækket ham og fået dem skilt ad. Hans kæbemuskler spændte som han mærkede vreden begynde at koge som var der ild i hans blodårer. Han lyttede dog til hende og det næste hun sagde. Ville det nogensinde være ovre? Så længe de blev i denne forbandede skov? Pokker tage skoven, han var begyndt at hade den som pesten.
Minder der bare lå i træerne og dinglede, mindede ham om alle de dårligdomme der var sket, alle hans fejl. De gode minder, dem han ellers havde holdt så kært var blevet begravet, gemt væk bag al sorgen og vreden. ”I won’t let them get close to you. I promise you. You’re safe with me.” forsikrede han hende, men han kunne ærligt ikke vide om det var sandheden. Hans sans for sikkerhed var brudt. Han kunne ikke længere vide sig sikker på om han virkelig kunne holde det løfte – Og det irriterede ham noget grænseløst.
Han hørte ikke helt hendes hvisken, men efter at tænke over det, tydede han det alligevel. Han så på hende men sagde ikke noget da hun så ud til at ville tale om noget andet. De kunne lade det være for nu. Bare nyde dette øjeblik sammen efter at have været væk fra hinanden i så lang tid. Han trykkede hende tættere indtil sig, mærkede hvordan hun så stille var ved at blive varm, eller også var han ved at blive kold. Det var lige meget for de var sammen. Han lyttede til hende mens hun talte og nikkede kort. ”I know you didn’t… But you had to say it. It was needed. Otherwise you had no chance to try to move on. I understand.” Sagde han inden han kyssede hende i håret.
At hun sagde at hun elskede ham fik ham bare til at smile stort. Det var længe siden han havde hørt hende sige det. Og det varmede hans hjerte på en måde han længe havde gået og savnet. Han strøg hendes ene arm blidt som han drejede hende, så de kunne se hinandens ansigt:” And I never stopped loving you either, Tatia. My heart only belongs to you. Now and forever.” sagde han med et smil mens han roligt løftede en hånd til at ae hendes kind. Disse følelser der havde været så fjerne og kolde, var tætte og opvarmede.
Men lige så vel var han nød til at tale ud. At samle op hvor de stoppede:” I.. I murdered a lot of people in the arena. Thinking that if I did that, I wouldn’t risk losing you to someone. I underestimated your strength… It didn’t hurt that I killed a bunch of people… It hurt that I doubted you when I shouldn’t have. When as I’ve said before: You are the strongest of us.” Indrømmede han så. Han stirrede frem og ind i ilden, på en eller anden made følte han sig bange for at se på hende. Han var bange for at hun ville være forstående. For han var end ikke selv særlig forstående. Dog drejede han sit blik som han så sagde:" And whoever is after you, I know you'll kick their ass. No doubt about that." med et kort smil. Han var så sikker på at hvad end der kunne ske, ville Tatia altid klare sig igennem det.
Da hun snakkede om at være bange, satte det gang i alle Wades alarmsystemer. Det var ikke normalt at Tatia var bange for meget, i hvert fald af hvad han huskede. Der var altid kun tale om én ting i den sammenhæng, og det var dem fra arenaen. Dem der havde knækket ham og fået dem skilt ad. Hans kæbemuskler spændte som han mærkede vreden begynde at koge som var der ild i hans blodårer. Han lyttede dog til hende og det næste hun sagde. Ville det nogensinde være ovre? Så længe de blev i denne forbandede skov? Pokker tage skoven, han var begyndt at hade den som pesten.
Minder der bare lå i træerne og dinglede, mindede ham om alle de dårligdomme der var sket, alle hans fejl. De gode minder, dem han ellers havde holdt så kært var blevet begravet, gemt væk bag al sorgen og vreden. ”I won’t let them get close to you. I promise you. You’re safe with me.” forsikrede han hende, men han kunne ærligt ikke vide om det var sandheden. Hans sans for sikkerhed var brudt. Han kunne ikke længere vide sig sikker på om han virkelig kunne holde det løfte – Og det irriterede ham noget grænseløst.
Han hørte ikke helt hendes hvisken, men efter at tænke over det, tydede han det alligevel. Han så på hende men sagde ikke noget da hun så ud til at ville tale om noget andet. De kunne lade det være for nu. Bare nyde dette øjeblik sammen efter at have været væk fra hinanden i så lang tid. Han trykkede hende tættere indtil sig, mærkede hvordan hun så stille var ved at blive varm, eller også var han ved at blive kold. Det var lige meget for de var sammen. Han lyttede til hende mens hun talte og nikkede kort. ”I know you didn’t… But you had to say it. It was needed. Otherwise you had no chance to try to move on. I understand.” Sagde han inden han kyssede hende i håret.
At hun sagde at hun elskede ham fik ham bare til at smile stort. Det var længe siden han havde hørt hende sige det. Og det varmede hans hjerte på en måde han længe havde gået og savnet. Han strøg hendes ene arm blidt som han drejede hende, så de kunne se hinandens ansigt:” And I never stopped loving you either, Tatia. My heart only belongs to you. Now and forever.” sagde han med et smil mens han roligt løftede en hånd til at ae hendes kind. Disse følelser der havde været så fjerne og kolde, var tætte og opvarmede.
Men lige så vel var han nød til at tale ud. At samle op hvor de stoppede:” I.. I murdered a lot of people in the arena. Thinking that if I did that, I wouldn’t risk losing you to someone. I underestimated your strength… It didn’t hurt that I killed a bunch of people… It hurt that I doubted you when I shouldn’t have. When as I’ve said before: You are the strongest of us.” Indrømmede han så. Han stirrede frem og ind i ilden, på en eller anden made følte han sig bange for at se på hende. Han var bange for at hun ville være forstående. For han var end ikke selv særlig forstående. Dog drejede han sit blik som han så sagde:" And whoever is after you, I know you'll kick their ass. No doubt about that." med et kort smil. Han var så sikker på at hvad end der kunne ske, ville Tatia altid klare sig igennem det.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Man 13 Mar 2017 - 14:12
I won’t let them get close to you. I promise you. You’re safe with me. Lyden af de ord var dejlige, Tatia var klog nok til at vide, at det måske i længden ikke var rigtigt. Hun følte sig sikker ved Wade, eller det havde hun gjort - hun vidste han altid ville gøre sit for at passe på hende. Det havde han altid gjort, men om hans nok ville smide ham i den fare hun havde været i? For det ønskede hun ikke. Den smerte hun havde oplevet, ønskede hun ikke at sende ham i. Otherwise you had no chance to try to move on. I understand. Tatia sank en klump.
"I never really moved on.. one thing was I wasn't able to.. but the other thing is, I never really wanted to. I don't want to." Svarede hun ham en smule svagt. Hun elskede ham. Det gjorde hun, og det ville hun altid gøre - ingen tvivl omkring det. Tatia følte behov for at sige det, hun følte behov for at han vidste det. Han drejede hende imod sig, og hun lod de blågrønne se ind i Wades mørke.And I never stopped loving you either, Tatia. My heart only belongs to you. Now and forever. Ansigtet der så på ham, var sårbart på en ny måde, men også varmt - og ordene varmede det endnu mere op.
Der var så mange usagte ting imellem dem begge to, for hende var det nok det seneste år.. hendes frygt.. for Wade var det hvad de aldrig nåede at tale om. Alt det han havde holdt skjult for hende, selvom hun ikke ligefrem andet end vidste det. Men det havde aldrig handlet om hendes viden, men om at han skulle tøre snakke med hende om det. I.. I murdered a lot of people in the arena. Tatia rynkede øjenbrynene ganske kort, men lyttede forstående til ham. I underestimated your strength… It didn’t hurt that I killed a bunch of people… It hurt that I doubted you when I shouldn’t have. When as I’ve said before: You are the strongest of us. Hun sugede luften ind mellem læberne. Ordene. Hun tog en dyb indånding.
"You wouldn't be the first. Remember when we first meet?" Spurgte hun stille med et skævt smil. "I was so aggressive, had no idea what I did.. I was just there.. but then you came along, and helped me. You were strong enough to help me.. even tho I was a mess. I learned from the best after all." Tilføjede hun og hendes varme blik søgte imod ham.
Virkeligheden bankede på til hendes hoved, døren havde stået på klem længe - og hun havde frygtet tankerne ville overvælde hende. And whoever is after you, I know you'll kick their ass. No doubt about that. Tatia fnøs let. Det ville være en mulighed, for hende at overvinde alle sine kampe - det var hvad der skete, men denne kamp føltes ikke som hendes at vinde. Disse mænd havde en kontrol over hende, som ingen havde før - tvunget hende til ting hun troede var umuligt.
"I don't doubt that I can fight.. but I'm not sure I can handle it in the end.. what they did.. was worse.. way worse then what happened in the arena.. Wade.. they forced me to change.. but not just change.. they were keeping me from turning.. but also from being myself.. the pain.. " Tatia slog blikket væk og flyttede armene om sig selv. Hjertet kunne næsten høres i rummet, hvordan frygten satte det i spil. Tatia hadede at have følt sig så svag.
"And they are not done.. they want to finish their project... they are coming for me." Hviskede hun og sank lettere dystert en klump.
Lyden, eller så var det blot følelsen. Den sitrene følelse af små stød der gik igennem hendes krop. Følelsen af knoglestrukturen der prøvede at bevæge sig. Det var sket da Razor havde fået hende fri og de troede hun var i sikkerhed, et tegn på - at de havde fundet hende. For så begyndte de at aktivere hendes evne til at skifte form. Det var noget der kunne ramme alle shapeshiftere, men det var ikke til meget gavn på andre end Tatia - da det var hende de havde blodprøver fra - hende de havde haft et år.
"It's happening." Gispede hun lidt. De røde øjne begyndte at gløde i frygten, men den bevarede ikke sin plads - den skiftede hurtigt. Der gik ikke mange sekunder før døren pludselig blev sparket ind, og Tatia fløj op på benene. Hjertet sad i hendes hals, frygten holdt hende fast med sine skarpe klør. Tvang hende til at holde vejret. Tatia kunne mærke det. Det føltes som kæmpe bølge af smerte der ramte hendes krop, hun for sammen. Følelsen af kroppen der begyndte at skifte form ukontrolleret. Det var tydeligt i hver eneste del af hendes krop - måden knoglerne bøjede sig og prøvede at tilpasse sig ulven. Skriget forlod hendes læber, og det nok til at afslørre dem. Hun kunne ikke kontrollere det.
"Stop hiding from us and no one else has to get hurt." Sagde den ene af dem, og snart troppede der flere op. Der var for mange til hun ville kunne klare dem selv, og selv med Wades hjælp - ville det tage mere energi fra dem. Disse jægere var ikke bare magt syge, men de var også umådelige kloge. De vidste de ikke skulle angribe alle på engang, derfor var de sendt ud i små hold.
Smerten stoppede, og Tatai åndede lettet op. Hun kom stille på benene, og greb ellers om Wades arm i ren frygt.
"I can take a few.. if I get close.." Mumlede hun let og så fjenderne an.
"What do you say? We take you, he lives.. or fight.. you both might die." Tatia blinkede. Hun hadede disse valg. Valg mellem liv og død. Hun havde lige fundet Wade igen, og hun ønskede ikke at leve et liv uden ham. Hun havde prøvet det, og det var ikke endt godt.
"I.. I'm sorry." Svarede hun og så på Wade.. "Call me stupid.. but I'm not gonna let them touch you." Tilføjede hun og trådte et skridt til siden for at gå imod jægerne. Tatia var langtfra sikker. Hendes skridt føltes tunge og usikre. Alligevel da hun kom frem til den første jæger der greb fat i hendes arm, gav hun ham en albue i maven, og greb hurtigt fast i hans hoved for at lade det møde hendes knæ.
Krigen var startet, og det var det eneste sus hun havde manglet de dage hun havde været alene. Nogle at kæmpe for. Ensomhed dræbte en omega, men hun var ikke en ensom ulv.
"Enough.!" Råbte en af dem, og flammerne fra pejsen blussede voldsomt op - og gav Tatia et chok. Manden der havde råbt greb fat i hende. Flammerne fra den før ellers stille pejs bevægede sig imod hende. Og snart havde flammerne fået smag for hendes hud. De dansede op ad hendes ben. Slikkede sig om munden som de bevægede sig op af. Varmen var forfærdelig. Smertefuld. Tatia skreg som flammerne stod omkring hende. Ilden.. sugede hendes luft ud. Manden gav slip og trådte ud af flammerne.
"Such a shame.. she had the perfect DNA to use.." Mumlede han og smørede ærmerne op imens han gik imod Wade.
Flammerne åd hende op og til sidst blev der stille. Helt stille. Alligevel åbnede hun øjnene til sidst. Man kunne ikke se hende for ilden. Tøjet var blevet ædt levende, men huden var fin - sårene var væk. Hun var faktisk i live. Tatia løftede armene op imens ilden dansede på hendes hud. Tatia kunne intet hører først udenfor, hun var fanget i et bur af flammer. Flammer der sivede igennem hendes system og sørgede for at gøre sig i et med hende. Som blev hun genskabt af flammerne. De ville ikke kunne se det, for dem ville det blot være en flamme, der snart kunne sprede sig ud i resten af hytten.
"I guess we will kill you too.. what do you say.. fire or not fire?" Spurgte manden.
"I never really moved on.. one thing was I wasn't able to.. but the other thing is, I never really wanted to. I don't want to." Svarede hun ham en smule svagt. Hun elskede ham. Det gjorde hun, og det ville hun altid gøre - ingen tvivl omkring det. Tatia følte behov for at sige det, hun følte behov for at han vidste det. Han drejede hende imod sig, og hun lod de blågrønne se ind i Wades mørke.And I never stopped loving you either, Tatia. My heart only belongs to you. Now and forever. Ansigtet der så på ham, var sårbart på en ny måde, men også varmt - og ordene varmede det endnu mere op.
Der var så mange usagte ting imellem dem begge to, for hende var det nok det seneste år.. hendes frygt.. for Wade var det hvad de aldrig nåede at tale om. Alt det han havde holdt skjult for hende, selvom hun ikke ligefrem andet end vidste det. Men det havde aldrig handlet om hendes viden, men om at han skulle tøre snakke med hende om det. I.. I murdered a lot of people in the arena. Tatia rynkede øjenbrynene ganske kort, men lyttede forstående til ham. I underestimated your strength… It didn’t hurt that I killed a bunch of people… It hurt that I doubted you when I shouldn’t have. When as I’ve said before: You are the strongest of us. Hun sugede luften ind mellem læberne. Ordene. Hun tog en dyb indånding.
"You wouldn't be the first. Remember when we first meet?" Spurgte hun stille med et skævt smil. "I was so aggressive, had no idea what I did.. I was just there.. but then you came along, and helped me. You were strong enough to help me.. even tho I was a mess. I learned from the best after all." Tilføjede hun og hendes varme blik søgte imod ham.
Virkeligheden bankede på til hendes hoved, døren havde stået på klem længe - og hun havde frygtet tankerne ville overvælde hende. And whoever is after you, I know you'll kick their ass. No doubt about that. Tatia fnøs let. Det ville være en mulighed, for hende at overvinde alle sine kampe - det var hvad der skete, men denne kamp føltes ikke som hendes at vinde. Disse mænd havde en kontrol over hende, som ingen havde før - tvunget hende til ting hun troede var umuligt.
"I don't doubt that I can fight.. but I'm not sure I can handle it in the end.. what they did.. was worse.. way worse then what happened in the arena.. Wade.. they forced me to change.. but not just change.. they were keeping me from turning.. but also from being myself.. the pain.. " Tatia slog blikket væk og flyttede armene om sig selv. Hjertet kunne næsten høres i rummet, hvordan frygten satte det i spil. Tatia hadede at have følt sig så svag.
"And they are not done.. they want to finish their project... they are coming for me." Hviskede hun og sank lettere dystert en klump.
Lyden, eller så var det blot følelsen. Den sitrene følelse af små stød der gik igennem hendes krop. Følelsen af knoglestrukturen der prøvede at bevæge sig. Det var sket da Razor havde fået hende fri og de troede hun var i sikkerhed, et tegn på - at de havde fundet hende. For så begyndte de at aktivere hendes evne til at skifte form. Det var noget der kunne ramme alle shapeshiftere, men det var ikke til meget gavn på andre end Tatia - da det var hende de havde blodprøver fra - hende de havde haft et år.
"It's happening." Gispede hun lidt. De røde øjne begyndte at gløde i frygten, men den bevarede ikke sin plads - den skiftede hurtigt. Der gik ikke mange sekunder før døren pludselig blev sparket ind, og Tatia fløj op på benene. Hjertet sad i hendes hals, frygten holdt hende fast med sine skarpe klør. Tvang hende til at holde vejret. Tatia kunne mærke det. Det føltes som kæmpe bølge af smerte der ramte hendes krop, hun for sammen. Følelsen af kroppen der begyndte at skifte form ukontrolleret. Det var tydeligt i hver eneste del af hendes krop - måden knoglerne bøjede sig og prøvede at tilpasse sig ulven. Skriget forlod hendes læber, og det nok til at afslørre dem. Hun kunne ikke kontrollere det.
"Stop hiding from us and no one else has to get hurt." Sagde den ene af dem, og snart troppede der flere op. Der var for mange til hun ville kunne klare dem selv, og selv med Wades hjælp - ville det tage mere energi fra dem. Disse jægere var ikke bare magt syge, men de var også umådelige kloge. De vidste de ikke skulle angribe alle på engang, derfor var de sendt ud i små hold.
Smerten stoppede, og Tatai åndede lettet op. Hun kom stille på benene, og greb ellers om Wades arm i ren frygt.
"I can take a few.. if I get close.." Mumlede hun let og så fjenderne an.
"What do you say? We take you, he lives.. or fight.. you both might die." Tatia blinkede. Hun hadede disse valg. Valg mellem liv og død. Hun havde lige fundet Wade igen, og hun ønskede ikke at leve et liv uden ham. Hun havde prøvet det, og det var ikke endt godt.
"I.. I'm sorry." Svarede hun og så på Wade.. "Call me stupid.. but I'm not gonna let them touch you." Tilføjede hun og trådte et skridt til siden for at gå imod jægerne. Tatia var langtfra sikker. Hendes skridt føltes tunge og usikre. Alligevel da hun kom frem til den første jæger der greb fat i hendes arm, gav hun ham en albue i maven, og greb hurtigt fast i hans hoved for at lade det møde hendes knæ.
Krigen var startet, og det var det eneste sus hun havde manglet de dage hun havde været alene. Nogle at kæmpe for. Ensomhed dræbte en omega, men hun var ikke en ensom ulv.
"Enough.!" Råbte en af dem, og flammerne fra pejsen blussede voldsomt op - og gav Tatia et chok. Manden der havde råbt greb fat i hende. Flammerne fra den før ellers stille pejs bevægede sig imod hende. Og snart havde flammerne fået smag for hendes hud. De dansede op ad hendes ben. Slikkede sig om munden som de bevægede sig op af. Varmen var forfærdelig. Smertefuld. Tatia skreg som flammerne stod omkring hende. Ilden.. sugede hendes luft ud. Manden gav slip og trådte ud af flammerne.
"Such a shame.. she had the perfect DNA to use.." Mumlede han og smørede ærmerne op imens han gik imod Wade.
Flammerne åd hende op og til sidst blev der stille. Helt stille. Alligevel åbnede hun øjnene til sidst. Man kunne ikke se hende for ilden. Tøjet var blevet ædt levende, men huden var fin - sårene var væk. Hun var faktisk i live. Tatia løftede armene op imens ilden dansede på hendes hud. Tatia kunne intet hører først udenfor, hun var fanget i et bur af flammer. Flammer der sivede igennem hendes system og sørgede for at gøre sig i et med hende. Som blev hun genskabt af flammerne. De ville ikke kunne se det, for dem ville det blot være en flamme, der snart kunne sprede sig ud i resten af hytten.
"I guess we will kill you too.. what do you say.. fire or not fire?" Spurgte manden.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Man 13 Mar 2017 - 20:10
Hvad der skulle til at ske overraskede Wade. At de havde været så tæt på uden at han havde registreret det – Endnu en ting han kunne hade sig selv for senere. Var han virkelig blevet så dårlig til at beskytte dem han nu ellers holdt så kært? En klump voksede sig i hans hals som døren pludselig blev sparket op. Han kom på benene i nogenlunde samme tid som Tatia og han stod klar i kampposition. Men deres odds var små, duften af jægerne forsikrede ham at kampen ville være hård og næsten umulig. Men det var kun næsten umuligt. Og så alligevel, ville det ikke være en værdig død at forsøge at redde Tatia?
Nej. Der var ikke noget værdigt i at dø så længe de var så mange. Hvad kunne han gøre, dræbe så mange som muligt for at overlade resten til Tatia? Se, det var problemet. Han var faktisk magtesløs til at kunne gøre meget. Det gjorde så ondt at indse at når han skulle være den stærke støttende klippe som hun havde brug for at læne sig til, var han blot en lille sten. Den følelse, så velkendt, så sårende. Nærmest som at føle en hjertestreng blive kappet over af hjertesorg. Men kunne sådan noget ikke dræbe?
Hvor længe ville han kunne holde til at se Tatia blive misbrugt på den måde, uden at kunne stoppe det? Alt imens han stod i sin selvelendighed nåede han ikke engang at ænse hvad det var der var igang med at ske. Ikke før Tatia talte til ham. Han så op på hende med fortvivlede forvirrede øjne som han hastigt rystede på hovedet i mistro:” No Tatia... I wont allow this. Not again..” sagde han bestemt inden han rakte ud efter hende, men hun var allerede ude af rækkevidde. Han betragtede hvordan hun bare forlod ham igen, var hun på vej ud af hans liv, også nu hvor de havde fundet sammen igen?
Han kunne ikke nænne at rykke sig. Han stod blot og så på. Han følte sig frossent fast og tvunget til at overvære dette levende mareridt. Hvordan hun forgæves prøvede at slås med en af jægerne som virkede ret godt, indtil flammerne kom. Han spærrede øjnene op i en vild overraskelse inden de mørke øjne pludselig begynde at gløde i en grå farve. At se Tatia brænde op på den måde, detk kunne godt være at hendes ydre brændte, men det samme gjorde hans indre.
Han forvandlede sig i løbet af kort tid, det var blevet ren rutine for ham. Det gjorde end ikke ondt længere. Han sprang på den første han kunne og flåede struben ud på ham. Flammerne nærmede sig ham men han sprang bare af jægeren og over på den næste som et lyn. Der var intet der kunne stoppe hans vrede, den vrede der ikke kun bestod af at se Tatia brænde op, den vrede der lå i alle de pinsler de havde trukket dem igennem.
Det gode ved at han havde været så meget i sin ulveskikkelse var at han havde fuldstændig kontrol over den og styr på alle bevægelser. Alle bevægelser talte og var en del af hans manøvre. Hurtige nænsomme angreb der skulle vise sig at være ganske fatale. På et tidspunkt mærkede han en svigende smerte i hans side da en kniv blev stukket i ham, trukket ud lige så hurtigt som den var stukket ind. Han nænnede ikke at give det nogen form for reaktion, han havde for travlt med at pille dem alle ned, også selvom det gjorde ham træt og svag. Der var så mange, og der var kun ham. Hvis han fik dræbt dem alle, kunne han så redde Tatia? Noget i ham håbede at det ikke var forsent, noget i ham håbede at Tatia kunne overlevede det her. Men så realistisk som han var, havde sorgen allerede trådt ind.
Da han var så træt at han end ikke kunne bevæge sig mere, kampen havde begivet sig udenfor hvor regnen også skyllede ned. Let løftede han hovedet og udstødte et sørgende hyl. Et højlydt et fuld af smerte. Han havde mistet Tatia igen, efter al den her tid havde han haft hende kun for atter at miste hende.
Nej. Der var ikke noget værdigt i at dø så længe de var så mange. Hvad kunne han gøre, dræbe så mange som muligt for at overlade resten til Tatia? Se, det var problemet. Han var faktisk magtesløs til at kunne gøre meget. Det gjorde så ondt at indse at når han skulle være den stærke støttende klippe som hun havde brug for at læne sig til, var han blot en lille sten. Den følelse, så velkendt, så sårende. Nærmest som at føle en hjertestreng blive kappet over af hjertesorg. Men kunne sådan noget ikke dræbe?
Hvor længe ville han kunne holde til at se Tatia blive misbrugt på den måde, uden at kunne stoppe det? Alt imens han stod i sin selvelendighed nåede han ikke engang at ænse hvad det var der var igang med at ske. Ikke før Tatia talte til ham. Han så op på hende med fortvivlede forvirrede øjne som han hastigt rystede på hovedet i mistro:” No Tatia... I wont allow this. Not again..” sagde han bestemt inden han rakte ud efter hende, men hun var allerede ude af rækkevidde. Han betragtede hvordan hun bare forlod ham igen, var hun på vej ud af hans liv, også nu hvor de havde fundet sammen igen?
Han kunne ikke nænne at rykke sig. Han stod blot og så på. Han følte sig frossent fast og tvunget til at overvære dette levende mareridt. Hvordan hun forgæves prøvede at slås med en af jægerne som virkede ret godt, indtil flammerne kom. Han spærrede øjnene op i en vild overraskelse inden de mørke øjne pludselig begynde at gløde i en grå farve. At se Tatia brænde op på den måde, detk kunne godt være at hendes ydre brændte, men det samme gjorde hans indre.
Han forvandlede sig i løbet af kort tid, det var blevet ren rutine for ham. Det gjorde end ikke ondt længere. Han sprang på den første han kunne og flåede struben ud på ham. Flammerne nærmede sig ham men han sprang bare af jægeren og over på den næste som et lyn. Der var intet der kunne stoppe hans vrede, den vrede der ikke kun bestod af at se Tatia brænde op, den vrede der lå i alle de pinsler de havde trukket dem igennem.
Det gode ved at han havde været så meget i sin ulveskikkelse var at han havde fuldstændig kontrol over den og styr på alle bevægelser. Alle bevægelser talte og var en del af hans manøvre. Hurtige nænsomme angreb der skulle vise sig at være ganske fatale. På et tidspunkt mærkede han en svigende smerte i hans side da en kniv blev stukket i ham, trukket ud lige så hurtigt som den var stukket ind. Han nænnede ikke at give det nogen form for reaktion, han havde for travlt med at pille dem alle ned, også selvom det gjorde ham træt og svag. Der var så mange, og der var kun ham. Hvis han fik dræbt dem alle, kunne han så redde Tatia? Noget i ham håbede at det ikke var forsent, noget i ham håbede at Tatia kunne overlevede det her. Men så realistisk som han var, havde sorgen allerede trådt ind.
Da han var så træt at han end ikke kunne bevæge sig mere, kampen havde begivet sig udenfor hvor regnen også skyllede ned. Let løftede han hovedet og udstødte et sørgende hyl. Et højlydt et fuld af smerte. Han havde mistet Tatia igen, efter al den her tid havde han haft hende kun for atter at miste hende.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Man 13 Mar 2017 - 20:45
Hver eneste brændte celle i hendes krop talte til hende på en ny måde. Flammerne på huden stoppede med at gøre ondt, og erstattede sig med en behagelig følelse. De drillede hendes organer, snoede sig om hjertet der næsten var stoppet - og med et bank - startede hele systemet op igen. Det gav et sæt i hende. Der opdagede hun det, at hun stadigvæk var der. Flammerne omkring hende fik hendes blik til at flakke rundt forvirret til alle sider. Hun kunne intet se. Tatia kunne intet se. Lyden af flammernes gnitren gjorde hun næsten ikke kunne høre lyden af folk der faldt om omkring hende. Tatia reagerede først da et hyl satte ind, et hyl højere end flammernes blussen. Et hyl hun altid kunne kende, ikke pågrund af tonen - men på grund af det var Wade. Lige meget hvor i verden hun var, ville hun altid kunne genkende hans stemme eller hans hyl. Øjnene glødede varsomt rødt, ulven i hende registrede sin mage - den mage som troede at han havde mistet hende. Tatia samlede sine ben om sig, og kom op at stå. Flammerne stod højere, og hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle prikke til boblem så den ville lukke hende ud. Derfor lukkede hun øjnene i. Trak vejret dybt, og følte energien. Følte den nye styrke der rendte igennem hendes blod. Varmen der herskede i systemet nu. Så snart hun pustede ud følte hun noget hun ikke havde følt længe... kontrol.
Pludselig slukkede ilden omkring hende. Tatia åbnede let de knyttede hænder, og flammerne var der - i hende. Der var dog ikke tid til at virke for overrasket eller noget. Tatia satte i løb ud af døren, ud i regnen hvor den sidste overlevende jæger - var på vej til at kaste sig over den trætte kæmpeulv. Wade havde ellers gjort et godt arbejde. Jægeren trådte imod Wade, som Tatia stormede ud.
"Wade watch out!" Råbte hun så højt hendes stemme kunne, og hun selv nåede af det havde hun skudt en kugle af ild imod jægerens ryg. Ild i regnen var måske ikke det bedste, men Tatia var ligeglad - faktisk var hun ikke ligefrem selv herre over det. Regnen kærtegnede hendes nøgne hud, imens hun løb imod kampen. Ikke tale om, at Wade skulle lide nederlag her. Ingen af dem skulle.
"It can't be... you died!" Vrissede jægeren som ellers var faldet pænt til jorden. Tatia åndede ud.
"It's called rebirth.. maybe we should check if it happens with you." Vrissede hun let af ham, men vendte sin opmærksomhed imod Wade.
"I'm so sorry this happened to you.." startede hun stille ud. Det med at ofre sig for andre, var det eneste hun virkelig kunne gøre. Tatia vidste hun ikke kunne leve vidende at Wade var død, hun ville ikke kunne bære tanken. Hun kunne knap nok bære tanken ikke at se ham. Alt hendes styrke lå ikke der, det var hendes største svaghed, at se døden spille sig for hende.
Ulven i hende brød sig ikke om synet af Wade, og det gjorde mennesket da slet ikke - ikke når han var såret eller udmattet. En stemme i hendes hoved fortalte hende noget.. noget hun skulle gøre - så ubevidstheden trak i hende og fik hende til at gøre det. Let lagde hun den ene hånd over hans sår, og lod ilden heale det - hvis nogen havde sagt til hende før i tiden at ild kunne heale sår ligeså godt som vand - så havde hun grint afdem.. men magisk ild, havde hun aldrig mødt - før hun var blevet det. "I'm sorry.." Hviskede hun igen, og trak så hånden til sig. Såret var måske healet, men synet. Det syn han havde set, hvad hun havde følt. Det var hun bange for han ikke kunne se bort fra. "Please tell me that you are okay.. please.." Hun ønskede at han skulle tro på det virkelig var hende. Hun ønskede, at det skulle gå modsat af sidst. De skulle ikke give op på hinanden lige nu, de skulle kæmpe for hinanden. Det var tydeligt på hendes vejrtrækning at hans reaktion betød alt for hende, han betød alt for hende.
"I will do anything.. everything.." Selvfølgelig var hun bange. Bange for han ville sige, at han ikke kunne klare det igen. Alt hun ønskede var at hans varme omkring hende. At det skulle være godt igen. At dette kunne være starten på det gode kapitel, de havde dræbt dæmonerne - nu var det vel deres tur til at være glade igen.
"You saved me.. you know that? You always save me.. I know it doesn't feel like it, since I'm beyond stupid thinking I can handle the world. But I heard you.. few days ago.. I heard you howling in the woods.. as I was about to give up." Tatia så mod hans øjne, og sank en klump." It made me try again.. and I was able to fight my way out.. like right now.. you made me fight my way out.. You make me survive everything." Tatia så på Wade med store øjne, hun var bange for at miste ham, hun var bange for aldrig at skulle holde hans hånd, eller mærke hans læber imod hendes. Tårerne strømmede frem i hendes øjne, som hun knækkede sammen foran ham.
Pludselig slukkede ilden omkring hende. Tatia åbnede let de knyttede hænder, og flammerne var der - i hende. Der var dog ikke tid til at virke for overrasket eller noget. Tatia satte i løb ud af døren, ud i regnen hvor den sidste overlevende jæger - var på vej til at kaste sig over den trætte kæmpeulv. Wade havde ellers gjort et godt arbejde. Jægeren trådte imod Wade, som Tatia stormede ud.
"Wade watch out!" Råbte hun så højt hendes stemme kunne, og hun selv nåede af det havde hun skudt en kugle af ild imod jægerens ryg. Ild i regnen var måske ikke det bedste, men Tatia var ligeglad - faktisk var hun ikke ligefrem selv herre over det. Regnen kærtegnede hendes nøgne hud, imens hun løb imod kampen. Ikke tale om, at Wade skulle lide nederlag her. Ingen af dem skulle.
"It can't be... you died!" Vrissede jægeren som ellers var faldet pænt til jorden. Tatia åndede ud.
"It's called rebirth.. maybe we should check if it happens with you." Vrissede hun let af ham, men vendte sin opmærksomhed imod Wade.
"I'm so sorry this happened to you.." startede hun stille ud. Det med at ofre sig for andre, var det eneste hun virkelig kunne gøre. Tatia vidste hun ikke kunne leve vidende at Wade var død, hun ville ikke kunne bære tanken. Hun kunne knap nok bære tanken ikke at se ham. Alt hendes styrke lå ikke der, det var hendes største svaghed, at se døden spille sig for hende.
Ulven i hende brød sig ikke om synet af Wade, og det gjorde mennesket da slet ikke - ikke når han var såret eller udmattet. En stemme i hendes hoved fortalte hende noget.. noget hun skulle gøre - så ubevidstheden trak i hende og fik hende til at gøre det. Let lagde hun den ene hånd over hans sår, og lod ilden heale det - hvis nogen havde sagt til hende før i tiden at ild kunne heale sår ligeså godt som vand - så havde hun grint afdem.. men magisk ild, havde hun aldrig mødt - før hun var blevet det. "I'm sorry.." Hviskede hun igen, og trak så hånden til sig. Såret var måske healet, men synet. Det syn han havde set, hvad hun havde følt. Det var hun bange for han ikke kunne se bort fra. "Please tell me that you are okay.. please.." Hun ønskede at han skulle tro på det virkelig var hende. Hun ønskede, at det skulle gå modsat af sidst. De skulle ikke give op på hinanden lige nu, de skulle kæmpe for hinanden. Det var tydeligt på hendes vejrtrækning at hans reaktion betød alt for hende, han betød alt for hende.
"I will do anything.. everything.." Selvfølgelig var hun bange. Bange for han ville sige, at han ikke kunne klare det igen. Alt hun ønskede var at hans varme omkring hende. At det skulle være godt igen. At dette kunne være starten på det gode kapitel, de havde dræbt dæmonerne - nu var det vel deres tur til at være glade igen.
"You saved me.. you know that? You always save me.. I know it doesn't feel like it, since I'm beyond stupid thinking I can handle the world. But I heard you.. few days ago.. I heard you howling in the woods.. as I was about to give up." Tatia så mod hans øjne, og sank en klump." It made me try again.. and I was able to fight my way out.. like right now.. you made me fight my way out.. You make me survive everything." Tatia så på Wade med store øjne, hun var bange for at miste ham, hun var bange for aldrig at skulle holde hans hånd, eller mærke hans læber imod hendes. Tårerne strømmede frem i hendes øjne, som hun knækkede sammen foran ham.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 19:41
Han troede fuldt og fast på at Tatia var brændt væk. Hans mage, hans livs kærlighed. Den eneste person han ville være sammen med, brændt væk i løbet af sekunder. Han så rødt eller faktisk ingenting. Han ville kæmpe til sit sidste åndedrag i håb om at hans handlinger ville bringe nok retfærdighed til at forene dem på den anden side. For hvis han ikke kunne få Tatia i dette liv, ville han håbe at have hende i al evighed i døden. Hvor tragisk det så end lød, så ville han alligevel hellere have haft det på denne måde. At hun døde før ham. Hun skulle ikke føle denne frygtelige følelse der bare åd en op.
En flamme der skød igennem regnen fik ham til at dreje hovedet mod hvor den var kommet fra. Tatia? Hvad? Det gav ikke rigtig mening. Var hun ikke brændt op i hytten? Han så mod hytten og så mod Tatia igen. Det var for surrealistisk for ham. Han stoppede med alt hvad han gjorde, da det alligevel sveg med dolken der sad i hans side. Han havde glemt alt om manden, han var ikke eksisterende for Wade længere. Nu var det kun Tatia.
Da han så hende igen troede han ærlig talt at han var død. Der måtte ikke være en anden forklaring. Han forvandlede sig ufrivilligt tilbage til sin menneskeform inden han faldt på sine knæ og så på hende. Hun havde for travlt med at heale ham og undskylde. Men han var helt zoned ud, alt hvad han så var hende. Han rakte forsigtigt ud efter hendes ansigt, bange for at hvis han rørte hende ville illusionen blive smadret og han ville være alene i sin død i al evighed. Han hånd rørte hendes kind og da det gik op for ham at det ikke var hans sidste øjebliks desperation, greb han fat om hendes skuldre inden han trak hende ind i et varmt kram. ”I am okay. Tatia I’m fine..” forsikrede han hende med en lykkelig klang i stemmen.
En tåre løb ned af hans kind, men regnen skjulte den godt. Han havde været så bange for at det var slut. At Tatia var død i ilden. Han havde følt det som et stykke af ham selv døde. Hans bedre halvdel, den eneste person der rigtig betød noget for ham. Han sukkede lettet og nægtede at slippe hende. Ikke endnu. Verdenen kunne vente. Nu ville han holde hende og aldrig slippe igen.
Da hun sagde at hun ville gøre alt rystede han let på hovedet:” You don’t have to do anything… You’re here… Alive… I dont need anything else..” forsikrede han hende som han let aede hendes kind. Al den sorg der virkede til at have væltet ham var forvandlet til støv og erstattet med glæde. Ren glæde. Han tænkte ikke på andet end hvor glad han kunne være i dette øjeblik. At hun var bange berørte ham dog. Han ville have at hun var lige så glad. Han holdt stadig fat om hende selvom at han var nød til at rykke sig væk mens hun talte tll ham. ”You know, you have saved me just as many times.. That is what we do.” sagde han med en blid stemme men hun ville sige mere.
Hans smil blev kun større og han nussede hendes kind mere som han lænede sig ind for at kysse hende på munden. Hans kys var fyldt med kærlighed og længsel. Han havde trods alt ikke haft hende i lang tid, så at han endelig havde hende og ikke mistet hende for anden gang var helt igennem fantastisk. Han tog blidt om hendes hånd og trak hende mod hytten. ”Now… Unless we are going to get attacked any further.. We need to talk.. about it all.” sagde han roligt mens han gik afsted.
En flamme der skød igennem regnen fik ham til at dreje hovedet mod hvor den var kommet fra. Tatia? Hvad? Det gav ikke rigtig mening. Var hun ikke brændt op i hytten? Han så mod hytten og så mod Tatia igen. Det var for surrealistisk for ham. Han stoppede med alt hvad han gjorde, da det alligevel sveg med dolken der sad i hans side. Han havde glemt alt om manden, han var ikke eksisterende for Wade længere. Nu var det kun Tatia.
Da han så hende igen troede han ærlig talt at han var død. Der måtte ikke være en anden forklaring. Han forvandlede sig ufrivilligt tilbage til sin menneskeform inden han faldt på sine knæ og så på hende. Hun havde for travlt med at heale ham og undskylde. Men han var helt zoned ud, alt hvad han så var hende. Han rakte forsigtigt ud efter hendes ansigt, bange for at hvis han rørte hende ville illusionen blive smadret og han ville være alene i sin død i al evighed. Han hånd rørte hendes kind og da det gik op for ham at det ikke var hans sidste øjebliks desperation, greb han fat om hendes skuldre inden han trak hende ind i et varmt kram. ”I am okay. Tatia I’m fine..” forsikrede han hende med en lykkelig klang i stemmen.
En tåre løb ned af hans kind, men regnen skjulte den godt. Han havde været så bange for at det var slut. At Tatia var død i ilden. Han havde følt det som et stykke af ham selv døde. Hans bedre halvdel, den eneste person der rigtig betød noget for ham. Han sukkede lettet og nægtede at slippe hende. Ikke endnu. Verdenen kunne vente. Nu ville han holde hende og aldrig slippe igen.
Da hun sagde at hun ville gøre alt rystede han let på hovedet:” You don’t have to do anything… You’re here… Alive… I dont need anything else..” forsikrede han hende som han let aede hendes kind. Al den sorg der virkede til at have væltet ham var forvandlet til støv og erstattet med glæde. Ren glæde. Han tænkte ikke på andet end hvor glad han kunne være i dette øjeblik. At hun var bange berørte ham dog. Han ville have at hun var lige så glad. Han holdt stadig fat om hende selvom at han var nød til at rykke sig væk mens hun talte tll ham. ”You know, you have saved me just as many times.. That is what we do.” sagde han med en blid stemme men hun ville sige mere.
Hans smil blev kun større og han nussede hendes kind mere som han lænede sig ind for at kysse hende på munden. Hans kys var fyldt med kærlighed og længsel. Han havde trods alt ikke haft hende i lang tid, så at han endelig havde hende og ikke mistet hende for anden gang var helt igennem fantastisk. Han tog blidt om hendes hånd og trak hende mod hytten. ”Now… Unless we are going to get attacked any further.. We need to talk.. about it all.” sagde han roligt mens han gik afsted.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 20:42
Hjertet slog så hårdt hun næsten ikke kunne tænke, frygten skød op i hende om han var okay eller om hun var kommet forsent. Dog før hun nåede panikke mere, havde han trukket hende ind i sin favn, I am okay. Tatia I’m fine.. Ordene bragte en ro over hende, og syntes at stoppe hendes hjerte i at slå så umådeligt hårdt. Tatia tøvede ikke med at svinge sine arme omkring ham. Ikke et skund, og følelsen af dette ville altid være det hun huskede mest på. Hende og ham. Tatia ønskede ikke at han skulle slippe hende, ikke nu - aldrig. Alligevel som hun undskyldte og prøvede at gøre det godt igen - gøre alt godt igen. Wade rystede på blot på hovedet, You’re here… Alive… I dont need anything else.. det var allerede svært at holde tårerne tilbage. De havde været holdt tilbage alt for længe. Hånden imod hendes kind fik hende til at trække svagt på smilebåndet. Mest af alt fordi, at de var her - sammen. Hun havde aldrig troet hun skulle være så heldig at se ham igen. Ikke for de mødtes igen nu, men deres kærlighed var der for at blive. Hjertet slog et par takter over - og hun ønskede ikke at hans berøring skulle slippe hende. Han måtte ikke slippe hende. You know, you have saved me just as many times.. That is what we do. "I love us for it," svarede hun og sendte ham et varmt smil.
Tatia havde aldrig været så glad for at være i live, som hun var lige nu. Glæden der oversvømmede hende var uforglemmelig. Læberne der dansede hen imod hendes, og spredte Tatias krop med kærlighed. Det var som om han kastede hende under en formular, fik hende til at føle sig hel. Tatia gengalte kysset, med glæden, kærligheden - lidenskaben og ikke mindst savnet. Frygten for faktisk at dø i flammerne. Selve oplevelsen var heller ikke en hun ville glemme, men hun havde overlevet - hun stod her nu. Wade greb om hendes hånd, og deres læber skiltes - de blågrønne øjne lå dog på Wades læber og ønskede at smage dem igen, men hun flyttede blikket op mod hans øjne.Now… Unless we are going to get attacked any further.. Et fnøs forlod kort hendes læber, i en mild latter. We need to talk.. about it all. Dog fulgte hun med ham i et nik, for hun var enig. De skulle tale om det hele. Det havde de begge behov for.
"Let's talk," svarede hun svagt dog med et smil, og fulgte med ham ind.
Hjertet slog en ekstra tak ved tanken. Eftervarmen i hytten var voldsom, ikke at Tatia bed rigtig mærke til den lige nu. Den frie hånd blev kørt henover det mørke hår, inden hun lod den falde ned langs den nøgne krop. Hvordan skulle de starte samtalen? Hvordan skulle hun starte ud.. hun havde kun lige nået at snakke om de havde tvunget hende til at skifte form, og han havde nået at se en forsmag af hvad hun havde levet med flere gange dagligt i et år.
"I don't even know where to begin.. I haven't really been thinking that much about it.. because.. it hurts thinking about it.. I don't know how.. how I manged to survive it. They took my old power from me the first weeks.." startede hun stille ud og satte sig hen til sofaen - lagde sig ind imod ham med hovedet mod Wades brystkasse. "I don't know if I ever will be able to shift again after what they did.. my inner wolf seems too scared of it. And I understand why, I'm scared getting trapped.. I have been so scared for a year.. but now.. I'm not.." tilføjede hun og puttede sig ind til ham.
"What have you been up to?" Spurgte hun ganske stille, og alligevel var hun umådelig nysgerrig.
Tatia havde aldrig været så glad for at være i live, som hun var lige nu. Glæden der oversvømmede hende var uforglemmelig. Læberne der dansede hen imod hendes, og spredte Tatias krop med kærlighed. Det var som om han kastede hende under en formular, fik hende til at føle sig hel. Tatia gengalte kysset, med glæden, kærligheden - lidenskaben og ikke mindst savnet. Frygten for faktisk at dø i flammerne. Selve oplevelsen var heller ikke en hun ville glemme, men hun havde overlevet - hun stod her nu. Wade greb om hendes hånd, og deres læber skiltes - de blågrønne øjne lå dog på Wades læber og ønskede at smage dem igen, men hun flyttede blikket op mod hans øjne.Now… Unless we are going to get attacked any further.. Et fnøs forlod kort hendes læber, i en mild latter. We need to talk.. about it all. Dog fulgte hun med ham i et nik, for hun var enig. De skulle tale om det hele. Det havde de begge behov for.
"Let's talk," svarede hun svagt dog med et smil, og fulgte med ham ind.
Hjertet slog en ekstra tak ved tanken. Eftervarmen i hytten var voldsom, ikke at Tatia bed rigtig mærke til den lige nu. Den frie hånd blev kørt henover det mørke hår, inden hun lod den falde ned langs den nøgne krop. Hvordan skulle de starte samtalen? Hvordan skulle hun starte ud.. hun havde kun lige nået at snakke om de havde tvunget hende til at skifte form, og han havde nået at se en forsmag af hvad hun havde levet med flere gange dagligt i et år.
"I don't even know where to begin.. I haven't really been thinking that much about it.. because.. it hurts thinking about it.. I don't know how.. how I manged to survive it. They took my old power from me the first weeks.." startede hun stille ud og satte sig hen til sofaen - lagde sig ind imod ham med hovedet mod Wades brystkasse. "I don't know if I ever will be able to shift again after what they did.. my inner wolf seems too scared of it. And I understand why, I'm scared getting trapped.. I have been so scared for a year.. but now.. I'm not.." tilføjede hun og puttede sig ind til ham.
"What have you been up to?" Spurgte hun ganske stille, og alligevel var hun umådelig nysgerrig.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Søn 23 Apr 2017 - 14:54
Da de kom ind I hytten, satte han hende lidt modvilligt ned. Han havde ikke lyst til at slippe hende, ikke efter hvad der lige var sket. Men han var nød til det, bare for nu. Han forsvandt ind i et rum hvorefter han kom tilbage igen med nogle klæder der tilhørte Lucile – Eller han vidste godt at intet af Luciles tøj faktisk tilhørte hende. Det var altid for stort eller snavset eller blodigt. Men alligevel var det vel en sød tanke at genbruge tøjet fra ens mad, nu hvor den alligevel gik i samme tøj som en selv?
Han rystede tanken ud af hovedet som han rakte tøjet til Tatia. Det var noget der virkede til at ville passe hende og så så det ikke alt for snavset ud. Han åndede tungt ud som han lyttede til hendes snak. Han kørte en hånd over den skaldede isse som hun fortalte om dem – Det gjorde ham så vred at høre om dem. De havde altid formået at pine Tatia på en eller anden måde og han følte sig altid så magtesløs når det kom til dem.
Han satte sig i sofaen med hende og mærkede hende mod sin brystkasse. Hans arm fandt automatisk sin vej om hendes krop og han holdt hende tæt. Gud skulle vide at han ikke bare ville lade hende gå nu. Ikke før de havde talt det igennem og fundet rod i det hele. Hendes spørgsmål fik ham til at synke en klump. Hvad havde han lavet? Det var et tungt spørgsmål der ville kræve meget tid.
En rumlen kunne høres fra hans hals som han tænkte over det. Hvor skulle han starte? En kort udånding fik hans tanker på plads. Han drejede hovedet mod hende og kyssede hendes pande – Blidt og kærligt som han altid plejede. Plejede. Det var så rart at gå tilbage til det. ”Uhhh. Let’s start with the beginning. After we.... broke up... I went on my own path... I had to, because I wasn’t myself anymore, losing you made me sure that I was just going to hurt everyone at that point. So I packed my things and I left. I haven’t spoken to Niylah since. And I’m sure she wont see me anymore…” sagde han tungt som han stirrede frem mod brandmærkerne der havde sat sig fast i trægulvet.
”Luna kept me together. At least partly. She kept reminding me who I was, who I should be. It was a great help. I probably wouldn’t have been here if it wasn’t for her.” Sagde han så. Så strammede han i kæben da det begyndte at tage en drejning ind i et stort mørke. Hans blik blev lettere sløret og han lukkede øjnene mens hans frie hånd gnubbede hans øjenlåg med fingrene. ”They caught me. And held me captive for I don’t know how long. I was only lucky to escape. I met Elena in there. I guess I was disappointed to see her on the other side of the cage…” sagde han så med en trist stemme. Han åndede tungt ud som han skulle samle mod til at fortsætte.
Han rystede tanken ud af hovedet som han rakte tøjet til Tatia. Det var noget der virkede til at ville passe hende og så så det ikke alt for snavset ud. Han åndede tungt ud som han lyttede til hendes snak. Han kørte en hånd over den skaldede isse som hun fortalte om dem – Det gjorde ham så vred at høre om dem. De havde altid formået at pine Tatia på en eller anden måde og han følte sig altid så magtesløs når det kom til dem.
Han satte sig i sofaen med hende og mærkede hende mod sin brystkasse. Hans arm fandt automatisk sin vej om hendes krop og han holdt hende tæt. Gud skulle vide at han ikke bare ville lade hende gå nu. Ikke før de havde talt det igennem og fundet rod i det hele. Hendes spørgsmål fik ham til at synke en klump. Hvad havde han lavet? Det var et tungt spørgsmål der ville kræve meget tid.
En rumlen kunne høres fra hans hals som han tænkte over det. Hvor skulle han starte? En kort udånding fik hans tanker på plads. Han drejede hovedet mod hende og kyssede hendes pande – Blidt og kærligt som han altid plejede. Plejede. Det var så rart at gå tilbage til det. ”Uhhh. Let’s start with the beginning. After we.... broke up... I went on my own path... I had to, because I wasn’t myself anymore, losing you made me sure that I was just going to hurt everyone at that point. So I packed my things and I left. I haven’t spoken to Niylah since. And I’m sure she wont see me anymore…” sagde han tungt som han stirrede frem mod brandmærkerne der havde sat sig fast i trægulvet.
”Luna kept me together. At least partly. She kept reminding me who I was, who I should be. It was a great help. I probably wouldn’t have been here if it wasn’t for her.” Sagde han så. Så strammede han i kæben da det begyndte at tage en drejning ind i et stort mørke. Hans blik blev lettere sløret og han lukkede øjnene mens hans frie hånd gnubbede hans øjenlåg med fingrene. ”They caught me. And held me captive for I don’t know how long. I was only lucky to escape. I met Elena in there. I guess I was disappointed to see her on the other side of the cage…” sagde han så med en trist stemme. Han åndede tungt ud som han skulle samle mod til at fortsætte.
Gæst- Gæst
Sv: I can't pretend - Wade
af Gæst Søn 23 Apr 2017 - 19:24
Tatia tog imod det tøj han rakte hende, og klædte sig hurtigt på. Hun var næsten ligeglad med, hvilken slags tøj det var - og det var heller ikke ligefrem fordi det gjorde hende noget at være afklædt - specielt ikke foran Wade, dog var det alligevel rart med noget stof omkring sin hud. De blå grønne øjne fulgte Wade satte sig ved hende, holdt om hende - hvilket fik hende til at ånde lettet ud. Tatia ønskede ikke for noget andet i verden, at give slip på ham ikke nu, aldrig nogensinde igen. Svaret på hendes spørgsmål efterlod dem let i stilhed, og hun blev kort bekymret. Det kunne være alting, og naturligvis frygtede hun det værste - for det var hvad der var sket for hende. Let løftede hun øjnene op mod hans ansigt, for at se, hvordan hans ansigt formede sig inden det ville fortælle hende noget. Wade drejede hovedet og plantede sine læber mod hendes pande, hvilket fik hende til at lukke øjnene og omfavne den varme følelse. Det virkede som om, at der ingentid var gået imellem dem, og alligevel var der gået så længe. Alt for længe. Det sekund han nævnte deres brud, holdt hun vejret - ikke rigtig bevidst, men det gav alligevel et jag igennem hende, dog fortællingen bagefter var hvad hun skulle fokusere på - så det gjorde hun. Tatia sukkede let, så ingen af dem havde snakket med Niylah i et år. Han fjernede blikket fra hende imens han fortalte, hvilket hun forstod. Tatia greb blot fast i hans hånd og gav den et klem. Hvordan Niylah ville reagere var hun usikker på, lige på det punkt, Tatia selv havde blot forladt alt og alle. Han nævnte Luna, det var altid noget han havde haft en til at holde hans menneskelige side bare lidt i live. Smerte og ensomhed kunne få det værste frem i folk. Bare tanken om hendes mørke fik hendes hjerte til at springe en takt over. Let kneb hun øjnene en anelse, som det virkede til - at en mørkere fortællen snart ville banke på hendes dør. Læberne skiltes som han fortalte de havde haft fanget ham igen, hun løb tør for ord. Vreden hun egentlig havde gemt væk for en stund blussede op i hende, fik hende til at slå blikket væk fra ham for at holde besindelsen. Dog måtte hun fokusere på noget andet.
"Elena? " spurgte hun kort og løb igennem fortiden i håb om at finde et link til navnet. "You escaped, that is what matters.. You're going to think that the pain will never end, but it will. But first you have to let it all in. " sagde hun og sank en klump. "You can't fight it, it's bigger than you. You have to let yourself drown in it but then eventually you'll start to swim and every single breath that you fight for will make you stronger. And I promise you you'll beat it." Lovede hun og så hen på ham med et skævt smil. Måske skulle hun lytte til sine egne ord, det kunne være rart nok.
"If you wanna talk about it, I'm here to listen -when you want to talk about it," sagde hun så og vente sine øjne imod ham igen. Alle hendes ar var forsvundet, der var ingen udmattelse eller smerte tilbage i hendes system - det var befriende og gav hende et nyt overskud. Et overskud hun havde brug for, men også for at tage tankerne væk fra sin egen smerte. Hun ønskede Wade skulle lukke hende ind, men hun ønskede heller ikke at presse på, det var ikke ligefrem endt som hun ønskede sidste gang. Tanken strøg alligevel igennem hende, de havde været så tæt på hinanden.
"Elena? " spurgte hun kort og løb igennem fortiden i håb om at finde et link til navnet. "You escaped, that is what matters.. You're going to think that the pain will never end, but it will. But first you have to let it all in. " sagde hun og sank en klump. "You can't fight it, it's bigger than you. You have to let yourself drown in it but then eventually you'll start to swim and every single breath that you fight for will make you stronger. And I promise you you'll beat it." Lovede hun og så hen på ham med et skævt smil. Måske skulle hun lytte til sine egne ord, det kunne være rart nok.
"If you wanna talk about it, I'm here to listen -when you want to talk about it," sagde hun så og vente sine øjne imod ham igen. Alle hendes ar var forsvundet, der var ingen udmattelse eller smerte tilbage i hendes system - det var befriende og gav hende et nyt overskud. Et overskud hun havde brug for, men også for at tage tankerne væk fra sin egen smerte. Hun ønskede Wade skulle lukke hende ind, men hun ønskede heller ikke at presse på, det var ikke ligefrem endt som hun ønskede sidste gang. Tanken strøg alligevel igennem hende, de havde været så tæt på hinanden.
Gæst- Gæst
Lignende emner» War Of Hearts - Wade
» My new lap dog - Wade
» Help is needed - Wade
» Sometimes the calm can become angry - Wade
» After you died - Wade
» My new lap dog - Wade
» Help is needed - Wade
» Sometimes the calm can become angry - Wade
» After you died - Wade
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
» Aften a long time - Sean
» Oh what a circus -Natalie
» A ballad of song birds and cool hats ~ Katrina (Featuring Edgar)
» Who am I now?? //Jake//
» A royal search for knowledge
» Oh, My Sweet Summer Child - Juniper