Far away, from what I call home - Hik (xxx)

En lille robåd lagde op til kajen, bølgerne skvulpede op af siderne imens en stor sort sølvgrå minotaur trådte op og ud af båden og op på træbjælkernes halvvåde overflade. De dyb-røde øjne stirrede kort rundt før han begyndte at gå over mod bredden. Dem som kendte ham, sørgede for at trække sig lidt til siden, imens dem som ikke kendte ham, fik et blodrødt blik i øjeæblerne og endte med let skælvende ben, imens ringen i næsen dinglede næsten faretruende, og hans gå-gang sagde også at han havde rigeligt selvtillid på ham selv. Men skønt hans store stykke udseende var det ikke meget han skulle i øen, kun skaffe sig noget proviant og få en fadøl i den lokale bar. Det var trods alt flere måneder siden at han havde sat kursen mod en havn så det var nødvendigt nu.
Først gik han over til en bod med saltet kød, og købte en god tønde med fisk som han med det samme rullede ned og satte i sin båd før han gik tilbage og satte kursen nu mod den lokale bar, hvor han skulle have noget sprut endeligt.
Men det skulle ikke gå så smurt som han havde håbet, for på vejen blev han afskåret i vejen af 3 andre minotaur, en lille spinkel en og to store muskuløse håndlangere.
"hey, det har været over et år, hvor er mine ting Hik??" kom det ud fra den lille minotaur som gav et lille pust fra næseborene og prøvede lidt at buffe sig op selvom han var ganske lille. De blodrøde øjne borede sig ned på den lille minotaur imens et smil bredte sig over Hik's læber. Han trak kort en hånd i siden af sine bukser og trak så en guld medaljon og smed den over til den lille minotaur som nervøst greb den så følsomt som han kunne.
"Det var alt for let, næste gang find nogen der faktisk vil være en lille udfordring" kom det så hæst og mørkt ud af Hik's mund at han lød som et halvdødt mørkt væsen. Han gav så et peg over mod den lokale bar.
"men nu skal den her gut smøre halsen" sagde Hik og gik lige forbi den lille minotaur og skubbede de to store bodyguards til siden med en finger på hver skulder og fik det til at se ud som om han skubbede til små grene.
"tsk, ren luft ingen bøf" mumlede han for sig selv og trådte ind på baren og satte sig i et lille hjørne og bare ventede på at servitricen kom og tog hans bestilling.

Rebecca kiggede på det monstrom af en dyr der kom op fra sin ironiske lille robåd.
Han var intet menneske, det var tydeligt at se, men Rebecca kendte ikke til mange andre racer en de mennesker som hun af og til rendt rundt sammen med. Hun vidste ikke hvad dette var for et væsen, men hun gik ud fra at det ikke var et hun skulle løbe om hjørner med, så hun valgte at lade være med at kigge alt for meget på ham, så hun ikke ville tiltrække hans opmærksomhed og muligvis få ballade fra ham.
Hun kunne se hvordan de andre respekterede ham, hvordan de krøb under ham, skælvede ved hans blik, hun vidste at det ikke var en hun skulle stå i vejen for, så den tanke ville hun helt sikkert lytte efter.
Hun kiggede dog stadig lidt efter ham, bare for at se hvor hun havde ham, om han var tæt på eller lang væk fra hende, og heldigvis var han ikke alt for tæt.
Hendes øjne fyldtes dog med lyst og nysgerrighed, da han købte en hel tønde med fisk, hun elskede fisk, en hver kat elskede jo fisk, hun havde ikke hørt om en kat der ikke kunne lide fisk.
Da han satte tønden med bunker af guddommelighed ombord på sin robåd og begyndte at gå væk fra båden igen, var Rebecca ekstra på vagt. Hendes tanker kørte i hovedet på hende lige nu, skulle hun gå hen og spise nogen af hans fisk, og slukke hendes sult, eller skulle hun bare gå væk fra dem, som nok var det bedste, for hun var helt sikker på, at hvis han så hende 'stjæle' fra ham, ville han nok blive rigtig sur og sikkert gøre et eller andet frygteligt ved hende. Hun kiggede efter ham, han talte lige nu med nogen, men da han var færdige med dem, gik han ind i et hus, der var hendes chance, hun vidste ikke hvor lang tid han ville være derinde, men hun kunne helt sikkert nå at få nogle fisk ned.
Hun rejste sig op og løb hen til hans båd og gik ombord, før hun begyndte at spise nogle fisk, det skulle egentlig bare havde været 4 - 5 stykker, men det blev til nærmest halvdelen af fiskene, og hun kunne bare ikke stoppe.
Hun elskede fisk og de smagte så godt.
Hun holdte slet ikke øje med om dette væsen var kommet ud fra bygningen, hun var helt opslugt af alle de fisk der var foran hende. Hun var i paradis.

Han sad lidt og nød sin fad-øl imens han lidt ventede på om nogen havde jobs til ham som han kunne lave for penge eller om det endnu engang skulle blive til et ukendt eventyr på havet. Han havde sørget for at gøre sig lidt kendt med at lave de farlige missioner men det skulle heller ikke ende med at alle kendte ham og at han endte med at blive en regulær kunde i baren.
Efter en halv times tid rejste han sig igen og gik ud af baren. Der havde ikke været nogen så han mente det var på tide at komme videre, han kunne trods alt ikke blive her alt for længe før nogen ville begynde at glo i hans båd alt for meget og finde det store minotaur kranie der lå i bådens front, dog dækket til af et tæppe, men formen kunne stadigvæk tydeligt anes med hornene.
Han gik stille og roligt ned mod båden, men han nåede ikke helt ned før en velkendt skikkelse trådte foran hans vej igen. Det var den lille minotaur med nu 4 bodyguards som stod og stirrede vredt på Hik.
"Den var dårlig af kvalitet!! den gav ikke hvad jeg havde sat det til!! og nu skal du give mig resten af pengene Hik!!" grøntede den lille minotaur og pudsede så sine store håndlangere på Hik som dog skønt hans ikke helt store krop dog nemt skubbede dem i vandet, en efter en. Indtil den lille minotaur stod helt alene på broen og med et godt greb om hans lille tykke strube, blev han kylet godt op af stien mod kroen så han landede med hovedet først, rullede rundt, før han ramte en stor sten med hovedet først igen. Hik gav et fnys fra sig og gabte kort, det havde ikke været en udfordring, han behøvede mindst et helt skib fyldt med pirater eller landshær før han ville være tilfreds, og det samme med hans økse.
Let hoppede han så i sin lille båd og roligt tog fat i hver åre, og med få tag, var han allerede godt ud i havet så land kun var et lille bjerg i horisonten. Det skulle nok gå, tænkte han til sig selv, for der var altid et eller andet modigt skib i havet, han skulle bare lige finde det først, også skulle han nok få det sjovt. Og aller bedst ville være at finde et minotaur pirat skib, også sænke det med hans umålelige styrke kræfter.

Efter noget tid, havde Rebecca kravlet ned i tønden, for at nå til de sidste fisk der var i bunden, ja hun havde ædt en hel tønde fuld af fisk, og det var først da båden hun var ombord på, begyndte at røre på sig, at hun fik det rigtig dårligt og var meget tæt på at kaste op.
Hun havde slet ikke lagt mærke til at manden var kommet tilbage til hans båd, eller hvad han nu ellers var, han var intet menneske, han lignede en tyr, men så heller ikke, han var meget mærkelig.
Rebecca besluttede sig for at blive nede i tønden, hun ville ikke risikere at blive udsat for noget, ude på åbent hav, godt nok var hun okay med vand, men det var ikke fordi hun ligefrem kunne svømme i det i flere timer, langt fra, Rebecca var ikke god til at svømme, hun var bare god til at fange fisk i lavvande.
Hvad nu hvis han blev sur på hende, hvad tænkte hun dog, selvfølgelig ville han blive sur på hende, sikkert rasende, så hun kunne ikke risikere at han måske smed hende over bord eller noget andet dumt som han kunne finde på.

Efter længere tid i tønden, til søs, fik hun det kun dårligere og dårligere, på grund af alle de fisk hun havde spist og så var at være til søs ikke hendes stærke side, havde hun fundet ud af, dette var hendes første og forhåbentlig også sidste gang på en båd.
Uden hun kunne holde sig i ro, hoppede hun op af tønden og brækkede sig ned i vandet. Hun havde ikke tænkt meget over at han stadig var der og nok ville blive meget overrasket over at en kat havde sneget sig med ned i hans tønde med fisk, som nu var hel tom.

Hun havde virkeligt gemt sig godt og holdt sig stille, for Hik havde slet ikke hørt noget som helst fra tønden som han troede var fyldt med fisk som han skulle gnaske senere. Derfor blev han også noget overrasket og sad med kæmpe røde øjne og bare stirrede på kattepigen som pludseligt, efter for meget vuggen, sprang ud af hans tønde og lagde en god dej på havets overflade. Han sad bare stille i noget tid og stirrede måløst på pigen, inden han åbnede munden.
"hvor meget er der tilbage i tønden?...." med en meget stille og spørgende, men også meget bestemt tone, som at det virkelig ikke var for sjov det her og han var godt rasende op i hovedet over hende. Hvem var hun dog og hvorfor havde hun gemt sig i tønden.. men aller vigtigst, havde hun spist alt så der ikke var noget over hovedet til ham!?
Roligt og indtil videre kontrolleret, rejste han sig op og greb fat om sin to-hånds økse og med bare en hånd løftede han den og lagde den på sin skulder som vejede den intet, og trådte så et skridt tættere på kattepigen.
Han tog stille ned og greb kattepigen i nakken, og let som en fjer, løftede han hende op så hun var i øjenhøjde med ham.
"hvem er du... og er du klar over hvor meget sådan en tønde koster!? plus vi ikke kommer i land den næste måned!" sagde han lidt vredt men også alvorligt. Det her kunne godt koste dem hårdt hvis at der ikke kom noget fragt skib som måske lige havde været på land og fået noget proviant i sig, som han kunne plyndre og sænke så de kunne have noget at æde. Han drejede sig så kort 90 grader mod siden så hun hang direkte over vandet.
"og prøv på noget, og det her er det sidste din lille katterøv får at se inden den dør af drukning for der er flere kilometer til nærmeste havn, og du ved sikkert heller ikke hvilken vej at svømme så jeg forslår dig at opføre dig pænt" sagde han med et fnys og smed hende så tilbage til der hvor hun havde siddet og kastet op ud over kanten.

Et gisp kom fra Rebecca og hun hoppede lidt på stedet. Hun tørrede sig hurtigt om sin mund eller snude. Hun drejede sit hoved mod ham og sank en klump, han var så stor at se på, så meget større end hende, meget større end hun nogen sinde havde set, udover orkere selvfølgelig, men han var stadig meget stor og hun havde allerede massiv respekt for ham.
"Øhm.. Øhm... in...intet" sagde hun tøvende og kiggede ned, hun ville ikke kigge ham i hans røde øjne ,det gjorde hende meget nervøs.
Hun kiggede hurtigt op på ham, da han rejste sig op, han var meget rolig, men hun vidste at han ikke var særlig glad.
Hun skælvede da han grev fat om sin økse og hvilede den på sin skulder, det var ikke ligefrem trygende, at sidde og kigge op på sådan et stort væsen, som endda var bevæbnet.
Hun kom med et gisp og et piv, da han tog hende i nakken og løftede hende op, hun begyndte at kæmpe for at komme fri, prøvede at løsne hans greb om hende, ved at prøve at vride hans greb op, men han var alt for stærk for hende og det endte med at hun bare dinglede i luften, mens han kiggede og talte til hende.
Hun skælvede ved hans stemme, han var helt sikkert vred og det havde han al ret til at være.
"Undskyld, jeg lover at jeg nok skal købe dig en tønde" sagde hun hurtigt. Hun havde dog intet at købe det med, men hun skulle nok få den fyldt igen, hvis han bare gav hende et par dage i hvert fald.
Men det kom dog tilbage til at de stadig ikke havde noget mad ude på det hav de var midt i. Og de ville ikke komme tilbage i månedsvis, hun bed sig i læben, det var ikke godt, det var virkelig ikke godt, hun kunne ikke klare sig uden mad.
Et panisk blik kom fra hende, da han holdt hende over vandoverfalden, hun rystede panisk på hovedet, bedende om at han ikke skulle smide hende i.
"Jeg lover jeg ikke prøver på noget" sagde hun, mens hun skælvede af skræk, inden han smed hende på båden igen. Hun krøb lidt sammen og holdt et vågent øje på ham, sikrende at han ikke ville springe på hende igen og måske ændre mening om at have hende på båden.

Han stod lidt og stirrede på hende og gav et fnys fra sig før han satte sig ned igen og lagde sin økse på bunden af båden igen. Han kørte sin ene hånd igennem sit hår imens hans røde øjne så meget tænkende ud. Han var kommet i noget af en kattepine lige nu og det var svært at gøre noget som helst ved det ud over måske spejde efter andre både.
Med et satte de røde øjne sig hårdt på kattepigen, og han lænede sig roligt forover og lagde albuerne på sine lår imens han så meget stor og bred ud i solens kastestråler.
"men det her er mit 'skib' og ingen der sejler med det her skib er uden arbejde. Dit arbejde er at spejde efter andre både, stort eller lille, gør ingen forskel for mig... men bare vi kan finde et og få noget mad til turen" sagde han med sin meget dybe og røg-hæse stemme, som dog var lidt mere smurt end før, da han jo havde fået noget at drikke for ikke mange timer siden. Han skubbede lidt kraniet tilbage som han havde liggende under sit sæde for at hun ikke skulle opdage det, da det ikke var et emne han var så vild med at snakke om, og især ikke her ude på det åbne hav. Han plejede også at rejse alene så det var ikke mange ord som normalt blev udvekslet med ham selv. Hik lænede sig let ret op igen før han greb fat om begge åre, og tog så nogle gode tag så de fik noget fart på. Selvom det gik ret stærkt for en lille jolle at være, kunne man ikke se på hans krop om han brugte mange kræfter på det eller ej, ikke engang overarmene blev spændt hver gang han hev igen for at få båden frem, det her var ren dagligdag for ham. Det var også en af de få ting han faktisk nød at gøre, for det fik hans tanker til at svæve, som vinden der blev fanget i hans pels og kærtegnede hvert strå af pels i hans krop. Han lukkede stille nydende øjnene og lignede lidt en ganske normal minotaur så rolig og fredfyldt han var lige nu, og uden at man kunne se de skarpe øjne som tydeligvis ikke havde en normal farve overhovedet. Den gængse minotaur havde trods alt enden brune eller grønne øjne, alt efter hvor de kom fra, rød var helt speciel i hans familie, eller retter, bare ham, for han var den eneste efter sin fars død.
Minderne flød tilbage ind over ham, og små ryk kom i øjenbrynet på hans ansigt imens han prøvede at fortrænge alt det han havde set, fortrænge da hans egen far blev slæbt ud og de begge blev smidt i den selv samme båd som de var i. Den første pirat bande de fandt efter de var blevet forvist hvor Hik hurtigt måtte lærer at slå fra sig og gøre alvor af hans fødte styrke og gøre den endnu større end hans gamle far selv da han var på sit højeste. Tvunget til at være en en-mands hær. Besejre alle sine fjender om det så galte hans liv for ikke at ende i fangeskab og derpå ikke være i stand til at udføre sit livs mål.
Tankerne fordybte sig meget i hans hoved og han kunne næsten ikke vente til at få noget andet at lave end at mindes om de dårlige tider, få noget at svinge efter med al hans vrede og fortrængte had.

Rebecca blev en smule mere rolig, da han så ud til at være roligere end før, han var i hvert fald ikke særlig sur lige nu.
Hun rettede sig op og kiggede udover det store hav, som omringede dem.
Hun lod sit blik hvile på ham igen, da han gav hende et job, hun skulle kigge efter både, det lød som et rimelig nemt arbejde for hende, det kunne hun sagtens. Deres horizont virkede dog rimelig tom, hun kunne ikke se nogen både på længere afstand, men de måtte håbe at der nogen på et eller andet tidspunkt, ellers var de godt nok på spanden, hvis de ikke kunne få mad i en måned.
Hun nikkede. "Jeg skal nok kigge" sagde hun og vendte igen sine øjne ud mod havet, for at holde øje om der kom noget, mens han begyndte at ro igen. Lige så snart der blev sat bevægelse på igen, begyndte hun at få det dårligt, på et tidspunkt ville hun nok kaste op igen, ud over relingen.
Hun hvilede bare sit hoved på relingen, mens hun kiggede rundt omkring og prøvede ikke at koncentrer sig om at båden vippede og bevægede sig på den måde, at hun fik lyst til at gylpe over det hele. Hun havde lyst til at spørger ham om de ikke kunne sænke farten, men hun regnede ikke med at han ville synes godt om det, faktisk var hun ikke engang sikker på at han kunne 'sænke' farten på den her båd...
Efter noget tid, hvor hun bare havde kigget ud over havet, vendte hun sit blik mod manden.
Hans øjne var lukket, men han var tydeligvis vågen. Hun hostede lidt, bare for at få hans opmærksomhed. "Øhm... så... hvad er dit navn?" spurgte hun lidt akavet, mens hun stadig holdt udkig efter om der skulle komme nogen skibe og passere dem, men det så kun ud til at være en lille båd langt fra dem, men den kom helt sikkert imod dem.
Hun ville dog vente til at den kom tættere på, før hun ville råbe op om den.

Hun bed sig i læben, da han sagde at de nok kom til at være op og ned af hinanden i noget tid, og ærligtalt gjorde det hende rigtig nervøs, at være sammen med ham, godt nok virkede han rolig nu, men hvem vidste om han kunne finde på at gøre hende fortræd på en eller anden måde.
Da han sagde sit navn, nikkede hun lidt, at han intet efternavn havde, virkede meget mærkeligt for hende, men det var måske fordi at han var det væsen som han var, måske havde de ikke efternavne.
"Okay så, Bare Hik" sagde hun og smilede svagt til ham.
Hun tog en dyb vejrtrækning da han spurgte efter hendes navn. "Jeg hedder Rebecca, fra Moon klanen, derfor er mit efternavn Moon" sagde hun. Selvom hun ikke var fra Moon klanen længere, beholdt hun stadig det efternavn.
Hun tog lidt om sit forlovelses halsbånd og trak i det.
Hun ville ønske hun kunne tage det af og så bare være Rebecca, men med det halsbånd på, ville hun altid være en moon.
Hun hævede et øjenbryn, da han spurgte indtil hvad hun var og hvor hun kom fra, og at han aldrig havde set en som hende før.
Sjovt nok havde hun heller ikke set en som ham før, men det ville hun spørge om, efter hun havde givet ham nogle svar, som han nu spurgte efter.
"Jeg er en Feliformia, et kattevæsen, kattemenneske, som så mange kalder det, men da jeg ikke kan fordrage mennesker, vil jeg helst holde det ude af min race beskrivelse.
Jeg kommer fra klanen Moon, men jeg er... på flugt, har jeg været i mange år" sagde hun og trak let på skulderne.
Hun lagde sit hoved en anelse på skrå, egentlig var det hunde der ses gøre det, men katte gjorde det også. Hun kiggede studerende og nysgerrigt på ham.
"Jeg har nu heller aldrig set nogen som dig før, så hvad er du?" spurgte hun, skød de samme spørgsmål efter ham, som han havde skudt efter hende.

Minotaur, hun havde aldrig hørt om dem før, men hun havde godt gættet på at det havde noget med en tyr af gøre, det kunne ikke være meget andet, med de horn og... ja ansigtet? kroppen i det hele taget, men han var også blandet med et menneske, som hende, så det var vel noget de havde tilfælles. Hendes klan havde aldrig nævnt nogle andre racer udover deres egne og menneskerne, så hun havde meget lille viden om alle mulige andre racer, så at møde en som ham, gjorde hende utrolig nysgerrig. Hun undrede sig over hvorfor hendes klan ikke lærte de unge mere om omverdenen, og de væsner der levede omkring dem.
Det han fortalte var meget interessant for hende, hun havde aldrig hørt om andre racer, så at han kunne fortælle bare lidt om sin egen, gjorde hende yderst... lydig. Hun kunne ikke lide det ord.
Da han nævnte det med mage, bed hun sig lidt i læben og kiggede ned på sit halsbånd, det var sjovt, han lød ikke som om han kunne lide ideen om at finde en mage.
"Kan du ikke lide ideen om at have en mage?" spurgte hun.
Hun vidste hvem hendes mage var, men hun havde flygtet fra ham. Ikke fordi hun ikke kunne lide tanken, for det kunne hun godt, men han var ikke den rigtige mage, hun syntes at en mage skulle være en man selv valgte, en man havde et specielt bånd til.
At nogen ikke kunne lide ideen om det, var meget mærkeligt for hende at høre på.
Hun kiggede lidt rundt da han slog ud med armene, da han sagde at havet var hans hjem. Det gav ingen mening for hende, men folk var så forskellige, han kunne lide at bo på havet, hvor Rebecca hellere ville have fast land under sine fødder, før hun følte sig tilfreds.
"Er du altid ude på havet? Aldrig på land?" spurgte hun nysgerrigt.

Hun blev lidt overrasket over hvordan han beskrev kvinder fra hvor han var fra, at det var bare en enkel nat, det var meget forskelligt fra hendes klan, hvor det var en mage for livet, nogen kunne have flere kvinder ja, men de beholde dem resten af livet og sørgede godt for dem.
Så at det var helt anderledes hos ham, var meget... overraskende for hende i hvert fald.
Hun hævede et bryn, han havde aldrig været med en kvinde før? Det havde hun ikke troet om en pirat, hun havde hørt så mange eventyr om pirater, og hver gang var de sammen med en eller anden kvinde. Man kunne sige at meget ved Hik gjorde hende enten nysgerrig eller overrasket.
Hun lagde sin hale blidt på sit skød, inden hun begyndte blidt at stryge igennem den, hendes pels var rigtig blød over det hele, men hendes hale, det var som en drøm, det var blødere end nogen nogensinde havde rørt ved. Hun elskede at føle hvor blød den var.
Hun lavede lidt store øjne, da han sagde at han var født og opvokset på havet, en hel anden opvækst end hun havde. Hun kunne ikke lade være med at perspektivere.
Det var bare en hel uvirkelig verden han levede, for hende altså.
Hun grinede lidt da han sagde at han ikke var den ideale svømmer, det kunne hun nu sagtens se med hans hove til fødder.
Hun gjorde store øjne, da et stort skib kommer frem bag dem, og Hik får fart på, for at komme væk fra det, så de ike blev kvast under det.
Rebecca åndede tungt ud, da de havnede på siden af det store skib.
Hun kiggede op på det, kun til at hendes øjne landede på nogle ansigter som dukkede op og begyndte at råbe og pifte af hende.
Hvis hun kunne rødme... så var hun blevet yderst rød i ansigtet. Hendes øre lagde sig ned mens hun gav et hvæs fra sig, hun kunne ikke lide at blive råbt efter, slet ikke piftet efter, slet ikke af fremmede mænd.
Det så også ud til at gå Hik på, for han så lige pludselig meget sur ud.
Hun gav et gisp fra sig, da han rejste sig op med sin økse og bagefter tog en arm om hende og satte hende, hvor han havde siddet før.
Hun kiggede spørgende og undrende på ham, hvad ville han dog gøre.
Hun hævede et bryn og grinede lidt, da han sagde at hun bare skulle ro lidt videre, det måtte være hans spøg, hun kunne jo ikke ro, hun havde ikke forstand på det overhovedet.
"Men...." hun nåede ikke at sige så meget mere, før han havde sat af fra båden og hoppet op på siden af båden, før han til sidst helt forsvandt og hun var alene i båden.
Hun kiggede sig lidt fra side til side og begyndte at gribe fat i de tog træ pinde... de hed nok noget andet, men hun vidste intet om det, hun prøvede bare på at følge hans ordre om at ro lidt, indtil han kom tilbage, som hun håbede var ret snart.
Hun sprang lidt i overraskelse, da der pludseligt begyndt at falde halve kroppe ned fra skibet.
Det gjorde hendes endnu mere syg i maven, end hun allerede var, dog kastede hun ike op, selvom hun troede at hun var ved det mange gange.
Hun kiggede op på skibet, med store øjne, da det gav et knæk fra sig og det begyndte at knække midt over, og frem kom Hik springende fra skibet og over til båden igen, med hvad der så ud til at være massere af mad. Hvilket fik hende til at smile ret så meget, for hvis man ikke havde gennemskuet det, kunne Rebecca rigtig godt lide mad.
Hun kiggede sig lidt omkring og ned på det træ pinde som hun stadig prøvede at kontrollere, men havde lidt bøvl med, og så hen på Hik, som havde sat sig til rette i den del af båden, hun havde siddet på, før hun havde fået denne sindssyge kommando om at styre denne båd.
"Øhm..." startede hun, inden hun lagde sine øre ned igen. "Jeg tror ikke jeg er særlig god til at styre disse, gider du at tage over igen?" spurgte hun og smilede svagt til ham.

Hun bed sig i læben, da han rejste sig op og tog fat om hende, for at løfte hende hen til hvor hun sad før, så han kunne tage over igen, ellers ville hun helst sikkert bare styre den båd til bunden af havet.
Det var en sjov måde de skiftede plads på, for normalt havde hun bare rejst sig op og gået fra pladsen, men han bar hende bare over til hendes plads, det var hun slet ikke van til, men hun sagde dog ikke noget til det, for hun havde ikke rigtig noget imod det, hun tænkte ikke at han havde nogen former for bagtanker og så var det fint nok med hende.
Da han begyndte at stille og roligt, ro væk fra al det kaos de befandt sig i midten af, begyndte Rebecca at føle sig mere tryg ved situationen.
Dog var hun stadig en smule søsyg.
Hun hævede et bryn og troede faktisk han var gået fra forstanden, da han bare begyndte at grine, uden nogen grund som hun lige kunne finde, dog da han nævnte at han synes det var sjovt at passere skibe, var det vel det der var hans grund, selvom hun måske ikke synes... det var en mega sjovt grund, der skulle grines så meget af, men de havde vel bare forskellig humor.
Hun kiggede mod den sæk han talte om, da han sagde at den kunne lette noget af hendes søsyge.
Hun gik hurtigt i den og tog noget af tangen, hun var ikke synderlig glad for tang, hun hade lugten, så hun kunne kun forstille sig hvordan det smagte.
Da hun puttede det i munden, havde hun nær bare spyttet det ud igen, var det ikke fordi det kunne hjælpe hende, men hun ville ikke gå i flere uger og være søsyge.
Hun grinte let, da hun kunne høre hans mave rumle, hun vidste hvad det var et tegn på, og lige da han spurgte efter en fisk, fik han lige en i fjæset, efterfulgt af et højt grin, kommende fra Rebecca.
"Du bede selv om det" sagde hun og smilede kækt til ham, mens hun vidste alle sine små syle spidse tænder, som en kat jo havde.
Hun kiggede på ham, da han begyndte at spørger til hvorfor hun kom til byen og hvordan, det var lidt af en sjov historie som også indholde mad.
"Tjo... Jeg søgte efter mad og så en masse fisk ombord på dette skib, og inden jeg kunne nå at hoppe af med alle de fisk jeg ville have, så sejlede det videre her til, hvor jeg så fik en hel tønde fyldt med fisk.." sagde hun og smilede hånligt til ham, da den tønde altså havde været hans, men som hun bare havde spist på lidt over en halv time vil hun tro.
Hun kunne mærke hvordan han kiggede på hende, op og ned af hende.
Hun kiggede ned af sig selv, hun havde bare sit tøj på som hun plejede at have på, når hun var ude i blandt mennesker, fordi hun vidste at det var sådan de ville have det.
Hun kiggede lidt flovt ned, da han spurgte indtil om hun altid havde så lidt tøj på, hun grinte tøvende og legede lidt med sin hale i nervøsitet.
"Altså, den klan jeg engang tilhørte, der havde vi aldrig tøj på, det havde jeg stadig heller ikke, selvom jeg ikke tilhøre den længere, jeg har kun tøj på når jeg er ude i blandt mennesker, fordi jeg ved at de vil have tøj på..." sagde hun og kiggede op på ham, tøvende. "Gør det dig utilpas? At jeg har så lidt tøj på?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet på skrå, mens hendes hale meget blidt og roligt, viftede op og ned. Hun kunne ikke gøre meget ved det, hvis han var utilpas, fordi hun havde ikke taget meget andet tøj med, faktisk var det hun havde på, det eneste hun havde, da hun normalt slet ikke gik med tøj på. Hun vidste at det ikke tilhørte alle Feliformia klaner, men hendes klan gik meget op i frihed, med hensyn til ens krop.

Hun smilede da han rystede på hovedet og sagde at han slet ikke var utilpas over at hun havde så 'lidt' på, det var kun glad for, for hun ville ikke være så meget for at tage meget mere på end du hun allerede havde på, det var slet ikke normalt for hende og hun ville heller ikke have at det blev normen for hende, at have mere tøj på end du hun allerede havde.
Hun nikkede dog lidt til hvad han sagde, han kunne ikke sige hvad vejr det ville blive og hvad for nogle områder de passerede.
Hun havde aldrig været ude for at komme igennem et land fuld af is, af kulde, så hun havde slet ikke tænkt over det, da hun for det meste havde det meget varmt hvor hun boede og om vinteren holdte hun sig mest i sin hule, da hun ikke var den bedste til at håndtere kulde.
"Jeg håber ikke vi kommer forbi et alt for koldt område... jeg er ikke så god med kulde" sagde hun og smilede skævt.
Hvis de kom forbi et, måtte hun vel bare bide kulden i sig, og håbe på at de kom hurtigt væk derfra.
Hun bed sig i læben, da han sagde at han nogen gange heller ikke havde tøj på, når han passerede et ørken område, hun kunne ikke rigtig forstille sig ham, uden tøj på, hun havde set alle fra sin klan nøgen, men ingen af mændende imponerede hende på nogen måde. Men hun var hel sikker på at Hik kunne imponerer, han så rimelig stor ud, meget større end nogen af de mænd var hendes klan var.
Hun kiggede sig omkring, da han sagde at der ikke var mere sjov idag, hun havde nu ikke synes at dagen var særlig sjov, han havde sikkert set at plyndre piratskibet og slå dem ihjel, som sjov, men det var ikke lige det som hun så som sjovt.
"Dagen har slet ikke været sjov..." sagde hun bare og lod sin hale vifte, den viftede kun hvis hun var irriteret, sur eller noget andet negativt, eller hvis hun bare var rigtig afslappet, men så var det kun en lille smule den viftede.
Hun kiggede lidt overrasket på ham, da han spurgte om hun ville have en dukkert og hun bare kunne taget toget af.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.
Hun kiggede bare lidt på ham, inden hun åbnede munden. "Jeg kan ikke svømme" sagde hun og kiggede lidt intenst på ham, da han smed toget, med ryggen til, og hoppede så i vandet. Hun bed sig i læben, da han svømmede hen og hvilede på kanten af båden.
Hun smilede skævt til ham, det ville ikke være en god ide for hende at hoppe i, hun kunne ikke svømme og hun ville bare ende på bunden af havet. Hun skælvede allerede ved tanken om det.

Hun smilede og nikkede lidt, han havde ret, hun havde havnet et ret godt sted, i stedet for på et rigtigt pirat skib, som det han fuldstændig havde ødelagt.
"Det har du nok ret i" sagde hun og kiggede lidt ud over havet.
Det havde ikke rigtigt gået op for hende, at hun faktisk skulle sidde i denne båd i nogle uger, ikke bare et par dage, som hun tog det som.
Hun lagde hovedet på skrå af hans overraskede reaktion, så det i hvert fald ud til at være, ved hans øjenbryns løft.
Men det kunne vel ikke komme bag på ham, katte kunne ikke lide vand, derfor kunne de vel heller ikke svømme. Rebecca var dog ikke bange for vand, for det havde hun lært sig selv ikke at være, hvis hun skulle leve i det vilde og selv fange sin mad, men hun havde stadig ikke lært sig selv at svømme.
Hun blev lidt overrasket, da han efter sit sidste duk, kom op på båden igen og stod foran hende, i al sin... nøgenhed.
Hun sad og måbede lidt, mens hun så på hans store krop, hendes øjne gled langsomt ned af hans krop, men hun nåede ikke helt ned af hans ben, da hun hurtig kiggede op på ham igen, helt klart rød i hele ansigtet, hvis man ellers havde kunnet set det.
Han var skam imponerende, hun havde ikke set noget ligne, hendes tidligere klans mænd var intet i forhold til ham. Hun bed sig i læben, mens hun stadig kiggede på hans store overkrop. Indtil han selvfølgelig opdagede det og hurtigt tog sit tæppe om sig, og satte sig ned.
Hun begyndte pludseligt at grine, fordi han fuldstændig havde glemt alt om at hun var der, og bare havde stået nøgen foran hende, uden noget problem, men nu så han hel flov ud, som om han lige havde været ude for det pinligste i hele verden.
"Ej undskyld... men det er bare sjovt at du gik fra at være hel... cool til at være mega pinlig berørt" sagde hun og smilede uskyldigt til ham.
"Du ser nu ikke så dårlig ud må jeg sige..." sagde hun og lagde sine øre ned, som tegn på at hun var lidt flov over at sige det, men hun gjorde det alligevel.
Faktisk burde hun havde sagt, at han så brændende hot ud, men hun kunne ikke få sig selv til at sige det, da det var endnu mere flovt at sige, end du hun allerede havde sagt til ham.
Hun holdt bare sin mund lukket ind til videre, hun ville ikke have at hun blev ved med at sige et eller andet... flovt.
Hun tog en dyb indånding og så på solen der var ved at gå ned, hun var faktisk ved at blive ret så træt.
"Um, jeg tror jeg vil ligge mig til at sove, hvis det er okay med dig..." sagde hun og var begyndt at lyde mere og mere søvnig.
Hun lagde sig til rette i båden, og lukkede sine søvnige øjne. Hun havde valgt at beholde sit tøj på, da han sagde at det godt kunne blive koldt om natten.

Rebecca var stadig ikke vågnet, da Hik vågnede, hun havde det yderst dejligt hvor hun lå, og havde en herlig drøm om en masse fisk som bare hoppede direkte ind i hendes mund og ville spises.
Hun havde slet ikke mærket kulden, som de passerede de kolde steder. Hun havde faktisk sovet ret varmt, både fordi hendes tøj holdt hende varm og hendes pels gjorde det ekstra varmt for hende.
Dog efter nogle minutter inde i den drøm hun havde, blev det til et mareridt. Hun gik fra at drømme om fisk, til at se sin forlovede foran sig, give hende sit forlovelse halsbånd på, som 14 årig.
Hun vågnede hurtigt op med et gisp og greb om sit halsbånd.
Den dag havde været en del af hendes mareridt i mange år, da den havde tvunget hende til at forlade sin familie for altid.
Hun kiggede sig omkring og hendes blik landede på Hik, som stadig væk ikke havde taget nogen form for tøj på.
Hun trak vejret dybt, inden hun åbnede munden. "Godmorgen" sagde hun blidt og smilede til ham, som om intet var sket, som om hun slet ikke havde haft et mareridt.
Hun ville egentlig bare glemme alt om det, det plejede hun altid at gøre, for det gjorde egentlig bare hendes dag til et helvede, hvis hun sumpede for meget med det i tankerne.

Hun smilede da han folede sit tæppe rundt om sit liv, så man ikke kunne se så meget af hans kammerat, dog var det ikke fordi det dækkede helt, men Rebecca ville ikke sige noget og det var heller ikke fordi hun kiggede for meget på den, faktisk ville hun helst kigge alle andre steder end... der.
Hun tog om hans hånd, da han rakte den mod hende og hun fik rejst sig op. Hun kiggede lidt om sig, stadig hav var omkring dem, og selvom det kun havde været en dag... ja ikke en gang en dag, så føltes det som om hun var ved at blive sindssyg. Hun kunne ikke holde ud ikke at være på fast land, hun kunne ikke holde til at der var bevægelse under hendes føder, at hun kun kunne holde sig til et lille sted, fordi de var omringet af hav.
Hun sukkede tungt og satte sig ned igen, med et tungt bump og en dyb indånding.
"En lang dag? Jeg er allerede ved at blive sindssyg ved at være herude på det åbne hav, det er forfærdeligt." sagde hun og kiggede op på ham, som han grinte. Hun vidste ikke hvad han grinte af, han var en mærkelig fætter, det måtte være noget han havde sagt, som han selv havde set som sjovt, men hun slet ikke havde bidt mærke i.. var det det med pelsen? måske.
Hun kiggede ud på havet, hendes søsyge var helt væk, takket være den tang, men stadig kunne hun godt mærke kvalmen som var der og lurede.
Hun vende dog sin opmærksomhed mod ham, da han spurgte om hun kunne kaste en fisk til ham.
Hun nikkede og tog en fisk frem, hun prøvede at kaste en fisk ned i hans mund, men hun kom desværre til at kaste lidt ved siden af, så den ramte ham... lige på kinden.
Hun begyndte at grine lidt af det, både af sit eget ynkelige kast, men også fordi det var ret sjovt at se den fisk lande på ham, uden han havde en chance for at nå den.
"DET var sjovt" sagde hun og smilede stort.