Moments Of Truth - Rowan

S: En Park i den øverste del af Dragons Peak
T: Aften
V: Varmt.
O: Bliver beskrevet
P: klik
@Rowan

---

Hun havde brugt dagen siden formiddag ret fornuftig. Hun havde set den hær som Assorian havde, som hun stod næstkommanderende til. Alt krig ville gå igennem hende, og den form for magt kunne hun faktisk godt lide. Middagen og til nu havde gået med at snakke med Josette. Det var ikke endt som hun havde regnet med. En smule mere blodig faktisk. Caroline havde fået vasket sig om munden og fået det meste af blodresterne ud af sit hår. De havde aldrig slået ihjel sammen før de to. Josette havde tydeligvis nydt at se, at Caroline kunne være ligeså drablig som gamle rygter lød. Caroline havde det blandet med det. I selve øjeblikket, havde det været en fantastisk følelse - en følelse hun havde savnet, dog kom tanken om, hvad Rowan dog ville tænke, hvis han havde set det. Den tanke kom snigende ind bagfra og angreb hende hele tiden. Hun havde snakket med Sean, og det var sikkert ham som havde vækket mørket i hende igen. Bragt det tilbage til livs, selvom det aldrig havde været lagt langtvæk. Da Caroline havde sagt farvel til Josette, var hun på vej igennem parken. Hvis Mikayla havde taget med, kunne hende og Jacob have underholdt hinanden, men Jacob var vidst også så optaget af at suge ny viden til sig, at han ikke ville bemærke, hvis hende og Rowan var væk i lidt tid. Dog havde hun ikke regnet med, at Rowan skulle dukke op i parken.

Let nervøs sank hun en klump, hvorefter hun så fik det lagt til side. De enkle folk som var her i parken var mørke væsner. Vampyrer og nogle dæmoner. Vampyrerne genkendte hende. Andre havde set dagens tideligere gøremål. Så naturligvis gik snakken om, hvad der var sket med de to mennesker som hende og Josette havde slået ihjel. Josette var mere voldsom end Caroline. Caroline havde blot drukket blodet fra personen, hvor imod Josette nød at flå folk stille og smertefuldt fra hinanden. Caroline flyttede let blikket skælvende over på vampyrerne der snakkede. Trods alt var hun den tideligere leder. Det var ikke fordi, at hun var anonym her af nogle steder. Caroline rystede det af sig og gik hen til Rowan.
"Hey hvad så.. fik du snakket med Sean?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå.

Sean var hemmelighedsfuld. Det var Sean. Der skulle en del til at komme ind og lære ham at kende. Så ordene kom ikke bag på hende. Tvært imod fik hun et kort skævt smil på læberne.
"Sean er hemmelighedsfuld i starten. Du giver heller ikke alle dine hemmeligheder til en fremmed ved første øjekast jo." Mindede hun ham om.  Rowan var mistroisk. Ikke noget hun ikke havde forventet af ham.
"Jeg har lige mødt Assorians hær. Sean har haft meget travlt med at få ordnet de nye love, sat tingene på plads. Jeg fangede ham på en fridag." Det havde nu været hyggeligt. Caroline bed sig kort i underlæben og sank en klump. Det skæve smil og det blik han nogengange kunne sende hende, som om, at hun var en fremmed. Det gik hende ofte på. "Min dag var fin. Jeg startede ud med at mødes med Assorian.. og ja.. jeg har været sammen med Jo. Det var ret så hyggeligt." Svarede hun og kløede sig let i nakken. Vampyrerne lyttede, hvilket gjorde hende irriteret. Så hun sukkede let.
"To sekunder." Hun gik hen til dem og tog et fast greb i hver deres skulder. "Smut." Sagde hun i en let dog truende hvisken. Vampyrerne smuttede.. heldigvis da. Så vendte hun sig imod Rowan igen.
"Og inden du gør det du plager at gøre.. det blik der.. Kan du så ikke bare spørge mig om det.. jeg kan se der er noget der plager dig? Jeg kan tage det, hvis der er noget du har et problem med.. så sig det.. eller spørg mig. Jeg har sagt du bare skal spørge mig, hvis der er noget du vil vide." Det var et lille udbrud, men hun var ikke vred. Hvis der var noget om hende som gik ham på, ville hun hellere have ord på det end blot det blik, som fik hende lyst til at grave sig ned i et hul. Caroline gjorde alt for ikke at virke som et monster. Hun havde drukket fra frivillige, undgået at slå ihjel, holdt sig fra alle sine gamle vaner, men fortiden hang stadigvæk om nakken på hende åbenbart.
"Fordi, jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere.. " Caroline sank en klump og bed tænderne sammen. Hun vidste snart ikke hvem hun var længere. Caroline var bygget af den ide folk mente hun skulle være. Nicolas og verden havde før ment hun skulle være en blodig og voldsom vampyr, så det havde hun gjort sig selv til. Rowan ønskede ikke at se hende som et monster, så det stoppede hun sig selv i at være. Hendes verden føltes sommetider så underlig.

Hvis Carolines hjerte havde kunne banke, så havde det banket voldsomt lige nu. Hænderne på hendes skuldre gjorde hun kiggede ham i øjnene. Han undskyldte, men hun følte ikke at han havde noget at undskylde over. Grunden kom en smule bag på hende, og dog ikke alligevel. Caroline bed sammen. Generelt de ord han sagde betød en del og blev trukket til ind til hendes sjæl.
"Du skal ikke undskylde." Sagde hun lidt lavt og pustede ud.  Hendes øjne kneb sig kort sammen. "Richard ved jeg.. jeg fandt ham.. Jazmin lider bare af en træng til at se ham noget oftere.. hun ved godt hvad der er bedst for ham i sidste ende.." Sagde hun. Forsvarede Jazmin en smule, men uden egentlig at tænke over det faktisk. "Delilah? Har du snakket med Delilah om mig?" Spurgte hun og frøs ganske kort lidt fast. Delilah og hende havde et unikt venskab. De havde været igennem flere ting end mange andre havde. Så rystede hun på hovedet. "Eller lige meget." Sagde hun hurtigt til det med Delilah. Det næste ham sagde gjorde hun lagde en hånd på hans kind.
"Du er her. Bare du er her gør mig lykkelig." Svarede hun og gik lidt tættere på ham.
"Min fortid er blodig. Den har mange huler.. Jeg har dræbt folk. Jeg har aldrig ønsket at være en vampyr, men jeg har accepteret det faktum, at det er hvem jeg er. Jeg har gennemlevet mange ting, ting som jeg ikke ville ønske andre skulle gennemleve." Hun bed sig lidt i læben. "Jeg har dræbt mange folk. Jeg lider har haft en del kontrol slip. Mistet så meget. Stolet på de forkerte. Været naiv og dum. Badet i magt og blod. Nogle ting fortryder jeg andre gør jeg ikke.." Caroline lod sin hånd glide henover hans kind imens hun så ham i øjnene.
"Du kan se på mig og tænke jeg er et monster.. og det er jeg. Folk du møder som kender mig og har mødt mig.. ser mig sådan. De ser mig som den person, der har givet dem det at se de ønskede at se.. " Caroline skar tænder ganske kort. Hun var lidt ligeglad med hvem der lyttede, hvis nogle gjorde. Hvad hun havde gjort var ingen hemmelighed. Hvis man ønskede de informationer om hende kunne man blot spørge andre vampyrer.. endda dæmoner. "Mit spørgsmål til dig er så.. selvom jeg har gjort alle de forfærdelige ting i mit, vil du så nogensinde kunne se på mig igen.. uden at tro at jeg vil myrde nogle imens du blinker med øjnene. Vil du tøre stole på mig igen? Tror du jeg vil gå efter Jacob? Hvad vil dit billed af mig blive til?" Spurgte hun nervøst. Hendes øjne bar et sårbart blik. Caroline ønskede ikke at han skulle se på hende med det blik fra før, men på sammetid så vidste han også godt sandheden. Han gemte den vel for at passe på sig selv og Jacob ikke? Deres første møde havde været om overlevelse.. mødet efter det, havde hun reddet ham fra nogle dæmoner.. og slået dem ihjel.. at slå ihjel var nemt for hende. Det burde ikke overraske ham, ikke hvis han tænkte sig om. Han havde været en del af hendes fortid også, og hun kunne være en dårlig person, men også en strålende person.

//Afsluttet, slutning aftalt, så derfor vil jeg lige skrive out