Breaking free - Kaeden

S: Lunas flok.
T: Middag
O: Bliver beskrevet.
V: Solrigt
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det første større skridt i denne alliance skulle begynde idag. Luna havde aftalt med Niylah, at en af hendes skulle op til hende til noget andet træning. Ulve og jaguarer var ikke ens selvom de begge var shapeshiftere. Måske kunne Luna bedre komme i kontakt med fyrens indre dyr end Niylah kunne. Desuden var der også meget forskel på Niylah og Luna. Desuden ville hun gerne vise at hun kunne sammenarbejde. det var jo hverken krig, blod eller ødelæggelse hun var gået ind i her. Luna rejste sig fra tronen i hovedbygningen og gik udenfor i solen. Hendes hovedbygning lagde i midten af grunden og var bygget op af det største træ på grunden - hvilket gjorde hendes hus var det højeste af dem alle. Til venstre var alle de små hytter, hvor forskellige fra hendes flok boede. Den anden side træningsbanen. Bagved husene lå den store lysning og vandfaldet lidt til højre. Hun havde sig en stor grund. Langt mere fredelig udsmykket end Niylahs. Den var ikke ligeså skræmmende, og folk her kendte hendes regler. Blod skulle ikke have blod. De dræbte ikke medmindre det var den sidste udvej. De kunne sagtens torturere hvis det var virkelig nødvendigt, men de gjorde det sjældent.  Luna gik udenfor i den varme sol.

Clarisse stod ved indgangen til porten og ventede på deres gæst. Luna stillede sig ved siden af og ventede på Kaeden skulle ankomme. Så snart han gjorde sendte hun ham et imødekommende smil.
"Kaeden. Velkommen til." Sagde hun. Hendes stemme bar en klang af styrke, blandet med en sødme og venlighed. Hun var høflig. Kaeden var ikke en del af Niylahs flok vidste hun, men han boede der - så muligvis ville han blive en del af flokken senere, i hvert fald så havde han en lille ferie op til Luna nu. "Kom indenfor. Du skal bare føle dig hjemme.. jeg har din træning forbedret og vi starter imorgen. Du må være træt efter rejsen." Der var alligevel et stykke fra det vestlige til det sydlige af skoven. Hun lavede et nik med hovedet til han kunne følge med. Han var nød til at bosætte sig i et af hendes værelser imens han var her. Hun havde ikke ligefrem en hytte til ham som han kunne bo i jo. De kom indenfor. Der var trapper op til en etage ovenpå, som var bygget ind i træet. Utrolig håndværk. Hun åbnede døren ind til et værelse og gik indenfor. Rummet var varmt og solen oplyste det. Der var den mest fantastiske udsigt udover skovens trækroner. Luna satte sig i en stol og svang det ene ben over det andet. Hun regnede med Niylah havde fortalt hendes navn inden hun sendte Kaeden afsted.
"Har du nogle spørgsmål så stil dem gerne Kaeden." Sagde hun med et venligt smil på læberne.

Kaeden var blevet sendt hen til denne nye pack af Niylah. Han vidste ikke en gang at der var andre flokke end ulveflokke, og det undrede ham lidt, at Niylah ikke blot til at starte med sendte ham hen til denne flok, der bestod af jaguarer og virkede til at passe bedre til hans indre dyr. Måske var det fordi flokken ikke ville have ham.
I hvert fald så var han blevet sendt dertil for at få kontakt med sit indre dyr. Han havde været ved Niylahs pack i over en måned nu og været i træning i alt den tid, men selvom han var blevet fysisk stærkere og mere kampdygtig, så havde han endnu ikke så meget som mærket sit indre dyr. Så snart han var tæt på gik han i panik eller mistede fokus og så gik det galt igen. Niylah mente ikke, at hun kunne hjælpe ham meget mere, da hun ikke havde en forbindelse til det samme slags dyr og derfor ikke kendte metoder, som han skulle bruge. Måske kunne lederen af denne flok hjælpe ham. Luna vidste han at hun hed. Han var blevet fortalt at hun var en del mere godhjertet og blid end Niylah, men så igen, hvor blid kunne en leder af en jaguarflok egentlig være?
Han havde rejst på fod og havde derfor brugt det meste af dagen på at vandre gennem skoven. Ingen havde fulgt med ham men han havde fået mad og vand med til turen og klare instrukser om hvilken vej han skulle gå. Derfor kunne han med det samme se, at han havde nået sin destination, da han så det store vandfald. Han standsede kort op, tog en dyb indånding og betragtede det, før han tog sig sammen og gik hen til porten. En kvinde ventede på ham og lod ham komme ind og han nikkede kort som hilsen til hende. Han var nervøs. Han havde ingen anelse om, hvad der ventede ham eller hvem der ventede ham. Men synet af den nye kvinde, der kom hen til ham og hendes imødekommende smil fik ham til at slappe an anelse mere af. Mon ikke hun var Luna? Hun var en anelse lav og så faktisk ikke speciel stærk ud i forhold til Tatia eller Niylah, men hun havde stadig en form for autoritet liggende over hende. Han sørgede derfor at vise sin respekt ved ikke at se hende direkte i øjnene og være ydmyg.
”Tak fordi du vil hjælpe mig,” sagde han efter hun velkommede ham. Selvom hendes stemme var fyldt med kraft, indeholdt den stadig en sødme som Niylah, og de fleste andre ulve, ikke havde. Han gav sig til at følge efter hende, da hun begyndte at gå, og han var lettet over at træningen først startede i morgen. Han var faktisk ret træt og havde mest af alt brug for at sidde ned på noget blødt. Desuden var han også spændt på sit ophold i denne flok. Det virkede indtil videre som et smukt sted at være, det var fyldt med jaguarer og hvordan kunne træningen være værre end træningen med Wade?
De kom ind i huset, og han kunne ikke lade være med at se sig betaget om. Det var alt sammen utrolig smukt, hvordan hendes hjem blandede sig sammen med naturen. Han blev ved med at se sig omkring mens de gik mod værelset, og hans professionelle mine forsvandt kort. Han fik den dog op igen, efter de var kommet ind på værelset, og han havde brugt nogle sekunder på at beundre udsigten. Så vendte han blikket mod Luna igen, mens han stillede sin taske på sengen. Han blev selv stående og vred kort hænderne mod hinanden mens han tænkte om spørgsmål. Om han havde spørgsmål… Han havde alt for meget.
”Jeg kender desværre ikke meget til jeres flok. Niylah ville lade dig fortælle om det. Hun fortalte mig kun, at I består af jaguarer, og at du måske kan hjælpe mig med at kontakte mit indre dyr.”

Hun nikkede da han takkede for, at hun ville hjælpe ham. Luna var ganske vidst ikke så barsk ved et første håndsindtryk, men hun havde fuld kontrol over sit indre dyr. Så meget kontrol, at hun levede i en harmoni hvor hun kunne styrer det voldsomme temperament som en jaguar kunne have med sig. Luna observerede ham sætte tasken på sengen. Let vippede hun hovedet på skrå og iagttog ham nøje. Hun gav ham et kort nik og lyttede til de ord han sagde. Ikke engang Niylah vidste meget om hendes flok, Niylah havde ikke været her - kun Wade havde været det. Ganske kort bed Luna sig i underlæben og rejste sig op.
"Niylahs og min alliance er ret ny. Hun har ikke set mit sted, der er faktisk kun en i hendes flok der har det. Vi har unikke traditioner og vi handler ikke helt på samme måder som andre." Sagde hun først. "Dengang jeg kom her til var flokken bygget på den stærkeste skulle lede. Vi slog vores søskende ihjel for at se hvem der blev leder. Vi var engang meget brutale og viste ingen nåde.. men nu har jeg ændret spillereglerne." Luna havde dræbt sine søskende, ganske vidst ikke de biologiske - men de søskende hun havde haft i flokken, fordi det havde været skik.
"Jeg kan få kontakt med dit indre dyr, give dig kontakt til det. Hvis du har hvad der skal til for at give alt din viljestyrke til det." Sagde hun så og hendes blik ændrede sig - mimiken i ansigtet blev anderledes. Hun kunne se stærk ud, det var lige nu hun smed alt den godhed fra sig. For hun mente det. Hun mente han skulle være motiveret og vise interesse i at ville lære det - ellers var det spild af hendes tid, og hvis der var noget hun hadede så var det når nogle spildte hendes tid. Så gik hun over til vinduet og kiggede ud.
"Hvilke slags træning har du kørt inden du kom hertil?" Hun kendte ikke Niylahs metoder eller hvem han sloges med. Luna havde hørt navnene og set få ansigter på de vigtigste fra Niylahs flok.

Bålet i midten af gårdspladsen blev tændt op. Nogle fra flokken havde til job at skaffe mad - jage. Så det kunne blive ordnet til aftensmaden.
"Bare mellem os to." Hun trak på smilebåndet igen. "Så tror jeg på, at det nok skal lade sig gøre. Du virker som en person.. som bare lige skal have chancen for at falde til for det skal virke." Smilet blev skævt og hun sendte ham et anerkendende nik.
"Mit værelse er overfor dit.. hvis du har brug for noget. Så kan du bare komme ind." Sagde hun og gik ud.. for blot at lade ham være lidt for sig selv.

Som timerne fik kunne man hører latteren udefra. Folk begyndte at sætte sig om bålet. Der var rigt på fællesskab ved Lunas flok. Meget. Luna havde skiftet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og kom ud af sit værelse igen. Selv var hun ved at være sulten. Så mon ikke hendes gæst var også? Let bankede hun på til Kaedens værelse og åbnede kort efter døren.
"Der er mad dernede nu. Du burde komme med ned og gøre os med selskab." Sagde hun venligt og sendte ham et par varme blide øjne. Hun tog ham med ned til bålstedet. Flammerne lyste stedet op med sine orangefarver, og maden blev sendt rundt på tallerkener til folk. To tallerkener blev rakt til Luna og hun gav Kaeden den ene. Så satte hun sig på en træstup som havde samme funktion som en bænk ville have. Hun gav ham et nik og klappede kort på den.
"Kom og sid." Sagde hun. Var han overhovedet van til den her form for venlighed, tænkte hun kort men lod det ligge. Ganske let bed hun sig i kinden. Ingen så ondt på Kaeden. Tvært imod.
"Vil du have noget at drikke?" Spurgte en af krigerne kaldet Thomas. Han stod med noget rødvin, ja de var lidt finere på den. Som man sagde katte var luksus dyr. Nogle af pigerne i flokken tjekkede Kaeden ud på afstand, hvilket gjorde Luna kort fangede sig selv i at stirre lidt på dem. Heldigvis opdagede hun det før de gjorde og stoppede sin handling.
"Så, fortæl os, hvad er dit indtryk af vores lille paradis her?" Spurgte en af pigerne og satte sig hen ved siden af Kaeden.

Som forventet begyndte hun at forklare om sin flok, og Kaeden lyttede interesseret efter. Før hun begyndte at tale, bed hun sig kort i læben og Kaedens øjne gled ned på hendes mund, før han fokuserede på hendes øjne i stedet for.
Hun fortalte dog ikke specielt meget. Hun kom mere med få hints. Men det at det ikke virkede om Niylahs flok og styrke ikke var alt der gjaldt. Det lovede godt. Han ønskede at vide mere, men ville ikke presse sig på. Han kunne altid spørge senere eller ja, se det for sig selv. Han frygtede det ikke så meget længere. Han opdagede nu, at det var hans tid til at fortælle og for lige at skulle ud af sine tanker rømmede han sig kort.
”Jeg har fået kamptræning og jagttræning af to af flokkens stærkeste medlemmer,” han lød en anelse tvivlende mens han talte. Det var jo ikke noget, som Luna virkede til at gå efter. Han ønskede faktisk virkelig at imponere hende, men det var svært, når han blev set som den uduelige formskifter, der selv efter en måneds træning ikke havde mærket sit indre dyr overhovedet og stadig blev tæsket dagligt.
”Med min psykiske træning har Niylah lært mig at meditere, og har prøvet at provokere dyret frem i mig, men inter har virket. Kun skabt stærk ubehag for mig,” det sidste tilføjede han mumlende, og han brød sit blik med Luna for at se ned. Skammen kom frem i ham igen. Niylah havde næsten brugt alle metoder på ham men han var stadig så svag og distanceret som før. Og hun havde brugt mange… slemme metoder på ham. Det var endda værre end træning med Wade. Det var ikke kun fysisk hårdt men mentalt, og han gruede træningen hver gang. Det var ikke nemt at provokere det indre dyr frem og jo længere tid der gik, jo værre blev metoderne hun prøvede af på ham. Det efterlod ham oftest i smerte eller ubehag og med en følelse af nederlag.
Den følelse var også tæt på at lægge sig over ham nu, men så fangede Luna hans opmærksomhed igen. Han så på hende gennem sine mørke lokker og for første gang siden han ankom kom et lille smil frem på hans læber for at gengælde hendes. Skammen blev erstattet af et håb. Hvis en stærk leder som Luna troede på ham, så måtte det kunne lade sig gøre.
”Tak. Det at du vil hjælpe betyder meget,” sagde han, og selvom han prøvede at holde det på professionel manér, håbede han stadig at hun kunne mærke taknemmeligheden i hans stemme. For det betød virkelig meget.

Hun forlod ham så, og han stod i nogle sekunder kejtet på sit nye værelse. Så nikkede han for at få sig selv i gang og pustede ud, før han gav sig til at pakke ud. Han havde ikke taget meget med, det meste var bare mad og drikke til turen, men han havde fået nogle sæt tøj, som han lagde ind i sin kommode og nogle våben, han placerede i sit skab. Det tog ham kun få minutter og så havde han igen ikke noget at lave. Han turde ikke gå ud fra sit værelse, for tænk hvis han stødte på nogen? Og han ville heller ikke allerede ind til Luna igen, så ville han virke desperat eller forvirret. I stedet besluttede han sig for at prøve at være mere produktiv. Han satte sig på gulvet i en komfortabel stilling, lukkede øjne og begyndte at trække vejret dybt. Han talte sekunderne og prøvede at nå ind i det rolige sind, som Niylah altid talte om. Men tanker fyldte hans sind i stedet for, og det virkede aldrig til at hjælpe. Frustreret klemte han øjnene mere sammen. Han kunne næsten høre Niylah skælde ham ud for at koncentrere sig for meget og ikke give sig hen, men han havde ingen anelse om, hvordan han skulle gøre det. Til sidst rystede han på hovedet og rejse sig op.
”Orgh, hvad nytter det,” sagde han til sig selv, før han trak det meste af sit tøj af og lagde sig i sengen for at sove.

Han faldt hurtigt i søvn og drømte ikke, for han vågnede til at nogen bankede på hans dør. Han satte sig op med et sæt til at se Luna stå i døråbningen. Straks følte han sig forfjamsket. Ikke fordi han ikke havde en trøje på, det var lidt ligegyldigt, men fordi det var upassende at deres andet møde skulle være hvor han lå og sov og skulle vækkes af hele flokkens leder. Det var ikke det bedste indtryk han gav hende.
”Øh, ja… Jeg kommer straks,” skyndte han sig at sige. Han greb ud efter sit tøj og trak det på, før han hurtigt fik rejst sig op. Han roddede op i sit hår men gav op og fulgte blot efter Luna. I starten forholdt han sig tavs, halvt fordi han stadig skulle komme sig efter oplevelsen før og halvt fordi han ikke var sikker på hvad han skulle sige. Flere gange skuede han til Luna selvom han prøvede på ikke at stirre. I forhold til at hun var en leder af en flok af jaguarer havde hun en helt glat hud, nok fordi de havde samme healende blod som den anden pack. Men generelt havde hun et form for uskyldigt udseende over sig. Det klædte hende, men Kaeden havde svært ved at forstille sig, hvordan en kvinde som hende kunne forvandle sig ind til en dyrisk jæger.
Han endte med at tage sig sammen og stille et spørgsmål, der faktisk havde naget ham: ”Hvordan vil de andre reagere på at en fremmed er hos dem? En fremmed der ikke er en jaguar?”
Han vidste jo godt hvordan Niylahs flok havde det med ham. De accepterede ham kun fordi lederen accepterede ham. Men så snart hun slog hånden af ham, skulle han væk og det kunne ikke gå for hurtigt. Det var ikke hans hjem, for det var ikke et hjem hvor han var velkommen.
Selvom Luna svarede eller ej, fik han svar på sit spørgsmål da de nåede frem til bålstedet. Ingen onde øjne hvilede på ham. Mange så dog nysgerrigt på ham, men det var for det meste venligt og imødekommende og generelt var stemningen hyggelig og afslappet. Han prøvede selv at være så naturlig som muligt og prøvede at hilse på personer på sin vej med en kort bemærkning. Så fik han stukket en tallerken i hånden og der opdagede han var sulten han var. Han satte sig ved siden af Luna og gav sig til at spise. Normalt ville han have ventet men han tænkte at han ikke ville forstyrre de andre med sin rumlende mave. Nogen talte til ham og det kom helt bag på Kaeden hvor rolig mandens stemme lød. Som om han var ligeglad med hvem Kaeden var, både som menneske og dyr. Et smil kom frem på hans læber, da han tog i mod vinen.
”Gerne. Tak.”
Han var lykkelig over at smage vin igen. Hans far ejede en vinkælder og Kaeden gik også meget op i ordentlig drikkelse. Denne vin var fremragende og var en fryd for tungen hvor gang han sippede til den. Langsomt løsnede han sig mere op og blev mindre anspændt og mere afslappet. Han nød faktisk stemningen.
En pige satte sig ved siden af Kaeden og han vendte blikket mod hende for at sende hende et smil. Han var lykkelig over at nogen ville tale med ham, og at det var en pige skadede bestemt heller ikke.
”Det er et rart sted. Jeg er glad for at have mulighed for at være her,” svarede han og tog en sip af sin vin igen, ”Det er anderledes fra Niylahs flok, og indtil videre skal det betragtes som en god ting.”
Han så hen på Luna igen og sagde, ”Din flok er meget accepterende. Er det noget du har lært dem?”

Hun lyttede til den form for kamptræning han havde haft og jagttræning. Sådan noget træning havde de skam også. Det var bare ikke ligeså store mængder som mange andre - og dog. Det var forskelligt. Niylahs trænings metoder havde hun ikke hørt om, så det var interessant at hører alligevel. Provokere dyret.. fik hende dog til at knibe øjnene lidt.
"Kattedyr gør som de selv ønsker, du kan ikke fremtvinge dem, hvis de ikke er klar." Kom hun til at afbryde. Det var nok lige præcis derfor han var sendt til Luna, fordi hun kendte sine kattedyr - og Niylah kendte sine ulve. Sådan var det bare.
"Selvfølgelig vil jeg hjælpe." Svarede hun med et skævt smil. Det var oprigtigt. Alt for at styrke båndet til hendes alliance med Niylah - men at hjælpe nogen på vejen var endnu bedre.

Da hun kom ind og så ham ligge der. Kort blinkede hun og fangede sig selv i at stå kort i beundring - til hun slog blikket ned i respekt for ham. Det var ikke ret lederagtigt at stå at overbeglo en gæst på den måde. Hun nikkede let til ham da han sagde han straks ville være der, og hun ventede udenfor døren på ham så han kunne klæde sig på i ro og mag. Luna vidste hun var meget rolig. Det var hendes måde at få folk til at tro, at hun var sød og uskyldig. Han ville se en anden side af hende imorgen, måske var hun ikke ligeså rå og barsk reagerende som Niylah. Men hun havde et par tricks eller to i ærmet til ham.
"Panter og jaguarer er samme race, bare forskellige farver. Vi går under jaguarer, men vi har også geparder, leoparder - løver samt tigere.. alle kattedyr. Hvis den fremmed er godkendt af mig.. så er de neutrale over det, jeg har styr på, hvem vi lukker herind.. eller det har Clarisse." Fortalte hun med et skævt smil.

Det var rart at se at han prøvede at falde til. Heldigvis tog folkene imod ham som hun havde forventet af dem. Som en gæst. Ikke som en fjende. Der var intet værre end at være respektløs overfor en gæst. Om gæsten var alfa, beta eller andet. Om det så var en omega. Alle skulle behandles med respekt til de vidste det omvendte. Et smil sneg sig op på læben da han virkede til faktisk at slappe mere af. Han måtte også være anspændt efter de ting han havde været igennem. Julia som satte sig ved siden af ham sendte ham et varmt smil.
"Hvor længe skal du så være her?" Spurgte hun bagefter. Luna lyttede til svarene på Julias spørgsmål i smug imens hun kiggede rundt på flokkens medlemmer for at sikre sig at alle havde det godt. Dog da et spørgsmål kom hende vej, så vendte hun blikket imod Kaeden. Et skævt smil spredte sig på hendes læber.
"Ja, min familie inden jeg kom her til gik meget op i respekt.. og jeg har prøvet på egen hud, hvordan det er ikke at modtage den respekt.. så jeg vil behandler min flok, som jeg ønsker at blive behandlet af dem. Vi respektere hinanden her, ligemeget køn, alder, dyr eller baggrund. " forklarede hun kort og så ham i øjnene. Kunne Niylah ikke havde sendt en mindre tiltrækkende person herop? Det var en smule distraherende og dog ikke. Det skadede ikke med noget kønt at se på.. Luna kløede sig let i nakken og spiste videre. Månen lyste klart op.
"Du burde komme med hen og se vandfaldet.. det er fantastisk smukt i måneskinnet." Sagde Julia med et lille flirtende glimt i øjet, hvilket fik Luna til at rulle øjnene.
"Jeg skal nok vise ham det Julia. Du har trods alt aftenpatruljen." Julia skulle lige til at sige imod, men på den anden side, så turde hun ikke sige Luna imod. Julia rejste sig op og gik. Patruljen kaldte.
"Beklager hendes opførsel, hun kan være meget direkte overfor nyt kød." Advarede hun med et skævt smil.

Så rejste hun sig op da de havde spist.
"Kom. Så viser jeg dig vores vandfald." De havde deres eget vandfald. Lidt godt havde hun da fået placeret flokken. Hun begyndte at gå forbi hytterne og hen fordi de største træer. Der gik ikke mange sekunder før man kunne hører lyden fra vandfaldet. Den smukke lyd. De havde en klippevæk de kunne klatre op af til toppen, eller en bakke de kunne løbe op af i deres form - hvis det var hvad de lystede til. Floden slængrede sig igennem hele skoven, hvilket jo egentlig var utroligt. Fuldmånens lys ramte vandfaldet og spejlede sig kraftigt. Det så nærmest magisk ud.
"Vandfaldet er vores. Vi har ret stort areal.. jeg sørgede for det hele da vi flyttede hertil." Sagde hun lidt stolt. Et skævt smil trak sig på læberne og hun satte i løb.
"Kom med!" Råbte hun tli ham og kiggede tilbage. "Prøv om du kan følge med." Tilføjede hun lidt udfordrende. En ting var at få fat i hans indre dyr, men for at han virkelig kunne mærke det - så skulle han føle sig som det. Fri, glad.. indlevende og ikke mindst bare afslappet. Det var hvad han havde brug for. At slappe af og være fri. Hvis det ikke hjalp.. så måtte hun tænke anderledes, men hun havde også en del tricks i ærmet. Der var denne, så fandtes den mere intime, hvor man lukkede sig op.. et passioneret kys kunne give ens dyr et spark frem imod ydersiden. En helt anden var at give den et bekymrings anfald.. også var der flere men hun kunne ikke overskue at liste dem op lige nu.

”Nogle dage,” svarede Kaeden Julia. Han ville ikke gå dybere i det. Han var tæt på at sige indtil man kunne se fremskridt i hans træning, men så var han nervøs for at hun ville spørge ind til det, finde ud af hans problemer og så ikke synes om han længere. Nej, hellere holde det mellem ham og alfaen. Han var glad, hvor glad var en underdrivelse, for at Luna accepterede hans store svaghed, men han var stadig ikke sikker nok på sig selv til at fortælle andre om den. Især ikke Julia, for hun virkede ikke rigtig interesseret i at høre om hans liv, hun virkede mere interesseret i, ja ham. Hvilket var fint, faktisk lidt dejligt. Julia var en pæn pige. Men det skulle ikke bliver til mere end samtaler, det havde Kaeden allerede sat sig for. Han kunne ikke få sig selv til at rode rundt med Lunas flok, når hun var så gavmild at lade ham besøge. Det var hende Julia heller ikke værd.
Luna svarede så på hans spørgsmål, og hans brune øjne hvilede på hende mens hun snakkede. Han nikkede til, hvad hun sagde. Både for at vise, at han forstod det men også fordi han var helt enig hendes meninger. Alle burde blive behandlet med respekt. Det var han blevet før, men kun på grund af hans slægtnavn. Den rigtige ham ville aldrig have fået respekt, og han fik heller ingen respekt i Niylahs flok. Jo mere han oplevede ved denne flok, jo mere ønskede han at blive. Men han kunne ikke bare forlade Niylah efter alt hun havde gjort for ham. Eller Tatia, der reddede hans liv eller Audrey, der hjalp ham gennem ensomhed.
Julia talte igen og inviterede ham hen til vandfaldet. Han nåede lige at sige, ”Det må hellere vente til en anden aften” da Luna kom med et andet forslag. Han så på hende mens han trak op i det ene mundvige og denne gang ville han ikke vende sin opmærksomhed mod Julia igen. Han havde før afvist hende fordi han ikke ville gå for selskabet. Men at gå fra selskabet med Luna? Tja, man kunne vel ikke sige en leder i mod.
Han lo lavmælt over hendes kommentar med ”nyt kød” og svarede: ”Lad der gå et par dage. Så vil hun nok ikke finde mig interessant længere.”

De rejste sig op, da de var færdig med at spise for at skulle se vandfaldet. Kaeden havde gået forbi det før, dog ikke tæt på, men det valgte han ikke at fortælle Luna. Da de gik var det nu helt mørkt og natten var kun lyst op af månen og stjernerne. Før Kaeden kom ud i skoven var han blevet advaret mod at gå ud efter mørkets frembrud og han frygtede det altid. Nu elskede han aftenture og nød stilheden og roen. Denne aften hvor nattens stilhed blev blandet med det klukkende vandfald blev han fuldt med en indre hvile. Hans blik gled hen mod Luna, mens de gik, men da han fangede sig selv i at betragte hende for længe, så han lige frem igen og betragtede det næsten lige så smukke vandfald.
”Du har sørget for mange positive fordele til din flok. De må sætte meget pris på det,” sagde han, mens han så på vandet der blandede sig i måneskinnet. Og så opdagede han at hun var løbet. Forvirret så han efter hende og tog prøvende nogle skridt frem af. Hendes smil var blevet an anelse mere drillende og hun udfordrede ham. I starten forstod Kaeden ikke helt hvad hun prøvede på men så skubbede han til side. Et smil bredte sig på hans læber, der gjorde det klart, at han tog i mod hendes udfordring og så satte han i løb efter hende. Han var kommet i en del bedre form siden han kom hen til Niylahs klan – før det kunne han næsten ikke løbe ned af en gade uden at blive forpustet – og mens han løb mærkede han energien gennem sig. Dog mærkede han intet specielt udover det, ingen forbindelse, men for at være ærlig tænkte han ikke over det. Han levede i øjeblikket, hvor han nu var i en leg med Luna, noget han ikke havde set, men dog håbet, komme denne aften.

Hun havde skam sørget for en masse gode fordele ved sin flok, og han havde kun set lidt af dem. Alle flokke var forskellige. Alle ledere var forskellige, lige præcis som alle mennesker var. Det tog ham lidt tid at tage sig sammen til at løbe efter hende, men han gjorde endelig. Så følte hun sig ikke helt akavet. Han havde brug for at løsne op. Hvis hun kunne give slip og vise ham, at være fri og at være sig selv ikke gjorde noget. Så gik disse dage måske hurtigere for ham end han måske først troede. Var det mon også for at tjekke hans fysisk? Tjekke hvor hurtigt han kunne løbe. Så snart han ville få forbindelse til sit indre dyr, ville hans fødder flytte sig endnu hurtigere. Han var ikke langsom. Faktisk var han hurtigere end hun først havde anset ham for. Kaeden kom faktisk op på fart med hende ganske kort, om det var fordi, at hun havde sænket farten eller han blot var hurtigt.. havde hun faktisk slet ikke styr på. Der var bare et eller andet. Et eller andet ubeskriveligt over situationen. Luna følte sig underligt sagt mere i live. En følelse hun ikke havde følt i ret langtid. At være leder kunne være trætende, man følte altid alt det som ens flok bar på - man bar byrden så de slap for det nærmere. Det var siden hun havde mødt Wade igen, at hun var begyndt at bemærke sine egne følelser igen - og specielt lige nu. Sprang hendes hjerte lige en takt over? Det var underligt. Dog løb hun videre, stoppede først op da hun nåede til til vandfaldets væg. Man kunne mærke de små dråber som kastede sig afsted i uendelige strømme imod floden. Lysets fra fuldmånens skær gjorde det umådelig smukt. Luna drejede sig om imod ham. Hun stod op af muren og vippede hovedet let på skrå. Skæret fra månen ramte kort hendes øjne og gav dem et lille skær af mystik. Et smil strakte sig op på hendes læber og afslørede de kridhvide tænder. Stjerner stod så klart på den nærmest sorte himmel. Det var deres og månens skyld, at de faktisk kunne se - og hvis de selvfølgelig udnyttede deres indre dyrs egenskaber til at se i mørket.

Så bed hun sig kort i læben inden hun satte af væk fra vandfaldets væg. Let sank hun en klump og slog let ud med armene.
"Så, hvad synes du.. lidt mere fredfuldt ikke?" Spurgte hun med et lettere drillende smil. Luna gik et par skridt tættere på ham og det som lignede at hun skulle til at gå helt tæt på ham - drejede hun til siden og passerede ham elegant. Luna følte ikke hun kunne gøre for det, så hun prøvede alligevel at kæmpe imod det. Hun sank dog en klump.
"Jeg håber du kan svømme." Sagde hun med et drillende smil og gav ham et skub. Dog havde hun så meget af sin egen vægt over på siden, at hun selv endte med at falde i også. Vandet var ikke specielt dybt der, hvor hun havde skubbet dem i. Det var medvilje. Hun gennemtænkte meget inden hun udførte en handling. Dog var hun lige nu havnet i en situation hun ikke havde regnet med at befinde sig i. Så snart hun fik overblikket igen efter de ramte vandet opdagede hun nemlig hun var klistret ind imod ham. Det havde ikke været planen overhovedet at hun skulle have hoppet i endnu, så det tog hende som en overraskelse. Det var rart at være så tæt på nogen.. dog måtte hun vel opføre sig en anelse mere lederagtig. Han måtte tro alt muligt dårligt om hende nu. Let trådte hun et skridt tilbage. Let sank hun en klump som hendes hjerte atter sprang en takt over. Let rømmede hun sig kort og løftede de mørke brune øjne op. Så lagde hun sig ned så hun kunne flyde på vandet. Hun så noget så fredfyldt ud. Det strålende smil på hendes læber. Det var ofte det folk prøvede at opnå hele livet hun havde. Hun havde fuld kontrol over sit indre dyr. En kontrol hun ofte oplevede mange ikke havde i sig. Det var faktisk en skam.

Så blev det alligevel for kedeligt og hun stilte sig op i vandet som gik hende til hofterne - eller en anelse over men ikke meget.
"Så. Hvordan kom du til Niylahs flok?" Spurgte hun og vippede hovedet på skrå. "Hvis du ikke vil tale om det, så respektere jeg det.. men hvis du fortæller noget om dig.. så må du også spørge ind til mig." Tilføjede hun med et skævt smil på læben. Det var ikke sikkert, at han gad gå i detaljer, men af hvad hun havde lært. Så lærte man mest om personer ved at spørge ind til dem. Hvis han ikke ville svare viste det blot han var indelukket - hun ville lære noget nyt om ham, om han sagde noget eller ej. Luna så ham i øjnene. Der var afstand imellem dem, men det var ikke mere end at de var et skridt væk fra hinanden. Luna havde kun hørt godt om Niylahs flok, men informationerne kom selvfølgelig også fra den person som så alfaen som sin moderfigur. Dog stolede hun på sin brors ord alligevel.

Han nåede op på siden af hende, for hun blev en anelse langsommere da hun så hen mod hende. Mens de løb føltes det helt som en drøm. Det var så surrealistisk, hele situationen virkede uvirkelig, blandet med nattens stilhed og vandfaldet og Lunas svingende hår. Energien spredte sig i gennem ham, men dette var mere af glæde over denne mærkværdige situation og ikke fordi han følte sig forbundet endnu. Han tænkte slet ikke over det som træning, han tænkte over det som leg. Han havde faktisk glemt om sin træning i dette øjeblik. Eller nej, det lå i bagtankerne, men intet han ønskede at tænke over lige nu. Han bekymrede heller ikke over sin familie, Tatia, ulveflokken eller sin fremtid. For første gang i lang tid bekymrede han sig ikke og fokuserede på nuet i stedet for.
Luna stoppede pludselig og Kaeden stoppede også. Han var nu en anelse forpustet og trak vejret dybt. Han var i bedre kondi, ja, men han var stadig ikke i så god kondi som en typisk formskifter ville være. Men han var stadig i glimrende humør og smilte stort. Drys fra vandfaldet ramte ham, men han lagde ikke specielt meget mærke til det. I stedet fokuserede han på Luna. Blandet med måneskinnet der lyste hende op, hendes skønne smil og den overnaturlige følelse af situationen lignede hun en gudinde.
Han fangede først sig selv i at betragte hende, da hun talte. Hvad havde han gang i? Sådan kunne han ikke tænke om alfaen. Men de bekymringer skubbede han dog igen til siden, da Luna nærmede sig ham. Det virkede som om hun ville gå tæt på ham, og Kaeden kunne mærke sit forpulede hjerte banke hurtigere. Men så drejede hun til siden i stedet for. Han prøvede at skubbe skuffelsen af sig og svarede i stedet på hendes spørgsmål: ”Meget.” Han kunne ikke sige mere. Det var utrolig fredfyldt her. Han havde ikke følt sig så fredfyldt næsten hele sit liv.
Han fulgte Lunas bevægelser med øjnene, mens hun gik, og da hun sagde at hun håbede at han kunne svømme, nåede han lige at se forvirret på hende, før han blev skubbet og ikke længere havde grund under fødderne. Han flavrede med armene og nåede slet ikke at lave en lyd, før han ramte vandet. Han kunne fornemme at Luna havde faldet med ham, men han havde ikke forventet hvordan de ville stå, da de kom op over vandets overflade. De stod tæt op af hinanden, bryst mod bryst. De var begge fuldstændig gennemblødt og deres tøj klistrede sig til dem på samme måde som de var klistret til hinanden. Kaedens blik gled ned på Lunas læber endnu en gang, men denne gang blev det der. Han kunne bukke sig ned og kysse hende. Øjeblikket var perfekt. Men ville hun mon gengælde det?
Han tøvede for længe, og Luna trak et skridt tilbage. Selv gled han nogle våde krøller væk fra sit ansigt og så væk fra hende. Han åbnede munden for at sige noget i håb om at bryde den lettere akavet stemning, men da han så på alfaen igen, lå hun i vandet. Hendes ansigt viste indre ro. Så Kaeden forholdt sig stille og i stedet stod han blot og beundrede hende. Han følte sig en anelse malplaceret over at være her nu, det føltes som om Luna havde et privat øjeblik, men han kunne heller ikke få sig selv til at se væk. Han prøvede at tænke tilbage til tidligere den dag. Havde han fundet hende så flot den gang? Det havde han sikkert men den gang var hans hoved fyldt med bekymringer og overvejelser. Her, den stille nat, kunne han fokusere udelukkende på hende, selv om han formentlig ikke burde.
Hun rejste sig til sidst op igen, og stillede ham et spørgsmål, som han ikke havde forventet. Han åndede ud og fik et smil tilbage på sine læber. Man kunne godt se på ham, at han ikke var helt klar på at svare på det spørgsmål. Dog gjorde han det alligevel. For han ville være ærlig over for hende der var så venlig at hjælpe ham og før eller senere måtte han være åben om sin fortid.
”Hendes beta, Tatia, fandt mig ude i skoven, døende. Jeg var blevet udstødt af min familie,” svarede han med tydeligt tøven. Han så ikke længere på Tatia men ned i vandet. Havde det nu været en god idé at svare?

Øjeblikket havde været der, de kunne have ladet det ske. De kunne have haft ladet deres læber mødes, men det skete ikke. Lige nu gik hendes tanker imod det. De fyldte hendes hoved. Som hun flød i vandet kunne hun fornemme blikket han havde på hende. Det gav hende underligt nok en indre ro. Luna kunne godt lide Kaedens personlighed. Faktisk. Hun lyttede til hans korte fortælling og gik en anelse tættere på ham med hovedet vippet en takt på skrå. Det var ikke en historie man burde smile til, og alligevel havde Luna et skævt smil på sine læber. Ikke på den måde, som kunne få en til at krybe sammen og føle sig tilgrin. Det virkede til at være af andre følelser og det var det.
"Du ved. De højest stillede folk i flokke er somme tider dem som har været mest lort igennem i deres liv." Sagde hun til hans lille historie og sendte ham et større smil. "Jeg er ikke opvokset i min flok. Jeg blev fundet da jeg var 12. Livet var ikke let i starten. Efter mine forældre døde da jeg var 7 løb jeg væk. Blev taget som slave.. hvor mange ejere kan jeg ikke huske.. til de reddede mit liv.." Hun trak let på skulderen og sank en klump. Hun fortalte ikke rigtig nogle om hele hendes historie. Det var ikke noget hun ville smide på folks skuldre bare lige sådan.
"Det var hårdt at falde til. Men se på mig nu. Alle dem der tvivlede på dem dengang.. jeg viste dem de tog fejl." Luna trådte et skridt tættere på ham. Blikket var imod hans øjne.
"Du er ikke alene." Sagde hun og placerede en hånd på hans brystkasse. "Du må ikke tro, at du bare er en ting der skal blive fikset. Du er meget mere end det." Tilføjede hun. Luna analyserede folk ret så hurtigt at det sommetider kunne være imponerende. Trods alt havde hun set så mange forskellige personer i sit liv, og hun vidste, hvordan det var at være fanget i sit eget liv. For hun havde prøvet det.

Lunas hjerte bankede voldsomt imod hendes brystkasse, hvorfor gjorde det nu også det? Kunne hun ikke bare fortsætte samtalen uden at hendes hjerte skulle lyde så højt i sine ører. Den følelse, hun følte hun kunne mærke hans hjerte banke imod hendes hånd. De brune øjne forlod hans og gled ned imod hans læber. Den perfekt formede mund. Vejrtrækningen blev dybere og hun kunne mærke det i hendes brystkasse. Hun havde lige mødt ham. Det var ikke første gang hun havde hørt om nogle der havde fundet ud af deres tiltrækning til en anden på kort tid. Det var som om stemningen hviskede i hendes ører om, hvordan hun skulle gøre for at scenariet ville blive perfekt. Hun havde haft sin hånd imod hans brystkasse alt for længe nu.. havde hun ikke? Eller gik tiden blot langsom for hende lige nu som hun kiggede på hans læber? Luna bed tænderne sammen. Hvorfor ham, hvorfor hende? Hvorfor dem.. og hvorfor lige nu? Hendes hånd forlod hans brystkasse ganske let, men placerede sig på hans kind. Luna sank en klump. Let bed hun sig i læben ganske forsigtigt. Måske burde hun tage sig sammen? Lade hver med at lade nye følelser drive hende ud en masse? Men hun kunne ikke. Hun kunne ikke holde sig tilbage. Det var heller ikke, fordi hun ønskede at gøre det. Hvad ville han ikke tænke om hende, hvis hun gjorde? Luna var så jordnær og afslappet, men hun kunne være flyvsk og følende. Hun elskede hjertet der bankede afsted i hendes brystkasse på samme tid med hun hadede det. Det var alligevel et godt stykke tid siden hun sidst havde haft denne følelse. Hvor det ikke bare havde været indbildning - dette føltes anderledes. Mere rigtigt. Fra det øjeblik i floden hvor de havde stået krop imod krop. Hud mod hud. Luna tænkte for meget, måske hun skulle stoppe og bare lade det ske? Tingene i verden skete af en årsag, hvad hvis dette var meningen. Hvad hvis skæbnen havde sendt ham her for dette? For at få hende til at føle sig mere i live, og for han ikke skulle føle sig alene.
Så pressede hun sine læber imod hans.

Vandfaldets lyd kunne ikke engang overgå lyden af hendes hjerte der slog, men pludselig. Pludselig blev der stille. Hjerterytmen faldt på plads. Dog på trods af den fantastiske følelse i hendes mave, så trak hun sig ret hurtig. Dog ikke langtvæk. Ganske få centimeter fra hans læber. De mørkebrune øjne var fanget på hans læber. Ånden dansede henover sine den varme ånde.
"Undskyld." Hviskede hun let, men trak sig ikke ydeligere tilbage. Hun blev stående. Hvis nogen virkelig skulle stoppe det - så skulle det være ham. Hvis han afviste hende, ville det måske blive lettere at træne brutalt med ham? Luna vidste godt hun kunne aflede følelse og job perfekt. Hun prøvede vel kort at lyve for sig selv, for disse dage kunne blive så lange hvis han afviste hende. Havde hun lige ødelagt alting..?

Kaeden kunne se ud af øjenkrogen, at Luna trådte tættere på ham, mens hun gav sig til at tale. Han hævede forsigtigt blikket, dog uden at løfte hovedet. Det hun sagde sendte en følelse i gennem ham, som han ikke helt kunne identificere. Lettelse? Glæde? Han var ikke sikker. Men det var i hvert fald ikke noget negativ følelse, faktisk havde han endnu ikke følt noget negativt i Lunas nærvær.
Hun begyndte så at fortælle om sin fortid. Selvom Kaeden godt vidste hvor hun ville hen mod det – at hun havde en dårlig fortid men nu var en leder af en stærk flok – så kunne han ikke lade være med at have ondt af hende. Og ham som troede at hans fortid var slem. Han havde set hvordan slaver blev behandlet. De blev behandler ”godt” i hans familie og med ”godt” betød det at de kun fik tæsk, hvis de virkede respektløse, og der skulle ikke meget til det. Det var ikke sådan han så på Luna dog, som en hjælpeløs slave. Godt nok havde han ikke set hende speciel stærk fysisk, selvom hun dog allerede var ved at bevise det modsatte, men han viste godt hvor stærk hun var som person. Hun var en respekteret leder med vigtige holdninger og et specielt syn på verden. Han respekterede hende lige så meget som han beundrede hende.
Hun stod nu helt tæt på ham og hans øjne mødtes hendes. Da hun lagde en hånd på hans brystkasse, håbede han inderligt på, at hun ikke kunne mærke hvor hårdt hans hjerte bankede. Mod hendes hjerte også bankede hårdere i dette øjeblik?

De blev stående i hvad der føltes som en evighed og Kaedens tanker rasede, mens hans øjne var låst mod hendes. Han prøvede at læse denne situation. Han var alt for bange for, at alt dette foregik i hans hoved, og at Luna ikke følte det samme som han følte for hende. Hvad følte han egentlig for hende? Det var en tåbeligt spørgsmål. I modsætning til før, kunne han sagtens identificere denne følelse. Lyst. Lyst til hende, lyst til denne verden, lyst til alt hvad hun havde at give ham. Og som hun stod der, fuldstændig gennemblødt, månen skinnede på hende og hendes brune øjne der gled ned på hans læber, mens hendes hånd gled op mod hans kind. Med denne surrealistiske stemning var Kaeden så bange for, at alt dette blot blev overdramatiseret i hans tanker, men han følte virkelig, at dette var meningen, at det skulle ske. Han vidste ikke, hvad morgen ville bringe eller om fremtiden overhovedet havde noget i sinde for de to formskiftere, men han følte sig for en gang skyld ikke malplaceret, nej, han følte at dette var det helt rigtige sted at være. Så tæt på Luna så muligt. Hans tanker rasede, men da hendes læber mødte hans, blev de sat i ro.  

Kysset virkede til at vare for evigt, noget Kaeden ville ønske at det gjorde. I kysset kom en lettelse frem i ham, og den lettelse blev blandet med en energi, han ikke før havde følt. Et rus bredte sig i gennem ham og sitren, som Lunas læber sendte i gennem ham, overraskede ham så meget, at han ikke nåede at kysse med, før hun trak sig væk.
Han åndede ud, for kysset havde taget pusten fra ham, men han trak sig slet ikke væk. Han holdt sig tæt på hende, mens hans øjne skiftede mellem at se på hendes blik og på hendes læber. Det var næste frustrerende, at hendes læber var så tæt på men ikke mødtes hans. Hans ånde blandede sig med hendes, da hun undskyldte. Det fik ham til at se hende i øjnene, tydeligvis forbavset over hendes ord. Og en lille form for irritation skabte sig i gennem ham, ikke fordi hun sagde undskyld men fordi hun følte en trang til at sige det. Han rystede på hovedet mens han hurtigt sagde: ”Nej-”. Sætningen blev ikke længere, for så havde han lagt armene om hende og pressede hende ind til sig mens hans læber atter mødte hendes.

Det tog hende ikke mere end et splitsekund at forstille sig det værste. Forstille ham væmmes ved hende, selvom det slet ikke var den følelse hun havde haft følt fra ham. Han rystede på hovedet af hendes ord, regnede hun med. Det næste ord han hurtigt sagde nåede hun at knibe øjnene kort. Armene omkring hende der gjorde hun blev trukket tættere imod ham. Den fjerlette berøring sendte en gysen ned ad ryggen på hende, som gjorde hun havde svært ved at holde sig oprejst. Han pressede sine læber imod hendes og et sus skød igennem hende. Det boblede inden i hende. Gav hende gnister der slog igennem hele kroppen. Aldrig syntes hun, at hun kunne huske et kys føles så fantastisk. De stærke arme der holdt hende låst indtil ham. Det gav hende en form for tryghed. En tryghed som kun kunne beskrives i denne her følelse. Det var varmt. Behagelig varmt. Luna gengalte kysset uden at tøve den mindste smule. Den dyriske side i hende blev helt betaget af det, hvilket bragte en hel speciel lidenskab i det. De var begge shapeshifters, og selvom hun havde fuld kontrol over sin - så kunne hun stadigvæk mærke dens tilstedeværelse ganske tydeligt faktisk. De stod så tæt at hun kunne mærke hans hjerte banke imod hendes brystkasse. Eller hun følte i hvert fald hun kunne, ellers så var det blot hendes som var som bankede så voldsomt. Luna gjorde sit kys en anelse mere intens nu. Stemningen perfekt intim. Det var det mest perfekte hun havde følt længe. Hun havde ikke lyst til at det skulle stoppe. Det skulle fortsætte. Forevigt. Hun ønskede det skulle forsætte. Luna lagde sine arme over hans skuldre, og lukkede sine fingre sammen om hans nakke. Deres kroppe var så tætte som de kunne komme til i dette øjeblik.

Følelsen af arme beskyttende omkring hende gjorde hende stadigvæk behagelig tilpas. Hun elskede det. Pludselig ramte følelsen af, at hun ikke ønskede at han skulle sove væk fra hendes side hende hårdt. Det var selvfølgelig på det tidspunkt op til ham, hvad han ønskede. Luna trak sine læber kort til sig og slog øjnene dybt ind i hans mørke. Et smil strakte sig op til hendes øjne. Hendes ene arm fjernede sig fra hans nakke og hun lagde den på hans kind. Faktisk kunne hun ikke stoppe sig selv i at smile.
"Du.. du må ikke give slip på mig." Sagde hun med en lav hvisken. Let efter sank hun en klump. Luna havde savnet nogle fik hende til at føle sig sikker. Det var hele tiden hende som skulle sørge for at alle havde det godt. At hun følte sig helt tilpas for engangsskyld. Det gjorde hende i et godt humør. Et humør, hvor hun følte sig tilpas. Hvem ville have troet det, hvis hendes veje med Niylah ikke havde krydset ville Kaeden ikke have stået her lige nu. Det var kun positivt. Alt dette møde havde bragt hende var positivt. Den følelse af sommerfugle der fløj balstyrisk rundt i hendes mave, det forklarede hende, hvorfor hendes reaktion imod Julia var så voldsom. Luna svang armene omkring ham for at presse hovedet imod hans brystkasse. Ganske let lukkede hun øjnene i og pustede ud. Hun havde ikke lyst til at give slip på ham overhovedet. Luna følte sig som et stykke skrøbeligt glas, men ikke på den måde, hvor hun ønskede at gøre alt for at føle sig stærkere.... mere en følelse af behag. At hun følte at der var nogen her som havde en chance for at ville se hende som mere en blod en leder af en flok. Eller mere end en hjælpeløs slavepige. At nogen ville se hende som hende. Blandet med, at han allerede vidste hvem hun var.  

Luna trak hovedet tilbage til sig selv.
"D..du behøver ikke sove alene i nat.. hvis du ikke vil." Sagde hun og bed sig i læben, ganske kort imens hun så ham i øjnene. Så pressede hun sine læber imod hans igen. Denne gang var det mere dyrisk.. vildt. Hun kunne mærke hendes jaguar, den sorte panter inde i hende der krævede mere af situationen end Luna havde regnet med først. Den sorte panter i hende. Luna holdt en pause kort. Slog øjnene op. De lyste op i samme farve som månen. Sølvfarvede. Det var den dyriske del af hende.. nogle havde blå øjne. Andre røde. Luna havde sølvøjne. Hun så på ham med dem til hun lod dem glide ind og blive mørke brune igen. Et smil strejfede sig uden ydeligere op på Lunas læber.

Kaeden havde fuldstændig givet sig hen til kysset. Det var som om at så snart hendes læber var mod hans var alle sorger og alle bekymringer glemt. Det eneste han havde i tankerne var Luna, og det var en vidunderlig tanke at have. Stød gik gennem hans krop, men ikke på en smertende måde. Det var som elektricitet, en ny energi der strømmede i gennem ham. Det startede fra hvor hans krop rørte hendes og pulserede sig ud ind til hans hjerte og ud gennem resten af hans krop. Han havde aldrig prøvet det før. Det var som om noget inden i ham begyndte at bevæge sig, en del af ham han ikke kendte til før. Men forgabt i sit kys med Luna lagde han ikke specielt meget mærke til det i starten og var for fokuseret på hendes læber og hendes krop til at tænke yderligere over det. Og da hun brød kysset bevægede det sig ikke længere.
Hans blik mødte hendes. Det var lidt sjovt – Han ville aldrig turde at se Niylah i øjnene. Men når han så ind i Lunas mørke øjne og lod sig selv synke ind i hendes dyb, så så han hende ikke som en leder. Ikke at han ikke så hende som stærk, men han følte ikke ærefrygt, blot beundring. For han var ikke spor nervøs overfor hende, ikke længere i hvert fald. Efter hendes kys var han nu sikker på hendes intentioner. Måske ikke hendes følelser, men han vidste at hun gengældte den samme lyst til ham som han havde for hende. Det gav ham selvtillid, så han uden tøven strammede grebet om hende og trak hende ind i en omfavn.
Deres læber var ikke i kontakt nu, men han kunne stadig mærke sit hjerte banke hårdt og havde svært ved at få sin vejrtrækning under kontrol. Som de stod her, med Luna krammet ind til ham, og hun virkede så rolig og afslappet, havde han det som om han ikke kunne falde til ro igen. Var han virkelig utålmodig? Mens en pige som Luna lod sig give sig hen til ham og bare nød ham mens han frit kunne nusse hendes ryg og holde om hende? Han burde nyde det mere, men noget inden i ham, som han ikke kunne sætte en finger på, pressede på at komme videre. Han blev rastløs. Han tvang sig selv til langsomt at puste ud for at prøve at få pulsen ned og hvilede sin hage på toppen af hendes hoved.
”Jeg kunne ikke drømme om at give slip,” mumlede han mens hans hånd strøg op og ned af hendes ryg. Hendes trøje klistrede sig til hende, men stoffet var tykt, så han kunne ikke mærke huden under den. Det frustrerede ham mere end han ville indrømme for sig selv.
Han løsnede sit greb en anelse, da hun trak sig væk for se på ham. Hendes ord fik det til at rykke kort i ham. Han vidste godt, at hun ikke direkte inviterede ham til noget, men en stor del af ham, hvis ikke hele hans væsen, håbede dog på at det var det hun mente med det.

”Det- det vil jeg ikke,” nåede han at svare, før hun kyssede ham igen. Det var dér det slog klik for ham. Det, der før blot rumstrede svagt inde i ham, rev sig nu løs, så han ikke kunne undgå at mærke det. Energien, der før blot var elektriske stød, var nu en bølge. Den druknede alle resterende tanker og alt tvivl, ligesom den druknede fornuft. Men fornuft var heller ikke hvad Kaeden ønskede lige nu. Han ønskede Luna. Lysten groede stærkere, ligesom hans greb om hende blev mindre forsigtigt og mere hårdt. Han kunne ikke styre sig længere. Dyret inden i ham var vækket og den var utålmodig. Den ville have Luna og ville have hende tættere på sig. Han gengældte derfor hendes kys, men denne gang lagde han ikke skjul på sin lyst. Kysset blev mere vildt og intenst. Men ikke nok med det, så greb Kaeden mere om Luna. Hvor han før virkede forsigtig og lod hende styre, virkede han nu dominerende. Han tænkte sig ikke om længere, tænkte ikke konsekvenserne i gennem. Han tænkte heller ikke konsekvenserne i gennem, da hans hænder ikke længere blot holdt om Luna men greb fat i hendes trøje. Han var ikke sikker på hvordan, hele situationen var nærmest tåget for ham hvor kun Luna lyste op, men han fik bundet hendes trøje op og revet den af hende. Hvor han smed den hen, tænkte han heller ikke over, nej, nu var hans fokus et helt andet sted. Hans hænder kunne nu stryge over hendes hud, som han før var så frustreret over ikke at kunne mærke. Hendes krop var varm, selv i nattens kulde og varmen spredte sig fra hans fingerspidser og gennem hans krop, der han endnu en gang lagde armene om hende. Dette gav ham en ny nysgerrighed over for denne varme, og hans læber bevægede sig fra hendes, hen af hendes kæbe og ned af hendes hals. Uden intention om at stoppe og fuldstændig forgabt pigen foran ham.

Det dyriske kys startede det. Det var hun ikke i tvivl om. Hendes eget dyr kunne mærke det. Energien var fantastisk, og hun kunne ikke sætte ord på det. Denne følelse var anerledes end noget hun havde følt før. Det var mere oprigtigt og bar en unik frugt som var værd at passe på. Lysterne tog styringen. Det var en helt anden side af ham. Ikke at det gjorde hende noget - tvært imod. Luna vidste hvad hun var gået ind til. En Kaeden der ingen kontrol havde over sit dyr eller over des instinkter. Kontrol hun skulle hjælpe ham med. Han var et skridt på rette vej, for han lod instinkterne tage over hans handlinger. Han greb mere og mere om hende. Kysset var vildt og intenst. Hun elskede det. Det var længe siden nogle havde taget styringen ved hende, og hun havde savnet det. Savnet folk der ikke blot troede at hun var lavet af glas og skulle passes på. Luna var imponeret over, hvor hurtigt han fandt måden at løsne hendes trøje op og kastede den væk fra dem. Blottede den lettere chokolade brune hud for ham. Følelsen af hvad der erstattede det loyale stof imod hendes ryg var behageligt. De var som det eneste varme på denne aften. To flammer der skød op i nattens kulde. Lige her og nu. Hvem skulle have troet det om dem. To fortabte sjæle der havde levet helt forskellige steder og endelig mødtes - også faldt de stille ind i hinanden. Var hun ved at miste forstanden? Kunne det virkelig lade sig gøre for hende, at nogle kunne få hende til at føle sådan her igen? Luna havde givet op på den følelse for længe siden, men pludselig angreb den hende bagfra og det overraskede hende faktisk lidt.

Følelsen af hans læber der ramte hendes hud, følelsen af hvordan de vandrede henover hendes hals. Let lukkede hun nydende øjnene. Det tog en anelse længere tid for hendes dyriske side at komme igennem Lunas kontrolrum. Den angreb hende nærmest indefra til hun lod den komme ud og lege. Endelig slap den igennem hende. Luna greb fast i hans trøje og tvang den hurtigt over hans hoved. Hun smed den væk fra sig. Ingen grund til at gå i vådt tøj jo? Let lod hun sine hænder glide henover hans overkrop, hvorefter hun lod dem glide ned af til de atter stødte på stof. En lettere brummen kom fra hende der. Dog havde hun fortravlt med at plante sine læber langs hans kraveben og hans hals. Smagen af hans hud, gjorde hun følte at han var hendes. Hun var hans. Lige nu ville hun ikke tilhøre andre. Luna var et natur menneske ingen tvivl omkring det, og hun var ikke så fin på den til at hun ikke kunne have sex med folk udenfor sit hus - værelse. Faktisk var det altid sjovere udenfor. Den dyriske side elskede det og det gjorde den menneskelige egentlig også.

//Fordi jeg er akavet og ikke tør tage skridtet videre, springer vi bare til næste dag xD

Natten havde følt som en drøm, men alligevel kunne Kaeden huske hver del af den. Hver eneste lille detalje. Men på samme tid som han fuldstændig havde levet sig ind i øjeblikket, var det også som om det ikke havde været ham, men en anden. En mand, der var dominant og bestemmende og i kontrol. Hvis det havde været i nogen andre scenarier, hvor den del af ham pludseligt tog over, ville han have frygtet det. Men her var han så forgabt i alt andet, i hende, til at han næsten ikke tænkte over det. Det var først nu, hvor han langsomt vågnede op, at han kom til at tænke på det. Hele natten spillede for ham, som en film, det hele blev tænkt i gennem. Det var nemlig sådan Kaeden var - han havde brug for at få tænkt tingene i gennem. For første gang i lang tid havde han fået kontakt til sit indre dyr, hvilket havde resulterede i at han nu befandt sig i Lunas værelse. Han var ikke sikker på, om han overhovedet ville have endt her, hvis ikke det var for hans instinkter og åbenbart dominerende natur af panteren. Han havde frygtet sit dyr så længe, og så da han endelig fik kontakt til den, endte den med at give ham noget, som ellers kun ville kunne drømme om - at kunne vågne op med en smuk kvinde som Luna ved sin side.

Han var færdig med at tænke. Nu ville han bare nyde øjeblikket. Luna lå ind til ham mod hans brystkasse og havde fået en arm under hendes nakke. Hun var en af de få personer, der kunne se skøn ud, selv når hun sov. Kaeden vendte blikket mod hende, og et lille smil kom på hans læber. Hvis nogen havde fortalt ham igår, at han ville vågne op til sådan et syn, ville han have rystet på hovedet af dem. Det var svært blot at tro på det selv mens det skete. Også med hendes værelse med udsigt til trækronerne og generelt en harmonisk energi over det, virkede det hele uægte. Det var næsten for godt til at være sandt. Faktisk var det her det bedste det var sket for ham siden han ændrede sit liv. Det var ikke bare sex - han havde fået kontakt med sit indre dyr. Og for første gang siden han kom til skoven følte han som om han ville kunne få en ordentlig plads i flokken. At han kunne blive accepteret. Og det var alt sammen på grund af Luna.

Efter nogle minutter hvor han blot havde betragtet hende, hver eneste træk i hendes ansigt, begyndte hun at rykke på sig, som skulle hun til at vågne. Det fik blot Kaeden til at smile endnu mere og med en tilfreds lyd lagde han den anden arm om hende og trak hende tættere til sig.
"Godmorgen..." mumlede han og kyssede hende i håret. Hans ene hånd strøg op og ned af hendes nøgne ryg. "Sovet godt?"
Han vidste ikke, hvorfor han var så kærlig. Han havde været med andre før, også nogle hvor de havde endt i seng sammen efter første dag, men der havde han aldrig haft det sådan her. Hvor han følte at hans liv endelig hang sammen når han lå i sengen med hende. Men han ville ikke bekymre sig om det, han ville blot nyde den følelse så længe den nu varede.

Det havde været anderledes end før. Normalt var det hende som havde kontrollen, men det var fantastisk at give slip. Hun havde haft en fantastisk aften-nat generelt blot oplevelsen gav hende en behagelig følelse i kroppen. Hvordan fremtiden ville se ud efter det her vidste hun ikke, og lige nu var det heller ikke tid til at holde fokus på det. Nu nød hun det blot. Luna havde aldrig i sin vildeste fantasi forstillet sig dette ville ske da hun sagde ja til at modtage en shapeshifter til træning. Faktisk havde hun ikke forventet nogensinde at skulle føle noget igen på det punkt. Ja hun havde haft sex med nogle stykker siden da sin forrige kæreste, men det havde ikke haft nogen betydning for hende  - ikke i forhold til det hun havde haft med Kaeden. Kaeden var ikke bare en hun havde været sammen med, det betød noget for hende, og det låste op for en dør som hun havde haft låst alt for længe. Luna begyndte at kunne mærke at der var et sæt øjne rettet imod hende, først havde hun ladet lidt som ingenting og lod egentlig blot som om, at hun sov. Luna fortrød intet, hun fortrød ikke, at hun havde kysset ham og slet ikke hvor langt det kys havde bragt dem. Let begyndte hun at vågne op, eller i hvert fald i den form så Kaeden ville tro, at hun lige var vågnet.

Dog var forskellen på, at hun havde forstillet sig ham kigge på hende - til at hun faktisk åbnede øjnene og så ham kigge på hende. Han lagde sin anden arm om hende og trak hende tættere på sig, et smil bredte sig større på hendes læber af denne følelse. Den var behagelig, savnet. Luna ville løfte blikket op imod ham, men han kyssede hendes hår, hvilket egentlig var så behageligt at hun glemte, hvilken handling hun havde haft i tankerne. At være så tæt på ham var en skøn følelse, og sommerfuglene baskede ivrigt rundt i hendes mave. Let lukkede hun nydende øjnene i, og smilede tilfreds over begivenheden.
"Godmorgen." Svarede hun ham, så løftede hun blikket op på ham for at se hans ansigt igen. Det kunne hun godt vende sig til. At se hans ansigt som det første når hun vågnede om morgenen. Normalt hvis hun havde været sammen med nogle var hun eller de gået når de stod op - Kaeden var blevet, men Kaeden var heller ikke som nogen andre hun havde kendt, han var bedre end det. Kærtegnelsen fra hans hånd der strøg hendes ryg var behagelig og hun var stensikker på, at hun kunne blive her med ham hele dagen.
"Meget, hvad med dig?" Spurgte hun. Så løftede hun sig lidt op sådan, at hun kunne kigge ham i øjnene. Hun havde lagt sig på siden og lå egentlig blot og betragtede ham. Let lod hun sin hånd glide henover hans overkrop med blide kærtegnelser, hvorefter hånden lagde sig blidt henover hans kind. Så placerede hun blidt sine læber imod hans, den bløde følelse af hans læber imod hendes - de passede perfekt sammen. De havde ligget her i et godt stykke tid nu, før at virkeligheden bankede på døren. Træningen skulle igang, om de ville eller ej.


Efter morgenmaden var de gået igang. Det var meget mild træning i forhold til, hvis man var van til intens kamptræning som Kaeden jo var. Luna gik meget op i at være i et med sig selv, og derved var sanserne meget vigtige for hende. Kinæsthesisansen også kaldet muskel-ledsansen spillede en stor rolle i hendes træning med ham. Her bestod det mere i, at han skulle fokusere med sig selv om faktisk at få stimuleret hans kropsbevidsthed. Der til havde hun en række ideer som skulle sættes i værk. Kaeden virkede til at stole på hende. Så det var til opgavens fordel. Hvis han ikke kunne lide hende ville han have sit fokus på det, og Luna var heller ikke ligefrem typen man frygtede  - ikke medmindre man havde set hvad hun var i stand til. Luna havde taget et par stykker af dem, som hun havde lovet noget mere selvkontrol, med ud på lysningen også Kaeden. Hun havde vist dem en rute meget tydelig op til vandfaldet. Bedt dem om at være opmærksomme på hver eneste skridt de tog - dog uden at lade dem vide, hvad de skulle bruge til. Så snart de kom ned til lysningen igen.
"Så, dagens udfordring. I skal alle sammen igennem lysningen og op til toppen af vandfaldet. Jeg venter på jer der, vinderen går en præmie." Sagde hun og så på dem alle på skift. Det lød da let. Det var blot at løbe op af bakken der var beklædt med småsten, ujævn grund og ikke mindst et fritfald ned i floden fra højre side. Der var også træer som skød op. Det lød let nok, udover at hele løbet ville forgå med bind for øjnene. "Naturligvis, skal det ikke være helt let. Så i vil ikke kunne se under dette. I skal bruge jeres hukommelse, lyden af jeres omgivelser - lad jeres dyr tale for jer. Det kan huske meget mere end i lige tror. Jeg står oppe ved toppen og venter på vinderen. Første del, find et anker. Et anker der kobler jer til jeres dyr og giv aldrig slip på det." Dette sagde hun imens hendes blik hvilede på Kaeden. Hvis han ville vinde havde han en fordel, ikke blot det med at de havde tilbragt natten sammen - men hvis han brugte sine sanser frem ville han have lettere ved at finde hende på baggrund af det. Eller hvis han var territorial nok. Så gav hun alle bind for øjnene. Da hun kom hen til Kaeden lagde hun læberne blidt ved hans øre, så han kunne mærke hendes varme ånde der stille dansede henover huden.
"Jeg ved du kan vinde det." Sagde hun, så trådte bandt hun stoffet for øjnene af ham, men inden så lod hun ham se et smil på hendes læber - før han ikke længere ville kunne se noget. Så trådte hun tilbage og pustede let ud.
"Sæt igang." Sagde hun. Derpå teleportrede hun sig selv op på toppen af vandfaldet og satte sig på en sten imens hun ventede. Hun havde sat sig så hun kunne se dem forsøge sig hen over lysningen. Vinden var i retning mod hende, så de havde alle chance for at få hendes fært, hvis de havde den - og siden de alle undtagen Kaeden var en del af hendes flok havde de den jo. Kaeden havde den også, hvis han tænkte over det. Spørgsmålet var blot om han gjorde det. Det kunne virke umuligt, at huske hvor man havde placeret fødderne. Luna regnede heller ikke med det var løst på et øjeblik. Gentagelserne ved de gange de trådte forkert eller blot lade sanserne fra dyret overtage og fortælle dem, at der var et træ foran dem. At mærke jorden under deres fødder. Det værste der kunne ske var at en fald over kanten af bakken og fald ned i floden.