Blood is the key - Kaeden

S: Et sted ukendt for dem.
O: En grotte under jorden.
V: Ukendt
T: Ukendt
P: Den irriterende trøje, og et par shorts. Hun har blod i ansigtet.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det gjorde ondt. Hendes hoved gjorde så ondt, om det føltes som om nogle stod og slog hende med en hammer. Der var mørkt, men ikke lydløst. De fødder der slæbte sig henover jorden og sommertider tunge skridt. Luna prøvede at analysere sine omgivelser nøje, men det faktum at hun ikke anede hvor hun befandt sig gjorde det usikkert på, om hendes evne kunne række så langt. Selvfølgelig kunne den det. Nu måtte hun tage sig sammen. Dog i det sekund hun prøvede at bruge sin evne kom der et form for stød igennem hende, et stød som fik skriget til at flyde udover hendes læber og fik det til at give ekko i grottens endeløse tunneller. Så hørte hun latter og faklerne blev pludselig tændt. En stor mand satte sig på hug foran hende. Luna ømmede sig let over det stød hun havde fået og trak sig væk fra manden i afsky. Han gled hånden henover hendes kind, men Luna trak kinden til sig.
"Oh a little fighter we got here.. tried to run away.. "De andre grinte i baggrunden. Pludselig mærkede hun den genstand der sad fast i hendes håndryg.
"What did you do?" Spurgte hun i et irriteret toneleje. Det gav små efterstød i hendes krop.
"We don't like people who think they can just go away.. so that pretty little thing on your hand. That is how we stop you." Forklarede han kort og greb hårdt fast om hendes hånd. Luna forsøgte sig ved at rive den til sig, men grebet var ret stramt.
"We saw the slavemark on your shoulder. We know that you are no one." Luna vrissede af ham. De sølvfarvede øjne gløede voldsomt.
"Well I was a slave once.. that is true, but not anymore. So let me go or I swar to god I will kill you." Luna brød sig ikke om at være fanget i en krog. Og lige nu kunne hun ikke komme derfra.

Nogle fyrer kom ind med en person. Luna flyttede blikket derhen af instinkt og da hun så hvem der var. Så slog det klik fra hende. Luna fløj op.
"Kaeden" Hun råbte ikke om hjælp. På trods af blodet i hendes ansigt fra slagene det havde taget at få hende herned. Samt den dunkende smerte i hendes hoved og generelt hele hendes krop. Hun var ligeglad, de skulle ikke rører Kaeden! Luna placerede sin albue i panden af manden foran hende. Men to andre der stod vagt var hurtige. Et par slag i maven og hun fald på jorden, hvorefter de sørgede for at holde hende der med en fod mod hendes ryg. Det blev sort for hendes øjne af smerten og lydende af råb og latter blev lukket ude. Luna bemærkede ikke, hvordan hun blev løftet op fra jorden som en fjer. De løftede hende ind i et rum lidt væk fra Kaeden, så han ikke kunne se hvad de fortog sig med hende. Dog gjorde de ikke andet end at bedøve hendes indre dyr i tilfælde af det skulle slippe løs. Samme omgang gav de Kaeden, blot for at forhindre formskifterne i at skrifte form. De sørgede for at brænde den sten der blokerede hendes evne fast under huden på hende. Man kunne sige Luna var heldig der med at hun var besvimet.
"I think we might be too evil. Maybe we should give him the girl and let them relax. Just a few minuts." Forslog den ene af dem. Den anden nikkede og løftede så Luna ind i cellen til Kaeden.
"You have an hour, maybe less. Make it good man." Sagde en af vagterne og gik derefter igen.

Det tog kun få minutter før Luna begyndte at røre på sig. Smerten der dunkede i hendes krop prøvede hun at slå til side. Det første hun mødte var i det mindste et velkendt ansigt. Et ansigt som fik hende til at smile lige meget, hvor meget smerte hun end måtte være i lige nu.
"heey." Hviskede hun svagt til ham. Den ene hånd brændte, men hun gjorde intet ud af det lige nu. "Are you okay? Did they?" Spurgte hun lidt hæst til hun fik tvunget sig selv til at sidde op. Hun tog sig derefter lidt kort til hånden som var pakket ind.

Kaeden havde ellers været i en god periode. Han havde fundet sin søster igen, befriet hende fra det, de engang kaldte hjem. Det havde været underligt i starten, at skulle vise hende flokkene og fortælle, hvordan hans liv havde ændret sig. Det var også underligt at se, hvordan hun havde ændret sig, men for at være ærlig, kunne han godt lide det. Han kunne godt lide at se hende vokset til at være stærk og selvstændig. Det havde han haft svært ved selv at være i starten. Han havde selvfølgelig ladet Luna tage sig af hende. Det kunne godt være, at hun var stærk, men aldrig i livet skulle hun gå i gennem den samme træning som han gjorde. Det ville han ikke tillade.
Luna og ham havde det også godt. Han havde ingen anelse om, hvad de egentlig havde, men noget positivt var det. Han kunne også mærke på sig selv, hvordan han holdt mere af hende for hver gang de mødtes. Han var ikke sikker på, om hendes følelser for ham var lige så stærke, så han havde ikke gjort noget for at ytre dem. Men sidste gang han var nede for at besøge Katlin, kom Luna hen til ham og spurgte ham, om de skulle aftale et tidspunkt at mødes ude i skoven, bare de to. Det virkede som det perfekte tidspunkt at fortælle hende om sine følelser til hende. Men det tidspunkt kom aldrig.

De trak ham gennem nogle gange formet af sten. Der var mørkt og indelukket. Kaeden nåede ikke at fokusere på noget, før de, hvem end de var, rev ham videre. Hans hoved dunkede og det sortnede for hans blik hver gang han blev rykket i for hårdt. Han var ret sikker på at noget hårdt havde ramt ham i baghovedet, der fik ham til at besvime før. Det var ynkeligt - Han nåede knap nok at kæmpe. Et par slag og så en kæp i baghovedet, så var han ude. Han vidste ikke en gang hvorfor de havde taget ham. Han ønskede ikke at tale til dem og de var også faretruende stille udover noget mumlen, som han ikke kunne sætte ord på. Noget inde i ham frygtede at det var hans familie, der var kommet for at fjerne det sorte får. Eller var det jægerne, der havde set ham dræbe en mand i byen? Lige meget hvad så lovede det ikke godt. Kaeden havde ingen håb om at slippe ud fra dette ukendte sted igen. Men det betød ikke, at han ikke ville blive ved med at kæmpe. Han prøvede også nu at rive sig fri. Men så snart han gav sig til at bevæge sig, fik han blot en knytnæve i maven og fik luften slået ud af sig. Han var for svag nu. Han måtte vente.

De drejede ind til en åbning i grotten, hvor der var flere mænd. Men mændene var Kaeden ligeglad med. Det var kvinden hans øjne var på.
"Luna."
Hun var skadet. Blod dækkede hendes ansigt. De havde skadet hende. Chokket over at se Luna her og nok også hans dunkende smerter, gjorde, at han ikke nåede at reagere før Luna begyndte at slå fra sig. Men det gjorde mændene. De slog hende, smed hende ned på jorden, som om hun ikke var andet end en køddukke for dem. Synet af det, Luna hjælpeløs liggende på jorden, slap og forslået, gav Kaeden en vrede, der nærmest var kvalmende. Hans øjne glødede op til smaragd og han råbte: "NO!" Raseriet gav ham et skud af adrenalin. Nok til at få sin arm fri og placere et slag i den anden mands hoved. Han løb hen mod Luna men flere mænd var i vejen. Med et slørret blik, havde Kaeden ikke god balance og ikke god sigtesans, men han kæmpede. Han fik nogle slag ind, men det var sløset og ikke noget der ville slå dem ud. Han var dog ligeglad. Han ville bare hen til Luna. Han ville hen og ligge sig over hende, så de kun kunne skade ham og ikke hende. Selvfølgelig fik han ikke mulighed for det. Han var stadig svag efter de tidligere slag, og der var flere mænd end han kunne tage ned alene. En mand fik skubbet ham bag fra, på samme tid med at en anden mand fik et kvælertag om hans hals. Gispende efter luft, blev det helt mørkt for ham, og han måtte standse op. Hans hænder greb fat om mandens i et patetisk forsøg på at få dem væk. Og da manden endelig gav slip var Luna væk. Kaeden så sig panisk omkring, mens han hev efter vejret. Han lod nu mændene gribe fat i ham igen. Han tænkte ikke over sit eget liv lige nu. Han mistede Luna. Måske mistet hende, så han aldrig ville få tilbage igen. Hvem vidste hvad mændene ville gøre ved hende.
"Why did you take her?" endte han med at spørge ham. Selv med uregelmæssig vejrtrækning var hans stemme giftig. Mændene lo blot uden at svare. Var det her en eller anden form for syg joke for dem?
"Answer me!" Han havde fået mere luft nu, og hans stemme var brølende. Man kunne ikke høre hvordan han var fyldt med frygt. Ikke for sig selv men for Luna.
"Wow, relax buddy, it's not like we're going to kill her.. Oh wait." Mændene skød op med latter og Kaedens mærkede en kvalme stige op inden i sig.
"I swear, if you hurt her, I'll-" mere nåede han ikke at sige før luften blev slået ud af ham. En knæ var ramt op i hans mave.
"You'll what? You filthy animal." Kaeden fik et alt for broderligt klap på ryggen og så blev noget tvunget ned i hans hals. En tyk væske. Den væske skulle sørge for, at hans indre dyr blev bedøvet. Det vidste han, for førhen lå den på overfladen på vej til at springe frem. Han havde blot håbet på at den ville komme, men han havde ikke vidst, hvordan han selv skulle få den frem.

Luna blev løftet ind igen, og da flere mænd var inde i åbningen, turde de godt give slip på Kaeden. Han angreb dem ikke. Han skyndte sig i stedet hen til Luna og satte sig ved hende. Hendes overkrop løftede han op og han prøvede at fjerne noget hår, der var klistret til blodet i hendes ansigt. Hun så så fredfyldt ud, så skrøbelig. Mændene gik, og Kaeden hørte knap nok dem tale til ham. Han bevægede sig knap nok, men holdt blot Luna ind til sig. Sådan blev han siddende til hun vågnede. Et lettet suk undslap hans læber. En irrationel tanke havde fortalt ham at hun ikke ville vågne igen. Hendes første ord var at spørge om han var okay. Hvor uselvisk af hende. Hun havde ingen grund til at bekymre sig om ham. Han var ligegyldig.
"I'm fine," svarede han, selvom det nok ikke var helt sandt, "How are you feeling? Do you need anything?"
Hans øjne strålede af bekymring mens han studerede hendes ansigt. Han vidste ikke, hvorfor han stillede det spørgsmål. Han var lige så hjælpeløs som hende. Han kunne intet gøre for at beskytte hende, og han hadede det.
"We need to get out of here. There must be a way," mumlede han, "At least for you to get out. They're not very good fighters, they won't be able to take both of us."
Hans eneste mål nu var ikke at overleve. Det var at få Luna væk herfra. Hvis det skulle være det sidste, han skulle få udrettet i sit liv, så skulle det være at redde hende.

Han var den eneste grund til at hun smilte lige nu. Igennem smerte igennem alt, blot at se hans ansigt fik hende til at smile. Han sagde han havde det fint, hvilket fik hende til at give et fnøs fra sig. Selvfølgelig ville han ikke indrømme, hvis han ikke havde det helt optimalt. Spørgsmålet kom svingende tilbage til hende. Hvordan havde hun det? Udover den brændende smerte i hendes hånd og de små efterstød i hendes krop.
"I feel like shit.. but I will be okay." Sagde hun og kiggede over på ham efter at have tjekket sin hånd ud. Hun kunne se, at han var bekymret for hende. Luna nikkede til det næste han sagde. Hun hævede et bryn af hans lille mumlende kommentar.
"If there is a way in. There is a way out." Pointerede. "I would never leave without you." Tilføjede hun en anelse bestemt. Det handlede ikke bare at komme ud, de skulle begge ud. Hun havde set ham dø engang, og hun nægtede ikke at se det igen.
"We fight together.. okay? I'm not going to lose you. Understand?" Det var ikke engang op til diskussion. Luna ville ikke leve med det billed af ham være rigtig god. Og hun ville da slet ikke fortælle hans lillesøster at Kaeden var død. Ikke tale om!
"I can't use my power. Those idiots made sure of that." Hun tog sig til hånden. Lidt nysgerrig var hun egentlig. Så det ligeså slemt ud som det føltes? Bare hun strejfede stoffet der var bundet om trak hun nærmest en grimasse i smerte. De havde fået deres dyr til at sove. Som om, at en shapeshifters stærkeste våben var deres dyrform.

Luna besluttede sig for at sparer på sine kræfter og lagde hovedet imod Kaedens skulder. Det var ikke sådan her de havde forstillet sig deres aften.
"They think we can't fight. They think that we need to be our animals to fight." Hun flyttede blikket mod cellen. "We don't need to shapeshift to fight." Tilføjede hun og sank let en klump. Så vrissede hun lidt af sig selv og sukkede kort.
"I'm sorry.. This was not how this night should have been like." Sagde hun en anelse irriteret. Planerne var nærmest ødelagte, ikke at hun ville give op før at de begge kom ud herfra.

"Wava." Lød en stemme. Luna spærrede øjnene op og reagerede ved det. Luna kunne mærke hvordan hendes hjerterytme begyndte at race afsted. Frygten begyndte at nå hendes øjne ganske småt. Let fik hun rejst sig op, ved en smule besvær blot for se vedkommende i øjnene. Personen trådte frem ved tremmerne.
"Missed me?" Spurgte han med denne her klamme stemme. Luna trak sig. Af ren instinkt trak hun sig tilbage, fordi hun ikke ville med ham nogen steder hen. Det var en af de få gange Luna ikke kunne få de ord hun ville sige over sine læber. De ville ikke forlade hende. Han stod med nøglerne der let gav den samme klingrende lyd som hun blev mindet om fra for længe siden. Det var ikke hendes første ejer, og heller ikke den sidste hun havde haft. Han havde haft solgt hende videre for gode penge, da hun havde været i en passende alder - i deres verden. Det var tydeligt at det bragte ubehag at se ham. Så låste han cellen op og bagved kom nogle vagter frem. De sigtede på Kaeden med deres gevær.
"Come with my Wava. This is not a life for you. You just get hurt." Sagde han og trådte et skridt tættere på hende. Luna trak sig endnu et skridt tilbage til muren ramte hendes ryg. "I really don't want them to hurt your friend.. but.. If you don't go with me. They will." Tilføjede han og trådte et skridt tættere imod hende. Luna kunne ikke tage lige den tanke. De skulle ikke true hende på Kaeden. Hun havde mistet nok folk hun elskede, ved folk tog dem fra hende.
"I don't believe you took him here to kill him." Sagde hun lidt lavt og hævede et bryn. Hendes tideligere ejer lo en smule.
"I didn't take you here. I did give these guys some money to find you." Let sank Luna en klump.
"Why?" Spurgte hun direkte og koldt. Koldt var ikke ligefrem et toneleje man hørte Luna gå efter. Heller ikke det hårde blik eller generelt den manglende mimik hendes ansigt pludselig mistede gløden af. Det var længe siden nogen havde set hende sådan. Så robot agtigt og genrelt med sådan et had. Hun tog ikke blikket fra manden.
"Because. A girl like you. You should not be out here by yourself. You should be in control. And I can't seem to forget the night before I sold you. So I wanted you back." Sagde han og lagde en hånd imod hendes kind, som hun dog greb før han ramte hende. Minderne tog hårdt på hende, og hun brød sig ikke om det overhovedet. Så greb han fat i hendes arm ret hårdt og trak hende tættere til sig. Luna klemte øjnene sammen og følte sig ganske kort trukket tilbage i fortiden. Så snart Kaeden rørte på sig kunne hun hører et skud, hvilket gjorde hun reagerede og blev sendt tilbage til virkeligheden.
"Stop. Don't hurt him." Bad hun. Hun hadede tanken om at tage med ham her, men hun ville ikke lade Kaeden blive skadet. "I will go with you. I will stop fighting.. just don't kill him." tilføjede hun bedende. Det mindede hende om drømmen, hvor hun havde set Kaeden dø. Hvilket blot gjorde det hårdere for hende.Hun så sin tidligere ejer  i øjnene. Heldigvis nikkede han og hævede hånden til de skulle trække sig. Så gik hun ud derfra. Hun så ikke på Kaeden. Hun gik bare med. Cellen blev låst bagved hende imens hun fik lov til at gå bagved ham på vej ud af grotten. Så snart hun var ude måtte hun knibe øjnene sammen af sollyset. Dog havde hun ikke fri længe før han sendte hendes ryg op imod grottens væg. Hun kunne mærke hans klamme ånde danse henover hendes hud, hvor hun virkelig skulle tage sig sammen for ikke at bryde tilbage i gamle vaner.

Så løftede hun det ene ben op og derved gav ham et knæ i maven. Så snart hun havde ham der, så greb hun fat i hans hoved og brækkede nakken om på ham. Hun lukkede øjnene og pustede anstrengende ud. Luna skulle lige synke en klump over sin handling.
"One down. Two to go." Hviskede hun for sig selv. Så tog hun stoffet af sin hud på hånden. Kiggede på den rystende hånd der stadigvæk var hævet. Så pustede hun ud og bed sammen da hun stak to fingre i brændsåret for at grave den ting der blokerede hendes evne ud af hendes hånd. Et klynk og halvt skrig forlod kort hendes læber. De troede sikkert blot nede i grotten, at hun var den der fik tæsk eller noget i den stil. Så snart den var ude, så knuste hun den til støv i sin hånd. Let knækkede hun nakken på plads og gik over til vognen hendes tidligere ejer havde haft med. Hun fandt våben. Hvor fantastisk.
"Oh Sai blades.." Sagde hun og tog de tog [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] op af en taske. Et smil strakte sig på hendes læber. For nu skulle hun vise dem, hvem de havde lagt sig ud med. Hendes første mulighed kom hurtigere end regnet med. En af vagterne kom op for at hente penge vel. Han gik imod hende for at fange hende. Han så manden på jorden. Dog inden han havde nået at rører hende, var hun teleportret sig om bagved ham. Der stak hun klingerne igennem kraniet på vagten. Hun løftede det ene ben og skubbede ham fremad imens hun trak hovedet imod sig. Til sidst gav hovedet slip fra kroppen. Så slap hun klingerne og rystede let på hovedet. Så tog hun nøglerne fra vagten og forsvandt i en røgsky.

Hun dukkede op foran celledøren.
"I would never leave without you. I told you that." Sagde hun med et skævt smil og låste døren op. Dog blev hun trukket væk fra døren, men havde nået at låse den op. Luna blev sendt i gulvet, men teleporterrede sig væk op om bagved ham, så hun kunne sparke ham i jorden. Det var første gang Kaeden faktisk så hende vise, hvorfor hun var stærk, hvad hun kunne gøre. At have kontrol over alt den styrke hun besad og alle de teknikker. Det var utroligt på en eller anden måde. Vagterne kom imod hende og Kaeden.

Lunas svar til hans bekymret spørgsmål, I feel like shit, but I will be okay, fik ham af en eller anden grund til at trække på smilebåndet. Han følte selv at det var virkelig upassende i sådan en forfærdelig situation, men det var nok også en af grundene til at han kom til det. Selv i denne her situation, hvor han var med at miste håbet, holdt Luna fast. Hun ville blive okay. Ja, det skulle Kaeden nok gøre alt for, at hun ville. Om det så gjaldt hans eget liv.
Det holdt han også fast i selvom han nikkede til Lunas ord. Der var ingen grund til at fylde hende med sådan nogle tanker, når de skulle fokusere på, at få hende ud i stedet for.
Han strøg hendes hår, mens hun talte. Han kunne ikke lade være. Han havde brug for en eller anden måde, hvorpå han kunne tage sig af hende. Han kunne ikke hjælpe hende med hendes skader, han kunne ikke hævne sig for hvad de havde gjort mod hende. Han følte sig så uduelig, så det mindste han kunne gøre, var at stryge hendes hår, mens han lyttede til hvad hun sagde.
"Your power?" Han vidste ikke, at Luna havde en evne. De havde ikke rigtig kommet ind på emnet før, især når Kaeden ikke selv havde en evne at imponere med. Men hvis mændene havde brug for at sørge for at hun ikke kunne bruge den, måtte den være kraftfuld. Og værd at få tilbage.
"Maybe we can get it out," nåede han lige at forslå, før han faktisk så ordentligt på huden, hvor den var stukket ind under. Han holdt en grimasse tilbage. Det så bestemt ikke godt ud.
"We'll figure out how," mumlede han. De havde intet skarpt at skære ud med det og selv hvis de havde, ville Kaeden ikke gøre det i frygt for at hun skulle bløde for kraftigt. Han kunne altid forbinde hende med et stykke stof for trøjen men hvad med infektioner?

Han stoppede med at tænke på det, det sekund Luna lagde hovedet mod hans bryst. Hun var udmattet. Hun skulle ikke til at bruge alle sine kræfter på at tænke sådan noget igennem. Hendes kræfter skulle hun nemlig bruge senere. Så i stedet, i en dyb udånding, lagde han armene ordentligt om hende og holdt hende ind til sig.
En kort fnysende lyd kom fra ham over hendes kommentar, om hvordan aftenen ikke burde have endt.
"No... definitely not." Med de ord tav han. Han tøvede. For han havde nemlig haft nogle helt andre planer for denne aften. Han havde tænkt sig at fortælle hende om sine følelser for hende. Et kort sekund overvejede han, om han stadig kunne gøre det. Han åbnede kort munden, men ordene undslap ikke hans mund. Så den blev lukket igen. Han kunne ikke. Han var dum. De havde vigtigere ting at tænke på end deres forhold.
"But let's just hope it'll have a good ending anyway," sagde han i stedet for og trak Luna en anelse tættere til sig. Mere sagde han ikke.

Han drejede ligeså hovedet, da en stemme brød stilheden. En mand stod på den anden side af tremmerne, en han ikke havde set før. Men det havde Luna. Det kunne han mærke på hende med det samme stemmen havde lydt. Hun ændrede sig fra den stærke leder, Luna, til en pige, Kaeden ikke havde set før, men en pige han ønskede at beskytte. Frygten fik hendes øjne til at skinne og som manden talte igen trak hun sig helt væk. Kaeden havde ikke tid til at tænke deres relation i gennem. Han rejste sig hurtigt op og stillede sig foran mellem dem, med knyttede næver og et truende blik. Han skulle ikke nær hende. Han sagde intet dog - hans attitude sagde nok om hvad han ville gøre mod manden, hvis han kom tæt på hende. Kaeden havde slået ihjel før, men denne gang var han sikker på, at han ikke ville føle skam.
Geværer blev rettet i mod ham, men han flyttede sig ikke. Det var tåbeligt, det vidste han godt. Hvordan skulle han beskytte Luna, hvis han var død? Men så igen - hvis han skulle miste livet, ville den bedste måde at miste det på være mens han beskyttede hende.
Manden nærmede sig og talte til Luna... Eller Wava som han kaldte hende. Kaeden brød sig ikke om det navn. Han satte det nu sammen med den skadede pige, der krøb sig længere og længere væk til muren stoppede hende. Manden passerede Kaeden, og han blev stående. Han ville først angribe, hvis han rørte ved hinanden. Men han holdt øje med ham, fjernede ikke blikket. Han truede hende. Han truede hende med at skade Kaeden.
"Don't listen to him," fik Kaeden sagt, og geværmændene rykkede på sig, men de skød ikke. Luna talte for sin sag, lidt styrke var der stadig, selv med den klamme mand i cellen.
Så rørte han ved hende. Greb fat i hende. Kaeden var hurtig men ikke nok. Han nåede at springe frem mod ham, klar til at angribe, da et skud kastede ham tilbage. En skarp smerte begyndte ved hans skulder og spredte sig hele vejen ud til hans fingre. Et råb af smerte ekkoede gennem grotterne og blev fulgt af et hårdt bump da hans ryg og derefter baghoved ramte jorden. Han mærkede slet ikke smerten af faldet og slaget, kun smerten i sin skulder og arm, men det sortnede for ham. Han ville ikke besvime, ikke nu. Da han endelig fik synet tilbage og med sammenbidte tænder støttede sig op med sin raske arm, var han alene.  
"No!" Han tvang sig selv op at stå, så hurtigt at der kort kom sorte pletter for øjnene. Ikke fra skuddet, men for slaget mod baghovedet. Han holdt sin ene arm i et forsøg på at få den de smertende stød væk, men det skete ikke. Han drejede rundt som om de på mirakuløs vis ville dukke op når han så rundt. Det skete heller ikke.
"Fuck!" Han sparkede til ingenting, for der var intet at sparke til, intet han kunne lade vreden gå udover. Vreden over at manden skulle ødelægge Luna, og vreden over at han ikke kunne beskytte hende mod ham. Han kunne intet gøre end at lade dem tage hende, mens han var fanget i en celle med et skud i skulderen og hjernerystelse.
"F..." Han kunne ikke en gang sige noget. Han slap sin arm for at rive sig i håret mens han gik rundt.
Lunas skrig sendte en gys ned af ryggen på ham og opstød i hans hals. Han stoppede ikke med at gå rundt, han kunne intet andet gøre. Hans hjerte bankede så hårdt, at det gjorde ondt og han kunne ikke tænke. Han kunne ikke en gang tænke på, hvad manden gjorde ved hende lige nu - han kunne ikke bære tanken uden at kaste op. Det eneste der fyldte hans tanker var Luna, skadet og såret og ødelagt Luna.

Det var ikke den Luna, der pludselig, ud af ingenting, dukkede op foran hans celle. Nej, det var hans, eller hvem han ønskede var hans, Luna, stærk og klar til at skride til handling.
Lige da han så hende var hans vrede væk. Hans hånd gav slip på hans hår og skyndte sig hen til cellen. Lige i det han nåede derhen, blev hun trukket væk, men denne gang råbte han ikke op, for han havde mulighed for at hjælpe. Han nåede at åbne døren, da det gik op for ham at Luna ikke havde brug for den hjælp. Hun kunne teleportere. Men selv uden hendes evne kunne hun kæmpe. Han havde aldrig set hende sådan her før. Han havde altid vidst at hun var stærk, mentalt og som leder, men at se hende stærk fysisk i kamp fik ham til at se på hende i et helt nyt lys. Han havde dog ikke tid til at beundre hende, for en vagt kom i mod ham. Før han nåede at slå ham, havde Kaeden sprunget til side og sendte et slag med hans gode, og heldigvis højre, arm mod hans kæbe og bagefter lige på ansigtet. En knasende lød blev overdøvet af mandens råb. Kaedens skulder i smerten var dulmet på grund af adrenalinen i gennem ham. Manden kom i mod ham en sidste gange før Kaeden tvang sig selv til at bruge sin anden arm. Han fik grebet fat om mandens nakke og sendte et slag mod hans ansigt så hårdt, at han ikke længere kæmpte men i stedet faldt til jorden. Nu havde Kaeden tid til at ømme sig. Det følyes som om han blødte men intet blod kom ud. Han nåede også at vende sig mod Luna.
"Are you hurt?" fik han sagt før endnu en mand kom og Kaeden igen skulle kæmpe. Han var udmattet. Men de kunne ikke stoppe før alle vagter var ude i stand til at holde på dem.

Hun havde på ingen måde været glad for at efterlade ham med oceaner af scenarier om, hvad der var sket udenfor hulen. Men det havde været en mulighed for de kunne komme ud, og hun havde grebet om den. Så måtte hun tage konsekvenserne bagefter. Naturligvis var hun udmattet, men hun følte sig ikke træt eller udmattet. Hun skulle ud herfra, om det så blev det sidste hun gjorde. Det var måske første gang han så hende kæmpe på denne måde være brutal. Luna var en af de bedste til det fag i hendes flok, det var grundlaget til hun egentlig ledte den. Ikke noget hun pralede med, for hun brød sig ærligtalt ikke om at tage et andet menneskes liv. Dog vidste hun også, hvornår hun ikke kunne undgå det og hvornår hun kunne. Luna reagerede da en af vagterne kastede sig imod Kaeden, dog så det ikke ud til at han behøvede nogen form for hjælp. Han havde fået styr på tingene, hvilket ikke kunne andet end at få et smil til kort at snige sig op på hendes læber. Vagtens råben der overdøvede den knasende lyd gjorde hende intet, og kort fangede hun sig selv i sin beundring at hun næsten ikke bemærkede vagten der slog ud efter hende. Heldigvis fik hun fat i armen og vred den så hårdt rundt at der lød et knæk. Et knæ i maven på ham og derefter fik hun brækket nakken på ham.

Luna så op igen. Hun fik øjenkontakt med Kaeden da han nåede at vende sig imod hende.
"I'm hurt, but not as much as him." Svarede hun kort med et lille skævt smil. Så var de tilbage i kampen igen. Det ville blive udmattende, men de kunne ikke stoppe nu - det var ikke en mulighed. Luna satte sig på hug og tog et par daggerts fra en af vagterne de havde nedlagt. Hurtigt fandt hun dem tilpas i hendes hånd. Så fik hun øjenkontakt med en af dem der kom imod hende. En boblende hovedpine ramte hende kort, det måtte være hans evne. Let klemte hun øjnene sammen for at prøve at holde den ud, hun kunne lige se ham komme nærmere hende, og hun skreg ikke. Ikke tale om hun ville skrige mere af smerte i dag. Så snart han kom tæt på hende stoppede han med at bruge evnen. Luna placerede de to daggerter igennem øjnene på ham, og et skrig forlod kort hans læber, før hun trak daggerterne til sig og manden fald død om på jorden. Det var så nemt for hende og det skammede hun sig over. Det var så let at slå ihjel, nærmest som var hun professionel - hvilket ikke bragte hende glæde overhovedet. Det var ikke som ved Niylahs flok, der var de krigere. De trænede til det nogle gange. Hun havde mødt Tatia og set hvilken vrede den tøs havde på de smalle skuldre. Hun havde set sin bror med samme glød i øjnene. Det var ikke en glød hun ønskede at bære, men det gjorde hun lige nu, og hun ønskede egentlig blot at begrave den.

Der var ikke meget tid at tilbringe i sine egne tanker før, at et slag bragte hende tilbage til virkeligheden. Først havde hun ikke bemærket det, men snart rejste hun sig op fra jorden og spyttede blodet ud på jorden. Let rystede hun på hovedet og satte så i løb direkte imod vagten. Som var det planlagt placerede hun sin fod på hans knæ og løb op af ham som var han en trappe.Så snart hun nåede hovedet satte hun af i et hop, hvor hun fik snoet sig rundt, den ene daggert placeret så den ramte ned i hovedet på vagten i det ene øje. Så snart fødderne ramte jorden, greb hun fat om daggerten og trak den ud. Vagten skreg af smerten, men stoppede helt med at sige noget så snart Luna stak den op igennem hans hals og derved satte ham ud af spillet. Det havde været ham som havde siddet ved hende som den første. Fortalt hende om tiden her og hvilken dims de havde sat fast i hendes hånd. Endnu et lig faldt til jorden, og til sidst var der kun to personer tilbage i grotten. Lunas hud var beklædt i blod på hendes arme, på hendes tøj, og i hendes hår. Ikke meget af det var hendes eget. Så drejede hun sig rundt og sank en klump. Det var et nyt syn han havde set idag. Han havde set hende sådan her. Dræbe folk på brutale metoder, og når han kom ud af grotten ville han se mere. De mørke øjne var ikke en krigers mere, de var hendes. Dem han altid havde set ind i. Nu var det eneste de var bange for dog blot at han ikke brød sig om den side af hende. Den var sjældent fremme, men den fandtes stadigvæk. Den ville altid være der til at byde op til dans når man mindst ventede den.

Hun slap den anden daggert og foldede let sine fingre ind i hinanden.
"So how much are you hurting?" Spurgte hun for at sige noget, hun var en anelse nervøs, men prøvede desperat at skubbe det til siden. Stille gik hun tættere på ham. I hendes hoved havde hun allerede forstillet sig det værste, at han ville trække sig væk fra hende - se hende som et monster. For hvorfor skulle han ikke kunne se hende sådan? Hun havde handlet værre end nogen anden man nærmest havde set. Ja hun havde haft en kontrol der ikke behøvede hendes dyriske kontrol, mange shapeshiftere kunne ikke det. Luna havde en anden erfaring, og om man ønskede at lære kilden der til var så et helt andet spørgsmål. "So.. shall we go home? I really don't like this place.." Sagde hun i et lettere lavt toneleje, et toneleje Kaeden efterhånden måtte være van til, når hun var en smule nervøs. Luna prøvede at undgå at kigge på ligene, endnu engang var hun gået imod sine egne ord. Selvfølgelig var det for hendes egen sikkerhed, men det var taget overhånd. Så rystede hun på hovedet af sig selv og placerede derefter sine læber imod Kaedens. Hun havde frygtet for hans liv, og hun var ret sikker på følelsen var gengældt. De havde haft livet og deres frihed på spil. Det skete ikke hverdag, men det var heller ikke noget hun ikke havde prøvet før. Det var aldrig rart. Kysset bar hendes frygt for at miste ham, men også hendes følelser for ham.

Manden fik mange slag ind, for Kaeden kunne knap nok bruge sin ene arm og havde mistet blod. Han havde også slået hoved så det at gjorde hans balanceevne dårlig. Men Kaeden var blevet trænet i flere måneder af hårde, strenge ulve uden sympati, så der skulle mere til at slå ham ud end et skud til skulderen og slag på kroppen. Han kæmpede derfor igen med så meget kraft han kunne formå, eller nej, dette var ikke helt sandt. Han holdt lidt igen. For han ønskede ikke at dræbe. Han havde dræbt én gang før, og det jagede ham stadig, selvom han dræbte for at beskytte sin søster. Og her kunne han ikke dræbe for at beskytte sig selv. Luna havde allerede slået et par stykker ihjel, det vidste han godt. Det virkede som om hun var vant til det, hvilket kom bag på ham, når han kendte til hendes floks principper. Han begyndte at se mere af Wade i hende, men rent faktisk de positive sider af ham. Hans kampgejst og hans kampevner. Hans evne til at slå ihjel. Kaeden vidste aldrig om han ville kunne få den evne.

Manden trak en dolk, da slåskampen havde varet for lange og gav sig til at lange ud fra Kaeden. Formskifteren gjorde noget, som han slet ikke nåede at tænke over - han greb dolken. Hans hånd lukkede sig om bladet, så det skar ned i hans kød og metallet blev farvet i hans blod. Men han gav ikke slip. Det gjorde manden i stedet af ren overraskelse og Kaeden vendte dolken rigtigt. Han havde få sekunder til at gøre det for manden igen var over ham, ligeglad med at det nu var Kaeden der havde våbnet. Kaeden slog fra sig med kniven, mens han trådte bagud. Han kendte godt til mandens tåbelige strategi - angrib og slå hurtigst muligt i håb om at modstanderen ikke ville nå at blokere det. Problemet med den strategi var bare, at han heller ikke selv så hvor han ramte og ikke selv havde kontrol over sig selv. Kaeden gik tilbage for ikke at skade ham, han havde styr på sig selv. Det tænkte manden derimod ikke over og til sidst, sprang han frem af for at tage kvælertag ud af ren frustation over hvor langt kampen trak ud. Kaeden ville blot slå igen, og manden, der prøvede at være snedig, rykkede sig i sidste sekund. Det resulterede i at Kaedens dolk gled hen af hans strube og efterlod et langt åbent sår. Mandens frustration for svandt og han greb sig til halsen. Han stirrede på Kaeden og prøvede at sige noget men det blev ikke til andet end en desperat hvæsen. Kaeden stirrede igen uden at vide hvad han skulle gøre og han så blot på, da manden faldt til jorden for hans fødder. Han var død. Kaedens andet dræb. Skammen vældede ind over Kaeden. Den dulmede smerten i hans krop og lukkede ham ude fra omverdenen for i stedet at lukke ham inde i et sindstortur. Selvhadet fyldte ham og han rystede svagt. Men så huskede han, hvor han befandt sig og hvem han var ved og han tvang sig til at rive sig ud af det. Han måtte hade sig selv et tidspunkt hvor han ikke havde Luna ved sig. Hun skulle ikke se ham sådan, svag. Dog havde han stadig fugtige øjne, da han vendte sig mod hende.

Han overværede hendes sidste mord, det mest brutale af dem. Han havde aldrig set noget lignende, men så igen, han havde ikke overværet mange mord i sit liv. Da hun så på ham var der en anden glød i hendes øjne, men han kendte den godt. Han havde set den i Niylahs krigere. Han havde bare aldrig troet at den var i stand til at lyse Lunas øjne op.
Han indså at hun havde stillet ham et spørgsmål og rystede en enkelt gang gang på hovedet for at tage sig sammen. Spørgsmålet fik ham til rent faktisk at lægge mærke til hvor ondt hans krop gjorde. Adrenalinen havde før gjort ham i stand til at kæmpe så han ikke havde tænkt på det.
"I'll... I can handle it," sagde han blot men det var fremtvunget, for nu hvor han var ved at falde ned efter kampen blev de smertende stød igen sendt i gennem ham, "I just need a dressing or something for my shoulder."
Han så ned i jorden, ledende, som om han faktisk kunne finde en forbinding liggende rundt omkring. Han indså dog hurtigt, at der ikke var noget, så han valgte den næstbedste mulighed. Han træk trøjen op over hovedet, skar en grimasse da den skulle over hans skadede skulder og så gav han sig til at binde den om den. Det var svært men Kaeden havde haft så mange skader nu at han var ved at blive vant til det. Trøjen var også beskidt, men den kunne holde på blodet indtil de kunne komme hjem og rense såret.
"How are you?" spurgte han så og så på hende igen. Hun var dækket i blod og han vidste ikke om det var hendes eget eller om det kun var andres, for andres var noget af det i hvert fald.
Han nikkede til det hun sagde. Han ville også væk herfra. Hurtigst muligt. Han skulle lige til at gå, da hun pressede sine læber mod hans. Et hav af følelser kom i gennem ham og det meste var positivt - lettelse, lykke, forelskelse - men der var en følelse der trængte i gennem - skam. Han kunne ikke kysse hende, når de stod ved ligene,  og en af dem var hans skyld. Så jo, han gengældte hendes kys, men det blev kort og måske en anelse afvisende. Derfor sørgede han for at finde hendes hånd, da han gav sig til at gå mod udgangen.

Det var mørkt og han havde ikke helt præcist set hvor den var, men det var ikke fordi grotterne var en labyrint og det tog ingen tid at finde udgangen. Solen var på vej ned, så det var ikke hårdt for øjnene at komme op. Faktisk var det virkelig dejligt. Det var som om at han først nu følte sig i rigtig sikkerhed. Det kunne også mærkes på ham der han slappede mere af i kroppen mens de gik. Dog var der noget der nagede ham.
"How can you do it?" spurgte han og tilføjede så, "How can you kill that easily?"
Hans følelser var splittet og det kunne høres. Hans stemme var en mix af beundring og bebrejdelse. Han vidste selvfølgelig godt, at Luna ikke var en koldblodig morder men hun havde tydeligvis erfaring og hun frøs ikke så snart mordet var gjort, ligesom han gjorde. Var det bare fordi hun havde myrdet så mange, at det ikke rigtig gjorde hende noget mere? Han tænkte ikke, at det var rigtigt. Ellers ville hun ikke være leder for en pacifistisk flok. Men han blev nødt til at spørge alligevel. De nåede bred flød med lav strøm og han slap hendes hånd for at sætte sig på knæ ved den. Han samlede vand i sine hænder og klaskede det i sit ansigt for at vaske alt sved og snavs og blod af sig. Først når han var helt ren ville han kunne slappe helt af. Det var som om at han vaskede dagens hændelser af sig, selvom han vidste at de inderst inde for evigt ville jage ham.

Kysset stoppede, og kulde kom imellem deres læber. Luna slog dem op og sank en klump. De fandt vejen ud i stilhed. En stilhed hun egentlig ikke brød sig om. Lyset ramte dem. Luna kiggede kort hen til vognen, hvor hun havde brutal myrdet ham slavehandleren der ville have hende med. Hovedet lagde væk fra kroppen. Let sukkede hun, men så kom spørgsmålet. Hvert eneste ord løb koldere og koldere ned af hendes ryg. Minderne flashede igennem hendes hoved, og hjertet bankede voldsommere og voldsommere.

"Luna it's your turn, the first fight is with Finn. If you win the next match will be against Lexa.. then Marcus.. and last Tristan. If you can." Sagde hendes 'far' og lagde en hånd på Lunas skulder. Luna sank en klump.
"But I don't want to." Hviskede hun svagt. Hendes far rystede på hovedet af hende.
"If you don't kill, you will die. You are one of our best fighters Luna. You have to do this." Pointerede han og sendte Luna ud i kampfelten. Og hun kæmpede. Vandt dem alle. Til sidst stod hun dækket til i blod, imens hendes far løftede hendes arm op så stolt over hun havde slagtet sine brødre og søstre. Præcis som han selv havde gjort før og som hans far havde gjort. Det var skikken.
"How could you beat Tristan. He is older then you, faster.. How did you do it?" Spurgte en ung pige hende en af dagene. Luna sank en klump.
"When you live among slaves and other low people.. you start to think like them. You learn to do what you see. Your mind teach you how to fit in.."

Så blinkede hun kort efter hun havde fanget sig selv i mindernes tunge tåge. Let sank hun en klump og kiggede op på Kaeden.
"It is not easy. When you have lived among slaves, thieves, killers and assassins.. you start to think like them.. you learn what you see, and your mind teach you how to fit in... It becomes a part of you.. A scar." Sagde hun og så lidt tomt ud i luften.
"Before I was alpha and long before I was in the pack.. it was about the strongest gets the titel. The alpha who saved me.. claimed me as his daughter. And therefor I was able to be in the kombat." Startede hun ud og sank en klump. "I was told to kill his other children.. people I should see as brothers and sister. It was like sport to them. I said to myself, I would never kill after that." Let sank hun en klump og kiggede ned i skam over sine handlinger.
"But... yeah.. that part of you never goes away.. It just waits on you to wake it up." Luna bed sig let i læben og rystede på hovedet. Hurtigt tørrede hun øjnene før tårerne nåede at løbe fra hende. De nåede ned til floden. Det rystede voldsomt i hendes ben og hun holdt sammen på sig selv så godt hun kunne.

De nåede hen til floden. Han gav slip på hendes hånd og gav sig selv til at vaske sig ren. Luna gik en anelse væk. Hun så ned i sit spejlbilled. Blodet dækkede hendes ansigt og hun bed sammen. Kroppen dækket til i blodet. Let satte hun sig ned på knæ, dog føltes det mere som om, at hun faldt. Hun strakte armene ud for at nå vandet. Men hænderne rystede, armene rystede. Det gik op for hende at hun rystede voldsomt. Luna lukkede øjnene i og tog en dyb indånding. Det galte for hende om at finde sin kontrol igen, finde ind til kernen af hendes handlinger. Luna vidste, hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort - og det galte om at acceptere de handlinger man havde gjort. Tilgive sig selv. Så snart hun havde gjort det, så begav hun sig videre i livet. Det kolde vand ramte hendes hånd, og løb stille ind i håndfladen. Hun løftede det op til hendes ansigt, og lod des kulde omfavne ansigtet. Den røde farve blev vasket af, og ren gjorde det skyldige ansigt - gjorde det uskyldigt. Blodet beklædte stadigvæk hendes tøj. Og det eneste sår hun faktisk bar var fra, hvor hendes arm var bidt op af sig selv. Dog var det bundet til, men stoffet var snart så vådt hun måtte tjekke til det. Det dumpede ned i floden og strømmen tog det blodige stof med sig. Hun så såret an. Naturligvis havde det ikke været nødvendigt... Hun kunne have telepoteret sig ind i buret til Kaeden, og fået dem begge ud hurtigere. Det var, hvad hun skulle have gjort. Til helved med om hun kunne omkomme af det, så havde han ikke været nød til at sidde med de skrammer han nu ville bære som ar for livet. Det var den største skyld hun bar. Ærligtalt, så havde hun ikke den fjerneste klang af skyldfølelse over at have fjernet disse vagter og slavehandleren fra jordensoverflade. Mest fordi, at hun vidste hvad de var i stand til.

Lunas mørke øjne gled hen på Kaeden.
"Don't be to hard on yourself. You did people a favor.. I have seen what these people have done in the past.. what they did to us was nothing." Sagde hun og slog blikket væk. Hun havde et par kapitler med i sin bog omkring dem, og de var nok nogle af de mest grusomme. Derfor så hun ikke Kaeden i øjnene imens hun sagde den sidste del af den sætning. Hun vidste, at han ville vide der var noget der gik hende på - men det havde været værre hvis han så hendes øjne imens hun sagde det. Fyldt med en sorg der ikke kunne beskrives, og en følelse af hende der blev flået fra hinanden. Han vidste hun havde været slave, men han vidste ikke, hvad hun var blevet udsat for igennem tiden. Det vidste ingen andre end de forskellige slavehandlere der havde haft hende.
"You need to face what you have done, we all do. Once you do that.. It will feel more like peace with yourself." Sagde hun og sank en klump.
"If we don't we will break.. and fall apart. And trust me.. what path does not work." Fnøs hun let med et lille falsk grin for at prøve at få sit humør op.
"But I'm sorry... I could have tried getting us out another way. Then you should not have to kill to get out. I'm so sorry about that.. I really am." Sagde hun så og kiggede over på Kaeden. Hun tvang et smil frem på sine læber, selvom hendes øjne var ved at løbe over. Let kørte hun hænderne igennem håret og prøvede at blive ved med at smile, men tårerne strømmede allerede stille ud.

Stemningen ændrede sig det sekund Luna gav sig til at svare på Kaedens spørgsmål. Ikke at det havde været afslappet eller glad før, men nu var det som om virkeligheden blev glemt for en kort stund. Kaeden fokuserede på, at lytte til Lunas ord. Dette var første gang hun rigtig fortalte ham om hendes fortid. Hun havde fortalt ham meget udetaljeret om sin slaveperiode og så havde hun nævnt noget med at flokken ikke havde været pacifistisk før hun blev alfa, men ellers åbnede hun sig ikke meget op om det, og det havde Kaeden accepteret. Det var heller ikke meningen, at hun skulle fortælle om sin fortid, men han lyttede alligevel godt efter, for han vidste godt, at dette ikke var noget, hun ville fortælle til alle og en hver.
Han kunne ikke rive blikket fra hende, mens hun fortalte. Han havde undret sig over hendes fortid før, men aldrig havde han forstillet sig, at det var så forfærdeligt. Han vidste i forvejen, at nogle havde skadet hende, men at hun var tvunget til at skade nogle hun holdt af, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig. Kaeden var selv en person, hvor at blive tvunget til at skade sine elskede, ville være den værste tortur for ham. Ligesom at han nu ikke bekymrede sig om sin smerte, men om Luna.
"Luna... I am so sorry..." Han vidste ikke helt præcist, hvad han undskyldte for. En helt masse ting. At han ikke kunne redde hende nede i grotten, at han stillede det dumme at spørgsmål, at han havde ladet hende gå med denne byrde uden at hjælpe hende med at bære den.
Han nåede at se hendes fugtige øjne, før hun fik tørt det væk, og det gjorde ondt på ham. Han ønskede at holde om hende, men han vidste ikke, om hun faktisk ønskede det. Nogle personer ønskede ikke nærkontakt, når de var sårbar, og han ville ikke risikere at gøre hende mere oprevet. Så han lod være.

Han havde vasket sig så ren, som han nu kunne være uden at hoppe i søen og overvejede om han også burde rense sit sår. Men hvis han gjorde det, havde han stadig ikke noget at forbinde det med, så han valgte at lade være. Det ville heller ikke mindske smerten, der skød fra ham, hver gang hans arm blev brugt.
Han skævede til Luna. Hun havde været stille længe og han måtte se, om hun var okay. Hun virkede ikke okay, men intet med den her situation var okay. Han havde planlagt en perfekt aften, hvor han skulle fortælle hende om sine følelser og det eneste han havde bekymret sig for var hvis hun ikke gengældte dem. Men selvfølgelig, når man ikke bekymrer sig om det værste, ender det med at ske. Sådan havde Kaeden det i hvert fald.
Han så ikke væk, da hun vendte blikket mod ham. I stedet sank han en klump, da han overvejede at sige noget. Problemet var bare, at han ikke vidste, hvad han skulle sige. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle tackle den viden, som Luna lige havde givet ham. Han måtte indrømme at han så anderledes på hende. Han indså, at Luna var blevet stærk fordi hun havde været tvunget til det. Hun havde ikke haft mulighed for andet. Men nu valgte hun at bruge sin styrke til det gode.

Det endte derfor med, at det var hende der brød stilheden først. Hendes ord kom bag på ham. Han forstod ikke, hvorfor hun pludselig talte om ham. Han var okay, eller nej, men hun skulle ikke bekymre sig om ham. Hun skulle bekymre sig om sig selv, hun fortjente at tænke på sig selv.
Han rejste sig langsomt op, da hun begyndte at tale og nikkede også en enkelt gang. Hans ansigtsudtryk viste dog ikke meget, blot et lettere anspændt blik. Luna havde ret - efter han havde hørt, hvad de havde tænkt sig at gøre ved hende, havde han ikke meget medlidenhed for dem. Det var ikke så meget, hvem han havde slået ihjel. Mere det, at han havde slået ihjel. Han var en morder. Det ord fik en kvalme til at komme op i ham.
"It's not..." sagde han og sukkede før han fik taget sig sammen, "Not even my uncle was a murdere. I can't believe that I'm one myself."
Han følte sig tåbelig at sige det. Luna var blevet tvunget til at myrde sine egne søskende og her klynkede han over, at han myrdede et monster. Han så ned på sine nu våde hænder for han ønskede ikke at se på hende.
Han nikkede endnu en gang til, hvad hun sagde. Hans problem havde vel altid været at han ikke kunne finde indre fred, det havde Niylah altid sagt til ham. Men det her var en anden form for tanker, som han ikke kunne slå fra.
Pludselig undskyldte hun og forbavset så han op. Hun havde ingen grund til at undskylde. Det var også her, at han så, hvordan tårerne var tilbage i hendes øjne, for blot at glide ned af hendes kinder.
Kaeden tænkte ikke nu, men generelt kunne Luna få ham til at slå sine tanker fra. Udover alle bekymringerne i hans sind, skubbede han sine tanker væk og gik hen til hende. Han trak hende ind til sig og selvom det kun var med den ene arm, knugede han hende tæt ind til sig. Han havde brug for at mærke hendes krop mod hans, brug for en eller anden måde hvorpå, han følte at han kunne tage sig af hende.
"Please dont apologize," mumlede han, "You did all you had to do... You saved me... It should be me that apologizes. I could have done more, but I did.. nothing. I'm so sorry, Luna."
Han holdt hende tæt og havde ingen planer om at give slip. Hun skulle bestemt ikke undskylde.

Let rystede hun på hovedet.
"Don't be sorry.. It's okay." Sagde hun med et svagt smil ihærdigt for at prøve at lette stemningen, men hendes eget humør ville ikke tillade hende det. Hun ønskede ikke at gøre ham bekymret for hende, eller føle at han skulle være ked af det på hendes vegne. Luna ville blot have at de skulle være glade. Luna var ikke van til at stå i fortidens skygge, og den havde trukket hende dybt ned i mørket. Lige nu var hun ikke i stand til egentlig at se udover de negative følelser, og hun hadede det.


Vandet hjalp heller ikke helt så meget som hun havde håbet. Det var svært at lade minderne følge med strømmen og lade dem drukne. Af en eller anden grund gav de aldrig slip på hende. Sad altid fast i hende med sine lange klør og kredsede hul på sårerne da hun mindst forventede det. Let pustede hun ud og ventede blot på at han reagerede på hendes ord. Da han endelig sagde noget lyttede hun. Morder. Ja han var en morder. Det var hun også. Let sank hun en klump.
"Yes. You are a murder. What are you gonna do about it?" Spurgte hun og vippede hovedet en anelse bestemt på skrå. Det var her man vidste, hvorfor hun var alfa. Fordi hun kunne tilsidesætte i ganske korte træk sine egne behov for at vide, hvad han havde brug for. "You can sit here. And be all sad about what you have done. And yes. You will have to live with that forever. But you have the power to put these memories in a box and not think about them. You have to move on from it." Tilføjede hun og sank en klump.
"Your mind is a great thing. You think very much about everything, but you have to understand one thing. You can't waste your life wondering if Katlin wears pink or black shoes. Some things you have to let go. When you think too much, you never really relax." Sagde hun så og så kom realiteten tilbage til hende. For det var som om, at nu var hendes ting sagt - peptalk var ovre. Vinden ramte hårdt hendes ansigt som hun blev ramt af skylden igen. Den skyllede sig henover hende og fik det til at vende sig i hende.

Luna havde ikke selv bemærket tårerne før kinderne var fugtige. Han trak hende ind til sig i en varme, og her blev hun lukket inde. Det var en varm følelse - kun rar. Luna hadede denne her stemning af tristhed og blandede følelser. Følelsen var noget hun ikke følte andre steder, en tryghed, et sikkert sted at lande - det havde hun aldrig rigtig haft før nu. Kaeden ville ikke have hun skulle undskylde, men hvis han dog vidste, hvor sjældent det var hun gjorde det. Luna klemte øjnene sammen og lod de sidste tårer glide ud, inden han forsatte med at snakke.
"Stop saying you did nothing. I might be strong yes, but you did make me stronger." Sagde hun og sank en klump.
"I guess, we did what we had to do to survive. We did all we could.. and look.." Hun  løftede blikket op og kiggede på Kaeden. Let lod hun sin gode hånd glide henover hans kind. "We made it. We are here, together." Hviskede hun og sendte ham et smil. Det var virkelig det bedste. At de var her sammen. Ja der var nogle mentale ar, ikke nogle hun ikke kunne ryste af sig - for hun havde prøvet værre. Let sank hun en klump. Luna kunne sagtens fornemme, at han ikke havde tænkt sig at slippe hende - og hun havde skam heller ikke lyst til, at han skulle gøre det. At stå ved floden her sammen med ham, det mindede hende om deres første aften sammen - så uskyldig og dog. Never let me go. Var noget han før havde sagt til hende.

En ting Luna ikke ville var at blive her. Hun ville hellere hjem til vante omgivelser, men hun ville heller ikke have resten af flokken skulle se hende og Kaeden dækket i blod.
"I wanna show you something." Sagde hun med et skævt smil på læben. Så lukkede hun sine øjne og brugte sin evne. Men det var ikke kun hende som forsvandt fra grunden, Kaeden kom med. Og da det var en anderledes tur for ham, ville det føles som et sus. Der var ingenting imens de teleporterede sig, kun mærke skygger omkring dem.  Dansede omkring dem og prøvede at lede dem til at blive forstyrret. Luna skulle holde sig fokuseret, for hvis hun ikke gjorde - ville hun fare vild her resten af sine dage. Snart blev verden lys omkring dem igen, de var hjemme på hendes værelse. Svimmelheden ramte hende kort, men mest fordi, at hun allerede havde været udmattet. Og dette havde alligevel på sin vis været en anstrengende tur - aldrig havde hun rejst med nogen før. Det var først i dette lys fra solnedgangen der ramte dem igennem hendes vindue, at skaderne blev mere oplyste af farvernes nuancer. Den røde farve fra de mærker omkring hendes hals, mærkerne fra slagene - de trådte frem ved dem begge. Luna sank kort en klump.
"I never really done that with anybody." Sagde hun til ham med et skævt smil.

"Can I kiss you now?" Spurgte hun så med et skævt smil, og åndede let ud. Dog ventede hun ikke rigtig på nogen form for respons før hun plantede sine læber imod hans. Det var egentlig underligt med deres forhold, hun elskede det og de var klinget fra starten af. Det var altid bedre når han var der, og hun var ved at arbejde på at kunne spørge Niylah, Raksha eller hvem der nu lede flokken under Niylahs sygdom - om de ville lade Kaeden komme til hendes flok. Hvis det var Wade, ville hun sikkert kunne overtale ham. Raksha ville have Wade som sin rådgiver, og det havde Niylah også. Hvis det skulle komme til det, ville hun spørge - men det skulle være Kaedens beslutning. Men det var ikke engang sikkert at han ville være hos hende. Katlin savnede ham hver eneste dag og snakkede knap nok om andet end Kaeden. Kaeden ville ikke have Katlin til Niylah - og det var ikke engang sikkert der var plads der. Så lod hun give slip på sine tanker og lod følelsen af Kaedens læber sende hende til et andet univers. Hjertet var tilbage i sin normale rytme, skønt det altid føltes som om, at det sprang en takt over når hun stod så tæt på Kaeden. Så gav hun slip på hans læber. Det tog hendes øjne et stykke tid før hun løftede dem op i hans mørke.
"I never had a safe place to land.. now I have. It's you." Hviskede hun imod hans læber og sank en klump. Luna ønskede ikke at give slip på ham, men hun kunne ske at blive nød til det. "I don't know.. I just.. I just feel so safe around you. I like that. I don't want to lose it.." Sagde hun igen med samme hviskende toneleje. Måske en anelse skrøbeligt, men med et smil på læben.

Hun havde ret. Det havde hun egentlig altid. Hun havde så meget livserfaring og alle de forfærdelige ting, der er sket mod hende, har gjort, at hun ikke længere tog fejl. Eller måske havde hun bare altid været så vis. Det ville ikke undre Kaeden. Der var noget over hende, denne rolighed, sikkerhed i hvad hun gjorde, som han ikke så ved de andre formskiftere. Det måtte være en gave. Som Kaeden stod her gik mere op for ham end blot hvor stærk Luna var. Det gik også op for ham, hvor ny han var til verden. Han havde brugt hele sit liv i de samme rammer, i det samme hjem, med de samme mennesker omkring sig. Godt nok var han 22 år, en voksen mand, men alder betød intet, når han ikke havde brugt årene på noget. Han havde levet mere i disse par måneder end han havde gjort i hele sit ”trygge” liv. Han var kun lige ved at finde sig selv, for han kendte slet ikke til sit rigtige jeg. Men det virkede til at Luna kendte til det.
Alle de tanker, der strømmede rundt i hans hoved, over alt det hun sagde om hvordan han skulle tackle sin skam og hvordan han var, men ingen ord kunne komme ud. Det var først da han så tårene i hendes øjne, at han kunne reagere og han trak hende ind i krammet.

Han gav ikke slip, heller ikke da hun begyndte at tale. Han havde brug for at have hende tæt på sig, for på en eller anden måde gjorde det ham sikker på, at de var i sikkerhed. Som om det var en måde hvorpå han kunne beskytte hende. Han så dog på hende, nu hvor hun også så op på ham. Der var ikke noget smil at skue på hans læber, men han var ikke trist som før. Han så blot ind i hendes øjne og lyttede til hendes ord. Hun blev ved med at sige 'vi' og selvom Kaeden stadig mente, at det var Luna, der havde reddet dem, så rettede han hende ikke. Og da hun sagde, at de klarede den, kunne han ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. "We made it."
Hun sagde så, at hun ville vise ham noget og stemningen ændrede sig med det samme til det bedre. Hans smil blev selv en anelse større og han så afventende på hende, spændt efter at vide hvad det var.
"What is it?" spurgte han, lige før hun lukkede øjne og omgivelserne omkring dem forsvandt. I stedet blev de slunget ind i noget, Kaeden aldrig havde oplevet før, et sted fyldt med intethed, intet andet end mørke skygger. Et kæmpe sus gik i gennem ham, som mistede han alt luften eller som blev han kastet med. På sin vis var det ubehageligt men også spændende. Det pustede liv i ham, og føltes i bund og grund som adrenalinrus, hvor han kunne intet andet høre end sit eget hjerte banke. Det var som at flyve.


Pludselig var de et helt nyt sted. Det svimlede først for Kaeden og omgivelserne var slørrede, så det tog nogle sekunder for ham, før han indså, at de var på Lunas værelse. Det var også her det gik op for ham, at hun havde brugt sin evne med ham. Han havde lige prøvet at teleportere. Hans læber adskilte sig i en måbende grimasse, da han stirrede forbavset på Luna. Han kunne slet ikke fatte det.
"That was... spectacular. I've never... It was like flying," sagde han med fuld beundring i stemmen. Det var en vidunderlig følelse, fuldstændig unik. Og selvfølgelig var det Luna, der var skyld i det. På det seneste havde hun været skyld i størstedelen af positivitet i hans nye liv.
Han var stadig oppe at køre over teleporteringen, da hun spurgte om et kys, hvilket fik ham til at få fokus helt tilbage på hende.
"You don't even have to ask," svarede han og lagde sin friske arm om hende for at gengælde det kommende kys. Kysset sendte en bølge af varme i gennem ham som han kun kunne føle med Luna. Nu følte han sig tryg. Nej, han følte sig ikke tryg, tryg havde han følt hele sit liv. Han følte sig i live. Alt trauma fra hvad de havde været i gennem denne dag lykkedes at forsvinde ud af hans sind ved hendes berøring, selvom det nok ville komme tilbage så snart han ikke længere var hos hende. Men lige nu var alt fokus på hende og hendes varme og hendes læber.
Han sørgede for stadig at stå helt tæt på hende, da hun stoppede med at kysse ham, for han var ikke klar på at give slip på hende lige med det samme. Selv før hun begyndte at tale, vidste han at de her kys var anderledes end dem før. Der havde selvfølgelig altid været følelser bag dem men nu... efter alt de havde oplevet sammen og hans viden om hendes fortid. Det var som om at kysset var et tegn på, hvordan deres forhold til hinanden var ved at ændre sig. Til det bedre, var Kaeden sikker på.
Han lyttede til, hvad hun sagde, og lykkelig over hendes ord, kunne han ikke lade være med at tænke over, hvad hans rigtige intentioner for denne aften havde været. Det gik måske ikke som planlagt, men han følte stadig de samme følelser og nu var han endnu mere sikker end før på, at han blev nødt til at sige det. Han sank en klump.
”You said that I spend my life worrying. And you’re right,” sagde han, hans læber snittede hendes når han talte, “But not with you. With you I feel at peace, I feel… free. I’ve never felt like that before.”
Han pressede endnu en gang læberne mod hendes og trykkede hende ind til sig i et passioneret kys. Han ville aldrig blive træt af det, faktisk så havde han længtes efter det lige så snart deres læber blev adskilt. Kysset varet denne gang ikke så længe, for han havde noget, han måtte sige. Det var tid.
Han trak sig en anelse væk fra hende, dog havde han stadig armen om hende, og så hende direkte ind i øjnene. Han var nervøs og det kunne ses på ham men han var også helt ud i gennem lykkelig, da han til sidst kunne sige det han længe havde tænkt: ”I love you, Luna.”

Luna ventede tålmodigt på, at han kom sig over oplevelsen. Det måtte være mange sanseindtryk på en enkelt gang. Så snart han sagde noget åndede hun let ud, frygten for måske at have dræbt ham på rejsen - det ville have været forfærdeligt. Så der åndede hun mere lettet ud. Efter hendes spørgsmål, lagde han sin gode arm omkring hende. Læberne mødtes og den bløde varme følelse strømme igennem kysset. Hun kunne blive ved med at kysse de læber og hvis hun kunne vælge - så ville hun dø for at nå dem en sidste gang. Det var ved Kaeden hun ønskede at være  - ingen andre steder. Lige her og nu i dette øjeblik. Det var magisk. En verden, som hun aldrig havde troet hun fuldt ud skulle opleve - følelser som hun aldrig havde givet helt ind i for at udforske. Men hun havde fundet en, som hun turde give sig selv til. Og det var alt der betød noget for hende. For hende var det en følelse af en trykhed, som hun aldrig i sit liv havde turdet satse helt på. Ja hun havde en flok her, hvor Alexandria kunne komme og få et raserianfald når som helst, og hvor mange ville hun så udslette? Hun rystede hurtigt tanken på flygt, for i Kaedens selskab blev alle hendes forskellige former for frygt sat væk.
Han gav ikke slip på hende, og det ønskede hun skam heller ikke. Faktisk fortrak hun, blot at få en hel dag til at gå i hans selskab. Virkeligheden vil nok banke på før eller senere, men hun gik også op i at nyde sekunderne for hvad de var.  Luna havde fortalt noget der lagde hende nært, givet udtryk for hendes ømme punkt omkring ham. At være det sted hun kunne lande og føle sig sikker. Det var kun sande ord, og sagt med åbent hjerte. Nu var hun for alvor sårbar, hvis han ikke kunne tage imod det - ikke at det var hvad hun regnede med. Luna var ret god til folk og deres kropssprog.

Luna observereret, hvordan han sank en klump og blev selv kort nervøs. Men snart kom årerne snigende ud over hans læber, og sendte en varme der først ramte hendes læber. Det hele blev skyllet henover hende med lettelse og glæde. Det varmede hende fra toppen af hovedet og helt ned til tæerne. Et stort smil sneg sig op på hendes læber, og øjnene havde denne her varme glød af lykke hængende over sig. Følelsen af læberne der ramte hendes igen, blev hurtigt gengældt. Der var ingen tøven, kun kærlighed. Det varrede dog ikke så længe som hun først troede, men ikke at det gjorde noget. Han virkede til at have noget, som han ønskede at sige. Så hun åbnede let øjnene fra kysset og kiggede ham i øjnene. Hun vippede hovedet en anelse på højkant, mens smilet ikke vandrede væk fra hendes læber. Armene var omkring hende, og hun var næsten ikke sikker på - at det ikke kunne være noget dårligt. Dog kunne hun tydeligt høre hans hjerte banke af nervøsitet, og det var kun på grund af mange års træning som shapeshifter. Dog lod hun ham tage modet til sig til at sige hvad han ville. Nervøsiteten og lykken kunne hun ikke finde tråd i, ikke helt. Men alligevel.

I love you, Luna. Hun frøs ved ordene. Det var ord hun havde været bange for. Sidst hun havde troet på dem, var det hendes forældre som havde sagt det til hinanden. De var døde. Det var ikke fordi hun forbandt dem med noget dårligt, det var et evigt godt minde som holdt sammen på de ord. Dog havde hun aldrig haft nogle til at sige dem til hende, eller selv sagt dem til nogen - fordi det var ord som betød verden for hende. Derfor blev hun rørt på et punkt, hvor ingen førhen havde været i stand til at nærme sig. Det var tydeligt, at hendes korte standbye ikke var negativ mere en uventet positiv handling. Luna kom til sig selv, men i frygt for at sige noget der ikke gav mening - så plantede hun sine læber mere intens og intimt imod hans ganske kort. Som en form for anerkendelse af hans ord før hun trak sig tilbage. Let slog hun øjnene op og kiggede ham i øjnene igen. Luna var kommet til sig selv igen, let kærtegnede hendes hånd hans kind.
"I love you too Kaeden." Hviskede hun og så ham direkte i øjnene. "I love you." Gentog hun med et stort smil på læben. Øjnenes var ikke kun fyldt med lykke, men også glæde og varme. Alt virkede så godt og perfekt.

"I know that it is alot to ask.. but will you think about joining my pack. You don't have to If you don't want. But you are always welcome to live here in the pack." Tilføjede hun og så ham igen i øjnene. "With someone.. and that someone would be me... if you would want to do that.. I don't wanna rush you or anything.." Luna havde haft tanken før, men hun ville løfte den for ham igen. Han følte han stod i gæld til Niylah, og det gjorde han også - men det burde ikke være grundlag for at være et sted man ikke følte sig tilpas. Hvis han følte sig tvunget til det, var det jo ikke et tegn på frihed, men mere på afmagt i frygt for hendes reaktion. Luna respektererede hans valg, også hvis folk valgte at gå fra hendes flok. Livet var deres. Det var med at tage hånd om det som det var, og forme det til, hvordan man ville have det til at se ud. Luna havde set Niylahs flok, det var brutale krigere. Sådan var Kaeden slet ikke jo? Han virkede ikke til at føle sig hjemme sådan et sted, men hun kendte ham heller ikke 100 % det var kun ham selv der gjorde det. Derfor ville hun løfte tilbudet for ham. Hun forlangede ikke at han skulle bevise noget. Blot han selv ville være her og kunne stå indenfor hvad hun gjorde her, så var han mere end velkommen. Desuden kunne de andre i flokken også godt lide ham. Selv Katlin kom bedre og bedre ind i hverdagen hos flokken.
"Just think about it. Take all the time you need. I don't need you to prove anything for staying here. I know everyone will welcome you with open arms."