Night of changes - Kaeden

Det var underligt, hvor rart det var at løbe rundt i skoven igen. Klædt i sit krigertøj igen. Det var utroligt, hvor meget hun alligevel havde savnet det. Wade og Raksha havde travlt med at holde flokken under kontrol, og Katana var ikke kommet tilbage endnu. Hun havde været væk siden sidst hun havde snakket med hende for flere måneder siden nu. Skylden åd som sædvanligt Tatia op indeni. Dog i aften gik hun ikke alene, det havde hun ikke gjort hele dagen. Tatia havde haft selskab af Kaeden. De havde begge besøgt Luna før, og Tatia nød at drille ham lidt med hans ophold der - altid blev lidt længere end planlagt. Latteren brød udover hendes læber ganske kort og fyldte skovens mørke med et ganske harmonisk spil af hendes latter. Måske havde hun ikke det bedste minde med at være tilbage. Og glædede sig et eller andet sted til at smutte igen. Bylivet var noget hun var blevet van til, og hun følte ikke ligefrem at hun passede ind i denne flok længere. Tatia havde overvejet at opsøge Blake igen, og han ville sikkert tage hende ind. I hendes fravær var tingene ændret sig ydeligere end før ved flokken. Det var ikke længere kun Niylah som var syg, Raksha og Wade var på lederposten og hun havde svigtet som beta. Det var ikke sagt ligefrem, men hun var der ikke. Det vidste flokken godt. Tatia havde som alle udsat for traumatiserende oplevelser brug for en pause og tid. Det var der nogle som respekterede og andre gjorde ikke ligefrem - og hun havde fået blikkende fra dem.

"So. This is nice. You are the first person who really spoke to me when I got back. Believe it or not." Hende og Wade havde altid været en sten på vejen i starten da Kaeden ankom. Siden ham og Luna var en ting eller hvad de nu var - så havde der ikke været det drama - udover Luna og Wade var søskende. Dog virkede det ikke til at Wade havde tid til næsten at sige hej uden det var i form af et kort nik. Alting var anderledes for hende, eller måske var det hende som havde ændret sig. Trods alt, var hun okay. Måske det var den sårerende ting? Fuldmånen oplyste vejen for dem, og Tatia nød de naturlige lys på vejen. Så fnøs hun lettere drillende.
"Watch your back tonight. It is the werewolves who plays by this time." Let puffede hun til Kaeden og kørte en hånd igennem sit hår, det var ikke sat i fletninger eller andet pynt. Det hang faktisk frit. Hvem skulle have troet, af Kaeden flyttede til skoven og Tatia til byen?
"So.. what do you wanna talk about?" Spurgte hun med et skævt smil imens de gik videre igennem skoven. Det var deres område, eller en del af det - og de var netop trådt ud af deres eget territorium - eller det gjorde de for en time siden eller der omkring.  Det var tydeligt at eftermiddagen og sikkert også morgentimerne havde bragt regn med sig - heldigvis var det dog stoppet nu. Men lyden af vandet der dryppede ned fra trækronerne var nu behagelige for hendes ører. Luften var frisk og helt noget andet end i byen.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kaedens humør var i top. Han var endelig begyndt at se, hvordan det havde været til det bedre at blive smidt ud af at sit hjem for helt ærligt, så havde han det en del bedre nu. Han havde endnu ikke styr på sit indre dyr, men havde accepteret, at dette var en langsom proces, siden han havde brugt hele sit liv på at skubbe det væk. Han var ikke desperat efter at få styr på det, for han var bare lykkelig over at have en smule kontakt til det, og så havde det godt nok dræbt en, hvilket stadig hjemsøgte ham, men han havde fået forklaret at ens første forvandling – som så ikke rigtigt var hans første forvandling, men første forvandling i et stykke tid – næsten var umulig at kontrollere. Så håbede han bare på, at han blev bedre til at kontrollere det til hvis det skulle ske en anden gang.
Hans søster var også tilbage, sikkert henne ved Lunas flok. Hun var måske i en forvirrende periode i sit liv, men Kaeden havde tænkt sig at gøre alt for at hjælpe hende i gennem den. Han havde trods alt været der selv. Og så var han bare glad for, at han nu kunne beskytte hende, hvor han før ikke en gang vidste om han nogensinde kunne se hende igen.
Men han måtte indrømme, at hvad der virkelig havde gjort hans liv bedre var Luna. Hun havde vist ham en ny side af ham selv, som han ikke en gang vidste eksisterede. En ubekymret, afslappet side. En glad side. Det var kun ved hende, at han virkelig kunne slippe af med alle sine unødvendige bekymringer, ligesom at det kun var ved hendes flok, at han virkelig følte sig hjemme. Han var ikke en kriger. Han havde kun slået ihjel 2 gange, begge to var forfærdelige mænd, og begge to hjemsøgte ham stadig. Men det behøvede han ikke at være i Lunas flok. Ligemeget hvor taknemlig han var for at Niylah lod ham blive boende i hendes flok, så vidste han godt, at han aldrig ville passe ind. Han var ikke accepteret der, for han var hverken det samme slags dyr som dem eller en kriger som dem. Det var ikke det sted, han hørte til.

Det var at han havde været mere end klar på at tage med Tatia, da hun foreslog at de kunne gå en tur. Han havde svært ved at være i deres flok, for nu vidste han, at der var et sted, han hørte til. Og han skammede sig egentlig over det. Niylah havde været så godhjertet at lukke ham ind, og nu overvejede han at forlade hende. Så han havde besluttet sig for at tale med Tatia, hans eneste rigtige ven i flokken, om det. Hun havde også set ham med Luna og kunne se, hvordan han var anderledes med hende. Men hun havde bare været væk i en stykke tid, og da hun kom tilbage havde hun lukket sig en anelse inde.
De var nu et godt stykke væk fra flokken. De havde halvt gået i stilhed og halvt small-talket, men det havde ikke været akavet. Det havde egentlig været dejlig fredeligt. At komme væk fra alt kaosset og bare være de to. Det var længe siden, de sidst have gjort det, mest af alt fordi Tatia havde været væk og Kaeden havde været hos Luna. Han havde savnet det.
Han så forbavset på hende over det hun sagde, med at han var den første der havde talt til hende, siden hun kom tilbage. "Really?"
Jo, han vidste godt, at mange ikke var tilfredse med at hun var rejst væk, men det kunne da ikke betyde, at de blot ville give hende den kolde skulder, når hun så kom tilbage, vel? Måske havde de gjort det samme med Kaeden, men det kunne han ikke rigtigt mærke, for han havde aldrig prøvet andet end den kolde skulder.
"What about Wade?" han blev nødt til at spørge og det kom også en anelse anspændt ud bare at skulle sige hans navn. Han havde faktisk slet ikke set Wade og Tatia siden de kom tilbage, og det undrede ham. Inderst inde kunne han jo regne sig frem til det, eller den selviske side af ham håbede det. Men han blev nødt til at spørge for at være sikker.
Hun puffede til ham og han grinede, selvom han faktisk var nervøs. Han havde aldrig mødt en vareulv, men var vokset op med uhyggelige nathistorier om hvordan de var vilde monstre, der rev ens indre organer ud og spise en rå. Men så igen, han fik nogenlunde det samme at vide om shapeshifters.
"I would say, that I'll protect you.. But I think it's the other way around," sagde han og puffede igen, "Besides, I would actually love to meet a werewolf.. Maybe not at a full moon but another day. There's so many prejudices I need to prove wrong."
Hun spurgte ind til, hvad han ville tale om og hurtigt rystede han på hovedet. Lige nu var stemningen virkelig god, og han havde ikke lyst til at risikere at ødelægge den gode tur han havde med Tatia lige med det samme. Det kunne vente.
"Let's not talk about me. I haven't seen you in forever. What have you been up to?" spurgte han i stedet og sendte hende et smil, et helt oprigtigt smil. Han var bare glad for at se hende igen.

What about Wade? Det fik hende til at stivne lettere, og hun anede ikke rigtig hvad hun skulle svare til det. Tingene havde ændret sig for dem. Den lykkelige kærlighedshistorie var blevet vendt 180 grader, og efterladt hende til sidst. Måske var det hende der var gået væk derfra ja, men tingene havde ændret ikke kun hende, men også ham. Han var blevet alt for fokuseret på sit arbejde og på at passe flokken. Mere end Tatia havde været. Naturligvis var han også bange for at lade nogle snakke med hende, så selv Blake måtte hun nærmest ikke besøge - overtagelsen havde været voldsom da hun så meget som overvejede at besøge Luna. Tatia var træt af at blive behandlet som en der ikke kunne tage vare på sig selv og som en der skulle pusles om. Blot fordi hun havde været igennem nogle ting, betød det ikke at hun var skrøbelig nu. Tatia sank le en klump.
"Its over." Ordene lød uægte i hendes øre, og hun havde aldrig troet det ville ske imellem dem. For hende var det som om, at hendes verden faldt sammen stykke fra stykke. Tårerne sveg i hendes øjne, men kun fordi hun ikke lod dem løbe. Tatia dækkede det hele til med en joke eller to, for at tvinge sin positive side frem. Det var lettere sådan. Plus, så ville hun ikke ødelægge hans gode humør. Det ville blot være synd, og det ønskede hun ikke. Lige nu skulle de have det godt, og det skulle hun ikke være den som dræbte på grund af hendes humør.
"Well I will do my best to save your ass.. again." Drillede hun ham, og lo let da han puffede til hende. Det hjalp faktisk lidt, Kaedens selskab hjalp faktisk overraskende meget. Han havde praktisktalt været der for hende fortiden mere end Wade havde.
"If there is anything to prove wrong. They are very brutal, on a fullmoon after they change. Their human part is so deep in sleep, that they can't remember anything tomorror when they wake." Fortalte Tatia og trak let på skulderen.

Kaeden fik spørgsmålet plantet over på hende, hvilket var det hun håbede på, at han ikke ville. For hun følte sig sårbar, hvilket hun hadede mere end noget andet. Hun kunne mærke hendes hjerte bistre. Det gjorde mere ondt end at få tusinde knive igennem sin hud. Let sank hun en klump. Heldigvis kunne hun snakke lidt udenom sine følelser, hvilket hun så frem til.
"Well. I have been in Firewood Village, and lived their. It is very nice, most people are kind." Svarede hun med et skævt smil og søgte ikke kontakt med Kaedens øjne - i frygt for hendes øjne ville fortælle ham, at hun langtfra var okay. Det var ikke noget hun lod alle vide, men når hun var alene eller man havde hende på to-mandshånd så var hun mere åben. Og Kaeden havde set hende knækket sammen før og i gråd. Det var noget hun turde være overfor ham, også alligevel. Han havde dette syn på hende som denne her kriger, der var frygtløs og handlede på vrede - eller det var i hvert fald hendes billed af sig selv.
"Coming back here.. it is hard. What happened not only to me, but to everyone lately. It was way to much. And now.. being back.. I don't feel like I belong. Not here. Not with.. not with Wade.. no where." Indrømmede hun så let imens hun så ud i luften. Tårerne gled stille lydløst ned af hendes kinder. Hun hadede at være hjemløs og ikke mindst at være ensom.
"I'm sorry.. I totally ruined the moment. Sorry.." Undskyldte hun oprigtigt og tørrede sine øjne, og tvang atter sine sørger i sig. Hun var trænet bedre.

Uden Wade hvem var hun så? Han var hendes hjem, og nu var hun hjemløs. Han havde lært hende at kæmpe og styrke hende til den bedste side af sig selv. var det væk nu? Det føltes som om, at han var død. Måske var det også lettest at lade som om at han var det, hun skulle ikke tilbage dertil igen. The black hounds havde aldrig været hendes hjem, og jo hun havde været en del af dem. Men nu var hun ingen. Hun var alene i denne store verden. Selvom hun havde få venner ja, så følte hun sig stadigvæk så ensom. Forrådt og ikke mindst forladt. Takket være dem var hun en blodtørstig kriger, eller det var hun før - men hun var ikke blevet stoppet i det. Hvem var Tatia Knight Blake uden Wade? Hun var stadigvæk Blakes søster, og Razors søster. Kaedens ven. Tatia kendte sig selv nok til at vide, at hendes vrede og sorg vil løbe af med hende en eller anden af de nærmeste dage. For hun var ikke kun såret men også vred over, hvordan alt var håndteret.

Hyl i det fjerne fangede hendes opmærksomhed, og hendes øjne gløede rødt.
"Guess we picked the wrong night for a walk." Hun pustede ud, hendes stemme var stadigvæk lidt tung i det af hendes gråd.
"After all we get a wolf hunt." Let trak hendes smil sig halv djævelsk op på hendes ansigt ganske kort. Hvad var bedre end en kamp for at få følelserne på plads? Tatia kiggede over på Kaeden.
"There is nowhere to run, other then the pack. But I'm never gonna set my feet there again. But you can if you want. I will not blame you for running." Pointerede hun. Han havde Luna at nå frem til, Tatia. Hun havde ingen. Alligevel ville hun aldrig droppe en kamp, på trods af hun altid havde ment Wade var grunden til hun kæmpede, så var det ikke altid grunden - det var en simpel gnist i hende som man ikke bare sådan lige kunne slukke - og den fik hende til at kæmpe videre selv efter hun burde have givet op. Tatia indstillede sin gode hørelse og fik lyden af et kobel som var på jagt.
"They are coming for us." Tatia var lettere i tvivl om Kaeden ville udføre kampen i sin menneskelige eller dyriske form. Det ville helt klart være en fordel for hende i hendes dyriske form. Men hun ville ikke skifte uden Kaeden, så hvis han tog det uden - så gjorde hun også.

Out - aftalt <3 //