Welcome to the afterlife - Hunter

S: Den fattige del af Doomsville.
O: En masse vampyrer der har overfaldt en.
V: Det er lige blevet mørkt.
T: Aften
P: Klik
@Hunter

---

Caroline bevægede sig igennem Doomsville. For at finde føde. Trods alt var hun et mørketsvæsen og hun søgte efter bytte denne aften eller blot for at få trangen til at slå ihjel ud af sit system. Sådan havde det været på det seneste når hun lyttede til sig selv. De holdt hende fra tanken om at være bange for noget forfærdelig kunne være sket med Audrey. Hele familien var blevet splittet og hun anede ikke længere hvad hun skulle gøre af sig selv. Jo hun levede med Josette, men kunne ikke undgå at tænke på alle de dårlige ting. Det var nok sket før eller siden alligevel. Caroline prøvede at finde hoved og hale i sit liv og sine følelser. Hele tiden var der noget som drillede hende, og hun havde endelig fået sine fingre med i spillet igen. Nu var det på tide at tage styringen over sit eget liv igen. Dog gik der ikke længe før en duft ramte hendes gode sanser. Blod. Menneskeblod. Caroline var nysgerrig og ikke mindst tørstig, så hun gik af instinkt imod den gode duft. Dog var synet ikke ligefrem det som hun havde regnet med. En flok vampyrer, kvinder. De torturerede det stakkels menneske og han lignede egentlig en som kunne omkomme hvert eneste sekund.
"Hey smut." Sagde hun og gik derover imod. De slap mennesket og gik imod Caroline. De tænkte sikkert de var stærkere end hende. Men en af dem vidste bedste.
"Det er den tidligere leder. Carmillas højre hånd." Kunne hun hører en hviske og det fik hende til at hæve på et bryn. Så smuttede de, klogt nok valg. Caroline gik over til menneskedrengen og kunne hører hjertet der slog langsommere og langsommere. Så hun tog en beslutning for ham, og hun satte sig ned ved hans side. Hun tog det sidste af hans blod før hun bed i sit eget håndled og hurtigt placerede det for hans læber så forvandlingen til vampyr kunne træde ind og genoplive ham. Caroline kiggede på ham og ventede blot på han skulle vågne op. Hun havde sat ham op af en husmur.

Samuel, havde gjorde alt han kunne for at holde vampyrer på afstand, mens han stjæl og hjælp andre folk. Han stjæler jo for at hjælpe andre folk, og på samme tid kæmpet han for at holde dem i live. Imod alle ting men han kunne jo ikke redde alle folk men det betød ikke man ikke kunne, prøve og redde dem alle.  Samuel havde valgte hans mellemnavn og brugte det mere som en slags skjul for det hele. Samuel bevægede sig gennem gaden denne aften og han, havde ingen problemer før det første noget slutningen af aften. Han bevægede sig ned og hen langs denne gyde, som ledte ud til en gade han kunne høre en masse sindssyg latter og nogen et menneske eller faktisk 2 mennesker som bare bedte om nåde. Samuel bevægede sig gennem resten, og nået til sidste del af stedet. Han kunne se, hvordan disse kvinder bare leget med disse helt uskyldige mennesker, hvilket ikke kunne andet end og pisse Samuel af. Han angreb dem bagefter, hvilket han fik deres opmærksomhed med, han blev bagefter kastet rundt da han ikke, havde andet og angribe dem med, hvor det faktisk virket.  Samuel forsatte hans kamp mod dem, selv om de kastet ham frem og tilbage mellem dem, hvilket der gjorde alt dette her meget næsten umuligt for, Samuel og gøre noget for det.

Samuel var næsten ved og opgive håbet for det deres latter han håbet bare de snarte ville myrde ham, han ville bare væk fra dette liv han, havde gjorde hvad han kunne og han havde ikke kunne gøre mere i dette liv. Samuel så hen mod dem da de gav slip på ham og bare ville gøre det helt af med ham, Samuel så op og kunne svagt sende en kvinde en Blondie faktisk bevæge sig hen og sætte sig ved ham, hvorefter hun satte sine tænder i hans nakke, han kunne mærke livet forlade ham, men derefter en smag af blod og en måde, hvor hans krop blev angrebet følelsen var en smerte men det var intet være end da han åbnet hans mund og følte en lyst til blod en helt sindssyg trang. Hunter kunne mærke hele hans krop reagere på blodet han var ved og blive sindssyg han kunne ikke tænke ville ikke. Han så hen på kvinden, hvorefter han begynde og løbe han ville bare væk ”flytte dig.” Lød det fra Hunter, hvorefter han løbe væk.

Da han hev vejret ind og kom overraskende hurtigt tilbage til livet, var Caroline hurtigt på benene. Hun sank en klump. Nogle var længe om at forvandle sig, nogle var ekstremt hurtige og nogle var en mellemting. En ting alle havde tilfælles var dog blodtørsten. Hun kunne huske dengang hun blev forvandlet anden gang, Nicolas havde hjulpet hende. For en vampyr alene i verden med de forhøjede sanser og forhøjede følelser - var ikke altid det bedste. Du forvandler vedkommende, dit ansvar. Det var en regel hun selv havde skrevet, og at undgå den ville være som at skyde sig selv i foden. Der var trods alt stadigvæk vampyrer i denne verden som mente, at hun var den retmæssigleder over vampyrerne. Caroline rullede kort med øjnene og gav et suk fra sig. Så satte hun farten på og løb op foran knægten.
"Rolig. Du er okay.." Sagde hun i et beroligende toneleje. "Jeg ved det gør ondt, din hals kradser.. Bare tag en dyb indånding." Tilføjede hun og så ham i øjnene. Om hun kunne være nød til at bruge sin evne på ham i sidste ende for at få ham til at komme ned på jorden igen - det måtte tiden vise.

To piger kom gående i latter ned af gaden. Mennesker. Caroline sank en klump og drejede blikket derover imod.
"Du bliver nød til at slukke tørsten hvis du skal fokusere." Sagde hun og kiggede tilbage på ham hun havde forvandlet. "Jeg ved du nok ikke bryder dig om mig, men så fokuser på det. Bare fokuser på et eller andet for at holde dig i bare lidt selvkontrol." Ikke at hun havde noget imod hvis han drak fra pigerne. Det måtte han selv om.

Hunter, havde sværte ved og trække vejret, det smerte ham mere ind han ville anerkende. Men den måde denne kvinde, med det blonde hår, Caroline hvis eller hvad hun nu hedde. Gjorde det svære end det var, da hun nævnte at han var okay og han bare skulle tag det rolige. Var han nærmest ved og blive sindssyg, han var ikke okay han var en fucking vampyr. ”OKAY JEG ER IKKE OKAY, JEG ER EN VAMPYR MIN HALS KRADSER SOM EN SINDSSYG, SÅ JEG ER IKKE OKAY.”  Da de ord havde, forladt hans mund, så han på hende hun havde ingen ide om, hvordan han havde det lige nu, så hun skulle ikke tro at hun kunne få ham til og styre sig sådan. ” Hvad, har jeg gjorde dig for at du forvandlet mig, har jeg gjorde noget mod dig i et liv før.” Hunter sukkede, hvorefter han hørte kvindelig latter i nærheden han kunne høre deres blod pumpet i deres kroppe.

Hunter tog sig til hoved, hvor var det en forbandet smerte der var i hans hoved. Hunter kunne mærke hans tænder, som vokset ud han var blive et fucking monster, kort efter satte han i løb væk han løb mod hans eget sted, som lå for sig selv, helt oppe i et forladt kirketårn. Men inden han gjorde det så han på hende, ”lad vær med og følge efter mig.”

Hunter løb alt han kunne, hvorefter han prøvet og undgå og tag veje, hvor der var mange men det var stadig en smerte og komme der hen.

Hunter træk sig væk, hvorefter han tog sig til hoved da han kom til hans sted, begynde han og smadre de ting han, havde der, det var en smerte det her. Hunter træk vejret hurtigt og prøvet, bare og få styre på, hvordan han, havde det hans vrede var kommet ud allerede. Nu skulle han bare få styr på sin krop uden, nogen problemer han ville ikke komme ud fra han sikre sted, før han følte at han kunne få styr på sig selv, hans hals kradse mere, hans hoved gjorde mere ondt, alt var så højre og stærke smerten var ubeskrivelig, det føltes om og få et spyd presset ind igennem en han kunne ikke klare det, han var nød til og gøre et eller andet for at holde sig selv fra ikke og lade hans nye instinkter tag over.

//sorry ventetiden butterfly, derudover er det måske  ikke så meget og svare på.:p//

Hun tog det ikke personligt at han nærmest var ved at rive hovedet af hende. For han var ikke hendes ansvar, og hun havde intet haft med ham at gøre inden. Dog kunne hun ikke undgå at grine lidt da han flippede ud.
"For the love of god..." Vrissede hun tog let af ham. "Drik noget så." Tilføjede hun som var det den letteste ting på jorden at gøre. Naturligvis vidste hun bedre, men han virkede ikke ligefrem til at ønske hendes hjælp en mindste smule. Så hvorfor hjælpe ham. Hun havde reddet hans liv.
"Jamen, tusind tak Caroline. Du er min heltinde, du reddede mit liv.. og gav mig en chance for at starte om. Tusind mange tak." Svarede hun sarkastisk og med en køn tone af flabethed. Typisk karaktertræk fra Carolines side af i hvertfald. Hun kneb øjnene da han tog sig til hovedet. Tænderne måtte glide igennem tandkødet nu. Det var det næstsmertefulde hun kunne huske ved sin forvandling dengang. Han bad hende om ikke at følge efter sig. Så det havde hun sandelig ikke tænkt sig at gøre.
"Fint jeg lader dig være i fred kødbolle. Held og lykke." Sagde hun og kiggede sig omkring. Hun stod alene og ingen hørte hendes sidste sætning, men hun var lidt ligeglad.

Caroline gik den modsatte retning og så sig ikke tilbage. Hvorfor skulle hun også bekymre sig om en person der ikke var en del af hendes liv. Hun var hans skaber og sommetider knyttede de forvandlede sig til deres skabere, ikke romantisk bare knyttet. Det var en unik følelse og måske ville han mærke den, måske ikke.


//Out