Not the right place, but maybe the right time - Razor

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] hæhæhæ <3

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Sort læder halsbånd om halsen og bare tær.

Var det ikke noget med at hvis man dukkede op samme sted mere end 2 gange på en uge, så kunne man blive betegnet som en stamkunde? - Hvis det var tilfældet, så var Razor vidst efterhånden en stamkunde på The Crypt - nogle gange på grund af aftaler, andre gange fordi han simpelt bare havde lyst. Trangen til at smadre stedet og skabe et tumult uden lige var forsvundet en smule. Det kom af og til, men så snart selskabet var kommet under huden på ham og der var alkohol i blodet - så var det meget nemmere at tage stilling til hvor vidt man bare skulle have det sjovt på samme stadie som alle andre i stedet for at male det hele rødt igen. Desuden ville det sikkert ikke helt falde i god jord ved Selene hvis han ødelagde hendes dyrebare bar.
Han havde arbejde senere - men det betød ikke at han ikke ville have det sjovt inden. Der var så mange ting der fyldte i hans hoved at fest - tit og ofte var en god løsning. Efterfulgt af lejemord - så kunne nætterne ikke blive bedre.

Han tog en tår af sit glas mens han lyttede til hvad fyren han havde fået startet en samtale med sagde. Han kludrede i sine ord - tydeligt en gut med mere alkohol i blodet end hvad godt var. Det forhindrede dog ikke Razor i at finde ham interessant. Interessant nok til ikke at æde ham med det samme. Det var underligt - sådan som virkligheden kunne blive udenfor, mens man trådte ind i en ny verden så snart man var inde. Han slog ikke alle ihjel - den første tanke der strejfede ham var ikke at sætte tænderne i den første og den bedste han stødte på herinde, engle som mennesker - shapeshifters.. Der havde han jo så en back-up i Selene.
Han blev dog slået lidt ud af kurs og mistede kontakten til samtalen med fyren da en velkendt stemme ramte hans øre og han rettede blikket mod kvinden bag. Det undrede ham et øjeblik at han ikke havde opfattet hendes tilstedeværelse noget før. Han lod blikket glide over Tatia som hun trådte tættere på før han lod hovedet glide lidt på skrå.
" That might actually be true.." Sagde han så bare kort før han kort bed sig lidt i læben. " Which leads me to asking - what are you doing here? " - Ikke fordi det egentlig gjorde ham så meget. Den irritation han følte for Tatia og havde følt længe var lagt på is - helt klart på grund af den alkohol der strømmede rundt i hans krop og gjorde ham til en lidt anden end han normalt ellers var. Slet ikke så aggressiv og vred. Heldigt at alkohol havde den effekt på ham.

" I'm cool - you? You look... Better? If that's even a compliment.. " Sagde han så bare lidt før han kort trak lidt på den ene skulder. Det var det vel egentlig. At se Tatia uden gnistrende øjne af en vred ild inde bag var sådan set et godt tegn - også selvom Razor i sidste ende altid havde fundet det fascinerende. Ham selv - tjo, han havde det vel okay. Omstændighederne taget i betragtning. Han lukkede det hele ude og håbede på bedring. Der var ingen grund til at grave i alle de problemer han havde med sig selv og sit liv, sine beslutninger, handlinger og de grumme ting de handlinger var endt ud i. Han havde mærket straffen på egen krop.
Han overvejede det et øjeblik før han så bare kort skævede lidt mod sit glas, han tog en sidste tår før han stillede det på bordet og vendte sin fulde opmærksomhed mod Tatia i stedet for kun at have den halvt mod hende. " You do know you don't have to talk to me just because I'm here right? " Sagde han så bare lidt. Det sædvanlige Razor smil var ikke at finde nogle steder, men det var også begrænset i forvejen - ikke kun på grund af Tatias pludselig tilstedeværelse.

Tatia kneb øjnene lidt i en undren, han virkede anderledes. Måske var det den gift folk smed i deres system herinde, ændrede i deres opførsel - mærkeligt. Han spurgte hvad hun lavede her, og det var et voldsomt godt spørgsmål, hvis man ikke kendte hendes relation til Selene - men det gjorde Razor. Selene havde i hvert fald nævnt hun havde mødt Razor, og Selene var stadigvæk i live - men var det nu hun skulle takke Razor for det - eller ville det være for sukkersødt for dem begge to i sidste ende?
"I was looking for Selene, haven't heard from her in a while - neither has Alessio or Kubo, so yeah, you know I worry about my younger siblings," svarede hun og lagde tryk på det sidste. Mest for at bekræfte Razor i, at han ikke var glemt. Langtfra. Lige nu nød hun måske lidt de ikke diskuterede som et andet ældre ægtepar. Hvis Tatia bare ikke fik en grund af nogen form til at trykke knappen i bunde, så ville alt være godt. Ikke fordi det behøvede at være Razor der gjorde det, det kunne være så mange ting. Måske virkede han bare lidt mere rolig end hvad der klædte ham, men hun tog det hun fik. Et lille fnøs forlod kærligt hendes læber og hun nikkede.
"I am better, so yeah - that is good," svarede hun blot og kløede sig kort i nakken. Hun havde haft en underlig fornemmelse for tiden, man kunne vel kalde den en form for bekymring. Det var ikke kun for Selene, fordi ærligtalt så var hendes relation til Selene ikke ligeså tæt som den hun havde med Razor. Måske var Selene var lige nu en undskyldning for at håbe på, at hun kunne støde på Razor - men så igen, den teori havde Wade givet hende. Lige meget hvad kunne hun ikke slippe Razor og det måtte hun leve med. Tatia så på glasset for egentlig at prøve at få en fært af det stærke væske, men hun endte bare med at rynke på næsen af stanken af det. Endelig så han helt på hende, men ordene fik hende til at løfte let på brynene.
"I want to talk to you, I'm here for you. Because I care, Razor. If I hated you or didn't wanted to speak with you - you wouldn't be a person I tried to talk to," svarede hun blot og lagde armene let over kors. Der var et eller andet og hun hadede at hun ikke kunne sætte fingeren på det. Det tog en ødelagt person at kende en ødelagt person, og at gemme tingene indeni var Tatias egen specialitet. Til sidst tog hun en dyb indånding og rystede så på hovedet. "Are you going to tell me what happened to you?" Spurgte hun så og så lidt på ham. Det var ikke engang sikkert der var noget galt, men hun havde den her følelse - man kunne kalde det en mavefornemmelse der sjældent tog fejl.
"If you don't want to that is fine, just know - keeping pain inside for too long, might just tear you apart. It's okay talking about it, in this case - talking actually helps," sagde hun med et skævt lille smil. Folk dansede omkring dem, og kom alt for tæt på. Hvilket Tatia i hvert fald ikke var ganske tilpas med, mest på grund af stanken af alkohol. Den var ikke ligefrem hendes kop te. "We can go for a walk if you want?" Tilbød hun. Alt for egentlig at slippe væk herfra, men hvis hun behøvede at blive for at snakke med Razor, så var det hvad hun måtte gøre. Det skyldte hun ham vidst i sidste ende, eller gjorde hun? Tanken blev hurtig slået væk fra hendes hoved, man måtte ligge fortiden bag sig. Det var hvad hun arbejdede på at gøre her.

Razor lod blikket hvile lidt mod hende før han kort bed tænderne lidt sammen, ikke aggressivt på nogen måde - mere bare lidt overvejende. Måske ville han ikke selv indrømme det - men det faktisk at Tatia bekymrede sig hjalp en smule. Han kunne nok ikke helt, hvert fald ikke bevidst sige det samme. Jo han bekymrede sig om hende - men den irritation han havde havde nok blindet ham en del for alle andre følelser der kom med det at have en søster. Hvad bundede det ellers i? - Razors konstante rutsjebane tur i sine følelser. Det ene øjeblik var det hele super godt, det næste forfærdeligt - det skiftede på sekunder, dage, uger - alt var uforudsigeligt.
Han nikkede kort lidt nogle gange. Det var godt at hun havde det bedre. Men så på den anden side - var der andre veje end op fra hvor hun havde været sidst de havde ses? Det var der nok. Razor var selv sunket ned så det ville Tatia også kunne have gjort - men at det ikke var tilfældet var alligevel lidt en lettelse. Hun havde skrabet bundet så mange gange at hun ikke fortjente endnu en tur ned i kul kælderen.

Han rettede sig kort lidt op og skævede kort lidt rundt før han så bare kort trak lidt på den ene skulder. " I don't have much to say. " Sagde han så bare kort lidt. Allerede nu var det nok samtale til at sætte tankerne i gang og lysten til endnu en drink meldte sig - eller lysten til selv at finde Selene. Han skævede kort lidt mod baren før hans blik fandt Tatia igen.
" Talking about it dosen't make turning back time possible - so why bother? " Spurgte han så bare og kneb kort øjnene lidt sammen. Måske han burde tage tilbuddet - det var ikke fordi der var andre der spurgte indtil noget i hans liv så det faktisk at Tatia spurgte på trods af deres nuværende spændinger mellem hinanden. Det måtte da bevise et eller andet overfor ham. Hvor stædig han så end var til at indrømme det.
Han pillede kort lidt ved sine fingre før han så bare lod blikket falde på hende igen og han trak lidt på den ene skulder. " A walk dosen't actually sound that bad. " Sagde han så bare lidt og rystede kort lidt på hovedet. Måske var frisk luft i sidste ende bedre end at fylde mere alkohol i kroppen. Ikke fordi han var decideret fuld - men han kunne godt mærke det.

" Before anything though - you gotta tell me. How's is it with Wade? Theeeeeee 'I'm having a baby situation'? " Spurgte han så, så snart de var trådt udenfor. En fantastisk måde at sørge for emnet ikke var rettet mod ham selv. Tatia havde selv ting i sit liv han faktisk ikke havde noget imod at høre omkring. Sikkert fordi det ville være godt at høre nogle forhåbentlig gode ting frem for sine egne deprimerende tanker. Han bed sig kort lidt i læben og lod kort blikket glide ned af gaden, før det hurtigt fandt tilbage på Tatia. Det var helt surrealistisk at se hende her. Måske hun ledte efter Selene - men derfor var det stadig ikke omgivelser han var vandt til at se hende i. Langt fra.

Tatia vidste altid præcis hvad hun skulle sige - især når det kom til Razor. Det var som om hendes ord bare faldt præcis som de skulle for at få ham til at indse ting. Det var i sidste ende også en af grundene til at de i første omgang var raset ud på hinanden. De vidste begge præcis hvad og hvilke ord der skulle siges for at trykke på alle hinandens knapper - gode som dårlige. Det var utroligt. I nogle tilfælde helt igennem forfærdeligt, men andre gange var det der gjorde man fik øjnene op for det liv man forsøgte at leve uden helt at være med selv.
Han lod blikket hvile mod hende og lyttede til hende og hvad hun svarede på hans spørgsmål. Bedring var altid en god ting. Selvom der alligevel altid kunne være op og ned ture - så var det godt når det kunne mødes på midten og langsomt stige til det bedre frem for at synke til bunden. Det var godt kun havde Wade - Razor vidste meget af hvad Tatia havde været igennem og hun var heldig at have en der stod ved hendes side og forsøgte at forstå hvad det var hun kæmpede med. I mange tilfælde kunne sætte sig ind i hvad det var.
" To be honest the woods suits you better - it's odd.. You wander in the city? " Sagde han så bare med et lille smil før han trak lidt på den ene skulder. " But.. I'm glad you're doing better - with everything.. " Sagde han så lidt og nikkede nogle gange. Bund ærligt - han kunne være nok så sur. Han ønskede ikke et forfærdeligt liv for Tatia, hun skulle have det godt.

Det gav nærmest kuldegysninger da hun rørte hans håndled, som han trak til sig men stoppede alligevel op og vendte sig lidt mod hende. Han kløede sig lidt på armen mens hans blik et øje blik flakkede Tatia til luften bag hende, til jorden også tilbage mod hendes ansigt. Noget der til sidste bare endte i et halv dybt suk og et trak på skuldrende. Det tog lang tid før han overhovedet gav udtryk for at der var ord på vej ud over hans læber - og selv efter det var han ikke sikker på om han skulle sige noget. Han rettede sig kort lidt op og lod blikket hvile lidt mod hendes ansigt. " Umm.. " Sagde han så bare kort lidt før han rynkede panden. Et Tatia ritual - det ville måske faktisk slet ikke være dårligt. Men der var ord der havde klistret sig til hans hoved og de forsvandt ikke bare sådan lige - så det faktisk at sige ja eller nej - gør noget ved det blev ikke rigtig til noget. Desuden var han i tvivl om det var en kontakt han i sidste ende lige kunne klare.
" I think.. " Han fugtede kort sine læber lidt men bed sig så kort lidt i læben. " I don't think I can say anything without crying - and I don't wanna do that any more.. " Sagde han så bare lidt og kunne allerede mærke hvordan det stak i ham. Trak sig sammen og lagde an til at lade nye oversvømmelser finde vej til hans øjne. " I'm just tired.. Of not being good enough - not strong enough. You know? " - " I thought it would make things better, to get away for a while - but things got crazy and now.. " Han holdt en kort pause og den første tåre måtte slippe og finde vejen ned over hans kind. Efterfulgt af endnu en. " How can I ever be good enough? Please tell me, 'cause I don't know. And it's killing me. " Han tørrede kort lidt sine øjne. Så var toppen da blevet taget hul på - der var meget mere gemt bag Razors humør. Men det var en af de ting der fyldte mere end hvad godt var.

En mild latter forlod hendes latter ganske kort.
"Trust me, I like the woods better too - I'm that much of a city person you know," svarede hun, måske var den sidste sætning slet ikke nødvendig, men det rev op i gamle gode minder. Minder de havde behov for at huske på. Det var ikke nok kun at huske de dårlige ting. Når man først tænkte dårligt om en ting, så var det nemt at tænke dårligt om alt. Det gjorde hende oprigtig glad at han faktisk var glad for hun var i bedring - ikke fordi, at hun havde regnet med andet, overraskende nok. Tatia og Razor kunne skændes værre end en vampyr og varulv i samme rum, men de elskede hinanden i sidste ende. Om det så var helt nede på bunden, så var de stærkere end det. Måske i sidste ende havde Tatia altid vidst det, og måske var det derfor hun havde turdet være vred på Razor - hellere blive vred på en, som man vidste man var bundet godt til, end en man hurtigt kunne miste. Måske var det egentlig bare dem begge to som også var messed up på et niveau ingen rigtig kunne forstå.

Tatia prøvede at nå ind til ham, og hun gav ham virkelig den tid han havde brug for. Alt hun gjorde imens hun ventede bare at kigge stille på ham, uden virkelig at forvente for meget. Tatia var Razors storesøster og se ham sådan her, fik hende til at føle, at hun ikke havde passet ordenligt på ham. Hvis der var noget hun kunne gøre for at hjælpe ham, ville hun gøre alt. Det var et par af de ting hendes øjne skreg af. Det var som om at Tatia først virkelig åndede ud da han rettede sig lidt op, for at se på hende. Tatia sank lidt en klump, men gjorde intet endnu. Hun lod ham reagere færdigt først, for det lignede ikke helt, at han vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Endelig kom der ord udover læberne, som sagde mere end det enkelte ord selv. Det var kropssproget, måden ordene blev sagt - stemmen. Det var som om at det stak i Tatia uden der egentlig var sket noget fysisk. Dog sagde hun stadigvæk ikke noget først, men blev stående og lyttede. Lige nu var det vigtigst hun lyttede og opfangede så mange ting som hun kunne. Tatia samlede sin underlæbe sammen med tænderne og åndede ud. Fordi ærligtalt, modsat mange andre - så forstod hun det. Hun kunne faktisk forstå, hvad han sagde og sætte sine egne følelser på det. Mange ville sikkert nikke og sige noget med, det skal nok gå - du skal nok komme dig over det. Sandheden var, at man aldrig kom sig over det - men det skulle nok blive bedre. Hvad der lagde til grund for denne her følelse Razor gik rundt med, skulle hun nok få fanget - men for nu var det hans følelser, som hun ville sætte fokus på. Den første tårer der forlod hans øje og trillerede stille henover kinden, fik Tatia til at holde vejret ganske kort. For ærligtalt føltes det som et knivstik, og det vidste hun udmærket hvordan føltes. Da spørgsmålet endelig blev stilt til hende, valgte hun at træde et skridt tættere på ham.
"You are good enough Razor, you don't have to proof yourself to anyone. Not me, not Sean, Wade, Reign - or anyone else. And you are one of the strongest people I know, and struggle is okay"-" It's okay to struggle," sagde hun så og vippede hovedet til den anden side, uden at tage øjnene fra Razor. Hun sørgede for at øjenkontakten var mild og ikke for overvældende. Det var voldsomt følsomt for ham, og det var måske svært ikke at være overvældende.
"We have fucked up lives you and I. I could sugarcoat it and tell you everything will be fine - but we both know it's not true. I can't promise you everything will be okay, but I can promise you it will get better," tilføjede hun og lagde så armene omkring ham. Tæt, måske selvom han ikke havde lyst - eller måske havde han. I første omgang lod hun ham ikke rigtig komme ud af det, selv hvis han ønskede. "We are so busy surviving and having a little control - that we forget that parts of us are able to feel - are shapeshifters, and it's okay to cry.. it's okay to be angry, sad, happy.. and we handle pain.. together, we fight together. Always." Sagde hun så og gav ham et lille klem til før hun trådte ud af krammet. Dog slap hun ham ikke helt, begge hænder var på hans overarme. Mest af alt for at han også vidste, at han havde hende.

Han forsøgte virkelig at tage ordene Tatia sagde til sig - men hans sind var som en strammet knude der ikke helt var til at få op. Sikkert fordi det var tanker han havde gået med et stykke tid - fået dem bekræftet i en diskussion og derefter bare lukket helt ned. Han tog lidt en dyb indånding - mest for at forsøge at få styr på sin vejrtrækning inden den løb helt af med ham. Det endte dog bare i noget hakkende noget og han rystede lidt på hovedet.
Han kunne bare håbe hun havde ret - alt han ønskede lige nu var at det stoppede - og måden det stoppede på ville være at han kunne være sammen med Reign og tingende ville glide stille roligt uden de store udfordringer. Men hvem narrede han med den tanke - kun sit eget naive sind der troede alt var muligt. Hvordan havde han overhovedet fra starten troet at det var muligt at få det til at fungere - Reign var menneske, Razor dæmon. Det fungerede bare ikke. Måske man kunne kalde ham sort seer - for håb for bedring var ikke i udsigt. Det hele var bare mørkt - bortset fra de tidspunkter han fandt trøst i andre ting. Selskabet af Selene havde hjulpet lidt - en del, men det var ikke permanent. En rystende fornemmelse skød gennem hans krop da Tatia valgte at kramme ham og det tog lidt tid før han egentlig fandt sig til rette i hendes kram. Selv fysisk kontakt var blevet besværligt efter den forbandede tur. Forbandede pirater.. Den forbandede vampyr. Han bed sig kort lidt i læben og forsøgte at trække omsorgen fra krammet til sig. Det virkede, havde den effekt at tårerne kun pressede sig endnu mere på og slap sig selv løs ned over hans kinder.

" I don't really like this kind of pain.." mumlede han så bare i en stemme der knækkede og med blikket rettet mod sine hænder da Tatia slap ham fra krammet igen. Hendes ord blev lyttet til. Hvor god han på nuværende tidspunkt var til at tage imod dem vidste han ikke. Det fandt han nok først ud af når han sad alene og skulle tage sig af følelserne og tankerne omkring alting. Det var slet ikke sjovt.
" I don't even know what happened.. Everything just colapsed and.. " Han cuttede sin egen sætning af og stod i stedet bare med blikket lidt rettet mod en sten på jorden. Han tørrede kort sine øjne - spild af tid da tårene stadig ikke ville stoppe. Det var en funktion i hans krop der blev brugt så sjældent at det kun var super belastende når det endelig skete. Havde Tatia overhovedet se ham bryde sammen før? Måske - han kunne bare ikke helt huske hvornår.
" I just walked away. Why would I do that? " Han rynkede panden lidt men rodede sig så lidt op i håret med den ene hånd. Han lod hovedet glide lidt på skrå før han kort fugtede sine læber lidt og forsvandt nærmest lidt fra virkeligheden - hvilket var tydeligt på hans blik som ikke rigtig fokuserede på noget som helst. " Just because he didn't believe me when I said I loved him. I don't understand.. " mumlede han så lidt til sig selv og trådte kort lidt et skridt tilbage. " Maybe it's for the best.. I'm a bad and dangerous person. " - " maybe that why that vampire.. Some sort of punishment for being - whatever sort of awful and disgussting monster I am.. " han rystede så bare lidt på hovedet før han lod sin hånd glide ned i sin nakke. Hans blik ramte kort Tatia men fluksurede kort efter væk. Hans ord var en omgang vrøvl - mumlende og egentlig slet ikke henvendt til nogle. Han tænkte i sidste ende bare højt. " I should go right? - And I should stop feeling sorry for my self - I deserved it. " Han nikkede så bare en enkelt gang. Det måtte være det. Ikke at han gik nogle steder - ikke engang. Det krævede at han vidste hvordan men befalede sine ben til at bevæge sig mere end fra side til side, og et skridt baglæns. Tatia havde fanget ham på et skidt tidspunkt. Alt for følelsesladet og med måske en tår alkohol for meget i kroppen.

Tatia mindedes aldrig at have set Razor sådan her. Så ødelagt, alt hun havde set for tiden var kun sig selv smadret, og hun havde lagt fra glemt den følelse, for som sagt, der var ingen nem vej til at løse det. Det kunne ikke løses, men det kunne blive bedre.
"No one really likes pain, it's just there.. what matters is what we do about it," svarede hun på hans mumlen ganske roligt. Hun prøvede at forholde sig helt roligt, og det gik overraskende godt - af en, som ikke havde været i nærheden af andre end Katana der led af daglige mentale sammenbrud. Så måske var hun blevet lidt van til det, men det gjorde det ikke lettere. Når du så nogle du elsker græd, så var det som tusinde knive i hjertet på en enkelt gang. Det værste - der var intet hun lige nu og her kunne gøre ved grunden til han havde det sådan her. Dog havde Tatia i årernes løb alligevel lært af sig, at være der lige nu og her - ofte var bedre. Alt Tatia kunne prøve på, var at se om ordene kunne nå ind. Ikke fordi alle måske ville, men chancen for måske et par ville var der. Selvfølgelig var hun nysgerrig for at finde ud af, hvad der var sket, måden at han sagde at alting var faldet fra hinanden - gjorde hende også bekymret. Hvis det ikke var med hende, så kendte hun en anden person, som betød umådelig meget for ham, Reign, og hvis Reign havde gjort ham noget - så. Ganske let kneb hun øjnene da han sagde, at han bare gik væk, og den næste sætning afslørede også det var noget med Reign. Så snart Razor trådte et skridt tilbage mistede Tatia den fysiske kontakt med ham, men hun måtte vente til han måske selv ville opsøge den igen - det var nok det bedste.
"It's not about you. Everything people say is up to them, it's just words.. but I know the feeling.. I get like that too, when I left the pack because Wade broke up with me back then.." sagde hun lidt og trak på skulderen. "I know how I feel when he looks at me, I’ve never felt that with anyone before. It’s like, he sees who you really are. Maybe that’s the scariest part, you look at him, you look at his eyes and you want to be worth the effort. You want to be the person he sees.. and the truth is.. it gets to you, but you have to believe that, what Reign says and does.. it's his choice, and there is nothing to do about it." tilføjede hun ærligt og måske direkte hårdt på. Den første del var dog måske noget Razor kunne relatere til. Det var ingen hemmelighed at Tatia var monsteret i hende og Wades forhold. Tatia kunne dræbe uden at tøve uden at føle skyld, præcis som Razor kunne.

"Yes you are dangerous, we all are. Most of us have done things that are bad, Reign isn't perfect - everyone is guilty of something," sagde hun så og rynkede panden lidt. Der var altid et eller andet, om det var en lille minimal ting, så kunne det sagtens være en stor ting for vedkommende. "Wait what?" Stoppede un så sig selv i sine egne tanker. Tatia sank en klump og kneb øjnene en smule.
"Razor, what did the vampire do to you?" Spurgte hun så meget direkte, som i at hun gerne ville have svar på det. Lige der var der ikke noget forsigtighed. DEt var også tydeligt at hun ikke ligefrem var glad, men det var ikke fordi hun var sur på Razor, det burde han vide hun ikke var - efter så vred som hun havde været på ham førhen. "Stop it. No one deserves being hurt. No one deserves pain - never apologize for that. You don't have to be strong all the time.. Its not fair if everyone else gets to feel stuff but you're just left behind with this - stupid mask of total control. Breaking apart on the inside is way worse.. " ordret var de sidste ord, hvad han sagde sagt til hende. Lige på det tidspunkt han havde reddet hende fra sit livs mareridt. Til sidste trådte hun hen til ham igen, og lod en tommelfinger glide henunder hans øjne for at tørre tårerne lidt væk. Også for at signalere at det var okay, og at hun ikke dømmede ham for det. Det var måske det giftige stads han havde drukket, ødelagde folks følelser og gjorde dem helt fucked up. Fuckede det hele op det gjorde Tatia glimrende uden hjælp. "Tell me what the vampire did to you." Det var sidste gang hun ville spørge, lige nu. Hun kunne mærke hun var vred på vampyren, men hun vidste ikke engang endnu hvorfor hun skulle være vred. Det kriblede allerede i fingrene efter at splitte vedkommende fra hinanden.

Hvor ville han bare ønske at det var sådan det var - men det var det ikke. Han ønskede ikke at være hvad Reign så når han kiggede på Razor. Han ønskede at være hvad Reign ønskede Razor var i stedet for hvad han var. Han var en blodtørstig dæmon - løgnagtig og egoistisk - for dum til at forstå hvordan verden hang sammen og uden medfølelse for noget eller nogen. Han var slave med en hungren for blod og magt over andre. En dukkeføre der manipulerede sig til hvad han ville have. Det var hvad Reign havde sagt - eller hvad Razor havde fået ud af Reigns ord. Hvis det var sådan fyren så ham? Måske var det bare hvad han skulle være. Nej. Det var ikke den han var. Han var mange modbydelige ting - men han havde også ændret sig. Han var ikke kun ondt og grusom - han kunne føle, tænke og holde af. Elske. Han elskede Reign mere end noget andet og ønskede ikke at miste ham - slet ikke, men det virkede til at være den vej de var langt nede af. Men Tatia havde ret - Reign havde selv valgt at sige hvad han havde sagt. Om han mente det eller ej, så havde de stukket dybt i Razor - dybere end ord før havde ramt ham. Ingen tvivl - men Reign kunne umuligt tænke andet med den reaktion Razor havde haft den dag.

Razor gik lidt i stå og stod et øjeblik og rokkede lidt fra den ene til den anden side. Tatias spørgsmål rungede i hans hoved. Han vidste ikke hvad han skulle svare - eller jo, det var jo egentlig meget simpelt, det krævede ikke mange ord også var det ude. Men han havde ikke sagt det til nogen og bare tanken vred sig ubehageligt i hans krop. En kort lettelse nåede at blusse op i ham da Tatia fortsat talte. Ord der lidt lettere gik ind fordi han et øjeblik var mere fokuseret på det end de grumme tanker der havde været for et kort sekund siden.
" Why do you have to have all the answers.. " Sagde han så bare lidt og hans stemme knækkede kort før han så bare rystede lidt på hovedet. Han pillede lidt ved sine fingre men lod så blikket falde lidt mod hendes ansigt igen. " I know.. It's just.. Nothing turned out the way I planned it to.. " Sagde han så bare lidt og sank kort en klump. Han fulgte hende lidt med blikket før han bed sig lidt i inderlæben.
Spørgsmålet vendte tilbage og fik hans mave til at slå knuder på sig selv. Hans blik flakkede mod jorden og mens han hånd fandt sin vej om i hans nakke hvor den blev liggende lidt. " Well.. I don't... Know - I mean, I do know but.. I don't know. " Han trak kort lidt på den ene skulder før han rynkede brynene lidt. " He um.. He drugged me, and uh.. " Han skævede kort lidt rundt før han rystede lidt på hovedet. Billederne fløj forbi for hans indre syn. Virkningen af det blod han var blevet tvunget til at drikke og hvordan hans krop havde været ude af stand til at bevæge sig. Men følelsen var der stadig. " Do I have to say it? I don't really want too.. " Sagde han så og hans øjne blev igen våde af tåre - de var ellers endelig lige begyndt at holde pause. Han kunne ikke sige det - om det var fordi han ikke ville. Det var det nok ikke, det var bare svært - og det at sige det højt gjorde det mere virkeligt.
" This is not how your evening was surpose to go.. I'm sorry.. " Sagde han så bare - måske i sidste ende i et forsøg på at skifte emne. Han pillede kort lidt ved sine fingre med de efterhånden rystende hænder.

Hvordan Tatia altid havde de hurtige svar og løsninger til andre end sig selv - det var et glimrende spørgsmål. Faktisk et rigtig godt et.
"Well, I guess I just have lived trough enough pain to grow wise from it," svarede hun stille og roligt. Det var tortur at se ham sådan her, og ærligtalt vidste hun ikke rigtig hvordan hun skulle tackle det. Så hun tænkte egentlig ikke meget over måden hun agerede på, det faldt hende nærmere naturlig. Måske ikke hvad folk ville tro om hende, fordi mange fandt hende truende og nok ikke som den mildeste person - langtfra alle så den side af hende Wade han så, og Razor så. Det kom meget an på øjnene der så hende. "If you chose everything in life and everything ended up the way you wanted.. yes everyone would have a perfect life, but it wouldn't be real.. how would we know what we desire, if we never get to be shaken a little. I know it hurts, and makes you want to die - but don't give up," tilføjede hun så og sank en klump. Tatia havde været tæt på at give op, hun havde været på kanten til at ende det hele - men alligevel sad hun her nu. Ikke at hun ville gøre sig til en anden overlevers prale historie. Der var intet at prale over.
Tatia var meget bevidst om at det var noget slemt, men hvor slemt det end var - ville det ikke hjælpe at skjule billederne inden i. Måske ville det heller ikke hjælpe at vise Tatia dem, men i det mindste kunne hun beslutte sig for det bagefter. Selvføglelig var det Razors minder og dæmoner der var på spil - men han behøvede ikke at være alene omkring dem. Specielt ikke når han havde hende lige her og nu.

Det var nu hun skulle bestemme sig for om hun skulle give op på at få informationerne, eller om hun skulle bede pænt om dem endnu engang. Hvad ville ærligtalt være det bedste, det handlede ikke om hvad der var bedst for hende i denne her situation. Så selvom hun gerne ville vide det, var det ærligtalt ikke for hendes skyld at han skulle fortælle hende det. At lette hjertet og fortælle om sine traumaer virkede hårdt, men det var også en lettelse når det ikke længere var noget der lå begravet dybt i sjælen.
"My evening is now ruined or anything, no need to say sorry - I wanna be here for you," svarede hun blot. Så besluttede hun sig for at fortælle ham noget, som hun egentlig ikke engang havde fortalt Wade.  "You know.. when I was at that camp.. they offered me two things.. I could be their experiment or I could be their slave.. or not just slave.. a sextoy or whatever you would call it. I made a choice.. and that choice made me sit by myself for so long in the same pain.. I went insane.. so deeply insane I started to believe I was better off dead.. and one night.. I was so close.. I had my nails so deep in my flesh I could have slit my throat .. I told Wade the last part.. first I thought he would be angry at me.. you know.. for thinking like that.. " fortalte hun stille og roligt. "Then I had to realize the only reason I was afraid of that, was because, that I was ashamed of my actions... and it wasn't even me who did anything wrong. I was not my fault they made me choose something like that.. or even took me.. I don't know what happened, and telling will set it free - you should go around with anything so badly alone," tilføjede hun og sank så en klump. "Walking around with something like that.. gonna hurt even more if you don't talk to anyone.. and it might as well be me - unless you have another person you want to talk to, then it's okay too."

"I'm not gonna judge you, I'm not gonna fill you with anything you don't want me to. I'm here because I love you, and I want to help you.  That is why I want you to tell me, because you need to feel the pain to act on it. Use it to something good, grow stronger from it," sagde hun så og så imod Razor. Måske var Tatia meget direkte, måske lige til den gode side - men det var nu også bare hendes måde at være på. Sådan var hun bare.

" But wanting things to turn out better than worse - is that to much to ask for? Nothing went right - nothing.. Absolutely nothing. " Han rystede lidt på hovedet. Razor var vandt til modgang, han kunne takle modstand - klare sig igennem det uden problemer. Men denne gang havde det virkelig fanget ham i et ondt tankespind - det havde trukket alt ud af ham. Det var ikke fordi han havde givet op - tanken havde sandt nok strejfet ham - men selvom alting virkede håbløst så var Razor ikke bare en der gav op uden at have prøve ALT - lige nu var han bare magtesløs og ude af den fordi han intet anede om hvilken retning han skulle gå i med sig selv og sit liv. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere alle de følelser der var i hans krop. Det gjorde ondt og var en smerte som ikke kunne heles ved at drikke blod eller puste på såret. Der skulle meget mere til. Alt det han ikke var bekendt med.

Det hjalp når Tatia talte - også selvom det hun sagde i sidste ende var forfærdeligt, så hjalp det. Lyden af hendes stemme. Ikke at skulle føre ordet selv i en stemme der knækkede flere gange i løbet af en sætning. Kaste ord mellem læberne der gjorde ondt bare som tanker. Hun vidste tydeligvis hvad der krævede for at få ham ned igen. Det virkede - han havde fået lidt styr på de tåre fyldte øjne. Og fået lidt mere kontrol over sin vejrtrækning. Stormen fortsatte i hans hoved. Ingen tvivl om det - men det var alkohollen der gjorde at han ikke helt kunne slippe det hele og bare lytte. Hans blik hvilede mod hendes ansigt. Tatias oplevelse den gang vidste han godt havde sat sine spor i hendes sjæl. Hun var kommet flot igennem det, ingen tvivl om det - at det stadig var noget hun kæmpede med var en anden ting - men hun havde fundet lyset på den anden side og det var helt sikkert noget at se op til.
Hans blik flakkede et øjeblik mod nogle der gik forbi før det fandt hans hænder igen. Han ville jo gerne kunne snakke om det. Men han havde stadig ikke helt forstået det - af selv samme grund. Hvordan kunne han tale om noget der virkede så fjernt og alligevel så virkeligt. Mange ville sikkert mene det var en lille ting taget i betragtning af Razors liv. Han havde været sexslave - men det var et valg han havde taget. Hans liv som slave var at tjene sin herre og sådan var hans tanke sæt bygget op. At en fremmede valgte at træde over den kræsne og gøre ham forsvarsløs som han var der. Det var traumatiserende - værre end de kampe han havde kæmpet før. Folk talte om stolthed - og den var han blev frataget den dag.

Han lod blikket hvile mod Tatia et øjeblik før han så slog blikket ned. Endnu en dyb indånding før han så endelig fik ordende samlet i en rækkefølge så de kunne komme ud. Først var tanken hurtigt - det skulle overstås. Men han vidste godt at evnen til at snakke så hurtigt lige nu ikke var det.
" .. He um.. He drugged me, and raped me." og stemmen knækkede igen - lige som han havde håbet på den ikke ville. " Several times - infront of almost every single person in the crew on the pirate ship. " Fik han så endelig sagt og skævede lidt mod jorden, rundt på jorden. Hans hånd fandt op til sin hals hvor mærkerne fra vampyrens tænder stadig havde plads tæt ved halsbåndet. Han kunne ikke helt finde ud af om det var rart at få sagt eller om det bare gjorde følelsen meget værre. Måske var presset på hans skuldre løftet en smule - men frygten for at virke svag var med det samme ved overfladen. Han bed kort tænderne lidt sammen og fik sig endelig taget sammen til at rette blikket mod hendes ansigt igen.

Tatia sukkede lidt.
"Sometimes things have to go wrong before they can go right. The brain starts to think about everything, yes you walked away - but that is okay. It's hard staying when people don't believe in you. If it's right, it will come back to you," svarede hun blot med et svagt skævt smil. Reign og Razor var ikke Tatia og Wade - ikke at hun sammenlignede dem. Det var dog nemt at sætte hendes egne erfaringer op mod Razors situationer. Hvilket selvfølgelig blot kunne give ham, hvordan hun tænkte. Det var han alligevel så van til at hører på, og om det ville holde skik eller ej - måtte tiden jo vise. Tatia og Wade var ikke sammen et år - måske mere på grund af de ikke havde haft muligheden for at ses. Ting havde ændret dem, men det skulle bare falde til ro og nu var altting bedre end før for dem - ish.

Stemningen virkede intens, men ikke på den måde det havde været før. Tatia så ham bare for Razor, måske burde hun se ham, for hvad han havde gjort - men det var ikke noget hun havde tænkt. Tatia var trods alt ikke meget bedre end ham i sidste ende. Det glemte hun bare lidt nogle gange. Tatia havde trods alt sit motto at leve efter; Ge smak daun gyon op nodotaim. Måske sagde hun det ikke længere så meget, som hun måske burde, men hun havde fundet det igen. Wade havde mindet hende om det, nu var der så også næsten ikke det han ikke vidste om hende. Tatia kendte til at være forsvarsløs og side buret inde - leve smerten ud for folks nydelse af at se hendes knogle vandre rundt i kroppen uden at finde ro. At miste forbindelsen til sin egen krop og generelt sig selv. Der var intet værre og det knoklede hun sommetider stadigvæk med. Dog mest når hun var alene. Så snart Razor tog en dyb indånding gjorde Tatia det samme, for hun vidste ikke, hvad der ville blive kastet ud på hende - om hun overhovedet var klar til at gribe det eller om det ville vælte hende. Ordene forlod hans læber, og fik hende kort til at fryse fast. Det var ikke fordi, at det var hvad hun havde forventet. Voldtægt var for Tatia, det værste nogle kunne blive udsat for. Også måske fordi, at hun vidste hun ikke ville kunne klare andre beskadelige hendes krop på den måde - bare tanken. Bare tanken om nogle udnytte hende på den måde, så hellere dø. Det var der hendes grænse gik, og med den tanke blussede vreden kort op i øjnene på hende. Vreden blev værre og værre, som Razor fortalte. Det lykkedes hende dog at udnytte sin nyere kontrol, og ikke vise vreden så meget med ansigtet som hun havde lyst til. Vreden gik udover hendes knyttede næver, der var så tæt på direkte at skærer igennem kødet på håndfladen.

Først sagde hun intet, faktisk ventede hun lettere på, at han ville se hende i øjnene igen. Det var alligevel lykkedes ordene at vælte hende lidt, men det var langtfra fordi hun så skuffet ud eller på nogen måde viste tegn på at hun fandt ham svag.
"And you told me you were weak?" Hun rystede let på hovedet, "I still think you are one of the strongest people I know Razor. Nothing can change that.. that bastard tried to take your pride.. to ruin you - and you feel broken and lost - but you can't let them win. You are my little brother, you are Razor - does things you are can't be taken away by such an idiot," tilføjede hun og måske kom vreden bare lidt ud. Tatia rystede let på hovedet af sig selv. Derefter fangede hun sig selv i at svinge armene omkring ham igen. Denne gang var hun også sikker på at sine følelser for Razor, alt bekymringen og ikke mindt det faktum at hun elskede ham - susede igennem krammet. Måske var det ikke fysisk kontakt han havde behov for, men ærligtalt var det også begrænset hvor mange metoder Tatia kendte til udover at snakke om det - hvilket ikke ligefrem var noget de måske begge var for gode til før der var lukket op for såret.

Til sidst holdt Tatia ham ud i strakt arm og så direkte mod ham.
"Take it from me, everything can't be good all the time - sometimes the bad have to take over. And it will get dark, it may hurt like hell - you will want to kill yourself, but you have to keep on fighting - it will be worth it in the end," svarede hun lidt stille som hun så mod Razor. "Hope is the only thing keeping me going when things get hard, you find a little thing.. just a small thing and hold it so tight. Never let it go, you can win the worst demons.. you just need something to fight for." Måske hun kunne give ham en ide til noget han kunne holde fast i. Bare en lille ting ville være nok til at holde sig selv menneskelig. På et punkt, hvor tingene måske var okay - måske han allerede havde en ting at kæmpe for. Det kunne være den ting som måske ødelagde det hele, og ja - man kunne tænkte det ville være dumt at hænge i noget der var ovre. Tatia havde hængt ved Wade selvom det var ovre dengang.
"And I'm always here for you - always," pointerede hun og løftede bekræftende på brynet for at sikre ham sine ord. "It will get better, and even if I have to convince you and be there to make it happen.. I will. You should not be in something like this alone, because you are not alone," tilføjede hun alvorligt. "Even if we just have to sit still and stare at a flower or something. Talk, walk - anything."Tatia sank lidt en klump.
"Does he know?" Spurgte hun lidt forsigtigt. Det var nok så fint at snakke med en omkring det, men der var forskel på folk - og måske hvis Reign ikke vidste det, var det måske Reign der også burde vide det.

Tatia havde ret - også selvom Razor ikke kunne se det klart lige nu, så vidste han det godt. Han kunne fortryde alt han ville, det ville i sidste ende være spild af tid for den kunne ikke spoles tilbage. Han kunne ikke gøre det godt igen i fortiden. Han måtte tage det fra nu og finde sig selv og modet til at tage kontakt med Reign. Det havde taget lang tid at komme hjem, ikke så lang tid som regnet med - men han havde også været hurtigt. Razor rejste hurtigt når han rejste alene. Pause var der ikke mange af og især ikke når han havde været i det humør han var i der - og vidst stadig vedligeholdt lidt for godt. Jo mere han tænkte over det jo værre blev det. Men det ikke at tænke over det var ikke en mulighed - det fyldte simpelthen for meget.

Han vidste ikke hvad han forventede af Tatia og hendes reaktion på det. Et eller andet sted overraskede det ham bare lidt at han faktisk formåede at få ordene ud. Fattede han det af den grund? Nej - stadig ikke rigtig. Razor havde altid været stærk og det at få frataget sin styrke og kontrol på den måde var et chok. Det var sikkert den tilstand han var i når det kom til den episode. Resten af ham var bare rod og kaos. Han ønskede virkelig at Tatias ord var sande - han håbede og bad til det var sande. Han vidste i sidste ende at det var det de var. Men han kunne ikke se selv, ikke nu. Forhåbentlig ville det komme senere. Men hvad han følte lige nu var et ultimativt nederlag. Den stolthed han ellers altid havde med sig var blevet skyllet i havet og han havde altså ikke fået den med på vejen hjem. Han følte sig i stykker. Det værste var at det var så svært at sætte ord på. Et eller andet sted var det også ydmygende. Han plejede at være så stærk - kunne klare hvad som helst, også slog en ting som dette ham fuldstændig i jorden. Han bed sig lidt i læben mens tankerne kørte rundt i hans hoved. De skulle gerne forsvinde, overdøves af Tatias ord. Hvorfor virkede det ikke? Var han bare lukket fuldstændig af for oven at ingenting ville gå ind uden at blive ædt op af mørket med det samme?

Det gøs i hans krop da hun krammede ham. Lysten til at træde ud af krammet var overdøvende. Han bed kort tænderne lidt sammen for at holde sig i det men det var svært og helt sikkert også tydeligt at mærke at hans krop var anspændt. En ting var emnet - men en anden var den kontakt han havde fået en mindre angst for på det senere. Han hadede det.
Han lod så bare blikket falde mod hendes ansigt da hun strakte armene.
" I.. Just - I don't really know what to say.. " mumlede han så bare lidt og slog kort blikket ned. Han lyttede skam til hvad hun sagde. Men det gjorde ondt. Problemer var noget han altid fejede væk - det gik ham ikke på. Ingenting gik ham på - og dog. Pludselig var der en masse der gik ham på. En masse der gjorde tilstedeværelsen så frustrerende at det nærmest føltes som om hans krop var i brand. Det var svært at sætte ord på præcis hvordan han havde det - hans verden var gået i stykker. Det at tingene samtidig gik i stykker med Reign hjalp ikke det mindste på det. Gjorde kun det hele meget værre. Han havde jo for fanden brug for det skide menneske i sit liv. Han havde også brug for Tatia - hun var den eneste der vidste hvad man skulle sige. Hvor dumt tingene så nogen gange kunne lyde - så var det på en eller anden måde helt rigtigt. Han tog kort lidt en dyb vejrtrækning før han så bare rystede lidt på hovedet.
" Maybe it's a good thing that fighting is the only thing I'm good at.. " Sagde han så bare lidt før han kort rodede sig lidt i håret. Han skævede kort lidt mod jorden før han bed sig lidt i inderlæben. Det endte lidt med at han gloede et øjeblik mod en sten på jorden.
" No.. " Sagde han så bare kort - Reign vidste det ikke. Hvordan kunne han vide det? Razor havde ikke sagt noget og da det skete havde fyren været et helt andet sted.
" I can't tell him.. " Han rynkede panden lidt før han så bare rystede lidt på hovedet. " No.. " Han bed kort tænderne lidt sammen. Hvad ville Reign ikke tænkte. Han kunne ikke fortælle ham det. Han kunne ikke engang føre en normal samtale med ham, hvordan skulle dette nogensinde kunne komme ud over hans læber. Den konstante frygt for at Reign blev sur på ham og skred var altid lige under overfladen. Hvordan skulle dette være anderledes? Han tørrede så bare sine øjne lidt før hen kørte sine hænder ned over sit ansigt. " You're so pathetic Razor.." mumlede han så bare næsten utydeligt til sig selv før han rystede lidt på hovedet. Han måtte bare tage sig sammen og komme videre. Lade være med at have så meget selvynk og rette op på sine fejl.