What a cute little cabin, a perfect place for torture ~ Reign&Razor

Chester have haft en fremragende dag. Men så igen, hvornår havde han ikke det? Det var sjældent at han ikke havde en dag, som han syntes havde været god, for problemer kendte han ikke noget til - udover dem han selv skabte.
Han havde længe haft planer om at tage med til et internationalt marked, som der blev talt om skulle finde sted i Firewood Village. Han kunne selvfølgelig ikke gøre andet end at håbe på at vejret blev dårligt, hvilket det netop blev. En ordentlig regnvejrsdag, så han kunne kysse Valeria farvel og tage ud på eventyr. Det var en dag fyldt med leg, blod og en masse kaos. Så ja, en fremragende dag.
Natten havde han brugt på jagt. Han havde ikke gjort noget specielt men havde bare hurtigt gjort det af med sit bytte, for efter en dag med morskab skulle man også slappe lidt af. Desuden var han kommet til at vække en smule opsigt i byen ved at være uopmærksom og komme til at efterlade et lig tilbage i markedet. Så folk vidste godt, at der var en morder i byen og det var kun en fulderik som var dum nok at blive ude efter mørkets fremtid. Hans stupiditet kostede ham sit sølle liv.

Da Chester var færdig med at jage gik det op for ham, at han ikke ville kunne nå hjem før solen stod op. Han ville ikke risikere at ende et perfekt døgn med at brænde op, så han besluttede sig for at finde et hus at bruge dagen i. Han ville dog ikke vælge et hus der kunne give ham for meget opmærksomhed efter hans lille uheld på markedet, så han valgte i stedet for en hytte i udkanten af byen. Det var nemt for ham at komme ind for selv hvis døren var låst havde han over 700 års erfaring med at dirke låse op. Han var vant til at bryde ind i huse. Han havde ingen respekt for ejerenes privatliv.
Nu var det sådan, at Kimly var blevet nødt til at tage en nattevagt i blomsterhandleren, da der havde gået koks i den under det internationale marked og de skulle sørge for at få det klar til næste dag, så da Chester kom ind i hytten var det kun et menneske han kunne se liggende sove. Chester havde oprindeligt bare tænkt sig at slå mennesket ihjel og så få dagen til at gå med at rode gennem hans ting, men der var et eller andet med at se den sovende mand, der gav ham en anden idé, hvilket fik et bredt smil frem på hans læber.
Dog nåede han ikke at gøre noget, før en hund, han ikke havde set, giver sig til at gø. Det gav et spjæt i Chester af forskrækkelse. Hunden angreb ham ikke men stod og gøede af ham, nok for at vække sin ejer. Chester skulle få den til at holde mund, selvom skaden var sket, og så ingen anden udvej end at løbe hen og sparke hårdt til den. Med et piv røg den tilbage og ramte væggen, der ikke var langt fra. Den blev nede, men Chester vidste, at den ikke var død, så han skulle være opmærksom på om den ville komme efter ham igen.

Ejeren af hytten var selvfølgelig vågnet nu, men før han nåede at flygte eller kæmpe igen, havde Chester fået ham presset op af væggen med en hånd for hans strube. Chester havde drukket blod hele dagen. Han var det stærkeste og hurtigste han kunne være. Hvorfor ikke bruge lidt af sine kræfter på at have det sjovt?
"Wow, I must say," startede han ud med gennem noget der kunne minde om en klukkende latter, "I love this place! It has this lumberjack-widower feeling over it. It's nice." Det sidste blev sagt som en hvislen, mens hans ansigt kom tættere på mandens. I sit smil blottede han sine skarpe tænder.
Han slap mandens hals, men blot for at gribe fat i begge hans skuldre og kaste ham gennem lokalet. Mens manden var i luften, trak han en kniv frem. Den var stadig ikke helt ren for blod fra sine tidligere lege. Han gik få rolige skridt mod manden på gulvet men så var han med vampyrhastighed henne mod ham. Det kunne ikke nytte noget hvis han slap væk. Han hev ham op at stå og overvejede at kaste ham igen - det så næsten helt beroligende ud hvordan han fløj gennem luften. Men i stedet tog han kniven for hans strube.
”And what a wonderful weather we had today, am I right? Rainy and cloudy and the perfect temperature for hunting.” Mens han sagde det, søgte hans øjne hen over mandens hals og blodåre. Hans kniv gled hen over halsen uden at presse, men trængte til sidst i gennem hans hud lige ved kæben. Et lille snit, en start.
"Oh," sagde han som havde han glemt noget, "I'm a vampire. We hate sunlight."
Han vidste ikke han elskede så meget med at have en hyggelig normal samtale med mennesker. Det var vel noget om kontrasten mellem dødsfrygten i deres øjne og henkastetheden i hans stemme, der var komisk og fascinerende. Og det var vel også det tætteste han kom på at have en reel samtale med noget. Venner havde han ikke mange af, og han snakkede sjældent med folk han ikke ønskede død.
“Sooo the sun will be up in a few hours..." sagde han, og kniven blev igen presset gennem menneskets hud og længere hen af huden under hans kæbe. Blod dryppede frem, og Chester fugtede sine læber, "and I need a place to crash. "
Hans øjne var nu fuldstændig fikseret på blodet, der løb ned på de fingre, der knyttede sig om kniven. Han tog dem op til sin mund og suttede dem rene, bare som en forsmag. Han smagte godt.
"I would ask you if I could stay, but I'll wait," forsatte han og trak kort på den ene skuldre, "Dead people can't say no."
Og med de ord havde han grebet ordentligt fat om manden, og huggede sin tænder ned i hans hals. Det var ikke der hvor såret var men lige under. Hans negle borede sig ind i mennesket, så hårdt holdt han fast i det, og bidet var ikke roligt eller fint. Det var grisset og aggressivt. Han var ligeglad med om det gjorde ondt. Faktisk ville han have at det gjorde ondt. Smerten gjorde smagen bedre.

Påklædning: grå boxershorts og en hvid t-shirt.

Det havde været en af de mest hårde og barske dage, Reign nogensinde havde haft. I sin fortsatte søgen efter arbejde, var han endelig blevet tilbudt en endagsopgave som indsamler på en mark. Et forholdsvist let arbejde, havde han tænkt, men det havde vist sig at være den største løgn nogensinde. Fra tidlig morgenstund til sen aften, var han blevet udsat for utallige ulykker. Arbejdet var hårdt i sig selv, og det kunne tydeligt mærkes i hans ryg, at han gentagne gange havde skulle stå foroverbøjet, ned på knæ og op igen. Men det hårdeste havde været alle de tyve, der forsøgte at stjæle afgrøderne, Reign havde samlet sig. Der havde været børn, der lavede skarnstreger og var sultne. Diverse dyr havde gnavet hul i hans pose for at komme ind til maden. Og nogle af de andre arbejdere - deres løn blev bestemt ud fra, hvor meget de havde samlet, så de svage havde stjålet fra de stærke. Reign var altså flere gange blevet rippet for alt det, han havde plukket.
Han havde ikke engang haft energi til at hilse på Django, da han sent om aftenen var kommet hjem. Havde bare smidt sig i sengen - orkede lige at skubbe bukserne af men ikke skifte til den t-shirt, han ellers plejede at sove i - og ladet sig bevæge sig ind i søvnens favn på kun få sekunder. Tanken om, at han kunne sove så længe, han havde lyst til, var det eneste, der holdt ham i live.

Men der var ingen lang, behagelig og udhvilende søvn til Reign den nat. Djangos gøen, der lød ekstra skarp i hans nyvågne ører, vækkede ham brat, mens det stadig var nat, og trods det var fristende at hive dynen over hovedet og lade ham gø, åbnede han alligevel øjnene og vendte sig for at råbe af hunden, at den skulle være stille. Men inden et eneste ord nåede at forlade hans mund, overværede han en fremmed mand sparke til hunden, og fik med en pludselig årvågenhed sat sig op i sengen og smidt den tynde dyne halvt af sig.
Desværre nåede han knapt nok at tage af fra sengen, inden den ukendte var nået hen til ham og formåede at trykke sin hånd ind mod hans hals i et kvælertag - og det var der, Reign havde regnet ud, at han ikke kunne være et menneske, han var både for hurtig og for stærk.
Men spørgsmålet om, hvad han mon så var, lå ikke længe og simrede i Reigns hoved, for da fyren smilede, og de ikoniske skarpe tænder kom til syne, var der ingen tvivl mere. En vampyr havde forvildet sig ind i hans hus.
Reign hadede vampyrer. Ikke som han hadede dæmoner, ikke som han hadede varulve, ikke som han hadede nogle af de andre væsener - vampyrer var de værste af de værste og havde utallige gange hjemsøgt hans drømme, fra da han var helt lille. Det var tanken om, at de kunne smitte, han ikke brød sig om. At de kunne tage hans menneskelighed fra ham.

Reign gispede højlydt, da der blev sluppet på hans hals, og hans øjne var fyldt med intens frygt, stirrende ind i den nyankomnes øjne, der virkede kolde og upåvirket af situationen. Stilheden forekom dog kortere, end den egentlig var, for før han vidste af det, blev han kastet afsted gennem rummet og landede lige foran sit lille køkken, der stod ubrugt efter den travle dag. Det hårde slag i ryggen pustede al luften ud af ham, men han fik ikke længe til at hive efter vejret, inden vampyren stod foran ham igen.
Klodset forsøgte Reign både at bevæge sig baglæns og komme op at stå på samme tid, hvilket ikke ville have virket, selv hvis han ikke var blevet "hjulpet" op.
Kniven, der blev placeret ved Reigns hals, var han overraskende nok ikke specielt bange for - han havde al fokus på de skarpe hugtænder, der kunne antydes, når vampyren snakkede, hvilket ikke var så lidt. Han ville ærlig talt hellere have halsen skåret over end få suget al blodet ud af sig.
I et kort sekund, fangede Reigns blik vampyrens, men det fjernede sig igen i rædsel, da han sagde, at han var vampyr - for et eller andet gjorde det, at han sagde det direkte. Det var på en eller anden måde mere skræmmende for Reign, hvis vejrtrækningsproblem tydeligt kunne høres på dens rystende hæshed, skønt hans mund stod åbnet på klem for ikke at falde om af iltmangel.

Reigns blik blev vendt helt til siden, da kniven blev ført dybere og videre et sted på hans hals, han havde for svært ved at fokusere på præcis, hvor var, og han bed sig i tungen for ikke at lyde som om, han var i for meget smerte. Både for ikke at vise sig svagere end højest nødvendigt overfor dette farlige væsen, der allerede var klar over, han havde racefordelen, men også for ikke at pirre vampyren med råberi og larm. Hvis han ville overleve dette, måtte han tænkte sig om, selvom det var svært under pres.
Men alle forhåbninger om overlevelse forsvandt med ét, da vampyren gjorde den ting, som Reign havde frygtet; den bed ham. Han skreg i smerte og kastede de arme, han ellers havde formået at holde i ro, op for at forsøge at skubbe væsenet væk fra sig. Men det sad fast på ham som en igle - en gigantisk, spidstandet igle - og trods hans bevægelser og skubberi, ville den ikke gå af ham.
Smerten i halsen var ulidelig. Først gjorde det kun ondt der, hvor Reign var blevet bidt, men smerten bredte sig ud i hans hals. Måske fordi han sugede blod, måske var det noget, han bildte sig ind. Uanset hvad var Reign i hvad, der føltes som ulidelig smerte, og han forstod slet ikke selv, at han stadig kunne kæmpe, og at han ikke var besvimet for lang tid siden.

Der var ikke et eneste sekund Razor ikke havde overvejet bare at stikke af, tilbage til Dragons Peak, byen spækket med nattens væsner - i sidste ende stedet han hørte til. Ikke her, han gjorde kun skade på folk der i sidste ende ikke skulle gøres skade på, hvor sjovt det så end var i øjeblikket. I Dragons Peak havde han i det mindste rettighederne til at være en psykopat uden være i risiko for at gøre stor skade på dem han holdt af. Som episoden i bageriet. Det jagtede ham dag og nat. Han ville gerne se Reign igen, men han frygtede at Reign ikke ville så meget som skimte ham et blik. Ikke lytte til hans ord - den undskyldning Razor utallige gange havde gentaget for sig selv, og for hver gang den var blevet remset op - var den bare blevet den tand mere elendig, ikke værd at sige højt. Han kunne ikke finde en måde at skulle sige undskyld, der fandtes ikke en måde der var god nok til at gøre op for hvad han havde gjort. Det var utilgiveligt. Selv en så god person som Reign havde vel grænser for hvad han ville se gennem fingre med. Et forsøg på at slå ihjel kunne umuligt tilgives.

Han nulrede sin fingre ind stoffet på den mørkegrønne t-shirt som sad alt for løst på den spinkle - tynde krop. Den var sammen med sorte shorts - det som udgav den som sædvanlige stil løse påklædning han havde + halsbånd og bare tær - som virkede til at være det der vækkede mest opsigt ved hans tilstedeværelse hvor end han gik. Hans blik var rettet frem for sig mellem træerne - med blikket rettet mod Reigns hytte som svagt kunne anes længere fremme. Han havde vandret i cirkler alt for længe, frem og tilbage, men aldrig tættere end omkring hundrede meter fra hytten. Han kunne ikke få sig selv til at gå derhen. Men han kunne samtidig heller ikke få sig selv til at gå sin vej igen. Det stak og prikkede irritabelt i hans krop hver gang han så meget som bare tænkte på at vende rundt og forlade stedet. Dog synes han pludselig at det forsvandt, blev erstattet af en meget ubehagelig fornemmelse, nærmest kvalmende. Det stak i brystet - noget var galt. Som sædvanligt kunne han ikke helt finde ud af hvad det var, men han var ikke dum nok ikke at vide, at det ikke var ham den var galt med - nej det var noget meget værre.

Alle følelser af frygt og fortrydelse for sine handlinger og tanker - forsvandt på et øjeblik, da han opfangede en lyd, der bekræftede hvad han krop få øjeblikke tidligere havde forsøgt at fortælle ham om. Dog meldte en angst sig, en angst for hvad skete - hvad der var sket, hvad der ville sket. Ville han overhovedet kunne gøre noget. Hvem, hvad? og hvorfor. Alting rodede sig sammen på få sekunder og den tid det tog ham at løbe til hytten føltes som evigheder - som i en drøm hvor kun du bevægede dig i slowmotion. Faren der haler ind på dig, dit hjerteslag der banker for livet løs, højere højere op i din hals - næsten som en blokering for vejrtrækningen. De drømme de altid vågnede op af i sidste øjeblik. Razor var bange for han ikke ville vågne denne gang. Det blev kun værre. Det skar i brystet som en brændende kniv, og fik blodet til at stige til  hovedet. Kastede nærmest en svimmelhed ind over Razors sind, dog noget han bed tænderne omkring og vred væk. Det havde han slet ikke tid til.

Hans udtryk havde ændret sig fuldstændig, som var han hypnotiseret af tanken om at redde den han elskede allermest ud af hænderne på dit blodtørstige bæst, Razor slet ikke skimtede nok et blik til at indse at det var Chester der havde begravet tænderne i halsen på Reign. Han havde i bevægelsen ind af døren, allerede sendt sin kniv afsted gennem luften i en hastig fart. Det kunne kun gå for langsomt. Razor vidste af egen erfaring hvor kort tid det kunne tage at tømme en krop for blod, han havde nær oplevet det selv, ikke rart. Derfor kniven først - han vidste at den i sidste ende bevægede sig hurtigere end ham selv, og ville forhåbentlig kunne få vampyren til at slippe. Hvor den ramte, han havde sigtet efter vampyrens overarm. Han fulgte dog selv efter kniven i en hurtig fart, Låste nærmest armene omkring halsen på vampyren og vred den væk fra Reign, trak ham på afstand med en styrke man ikke skulle tro var muligt fra de spinkle arme og den lille krop. Han havde ikke i sinde at lade den få bare den mindste dråbe blod mere fra menneskekroppen foran sig. Slet ikke. Han fik også hurtigt i en smidig bevægelse svinget sig omkring, Chester, snupper sin kniv på turen - før han så plantede den i skulderen på vampyren. Godt nok kunne den ikke slå ham ihjel - men det betød ikke at det ikke kunne gøre ondt. Medmindre selvfølgelig han var som Razor selv, nærmest immun overfor fysisk smerte man ikke gad føle. Det var også grunden til at han tænkte hurtigt og var på skulderne af Chester et øjeblik efter. Så hvis ikke vampyren fik fumlet sig et træk eller to ind, ville Razor meget hurtigt kunne dreje halsen om på bæstet. Razor vidste godt hvordan man skilte sig af med en vampyr, tog dens allerede ikke eksisterende liv. Bæster. - Han havde gjort det mange gange, og i dette øjeblik var han ikke et øjeblik i tvivl om at han ville gøre det igen. Hvorfor skulle denne vampyr have ret til at leve?

" How dare you..! " Knurrede han vredt ud mellem de sammenbidte tænder. Han ville gerne bare så hurtigt som muligt havde vampyren væk - så han kunne komme hen til Reign, men det var ikke sikkert at fjerne sin opmærksomhed fra sådan et blodtørstigt væsen. Razor kunne i dette tilfælde ikke gøre sig afhængig af andet end kampfærdigheder. Vampyrer var hurtigere og stærkere end ham, men det betød ikke at han ikke kunne bevæge sig mellem en vampyrs bevægelser hvis den ikke tænkte som han selv. Hans gift virkede desuden ikke på allerede døde væsner - det var en ulempe. Men noget Razor havde lært på den hårde måde.
" Are you freaking insane!? " hvæste han så bare, da han træk vampyrens krop med bag over mod gulvet, det var gået op for Razor hvem det var - og det havde kun fået vreden til at boble endnu mere rundt i hans krop. Det var lige før hans krop ikke kunne rumme det, så den udviste en sitren - som dog kun var til at se når bevægelserne var en smule stillestående. Hvilket ville sige næsten ikke. Men alligevel havde han et øjeblik efter at være væltet ned på gulvet, hvor han tjekkede om Reign var okay. Han skulle være okay.

Chester havde ikke set det komme. Aldrig havde det faldt ham ind, at noget kunne standse ham i hans jagt. Hans tanker var fuldstændig tomme og han havde fokuseret på den gode smag af menneskets nærende blod. Han prøvede at kæmpe i mod, selvom vampyren ikke havde nogle intentioner om at give slip. Chester elskede, når de kæmpede. For når de gjorde det, føltes det ikke bare som om han drak blod, men som om han tog deres livskraft, deres styrke, og absorberede det til sig selv.
Men midt i at stjæle dette menneskes styrke, blev han pludselig mødt af en skarp smerte i hans arm. Det fik ham til at i sin forskrækkelse slippe drenge og træde tilbage med et råb af smerte. Han nåede slet ikke at se, hvad der havde forsaget smerte, faktisk nåede han slet ikke at stoppe med at vakle, før et eller andet, eller en eller anden, fik armen om hans hals og rev ham væk. Hvad der åbenbart havde været en kniv, blev revet ud af hans arm, så blod fulgte, og sendte brændende stød fra hans arm og ud til hans fingre.
Det var først her, at Chester endelig fik fattet sig nok til at vende sig om for at se sin angriber. Han var slet ikke vred. Chokket var for stort, så han så mere forbavset på drengen foran sig.
"Raz-" mere fik han ikke sagt, før Razor havde stukket en kniv i skulderen til hans allerede sårede arm. Hans råb lød nu mere som et brøl, og så var hybriden på ryggen af ham. Hans bytte havde han glemt alt om. Han skulle fokusere udelukkende på Razor, hvis han skulle overleve. Han kendte til drengens morderiske instinkt, men han havde ikke set hvor hurtig og stærk han egentlig kunne være, når han havde brug for det.
"Razor, what the fuck are you doing?!" råbte han nu, men blev blot mødt af en knurrende sætning fra Razor, som ikke indholdt et svar. Det gik derfor op for Chester at der ingen grund var til at tale fornuft i ham, men så igen - hvad kendte han virkelig til fornuft?

Han plantede sin albue ind i maven på Razor for at få forspring, før drengen slog ham ihjel. For Chester vidste udmærket godt, at det var hans plan. Så bed han tænderne sammen og trak kniven ud af sin skulder. Heldigvis var det hans venstre arm, så han kunne bruge højre arm endnu. Den anden turde han ikke bruge i frygt for at smerten ville blive overvældende og det havde han ikke brug for lige nu.
Det han gjorde derefter var af blot et forsøg, han havde ingen anelse om, det ville lykkes. Men han havde en sindssyg knægt på ryggen parat til at dræbe ham, så alt skulle prøves. Han greb derfor godt fat om kniven med sin gode arm, den gode arm som han kastede over skulderen og stak efter drengen. Han ramte, der kunne han mærke, men hvor han ramte og hvor dybt det var, vidste han ikke. Han blev i hvert fald ikke myrdet lige med det samme.
I stedet blev han væltet bagover. Først vaklede han bare baglæns men til sidst mistede han balancen helt og ramte gulvet med en bump. Hans fald var dog blødt for under ham var Razor. Chester var øverst så han havde fordelen, men Razors arme var stadig over ham. Med sin gode hånd borrede han sine negle ind i drengen men intet så ud til at virke. Det var først, da han så hen mod mennesket, at hans greb blev en anelse løst. Nok til at Chester kunne, med den højeste fart han kunne for at overgå Razors hurtighed, vænne sig om. Han fik sat sig op i det og hamrede en knytnæve så hårdt han kunne mod drengen, men med hans hurtighed kunne det være at han undgik det.
"You crazy son of a bitch, I'm just hunting. How much can a human possible mean to you when you've killed thousands of them?" hvæssede han. Han var rasende. Faktisk følte han sig en anelse forrådt. Ikke at han ville kalde Razor sin ven, men han havde ikke forventet at han ville komme og prøve at dræbe ham for at skade et tilfældigt ligegyldigt menneske. Han burde aldrig have haft kontakt med den galning. Han skiftede personlighed som han slog ihjel - hurtigt, utilregneligt og uden varsel.

Reign begyndte at kunne mærke det første symptom på blodmangel - han følte sig svagere og svagere jo mere, der blev suget ud af ham, og kunne til sidst knapt nok kæmpe imod mere, selvom han ihærdigt stadig forsøgte. Han nægtede at give op. Selvom kampen stod til at blive tabt fra hans side, måtte han blive ved. Ikke tale om at han bare ville lægge sig ned og lade vampyren mæske i sig.
Men som den sidste styrke i hans krop svandt hen og kampgejsten med den, gav det endnu en skarp smerte i hans hals, da de sylespidse tænder trak sig ud af den.

Reign, der før var blevet holdt oppe af vampyren, haltede et enkelt skridt, inden hans svage ben gav efter og faldt sammen under ham. Overrasket over hvor svag han egentlig var i kroppen, nåede Reign ikke at tage af fra faldet og landede med et brag på ryggen. Et par gange forsøgte han at rejse sig, inden han gav op. Det var umuligt - han havde ingen kræfter tilbage i kroppen overhovedet og kunne ikke gøre andet end at ligge ynkeligt på gulvet og lytte til de mange brag, bump og råberiet.
Reign anede ikke, hvem der havde reddet ham, men han var sikker på, der var kommet en ind og havde fået vampyren væk. Men de to stemmer, der fyldte den lille hytte, smeltede sammen i Reigns beskedne evne til at koncentrere sig, så han havde ingen mulighed for at kunne vide, hvem det var. Eller hvad det var - for havde et menneske en chance mod en vampyr?

Trods slapheden lykkedes det Reign på en eller anden måde at få hånden løftet og rykket sig. Han sigtede efter det sted på halsen, der gjorde mest ondt, men endte med at have hånden liggende midt i det farveløse ansigt. Det gjorde nu intet - det var rart at vide, at han stadig kunne føle en smule, og han kunne mærke den kølige håndflade henover sit ansigt. Den gled videre nedover de trætte øjne og blege læber, der desperat hev efter vejret i dybe, hæse indåndinger, indtil den, efter hvad der føltes som en evighed, nåede halsen.
De små huller, fra da tænderne havde været boret derind, pulserede fortsat af smerte. Men det var bedre end før, uden tvivl. Reign havde aldrig forestillet sig, det ville gøre så ondt at blive bidt. Selvfølgelig havde han ikke givet sig selv lov til at tænke meget over sådanne ting; det skræmte ham, og desuden var han sikker på, han aldrig ville opleve det.
Alt imens han forsøgte at lægge et pres på såråbningen - han anede ikke, hvor meget det blødte, og om det overhovedet var nødvendigt - begyndte hans øjne at lukke mere og mere i, og selvom han i starten ihærdigt førsøgte at holde dem åbne, gav ham til sidst efter og lod dem lukke. Han var træt. Det føltes surrealistisk at være træt på sådan et tidspunkt, men en ekstrem lyst til at sove havde overmandet ham.

Sandt, der var ingen måde at tale Razor til fornuft - eller ændre det spor han selv mente var fornuft. Chester havde dummet sig, meget, ved at snuppe lige præcis dette menneske. Hvor forvirret han så måtte være over Razors reaktion på det kunne han kun være ligeglad med. En albue i maven, leveret af en vampyr - var ikke ligefrem det mest behagelige, men han formåede alligevel at holde sig på ryggen af bæstet. For det var, i dette øjeblik præcis hvad Razor mente Chester var. Det var dog ikke fordi han ikke et øjeblik mistede sit fokus. Den knurrende tone der ikke lod til at forsvinde et øjeblik, blev kun højere da han endelig fik samlet sig ordenligt efter albuen. Værre var det dog med kniven som borrede sig ind i skulderen på ham, han havde måske ikke lige set den komme. Dog var ikke en smertefuld lyd der kom fra ham - tværtimod et sammenbidt grin. Ikke at han undervurderede Chester, slet ikke - en ting var at han var vampyr - men en vampyr med samme tankespind som sig selv, mere eller mindre syg i hovedet. Razor havde del fordel at Chester måske ikke ligefrem havde regnet med besøg. Uheldigvis havde han lappet blod i sig til at være stærkere end en tørstende vampyr. Pludselig var det en smule utydeligt hvem der egentlig havde fordele på nuværende tidspunkt.

" You really think that is going to help you? " Hvæste han af ham. Det gjorde ondt ja, men slet ikke nok til at stoppe Razor i hvad han havde gang i. Dog slap han Chester da de ramte gulvet. Reign virkede ikke til at være noget nær okay, hvilket var grunden til at Razor uopmærksomhed varede længere end først meningen, og det gjorde at han ikke helt nåede at vie for det slag Chester sendte efter ham. Han nåede kun lige at rykke sig nok til at det i stedet for hans ansigt, ramte ham ved kravebenet og sendte ham et lille stykke hen af gulvet. Han knyttede kort sin ene hånd, før han så bare satte af fra gulvet og sprang på Chester endnu engang. Selvom det allerede stak flere steder i hans krop af en irriterende fornemmelse, som mange andre ville kalde smerte. Af en eller anden grund var det dog ingenting i forhold til hvad der foregik i brystet på ham. Han ville ikke miste Reign og som det så ud lige nu, virkede det at slå Chester ihjel som den eneste måde at det ikke ville ske.

" But he's different. Not all humans are set for killing! You can't do that! He's off limit! You can't touch this human! Never, ever, ever! " Knurrede han med en stemme der knækkede på halvvejen, i det han fik dem begge ramlet ind i sofabordet der ellers havde stået nogenlunde finde tæt ved sofaen. Han snappede kniven ud af hånden på Chester - den ville han helt sikkert få brug for inden længe. Han langede ud efter Chester med op til flere knytnæver mod hans ansigt og krop - flere gange var kniven en del af slaget. Om han ramte eller ej, han var rimelig ligeglad - selv det at han i sidste ende skadede sine egne hænder ligeså meget som han skadede Chester, det var ligegyldigt. Han skulle ikke slippe godt fra det han havde gjort, om han så overhovedet ville slippe levende fra det.
" Never.. " Han holdt ham nede, og hvis han slap ud mellem hænderne på Razor, ville han ligeså hurtigt gentage sin handling og trække ham med ned igen, om det så krævede at rive ham rundt i rummet først. Han havde slet ikke tanker nok til at informere om hvad Reign betød, det burde være tudeligt på Razors udtryk at den fyr han forsøgte at beskytte betød meget, hvis ikke alting. " I'm not even sorry you monstrous leech!" Sagde han så bare kort og hamrede kniven mod halsen på Chester i et split sekund hvor muligheden var til det. Han havde ikke tid til at rulle rundt på gulvet og udveksle slag. Reigns tilstand var kritisk måtte gøre noget ved det, andet end kun at lytte til hans hjerteslag og lade sin indre panik vokse over hvor svag den var.

Han forstod det ikke. Han forstod det virkelig ikke. Han forstod ikke hvordan en sindssyg uempatisk psykopat kunne knytte sig til en anden, et svagt menneske, hvis død sikkert ikke ville have nogen betydning for omverdenen. Han ville bare være endnu et udtømt lig. Men af en eller anden grund betød han mere for Razor.
Chester havde aldrig været tæt på sin familie og han havde aldrig været forelsket. Den eneste person, han ville forsvare mod døden, var sin skaber, og det var fordi han stod i gæld til hende. Han forstod sig slet ikke på det følelser, som Razor lige nu gik i gennem. Det eneste han forstod var, at han gik i mellem ham og sit bytte og at hvis han ikke forsvarede sig, ville Razor slå ham ihjel.
Det var også kun det, der gik gennem hans tanker, da Razor sprang i mod ham. Han havde kun lige nået at rejse sig op, før han blev skubbet tilbage i et bord, der med det samme brød sammen under deres vægt. Han fik ikke rejst sig op igen, for før han fik gjort det, var Razor atter over ham og sendte flere slag i ansigtet på ham.
Slagene faldt som regn mod ham. Der var næsten ingen pauser mellem dem og selvom nogle ramte bedre end andre, så gjorde de skade på ham hver gang. Hans næse blev brækket, hans kinder sprækkede og blod kom ud af hans mund. Han var for desorienteret til overhovedet at overveje at betvinge det. Han kunne næsten ikke forstå sig på situationen. Chester var ikke en person, der fik tæsk. Faktisk havde han ikke været tæt på at tabe en kamp i flere hundrede år. Med styrke og hastighed som vampyr og mange års erfaring og strategi ville man først kunne ramme ham ordentligt, hvis man fik ham ned at ligge. Som Razor nu havde gjort.

Nogle enkle var kniven også med i slaget og selvom den kun snittede ham, så gjorde den kun yderligere skade, og det eneste, Chester kunne tænke på, var at med en kniv i hånden var Razor endnu tættere på at dræbe ham. Det var hans sidste tanke, før den kniv ramte hans hals.
Først var der bare en overvældende ubeskrivelig smerte. Dog forsvandt den hurtigt og blev i stedet til en tåge. Som blodet strømmede ud fra Chesters hals, formede der sig sorte pletter for hans øjne, men det lykkedes stadig for ham at se på drengen over ham med opspilede øjne. Det var der det gik op for Chester, at han var døende.
Den eneste gang han før havde været døende, var da han skulle forvandles til vampyr. Den gang gik han modigt ind i mørket og lod sig opsluge med en styrke. Nu var mørket intimiderende og kvældende, som det trængte sig på.
Han forsøgte at trække vejret men det blev til en mærkværdig hvæsen, da han sugede luften ind. Hans frie hånd søgte op til såret, og blev straks gennemblødt af blod. Det var varmt efter han havde drukket. Han føltes helt som et menneske igen, et svagt og ligegyldigt menneske.

Han var ikke et menneske. Han var udødelig. Han skulle ikke dø sådan en ligegyldig død ved hånden af en psykopat, der elskede en anden for højt.
Han brugte den sidste energi og den sidste logiske tankekraft, han havde, før mørket ville gøre det umuligt for ham at kæmpe i mod den død, Razor ville forsage.  Med hånden, der var indsmurt i hans eget blod, lavede han ryk, så blodpølen under ham samlede sig. Med så meget blod som han havde mistet, kunne han nemt betvinge det rundt og bruge det til sin egen fordel. Hvilket han gjorde ved at få det tvunget ned i Razors hals. Det var som om en tung byrde pressede ned over ham, når han brugte sin evne, men det var hans eneste mulighed for at overleve. Da blodet var kommet ind i Razors system, lavede Chester et kast med hånden og fik på den måde drengen til at kaste sig af sig. Det var ikke på noget fin eller ordentligt måde, mere bare et ryk til siden som blev han skubbet.
Chester nåede lige at tvinge luft ind i sig, før han hurtigere end et menneske men slet ikke så hurtigt som han ønskede, forsvandt ud af hytten og væk i et desperat forsøg på at flygte fra døden endnu en gang.

//Out. Hyg jer, drenge

Razor havde absolut ingen intentioner om at stoppe før der ingen puls eller vejrtrækning kom fra bæstet foran sig. Slet ikke. Han havde rørt noget som var kært for Razor, og på en måde hvor det nær havde taget hans liv - hvis ikke det var ved at blive sandheden. Det var en frygt der stak i Razor som knive, dev ham til handlinger han ikke havde haft mening om at udføre overfor Chester under andre omstændigheder. Chester var sådan set en fin fyr og Razor havde haft det sjovt med ham, men lige nu var det så langt væk i hans tanker at det ikke kunne råbe højt nok til at stoppe ham. Chancerne for vampyrens overlevelse drev langsomt væk, medmindre han selv eller en anden formåede at stoppe halvdæmonen i sine gøremål - så var det slut.

Synet af blodet gjorde det kun værre, havde det ikke været for Chesters lille trick, så havde han set lyset - eller mørket - hvad end vampyrer så når de døde, nu hvor de i princippet allerede var døde. Han havde slået vampyrer ihjel før - mange gange, dog var det ikke vejen Chester havde valgt at lade ham gå i. Razor blev skubbet af vampyren i en bevægelse der bundede i noget han slet ikke havde forestillet sig overhovedet ville have fundet sted, blodet der pludselig var blevet ført ind i kroppen på ham chokerede ham. Normalt var blod ikke noget der skulle spørges mange gange om han ville have inden bors, men på denne måde var det både klamt og ubehageligt - og det fik ham til at stoppe hans bevægelser et øjeblik, hvilket kun blev længere tid da han ikke længere var over Chester, men i stedet på gulvet lidt fra ham. Mens hans blik fulgte vampyren der forlod hytten. Razor kunne ikke andet end at slippe en vred knurrende lyd. Lysten til at følge efter og skille hoved og krop fra hinanden på bæstet var så stærk en lyst, der nær havde vundet - hvis han ikke havde slået sit fokus tilbage, og rettede hurtigt blikket mod Reign, som stadig lå på gulvet og lignede alt for meget en livløs krop. Heldigvis havde Razor sin hørelse i orden og menneskets hjerteslag var stadig til stede i rummet.

" Reign.. " fik han sagt i en halv rystende stemme, og hans blik flakkede sig mod fyren. Et øjeblik anede han ikke hvad han skulle gøre. At skulle holde en person i live var ikke ligefrem det han havde den meste erfaring med. Sådan et stadie som Reign var i, var normalt et stadie hvor Razor enten ville have været smuttet eller gjort der helt af med personen. Men sådan var det ikke denne gang.
" Reign.. " Mumlede han igen og fik sig endelig rykket hen til det alt for stille liggende menneske. Det var slet ikke rart. Han så ikke engang fredelig ud. Alt for meget blod - som om han ikke havde mistet nok i forvejen så havde det stadig planer om at forlade den allerede kvæstede krop.

" Please don't die.. " han bed sig kort i læben, men besluttede sig så for at gøre andet end at sidde og panikke over hvad der kunne ske. Han lod kort blikket glide rundt i hytten, som ikke så helt fantastisk ud længere, en omrukering i møbler - af dem der ikke var gået i stykker, for ikke at tale om det blod som havde fundet sin vej til mere end rigeligt af tingene, især gulvet.
Han løftede Reign op, en handling der stak i skulderen efter hvor kniven havde været, men han ignorede det og fik Reign op i sofaen at ligge, efter at have med den ene fod skubbet noget af det ødelagte bord til side. Fra ikke at vide hvad der skulle gøres, til at gøre alt for mange ting på alt for kort tid - var hvad der skete. Han fik langt Reign på en måde som forhåbentlig ikke gjorde ondt på ham, fandt vand frem, et tæppe som han pakkede ham ind i - et øjeblik overvejede han at tage alt han kunne finde der kunne holde ham varm. Han fandt det hvert fald frem og var flere gange ved at vælte over sine egne fødder i sin vandring rundt i hytten. Django var han også bekymret for - men Reign var i hans fulde fokus. Han placerede sig på gulvet ved siden af sofaen med blikket rettet mod Reign, lyttede til hans hjerteslag. Hvordan vækkede man et bevidstløst menneske? var det bare at vente? eller fandtes der en metode. Razor vidste det ikke - førstehjælp var ikke noget han kunne finde ud af. Så han håbede at hvad han havde gjort indtil nu var okay. Nu lå han hvert fald blødt, og varmt og der var vand klar til når han forhåbentlig vågnede. Følelserne der røg gennem hans krop kunne han ikke tyde, han følte sig mere eller mindre som en skal i trance.

Reign var endt et sted midt imellem søvn og besvimelse fra blandingen af både blodmangel og kroppens behov for at få slappet af. Først efter en lille times tid, vågnede han fra den beroligende ekstase, og skønt hans ansigt stadigvæk var blegt, følte han sig bedre tilpas og langt mere opladet efter oplevelsen.
Efter at have åbnet øjnene på klem, overvejede han med blikket placeret oppe i loftet over sig, hvad der præcist havde været sket, selvom det var svært at rive opmærksomheden væk fra det varme tæppe, der omfavnede hans krop. Havde det hele været en drøm? Nej, det kunne det ikke være. Det bumpede stadigvæk let det sted, vampyren havde bidt. Den havde været der, og den havde bidt ham. Og så... havde den pludselig trukket sig væk.
Detaljerne dulmede mere og mere frem i Reigns sind, og som et lyn huskede han på, at Django havde fået et ordentligt spark. Dens højlydte pev havde klæbet sig fast i hjernen på ham.

Han satte sig hurtigt op, så den ene del af tæppet faldt ned fra ham, og den anden standhaftigt blev hængende på skulderen, for at tjekke til hunden. Den lidt for pludselige bevægelse slørede hans blik, og i få sekunder gloede han blinkende og småsvajende på skikkelsen ved siden af sig. Overraskelsen ramte først hans ansigt, da det slørede syn stabiliserede sig selv og præsenterede ingen andre end Razor.
Reigns allerede åbne mund, åbnede sig lige dét mere, og fik det til at ligne, at han skulle til at sige noget. Men der kom ingen ord ud, og snart var den tilbage i sin måbende position. Så prøvede den igen - formede sig denne gang i en 'hv' lyd, der dog ikke blev til meget mere end "wh..."
Og som for at bruge bare én af sine sanser for at vække sig selv, spejdede Reigns øjne videre fra Razors ansigt, forbi det smadrede bord og hen på Django, der heldigvis virkede til at have det okay. Den lå på gulvet med Razors gennemgnaskede t-shirt placeret under hovedet, og han kunne ikke lade være med at tænke, at hvis den kunne ligge helt normalt ned, så kunne den ikke være helt gal.

Disse tanker om hunden, fik lige så stille gang i Reigns hjerne, og langsomt men sikkert begyndte den at køre derudaf.
Hans blik gled væk fra hunden og endnu engang tilbage på Razor. "Did you..." fik han endelig sagt, og selvom han ikke fædiggjorde sætningen, var det bedre end ingenting. Han satte sig en smule mere op, så resten af tæppet gled ned og dannede folder nede omkring den nederste del af t-shirten, "is it gone?"
Reigns blik var nervøst og udviste en vis uskyldighed. På den ene side vidste han, vampyren måtte være væk, for hvis den ikke var, ville han ikke have været i live nu. Alligevel havde han brug for at vide det. At den var gået, at den kedede sig, at den var færdig med ham, at den var død. Bare at den ikke var i hytten mere.

Ventetiden var ulidelig. Den rastløshed der altid dansede på knust glas inden i Razor, var på sit yderste. Han havde flere gange måtte rejse sig, vandre i en cirkel, eller gennem rummet. Kun for så kort efter at vende tilbage på pladsen ved siden af sofaen. Han havde set til Django en enkelt gang, men det var efter den af sig selv havde besluttet at det ikke var værd at ligge mere, at den var okay. Den var okay. Hvert sekund af dette var lige nervepirrende. Man kunne vel godt nå et punkt hvor man simpelthen bare havde mistet for meget blod? Men han var jo ikke død, ville han dø? Kunne hans hjerte give ham nok blod hurtigt nok til ikke at dø? Der var en masse spørgsmål der sejlede rundt i hovedet på Razor, mens han sad med blikket mod Reigns ansigt.

Det første der ramte Razor da Reign åbnede øjnene, var lettelse. Men den blev på alt for kort tid erstattet af en frygt for hvad han ville sige til at det var Razor som sad her. Deres sidste møde havde ikke ligemeget været noget at fejre og det sad dybt i Razor hvad han havde gjort, det var utilgiveligt og det vidste han godt. Men det betød ikke at der ikke gemte sig bare et lille håb i halvdæmonen.
Han bed sig kort i læben og fulgte Reign med blikket, nærmest hypnoticeret i hver enkelt bevægelse. Han sagde ikke noget. Der var ikke noget at sige - hvert fald ikke som Razor lige kunne komme på. Reign var i live og det var det vigtigste. Han ville dog ikke efterlade ham før han var helt sikker på at der ikke var fare for at skulle finde ham død på et andet tidspunkt. Det var dog ikke fordi han regnede med at Chester ville komme tilbage. Hvis han overhovedet havde klaret den, sikkert - der skulle en del til at slå en vampyr ihjel.
Der var i sidste ende en masse at sige, men han ville ikke overrumple Reign med uendelige mængder af ord. Fyren var sikkert forvirret nok i forvejen, så ville det ikke gøre det bedre med en talestrøm af undskyldninger blandet med information omkring hvad der sådan set var sket her i hytten, hvorfor Reign lå hvor han lå, i den tilstand han var og havde været i.
" He's gone. He won't come back.. I hope... He hasn't yet so.. I mean, he's not dead but yea. Defenetly not coming back.. " Fik han så alligevel kastet ud mellem læberne og var sikkert selv mere forvirret over sine ord end hvad godt var. Han håbede dog det var tilfældet, at vampyren ikke ville vende tilbage.

Han rykkede så kort lidt på sig, uden egentlig at sætte sig på en anden måde. Det skete ikke så tit, men faktisk var han lidt i tvivl om hvad i alverden han skulle gøre og sige. Måske håbede han at Reign havde et eller andet, men på nuværende tidspunkt var det meget at forlange - han havde trods alt næsten mistet livet.
" How.. I mean, are you feeling okay? I'm sorry I didn't get here before. " Sagde han lidt i et sætning der ikke helt kunne finde ud af om den ville være mumlende eller ej. Han ærgrede sig med det samme over at han ikke bare var gået herhen med det samme han overvejede det, så ville han have været der da Chester dukkede op og dette var aldrig sket. Hvorfor valgte det bæst også lige denne hytte. Der var et hav af andre hytter rundt omkring. Huse, alting.
" Is there anything you need? I can get... almost anything. " Han lod kort blikket glide rundt, men lod det kort efter lande på Reign igen. Lidt i en overvejelse om han bare med det samme skulle rejse sig og finde alt i verden. Puder, flere tæpper, drikke, mad - alting. Måske endda et nyt bord. Selvom det sikkert ikke havde den største betydning lige nu.

Det tog ikke Reign længe at regne ud, at Razor havde fået vampyren af ham. Hvordan han havde gjort det, havde han ingen idé om, men det havde tydeligvis virket.
Han havde på den ene side lyst til at smide armene om halvdæmonen, men på den anden side fyldte episoden i bageren stadigvæk for meget. Reign var ikke bange for ham - hvilket var utroligt, for han havde været rædselsslagen tilbage i bageren. I stedet stod han i midten et sted. Blev revet i fra begge sider. Han burde smide ham ud, drengen var jo farlig. Han burde takke ham, drengen havde trods alt lige reddet hans liv. Smid ham ud, tak ham, smid ham ud, tak ham...
"Thank you..." endte det med, trods det ikke lød specielt reelt. Reign skævede kort ned i sit skød, "for, you know... helping me with that vampire. And saving my life and... and stuff."
Han var taknemmelig, det var han virkelig. Men tanken om, at Razor, lige så hurtigt, som han havde reddet hans liv, kunne knække og tage det igen, holdte ham tilbage fra at vise det.

Den tomme stilhed larmede imellem de to væsner, der ellers plejede at være så gode til at tale sammen. Reigns tanker holdt stadig fast i, at han burde smide ham ud. Det virkede bare så hjerteløst, når han lige havde sat livet på spil for ham. Men at han lod Razor blive i hytten, siddende ved siden af sig... det var i teorien også at sætte livet på spil.
Hybriden brød heldigvis stilheden og gav Reign en pause fra sine tanker og en undskyldning for at se op fra sit skød. "Yeah, I think so," svarede Reign og kiggede undersøgende ned af sig selv som for at tjekke, at han ikke lige manglede et ben. Men udover halsen var der intet. Han havde fået et par gode slag i ryggen, og den var da også øm, men det var ikke slemt. Den hvide t-shirt havde suget lidt blod til sig oppe ved kraven, men det meste blod var landet på gulvet... og i vampyrens mave.

Reign så op igen, efter Razors næste bekymrende spørgsmål havde lydt, og nåede netop at fange hans blik efter det, der virkede som koordinerede, synkrone hovedryk. Og med lysets hast havde hans hjerte placeret sig helt oppe i halsen på ham.
Det var ved at blive farligt. Han havde aldrig savnet nogen så meget, og al den energi, han havde brugt på at slå Razor ud af hovedet, var spildt på grund af et enkelt blik.
"I need you to leave," lykkedes det Reign at lukke ud igennem det, der føltes som et fuldstændig stoppet talerør. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv for at skjule, hvor ondt det gjorde, hvilket bare resulterede i kikset fingerfumleri henover tæppekanten, "I really am grateful but... I can't really..." forsøgte han fortsat at forklare men gav op på halvvejen og sendte halvdæmonen et undskyldende blik fyldt til randen med skyldfølelse, "you know why you can't stay... right?"

Et tak var mere end han havde forventet, hvilket også var årsagen til de manglende ord. Han pillede i stedet kort lidt ved sine fingre, før han kort trak på den ene skulder. Han forsøgte kort at komme med en brugbar sætning, men det endte i stedet bare i en halv brummene lyd og han måtte til sidst opgive. Der var ingen ord der der poppede op, han var fuldstændig tom. Ikke engang alle de ord der normalt ville rende ud mellem læberne på ham lå og ventede på at få frit spil. Ingenting.
" Good.. " Sagde han så hurtigt da Reign svarede om han var okay. Han skulle være okay. Intet andet var godt nok. Hvert fald fysisk som en start. Det var ikke fordi Razor vidste meget om det, men taget i betragtning af at han selv synes det var en dum og træls og forfærdelig situation, så måtte Reign også synes det. De fleste mennesker var vel en smule mere skrøbelige i deres sind end en bister vampyr? eller dæmon for den sags skyld. Han kunne ikke være sikker, men det gik han ud fra.

Selvfølgelig, hvad havde han regnet med. At alt ville være godt igen. Det hele vendte dog hurtigere end man kunne blinke med øjnene og de ord Razor frygtede allermest røg ud i rummet alt for hurtigt. Han bed kort tænderne sammen, før hans blik hvilede et øjeblik ud i luften, eller mod armlænet på sofaen. - Men det fandt så kort efter fandt Reign igen.
" Reign.. " Sagde han kort, i det han rykkede lidt på sig. " Please don't.. I can't leave. I promise I wont hurt you. " Sagde han så bare lidt, tydeligt slet ikke forstående på hvad Reign sagde. Selvom han måske inderst inde godt kunne forstå det, men ærlig talt så havde han slet ikke lyst til at gå nogen steder. Han kunne hvert fald ikke gå sin vej før han var helt sikker på at Reign var helt okay. Hvilket sikkert var problemet - han ville altid redde Reign, men den eneste han ikke kunne redde ham fra var sig selv. Han var farlig - der skulle ingenting til før han kunne ende op i en tilstand lige som i bageren. Men hvorfor skulle det ske igen? Han ville ikke tro at det kunne ske igen.

" I'm sorry.. But.. I don't want to go. " Han bed sig kort i læben. En ting skreg for at han skulle smutte, blive væk for evigt. Det var det bedste, det mest fornuftige - for Reigns sikkerhed. Men hvorfor altid gå med det fornuftige valg? Hans hjerte ville ikke lade ham gå, det gjorde ondt bare tanken om at skulle træde ud af hytten. Vide at det kunne være sidste gang han skulle se dette menneske. Som gang på gang, uden egentlig at gøre sig umage, kunne finde følelser frem i Razor som han aldrig havde troet han skulle føle. Han rystede så bare lidt på hovedet.
" I Can't.. I need you to want me here. " Sagde han så lidt, og efter at have ladt sit blik glide hen over gulvet - søgte det tilbage mod Reign ansigt.
" Its selfish, I'm selfish.. But I need you.. To be.. a part of my life. I can't loose you. " Foreløbig blev han siddende på gulvet, men tydeligt uroligt. Selvom hans ord gav udtryk for at han slet ikke ville gå - var der stadig noget der lyttede til Reign ønske om at han gik og gjorde at det var et større dilemma end som så at stå ved en holdning til det selv. En indre panik der ikke vidste hvad var godt og hvad var skidt - eller hvad var bedst. Skulle han være så egoistisk og udsætte Reign for samme fare igen, eller lade være? Sagde folk ikke altid man skulle følge sit hjerte. For så var det rigtige at blive lige her, sammen med Reign. For evigt og altid. Selvom det var meget lang tid - men det virkede slet ikke som så lang tid, eller som noget umuligt når Reign var en del af den plan.
" I'll even eat your weird cooked vegetables if you let me stay. " Sagde han så lidt og rynkede kort næsen en smule. At det var den værste ting han lige kunne komme op med at kunne gøre var underordnet. Det var noget, han kunne sikkert komme på en del flere ting hvis Reign holdt ved sine ord og ville have ham til at gå.

I det mindste vidste knægten det - hvorfor han ikke burde blive. Det ville ikke være sjovt for Reign, hvis han skulle til at forklare det og faktisk sætte ord på noget, som gjorde ondt bare at tænke på. Selvfølgelig var det uheldigt, at Razor ikke for en gangs skyld kunne bruge sin logik, der tydeligvis fortalte dem begge, at det var bedst, han gik sin vej. I stedet sad han bare der og så bedrøvet ud. Lignede næsten et barn, der lige havde fået skæld ud og lød lige sådan med måden, han forsvarede sig på - både ihærdigt men samtidig forsigtigt.
Reigns ene øjenbryn hævede sig af det sidste, hybriden sagde, og som han drejede blikket frem for sig, fandt et lille smil frem til hans læber. At han kunne smile i sådan situation føltes helt surrealistisk, men det var bare en evne møgungen havde. Eller snarere en magt. Han havde en magt over Reign, han ikke selv helt forstod. Selv nu hvor han vidste, han måtte forholde sig stålfast alvorlig, sad han bare og smilede. "That's so nice of you," mumlede han i en sløv tone, der var for træt til at indeholde den sarkasme, der ellers burde have fulgt med.

Sådan sad han lidt uden at sige noget. Der var så mange tanker, der gik igennem hans hoved, at han slet ikke vidste, hvor han skulle starte. Så mange spørgsmål der krævede svar. Og så alligevel ikke - for han havde ikke speciel meget lyst til at tale om det, der lige var sket. Eller i bageriet for den sags skyld. Selvom det virkede til at være det mest logiske at tale om nu.
Men i stedet endte hans blik bare nede på sin blodige krave, som han havde trukket frem for sig, "I should probably change this," og han rettede sløjt på sin siddestilling, så benene hang ud over kanten. En rynken fandt vej til hans pande samtidig med et dybt suk, som han fik øje på størstedelen af sit tøj, liggende på gulvet efter kommoden var blevet væltet. "God, you made a mess," og med de ord fik han rejst sig. Han var hele tiden forsigtig og tog det stille og roligt med samtlige bevægelser - Reign var stadigvæk sløj i kroppen, og han vidste, at hvis han først væltede sammen, ville han ikke orke at rejse sig igen.

Han greb en tilfældig t-shirt efter at have hevet den beskidte af og spurgte, mens han foldede den ud, "did you... fight or...?" På den ene side havde Reign ikke lyst til at vide præcis, hvad der var sket. Der var blod på gulvet - blod der ikke var hans - så noget måtte der have været sket, efter han besvimede.
"I don't even know why I ask. Of course you did," svarede han sukkende på sit eget spørgsmål, som han havde hevet det sidste stykke af trøjen nedover navlen, og så hen på Razor. Nu måtte den komme - han måtte bede ham ordentligt om at gå denne gang, på en måde, så knægten forstod det. Men endnu engang var han for svag til faktisk at snakke om det, han burde, "so... why are you even here? I mean, I'm happy you saved my ass but it seems a little odd. You showing up just after the vampire," han rynkede brynene en smule, "you... didn't have anything to do with it, right?"

Det lille smil om fyrens læber, gav et ekstra lille håb i Razor. Så noget rigtigt kunne han vidst godt sige. Desuden virkede det til at udsmidningen blev holdt på standby for en stund - hvilket var helt fint for Razor, jo længere tid tiden kunne blive trukket ud jo bedre. Så havde han mulighed for - hvis det var muligt, at gære tingene en lidt bedre, måske i sidste ende forhindre at han blev bedt om at gå.
Han fulgte Reign med blikket, som han fik sig vendt og drejet - og til sidst kom på benene. Razor selv rejste sig ikke mange øjeblikke efter. Det var nok en god idé at være klar hvis Reign alligevel ikke helt var i stand til den plan han vidst havde i sit hoved.
" Sorry.. " Sagde han så bare kort lidt, og lod blikket strejfe en rundte på det kaos der var blevet efterladt i hytten. Der var noget om snakken, det lignede lidt en kampzone - men det var det på den anden side også. Det kunne vel tilgives at her var rodet, nu hvor rodet havde ført til at redde hans liv. Også selvom en del af det havde fundet sted før Razor dukkede op.

Han lod blikket finde sin vej tilbage mod Reign, og nulrede sine fingre lidt ind i bunden af sin trøje. Et kort øjeblik var det de helt forkerte tanker der strømmede gennem hans hoved, men synet af Reign, som han stod der og så helt igennem dejlig ud. - Razor var vel trodsalt hankøn. Også selvom Reign slet ikke så frisk ud på nogen måde. Han måtte kort ryste på hovedet, ryste tankerne væk. Det var dog mest Reign spørgsmål der slog ham ud af kurs, og hans ene hånd fandt kort op til sin skulder som kniven havde været plantet i. Han havde været oppe at slås ja. Men han som sædvanligt var det ikke noget han fortrød - omstændighederne måtte bare gerne have været anderledes.
" I did yea.." mumlede han så bare alligevel, selvom Reign selv fandt frem til svaret på meget kort tid.

Han gik i stå et øjeblik, med blikket fæstnet mod den trøje Reign netop havde trukket på. Men fik så endelig revet sit blik fri og rettede det mod fyrens ansigt i stedet. " No! How dare you! " Sagde han først, i en nær knurrende tone.
" Why would I ever.. I had no idea - I was in the area and, I wanted to see you but never had the gut to actually show up... I don't know - I just feelt something was of. Why is that odd? I have been wanting to see you in forever, but I'm scared that you don't want to see me. " Sagde han så bare, med blikket rettet mod Reign. Et strejf af irritation ramte ham - hvordan kunne han overhovedet tænke tanken, at Razor havde været en del af det. Okay, han havde trods alt forsøgt at slå ham ihjel - men det betød ikke han ville sende en anden for at gøre det og fortryde det kort efter. Slet ikke. Han havde det dårligt nok med episoden i bageriet i forvejen, flere ting oven i det var slet ikke nødvendigt for at lege med hans dårlige samvittighed. Reign burde være glad for at han var dukket op, ellers ville han være en tom skal, drænet for blod til mindste dråbe.

" Reign I don't want to hurt you, you know that right? " Spurgte han så lidt og bed sig kort i læben. " I never wanted to - well maybe I when I first met you, but that because you smell so freaking delicious. Anyhow! That dosen't matter - Maybe you could just hit me in the head with a brick ones in while, I probably wont be that dangerous. " sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule, det havde hvert fald hjulpet den dag i bageriet. Måske var det hvad han havde brug for - nu hvor han ikke længere levede under et styre af en herre, der var ikke længere andre end ham selv til ansvar for kontrollen over den dæmon der sprang rundt i ham. Den havde haft fri leg alt for længe og var svær at holde nede når den først følte for virkelig at slå sig løs.

Reign rynkede en smule på næsen af, at Razor blev så oprevet over hans spørgsmål. Havde han forventet andet efter den måde, de var skiltes på sidst? Han havde aldrig i sine vildeste fantasier forestillet sig, knægten ville sende en vampyr efter ham, men han havde heller ikke forestillet sig ham tage kvælertag på ham, og det havde han nu gjort alligevel. Man kunne ikke regne med den halvdæmon.
"I had to ask," mumlede Reign så bare og fik ikke den selvsikre tone, der ellers burde have fulgt med den følelse af at have haft fuld ret til at stille spørgsmålet.

Razor tog fat i det emne, der lå og lurede i overfladen, men som Reign var for stor en kylling til at tage op; episoden i bageriet. Han havde allerede på fornemmelsen, det ville ende i et skænderi eller måske i gråd - nok mest hans eget, Razor var vist ikke typen, der tudede. Men indtil videre måtte han holde sig så rolig og fattet som overhovedet muligt - ingen grund til at piske en stemning op allerede, også selvom Razor startede ud med sådan en ynkelig idé.
"So I'm just supposed to hurt you whenever you try to hurt me? Great idea," tonelejet var tykt af ironi og blev ledsaget af en dømmende hovedrysten. Det var typisk hybriden at komme med sådan en dum, uskyldig idé - faktisk var det utroligt, at et sådan blodtørstigt monster kunne indeholde så meget uskyldig barnlighed.

Reign sukkede højlydt ud, som han bevægede sig hen til Django og begyndte at prikke ham forskellige steder for at tjekke, om han var kommet noget til - den virkede dog bare til at nyde opmærksomheden og smed sig prustende om på siden.
"I'm scared of you, Razor," det var ikke helt sandt. Han havde været pissebange tilbage i bageriet, men lige nu frygtede han ham ikke, og det irriterede ham grænseløst. Han vidste, hvad Razor var i stand til, og at tråden kunne knække for ham, hvornår det skulle være, og alligevel følte han sig rolig og sikker i hans nærvær.
Reign førte blikket fra hunden og hen på drengen, "I know you didn't mean to hurt me, really, I do. But that just scares me even more," han rejste sig op, "you can't control yourself. When you snap you... you become someone else. It's like you have two sides and while I'm crazy about one of 'em, the other one scares the crap out of me." Reign holdte en kort pause. Han var slet ikke så hård, som han nok burde være, men det var ikke let at skælde en person ud, der virkede oprigtigt ked af det, "I don't know if you remember but back at the bakery I said I hated you. But it's not like I hate all of you, just... the demon side."

" Clearly.. " Mumlede han lidt og rynkede kort næsen en smule. Reign måtte spørge om alt han ville, men Razor brød sig bare ikke om at blive mistænkt som medskyldig - især ikke når det langt fra var hvad der var tilfældet. I sidste ende var Razor den form for person som ikke ville benægte sine ulovligheder - ikke engang gøre et forsøg.
Razor bed sig kort lidt i læben, men træk så kort lidt på den ene skulder - han kunne ikke helt se hvor dum en idé det egentligt var.
" If it works - I don't see why it would a problem. " Sagde han så bare lidt. Hvis det var det der skulle til. Hvis det endelig skete at Razor mistede kontrollen igen - var det vel meget godt at Reign havde en nødplan og vidste hvad han skulle gøre. Selvom Razor ikke havde planer om at lade det ske igen, han ville ikke skade Reign - ikke den mindste smule. Han pillede bare kort lidt ved sine fingre, men rettede sig så lidt op. Ingen grund til at gruble mere over det. Sket var sket, det var Reign der skulle gøre op om han ville have Razor i sit liv på trods af det. Ikke at halvdæmonen ville lade ham skubbe ham ud af sit liv bare sådan lige.

Han var stille, meget stille et øjeblik. Mens han bare stod og kiggede på Reign. Et øjeblik flakkede blikket ned mod Django - men det røg hurtigt tilbage mod fyren igen. Der var ikke noget at sige til det, selvfølgelig - hvem ville ikke være bange for en der havde forsøgt at slå en ihjel? Okay Razor var selv ikke specielt bange for sådan noget men han var på den anden side også skruet skævt sammen for oven.
" I don't want you to be scared.. " mumlede han så bare lidt, og rynkede kort næsen lidt. Det var faktisk en af de sidste ting han ønskede at Reign var. Det undrede ham at han stadig var her - alt det had fyren havde udvist han havde til dæmoner - fremmede racer i det hele taget, også alligevel. Et lille smil fandt sin vej frem over hans læber, ikke fordi det var et godt tidspunkt at smile på, men det kom alligevel.
" Well.. I kinda am, you know - part demon. Not that, that makes it okay. But. " han træk kort lidt på den ene skulder. " I don't know. It won't happen again. " sagde han lidt - det var lidt som om han var løbet tør for ord. Der var intet forkert i hvad Reign sagde - Razor kunne vælge at forsvare den side af ham som havde forsøgt at slå Reign ihjel, eller fortsætte en evig strøm af undskyldninger. Det var enten eller - begge dele ville være sandt, han var trods alt den side også, men han var også ked af hvad han havde gjort.

" I don't know what you want me to say. I'm sorry? I've said that.. And I am - truly. But. I don't want you to hate me, and I don't know how to make you not hate me. Its not like I'm ever going to loose that part of me, it'll always be there. " Det eneste han kunne gøre var vel at lære at kontrollere den - men det var vel noget som kunne tage tid, og i processen alligevel ville være farligt for Reign. Og hvad nu hvis det ikke var muligt. Han ville ikke have at det skulle være sådan en dum ting som gjorde at de ikke længere kunne ses.
" Most of me loves you, you know. Its only a tiny bit that actually only wants to eat you. " Sagde han så lidt og rettede sit blik mod Reign ansigt. " And I don't think its fair that - that should be the reason for us to not happen. I can't promise, that I won't loose control, but I'll try my best not to make that happen. " Sagde han så lidt, men trådte så bare lidt tættere mod Reign. Han var træt af den afstand der var - ikke kun fysisk men også mentalt. Det i sig selv var en skræmmende ting.

"Right," svarede Reign uden at tænke meget over det, og selvom det var ironisk ment, og han ikke troede en pind på Razors løfte om, at det ikke ville komme til at ske igen, kom svaret ud i en tør, intetsigende tone.
Razor kunne ikke sådan uden videre love sådan nogle ting - så ville det jo kun gøre mere ondt den dag, historien faktisk gentog sig. Og han ville hade sig selv for at have stolet på den lille lort.
Men han prøvede virkelig, det var tydeligt for Reign. Og på mange måder havde han ret i, at der ikke var andet at gøre end at undskylde, og så var det op til ham selv, om det kunne tilgives.

Reign pustede sig af ren refleks en smule op, da halvdæmonen trådte tættere på, men lagde lige så hurtigt mærke til det og løsnede op i kroppen igen. Han havde lyst til selv at tage skridtet, at vise han ikke var helt igennem afvisende. At gå hen til ham, smide armene om ham, røre ham samtlige steder på kroppen, få ham til at blive ligeså besat af ham, som han selv var besat af den dumme unge. Men alt dette lå og rodede rundt i tankerne bagerst i hovedet sammen med alt det andet, han gennem livet havde haft lyst til at gøre, men som aldrig var blevet gjort.

Reign troede egentlig, han havde valgt for lang tid siden. Razor kunne ikke være en del af hans liv mere, og trods han ikke havde vænnet sig til følelsen, havde han været begyndt at vænne sig til tanken. Men nu gik det hele tilbage, og han fangede sig selv i at tænke hele situationen om igen, som han stod der i stilhed med blikket placeret på drengen foran sig.
Hans største problem med Razors dæmonudbrud var ikke engang, at han var bange for at blive skadet. Nej, han var bange for, han ville ende med at skade nogle, han elskede. Knægten var kun interesseret i Firewood Village, fordi Reign var der - hvis der skete noget med hans elskede, der boede i byen, ville det altså være hans egen skyld, fordi han var selvisk og ville have drengen tæt på sig. Det kunne han ikke tilgive sig selv; at sætte deres liv på spil på grund af sine egne lyster. Selvfølgelig havde han heller ikke lyst til selv at dø, men det ville jo være hans egen skyld, når han sådan valgte at tage chancen. Så hvis det kun var hans elskedes sikkerhed, der var det egentlige problem... var der så en måde at løse det på?
"... Okay," fik Reign til sidst presset ud i et toneleje, der lå i en underlig blanding mellem tøven og sikkerhed. Han sugede mod til sig ved hjælp af en dyb indånding, inden han fortsatte, "you just have to promise me not to come here in this town to see me. Not that Firewood Village is off-limits to you but you can't come here just to visit me. I won't allow it, I won't let you in this cabin and I definitely won't talk to you." Det lød mere og mere som skæld ud fra hans side af, men det var kun, fordi han ville være sikker på, Razor forstod, det var ment i den dybeste seriøsitet.
Med et par lange rolige skridt, endte Reign foran ham - han studsede altid over højdeforskellen, når de stod så tæt på hinanden, trods han udmærket kendte til den i forvejen - og han blev blid, både stemmen, ansigtet og kropsholdningen, "I know it's not ideal but it's the best I can do. I wanna spend time with you but it can't be here."

Stilheden som sikkert i virkeligheden slet ikke varede så lang tid som det føltes som, nåede alligevel et punkt hvor det nærmest blev helt ulideligt. Ikke at vide om man om få sekunder ville blive smidt ud af hytten, forvist med en besked om aldrig at komme tilbage - eller om man ville se et snert af håb, for noget som kunne blive til mere. En mulighed for at rette op på sine fejl og gøre tingene godt igen. Ikke slette fortiden, men i det mindste ligge låg på en boblende gryde.
Razor formåede ikke at lukke munden op før Reign kom med noget at sige, heller ikke selvom det tog længere tid end han havde håbet. Men på den anden side var Razor også sjældent tålmodig og sekunder virkede som timer i hans verden. Men endelig sagde han noget, og Razor kunne slippe den luft han ellers havde holdt inde, og få sin vejrtrækning tilbage. Også selvom han ikke med sikkerhed vidste præcis hvor Reigns ord ville føre hen.

Først skar det som knive, og en klump samlede sig i halsen på ham. En klump som ikke ville synkes, den blev siddende og blokerede for at  der ikke noget svar kunne komme til hvad der var blevet sagt, selvom han havde en masse han gerne ville sige - Ord i protest! Han var slet ikke enig. Ikke komme her - det i Razor øre lød ikke som andet end en afvisning på en tilgivelse, eller slettet håb for bedre. Det ellers håbefulde udtryk falmede med det samme. Tydeligt at han havde misforstået noget ved Reigns ord, eller også havde hans tanker bare trukket ham dybt i et sort hul fra begyndelsen. Han havde virkelig ødelagt alt. Tabt kontrol en enkelt gang og det var nok til at kaste det hele væk. Reign ville ikke se ham mere. Razor vidste, at det ville gøre ondt at være her hvis Reign ikke ville se ham eller tale med ham alligevel, så der var ingen grund til at blive hængende. Han bed kort tænderne lidt sammen, men fulgte så Reign lidt med blikket da han trådte tættere på. Lige som Razor selv havde droppet sin gang mod fyren. Der var mange grunde til at blive hængende i Firewood Village. Men det hele var på et split sekund blevet revet ned fra hylderne og virkede ligegyldige - hvis han ikke kunne se Reign, hvorfor så være her.

Han rettede blikket mod Reigns ansigt som fyren talte igen. Han rynkede brynene, og et øjeblik bredte der sig det mest forvirrede udtryk over ham man kunne forestille sig.
" Wait what... I don't follow.. " Sagde han så lidt, før han kort rodede sig lidt i det mørke hår. " So you don't want me to leave you alone forever and ever? I can see you? and talk to you? " Spurgte han så hurtigt, og et smil fandt sin vej frem til hans læber - faktisk var det mere eller mindre hele hans ansigt der lyste op i et smil. Så - Reign havde bare ment at det ikke kunne være her, i Firewood Village de ikke kunne ses. Han forstod ikke helt hvorfor, men ærlig talt var det lidt ligegyldigt i dette sekund - han havde muligheden for at se Reign, så var det fuldstændig ligegyldigt var det var henne. " But.. Wait, if I can't come here, how will I be able to reach you.. Its not like I always know exactly where you are..  Besides, Tatia lives here now - so I have to come - does that mean that if, I go to see her, I can see you here too? or... is.. I'm confused.. " Sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule, faktisk gav det helt god mening det Reign egentlig havde sagt, men mening var ikke altid noget Razor helt forstod. Og det var også tilfældet denne gang.
" I don't even care. If I get to see you, it dosen't matter where. " Sagde han så hurtigt med et lille smil, før han kort bed sig i læben.
" Can I like, hug you know? " Spurgte han så, lidt tøvende. Han lod hovedet glide en smule på skrå, stadig med blikket rettet mod Reign - nærmest limet fast i samme stilling hele tiden. Mest fordi han ikke helt vidst hvad han skulle gøre af sig selv. " And.. kiss you, and love you - and everything. I umhg, really miss that.. " Tilføjede han så lidt. Det var nærmest som at være en kraftig magnet - der ikke fik lov at komple sammen med den anden halvdel. Lysten til bare at springe i armene på Reign var så stærkt at det overraskede Razor at han stadig stod hvor han stod.

Razor var nødt til at forklare det forvirrede udtryk på hans ansigt, førend Reign forstod det. Han kunne ikke se, hvad der var at være forvirret over. Måske havde han forklaret det dårligt, knægten havde trods alt sagt til ham op til flere gange, at han sagde ting alt for kortfattede. Men jo mere han måtte forklare, jo mere ville det lyde som om, han bebrejdede halvdæmonen, og det gjorde han egentlig ikke - ikke mere i hvert fald - for han stolede på, at den del, han selv kendte, aldrig kunne finde på at skade ham eller hans bekendte. Det var den indre dæmon, der havde gjort det, og det var den, han bebrejdede, hadede og aldrig kunne tilgive.
Et lille smil fandt vej til Reigns læber af Razors forvirrede spørgsmål - han virkede ærlig talt ligeså overrasket over det, som han selv var - og han rystede på hovedet, "nope. You won't get rid of me just yet."

Razors ansigt nåede at forvride sig i op til flere følelser på meet kort tid - nedtrykt, forvirret, glad, spørgende - og Reign nød det en smule, om han ville indrømme det eller ej; at se han havde en effekt på drengen. For selvom det var til grin, havde han siden begyndelsen haft følelsen af, at det kun var ham, der rigtigt ville dem. At Razor elskede ham lidt, mens han selv var ved at drukne i en besættende kærlighed. At Razor et par gange fangede sig selv i at tænke på ham, mens han selv knoklede dag og nat for at få ham slået ud af hovedet. Det var dumt - men måske sandt. Drengen kunne sige så meget, men han havde trods alt ikke prøvet at være forelsket før, så måske lagde han bare lidt mere i sine egne følelser, end der egentlig var. Og det gnavede som én i helvede at tænke på.
"Of course you can visit Tatia, you can do whatever you want in this town as often as you'd like," begyndte Reign at forklare, igen med seriøsiteten tilbage i stemmen, der dog denne gang indeholdte en vis blødhed over sig, "but if you see me while you're here just ignore me. Pretend we're strangers. I know it seems stupid but it's important to me." Han løj ikke. Hvis både Razor og han selv overholdte denne regel, havde han gjort, hvad han kunne for ikke at skade dem, han kendte, samtidig med deres forhold kunne opretholdes. Ingen grund til konstant skyldfølelse og agtpågivenhed fra hans side af. "The reaching part..." fortsatte han og trak henkastet på skuldrene, "I don't know. We'll just have to figure it out, won't we?"

Det hele føltes allerede meget mere rigtigt mellem dem. Reign havde opgivet at tænke situationen helt igennem, det var for svært, og der var for mange snoede hjørner og skjulte detaljer at huske på, men lige nu følte han sig rolig, fattet og hel for første gang i lang tid, og det var vigtigt. Og rart... utrolig rart. Efter al den tid med bitterhed og vrede.
En indelukket lyd i form af et grin forlod Reigns lukkede mund, der havde formet sig i et bredt smil, og han så kort væk, "I'm sorry, I didn't mean to laugh. It's just funny," inden hans blik vendte tilbage på Razor, "the scary demon asking for at hug."
Han lod ikke knægten svare, inden hans arme på få sekunder var endt om livet på ham, og hans mund kun et par centimeter fra hans, "just don't choke me this time." Varmen strømmede som et usynligt vandfald ud af kroppen på Reign, da deres læber mødtes. Han havde savnet Razor ufatteligt meget men havde samtidig haft så travlt med jobsøgningen, at hans tanker slet ikke havde nået at bevæge sig hen på, hvor meget han egentlig havde savnet den fysiske kontakt - hvilket nok var heldigt, for ellers ville han have gået og været endnu mere deprimeret i den tid.

Han var lettet - meget lettet. Frygten for at var helt slut, var forsvundet med det samme igen og nu var det lettede, og smilende udtryk tilbage over ham. Han kunne vel godt gøre et forsøg på at gå med til den kompromis Reign havde sat op, for at det skulle fungere. Den var svær at forstå - og han kunne ikke selv se hvordan det helt ville hænge sammen, eller om han i virkeligheden ville kunne love Reign, at han ikke ville banke på døren en eller anden dag, eller opsøge ham en dag. For ikke at nævne, overfalde ham i kram hvis han skulle se ham blandt mængden af væsner i byens gader. Han ville i sidste ende ikke kunne dy sig. Hvilket, hvis Reign overvejede det kraftigt nok - så ville han vide det.
" But.. " Han bed sig kort lidt i læben, før han så bare rynkede kort lidt på næsen. " I'll try.." Sagde han så lidt, før han nikkede en smule. Et forsøg på det kunne han vel godt gøre. Om det lykkes, det vidste han ikke. Hvordan ville han nogensinde kunne ignorere Reign hvis han så ham? Nej. Han måtte i det mindste lege lidt med tanken.
" In that case, I expect you to be out in the wild quite often.." Sagde han så bare med et træk på den ene skulder. Hvis Razor ikke måtte tage kontakt i Firewood Village, så krævede det jo at Reign var ude meget - rigtig meget, hvis Razor skulle have en chance for at se ham eller støde på ham, nu hvor det ikke ligefrem var let at komme i kontakt med folk som man ikke var i selskab med eller havde en masse fælles kontakter med. Hvilket Razor tvivlede på Reign fandt som en god idé at de havde. Det havde vidst været nok med Max, som Razor kun havde mødt ved et tilfælde.

Skræmmende dæmon. Hm. Så skræmmende var han vel heller ikke - måske. Men ikke lige nu, det kom vel i princippet lidt i bølger. Razor skulle kort til at komme med et mere skræmmende udtryk - men nåede ikke længere end at tænke tanken før han havde Reigns arme om sig, og den savnede følelse skyllede ind over ham. Det var sådan det skulle være - sådan det skulle føles at være i nærheden af fyren. Rart. At han havde grint af Razor, gjorde ingenting - hellere det end fæle ord der stak i brystet. Eller blikke som kunne trække en helt ned i kuld kælderen af dårlig samvittighed. Razor lod sine arme smutte op omkring nakken på Reign og holdt sig på den måde tæt mod ham. Et lille skævt smil fandt sin vej hen over hans læber - og han skævede kort lidt mod fyrens øjne.

" Shhh.. " Hviskede han så bare stille. Han havde ikke planer om at kvæle Reign lige nu, eller senere. Faktisk bare slet ikke. Det ville være dumt nu hvor der vidst var blevet åbnet en dør til noget bedre. Om det var en direkte tilgivelse - eller om Reign bare for nu kunne se mellem fingre på det. Lige meget. Det havde ingen betydning. Nu var det sådan her, og Razor nød hvert et øjeblik af det. Reigns læber mod sine i en kildende fornemmelse - som dog kort efter blev erstattet af en smule mere intens følelse, nær hungrende efter mere. Som to dråber vand der mødtes, længdes efter at smelte sammen til en. Han lod øjnene glide i, og nød øjeblikket hvor verden stod stille. Hvor alt der var sket lige kunne glemmes for en stund og alle de dårlige følelser omkring det var skubbet på afstand. Et ønske moment, som for kort siden havde virket som en uopnåelig handling. Men nu stod han midt i det, og umuliggjorde det for smilet der gemte sig over hans læber at forsvinde.
" I really love you Reign.. " fik han så mumlet frem. I et øjeblik hvor hans læber slap Reigns. Han hvilede kort sin pande mod Reigns, men lod så blikket betragte ansigtet foran sig. Han mente hvad han sagde, at han måske havde en underlig måde at vise det på - det var noget man måske bare lige skulle slå tankerne omkring. Ikke at det at forsøge at slå ham ihjel havde været et tegn på kærlighed - det var bare dæmonisk adfærd. Men et eller andet sted var det nok alligevel lidt en jalousi der rørte på sig i Razors indre. Hvem kunne vide om den dæmon Razor så fint havde plejet gennem sit liv, ikke havde et had til Reign i angst for at blive erstattet af de følelser han så naivt havde udviklet for et simpelt menneske? Hvad bedre kunne man gøre end at skille sig af med problemet - årsagen til de så kalde følelser

Han plantede et kys mod fyrens læber, og måtte være ihærdig for faktisk at slippe igen. Selvom der nu ikke var noget der stod ivejen for at det ikke bare kunne blive ved for evigt. Og dog, Razors taleevner skulle have plads af og til.
" I'm sorry.. are you okay? I mean.. you did just almost die.. how are you feeling? " Spurgte han så hurtigt, og kneb øjnene sammen. Da det sådan set gik lidt op for ham, at Reign jo sådan set for lidt siden havde ligget og været nær drænet for blod efter et ret så heftigt møde med en vampyr. Dog var der ikke bekymring nok i Razor til at slippe Reign. Slet ikke, han havde ikke planer om at give slip medmindre han blev bedt om det. Kropslig kontakt var et must og med lige netop denne fyr - helt uundværligt.

Reign valgte ikke at lægge mere i diskussionen om, hvordan de skulle kontakte hinanden. Den tid, den sorg. Hans tanker havde hele tiden ligget ved, at de kunne skrive breve til hinanden og aftale tid og sted, men det gik ikke, når Razor ikke kunne læse eller skrive. Selvfølgelig kunne de tegne det i stedet, men det ændrede ikke på, at knægten ikke boede et fast sted. Han kunne vel godt sende posten til Dragons Peak, men med alt det, der lige for tiden skete i den by, følte han det ikke sikkert. Desuden var Razor der vel langt fra altid, og hvis Reign sendte et brev med et møde, ungen ikke så det, og så ikke dukkede op, så han ville ende med at stå et eller andet sted alene og vente, så ville det ende i skænderier. Han ville selv blive vred, det var der ingen tvivl om. Breve var altså udelukket.
Faste aftaler var også ude af billedet. Reign havde underlige arbejdstider, når han endelig fik et enkeltdagsjob, og Razor... Razor kunne være på et piratskib et sted midt i Blodhavet den ene dag, og på et fornemt slot i Sunfury City den næste. Han var for spontan til noget som helst fast.

Reign vidste stadig ikke, om han troede på, det var skæbnen eller ej, der havde bragt dem sammen. Men det hele virkede næsten bare lidt for utroligt til at være helt tilfældigt. Razor, der normalt ikke ville kunne dy sig fra at påføre andre smerte, især når de var så svage, som mennesker var - af en eller anden grund havde han valgt ikke at gøre Reign noget den dag i skoven. Og Reign, der gennem hele sit liv havde gjort alt for at undgå kontakt med andre væsner - han havde talt med halvdæmonen og ladet ham komme ind i sit hjem. Var det hele virkelig bare et tilfælde?
Det føltes i hvert fald ikke sådan, når de stod der, og alt virkede til at passe sammen; Reigns brystkasse presset ind mod Razors, Reigns læber trykket ind mod Razors, Reigns ene hånd placeret på det lette svaj, der fandt sted lige over Razors lænd, og den anden hånd, der virkede til at passe skræmmende perfekt til drengens bagdel. Det føltes slet ikke som noget tilfælde, at de havde fundet hinanden.
Gnisten blev standset til en vis grad, da kysset blev brudt, men vendte standhaftigt tilbage, da Reign hørte de tre ord, han havde længtes efter. Hybriden havde vist sagt dem tidligere, men der havde det virket som noget, der var blevet kastet ud, uventet og klodset, mens det virkede mere oprigtigt nu.
"I love you, too," svarede han, og selvom han var glad for at få sagt det, blev det stadig langt mere uromantisk, end han håbede, det ville. Han så ikke sin partner i øjnene, brummede rømmende bagefter, og hans stemme var både lav og havde knækket. Han ville gerne bruge undskyldningen, at det var, fordi han ikke var vant til forelskelse, men Razor virkede langt mere sikker, end han selv gjorde, og han havde mindre erfaring, for ikke at sige ingen overhovedet.

I et kort sekund troede Reign, det var tid til at fortsætte deres afbrudte læbeleg, men Razor sprang elegant over til et andet emne. Det gav mening at tale om, faktisk ville alt andet være unaturligt, men det ærgrede ham nu alligevel lidt, at det netop skulle være nu.
”I’m fine. My back hurts like hell but that’s it,” svarede han uden at udtrykke den overraskelse, han selv følte over, at han havde sluppet så billigt. Selv sårene på hans hals havde der allerede formet sig tynde blodskorper på. Han slap endelig Razor, “what about you? I mean, you were the one fighting. Didn’t he get you? ‘Cause you seriously reek of blood.” Reign havde godt lagt mærke til den tykke blodlugt fra drengen tidligere men havde ikke lagt meget I det, fordi han selv havde haft samme lugt på sig, og hytten heller ikke var helt fri for det. Men nu hvor de stod så tæt, blev stanken stærkere, og han syntes at… nej, han var sikker på, at Razors kys havde smagt af blod også.

Det kriblede i hele kroppen, på den mest behagelige måde muligt, ved lyden af Reigns gengældende ord. Lige meget hvor kikset man kunne få det til at lyde, så betød det mere end noget andet at høre dem. Han havde været så tæt på at miste ham for altid, men alligevel stod de her og - alting føltes så godt. Noget han ikke havde turde håbe på.
Sandt, Razor havde absolut ingen erfaring med noget som helst, når det kom til følelser, forelskelse - men han stolede vel bare på hvad hans krop virkede til at fortælle ham. Især fordi det hele ved Reign, virkede som noget han ikke burde sætte spørgsmålstegn ved. I sidste ende noget der sikkert kunne bide en bag i og gøre rigtig ondt når det pludselig slog fejl - men han ville så hellere bare nyde det der var, nu hvor det var der.
" Reign promise me to be careful. That vampire - he's not the only one out there interested in killing you just for fun. I'm not saying you can't look out for yourself, I know you can. But.. You're involved you know.. Things are getting worse everywhere and.. " Han gik lidt i stå. At komme med en lang prædiken om alting der foregik var dumt, Reign kunne umuligt ikke vide alt hvad der skete omkring i verden. Men mørkets væsner havde magt, og som menneske var det ikke en perfekt ting - medmindre man var et menneske med titel. Det var gået op for Razor, på få sekunder - at hvis han ikke kunne være her så ville han ikke være der hvis uheldet skulle ske igen.
" I don't want to break a vow, and come back here finding you dead - or not at all.. " tilføjede han så bare kort. Han fik selv endelig trukket sine arme til sig, dog ikke helt - for hans ene hånd fandt Reigns. Hans blik smuttede kort mod hænderne, men fandt så vejen tilbage til Reigns ansigt.

" I'm fine - except the fact that I have vampire blood in my body. I don't know how he did it, but he did. And its cool - but freaky at the same time.. " Sagde han så lidt før han kort rynkede panden en smule. Chester havde kunne flytte på sit blod - det var egentlig først nu hvor Reign spurgte, at han ænsede det en yderligere tanke - og fandt det en smule underligt. Men så på den anden side. - Der fandtes så mange forskellige ting folk var i stand til, at det ikke var til at holde styr på. Razor var jo heller ikke ligefrem selv helt normal på det punkt. Hvis da så end på nogen punkter. Det var dog nok mest hans eget blod der egentlig gjorde sig til på hans tøj - kilden var hans skulder, men det var ikke noget som gjorde yderligere ondt. Og kendte man Razor ret, så var skader ikke det han lagde mest tanke i. Det var hurtigt videre og afsted. Man kunne jo altid nakke en engel hvis tingene blev alt for slemt.

Han skævede så kort lidt rundt i hytten med et lille smil, før hans blik ramte Reign igen. " I can help with the cleaning up part - and maaaybe fix the table. " Sagde han så lidt, og trak kort lidt på den ene skulder.
" But your bed looks reeeally tempting too. For sleeping, and cuddling. Don't worry, I'll behave! You've got to let me stay just for a little while. I did just save your life you know.. " Sagde han så lidt, med et halv drillende men kækt udtryk. Der var mange ting man kunne lave - faktisk var oprydning det sidste Razor egentlig gad, men at hjælpe med det når det nåede Reigns tanker var det mindste han kunne gøre. I sidste ende ville han egentlig bare gerne være tæt på Reign, især hvis han inden længe ikke kunne være her længere. Han ville gerne spørge indtil hvordan situationen med bageriet havde set ud efter han var smuttet - hvad Bageren havde sagt til Reign. Men ærligt, så var det ikke et emne han ville rode op i igen nu hvor de lige var kommet over det. Eller næsten, hvad man nu ville sige.

Reign lyttede opmærksomt og uden at afbryde, og selvom han ikke viste det, gjorde det ham nervøs - måden Razor sagde, at han var involveret, på. På en måde vidste han det godt. Han havde blandet sig i nogle ting, han ikke skulle blande sig i. Han havde gjort sig nogle bekendtskaber, der ikke burde eksistere. Og det var næsten synd, når han hele sit liv havde arbejdet så hårdt for at slippe for konflikter, drama og alt, der var umenneskeligt og uden for det normale.
Men han bakkede også ud nu. Ikke hundrede procent for han ville trods alt gerne stadig se Razor og havde tænkt sig at mødes med ham, men han ville opdele sit liv i to - det ene i Firewood Village, hvor han (til trods for den nylige fyring) havde styr på tingene, gode venner, familie og et sted at bo, og det andet hvor han måtte sluge sin normelskende stolthed og ses med den halvdæmon, der havde formået at fange hans opmærksomhed. At holde de to liv adskilt... det var da en start på at bevæge sig længere hen mod den gamle Reign.
"I'll be careful," svarede han bare og droppede at tilføje, at hvis han gik hen og blev dræbt, ville det være hans egen skyld for at blande sig og være uforsigtig. Han havde trods alt selv siddet med en stor klump i maven, dengang Razor havde sagt, at han måske ikke ville være i live om 2 år, og den følelse af ubehag ville han ikke byde ham.

Hævede øjenbryn efterfulgt af en rynket pande fandt vej til Reigns grimasse som reaktion på den nye information om, hvad vampyren egentlig havde gjort, mens han selv havde været helt væk.
"Vampire blood in your body?" gentog han forarget og fortrød endnu engang sin minimale viden om vampyrer, "doesn't that mean you'll turn into a vampire? Or does that require some kind of... vampire venom? Can demons even turn? Are vampire-demons a thing?"
Selvom Reign og Razor var så forskellige, som man kunne være, så fandt han sig selv i at lægge mærke til de få gange, de faktisk lignede hinanden. Dette var en af de gange. Den hurtige plapren og de mange spørgsmål, der kom for hurtigt efter hinanden til at kunne nå at blive besvaret - det var en typisk Razor-ting, som han nu "lånte".
"No, you would've turned immediately, wouldn't you? I'm pretty sure you would've," svarede Reign på sit eget spørgsmål, og erindrede at have læst eller hørt om dette; at forvandlingen til vampyr skete med det samme og var smertefuld. Og Razor lignede ikke en i smerte.

Opmærksomheden røg fra vampyremnet, da han mærkede noget på sin hånd og så, at Razor havde formået at snige sine fingre om hans - for optaget af diskussionen og spørgsmålene før til overhovedet at have lagt mærke til det. Men det gjorde han nu. Og han følte ingen skam over at lytte, samtidig med han havde blikket ned på deres hænder, alt imens hans pege - og midterfinger lavede små masserende cirkler på drengens håndryg. Til gengæld føltes det lidt flovt, at man som 20-årig stadig havde lidt for hurtig hjertebanken på grund af en dum ting som at holde i hånd.
Hans blik fandt først Razors ansigt igen, da han nævnte sengen, og et varmt smil dannedes, "yeah? Well, I guess you do deserve some kind of treat." Han tænkte hverken på en godbid eller at få æren til at sove i hans seng. Hans tanker havde allerede formået at bevæge sig rundt omkring, hvad han præcist kunne gøre ved ham, der var rart uden at være seksuelt.
Men lige så hurtigt som de tanker havde fået adgang, blev de også erstattet af tanker om, at han allerede brød sit løfte til sig selv. Reign havde lige stået og prædiket om, at de ikke skulle tilbringe tid sammen i Firewood Village, og så var han allerede ved at blive overtalt til at lade ham overnatte. Drengen havde allerede været der for længe. Hans mor kunne komme på besøg. Eller en af hans venner. Okay, det var midt om natten, men... det kunne være et nødstilfælde. Og, bum, så kunne det klikke for Razor, og det ville være Reigns egen skyld.
Derfor trak han hurtigt hånden til sig, "I mean, no. Absolutely not," og gik med hastige skridt hen til døren ud til badeværelset, hvor han endnu engang flyttede blikket hen mod hybriden. Hans blik var usikkert, og stemmen matchede. Det var anden gang, han smed ham ud. Eller var det tredje? Uanset hvad brød han sig ikke om det, men det var bedre at gøre det nu og få det overstået hurtigt, for når de først lå sammen i sengen, var kampen slut, "I'm gonna clean myself up, okay? When I'm done you're, uh... gone. Right? Right." Og med de ord smuttede han ud på badeværelset, lukkede døren efter sig og kunne ikke lade være med at være lidt stolt af sin målrettethed, trods den havde været pakket ind i en lidt usikker pakke.

Razor i sig selv, var farlig for Reign. Og havde det ikke været for de følelser han havde udviklet for mennesket - så ville han nok have taget hans liv for længe siden. Selvom han ikke helt forstod Reigns 'plan' om ikke at ses med Razor her - så håbede han at det kunne give en anden form for sikkerhed. De kunne bare have lavet en aftale om at han ikke måtte slå ihjel i Firewood - det havde sikkert i sidste ende været nemmere at overholde end at holde sig fra Reign når han var her.
Han kunne kort ikke helt lade være med at grine. " I don't know.. I probably would turn immediately yeah. Besides - I think I have to die, and come back as a vampire. Isn't that the reason they normally empty your body for blood? and then make... Nevermind - I'm not going to turn into a vampire right now. " Sagde han så lidt, og rynkede kort panden en smule. Eller nogensinde. Heller ikke selvom han havde uskrevne aftaler med en vampyr eller to om at forvandle ham hvis livet blev kedeligt og han havde brug for noget andet.
" But I don't think its impossible for demons to become vampires. Or I know that - Panthea told me, she's a vampire. And reeeeeally old. I bet she has turned alot of people into vampires in her lifetime.." Han kneb kort øjnene lidt sammen. Men rettede så bare blikket lidt mod Reigns ansigt, selvfølgelig med et lille smil. Det var vel egentlig lidt lige meget. Razor var ikke ved at blive forvandlet. Det var nok mere bare tanken om blodet i hans krop der gjorde ham en smule utilpas. Ufrivilligt at få kørt ting inden bors var ikke noget han synes yderligere om.

Smilet om Razors læber voksede da Reign rent faktisk var med på idéen. Ikke at han havde mistænkt andet. Han regnede da ikke med at blive kastet ud, nu hvor han var her. Det kunne vel være lige meget om hvornår aftalen faldt på plads - indtil da kunne man vel nyde øjeblikket. Glæden over det varede dog ikke særlig længe - for Reigns udtryk ændrede sig hurtigere end hvad godt var og deres hænder skiltes igen - hvilket fik et ubehageligt sug til at fise gennem kroppen på Razor, og hans smil falmede en smule. Det kunne han ikke mene. Skuffelse med et strejf af irritation banede vejen frem i Razor - irritationen en følelse der skulle holdes nede. For den kunne meget hurtig blive farlig. Et hysterisk barn der ikke fik sin vilje - det var ikke en mand havde lyst til at være i nærheden af, især ikke når det 'barn' gemte på en morderisk blodtørst.
Han sagde først ikke noget, stod bare lidt mut et øjeblik med blikket rettet mod Reign. Tydeligt slet ikke tilfreds med den pludselige ændring.
" Why not.. " sagde han så bare kort.
" Reign.. " Han rynkede brynene, og trådte kort et lille skridt efter ham da han bevægede sig ud af rækkevidde. Men stoppede så op og knugede kort sin hånd om bunden på sin trøje.

" He always does that.." mumlede han så bare lidt for sig selv, efter at have stirret på den lukkede dør et par sekunder. Som om han forventede at Razor adlød og smuttede sin vej. Aldrig. Han havde lige fået ham tilbage. Et par timer mere var vel ikke for meget at forlange. Han skævede kort lidt rundt i rummet, før han så bare rystede på hovedet. Nej, han havde ikke tænkt sig at gå. Det var sikkert også derfor - at udsmidningen fra Reign ikke gjorde nær så ondt som den burde. Stædigheden i ham var overbevist om at hvis han blev, så skulle det nok gå. Nej - Han gik ingen steder. Han rettede blikket mod det ødelagte bord - men vidste ikke helt hvad man skulle gøre med. Man kunne vel lappe det sammen, men det krævede mere end hvad Razor havde lige nu og her. I stedet smuttede han hen og rejste kommoden op. Skubbede skufferne på plads, dog uden at ligge tøjet på plads - det ville bare være at kaste kaos ned i en skuffe - Reign var sikkert bedre til at holde styr på sit tøj end Razor nogensinde ville blive. Der gik dog ikke mange øjeblikke før han rettede blikket lidt mod badeværelset. Og inden han havde tænkt sig om, var han trådt tættere mod døren.

Han stoppede dog op og valgte ikke at gå ind - selvom det var enormt fristende. I stedet lod han panden hvile mod dørens hårde overflade.
" Just so you know.. I'm not going anywhere. " Sagde han så bare lidt og holdt blikket mod håndtaget et øjeblik. " I don't want to. " tilføjede han så lidt i en mumlende tone.
" Not... without.. I don't know. I don't want to say goodbye to a stupid door. Its not like its the door I'm gonna miss. Not that I want to say goodbye to you either but.. I can sleep on the floor? or outside - or.. not at all. I can watch you- oh dear, that sounds creepy." Han rodede sig kort i det mørke hår, men prikkede så bare lidt til døren. " I can go catch a rabbit - and we can eat? I'll try my best to stay away after tonight.. " Prøve måtte man vel. Han gik ingen steder før Reign havde accepteret bare lidt længere tid.

Reign fortrød lidt at have startet vampyremnet, da det gik op for ham, hvor ubehageligt han egentlig syntes, det var. Bare at tænke på dem gjorde ham ilde til mode, så ordet 'vampyr' skulle helst slet ikke indgå i hans samtaler. Når først Razor var gået, skulle det nok også gå rigtig op for ham, hvad der egentlig lige var sket. Han havde ikke som sådan nået at reagere på det og da slet ikke bearbejdet det - det ville uden tvivl komme til at tage sin tid, det var der ingen tvivl om. Et så tæt møde med det væsen, han brød sig allermindst om og som havde hjemsøgt hans mareridt utallige gange.
"Gross," sagde han derfor bare med en beklemt grimasse i håbet om, at det ville stoppe samtaleemnet. Han var ikke overrasket over, at Razor havde sådanne bekendtskaber, faktisk ville alt andet være underligt. Han kendte vist lidt af hver. Men det var langt fra betryggende alligevel; jo mere tid han brugte sammen med sådanne typer - blodtørstige væsner, koldblodige mordere - jo mere ville det indgå i hans hverdag, og jo mere normalt ville det blive.

Reign kunne høre lyde gennem badeværelsesdøren og regnede med, Razor ryddede op. Eller også pillede han bare ved hans ting - det kunne ligne ham. Derfor lod han også bare sig selv være ekstra langsom, mens han fjernede det indtørrede blod på halsen. Men lige som den røde farve var forsvundet, blev der revet hul på en af de to tandmærker, og blodet fandt endnu engang frem til overfladen.
"Crap..." forlod ham mumlende, som han hurtigt fik placeret en klud foran åbningen til at suge den røde væske.
Så lød Razors stemme. Reign havde som sådan heller ikke regnet med, det ville blive så nemt, men han havde haft lov at håbe. Han gloede på sig selv i vægspejlet og kunne tydeligt se, hvordan skyldfølelsen voksede frem i hans ansigt, trods han forsøgte at holde følelsen tilbage. I hvert fald indtil Razors ellers yndige erklæringer gik hen og blev lidt skræmmende.

"Razor, it's in the middle of the night. I don't want--" Reign stoppede sig selv, da det alligevel føltes for dumt at føre en samtale gennem en dør. Den blev åbnet - godt nok kun halvt - og han blev stående med den frie hånd på dørens side og lignede mest af alt en, der forsøgte at få en dørsælger til at skride, "I don't want to eat right now. I'm tired and I want to sleep. Alone."
Det var nødvendigt, at Razor gik. Eller... måske ikke helt. Chancen for, at der skete noget forfærdeligt i løbet af natten, var minimale. Men de var der. Desuden føltes det næsten som en test for Reign - han måtte bevise for sig selv, at han kunne holde fast i sine beslutninger, trods knægtens ihærdighed og hundeøjne.
"Listen, we'll see each other again... soon, okay?" han ville gerne kunne komme med et specifikt tidspunkt allerede nu, men det gik ikke rigtigt, sådan som tingene så ud. Reign duppede et par gange kluden mod halsen, indtil blodet virkede til at være stoppet, inden han fortsatte med blikket placeret fast på Razor, "and we'll do something fun. Just the two of us. Just..." han nikkede hen mod hoveddøren, "leave now, okay? I know I seem like an asshole right now," og et lille smil fandt vej til hans læber, "but, next time, I'll be extra nice to you. Lots of kisses and back rubs and stuff. Whatever you want."