I do not trust you! But thanks (Panthea)

Et svag smil ramte Pantheas læber hun vidste det godt, at Rinaya ikke mente noget med det, men der var mange som gjorde og normalt vendte hun bare det døve øre til eller drabte dem som kaldte hende for en igle, men på anden side så havde de vel ret hun var at et væsen som levede af blod. Hun havde set det som magt at folk var bange for hende. Alt den had var bare vokset og blevet større med tiden. Hun gemte sig mere bag hadet end hun burde, men det var fordi hadet var blevet så stor en del af hende at hun ikke vidste hvad hun ellers skulle være uden hadet " jeg ved det, men der nogen som gør og det er vel heller ikke forkert at se mig sådan" sagde hun og lød en smule tænksom. Det var ikke fordi hun ville sige det, men ordene sårede hende en smule når det kom fra hende. Hun så en del af Pippin i denne fremmede som hun havde reddet og det gjorde at hun ikke følte nær så meget had ikke imod Rinaya. Hun lagde hovedet en anelse på skrå. Imens hun kiggede tænksomt ud i luften " det er underligt hvis ikke jeg var blevet vampyr så havde jeg ikke været her idag, jeg var højt sansynligt død som 18 årig i den gyde" sagde hun normalt delte hun ikke ud af den historie for den gjorde hende svag og hun hadede at være svag. Desuden var hendes historie lang og dyster og det havde formet hende til den hun var, men på den anden kunne hun ikke se sig selv i en god verden der var for meget på spil. Hun ville skuffe Carmilla hende som gav hende livet tilbage.

Efter hun havde ramt bunden, hun havde stadig ikke helt fundet ud af hvorfor en fin vampyr som Carmilla ville redde en slave som hende, men det gjorde ikke noget for hun havde fået en familie den nat. Carmilla var den mor hun aldrig havde fået som lille, men altid havde drømt om. Derfor kunne hun ikke skuffe Carmilla ved at være for blødsøden, men Rinaya var speciel for hende, men det behøvede hun ikke at fortælle hende, det ville bare virke underligt.