Vil du hjælpe mig?.. eller ham? - åben

*hvad fand...* noget Locan at tænke inden han blev væltet ind i kirkebænkende.
Han tog sig til ryggen og rejste sig op.
Dette væsen var dog en af dem han hadet allermest.
Det var vist allerede førstehånsindtrykket der gjorde det.
Eller bare det faktum at han lige spolerede hans middag.
Han kikkede på pigen og tænkte at han måtte få hende ned først.
Locan kikkede noget uforstående rundt da han ikke kunne finde hendes kørestol.
For han havde lagt mærke til at hun ingen ben havde.

Men i stedet for at lede i en evighed gik han over til pigen og tog bindet fra hendes mund af.
"Du kommer nok til at føle lidt ubehag nu" sagde han roligt og tog fat om kæden.
Han rev af alle kræfter for at bryde den og til sidst gik den over.
Det tog hårdt på hans energi men han var vampyr så det gik lige.
Han tog nu hurtigt fat om kvinden og holdte hende oppe som en mand løfter sin brud.
"Er du okay?"

*er det victor nu? *

//ja så vi skal lige have tålmodighed med herren ^^ //

Victor trak en daggert og stak den ind i maven på manden ”lad os se om din efterfølger er en bedre lytter” han smed manden ned på gulvet ”nå dreng her er din mad” han spyttede på manden der lå og blødte ud. Victor trak daggerten ud igen og nåede lige at se at kvinden stod bag ham ved at han så pigen i knivens blad ”du vil bare ikke blive liggende” han stak pigen ned tog fat om hendes hals op flåede strube hovedet lige ud af hendes hals ”så bliver du måske liggende” han tørrede hænderne af i hendes tøj ”øje for øje, tand for tand” han vendte sig rundt og gik hen mod tårnet.

Natalie havde måske været en arrangør for en lejemorder gruppe i rusland, men hun var ikke praktisk, hun havde aldrig set nogen dø. ikke under kamp ivertfald, men død var hun skam bekendt med, men dø i kamp, var noget andet syntes hun, det var helt .. ondskabsfuldt. hun havde godt nok også dømt folk til døden, men det var noget andet., de havde jo fortjent det, men så igen, det havde den her mand vel også.. hun var forvirret.
hun kiggede på locan, der ville hjælpe hende ned, og skulle lige til at takke ham for det, indtil han sagde hun ville få det ubehageligt, og hun tænkte med det samme ´årh nej´ også bliv hun helt rystede sammen, mens Locan prøvede at rive kæden i stykker, og hun lukkede øjnene, og prøvede ikke at kaste op, og bliv glad da det endelig stoppet, og hun mærket nogen store stærke arme, der holdt hende oppe, og hun åbnede øjnene, for at se på Locan, og det fik hende til at smile lidt, også svaret hun endelig, med det ord, hun så længe havde prøvet at sige til ham "Tak." hun lukkede sine blå øjne igen, og lagde sit hoved på hans skuldre, og lød til at være rimelig træt, for meget hurtigt faldt hun i søvn, det var nok hårdt at blive hængt op, og blive næsten skåret i med en kniv, det var ikke noget hun gjorde til dagligdag. og nu lå hun i nogen varme arme, og det fik hende til at sove.

Locan smilede af den tryghed hun udstrålede.
Det var længe siden han sidst havde vist sådan en omsorg.
Og det smil der bredte sig på hans læber var også et sjældent syn.
Eller han kunne da smile men lige sådan et smil som han ikke selv kunne beskrive.
Det var sådan et der kom frem.
Han holdte hende kun tættere ind til sig da hun så ud til at ville sove.

Locan kikkede efter om hun nu også havde en kørestol.
For så måtte den da være et eller andet sted.
Ikke fordi han ikke ville blive ved med at holde hende.
For han nød det.
Men nu fik han så øje på den.
Den stod ovre ved den kæphøje idiot der nu smed ligene på jorden og sagde at det var hans mad.
Og noget andet der irriterede ham var at han kaldte ham en dreng...

Det var det med at blive nedgraderet i systemet som han hadet.
Og lige nu kunne han jo ikke gøre noget da han holdte en sovende kvinde i armene.

Det var ikke lige den bedste situation at stå i.
Han gik over mod manden i hjørnet for at give pigen hendes stol tilbage.
"Du har jo lige klaret den sjove del i det... Så hvorfor helved skulle jeg ryde op?" spurgte han flabet da han endelig fangede mandens opmærksomhed.

”åh undskyld jeg må have forvekslet dig med en rigtig vampyr” han trak stolen væk fra ham ”undskyld mig men har jeg sagt hun kunne gå” han så på drengen med de reptilagtige øjne der var selvlysende gule og skød lyn nærmest.

Victor så hen på ligene ”i min tid kendte folk som dig sin plads” han snerrede så man kunne se de skarpe tænder der var filede så de alle sammen var hugtænder ” kumfunga chini” brølede han nærmest da drengen prøvede at tage stolen og en slyngplante skød op og greb om drengen ”jeg har sagt det nu, lad værd med at trodse mig ellers flår jeg din rygrad ud af din ryg og tæsker dig til en blodig masse din skam plet for vampyr racen” han satte en fod på hans hals og sagde med en næsten sukkersød stemme ”er det forstået” han trådte væk fra drengen igen og gik op af trapperne til et lille rum der var meget mørkt.

//Vent lidt hvad skete der så med Natalie der lå i Locans arme??//

*Hvordan vil du få rødder op af jorden? ifølge magi bogen, er de ikke magiske, og du står midt i en kirke, ingen normale rødder ville kunne komme op igennem gulvet.
, Natalie ville nok flyve ned fra Locans arme, og ramme gulvet hårdt, og ligge hjælpeløst dernede, for fødderne af Victor.*

//'Evnen til at få rødder til at bryde op af jorden og på den måde binde en anden person til jorden.'
det var hvad der stod i magi bogen de er ikke magisk forstærkede så hvis du er stærk nok kan du bryde fri af dem det var det de mente//

*Vil ikke snakke det igennem længde, jeg syntes et eller andet sted, det er undeligt du kan få rødder frem ud af jord - som ikke er tilstede$- da under vores fødder er et gulv af helt sikkert sten eller måske marmor.
MEN du får ret siger vi.
skal vi sige Natalie falder ned til jorden - hårdt. ? *

//Lad os bare sige jeg tabte dig og jeg er blevet fanget i de dersens rødder//

Natalie bliv overraket, da hun faldt ud af hendes søvn, og ned på gulvet istedtefor. det gjorde meget ondt, og hun brækket armen, og det kunne man høre, da der kom et stort knæke lyd, og hun tog sig til sin arm. Natalie så op på Locan, der var fanget, og Natalie bliv igen bange, og ville gerne hjælpe, men. uden ben, kamp erfaring, eller evner, så var hun ikke til meget nøtte, heller ikke nu, hvor hendes arm havde valgt at brække, et valg som Natalie overhoved ikke var enig i, men armen var vist af en anden mening.
Natalie så op på Victor, da Natalie lå bogstavligt talt for hans fødder, og hun prøvede ikke at vise hun var bange, men det fejlet hun i, og man kunne sagtens se det, og hun ville så gerne være modig, men, hun havde jo ikke noget at have modet i. hun ville bare ikke komme mere til skade, men Locan, skulle heller ikke lide noget, han var jo rar. men hun vidste ikke hvad hun kunne gøre, og faktisk kunne hun slet intet gøre mod victors magt, men det stoppede ikke hendes mund, i at tale før den tænkte "Stop det din dumme dreng! " hun lagde ekstre tryk på ordet dreng. Natalie tavs, og tænkte *ups*

"Hva fand....!?" nåede han lige at sige inden han lå i jorden og var presset mod gulvet af de store rødder.
*For helved den fyr trænger til at blive sat på plads*
Locan var rasende over at narren i vinger så ham som en underlegen race.
Han kunne tydeligt lugte drageskællet som var på narrens hud.
En draconianer? Som troede at han var stærkere end en vampyr?
Denne dag kunne ikke blive mere irriterende.
Han skulle tage hensyn til den pige han hjalp ved ikke at angribe med det samme.
Og så var der en idiot der troede han kunne klare alt og alle.
"Du røre hende ikke!" råbte han og skærpede alle sine kræfter i armene.
Han råbte noget lignende af argh mens han langsomt sprækkede rødderne.
Efter lidt tid brød han ud af dette naturfængsel og hoppede op på benene igen.
"Jeg skal give dig ægte vampyr!" råbte han med en hæs og dæmonisk stemme, mens han blottede tænderne og havde sine kløer på hænderne.
Man kunne se at alle hans tænder var blevet til hugtænder som hans hjørnetænder.
Hjørnetænderne var bare længere end de andre.
Denne idiot skulle ikke havde æren af at få ham ned.

”sødt du tror at det faktisk gør noget” han gik ud af rummet igen mens han hældte helligt vand ud i hans hånd.

Victor sparkede drengen med en kraft der skubbede ham flere meter bag ud ”jeg er skabt i dragernes billede og blev velsignet af guderne” han så ned på pigen ”hvad…. Kaldte… du… MIG” han blev til en to meter lang drage med store horn ”jeg har vandret denne jord i flere århundreder du er kun et lille støvkorn på tidens skrifter” han pustede varm luft ud af næseborene lige i hovedet på pigen ”og dig…” han sendte et blik mod drengen ”jeg advarede dig” han tog korset der hang ved siden af pigens afrevne lænker og løftede den som en kølle

”jeg har fået mere end nok af din slags” han løftede korset op ”må guderne have nåde for din sjæl, for jeg vil ikke” han svang korset og et blændende lys spædte sig da korset sprængte. ”hva? Ah jeg tænkte nok det var dig” korset var blevet blæst i stykker af hans halv bror der altid havde hadet og jaget ham ”du begynder at blive forudsigelig Victor” en mand gik ud bag fra en søjle. Victor så der hen og grinte en kold latter, tog et stykke af korset og kastede det så det ramte lige i brystet på hans halv bror ”det er du også Kaukasus” manden faldt bag over i en pøl af blod mens han hostede og rallede

Natalie var meget bange, men. den her dumme dreng, mand, transvitit. hun var ligeglad hvad han kaldte sig selv, hun var en meget stædig pige, og når man begyndte at slås med den side af hende, kunne man ligeså godt give op, for så tænkte hun ikke helt logisk. hun var bange ja, ude afstand til at slås ja. men han skulle ikke sparke sådan til hendes rednings mands.
Natalie skulle til at fornærme ham igen, da en anden person kom til stede, og Natalie vidste virkeligt ikke hvad hun var blevet en del af, hvem fanden var dude et, og hvem var dude to, og hvem var dude tre? det her var meget forvirrende

Locan tog sig til hovedet.
Han var godt træt af hele tiden skulle ryge over i de kirkebænke.
"Gaaaarrrr!!!! Din lille mide!!!" råbte han mens han hoppede over mod drageskikkelsen og lod et kæmpe slag af alle overnaturlige vampyrkræfter ramme Victor lige i brystet så han mindst ville have fået trykket samtlige ribben eller brækket et par stykker.

Locan skyndte sig over til pigen igen og samlede hende op.
Han prøvede at gøre det hele så roligt han kunne for ikke at skade hende yderligere.
Hun lå nu i hans arme igen da han løb over til hendes rullestol og tog den i den anden hånd så han kunne løbe med hende over til kirkedøren, hvor han så stilte rullestolen ved døren og satte hende ned i den. (alt sammen i vampyrfart)
Han stilte sig foran hende og ville stå imod et hvert slag der kom imod hende.