The Hero Can Fall - Kaeden

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var stadigvæk nyt for hende at gå her. Nogle havde accepteret hende og andre ikke. Men hun havde fundet en indre ro ved at være omgivet af folk. Hun havde overrasket nogle få ved hendes evner indenfor kamp. Trods alt var hun trænet fra barnsben til at kæmpe og klare sig selv. Til at lede. Men for første gang i hendes liv var disse folk ikke hendes job at lede. Det var nyt, men alligevel så gav det hende en chance for blot at være sig selv. Lære nogle at kende uden de skulle give hende en rolle som leder. Audrey gik igennem lejren, dog stoppede hun op da hun så en side for sig selv. Let vippede hun hovedet lidt på skrå. Så kiggede hun lidt til siden. Der var ingen i nærheden. Så kom hun i tanke om at Tatia havde nævnt denne shapeshifter var hun havde fundet i skoven. Det måtte være ham.

Dog var hun ikke tøvende overfor at gå hen til ham. Hun satte sig ned ved hans side og kiggede over på ham.
"Hvorfor sidder du her helt alene?" Spurgte hun venligt og så på ham med et varmt sæt øjne. De blå øjne var altid imødekommende overfor folk hun ikke så som fjender. Hvis han stadigvæk var her, var han tydeligvis ikke en fjende. Nok nærmere på prøve, lidt ligesom hende selv. Selvom hun havde accept af Niylah.  Så følte hun stadigvæk, at hun havde noget at bevise, men det gjorde hende ikke nedtrygt. Hun ville hellere end gerne bevise hvad hun var gjort af, end at få det hele foræret.
"Jeg er Audrey." Sagde hun så venligt og sendte ham et imødekommende smil. "Næsten lige så ny her som dig, faktisk. Så det har vi vel tilfælles." Tilføjede hun og blinkede kort med det ene øje. Hun prøvede at finde noget fælles de kunne snakke om. Ikke fordi det var svært for hende at starte en samtale med folk, kun når de ikke gad snakke med hende - så hun håbede naturligvis på at tilfældet var at han ønskede at snakke med hende.

Hun var udstødt af sin familie. Smidt væk som var hun intet værd. Hendes søstre levede godt. På trods af, at de aldrig havde været en del af den opvækst hun havde og derved havde hele deres familie lagt på hendes skulder. Så snart hun havde vist lidt modstand var de blevet skeptiske. Det ene førte til det andet og nu var hun her. Wanheda.Hendes familie måtte ikke kigge på hende og hendes gruppe skulle slå hende ihjel hvis hun nærmede sig området - den advarsel havde hun taget seriøs. Det eneste hun havde var hendes søstre. Dem som skulle have været så lovende og de første fødte i denne generation. Skuffet. Afskåret fra familien, til intetheden. Men Niylah havde fundet hende, og smerten ville aldrig forsvinde, i hvert fald ikke endnu. Dog blev det bedre. I hvert fald troede hun mere og mere på det des mere hun sagde det.

Kaeden havde nu været ved packen i nogle uger og han følte endnu ikke at det var hans hjem. Faktisk havde en hjemve. Jo, han levede med en stor hemmelighed og følte sig aldrig som sin familie, men han havde trods alt en familie og bekendte og folk der respekterede ham. Det måtte han indrømme at han savnede – respekt. De andre formskiftere så mere ned på ham end de gjorde med de unge lærlinge, der også var mange år yngre end ham. Kaeden havde brugt sit liv på at blive set ned på af sine nærmeste på grund af hans race, men han havde ikke forventet at han her ville blive set ned på pga. sit dyr. Det dyr som han ikke kunne komme i kontakt med. Ikke meget gik godt for ham for tiden. Og heller ikke Tatia. Hun var pludselig forsvundet uden så meget som at fortælle det til ham, og nu havde hun forladt ham til at være alene. Ingen ønskede jo at tale med ham.

Han sad nu på sin typiske træstump lidt væk fra lejren men stadig tæt på til at kunne se hvad der foregik. Han lavede ikke rigtigt noget, han så mere ud til at være forgabt i tanker. Hvilket han også var – Hans tanker kværnede om hvordan han nogensinde ville kunne passe ind i dette sted. Det var alle ulve, den eneste person han kunne snakke med var væk og ellers godt optaget af sin selvfede kæreste, og han var svagere end de fleste ulve der blot var børn. Dagens træning havde også været med til at udmatte ham. Han havde et blåt mærke der strakt sig hen af hans ene kindben, der kun var to dage gamle, og så havde han flere under tøjet. Det var nu ikke så meget smerten der gjorde ham noget. Det var at Wade var ham der forvoldte smerten.
Han kom tilbage til virkeligheden, da han hørte en stemme ved sig. Hans dyriske instinkter var stadig dårlige, så han havde slet ikke hårdt noget komme, og derfor gibbede det let i ham i forskrækkelse. Pigen foran ham virkede dog ikke fjendtlig, nej hendes blå øjne virkede imødekommende og et lille smil lå på hendes læber. Derfor sørgede han det for at gengælde det. Hans smil var stort og viste tænder og egentlig havde han svært ved at skjule hvor lettet han var over at nogen faktisk ønskede at tale med ham. Han rejste sig op, for det føltes underligt at sidde ned mens hun ikke gjorde det og rakte hende hånden så høflig som han nu var.
”Mit navn er Kaeden Crownsun,” sagde han, ”Og jeg kom hertil for nogle uger siden. Tatia fik mig herhen. ”
Han betragtede pigen, som havde præsenteret sig selv som Audrey. Hun var pæn, og virkede heller ikke så dyrisk eller vild som de andre. Eller måske var det bare noget han bildt sig ind for at finde en grund til at hun faktisk ønskede at tale med ham. Hun måtte være anderledes end de andre.
”Hvor længe har du været her?”spurgte han blot for at få samtalen kørende. Han var lykkelig over faktisk at have nogen at tale med og det skulle ikke stoppe lige så hurtigt.

Han virkede kort overrasket over, at hun overhovedet gav ham opmærksomhed. Hun tog imod hans hånd, for hun kendte til den høflighed han kom fra. Hendes familie kunne være fine på den, hvis man kunne sige det på den måde. Audrey nikkede.
"Rart at møde dig Kaeden." Sagde hun og vippede hovedet let på skrå. Tatia havde fundet ham. Ligesom Niylah havde fundet Audrey. Smilet strakte sig let længere op på hendes læber.
"Niylah fandt mig." Tilføjede hun også vidste han da, at han ikke var den eneste der var blevet fundet sådan lige pludselig ude i ingenting. Let bed Audrey sig i læben og så lidt analyserende på ham. De havde været hårde ved ham. Eller Wade havde været hård ved Kaeden. Audrey måtte indrømme, at hun havde lidt ondt af Kaeden der. Hun havde set små glimt af de træningskampe, og Wade var hård ved Kaeden. Det var ikke helt fair. Tatia var forsvundet for et par dage siden, Niylah havde sagt det sikkert blot var en patrulje som var taget det længere. Det skete trods alt af og til jo. Idag var Wade så taget afsted - ikke at Audrey blandede sig i hans gøremål, hvem vidste, måske var han taget ud for at finde Tatia? Let slog hun tankerne tilbage til virkeligheden. Hvor længe hun havde været her.. hun havde mistet overblikket over tiden. Det var en uge længere end Kaedens ankomst cirka. Så det var ikke så meget igen. Let sank hun en klump.
"Jeg har været her lidt længere end dig. Hvis Niylah ikke havde fundet mig, så havde jeg givet op." hun slog blikket ned ved den sidste sætning, og derefter lidt til siden. Det tog hende et par sekunder før hun turde kigge ham i øjnene igen.

Audrey havde været så tæt på at give op på, hvem hun var og give efter for mørket omkring sit hjerte. Hun havde mistet alt, men Niylah havde givet hende en ekstra chance. Nu havde hun en gammel veninde som hun havde fundet igen. Niylah var som en søster for hende, mere end hendes andre nogensinde havde været. Lige nu var hun bekymret for Tatia, men tænkte hun nok skulle komme helskindet tilbage. Det var hun sikker på. Audrey havde trænet lidt med Raksha, det havde været intens - men hun havde overrasket ulven.
"Wade er ikke ligefrem venlig overfor dig. Han bruger ret meget vrede imod dig.. overvejet at give igen? Han snyder også lidt.. Tatia har fortalt mig, at han har en evne til at lære hurtigt.. dine bevægelser og brug af samme taktikker gør han er forbedret." Spurgte hun med et skævt smil. Audrey vidste, at hvis man havde en fjende var overgå sin fjende det bedste våben. Let forsigtigt vippede hun hovedet på skrå.
"Beklager jeg blander mig.. det er ikke mit område.. jeg er fra en familie af jægere for det overnaturlige.. vi er trænede siden vi var lille til at kæmpe for at kæmpe imod alt umenneskeligt." Sagde hun og sank en klump. Thunder familien. Både en forbandelse men også en fornøjelse.. nu dog mere en forbandelse. For hun var slet ikke velkommen i familien længere... det var forfærdeligt.