Lonely Soulmates - Nicolas

Påklædning

---

Andrea havde sendt efter hende. Det var første gang de skulle snakke sammen siden det med Rowan. Kunne det være det? Caroline troede næppe, men man vidste aldrig med Andrea - desuden var der intet at snakke om. Vagterne lod hende komme indenfor og hun mødte Andrea.
"So what do you wanna talk to me about?" Spurgte Caroline og kneb øjnene let. Andrea sendte hende et skævt smil.
"Well. I have a problem." Startede hun ud, hvilket gjorde Caroline fik et forvirret udtryk malet i ansigtet.
"What kind of problem?" Spurgte hun og så lettere alvorligt på Andrea. Hvorfor tilkalde hende vedrørende et problem? Et vampyr problem måske? Mange tanker nåede at køre rundt i hendes hoved.
"Nicolas. He has been thinking very much lately. I needed him here, but he always seemed to need finding someone. I know you have a power to compel people, maybe you can find out what is wrong with him." Caroline nikkede let. Så kom hun i tanke om, hvad hun havde sagt til Nicolas kort inden hun gik. Han skulle finde hende når hun var klar. Let sank hun en klump og nikkede til Andrea.
"I will try talking with him. Is he in his room?" Spurgte hun og Andrea nikkede. Så gik Caroline op af trapperne og igennem gangen. Let stod hun og trippede udenfor døren til værelset. Hvorfor var det så svært? Let pustede hun ud, og var taknemlig over, at hjertet ikke kunne banke. Så løftede hun hånden op og bankede to gange på.
"Heey Nic. It's me." Sagde hun forsigtigt og åbnede så døren op. Caroline trådte ganske stille ind. Vandet kørte.

Kort fangede hun sig selv i en gammel vane og var ved at gå derud. Så stoppede hun op og drejede om på hælen. Så satte hun sig på kanten af hans seng og ventede. Caroline bed sig selv i læben og lukkede øjnene i. Færten af ham var så stærk her. Lyden af vandet der løb fik hende til at overveje, at han faktisk ikke kunne høre at hun var gået ind. Så derfor lagde hun sig ned, og lod sit hoved ramme hans pude. Duften var stærkest her. Caroline tog en dyb indånding, hvor havde hun savnet det. Hvor havde hun savnet ham. Caroline bed sig selv i læben og satte sig hurtigt op da vandet slukkede. Så opdagede hun solens stråler varme ryggen, og kom i tanke om, at det var daggry. Hurtigt brugte hun sin fart og løb hen for at rulle for. Solen skulle ikke brænde Nicolas. Døren til badeværelset åbnede og hun drejede hovedet da han kom ud.
"Oh hey." Sagde hun og sendte ham et varmt smil. Han kom i håndklæde. Ikke noget hun ikke havde set før, men det var længe siden. Sidst var da han gik nøgen igennem lokalet med Carmilla. Gad vide om de stadigvæk havde en on and off ting for så ville hun personligt flå hovedet af Carmilla. Okay misundelsen kom tilbage. "I'm so sorry for leaving you last time. I shouldn't have done that. I should have stayed.. but I was so scared of your reaction.. I'm really sorry. Very sorry." Undskyldte hun og sank en klump.

((@Nicolas <3

Det havde været en kompliceret tid. En underlig tid. Først havde han mødt Caroline igen. Hun havde indrømmet, hun elskede ham. Før han nåede at gengælde ordene, havde hun efterladt ham. Men hun ønskede at finde ham. Siden da, havde han manglet noget, noget han desperat havde brug for. Noget han skulle finde, lige meget hvad det ville tage. Han stod under bruseren, det varme vand dæmpede hans sanser, men afholdt ham også fra, at rende rundt som en halshugget høne. Det beroligede ham. Det havde det altid gjort. Han lagde en hånd over et hul han havde lavet, efter et uventet besøg fra Carmilla. Gad vide hvor hun var nu. Gad vide hvor Caroline var. Den eneste han var sikker på, var Andrea. Alle andre var inde og ude af hans liv på må og få. Andrea var hans klippe.

Nicolas trådte ud af badet, da følelsen ramte ham igen. Følelsen af, han havde glemt noget. Ligesom hvis han havde forlagt noget, men han ikke kunne huske hvad var. En voldsomt distraherende følelse. Han havde haft meget svært ved, at fokusere på noget andet. Men det var lykkedes ham, at distrahere sig selv lidt. Bare en gang imellem. Han fik tørret sin krop, og bandt håndklædet fast om hans hofter, før han satte kurs mod hans soveværelse. Det tog ham ikke længe, før han opfangede en velkendt duft. Kort forfulgt af et velkendt syn, som han trådte ind i rummet.

”Hey?” Nicolas var forvirret. Hun havde forladt ham, hvilket han også havde gjort før. Men han var ikke klar over, hvordan hun forventede han reagerede. ”You should have. But you should not be afraid. I would not react with anger. Never towards you.” Han trådte hende imod hende. ”No need for apologizes.” Nicolas blev bevidst om, han ikke var påklædt. Han rømmede sig. ”I should probably get dressed. One second.” Han fandt hurtigt sit tøj og gik ud på badeværelset for at klæde sig på. Han var ikke sikker på, hvad Caroline lavede der. Men noget var forandret i ham. Han følte sig ikke længere malplaceret, rundt på gulvet. Som om, han endelig havde fundet hvad han ledte efter. Var det Caroline han havde manglet?

Hun havde været forvirret, været bange for at fange ham ind i noget han ikke ville - falde tilbage i fortiden. Let bed hun sig i læben og fnøs kort med et smil.
"I know." Svarede hun ganske mildt. Let sank hun en klump og iagttog ham nøje. Han trådte imod hende, og hun ville sværge hendes hjerte sprang en takt over. Det var som om, at hun var nyforelsket igen, blot af at se ham igen. Følelsen ramte hende hårdt, men hun var forbedret på den denne gang. Caroline holdt let vejret til han stoppede op. Kommentaren om tøjet, hvorefter han forsvandt ud på badeværelset - det så hun som sit snit til endelig at ånde ud. Egentlig behøvede hun ikke at trække vejret, men det var en af de ting hun stadigvæk gjorde - blot for at minde sig om, at hun stadigvæk kunne være menneskelig. Let bed hun sig i læben og lukkede øjnene hårdt sammen. Det var underligt at komme så langt og egentlig opdage.. at man ikke kunne leve uden den anden person. Ingen af hendes andre forhold havde været det samme. Jo hun havde da elsket Rowan, det havde hun. Men ingen kunne måle sig med det hun følte for Nicolas, og hver eneste gang hun så ham - blev hun blot mindet om, hvor meget hun egentlig elskede ham. Så lod hun sin ryg ramme muren bagved sig og gav et lille suk fra sig.
"So... how are you feeling.. Andrea is very worried about you." Let bed hun sig i læben og tog en dyb indånding. Hun burde være van til at håndtere denne her følelse, men alligevel kom den altid snigende ind på hende. Så prøvede hun at ryste det af sig og trådte væk fra væggen.

Da han endelig kom ud påklædt sank hun alligevel en klump igen. Blikket gled ned af ham ganske kort. Så vippede hun hovedet let på skrå.
"I meant.. what I said last time you know. Before I left. I still do." Sagde hun så lettere hviskende og sank en klump. Caroline bed sig altid i læben når hun var nervøs over noget som betød meget for hende. På trods af de utalligegange Nicolas havde bedt hende før i tiden om at stoppe - så var det en dårlig vane, men på samme tid, ville han af alle vide, at hun faktisk mente det. Caroline havde mest af alt egentlig blot lyst til at kysse ham igen, men hun kunne ikke bare vade op og kysse ham. Ikke når hun bare var gået sidste gang. Han vidste hun havde kysset ham inden hun forsvandt sidst, det havde ikke været fair af hende. Men på den anden side, så forlod de to altid hinanden på de mest forfærdelige måder. De elskede hinanden og mistede hinanden. Men det var anderledes nu. Det troede hun på, de havde ikke været sammen i flere år. Og alligevel kiggede hun på ham nu, og var sikker på, at hun ville tilbringe resten af sit liv sammen med ham. Caroline havde en masse blandede følelser, nervøsitet og en glæde.. en uro, men også en fantastisk kildrende følelse af sommerfugle der baskede vildt rundt. Det var derfor hun var gået i panik før. I frygt for det blot var fortidens trygge rammer hun havde søgt, men det var generelt blot Nicolas.

Hun vidste det. Det var ikke noget, Nicolas kunne bruge til ret meget. Selvom han var forvirret over hende, og hvad hun ville, var han ikke vred. Han kunne aldrig være vred på hende. Ikke rigtigt. Lige nu ville han bare ikke have hun gik. Den følelse af mangel var forsvundet. Han havde fundet det han ledte efter. Men hvornår nu? Hun havde altid været af stor betydning for ham, så hvad havde ændret sig nu? Han ville måske aldrig finde ud af, han ønskede bare ikke at føle sådan igen, føle sig så svag og forvirret.

”I feel better now, oddly enough.” Der var ikke sket meget siden dagene forinden, så han måtte konkludere, Caroline gjorde forskellen. Han fik hurtigt trukket sig i tøjet, han var ikke meget for, at lade sine gæster vente. Han så på hende, da hun endnu engang indrømmede hun elskede ham. Han havde aldrig haft chancen for at gengælde ordene, men hvad han havde sagt, hvis hun var blevet. Han elskede hende stadig, det ville aldrig stoppe, men han havde et godt liv, og han var ikke sikker på, om Caroline længere kunne passe ind i det. ”I know you do. I am just unsure of how I should respond.”

Han smilede for sig selv, da hun bed sig selv I læben. Selvom han ofte, havde bedt hende stoppe, havde han alligevel savnet det. Det var en del af hende. Han gik hen og tag fat i hendes hånd, holdt den imellem hans egne. ”You know how I feel. I have never stopped loving you. I am just..” Det var nu det talte. Han kunne enten fortælle om hans tanker, om hans frygt for tingene ville blive som før, eller han kunne tage hende i hans arme, vise hvor meget han havde savnet hende. Han var kendt for, at være meget emotionel. Det havde ikke ændret sig, men han var også vokset de sidste par år, han havde lært at kontrollere sine følelser bedre.

Nicolas så ind i Carolines blå øjne, han spottede den gnist af liv hun stadig havde, den havde svært ved at finde i sine egne længere. Det gjorde det for ham. Han kunne ikke holde sig fra hende, hvor meget han end forsøgte. Det var nærmest instinktivt, da hans hænder lagde sig om hendes krop og hans læber pressede sig imod hendes. Var det et forkert valg? Måske, men det var for sent nu. Han kunne ikke stoppe sig selv, når det var Caroline.

Hun stivnede let. ”I know you do. I am just unsure of how I should respond.. Hun nikkede dog forståeligt. Der var sket mange ting i løbet af de sidste par år. Måske var det bare sådan med dem. Deres kærlighed var stærk og alt ødelæggende. Den kunne brænde en hel by ned, ved et forkert skridt. Han tog hendes hånd, hvilket fik hende til at synke en klump og slippe sin læbe. Let vippede hun hovedet på skrå og kiggede efter hans øjne. Ordene. Hun begyndte at tænke, og det brød hun sig egentlig ikke om. Hun begyndte at tænke på, om hendes ord havde været forkerte om hun skulle have gået efter andet end følelsen af personen som gjorde hende mest tryg. Caroline ville altid søge Nicolas, hvis hun var bange eller havde et eller andet i hendes liv der ikke passede. Så søgte hun altid sin kilde til tryghed, og det var Nicolas. Det ville altid være Nicolas. Hvis de ikke var sammen, hvad var de så? Hvad kunne de være? Kunne de være venner med de stærke følelser der lagde under. Eller måske elskede de blot ikke hinanden på samme måde mere som før hen.

Måden han så hende i øjnene på, gjorde hende blød om knæene - havde den altid gjort. Det tog ikke mere end ganske kort tid før han lagde sine hænder om hendes krop. De kendte vejen, de vidste præcis, hvordan de skulle holde omkring hende. Caroline måtte indrømme den følelse var savnet. Tankerne forsvandt og hun levede i nuet. Læberne ramte hendes. Følelsen var fantastisk. Længslen efter mere ramte hende. Caroline gengalte lidenskabeligt kysset og lagde sine arme omkring hans hals. Blot for at stå så tæt imod ham som hun overhovedet kunne komme til. Det var kort som om, at intet havde forandret sig. Alt var det samme. De var sammen. Caroline havde lysten til at træde skridtet videre, men holdt sine følelser tilbage der. Det var dumt at skubbe ham længere end han ville - tydeligvis var det noget i vejen. Et eller andet der forvirrede ham dybt inde.

Pludselig åbnede døren sig, hvilket gjorde Caroline vendte blikket derover. Andrea stod i døren og så på dem. Andrea sank en klump og nikkede.
"I see you figured out things. Great." Sagde hun og virkede til ikke at vide, hvordan hun skulle håndtere det hun lige havde set. "Never mind. I just wanted to see if you were okay." Tilføjede hun så og lukkede døren. Caroline sank en klump. Hvorfor så Andrea så såret ud eller blot overrasket. Caroline kiggede over på Nicolas og slap ham let.
"What happened between you too?" Spurgte hun let. Hun havde det dårligt med at kysse Nicolas, hvis Andrea følte noget for ham. Let sank hun en klump og kørte en hånd igennem håret.

Nicolas var ikke sikker på hvad han prøvede på med Caroline. Måske forsøgte han at holde fast i noget, der for længst var dødt. Han havde ikke lyst til at give slip på hende. Selvom de aldrig kunne få hvad de havde, stoppede han ikke med at elske hende. Han var næsten blevet sindssyg ved at mangle hende. Det var ikke normalt. Måske ville lidt afstand være det bedste for dem begge. Måske kunne de så komme til et punkt, hvor de kunne være i hinandens liv, være venner. Men det virkede som noget umuligt. Han sukkede en enkelt gang. Det var af ren mangel han kyssede hende. Mangel på kontrol over hende som hun gled ud imellem hans fingre. Han anede ikke, hvordan han skulle holde fast i hende. Han havde aldrig kendt hende som andet end hende han elskede højere end noget andet. Så hvordan kunne de nogensinde være noget andet?

Nicolas’ brød kysset da døren gik op. Han drejede hovedet, og af ren refleks gav han slip på Caroline og trådte et skridt væk fra hende. Han sukkede da Andrea lukkede døren. Hun var tydeligvis såret, og han forstod hende godt. Men det var også bekræftende for ham. De ord hun havde sagt, havde ikke bare været sagt i situationen. Hun mente dem, og det gjorde tingene klare for ham. Men det gnavede stadig i ham, at han måtte give slip på Caroline, hvis han skulle være sammen med Andrea. Han satte sig på sengekanten og gned sig i nakken. ”I love you Caroline. I think I will never stop doing that. But things are not the same anymore. The kiss was a way for me, to hold onto something that is long gone. I do not wish to lose you. I just do not see how we can be in each other’s life anymore. But I love her. I have for a long time.” Han så mod døren Andrea netop havde lukket i. Han burde nok gå ud til hende, men han ville lige have Carolines tilladelse. På trods af de ikke havde været sammen længe, havde han stadig været hendes i lang tid. Når hun gav slip på ham, kunne han komme videre, forhåbentlig sammen med Andrea.

Det var tydeligt at situationen påvirkede Nicolas mere end hun ønskede den skulle. Caroline vidste, at Nicolas og Andrea var tætte, men hvor tætte havde hun faktisk ingen anelse om. Caroline fulgte ham med øjnene som han satte sig på sengekanten. Så snakkede han, og at dømme på den måde han sad på - så var det ikke ligefrem noget med, at de skulle leve lykkeligt til deres dages ende. I just do not see how we can be in each other’s life anymore. Det gjorde ondt, men det var jo sandheden. De var giftige for hinanden, og deres forhold hørte fortiden til. De var videre, og han elskede tydeligvis Andrea. Det kunne hun se på måden han talte om. Måden han så imod døren. Han ønskede at gå efter Andrea.
"Go after her. She needs you. Beside.. my job here is done. Do right by her. You both deserves that great kinda love." Sagde hun og trådte hen imod ham. Let bed hun sig i læben og sukkede så kort.
"Can I kiss you one last time before we say goodbye?" Spurgte hun lettere henkastet. Dog lænede hun sig henover ham og pressede sine læber imod hans. For nok den sidste gang. Deres tid havde været der, og det var på tide for dem at komme videre. Så tog det hende ikke længe før hun brugte sin fart, også var hun væk. Væk med vinden.


Andrea havde sat sig nede i stuen og stirrede ud i luften. Hun ville ikke vise, at det påvirkede hende. Det ville være en skam, hvis det var Caroline og Nicolas som var det endelige resultat. Andrea måtte blot acceptere, at der altid ville komme en anden som var bedre end hende for ham. Andrea klemte øjnene sammen og prøvede virkelig at tage sig sammen. Hun havde snakket med Kai allerede omkring det faktisk. Det var faktisk gået bedre end forventet - men hun turde ikke fortælle Nicolas, at hun havde snakket med Kai - specielt ikke nu. Han ville nok finde ud af det når hun forlod slottet om et par dage. Kai ønskede sikkert ikke Nicolas skulle blive der, så hun ville spørge om de skulle tage til Terrorville. Men hun turde ikke. Døren gik op. Måske ville han ned og forklare situationen. At ham og Caroline var skabte for hinanden og alt det der.

Nicolas var i vildrede. Selvom en stor del af ham ønskede, at gå efter Andrea, ønskede han også at blive. Det var nu han og Caroline definerede, hvor tætte de egentlig havde været. Kunne de være venner efter alt der var sket? Han håbede det. Det var bare svært når hun havde været så stor en del af hans liv, den vigtigste del. Det centrale i hans liv. Det ville han gøre anderledes med Andrea. Hun ville være rigtig vigtig for ham, men han ville lære at fungere uden. Det var der det var gået galt med Caroline. Han havde ikke lært at fungere uden hende. Han var brudt fuldstændig ned hver gang og Andrea havde samlet ham op igen. Det var nok derfor han elskede hende så højt, fordi hun havde set ham på godt og ondt. ”Promise me something first.” Han nåede ikke at sige mere, før hun kyssede ham. Det var stadig intimt, men ikke på samme måde som det før havde været. Han så væk et øjeblik. ”Come back one day.” Han så op og hun var væk. Mon hun havde nået at høre hans ønske?

Nicolas åbnede døren og stod stille et øjeblik. Det var ikke så let som han havde forventet. Med Caroline havde det være let, for han havde ikke haft noget at tabe. Med Andrea, kunne han miste så meget. Hans bedste ven. Nicolas tog sig sammen og gik nedenunder. Han stod et stykke fra hende, overvejede sine ord nøje. Hvordan skulle han forklare kysset? Han blev nød til, at grave dybt ned i sig selv og finde ud af hvorfor. ”I am so sorry Andrea.” Han satte sig på hug foran hende og tog hendes hånd. ”I do that. When something could be really good for me, I manage to break it someway. It is no excuse, but I was just trying to hold onto something. Caroline will always be important me, and I want her in my life. But not in that way. Not anymore. The kiss was a desperate try for me to hold onto something that is long gone.” Han sukkede og slog blikket fra hende et øjeblik. ”I love you Andrea.”

Han kom ned til hende. Og sekunderne føltes som de længste minutter i hendes liv. Let kiggede hun op som han stå et stykke fra hende. De mørke øjne lå blidt på ham. Ikke dømmende eller noget, blot ganske mildt. Det var ikke fordi, at hun ønskede en dyb og følelsesladet forklaring. Hvor han skulle undskylde for sine handlinger. Valget havde sikkert være Caroline. Så snart han undskyldte rystede hun engang på hovedet, men kiggede alligevel på ham da han satte sig på hug foran hende. Grebet om hendes hånd, fik hende til at fast holde sin opmærksomhed imod hans blå øjne. Let bed hun sammen og lyttede til hvad han sagde. dog gav hendes øjne tegn på, at det han sagde mente hun ikke var sandt. Han havde ikke ødelagt hende. Andrea vidste tingene var anderledes nu. Det ville de være ligemeget hvad, og hun måtte være klar på de udfordringer der skulle komme for hende i næste kapitel. Men det var det hele værd. I love you Andrea. De ord fik hende til at stirre ganske kort før hun blinkede hurtigt et par gange efter hinanden.
"I love you too Nic." Svarede hun ganske blidt og så ham dybt i øjnene. Så sank hun en klump og gav hans hånd et lille klem.
"I told Kai." Startede hun ud. Kortene kunne ligeså godt blive lagt på bordet. Hvis det havde været noget skidt der var sket imellem dem, ville der have været konflikt - og det havde der intet været af. Så tingene måtte have løst sig.
"We agreed to end our relationship.. It was for the best." Sagde hun med et skævt smil. "He just accepted it. I don't know how he could.. but he did." Tilføjede hun og lagde sin frie hånd imod Nics kind.
"I'm moving back to Terrorville. And I hoped you would come with me.. and Elena." Forslog hun. Det betød meget for hende. Men alligevel var hun bange for Nic synes det var for mange ting på engang.

Så åndede hun ud og rystede lidt på hovedet af sig selv.
"Sorry. It's to much to ask for.. I'm sorry." Sagde hun og slap kort hans kind for at køre en hånd igennem sit hår. "But anyway.. it means I can kiss you now... If you want me to." Sagde hun med et bredere smil på læben. Det var tydeligt i hendes øjne, at hun var glad - lykkelig over det næste kapitel hun gik i møde - men kun hvis han var med hende.