I can do everything, as long as you can pay - Hik

Tid - Ud på eftermiddagen - hun har stadig åbent i noget tid.
sted - Bloodrage Village
vejr - Køligt, men ikke noget der kan mærkes gennem en minotaures pels.
omgivelser - Barbarer, men ikke i hendes butik, der er der fyldt med våben.
påklædning - Faceclaim tøj - Shorts og top.

Bloodrage havde et uheldigt ry ved at være en by for barberer, en by man ikke var sikker i, så snart man satte foden i byen og når man skulle hjem igen, især for udefrakommende, som aldrig nogensinde havde været der før, og ikke var van til hvordan man skulle opføre sig, for at man kunne komme uden om de uheldige situationer, man nogen gange kunne komme ude for, som at blive bestjålet, eller blive dræbt så snart man satte fod ude af byen.
Kiatra havde dog aldrig været ude fra det, det var måske fordi folk havde så meget respekt for hende, efter som hun havde sat sig i respekt fra dag et af. Hun var glad for byen og dens indbyggere, de var meget venlige og hendes kunder kunne hun snakke med som var de venner.
Hun kunne dog godt mærke når folk kom udefra, de var ikke lige så venlige, de forstod ikke hendes humor og de havde slet ikke den samme respekt for hende, som de andre.
Mest fordi at hun var en kvinde, og hun havde med våben at gøre.
Men hun elskede sit job, om hun var kvinde eller ej. Det havde været hendes fars job, og hun havde arvet det efter ham.
Hun var stolt af at være smed og hun var en fantastisk en til det.
Det var i hvert fald det hendes kunder sagde til hende, hver gang hun havde lavede et nyt eller et gammelt våben til dem.

Lige nu stod og hun sleb et sværd, som hun lige havde fået ind af en af de lokale, han kom næsten hver uge, en af dagene, efter han havde været ude og dræbe et par dyr, nogle gange væsner, og den var lige så sløv hver evig eneste gang, han kom ind med den.
Hun syntes det var sjovt, men hun nød at bare at stå og slibe et våben, det var dejligt afstressende, og meget lige til, hvis man altså var smed og ikke nybegynder.
Hun kiggede ned og holdte øje på hvad hun lavede, imens hun lyttede efter hvad der skete udenfor eller om der måske ville komme nogen ind af døren.

Det var som at være i en anden verden end hvad det normale var, havet var skiftet ud med veje og byer, og skibe han kunne plyndre var skiftet ud med boder han kunne købe fra. Men en ting var ikke ændret, man kunne finde slåskamp i hvert hjørne man rundede.. Og det var hvad en mindre, men stadigvæk stærk minotaur havde taget stor nydelse i.
Hik var måske ikke den største minotaur men hans styrke var ikke til at spøge med, men det vidste ingen fra Bloodrage Village, så der var næsten ingen ende på udfordringerne.
Men han kunne heller ikke blive ved med at slås hele dagen, da han havde en stor byrde han skulle have fikset, en byrde som havde taget rigtig hårdt på hans sjæl og havde tappet ham for det yderste af hans styrke.
Han bar en stor brun sæk på ryggen, med to metal pinde stikkende op hvor sækken blev lukket med en snor. De to pinde var knækket, tydeligt, af en stor kraft der ikke var let at finde, og inde i sækken lå resten af Hiks ellers store og stærke økse som han havde båret og kæmpet med i alle sine år, så det var blevet en del af ham selv.
Og nu hvor den var knækket så var det som om hans sjæl også var knækket i to.
Han traskede igennem gaderne, med et skarpt blik og brystet fremme, han skulle ikke virke svag, skønt han kunne mærke at skridt for skridt, var det som om et stykke af hans hjerte knækkede af, så længe at hans økse stadigvæk var knækket i to.
De røde stærke øjne så rundt på boderne og butikkerne der var i byen, der var meget forskelligt, meget ude fra, men også en helt del lokal.
Han havde fået lidt tid til at smage det lokale mad, men intet var rigtig det samme lige nu med hans situation.
Et øjebryn blev let løftet da han så et skilt i det fjerne, det fangede hans blik da det lignede noget fra en smed, men han var lidt usikker. Han havde nemlig set lignende skilte hvor det så bare var sovenier butikker.
Men skiltet her så lidt anderledes ud, lidt mere ægte, hvilket gav ham en utrolig heftig hjertebanken og benene begyndte at gå hurtigere og hurtigere, indtil at han næsten var i løb.
De røde øjne spejdede ind, de var nysgerrige, men de kunne lide hvad de så, det her var en ægte smed. Blikket vandrede lidt rundt, hvor han fik øje på en ret så nydelig kvindelig minotaur, som stod og sleb et svær.
Hun havde god teknik, det kunne han se, men han tænkte at smedens datter sikkert gjorde sådan noget som tidsfordriv. Blikket vandrede lidt op og ned af hende før han så gik ind i butikken og så sig kort om.
"Hvor er smeden henne? Kan jeg få lov til at snakke med ham?" spurgte han direkte og regnede med at det VAR en mand som var bag hammeren og ikke den her minotaur pige som ellers så ud til at gøre sig umag med det arbejde hun lavede.
Han stod selv i et par sorte læder bukser med lidt metal på med et lidt stort læder bælte med en stor metal bælte spænde, og helt bar overkrop med kun snoren fra sækken der gik skråt over hans overkrop.

Hun stoppede straks med at slibe sværdet, da en kom ind i butikken, hans mandelige stemme afslørede ligesom kønnet med det samme, men da hun kiggede op fra det hun lavede, blev hun meget overrasket, da hun så at han var en minotaur. Det var ikke hver dag at hun så en minotaur, hun så dem faktisk rigtig sjælendt.
Hun sank lidt halv nervøs. Han var stor af bygning, store kæmpe muskler, med en pose over ryggen, som tydeligt var et våben, men det var i ikke en særlig god stand, kunne hun nærmest gætte, medmindre det var sådan han behandlede sine våben og hvis det var sådan, så ville hun i hvert fald lære ham en ting eller to.
Hendes overraskede udtryk, ændrede sig dog meget brat, da han spurgte efter smeden, fordi han ville snakke med HAM!
Der gik et sekund og hendes RBF (Resting Bitch Face) var på, mens  hun trådte væk fra sværdet hun havde gang i, og bevægede sig tættere på minotauren.
"JEG er smeden, jeg er den eneste der arbejder her" startede hun med at sige. Hun tog en dyb indånding, for at få sit temperament lidt ned, så hun ikke gik fuldstændig bananas på ham.
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" sluttede hun så, og kiggede afventende op på ham.
Han var en del højere end hende, en hel del større end hende, samtidig sikkert en hel del stærkere end hende, men det fik hende ikke til at bakke ud. Det kunne godt være han kunne gøre hende fortræd som ingen andre, men hun var ligeglad, hun sagde hvad der passede hende, om det så kunne virke provokerende for ham, det måtte han selv finde ud af.

Han havde lidt regnet med at en stor muskuløs minotaur med lidt mave ville træde frem bag et forhæng.. men ingen kom, i stedet begyndte den ellers ret så yndige minotaur pige at snakke, og hendes ansigt sagde det kun alt for tydeligt, han havde pisset hende af på en eller anden måde.
En dyb klump blev klemt ned af halsen som hun bevægede sig tættere på ham, han var lidt bange for om han havde startet en slåskamp med hende, for han ville helst ikke risikere at gøre hende fortræd.
"DU er smeden???" kom det undrende ud af ham, måske en del provokerende sagt men han var sandfærdigt overrasket at den her lille minotaur kunne være smeden her.
Men han måtte vel sande at der nok alligevel ikke var mange andre i området som overhovedet var tæt på at kunne hjælpe ham med hans problem... så måske skulle han give hende en chance?
I hvert fald kunne hun lige se på hans problem, så kunne han bedømme hende på om hun vidste hvad hun snakkede om, eller bare legede med ham.
Roligt trak han sækken af og åbnede den op. Han lagde først skaftets ende på et nærliggende bord, og dernæst den anden halvdel med det store øksehoved.
"Den knækkede for mig, og jeg skal have den smeltet sammen igen.. og det SKAL være den her, det er det eneste våben der indtil videre har kunne holde til mig" sagde han og lod sine blodrøde øjne ligge sig hen på minotaur pigen med et alvorligt og fast blik. Han mente det, og det var tydeligt i hans kropssprog at det var en økse der betød rigtig meget for ham.
"Er det noget du kan fikse?" spurgte han hende så direkte og løftede et undrende øjenbryn imens han lagde sine arme over kryds.
"Og uden at gøre skade på krystallerne, for de er magiske så dem vil jeg gerne beholde intakte" sagde han med en løftet pegefinger, da han også syntes at det var et meget vigtigt krav at stille, for uden dem ville han ikke kunne hugge skibe over med et huk mere.
Han kunne pludseligt også mærke nogle blikke ude fra, det var de lokale som stod og så lidt ind til dem, og grinede lidt af Hik, de kendte jo ude mærket til Kiatra og hendes smede evner, og at Hik var så overrasket fandt de ganske morsomt, for de vidste ude mærket godt hvad det var Hik han tænkte når han så at den lokale og eneste smed i miles omkreds var en pige.

Hun rullede øjne af ham, da han spurgte om hun var smeden. Hun kunne ikke lide hans attitude imod hende, men hun måtte vel leve med den indtil videre, indtil han så hvad hun egentlig kunne.
Hun var dog lidt skuffet, efter så lang tid, uden at have set en minotaur, og den første hun mødte var en total røv.
Hun sukkede og nikkede. "Ja jeg er smeden" sagde hun og satte hænderne på hofterne.
På det punkt lignede hun sin mor, når hun blev sur på hendes far, fordi han havde gjort eller sagt noget forkert, det kunne godt være at hendes far bestemte i forholdet, men han havde sgu respekt for hendes mor, det kunne man ikke sige om denne minotaur.
Hun gik bag disken, hvor han begyndte at ligge dele af en ødelagt økse ud på bordet. Hun kiggede med store øjne på denne økse, der altså bare var knækket for ham. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre, kunne han ikke finde ud af at passe på sine våben.
Hun kiggede noget på den, studerede den, det var ikke fordi hun ikke kunne klare det lille stykke arbejde der skulle klares med denne, men hun havde bare ikke set sådan en økse før.
Hun kiggede op i hans røde øjne, da han spurgte om hun kunne fikse den. Et let fnys kom fra hende og et kort grin, inden hun så valgte at nikke og svare ham. "Sagtens, det bliver intet problem" sagde hun og kiggede ned på øksen igen, da han talte om krystallerne, som helst skulle være hele når hun var færdig. "Jeg skal nok lade være med at smadre dine yndige kronjuveler, madam" sagde hun med et kækt smil.
"Et sekund, vent lige" sagde hun og gik ud hvor hun plejede at arbejde med alle de våben hun lavede.
Hun kom tilbage, hvor hun havde taget en skindtaske med, som skulle bruges til at bære hans ting ud til værkstedet.
Hun lagde dem forsigtigt i, inden hun gik ud med den igen og kom tilbage til ham, efter kort tid.
"Så... vil du vente her eller? Det tager nok omkring... 3 timer, give or take" sagde hun og smilede til ham, et mere oprigtigt smil, som kom fra hende over for ham.

Han gloede lidt på hende og lagde hovedet lidt på skrå, hun havde en attitude han ikke havde mødt før, meget direkte og bestemt, samtidig meget voksent..
Det var helt underligt at få sådan en attitude stukket i fjæset af en minotaur pige som hende.
Dog burde han nok havde forventet det lidt, hun var trods alt minotaur, og som racens største kendetegn, var at man ikke var bange for det meste.
Han fik store øjne over hendes direkte og nemme svar, det var ikke helt det han havde regnet med, især ikke fra hende af.
Dog kneb han øjnene en smule sammen da hun svarede ham kækt igen på krystallerne og begyndte at blive en smule nervøs omkring det hele, ville hun være i stand til at gøre arbejdet ordenligt?
Han så lidt efter hende da hun gik ud i bagrummet, og stod lidt og så rundt imens.
Der var mange ting at se på, og han mistede helt tidsfølelsen af at glo rundt så han ikke rigtig opdagede at hun var kommet igen.
Først da hun begyndte at snakke til ham fangede han at hun var der igen og rømmede sig lidt.
"Jeg.. bliver nok her, det er en lidt underlig by så jeg vil helst ikke fare vild her." sagde han og smilede skævt til hende imens han trak på skuldrene.
Han kom så i tanke om at det nok også var en god ide at spørge om prisen på det hele.. indtil at han følte hvor hans pung normalt havde hængt... den var væk!?
Hik lukkede hurtigt gællerne i og sank en klump.
"Nu hvor jeg tænker over det så ville det måske alligevel være smart at se mig lidt omkring, også så jeg ikke forstyrre dig i dit arbejde" sagde han og havde et ret nervøst grin over læberne imens han bare håbede på hun ikke ville spørge til penge, for han skulle først ud og jagte gadebørnene som med garanti havde snuppet hans penge i en eller anden af hans slåskampe på vejen.
Han mærkede hvordan hele situationen blev mere og mere akavet for ham, for uden penge ville hun med garanti ikke fikse hans økse, og uden øksen ville han ikke føle sig godt tilpas igen, så at skaffe sin pung tilbage før hun ville opdage noget var hans første og største prioritet, så han gjorde sit bedste for at virke uskyldig, skønt han var en ret så dårlig skuespiller af taber holdet.

Hun nikkede til hans første svar om at han nok ville blive i butikken, hun forstod ham nu godt, det var ikke den bedste by at gå rundt i som udefrakommende, man kunne hurtigt komme op og slås, man kunne blive bestjålet, der kunne ske en masse ting, skønt at byens regler var som alle andre regler.
Hun skulle til at gå ud til hendes værksted igen, hun ville vente med at spørge efter pengene til efter hun havde lavet det, hun kunne ikke helt sige prisen endnu, da hun ikke kunne forudse hvor meget tid hun egentlig ville bruge, om det var mindre end 3 timer eller mere, hun ville ikke snyde ham og samtidig heller ikke sig selv.
Hun stoppede dog, da han sagde at han faktisk godt ville gå lidt rundt i byen og kigge sig omkring, hun hævede dog et bryn af hans pludselige ændring af planer, men trak bare på skulderne. "Det er du velkommen til, du kommer bare tilbage i løbet af dagen" sagde hun og smilede, selvom der var noget over ham, hans nervøse udtryk, som gjorde selv hende nervøs.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men hun valgte at lade det gå.
Hun gik ud til sit værksted, hvor hun begyndte at arbejde på hans økse.

//3 timer//

Efter 3 timer, var hun endelig færdig, hun havde ikke brugt alle de tre timer hun havde talt om, men det havde været rigtig tæt på, men hun ville ikke snyde ham for hans penge, så hun ville give ham prisen for det hun helt præcist havde arbejdet.
Hun puttede øksen tilbage i skintasken igen, men fordi den nu var sat sammen, var den alt for stor til at være der, så den stak lidt ud.
Som han sagde, havde hun slet ikke lavet en skramme på hans krystaller, de var helt perfekte som før, det samme var øksen, nærmest helt som ny.
Hun gik ud med den og satte den på disken, og regnede nu med at Minotaur herren stod der og ventede, ellers måtte hun selvfølgelig vente på ham, hvis han ikke var færdig med det han havde gang i.

Hik priste sig lykkelig da hun gik ud i sit smede værksted uden at spørge til hans penge, det var som guderne havde tilsmilet ham med 3 timer til at undgå at miste ansigt til en anden minotaur.
Han var meget hurtigt ude af døren og gik straks i gang med at lede efter de skide gadebørn med de lidt for lange fingre.
Og det tog ham da heller ikke alt for lang tid før han fandt dem, og han var hurtig til at spejde sin pung, den som han havde båret og de havde snuppet fra hans bælte imens han ikke havde set det.
Det tog ham heller ikke lang tid at få den tilbage, da han var langt hurtigere end gadebørnene der måske kunne løbe fra et normalt menneske, men en kriger som ham selv, så havde han hurtighed nok til at nå de fleste. Han gjorde dog ikke børnene noget, men lod dem løbe efter han havde fået sin pung, og begyndte den stille og rolige tur hjem igen.
Det var først da han var på vej ind af døren til hendes værksted at han lagde mærke til pungens vægt...
Han åbnede den hurtigt og gloede ind til nogle få mønter der var tilbage... de små djævle havde brugt alle hans penge næsten!!!
I det samme som han var ved at hidse sig op hørte han noget som fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Pigen var tilbage, og hun havde hans færdige økse med.. Og Hik stod der med en næsten tom pung. Ikke at hun ville kunne se hvor meget der var i men hans ansigt sagde det meste.
Han sank en dyb klump imens at tankerne fløj rundt i hovedet på ham, hvordan skulle han dog komme ud af den her suppedas!?
Han gik roligt og selvsikkert over til disken hvor han lagde hænderne på og virkede selvsikker.
"Du ved vel ikke hvor man kan finde et hurtigt arbejde som kan betales nu og her?" spurgte han så direkte og gav et stort falmet smil over læberne imens han klemte den næsten tomme pung i hånden.
"Ser du... på vejen blev min pung stjålet.. og når jeg fandt den igen, var der kun 2 sølv mønter tilbage.. jeg ved ikke om det kan dække det?" spurgte han hende ret nervøst og syntes at det var død pinligt at skulle stå her og prøve at forklare sig fra at blive totalt jordet af en pige minotaur.
Men hvad skulle han ellers gøre? han kunne jo ikke bare efterlade det hele, kunne han? Og hvordan ville hun dog reagere på det hele og hans meget tørre forklaring som nu engang var sand nok, men også ret dum.

Hun kiggede op da han kom ind i butikken.
Han virkede... bedre end før, hvor han var gået ud meget... nervøs? Hans selvsikker gang hen mod disken gjorde hende meget overrasket, som hun kiggede op i hans røde øjne, følte hun sig ret... lille?
Men det ændrede sig hurtigt, da han kom med et meget mærkeligt spørgsmål, som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle svare på, hun rynkede lidt på bryne og så noget undrende på ham.
Men da han begyndte at forklare hvad der var sket, kunne hun bedre forstå hvorfor han havde været så nervøs på vejen ud af butikken.
Det var dog ikke en overraskelse at han var blevet bestjålet, det skete nærmest hele tiden i byen, så hun havde en smule ondt af ham og kunne godt forstå hvad for en dum situation han var i lige nu.
Men stadig, så var 2 sølvmønter bare ikke nok, men i stedet for at tage hans økse og konfiskere den, valgte hun at tænke sig lidt om, for at finde en løsning.
Hun sukkede tungt og kiggede lidt tænkende på ham, før et smil bredte sig på hendes mule, hun havde fået en ret god ide, til hvordan han kunne betale det hele.
"2 sølvmønter er ikke helt nok, men jeg har faktisk et job for dig, kun for idag, og det vil så tælle for at du har betalt din økse, og jeg vil sige, du slipper billigt" startede hun ud med, som hun begyndte at pakke hans økse ud. "Du skal gøre rent ude i mit værksted, kun det jeg har brugt til at fikse din økse, som er alt der ligger derinde, da jeg jævnligt rytter op" sagde hun, inden hun rakte ham, hans økse med et smil og et afventende udtryk. Hun var spændt på hans svar, han ville ikke rigtig kunne sige nej til det dog.
Hun synes det var rigtig sjovt, for han ville sikkert se det som at rengøre andres ting, som meget kvindeligt, rollerne var ligesom byttet i forhold til hans tankegang selvfølgelig.

han sank en dyb klump da hun startede ud med at de to sølv mønter ikke var nok til at betale for det arbejde hun havde lavet, men da hun så sagde at hun faktisk havde et job lyste hans blik helt op og et stort smil gled over hans store sorte mule.
Han skulle lige til til at fyre en masse af med hvad han kunne lave men da hun kom med sit forslag tav han brat. Hun ville have ham til at gøre rent!?!?
Hik stod lidt og måbede over forslaget, mest fordi han aldrig selv havde prøvet at rydde op på den måde så det var underligt nyt, også havde han også hørt at det mest var et kvinde baseret gøremål.
Så nu ville hun have ham til at gøre en kvindes job!
Hans næve var knyttet men han måtte synke sin stolthed for denne gang, selvom det gjorde ondt på hans mandighed, så måtte han gøre det for sin økses skyld, han ville jo gerne have den med sig igen og ikke efterladt her til en mulig omsmeltning.
Han tog sin økse og viftede lidt rundt med den så der kom en lille brise inde i butikken..
"Hv...hvornår starter jeg" sagde han og man kunne se på ham at det ikke var det fedeste job han havde haft, men han skulle nok gøre det, for øksens skyld.
Han så lidt studerende på øksen, han ville også lige tjekke om hun havde gjort det godt nok, men han fandt ingen vejl eller mangler, og brisen før var et godt tegn på at krystallerne ikke havde taget nogen form for skade for ellers havde det været en total ustabil vind der havde kommet i stedet for.
*Pis oss, hvordan er jeg dog havnet i denne kattepine... ikke nok med at de pirater knækkede min økse.. så gav de mig kun en lille pose penge ud af alt det de havde stjålet fra mig... Lorte pirater!* tænkte han og var ikke helt tilfreds med hans situation lige nu, men i det mindste var hans økse tilbage i sin rette form. Heldigvis!.
Han tænkte at hun sikkert nød det her, at sætte en mand til at gøre en kvindes job.
At hun kunne hunse rundt med ham fordi han skylde hende stort.
Dette var en situation han IKKE kunne slå sig ud af.

Hun smilede af hans meget måbende ansigtsudtryk, da hun tilbød ham jobbet, hun vidste at han ikke ville kunne sige nej til det, hun kunne nærmest mærke hans forbindelse til hans økse, og det var ikke bare en han ville gå fra, man kunne sige at hun udnyttede ham af den grund, men det var nu bare ren buisness, han havde ingen penge at kunne betale med, man arbejdede for penge, derfor kunne han lige så godt rydde op og betale sin gæld af på den måde, det var trods alt meget lidt hun bad om.
"Du kan bare starte med det samme, så snart du er færdig, er du fri til at gå" sagde hun og viste ham ud i baglokalet, som var ret så stort i forhold til hendes lille butik.
Der var en masse forskellige værktøjer rundt omkring, det var ikke fordi hun havde brugt det helt store til hans økse, det som skulle gøres rent og ryddes op på, var egentlig bare nogle enkelte borde, hvor der var små splinter og stadig nogle gløder tilbage, men de var ikke varme længere.
Hun kiggede på minotauren og smilede til ham. "Kom igang" sagde hun, inden hun gik ud i butikken igen, for at slibe sværdet færdigt.
Hun kunne ikke lide at være bagud, men lige nu var hun en smule bagud, dog ikke noget hun ikke kunne hale ind på hvis det skulle være, medmindre at minotauren havde lyst til at forstyrre hende mere, end han allerede havde gjort.
Hun stod og koncentrerede sig meget om at slibe, det krævede hendes fulde opmærksomhed, da det var det sidste hun havde gang i, hvis hun lavede en fejl eller sleb lidt mere end de andre steder, skulle hun hele vejen tilbage igen og gøre det om, så det var lige.

Han kælede lidt med sin økse før han så på hende igen.. Han var lidt nervøs for hvordan det ville gå med det her oprydning, det var ikke noget han havde prøvet før som sagt, men en gang skulle vel være den første?
Hik fulgte frivilligt ind i baglokalet hvor hans øjne blev spærret helt op og han så det hele hvad der var bag scenen. Det var som at få en mavepuster, for han havde ikke troet at det var SÅ stort bag sådan en lille butik.
Der var mange ting, og der var intet han kendte til, intet ud over det slibegrej hun havde, det var det eneste han rigtig kendte til, da han selv havde været nød til at lærer det så han kunne passe sin økse.
"..Okay" svarede han hende og kørte en hånd igennem håret imens han stillede sin økse op af væggen ved siden af indgangen til hendes butik.
Han gjorde sit bedste, virkelig meget. Men han vidste ikke hvor nogle af tingene skulle være, så han forsøgte sig lidt, imens han børstede ting og sager af og fjernede jern rester fra de forskellige bearbejdnings områder hun havde.
Men skønt det var stort så var Hik også en stor minotaur, og som bestemt ikke var trænet i at bevæge sig i et værksted. Pludselig kunne man så også høre et rigtig højt og voldsomt bump, efterfulgt af en masse jern falde på jorden. Hik stod med store øjne og man kunne se en lille tåre samle sig i det ene øjenkrog imens han stod på knæ og klaskede sig selv på låret imens han bed tænderne hårdt sammen.
Det var ambolten han havde tabt, og ikke nok med det, så havde han tabt den ned over sin hale som var knust under det tunge støbejern der havde knaldet ned og kvast hvad end der var under.
Han skyndte sig så at løfte ambolten op og stå igen før han tog fat i sin hale og så på den.. det var ikke et kønt syn, ud over den dryppede med blod så var knoglen i enden knust til ukendeligheder, det kunne han i hvert fald mærke, og den så alt for forkert ud i forhold til en normal minotaur hale.
Men han skulle jo rydde op, så med skælvende hænder slap han sin hale som med det samme lagde sig slapt og besejret ned på jorden imens han begyndte at samle jern genstandende som også var faldet på jorden, op igen på det nærmeste bord.
Han rejste sig dernæst op og prøvede at gå lige ud, men halens nu ret kraftige ubalance tvang ham til at støtte sig så han ikke væltede meget mere og kom mere til skade, for han var ellers faktisk ret tæt på at blive færdig med at rydde op, og det var ikke et helt dårligt job han havde fået gjort skønt han var total grøn til det.

Kiatra fik sig noget af et chok, da der kom en høj lyd fra værkstedet, hun havde på fornemmelsen at der var gået noget grueligt galt derinde.
Hun vidste ikke helt hvor følelsen kom fra, men lyden i sig selv gav hende bare en virkelig dårlig følelse i maven, der var helt sikkert sket et uheld derude.
Hun satte sværdet til side og rejste sig tøvende op, hvad nu hvis der var blod derinde, at han var kommet rigtig galt afsted... Dammit, hun skulle måske ikke havde ladet ham være alene derinde, men han var jo en mand, hun havde regnet med at han kunne passe på sig selv og var påpasselig.
Hun gik hurtigt ud til værkstedet, hvor hun fandt minotauren, stadig igang med at arbejde som om intet var hent, men hun kunne se at han ikke havde det godt overhovedet, han var helt sikkert kommet galt afsted.
Han kunne slet ikke holde balancen, det var der hun kiggede ned på hans hale, hun gispede højt og kiggede hurtigt op på ham, halen så jo skrækkelig ud, han havde helt sikkert knust den, med hvad var hun ikke sikker på, men det var også helt lige meget.
"Hvad tror du at du laver, du kan ikke bare tie stille når sådan noget sker, du skal til hospitalet!" råbte hun til ham og gik hurtigt hen til ham, hvor hun støttede ham.
Der var intet hospital i byen, men hun vidste hvor man skulle gå hen, hvis sådan noget i den stil skete.
Hun fik ham hurtigt af ud af butikken, han fik ikke sin økse med, men det måtte han leve med lige nu.
Hun lukkede og låste hurtigt butikken, inden hun gik hen til ham igen, for at støtte ham og få ham hen til den gamle heksekone, som havde nogle tricks op i ærmet.
"Man skulle tro en mand som dig sagtens kunne klare to sekunder i sådan et værksted" sagde hun og rystede på hovedet, selvom det måske ikke var tid til det, men han ville ikke kunne forsvare sig, for det gjorde sikkert rigtig ondt lige nu.

Da de endelig var kommet til et lille hus, åbnede heksekonen hurtigt døren, da hun havde følt dem komme.
Hun så forbavset på dem. "Hvad er der dog sket?" spurgte hun undrende. Kiatra pegede ned på halen og heksen gispede forbavset.
"Få ham hurtigt ind, jeg kan lige få det healet inden alt for meget sker" sagde hun.
Kiatra kom ind med minotauren og fik ham lagt ned på maven, hvor heksekonen så begyndte sin magi med hans hale.

Han fik et kæmpe shok da hun pludseligt stod i døråbningen og forsøgte lidt at gemme halen og hans balance problemer, men han vidste nu godt at det var alt for tydeligt alligevel.
Han løftede et undrende øjenbryn til hendes hidsige kommentar hvor han rømmede sig.
"Har aldrig været i et værksted.." kommenterede han igen imens han støttede sig til hende da hun kom for at hjælpe ham.
Nu kunne han også mærke hvor stærk hun egenligt var, hvilket han nok også skulle havde gættet da hun jo var minotaur som ham, men han følte også nogle af hendes kvindelige former mod sig, ja hun var også en kvinde,en minotaur kvinde..
Hvilket han nu blev mindet om at han ikke havde set for mange af, og især ikke med hendes bløde ansigt og slanke former, de normale var halv tykke og ikke så indbydende at overhovedet se på.
Han fik dog ikke meget tid til at tænke på det da hans hale gjorde skide ondt for hvert skridt han tog.

Hik var bestemt ikke glad for at komme til en heks hytte, han havde hørt rigtig mange skræk historier om hekse og hvordan de kunne tage dig ned med magi.
"Jeg bliver ikke forvandlet til en frø nu vel?..." spurgte han lidt nervøst imens han blev lagt ned.
Og han skulle lige til at klage igen før han mærkede heksens varme magi om hans hale.
"Ooooooh det er godt det der" sagde han utrolig lettet og nød det rigtig meget.. Lige indtil hun stoppede og satte en pind på hans hale og forbandt den så den ikke ville vrikke unødvendigt, for det gjorde skide ondt igen, især da hun strammede til og Hik måtte bide tænderne hårdt sammen.

Hun kiggede undrende op på ham, han havde aldrig været i et værksted? hvad for en mand var han dog? det var da slet ikke normalt for en mand ikke at havde været i et værksted bare på et eller andet tidspunkt.

Kiatra grinede let da han spurgte om han nu blev forvandlet til en frø, hun rystede på hovedet af ham, selvfølgelig gjorde han ikke det, medmindre han altså spurgte om det. Kiatra stod på afstand, imens hun så på heksekonen, gøre minotaurens hale bedre, det så i hvert fald ud til at gå ham bedre, da hun lige begyndte. Hun kunne dog godt se, da heksen begyndte at stramme lidt om hans hale, at det blev en anelse ubehageligt.
Da heksen endelig var færdig, gik Kiatra hen til minotauren og satte sig ned på hug foran ham. "Har din hale det så bedre nu eller?" spurgte hun forsigtigt, imens hun stadig holdte lidt øje med heksen, det kunne godt være at hun havde hjulpet dem, men man skulle altid holde øje med alle i denne by.
Hun kiggede tilbage på minotauren igen, han skulle i hvert fald ikke tilbage i det værksted igen, det var helt sikkert, han kunne komme meget mere til skade, end han allerede var.
Hun havde i hvert fald konstateret at han var rigtig klodset og ikke vidste hvad man skulle gøre, når det kom til at rydde op eller med våben.
Hun havde dog været mest overrasket over det med at han ikke havde været i et værksted, at han ikke kunne lave sit våben selv, det ville da en hver mand kunne... eller var det bare hende der generaliserede nu, som han havde gjort før. Hun vidste det ikke helt, men i hvert fald havde hun fået lavet hans økse, han havde ryddet lidt op, og de kunne nå gå hvert til sit, ham dog med en mere eller mindre brækket hale, men som nok skulle blive god igen.

Hik lå i en ren ekstase imens heksen healede halen på ham, det var dejligt varmt og beroligende.
Da Kiatra kom foran ham havde han et lidt utilfredst udtryk i at heksen var stoppet med sin healen men viftede lidt med halen og så ret overrasket tilbage på den.
"Den... har det fint?" svarede han Kiatra og så tilbage på heksen med sine knald røde øjne. Han følte lidt at heksen så ham i øjnene, som om hun studerede hans røde farve. Det var lidt akavet syntes han, for der var da intet i vejen med at have røde øjne.. var det? Han lagde hænderne på madrassen og kom med et hurtigt svurp, op og sidde. Han så lidt over på Kiatra som han syntes havde et lidt underligt syn på ham, var det underligt at se en minotaur som ikke havde været i et værksted eller noget som landkrabber lavede?
Roligt rejste han sig så og rettede ryggen helt imens han strakte sig.
Det varede dog kun i fem sekunder før han følte at han gled til den ene side først og dernæst den anden. Han skulle lige bruge et par sekunder for at justere sig selv igen efter at have humpet hele vejen over til heksen på en brækket hale, det var ikke lige frem det mest stabile at gøre.
Han så over på Kiatra og sendte hende et tilfreds smil. Blikket var dog lidt mistænksom, hvor var var det mund hun så tænkte om ham nu hvor den her episode havde sket.
"Skal vi komme tilbage?" spurgte han Kiatra og smilede til heksen imens han takkede mange gange for ulejligheden.
Han sagde intet på vejen tilbage, han tænkte, og koncentrerede sig lidt for at gå helt normalt igen..
Først da han kommet ind i værkstedet igen og snuppet sin økse stoppede han op i døråbning af værkstedet.
"Er det underligt at jeg aldrig har været i et værksted før?" spurgte han kiatra så direkte og havde et meget undrende blik på hende, for han ville utroligt godt vide det lige nu. Han kunne ikke selv se det underlige ved det, for hvert individ havde jo deres proffesion som de kunne lide at lave, og i hans tilfælde var det at kæmpe.

Kiatra nikkede roligt, da han sagde at hans hale havde det fint nu. Heksen havde gjort et fint stykke arbejde, men Kiatra havde ingen planer om at betale hende. Heksen bad aldrig om penge for det hun lavede, hun tog altid bare en ind hvis der var sket noget, uden at sige særlig meget, det var heller ikke fordi at heksekunstre var set godt på.
Kiatra trådte en anelse væk, da minotauren prøvede på at komme op og sidde, men ikke nok med det, så prøvede han med det samme også at rejse sig op. Kiatra synes ikke at det var en særlig god ide, selvom heksen havde lavet den hale, var der stadig nok et par små kvaler, som han skulle vende sig til.
Hun ville dog ikke gå hen og pusle omkring ham, det følte hun ikke rigtig at hun var berrettigede til, hun kendte ham slet ikke på den måde.
Eftersom han så ud til at finde sin balance igen, blev hun lidt overrasket over det smil, han gav hende. Det var ikke lige noget hun havde forventet fra hans side af. Dog smilte hun tilbage til ham og nikkede så bare til heksen, som så afventede på dem, om de var tilfredse eller ej.
Kiatra kiggede tilbage på minotauren, som spurgte om de skulle komme tilbage. Et kort nik kom fra hende, inden hun gik ud af butikken, nærmest lidt hemmelighedsfuldt, da det ikke var nødvendigt at alle vidste, hvor hun havde været.
Det var ikke ulovligt, men der var heller ikke noget stolthed over, at havde været hos en gammel heksekone.
Da de endelig var kommet tilbage, holdte Kiatra en smule øje med minotauren, som han gik ind for at få sin økse, de kunne ikke have at han til skade endnu mere.
Hun kiggede undrende på ham, hans spørgsmål overraskede hende. Hun trak let på skulderne, hvad pokker skulle hun sige til det. Hun valgte at svare helt naturligt, da det var sådan hun var. "En smule ja, har ikke mødt mænd endnu, udover dig, som ikke har været i et værksted." sagde hun og lagde hovedet let på skrå, mens hendes øjne hvilede på ham.

Hik så meget overrasket på Kiatra og gav et skævt smil imens han kløede sig i nakken... ikke ene eneste ud over ham selv som hun havde mødt der ikke havde været i et værksted mindst en gang.
Men igen så kunne han vel strege det ud på sin liste, nu havde han jo været i et værksted.. uden at det var særlig vellykket dog, men det galte vel stadigvæk!
Han svingede sin økse op på skulderen, let og elegant.
"Så må det være første gang du også ser en ex-pirat" sagde han og blinkede til Kiatra, før han så gik mod udgangen og stoppede ved døråbningen..
Han så op på himlen. Mørket tegnede sit store dunkle tæppe med alle de smukke små stjerner og månen var også kommet højt oppe nu, det var sent aften.. havde det virkelig taget så lang tid for hans store bagdel at gøre rent og samtidig blive healet hos en heks?
Tiden fløj afsted!
"Duuu... kender vel ikke et sted i nærheden man kan overnatte?" spurgte han kiatra så undrende og så tilbage på hende med sine blodrøde øjne...
Det spørgsmål hang dog ikke i lang tid før han knibsede med fingrene.
"ARG! forbandede mønter... rigtigt...... jeg kan ikke låne et hjørne hvor jeg kan sove i nat? jeg lover at betale tilbage i morgen med noget jeg.. Ved jeg kan" sagde han og tænkte lidt over hvad det var han egenligt stod og sagde men fik så store øjne og smilede stort til hende.
"Med noget jeg ved jeg er rigtig god til!" sagde han mere spændt nu og var faktisk en smule spændt på at vise hende næste morgen med hvad han kunne i forhold til det fejlagtige arbejde han havde lavet i dag.
Hvis det altså var at hun lod ham sove i et hjørne i nat i hendes butik eller værksted, han var sådan set ligeglad bare han kunne ligge op af noget så skulle hans sove evner nok sparke ind og lade ham sove som en sten hele natten igennem og være klar til næste dag.
Han håbede lidt at deres fællesrace kunne få hende til at stole lidt mere på ham, i hvert fald til at lade ham sove der, men igen, han havde også lige afsløret at han var tidligere pirat så måske havde det tillids meter faldet pladask ned i bunden igen.
Hvilket han selvfølgelig ikke håbede på. Især ikke nu i den her situation.

Hun så noget undrende på ham, da han bare svingede sin økse op på sin skulder, til så at fortælle hende, at han faktisk havde været ex-pirat, hun ville indrømme at hun ikke havde mødt en ex-pirat før, men hun havde hørt en masse historier om hvor grusomme de var.
Så hvorfor havde denne minotaur valgt ikke at være pirat længere, blev han smidt ud eller valgte han selv at sige fra?
Dog de historier hun havde hørt, var ikke lige så slemme som de ting der skete på land, det var i hvert fald hendes mening.
Hun kneb øjne lidt sammen, som han gik ud, men ikke før at blinke til hende, hvilket hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre ved. Hun lod ham bare gå ud af butikken, men hun havde dog stadig sit blik på ham, da han stadig stod der.
Hun hævede et bryn, da han spurgte efter et sted at overnatte, det ville dog ikke give nogen mening for ham at lede efter noget, da han jo ikke havde flere penge tilbage, medmindre han havde løjet for hende.
Han fandt dog også selv ud af sin fejl og Kiatra kunne ikke lade være med at grine lidt hånligt, da han måtte træde tilbage til hende for hjælp.
Hun lagde hovedet på skrå, da han tilbød hende at lave noget han vidste at han kunne, men det ville være rart at vide hvad det var han havde tænkt sig at lave.
"Hvad er det så du ved at du kan, som du vil betalte tilbage med?" spurgte hun nysgerrigt, inden hun trådte til side, for at vise ham at han var velkommen, til at blive for en nat.
Hun skulle nok finde et sted han kunne sove, hun havde et hus lige ved siden af sin butik, som hun havde en dør, direkte ind til.
Hun vidste ham vej ind til sit hus, gennem døren, hvor hun lige låste af i butikken først.
Bagefter ledte hun ham ind i stuen, til en dejlig varm pejs og en sofa med skind liggende over.
"Bare sæt dig, du kan sove her i nat" sagde hun og kiggede en anelse studerende på ham.
Hun havde endnu ikke fået hans navn af vide, hvilket hun tog som meget dårlige manerer, men hun skulle nu ikke sige noget, da hun heller ikke havde givet ham, hendes navn.
"Jeg hedder forresten Kiatra" sagde hun, bare for at få deres præsentation ud af verden, det var vel nu på sin plads, siden han skulle overnatte hos hende, at de kendte hinandens navne.

Han smilede stort og pegede på sin økse, han kørte en let finger hen over bladet.
"Den her har aldrig nogen sinde været bare tæt på at være sløv, altid det skarpeste blad i hele havet" sagde han og nu lidt stolt på sin økse og så så tilbage på Kiatra.
"Det kan godt være jeg ikke er god i et værksted.. men det med at slibe, som jeg så du gjorde før, det er jeg livslang ekspert i, og jeg kan lave selv en fed klump jern til et sylespist våben på en halv time højest" sagde han, med en let klang af at han blærede sig en smule, dog var han ikke et sekund i tvivl om at han havde styr på slibnings teknikkerne.
"Jeg kan slibe alle dine våben så du kan stille dem på en træstub, og deres vægt vil få dem til at glide i som var det smør" sagde han og blinkede til hende, måske var der også en smule salgsmand over ham, men igen, han skulle altid finde en måde at lave penge på, så han havde øvet sig alene ude på havet når det var han ikke havde noget at lave.
Han forventede dog ikke at hun ville sige ok for det med det samme, hun var jo også god til at slibe siden det var i hendes profession at det var nødvendigt, især hvis det var våben hun lavede. Men han tænkte at han måske kunne give et lille pust til hendes evner siden at slibning var det eneste han lavede med våben, og derfor havde det helt ind til mindste knogle i sin krop.
Han så lidt undrende på Kiatra og gik så med hende ind i hendes hus som gav ham store øjne, det var helt underligt.. og mærkeligt at være i et hus. Et sted som hun boede i, fast. Det måtte være underligt, dog kunne han straks mærke den varme pejs tiltrak ham meget hårdt, da han aldrig havde prøvet at være ved en varm pejs, højest et bål ude i en skov.
Han så undrende på sofaen da hun sagde at han kunne sove her i nat, den så virkelig blød og dejlig ud! Hvilket overvældede ham lidt, da han selv havde regnet med et koldt hjørne i hendes butik, hun var virkelig god ved ham, skønt han nok mere var en pest for hende lige nu.
Han fik store øjne da hun så præsenterede sig for ham som Kiatra hvor han helt havde glemt sine egne manerer hvilket var utrolig pinligt syntes han.
"Oh jah, mit navn er Dr... Hik, bare Hik, ejer intet efternavn" sagde han hurtigt og kløede sig lidt flovt i nakken, det var ikke altid nemt syntes han at komme fra at være meget alene til så at være i samme rum som en anden.
Han satte sig stille ned på sofaen og mærkede blødheden følge hans bagdel under ham, det var fantastisk dejligt og han elskede det!.. måske kunne han kidnappe sofaen og stikke af med den? Han smilede lidt over tanken men så så op på Kiatra igen.
"Mange tak for gæstfriheden, jeg skal nok gøre det godt i morgen, og uden at komme til skade igen" sagde han og lo let imens han stadigvæk var mærket lidt af pinligheden over hans første gang i et værksted.

Hun hævede et bryn, da han tilbød sin hjælp som at kunne slibe våben for hende, han påstod at han var virkelig god til det. Hun havde svært ved at tro at han var bedre end hende, men hun kunne vel altid bruge en ekstra hånd, til at hjælpe sig, når hun kom bagud, lige nu var hun ret så meget bagud, da han havde optaget det meste af hendes dag, med alt hans drama, som han havde præsteret at lave på... ikke engang en dag?
"Det kunne være rart med en ekstra hånd, vi starter tidligt imorgen, bare så du ikke bliver overrasket over tidspunktet, du bliver vækket på" sagde hun smilede roligt til ham.
Som de kom ind i huset, havde Kiatras øjne været på minotaurens bevægelser, han havde virket overrasket over at hun havde inviteret ham ind. Hun kunne dog godt forstå ham, det var ikke altid at en fremmed fik lov til at sove, i ens private hus. Kiatra var dog ligeglad, for hun vidste, at hvis han var ude på noget, så blev det værst for ham selv.
Ikke at hun ikke holdte meget øje med hvad han gjorde, hun var en smule nervøs, men hun viste det bare ikke.
Hun lod ham stå og kigge sig lidt rundt, hun lod ham vende sig til hans omgivelser.
Hun vidste hvordan det kunne være, at komme fra at leve ude i det blå, til at bo i et hus, det var en stor ændring. Det krævede noget tid at vende sig til, det respekterede hun.
Hun vendte blikket mod hans øjne, da han begyndte at præsenterer sig. Hun så dog meget undrende på ham, da han startede på et andet navn, end han sluttede med, gemte han noget for hende? Hvad kom det overhovedet hende ved, det var ikke fordi at han skulle være hos hende i al evighed, så hun kunne vel lige så godt kalde ham det han ville, og så bare glemme det hele, når han gik dagen efter.
Hendes øjne fulgte ham, som han satte sig ned i sofaen. Det så ud til at han var meget tilfreds med sofaen, så var vel alt fint.
Hun smilede og nikkede lidt, da han takkede for hendes gæstfrihed.
"Så lidt, um du kan bare tage skindtæppet og ligge over dig, hvis din pels og pejs ikke varmer dig nok." sagde hun og stod lidt, inden hun valgte selv at gå.
"Godnat Hik, vi ses i morgen" sagde hun med et blidt smil og gik op på sit værelse.
Hendes værelse var dejligt stort, med en stor seng og en stor reol, med en masse tøj.
Kiatra tog sit tøj af, inden hun lagde sig på sin seng og tog et tæppe over sig. Hun plejede at sove uden, men hun ville ikke tage risikoen for at han måske kom ind.
Hun lukkede øjne i og lå bare og slappede lidt af, inden hun faldt stille og roligt i søvn.

Han så op på Kiatra med et himmelsk blik, det var virkelig som at være i himlen lige nu, bare følelsen af sofaen fik hele hans krop til at slappe maks af.
"Godnat Kiatra" sagde hik med et stort smil da hun smuttede op på sit værelse. Hans blik vandrede blidt efter hende, de sidste trin hun tog før hun forsvandt kunne han dog ikke lige lade være med at lade blikket glide ned om endepartiet, han var trods alt en mand, han kunne vel ikke gøre for at hans øjne absolut ville tjekke hende lidt ud.
Tæppet var dog en tand for meget syntes han så han lod det være under sig imens han lagde sig godt til rette i hendes bløde sofa og lagde den ene arm under nakken imens den anden stoppede han ned i bukserne bare for at have den et sted. Blikket var rettet mod loftet, der var sket en masse i dag, og at han skulle havde endt her var mere end bare overraskende syntes han, især med den redelighed han havde mødt op med angående sin økse.
"Utrolig fascinerende dag.. Med alt held kan jeg måske overraske hende lidt i morgen.. det håber jeg i hvert fald lidt" sagde han til sig selv og trak let på skuldrende før han lagde sig om på siden og lukkede sine blodrøde øjne i.
Han var nu også en smule træt, det havde været en psykisk stresset dag, med ødelagt økse og ødelagt hale, men nu var alt dog fikset igen, og Hik kunne lige betale Kiatra igen i morgen før han drog videre på sin færd.. efter hvad egenligt? Hvor var han på vej hen og hvad var hans mål? Det var blevet ret uklart siden han blev bortført og hans hjerte revet i tusind stykker..
Han rynkede let på brynene, begyndte han at blive deprimeret igen nu? Roligt rystede han på hovedet og sukkede kort. Der gik ikke lang tid før han falde i søvn og sov rigtig tungt, lige til den første morgensol krøb ind gennem vinduet og skar en mental flænge i hans øjenlåg.
Han missede let med øjnene og kom op og sidde imens han prøvede let at indstille sit blik til den lyse morgen.
"Forbandede sol, du er og bliver et svært forhold at være i" mumlede han og kløede sig i håret før han strakte sig.
Roligt gned han let på sit bryst imens han så rundt, det var lidt noget sjovt noget at vågne op i et hus.. et faktisk hus..
"Mund Kiatra er vågen endnu" mumlede han og gabte stort imens han rejste sig og åbnede døren ud til værkstedet og luntede der ud. Det kunne godt være hun var tidligere oppe en ham jo, og hvis hun ikke var det kunne han da lige tjekke hendes samling af slibesten ud så han kunne være bare en smule forberedt på hvad han havde at arbejde med, lidt nærig var han da også når det galte at slibe.
"Kiatraaaa?" spurgte han træt ud i værkstedet imens han gloede rundt og skyndte sig at gribe sine bukser før de gled ned om anklerne på ham.
I nattens løb havde han vendt og drejet sig så bukserne var trukket en smule ned. Han fik derfor hevet bukserne godt op igen og spændt sit bælte så de ikke kom for langt ned igen.

Kiatra vågnede tidligt om morgnen, det gjorde hun altid, det var noget af en vane hun havde fået sig, efter så mange år, hvor hun havde haft butikken.
Det var vigtigt for hende, at have alt på plads, til når kunderne nu kom. Enten for at aflevere våben eller for at købe.
Kiatra stod op af sengen, for at gå ud på badeværelset, hvor hun gjorde et bad klar, som hun hurtigt dyppede sig i og skrubbede noget sæbe ind, før hun tørrede sig.
Hun tog en top en anelse magen til den hun havde på dagen før, men den var bare helt hvid, meget tæt på hendes hvide pels, hun tog en nederdel på af samme farve.
Hun valgte at gå nedenunder, hvor Hik nu også sov, hun havde haft tænkt at hun ville vække ham, men da hun kom ned og så hvordan han sov, lod hun ham bare være.
Hun gik ind i sit køkken, hvor hun tog et æble, hun havde ikke lyst til at gå ned i sin madkælder, for at hente det helt store.
Imens hun spiste det, besluttede hun sig for, at gå hen i værkstedet. Hun ville bare tjekke om var som det skulle være, så hun var klar til hvad end hun skulle.
Hun gik ind i hendes butik, af den samme dør de kom ind, i huset på. Hun lukkede døren stille og roligt i igen, for ikke at vække Hik på nogen måde.
Da hun gik ud i værkstedet, begyndte hun at samle nogle af de våben som Hik kunne slibe, hun regnede ikke med at der kom flere kunder igennem dagen, som ville have slibet deres våben, så han kunne bare gå i gang med dem hun havde lagt sammen, så var han helt fri til at gå.
Der var nok... 5 i alt i den bunke hun havde fundet sammen.
Imens hun havde gjort det hele klart til ham, havde hun slet ikke hørt at Hik var kommet ud i butikken, så hun fik sig noget af en overraskelse, da hun hørte Hiks noget så trætte stemme.
Hun tittede frem fra en reol, før hun gik hen til ham, med et blidt smil. "Godmorgen Hik, sovet godt?" spurgte hun. Det så ikke ud til at han havde taget noget at spise, men det havde hun nu heller ikke regnet med. "Øhm, du kan bare tage dig noget af spise i køkkenet, jeg har kun frugt lige nu, håber det er iorden" stadig med et smil på læben, kiggede hun hen mod bunken og så tilbage på Hik. "Oh, og jeg har samlet de våben du skal slibe, efter det er... du fri til at gå" sagde hun og nikkede, inden hun trådte lidt til siden, hvis det var at han ville hen til bunken og starte med det samme, for at blive hurtigere færdig.
Imens gik hun ud i butikken, for at vende skiltet om, så der stod "åben" istedet for "lukket"

Hik strakte sig kort da Kiatra pludselig stak hovedet frem fra en reol og fik kort store øjne før han hurtigt sneg armene ned om siden igen og smilede stort til hende før han kløede sig i nakken.
"Bedre end nogen sinde! at sove på sådan en blød sofa er langt bedre end bunden på en robåd" sagde han og fulgte hende med øjnene da hun kom frem og hen til ham.
Hik fik lidt store øjne da han så Kiatra's tøj og sank en meget dyb klump imens han rev sine øjne op på hendes hurtigt. Han kunne mærke sveden dække hans pande en smule før han rystede kort på hovedet.
"Det gør ikke noget, jeg plejer ikke at spise noget så tidligt alligevel." sagde han og så over mod våbnene. Hans blik blev en smule skuffet over de simple våben der lå fremme men det måtte vel også gøres. Hans blik gled tilbage og lo let.
"Ja men pas på din sofa ikke kidnapper mig om natten" sagde han og lo varmt før han gik over til det første sværd og gloede kort på det før han gik i gang..
Hans blik forandrede sig roligt og blev meget mere koncentreret og seriøst i forhold til før, pupillerne zoomede næsten helt ind imens hans bevægelser blev rolige og præcise.
Han fandt de rette slibesten frem og gav hver af dem en let spytklat før han bevægede bladet hen over stenene og næsten lukkede øjnene imens han følte hvordan sværdet gled hen af stenen og blev skarpere og skarpere for hvert strøg, og ind imellem holde han øje med at alt var så lige som muligt.
Det var ikke svært, men det tog sin tid, dog nød han det fuldt ud, det var nok hans favorit ting at lave ud over at slås, for han vidste at han var god til det og det tog heller ikke alt for lang tid i forhold til at lave et helt nyt våben fra bunden af.
Et smil bredte sig over hans læber som han pustede let til sværdets spids og lagde et enkelt øje på og nikkede så tilfredst imens han lagde det forsigtigt på tæppet.
"Se om det er godt nok for din standard" sagde han med en selvsikker stemme, for bladet var mere end perfekt, det var bedre end det købte blad nogensinde ville være i nærheden og det var bestemt ikke et legetøj mere.
Han trak en økse som den næste og fik sit seriøse blik på igen, imens han førte øksens blad hen over slibestenenes ru overflade så man kunne høre stenen slå metallet på plads og køre øksen barberblad skarp så det næsten var svært at bare snitte uden at skære for dybt.
Efter han lagde den over på det bløde tæppe, strakte han sig kort og så rundt, han havde slet ikke lagt mærke til omgivelserne, da han havde været alt for optaget af sit arbejde og derfor lukket ned for alt andet omkring ham.
"Kiatra?" spurgte han undrende da han ikke lige kunne se hende i butikken og kunne nu godt tænke sig et æble, to våben gjorde ham en smule morgensulten alligevel.
"Mmmh det var køkkenet var det ikke, mener jeg i hvert fald hun sagde" mumlede han for sig selv og luntede roligt ud til køkken og strammede let sit bælte ind med hans løse bukser og var begyndt at svede hen over sin overkrop af ren koncentration over sit arbejde og derfor havde hans pels også lagt sig en smule så musklerne var lidt tydeligere end med hans ellers lidt plyssede pels.

Hun smilede til ham, da han sagde at han havde sovet bedre end nogensinde, det var hun glad for at høre. Hun havde ikke regnet med, at han havde sovet i sådan en blød sofa før, så det overraskede hende ikke, at han havde fået sig sådan en god nat.
Hun tænkte lidt over, nu når han skulle afsted efter arbejdet, hvor han så valgte at sove, om han normalt sov på en båd eller andre steder? Hun blev en anelse nysgerrig på det punkt, men valgte ikke at spørger mere ind til det, end nødvendigt.
Hun kunne ikke lade være med at smile en anelse, da hun så hans nervøs udtryk, imens hun kom gående imod ham.
Hun stillede sig foran ham, med et let svej i den højre side.
Hun nikkede til hans svar, selvom hun ikke var voldsomt tilfreds med det, hun ville gerne have at han spiste noget, men det var selvfølgelig ikke på hendes plads, at fodre ham eller tvangsfodre ham, for den sags skyld.
"Men i hvert fald, hvis du skulle blive sulten, så er der frugt i køkkenet" sagde hun og lod ham gå til sit arbejde.
Alt imens hun gik ud i butikken.
Der kom et par enkelte kunder i løbet af dagen, nogle ville købe våben, mens de fleste bare ville havde repererat deres eller se rundt i butikken. Hun var nu efterhånden, så van til hvordan folk handlede, at de ikke overraskede eller kom bag på hende, længere.
Da Hik var færdigt med sit første våben, og bad hende om at tjekke, var hun hurtigt henne hos ham.
Hun tog sværdet op og lod let sin ene finger glide let over bladet, hun kunne mærke hvor skarpt det var, det var virkelig et godt stykke arbejde han havde lavet.
Hun smilede og lagde det ned igen. "Det er fint" sagde hun, inden hun vendte sig om, for endnu engang at tage sig af butikken.
Dog efter lidt, stadig mens Hik var igang med at slibe, valgte Kiatra hurtigt at give det sværd, hun var blevet færdig med at slibe, tilbage til dens ejer. Han var meget glad for det stykke arbejde hun havde lavet og havde givet hende 3 guldmønter, hvilket var mere end rigeligt, men hun kendte ham meget godt og han var altid så gavmild, overfor hende at det var alt for meget, næsten.
Hun gik så tilbage til butikken, hvor hun kom ind til et tomt værksted.
Hun hævede et bryn, men tænkte om Hik måske var gået ind i huset, igen.
Hun gik ind i huset, hvor hun så Hik stå i køkkenet og få noget at spise, det gav hende et smil på læben.
Hun gik helt hen til ham og stod ved siden af ham, da hun så spurgte og lod nysgerrigheden tage over. "Så, hvor vil du sove efter i dag? Hvor plejer du at sove?" spurgte hun, og kiggede på ham.