If it wasn't because you remind me of her, I wouldnt help you -Erzsébet Florka

Tid: Midt september 1160
Omgivelser: Beskrevet
Sted: Gågaderne i Doomsville
Vejr: Beskrevet
Emnepartner: @Erzsébet Florka

En tåre forlod hendes øjenkrog, og banede sig vej ned af hendes bleg kind. Hun trak kjolestroppen op på plads og rettede på kjolen for at sikre sig den sad som den skulle, før hun vende sig mod manden der stadig låg i sengen. Han sagde ikke noget men smilede sikkert sit ulækre egoistiske smil som den tidligere slave pige havde fortalt han havde. Hendes blik og ansigt var koldt og udtryksløs. Ikke en eneste følelse var tilbage at finde i hendes blege og spinkle krop. Hun vende blikket i jorden og omfavnede sin misbrugte og klamme krop. hendes hår lignede en fuglerede og hendes ryg var øm. Hun kunne mærke hvordan hendes kjole klistrede sig til hendes ryg, på grund af blodet af der strømmede ned fra dybe flænger fra en pisk. Hun havde røde og blå plamager omkring håndleddene, anklerne, og halsen. I morgen ville hun ligne en om vandrende regnbue, som hun plejede efter at have været hos den her kunde. Han var den værste af de kunder hendes herre sende hende ind til, men han betalte herren for det meste. Så det var typisk ham hun altid var ved, når sårene altså var healet og mærkerne var væk. Han ville ikke betale for slave som var gennemtævet fra starten af. Det var der jo intet sjovt i.
Hun rakt hånden ud foran sig som hun plejede og ventede på at han ville betale. Hun kunne hører hvordan han sukkede og sengen der knirkede af lettelse da han rejste sig fra sengen. Lugten af hans klamme udvasket krop og lyden af hans tunge fodtrin fjernede alt tvivl om hvem der nu befandt sig foran hende. Hun sagde intet, men prøvede bare at fjerne fokus fra smerte i hendes krop og den klamme følelse af hans øjne der studerede hendes krop. ”det er synd at sådan en skøn slave, skal deles med så mange andre mænd..” hørte hun ham sige med sin hæse dybe stemme. ”Han må tjene kassen på dig..” hun kunne mærke hvordan han tvang hendes ansigt op mod hans, ved at tag fat om hendes hage. han nær-studerede hendes ansigt, ved at vende det fra den ene side til den anden. ” Vil de være min slave?”

Hun rystede på hovedet. Hun havde ingen ret til at bestemme hvem hun tilhørte. Hun havde heller ingen rettigheder til at beklage sig over sin nuværende herre. Hun skulle blot være glad for den hun havde, og være ham loyal. ”Men du at jeg ikke ville være en god herre for dig slave?” hun sagde ikke noget. Hun havde ikke fået besked på af tale. Det var desuden et spørgsmål hun ikke kunne besvar uden at få tæsk. Så det var bedst blot at tie. Manden foran hende sukkede og slap hendes kæbe. ” gå …” knurrede han og hun kunne hører hvordan han bevægede sig væk fra hende. Hun fjernede sin hånd og vende sig om og gik ud af værelset. Ingen penge..
Tanken gjord ondt, det var aldrig godt når en kunde ikke ville betale. Det ville heller ikke blive bedre fortælle ham at han skulle, for så var hun grov over for ham. Straffen for det, var værre. Hun trådte ud af døren, til sin herre der stod og ventede på hende. Hun kunne høre hans skuffende grin. ” endnu en gang slave?” spurgte han. Erzsébets blik var vendt mod jorden. Hendes ansigt var stadig udtryksløs påtrods af hendes krop skælvede af smerte og frygt for sin straf. ”du skuffer… ” knurrede hendes herre. ” det er tredje gang han ikke betalt…. ”
Hun havde gjort hvad hun var blevet bedt om, at han ikke valgte at betale kunne hun ikke gøre noget ved. Men det kunne hun jo ikke argumenter for, hvis han ikke vil betale var det fordi hun ikke var god nok. ” du skuffer meget..” hun kunne hører han blev vred. Hun knudede sine hænder og mærkede sin angst trænge på. Hun gispede af smerte og chok, da han pludseligt greb hårdt fat i hendes håndled. ”DU ER EN ELENDIG SLAVE!!! DU SMIDER MINE PENGE UD AF VINDUET!!” skreg han op og strammede grebet endnu mere. Hun kunne mærke tårerne væltede ned af hendes kinder. ” ER DET TAKKEN FOR AT GIVE DIG HUSLY? VAR!!” hun havde lyst til at skrig af smerte og fortælle ham hvilket helvede hun levede i. Næsten ingen mad, hø som seng! Var det hvad han kalde for husly!!?? hun skar tænder og vende kinden til og gjord klar til at blive slået. Hun kæmpede for ikke at sige en lyd, straffen ville blive værre. Men det var svært og hun viste at ligeså snart hans lussing som han plejede at give hende ramte, ville hun skrige og jamre.

Men slaget kom aldrig. Der imod lød en stemme ved dem. Hun havde slet ikke bemærket en andens tilstedeværelse ?? Hendes håndled blev sluppet og hende blik var limet til jorden. Hendes herre skulle have tanken om at det morede hende at han blev sat på plads. Hvilket det så ikke, af den årsag at hun viste hans vrede over den ydmygelse den fremmede gav ham, blev afreageret på hende senere.
Hun blev overrasket over hendes herre ikke svarede så meget igen og blev endnu mere da der blev spurgt efter hendes navn. ” mit navn?” hun smagte lidt på sætningen. Hun havde ikke sagt sin navn længe, hun kunne næsten ikke huske det. Hun skulle til at svarer da manden afbrød og lukkede kæften på hendes herre for anden gang. Hun bed sig i læben og blev i tvivl om, om hun overhovedet turde at svare. ”Erzsébet Florka” hviskede hun efter noget tid, uden at hævet sit blinde blik.

// Håber at det er okay at jeg lavede den dialog ^^ '

Erzsébets slog øjne op da manden igen talte til hende, og denne gang svinede hendes herre til. Hun begyndte lidt og blive urolig for hvad der ville ske. Hendes herre plejede ikke lade folk der svinede ham til gå uden konsekvenser. Hun slog sit blinde blik i jorden og holde det der, hun skulle nødig nyde nåede af den vrede der ophobede sig i hendes herre. Hun kunne tydelig mærker de spændinger der dukkede op i luften i mellem dem. Hun blev dog revet ud af sine tanker da uventede svar fylde hendes ører. Han havde tænkt sig at slå hende ihjel?! Hendes hjerte bankede hurtigere og hun begynde at gnide sine finger spidser mod hinanden af angst. Det var da ikke hendes fejl han ikke ville betale!!! Hun gjord blot hvad der blev sagt. Hun kunne ligeså godt have gået med til at blive hos den kunde. Udfaldet ville åbenbart have været blevet det samme uanset hvad hun havde gjort.

Det var også den fremmede mands skyld! Hans hidsede hendes herre op!! Hun kunne muligvis blot have fået piskeslag, hvis han blot havde ladet hende få sin straf for ikke at komme ud med pengene! Hun bed tænderne hårdt sammen, og hun mærkede tårerne presse på. Hun prøvede at få styr på sine følelser og tanker. Dette var hendes skæbne, hvis det var sådan hun skulle dø. Så blev det sådan. Hun havde intet valg, eller rettigheder i denne verden. Hvis hendes herre, ønskede hende død, måtte hun bare indrette sig efter det.

Et brag fylde hendes ører gange med en ubehageligt smerte, og hendes krop stivende. Der var helt stille og hun stod chokeret og anede ikke om det var hende der var blevet skudt. Hun havde ikke lyttet til manden og hendes herres samtales udfald. hun følte lidt på sit bryst, blot for at mærke om hun var blevet ramt. Det var hun ikke. Et bump lød, og det gik op for hende at det var hendes herre. Hun udstødte en skrækslagen skrig, og bakkede baglæns væk fra liget. Hun stødte op mod døren fra det hus hun lige var kommet ud fra, og vende ansigt mod manden der stod og grinede og kommenterede hvor sjovt hendes herre havde set ud. Hun stod skrækslagen og viste at dette ville kunne skabe så mange problemer for hende ” havde har du gjort!!!! ” Skreg hun bange, og skulle til at sætte sig på knæ for at hjælpe sin herre. Men hun blev afbrudt da manden greb fat hende og trække hende med. ”NEJ! ” skreg hun og prøvede at rive sig fri. Hun var nødtil at hjælpe sin herre, det var hendes skyld han blev skudt, det var hendes pligt. ” SLIP MIG!!” skreg hun og forsatte med at kæmpe, selvom hun godt viste det ikke nyttede noget. Han var stærkere ind hende.

Hun stoppede i kort øjeblik med at kæmpe da han nævnte hun mindede om en han kende, og havde kær. Og så mente han at han kunne skyde hendes herre og sætte hende i problemer? No way! Den gik ikke!! ” farlige... onde... øhm!! ” skreg hun og prøvede at rive sig fri igen.hun kendte ikke rigtigt nogle ord eller navne for mennesker der virkede letter ustabil, oven i var hun altså heller ikke særlig god til at kalde folk ting, være sur, eller ond. ” slip mig! Han dør! Jeg ryger i problemer pga. dig!!! ” skreg hun og vende sig om for at trække ham den anden vej. ” Herre!!! ” skreg hun panisk og tørrede en tårer væk. Hun skulle ikke med den mand, han ville sikkert slå hende ihjel! Eller skabe flere problemer for hende. ”Fordi jeg ligner en du kender, betyder det ikke du blot kan dræbe alle omkring dig!! SÅ SLIP! Jeg vil ikke med! ”Da hun ikke kunne riv armen til sig satte hun sig ned i stedet.
Han skulle ikke få hende så nemt! hun sørgede for at holde fast i den nærmest pæl-ligne ting hun kunne komme i nærheden af. hun knugede sig så meget hun kunne fast til pælen og kæmpede imod ham. Hun skulle tilbage før hun ville blive dømt med skyldigt i drabet, for det ville hun blive hvis hun ikke prøvede at hjælpe. Der var dog chance for at hun stadig ville blive dømt morder, på trods hun prøvede at hjælpe. Men hun ville give det et forsøg.