leave the poor las alone! //Erzsébeth Florka//

Tid: 15:00
Sted: Markedsplads i Minotaris
Omgivelser: En masse mennesker og andre racer, samt boder og butikker
Påklædning: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/62/6b/73/626b73ac145afdf8551e17cbe2750786.jpg
Vejr: Overskyet men ellers pænt
Emnepartner: @"Erzsébeth Florka"

Sajro havde været i Minotaris for at finde ud af hvordan det gik til der med de få varulve klaner der var på øerne. Egentligt gik det fint nok, men på nuværende tidspunkt var det heller ikke fordi der skete ret meget på øerne for nogen af klanerne. Nok mest af alt fordi øerne virkeligt bare levede af handel og dervede var meget neutrale og undgik de fleste magtkampe.
Han bevægede sig nu ind i den største by Minotaris, eller han havde faktisk været i byen været der i nogle dage nu og havde set en lille smule af den allerede, men i dag var han ude for at handle ind, eller rettere bare kigge sig omkring. Tøj havde han, samt ingen han købte gaver eller lignende. Mad havde han også allerede massere af når han selv kunne gå på jagt uden nogen problemer.

Som han kom gående ned af markedsgaden lagde han mærke til noget af et påstyr, en del folk der kiggede efter et eller andet som bevægede sig ned igennem gaden. Det blev dog først helt slemt da kvinden som folk holdte meget øje med kom til at gå ind i en anden person, som begyndte at skælde hende ud samtidigt med at en anden mand kom tættere på som begyndte med at råbe noget med at hun var den eneste han kunne forestille sig selv elske, at hun var det smukkeste og mest guddommelige han nogensinde havde set. Hun virkede dog på ingen måde særligt interesseret i de tilnærmelser manden lavede efter hende. Hun lod til at fumle ret meget med varene hun havde tabt mens hun blev skældt ud samt den "forelskede" mand bare kom tættere og tættere på. Sajro gik over til hende, og begyndte at hjælpe med at samle de ting hun havde tabt op.

Han sagde intet han hjalp bare med at samle det op, men samtidigt med at det foregik kom den fremmede mand hen til dem og nærmest kastede sig over hende. I et forsøg på at kramme og kysse hende, Sajro vidste virkeligt ikke hvad han skulle gøre måske hun havde gjort noget for det?

Påklædning: http://www.polyvore.com/cgi/img-thing?.out=jpg&size=l&tid=65799650
En kølig brise omfavnede hendes følsomme og sensitive hud. Hun følte efter solens varme på kroppen, men da den ikke var til at mærke, måtte hun opgive tanken om at finde ud af tiden på det sted hun nu var havnet. Det var ikke mange uger siden hun var ankommet til dette sted, og var blevet solgt videre til en ny herre. Der havde været så meget at lave, så byen havde ikke været et sted hun havde udforsket sådan rigtigt… Hun havde i det hele taget ikke været meget ude på egen hånd, så det var en god oplæring for hende at komme lidt ud. Selvom det altid var svært med nye steder.

Hun holde en pileflettet-kurv med begge hænder foran sig. Et mental-skjold for omverden. Hun brudt sig generelt ikke om andre mennesker, de havde heller aldrig brudt sig om hende, men disse fordomme, tanker osv. Skulle ikke forhindre hende i
at købe lidt ind. Hun gik med rolig skridt og sørgede for at få alle tingene hun følte, duftede, og mærkede med i hendes hukommelse. Så kunne hun nogenlunde danne sig et billede i hovedet og et kort over stedet, hun befandt.

Hun kunne mærke hvordan stenes skarpe hjørner pressede mod hendes nu rimelig hærdet fødder. Hun havde aldrig gået med sko, men alligevel var grus-stier noget hun skulle vende sig til hver gang. Mange af de steder hun havde boet, var kælderen, gilde salen og soveværelset stederne hun bevægede sig i mellem. De eneste tidspunkter hun faktisk var ude fra huset var når hun skulle sælges videre.
Hun passerede den ene bygning efter den anden, brændende blikke fra andre væsner og mennesker kunne mærkes overalt på hendes krop. Lyden af snak, grin og sang, fyldes hendes øregange med fest og farver. Duften af brød, fisk, frisk frugt og grøntsager vækkede hendes sult, men mindede hende også om hendes tur med hendes far på markederne.

Hun ignorerede de mange blikke, hun viste godt hun ikke var velkommen. Specielt ikke uden hendes herre. Men hun trængte til at komme ud, så de måtte indfinde sig i at hun for første og måske sidste gang gik en tur i byen.

Hun nåede den første bod som var en frugtbod, hun følte på de friske-råvarer og kunne næsten føle saftigheden i æblet. Hun forstillede sig farverne, og hvordan det måtte smage. I iver efter at smage de røde æbler hun havde hørt sælgeren råbe op om, søgte hun med hænderne først. Men da hun godt viste det nok ikke var meget hjælpe prøvede hun at få sælgeren til at hjælpe. Først havde han vist slet ikke bemærket ligesom alle andre at hun var blind. Hun bebrejdede ham ikke. Hun var åben så heldig, at hun slet ikke lignede en som var blind. Men det gjord jo ikke ligefrem tingene nemmere…

Men sælgeren begyndte så og grine og snakkede om han vil hjælpe med at pakke frugten ned i hendes kurv. Men det trick havde hun lært. Alle vil jo udnytte muligheden for at komme af med en masse affald og tjene kassen på det, og der findes ikke bedre kunder ind blinde mennesker. I den første del af hende liv havde hun faldet for det trick, millioner af gange. Hun var tit kommet hjem med rådne æbler, eller ødelagt og beskidt stof, der var lige til at smide ud

Hun rystede kort på hovedet og sukkede ” Jeg er blind, men ikke dum ” sukkede hun og lagde hovedet på skrå. ” hvis du ikke giver mig æblerne finder jeg dem selv.” mumlede hun og begyndte at famle sig lidt frem og tog det hun mente ville være røde æbler. Om det var lykkedes hende at finde dem, var lige meget. Hun ville bare videre. Efter at have lagt æblerne i sin kurv, drog hun videre ud for at finde stof. Men hun nåede ikke så langt før hun bumpede ind i noget eller nogen? Det måtte være nogen, mest på af lugten, det var sjældent at pæle, træer eller bygninger lugtede af sved og alkohol. Hun rynkede lidt på næsen af væmmelse, og trådte et skridt tilbage. ” det må de altså meget undskyld. ” sagde hun og skulle til at gå forbi vedkommende. Men så let skulle hun ikke slippe denne gang. Hun kunne hører hvordan en mand, som ud fra den måde han drejede på lød ekstremt stor. Sten kunne næsten knuses under fødderne på ham. Hun gik et skridt mere tilbage og trykkede kurven med æbler mere ind til brystet. ”Ser man det, er slaver begyndt at være deres egen herre.?!” blev der råbt og et fast tag blev taget i hendes arm. Hun begynde at skærer tænder af smerte og så væk for ikke at vise hvor angst hun var for situationen.

” er du døv slave!!!?? Svar mig!” hun kunne mærke hvordan mandens spyt ramte hendes kind, og lugten af forrådne tænder gav hende kvalme. Grebet om hendes arm blev strammer og han begyndte at ruske i hende, sikkert håbet om at få til tale. Men hun kunne ikke få et ord frem. Hun havde ikke snakket længe, og hendes angst var på det højeste. Hun ventede bare på at blive gennem tæsket igen. Men det var ikke tilfældet for alle blev pludselig afbrudt af en anden person der råbte nogle kærlighedserklæringer til en eller anden.

Manden hun var gået ind i ruskede endnu mere i hende, og flere spørgsmål og anklager blev smidt i hovedet på hende, og det blev efterfulgt af en masse komplimenter fra en anden mand. Forvirringen og alt de voldsomme rusken fik hende i forvirring til at tabe sin kurv så penge, og æbler røg udover det hele.
Manden der havde fat i hende slap hende, og begynde at grine hånligt.

Hun trak armen til sig og ømmede sig lidt før hun satte ned på alle fire, og sukkede opgivende. Det værste der kunne ske, var at tabe noget når man var blind. Det var næsten umulig at finde sine ting igen. Hun sukkede og begynde at famle efter sine mønter og æbler. Hun kunne mærke en tåre forlade hendes øje, og begynde at dannede sig vej ned af hendes kind. Det var ydmygende for hende, hun havde dog oplevet værre ting. Men det blev bare for meget for hende, da hun blot ville have en dag som normalt menneske.

Hun fjernede tåren, med oversiden af sin hånd. Lyden af nogle nye fodtrin lød ved siden af hende, men tog sig ikke af det, da sikkert bare var endnu en der ville belemre hende med hendes lave stand i samfundet. Hun famlede videre og skulle til at tage et æble hun havde fumlede sig frem til, da hun rørte en persons hånd. Hun gispede kort og hev hånden til sig ” undsk..” mere nåede hun ikke sige før hun blev letter overfaldet.

Hun satte i et skrig og kæmpede for at komme væk. ” slip mig! Slip mig!! ” skreg hun og prøvede at kæmpe imod. Hun slog og sparkede ham, men det virkede ikke til at påvirke ham. Folks latter lød omkring hende og hån. Tårerne væltede ned af hendes kinder og hendes skrig virkede til at forsvinde i mængden af folks tilråb

”stop, vil du ikke nok…” græd hun og gav lidt efter lidt op for den skæbne der ventede hende.

sajro havde ikke i første omgang lagt mærke til ordet der var blevet slynget i kvindens hoved om at hun var en slave, hvilket også var derfor han undrede sig meget over hvor meget had, hån, og grin den stakkels kvinde fik. Han troede derfor også at det bare var sådan beboerne i Minotaris var, at de alle sammen var en står flok røvhuller for at sige det mildt. Da han fandt ud af hun var slave gav det mere mening for ham at hun blev behandlet sådan, men det betød på ingen måde at han syntes det var okay. Han hadede ideen om slaver, slaveejere var den værste form for personer der levede på denne klode. Ingen respekt for det mest fundamentale i alle levende væsner, nemlig deres frihed.

Han smilede blot til kvinden og rystede på hovedet da hun sagde undskyld, da han ikke havde nogen anelse endnu om at hun var blind, det var først da han lagde mærke til hvordan hun fumlede efter tingene, hvordan hun lod til ikke at kunne se hvor tingene lagde på jorden. Det måtte jo betyde at hun af den ene eller den anden grund var ude af stand til at se. Han kunne tydeligt mærke hvordan han fik medlidenhed med kvinden. Hun var slave, hun var blind og så var hun alene ude i byen. Ikke at hendes herre nok havde reddet eller hjulpet hende havde han været tilstede.

Da kvinden blev overfaldet af den fremmede mand, rejste Sajro sig hurtigt op og for første gang i dette møde talte han. "Du hørte hende! Gå med dig!" sagde han med en dyb stemme der forventede at der blev gjort som han sagde, men ak manden var mildest talt ligeglad. Det var som om at han ikke kunne tænke selv overhovedet. Hvilket kun fik folk til at grine endnu mere af det der foregik. Hvilket betød at han var nød til at ty til vold for at stoppe manden. Han gik hen og greb mandens arme lige ved armhulerne og løftede ham op fra kvinden han klamrede sig til. Så ramte hans næve mandens kæbe med en kraftig lyd efterfulgt af et "hva..." og et klynk som manden luntede af. Slaget lod til at have fået ham nogenlunde tilbage i normale tankebaner.

"Bliv bare siddende" sagde Sajro roligt til den blinde slave der græd på jorden. Han samlede hurtigt det sidste i kurven inden han  satte sig på hug foran hende, og gav hende så kurven han havde hjulpet med at pakke sammen igen. Han lagde en hånd på hendes skulder. "Skal jeg give dig en hånd op?" spurgte han hende roligt, hvilket dog blev afbrudt da den mand der havde svinet hende til tidligere og nærmest spyttet hende i ansigtet åbenbart ikke havde det særligt okay med at nogen hjalp en slave der blev i hvert fald slynget eder efter Sajro sammen med ordene "nåååå så du tror nok du er bedre end os andre? Jamen så kan du da ligge dig med hende!" inden han plantede sin støvle mellem Sajros skulderblade og skubbede til sådan at Sajro væltede frem mod kvinden. Han nåede lige at placere sine hænder i jorden sådan at han ikke landede helt på hende, men han mærkede kurven mod hans brystkasse.

Manden savlede næsten så meget at hele hendes ansigt næsten dryppede af ren savl. Det var væmmeligt og ren tortur.  Folks latter skar i marv og ben på hende. Hvad havde hun gjort for at lide sådan en skæbne! Hvad havde hun gjort, eftersom hun skulle lide sådan en skæbne? Hun kunne mærke hvordan øjne havde svært ved at lukke sig for alle de tårer der bare samlede sig og væltede ned af hendes kinder som et vandfald. *jeg vil ikke igen, please bare en dags pause.. jeg beder* hun tvang øjne i og bad til det skulle gå hurtigt, og at hun ville slippe fra det hele uden det store tumult.

Men så langt nåede manden slet ikke før en mand råbte op og forsvarede hende. Det gjord hende tavs og en smule håb dukkede op. Kunne det virkelig passe? Var det her nu blot en der vil forværre hele situationen fordi han har fået en bedre idé? Manden der var over hende reagerede slet ikke, og forsatte bare. Hun turde næsten ikke tænke på hvor meget af hendes kjole han efterhånden havde ødelagt. Hendes krop gav mere og mere op. Hendes krop var smerte, og alle hendes ar på sjælen blev revet op.

Fra den første nat hun hold fast mod sin vilje og fik taget sin ære fra sig. Gang på gang. En efter en, dag og nat, ingen pause, bare ren smerte. Hun var ikke særlig gammel da de skete, og siden havde det forsat. Lige meget hvor hun kom hen, ende det sådan. Hendes psyke gav op ” stoooop!” skreg hun smertefuldt, og rystede gevaldigt. Hun kæmpede med at få sig til at ligge sig i fosterstilling. For at beskytte sin beskidte krop.

Hun havde kæmpet som meget psykisk, at hun slet ikke havde lagt mærke til at manden der havde forsvaret hende havde fjernet, vedkommende der var over hende. Først da han snakkede til hende, blev hun oprigtigt klar over, at hun ikke blev overfaldet mere. Hun behøvede ikke kæmpe mere?? Hendes brystkasse sænkede og hævede sig i et gevaldigt tempo og hun rystede åbenbart også?? Hun lyttede til alt omkring hende. Hvad skete der nu? Var det slut? Hun sad lidt uforstående, og prøvede at finde svar på de ubesvaret spørgsmål i hendes hoved. Var der faktisk en der hjalp hende?

Hun fik et gevaldigt chok da en satte sig foran hende og lagde en hånd på hende skulder. Startede det nu forfra? Hun kunne mærke en kurv ved sine hænder. Var det hende? Hun lagde hovedet lidt på skrå og mærkede efter. Der var alle hendes æbler? Og hendes mønter stemte også? ”skal jeg give dig en hånd?” blev hun pludselig spurgt. Hjælpe? Altså var det nogen der spurgte hende? Virkelig? Hun rystede endnu mere og ville trække sig væk fra ham. Da stilheden selvfølgelig skulle afbrydes af den højrøstet mand.

Og før hun viste af det låg hun faldt på jorden med en ukendt fyr liggende over sig og kurv mellem pressende mod hendes bryst kasse. Den hævede sig i takt med hendes vejrtrækning der blev hurtigere. Hun kunne mærke hans varme, og dufte … dufte.. han duftede noget specielt? Hun kunne mærke at dette ikke var en nærhed hun brød sig om. Men det hele virkede nu ikke med vilje. Det nu nok mere ham fjolset… men stadig..

Hun piv lidt og vende hovedet panisk fra side til side. Hun prøvede at komme væk fra ham, men hun havde ingen kræfter. ”du skulle aldrig have blandet dig.. ” hviskede hun og spænde op i kroppen. Hun ville ikke have flere problemer og vedkommende oven på hende var i store vanskeligheder på grund af hende. Hun piv og lukkede øjne. ” please flygt, ville du ikke nok…”

Den var gennemskærende, lyden af hendes bedende ord, hendes ønske om bare at få lov til at være sig selv. Det skar i hans sjæl og hans hjerte. Dette var præcis hvorfor han havde stillet sig op imod slaveri for år siden, det var forkert, og det ødelagde folks liv. Værst af alt var dog hvordan det fik nogle slaver til at se dem selv som værende mindre værd end de i virkeligheden var, til at tro de ikke var et levende tænkende væsen som fortjente deres egen frihed.

Sajro havde lige nået at flytte hans hånd fra hendes skulder inden han blev mast ned mod hende, det var tydeligt at mærke på hende at hun ikke brød sig om situationen og det var også ret forståeligt. Han rystede dog på hovedet af hende da hun sagde at han aldrig skulle have blandet sig og da hun bad ham om at flygte. Aldrig i livet om han ville flygte grundet en eller anden fulderik af en idiot skulle være efter en slave. "Nej jeg har tænkt mig at hjælpe dig ud af den her situation."

"Ja kom så, fortæl hende hvordan du elsker hende som den hvalp du er!" kom det fra den fulde mand. Hvilket var ordene der var nok til at få al tålmodigheden til at forlade Sajros krop. Nu var det blevet personligt, hvilket også var derfor han kun havde et enkelt ord at sige til kvinden han lagde over inden han rejste sig op "Undskyld". Der gik ikke mange sekunder før lyden af slag mod kød kunne høres som Sajros knyttede hænder kolliderede med den fremmede mands korpus, og han gik en smule i selvsving som han forklarede hvad det var manden havde gjort forkert. "Enten så vidste du hvad jeg var og forsøgte at pisse mig af, og så tillykke, du kommer til at have massere mærker at vise for det. Eller måske er du bare så dum at tro at du kunne slippe af sted med det?" lyden af noget der knækkede lød, da han smækkede mandens hoved ind i en væg med næsen først, hvilket endeligt fik manden til at bakke af og lunte hans vej, mens han mumlede "forbandede... køter...".

Sajro gik hen til kvinden igen, satte sig igen på hug foran hende og håbede på at kunne få lov til at hjælpe hende nu. Han lagde ikke nogen hånd på hendes skulder denne gang, undgik helt at røre hende da hun lod til at have fået nok af folk der rørte ved hende for nu. Han smilede istedet bare, trods hun ikke kunne se det og spurgte hende roligt. "Må jeg få lov til at hjælpe dig? Så tag min hånd." Han havde rakt sin hånd frem sådan at hun burde kunne finde den hvis hun ville forsøge.

”Nej, jeg har tænkte mig at hjælpe dig ud af den her situation” Den sætning rungede gentagende gange i hovedet på hende. Der var ikke smule tvivl i hans stemme, ikke en smule usikkerhed… det lød heller ikke til at være sarkastisk? Mente han seriøst at han ville sætte sig selv i farer for en simpel slaves skyld? Hendes hjerte sank en smule, ikke af sorg som sådan.. det var en helt anden følelse hun ikke kunne forklarer. Tårerne kom endnu mere frem, men heller ikke de var frembragt af sorg eller skræk?

En lettelse fylde hendes bryst, og en trang til et eller fylde hendes krop. Hun følte en vis tomhed? Så mange følelser??!! Så mange tanker? Hun kunne ikke finde hoved og hale i hvad der skete? Hendes brystkasse hævede og sænkede sig stadig i frygteligt hurtigt tempo, og frygten hang stadig over hende. Men ikke så slem som før.

Opmærksomheden blev hevet væk fra kroppen da et nyt og anderledes ord fylde hendes øregange. ”undskyld?” hun fik ikke lov til at smage eller føle meget på ordet før fyren, manden.. vedkommende der låg på hende fjernede sig og hun var blottet for offentligheden igen. Et sug gik igennem hende og skræmt som en lille mus krympede hun sig sammen og hold kurven tæt i til kroppen. Hun gemte sit ansigt i sine knæ og bad til at ville gå godt, og alle vil gå uskadte herfra. Hun lyttede ikke så meget til hvad der blev sagt, hun brød sig ikke om når folk var vred eller på andenvis aggressive de gjord hende bange og utryg. Hendes hjerte satte i galop igen, frygten/angsten steg hende til hovedet igen, alle de mærkelige følelser fra før var væk. Det hele kunne gå galt nu, og frygtede igen hvert sekund at blive slået.

Lyden af slag lød i luften. Lyde som lød tæt op af en pisk mod hud… et knæk lød og hun måtte holde sig for ørene for ikke at sætte gang i for mange minder. Hun piv lidt og pressede hårdt ind mod sine ører, men ikke alt lyd forsvandt. Hun kunne lige ane kampens hede, men så heller ikke mere ind det.
Der blev stille for en kort stund og hun holde sig stadig for ørene. Hun prøvede at få kontrol over krop og sjæl. Men det lod ikke til foreløbigt at virke.
Hun kunne mærke en skygge ligge sig over hende, som tegn på en persons tilstedeværelse. Hun bed sig i underlæben og kunne mærke flere tårer presse sig på af frygt for vedkommende der sad foran hende. Det kunne være hvem som helst lige nu, og hun ventede egentligt bare på at blive slæbt væk. Men i stedet lød den velkendte stemme fra før, som spurgte om lov til at hjælpe hende? Hun sad lidt, først uforstående. Alting virkede forkert og surrealistisk og forkert? Men vil en person virkelig gå så langt, for derefter at slå slaven han havde reddet ihjel? hun sad længe og overvejede det næste træk, men børstede så sin blege hud ren for det værste gros og følte sig frem med sin lille forsigtige, rystende og usikre hånd efter hans. Hvorefter hun lod sig hjælpe af den fremmede.

Varmen fra hans hånd følte næsten brændende mod hende kolde hud. Hun havde ikke før bemærket at hun var kold, men hans varm mod hendes hånd, afslørede det hele. hun lukkede sine øjne og prøvede at får kontrol over sin stemme for at sige tak, men der kom ikke et ord ud. Hun var chokket og nervøs. Hun bed hårdere i sin underlæbe og prøvede hårdt for at finde på noget og få styr på alting. Men hele hende krop var i kaos.

Efter lidt tid, tog hun i stedet et æble op af sin kurv og gav ham det. med blikket rettet mod den jord hun ikke kunne se. Det var en åndsvag gave, men hun viste ikke hvad hun ellers skulle gøre… og han forlangt vel noget til gengæld?

Han havde aldrig set nogen så skræmt og utilpas som hende, ikke engang de gange han havde jaget kaniner havde de virket så bange som hun var, men måske var det grundet hendes evne til at forstå halvt hvad der skete men alligevel aldrig være rigtigt sikker på hvad det næste kunne være der ville komme til at ske.

Han gik hen til hende med rolige skridt som han havde slået manden, det føltes godt at straffe sådan et ubehøvlet person som ikke kunne opføre sig bare nogenlunde ordentligt overfor andre. Han smilede som hun roligt greb hans hånd, han hev hende roligt op at stå igen inden han , lagde en arm om skuldrende på hende for at guide hende væk fra de mest befolkede områder. Han gav hende et smil da hun gav æblet, og trods at han ikke var den store fan af æbler og generelt frugt så besluttede han sig stadig for at det var en god ide bare at tage imod æblet og spise det. Det var også et lækkert og saftigt æble, så bedre end det meste han havde prøvet at smage.

"Det skulle du ikke have gjort, men mange tak, det smager godt." sagde han med et roligt smil, som han guidede hendes gang mod et mere fredeligt område i nærheden af markedet, men han sørgede dog stadig for at lade hende styre tempoet for ikke at gøre hende for utilpas ved ikke at have nogen kontrol selv. Han kiggede ned mod hende og var meget usikker på hvad han skulle sige til hende. Han følte at han skulle sige et eller andet for at det ikke blev for underligt. "Må jeg høre af hvilken grund du valgte at gå ud og handle trods du er blind?" spurgte han hende roligt. Han ville høre lidt omkring hendes liv som slave men han ville heller ikke spørge hende for direkte da han ikke havde nogen anelse om hvor følsomt et samtale emne det var for hende.

Han fandt et roligt sted hvor han prøvede at guide hende hen ned at sidde for at de kunne fortsætte deres samtale. Det var virkeligt underligt for ham at snakke med en blind person. De havde nogle hele andre krav og behov end folk der kunne se. Men det var en behagelig oplevelse faktisk. Han nød at han kunne være til hjælp og gavn.

Hans rolige skridt, de rolige bevægelser, og den varme stemme. Det hele hjalp langt mere på hendes angst og stress. Hans beroligende aura hjalp hende til at falde ro. Hun havde aldrig oplevet noget ligne, og det skabte en hel masse for nye følelser i hende som hun heller ikke kunne finde ud af hvad handlede om?

hun blev lidt forskrækket da der blev lagt hånd på begge af hendes skuldre og hun blev guidet et ukendt sted hen. Det var aldrig behageligt at blive ført væk sådan, specielt ikke når man ikke kendte områder man befandt sig i. Men hun havde på fornemmelsen at han måske ikke var så modbydelig igen? Måske ville det være en af de gange hvor hun ikke blev revet og flået til blods og forladt i rendesten? Hun lukkede øjne kort. Hun måtte ikke lade sig fange af den tanke, ting havde det altid med at tage uventet drejninger, og hun ville ikke blive ekstremt skuffet hvis det hele faktisk blot var et trick…

hun prøvede at følge hans tempo, men op til flere gange gik hun lidt langsommere, mest af den grund at hendes følelser var i vejen for hendes sanser som hun kunne ikke rigtigt finde ud af mere om hun var ved at støde ind i noget. Så for at sikre sig hun ikke faldt, skænkede hun af til farten.

Han kommenterede hendes gave, rystede hun kort på hovedet. Hun viste godt nok ikke var nok.. men det kunne jo være det kunne stille hans sult. ”Nej, det er selvfølgelig ikke nok. Undskyld sir.” hviskede hun. Hun havde håbet det skulle komme så vidt at hun skulle give mere ind det æble, men hun bebrejder ham ikke. Han har vel lyster ligesom alle andre. Hun smilede lidt af hans kommentar med det smagte godt. Hun havde ikke selv fået muligheden af at smage dem selv, men noget sagde hende at det havde været et godt valg at selv at tage dem.
Hun stivnede kort af hans spørgsmål, det måtte jo komme. ” øhmm.. ” hun tøvede lidt og strammede grebet om sin kurv. ” jeg øh…” hun bed sig hårdt i læben. Hun viste ikke rigtigt hvad hun skulle svarer, hun var bange for at blive straffet også selvom det det handlede om hun var blind. Men et forkert ord kunne give hende over 50 piskeslag. En slave måtte normalt aldrig gå på egen hånd.
Hun tog hånden op til sit slavestempel og dækkede det brændte hud.

”jeg har fået ny herre sir.. ” hviskede hun og bed sig hårdt i læben. ”Jeg ville blot trække noget luft, og lærer stedet at kende i tilfælde af… ” hun kunne mærke tårerne presse på igen ” øhm… du ved særlige opgaver…” det føltes som en klup i halsen når du sagde det. Det var aldrig behageligt at skulle sige, men det var hendes liv, det var hendes job. Det var det hun født til at skulle. Hun blev stille og ventede på at blive konfronterede med sin straf som konsekvensen for sine handlinger. For nogle år tilbage havde hun tigget og bedt, og smidt den ene undskyldning efter den anden. Men hun havde efterhånden lært det blot ville bliver værre, for det enten morede eller irriterede vedkommende så meget at straffen ville blive dobbelt så hård.

Han kunne ikke lade være med at grine lavt da hun sagde at æblet selvfølgelig ikke var nok. Han havde jo ikke gjort dette for at få noget til gengæld, som det så ud lige nu havde hun alligevel ikke ret meget at tilbyde ham, og han ville ikke drømme om at tage noget fra en person der ikke havde ret meget. Han var dog en smule i tvivl om hvordan han skulle forklare hende det, da han jo ikke ville virke utaknemmelig for at hun gerne ville give ham noget, men han skulle bare være sikker på at hun forstod at han ikke forventede noget af hende. "Det er venligt af dig at vil give noget igen, men jeg forventer intet af dig, jeg hjalp dig grundet din situation ikke for at vinde noget selv" sagde han forsigtigt, det var vel lidt løgn han forsøgte jo lidt at vinde hans egen tiltro på at han var en god person stadig.

Han kiggede på hende da hun begyndte at forklare, han havde svært ved situationen, svært ved selv at håndtere det pænt da han fik så utroligt ondt af kvinden foran ham som ikke kunne sige noget uden at blive bange grundet det liv hun havde levet. Han kunne tydeligt mærke at hun var bange for hvordan han ville reagere på hendes forklaring, så hans eneste reaktion var at fjerne hendes tåre med hans tommel. Mens han sank en klump og knyttede den anden hånd for at holde sin egen vrede nede. Han ville gerne råbe op om hvem hendes ejer var, men det var en dårlig ide vidste han. Han trak istedet vejret dybt 2 gange inden han roligt talte. "Jeg forstår, kunne du ikke have fået nogen til at gå med dig, til at hjælpe dig lidt så dit manglende syn ikke ville være så besværligt?" spurgte han roligt, mens han kiggede op i himlen. Han holdte øje med solen for at sikre sig at klokken ikke blev alt for mange. Han kunne jo ikke være bekendt at holde hende hen ret længe fordi det ville blot betyde at hun ville risikere at få en værre straf når hun engang kom hjem igen.

"Inden du pludseligt smutter, hvad er dit navn?" han spurgte med en nysgerrig stemme. De havde jo trods alt snakket lidt så det var vel kun acceptabelt at spørge om hendes navn. Han kunne heller ikke lade være med at tænke over at han måske kunne bruge hendes navn til at finde ud af hvilken fed nar det var der havde købt hende og derved hvem det var der skulle have sit hoved spist af grisene. "Jeg hedder i hvertfald Sargonis" sagde han roligt i et forsøg på at bløde hende en smule op hvis hun følte sig utilpas med at fortælle ham sit navn.

Erzsébet der havde forventet et slag,og derfor blev hun forvirret da hun hørte ham grine. Hun blev meget varm i sine æblekinder. Hun viste ikke rigtigt hvordan hun skulle håndter det. Folk havde aldrig grinet af hende før, det var i hvert fald aldrig på den måde som han lige havde grinet? Hun blev endnu mere varm i kinderne, og vende ansigtet den anden vej. ” alle gør ting af en egoistisk grund… sir…” hviskede hun, selvom det var et sats. Slaver skulle normalt ikke svare igen, medmindre de blev spurgt, men han havde ikke reageret så kraftigt på hendes kommentarer før, så det var et forsøg værd. Hun bed sig læben af nervøsitet.

Alt blev pludselig afbrudt da en tårer forlod hendes øjenkrog, og hun mærkede hvordan manden der guidede hende var stoppet for en kort stund, og nu fjernede tåren fra hendes kind. Hun stivnede og stod musestille. Hun stoppede med at trække vejret. Hendes kind brændte hvor han havde rørt hende. Ikke på en negativ måde, men på en måde hun ikke kunne forklarer? Hun ventede egentligt bare på han ville tage det næste skridt. skridtet mod den rædsel de andre mænd ikke fik fornøjelsen af. Men i stedet kunne hun blot mærke en spænding i luften, der blot blev kraftigere. Hun vende hurtigt den anden kind til og lukkede øjne hårdt i afventede slaget. Hun viste at alt dette havde været for godt til at være sand. En mand der skulle bekymre sig om en slave? Det eksisterede ikke.. hun prøvede at holde tårerne tilbage og være stærk, men måtte efterhånden og give op og lade vandfaldet strømme ned af hendes kinder igen.

Men efter noget tid hvor der ikke skete noget, men han blot havde taget nogle utrolig dybe vejrtrækninger? Blev hun lidt i tvivl om hvad det var han ville hende? ville han have hun selv skulle starte? eller prøvede han på at kontroller hans vrede eller lyster?? Hans spørgsmål bragte hende ud af hendes tanker, og fik hende til grine lidt. Ikke fordi hun syntes det var et sjovt spørgsmål, men blot fordi at svaret gjord ondt. ”De er meget morsom sir.” hviskede hun usikkert og prøvede at sætte dem i gang med at gå igen. Hun kunne ikke få sig selv til at svare på det spørgsmål. Hun havde prøvet af have folk med sig rundt.. men vagter og mænd som var ansat til at smutte med hende i byen, krævede altid betaling for at spilde deres tid. Så efterhånden var hun blevet nød til at vende sig til at klare sig selv, for at undgå at blive hevet ind i den ene gyde efter den anden. Hver gang blev hun truet på livet for at sladre, hvilket på alle måder var åndsvagt da folk aldrig ville tro på hvad hun sagde.

Igen blev hun revet ud af sine tanker, da han spurgte ind til hendes navn før hun smuttede, og præsenterede sig selv. Men hun fangede kun spørgsmålet. hun stod lidt uforstående og forstod først ikke hvad han mente, før hun mærkede efter solens stråler og bemærkede via hvor på kroppen solen ramte hende, at klokken var langt over den tid hun havde lovet sin herre. Det løb koldt ned af ryggen på hende. Hun var sent på den… hun var aldrig sen på! ” åh nej..” peb hun og holde sig for munden af skræk. Det var aldrig godt at komme forsent. ” nej… nej .. nej…” hviskede hun og fik angst-anfald igen. Hun vende sig om og satte i løb. Hun glemte alt om han spørgsmål, hun skulle bare af sted. En ting gik så op for hende, hun var i en ny by.. et eller andet sted hun overhovedet ikke viste hvor var… hun kende ikke adressen på sin herre… Hun stoppede op og stod blot og måbede lidt..

” jeg er så færdig.. ” peb hun, og smid kurven. Hun kørte begge hænder op i håret og begyndte at rive i det af panik.

Han kunne jo ikke være uenig med hendes ord, det var sandt, selvom han gjorde det med en god intention vidste han godt at der var noget selvisk og egoistisk bag det. Men hans egoisme kostede ikke andre noget, han brugte det kun til en personlig accept og en form for selvophøjelse, hvilket måske egentligt var forkert at gøre. Så var det jo selvfølgelig også fordi det var noget han troede stærkt på at alle fortjente deres frihed og at blive behandlet ordentligt.

"Du har vel ret, men jeg ønsker kun at bevise for mig selv at jeg er god, samt at jeg tror på at alle fortjener frihed" sagde han roligt for at forklare hvor han kom fra. Han mærkede hvor svært hun havde ved hele situatione, men han kunne bare ikke lade hende være helt, hun virkede i en situation hvor alting virkede lort. På trods af at hun virkede til at være i vildrede over det han gjorde, så virkede det som en bedre tilstand end den rædsel og pinsel hun havde været i tidligere.

Han fulgte hende med øjnene da hun begyndt at løbe i en tilfældig retning og han skyndte sig der efter hende for at fortælle hende at det ikke nyttede hende noget at fare sådan rundt når hun ikke kendte byen ordentligt, hvilket også var grunden til at da haun stoppede op og stammede noget omkring at hun var færdig gik han med rolige skridt hen og lagde armene om den stakkels kvinde. Aldrig havde han set nogen så skræmt, ikke engang de andre slaver han havde mødt, hun måtte have haft et usandsynligt hårdt liv som slave. "Jeg lader ikke din herre gøre dig noget hvis du vil have min hjælp?" hans ord var faste som stål, og urokkelige som et bjerg. Han mente det, han havde ikke tænkt sig at lade hendes herre gøre hende noget, om det så betød at han skulle holde hende fra ham, eller sågar stille sig i mellem ville han gøre det, ingen mand han havde mødt kunne måle sig med ham. Ikke engang Sakrefs næstkommanderende havde været ham en trussel i kamp, og Dæmonernes leder turde ikke stille sig i duel med ham. "Kom så lad os sætte os ned, og så når du har fået ro på kan jeg hjælpe dig hjem igen?" sagde han roligt mens han prøvede at få hende ned at sidde.

Panikken spredte sig i hendes krop. Hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke straffes, ikke igen! Hendes sår havde lige healet. Hun peb ved tanken om sidste gang. Det var en helt ny herre, og han var ikke en der holde tilbage med at slå til. Hun havde været bundet til en stolpe og nærmest flået til blods af pisken. Salten fra hendes sved og tårer havde bevæget sig ned i hendes åbnede flænger og havde for dobbelt smerten. Det var ikke noget hun aldrig nogensinde ville kunne vende sig til, lige meget hvor meget hun havde været igennem det vil turen altid være lige slem. Men hun dog prøvet værre ting. Som hun ville krybe sig i støvet for. Hun havde altid bevæget sig uden så meget modstand, når det galt at blive pisket. Men tortur-kammer, hvor hun aldrig viste hvad der ventede sig, frygtede hun. Hun havde set en kvinde få revet tænderne ud så hun aldrig nogensinde kunne bide in herre eller hans gæster igen. Negle der var blevet hevet af fordi hun havde kradset. Ting der var blevet syet sammen, skåret, revet eller klippet af. brændt, kvalt og meget mere. Frygtelige syn! Selv havde hun kun været udsat for at blive skåret og brændt. Hun havde lært af de andre. Hun havde været tæt på at miste tungen og fødderne. Men hun blev skånet i sidste øjeblik, fordi en anden satte sig i hendes sted. En ældre dame, som hun havde betragtet som sin mor. Billederne hjemsøgte hende stadig. Hun døde på grund af blod mangel og smerte.

Tårerne væltede frem. Billederne ville bare ikke forsvinde. Hendes krop skælvede af frygt. Hun kunne slet ikke styrer sine tanker og følelser før Sajro lagde sine hænder på hendes skuldre. Det stoppede hendes skælvene krop, og frembragt i stedet en piven fra hendes læber. Hun lyttede slet ikke til hvad han sagde men trykkede sig bare ind til ham. Hun var ligeglad med om han ville udnytte hende nu. Intet kunne være værre ind den straf hun kunne komme hjem til. Hun ville græde og klynke. Hun manglede tryghed, og det fik i for en kort stund ved at gemme sit ansigt i hans bryst.

Tårerne væltede ned af hendes kinder og hun spænde som en sindssyg i sin krop. Traumerne væltede frem og hun knyttede sine hænder til en blev helt hvide. Hun skar tænder og sår på ryggen sprækkede en smule på grund hun blev anspændt. ” please lad dem ikke straffe mig… please jeg beder dem.. ” piv hun og knugede sig indtil ham ” please jeg beder dig… det var ikke med vilje.. ”

Hun stod sådan længe og gentog det hele om og om igen af angst. Men adlød ham dog stadig da han ville have hende til at sætte sig. Det var dog en handling hun ikke var van til, hun sad ikke tit ned. Så normalt ville hun have reageret på at den uvante situation. Men igen var angsten for voldsom til hun kunne tage sig af det. ” please lad ham ikke gøre mig noget sajro. Jeg beder dig! Jeg lover at gøre alt, bare ikke lad ham klippe i mig eller skærer i mig så jeg aldrig nogensinde kommer til at gå igen.”græd hun med sin udlandske dialekt.

Hvis det skete, blev endnu en frihed frarøvet hende. Den frihed betød alt for hende. Det var det eneste der holde hende i live, det var hendes mulighed for at bevæge sig frit omkring. Selvom friheden ikke var så stor for hende. Men blot det at kunne gå rundt i sin celle og fra sted til sted kunne gøre meget, i stedet for at være tvunget til at side på gulvet, dag ud og dag ind. Det var slemt nok til tider, at være blind og aldrig vide hvilket vidunderlig farver og former der eksisterede ude i verden. Så den ene frihed at kunne gå betød alt.
” please jeg beder dem sir..”

Han havde ingen anelse om hvordan han skulle reagere overfor hende, et eller andet sted havde han lyst til at tage hende med sig, slæbe hende med ud af byen. Tage hende med væk fra øen og egentligt bare finde hende et nyt sted hvor hun kunne starte forfra, ingen fortjente at leve i denne rædsel, denne frygt hun levede i. Det var ikke en acceptabel behandling af nogen som helst. Men han vidste ikke hvordan hun ville reagere hvis han foreslog hende at stikke af. Han kunne sagtens få hende væk, men spørgsmålet var så også om de kunne finde hende et sikkert sted hvor der ikke var nogen bekymringer for hende at skulle slås med.

"Jeg lover dig at uanset hvad der sker, så skal jeg nok stoppe nogen i at gøre dig noget!"" sagde han med en alvorlig stemme, det var også kun en optakt til hans næste spørgsmål, hvor han greb om hendes overarme og vente hende rundt sådan at de havde fronten mod hinanden, trods at han vidste hun ikke kunne se ham, så så han hende i øjnene. "Har du nogensinde overvejet at flygte?" blev det så sagt med den samme alvorlige stemme, men det blev på samme tid sagt som et tilbud. Fordi hvis hun gerne ville væk derfra skulle han nok hjælpe hende.

Han lagde så armene om hende igen, og lod hende blot trykke sig ind mod hans brystkasse. Han ville gerne hjælpe hende med at være tryg, og han vidste egentligt også godt at det var farligt for ham at hjælpe hende, og at det var endnu mere farligt for hende at tage imod hans hjælp. Især fordi hun var blind, og hvordan det mon så ikke var at komme til et helt nyt sted. Nej han skulle ikke bekymre sig nu hvor han havde givet hende tilbuddet. Han sad med et smil i tilfælde af at hun kunne fornemme den slags. Han holdte hende stadig, men fortsatte dog med at snakke.
"Jeg kan få dig ud af byen, få dig af øen, og over til hovedlandet hvor du kan forsøge at starte på ny? Måske nogen endda er i stand til at heale dit brændemærke helt så ingen ved at du nogensinde har været slave?" sagde han roligt til hende, han ville gerne tilbyde hende at arbejde som hans hushjælp og bo i hans villa, men han ville ikke virke for påtrængende samt hun kunne meget nemt få den ide at han egentligt så bare forsøgte at gøre hende til hans egen slave i stedet, hvilket jo på ingen måde var hans intention.
Han løsnede sit greb om hende en smule, hvis hun nu ønskede at komme fri fra ham, men han slap ikke helt i tilfælde af at hun stadig søgte tryghed. Det her var også en sjælden chance for ham at han kunne hjælpe en slave, fordi mange af de slaver han havde mødt var næsten umulige at komme i kontakt med før han havde dræbt deres ejer.

”Jeg lover dig at uanset hvad der sker, så skal jeg nok stoppe nogen i at gøre dig noget!" Hendes gråd blev til snøften. Den sætning havde hun hørt før? Hendes tanker førte hende langt tilbage, til den tid hvor hun stod ved siden af sin far på en scene til et slavemarkedet. Det var første gang de skulle sælges, og det var dagen hvor de blev skilt ad. Hun husker sin fars stemme, hvordan han havde prøvet på at berolige hende. Hvordan han havde snakket om hendes mor, hvordan hun ville vogte over hende hvis de blev skilt fra hinanden. Det sidste hendes far havde sagt til hende, før de blev solgt og hevet fra hinanden, var præcis samme sætning ”Jeg lover dig at uanset hvad der sker, så skal jeg nok stoppe nogen i at gøre dig noget!" hun blev næsten helt stille, angsten stillede hen og hun blev mindet om hendes fars ord.

Hun gispede chorkeret da han tog fat i hendes overarm og fik hende svunget rundt og på den måde trukket hende ud af hendes tanker. Hun kunne mærke, hans øjne mod sine. Automatisk sænkede hun sit blik, ikke fordi hun syntes det var ubehageligt, men blot af ren vane. Hun kunne mærke et tomrum i sin brystkasse fra det minde der var kommet med den sætning. Det var slet ikke noget hun havde tænkt over før. Men da den sætning mødte hende igen, kom der sorg og et brud på løfte fra hendes far. Der var ingen der havde passe på hende, en enkelt person havde ofrede sig, men aldrig nogen der havde skånet hende for den modbydelige smerte hun havde været igennem.

Folk havde lovet hende frihed, folk havde love hende guld og grønne skove. Men alle havde svigtede.”flygte…” hun smagte på ordet. Ordet var som noget der duftede utroligt lækkert, men smagte bitteret og surt... et ord som snød en... et ord der bød på hele verden, men som blot gned mere salt i såret. Hendes gråd var stoppet, kun en smule klynken der var tilbage og et vandfald af tårer. Hun spænde ikke mere i kroppen. Hun var fuldstændig afslappet, men det var som om at hele hendes verden brast sammen foran hende igen. Det var sket en enkelt gang før, men det var kun halvt, fordi hun konstant havde troet på at hun en dag ville vinde sin frihed. Men nu .. Det gik op for hende det slet ikke ville ske. ”Flygte…” gentog hun og lukkede sine øjne imens hun lagde sit hoved mod hans brystkasse. hun rystede på hovedet af hans forklaring. ”Du lover alt..” hviskede hun koldt. Ikke en eneste følelse kunne aflæses på hendes ansigt mere. Hun kunne tydelig hører på hans stemme hvordan han smilede, det var noget hun havde lært at fornemme. Det var noget med hvordan trykket låg osv. Men det overbeviste hende ikke. Hvorfor nu? Efter så mange år? Hun var dømt til dette liv…

Hun måtte indse, at hun aldrig nogensinde vil slippe for det. ” jeg har prøvet alt.. ” sukkede hun. ”Jeg er dømt til at leve som slave og dø som en …” hviskede hun. ” folk lover så meget…. Men alt jeg får, er det samme… ” hun kunne mærke hun blev trukket lidt ud fra krammet. i starten havde hun syntes kramme var behageligt, normalt ville hun have hadet det, og nu. Nu kunne hun slet ikke sætte følelser på det.. det var som om alle tanker, alle følelser var erstattet med ingenting. Kun tanken om at hun aldrig ville få et normalt liv. Dette var hendes skæbne, det var sådan hun skulle dø. Dette måtte hun bare se i øjne. Fordi folk aldrig holde deres ord. ”Der intet håb for mig, så bare gå…” hviskede hun  ” lev dit liv, i stedet for at redde en slaves…for det kan ikke lade sig gøre.”Han måtte indse at der intet godt ville komme ud af det, hunville ende samme sted igen og han ville ende med en værre skæbne, ind den havde kunne have fået for at frosvare en ynkelig slave.. Desuden ville hun ikke være grundlag for en anden persons lidelser igen..

Han vidste godt hvor svært det var at tro på det han sagde, hvor svært det var at tro på at nogen ville beskytte en, det var så nemt et tomt løfte især hvis de aldrig så hinanden igen. Hvis han fik hende hjem og gjorde hvad han kunne for at hun ikke blev straffet, hvem vidste så hvad der ville ske derefter, måske hendes herre bare ville slå hende den næste dag. Nej løftede at ingen ville skade hende var dumt, fordi det var for svært at holde især hvis hun ikke var i nærheden af ham. Han mærkede kulden fra hendes stemme, og hvordan alle følelser var forsvundet, men det stoppede ham ikke trods at det gjorde ham en smule vemodig. "Jeg lover kun hvad jeg har intentioner om at holde så godt jeg kan." han løj ikke omkring det, han lovede bare noget som var svært at holde. han ville ikke give op og undlade at forsøge men det betød ikke han ville lykkes.

Hendes ord omkring hendes skæbne, det viste blot hvor knækket hendes sjæl var og det gjorde ham ondt. Han kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget nemmere dette kunne have været hvis han havde mødt hende bare nogle år tidligere. Han vendte igen sit blik ind i hendes øjne som han talte. "Du er ikke dømt til det, ikke hvis jeg har noget at sige om det." hans stemme var seriøs og han forsøgte virkeligt at lægge vægt på at han mente det han sagde, at han var ærlig og at han troede på at det kunne lade sig gøre. Han lod det dog glide ud, for at gå over i en anden samtale der måske kunne give hende livslysten tilbage, eller i hvert fald nok til at ville forsøge at flygte.

"Må jeg så spørge, hvad er dine drømme? Hvad ønsker du aller mest i verden?" spurgte han med et varmt smil. Han vidste udemærket hvor atypisk et spørgsmål det var for en slave, de var jo til for andres skyld, så bare tanken om at der var nogen der bekymrede sig om deres ønsker og drømme var jo nærmest absurd.
Han sagde heller ikke noget til det med at hun sagde han skulle leve sit liv istedet for at forsøge at redde hende, fordi han ikke ville. Han var uenig. Hendes liv var jo lige så meget værd som hans, og eftersom at han nok ikke mistede sit liv ved at redde hendes så så han ingen grund til at lade være. Og hvis han svarede hende, blev samtalen drejet over på ham igen, hvilket den ikke skulle eftersom at han gerne ville have at den handlede om hende.
"Hvad er den største drøm du har haft siden du var en lille pige?" spurgte han igen med den varme stemme, måske han kendte nogen der kunne hjælpe hende med at få lige netop det ønske opfyldt.

Hun rystede på hoved. Hvorfor gav han ikke op? Hvorfor betød det så meget for ham at få hende væk? Hvorfor kunne han ikke blot leve sin perfekte liv, og glemme alt om hende, ligesom alle andre? Han kender konsekvensen? Hvorfor skulle han være så sød? Hvordan skulle han kunne holde sit ord? Når ingen andre i hele hendes liv ikke har kunnet? Det irriterede hende en smule, og det gjord bare følelsen af svigt værre. ” men du kan ikke med sikkerhed love at det vil gå godt..” kommenterede hun og foldede sine hænder i sit skød. Hun kunne mærke hvordan tårerne landede på hendes hænder. Hvordan en lille sø af hendes tårer dannede sig i dem.

Et lille kort fnis forlod hendes læber da han sagde hun ikke var dømt, så længe han havde noget at skulle have sagt. ” som om du skulle have noget sagt.. om forladelse sir… men jeg tror ikke dine ord har så stor en betydning. ” sukkede hun og rettede på sin lidt ødelagt og beskidte kjole. ”Jeg har været slave hele mit liv… Jeg er et misfoster i manges øjne… og datter af en tyv og morder.” Hun satte et hår bag øret, før hun igen foldede sine hænder på skødet. ” jeg kan vist ikke være mere dømt til at leve et liv i rædsel og smerte” Hun lukkede øjne og prøvede at fokuser på noget ind den tomhed, svigt og irritation der fyldes hendes krop. En enkelt mand fremmede mand kunne ikke have så stor en betydning for hendes liv. Hun nægtede at tro på at hende herres ville lytte til fornuft, eller for dens sags skyld alle andre herre, slave handler og adels mænd? Man skulle have en stor magt for at kunne have noget skulle have sagt over en anden slaves liv.. men mindre man self købte slaven. Hvilket hun fornemmede på ham, ikke var noget han gjord i.

Der gik noget tid hvor der var stille i mellem dem, hun regnede ikke med der ville blive snakket mere mellem dem. Hun overvejede kraftigt om blot at fører hende hjem. Men han nåede at afbryde hende, med et besynderligt spørgsmål. Hendes største drøm? Hun sad længe og forstod ikke spørgsmålet. En drøm? Hun var aldrig blevet spurgt om sådan noget? Hvad var en drøm overhovedet? ”min drøm?” mumlede undrende. ”jeg øhm…” hun sad lidt og tænkte over hvad han mente med drøm? Hun ville ikke virke dum.. men hun havde aldrig fået sådan et spørgsmål før. Hun havde hørt nogle andre slaver nævne drømme, men de havde altid fået at vide at slaver ikke havde ret til at drømme. ” mit største ønske?” hun sad lidt og tyggede på den sætning også. Hun viste heller ikke hvad et ønske var, eller jo det var noget hendes herre altid sagde. ”Min herres ønske? ” sagde hun undrende? Hun var lidt forvirret. ” min herres ønsker, er mine…” sagde hun lidt mere bestemt, da det var det hun troede ønsker var.

Hendes herre havde altid sagt hver gang, hun skulle gøre noget for ham så var det et ønske, når han altså var glad.. når han var sur var den ordre. Så det måtte jo være det Sajro mente. ” min herres ønsker er forskellige.. De aldrig de samme” Hun sad lidt og legede med kjolen mellem sine fingre. ” hvad med dem? Hvad er deres ønsker sir?” spurgte hun. Ikke så meget fordi hun interesserede sig for hans tanker og meninger, mest fordi hun ikke ville virke uhøflig og bare bede ham om at følge hende hjem. Han skulle nødig føle sig stødt når han jo prøvede at snakke med hende.

Hun havde ret i at han ikke kunne garantere at det ville gå godt, men han var sikker på at hun ville have et bedre liv forude hvis hun ikke vendte tilbage til hendes herre. Så bange hun var tydede jo på at hendes herre ikke var særligt forstående og at hun nok ikke rigtigt kunne slippe for at blive straffet på den ene eller den anden måde og det var ikke noget han overhovedet ønskede for hende. "Jeg kan ikke garantere at det går perfekt nej. Jeg kan desværre garantere, og du ved det er sandt, at du vil blive straffet hvis du går tilbage til din herre." sagde han med en sørgmodig stemme, det var jo grunden til at han gerne ville have hende til at flygte fra hendes herre.

Han lo overfor hendes ord, det morede ham det hun havde sagt. Han havde ikke noget at skulle have sagt? Ud af alle folk i denne verden var han nok en af de få personener som faktisk havde noget at sige. Hvor mange var der mon med hans status? 10? Måske 20? Han rystede på hovedet, og undrede sig over hun heller ikke havde reageret på hans navn, men selvfølgelig! Hun kunne jo ikke se plakaterne der havde været sat op, og en slave blev ikke fortalt den slags. "Det er skam okay, det er forfriskende at møde nogen der ikke ved hvem jeg er." sagde han med et lille grin.
"Jeg har skam noget at skulle have sagt, om det så er med mine klør eller med min stemme det er blot et spørgsmål. Så nej du er ikke dømt, fordi der eksisterer folk som mig der kan og vil hjælpe dig." sagde han igen med en seriøs og alvorlig stemme. Det var en smule trættende at snakke med hende, fordi hun var så nedbrudt at hun ikke vidste hvad det ville sige at kæmpe imod længere, eller sådan virkede hun i hvert fald.

Igennem hele hendes samtale omkring hvad hendes ønsker var rystede han blot på hovedet. Tossede lille pige, hendes ønsker var jo ikke hendes. Det er ordre og befalinger, ikke noget hun har nogen lyst til at udføre. Nå men han måtte vel forsøge at forklare hende at hun altså ikke havde de samme ønsker som hendes herre.
"Nej de er ej. Dine ønsker er ikke det samme som nogen anden persons, og slet ikke din herres. Dine ønsker er hvad du kunne ønske der skulle ske med dig, hvad du gerne ville se dit liv blive til. Dine ønsker er også uafhængige af hvad du tror på der kan ske. Drømme og ønsker er det man gerne vil have uanset om det faktisk er muligt." sagde han med en rolig stemme for at forklare hende hvad et ønske var. Han forstod ikke hvordan en person kunne være reduceret til dette.

Han grinede lidt da hun spurgte om hvad hans ønsker var. Han trak på skuldrende før han svarede hende med en alvorlig stemme. "At stifte familie, skabe en verden uden slaver, og lige nu at starte med at befri dig."

Erzsébet sukkede og rejste sig op. Hun rettede på sin kjole og børstede det værste snavs af. ” jeg kan ikke være min herre illoyal.” sukkede hun igen og vende sig væk fra ham. ” det .. det tør jeg ikke..” hun ged sine øjne kort. De var tørre, og hun kunne mærke hun ikke havde fået væske i lang tid. ”Men hvis de vil være så venlig at følge mig tilbage til hvor de fandt mig, så jeg kan finde hjem. Kan min straf muligvis mindskes. ” hun begynde at gå i den retning hun mente hun var kommet fra. ” 200 piskeslag vil altid være mere fortrukken end 500, jeg fortjener dem jo også i sidste ende. ” hun kiggede ikke om han fulde med, hun gik egentlig, blot ud fra han gjord det. Han havde fuldt trop alle andre gange, og han ville så gerne hjælpe. SÅ det var han mulighed for at vise sig som den helt han nu vist var?

Selvom hun kom lidt i tvivl da han blev helt glad over hun ikke kendte ham? ” burde jeg være bekymret?” spurgte hun forvirret og vende sig usikkert i mod ham. Var han en slags morder eller endnu værre!? ” de vel ikke adelig! For så har jeg vist en del at undskylde for?” spurgte hun og strammede grebet om sin kurv.

Hun sukkede da han slog over på emnet omkring hendes ønsker og drømme igen. Dog denne gang var han mere præcis omkring hvad en drøm og et ønske var. Hun rystede på hovedet og begynde at gå igen ” den slags har jeg ikke rettigheder til at have. ” hun satte noget af sit hår bag sit højre ører, så det ikke irriterede hende. ” bare at snakke om det er nok til at uges tortur..” hun lyttede til omgivelser omkring sig og prøvede at finde ud af hvor hun var. Men der gik ikke lang tid før hun blev afbrudt af ham fortælle omkring sine drømmer og ønsker. Hans første par ønsker fik hende til at smile lidt. Hun prøvede at skjule det lidt, men hans grin gjord det svært for hende at holde sine smilehuller tilbage fra at afsløre sig. ” stifte familie ? ” et lille cute fnis forlod hendes læber. ”jeg tror du skal satse efter det ønske i stedet for en slave fri verden.” hun rømmede sig lidt. Hendes tørre hals gjord hendes en smule hæs, men hvis hun blot hostede lidt, forsvandt det for det meste. ” hvor langt er de så kommet med det ønske om familie sir? Har de mødt hende der skal stifte den med dig?” spurgte hun. Hun elskede at hører en god kærlighedshistorie. Ligesom den hendes far og mor havde. Sigøjneren og rigmandsdatter. Den berygtede skørtejæger og jomfruelig novice. Dæmonen og englen. En klassiker. Hun kunne huske, at hun tit havde plaget sin far om den historie, og han havde gladelig fortalt den hver gang. Hun smilede lidt ved tanken.

Hun ønskede ikke selv at få familie, hun havde heller ikke rettighederne til det. Desuden, var hun ikke den bedste at avle på. Halv dæmon og halv engel? Dårlig kombi… Udover det var hun også blind. Det gavnede ikke ligefrem… men tankede havde da strejfet hende som lille. Fordi hun ville opleve det samme som hendes forældre. Men det de havde sammen var på alle måde unikt, så at finde noget der lignede, var umuligt. ”Hvis ikke, hvordan forstille de så deres fremtidig familie? Og kone?” spurgte hun og sænkede farten lidt. Det hele var lige pludseligt blevet lidt mere interessant. Det kunne jo være hun kunne brygge det om til en god historie til senere, i tilfælde af de ville modtage børneslaver senere. De plejede altid at have hjemve, så hun plejede at synge og læse historie for dem, så de kunne falde til ro. Når hun altså ikke var hos herren.

”og det med at befri mig, bliver heller ikke en mulighed for dem sir. ” sukkede hun. ” jeg viger ikke frivilligt fra min herres side. Om han er død eller ej, så min pligt at være der ind til jeg bliver sendt videre. ” hun sagde det hurtigt og bestemt for at lukke munden på ham. Det var en debat han ikke ville vinde. Hun ville ikke kunne klare sig selv, og hun turde heller ikke begive sig ud i den store verden. Hun viste ikke hvordan hun skulle overleve, opfører sig, eller på anden vis være andet ind den slave hun var. Hun havde ikke prøvet andet, så det var for besværligt. Det ville være det rene selvmord for hende. Tanken skræmte hende lidt.

Han kunne ikke andet end at ryste på hovedet af hendes svar om at hun ikke kunne være hendes herre illoyal. Han havde godt nok aldrig selv været fanget i slavelivet sådan rigtigt, da han havde brudt sig selv ud af det inden der rigtigt var sket noget, men han kunne stadig ikke forstå hvordan nogen kunne sige sådan om en person der kun havde til formål at misbruge og udnytte en, på hvad end for en måde han eller hun fandt passende. "Du kan være hvem du vil illoyal, det er en del af et hvert levende væsens rettigheder! Du bestemmer hvad du vil, men du må også selv tage konsekvenserne for det." hans stemme var rolig, men dog meget bestemt og alvorligt, men udelukkende fordi dette var en af de ting han troede fuldt og fast på. At alle havde ansvar for deres egne handlinger og at de havde fuld frihed over hvad de kunne gøre. Dog var det også nødvendigt for dem at tage konsekvenserne der kunne komme.
Hendes næste ord gjorde ham dog vred, ikke på hende men på hvem end det var der havde fået hende til at tro på de ord hun sagde. Hun fortjente piskeslagene? nej gu fanden fortjente hun dem ikke. Det var ikke okay at piske nogen for at blive forsinket. "Nej du har ikke fortjent slag, måske din herre mener det... Men det ville være som at sige at nogen der dræbes af en morder fortjener det fordi de var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt."

Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere overfor hendes ord, men dog formåede hun at få ham til at smile da hun ligesom gjorde det tydeligt at hun ikke havde nogen anelse hvem han var, og et lille grin slap hans læber da hun spurgte om hun skulle være bekymret. "Åhhh nej nej, jeg er skam ikke sådan rigtigt adelig, jeg er varulvenes leder." sagde han med et stille smil og næsten grinende. Det var jo ikke noget særligt, og så valgte han også at undgå at fortælle at han havde en meget stor dusør på sig.

Han lagde en hånd på hendes skulder da hun prøvede at forklare at hun ikke havde rettigheder til at have drømme og ønsker. Stakkels kvinde, stakkels slaver. At de blev fortalt den slags. Ingen kan tillade sig at tage andres tanker og frihed fra dem. At lænke nogen er en ting, men at lænke dem mentalt som med slaver er noget helt andet. Det her krævede vist drastiske midler for at få hende her fri. Men han havde ikke tænkt sig at give op.

"Neeej, ikke rigtigt... Jeg har dog børn, og de er mig meget kært, men moren er ikke just en jeg ville stifte fast familie med." han vidste godt det var en nogenlunde underlig ting, men hun var en tidligere succubus, og det betød at sex var det der fyldte mest i hendes tanker, samt hans tanker når han var i nærheden af hende, og det gjorde altså at han ikke rigtigt kunne se sig selv stifte familie med hende nogensinde.

Kvindens ord omkring at hun ikke ville vige hendes herres side frivilligt, fik ham blot til at nikke. Det måtte hun jo selv om, hvis hun ikke ville frivilligt, så ville han gøre sit for at give hende friheden længe nok til at hun kunne få smag for det. Det ville han gøre selv hvis han skulle praktisk talt kidnappe hende, han var jo allerede en dømt og jaget mand. "Jamen så kom med, så lad mig føre dig?" sagde han med et stille smil, og hvis hun ville følge med ham ville han begynde at føre hende ned mod havnen. At finde en båd at tage hende med ombord på burde ikke være det store problem. Hvis hun derimod begyndte at gøre modstand, havde han i sinde at være mere hårdhændet. I hans hoved var det ikke hende der talte, det var en maskine, en robot der var blevet forklaret så mange gange hvordan hun skulle være at hun var blevet sådan. Derfor var det op til ham at gøre for hende hvad der ville være bedst for hende, trods hun måske ikke selv kunne se det.

Hun rystede blot på hovedet af ham. Det var en modbydelig ting at være en anden person illoyal.. eller? Ja! Det var modbydeligt! Hendes far havde været hende illoyal! Han svigtede hende, og det gjord ondt. Han fandt hende aldrig, han fik hende aldrig fri, hun var stadig fanget som slave. Hvis Sajro mente det var okay? Så var han en meget … meget… illoyalt-menneske! Eller noget?

Hun sukkede over hvad han sagde, det irriterede hende at han blev ved med at mod sige hende? Hun havde da fortjent de slag? Havde hun ikke? Hun var ikke kommet hjem? Havde ovenikøbet nogle af herrens penge som han havde givet hende af ren tillid til hun kom tilbage? Hun svigtede ham, og det måtte jo gøre lige så ondt på ham, som det gjord da hendes far svigtede hende? Ikke også? Hun bed jeg hårdt i læber og prøvede at ignorer hvad det var Sajro mente omkring straffen. Han mente det var forkert, men det måtte han om han var jo også bare .. varulveleder?? hun stod lidt og tænkte over om det var en titel hun skulle bukke under for? Hun rødmede lidt over han havde grint over hendes uvidenhed, men hun kunne da ikke gøre for han ikke havde præsenterede sin titel? Eller hun for den sags skyld ikke havde fået muligheden for at vide der eksisterede sådan nogle…varulveledere? Hun rettede ryggen og prøvede at samle den smule værdighed hun ikke havde op og gik videre.

Hun nåede ikke langt før han fik hende stoppet ved at plante en hånd på hendes skulder. Hun lyttede til hvad han fortalte omkring han havde børn osv. Men undrede sig over at han ikke ville være sammen med moren? ” hvorfor så overhovedet vælge hende til at starte med?” spurgte hun undrende. Hvis man ikke kunne, med en person skulle man da ikke få børne med dem?? Eller var det forkert? Hun tænkte lidt over de mange slaver der havde fået børn gennemtiden.. det var jo heller ikke altid med en de kunne med? Eller ? nogen sagde dog, at herren mente det var en belønning? Eller sådan var det for nogen? Alt efter hvilken herre de havde? ”ikke noget alligevel, kender svaret” mumlede hun og begyndte at gå. alle skulle have ført arven videre på en eller anden måde så det var vel lige meget med hvem?

Hun smilede kort da han sagde han ville fører hende. ” Tusind tak, skal bare tilbage til Market. Så kan jeg vejen derfra.” sagde hun tilfreds og lod ham føre hende. Med den tanke om han ville blive ført tilbage som hun bade om. Hun havde tillid til han ville fører hende tilbage, hvorfor skule han andet? Han har jo hjulpet hende hele tiden ikke? Hun gik i hvert fald med ham.

Efter lang tids akavet stilhed, begynde hun at blive lidt kedsommelig og træt. Denne tur var længere ind den var da de skulle i sikkerhed? Måske havde hun bare været for choket til at opfatte hvor langt der var der hen? Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Hun følte der var noget galt, men hun prøvede at ryste det af sig .”varulveledere? Det da også højt oppe? Ikke??” spurgte hun for ar få tiden til gå i mens de gik. Hun hadet akavet stilhed, og turen blev altid ekstra lang i stilhed. Så hun kunne jo ligeså godt prøve at snakke noget mere med ham selvom hun ikke havde lyst.

Duften af salt vand fyldte hendes næsen og lyden af vandet, fik hende til at stoppe op. Dette var ikke vejen? ”vi er gået forkert…” hviskede hun og vende sig imod ham. Der var noget forkert! Det viste hun! Han førte hende ikke hjem!? ”du lovede?” sagde hun og trak sig væk fra ham. Hun kunne mærke hendes adrenalin pumpe rundt i kroppen. Hun gik baglæns væk fra ham. Hun viste ikke hvad han prøvede på, men han skulle i hvert fald ikke have chance. Inden han fik muligheden for at svare satte hun i løb væk fra. Hun skulle hjem til sin herre, hun viste ikke hvordan. Men det skulle går stærkt.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule af hendes spørgsmål, om hvorfor han så havde fået børn med hende. Det var jo selvfølgelig ikke hans mening at det skulle være sket eftersom at han havde forsøgt hvad han kunne for at det ikke kunne ske.
"Hun er en god veninde, og vi havde sex, du ved godt at sex kan føre til graviditet?" han sagde det med et grin, som han klappede hende på skulderen for at fortælle hende at det var en joke og at han selvfølgelig regnede med at hun godt vidste hvordan det var at folk blev gravide. Han undrede sig dog en smule over hvad det var hun mente hun kendte svaret på, hvilket var derfor han sendte hende et spørgende blik, før han kom i tanke om at hun var blind. "Hvad er svaret så? På hvad?" han var ikke helt med hvilket var grunden til at han var meget uforstående.

Han gik bare med hende, og han vidste godt der var en chance for at han ikke kunne få hende til følge med eller at hun ville opdage hvad det var han forsøgte. Så da hun stillede et spørgsmål til hans rolle som raceleder, kunne han da ikke andet end at beslutte sig for at svare da det måske kunne gøre hele situationen noget nemmere for dem begge. "Jo... Altså det betyder jo at alle varulve lytter til hvad jeg siger. Tænk på det som hvis alle varulve var i en stor folk ville jeg være alfa over den flok." sagde han med et roligt smil. Det ville nok være en smule underligt at tænke på ham som alfa, en dominerende person efter at have hørt ham tale om hvordan han ikke brød sig om ideen med slaver.

Så skete det... Satans hun havde regnet ud at de ikke var gået derhen hvor hun egentligt gerne havde ville været fragtet hen. "Vi er ikke gået forkert, vi er der hvor det er bedst for alle." sagde han med så venlig en stemme han kunne, men det var også kun fordi det han gjorde, gjorde han jo fordi han ville hjælpe hende og han mente hun havde brug for at opleve friheden og lære alt det hun havde manglet. Han vidste godt det var et langt skud, og at hun måske ville hade ham for det, men hvis det stadig gav hende friheden til sidst ville det være det værd.
"Jeg lovede også at ingen ville skade dig, og det her er den eneste måde." det gjorde det svært at hun løb at han skulle undgå at nogen skadede hende, han satte i så hurtigt løb han kunne, og forsøgte at få løbet ind foran hende sådan at hun bare ville løbe direkte ind i ham så han kunne gribe om hende.

Venner? Kunne man dyrke sex med en veninde? Hun fattede ingen ting? Og specielt ikke da han snakkede graviditet, var det ikke noget med en stork? Var det med at blive gravid ikke bare noget man bare blev, når man var gammel nok? Han forvirrede hende meget. Hun havde aldrig rigtigt lært omkring sex og dets konsekvenser. Det var jo ikke ligefrem noget de blev undervist i? Så man gættede sig frem til det hvordan fungerede. Eller hun gjord i hvert fald. Hun sukkede kort og rystede på hovedet. ” jeg mener bare, at alle vil fører deres arv videre? Så det vel lige meget hvem vedkommende er så længe der kommer børn.” hun trak på skulderen. ” intet andet.. og nu ikke mere om det” mumlede hun og prøvede at fokuser.

Hun havde lyttet til hans forklaring omkring han rolle som leder, og for hende lød det egentligt blot som en hver anden adelig rolle. Men hvis han ikke forbandt det med at være en adelig, måtte det jo være rigtigt. Men det var ikke fokus nu, hun skulle væk og det var i en fart, han havde fået hende på vildspor. Og hun ville ønske hun bare havde stolet på sig selv. ” hvor det bedste for alle!? Aldrig livet!” råbte hun. Hun skulle væk og det skulle gå stærkt, han havde åbenbart ikke opgivet, sin plan om at ”redde” hende. Hun ville ikke reddes hun var hvor hun hørte til! Hun løb alt hvad hun kunne, og prøvede at ikke løbe ind i for mange for at undgå at komme ned i fart. Hun viste ikke om han havde tænkte sig at løb efter hende, men hvis han havde skulle han ikke have muligheden for at indhente hende.

Hun hørte ham sige noget med han ikke ville lade folk skade hende, og det var den eneste måde han kunne forhindre det på. Hun fnøs og rystede på hovedet. Hun troede ikke på ham.

Hun stoppede kort op for at finde ud af hvilken vej hun skulle for at komme videre, men måtte bare opgive og løbe derud af, og håbe at det var den rigtige vej. men hun nåede ikke så langt før hun løb direkte ind en. Hun tog sig til hovedet og skulle til at sige undskyld da hun genkendte hans duft. Det kunne ikke passe? var hun virkelig så langsomt? hvordan kunne han komme foran hende så hurtigt?”åh nej… ” hviskede hun panisk, inden han greb hende om livet. Hun satte i skrige og prøvede at komme fri af hans greb. Hun vred sig og slog på ham. Han skulle ikke have en eneste chance for at tage hende med. ” slip ! jeg vil ikke! Slip!! ” skreg hun og kæmpede videre. Hendes Herre ville blive så skuffet, og hun ville få endnu værre straffe hvis hun ikke kom hjem.

Hun kæmpede så meget i mod som muligt, selvom ikke var særlig stærk. Men det skulle ikke forhindre hende i at prøve. ” jeg beder dem !!slip! Min herre venter! Jeg vil hjem! ” skreg hun og sparkede løs og slog. Sådan ville hun blive ved uanset om han løftede hende eller slæbte hende med. Hun vil gøre så det besværligt som muligt for ham. En eller anden burde jo træde til på et tidspunkt? Ikke? altså en der kunne tage hende tilbage til sin herre? hun kom lige pludselig i tanke om at folk muligvis bare ville opfatte hende som en slave, der prøvede at stikke af fra hendes nye herre. Så chancen for hende ville få hjælp eksisterede slet ikke. Det gjord hende bare mere panisk ” SLIP MIG!! ”

Hun havde til dels ret i at tanken med børn var at føre arven videre, men det var bedst hvis det blev gjort med nogen man ville stifte familie med og derved kunne opdrage børnene ordentligt sammen med, istedet for som det ofte var med slaver, der blot fik børn som så selv voksede op til at blive slaver. Og det var jo blot fordi slavernes herre ofte havde lyst til sex... Og hvorfor ikke med en slave der ikke måtte sige imod?

Hendes ord gjorde en smule ondt, at hun ikke troede på at det virkeligt var det bedste for hende. Det her var virkeligt for hendes skyld, han troede fulgt fast på at han kunne hjælpe hende. Han var også fuldt fast på at dette var den eneste måde når hun ikke troede på at hun fortjente at have et frit liv. Han vidste godt hun var imod det lige nu, men det skulle hun være for hvis nogen meldte hende forsvundet skulle det jo se ud som om at hun var imod at forlade hendes herre, af den grund var han også nød til at virke som om han ikke kidnappede hende men var ved at fragte hende derhen hun skulle være.

"Jeg forstår du er bange, men du skal følge med mig eftersom du er en slave." det var tydeligt at han ikke rigtigt brød sig om ordene, men om det var fordi han ikke brød sig om hvad der skete når det var en slave ejers hyrede muskler der hentede en slave eller fordi det var en halv løgn var ikke så nem at sige. Han løftede hende op mens hun slog på ham og smed hende over hans skulder, og begyndte så at bære hende langs havnen for at finde et skib han troede på der ville tage ham tilbage til hovedøen hvor han nok kunne få dem begge to fragtet et sted hen hvor hun kunne få hendes frihed, og hvor han kunne holde øje med hun ikke forsøgte at finde hendes herre.

"Jeg slipper dig ikke, jeg er nød til at gøre dette, stop med at kæmpe og det bliver meget nemmere for dig. JEG vil ikke skade dig." han forsøgte virkeligt at få det til at lyde som om han var ved at fragte hende til hendes herre, som måske ville straffe hende. Mens han stadig ikke sagde nogle direkte løgne, han nøjedes med at insinuere ting. Han kiggede på hende til den ene side hvor hun hang på hans skulder og grundet deres samtale tidligere omkring børn kom han med en nok ret uvant og overraskende sætning. "Men hvem end der for dig, skal nok blive glad med sådan en pæn figur du holder dig." kom det fra ham, mens han bare fortsatte ned af havnen, han kunne se en lidt skummelt udseende båd lidt længere fremme, de ville sikkert være friske nok for nok guldstykker.

Hun gispede chokeret over at blive lagt over skulderen, det var længe siden folk hade gjort sådan. Så det kom næsten bag på hende. Men det gjord det jo så også en hel del svære for hende at komme væk fra ham. Hun kæmpede endnu mere imod efter hans sætning han fyrede af lige efter han havde løftede hende op. Han prøvede på at få det til virke som om han fragtede hende tilbage!!?? Han var snu, det måtte hun indrømme. Men det skulle han ikke slippe afsted med. Hun kæmpede så meget i mod som hun kunne og skreg. Men måtte jo indrømme det nok ikke var vejen.

” hjælp han kidnapper mig væk fra min herre!! Hjælp!! ” skreg hun, i håbet om det ville vække folks interesse og at nogen ville hører det. ” hjælp!! Han tager mig væk fra min herre!” hun blev ved med at skrige det gentagende gange. En eller anden måtte jo hører det på et tidspunkt.

” jeg vil aldrig stoppe med at kæmpe i mod..” hun irriteret. ”lever mig tilbage omgående! ” beordrede hun og vrede sig for at komme fri. Hun skreg videre af hjælp, og hun høre de var kommet tætter på havnen og det gjord hende mere panisk. Han ville tage hende væk fra øen??!! Hvordan skulle hun finde tilbage!? Han kunne da ikke?  ” neeej jeg vil ikke!” skreg hun og prøvede at bide ham. Hvilket heller ikke gik som planlagt.

Hun trak vejret meget hurtigt, og prøvede at gennemtænke en plan. Men det eneste hun kunne komme i tanke om var at løbe ligeså snart han satte hende ned. Hvilket hun håbede han snart gjord. ” du slipper ikke godt fra det her..” knurrede hun og prøvede at vride sig fri," lige så snart jeg slipper fri så.. så... " hun viste ikke hvad hun ville gøre, men hun ville bare have ham til at frygte hende. Blot i håbet om at han ville slippe hende. " så.. så....SÅ!!! så kommer det til at gøre ondt!!! " råbte hun men stoppede chokeret da han sagde noget fuldstændigt uventet. Hun stivnede næsten og var stille for en kort stund. Hvad mente han med det? hvem skulle have hende? Og hvorfor vil ved kommende blive glad for hendes figur? ” undskyld hvad? Hvad mener du med det? ” spurgte hun uforstående. ” jeg skal ikke være nogens” råbte hun vredt, og prøvede komme fri endnu mere end nogensinde før. ”jeg har en ejer!! Slip mig!! Hjælp!! ” skreg hun og bankede ham hårdt i ryggen ” hjælp!!! Jeg har en ejer! Jeg vil tilbage nu!!! ” skreg hun. Hvorfor gjord han dette i mod hende!! Han viste hvad det ville komme til at koste hende! Hun ville få så mange problemer.

Hvis hun kom væk fra denne ø, var hun færdig. " lige så snart du sætte mig ned, så stikker jeg af!!" knurrede hun og vred sig.

Han vidste godt at der var en risiko, lille, men en risiko for at hun faktisk fik tiltrukket nogen der ville forsøge at stoppe ham. Han vidste hvad han ville gøre i det tilfælde da han så ville indtage hans anden form, men det ville måske give hende muligheden for at stikke af i mens, og så skulle han bruge tid på at fange hende igen, og han havde ingen lyst til at jage hende igennem byen i hans varulveform da det ville tiltrække dem begge alt for meget opmærksomhed, og med garanti give hende og ham selv en del problemer.

"Når du er kommet derhen hvor jeg er sat til at fragte dig, så går der nok ikke længe før du stopper med at kæmpe imod, du vil have det meget bedre end hos din gamle herre." igen nogle lidt kringlede ord som hentydede at hun havde fået en ny herre som ville være bedre end hendes gamle. Men det han jo egentligt mente var at hun ville have det meget bedre i friheden end hos nogen slaveejer. Han rullede med skulderen da hun bed ham før han vendte sit ansigt mod hende. "Jeg er en varulv, jeg er blevet bidt af noget en del værre end det der søde." sagde han med en grinene stemme mens han fortsatte mod skibet han havde set.

"Om jeg slipper godt fra det er ikke vigtigt, det vigtige er at du kommer derhen jeg er sat til at fragte dig." sagde han roligt, inden hun kom med hendes andet spørgsmål om hvad fanden det var han mente med hans ord om hendes figur. Det kunne han ikke svare på uden at afsløre sig selv, hvilket var derfor han løftede hendes hoved lidt op så han kunne hviske til hende. "Når du engang bliver en fri kvinde så skal du nok finde nogen der lærer at holde af og muligvis også elsker dig, de vil kunne lide din figur da du har en flot figur, lidt mager måske, men du er uden tvivl utroligt smuk og attraktiv" det var en rolig hvisken, hvorefter at han hev hende mere stramt ind mod hans skulder.

Da hun sagde til ham at hun ville stikke af når han satte hende ned, grinede han bare lidt og tænkte at det jo måtte være hendes måde at forklare ham at han skulle holde fast i hende hvis hun skulle have hendes frihed. Han tænkte at det faktisk var et tegn på at hun ville have ham til at hjælpe hende men at hun kæmpede imod for at andre ikke troede at hun forsøgte at flygte. Han nåede så skibet, og kaptajnen så lidt meget undrende på ham. Det eneste Sajro gjorde var at pege på ham selv og kvinden på hans skulder før han pegede til ud mod havet, og så smed en pose med guld til manden, inden han så gjorde an til at gå om bord på skibet.
"Jamen hvis du vil løbe så må jeg vel bare vente med at sætte dig ned til vi er nået et godt stykke til søs? Du er vel ikke naiv nok til at tro du som blind kan svømme i land?" spurgte han hende roligt, han havde ikke mange følelser i stemmen lige nu, selvom en bekymring måske var til at spore for nogle folk der var gode til at høre den slags.