A hunt? I'm on - Sebastian Castle.

Blair havde sagt ja til at arbejde sammen med Castle, normalt var hun ikke en type der jagtede dyr, men hun havde brug for at komme af med sin vrede. Hun var død indvendig, ikke bogstavelig talt, men hun havde ingen grund til at leve længere. Hun havde flere gange forsøgt at gøre det af med sig selv, men det var aldrig lykkedes hende. Hun kunne bare ikke få sig selv til at begå selvmord. Hun holdte for meget af sit liv, selvom alt hun elskede blev taget fra hende. Hun gik i den kolde skovbund med Castle ved hendes side, hun kendte ikke ret meget til ham og hans baggrund. Men hun var også ligeglad, hun skulle bare have hjælp til at jage, det ville sikkert hjælpe hende med hendes vrede problemer. Hun havde gjort en hel masse for at prøve at komme af med den vrede, men intet af det var lykkedes. Hun plejede at gå amok på træer og andre døde ting, men da det ikke havde virket må hun jo prøve noget andet. Hun så sig omkring, det hele var stadig meget nyt for hende. Hun kendte godt til det med at fange dyr, det havde hun gjort før. Men hun havde aldrig før dræbt et stort dyr, insekter og små dyr var ikke rigtig til at undgå at dræbe. Men et stort dyr som en fugl eller et pattedyr havde hun aldrig dræbt, hun ville nok heller ikke have det godt med det, men hun ville hellere se et dyr lide end at hun selv skulle lide. Hun var egoistisk når hun var sårbar, men hun levede med det. Blair rettede en smule på hendes tøj der var noget anderledes end hendes sædvanlige tøj, hun gik normalt i stramme kjoler, men hendes tøj den dag var langt mere praktisk og let at bevæge sig i.

Castle havde ikke så meget tanke, på pigen han gik sammen med, han var for at jage, ikke for at skabe sig nye venner - generalt lavede han aldrig noget for at få venner
Castle havde en militær overtrøje på, i det normale grønne, brune, og sorte skov camouflage tema. han var jo ikke fra underworld, så han havde noget med fra den ´normale verden´ ikke at Underworld var mindre rigtig, men i Castles øjne, var den anden jo mere normal. Castles bukser var sorte arbjedes bukser, af tygt praktisk stof, med et ordenligt belte, med en engelsk militær felt kniv, siddende i, udover det havde han en armbryst i hænderne.
Hans ene øje, var blå, og var ganske normalt, mens det venstre øje, var lavet af glass, og var derfor ikke et han kunne se med. på fødderne, havde Castle nogen store tyske militær støvler, med metal lag på hælene.
Castle havde en ekstre kniv, en meget lille en, gemt i siden af hans militær støvle, så hvis han faldt bagover, eller ligende, kunne han trække den kniv op på vejen ned.
Castle havde opdraget pigen var lidt.. utilpas, måske var hun vred, eller ked af det, Castle var ikke sikker, men en liv som dusør jæger, havde klart givet sin bonus, når man skulle læse personer, og nu var det jo ikke ligefrem fordi Blair så ud til at skjule sin vrede.
Castle stoppede op, når de var noget tilpas langt, og satte sig så ned på huk, og tegnede noget på jorden med sin kniv, var vist en skidse tegning, af de træer, og buske, der lå omkring, derfra hvor han kunne se. han prøvede at få så meget med som muligt, og lagde så armbrysten ned ved Blairs fødder, og sagde med en både venlig, men også lidt kold stemme, "Kan du skyde?" Castle så ikke ud til at vente på et svar, for han forsatte bare, uden at stoppe "Gem dig i den busk" han peget på en busk, der var på hans tegning, som var lidt hævet over jorden, da den stod sammen med nogen andre buske, på en lille jord høj. Castle forsatte, og afbryd Blair, hvis hun talte "Din opgave, er - at være stille. sidde stille, og skyde hvad en jeg lokker herhen hvor vi står nu." han havde ingen tiltro til hendes jagt evner, så han var indstillet på, at det nødvendigvis ikke gik efter planen. men nu var arbjedet fordelt, og det skulle man jo med sådan en jagt partner.. det var sidste gang han tog nogen med tænkte han. han rejste sig normalt op, og ventede på en reaktion fra hende

Blair fortsatte med et gå efter ham, hun talte ikke rigtig til ham. Ikke fordi hun ikke ville, men hun vidste bare ikke hvad hun skulle sige. Hvordan skulle hun starte en samtale med ham? Hun så sig omkring for at se hvad der skete, hun havde det bedst med at vide hvad der skete omkring hende. Blair så ned på våbenet han smed foran hende, hun vidste ikke hvad det hed, men havde prøvet at skyde med en før, et par gange. Hun havde ramt et træ et par steder. Hun så undrende på ham, hun syntes selv arbejdsfordelingen var dårlig, hun ville helt klart være bedre til at få dyret hen til ham, men hun ville ikke modsige ham. ”Jeg prøver.” Sagde hun og gik hen til busken han havde vist hende. Hun satte sig på hug og lod våbenet stikke ud igennem busken. Hun sørgede også for at hun kunne se hvad der skete derude, ellers ville det ikke hjælpe ret meget. Hun havde svært ved at skulle skyde et hjælpeløst dyr, men hun ville godt kunne klare det. Det ville uden tvivl hjælpe på hendes vrede. Hun bed sine tænder sammen og åbnede dem igen for så at lukke dem igen, gentagende gange. Hendes blik var rettet mod ham og hun ville blive ved med det, det skulle lykkedes for hende. Hun var ikke en ret god jæger og det var sikkert også tydeligt, men hun ville uden tvivl gøre sit bedste for at sende det dyr til himlen, eller helvede hvis hun var heldig. Hun håbede bare på det ville dø med det samme i stedet for at lide, det ville være synd for dyret og hun ville have svært ved at skyde dyret igen. Men det skulle lykkedes hende, hun blev nød til at gøre alt hun kunne for at dræbe det irriterende dyr. Hun blinkede flere gange for at sikre sig hun kunne holde øjnene åbne når det virkelig gjaldte.

Castle så ikke efter Blair, han tog nogen dybe indåndinger, og en underlig fornemmelse gik gennem hans krop, og minderne om Camille, overtog hans indre blik, mens han lukkede øjnene, og forsatte den dybe og koncentret vejrtrækning. Billeder i hans hoved om Camille, vågnede en stor og inderlig vrede, og han vidste nu hvorfor at det føltes underligt, at jage dyret, det var jo ikke Camille.
Castle vidste ikke hvorfor han hadet Camille så meget, man skulle jo ikke gå mere end nogen uger tilbage, så ville han fjerne alle, der stod hendes lykke i vejen, men nu var hans eneste brænde ønske at tage hendes liv, så brutalt og grufuldt som muligt.
Castle tænkte på at når dyret døde, skulle Camilles sjæl nok snart følge efter den ned til efterlivet. Castle gik lidt længere ind i skoven, og stoppede ikke ved hverken hjorte, eller kaniner, nej, det var ikke det slags bytte, som Castle havde i tankerne, og hans fødder stoppede ikke med at forsvinde længere ind i skoven, før hans øjne bliv mødt, af en sovende stor brun skov bjørn, der lå fredfyldt, og var i drømmeland.
Castle trak sin militær kniv op af skeden, og et flabet smil kom over hans læber, i samme øjeblik, som han med stor kraft, hammede sin stor felt kniv, ned i .. et væltet træ. Castle satte sig på det væltet træ, og lod hans finger spidser kærtegne skaftet på kniven.
bjørnen vågnede i det samme, som kniven lød i dens øre, da den ramte træet, og den så nu på Castle, der sad kun en meter fra den. den lod sin kvalmende ånde skydes hen i Castles ansigt, og rejste sig op på to ben, mens den af sine lungers fulde kræft, brølede alt hvad den kunne.
Castle lagde elegant og diskret sin hånd ned omkring sin støvle, og nikkede ned mod bjørns ben, og sagde (selvom den intet forstod af menneske sprog) med et flabet tonefald "Er det meningen den skide stilling, skal være intimiderende? shizzel, var lige ved at tro, du var blevet voldtaget af peter pan."
Castle nået ikke at grine, inden bjørnen kastede sig efter ham, og den massive, og døds farlige kropsvægt, flyv igennem luften som en lyn. Castle så det frygtingyende dyr, komme hen mod ham, med de dødbringende klør først,.
Castle læner sig bagover fra sin siddende position, og falder ned i tryghed bag det væltet træ, som han sad på, alt imens han trak kniven fra sin støvle, mens han var på vej ned mod den blad, og mudderfyldte skovbund. han så bjørnen være i sin retning over det væltet træ, Castle kunne ikke se solen for den enorme skygge, der passer hans hoved, mens han lå der lige under den sindsyge bjørn på vej gennem luften. Castle tøvet ikke et øjeblik, og fra det sekund, hans kniv fra taget frem fra hans støvle, lod han kniv bladet sættes ind i den store mave, som hjælpeløst passeredet over hoved på ham.
Castle rollede til siden, og havde kun en tanke i hoved - løbe hurtigt. hurtigere end det 450 kilo dræber maskine der helt sikkert var på vej efter ham. han løb ind i den lille lysning, hvor ham og Blair tidligere havde stået, og nu håbet han på, ikke at få armbryst pil/bolt i hoved.. det ville han ikke blive så glad for

Blair blev siddende i den lille lysning og ventede på der skete noget, hun fulgte ham med blikket indtil han var ude af syne. Hun håbede han fandt et lille og uskyldigt dyr, som en hjort eller en ræv. Et dyr der ikke kunne gøre nogle af dem ret meget. Hun væltede bagover da et brøl lød gennem skoven, men hun kom hurtigt op at sidde igen. Ellers ville hun ikke kunne skyde dyret som tydede på at være en bjørn, hun ville ikke svigte Castle. Blair satte sig i samme position som hun havde siddet i inden hun væltede og var klar til at trykke på aftrækkeren, men hun skulle også sikre sig at hun ikke ramte Castle, det var et meget afgørende øjeblik, hvis hun ikke ramte dyret ville det være ude med enten Blair eller Castle, det var vigtigt at hun ramte det dyr. Hun var klar til at trykke på aftrækkeren da hun fornemmede noget komme nærmere, men det var Castle der kort efter kom til syne, hun lod fingeren falde en smule tilbage igen så hun ikke ved et uheld trykkede på den. Hun tog flere dybe indåndinger for at være mere afslappet, hun blev nød til at ramme rigtigt. Ellers var det hele spild. Hun så en brun skikkelse komme nærmere, det var nu eller aldrig. Hun pegede våbenet mod den og trykkede på aftrækkeren. Hun vidste ikke om den ville ramme, hun håbede at det gik godt. Ellers blev hun nød til at gøre det igen. Blair så på bjørnen uden at blinke, hun blev nød til at være sikker på om hun ramte den. Ellers ville det hele være fortabt, det ville ødelægge det hele. Blair blev glad indeni da hun ramte bjørnen i maven, hvor lige præcis i maven hun ramte den vidste hun ikke. Men den stoppede da op fordi den kunne mærke smerten. Hun rejste sig op igennem hækken og skød endnu en gang, denne gang var hun sikker på, hun ramte den et sted hvor den ville være så godt som færdig.

Castle hørte en pil ramme.. et eller andet. om det var fætter bamse far, eller om det var jorden, det havde han ingen ide om, for lyden var den samme, men det var ivterfald ikke et træ, eller en busk, pilen havde ramt, det havde en mere hård lyd.
Castle lagde det ene ben til siden, og brugte det, til at gribe fast i jorden, så farten fra han løbetur, bliv brugt til at dreje ham rundt, så han lå med en udstrukket ben, og klar til at rolle til siden, eller bagover, hvis bjørnen ikke bliv ramt, men til hans tilfredshed, så han bjørnen var ramt, to gange, og det sidste var vist lige i halsen på den, og det havde tvunget det store dyr, til at ligge sig ned, for alvor.
Castle sagde lidt lavmelt for sig selv "Nydeligt gjort Blair" han rejste sig op, og så over på Blair, og selvom hans blik ikke ligefrem viste hans tilfredhed, så var han det skam.
Castle gik over mod bjørnen, som trak sine sidste indåndinger, og han ventede på det sidste af dem, før han så trak den lille kniv i maven på den ud, og lagde den ned i sin støvle igen. og kiggede hen mod Blair, med et .. mere.. venligt blik, og sagde "Har du nogensinde smagt bjørn?"

\\Beklager længden \\

Blair trådte tilfreds ud af busken da bjørnen lå på jorden. Hvis den ikke var død, var den i hvert fald ikke i stand til at kæmpe i mod dem. Da hun kom tættere på den kunne hun konstantere den var død. Hun så over på Castle og sendte ham et smil, hun var selv godt tilfreds med det hun havde gjort, selvom hun ikke havde sigtet voldsomt meget, det skete bare. "Tak." Sagde hun og vendte igen blikket mod bjørnen, det kunne være spændende at smage bjørn og de ville kunne få en hel masse kød fra den. Blair ville gerne have alt det kød med hjem, selvfølgelig ikke det hele. Castle skulle selvfølgelig også have noget, men en halv bjørn ville nok være mad til hende for.. lang tid. Rigtig lang tid. Blair gik over til bjørnen og sparkede til den for at se om den faktisk var død, men det var den. Komplet død. Blair gik hen til Castle igen og lagde armene over kors mens hun så på bjørnen. "Nej. Men jeg vil meget gerne prøve det. Hvordan skal den tilberedes?" Blair elskede at prøve nye ting, at spise bjørn ville helt klart være en ny ting. Hun ville elske det måltid, det bedste og største hun havde fået i lang tid. Det var ikke ret tit hun fik et ordentligt måltid, det var mest når hun var sammen med Ammon hun fik mad, hun havde ikke andre steder at tage hen end der, så når hun ikke var hos ham ville hun ikke få ret meget mad, medmindre hun stjal det. Blair ville se frem til at spise en bjørn.

Castle lænede sig op af bjørnen, ikke fordi han ville blære sig, men en bjørn var altså bare dejlig at læne sig op af, det var ivertfald bedre end at stå stille og snakke syntes han. Castle hørte hvad hun spurgte om, og selvom Castle var en mand med stort M, og mad ikke var hans område, så var at tilbedre kød noget af det han vidste om. så an svaret selvsikkert "En bjørn har meget mørkt og sejt kød, men hele mave regionen, er af lyst kød, og det er meget mere luftigt og blidt, uden man skal dræbe smagen af ild, for at kunne sætte tænderne i det. men det skal selvfølgelig stadig på ilden. bjørne kød er meget lækkert at sætte tænderne i, så et dejligt måltid er det, men man kan ikke give en bjørn medium, eller let grill varme, det skal gennembrændes, og brun hele vejen igennem, så der ikke er noget rødt i kødet, for bjørne urenheder, som enlig ikke skader bjørnen, men vi mennesker, kan ikke tåle for store mængder af det, så det er ca 5 minutter på hver side af bøffen, for en bøf af ca 200 gram." Castle satte sig ved bjørnens mave, og vendte den om på ryggen, og sagde så, mens han begyndte at skære den op "Vi kan lave et bål, spise noget mad nu, også kan jeg hjælpe dig hjem med de omkring 150 kilo rent spiseligt kød, der er på en bamse far, i hans størrelse. jeg kom kun for den lunge, resten kan du beholde"
Castle begyndte at skære pels af den, for at partere den ordenligt. Castle kiggede op på hende, en gang imellem, og sagde så på et tidspunkt, "Hvem er du enlig? du har sagt dit navn da vi mødtes, men det gav ikke meget indblik i hvem du er" han forsatte med at skære alt dens tygge pels af, og sagde så, selvom Blair måske var igang med en histoie, eller ej, "Kan du finde ud af at lave et bål? .. den slags bål, der indebære at skoven, stadig forsætter, med at være en skov, og ikke en grill" Castle smilede lidt flabet, og lidt drilsk til hende, og kiggede så ned på den døde bjørn igen, og forsatte sit arbjede.

Blair lyttede fascineret til hans forklaring af hvordan man skulle tilberede en bjørn. Det lød ikke så svært, hun ville rigtig gerne have noget af den bjørn hvis det var så lækkert. Blair nikkede til ham. "Jeg glæder mig til at smage det. Jeg finder nogle kviste og grene til et bål." Sagde hun og gik ud i skoven for at finde det nødvendige til et bål. Hun tænkte igennem hvad hun skulle fortælle Castle om hende selv, hun ville ikke gå ret meget i dybden med hvem hun var. Måske nogle personlighedstræk og måske lidt fra hendes fortid. Men ikke alt for meget da det så bare ville afsløre for meget om hendes situation lige der. Hun samlede nogle kviste og grene op, hun samlede så mange hun kunne op og gik tilbage mod stedet hvor de startede. Hun vidste nogenlunde hvad hun ville fortælle ham, måske ville hun fortælle lidt mere hvis hun følte en træng til det. Castle var meget mystik og stille, men hun havde ikke fået et dårligt indtryk af ham. Blair lagde grenene og kvistene i et så stort bål som muligt, hun havde ikke noget at antænde den med. Men måske have Castle noget? "Har ud ild?" Spurgte hun med et smil og satte sig ved siden af bålet. "Der er ikke så meget at fortælle om mig. Jeg er 17 år, eller 18 lige om lidt. Jeg har boet alene i to år, jeg har ikke kontakt til mine forældre. Eller min mor, min far er død. Jeg har haft et hårdt år, som jeg helst ikke vil ind på. Jeg har nogle problemer med at flirte med stortset alle jeg føler jeg har en chance hos, ligemeget om jeg har en kæreste eller ej og det har ført til problemer.. Mere er der vel ikke at fortælle."

Castle så ikke ud til at høre efter hvad hun sagde, han så bare på sit arbjede, og det holdte ham godt beskæftiget. men han hørte skam efter, han var bare ikke den store drama queen, og havde ikke lyst til at bekræfte han hørte efter.
Castle lod hende tale færdig, og lod så stilheden herske i nogen sekunder, hvorefter han sagde, mens han selvfølgelig stadig arbjedet med at skære alt pelsen af "Kun et?" han rystede på hoved, med et smil, som nok kun castle vidste hvad betød. han forsatte lidt, og sagde så i samme rolige, og tilbage-lænet tonefald "Behold endelig dine detaljer om dine problemer for dig selv, det lyder som en god måde at løse ting på" han sagde det måske uden sarkasme, men det kunne godt fornemmes på ham, at han prøvede at fortælle det var sarkastisk, men han tilføjet hurtigt bagefter, uden at der var samme sarkastisk lyd over det næste han sagde "Men nej, jeg er ikke den bedste mormor, så jeg belønner ikke svaghed med småkager." han havde ikke lyst til at hjælpe hende med hvad der var galt, ikke lige nu, han var virkeligt vred, selvom hans sind var afslappet, og i balance. han havde et inderligt had, som en flamme, der ikke kunne slukkes, om så verdens havene bliv tømt, i forsøget på at fjerne livet fra flammerne. Castle kiggede endnu engang på Blair, og sagde, efter han havde sagt hans mormor ting "Jeg belønner kun styrke.. denne gang fik din styrke dig mad på bordet." han forsatte sit skøreri af pelten, og var meget snart færdig helt "Du en god pige Blair. min kollega, sagde engang, at enten ødelægger modgang en, eller det får ens sande vidunderlige værdier frem.. du kan enten sætte den armbryst i din kæft, og give bjørnen en følgesvend til helvede, eller du kan tage dine venner, lave et bål, og synge pirat sange, til solens første stråler rammer himlen." han sagde det i en meget koldt og bisktonfald, for at vise, at han ikke snakkede om sig selv, når han sagde hendes venner. og hun ville ikke kunne regne med hans støtte til noget som helst. om det var sandt, eller ej, var kun Castle der vidste, men han ville ivertfald ikke vise andet.

Blair havde haft flere hårde år, det havde han ret i. Men det sidste års tid havde været langt værre end de tidligere. "Et år er måske ikke helt nok, men jeg har haft det rigtig hårdt i år." Sagde hun og fremtvang et lille smil, hun var langt mere smilende end hun havde været de seneste dage, hun var så småt begyndt at komme over det, eller nej, hun var ikke kommet over det. Men hun var ved at forstå at der ikke var noget at gøre, så hun kunne lige så godt prøve at være den samme som altid. Hans kommentar om at det var den bedste måde at klare det på, virkede meget sarkastisk, men der var ingen sarkasme at finde i hans stemme, så hun var et øjeblik i tvivl om hvorvidt han mente det eller ej. "Jeg har bare ikke lyst til at ødelægge hele stemningen med mine sorger. Nu er stemningen jo lige så god." Sagde hun og satte flere kviste og grene ordentligt. Hun havde stadig ikke noget at antænde det med, så hun fandt to stene og forsøgte at starte gnister på den måde, men det lykkedes ikke så godt. Hun var ikke den bedste til at overleve i naturen. *En god pige?* Lød det i hendes hovede, det var ikke noget hun hørte ret tit. Men hun syntes det var rart, så hun protesterede ikke. "Hvad ikke dræber dig gør der stærkere." Sagde hun ned i bålet og så op på ham med et undrende blik. At dræbe sig selv med en armbryst var overhovedet ikke klassisk, hun ville gøre det meget anderledes hvis hun skulle prøve at begå selvmord. Og det havde hun også prøvet. Men hun havde ikke rigtig nogle grund til det længere, hun var stadig ødelagt, men hun havde ikke selvmordstanker længere.

Castle valgte ikke at svare på noget det hun sagde, det var ikke rigtigt noget man svaret på, og nu var Castle jo heller ikke en der snakket, for snakkens skyld, så han arbjedet bare videre i stilhed, og da det sidste pels var væk, udover den side, der lå ned mod jorden, så kødet dernede ikke bliv beskidt, rev han skindet væk, og kastede det til siden, han havde ikke lavet til udsmykning, som en eller anden hulemand, så pelsen var ikke velbevaret, den var bare skildt fra kødet og knoglerne.
Castle skar en luns af det lyse kød, og skar det af fra resten, der var rigeligt, en bjørn havde meget kød på sig. han tog to, af de grene hun havde samlet, og lagde lunsen af kødet, der var ca 500 gram kød, og lagde den på de to pinde, så de fungeret i hver deres ende af kødet, som støtte, så man kunne holde bøffen over ilden, man skulle bare ikke holde det i ilden, så ville grenene jo gå ild i, også ville bøffen falde ned i alt asken, og det var ikke sådan man lavet en bøf. men hvis man holdt den ude af direkte flammer, kunne man godt give den nok varme til den kunne spises, det ville dog tage en halv times tid, isetdefor 5 minutter på hver side, men de havde jo ikke en pande, eller andet, som det kunne bruge til ligge bøffen på. og at ligge bøffen på flammerne, var bare dumt.
han skar lige lungen ud af bjørnen, og lagde den på toppen af den, så var der gjort, så kunne Blair få resten af dyret.
han kiggede mod Blair, og sagde "Hvad hedder drengen så?. dit problem lyder til at relatere til drenge. eller tager jægeren i mig helt fejl?"

Blair havde ikke noget imod han ikke svarede på det hun sagde, hun kunne bedst lide at lide i stilhed. Hun arbejdede videre med stenene og fik indimellem et par gnister frem, men ikke nok til at få gang i bålet. Hun var ved at blive en smule vred, det irriterede hende når det ikke lykkedes hende at gøre de ting hun havde gang i. Hun prøvede hårdere at få gang i ilden ved at presse stenene hårdere og hurtigere sammen. Hun ramte sin finger med en af stenene og fik et snitsår på fingeren. "For.." Hun så små røde dråber ramme jorden og sukkede opgivende. Hun hadede at komme til skade, men det var ikke værre end så meget andet hun havde prøvet. Hun havde slået sig meget værre end et simpelt sår. Blair rejste sig fra sin plads og tørrede blodet af i hendes tøj, hun var ligeglad med at hendes tøj så blev blodigt. Det ville hun ikke normalt være, men lige det tøj var hun ligeglad med. Blair gav op og gik over til ham for at se hvordan det gik der. Hun havde ikke rigtig lyst til at prøve længere, det gik bare galt. Blair så overrasket på ham, hvordan kunne han regne det ud? Hun havde ikke fortalt for meget havde hun? Blair sukkede. "Alian, hed han. Det er langt og kompliceret. Det gider du da ikke høre om, vil du?"

Castle trak på skuldrene som svar, til det hun spurgte om, og lod spørgmålet være ubesvaret, også gik han bagved hende, og tog en lille metal plade ligende gestand frem, det hed en ild starter, man kørte en kniv blad langs pladen, også kom der gnister .. hver gang. og det gode ved det, var at det ikke ødelagde kniven. man brugte den mest i det britiske militær, men ellers kunne man købe dem i hobby butikker, eller lave sine egne. Castle lagde sit knivblad på ildstarten, og lod nogen gnister ramme nogen tørret blade, som han lagde oppe på grenene, også kom der ild frem, og den begyndte langsomt at udvikle sig til mere og mere.
han lagde sin ildstarter ned i lommen i de sorte arbjedes bukser, og gik over mod kødet, der var klar på grenene, og sagde mens han gik forbi hende "Alian." han sagde det uden noget tonefald som sådan, han sagde det vist bare, og havde ikke noget formål med det, eller også plottede han bare et eller andet, og var god til at skjule sine hensigter, det kunne være mange ting.
Castle så på de to pinde, men da en fulg flyv over dem, oppe ved træ toppene, også en anden fulg, lagde Castle sin hånd ned på kniven, og gav tegn til Blair om at være stille, ved at ligge en finger over munden på hende, i et kort sekund. han kunne ikke lide den måde overraskende flyv forbi, så tæt ved jorden, det var som regl fordi noget kom for tæt på dem, og siden det ikke var Blair, eller Castle, da de jo stod nærmest stille, og ikke der hvor fuglene kom fra. kunne det ikke være dem.
Castle peget på armbrysten, der lå tæt ved Blair, som en måde at fortælle hende, at der var et eller andet, ved det her, som ikke virkede så passende, så hun skulle tage armbrysten, og lade den til et nyt skud. Castle så ud på den ikke så mørke skov, det var jo morgen, så det ville ikke være sværet at se eventuelle rovdyr, men.. det var som om at skoven, i den retning, som fuglene kom fra, bliv mørkere og mørkere, som var en tåge af mørke igang med at ligge sig over skoven. Castle hellere have haft sin kamp kniv, men den sad i det væltet træ, ret langt væk, men den her kniv var vel også okay.
Castle gik tættere på Blair, og stillede sig foran hende, og lagde en hånd på hendes arm, i et blidt greb, og mens man kunne se skoven blive mørkere og mørkere, som var klokken ikke 08.02, men virkeligt 01.00 eller deromkring. Castle så ikke ud til at reagere på noget Blair sagde, han virket mere til at være klar på et eller andet, selvom han havde ikke den fjerneste ide om hvad der skete, og det kunne man også se på ham. Castle holdt strammere på sin kniv, og lidt hårdere på Blair, om det var for at kaste hende indforan problemerne, eller hans beskytter gen, fik ham til at få en beskytter lyst, kunne man ikke være sikker på.
Castle hviskede "sluk bålet" han havde ikke lyst til at være en selvlysende ´se os´ tosse, for det bål kunne sikkert ses lang vejs fra, nu hvor det var mørkt.

Blair så på ham da han ordnede bålet, han vidste også bare hvordan man gjorde alt. Hun var meget fascineret af hans færdigheder i en skov, Blair blev forvirret da han dækkede hendes mund til med en finger, men forstod det kort efter. Hun skulle være stille. Blair trak en fod væk fra hvor de stod og viklede den på mystisk vis ind i armbrysten og fik den trukket hen til dem. Hun samlede den op og ladede den, eller forsøgte. Hun var ikke sikker på om det var sådan det skulle gøres, men det var næsten ikke til at misforstå. Hun trak sig væk fra Castle og gik hen for at slukke bålet med hendes fod. Hun var stadig usikker på hvad det var der skete, men hun stolede på Castle, han virkede til at vide alt der var værd at vide om skoven. Så hele hendes tillid var i hans hænder, hun stolede på ham. Hun gik igen ind i hans greb så de stod som før. Men nu var hun bevæbnet med en armbryst og ilden var slukket. Ellers var billedet det samme. Blair stilte sig tæt ind til ham, hun var meget usikker og bange for hvad der skulle ske. Så hun blev nød til at føle sig tryg, hun var ikke 100% tryg ved Castle, men nok til at hun ville læne sig op af ham i den situation. Han havde været venlig over for hende og hjulpet hende af med den væmmelige fornemmelse hun havde inde i sig. Han havde gjort mere for hende, end han sikkert lige troede.

Castle så at Blair gjorde som han sagde, hvilket var godt, meget godt faktisk. Castle havde altid haft en sans for at overleve, det måtte man jo også have, hvis man skulle have haft en fortid, som ham og Tristan, og stadig have luft i lungerne.. nu hvor vi snakker om lunger, så nægtede Castle at forlade uden den lunge, og de den var indenfor en arms længde, lagde han den ned i belte lommen, og håbede den ville overleve turen. hvad end turen så gik ud på, for Castle vidste ikke hvad der skete lige nu, men han vidste det umuligt kunne være noget han eller Blair ville kunne lide særlig meget.
Man kunne lugte en rådden og kvalmende lugt. lugten af død, rådden kød, og ikke død som bjørnen, men som i gammel, og ulækker død. og det var ikke mange sekunder efter, at denne ulækkere lugt, havde lagt sig over dem, og resten af skoven, at nogen lyde kom fra de forskellige områder ca tyve meter fra dem, alle vejne, var der lyde af små kviste der bliv trådt på, og nogen dæmpede skrig bliv nu også hørt, de var dog ikke tyve meter væk, men langt langt væk, både skrig fra mennesker, men også dyre brøl, og andre uroligheder.
Castle lagde sin kniv godt til rette i håndfladen, og så tænkende ud. han så et eller andet i mørket, og for han tog et skridt frem af, og holdte godt fast i Blair. men så trådte han roligt tilbage igen, da hvad end enten troet han så, eller virkeligt så, var der ikke mere. mørket bliv værre og værre, og det var næsten unaturligt mørkt nu, og skrigene, og dyre lydende, begyndte at forsvinde lige så stille.. men.. var det virkeligt en god ting?
Castle kendte godt vejen ud af skoven, men lige nu, var at gå nogen vejne, ikke en god ide, så han valgte de skulle blive her for nu, de var jo mindst en time fra at være ude af skoven, selv hvis de løb, og det var for lang tid efter hans mening.
Castle hviskede igen til Blair, stemmen var rolig som tidevandet "Du skal stik syd" han nikkede mod højre, og forsatte "Det den hurtigste vej ud af skoven, stop ikke med at løbe. stop ikke" han llagde kniven i hendes håndflade, og tog armbrysten, da den ikke var så nem at løbe med, også begyndte han at råbe, og te sig som en tosse, mens han løb i den norlige retning, og prøvede at trække alt opmærksomhed på ham selv, og Blair ville kunne høre.. lyde, fødder, eller måske ikke fødder, men ivertfald nogen der var mange af, der bevæget sig meget meget meget hurtigt, i den samme retning, som Castle lige var løbet.

\\Jeg tager lige Castle ud af historien lidt ^^, men skriver stadig indlæg, bare lidt omgivelse beskrivelser osv, hvis det er okay med dig? altså memindre din Karakater vil løbe med Castle, så tager jeg ham selvfølgelig ikke ud\\

Blair anede ikke hvad der skete omkring hende, hun kunne blot høre en masse lyde, som ikke var kendte for Blair. Hun kendte ikke rigtig til livet i skovet, hun kunne sagtens klare sig selv en enkelt aften eller dag i skoven. Men længere tid ville ikke være muligt. Hun så sig omkring da han bad hende løbe. Hun nægtede at efterlade ham alene, de var makkere og makkere efterlod ikke hinanden i stikken. Selvom han troede det hjalp hende. Men hvis hun efterlod ham alene ville hun få det dårligt og tænke på ham hele tiden og være et let bytte. Det ville i kke være en god ting. Blair tog imod kniven og lagde den ned i hendes støvle hvor hendes egen kniv også var. "Jeg efterlader dig ikke alene." Hviskede hun tilbage efter ham. Hun lød ham løbe lidt i forvejen og fulgte efter ham. Hun var ikke nær så hurtigt fordi hun havde en lille smule høje hæle på. Ikke en god idé at tage på jagt i de sko, men det havde hun ikke gennemtænkt inden hun tog dem på. Blair glemte alt om omgivelserne og løb bare så hurtigt hun kunne. Hvad det end var der kom, skulle hun væk fra det. Hvis Castle fornemmede det var negativt var det negativt, hun skulle ikke nyde noget af at blive tilbage og blive et bytte. Så ville hun hellere dø af sult.

//Det får du ikke lov til //

Castle råbte af sine lungers fulde kræft, og bankede på hvert et træ han kom forbi, i tanken om, at Blair fik et forspring, men da han vendte sig om.. stod hun lige der.. ikke langt fra ham, og nu bliv han altså sur på hende, hvad fanden havde hun tænkt sig? skulle de begge blive bytte, ej, han rystede på hoved, og slog den vrede til side, den kom sikkert bare frem, fordi han var sur på Camille.
Castle peget sin armbryst mod Blair, sådan så det ivertfald ud til, og han lod da også en pil, flyve centimeter fra hendes hår, ved hendes kind, og måske kunne hun mærke luft trykket, men pilen flyv forbi hende, og med dødelig præcision, ramte den noget levende, som var lige bagved hende, og det store skæld fyldte væsen, faldt til jorden, med et stort ´bumb´. den havde lange spise klør, og dens tænder, var lange og skarpe som knive. den havde en sort hale, som mest af alt lignet en læder pisk, også havde den også et pil lige mellem øjnene, ikke i panden, men lige mellem øjnene. Castle sank armbrysten ned, og tog den sidste pil de havde, og lagde den på armbrysten, og spændte den klar til et nyt skud. Castle kiggede kort og selvsikkert på Blair, med et blik, der var meget sigende, og det budskab, det sendte var, ´kom herhen´
Castle vidste at pågrund af alt den larm, måtte der være en masse på vej herhen, så et gemmested, til at vente det væreste ud, ville være det klogeste, de vidste ikke hvor mange der var, og måske kunne han godt sætte ild til et træ, og lege kongen af bjerget med vanskabninger, men det ville han ikke mens Blair var her, så et gennemsted var det bedste. Castle peget mod en lille høj, der var hul, hvor man kunne kravle ind, dog var der noget bark i vejen, men det var meget godt, ellers ville man jo også kunne se ind. Castle gik derhen, og fjernet det store stykke bark forsigtigt, uden at ødelægge det, og han sværget, at hvis Blair ville lege heltinde igen, skulle han personligt sende hende afsted til powerpuff himlen.



monsteret, der bliv skudt en halv meter bagved Blair

Blair blev ved med at løbe efter ham, hun håbede hun på en eller anden måde kunne hjælpe til. Men hun var ikke til meget hjælp. Blair trådte et skridt bagud da det så ud til at han pegede armbrysten mod hende. Hun ville jo bare hjælpe, der var ingen grund til at skade hende på grund af det. Da pilen var på vej imod hende var hun sikker på det var ude med hende. Hun ville tage det som en mand, eller en kvinde. Hun blev forvirret da hun ikke blev ramt, men i stedet et eller andet klamt væsen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke om det, hvad hvis han havde ramt hende? Det var da let at ramme bare den mindste smule ved siden af, så var hun såret eller måske død. Men hun var glad for at hun levede, eller sådan da. Blair fulgte ham, da hans blik var meget sigende. Hun fulgte ham hen til hulen og så sig igen omkring. Han virkede en smule vred på hende, men hun var egentlig ligeglad. Hun ville bare hjælpe ham og hvis han ikke kunne tage imod det var han slet ikke hendes hjælp værd. Hun sendte ham et stort og provokerende smil der sagde at hun var ret ligeglad med hvad hun tænkte. Blair fandt hans kniv frem og rakte den frem imod ham. "Jeg behøver ikke våben, jeg har mine egne." Godt nok var det kun en lille kniv, men hun havde brugt den mange gange for at hjælpe sig igennem folk der ikke behandlede hende lige pænt.

Castle var enlig ikke vred på hende, ikke mere end en far var vred på sin datter, når hun gjorde noget farligt, men sådan rigtigt sur var han ikke. han så på kniven, og tog imod den, med det samme, for det var ikke et sted at diskutere omkring det. han lagde kniven i sin sko, og tog blidt hendes hånd, som var hun en prinsse, også kyssede han den bløde håndryg hun havde, og trak hende så lidt vildt og kraftfuldt ind i hulen, og lagde barket tilbage på plads.
han kiggede på hende, selvom man ikke kunne se meget i deres lille gennemsted, kun gennem de små sprækker i barken. han smilede nu for første gang, som om han var glad, selvom man nok ikke kunne se det, medmindre Blair virkeligt koncentret sig, for det var meget mørkt, og Castle kunne slet ikke se hende. men han sagde stadigvæk, eller hvisker er nok nærmere det han gjorde. "Du har ikke engang brug for dine egne" han smilede selvsikkert, og sagde "Du er tryg mens jeg er her. nurh, har ikke sagt det her længe.. dejligt at møde dig"
Castle kiggede ud gennem et af hullerne, og sad, og holdt om sin kniv, han ville gerne se en af de Sm monster, komme herind, så skulle han personligt ligge dem alle en efter en over knæet, og sende dem iseng uden pandekager.

Blair rødmede svagt da han kyssede hendes håndryg, hun var ikke vant til så romantisk behandling. Det var for det meste lige på og hårdt, så det var rart at nogle behandlede med den respekt og romantik hun inderst inde ønskede, men det sluttede så snart hun blev trukket voldsomt ind i den mærke hule. Hun udstødte et lille støn af ubehag da hun ramte det nederste af den lille hulning med et bump. Hun havde svært ved rigtigt at se noget, men hvis hun kneb øjnene hårdt sammen og koncenterede sig rigtig meget kunne hun se skikkelsen af ham, men hans attraktive ansigt og veltrænede krop var mest bare en skygge, hun kunne kun se omridset af ham. Hun satte sig bedre til rette, så godt man nu kunne i det lille sted. Hun hadede ikke at have overblik, når hun ikke kunne se noget kunne hun umuligt have overskud. Blair sukkede. Hun ville ønske hun bare kunne se ham, det ville gøre hende meget mere tryg. Hun ville hele tiden være sikker på han var. "Det ved jeg godt, men jeg fortrækker at passe på mig selv. Jeg vil ikke altid have en flot, stærk mand til at beskytte mig." Hun skjulte den kompliment hun gav ham, for at sikre sig hun ikke var for overvældende. "Det var også hyggeligt at møde dig. Rigtig hyggeligt."

Castle lagde sit hoved mod jord væggen, mens han stadig kiggede udenfor, og lod sin kniv blive holdt om. Castle havde opgivet at se hende i det her mørke, så han holdt bare øje med udgangen, men hendes ord, overrakset ham, men han vidste ikke hvordan han skulle reagere. blive smigret? han var ikke den slags fyr, som tog et kompliment, og gav et tilbage igen. men han valgte at sige tak og lige måde, på sin egen måde "Roses are red, violets are blue, here in the darkness, I think only of you." han fik en lille trækning i sin mundvig, men fjernet den hurtigt igen. ham kunne ikke .. ikke det her. han skulle dræbe Camille, for enhver pris, og hvis Castle viste interesse for Blair, ville han risikere hun vågnet med en overskåret hals, og Camille der stod lænet sig indover hende, og det ville Castle ikke rode med lige nu.. når Camille var død, kunne alt begynde at blive sig selv igen. han tog sin trøje af, og viste sin maskuline, og muskuløse overkrop, der havde udviklet sig, efter et liv med jagt på både væsner, såvel som andre mennesker.
Castle tog sin trøje, og gav den til Blair, og sagde så "Tag den.. be om?" han ville ikke have hun frys, og selvom han kunne være en dominerende nar, så kunne han være rar, når det fandt vej til ham.

Blair satte sig hen til indgangen så hun var tættere på ham, han ville sikkert protestere, men hun ville ikke lytte. Det var lidt det de havde kørende. Han sagde hun skulle gøre noget og hun gjorde det ikke. Men hun kunne bare godt lide at være tæt på ham, ikke helt vildt tæt, men så tæt som muligt. Det gjorde hende tryg. Hun smilede stort over hans kompliment, selvom han nok ikke kunne se det. Hun var glad for han også tænkte godt om hende. Hun var helt klart tiltrukket af ham. Blair så på trøjen han rakte over til hende. "Nej. Det kan jeg ikke. Jeg fryser ikke." Blair kravlede over imod ham for at give ham trøjen igen, hun måtte føle sig frem for at finde ud af hvor han helt præcist var. Hun lagde en hånd på hans mave der var utrolig veltrænet. Hvorfor skulle han også være så pokkers charmerende? Han ville aldrig have en lille pige som hende. Det ville aldrig gå. Hun lagde trøjen foran ham og satte sig tilbage igen. Selvom der var andre ting hun langt hellere ville, men det var ikke det rigtige sted at gøre det. Men så alligevel? Alene i mørket, det er da ret romantisk. Blair kunne ikke, hun havde stadig et forhold til Alian, selvom han var død. Hun ville ikke være ham utro.

Castle gik ikke op i, om hun kom tættere på, normalt ville han misbruge enhver mulighed, at få sex, men ikke så længe Camille levet, når Camille havde fået sit hjerte flået ud, og hendes hænder bliv klippet af, af en have saks, så kunne man begynde på ting som det her, for Blair var en dejlig kvinde, om hun var meningsløs sex, eller mere, det gad han slet ikke tage stilling til, for hun skulle ikke blandes ind i hans liv, slet ikke nu.
Castle fik sin trøje på igen, og han kastede sit blik ind mod mørket, selvom han stadig intet kunne se, og sagde så med en voldsom sindsro. "Den vej, du kigger ned af, den er fyldt med problemer, og jeg råder dig til at tage en anden route" han vidste ikke, om hun forstod hvad han sagde, men selvom han sagde det, så gjorde han nu noget, der viste noget andet end ordnes mening, for hvis man lyttede til ordne, kunne man måske forstå dem, som han ikke var intraseret i hende, men i samme øjeblik, som han havde talt færdigt, uden at efterlade tid for Blair til at svare, lagde han sin hånd om hendes, nakke, og uden tøven, eller spørge om tilladelse, lod hans sine finger spidser, nusse hendes bløde hud, i et fast greb, for at vise at han var her, og han ville ikke give slip, og da først hånden havde hendes nakke i et betyggende fast greb, lod han sine læber møde hendes vidunderlige og sensuelle læber, i et lidenskabligt kys, der var meget kort, men som prinsen kyssede en prinssse i et world disney eventyr. hvorefter han trak sit hoved tilbage af den hårde kolde jord væg, og hånden, der før havde nusset hendes nakke, bliv kørt hen af hendes kind, og han kærtegnet med små blide berøringer, hendes kind, også forsvadnt hånden fra hendes ansigt helt, og han sagde "Kærlighed.. det skal være smukt, og eventyrligt. med mig, vil det være alt andet. tro mig, jeg er spild af din tid" wow, afviste Castle en kvindes varme mod sin krop? måske er han ved at blive svag, eller måske ikke, kommer an på hvordan man ser på det.

Blair var interesseret i Castle, det var bare ikke gået op for hende i starten, hun havde for travlt med havde ondt af sig selv til at se hvad der var lige foran hende. Hun klemte øjnene sammen igen, så hun svagt kunne se hvor han befandt sig. Hans stemme afbrød den stilhed der opstod et kort øjeblik i den lille hule. "Hør. Jeg er sikker på du..." Hun nåede ikke at sige mere før han lagde en hånd i hendes nakke og blidt kærtegne hende, hun ville ikke bede ham stoppe for hun ville det jo gerne. Blair blev overrasket over hans kys, det var anderledes. Ikke at hendes kys med andre var dårlige, men det var bare mere impulst, mere intimt. Hun gengældte kysset indtil han trak sig væk fra hende igen. Hun tog sig til hovedet et kort øjeblik for lige at forstå hvad der rent faktisk skete, hun rystede på hovedet for at finde ud af hvad hun skulle sige. Hun skulle vel fortsætte sin sætning? "Castle, jeg tror umuligt du kan forskrække mig. Hvis jeg først jeg er interesseret i dig, skal der en masse til før jeg stikker halen mellem benene. Jeg plejer ikke at fortælle det her til mange, fordi jeg holder mine problemer for mig selv. Men jeg vil gerne vise dig at jeg har været igennem så meget at det du nu end har gang i, ikke skræmmer mig væk. Min ekskæreste dræbte min datter og så bag efter sig selv. Han kunne hvert øjeblik dræbe mig, men jeg valgte at være sammen med ham. Det du laver kan umuligt være værre."