A hunt? I'm on - Sebastian Castle.

Castle rystede på hoved, og tænkte for sig selv, hun virket som en dejlig loyal pige, det satte han ikke spørgsmålstegn ved, men helt ærligt, han satte sit liv i fare på dagligt plan, og lige nu, jagtet han en halv fe, der kunne få ens organer til at blive mast til masse, der minder om flødeskum. hvordan skulle det hele fungere? han kunne ikke gøre det mod hende, ikke nu, ikke aldrig, og hvad vis Camille, eller hendes voldsforbryder af en ven, ham der Sean, hvad hvis han fandt Blair? så ville hun ligge hjælpeløs i en baggyde, med afrevet arme og ben, og ligger som en lille karamel figur, som man har leget med, og spist arme og ben fra, også bliv træt af karamel, og efterlod den.
Castle stolet forresten ikke på Camille, eller hendes moral. ikke længere. Castle kunne dog ikke nægte han havde lidt lyst, eller kunne han benægte det? måske burde han det, råbe Blair ind i øret, at han ville få bedre sex i et fængsel, end med hende, og hun ikke er hans type, og selvom det ville være løgn, ville det spare hende, for at komme i fare. han kunne måske også bare stoppe jagten? lade Camille gå? ej, ej, ej, det kunne der ikke være tale om.
Castle svaret ikke på det Blair sagde, han kiggede bare udenfor, af en af de små huller, og sagde intet for mange minutter, og lod stilhed dominere rummet mellem dem, til han så fandt sin vej, til en af Blairs hænder, og begyndte at flette finger med den, og lod deres finger i romantisk tempo, smelte sammen. men resten af ham, sad stadigvæk på vagt, som om han hånd havde sit eget liv, eller måske ville Castle bare ikke sige højt. Castle var en meget direkte person, hvis han havde en holdning, så sagde han den, så det var ikke fordi han ikke ture sige det, men han havde sagt hans mening, han var spild af hendes tid, og hun satte sig selv i fare.. men når det var sagt, ville han jo måske gerne lidt, ligge hende i hans arme, og passe på hende. men, som sagt, Camille skulle dø før... wow.
Uden Castle selv kunne nå at stoppe det, før tanken, eller logikken havde haft deres mening at sige, lagde han sine store arme om hendes liv, mens han stadig flettet finger med den ene hånd, også pressede han hende ind til sig, ikke på den.. nu knepper jeg dig måde.. mere den, ja, jeg kan godt lide dig måde, for da hun lå i hans maskuline arme, skete der ikke mere, han pressede hende ind til ham, for at varme, og passe på hende, og vise at han gerne ville slås med at verden havde at tilbyde, for at hun bliv i hans arme, om han så skulle rejse til helvede og tæve Lucifer, med en træ ske, ville han gøre det, for at være sammen med hende, og alt det kunne mærkes i den styrke, og magt, han brugte, til at holde den sammen, på sådan en romantisk måde, at der ingen luft var mellem dem mere.
Castle kyssede hende en enkelt gang på panden, og lod sine løber sensuelt kærtegne hendes nøgne pande. også skete der ikke mere, før hans stemme lyd som i hvisken i hendes øre "Jeg er meget værre.. men aldrig mod min pige, mod min prinsse"

Blair så ned i jorden da en stilhed spredte sig i hytten. Det var virkelig det sidste hun ønskede. Han kunne lige så godt sige 'Blair, du er en billig tøs, jeg kan ikke bruge billige tøser til noget. Skrid med dig, gå ud og blive dræbt af de væsener der render rundt derude.' Blair sukkede opgivende, hun pressede alt for meget på. Hvis hun havde ladet som om hun ikke var interesseret i ham, var intet af det sket. Han ville ikke vide det, men hun kunne leve med det. Blair så væk fra ham, hun var flov over det der skete, han virkede overhovedet ikke interesseret i hende, på nær det alt for intense kys. Man kunne ikke give andre sådan et kys medmindre man var interesseret i hinanden, kunne man? Blair mærkede noget varmt røre ved hendes hånd, hun troede først det var et dyr der kravlede på hende. Hun så hurtigt ned på hendes hånd og var klar til at få et dyr væk fra hende. Men da hun så det var hans hånd blev hun overrasket, positivt overrasket. Blair var glad for han så alligevel viste interesse for hende. Hvis han ikke havde gjort det ville hun være gået og aldrig kommet tilbage. Hun ville ikke kunne se Castle eller sig selv i øjnene. Hun lagde sig tæt ind til ham da han lagde armene om hende, et lykkeligt suk gik forsigtigt over hendes læber for at bryde den stilhed hun hadede. Den stilhed der skreg sandheden. Hun lyttede til det han sagde og prøvede at gøre op med sig selv om det var hende han snakkede om, de havde næsten lige mødt hinanden. Men i den verden betød det ikke noget. Hvis man hørte sammen kunne man hurtigt mærke det. Men Blair var stadig i tvivl om hvad der skete når man mødte en man hørte sammen med. Hun elskede Alian højere end noget andet, men det hele skete så hurtigt at hun slet ikke noget at mærke efter.

Castle tænkte på Oliver lige nu, om hans lyst til Blair, kom den bare af savn efter det han engang havdet med Camille? måske, måske ikke, Castle var nok ikke selv sikker lige nu, og det var heller ikke et afsnit af dating in the dark, så måske skulle de snakke sammen, inden hun og han, gjorde noget af forkerte grunde. men inden hans tunge kunne forme ordne, så bliv hans opmærksomhed, så hurtigt, som en lyn, rettet mod udgange, da barken, bliv flået op, og de små bark stykker, bliv til endnu mindre stykker, og mindre og mindre og mindre, så de på sekunder, var blevet til luft. Castle kunne ikke se nogen, men han havde selvfølgelig trukket sin kniv, og rykket sig i vejen for Blair, enten inden det udenfor kom ind, eller Blair ville lege wonderwoman igen.
der var nogen intense sekunder, hvor stilheden var alt opslugende, og ingen tegn, kom på hvad, som havde ødelagt barken, som fungeret som indgang til deres hule, og da mystikken havde bredt sig noget tid, og intet sket, begyndte Castle at undre sig for alvor, men han stoppede med det, da noget trak ham, voldligt, og brutalt udenfor, man kunne ikke se det, som en usynlig kraft, der rev ham med 500 kilometer i timen, udenfor, og han bliv kastede i en ordenlig stor bunke blade, og rollede langs den kolde skovbund, til han ramte et træ, og det var ikke med lidt fart, han ramte, så det var en rimeligt hårdt slag.
Udenfor, stod der en lille pige, ikke mere end 9 år gammel, ved siden af et stort træ, hun havde en lille sort kjole på, med små mønstre på, der lignet symboler fra en gyser film. hun havde langt hvidt hår, der sluttede halvvejs ned af hendes ryg. hun havde nogen sorte øjne, men de pupiller, som burde være, sorte, de var helt hvide, så det var nogen store sorte tomme huller, med en hvid prik i midten. nogen alt opslugende sorte huller, der føltes, som om at ens sjæl faldt ned i et bundløst hul, når man fanget den lille piges blik. i hænderne, holdt hun en glas krukke, med låg på, hvor deri, fly en lille skygge rundt, som nærmest lignet en drage, men denvar lavet helt ud af skygge, og den flyv hvileløst rundt. Den lille pige havde nogen kul sorte læber, og nogen blanke hvide hugtænder, ikke kun to, men alle hende tænder var sådan.
Castle skulle til at rejse sig op, da nogen kæder, store tunge jern kæder, som kom ud af ingenting, viklede sig omkring hans håndled, ankler, og rundt om hans liv, og hals, så han var rimeligt godt sat fast til det store træ. den lille pige stod helt uden følelser i ansigtet, som havde hun inden sjæl, eller ånd.

Blair havde det rigtig godt sådan som de sad lige der. Hun var så glad for at hun havde sagt ja til ham. Hvis hun ikke havde sagt ja ville hun aldrig have mødt ham og så ville hun bare sidde et eller andet sted et koldt sted hvor ingen ville finde hende. Da Castle skubbede hende væk, kom hun så langt væk fra indgangen som muligt, så hun ikke var i vejen for Castle. Blair blev dog nød til at komme Castle til undsætning da han hurtigt og brutalt blev rykket ud af hulen. Blair kravlede efter ham og stod foran dem. Den lille pige fik Blair til at få gåsehud. Hun så skrækkelig ud og gjorde at Blair følte hun var landet midt i en gyserfilm. Blair rev hurtigt en kniv op fra hendes støvle og gik truende hen imod den lille pige. ”Lad ham være, eller du kommer til at lide i al evighed.” Sagde hun uden at fortrække den mindste mine i hendes ansigt, det var stenhårdt og lige meget hvad pigen gjorde ville Blair gøre alt der stod i hendes magt for at hjælpe Castle, selvom han ikke ville have det. Hun ville ikke lade det ske med ham, han kunne godt klare sig selv. Men alle havde brug for hjælp. Selv den stærkeste mand i hele verden. Blair vendte ikke blikket fra den lille pige, hvis hun så væk fra hende, ville der måske ske noget der kunne bringe hende i knibe så ingen af dem kunne komme ud af den situation. Blair blinkede ind i mellem, men ikke særlig tit da hun ikke kunne glippe et øjeblik af hvad der skete omkring hende. Hun kunne så hurtigt ødelægge det hele hvis hun ikke virkelig koncentrerede sig om at ordne det hele. Hun ville vise Castle at hun ikke var så hjælpeløs som mange troede.

Castle kæmpede af alt hans styrke at bryde fri, og man kunne da også høre hvordan det store runde træ, brokkede sig, når han lagde kræfterne i, og se hvordan han virkeligt gik over hvad et normalt menneske ville kunne, men det var kun i et par sekunder, så slappede han af i kroppen, og prøvede at få vejret, men det var håbløst at bryde kæderne, de var magiske, og selv ikke en ork, ville kunne bryde dem.. men. det betød ikke Castle stoppede med at prøve, han kæmpede til det sidste, da Blair kom ud af hulen, og trak sin kniv. Castle havde en latterlig stor lyst til at hjælpe hende, så han forsatte med at prøve.... til ingen nytte.
Den lille pige, rettede hoved mod Blair, men hendes øjne så bare stift ud i luften, og flyttede sig ikke med Blairs bevægelser, de var bare som slået fast med sym, og kunne ikke flytte sig, eller måske gjorde den lille pige det bare ikke.
Nogen hænder kom op af jorden, og omringet den lille pige, nogen lugtende, og rådne zombie hænder, som var det en kirkegård, og var det begyndelsen på en zombie film, og den lille pige, skulle blive tre retters middag, for zombie, et, to, tre, fire, og alle den andre. man kunne tælle omkring 20 halv rådne hænder, med små orme, og andet små dyr, som kravlet rundt i det gamle lugtende kød. pigens små søde bare fødder, da hun ikke have sko på, bliv ravet på, af de mange hænder, og de indsmurte hendes ankler, og fødder, i blod, insekter, og kød rester. men de så ikke ud, til at pigen reageret på det, som var hun en statue, der stod i marmor. hænderne kom ikke længere op, de var der.
pigen begyndte nu at snakke til Blair, med en stemme, der var så dyb, så grum, at den umuligt kunne tilhøre en lille pige, selv monsteret under sengen, og spørgelset i skabet, ville råbe på mor, af den uhyggelige undertone, som den stemme havde "evighed.." jorden rystede svagt, og himlen, så ud som den gik i oprør, når hun talte. "Vis respekt"

Blair holdte stadig blikket rettet mod hende. Hun var en grusom lille pige, som var meget skræmmende. Men Blair var ligeglad. Hun kunne stå at stirre så længe hun ville. Blair ville ikke give efter. Hun blev nød til at få Castle fri. Blair trådte et skridt tilbage da zombiehænder begyndte at skyde op af jorden. Hun ville helst ikke have de skulle røre hende, men hun burde være ligeglad. Blair trådte et par skridt frem og trådte på hænderne, hun var ligeglad med de klamme hænder. Hun så pigen direkte ind i de sorte øjne med et truende blik. ”Hvem tror du lige du er? Du kommer her og fanger min.. ven og så skal jeg vise respekt. Jeg ved ikke hvem du er og jeg er også fuldstændig ligeglad. Du skal bare lade min ven gå og så løbe på de små rådne ben du har. Ellers får du med mig at bestille og tro mig, det ønsker du ikke.” Blair var ikke glad for den stemme hun havde, det var forfærdeligt. Men hun måtte trænge igennem for at vise sin pointe. Blair vendte blikket mod himlen. ”Sig mig? Kan du ikke klare dig selv, siden du skal have hjælp fra zombiere og himlen?” Blair sparkede til en zombie arm da hun nævnte zombiere. Blair ville ikke finde sig i den opførsel fra den lille tøs. Blair anede ikke hvem hun var, men hun skulle ikke genere hende og Castle. Hun havde ødelagt det hele. Blair holdte kniven op foran sig så pigen eller zombierne ikke ville kunne nå det. Hun hævede et øjenbryn og så udfordrende på pigen.

Pigen bevæget ikke eneste muskel i ansigtet, mens Blair holdte sin modige tale. og når alle Blairs ord var talt, og den lille pige havde vist hendes ligegyldighed mod de ord, Blair brugte, så kiggede hun ned på en af zombier armene, og bukkede sig ned, med sin sorte kjole på, også forvandlet hun, med en enkelt finger berøring, hånden til en hvid rose. en sne hvid rose, og lod sine finger røre dens balde, mens den langsomt visnede væk, og bladene en efter en, bliv gamle, og faldt af blomsten. pigen tog den visne rose op, og rakte den venligt mod Blair, og talte endnu engang, med sådan en tone,der fik zombie armene, til at flygte ned i jorden igen og et kraftigt regnvejr frem, og hver dråbe faldt hårdt, og tit. "Som de ønsker"
pigen kiggede stadig stift og åndeløst på Blair, også forvandt hun, og hvis Blair havde taget blomsten, havde hun den stadig, ellers faldt den visne rose til jorden, og lå der.
Den lille pige stod nu, omkring ti meter fra Blair, og man kunne høre hvordan Castle skreg, i smerte, men han prøvede at holde lidelsen inde, og han bid hul på både sin over og underlæbe, for at holde smerten tavs, men han kunne ikke, hans brystkasse, bliv stille og roligt, revet op, som en jordnød, der bliv skilt i to. den lille pige, forsvandt hvis man hørte hende, som var hun ren luft, også inden Castles bryst bliv åbnet helt, og organerne ville ryge ud, samlede alle skyggerne omkring ham, og langsomt, bliv skoven lys igen, mens en tæppe af mørke lagde sig om Castle, og pigens stemme kunne nu høre igen, denne gang, var det et ekko i Blairs øre, og kom ikke noget sted fra "Behold din respekt. så beholder jeg ham.. du er velkommen til at finde ham.. jeg vil efterlade ham såret, og knust, i troen om din død. hvor jeg efterlader ham.. må vi se på, din respektløse orm."
Castle fordampet, og forsvandt, sammen med kæderne, der holdte ham, og skoven, var nu helt normal igen, og Blair, ville vågne, ja vågne, som havde det hele været en drøm, med en hvis rose i hånden, ved siden af bålet, som hende, og Castle havde lavet, denne gang, var der bare ingen castle.

\\Tænker du skriver et sidste indlæg, så slutter vi emnet, og kan lave et nyt? ^^ hvis du vil altså \\

Blair troede lige at det hele ville gå godt da pigen lød til at lade dem begge være. Hun blev et kort øjeblik glad. Rosen gav ingen mening for Blair, det var måske et symbol af en slags? Hun valgte ikke at tænke så meget over det. Blair sukkede lykkeligt da hun forsvandt i den blå luft. Hun samlede rosen op og så på den for at finde ud af hvad det betød. Castles smerte udbrud fik Blair til at gå i panik, hun var hurtigt over ved ham for at hjælpe ham. ”Castle jeg er her. Der sker ikke noget. Jeg er her hele tiden.” Hun faldt ned på jorden da han forsvandt i den blå luft. Hun havde gjort det hele meget værre i et forsøg på at gøre det bedre. Det skete bare altid for hende. Blair holdte rosen tæt i sin hånd og lod de små tørne stikke sig ind i hendes håndflade. Alt blev sort.

Blair vågnede igen flere meter derfra, men hun kunne intet huske. Hun havde det som om alt var helt normalt. At alt der var sket var en drøm. Inklusiv mødet med Castle. Hun gik ud fra han ikke eksisterede i virkeligheden. Blair så over på bjørnen der lå død på jorden, med en manglende lunge. Castle eksisterede. Blair forsvandt fra skoven, hun skulle bare væk.