This is not good ~ Lori

Sted: Et tilfældig sted i verden - Ukendt.
Vejr: Der er intet vejr inden for, men udenfor er der regn.
Omgivelser: Et par enkelte kasser, pletter over alt på gulvet, ellers blot en dør.
Påklædning: En sort top, efterfulgt af en blomstrede sort nederdel, en fin jakke der passer til i hvid og et par sorte flade sko.
Emnepartner: @Lori

Celeste stod foran boden. Hun havde planlagt at anskaffe en gave til hendes søster. Hun havde ikke fået givet en ordentlig bryllupsgave. Mon det kunne redes nu, selvom det var lang tid efter? Celeste’s læber lagde et rolig smil ind over det. Ingen hun så sig om, stod en herre ved hendes side. ’’ Undskyld My Lady. Men jeg må indrømme de er det skønneste jeg længe har set. ’’ Herrens stemme var rolig og troværdig.
Celeste’s kinder blussede en anelse op. Hvor kom den kompliment fra? Hun vendte sig imod herren og smilede blot som et tak, inden hun vendte sig om imod boden igen. Hun var ikke meget for fremmede mennesker hernede. Hun kendte stedet nok til at vide det ikke var det bedste sted at opholde sig alene, men hun havde alligevel taget valget. Celeste vendte sig roligt tilbage imod herren. Hans hånd havde lagt sig på hendes arm, i et hårdt greb. Celestes stemme var rolig, men alligevel fyldt med nervøsitet. ’’ Undskyld mig? ’’ Hans mundvige ændrede sig op i et grumt smil. Ikke et spil du ser på folk fordi de er glade, men fordi de pønser på noget. Han slæbte hende med sig. Folk hernede reagerede ikke så meget på den slags, så det kunne ske når som helst. Hun kunne jo have været hans slave.
Selvom Celeste gerne ville skrige, kunne hun ikke få et ord ud af munden på sig selv. Hun var ramt at skræk. Inden hun fik set sig om, havde hun fået et hårdt slag i hovedet, efterfuldt med en besvimelse.

Celeste åbnede roligt øjne. Selvom hun ikke længere var fyldt med skræk, var hun fyldt med forvirring. Hvor var hun henne? Hun hev hurtigt stofstykket, som hun havde på hovedet af. En en person sad i rummet. Hvem dog? Celeste bevægede sig hurtigt derover og tog det præcis magen til stofstykke af hovedet på ham. Duften af dæmon spredte sig i rummet. En dæmon? Hvad lavede den dog her. Den burde have tydelig større kræfter end en simpel varulv. Hun smilede lidt for sig selv.
Inden hun gjorde mere ved ham, sendte hun et blik rundt i rummet. Der stod et par enkelte kasser, ellers var der blot en dør og et ulækkert gulv fyldt med pletter over alt.
’’ Vågn op! ’’ Celeste rystede en anelse i dæmonen. ’’ Please, fortæl mig du ikke er død. ’’ Det var ikke længere forvirring der sad fast i hende, men vrede. Hvis denne dæmon var død ville hun ikke kunne tilgive sig selv. Hun kunne blot værre vågnet tidligere og hjulpet ham.
Dæmonen så ikke ud til at røre besynderligt meget. ’’ Vågn nu op! Vi skal ud herfra ’’ Hun slap ham og løb imod døren. Måske kunne hun få den op, men inden hun så sig op vred hun sig selv i smerte, for slaget.

Celeste stod for sig selv ved døren. Smerterne i armen var stærke. Det var ikke en almindelig trædør, men en hård dør der var spændt om med diverse ting bag ved, der gjorde de blot ikke kunne flygte. Celeste vendte hurtigt hoved imod brummen. Det kom var herren der havde ligget på gulvet tidligere. ’’ Jeg har ingen ide. ’’ Inden hun havde set sig om, havde hun sluppet sin egen arm og bevægede sig imod herren. Hun kunne se hvordan han kneb med at kunne komme op på bene. Det måtte være hårdt at vågne op sådan. Hun havde selv vågnet op præcis sådan, men hendes instinkt havde blot fortalt hende hun skulle sikre sig han var okay før hun forsøgte at komme ud. ’’ Jeg ved det virkeligt ikke. Jeg vågnede bare op her. Det sidste jeg husker er at jeg talte med en fyr og nu er jeg her. ’’ Hun satte blikket ned til han, og rakte roligt en hånd imod ham. ’’ Lad mig hjælpe dig op. ’’ Hun håbede inderligt på at han ville tage imod hjælpen men man vidste jo aldrig. ’’ Jeg har forsøgt at åbne døren. Jeg ville bære dig ud, hvis jeg kunne få den op, men den virker blokerede af noget bagved. Jeg har ingen ide hvad, eller hvem der har gjort det her. ’’ Man kunne nærmest høre vreden i hendes stemme. Hvorfor skulle de to også ende op her? De var to helt forskellige racer, og sikkert også personer, men man kunne altid lære hinanden at kende. De havde tiden til det nu. Celeste satte sig roligt ned af væggen. ’’ Det nytter intet. Vi kommer aldrig ud. ’’ En enkelt tåre trillede ned af hendes kind.
Pludseligt kom to stemmer bagfra døren. Man kunne ikke høre direkte hvad de sagde, men man kunne tydeligt høre en mumlen fra at de snakkede. Hvem mon de var? Hvad ville de?

Celeste rettede blikket på ham, da hans hånd ramte hendes ben. Han fortalte hvordan de nok skulle finde en vej ud, det lovede han. Men kunne han virkeligt holde det? Havde han virkeligt grund til at love hende det? Hun rystede en anelse på hovedet og sendte ham et lille smil. Tankerne fløj igennem hovedet på dem begge. Hvordan kommer vi overhovedet nogensinde ud.. Jeg skal altså have børn inden jeg dør! Hendes tanker var fanget omkring døde lige nu. Hvis de aldrig kom ud ville de dø herinde. Deres familie, eller hendes familie ville nok være uviden om hendes forsvinden. Måske ville de aldrig lede efter hende. Hun sukkede fortabt for sig selv og tog selv fat i hans hånd, samtidigt med han tog fat i hendes. Forhåbentligt kunne de støtte sig i hinanden. ’’ Mit navn er Celeste for resten. Bare hvis nu vi bliver herinde for evigt… ’’ Hendes blik rettede sig imod hans øjne. Gad vide hvad han egentlig hed?
Herrene bag døren, deres stemmer blev tydeligt højere jo tættere de bevægede sig imod døren. Man kunne høre hvordan de langsomt fjernede forskellige ting. Et enkelt ord ramte Celeste hurtigt. ’’ Død. ’’ Troede de at de var døde, eller håbede de på det? Ville de selv dræbe dem? Hendes blik flakkede igennem rummet. Den ellers ret sikre pige på sit liv, var ikke så sikker længere.
Døren åbnede langsomt op og ikke kun 2 skikkelser men 3 dukkede op ind af døren. Deres smil var ikke specielt behagelig i forhold til hvad de kunne have været. ’’ Nå, mine små venner. Skal vi komme i gang? ’’ Inden de begge havde set dem for, var både Lori og Celeste blevet skilt fra hinanden, med en herre der havde grebet fat i en hver. Selvom det var naturligt at sparke og slå havde hun opgivet helt. Det nyttede intet. De var 3 og de var kun to. De ville til en hver tid overmande dem. Og hvem sagde der ikke var flere? Lori blev hurtigt trukket ud af døren, efterfulgt af Celeste. Hurtigt blev de skubbede ned i en stod. En herre hver stillede sig bag ved dem og holdte hårdt fast. Højst sandsynligt for at sikre sig af hverken Lori eller Celeste stak af.