There is no "us"... (Lori)

//For folk der læser med og ikke forstår historien: Lori og jeg har emnet lidt privat og blevet enige om det gælder som vores spil på UW. Lori og Sean havde aftalt at tage på en lang ferie sammen i det ukendte land. De var på skibet, der var lige ved at sejle helt ud af havnen, da der opstår et stort skænderi mellem dem. Sean forvandler sig, ødelægger skibet, dræber uskyldige og flyver sin vej. Efterlader Lori. Dette skete i havnen i Aquener. Dette er flere måneder senere. //



Der var gået en del tid. Måneder. Sean havde ikke hørt fra Lori eller set Lori siden og det passede ham fint. Der var ikke mere at tale om, ikke mere at tænke over. De passede ikke sammen. Den lille, uskyldige og tvivlsomme Lori, med den stærke og dominerende Sean? Nej. Det virkede dumt. Naivt. Idiotisk. Sean var vred på sig selv, over at have troet noget nogensinde ville ændre sig. Selvfølgelig...Havde han tænk noget over det. Og han var nået frem til at Lori og ham selv virkelig ikke passede sammen. De snyltede på hinanden i en higen efter accept og et sted at høre til, i en higen efter at finde nogen, som kunne lede ensomheden på flugt. Det var ikke en sund grobund for et forhold og de var endt med at...Prøve en masse ting, som måske i virkeligheden ikke var deres virkelige selv. Sean følte sig mere sig selv nu, end da han havde været sammen med Lori. Han havde begrænset sig. Han havde været mindre kommanderende, mindre morderisk, mindre...Alt muligt. Fordi han havde været bange for det ville få Lori til at flygte. Havde han nogensinde været helt sig selv? Han fortrød han havde åbnet op for Lori. Eller forsøgt på det. Den slags kom altid tilbage til en som mere smerte. Som endnu en fejl man skulle have undgået. Det ændrede sig aldrig.
Så hvorfor prøvede han igen og igen? Han havde tænkt, fordi Lori kom fra samme baggrund, at de ville forstå hinanden og måske støtte hinanden. Men i virkeligheden havde de måske været forkerte for hinanden. Seans forhold havde altid været med stærke folk. Han omgikkes kun med stærke folk. Folk med viljer, med selvtillid, men evnen til at gøre ting og kunne ting. Ville han overhoved have set mod Lori, havde det ikke været fordi Lori havde haft Lorikan dengang? Han tvivlede.
Det var Lorikan han var blevet tillokket af...Men nu var Lori en hel person. På godt og ondt.

Det mørkegrå blik gled ned over papirerne foran ham, som han sad ved sit skrivebord og arbejdede. Som hersker af en by og leder af en kriminel klan, var der meget at se efter. Heldigvis havde han kun brug for minimal søvn. Han havde måtte uddelegere arbejde begge steder, for han kunne ikke selv være alle steder på en gang, men til alt held gik tingene fint lige nu. Små problemer hist og her, men det var der altid. Det værste var om vinteren helt ville slippe taget i dem hurtigt nok, til at folk ikke nåede at sulte...
Hvor skulle han prøve at få fat i mere mad? Korn? De fleste byer havde kun til dem selv, det overskydne ville enten være spist eller fordelt til andre områder. Men Doomsville havde været uheldig med deres landbruget efter jordskælvet og de mørke væsner. I år måtte han virkelig prøve at indhente det, fokusere ressourcerne der...
Ved hans side stod en dampede kop the, halvt drukket. Han var iklædt nogle løse, sorte bukser og en løs sort skjorte, der var åben i kraven. Håret strittede som altid og fødderne var bare. En ild hvilede i pejsen og skabte en behagelig varme i rummet. Selv om foråret var ved at gøre sit indtog og gøre vejret varmere, var det ikke ligefrem nok til at holde varmen selv endnu. Desuden hjalp det med at skabe et varmt lys i rummet.
Han lagde papiret fra sig og samlede sin fjerpen op. Han måtte skrive til de omgivende byer og bede om alt korn de kunne undvære.

Der var gået nogle måneder, en rum tid, siden han og Sean var skiltes på skibet. Siden Sean havde valgt at efterlade Lori på et skib der var tæt på at synke, og som han måtte redes i land fra. Hans første inskydelse havde været at tage direkte tilbage til Doomsville, sparke døren ind hos Sean og råbe og skrige af ham. Men turen hjem var lang, og den blev endda længere end den normalt ville. I den tid havde Lori haft tid til at tænke. Overveje hvad der var sket? Jo mere han tænkte over det, jo dårligere fik han det for Sean. Han havde ikke været en særlig god partner. Efter han havde mødt Sean havde Sean ændret sig. Den gnist han følte første gang for dæmonen, havde være som Lorikan, og derfor havde Sean heller ikke været denne søde blide mand. Ikke at han tvivlede på at Sean havde ladet som om når han havde været det, men Sean havde uden tvivl lagt meget låg på sig selv.
Lori havde udviklet sig, måske var det netop det her han havde haft brug for i virkeligheden. Tid for ham selv. Tid alene, hvor han kunne tænke tingene igennem. Når han tænkte over det havde han ikke været alene et eneste tidspunkt.
Efter hans plejeforældre, var der Fru. Claer der passede på ham, så Reign, efter Reign fandt Razor og Fru. Claer døde, blev det så Sean. Sean havde faktisk haft ret! Lori havde været som en hjælpeløst barn… han havde holdt fast med næb og klø i noget der ikke fungerede, blot fordi han var bange for at blive ladt alene!?..

Nu var han tilbage i Doomsville, havde været her et par dage, men havde forholdt sig i ro. Der var mange ting han skulle tænke igennem. Blandt andet havde han valgt at sælge bogbutikken, ene og alene fordi den ikke sagde ham det samme mere. Minderne og Morty var der stadig, og den gik da også videre til hans førstemand.
Men denne dag havde han så besluttet sig! Det kunne godt være at han og Sean ikke skulle være et par, men han nægtede simpelthen at gå rundt her i byen og lade som om de aldrig havde mødt hinanden. Derfor var han draget mod Seans hjem, han havde banket på, og da Stuepigen havde åbnet, havde han ikke givet hende ret mange chancer for at præsentere sin herre for at Lori var der. Lori var ikke dum, han var klar over at Sean ville afvise ham og sende ham bort.
Han gik direkte mod Seans værelse som han kende vejen til selv i søvn. Han bankede på, og da han hørte Seans stemme sige kom ind, ville han åbne døren, gå ind og lukke den efter sig mens han lænede sig op af den, han havde ikke i sinde at lade hverken stue piger eller Seans stolthed smide ham ud før de havde fået talt. ”hej Sean… hvordan har du det?” spurgte han blot, og trods de fleste ville have forstået hvis Lori var æder rasende, så var det rent faktisk et smil man kunne finde på hans læber. Han var ikke vred, såret ja, men i det mindste var han glad for at se Sean var i god behold.

Det mørke blik gled over ordene, der svingende gled fra Seans fjerpen og ned på papiret foran ham. Det tog ikke lang tid at skrive det første brev og han havde lagt det fra, så blækket kunne tørre og begyndt på det næste, da nogen bankede på døren. Han forventede ingen gæster, så det var sikkert blot en tjener. Måske med mere varm the eller med en nyhed. Bagateller uanset.
"Kom ind!"
Han så end ikke op, da døren gik op. Seans skrivebord var vendt, så han sad med ryggen mod døren. Han foretrak at se ud i sin have når han arbejdede og det gjorde det nemmere for tjenerne at komme ind og ud uden at forstyrre ham. Desuden var rummet ret pakket - dette var både hans arbejdsværelse og soveværelse. Det var mere praktisk at have det hele inden for rækkevidde.
Sean havde lænet sig tilbage i stolen og rakt ud efter sin the. Ikke tænkt over at tjeneren ikke havde sagt noget eller trådt op til ham endnu...
Han havde taget en tår af sin the, da han hørte den straks genkendelige stemme. Hans hånd tøvede et øjeblik, med theen oppe ved hans mund, før han kontrolleret stillede koppen fra sig og sank sin mundfuld. Fjerpennen blev lagt og han rejste sig op. Vendte sig og så hen på Lori.
Ser man det. Han vidste ikke hvad han havde forventet. På den ene side at Lori var så såret og bange, at han ville blive væk. Men det havde vel været for meget forlangt.
"Dette er mit hjem. Hvis du går efter at slå mig igen, har jeg lov til at forsvare mig selv, uden at byens lov kan stoppe mig. Og tro mig. Jeg skylder vist?" Stemmens var sin sædvanlige dybe og kølig. Der lurede ingen smil eller venlighed, som han modtog Lori som enhver anden person.
"Hvad end du er her for at sige, foreslår jeg du gør det hurtigt. Jeg har arbejde at se til"

Det var bestemt ikke varme og venlighed han blev mødt med, og det havde han jo heller ikke regnet med. Han havde meget forbløffet hvis Sean havde budt ham velkommen med åbne arme. Det havde han aldrig nogle sine regnet med.
Han var nok ligefrem blevet forskrækket hvis Sean havde været helt rolig og afslappet omkring det hele. Lori tog hånden op foran sig, som tegn på fred. "Bare rolig! Den hjerneblødning kommer ikke igen" sagde han med et roligt smil. "Og ja, i virkeligheden skylder du mig vidst.. hvis altså ikke det var fordi du var tæt på at drukne mig" sagde han med et skævt smil.
Han rettede sig op fra døren, og trådte et par skridt frem. "Jeg skal nok prøve at fatte mig i korthed, men det afhænger også en smule af hvor samarbejdtsvillig du er" sagde han så. Der var noget anderledes ved Lori. Han virkede på ingen måde skræmt eller nervøs over Seans ellers så kølige atitude. Eller for sen sags skyld på kanten til at græde.
Han så på ham. "Jeg ved du hader når jeg tuder, så jeg skal selvfølgelig nok undlade det, så længe du ikke misforstår mig af den grund" sagde han roligt. Han stillede sig i en stabil stilling med hænderne på ryggen.
"For at gøre en lang historie kort, så er jeg kommet for at fortælle dig, at på trods af du valgte at forlade mig, på trods af vi havde lovet hinanden aldrig at gøre netop dette, og oven i købet var tæt på at drukne mig.. tja.. så ændre det ikke noget" sagde han blot. Han så på Sean ligefrem med et smil. "Selvom du valgte den vej, så har jeg stadig givet dig mit ord på at jeg aldrig ville forlade sig, desuden, har jeg ikke tænkt mig at give slip på dig" der var noget meget viljefast i måden Lori talte. Og ikke mindst hans holdning. Intet på ham virkede nervøst eller bange, og underligt nok i balance.

Han slap dog den noget stabile stilling, men kun for at bevæge sig længere ind i rummet. Præcis som han ville gøre før hen. Han så på Sean. "De måneder jeg har været alene, har jeg brugt på at tænke tingene igennem... Og i starten kom jeg også frem til, at vi nok bare ikke passede sammen.. men.. efter at havde tænkt ordenligt over det, så fandt jeg faktisk ud af, hvad problemet har været.. og du havde ret den dag.. jeg var problemet!.. jeg var for skrøbelig, for nervøs og for krævende.. tja, som du selv kalde det! Som et barn! Jeg klyngede mig til dig, som jeg har klynger mig til andre hele livet.." han stoppede op ca 2-3 meter fra Sean. "Derfor... Er det min tur til at kæmpe for dig!... For hvilken partner ville jeg være hvis jeg bare gav slip på dig?...hvilken partner ville jeg være hvis jeg bare lod dig få et hysterisk anfald og derefter bare lade sig gå?.. ikke en særlig god en vel?" Sagde han ligefrem med et måske lidt for roligt smil.

Blikket hvilede på Lori, mens Sean hvilede sig op af bordkanten bag sig. Armene gled over kors, som han studerede Lori foran sig. Ret afvisende. Ikke at det faktisk gjorde ham noget, at Lori var i hans private rum. Lori havde været her en hel del og der var vel ikke længere noget herinde, som Sean kunne holde hemmeligt. Der var stadig hans kiste under sengen, aflåst, med nogle gamle ting i. Affektion. Men ingen virkede interesserede i den og selv Sean havde ikke åbnet kisten i mange år. Han var ikke engang sikker på hvor nøglen var længere...
Samarbejdsvillig? Det lød som om Lori skulle noget og Sean mere var en allieret, end...End hvad de end kaldte dem selv. For Sean var forholdet slut og han ønskede ikke at gentage det. Der måtte snart være en ende på alt den slags idioti. På alle de smerter, der uden tvivl ville komme gang på gang. Sean gad det ikke mere. Gad ikke lægge energi i den slags ligegyldighed mere. Og Lori kunne ikke overbevise ham! Hvorfor insisterede Lori på at blive ved? Sean havde gjort alt det der for en grund. For at skræmme Lori fra at dukke op igen. Og han havde været sikker på det ville virke. Så hvorfor?
Måske kunne Lori ikke se det, men Sean kunne. Så alt han behøvede var at vedblive at sige nej, uanset hvad der blev sagt. Det burde være til at overse.
Til sidst trak han vejret dybt.
"Jeg er glad for din tid for dig selv, har givet dig muligheden for at forbedre dig selv. Det ser ud til en af os har fået noget ud af det, som er værd at holde på" bemærkede han så og rettede sig op fra bordet. Lori følte sig lige lovlig meget hjemme i lokalet...Men alligevel stoppede Sean ham ikke. Noget holdt ham fra det, selv om hans indre kæmpede en lille kamp mod ikke at ville stoppe Lori...Og at ville stoppe ham. Som om det var...ubehageligt...At lukke Lori helt ind i rummet igen.
"Jeg ved ikke hvad du mener med at kæmpe for mig. Jeg har sagt det til dig. Der er ikke mere at snakke om. Forholdet er slut, hvis det overhoved var der til at starte med. Det kan godt være du føler for at snakke om det hele natten..." Lori ville altid snakke, ikke? Det var altid det de blev enige om. At snakke. Sean var træt af at snakke og kunne mærke hans tålmodighed hurtigt var ved at forsvinde. En indre frustration og rastløshed var ved at vinde frem. Han ville sikkert ende med at blive vred inden længe...
"...Men det har jeg hverken tid eller lyst til. Så hvis du vil være venlig at gå" sagde han så. Han havde behov for at Lori gik. Han havde behov for at holde sig selv i kontrol og vende tilbage til sit gamle liv.
"Jeg er ikke den rigtige for dig. Vi er alt for forskellige. Jeg er ikke nogen god fyr og jeg prøvede at være en, jeg ikke var, over for dig. Jeg tror ikke du er klar til at se og opleve hvem jeg rigtig er. Eller vil bryde dig om det"

Han lyttede til hvad Sean sagde, hvordan på en mindre voldsom møde prøvede at avisen Lori. Ikke at han havde regnet med andet. Det havde ikke været den rigtige Sean hvis han blot havde overgivet sig og tage Lori i sine arme som om intet var sket. Havde Sean gjordt det, havde Lori måske i virkeligheden været skuffet. Han trak på smilebåndet da Sean nævnte noget med om Lori ville snakke om dette hele natten. Og der kom den da også, beskeden om at han ønskede Lori skulle gå. Hmm så han var altså ikke så samarbejdetsvilig? Han lod Sean tale ud, lod vær med at afbryde ham, det var oftest der tingene gik alt for dem, når de ikke mod den anden forklare sig fuldt ud. Han håbede dog på at se for en gang skyld ville kunne næsten lige netop det. Måske hjalp det at Lori ikke med det samme blev følsdsladen, og begynde at tude. Den del havde han forsøgt at lægge langt væk mens han var alene i de måneder. Og underligt nok, følte han sig slet ikke ked af det eller knust over Seans afvisninger.
Hans blik gled i stedet lidt rundt i rummet, som han snart kende ud og ind. Ikke fordi han ikke ville se på Sean, men mere fordi det galt om mere roligt, omille at stå og nedstirre manden imens han snakkede.

Da Sean nævnte at han ikke var den rigtige for Lori, at Lori ikke ville syntes om eller var klar til at se den rigtige Sean, der måtte han rykke lidt på sig. Egentlig fordi han havde lyst til at sige til manden at han skulle tie stille. Det gjorde han dog ikke. I stedet så han roligt på Sean. Han foldede sine hænder på ryggen. og først da han kunne fornemme at Sean havde sagt hvad han ville, tog han en dyb indånding, så på ham med et roligt smil, og et både kærligt men også bestemt blik. "Måske skulle du lade mig om at bedømme hvem den rette for mig er?" Sagde han med en rolig stemme. Han trak på skulderen. "Som sagt, jeg havde ikke planer om at snakke om dette hele natten, det burde bestemt ikke tage så lang tid, med mindre du altså nægter at lytte" sagde han roligt.
Han valgte atter at bevæge sig lidt rundt i rummet, det føltes mere afslappende end at stå hård og kold og sige de ting han havde brug for at fortælle Sean.

"Det jeg mente med at jeg vil kæmpe for dig, er netop det jeg siger.. ja du sagde godt nok at der ikke var mere af snakke om, derfor.. har jeg tænkt mig at vise det i stedet" sagde han med et henkastet blik mod Sean. Han fandt vejen til Seans seng, og så på ham et kort øjeblik blot for at se at fyren ikke Spang i luften over at Lori valgt at sætte sig ned på sengd kanten.
"Jeg har ikke tænkt mig at gå.. ikke før du har hørt mig ud.. hvis du smider mig ud, kommer jeg igen, nægter du mig adgang, finder jeg dig på andre måder" sagde han med et træk på skulderen.
Han foldede sine hænder foran sig. Så lidt ned på dem.
"Det gør mig ked af det at du har følt du var nød til at være noget du ikke var inærheden af mig.. jeg er ked af du har prøvet så meget for at gøre mig tilfreds, men Sean.." han vende blikket op mod ham. "Det er ikke det jeg ønsker... Jo jeg elsker når du holder om mig, kysser mig og er blid ved mig.. hvem kan ikke lide det?... Men jeg er ked af du har følt at det var den du var nød til at være" hans blik sank en gang til. "Jeg ved godt hvad der gik galt den dag, hvad jeg sagde for at få dig til at komme helt der ud... Et var lussingen, den hørte ingen steder hjemme.. men det var min usikkerhed og de tog jeg sagde.. blandt andet.. at jeg aldrig havde bedt dig være min kæreste!... Men med det.. mente jeg ikke at jeg ikke havde haft lyst til vores forhold.. tro mig, det var det eneste der betød noget..." Han rejste sig, og trødte tættere på Sean, kun et par meter fra ham. "Jeg mente jeg aldrig havde regnet med at vi ville være et par som alle andre, at jeg aldrig havde bedt dig være noget du ikke var.. selvom det jo egentlig også var løgn.. jeg havde bedt dig åbne op, og da det ikke skete af sig selv.. så følte jeg mig tvunget til at gøre noget ved det selv.. en beslutning der aldrig burde havde været min..det er jeg ked af, og det undskylder jeg for!" Egentlig havde han lyst til at række ud efter Sean, men han vidste ehan ville blive fejet af. Afvist og sikkert få smækket hånden væk.

"Du siger jeg ikke er klar til at se hvem du virkelig er.. men... Jeg er af en anden mening! Det er min tur til at prøve! Min tur til at se hvem du er, og... Måske i virkeligheden vise hvem jeg også er" han sukkede lidt. "Jeg ved godt i alle mener og tror at jeg er lille uskyldige Lori, som i skal passe på, og være gode ved.. men sandheden er, at jeg aldrig har følt mig mere som mig selv, ens når jeg er sammen med dig!.. jeg skal ikke lægge skjul på hvad jeg er, nu mangler jeg kun at vise hvem jeg er, eller i hvert fald kan være" sagde han blot. Hans blik var rettet lige mod Sean. Det var mildt men også ømt. Selvom tårene ingen steder var at spore, så kunne det tydeligt ses at dette var et emne der berørte ham, et emne han mente Seriøst.

Han rettede sig mere op, og stod nu igen, stabilt og sikkert. "Derfor... Vil jeg have du optager mig i din klan" kommddt pludseligt og meget stålfast fra ham.
"Du ved jeg ville være en fantastisk tyv, det har du selv sagt! Jeg har ingen skrupler med at stjæle.. og mordene.. dem må jeg jo bare lære!" Der var intet at spore i Lori der lignede nervøsitet eller fortrydelse over det han stod og sagde.
"Som sagt, har jeg tænkt mig at kæmpe for dig Sean, jeg elsker dig stadig, hvis ikke højere, så i hvertfald lige så meget som før.. og jeg har ikke tænkt mig bare at lade det gå til spilde vi havde, eller som jeg ved vi kan få igen.. nej vi kan ikke gå hånd i hånd ned gennem gaden, men behøver vi det? Behøver vi sådan et forhold?.. det var måske fordi vi begge hungrede efter en type forhold vi aldrig ville få? Såh.. hvad siger du?" Spurgte han lige ud. Han vidste godt at Sean nok ville sætte sig på bagben, men det ville ikke ændre noget. Lori havde ikke tænkt og at gå der fra før Sean havde accepteret betingelserne.

Sean bed hårdt sammen som Lori begyndte at snakke igen. Man gad kun at nedstirre den anden så længe, så naturligt gled Seans blik også ned mod gulvet, mens Lori talte. Han kunne fornemme noget...Anderledes...Ved Lori. Han kunne fornemme at Lori var mere stålsat, end han nogensinde havde oplevet ham. Det hjalp ikke at Sean måske mere var usikker omkring alt det her, end stædig. Logisk nok vidste han at han burde få Lori ud af døren hurtigt. Helst nu, inden han helt fik snakket færdig, for det ville forhøje sandsynligheden for at Lori ville forstå hentydningen og miste modet igen. Men her stod han, med armene over kors og selv om han ikke brød sig om de lyserøde ting der blev sagt, smed han ham stadig ikke ud. Hvornår havde Lori ormet sig så langt ind?
Hvorfor prøvede Lori så meget at ramme Sean, der hvor han selv var? Det ville ende med at Lori blev såret eller ikke selv kunne være den, som han var. Det kunne godt være han havde tænkt over tingene de sidste par måneder, men man kunne ikke ændre hele ens personlighed så hurtigt. Lori havde ingen ide om hvad han gik ind til....Nej, Lori klamrede sig lige så hårdt til Sean som før.
På en eller anden måde formåede han at forblive rolig.
"Du kan bare ikke klare ensomheden. Men du må vænne dig til den. Den vil altid være der. Dæmoner er ikke skabt for at være plyssede små væsner som englene er. Du ville være en fin Dreven" brummede han, ligeglad med om Lori kendte til denne anden form for dæmoner eller ej. Han vendte sig om og så ned over sit skrivebord, som om det interesserede ham langt mere. Men selv om øjnene gled hen over bordet, kunne han ikke samle tankerne om det. Alle Loris ord kørte rundt.

Sean så hurtigt op på Lori, da denne snakkede om....At blive en del af...Klanen?
Nej. Absolut ikke. Nej! Lori var...Nej. Han kunne ikke blande Lori ind i det miljø. Det var giftigt, hvis man ikke havde styrken til at modstå det. Det var råt. Ingen kære mor. Lori havde mindet Sean om at være mere menneskelig, men han ønskede ikke at være den slags længere. Dette måtte være et kneb. Prøvede Lori at være mere snedig end Sean? Han var tæt på at grine ved tanken.
Sean var stille mens han tænkte. Lori ville ikke lytte til fornuft og Sean måtte få ham ud herfra. Så derfor måtte han vise Lori hvilken verden, han var så ivrig efter at komme ind i. Det ville få ham til at stikke af med halen mellem benene. Som Daron havde gjort. Et svagt smil gled over ham, da han trådte over til sit skab og fiskede nogle andre bukser frem og hev nogle sko frem fra under sengen. Bukserne blev hurtigt skiftet, før han så over på Lori igen. Et lys spillede i Seans øjne, men det var ikke til at bedømme hvad det betød.
"Lad os gå i byen. Jeg vil gerne vise dig noget. Vise dig præcis hvad du tigger om at blive en del af" både med Sean og med klanen, også selv om Lori kun ville være en tyv. Sean fik hurtigt sine sko på, før han satte sværdet fast om sine hofter. Han trådte over til døren og holdt den åben for Lori, før han med en bevægelse lod Lori vide han skulle gå først.
Det var præcise denne slags personer han ikke kunne klare. Stråsikre, som troede de havde regnet hele verdenen ud. Lori var arrogant. Men Sean var overbevist om han nok skulle finde Loris grænse og krydse den. Skræmme ham væk. Når det kom til stykket, formåede han jo at skræmme alle væk. Der var ingen i huset. Selv Razor havde ikke været hjemme i lang tid.
Alle ville flygte.
Sean ledte an ned af trappen, ned til døren, hvor han trak en af sine varme kapper over sine skuldre og holdt døren for Lori igen. Selv hvis Lori spurgte, ville han ikke forklare sig nærmere.

Sean kommentarer irraterende Lori, det unne han tydeligt mærke. Dog valgte han ikke at reagere på den som Sean sikkert havde håbet med den sætning. Han trak bare på skuldrene. "Som du selv har sagt, er der mange slags dæmoner... Og ensomheden... Den har jeg allerede fundet mig i.. jeg klarede mig trods alt meget fint i flere måneder" konstaterede han blot.
Sean skulle ikke tro at han bare kunne feje Lori af, gøre det her til et spørgsmål om, om Lori kun ville have Sean fordi han var bange for at være alene. Det var ikke Loris svaghed, det havde altid været Seans. Dog var det ikke noget han havde lyst til at sige. De skulle nødig blive uvenner nu, nu hvor det hele faktisk gik overraskende godt.

Seans pludselige blik mod Lori, afslørede at forslaget om klanen var kommet meget bag på Sean. Hvis det var en måde han kunne vise Sean at han ikke længere var en lille nuttet fyr, så var det, det han måtte gøre. Gennem deres tid sammen, havde klanen altid været det der betød mest for Sean! På trods af hersker arbejde og så videre, så var det stadig klanen der betød mest! Godt! Så var det den vej han måtte gå, for at lære Sean bedre at kende. Han vidste han måske ville komme til at se en mand der var anderledes en den blide og kærlige mand han havde haft før.. men så igen. Den gang, første gang de mødtes, var det ikke den stærke og helt igennem arrogante mand han havde fået øjnene op for? Selvom Lorikan selv ikke kunne se det den gang, så var det jo allerede første gang der skete et eller andet!
Loris blik gled op, efter faktisk at være faldt lidt hen i tankerne og minderne. Det faldt på Sean da denne pludselig begynde at skifte tøj. Han så undrende på ham, først da han sagde de skulle gå i byen, og at Sean ville vise ham hvad det var for en verden han ville ind i. På en måde havde han lyst til at stoppe Sean, sige at han ikke var færdig med at forklare sig, men på den anden side! Hvis det her var måden at gøre det på, så måtte det være sådan.

Han gik mod døren og ud af den, da Sean holde den for ham. Fulgte med ham helt ud af huset og hvor end han nu havde tænkt sig at tage Lori.

Døren gled i bag dem og Seans blik gled hurtigt op mod himlen, før han tog retningen mod Rotten Root district. Han havde egentlig været travlt optaget af arbejde, men om de breve blev sendt i aften eller i morgen gjorde vel ingen reel forskel. Faktisk så han næsten frem til nu her. Det var længe siden han bare havde beskæftiget sig med opgaver, som klanen normalt tog sig af. Som hersker var der ikke tid og der var altid øjne på ham, så han var nød til at holde sig på måtten. Alligevel havde han til tider sneget sig ud for at klare nogle opgaver eller tjekke til klanen. Den var hans hjerteblod. Den han havde haft mest succes med og holdt mest af at styre. Og arbejdet var noget nær det eneste der kunne få Seans hjerte til at slå hurtigere at spænding. Når man levede længe, kedede man sig hurtigt, trods alt.
Dette var godt nok ikke opgave som sådan, men det skulle nok blive sjovt alligevel. Normalt gjorde han kun denne slags med Razor, når de havde ting de skulle bearbejde eller var i et kedsommeligt humør derhjemme. Eller simpelt blot tog på en opgave sammen. Razor var god til den slags, til at splitte folk fra hinanden og gøre det til en konkurrence om hvem der kunne finde på det mest groteske. Det holdt det kreative i det.
Som han gik hastigt til, gled hans blik hen mod Lori en gang imellem. Hvis Lori virkelig ikke kunne tåle det, ville han måske ødelægge manden yderligere. Men på den anden side ville det understrege alt det, som Sean havde sagt hele tiden. At de ikke passede sammen, at Lori ikke kunne klare den sande Sean. En Sean der måske nok kunne begge dele...Nogle dage følte han også bare for at putte under en dyne...Andre for at deltage i blod og ødelæggelse. I sin tid havde han også vist det hele til Alane og hun havde accepteret det. Han havde vist hende klanen og hun havde blot...Accepteret. Ikke deltaget, men accepteret. Hun havde kunne rumme alle siderne af ham...
Han trak vejret dybt. Der var ingen grund til at tænke over den slags nu.
De nåede end i den anden del af byen og det var godt nok for Sean. Hans blik gled over husfacaderne, mens de gik. Husene lå tæt, så han måtte slå ihjel uden at vedkommende nåede at skrige...Men det var ikke så sent på aftenen at folk ville sove endnu.
Han valgte et tilfældigt hus, så sig over skulderen og vurderede deres omgivelser. Der var ingen i nærheden lige nu, folk var nok travlt optaget af at spise eller lignende. Sean bankede hårdt på døren.
Først åbnede ingen, men så bankede han på igen, til en ældre mand åbnede døren. En bølge af varme inde fra huset slog dem i møde, sammen med duften af mad. Manden var ved at tygge af munden.
"Ja?"
Åbenbart genkendte manden ikke Sean lige med det samme. Det betød intet for Sean.
"Undskyld vi trænger os på"
Ingen ved deres fulde fem ville lukke to fremmede mænd ind i deres hjem. Specielt ikke i denne bydel. Så Sean trådte op og skubbede manden bagud, som han pressede sig ind i det lille hjem.
"Heey -"
Et slag til ansigtet fik manden til at falde bevidstløs.
"Hør efter Lori. Vi skal slå husets beboer ihjel, og uden de skriger og tilkalder deres naboer...Kom nu ind og lås døren efter dig" Sean så sig over skulderen. De havde kun et kort vindue, inden resten af familie sikkert ville komme rendende, så han havde ikke tid til hvis Lori stod lamslået ved døren.

Turen gennem byen var lang, måske fordi de valgte ikke at sige et ord til hinanden. Normalt ville de gå og hyggesnakke, og alt eller intet. Om Seans arbejde, bogbutikken eller noget fmt tredje. Det var i hvertfald aldrig så stille som nu! Men han havde nu heller ikke forventet andet. Hvordan kunne han det? Sean var ikke ligefrem i snakke humør når han var sådan her. Og Lori gjorde nok bedst i selv at holde mund. Rotten Root.. han kende næsten dette sted som sin egen bukselomme efterhånden.. han fulgte med Sean med lige så hurtige og fast skrot som manden ved hans side tog. Han var faktisk lidt lykkelig for at han havde tage en mørk skjorte på i dag, skulle se ud og plyndre eller sådan noget, så blev man ikke lige så hurtigt set i mørket som hvis han rande rundt i en af sine hvide skjorter.

Han så undrende på Sean da han stoppede og gik op til et hus. Hvad skulle se dog her? Han fulgte med som Søren blev åbnet, og før han vidste af det havde Sean slået manden ned, jokket ind i huset. Han kunne tydelig mærke en klump i halsen og brystet da han hørte hvad Sean bad ham om. Myrde?! Virkelig? Var det, det han ville have? På trods af at hans samvittighed skreg af ham, bad om løbe ud af den dør og flygte, og aldrig se sig tilbage igen, så tog det ham kun et sekundt eller to, for at vende sig og låse døren.
Blodet pumpede allerede rundt i kroppen på ham, adrenalin? Eller frygt? Måske en kombi af dem begge. Han havde taget liv før,mange gange,.. men aldrig på denne måde! Aldrig uden en grund. Hans blik gled over Sean der tog dette forbavsende roligt. Men så igen.. han vidste det jo godt. Sean havde fortalt om klanen, og hvad de foretog sig. Og Lori havde accepteret det. Nu... Nu havde han selv bedt om at være en del af det, så hvis det her var testen, så måtte han jo bare bestå den!
Han så på Sean med et lidt stålfast blik, og et enkelt nok, som tegn på at han var klar.
Han vidste virkelig ikke om han var klar, noget i ham kæmpede stadig for at komme væk. Prøvede på at skrige til hans fornuft at det her var et klart tegn, beviset på at de ikke hørte sammen! Dog havde Lori sat sig noget andet for. Og for en gang skyld havde han ikke tænkt sig at stikke halen mellem benene og bare bukke under for hvad andre syntes! Sean skulle ikke tro at han kunne bestemme over noget så ukontrolleret som følelser! Så hvis han kunne bevise overfor Sean at han kunne være andet end stakkels lille Lori! Så var det, det han gjorde.

Sean smilte skævt ved sig selv, da det var tydeligt Lori ikke fandt situationen behagelig. For at blive optaget i klanen skulle man udføre en opgave, som var relevant for det arbejde man ville udføre. Lori havde snakket om tyveri, så Sean ville normalt bede ham stjæle noget, for at bevise sine evner eller muligheder. Men dette handlede om så meget mere end det. Om meget mere end klanen. Man kunne næsten sige Sean var desperat efter at bevise sine pointer, at overbevise Lori om hvor forkerte de var sammen, at Sean var alt for forfærdelig til at Lori kunne holde det ud...
Han var ikke sikker på hvorfor. Men han ønskede det brændende. At skubbe Lori væk. Skubbe det hele væk. At Lori allerede virkede lidt ved siden af sig selv...
"Føl fri til at give op når som helst" bemærkede han sigende. Han ville ikke tvinge Lori til at være her, hvis denne fik det dårligt eller fortrød. Det var kun forståeligt. Det var vel sådan uskyldige følte det. Sean havde snart gjort denne slags så ofte, at det ikke rørte ham længere. 
"Razor og jeg plejer at lave denne slags ting sammen...Hvor han så end er for tiden" brummede han. Han gav den bevidstløse mand et sidste blik, før han trådte over mandens ben for at gå videre fra entreen. Til højre var en lille stue og til venstre strømmede lys ud igennem en åben døråbning. Lyde, stemmer og bestik. Køkkenet eller spisestue, måske en kombination af det. Disse små huse havde som regel ikke så meget plads. 
Sean trådte hen foran og så at resten af huset bestod af en voksen kvinde, en ung pige på ikke mere end de 12-13 år og en anden ung mand. Sådan som de havde snakket før Sean trådte ind, var den sidste mand hvis aleneboende i en af de tilstødende værelser og spiste her ofte. Sikke en uheldig aften at gøre det på. 
"Godaften. Jeg beklager at forstyrre, men manden herude er besvimet..." 
De var blevet stille og stirrede forvirrede og en anelse uroligt på Sean. Så rejste den unge mand sig, som det gik op for dem hvem Sean snakkede om. 
"Vent her Greta, jeg tjekker..." sagde den unge mand. Manden slangede sig forsigtigt forbi Sean, ikke uden at sende denne et tvivlende blik. Med den ene hånd gjorde Sean tegn til at Lori skulle slå manden ud. Sean ville selv tage sig af kvinderne, men de var formentlig mere medgørlige end mændene. Det var kvinder ofte. Alligevel holdt han et øje med dem, blot for et tilfældes skyld.

Han kunne nok ikke skjule er lettere irrateret blik da han hørte Sean sige at han kunne give op hvornår det skulle være. "Det kunne du lide hva?" Mumlede han blot, som han trådte lidt væk fra manden som Sean lige havde slået ud. Så det var hans plan? At få Lori til at opgive? Få ham til at løbe grædende bort? Så ham til at opgive hele hans foretagende, få ham til at stille af med halen mellem benene uden at se sig tilbage? Han kunne tro om! Sean ville snart få at se, at den lille skøbelige Lori var langt væk. Gemt bag en langt mere beslutsom og stabil fyr. En tanke kunne da ikke undgå at ramme ham. Tænk hvis Reign så ham nu?... Men Reign var her ikke, og selv hvis han var, måtte mennesket indse at Lori måske slet ikke var den kære lille fyr som han havde regnet med.
Et stik af irratation ramte ham da Sean begynde at tale om Razor, hvad var nu det? En måde at gøre Lori Jaloux? Eller en måde at udfordre ham, så han ville prøve endnu mere? Det hjalp ikke!.. selv hvis det skulle vise sig at Sean var forgabt i hybriden, så havde Sean ikke en chance der! Raign og Razor var uadskillelige! Selv når de ikke var et par, og var ved at rive hovederne af hinanden, tja.. så var de stadig tømret sammen på en eller anden virkelig sær måde... Måske.. i virkeligheden lidt som Sean og Lori selv..
Lori rettede lidt på sig. "Sikkert sammen med Reign.. hvor end han så er" brummede han blot.

Lori blev stående i entréen og lod Sean om snakkerriget.. det var den mand jo så god til.. når det altså galt ALT andet end følelser.. pff typisk.
En ung mand kom ud i entréen, og kun et enkelt blik fra Sean, som Lori underligt nok vidste hvad betød, fik Lori til i en hurtigt bevægelse at gibe manden om munden, trække ham væk, og med en eneste bevægelse fik han slået manden over struben, hvilket fik ham til at gå ud som et lys. At dræbe manden lige her og nu, kunne skabe en masse larm! Lori kunne have brækket nakken på ham, men det ville skabe et højt smæld som knoglen ville blive knægget, og han havde ikke lige frem nogle våben. Ud over selvfølgelig.... Men kunne han styre det? Det var måske i virkeligheden ikke tiden og stedet til at teste den evne af.. En trykkende følelse i brystet opstod. Og en let kvalme begynde at bane vej til hans hals. Nej!! Han kunne ikke tøve nu! Sean havde givet en klar ordre! De skulle dræbe husets beboere... Det var opgaven, og han kunne ikke snige sig uden om. Dog var han i tvivl om Sean havde forventet at han blot slog manden ud. Derfor valgte han blot at lægge manden fra sig. Han kunne altid klare det senere. Han vende blikket mod Sean, næsten spørgende, skulle han blive her? Eller gå med ind? Hvis begge mænd bevægede sig ind i rummet kunne det skabe spetakkel hvis de rasterense beboere blev skræmt over dette.
En lidt nervøs tanke ramte Lori... Hvad hvis.. der var børn der inde?
Ville han kunne det? Ville han kunne dræbe et barn? Han havde ikke engang dræbt en voksen ud over hans føde, og dem plejede han jo at nøje udvælge, så.. at myrde uskyldige, tilmed kvinder og børn?.. han rystede tanken fra sig! Nu måtte han tage sig sammen! Finde en del mere af Lorikan frem, og gemme Lori væk. Samvittigheden kunne han slås med senere! Det var ikke noget han kunne vise Sean! Desuden havde han ikke hørt tegn på små børn.

Man kunne kun snyde et helt hus så længe og kvinden vidste allerede der var noget galt. Der var alt for stille fra entreen, foruden nogle underlige forstummede lyde da manden blev slået bevidstløs. En spænding i luften, der fik kvinden til at rejse sig og stille sig ind foran barnet.
"Hvad vil I? Vi har intet af værdi! Vi har intet gjort galt!"
Pigen klynkede bekymret og gemte sig bag sin mor. Sean vurderede dem et øjeblik, før han trådte længere ind i rummet. Kvinden stod som lammet, da Sean kom helt tæt på hende. Barnet ville formentlig skrige, hvis han slog kvinden ud...Og omvendt. Desuden ville Sean især gerne holde liv i barnet. Hvis der var noget der kunne krydre Loris grænse...
Et slag til tindingen og kvinden faldt bevidstløs sammen. Sean greb hurtigt fat i den lille pige, der nåede at give et skrig fra sig, inden Sean druknede det i sin store mund. Han holdt pigen for munden og næsen, til hun faldt bevidstløs og slap så med det samme, så hun ikke endte med at dø i armene på ham. Nu havde de et hus fuld af bevidstløse personer. Det var på tide at lede efter reb eller snor til at binde dem med.
"Lori? Reb. Vi skal skynde os at lede efter reb" bekendtgjorde han, før han vendte sig om mod køkkenskabene og begyndte at lede dem igennem. På spisebordet stod stadig resterne af aftensmaden og sendte en ellers tung lugt af kogt kød og grønsager. Ubrugeligt.
Sean fandt kun noget snor, der kunne bruges i madlavningen. Solidt nok. Han rettede sig op for at se om Lori måske havde haft mere held i en anden del af huset. Men i stedet for at spilde tiden, trådte han over og begyndte at binde pigens hænder og fødder sammen. Munden blev stoppet til med en klud han havde fundet, så hun ikke kunne skrige.
"Fyld deres munde!" tilføjede han sigende til Lori. Han forventede ikke Lori havde meget erfaring med denne form for drab. Det hele bar præg af spontanitet, som Sean ikke havde lagt nogen plan. Men de måtte nøjes med hvad de kunne finde.

Loris opmærksomhed blev med det samme fanget af køkkenet, selvom han ikke kunne se der ind, havde ha tydeligt hørt en kvinde stemme. Pokkers også! Så der var kvinder? Han mærkede hvordan det trykkede i maven, hvordan mellemgulvet på ham trak sig sammen. Han prøvede dog virkelig at få det under kontrol. Sean kunne ikke se det! ikke for noget i verden. Så ville han bare mene at han havde vundet, og han ville ikke lade Lori blive en del af klanen. Derfor forsøgte han bare at forholde sig i ro.
Han hørte Sean snakke om reb, og begynde så at lede efter noget. Det var svært at skulle finde noget i en andens hjem, nogle ting lå meget logisk hvor alle ville have det liggende, men man kunne jo aldrig vide. Men dog havde han ret. I den nederste skuffe i en kommode i entreen, indeholde netop dette. Reb og noget tyndere men stadig stærkt snor. Han fik fisket det frem, og bandt de 2 mænd, med hænderne bag på ryggen, og derefter om fødderne, inden han bandt dem sammen, ryg mod ryg. De ville ikke kunne hjælpe hinanden med at binde ræbet om deres hænder op, deres arme var bundet så ubehageligt vredet om på ryggen at det ikke ville vær en teknik de ville mestre. Derefter stoppede han deres munde til som Sean havde bedt ham om. Han tog fat i de to mænd og et ekstra stykke reb. Slæbte de to mænd hen til døren, inden han slap dem der og kom ind i køkkenet til Sean.
”jeg fandt noget mere reb” sagde han roligt som han rakte det til Sean. Hans blik gled over køkkenet. Jep… en kvinde. Det måtte være hende han havde hørt! Okay, det skulle nok gå! Han måtte holde hovedet koldt nu, og holde fokus.
Men pludselig fangede hans blik den sidste og fjerde person der var tilstede i huset. En ung pige, ikke mere end de 12-13 år. Hans hjerte begynde at galopere, mere end det allerede gjorde. Fuck…. Hvordan skulle han kunne slå et barn ihjel?
Hans blik veg fra pigen, heldigvis formået han at få det til at se mere eller mindre naturligt ud. Han så på Sean. ”hvad så nu?” spurgte han inden han så rundt i huset. Kvinden havde tydeligvis haft ret. De havde ikke noget af værdi! Det mest vadifulde de måske havde vær deres møbler, hvilke ikke var noget som helst at råbe hurra for. Han valgte dog alligevel at gå hen og undersøge de to mænd. Skulle de nu have noget, kunne de lige så godt få det med sig. Og han fandt da også en beskeden taske med penge i mandens bukselomme. Der var ikke meget i men lidt var bedre end ingen ting. Han rejste sig og gik over til Sean og rakte ham den.

Sean fik sikret kvinden også og fik puttet noget i munden på hende. Så langt så godt. Nu kunne de begynde at tage den mere med ro. De ville ikke løbe, slå igen eller skrige op. Nu kunne de undersøge hvad de havde i deres nærvær og overveje præcis hvilke grufulde måder de skulle dø på...
At de skulle dø var end ikke til at debattere. De havde set Sean nu, hvis de bagefter gik ud og pegede på byens hersker som skyldig, kunne det ødelægge ting. Som minimum skulle de miste øjnene og bagefter ville de være invalide og leve et liv på gaden, til noget andet slog dem ihjel. Sygdomme, sult, kulde. Det ville være mest...Humant...At slå dem ihjel nu. Sean ledte køkkenets skuffer igennem og fandt nogle forskellige knive. Han lagde dem frem på række på køkkenbordet, før han vendte sig om mod Lori. Et vurderende blik gled ned over Lori.
Hvad var det han følte? Noget der...Stak...Dårlig samvittighed? Lori ville om noget blive tyv, ikke en morder...Selv om Lori påstod det var for at blive tæt på Sean, havde klanen som altid brug for alle folk de kunne. Der var styrke i mangfoldighed. Lori holdt sig godt sammen, men Sean havde ikke været sammen med manden i over et år, uden at kunne se det...Omend bare en anelse...
Han bed hårdt sammen.
"Nu slår vi dem ihjel. Siden det ikke er der du har dine evner eller erfaringer, tilgiver jeg at du bare slår dem hurtigt ihjel. Selv vil jeg nok have det lidt sjovt. Få dem til at vride sig, græde og skrige i afmagt..." Sean fandt en bred kniv og rakte den til Lori.
"Det siger sig selv at hjertet er et sted der hurtigt befrier dem. Du kan også skære dem op langs armene eller lårene. At forbløde skulle være en overraskende smertefri måde at dø på"
Seans blik hvilede på Lori, brændende. Den vrede og frustration han havde følt for et øjeblik siden var forsvundet og blevet erstattet af....
En uvilje til at udsætte Lori for dette. Men der var ingen vej tilbage. Sean ville fremstå som den svage. Han var svag! Han kunne ikke engang tvinge Lori igennem dette her...Desuden måtte han ikke glemme det var for Loris bedste.
"Vælg hvem end du vil"
Lori fik altid dette frem i Sean. Men det ændrede ikke på at Sean stadig lavede denne slags, selv når Lori ikke var der. I virkeligheden viste han jo netop bare hvilken mand han var.

Loris blik vandrede over de bevidstløse beboer der lå på gulvet, og i virkeligheden blot ventede på at blive myrdet, på at blive slagtet af 2 dæmoner der bare kedet sig for meget. Han hørte godt hvad Sean sagde, at det nu var tid til at slå dem ihjel, og at han ville tilgive Lori hvis han gjorde det hurtigt. Men at han selv fortrak at få dem til at vride sig, og græde… ligefrem skrige. Kvalmen ramte ham en smule mere, men han formået at holde den en smule tilbage. Han stod stadig med blikket rettet mod pigen et stykke fra ham. Hans blik fjernede sig først fra hende da han så Sean række en stor kniv frem mod ham. Hans krop begynde at arbejde mod ham. Kvalmen blev værre, og han måtte synke flere gang, da han følte at han snart ville kaste op. Han lyttede til hvordan Sean forklarede de forskelige måder han kunne slå dem ihjel på uden at de ville lige over det.
Til sidst rakte han ud efter kniven, og desværre var hans krop ikke ligeså god til at skjule hans nervøsitet som hans blik og ansigt var. For da han roligt rakte ud efter kniven var det med rystende hånd. Han knyttede den hurtigt og trak den lidt til sig, inden den blev åbnet igen, og hurtigt tog kniven ud af Seans hånd, tydeligt fordi han godt vidste Sean havde set det, men at han ikke ville bukke under for det.

Han så skiftevis på beboende da Sean sagde at han skulle vælge en. Han vende undt og gik ud til den unge mand i gangen. Denne mand ville han måske have det nemmest med at dræbe, han var ung, boede tydeligvis alene siden han spiste med her, de eneste der ville savne ham var dem her i huset, der også om lidt ville lide samme skæbne.
Adrenalinen kørte på højtryk, og hans hjerte hamrede i brystet på ham, slev hans vejrtrækning var blevet tungere og hurtigere. Kvalmen blev endnu en gang holdt i skak ved at synke. Han satte sig på hug foran fyre der stadig var bevidstløs.. Han så ned på kniven. Det var nu ha skulle fortryde! Nu han skulle stikke halen mellem benene og flygte uden at se sig tilbage! Han kunne tage til Sunfury, glemme alt om Sean! Glemme alt om denne Sean som han aldrig før havde set.
Nej…. Han havde ikke brugt alle de måneder alene, med træning, tænkning, og ensomhed for at stikke halen mellem benene! Nej! Han havde sagt han ville slås for Sean, at han ville overbevise ham! Og det var hvad han havde tænkt sig at gøre. Med et hård stod, og en hurtig, og meget præcis bevægelse, borede han kniven i hjertet på den unge mand. Kvalmen ramte som et knytnæveslag. Men han klarede den. Trak kniven ud, og rejste sig. Med blod dryppende fra den store kniv, vente han blikket mod Sean. ”måske skulle vi se at blive færdige… hvis nu nogle skulle ha hørt pigen” sagde han med en overraskende rolig stemme.
Han vidste det her var så forkert som noget kunne være, i hvert fald hvis du spurgte andre. Og dem han kende ville blive skræmt over at se Lori sådan her. Søde og kærlige Lori, der ikke kunne gøre en flue fortræd. Måske glemte mange af dem, at der var to sider af ham! Lorikan havde myrdet rigeligt i sit liv… han havde dræbt sin egen mor! Men efter sammen smeltningen var Loris del også trådt ind og været en stor del af den samvittighed som Lorikan ikke havde.
Det bedste Lori kunne gøre lige nu var at Lukke ned for søde rare Lori, og åbne op for Lorikans absurde lyst til at dræbe.

Lori var ikke tilpas i situationen, det var tydeligt. Sean kendte tegnende, havde set dem før, på folk der ikke var skabt til at dræbe. De første gange var værst, men Sean havde selv vænnet sig til det. Eller måske var han bare i stand til at bortforklare det? Eller måske var han virkelig overbevist om at alle før eller siden ville dø og han trods var en magtfuld dæmon, men resten bare var...Mad? Levende sække af kød? Intet af værdi, i hvert fald. Han havde altid set ned på mennesker, set ned på andre racer. De kunne til tider udnyttet til forskelligt arbejde, men ikke meget andet. Ikke medmindre de formåede at få en betydning for Sean, i hvert fald, sådan som Alane havde. Hun var en shapeshifter. 
Men disse fremmede betød intet for ham. Det der betød noget, det der måske gav ham et svagt stik af samvittighed, var at se Lori der tydeligt kæmpede imod sin natur for at bevise et eller andet. Med Daron havde der ikke været nogen kære mor og da Daron var bukket sammen og ikke egnet sig til morder, havde Sean blot fundet andet arbejde til ham - noget skuffet over sit eget kød og blod. Men Lori var noget andet. 
Det var som om han altid vendte tilbage til netop dette, for at afprøve om folk virkelig gad ham eller var han værdig. Som om at hvis de kunne holde dette ud, kunne de holde hele Sean ud...Ikke meget andet kunne jage folk væk, der var villige for at dræbe for en relation. Vel?

Tålmodigt havde han holdt kniven frem mod Lori, selv da Lori næsten ikke kunne tage imod den. Han fulgte efter Lori, da han valgte et offer. Den unge fyr. Det var både logisk og ulogisk. Den unge fyr var måske den Lori bedst kunne relatere til personligt, men samtidig måske var den Lori ville føle mindst dårlig samvittighed over at dræbe. Sean modstod en eller anden trang til at ville stoppe Lori. Bibeholdt stædigheden til at bevise en pointe for Lori. 
Nu måtte Lori da hade ham. Kunne Lori ikke se Sean ikke var noget for ham, for nogen som helst? Dette var ikke Lori, at slå ihjel! Hvorfor var manden her stadig? Det var tydeligt Lori havde det dårligt over alt det her! Og ærlig talt frarøvede det Sean lysten til at slå resten ihjel...
I stedet for at trøste Lori, blev han vred. Vred over at Lori stadig var her. Han rakte ud og tog kniven fra Lori, før han trådte over til den ældre mand. Han skar manden over halsen, så blodet løb ud over manden og gulvet. Så vendte han rundt og gik ind i køkkenet. Den voksne kvinde var ikke vågnet op endnu, men pigen var begyndt at røre på sig. Han skar halsen over på den voksne, men foran den lille pige...
Sean blev stående og stirrede nærmest hypnotiseret på hende. Kniven dryppede blod ved hans side og det havde endda ramt hans hånd. Takket være hans sorte tøj, kunne man ikke se de pletter der havde ramt hans krop. 
Pigen vågnede snart op. Hun virkede en smule om tumlet, mens hun så sig rundt og prøvede at forstå hvor hun var og hvad der skete. Det gik langsomt op for hende. Da hun så liget af kvinden, som sikkert var hendes mor, og Sean der stod foran hende med en blodig kniv, prøvede hun at skrige. Men skriget sad fast i hendes fyldte mund og hendes paniske bevægelser var uden held, som hun var bundet stramt med den hårde snor. Snoren truede med at bore sig igennem hendes hud og få hende til at bløde. 
Sean vendte kniven lidt i sin hånd og skiftede vægt fra det ene ben til det næste. Dette var ikke noget han gjorde hver dag. Slog ihjel på denne måde, altså. Om det var børn eller voksne rørte ham ikke. Han havde engang ofret sin egen spæde søn for at opnå noget selv. Nej, han kunne ikke beslutte om han burde gøre det hurtigt eller pine pigen. Pine pigen, for at skræmme Lori væk. Lori havde holdt længere end Sean havde forventet, men dette måtte da være grænsen. 
Sean tog et valg. Hurtigt trådte han over til pigen og om bag hende. Han greb hårdt fat i hendes hænder og med en hurtig og voldsom bevægelse befriede han pigen for et par fingre, før han kastede dem igennem lokalet. For at sikre at Lori bemærkede dem. Pigen fortsatte med at skrige, med at græde, med at spjætte. Blodet gjorde Seans egne hænder snaskede. 
"Har du ikke snart set nok?" 
Spørgsmålet var rettet mod Lori. Der lå en vrede og frustration i ordene, som Sean ikke formåede at skjule.

Kvalmen var efterhånden blevet fast inventar i hans krop! Den slap i hvert fald ikke foreløbig. I stedet trykkede den sig på, tvang Lori til at lægge mærke til den igen og igen. Lori havde ikke ret meget andet end lige trukket kniven ud af den unge mand der snart var helt blodig på maven, før Sean nærmest rev kniven ud af hans hånd. Han så til mens Sean hurtigt og næsten på et øjeblik havde skåret halsen over på både den ældre mand, og kvinden. Det faldt Sean meget nemt og naturligt.. men det vidste Lori jo! Han vidste at Sean tog andres død meget nemt! Desuden havde Sean allerede fortalt om hvad han gjorde. At klanens opgaver var at stjæle og dræbe. Og hvis det var de opgaver man havde i den klan, så måtte Lori blot lære at håndtere det.
Kvalmen syntes dog ikke dette var det bedste. Og samtidig.. fik Lori et uhyggeligt adrenalin chok af det her. Han blev underligt nok lidt draget af at kigge på blodet frem for at se væk. Han skammede sig over denne følelse, men kunne ikke styre den! Rusen drønede rundt i hans krop, og det var bestemt ikke rart at tænke på at det var sådan her han fik det, af at se nogle slagte en familie, og selv være en del af det.
Hans blik faldt på Sean da han stod foran pigen. Tøvede han? Hvorfor? Et barn kunne da ikke betyde noget for Sean? Dog gik Sean om bag pigen, og først forstod Lori ikke helt hvad han lavede, var han ved at befriende pigen? Hvorfor i?... Han fandt dog hurtigt ud af hvorfor han havde siddet som han havde da et par finger fløj gennem lokalet og landede næsten lige foran ham. Det hele vende sig i hans mave, og for første gang var han nød til at se væk. Bange for at kvalmen viste for mange tydelige tegn, da han fik sin første opkast refleks, som han dog holde nede. Han trak været dybt, selvom det ikke hjalp meget, lugten af blod havde allerede fyldt rummet. Han stoppede dog op da han hørte hvad Sean sagde. Hans øjenbryn gled sammen. Han vende sig rundt, gik hen mod pigen og Sean og så på Sean.
"Hvorfor?.. pludselig ikke lyst til at have det sjovt" spurgte han blot som han rakte hen på bordet og tog en af de mindre knive, inden han placerede den mod pigens kind, og i en hurtigt bevægelse, skar han den tæt på åben, uden så meget som at se på pigen, blikket var holdt fast og bestemt på Sean.
Pigen prøvede på at skrive smertefulgt, men der kom ikke noget lyd af betydning ud fra hende. Tårerne trillede ned over kinderne der nu kun ville salte såret hun havde fået.
"Fortsæt du bare" der var noget utrolig viljefast over det Lori sagde, og det var på trods af at hans hænder rystede, næsten sammen med hele hans krop. Dirrede af ubehag, men også af det gruopvækkende adrenalin der var dukket op i hans krop. Hans blik forsvandt endelig fra Sean, og desværre gjorde han den fejl at få set på pigen, der fangede ham med de store tårefylde øjne, øjne der tryglede ham om nåde. Tryglede ham om at få det her til at stoppe, om ikke at dræbe hende. Svedperler begynde at dukke op på hans overlæbe og pande, og lige nu kæmpede han virkelig med sin krop og samvittighed imod lysten til bare at vende rundt og løbe, løbe, og aldrig komme tilbage! Ikke nok med at han var nød til at bevise overfor Sean at han kunne klare det her, at de slet ikke var så forskellige fra hinanden, så var det nu også blevet en principsag. Hvilket det var blevet i det øjeblik at Sean havde antydet at Lori kunne give op. Nej!! Han var en dæmon, det havde Sean sagt så mange gange, og trods han havde sagt at dæmoner kunne leve som de ville, så mente han det jo ikke rigtigt! For ham var en dæmon en der slog ihjel uden at blinke. Og Hvis det var det Lori skulle lære for at Sean så nok i ham, så måtte han blot lære det.

Lori krydsede en af Seans usynlige grænser. Han smed den blodige kniv på spisebordet, før han trådte frem bag pigen og greb Lori i hans tøj. Trak ham først tættere på, før han skubbede ham hårdt baglæns, som om han nu hellere ville angribe Lori end pigen.
Dette var forkert. Lori var ikke en morder og Sean ønskede ikke han blev en morder. Han havde det åbenlyst dårligt og alligevel stod han her og påstod noget andet? Lori virkede desperat. Ikke viljefast, bare desperat. Hvis Lori bare havde givet efter nu her, havde Sean kunne forstå det, tilgivet ham og måske blot slået pigen hurtigt ihjel, så de kunne vende hjem til dem selv...Så han kunne tage sig af Lori igen...
Men i stedet udfordrede Lori ham. Et spil om dominans, om magt. En kamp Sean aldrig ville tabe, uanset hvem der kom til skade i kampen. Det var alt for Sean. Den slags han slog sin egne ihjel for. Den slags han ønskede at slå Lori for.
"Du er ikke en morder. Du ville ikke engang vide hvor du skulle starte, hvis jeg bad dig torturere pigen" Seans stemme var rolig og kold som sten. Hans blik hvilede stikkende på Lori.
"Og nu udfordrer du mig? Tror du det er en kamp du kan vinde?" Seans stemme, hans blik og aura, ville få de fleste til at krybe sammen.
"Jeg ønsker ikke du er en morder. Hvorfor skulle jeg det? Jeg har specielle folk i min klan, der varetager den slags arbejde. Du sagde det selv, du ville kun stjæle. Du ville slet ikke komme i nærheden at denne form for arbejde. Den eneste grund til at jeg gjorde det, var for at vise dig hvilken person jeg er. Men det ser ud til at det var spild. Det ser ud til du tror jeg ønsker du også er en morder. Det er ikke det der betyder noget!" Sean trak vejret dybt.
"Vil du stadig udfordre mig? Du kan ikke slå min styrke. Hvis du ikke vil, så gå. Gå ud herfra. Gå ud og få noget frisk luft, inden kvalmen vinder og du brækker dig ud over hele gulvet!" Det var en ordre. Seans arm pegede mod døren ud til entreen, som tegn til at Lori skulle gå sin vej. Gå ud af huset, om ikke andet. Sean havde ingen respekt for folk, der spillede noget de ikke var. Han var skuffet over Lori.

Det var ikke uden en hvis forskrækkelse at Lori så hvordan Sean bevægede sig hurtigt over mod ham, og endda greb fat i ham, og desværre gippede sikkerheden også lidt da han veg lidt og kneb øjnene sammen, næsten klar til at det ville komme en eller anden form for voldelig bevægelse fra Sean. Det var dog ikke hvad der skete. Han vende blikket tilbage mod Sean da han begynde at tale. De ting der blev sagt stak hårdt i hans bryst, og mildest talt havde han lyst til at råbe af Sean. Hvis han havde så meget i mod at Lori var her, at han rent faktisk formåede at holde sig igang, hvorfor så tage ham med her hen?
Han vende blikket mod Sean. "Udfordre dig?.. var det ikke NETOP din plan med hele det her? At udfordre mig? At få mig til at løbe skrigende bort? At vise mig en masse grufulde ting, tvinge mig til at dræbe, blot så du kunne understrege din pointe?.. hvordan er det på nogle måde anderledes, end at jeg siger du kan fortsætte?" Han formåede at holde tonen rolig og lav, begynde han først at råbe ville de blive opdaget.
"Havde jeg givet op havde du grint mig lige op i ansigtet, fordi du fik ret.. nu hvor jeg ikke giver op, bliver du rasende fordi du ikke får din vilje.. du ville ikke bare vise mig hvem du var! Du ville skræmme mig nok til at jeg ville holde mig væk!.. jeg er ikke så dum som du måske går og tror..... " hans stemme var ikke bare irratabel, den var såret.
Hvordan kunne Sean stå og sige at Lori troede Sean ville høre ham til morder, selvfølgelig ville han ikke set!.. han ville kun skræmme Lori. Og nu hvor Lori rent faktisk formåede at blive, formået at holde ud, så var Lori pludselig den onde her?

Han valgte dog ikke at diskutere mere. Han orkede det ikke, kvalmen havde meldt sig for alvor nu han var blevet mere bevidst om hvad han lige havde gjordt. Derfor vende han også blot rundt og gik udenfor.

Hvad mere kunne han egentlig gøre? Var det ikke netop det her Sean havde set frem til? Så hvad nu? Nu var det en leg? Nu var det atter Loris skyld?
Han kom ud af døren, og desværre gjorde den friske luft ikke noget godt for ham. Den friske luft, deres sammenstød og ikke mindst den pludselige forståelse for at han lige havde først myrdet en mand, og derefter næsten skåret kinden op på den stakkels pige ramte ham som et knytnæve slag.
Han fik vaklet lidt væk som en svimmelhed slog ham. Og en gyde blev stedet hvor indholdet af hans mave ikke længere kunne klare det.
Med en hånd mod muren vandt kvalmen og han ende ud i at kaste op. Kroppen dirrede stadig af adrenalinen. Tårerne ville heller ikke holde sig væk, og selvom han havde lovet sig selv at gråd ikke var noget han længere ville gøre sig i så kunne de ikke holdes tilbage.
Han var ikke morder!... Han ville ikke være morder!.. hvorfor havde Sean overhoved at ham op til det her, hvis han ikke ønskede at gøre Lori til en morder.
Han fik vaklet væk fra sin egen pøl, og fik i stedet sat sig ned på jorden med ryggen op af muren. Han bukkede hovedet ned mellem sine knæ, og holde om hans nakke.
Han prøvede på at tænke på noget andet, men hver eneste gang han lukkede øjnene så han pigens ansigt, et ansigt han lige havde skåret halt op. Han måtte vende sig rundt da hans mave åbenbart ikke var færdig med at tømme sig.

Det her var ydmygende! Ikke nok med at han lige havde bukket under for Sean, så stod han også her og gav efter for hans væmmelse. Tårerne var der ikke for den familie han havde dræbt. Men fordi han følte sig frustreret. Han havde dræbt for Sean, og ikke engang det var godt nok, nærmere det stik modsatte! Hvis Sean reagerede sådan på at Lori havde dræbt, så var der jo ingen mening i at han gjorde det!...
Agrationerne hobede sig op, og det eneste der lige nu virkede til at kunne afløse det, var et hårdt knytnæveslag der blev sendt mod den hårde stenmur foran ham. Noget der ikke rasulterede i ret meget andet end at han slog hul på sin hånd, dette stoppede dog ikke mavens indhold i at komme ud af ham.

Sean svarede ikke Lori. Loris ord betød blot at Lori ikke havde forstået noget som helst. Faktisk var Sean end ikke sikker på hvad han selv følte, så han ville ikke vide hvor han skulle starte, hvis han skulle svare Lori. Noget af det var sandt. Det vidste han. Men noget af det var også forkert. Han havde ikke taget Lori med, for at Lori skulle udfordre ham. Ingen skulle udfordre ham, Sean levede for magt og dominans, så selvfølgelig ønskede han ikke at nogen udfordrede ham på det punkt. Han havde blot forsøgt at vise Lori hvilken verden, Sean var en del af og understrege at Lori ikke hørte til her. At Lori var stædig nok til at påstå andet var...Idioti.
Han gik over til bordet og samlede kniven op igen. Pigens liv blev hurtigt endt. Der var ikke mere til disse drab, der var ingen grund til dem og Sean havde ingen lyst til dem. Havde ikke engang haft det til at starte med. Det hele havde handlet om Lori. Kun Lori.
Han tog et øjeblik, hvor han blev stående inde i huset og ventede. Han havde brug for at falde til ro og han var sikker på Lori satte pris på et øjeblik for sig selv, hvis manden altså ikke direkte var gået eller løbet sin vej.
Men det gav kun mening at vente så og så længe. Så til sidst, efter at have vasket sine hænder og ansigt i en klud og en spand vand i køkkenet, forlod han endelig huset. Døren blev lukket stille efter ham og han trak vejret dybt, mens han skyndte sig væk fra huset, så ingen kunne sige de havde set nogle skikkelser nær det. Hvor var Lori? Han så sig omkring og for et øjeblik gik han ud fra Lori var stukket af...
Men så indhentede han lugten af opkast og opfangede en bevægelse. Sean fandt snart Lori og så ned på den ynkelige skikkelse et øjeblik...
Han havde ingen plads. Sean havde ingen plads til at trøste Lori. Men det bed i ham for at gøre det. Dette var alt sammen Seans skyld. Hvordan kunne Lori ikke se det? Alt dette var hvad han kunne takkes med, hvis han insisterede på at være i nærheden af Sean. Sean var en ond mand, der ødelagde sine omgivelser, inklusiv folk. Inklusiv Lori. Lori ville have det så meget bedre med...Ja, med enhver anden. Lori fortjente det.

Sean trådte ind ved siden af Lori og satte sig på hug. Tøvende gled en hånd frem og lagde sig mod Loris ene skulder, hvis Sean fik lov til at lægge den der. Dette var en almindelig reaktion for en mand, der havde slået ihjel, men som ikke var en morder. Brækket, tårerne, fortvivlelsen. Sean tænkte ikke dårlig om Lori af den grund. Han havde set så mange få den reaktion igennem årene...Det var blot et bevis på Loris blide sind.
Han trak vejret dybt, før han trak hånden til sig og rejste sig op.
"Hvis du hader mig, er det kun godt. Dette er den slags liv jeg lever. Dette er også en del af hvem jeg er. Jeg tror de færreste vil kunne acceptere alle dele af mig på lige fod. Der vil altid være en del de hader eller tager afstand fra. Du er bedre end det her, Lori. Du er bedre end mord eller selskabet af en morder. I starten var jeg tiltrukket af Lorikans styrke og viljestyrke. Jeg er altid tiltrukket af den slags. Men da du blev en hel person, kunne jeg også godt lide din blide side. Den mindede mig om at der også var andet end død og ødelæggelse. Men jeg vil kun korruptere den del af dig. Jeg holdt tilbage...For at beskytte dig og fordi jeg var egoistisk. Fordi jeg var bange for du ville hade hvad du så. Nu har du set det. Nu burde du kunne forstå hvorfor jeg langt fra er den rigtige for dig. Du fortjener så meget mere..."
Det var en lang talestrøm og Sean så ikke på Lori, mens han talte. Dette var en sandhed. Hvis Lori ikke snart forstod dette, hvad mere kunne han så gøre for at få manden til at indse det? Han havde fået Lori til at dræbe. Lori burde hade ham, forbande ham og aldrig ønske at se ham igen. Det ville være bedst.
Sean havde sådan lyst til at kramme ham og fortælle ham alt nok skulle blive bedre...
Men dette var bedre. For Lori.

Det var ubehageligt! Det var det selvfølgelig altid at kaste op, men det her var forfærdeligt. Hver gang han formået at holde op med at kaste op, dukkede billederne op i hans hoved igen, og fik det til at vende sig i ham på nu. Han kastede faktisk så meget op, var så chokket at han næsten ikke lade mærke til at Sean kom ind i huden til ham. Ikke før han sad på hug ved siden af ham, og han mærkede hånden på hans skulder. Underligt nok hjalp det. Han vende sig lidt rundt så han sad med ryggen mod muren og trak forpustet efter vejret, mens han prøvede på at få tørt sit ansigt for alle tårene. Han vende blikket op mod Sean da han begynde at tale. Det gled dog lidt ned igen. Ikke på grund at tristhed, men fordi opkasten havde givet ham hovedpine. Han sad lidt med lukkede øjne. Hvorfor sagde Sean de ting? Havde han virkelig ikke forstået et ord af det Lori havde sagt tidligere. Da Sean havde talt færdig, sukkede Lori lidt. "Hvorfor gør du det der?" Sukkede han blot, hvorefter han lidt groggy kom på benene.
Han så på Sean. "Du fortalte mig for længe siden om klanen, og hvad der foregik i den, og allerede den gang acceptererede jeg det!" Han tog sig lidt til hovedet der dunkende noget irraterende lige nu.
Han så på Sean. "Jeg hader dig ikke, det har jeg aldrig gjordt, og kommer jeg aldrig til!... Det her... Det ændre ikke noget" han glide let ud mod armen mod huset. "Det der inde... Det var ulideligt! Jeg hadet hvert et sekundt! Men ikke på grund af de ting du gjorde ved de mennesker... Men fordi du virkelig troede på at jeg ville stikke halen mellem benene.. at du virkelig troede på at så lidt kunne få mig til at opgive dig" han stod stadig lænet op af muren da hans korp ikke ligefrem havde det godt.
"Hvad er det du mener jeg fortjener Sean?... At være sammen med hvilken som helst anden end dig?.. og når det ikke ville gøre mig glad?.. når det ikke er det jeg ønsker? Hva så?..... Fortjener jeg ikke at være sammen med den mand jeg elsker?.. fortjener du ikke det?" Han sukkede lidt.
"Hvorfor skal jeg nøjes med en anden?..." Han rettede sig mere op. "Måske skulle du i stedet for at beskytte mig, hellere hjælpe mig med at tackle den verden.. jeg bliver en del af den om du vil det eller ej!.. det er det jeg vil" hans blik var sikkert, men også blødt.

Sean sukkede svagt for sig selv, da han vendte sig, så han kunne se på Lori. Der var vel snart ikke mere at blive sagt mellem dem. Han havde prøvet alt, i den tro at Lori ikke anede hvad han talte om, men her stod Lori stadig og påstod han ville være sammen med Sean. Også selv om de skændes hele tiden. Også selv om Seans liv og lyster involverede at slå folk ihjel. Også selv om...Så mange ting!
Om ikke andet var Lori blevet advaret nu. Advaret om de slemme ting der kunne ske eller om hvad Sean gik og rodede sig ud i. Hvem vidste hvad der skete senere? Sean brød sig ikke om at tænke på fremtiden. I fremtiden ville Lori før eller siden få for meget, for dt gjorde folk altid. Men hvordan kunne han overbevise Lori om det, når han ikke engang gad at vende om nu? Han havde ikke energi eller vilje til at overtale Lori længere. Hele dette havde udmattet ham og han var sikker på Lori følte det på samme måde.
"Okay" svarede han så bare. De kunne vel lade som om lidt endnu. Se hvor længe der gik, før de skændes igen eller fik nok af hinanden.
"Men nu bør vi virkelig komme væk herfra, inden nogen ser os" Han trådte over til Lori og tilbød at støtte ham.
"Lad os gå hjem til mig. Du trænger til vand og at slappe af...."
Det eneste han kunne gøre nu, var at prøve og lappe det han havde ødelagt. Mon Lori nogensinde ville sove ordentlig igen? Det var det ansvar Sean nu måtte bære. Alt hvad Lori ville mærke efter denne aften ville være Seans skyld.

Han vidste ærligtalt ikke hvordan han skulle reagere på Seans Okay. Måske fordi han faktisk var i tvivl om hvad det egentlig betød. Betød det okay, jeg er ligeglad? Eller Okay, lad os prøve igen? han havde lysten til at spørge men ikke overskuddet. Han orkede ikke at skulle snakke mere om det, denne aften havde mildest talt været alt for overvældende på alt for mage måder.
Så for en gang skyld lod han emnet lægge uden at prøve at hive mere ud af Sean. Ærligtalt nok også fordi denne aften KUN kunne blive værre hvis Sean totalt afviste ham. Han nikkede lidt da Sean sagde de hellere måtte komme væk. Han rettede sig mere op, og lod Sean støtte ham. Det var med en blandet følelse! Det var dejligt at have Sean så tæt på sig, men det var også hårdt, for det eneste Lori fik ud af det, var trangen til at kramme sig ind til ham. Han modstod dog den fristelse.
Han havde nok ikke regnet med at Sean ville tage ham med hjem til sig nu? Måske være venlig og følge Lori hjem, men ikke mere end det. Men det var da altid noget at Lori ikke skulle være alene lige med det samme.
Han fulgte med Sean, sagde ikke ret meget.
Hvad skulle han sige? Han havde slået ihjel i aften. Myrdet for den mand han elskede, og det der var kommet ud af det var endnu et skænderig.. Havde Sean ret? Hans blik skævede mod Sean. Hvad var det her egentlig? Havde han overbevist Sean? Og i det tilfælde… hvorfor følte han sig så ikke glad?
Han havde stadig kvalme, og det var svært at tænke på meget andet end det. Han støttede sig op af Sean, og havde selv en arm om Sean for at støtte sig. Han ende med at krumme sine finger om Seans skjorte, det var måske nok det tætteste han kom på at trække Sean tættere på sig. De kunne jo heller ikke gå arm i arm og holde om hinanden, ikke engang på denne tid hvor der ikke var så mange i gaderne. Men blev de set ville de gå ud over dem begge.

Efterhånden som svimmelheden lagde sig, rettede han sig også mere op, trak et par centimeter væk fra Sean, ikke på grund af han ikke ville gå op af ham, men fordi de skulle passe på hvordan de blev set sammen. Han så på Sean. ”jeg kan forstå du ikke har set noget til Razor?” sagde han pludselig som han brød stilheden. Måske hvis de talte om noget andet. Så kunne han måske også tænke på noget andet end kvalmen.

I det mindste modsatte Lori sig ikke at blive støttet og de begav sig væk fra det blodige hus og op igennem byen, mod Terrorville. Sean valgte de hurtigste små gader han kendte. Der var stille mellem dem, men Sean vidste ikke om det skyldtes ham selv eller det at Lori stadig oplevede chokket efter at have slået ihjel. Måske havde Lori brug for stilheden, så Sean sagde ikke noget.
Da Lori pludselig skubbede sig lidt væk, modarbejdede Sean ham ikke. Hans blik gled ned over Lori og øjenbrynene gled tættere mod hinanden, da Lori snakkede om Razor.
"Hvorfor snakker du nu om Razor?"
Ærlig talt havde Sean ikke haft meget andet i tankerne end Lori denne aften.
"Men nej, han er ikke hjemme" svarede han så, lod det ligge, i tilfælde af der lå et nyt skænderi og ventede på dem. Han orkede ikke flere skænderier. Kunne de ikke for en gangs skyld bare...Være?
Sean svarede rolig Lori på vej hjem, hvis de fandt på mere at snakke om.

Til sidst nåede de hjem til Sean. Godt. Han var ikke sikker på om Lori kunne klare meget mere, for manden så virkelig ikke ud til at have det godt. Sean åbnede døren og lod Lori komme indenfor, hvis denne var interesseret.
"Du må gerne sove her i nat, så du behøver ikke tænke på andet end komme dig over i nat" bemærkede han. Hans stemme røbede ikke noget af den dårlige samvittighed der ellers lå i Sean...ikke medmindre man kendte ham nok til det. Til at vide han tilbød dette, netop for at rette op på noget.
"Men selvfølgelig tvinger jeg dig ikke. Hvis du gerne vil hjem kan jeg få en vogn til at køre dig" tilføjede han kort efter, mens han tog sin kappe af. Den skulle vaskes, så han smed den på gulvet, i stedet for at hænge den op.