it's a long time ago - William

T: tidelig aften omkring en 19 tiden
O: en del mennesker i gaderne og hyggelig aften stemning.
V: Små køligt, men tørt.
Partner - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Puha det havde været en lang dag, der havde været rigtig mange mennesker i butikken i dag. Han havde først fået fri nu. Så nu ville han virkelig gerne hjemad. Han gik ned gennem gaderne og kunne ikke undgå at gabe en smule. Han var øm i kroppen. Han havde virkelig slæbt på mange bøger i dag.
Hvorfor var der også lige der var kommet så pokkers mange mennesker?
Men hvad pokker? Det gav jo penge i kassen, og det gjorde også at de havde råd til at holde åben. Hans chef var ikke den store forretningsmand. Han var alt for sød, og i stedet for kun at sælge bøgerne, lod han folk komme og læse bøgerne.
Det gav ikke ret meget i kassen, men til gengæld var alle glade for ham. Og alle der kom i butikken elskede at være der.

Lori gik lidt i sin egen verden og kiggede på de mange butikker, og gade vogne der var på gaderne. Hmm måske skulle man gå hen og få noget varmt at drikke? Det var efterhånden ved at blive koldt. Han gik over til boden og bestilte en kop med gløg. Mens han stod i kø, var der dog noget der fangede hans opmærksomhed. Et ansigt som han havde set før. Men hvor?..,
Det var en ung flot mand. Han så virkelig bekendt ud.. men hvor han havde set ham før vidste han ikke. Hans hjerne kørte på højtryk, mens han fik sin kop med gløg i hånden.

Han blev meget overrasket da det gik op for ham hvem det var han stod og kiggede på. William!
En gammel….. ven?... fra Sunfury. Det var virkelig mange år siden de havde set hinanden. Faktisk havde de vidst ikke set hinanden siden Lori rejste fra Sunfury.
Han gik over mod William med et hamrende hjerte. Han vidste ikke engang hvorfor han gik over mod ham. Hvad skulle han sige? Åh gud.. hvad havde han gang i?!
Han måtte vende om, vend om!

Dog var det kun hans hoved der sagde sådan! Så før han nåede at gøre noget som helst, åbnede han munden ”William?” spurgte han roligt, for tænk hvis det ikke var ham?

William havde blot lige forladt den kro han havde valgt at spise sin mad på, netop denne dag. Selvom fast føde, ikke var den naturlige måde han ønskede at indtage mad på, var det nogen gange nødvendigt for ikke at blive dømt eller forvist blandt de lokale. Han smilede kort for sig selv og trak ærmerne op omkring hans arme. Den sorte t-shirt sad stramt til hans krop, mens de halv løse mørkeblå jeans var behagelige at have på. Han lod roligt en hånd køre igennem hans hånd, inden han lod sig selv slappe af igen.

Der var mange mennesker netop på gaden denne dag. Det var egentlig utroligt at se hvor mange der havde lysten til at bevæge sig ud, trods de vidste at der var fare på fære hvor end de bevægede sig hen. De forskellige væsner der nu end fandtes havde altid behov for en form for føde. Netop det væsen William var født som, behøvede den seksuelle energi samt sjæl fra personen han var seksuelt sammen med, når det gik ud på føde. Selvfølgelig kunne han sagens være seksuelt sammen med en, uden at have lyst til at tage deres sjæl.
Forelskelse havde aldrig været en del af Williams liv, ud over en person. Netop den person fangede hurtigt hans blik, mens hans søde stemme fik nogle ord ud. Lorikan. Hans eneste forelskelse. '' Ja, min elskede? '' Han smilede roligt, men også nervøs overfor Lorikan. Det var længe siden han havde set noget til ham overhovedet. De havde lært hinanden at kende for et par år siden, men havde på en underlig måde skiltes fra hinanden.
Inden William havde set sig om, havde hans arme omfavnede Lorikan. '' Jeg har savnet dig. '' Et hurtigt kys plantet sig på hans pande, inden han gav slip på ham. Hvad hvis han i virkeligheden ikke brød sig om det?

Det var virkelig lang tid siden at Lori havde set William. De havde været meget gode venner den gang, trods at William var nogle år yngre end Lori. Faktisk havde han lidt haft en fornemmelse af at William havde været en smule… vild med ham… hvis man kunne sige det sådan.
Da William valgte at sige ”min elskede” til ham, blev Lori noget overrasket, men smilede bare over det. Han mærkede krammet, og blev egentlig lidt overrasket over det. Dog krammede han igen. ”jeg har også savnet dig!.. det er virkelig længe siden” sagde han med et smil.

Lori vidste ikke noget om at William og Lorikan havde haft noget kørende. Han troede egentlig bare at han og William var gode venner.
Han mærkede kysset mod panden. Waow.. William var godt noget blevet en noget åben og frik dreng. Men det var kun rart.
Han trådte lidt væk, og smilede en del ”hvor er du dog vokset” grinte han lidt. Sidst de havde set hinanden var William ikke mere end 13-14 år, og Lori måtte nok indrømme at han ikke hade regnet med at William ville vokse sig så… charmerende. Det var næsten så Lori måtte prøve at undgå og kigge på ham. Han havde jo selv forandret sig lidt, men ikke nær så meget som William.

Han smilede lidt og så på ham ”hvad laver du her i Doomsville?” spurgte han med et smil. Han havde helt glemt trætheden der ellers havde plaget ham en hel del tideligere og som havde givet ham en rigtig god grund til at gå direkte hjem i seng. Men nu havde han mødt en fra fortiden. Det var ikke så tit det skete, og egentlig plejede han heller ikke at bryde sig om det.
De fleste vagte nemlig at spørge ind til hvad der var sket med ham, og hvorfor han PLUDSELIG var forsvundet samme nat som hans forældre blev slået ihjel.
Der havde været mange teorier i Sunfury City. Enden at det var ham der havde gjort det, eller at han var blevet kidnappet af Slave handlere der havde dræbt hans forældre inden. Problemet var, at Lori ikke vidste det.
Han have en meget stærk angst for at det var ham der havde slået dem ihjel.. men han kunne intet huske.

((Beklager det korte svar. :// ))

Loris smil der ellers havde været plantet på hans læber falmede drastisk da William fortalte om sin søster.
" Det gør mig virkelig ondt" sagde han og lod sin hånd glide op og ligge sig blidt på Williams skulder. Han så på ham med et lidt mere bedrøvet blik.
Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det var så mange år siden de havde set hinanden, så.. var han virkelig den rette til at trøste William? Var han den rette til at tage sig at det, til at vise sin sorg? Han kunne knapt huske hans tvilling.. såh.. burde han over hoved sige noget?
Han trådte sig blot et skridt frem, for at lægge sine arme om William da han så tåren der trillede ned af hans kind. Han holde ham lidt ind til sig, og strøg ham lidt over skulderen.
"Jeg er virkelig ked af jeg ikke har været der" nævnte han så. Der var mange ting han fortrød. Og den største var nok, at han var stukket af! At han havde forladt alme og en hver, uden så meget som at se sig tilbage.
For det var det der var sket! Selvom han sagde til sig selv, at han da selvfølgelig havde tænkt på dem, overvejet at tage tilbage, så var det en løgn. Han havde aldrig set sig tilbage! Han havde aldrig overvejet det mindste at vende tilbage til byen, og forklare sig!
Først på det sidste var tanken begyndt at strejfe ham efter han havde fået afvide at han faktisk ejede hans forældres hus. Først nu havde han overvejet om hans fremtid skulle findes i Sunfury City.

Men det var ikke vigtigt nu! Det vigtige var William.
Han trak sig lidt fra han, og så på han "måske du har lyst til at tage med hjem til mig? Vi kunne snakke lidt?" Spurgte han med et blidt smil. Han lod sin hånd lægger sig en smule blidt på hans kind for at tørre tåren væk. "Det skal nok gå.... Selvom det hele virker uoverskueligt lige nu" han talte af erfaring. Han havde mistet sine forældre, endda på den mest realistiske måde, og nu, for kort tid siden, havde han mistet sin udlejer. En kvinde der havde fungeret som den eneste slags familie han havde tilbage! Ud over hans biologiske bror, men Ham havde han ikke set i MEGET lang tid

Lori måtte indrømme at han ikke havde skænket William ret mange tanker efter han var rejst. Der var ikke ret mange i den by han havde skænket ret mange tanker. Ud over selvfølgelig Vienna. Hans kæreste på det tidspunkt. Han vidste at William havde været ødelagt da han fandt ud af at Lori havde fået en kæreste. Men han havde nu ladet lidt som igen ting. Der var 5 år mellem dem, og det var meget på det tidspunkt.
Han smilede lidt som William dnsagde at det ikke var Loris skyld. Men det var det jo. Han skulle bare havde været en bedre dæmon.
Han smilede roligt. Men dette smil falmede dog lidt da han hørte det næste William sagde. Han havde elsket Lori? Og gjorde det stadigvæk???
Men! De havde ikke set hinanden så mange år! Lori kunne knapt huske hvordan William var den gang, og nu.   Nu sagde han at han elskede Lori. Han skulle lige til at sig enoget, da han mærkede Williams læber mod sine egne. Ja. Spærrede overrasket øjnene op. Men det var mærket. Noget i ham skreg at han skulle stoppe det! At han skulle skubbe William fra sig, og sige at der intet var mellem dem. Men den anden sagde at han skulle gengælde det her kys, og det var vidst den side af han ser vandt. For han ende med at lade sine arme glide om William, og gengælde kysset. William var ikke længere en lille dreng. Han var blevet en flot und mand! Der var vel ikke noget galt i at ville have er stykke af det.

Dog efter noget tid, var han nød til at trække sig. Han trak sig, og trådte et par skridt væk fra William. "William.. jeg er ked af det" startede han og vidste ikke helt hvordan han overhoved skulle fortsætte.
"Jeg... Uhm.. der er gået så lang tid... Og.. jeg.. ja" han kludrede lidt i det. Han bed sig i læben "ser du... Jeg.. har nok aldrig.. rigtig.. haft de samme.. følelser for dig" erkende han og frygtede en meget voldsom reaktion. "Den gang.. der.. var du for ung.. og nu.. jeg mener.. jeg ved jo ikke hvem du er som person i dag" nævnte han.