Oh, the Books! (Lori) XXX

Der var ingen Tim, men der var en ung kvinde. Sean havde været nød til at finde en eller anden, der kunne hjælpe ham og valget var faldet på en ung kvinde. Til dels fordi Sean altid kunne charmerer hende, hvis der blev brug for det, til dels fordi...Tja. Hun kunne lave mad, vaske tøj og hjælpe til med rengøringen. Det holdt huset gående, til han endnu engang formåede at finde en butler eller nogle flere tjenere. Men at have et hav af tjenere uden en butler var som at have et land uden en konge. Kaos.
Nå, lige meget. Forårsrengøringen var på vej. Med solens stråler var Seans humør og energi vokset en hel del og efter længere tid, hvor han havde undgået både sit hjem og Razor, var han nu hjemme igen og satte gang i en masse hengemte projekter. Han havde fundet et par gartnere til hans ødelagte baghave, hvor de arbejdede hårdt på at fjerne ukrudtet og vilde vækster, før de kunne lave haven pæn igen. En far og en søn til en aftalt pris.
Og Sean selv? Han havde fået styr på sit bibliotek. Der var endnu et par kasser i det ene hjørne, der ikke var stillet på plads endnu, men alt til sin tid. Han havde brugt et par dage på at få styr på alle sine bøger. Han inddelte dem efter emne, frem for forfatter, så det krævede han huskede eller fandt alle bøgerne inden for et emne, før han kunne bedømme hvor meget plads de havde brug for. Men det havde været et afslappende arbejde.
Sean var begyndt at få penge igen. Før havde han kun lige klaret sig, men klanen var begyndt at vokse og indtjeningen fra de opgaver de udførte, gav Sean lidt ekstra til lommerne. I det hele taget virkede det som en opgangs-periode! Var det ikke for hans til stadighed besværlige relationer og private problemer. Selv om han brugte en masse energi på at få huset i stand til sæsonen, selv om han sendte folk et stort smil og emmede af overskud, lå der i virkeligheden nogle tunge og mørke kæder om hans hjerte og sind. De trak ham nednedned...Og Razor havde ikke gjort det nemmere. Ikke gjort det bedre. Det var også Razors skyld at Sean havde et gulligt mærke der strakte sig over den ene kind, efter en af deres kampe. En sårskorpe på kanten af læben. Jah, det lignede Sean havde været i en kamp og det var ikke helt løgn, men de fleste Sean var i nærheden af turde ikke spørge ind til det.

Kvinden balancerede på en høj trappe, for at nå lysekronen i entreen og støve af den og sikre alle lyskrystallerne virkede som de skulle. Sean stod der selv og guidede hende, når han kunne se hun havde overset et spindelvæv eller andet af den slags. Sean hadede beskidt. Han kunne gå i det, uden at mærke det, men begyndte han først at opdage ting som støv og spindelvæv, ville det gå ham på til han havde fået det fjernet og gjort rent. Hans tidligere butler havde haft et system, der altid havde holdt huset i en fin stand. Åh...Han savnede Simon.
Han forventede ingen gæster. Faktisk tøffede han bare rundt herhjemme for at ordne en masse løse ender og var derfor afslappet klædt. Bare fødder, et par løse, sorte bukser og en løs, hvid skjorte med åben krave.
"Lidt mere til højre...Der ja!"
Kvinden vimsede rundt med hendes fjerdusk for at fjerne det hele. Sean holdt trappen på plads imens, så hans kvindelige hushjælp ville føle sig sikker mens hun lænede sig ind efter støv og spindelvæv eller strammede nogle krystaller.

Det bankede på døren, hvilket var nok til at give kvinden - Sylvia - et let chok. Hun greb fast i trappen, som gjaldt det hendes liv og kom med et tydeligt gisp. Sean havde ikke fået det samme chok, men havde i stedet fulgt Sylvias bevægelser med øjnene, da hun nødt skulle falde ned og slå sig. De havde haft nok ulykker i dette hus på det sidste, trods alt. Han vinkede hende ned og først da hun stod med begge ben på gulvet, gik Sean over for at åbne. Det var begrænset hvem der kunne besøge ham nu. Razor var ikke hjemme, men han ville også lukke sig selv ind. Nephthys var vampyr, så han skulle mest forvente hende om natten, medmindre noget virkelig var galt. Måske hendes butler? Eller måske Lori. Han havde ikke mast sig på hos Lori, selv om han havde ment hvad han sidst havde sagt. I stedet havde han gemt sig i kloakken, i skoven, på arbejde. Haft brug for at tænke og vurderer tingene.
Han slog låsen fra og åbnede den store dør. Døren var ny, hvilket var tydeligt på træet og metallet der var brugt til den. Det var ikke fordi der havde været noget galt med den samle, andet end da Seans kløer - i hans dæmonskikkelse - havde lavet nogle alt for store rifter i den. Sean havde været hurtigt til at få døren skiftet ud, inden for mange ville stille spørgsmål.
Og der stod Lori. Hvilket straks fremkaldte et smil hos Sean, der samtidig trådte til siden og slog ud med den ene arm, som han åbent bød Lori velkommen indenfor.
"Lori! Velkommen til. Beklager rodet, vi er ved at gøre lidt rent"
Der var ikke så rodet, at det ville gøre noget. Det mest bemærkelsesværdige var den store trappe op til lysekronen og en spand vand og fjerdusk der lå på gulvet, hvor Sylvia havde efterladt det.
"Oh...Det er Sylvia. Hun hjælper til i huset. Sylvia, dette er Lori. Du må gerne holde en pause" Bad han. Hun bukkede let for dem begge, med et lidt genert smil, før tog spand og fjerdusk og gik sin vej. I dette store hus var der nok af gøremål, især hvis Herren i huset havde dømt hovedrengøring.
"Jeg havde ikke ventet gæster. Men du er altid velkommen...Hvordan går det?"
Seans opmærksomhed hvilede igen på Lori.

Sandt. Loris hjem havde set meget værre ud sidst. Alligevel var Sean fuld af manerer og høflighed, når det kom til sådanne ting. Oftere sagde ham dem mere af vane, end fordi han rigtig tænkte på det som et problem. Hellere sige sådan en gang for meget, end folk troede han ikke havde styr på sine ting. Han gik meget op i hvordan han fremstod, både uden og inden for hjemmet. Det eneste tidspunkt han egentlig var sig selv, var på hans eget værelse. Et rum hvor kun han selv kom i, medmindre andre var blevet inviteret.
"Ah, det kan man sige. Har du fået mere styr på rodet nu?" spurgte han venligt og rakte armene ud for at lindre Lori fra vægten. En bog om gamle forbandelser og magi, en om væsner og fauna man kunne forvente at finde i Underworld og den sidste, som var en nyere afhandling om studiet af nogle gamle myter, fra universitetet i Dragons Peak.
"Tak. Beklager du skulle slæbe dem så langt. Modtager du også betalingen eller har jeg den til gode, til næste gang?" spurgte han. Han havde haft travlt med at studerer de nye bøger i hans hænder, til rigtig at bemærke Loris blik efter hans nyeste hushjælp. Og dog fornemmede han alligevel der havde været et. Hans blik gled fra Lori og hen til den, bag hvilken Sylvia var forsvundet igennem. Så så han tilbage på Lori med et lille, sigende smil.
Der var helt klart andre i dette hus, som Lori hellere end gerne måtte se sultent efter, hvis det virkelig var.

Han støttede bøgerne på den ene arm, mens han svang ud med den anden.
"Vejret er dejligt. Min have er endnu ikke værd at nyde, men der er blevet ryddet nok plads til at vi kan sidde derude, hvis det er? En kop the formoder jeg?" Spurgte han så. Med det gode vejr og det gode humør, virkede tanken om at tilbringe lidt tid med Lori mere end tiltrækkende. Og måske ikke kun som en vært for sin gæst.
"Mig selv?" Ubevidst gled hans ledige hånd over hans forslåede kind.
"Det går bedre, i det mindste" svarede han så bare. Ikke helt afvisende, men heller ikke enormt specifikt. Men for at være ærlig, så var det jo også et bredt spørgsmål.

Han greb Loris hånd i flugten, men slap den hurtigt igen, omend ikke uden et lille smil.
"Det er blevet bedre. At tale om tingene, altså" bemærkede han. Hvordan kunne han ikke kommenterer det? Selvfølgelig ville han ikke presse det ned over hovedet på Lori, hvis han helst var fri. Så det, der havde startet som en vilje til at fortælle det skete, døde hurtigt hen og blev til tavshed i stedet. Hvad skulle han også sige? Det korte af det lange vel. Ham og Razor havde været uenig, slået løs på hinanden og siden ordnet tingene. Så godt man nu kunne ordne det. Razor havde lovet det ikke ville ske igen, men ærlig talt var Sean usikker på det. Hvis det kunne ske en gang, kunne det også ske igen.
Han gik over til den store marmortrappe og placerede bøgerne på et af trinene. Der kunne de sagtens stå til senere, hvor han kunne tage dem med ovenpå.
"Lad os gå ned i køkkenet først. Sylvia er ikke den typiske tjener og jeg tror også hun er i en anden del af huset lige nu" sagde han så og gjorde en let bevægelsen med armen, som han viste Lori vej.

Køkkenet lå til venstre, når man kom ind i køkkenet. En dør, tre trin ned og så var man i det store køkken. Langs venstre side var der et stort komfur og køkkenborg, til højre var der reoler og skabe med grej og midt i det hele et stort bord med bænke til. Køkkenet var beregnet til at have plads, til at kunne serverer mad i tilfælde af hele huset var fuld af gæster, men til hverdag var det kun en brøkdel af pladsen der faktisk blev brugt. Og det var mest til Razor, faktisk.
Sean trådte over til komfuret, der næsten altid var gang i, netop af den grund at Sean ofte drak en masse the i løbet af dagen og ikke gad vente på komfuret blev varmet op. Efter kort at tjekke, om der var nok brænde på, tog han kedlen og fyldte den med vand. Da det var sat over, gik han over i den en andel ende af køkkenet og fandt kopper frem til dem.
"I skabet derovre..." Han nikkede over mod et skab, der var tættere på hvor de var kommet ind.
"...Står der nogle forskellige theblandinger. Vælg den du har lyst til" foreslog han.
Han kom hen til enden af bordet og stillede kopperne fra sig.
"Så. Du svarede aldrig på om du havde fået styr på rodet. Jeg vil selvfølgelig ikke presse dig, hvis emnet er ømt...Men jeg håber ikke du stadig bor i det samme rod?" Hans blik gled over Lori et kort øjeblik. Lori så bedre ud ellers. Frisk, sund, måske stadig på grænsen til at være lidt tynd. Så tynd man nu kunne være, når ens krop var naturligt bygget med muskler. Ren og i rent tøj.
Sean var nok så afslappet, som han kunne være. Han havde overskud og energi, han havde ingen planer og han gik bare rundt derhjemme i noget løst tøj. Der var ingen, som han skulle holde nogle facader for. Selvfølgelig lidt...Selv over for Lori. Men for en gangs skyld følte han sig bare...Glad?

Han var glad for Lori havde fået styr på tingene. Han tog imod theen og klargjorde kanden, som theen skulle trække i.
Selvfølgelig var han ikke gået ud fra at Lori bare på mirakuløs vis havde fået det fantastisk igen. Men han så bedre ud og hvis han endelig havde fået ryddet op, var det godt. Det betød at Lori var klar til at komme videre nu. Og hvis han havde været med til, at skubbe Lori i den rigtige retning? Jamen så følte han sig egentlig også godt tilfreds med sig selv.
Theen duftede fantastisk. Han satte låg på blandingen og satte den tilbage i skabet, før han vendte sig om mod Lori med et svagt træk på skuldrene.
"Ah. For at være ærlig..." Han kom med en svag grimasse.
"...Har jeg måske ikke haft det fantastisk selv på det sidste. Specielt med Razor har jeg haft nogle problemer. Razor og jeg minder overraskende meget om hinanden på visse punkter. Vi er begge stædige, vi sætter os begge imod autoriteter og vi er begge lige forvirrede og dårlige til at snakke om os selv. Det har skabt nogle gnidninger" Han gik over til Lori. Hans hånd gled op over kinden og såret i læben.
"Det er Razor. Bare rolig. Han ser meget værre ud end jeg gør" forsikrede han, ikke uden et lille smil.
"Og før du siger noget. Vi har løst problemerne...Sådan da. Sulten? Jeg ved du spiser det samme med som mennesker. Jeg ved ikke hvor de gemmer det...Kiks? Frugt?" foreslog han så og så sig omkring i køkkenet. Ah. Det ene rum i huset, hvor han godt kunne føle sig lidt lost. Han anede ikke hvor hvad stod, fordi han selv kun var her for theens skyld. Han trådte over til en hylde og begyndte at kigge i krukkerne. Løg. Hvidløg. Tørrede urter. Så denne hylde havde tørrede grønsager...Han kunne end ikke begynde at forestille sig hvad menneskerne brugte det hele til. Alle de retter de lavede...Det var en ting, som Sean aldrig havde gidet eller villet sætte sig ind i.
"Hva? Nåe ja...Dit spørgsmål" sagde han pludselig, som kom han netop i tanke om det, mens han snuste rundt i sit eget køkken. De bare fødder gled lydløst over gulvet.
"Nej, jeg tog ikke hjem. Har næsten ikke været hjemme i flere dage. Den sidste uges tid...Oh...Der var noget..." Han tog en krukke ned, der så ud til at indholde kiks. Han tog en af dem op og knuste den i sin hånd. Jo, sprød. Han vidste kiks skulle være sprøde. Og selv hvis Lori intet ønskede sig, var han jo bare blevet det klogere om indretningen af sit eget køkken.

Tingene havde ændret sig. Var ved at ændre sig. De sammenstød han havde haft med Lori og Razor havde endelig båret frugt og han havde både indset at disse to personer næppe ville forlade ham i morgen og at de faktisk ønskede at høre det. Eller...Ønskede og ønskede. Han ville ikke snakke deres ører af og han vidste endnu ikke om han selv ville opsøge dem, hvis der var noget galt. Men han var blevet mere rolig og i bedre humør, han havde mindre imod at fortælle dem noget. Han ville stadig være lige så reserveret over for alle andre, men...Visse ting ændrede sig en gang imellem. Han blev nød til at tage chancen. Han kunne mærke det hjalp...Præcis som Dr. Trott i sin tid havde fortalt ham det ville.
Vandet begyndte at koge og Sean gik over for at hælde det op. Med det hele placeret på en bakke, ville de endelig kunne gå udenfor og nyde at solen endelig var her. Den knuste kiks havde han smidt ud i en spand til affald og krukken var blevet stillet på plads igen.
"Du kan være dig selv her" bemærkede han blot. Så trak han lidt på skuldrene.
"Når du siger det på den måde...Men det er vel også kun fordi jeg ikke fortæller de gode ting" Og de gode ting var ikke nævnt, fordi Sean ikke havde tænkt over dem. Og fordi de ikke var på et personligt niveau. Med et nik bad han Lori om at åbne køkkendøren, mens han bar bakken.

Turen gik igennem entreen og hen til en dør, der lå ved siden af trappen. Herfra var der en lille gang med døre til begge sider, for en dør førte dem ud i haven.
Haven var ikke specielt æstetisk at se på. Buske var groet til deformiteter, ukrudt alle vegne og blomster der stod hulter til bulter. Alligevel var det tydeligt at der blev arbejdet på det, især på bunkerne af ukrudt der skulle køres væk. Tættest på huset var der lidt terrasse, mens ukrudten rundt om den og mellem stenene var blevet fjernet, så man havde en plet af være på. Et bord og nogle stole var stillet ud af samme årsag. Sean satte bakken fra sig på bordet.
"Som sagt..." Han slog let ud med haven.
"...Men det går fremad. Jeg tror mine gartnere holder pause lige nu..." De var ikke at se. Måske var de gået hjem for at spise? Alligevel. Haven havde så skøn før. Sean elskede en grøn plet, hvor han kunne træde ud og slappe af. For der var virkelig noget beroligende over det. Med de høje hække han havde haft, kunne man få haven for sig selv. En ting som Fenris og hamselv også havde udnyttet, på deres helt egen måde. Men mindet virkede så langt væk...En helt anden tid.

Han tog kanden efter Lori og hældte op til sig selv, så den kunne stå og dampe lidt af. Alligevel satte han sig ikke ned, han var nok egentlig lidt for rastløs til den slags lige nu. At sidde stille. Når han så ud over haven, så han kun et arbejde der ikke var færdigt og det kriblede i hans fingre for at hjælpe til, deltage og få det gjort. Ikke at han vidste specielt meget om at passe en have. Det basiske, måske. Han havde overvejet et bed til urter og grønsager. Ikke fordi han selv spiste det, men fordi han på sigt kunne slippe for at betale for mange penge på husholdningens mad. Ikke fordi det var en stor udgift, men Sean elskede ideen om at være selvstændig. Og lidt penge havde også ret. Nu måtte han se, først skulle haven jo rives op med rode.
Han lænede sig op af ryglænet på en af stolene og så hen på Lori. Måske var det egoistisk af ham, men han havde faktisk ikke lyst til at Lori rejste. Men han kunne jo heller ikke forlange at manden blev her, kunne han vel? Han rejste jo også selv. Det var jo ikke forfærdelig lang tid siden han havde været i Dragons Peak igen for at afslutte nogle ting.
"Jamen det vrimler jo med huse til dig" bemærkede han i en let tone. Han rettede sig op og gik over bag Lori.
"Tag din trøje af. Jeg vil ikke have at turen med bøgerne skal give dig en øm skulder"
Som måden Sean sagde det på, kunne det lyde halvt om halvt som en kommando. Men hvis man kendte Sean godt nok, var det ikke ment på den måde.
Alt efter hvad Lori valgte at gøre, talte Sean videre.
"I Sunfury? Jah. Det er langt væk. Har aldrig været specielt meget i byen selv, aldrig brudt mig så meget om den. Alt den varme og sten" bemærkede han. Dragons Peak havde haft et mere moderat klima, grundet bjerget og klimaet rundt om, men det hele havde også bestået af sten der. Sten, sten, sten.
"Dine adoptivforældre. Havde I et godt forhold til hinanden?"
Sean var en der løste problemer. Lige i dette øjeblik var hans hjerne allerede i gang med at udtænke en masse muligheder. Til tider var det mere en vane, end fordi han altid kunne tillade sig at blande sig.
I dette verden var meget værdi også vist igennem at eje flere steder. Lori kunne selvfølgelig sætte det i stand og flytte derhen, hvis han ville. Men uanset hvor han boede, ville der altid være et tomt hus. Han kunne sælge et af dem til et engangsbeløb, eller leje det hele ud og få mindre penge med det samme, men flere i det lange løb. Selv hvis huset var i dårlig stand, kunne det sikkert stadig sælges. Men jo bedre det var, jo mere kunne det sælges for...Eller lejes for. Eller være tiltrækkende at bo i.

Endnu ikke hørt noget? Så han havde endnu ikke fundet nogle papirer, der kunne give ham svarene? Det var ikke optimalt. At leve i et hus, uden at vide om man lige pludselig ville blive sparket ud.
"Du ved...Jeg har en del kontakter. Jeg kan prøve at finde et svar til dig?" foreslog han. Det trak lidt i hans ene mundvige, som han smilte svagt.
"Og du skal ikke engang betale for det. En tjeneste"
Normalt udførte klanen kun arbejde, der blev betalt. Men siden det var Seans klan, kunne ham omgå tingene som han havde lyst til. Og det kunne ikke være så svært at opsnuse nogle, hvis der overhoved var nogen, kunne det vel? Han havde ikke brug for mere end en eller to mænd til det.
Hans blik gled ned over Loris overkrop. Sidst havde været, da Lori skulle lære at have sex, uden at spise samtidig, så det var ikke fordi han slet ikke havde set den før. Seans hænder gled hen over Loris skulder og sikrede at musklerne var ordentlig varmet op, før han begyndte at masserer dem.

Da Lori først gik i gang, var der pludselig meget manden havde brug for at sige. Sean var ikke sikker på om dette var den bedste ide eller om han og Lori netop brugte hinanden på en terapeutisk måde. Fik snakket, afreageret og fundet fred igen?
Det var ikke med vilje det endte på den måde hver gang. Og han var usikker på han fortrød spørgsmålet, da han først havde fået svaret. Hans blik gled hen over Lori, som hans hænder arbejdede automatisk. Stirrede mod et eller andet ukrudt, uden rigtig at se det alligevel. De kunne aldrig bare være glade og nyde solen, kunne de? Der var altid noget. Fordi Sean var så nysgerrig.
Han smilte og klappede puffende til Lori, angående det med tigeren. Blev hevet ud af hans tanker, der havde fortsat af en unødvendig negativ tangent.
"Jeg ser dig mere som kat" drillede han.
Også Loris hang til at lave menneske-mad var pludselig forklaret. Hans adoptivmor, hans udlejer...Det havde altid været noget rart og behageligt for Lori. Til det hele tog en mørkere retning. I et øjeblik var han stille. Burde han spørge ind til mere?
"Vil du snakke om det? Jeg kan lytte hvis det er" svarede han. Og lod det dermed være op til Lori. Ingen af dem ønskede at tvinge svar ud af den anden, så Sean sikrede at Lori kunne holde den afstand han havde brug for.
Oh. Men alle de folk Sean selv havde dræbt. Selvfølgelig var den første gang, han skulle have en sjæl, ret traumatisk. Han havde ikke engang vidst hun ville dø...
Men på et tidspunkt blev det, at spise, ikke længere klassificeret som drab. Drab var i stedet når man dræbte på andre måder. Men selv da havde Sean dræbt mange og kunne endnu finde på det, hvis jobbet krævede det af ham. Eller han blev for...Vred.
Stakkels Tim.

Han arbejdede bare videre med Loris ene skulder, mens Lori fik talt færdig. De sad så tæt, men selv om de var to fyre, virkede det ikke ubehageligt. Men Loris indstilling til det hele lød nu sund. Hvordan kunne Lori altid finde styrken til at fortsætte? Til at lægge tingene bag sig? Sean hvilede alt for meget i sin fortid, til altid at tænke fremad. Til at nyde nuet. Han tænkte alt for meget og måske følte han også langt mere, end folk gik og regnede med. Hvad havde han sagt til Razor? At han gerne ville virke stærk, men at folk ikke måtte se hans følelser og indre problemer, fordi det ville ødelægge det billede. At han både havde ofret meget og endnu ofrede meget, på det personlige punkt, når det kom til magt og styrke. Og det måske åndssvage var måske at han var den eneste, der satte det krav til ham selv. Han kunne ændre det...Hvis han gad. Hvis han havde styrken til det.
"Du har ret. Det var ikke noget du kunne styre" medgav han roligt og lod Lori hvile ind mod ham. Her, så tæt, at Loris hår nærmest kunne kilde ham i næsen eller øret.
"Sagtens" medgav han. Solen var lun her i haven, hvor der var læ for den kølige brise. Man kunne sagtens mærke at det ikke ligefrem var sommer endnu, men Sean bedømte det burde være varmt nok til at Lori ikke direkte frøs.
Han arbejdede videre i stilhed. Havde haft mulighed for at øve sig på mange folk, både kvinder og mænd, i tidens løb. Men selv om Lori havde erklæret fred og nydelse af vind og vejr, gjorde Sean aldrig rigtig det. Han gav aldrig efter - der var altid mere at tænke over. Mere at bruge energi på. Godt nok blev han siddende, men inde i hans hoved var der det samme virvar af tanker som altid. Hun havde registreret at solen var dejlig, men det var også det.
Men måske indhentede rastløsheden ham alligevel. Han bukkede sig hovedet lidt ned, så det var tættere på Loris øre.
"Jeg kan gøre mere med mine hænder" hviskede han drillende og ikke uden en svag latter. Hans hænder forlod Loris ene skulder og nakke, kun for at glide ned af den skønne overkrop, som der var Loris.

Måske forstyrrede han Loris lille øjeblik af fred. Han kunne mærke på Loris krop at han slappede af. Kunne se det på hans vejrtrækning, præcis som han kunne se den lette overraskelse, da hans varme hænder gled ned over overkroppen. En anelse kølig, men ikke kold. Huden var blød, kun afbrudt af de ar Lori nu engang havde været så dygtig at samle sig. Det var en ting de kunne sammenligne: Ar. Medmindre de gik videre til at sammenligne størrelser.
Han grinte svagt for sig selv, som Lori svarede. Han bukkede sig helt ind over Lori, til hans læber hvilede mellem skulder og halsen. Hans hænder gled op og ned af Loris overkrop i rolige, langsomme bevægelser. På sin vis en nussen, selv om Sean lige så meget både nød at være tæt på en anden person, der ikke bare var mad for ham og fornemmelsen af Loris overkrop. Den varme hud, vejrtrækningen, fornemmelsen af Loris hjerte der slog, når hans hænder gled op over Loris brystkasse. Han lænede sig yderligere en smule frem, til hans hænder kunne glide hele vejen ned til Loris buksekant. Drillende gled hans fingerspidser ind under, omend ikke længere end det. Bare nok til at lade vide at Sean var interesseret.
"Hmmm. Vil du mærke? Eller forstyrrer jeg din indre ro?" foreslog han og druknede næsten sine forførende ord i halsen på Lori, da han allerede var i gang med at kysse ham. Sean fik faktisk altid hvad han gerne ville have. At de i forvejen havde aftalt at dyrke sex når lysten var der, havde blot givet Sean friheden til at lege lidt med Lori. Lokke ham, drille ham, charmerer ham, flirte med ham. Hvad man nu ønskede at kalde det. Selv om Lori virkede så ung og til tider ligefrem uerfaren, var han ikke dårlig i sengen og Sean blev af en eller anden grund aldrig træt af ham. Der var noget berusende ved ham. Noget der gav ham lyst til Lori gang på gang, lyst til at kræve manden blev her i byen, hvor Sean altid kunne nå ham.
Det var urealistisk. Så han nøjedes med det han kunne få.

Sean var dygtig. Han kunne charmerer sig ind på de fleste typer, uanset om de var de mere selvstændige eller følsomme af slagsen. Han var klar på det meste, om det så var vild sex der efterlod en øm og fuld af rifter flere dage senere eller helt stille og roligt. Sean havde prøvet det meste, men hvad der var fælles for det hele var, at Sean altid var den der styrede showet. Sean var altid den der tog, hvad han ville have. Den eneste inden for dette århundrede, der havde kunne vende det hele om, var Fenris. Måske fordi Sean dengang aldrig havde været sammen med en mand før. Altid kun kvinder. Og Fenris, som havde været den eneste der også havde taget Sean, fremfor det altid var Sean der tog. En lille magtkamp.
Men alle partnere var forskellige. Der var forskellige grænser for hvornår det var godt nok, hvor grænserne gik. Selv om Lorikan havde været vild, virkede Lori ikke som den samme type. Lori var lidt mere blød i det. De bløde var ofte de nemmeste. Der skulle ikke meget til. Nogle kys, nogle kælende bevægelser og de smeltede imellem ens hænder.
Ikke at det var en fornærmelse til Lori. Selv om de bløde typer ofte var nemmere at gøre klar til leg, var de til gengæld oftere svære faktisk at komme i bukserne på. Usikre, loyale til nogen, tanker om kun at være sammen med den eller de rette personer. Og alligevel havde han Lori, lige her!
Velvidende selvfølgelig...Sean havde faktisk tyvstartet. Men så vidt han huskede havde Lorikan nu også været ude efter at spise ham. Ja, så vidt han huskede havde de vist planlagt at spise hinanden. Ikke at det var blevet sagt, men han var ret sikker på det.

Han svarede ikke på Loris ord. Han havde ingen ord. Hans øjne var kun halvt åbne, hvilede på Loris krop. Loris hånd fik det til svagt at gyse ned langs hans ryg, men på en behagelig måde. Som en kat der blev nusset til rolighed. Hans rastløshed fordampede lige så stille, hans tanker blev færre og færre, til han endelig bare kunne være til stede. Lige nu, lige nu, i nuet. Han lukkede øjnene helt. Tæt på et andet menneske, så han ikke mærkede sin daglige ensomhed. Ikke lige nu, i hvert fald. Han skubbede alt frygt om at den ville være så meget større bagefter, til side. Loris duft. Smagen af hans hud på Seans læber. Den velkendte fornemmelse af en krop, der begyndte at hungre efter mere. Måske var Loris fantasi allerede langt længere fremme end Seans bevægelser var, men det gjorde ikke noget. Nogle gange var forventningen lige så god, som når man endelig fik forventningerne opfyldt.
Der var ingen grund til at være hurtige eller vilde. Der var overraskende stille omkring dem. Fugle der sang, den lune fornemmelse af solen, kun afbrudt af et pust af luft en gang i mellem. Duften af the, af Lori. Lyden af vejrtrækningen og fornemmelsen af den rare fornemmelse i nakken, hvor Lori nussede ham. Lige nu havde han fred og han ønskede det ville vare ved.
I et øjeblik var han egentlig godt tilfreds. Han havde ikke brug for mere eller mindre og hans hænder vedblev at nusse Loris overkrop. Som om de aldrig kom videre. Bare lige et øjeblik...Han skulle bare lige nyde det et øjeblik. Så skulle han nok give det Lori sikkert havde lyst til i øjeblikket. Sean selv havde faktisk også lyst. Men ikke for sexens skyld. Det havde det aldrig været, selv da han havde foreslået Lori det. Det havde hele tiden været for at jage ensomheden på flugt...Være tæt på en anden person igen...En han kendte og en han stolte mere og mere på. Hvor meget han så end havde lovet sig selv at lade være.
Hans hjerte slog tungt og hans vejrtrækning var dyb. Hans hoved hvilede mellem Loris hals og skuldre. I et øjeblik var han selv stoppet med at give kys, før han kom i tanke om at Lori netop havde givet plads til den slags. Han ville ikke skuffe Lori. Det værste ville være hvis Lori besluttede sig for ikke at komme næste gang, hvornår det så end blev.
Så efter et øjeblik kyssede han ham igen. Et stille kys. Hænderne gled ned over Loris mave og i de samme, langsomme bevægelser begyndte han at løsne Loris bukser.

Lori havde ikke brokket sig. Ikke åbenlyst i hvert fald. Sean kunne sagtens sidde sådan her hele dagen, til en af dem blev træt i kroppen af at sidde sådan her. Men det var ikke optimalt. Ikke realistisk. I stedet måtte han fokuserer på at gøre Lori så tilfreds, som han kunne, så han ikke risikerede Lori blev væk en anden gang. Fordi Sean var blevet kedelig eller for blød eller noget i den stil. Når det kom til stykket var der vel altid noget at leve op til, var der ikke?
Men det havde stadig været rart at slappe af et øjeblik. Et øjeblik, hvor kort det end føltes, hvor han ikke tænkte på andet eller bekymrede sig om noget.
Hans kys var langsomme, men sensitive. Han lob læberne glide hen over Loris hud i små og store kys, der alle prøvede at kilde eller pirre Lori mest muligt. For at være ærlig, var Sean også selv begyndt at føle noget og det hele blev blot mere virkeligt, da han løsnede Loris bukser. Langsomt begyndte hans hænder at finde vej længere og længere ned i bukserne på Lori, kærtegnende. Så langt, som han nu kunne strække sige arme i denne position. Hans kys havde fundet vej helt op til Loris øre, hvis øreflip også fik et kys. Hans næse gned sig ind i håret bag øret og nussede Lori der, før hans ansigt fandt vej ned langs halsen igen. Hans egen vejrtrækning bar efterhånden præg af den voksende seksuelle spænding mellem dem og det var rart for en gangs skyld bare at give sig tid. Til at finde ud af de helt rigtige steder at røre, hvor Lori reagerede bedst. Som den måde Loris mave trak sig sammen, når Sean begravede sine hænder i hans bukser og lige netop kunne nå det aller bedste. Eller den måde han vred hovedet væk fra ham, når kyssene var ekstra gode. Det var bekræftende og smittende. De sad i deres egen lille boble af seksuelle lyster og fredlighed. Sean følte ikke eller var ikke opmærksom på omgivelserne. Der var ikke længere noget Doomsville, noget hus, andre folk. Der var bare Lori og ham selv.
Det hele gik ret hurtigt, da stemningen pludselig blev brudt. Han havde slet ikke været i tvivl om at Lori havde nydt det, for han havde mærket den reagerer på berøringerne. Selv hans egen havde bevæget sig! Så da Sylvia pludselig var trådt ud på terrassen havde Sean fået et oprigtigt chok og trukket sig væk fra Lori en hurtig og meget pludselig bevægelse. Han havde rejst sig, hans hænder var ikke længere i nærheden af Lori. Sylvia virkede lige så overrasket, tydeligvis havde hun ikke forventet hun ville forstyrre. Ikke andet end i en samtale, sikkert. Sean kunne se på hendes blik, at hun nok ikke helt vidste hvad hun havde set. Ikke at det betød noget for Seans vedkommende.
"Undskyld Herre. Jeg ville bare...Spørge...Men tydeligvis forstyrrer jeg..." Hendes ene hånd gled op i håret på hende, som hun rettede på den knold hun havde samlet det i. Hun virkede udmattet efter dagens arbejde.
Sean var en mester i at vende tilbage til sit gamle selv. Hvis paraderne havde været sunket før, ville de være uigennemtrængelige nu. Det var som om Sylvia havde forstyrret dem i en rolig samtale og ikke i meget andet.
"Sylvia! Det er okay. Du ser træt ud...Tag lidt mad, hvis du vil og tag hjem. Jeg har ikke brug for dig mere i dag, okay?" bad han og slog let ud med armene, som han kom hende i møde. Han stoppede lidt fra hende. Hendes blik gled over på Lori et kort øjeblik, før hun tydeligvis besluttede sig for at hvad end der foregik, havde det intet med hende at gøre. Hun nikkede og nejede for dem.
"Tak. Vi ses i morgen" hilste hun, før hun vendte sig og gik. Seans ene hånd gled igennem hans hår, det måske mest tydelige tegn til at han alligevel var mærket af forstyrrelsen, før han vendte sig og så på Lori.
Well...Det havde da i hvert fald skubbet ham i af den boble de havde siddet i...Spørgsmålet var om det helt havde ødelagt stemningen.

Kvinden var gået igen, hvilket efterlod dem alene med huset og haven. I hvert fald til gartnerne kom tilbage. Sean trådte over til bordet og tog sin egen kop the. Den var allerede kølig...Var der virkelig gået så lang tid? Uden han overhoved havde opdaget det? Hans blik gled ud over haven, som indeholdt den et svar. Han kunne ikke bedømme om solen havde flyttet sig eller ej, for han huskede ikke hvor den stod før.
Lori virkede ikke som typen der tog et initiativ. Altså var det op til Sean om tingene skulle fortsætte eller ej. Måske kunne den gode og spontane stemning ikke genoprettes, men de kunne altid gøre et forsøg. Alt taget i betragtning, der der ingen grund til ikke at gøre det. Han havde stadig lyst og han var ret sikker på Lori også var med på den.
Han stillede koppen fra sig. Trådte rundt om bordet, så han stod foran Lori og skyggede for solen. Med en hånd på hvert armlæn af stolen, bukkede han sig ind mod Lori. Hvis Lori endnu holdt sin kop i hånden, ville Seans ene hånd tage den og stille den tilbage på bordet. Mens Sean blik hvilede på Lori og et svagt smil hvilede på hans læber, da han lænede sig ind og kyssede ham. Det var et blødt kys, intet hungrende eller grådigt i det. Intimt og nærværende. Der gik et øjeblik før han brød det.
"Lad os gå oven på. Der bliver vi ikke forstyrret" foreslog han, da han trak sig væk igen, så Lori ville have plads til at komme op og stå. Gartnerne kunne komme tilbage når som helst og Sean ville ikke have flere forstyrrelser. Seans ene hånd greb fat i Loris og ville hive ham med op at stå, hive ham hele vejen med indenfor.