Oh, the Books! (Lori) XXX

Der var ingen Tim, men der var en ung kvinde. Sean havde været nød til at finde en eller anden, der kunne hjælpe ham og valget var faldet på en ung kvinde. Til dels fordi Sean altid kunne charmerer hende, hvis der blev brug for det, til dels fordi...Tja. Hun kunne lave mad, vaske tøj og hjælpe til med rengøringen. Det holdt huset gående, til han endnu engang formåede at finde en butler eller nogle flere tjenere. Men at have et hav af tjenere uden en butler var som at have et land uden en konge. Kaos.
Nå, lige meget. Forårsrengøringen var på vej. Med solens stråler var Seans humør og energi vokset en hel del og efter længere tid, hvor han havde undgået både sit hjem og Razor, var han nu hjemme igen og satte gang i en masse hengemte projekter. Han havde fundet et par gartnere til hans ødelagte baghave, hvor de arbejdede hårdt på at fjerne ukrudtet og vilde vækster, før de kunne lave haven pæn igen. En far og en søn til en aftalt pris.
Og Sean selv? Han havde fået styr på sit bibliotek. Der var endnu et par kasser i det ene hjørne, der ikke var stillet på plads endnu, men alt til sin tid. Han havde brugt et par dage på at få styr på alle sine bøger. Han inddelte dem efter emne, frem for forfatter, så det krævede han huskede eller fandt alle bøgerne inden for et emne, før han kunne bedømme hvor meget plads de havde brug for. Men det havde været et afslappende arbejde.
Sean var begyndt at få penge igen. Før havde han kun lige klaret sig, men klanen var begyndt at vokse og indtjeningen fra de opgaver de udførte, gav Sean lidt ekstra til lommerne. I det hele taget virkede det som en opgangs-periode! Var det ikke for hans til stadighed besværlige relationer og private problemer. Selv om han brugte en masse energi på at få huset i stand til sæsonen, selv om han sendte folk et stort smil og emmede af overskud, lå der i virkeligheden nogle tunge og mørke kæder om hans hjerte og sind. De trak ham nednedned...Og Razor havde ikke gjort det nemmere. Ikke gjort det bedre. Det var også Razors skyld at Sean havde et gulligt mærke der strakte sig over den ene kind, efter en af deres kampe. En sårskorpe på kanten af læben. Jah, det lignede Sean havde været i en kamp og det var ikke helt løgn, men de fleste Sean var i nærheden af turde ikke spørge ind til det.

Kvinden balancerede på en høj trappe, for at nå lysekronen i entreen og støve af den og sikre alle lyskrystallerne virkede som de skulle. Sean stod der selv og guidede hende, når han kunne se hun havde overset et spindelvæv eller andet af den slags. Sean hadede beskidt. Han kunne gå i det, uden at mærke det, men begyndte han først at opdage ting som støv og spindelvæv, ville det gå ham på til han havde fået det fjernet og gjort rent. Hans tidligere butler havde haft et system, der altid havde holdt huset i en fin stand. Åh...Han savnede Simon.
Han forventede ingen gæster. Faktisk tøffede han bare rundt herhjemme for at ordne en masse løse ender og var derfor afslappet klædt. Bare fødder, et par løse, sorte bukser og en løs, hvid skjorte med åben krave.
"Lidt mere til højre...Der ja!"
Kvinden vimsede rundt med hendes fjerdusk for at fjerne det hele. Sean holdt trappen på plads imens, så hans kvindelige hushjælp ville føle sig sikker mens hun lænede sig ind efter støv og spindelvæv eller strammede nogle krystaller.

Solen skindede! Luften var fyldt med fuglendes sang, og i virkeligheden var det nærmest muligt ikke at være i godt humør! Folk gik rundt på gaderne og nød vejret. De unge damer var ude og vise deres hengemte sommerkjoler frem, dog med noget over deres arme. På markedet var der fyldt med folk der var ude og handle, eller som bare synes at vejret var for godt til at blive inde.
Også Lori var blevet smittet med dette forårshumør. Han gik selv og nød vejret, og kunne nu ikke helt holde et smil tilbage.
Han var efterhånden ved at komme sig helt. Han savnede selvfølgelig stadig hans udlejer, og måske ville han altid gøre det. Men når man levede så længe som han forhåbentlig ville komme til. Måske skulle man gøre op med sig selv hvad man ville bruge livet på. På at sørge over dem man havde mistet. Eller i stedet fejre at du stadig selv var her? noget der nok ville gøre dem mere glad end at an gik og var ked af det hele tiden?

Han trak tasken på plads som han fortsatte mod Terrorville. Tasken var en smule tung eftersom at den var fyldt med bøger. Ham Sean havde virkelig bestilt nogle ordenlige basser. Og det var nu også ham han var på vej hen til. Hans chef havde sagt at de her bøger var til Sean. Sean havde jo mødt hans chef da han var kommet ned i butikken. Men Lori havde ikke været der. Han havde ikke givet lyd for sig meget længe. Så da han tog ned for at fortælle at han altså stadig var i live, havde hans chef været helt oppe og køre. Det var sjældent man så en ældre herre der ligefrem små løb Lori i møde.
De fleste var nok blevet fyret for at blive væk i så lang tid. Men ikke Lori. Morty hans chef havde haft flere bekymringer om, om Lori var okay. Og Lori skulle da også bare tage så længe han havde brug for.
Lori havde dog valgt at starte arbejdet op igen dagen efter.
Måske var det hans snak med Sean havde hjulpet. Måske var det i virkeligheden det at man havde fundet ud af, at han måske ikke var den der havde det værst.? Han havde nogle omkring ham der virkelig holde af ham. F.eks. kunne han ikke engang få lov til at synke hen i sit eget hjem, uden mad eller noget, uden at der kom en og fik ham til at få det bedre?
Morty var så forstående og hjælpsom med alt, Reign lyttede snart ind, og var der altid når han havde brug for at tænke på noget andet, og bare glemme det hele, men samtidig var han også en skulder han kunne græde ved.
Sean… ja… det var svært med Sean. Men i bund og grund var han vel egentlig blevet hans motivation! Det var ham der fik Lori til lige at kæmpe lidt mere! Ham der gav ham lyst til at gøre det bedre, blive bedre! Han var også ham han kunne gå til når han havde brug for svar. Måske ikke var på livets store spørgsmål, for hvem kunne svare på det. Men når hans dæmoniske sind drillede.
Snart var han ved det store hus, som han efterhånden kende vejen til uden besvær, trods han kun havde været her 3 gange. Men den var printet ind. Underligt nok. Dette var jo nok et sted han ville komme oftere. Deres nye aftale gav dem jo i ptincippet lov til at dukke op når de havde lyst og brug for det… selvom det altid var det de gjorde! De havde aldrig haft en aftale de gange de var mødtes, og nu hvor Lori stod ved Seans dør, strejfede tanken ham om han burde have aftalt med Sean at komme? Hvad hvis det ikke var Sean men Razor der åbnede døren?
Han rystede dog tanken fra sig, og bankede i stedet på.
Lori lignede sig selv igen, nybarberet, nyvasket med håret på den der let krøllede måde uden at det så pjusket ud. Et par pæne mørkeblå bukser og en lyseblå skjorte der sad nede i bukserne men stadig posede lidt. sammen med de brune læder boots

Det bankede på døren, hvilket var nok til at give kvinden - Sylvia - et let chok. Hun greb fast i trappen, som gjaldt det hendes liv og kom med et tydeligt gisp. Sean havde ikke fået det samme chok, men havde i stedet fulgt Sylvias bevægelser med øjnene, da hun nødt skulle falde ned og slå sig. De havde haft nok ulykker i dette hus på det sidste, trods alt. Han vinkede hende ned og først da hun stod med begge ben på gulvet, gik Sean over for at åbne. Det var begrænset hvem der kunne besøge ham nu. Razor var ikke hjemme, men han ville også lukke sig selv ind. Nephthys var vampyr, så han skulle mest forvente hende om natten, medmindre noget virkelig var galt. Måske hendes butler? Eller måske Lori. Han havde ikke mast sig på hos Lori, selv om han havde ment hvad han sidst havde sagt. I stedet havde han gemt sig i kloakken, i skoven, på arbejde. Haft brug for at tænke og vurderer tingene.
Han slog låsen fra og åbnede den store dør. Døren var ny, hvilket var tydeligt på træet og metallet der var brugt til den. Det var ikke fordi der havde været noget galt med den samle, andet end da Seans kløer - i hans dæmonskikkelse - havde lavet nogle alt for store rifter i den. Sean havde været hurtigt til at få døren skiftet ud, inden for mange ville stille spørgsmål.
Og der stod Lori. Hvilket straks fremkaldte et smil hos Sean, der samtidig trådte til siden og slog ud med den ene arm, som han åbent bød Lori velkommen indenfor.
"Lori! Velkommen til. Beklager rodet, vi er ved at gøre lidt rent"
Der var ikke så rodet, at det ville gøre noget. Det mest bemærkelsesværdige var den store trappe op til lysekronen og en spand vand og fjerdusk der lå på gulvet, hvor Sylvia havde efterladt det.
"Oh...Det er Sylvia. Hun hjælper til i huset. Sylvia, dette er Lori. Du må gerne holde en pause" Bad han. Hun bukkede let for dem begge, med et lidt genert smil, før tog spand og fjerdusk og gik sin vej. I dette store hus var der nok af gøremål, især hvis Herren i huset havde dømt hovedrengøring.
"Jeg havde ikke ventet gæster. Men du er altid velkommen...Hvordan går det?"
Seans opmærksomhed hvilede igen på Lori.

Et bredt smil kom til syne da døren blev åbnet og det var Sean der stod inde bag ved den. Han trådte ind som han fik tilladelse til det. Han trak på skuldrende ”efter sidst tror jeg ikke vi skal snakke om at undskylde for rodet” grinte han lidt. det havde jo lignet noget der var løgn hjemme hos ham. Og Sean havde været så sød ikke at sige noget. Han stoppede lidt op da han fik øje på pigen der stod i entreen. Hun så sød ud. Og et lille smile bredte sig da Sean præsenterede hende.
Og uden helt at tænke over det, fulgte hans blik hende, og han ende da også med at tilde lidt på foden for lige at få det sidste glimt af hende med da hun forlod rummet. Han ville da helt klart ikke have noget imod at komme mere i dette hjem når der rande sådan en sød en rundt. Hans opmæksomhed ramte dog hurtigt hans vært igen.
Han fik trådt helt ind, og smilede da an spurgt hvordan det igen. ”meget bedre!..” sagde han og tog tasken af skulderen. ”jeg er har fået ryttet op, og er tilbage på arbejde” sagde han med et bredt smil.
”hvilket minder mig om” sagde han og åbnede tasken ”dine bøger er kommet hjem” sagde han med et smil, og tog dem ud af tasken. ”det er godt nok nogle tunge basser” grinte han lidt og gnubbede sin skulder lidt der var ret øm efter vægten.

Han rakte dem til Sean. ”ja jeg syntes det var nemmere at jeg afleverede dem til dig frem for et bud, eller du selv skulle hente dem” sagde han og smilede til ham.
”når… hvad med dig selv? Hvordan har du det?” spurgte han med et roligt smil. Dette var ikke noget med at de skulle til at udspørge hinanden om en masse igen. Men det var dejligt lige at vide hvordan folk havde det. Men det var også bedre når nogle spurgte hvordan man havde det, at de rent faktisk gerne ville høre svaret, også selvom det måske ikke var det man håbede på at høre

Sandt. Loris hjem havde set meget værre ud sidst. Alligevel var Sean fuld af manerer og høflighed, når det kom til sådanne ting. Oftere sagde ham dem mere af vane, end fordi han rigtig tænkte på det som et problem. Hellere sige sådan en gang for meget, end folk troede han ikke havde styr på sine ting. Han gik meget op i hvordan han fremstod, både uden og inden for hjemmet. Det eneste tidspunkt han egentlig var sig selv, var på hans eget værelse. Et rum hvor kun han selv kom i, medmindre andre var blevet inviteret.
"Ah, det kan man sige. Har du fået mere styr på rodet nu?" spurgte han venligt og rakte armene ud for at lindre Lori fra vægten. En bog om gamle forbandelser og magi, en om væsner og fauna man kunne forvente at finde i Underworld og den sidste, som var en nyere afhandling om studiet af nogle gamle myter, fra universitetet i Dragons Peak.
"Tak. Beklager du skulle slæbe dem så langt. Modtager du også betalingen eller har jeg den til gode, til næste gang?" spurgte han. Han havde haft travlt med at studerer de nye bøger i hans hænder, til rigtig at bemærke Loris blik efter hans nyeste hushjælp. Og dog fornemmede han alligevel der havde været et. Hans blik gled fra Lori og hen til den, bag hvilken Sylvia var forsvundet igennem. Så så han tilbage på Lori med et lille, sigende smil.
Der var helt klart andre i dette hus, som Lori hellere end gerne måtte se sultent efter, hvis det virkelig var.

Han støttede bøgerne på den ene arm, mens han svang ud med den anden.
"Vejret er dejligt. Min have er endnu ikke værd at nyde, men der er blevet ryddet nok plads til at vi kan sidde derude, hvis det er? En kop the formoder jeg?" Spurgte han så. Med det gode vejr og det gode humør, virkede tanken om at tilbringe lidt tid med Lori mere end tiltrækkende. Og måske ikke kun som en vært for sin gæst.
"Mig selv?" Ubevidst gled hans ledige hånd over hans forslåede kind.
"Det går bedre, i det mindste" svarede han så bare. Ikke helt afvisende, men heller ikke enormt specifikt. Men for at være ærlig, så var det jo også et bredt spørgsmål.

Han vende først blikket mod Sean igen da han pludselig talte, efter han havde stået og kigget efter Seans stuepige. Han overvejede kort om det var uforskammet nu de havde denne aftale sammen. Men igen.. en del af grunden til de havde valgt at lave den aftale med hinanden, var jo netop fordi at der så ikke var nogle der behøvede at være Jaloux. De måtte godt se andre, være sammen med andre og have lyst til andre uden at den ene skulle blive muggen over det.

Han trak på skuldrene da Sean sagde han var ked at at Lori skulle bære det Læs. "Det går nok" sagde han med et smil. Han stak hænderne i bukselommeene "det er op til dig, jeg tager gerne pengene med til min Chef, og ellers så betaler du bare en anden gang. Han er meget afslappet omkring de slags" sagde han med et smil.

Han så sig lidt om, hold da op, gad vide hvor længe Sylvia hade faret rundt med søvkusten der var jo næsten pletfrit. Han så på Sean da han nævnte de kunne sidde ude. "Det lyder dejligt... Og ja tak til The" sagde han med et bredt smil.
Hans smil falmede dog lidt da han lagdemærke til Seans kind. Han lod sin hånd glide op, og lægge sig blidt på den ene side af Seans hage, og tippe hans hoved lidt, så han kunne se det gule mærke, der tydeligt var på vej retur. Han sukkede vare.
"Jeg undlader at spørge" brummede han bare og slap Sean. han vidste ikke helt hvorfor. Men det virkede meget logisk at det ikke var noget de skulle snakke om. Desuden behøvede Lori jo ikke at vide alt.
Men han brød sig dog ikke om at der åbenbart var nogle der rende rundt og slog på Sean. Slet ikke.

Han greb Loris hånd i flugten, men slap den hurtigt igen, omend ikke uden et lille smil.
"Det er blevet bedre. At tale om tingene, altså" bemærkede han. Hvordan kunne han ikke kommenterer det? Selvfølgelig ville han ikke presse det ned over hovedet på Lori, hvis han helst var fri. Så det, der havde startet som en vilje til at fortælle det skete, døde hurtigt hen og blev til tavshed i stedet. Hvad skulle han også sige? Det korte af det lange vel. Ham og Razor havde været uenig, slået løs på hinanden og siden ordnet tingene. Så godt man nu kunne ordne det. Razor havde lovet det ikke ville ske igen, men ærlig talt var Sean usikker på det. Hvis det kunne ske en gang, kunne det også ske igen.
Han gik over til den store marmortrappe og placerede bøgerne på et af trinene. Der kunne de sagtens stå til senere, hvor han kunne tage dem med ovenpå.
"Lad os gå ned i køkkenet først. Sylvia er ikke den typiske tjener og jeg tror også hun er i en anden del af huset lige nu" sagde han så og gjorde en let bevægelsen med armen, som han viste Lori vej.

Køkkenet lå til venstre, når man kom ind i køkkenet. En dør, tre trin ned og så var man i det store køkken. Langs venstre side var der et stort komfur og køkkenborg, til højre var der reoler og skabe med grej og midt i det hele et stort bord med bænke til. Køkkenet var beregnet til at have plads, til at kunne serverer mad i tilfælde af hele huset var fuld af gæster, men til hverdag var det kun en brøkdel af pladsen der faktisk blev brugt. Og det var mest til Razor, faktisk.
Sean trådte over til komfuret, der næsten altid var gang i, netop af den grund at Sean ofte drak en masse the i løbet af dagen og ikke gad vente på komfuret blev varmet op. Efter kort at tjekke, om der var nok brænde på, tog han kedlen og fyldte den med vand. Da det var sat over, gik han over i den en andel ende af køkkenet og fandt kopper frem til dem.
"I skabet derovre..." Han nikkede over mod et skab, der var tættere på hvor de var kommet ind.
"...Står der nogle forskellige theblandinger. Vælg den du har lyst til" foreslog han.
Han kom hen til enden af bordet og stillede kopperne fra sig.
"Så. Du svarede aldrig på om du havde fået styr på rodet. Jeg vil selvfølgelig ikke presse dig, hvis emnet er ømt...Men jeg håber ikke du stadig bor i det samme rod?" Hans blik gled over Lori et kort øjeblik. Lori så bedre ud ellers. Frisk, sund, måske stadig på grænsen til at være lidt tynd. Så tynd man nu kunne være, når ens krop var naturligt bygget med muskler. Ren og i rent tøj.
Sean var nok så afslappet, som han kunne være. Han havde overskud og energi, han havde ingen planer og han gik bare rundt derhjemme i noget løst tøj. Der var ingen, som han skulle holde nogle facader for. Selvfølgelig lidt...Selv over for Lori. Men for en gangs skyld følte han sig bare...Glad?

Lori blev en mule overrasket da Sean greb hans hånd, men smilede blot ved hans ord. ”det lyder godt” sagde han med et smil. Det var nu meget godt at Sean virkede til faktisk at have lyst til at fortælle hvad der var sket. Men det kunne han jo altid spørge om.
Han fulgte med ned i køkkenet, og så sig om. Han havde jo været her en gang før, med Razor. Han kunne ligefrem lugte den kage de havde bagt den sag. Blodkage..
Det var ikke lige hans fortrukkende.
Han så mod det skab Sean hentydet til, og gik over, og begynde at rode i det. Han duftede lidt til de forskellige blandinger, og kunne ikke undgå at smile. Duften af tee var noget af det bedste han vidste.
Han stod fuld i gang med at have næsen ned i dem alle sammen, og efter hånden være helt bedukket af alle de dufte, da Sean spurgte ind til rodet der havde været i hans hus sidst.
Han grinte lidt. ”jeg har fået styr på det ja” sagde han mens han stod og vurderede mellem 2 forskellige the.
”godt nok tog jeg en nat mere uden søvn, efter du var gået” sagde han og trak på skulderen med et ligefrem undskyldende smil.
”men da det var morgen var jeg faktisk færdig” sagde han med et roligt smil. Han fik fat rasten af theene op i skabet igen, og fik over til Sean med den the han havde valgt. Han rakte ham den, og smilede roligt.
”nu mangler jeg bare at min ven flytter ind så der ikke føles så tomt” sagde han roligt. Han gik over til køkkenbordet, og hoppede op og satte sig.
Han så på Sean. ”det hjalp med vores snak, og så det faktum at jeg fik sovet lidt” sagde han roligt med et mildt smil.
Han sad lidt, han vidste ikke helt om han burde spørge om det næste, men igen.. Sean havde jo sagt at han godt måtte spørge. Og det var jo ikke noget vigtigt. Sean kunne jo bare lade vær med at svare hvis han ikke havde lyst.
”hvad med dig?... tog du hjem?” spurgte han og rettede blikket mod dæmonen foran sig. Sean havde givet udtryk for at han ikke havde lyst til at tage hjem. At han havde lyst til at blive hos Lori, men da Lori havde forslået det, så havde Sean takket nej.

”du virkede ikke ligefrem som om det var tiltalende at skulle gå hjem, så jeg spekulerede på om du var blevet væk?” sagde han roligt. Han sad og ryngede lidt med benene.

Han var glad for Lori havde fået styr på tingene. Han tog imod theen og klargjorde kanden, som theen skulle trække i.
Selvfølgelig var han ikke gået ud fra at Lori bare på mirakuløs vis havde fået det fantastisk igen. Men han så bedre ud og hvis han endelig havde fået ryddet op, var det godt. Det betød at Lori var klar til at komme videre nu. Og hvis han havde været med til, at skubbe Lori i den rigtige retning? Jamen så følte han sig egentlig også godt tilfreds med sig selv.
Theen duftede fantastisk. Han satte låg på blandingen og satte den tilbage i skabet, før han vendte sig om mod Lori med et svagt træk på skuldrene.
"Ah. For at være ærlig..." Han kom med en svag grimasse.
"...Har jeg måske ikke haft det fantastisk selv på det sidste. Specielt med Razor har jeg haft nogle problemer. Razor og jeg minder overraskende meget om hinanden på visse punkter. Vi er begge stædige, vi sætter os begge imod autoriteter og vi er begge lige forvirrede og dårlige til at snakke om os selv. Det har skabt nogle gnidninger" Han gik over til Lori. Hans hånd gled op over kinden og såret i læben.
"Det er Razor. Bare rolig. Han ser meget værre ud end jeg gør" forsikrede han, ikke uden et lille smil.
"Og før du siger noget. Vi har løst problemerne...Sådan da. Sulten? Jeg ved du spiser det samme med som mennesker. Jeg ved ikke hvor de gemmer det...Kiks? Frugt?" foreslog han så og så sig omkring i køkkenet. Ah. Det ene rum i huset, hvor han godt kunne føle sig lidt lost. Han anede ikke hvor hvad stod, fordi han selv kun var her for theens skyld. Han trådte over til en hylde og begyndte at kigge i krukkerne. Løg. Hvidløg. Tørrede urter. Så denne hylde havde tørrede grønsager...Han kunne end ikke begynde at forestille sig hvad menneskerne brugte det hele til. Alle de retter de lavede...Det var en ting, som Sean aldrig havde gidet eller villet sætte sig ind i.
"Hva? Nåe ja...Dit spørgsmål" sagde han pludselig, som kom han netop i tanke om det, mens han snuste rundt i sit eget køkken. De bare fødder gled lydløst over gulvet.
"Nej, jeg tog ikke hjem. Har næsten ikke været hjemme i flere dage. Den sidste uges tid...Oh...Der var noget..." Han tog en krukke ned, der så ud til at indholde kiks. Han tog en af dem op og knuste den i sin hånd. Jo, sprød. Han vidste kiks skulle være sprøde. Og selv hvis Lori intet ønskede sig, var han jo bare blevet det klogere om indretningen af sit eget køkken.

Loris øjne glippede er par gange da Sean pludselig brød ud i en, for ham voldsomt talestrøm. Han talte om sig selv? Så var der noget at sige til at man blev overrasket? Lori ville dog hverken. Afbryde eller kommentere på det.
Han sad roligt op køkkenbordet.
Han så på kinden og læben og da Sean sagde at det var Razor der havde gjordt det, overraskende dem ham pludselig ikke. Hvis de havde så mange sammenstød som det lød på, på Sean, så undrede han sig ikke.
Han sukkede dog bare lidt.
"Det gør mig ikke rolig... Jeg kan også godt lide Razor.. jeg jeg er da ikke vild med at i går og banker hinanden" sukkede han blot med hovedet på skrå.
Han blev helt paf da Sean pludselig skiftede emne. Han så lidt forvirret ud men rystede så lidt på hovedet. "uhm.. nej tak.. jeg spiser kun menneskemad nu, for at være høflig og selskabelig.. og det tænker jeg ikke er nødvendigt her hos dog?" Sagde han så.

Han hoppede ned fra Køkkenbordet, og kom hænderne i bukselommeene " så jeg kan konstatere at du har haft mere modgang end medgang siden sidst?" Sagde han blot mens han lænede sig lidt op af køkkenbordet. For ham selv gik det temmelig godt.

Tingene havde ændret sig. Var ved at ændre sig. De sammenstød han havde haft med Lori og Razor havde endelig båret frugt og han havde både indset at disse to personer næppe ville forlade ham i morgen og at de faktisk ønskede at høre det. Eller...Ønskede og ønskede. Han ville ikke snakke deres ører af og han vidste endnu ikke om han selv ville opsøge dem, hvis der var noget galt. Men han var blevet mere rolig og i bedre humør, han havde mindre imod at fortælle dem noget. Han ville stadig være lige så reserveret over for alle andre, men...Visse ting ændrede sig en gang imellem. Han blev nød til at tage chancen. Han kunne mærke det hjalp...Præcis som Dr. Trott i sin tid havde fortalt ham det ville.
Vandet begyndte at koge og Sean gik over for at hælde det op. Med det hele placeret på en bakke, ville de endelig kunne gå udenfor og nyde at solen endelig var her. Den knuste kiks havde han smidt ud i en spand til affald og krukken var blevet stillet på plads igen.
"Du kan være dig selv her" bemærkede han blot. Så trak han lidt på skuldrene.
"Når du siger det på den måde...Men det er vel også kun fordi jeg ikke fortæller de gode ting" Og de gode ting var ikke nævnt, fordi Sean ikke havde tænkt over dem. Og fordi de ikke var på et personligt niveau. Med et nik bad han Lori om at åbne køkkendøren, mens han bar bakken.

Turen gik igennem entreen og hen til en dør, der lå ved siden af trappen. Herfra var der en lille gang med døre til begge sider, for en dør førte dem ud i haven.
Haven var ikke specielt æstetisk at se på. Buske var groet til deformiteter, ukrudt alle vegne og blomster der stod hulter til bulter. Alligevel var det tydeligt at der blev arbejdet på det, især på bunkerne af ukrudt der skulle køres væk. Tættest på huset var der lidt terrasse, mens ukrudten rundt om den og mellem stenene var blevet fjernet, så man havde en plet af være på. Et bord og nogle stole var stillet ud af samme årsag. Sean satte bakken fra sig på bordet.
"Som sagt..." Han slog let ud med haven.
"...Men det går fremad. Jeg tror mine gartnere holder pause lige nu..." De var ikke at se. Måske var de gået hjem for at spise? Alligevel. Haven havde så skøn før. Sean elskede en grøn plet, hvor han kunne træde ud og slappe af. For der var virkelig noget beroligende over det. Med de høje hække han havde haft, kunne man få haven for sig selv. En ting som Fenris og hamselv også havde udnyttet, på deres helt egen måde. Men mindet virkede så langt væk...En helt anden tid.

Sean kunne vel have ret i det han sagde. Man lagde nok mest mærke til de dårlige ting fordi man ikke hørte om de gode! Sådan var det tit. Man glemte at fortælle om alt det gode der skete, og fortalte hellere alt det dårlige, for det var oftest nemmere. Oftest var det nemmere at fortælle om de ting der gjorde en ked af det eller sur, end det var at fortælle hvad der gjorde en glad.
Og Han kunne godt mistænke Sean for at være en af dem, der sjældent viste eller fortalte hvad der gjorde ham glad. Da de ikke var noget andre behøvede tage sig af.

Han fulgt med udenfor, og tog en dyb og frisk indånding af den dejlige forårs luft. Godt nok var Seans have ikke så trimmet, men det at gartnerne havde været i gang med både træer, ukrudt og gras, gav det en frisk duft af planter og natur, en der jo altid var der, men som man lagde ekstra mærke til når der lige blev rodet lidt rundt i det.
Han gik over til bordet, og satte sig på den ene stol, og nød solen. Hmm måske han skulle til at gøre lidt ved hans egen lille have? Den var ikke særlig stor, men den var der. Og det ville være så dejligt at kunne sidde og læse der ude. Især når Reign flyttede ind, så kunne han sidde der ude mens Django kunne lege. Han lagde hovedet en ganske smule tilbage, lukkede øjnene og nød solens lune stråler mod sin hud. Den havde været savnet! Han havde det altid bedst om foråret. Det var ikke for varmt, ikke for koldt. Og så piblede det altid frem med liv.
Han så på Sean med et roligt smil. Foråret gjorde næsten altid at man kom i godt humør, eller.. for ham var det i hvert fald. Han tog kanden og hælde lidt the op til sig selv. Åh den duftede fantastisk.
Han sad og så lidt ned i theen inden han pludselig sagde ”jeg kommer nok også til at være væk et lille stykke tid, snart” hans sad stadig med koppen i sin hånd. Han pustede lidt på den. ”jeg skal til Sunfurry” sagde han inden han tog en tår af theen.
Han satte koppen fra sig, og så på Sean. ”jeg er nød til at finde ud af hvad jeg gør med mine adoptivforældres hus.. jeg ejer det åbenbart uden at vide det… og det har stået tomt siden de døde” sagde han og sukkede lidt. Blikket gled ud på haven med et næsten opgivende blik. ”det må jo se forfærdeligt ud” mumlede han. Denne have måtte i virkeligheden ikke være noget ved siden af. Han var kun 17 da han stak af… og siden havde der ikke boet nogle i det. I 5 år havde der ikke boet nogle overhoved.
Han skulle helt sikkert lave en masse på det. Han skulle have det renuveret, lige meget om det skulle sælges, lejes ud, eller….
Den tanke havde han ikke delt med nogle.. men måske.. måske skulle han bare tage tilbage. Hans blik skævede med Sean. Det ville blive hårdt.. væk fra de sidste han holde af.. men Fru. Claers død havde fået ham til at tænke over en masse ting. Og det var bare som om tingene førte mere og mere over til at det måske var det bedste for ham.
Det var dog ikke noget han havde tænkt sig at gøre noget ved lige nu. Først var han nød til at se det. Måske kunne han jo slet ikke klare at være der.

Han tog kanden efter Lori og hældte op til sig selv, så den kunne stå og dampe lidt af. Alligevel satte han sig ikke ned, han var nok egentlig lidt for rastløs til den slags lige nu. At sidde stille. Når han så ud over haven, så han kun et arbejde der ikke var færdigt og det kriblede i hans fingre for at hjælpe til, deltage og få det gjort. Ikke at han vidste specielt meget om at passe en have. Det basiske, måske. Han havde overvejet et bed til urter og grønsager. Ikke fordi han selv spiste det, men fordi han på sigt kunne slippe for at betale for mange penge på husholdningens mad. Ikke fordi det var en stor udgift, men Sean elskede ideen om at være selvstændig. Og lidt penge havde også ret. Nu måtte han se, først skulle haven jo rives op med rode.
Han lænede sig op af ryglænet på en af stolene og så hen på Lori. Måske var det egoistisk af ham, men han havde faktisk ikke lyst til at Lori rejste. Men han kunne jo heller ikke forlange at manden blev her, kunne han vel? Han rejste jo også selv. Det var jo ikke forfærdelig lang tid siden han havde været i Dragons Peak igen for at afslutte nogle ting.
"Jamen det vrimler jo med huse til dig" bemærkede han i en let tone. Han rettede sig op og gik over bag Lori.
"Tag din trøje af. Jeg vil ikke have at turen med bøgerne skal give dig en øm skulder"
Som måden Sean sagde det på, kunne det lyde halvt om halvt som en kommando. Men hvis man kendte Sean godt nok, var det ikke ment på den måde.
Alt efter hvad Lori valgte at gøre, talte Sean videre.
"I Sunfury? Jah. Det er langt væk. Har aldrig været specielt meget i byen selv, aldrig brudt mig så meget om den. Alt den varme og sten" bemærkede han. Dragons Peak havde haft et mere moderat klima, grundet bjerget og klimaet rundt om, men det hele havde også bestået af sten der. Sten, sten, sten.
"Dine adoptivforældre. Havde I et godt forhold til hinanden?"
Sean var en der løste problemer. Lige i dette øjeblik var hans hjerne allerede i gang med at udtænke en masse muligheder. Til tider var det mere en vane, end fordi han altid kunne tillade sig at blande sig.
I dette verden var meget værdi også vist igennem at eje flere steder. Lori kunne selvfølgelig sætte det i stand og flytte derhen, hvis han ville. Men uanset hvor han boede, ville der altid være et tomt hus. Han kunne sælge et af dem til et engangsbeløb, eller leje det hele ud og få mindre penge med det samme, men flere i det lange løb. Selv hvis huset var i dårlig stand, kunne det sikkert stadig sælges. Men jo bedre det var, jo mere kunne det sælges for...Eller lejes for. Eller være tiltrækkende at bo i.

Han smilede blot lidt da Sean nævnte at der var huse nok til ham.
”indtil videre ejer jeg kun det ene… jeg har stadig ikke hørt noget om det jeg bor i… og det genere mig faktisk lidt” rummede han. Han slog blikket opad, mod Sean der stod bag ham, da han kom med ”kommandoen” om at han skulle tage trøjen af. Han overvejede lidt, men der kunne vel ikke være noget i vejen for det. Det var jo ikke fordi han ville komme til at fryse.
Han tog fat om trøjens kant, og trak den af over hovedet, og afslørede hurtigt de mange afmærkninger hans ryg, nakke, skulder og arme havde. Det var godt at der ikke var mange der så ham uden trøje. De ville tro han var en bidsk og voldlig fyr. Han satte sig til rette.
Aret i hans side var efterhånden også blevet pænt, men et ar var der, og ville der altid være.
Han smilede lidt da Sean forklarede om Sunfury.
”haha faktisk kan jeg huske jeg frøs så meget i starten da jeg kom her til” grinte han lidt. Han havde haft det koldt, der havde altid været så varmt i Sunfury, så det var lidt svært i starten at vænne sig til et andet klima.

Han tøvede en smule med at svare da Sean spurgte ind til hans adoptivforældre. Hans blik gled lidt ned.
”ja.. vores forhold var godt” sagde han stille, og pillede lidt ved sine bukser.
”de var Shapeshifters, og de var lidt oppe i alderen da de adopterede mig… de kunne ikke selv få børn” nævnte han mens han så lidt ud over haven.
”En hund og en ræv… men de elskede hinanden så højt!” sagde han med et mildt smil.
”de var fantasiske forældre… lærte mig alt, hvordan man læste og skrev at ride… jeg manglede ikke noget som helst” Han sad lidt, og kunne pludselig ikke lade vær med at små grine lidt.
”jeg kan faktisk huske at jeg blev så sur på min adoptivfar over at han sagde han ikke kunne lære mig at skifte form” grinte han lidt.
Han så lidt op på Sean ”jeg ville gerne være en tiger” grinte han lidt. Det var nok ikke lige en tiger man ville forbinde med en fyr som Lori, måske noget lidt mere nuttet. Men som de fleste andre drenge i den alder ville Lori jo også gerne være selv. Et smil var printet på hans læber mens han tænkte tilbage på den gang. Tænkte på de mange dejlige stunder han havde haft i Sunfury.
”jeg kan huske at min adaptivmor lavede den BEDSTE marmelade!... generelt alt i et køkken var hun fantastisk til!” fortalte han.
Han lukkede øjnene lidt, og smilede ”jeg havde en fantastisk barndom… ind til..” han blev stille lidt. Eller faktisk ret længe.
”indtil jeg dræbte dem……” erkende han. Han havde aldrig fortalt det her til nogle.
Lorikans del havde fortalt det til Vienna, men hun kende ligesom mere til hans fortid også.

Han var stille. Og en underlig og uroligt følelse ramte ham. Ikke at han regnede med at Sean ville dømme ham… og så igen… måske… måske fik han helt ødelagt billedet af hvem Lori var.
Man måtte jo være hjerteløs hvis man i en alder af 17 kunne slå de personer ihjel der havde elsket og passet på en siden man var barn. Folk der kun havde givet ham en god tilværelse, og sikkert stadig ville gøre det hvis de var i live.
Hvis han kunne tage deres liv… hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det med andre der holde af ham? Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste ikke om Sean krævede en forklaring, eller om han var ligeglad.

Endnu ikke hørt noget? Så han havde endnu ikke fundet nogle papirer, der kunne give ham svarene? Det var ikke optimalt. At leve i et hus, uden at vide om man lige pludselig ville blive sparket ud.
"Du ved...Jeg har en del kontakter. Jeg kan prøve at finde et svar til dig?" foreslog han. Det trak lidt i hans ene mundvige, som han smilte svagt.
"Og du skal ikke engang betale for det. En tjeneste"
Normalt udførte klanen kun arbejde, der blev betalt. Men siden det var Seans klan, kunne ham omgå tingene som han havde lyst til. Og det kunne ikke være så svært at opsnuse nogle, hvis der overhoved var nogen, kunne det vel? Han havde ikke brug for mere end en eller to mænd til det.
Hans blik gled ned over Loris overkrop. Sidst havde været, da Lori skulle lære at have sex, uden at spise samtidig, så det var ikke fordi han slet ikke havde set den før. Seans hænder gled hen over Loris skulder og sikrede at musklerne var ordentlig varmet op, før han begyndte at masserer dem.

Da Lori først gik i gang, var der pludselig meget manden havde brug for at sige. Sean var ikke sikker på om dette var den bedste ide eller om han og Lori netop brugte hinanden på en terapeutisk måde. Fik snakket, afreageret og fundet fred igen?
Det var ikke med vilje det endte på den måde hver gang. Og han var usikker på han fortrød spørgsmålet, da han først havde fået svaret. Hans blik gled hen over Lori, som hans hænder arbejdede automatisk. Stirrede mod et eller andet ukrudt, uden rigtig at se det alligevel. De kunne aldrig bare være glade og nyde solen, kunne de? Der var altid noget. Fordi Sean var så nysgerrig.
Han smilte og klappede puffende til Lori, angående det med tigeren. Blev hevet ud af hans tanker, der havde fortsat af en unødvendig negativ tangent.
"Jeg ser dig mere som kat" drillede han.
Også Loris hang til at lave menneske-mad var pludselig forklaret. Hans adoptivmor, hans udlejer...Det havde altid været noget rart og behageligt for Lori. Til det hele tog en mørkere retning. I et øjeblik var han stille. Burde han spørge ind til mere?
"Vil du snakke om det? Jeg kan lytte hvis det er" svarede han. Og lod det dermed være op til Lori. Ingen af dem ønskede at tvinge svar ud af den anden, så Sean sikrede at Lori kunne holde den afstand han havde brug for.
Oh. Men alle de folk Sean selv havde dræbt. Selvfølgelig var den første gang, han skulle have en sjæl, ret traumatisk. Han havde ikke engang vidst hun ville dø...
Men på et tidspunkt blev det, at spise, ikke længere klassificeret som drab. Drab var i stedet når man dræbte på andre måder. Men selv da havde Sean dræbt mange og kunne endnu finde på det, hvis jobbet krævede det af ham. Eller han blev for...Vred.
Stakkels Tim.

Han kunne ikke lade vær med at grine lidt da Sean nævnte at han så Lori mere som en kat end som en tiger. Det måtte han måske nok give ham ret i.
Det var sandt at tingene tog en mere dyster retning. Det var vidst deres forbandelse. De kunne ikke bare sidde og nyde vejret og hinanden uden at den ene af dem kom til dette sted.
Han hørte Sean spørge om han ville tale om det. Og et smil tittede frem hos ham. Han rystede let, og måske lidt halvhjertet på hovedet.
”nah… det var en ulykke..” sagde han roligt. Det var først efter var blevet en at han kunne sige det.
Hverkan Lori eller Lorikan ville dræbe dem. Men det skete. Og der kunne ikke gøres noget ved det.
Han sukkede lidt, og besluttede sig for at fortælle det alligevel. Det var vel bedre end at han gik og holde det inde.
Han rømmede sig lidt.
”som du ved, så startede det jo med at Lorikan begynde at komme frem, det gjorde han da jeg var 15 år… og…. Da jeg var 17 var der en nat hvis vi var virkelig sultne.. såh..” han sukkede lidt ”ja… han ende med at tage deres sjæle” sagde han og så lidt hen på sin the.
”det var derfor jeg stak af….” erkende han.
Lorikan var den der havde taget deres sjæle, ham der havde dræbt dem. Men Lori var vågnet op til det tidligt om morgenen. Derfor var han flygtet. Han var i tvivl om det var ham selv der havde gjort det.

Han så lidt op på Sean.
”men jeg har valgt at ligge det bag mig…. jeg kan alligevel ikke ændre det” sagde han inden han tog sin kop, og tog en tår. ”jeg har ikke været i huset siden jeg stak af… og nu hvor jeg ved jeg ejer det, så nægter jeg at blive ved med at flygte.. i dag ved jeg jo også at det var et uheld.. jeg kunne nok ikke have gjort noget selv hvis vi havde været en… jeg var alt for sulten den aften” sagde han. Han nød stadig massagen, og vippede nakken lid så han strakte lidt i den. Okay Sean vidste hvad han lavede.
Han lod hovedet glide tilbage så han ende med at hvile det op af Sean.
”ikke fordi jeg ikke vil snakke med dig…. Men… kunne vi ikke bare nyde vejret lidt?.. og lade mig nyde det du gør med dine hænder” sagde han med et lidt skævt smil, mens han sad med lukkede øjne og nød solen der varmede hans mave og bryst, og Seans hænder der arbejdede på hans skulder.

Han arbejdede bare videre med Loris ene skulder, mens Lori fik talt færdig. De sad så tæt, men selv om de var to fyre, virkede det ikke ubehageligt. Men Loris indstilling til det hele lød nu sund. Hvordan kunne Lori altid finde styrken til at fortsætte? Til at lægge tingene bag sig? Sean hvilede alt for meget i sin fortid, til altid at tænke fremad. Til at nyde nuet. Han tænkte alt for meget og måske følte han også langt mere, end folk gik og regnede med. Hvad havde han sagt til Razor? At han gerne ville virke stærk, men at folk ikke måtte se hans følelser og indre problemer, fordi det ville ødelægge det billede. At han både havde ofret meget og endnu ofrede meget, på det personlige punkt, når det kom til magt og styrke. Og det måske åndssvage var måske at han var den eneste, der satte det krav til ham selv. Han kunne ændre det...Hvis han gad. Hvis han havde styrken til det.
"Du har ret. Det var ikke noget du kunne styre" medgav han roligt og lod Lori hvile ind mod ham. Her, så tæt, at Loris hår nærmest kunne kilde ham i næsen eller øret.
"Sagtens" medgav han. Solen var lun her i haven, hvor der var læ for den kølige brise. Man kunne sagtens mærke at det ikke ligefrem var sommer endnu, men Sean bedømte det burde være varmt nok til at Lori ikke direkte frøs.
Han arbejdede videre i stilhed. Havde haft mulighed for at øve sig på mange folk, både kvinder og mænd, i tidens løb. Men selv om Lori havde erklæret fred og nydelse af vind og vejr, gjorde Sean aldrig rigtig det. Han gav aldrig efter - der var altid mere at tænke over. Mere at bruge energi på. Godt nok blev han siddende, men inde i hans hoved var der det samme virvar af tanker som altid. Hun havde registreret at solen var dejlig, men det var også det.
Men måske indhentede rastløsheden ham alligevel. Han bukkede sig hovedet lidt ned, så det var tættere på Loris øre.
"Jeg kan gøre mere med mine hænder" hviskede han drillende og ikke uden en svag latter. Hans hænder forlod Loris ene skulder og nakke, kun for at glide ned af den skønne overkrop, som der var Loris.

Der var nu ikke så meget grund til at beundre Lori, for ja, han virkede som en der bare vende snuden fremad, tænkte videre og levede i det nu han nu en gang var i. Men det var langt fra sandt…. Det var rigtigt nok at han prøvede, men det var sjældent han virkelig efterlevede det. Men det behøvede folk jo ikke at vide. Det andet så ligesom pænere ud. Det var ikke kun Sean der havde behov for at holde facaden oppe en gang i mellem.
Det var nu virkelig dejligt at sidde der i solen, nyde varmen der ramte hans hud. Det var ikke fordi der var sommervarmt. Men det var nu stadig rart. Desuden.. hvad kunne være mere dejligt end at sidde og få varme fra solen, og samtidig blive forkælet med massage? Det var ikke hver dag man kunne prale af den slags.
Stilheden var dejlig, kun lyden af fugle der sang, og så nogle enkelte lyde fra gaden. Han sukkede roligt ud og nød blot hele senariet. Ud over… at hans tanker selvfølgelig stadig kørte.
Tankerne gik på sunfury.. skulle han tage der til? Skulle han lade vær? Skulle han blive der… skulle han ikke?
Der var efterhånden mindre og mindre der holde ham her i byen. Og de ting der holde ham her… dem var han end ikke sikker på. Ikke sikker på at det betød det samme som han gerne ville have det til.

stilheden i haven blev afbrudt da han hørte en hvisken i hans øre, der først fik ham til at slå øjnene op, og overraskede ham lidt. Og da han mærkede hænderne der gled ned af hans overkrop, så han lidt efter dem. Et let og skævt smil bredte sig dog på hans læber. Okay… det var vel ikke så underligt igen! Ikke efter deres nye aftale. Han vende hovedet halvt, og så lidt tilbage mod Sean.
”det skulle ikke undre mig” sagde han med et drilsk smil. Han lukkede dog bare øjnene lidt, og nød følelsen af de varme hænder der gled ned over hans overkrop. Han havde i virkeligheden altid været sensitiv, men det var bare som om det blev meget være når det var Sean der valgte at røre ved ham. Om Sean bare havde magiske hænder vidste han ikke, men han kunne altid lige få pulsen til at stige lidt, også blot ved ganske naturlige berøringer.

Måske forstyrrede han Loris lille øjeblik af fred. Han kunne mærke på Loris krop at han slappede af. Kunne se det på hans vejrtrækning, præcis som han kunne se den lette overraskelse, da hans varme hænder gled ned over overkroppen. En anelse kølig, men ikke kold. Huden var blød, kun afbrudt af de ar Lori nu engang havde været så dygtig at samle sig. Det var en ting de kunne sammenligne: Ar. Medmindre de gik videre til at sammenligne størrelser.
Han grinte svagt for sig selv, som Lori svarede. Han bukkede sig helt ind over Lori, til hans læber hvilede mellem skulder og halsen. Hans hænder gled op og ned af Loris overkrop i rolige, langsomme bevægelser. På sin vis en nussen, selv om Sean lige så meget både nød at være tæt på en anden person, der ikke bare var mad for ham og fornemmelsen af Loris overkrop. Den varme hud, vejrtrækningen, fornemmelsen af Loris hjerte der slog, når hans hænder gled op over Loris brystkasse. Han lænede sig yderligere en smule frem, til hans hænder kunne glide hele vejen ned til Loris buksekant. Drillende gled hans fingerspidser ind under, omend ikke længere end det. Bare nok til at lade vide at Sean var interesseret.
"Hmmm. Vil du mærke? Eller forstyrrer jeg din indre ro?" foreslog han og druknede næsten sine forførende ord i halsen på Lori, da han allerede var i gang med at kysse ham. Sean fik faktisk altid hvad han gerne ville have. At de i forvejen havde aftalt at dyrke sex når lysten var der, havde blot givet Sean friheden til at lege lidt med Lori. Lokke ham, drille ham, charmerer ham, flirte med ham. Hvad man nu ønskede at kalde det. Selv om Lori virkede så ung og til tider ligefrem uerfaren, var han ikke dårlig i sengen og Sean blev af en eller anden grund aldrig træt af ham. Der var noget berusende ved ham. Noget der gav ham lyst til Lori gang på gang, lyst til at kræve manden blev her i byen, hvor Sean altid kunne nå ham.
Det var urealistisk. Så han nøjedes med det han kunne få.

Hans vejrtrækning blev gradvist tungere, og tungere. I takt med at Seans hænder bevægede sig omkring på hans overkrop. De der hænder der åbenbart ikke skulle gøre andet end at nusse lidt, før Lori ligefrem smeltede som smør. Og det gjorde det ikke meget bedre da han mærkede de dejlige læber mod hans skulder og hals. Nogle lette suk undslap hans læber. For en stund forsvandt de mange tanker, de mange bekymringer om Sunfury, om Doomsville, om Razor, Reign og om hans hus. Det eneste der skulle være der oppe, og som VAR der oppe lige nu, var Sean. Og følelsen af hans hænder og mund mod hans hud. Det sitrede under uden, som en kildrende fornemmelse der befandt sig under Seans hænder og læber. Det var svært at beskrive, og det skulle han jo heldigvis heller ikke.
Det var de fine ved deres nye aftale. De behøvede ikke forklare, de behøvede ikke at komme med god undskyldning for at det her skulle ske, og de behøvede ikke spekulere på om det var okay, om der blev lagt for meget i det eller om de bag efter skulle have dårlig samvittighed. Det betød ikke noget!.. eller… gjorde det?
Tankerne blev igen revet ud af hans hoved da han mærkede Seans hånd glide længere og længere ned. Og hvordan hans finger gled ned i hans bukser. Han hev en smule eftervejret, gjorde sig klar på at mærke Seans hånd længere ned, og et sted hvor den virkelig ville gøre gavn. Han stoppede dog, noget der lige et kort øjeblik slog Lori ud af den nyende trance han ellers lige havde lullet sig selv ind i. Han hørte Seans ord, der dog blev mumlet lidt på grund af Loris skulder. ”Indre ro?... hvem har den slags?” sagde han mens han sukkede lidt ud, han tiltede hovedet lidt, så Sean nemmere kunne komme til hans hals.
Han kunne ikke helt lade vær med at smile lidt, han vred nakken lidt, dog kun så der var fri adgang til hans hals. Hans krop skreg allerede på mere. Og det var faktisk lidt uhyggeligt at Sean kunne have denne virkning på ham.
De havde jo kun haft sex en gang før, men det var som printet ind i hans hukommelse, og han ville gerne have mere.  
Han ville absolut intet have i mod at the drikkeriet blev udskudt lidt… eller så længe de nu havde brug for og lyst til. Han lod sin ene arm glide om, så den kunne hvilede mod Seans nakke, og nussede ham lidt i nakkehårene.

Sean var dygtig. Han kunne charmerer sig ind på de fleste typer, uanset om de var de mere selvstændige eller følsomme af slagsen. Han var klar på det meste, om det så var vild sex der efterlod en øm og fuld af rifter flere dage senere eller helt stille og roligt. Sean havde prøvet det meste, men hvad der var fælles for det hele var, at Sean altid var den der styrede showet. Sean var altid den der tog, hvad han ville have. Den eneste inden for dette århundrede, der havde kunne vende det hele om, var Fenris. Måske fordi Sean dengang aldrig havde været sammen med en mand før. Altid kun kvinder. Og Fenris, som havde været den eneste der også havde taget Sean, fremfor det altid var Sean der tog. En lille magtkamp.
Men alle partnere var forskellige. Der var forskellige grænser for hvornår det var godt nok, hvor grænserne gik. Selv om Lorikan havde været vild, virkede Lori ikke som den samme type. Lori var lidt mere blød i det. De bløde var ofte de nemmeste. Der skulle ikke meget til. Nogle kys, nogle kælende bevægelser og de smeltede imellem ens hænder.
Ikke at det var en fornærmelse til Lori. Selv om de bløde typer ofte var nemmere at gøre klar til leg, var de til gengæld oftere svære faktisk at komme i bukserne på. Usikre, loyale til nogen, tanker om kun at være sammen med den eller de rette personer. Og alligevel havde han Lori, lige her!
Velvidende selvfølgelig...Sean havde faktisk tyvstartet. Men så vidt han huskede havde Lorikan nu også været ude efter at spise ham. Ja, så vidt han huskede havde de vist planlagt at spise hinanden. Ikke at det var blevet sagt, men han var ret sikker på det.

Han svarede ikke på Loris ord. Han havde ingen ord. Hans øjne var kun halvt åbne, hvilede på Loris krop. Loris hånd fik det til svagt at gyse ned langs hans ryg, men på en behagelig måde. Som en kat der blev nusset til rolighed. Hans rastløshed fordampede lige så stille, hans tanker blev færre og færre, til han endelig bare kunne være til stede. Lige nu, lige nu, i nuet. Han lukkede øjnene helt. Tæt på et andet menneske, så han ikke mærkede sin daglige ensomhed. Ikke lige nu, i hvert fald. Han skubbede alt frygt om at den ville være så meget større bagefter, til side. Loris duft. Smagen af hans hud på Seans læber. Den velkendte fornemmelse af en krop, der begyndte at hungre efter mere. Måske var Loris fantasi allerede langt længere fremme end Seans bevægelser var, men det gjorde ikke noget. Nogle gange var forventningen lige så god, som når man endelig fik forventningerne opfyldt.
Der var ingen grund til at være hurtige eller vilde. Der var overraskende stille omkring dem. Fugle der sang, den lune fornemmelse af solen, kun afbrudt af et pust af luft en gang i mellem. Duften af the, af Lori. Lyden af vejrtrækningen og fornemmelsen af den rare fornemmelse i nakken, hvor Lori nussede ham. Lige nu havde han fred og han ønskede det ville vare ved.
I et øjeblik var han egentlig godt tilfreds. Han havde ikke brug for mere eller mindre og hans hænder vedblev at nusse Loris overkrop. Som om de aldrig kom videre. Bare lige et øjeblik...Han skulle bare lige nyde det et øjeblik. Så skulle han nok give det Lori sikkert havde lyst til i øjeblikket. Sean selv havde faktisk også lyst. Men ikke for sexens skyld. Det havde det aldrig været, selv da han havde foreslået Lori det. Det havde hele tiden været for at jage ensomheden på flugt...Være tæt på en anden person igen...En han kendte og en han stolte mere og mere på. Hvor meget han så end havde lovet sig selv at lade være.
Hans hjerte slog tungt og hans vejrtrækning var dyb. Hans hoved hvilede mellem Loris hals og skuldre. I et øjeblik var han selv stoppet med at give kys, før han kom i tanke om at Lori netop havde givet plads til den slags. Han ville ikke skuffe Lori. Det værste ville være hvis Lori besluttede sig for ikke at komme næste gang, hvornår det så end blev.
Så efter et øjeblik kyssede han ham igen. Et stille kys. Hænderne gled ned over Loris mave og i de samme, langsomme bevægelser begyndte han at løsne Loris bukser.

De fleste ville nok syntes det var ulideligt, og ikke mindst vildt irriterende at det gik så landsomt. Men det gjorde Lori egentlig ikke. Faktisk... Så havde han slet ikke travlt. Han var klar over at de nok skulle nå det til. Nok skulle nå til noget mere intimt.. hvis man kunne sige det!? For lige nu, følte Lori det langt mere intimt og rart, end han havde gjort under nogle former for sex, uanset med hvem han havde været sammen med.
Selvfølgelig var der også granat for hvor intimt og nært det kunne blive når man dyrkede sex, ikke engang for sexede skyld, men for madens skyld.
Deres første gang sammen havde været noget helt andet. Den gang havde de end ikke kendt hinandens navne, forspil havde været underordnet da de begge var interesseret i at gå lige til sagen. Men det havde måske i virkeligheden også været fordi deres agt havde været med andre intentioner end hvad de tvat endt med. De havde vel i virkeligheden begge regnet med at ham de hev med op på værelset skulle være føde.
Tænk at noget så frembrusende og hurtigt, kunne ende ud i at de nu var her. Tættere på hinanden end de normalt var. Og med en fantastisk ro mellem dem.

Det var i virkeligheden lidt underligt at side her, ikke at det ikke var rart. Men der var ikke en lyd, måske en fugl der pibbede lidt, eller nogle blade der bevægede sig i vinden. Men ellers var der kun de lyde de selv kom med. Loris tunge, men alligevel så lyse suk, og lydende der kom når Seans læber ramte hans hud.

De fleste ville nok have mere travlt. Men han ville nu ikke bytte det her øjeblik for noget. Seans hænder der fortsat blot rørte ved hans nøgne overkrop. Og selvom han selvfølgelig håbede de skete, og en smule forventede det, så havde han ikke travlt med at Sean skulle have hænderne ned i hans bukser. Dog da Sean begynder åbne dem, spænde han lidt ubevidst i mavemusklerne. Hans finger fik stadig lov til at kærtegne Seans nakke. Han lod lidt efter hånden glide en smule mere ned, så den kunne nusse ham længere nede ad hans nakke, selvom den dog hurtigt fandt vej op i hans hår vandt igen.

Lori havde ikke brokket sig. Ikke åbenlyst i hvert fald. Sean kunne sagtens sidde sådan her hele dagen, til en af dem blev træt i kroppen af at sidde sådan her. Men det var ikke optimalt. Ikke realistisk. I stedet måtte han fokuserer på at gøre Lori så tilfreds, som han kunne, så han ikke risikerede Lori blev væk en anden gang. Fordi Sean var blevet kedelig eller for blød eller noget i den stil. Når det kom til stykket var der vel altid noget at leve op til, var der ikke?
Men det havde stadig været rart at slappe af et øjeblik. Et øjeblik, hvor kort det end føltes, hvor han ikke tænkte på andet eller bekymrede sig om noget.
Hans kys var langsomme, men sensitive. Han lob læberne glide hen over Loris hud i små og store kys, der alle prøvede at kilde eller pirre Lori mest muligt. For at være ærlig, var Sean også selv begyndt at føle noget og det hele blev blot mere virkeligt, da han løsnede Loris bukser. Langsomt begyndte hans hænder at finde vej længere og længere ned i bukserne på Lori, kærtegnende. Så langt, som han nu kunne strække sige arme i denne position. Hans kys havde fundet vej helt op til Loris øre, hvis øreflip også fik et kys. Hans næse gned sig ind i håret bag øret og nussede Lori der, før hans ansigt fandt vej ned langs halsen igen. Hans egen vejrtrækning bar efterhånden præg af den voksende seksuelle spænding mellem dem og det var rart for en gangs skyld bare at give sig tid. Til at finde ud af de helt rigtige steder at røre, hvor Lori reagerede bedst. Som den måde Loris mave trak sig sammen, når Sean begravede sine hænder i hans bukser og lige netop kunne nå det aller bedste. Eller den måde han vred hovedet væk fra ham, når kyssene var ekstra gode. Det var bekræftende og smittende. De sad i deres egen lille boble af seksuelle lyster og fredlighed. Sean følte ikke eller var ikke opmærksom på omgivelserne. Der var ikke længere noget Doomsville, noget hus, andre folk. Der var bare Lori og ham selv.
Det hele gik ret hurtigt, da stemningen pludselig blev brudt. Han havde slet ikke været i tvivl om at Lori havde nydt det, for han havde mærket den reagerer på berøringerne. Selv hans egen havde bevæget sig! Så da Sylvia pludselig var trådt ud på terrassen havde Sean fået et oprigtigt chok og trukket sig væk fra Lori en hurtig og meget pludselig bevægelse. Han havde rejst sig, hans hænder var ikke længere i nærheden af Lori. Sylvia virkede lige så overrasket, tydeligvis havde hun ikke forventet hun ville forstyrre. Ikke andet end i en samtale, sikkert. Sean kunne se på hendes blik, at hun nok ikke helt vidste hvad hun havde set. Ikke at det betød noget for Seans vedkommende.
"Undskyld Herre. Jeg ville bare...Spørge...Men tydeligvis forstyrrer jeg..." Hendes ene hånd gled op i håret på hende, som hun rettede på den knold hun havde samlet det i. Hun virkede udmattet efter dagens arbejde.
Sean var en mester i at vende tilbage til sit gamle selv. Hvis paraderne havde været sunket før, ville de være uigennemtrængelige nu. Det var som om Sylvia havde forstyrret dem i en rolig samtale og ikke i meget andet.
"Sylvia! Det er okay. Du ser træt ud...Tag lidt mad, hvis du vil og tag hjem. Jeg har ikke brug for dig mere i dag, okay?" bad han og slog let ud med armene, som han kom hende i møde. Han stoppede lidt fra hende. Hendes blik gled over på Lori et kort øjeblik, før hun tydeligvis besluttede sig for at hvad end der foregik, havde det intet med hende at gøre. Hun nikkede og nejede for dem.
"Tak. Vi ses i morgen" hilste hun, før hun vendte sig og gik. Seans ene hånd gled igennem hans hår, det måske mest tydelige tegn til at han alligevel var mærket af forstyrrelsen, før han vendte sig og så på Lori.
Well...Det havde da i hvert fald skubbet ham i af den boble de havde siddet i...Spørgsmålet var om det helt havde ødelagt stemningen.

Han havde det fantastisk. Hans krop og hans hoved arbejdede endelig sammen. De var i ren nydelse begge to. Kroppen over den fantastiske behandling han fik. Og hans hoved, fordi der for en gang skyld var ro. Det var ikke særlig tit at det forekom.
Det var som hvis der ingen andre var, i helle verden! Kun de to. Og fornemmelsen, på trods af at man ’bare’ nød det der skete, så var der i virkeligheden nok ikke et tidspunkt hvor ens sanser var mere skærpet! Man både følte, lyttede og lugtede. Følelsen af alt det Sean gjorde, af de mange dejlige kys, hals og øre, lyden af Seans vejrtrækning der selv var blevet tungere, og ikke mindst duften, trods han ikke havde sit ansigt begravet i Seans hals eller andet, så kunne han tydeligt dufte ham. En berusende og dejlig duft, der af en eller anden grund gjorde ham helt tændt, men samtidig også fik ham til at slappe af og føle sig tryk.
Seans hånd der var gledet ned i hans bukser, og kun udførte dejlige og fantastiske ting der nede, fik Lori til at sukke mere nydende. Og trods det for hans stemme var mørkt, så var de jo forholdsvis lyse. Det var virkelig fantastisk, og han kunne ønske at det ville fortsætte for altid, men det ville være urealistisk, dels fordi han ikke ville kunne holde for evigt, plus han nok blev øm efter så lang tid, og dels fordi de jo på et tidspunkt også måtte rykke videre.

Lori havde i virkeligheden ikke stænket det en tanke at de kunne blive forstyrret. Og han havde slet ikke bemærket Sylvia, før han pludselig midt i det hele blev revet ud af den nydelses bølge han ellers flød på. Hånden i hans bukser blev fjernet, kyssende og berøringerne blev stoppet, og hans krop føltes pludselig temmelig tom. Han glippede lidt med øjnene og så tilbage. Oh… de havde glemt stuepigen. Stakkels pige! Tænk at se sin herre sådan. Han vende blikket væk igen, og havde svært ved ikke at klukke lydløst over det her. Han tog sin kom med the, der efterhånden var temmelig kold, og tog en tår.
Hvor var de dog banalt! Og virkelig typisk Loris liv. En fyr der eller ALDRIG gjorde sådan noget, midt på dagen, i en have, med andre folk i huset. Det var virkelig komisk.
Da Sylvia var gået vende han blot hovedet og blikket lidt mod Sean. Et let smil blev sendt til ham. Han vidste at øjeblikket var røget, og de ville nok ikke blive vivlet ind i den ro og nærhed der havde været tidligere.. men var lysten der stadig??

Han lod en glide fra sin nakke og ned over skulderen, den kildende fornemmelse efter Seans læber das stadig i huden. Og det var virkelig svært ikke bare at sige ”glem det vi fortsætte” Men var lysten og stemningen der stadig?

Kvinden var gået igen, hvilket efterlod dem alene med huset og haven. I hvert fald til gartnerne kom tilbage. Sean trådte over til bordet og tog sin egen kop the. Den var allerede kølig...Var der virkelig gået så lang tid? Uden han overhoved havde opdaget det? Hans blik gled ud over haven, som indeholdt den et svar. Han kunne ikke bedømme om solen havde flyttet sig eller ej, for han huskede ikke hvor den stod før.
Lori virkede ikke som typen der tog et initiativ. Altså var det op til Sean om tingene skulle fortsætte eller ej. Måske kunne den gode og spontane stemning ikke genoprettes, men de kunne altid gøre et forsøg. Alt taget i betragtning, der der ingen grund til ikke at gøre det. Han havde stadig lyst og han var ret sikker på Lori også var med på den.
Han stillede koppen fra sig. Trådte rundt om bordet, så han stod foran Lori og skyggede for solen. Med en hånd på hvert armlæn af stolen, bukkede han sig ind mod Lori. Hvis Lori endnu holdt sin kop i hånden, ville Seans ene hånd tage den og stille den tilbage på bordet. Mens Sean blik hvilede på Lori og et svagt smil hvilede på hans læber, da han lænede sig ind og kyssede ham. Det var et blødt kys, intet hungrende eller grådigt i det. Intimt og nærværende. Der gik et øjeblik før han brød det.
"Lad os gå oven på. Der bliver vi ikke forstyrret" foreslog han, da han trak sig væk igen, så Lori ville have plads til at komme op og stå. Gartnerne kunne komme tilbage når som helst og Sean ville ikke have flere forstyrrelser. Seans ene hånd greb fat i Loris og ville hive ham med op at stå, hive ham hele vejen med indenfor.