My place My rules

S The Devils Lagoon
V Køligt, og sky frit
Tid 18,00
O ingen efter Azanroc har sendt alle væk, efter og være blevet opdaget.
P http://images.fashionnstyle.com/data/images/full/89355/arrow.png?w=600
Emnepartner @Audrey @Josette

De sidste skibe var blevet send væk, han havde gjorde alt dette for sikkerhedens skyld, han kunne ikke risikere at de blev fundet her, for det var forsent selv hans egen skib, havde han sendt afsted, han havde sammen med de andre i rådet, lavet en sikkerhed, hvis deres sted skulle blive opdaget, hvilket det lød til, hvordan Josette havde fundet ud af det anet han ikke. Azanroc havde derfor med de andres hjælp bygget fælderen op. Han kunne ikke risikere at Josette havde overhånd her, det kunne han bare ikke. Azanroc sukkede svagt og så sig omkring på øen den var så sikker den kunne blive nu, mens han var klar til og ha overhånden denne gang.

Azanroc så sig omkring og træk så hætten over sig, hvorefter han sætte hans bandage op for munden og hans maske på sig, det var lavet så han kunne gemme sig i skoven nogenlunde han, vidste dog at hendes Aura ville finde hans før han kunne nå og gøre så meget, men han måtte stadig prøve. Han havde ikke tænkt sig og forklare, hvad han havde lavet her det at hun, havde fundet ud af, hvor han var. Var en helt anden side af sagen.

Han skimte ud over den eneste vej man kunne komme ind fra, på øen og ledte efter det mindste tegn på hun var kommet. Så snart de ville være kommet ind, ville han skyde den pil han havde klar op mod stenen som kun lig blev holdt tilbage af et stykke reb. Ned i selve havet og på den måde blokere hendes udgang og indgang, han havde overhånden nu. Men hvor længe, var en helt anden sag.

Hun havde hørt en lille fugl synge. Synge om at Dayne havde lagt planer om at nedlægge hende, så naturligvis havde hun fået en lille spion til at finde Dayne, og virke som en ven. Ikke at personen havde nogen ide om, hvad han faktisk havde gjort for hende. Det var det mest vidunderlige ved at kunne styrer andre folk. Josette havde ingen vinger, men havde brugt efteråret til at nå frem. Efteråret var blæstens tid, og med hendes evne kunne hun svæve henover vandet med en umådelig fart. Klædt i et par sorte bukser og en trøje med en jakke over - så holdt hun også varmen. Problematikken imellem hende og Dayne var meget personlig. Det had han havde til hende, forstod hun - overraskende godt, hvor han havde fra. I det mindste var han som hende nu, og hun skulle ikke bekymre sig om en englebasse til hendes ry. Josette havde haft for meget følelse i da hun havde mødt ham første gang, efter han tog hende ud af det fængsel. Ikke at det var noget som hun ville indrømme, og hun ville sikkert aldrig kunne forklare det heller. Dog skulle ingen heller ikke Dayne planlægge ting, omkring hendes fremtid bag hendes ryg! Derfor var hun taget personligt afsted til denne øde ø, som ikke ligefrem var øde, men heller ikke fyldt med folk som byerne. Josette landede meget dramatisk, med vinden der kastede sig ud til siden og nærmest fik træerne til at vælte. Samt små ting til at vippe lidt eller trille henover jorden.
"Dayne! I know you are here. Come out so we can talk.. before I'm gonna rip this little place apart!" Råbte hun højt og kiggede rundt. Snart kom en pil imod hende, eller ikke engang imod hende men en sten - som skulle ramme et skib.. "You really think I will take a ship? I might not have my wings but I stille make the wind do as I say." Mumlede hun lettere irriteret. Hvis nogle kunne få Josette til at agere mindre sindsygt og mere sig selv agtigt - som ikke ligefrem var mindre sindssyg men mere 'normal' i sin måde at snakke på.

//Vi tog den i korte indlæg ikke? xD Du svare bare nu, men sender dig lige en pm med en ide til inden du svare xD

Da josette kom ind uden et skib fik det Dayne til og se, hvad der var sket hans fælde havde haft et kæmpe smuthul, hvorfor havde han ikke taget højd for det han havde jo nærmest lukket sig selv inde i the Devils Lagoon, med the she devil. Azanroc bed sig hård i læben, hvorefter han løb hen til et bedre sted så han, havde et større overblik. Han kigget på halskæden han, havde fået af Audrey, kvinden som, Josette, havde dræbt.

Han måtte finde en måde og få den omkring hendes hals, det ville ikke blive let, men siden, hvornår havde nået været let. "you come after me Josette, that was a mistake you should have stayed away." Han havde taget højde fra, hvor han stod og nu lød det til han, var overalt "you dont have what it takes too lead, you only chosse it because you wanted more power it was never about how the fallen was treated."

Azanroc anede ikke om det var rigtig, men det var sådan han så hende en snot forkælet pige, som ville ha alt hun ikke burde og ha.

Azanroc sende derefter en pil ned mod hende, efterfulgt af to mere inden han lige så hurtigt fik bevægede sig væk fra sted og skød en pil mod en fælde, hvis Josette ikke kom væk der fra ville hun blive spærret inde, måske ville det endda gik ham not tid til og smide den halskæde på hende.

Josette vidste ikke hvorfor at Dayne kunne lokke så meget forsagt ud af hende. DEt var virkelig frustrerende på sin egen irriterende måde.
"Well you came after me. Remember? I was playing around and you put me into jail.. remember? You came after me." Pointerede hun imens hun så sig omkring. Let vrissede hun.
"You think you can beat me? Oh dear. How sweet." Svarede hun tørt. "I love power and I'm crazy.. just like every other single person on this planet.. the thing is, that I just have the nerves to say it." Tilføjede hun irriteret over hun ikke kunne finde ud af, hvor han var. Josette elskede magt, men hun havde valgt sin stilling af sin grund, af at få de faldne løftet op. Det måtte folk tro på eller lade hver med.
"I should have killled you when I had the chance." Vrissede hun af ham, men mest for sig selv. Hvordan kunne en person, skabe den følelse. På samme tid med hun hadede det, så var hun nysgerrig. Josette var fuldt opmærksom på at finde ham, ved lyden af hans stemme til hun ikke reagerede på pilene. I hvert fald ikke før den ene var så tæt på hende, at den ramte hendes arm. Let kiggede hun på pilen, og hun tog den ud. I sit fokus på pilen og generelt ham - havde hun ikke ligefrem regnet sig videre til fælden.

Spærret inde. En knurren kom let fra hende. Hun kiggede sig omkring efter ham. Hvor kunne han være. Så kom han løbende og før hun anede det, havde han placeret en fin halskæde omkring hendes hals.
"You know diamonds are a girls best friend? Not this kind of junk?" Sagde hun og hævede underligt brynet af ham. "Are you gonna play a game or what are we going to do now?" Spurgte hun. Josette trådte et skridt tilbage og ville bruge sin evne, men luften adlød hende ikke. Hun kunne ikke blæse buret væk. Hvilket kunne ses i hendes ansigt virkelig frustrerede hende. Hendes hjerte bankede nærmest hurtigere og hurtigere, imens panik begyndte at snige sig ind på hende - ikke at hun ville lade ham se det.
"What did you do?!" Råbte hun af ham og fløj direkte imod buret i vrede og frustration.

Så snart han, havde smidt fælden løbe han ned, han måtte få halskæden på hende før hun kunne nå og bruge hendes evne og inden hun kunne nå at få hendes evne brugt smidt han halskæden om hende. Han gik væk og vende på at se om det virket, da hun skulle til og bruge hendes evne skete der intet, havde Audrey givet ham noget han endelig kunne bruge mod Josette.

Det var så utroligt at han ikke vidste, om det skulle virke på den måde. " Yeah i know, but it matche more too you cold heart." Lød det flabet fra Azanroc, hvorefter han så kigget på hende, "so this is how it goes i am the one who have the power now, " so lets do something really funny." Kom det iskoldt fra Azanroc, hvorefter han greb fat i hende og træk hende ud af buret, han måtte holde masken. "Who knows you are here, and is anyone looking for you." Efter Azanroc havde sagt det, bandt han hendes hænder sammen, så hun ikke bare kunne rive kæden af.

Azanroc greb hende bagefter og skubbet hende frem, mens han fulgte efter hende, "MOVE" kom det kort fra Azanroc, "you should have killed me true you made you worst enemy the moment when you turn me too a fallen, but i should have know someone would find out you where here, so who told you that i was her, if you say that i am gonna let you go."

Da de havde gået et stykke tid og var kommet ud på en stykke flat land. Han, havde skoven bag dem og foran dem, på siderne kunne man dog se sand og en udsigt over havet. Skridt, lød bag ham og han så på Josette, "where you not alone." Han skubbet hende fra sig, hvorefter han vende sig om med en pil klar på strengen og så en person bevæge sig gennem træerne. "Stay where you are, or i will shoot you."

Hun følte sig magtesløs. For første gang efter hun var blevet falden, det var som at rive hende fra hinanden. Josettes evne havde været den ting, som havde gjort hun kunne forsvare sig selv dengang hun blot var en uskyldig hjemløs på gaden, før alt det lort skete med hende. Han greb fat i hende og på trods af hun ikke ligefrem var villig, lod hun ham rive hende ud af buret. Josette vidste alligevel hvornår hun skulle forlade en kamp og hvornår hun skulle kæmpe videre. Et smil sneg sig op på hendes læber.
"Well I guess you would like to know that." Var det eneste hun sagde, han greb hendes hænder og bandt hendes hænder mod hendes ryg. Det var længe siden nogle havde behandlet sådan her. Ramsay var den sidste, og tankerne strømmede, hvordan hun nogensinde havde tilgivet ham for at have behandlet hende så elendigt. Skub for skub kom hun frem ad, og til sidst gik hun bare. Råben om hun skulle gå fremad, fik hende sendt tilbage i fortiden.
"My only enemy.. is myself. You will never be my enemy." Vrissede hun. Han ville vide, hvem som fortalte hun var her. "You really think you can trick me to tell you? For my freedom. Honey, I know you will never let me go from here, till you have what you really want. Revenge." Svarede hun lettere legende. Det var hendes måde at holde sig selv fra at spille på følelser, at lade den del af hende tage over - som var røv ligeglad. Eller hun prøvede, men den side elskede også at føle sig magtfuld - og ligenu følte hun sig åbenlyst gjort til grin.

De gik og gik. Skoven var overalt, og ærligtalt var han også den sidste hun havde været i en skov sammen med.
"This almost reminds me of our little trip to the lake. Remember that?" Spurgte hun med et lettere legesygt smil på læben. Pludselig skubbede han hende fra sig, og i hendes forsøg på at holde balancen faldt hun dog tilbage på jorden. Hun bed sammen før hun fik sat sig op.
Hendes blå øjne var opmærksomme på, hvem eller hvad der bevægede sig igennem skoven. Ganske rigtigt en mand kom løbende ud imod Dayne med en økse. Svang den imod ham.

//Bare svar igen, næste gang spiller jeg Audrey ind xD

Hvad havde han gang i han var ikke en morder, eller var han nogen gange havde han ikke helt styre over det, nogen gange kunne man tro at han, ikke havde styre over alle ting og denne gang var en af dem. " Honey, really agian you pull that out even when you are captured, thats what makes you one of a kind." Lød det flabet fra Azanroc, hvorefter han forsætte hans gåtur med hende.

Han hørte hende nævne deres første møde kunne hun ikke bare holde kæft om det, "you really think i pick this island because of you, well i did not, our first metting where a mistake if i had never meet you i would not do this." Azanroc anede ikke om der var andre på øen, men han havde ikke forvente der var andre.

Hvor skulle han endelig gøre af hende han kunne ikke myrde hende da det, ville bringe gud ved, hvor mange ned fra deres magt og angribe ham og, hvis hun vidste hvor stedet var ville der nok ikke gå længe før andre vendte sig mod dem os hans tid til og gøre folk klar, havde ikke gået så godt, der var stadig for mange steder, man kunne angribe ham.

Han vidste derfor at han ikke, havde længe. Da han fik vendt sig om skød han pil i den mand som kom løbende. Han forsætte ned på den anden side af øen det ville tag omkring to dage og så ville hun være det sted han, havde aftalt med en hun skulle være. Men efter, hvad han kunne huske, havde det ikke været under hans egen fri vilje. Da de kom ned til søen skubbet han Josette ned i sandet, kort efter sætte han ild til en pil og skød den ned, for at lave signalet.

"So who knows you are here hon," lød det flabet fra Azanroc, hvis ikke personen dukket hurtigt op ville han starte med noget tortur han måtte vide, hvor mange der kende til dette, det var endelig sjovt og tænke på, hvor meget smerte en bue og en pil kunne påføre.

Josette hævede let et bryn da manden med øksen blev skudt af pilen. Død, livet taget så hurtigt. Let fnøs hun.
"He might have been under my control, but telling him to stop.. had saved his life. Poor man, how should we tell his wife and children that?" Spurgte hun og sukkede opgivende. De blev ved med at gå. Josette gik løstigt på trods af alt. De kom ned til en sø, hvor han skubbede hende direkte ned i sandet. Det tog hende lidt besvær at komme op at side, men det lykkedes hende. Let kom der en utilfreds brummen for hende.
"Lets se. Caroline knows I'm out. Sean might know too.. Assorian is to busy with is friend.. But they won't come for me. I can handle myself." Svarede hun blot med et smil på læben. "The person you just killed were the one that found your place." Tilføjede hun en anelse flabet. Så forlod en latter hendes læber, imens hun rystede på hovedet.
"Watch out.. or you slowly become me." Hviskede hun i sin latter, men hun mente det tog. Hvis han foragtede hende så meget, men alligevel tog hendes metoder i brug.. så var de slet ikke så forskellige som nogle måske først tænkte.

"I'm sorry. You blame me for who you are, and I'm sorry. I'm sorry that I turned you to a fallen. I'm sorry that you didn't get to die as a forgotten nobody. Dayne, I'm sorry that I gave your life purpose, passion, drive, desire. I'm sorry that you are who you are." Sagde hun så og så direkte på Dayne inden hun så væk fra ham igen, og lod varmen fra ilden søge imod hendes kulde hud. Dog gik der ikke to sekunder før nogle kom og besøgte dem. Var det Tamara? Hvad lavede hun her? Før hun vidste af det, var hun blevet smidt med hovedet under søens vand, og kæmpede for ikke at gå i panik.

//Så kommer jeg på Audrey! xD

Det havde været planen hele tiden. Hende og Azanroc også kendt som Dayne - hvilket hun fortrak. Havde haft en aftale om hævn imod Josette. Audrey var dog gået igang med planen før hun havde fået snakket videre med Dayne omkring det. Audrey havde fortalt ham om hendes evne, de to udseende ville måske blive en fordel en dag. Lige nu ventede hun blot. Ventede og ventede ved Daynes hus. Timer gik og hun blev mere og mere tålmodig. Hævnen ville snart banke på, og hun kunne mærke den banke afsted igennem hendes åre. Den ville smage så fantastisk. Til sidst kunne hun dog ikke vente længere og havde taget en hest for at ridde dem imøde. De mørke brune lokker blafrede i vinden og de mørke øjne var målrette. Så snart hun kom til søen, sprang hun hurtigere af sin hest end man måske havde regnet med. Synet af Josette gjorde hendes hastighed og handlinger voldsomt hurtige. Hurtigt havde hun fået grebet fat om Josettes blonde lokker, og tvunget hovedet under vand. Let løftede Audrey sit blik op og kiggede på Dayne.
"If I lose control. Pull me back." Sagde hun for hun havde en grænse, men hendes følelser var ikke ligefrem ved sit fulde fem... de havde det med at forsvinde og lade sig rive med i vrede samt ligegyldighed. Til sidst trak hun Josette op og kastede hende hen langs jorden. Så skiftede hun form, lod sit sande ansigt komme frem for øjnene af Josette. Et smil sneg sig op på Audreys læber imens hun greb fast om halsen på Josette for at løfte hende op fra jorden.
"Missed me?" Spurgte hun og gav et fnøs fra mig. "Greetings from hell." Med den frie hånd gav hun Josette en ordenlig næve på den ene side.

Så snart Josette igen var på jorden var Audrey over hende, og hamrede sine næver imod Josette som var hun en sæk kartofler. Audrey fik afløb på sin vrede, men hun tænkte langtfra klart.
"You did this to me. You di.. you did this to me. "Det sidste slag blev slået med et skrig efter sig, og så var der stille. Audrey rejste sig fra Josette og kiggede hen på hende.
"You are dead to me." Så kiggede Audrey over på Dayne.
"We can take her to the horse.. will just shift shape and run back.. " Let førte hun sine blodige hænder henover sit hår. Tydeligt påvirket af sin voldsomme reaktion. Det var hvad hun ville have gjort så længe, hvorfor havde hun det så det så dårligt med at se Josette besvimet på jorden.. helt dækket ind i blod og blåmærker.
"It didn't make me feel any better.. I still feel so empty.. so alone." Hun holdt hænderne for øjnene, for at han ikke skulle se hende græde.

Azanroc sukkede svagt og prøve og slappe af i hans hoved, så snart Audrey, havde taget over. Havde hun ret, ? var han ved og blive hvad han så længe havde kæmpet mod. Han var ikke sikker på sig selv, han måtte få sit hoved på plads, men Audrey, havde behov for ham her.

Han havde ikke haft et hus i lang tid, hvad Audrey havde fundet var nogenlunde, hvad man så som et skur hun, havde haft et sted og kunne slappe af, men ikke hans hus. Azanoc sank en klump og lod hans hoved, bevæge sig gennem en masse ideer han havde leget med. Han vidste dog en ting, hvad end der skete var han ikke klar på det. Han havde holdt sig i skindet måske, havde Josette ret, måske minde de for meget om hinanden han kunne dog ikke leve med den ide.

I det samme med at Audrey, rejste sig og gik væk og talte til ham vende, han sig mod hende. Josette var ikke et monster mere end ham, de ting han, havde gjorde med hans bue og pil var værre end han, lod nogen vide.

Han så på josette og på Audrey, hurtigt gik han over og gav hende et kram "its not the point it should make you fell better, nothing is still worth it, you need too get on with you life, get as far away from me and Josette as you can after this, i am not good for you i have become more like her, more twisted more dark, it would be better if after this you, just forgot about me." Lød det fra Dayne efter krammet, " i am gonna heal Josette, then she can get on the horse i need time too think." Efter de ord kysset han Audrey på panden, hvorefter han gik hen og skar i sig selv, hvor han sætte det op til hendes mund. Kort efter ville han være begynde og løbe og træne indtil han, havde fået hans hoved klart, hvor han så ville dukke op ved dem to igen.

Nutid og fortid flashede i hendes hoved. Tiden fra den lille engel der i et halvt år gennemgik vandtortur, og blev leget med hver eneste dag. Hun blev revet op og kastet hen langs jorden. Josette hostede vandet op og hev efter vejret. Chokket blev kun større da hun pludselig så brunetten skifte udssende til Audrey. Audrey var  i live.
"Yo.. you should be dead." Fik hun sagt før Audrey greb omkring hendes hals. Josette var forsvarsløs. Hun kunne hverken kæmpe imod eller noget som helst. Luftvejene blev blokeret ganske kort og hun kunne mærke, livet der hang som pris - hvis hun ikke snart kom på fødderne igen. Smerten ramte hendes kæbe da Audrey slog hende, og Josette ramte jorden. Der var ingen balance i Josette lige nu, modsat Audrey havde Josette aldrig fået den trænning som familien havde lovet. Josettes evne havde været hendes måde at slå fra sig, og nu havde hun intet. Josettes ansigt ændrede sig ganske kort som Audrey sprang over hende... var det frygt? Ikke at hun ikke forstod Audreys vrede, for det gjorde hun - men Josette havde været spærret inde, og hvordan reagerede en løve når den blev sluppet fri - for en løve er et vildt dyr, ikke noget der skal tæmmes. Josette havde naturligvis angrebet. Slag for slag ramte Josette, og hun kunne intet andet end at lade det ske. Lade Audrey få sin vrede ud, smerten sagde hende ikke meget, men alligevel en del. Det var mest følelsen af magttab og fortidenslidelser der ramte hende. Det sidste slag slog hende ud, og mørket blev sænket henover hendes øjne. Pulsen var meget svag, ingen tvivl om at Audrey havde styrken og evnerne til at dræbe Josette - hvis det var hvad hun ville.

Josette bemærkede ikke Daynes blod imod hendes læber. Men hun kunne mærke, hvordan sårerne og de indre skader begyndte at heale sig. Til sidst havde hun kræfter nok til at slå øjnene op i et mindre gisp. Dayne var der ikke længere, kun Audrey som sad ved søen. Josette fik sat sig op og stirrede egentlig blot på sin søster.
"Did that make you feel better?" Spurgte hun en anelse tørt og åndede udmattet ud. "Why didn't you finish me off?" Tilføjede hun undrende og kneb let øjnene imens hun så imod Audrey.

Han lagde armene omkring hende, og det var lige hvad hun havde brug for alt i alt. Audrey svang armene omkring ham, og begravede sit hoved imod ham. Hvis hun ikke græd, ville hun opbytte tolerance for ikke at vise følelser  - og hvis det skete ville hun let kunne blive brugt som hjernevasket lejesoldat igen.
"I tried that. I can't live like this.. watching over my shoulder every day.. plotting and planning for her not to find me. I don't want to be on the run." Tårerne pressede sig ydeligere ud. "And how am I going to do that? Is it that easy for you? Just rip me out of your life? Dark and twisted is her main game yes. But its not you." Tilføjede hun og kiggede Dayne i øjnene.
"We all have done things that makes us a monster. I have blood on my hands too. I might have been under control by others, but I still killed a lot of people as a vampire." Let lagde hun en hånd imod hans skulder.
"Who we are.. and who we need to be to survive are very different tings." Han kyssede hendes pande, hvorefter han gik hen og brugte sit blod til at heale Josette. Imens han smuttede afsted, satte Audrey sig ved søen for at vaske blodet af sine hænder, og generelt af sin hud. Det tog Josette overraskende kort tid om at komme med en kommentar da hun vågnede - hvilket i et split sekund fik Audrey til at stivne.

Did that make you feel better? Sætningen gentog sig selv gentagende gange, som et endeløst ekko i hendes hoved. Let rømmede hun sig og åndede ud.
"No... It didn't." Svarede hun Josette og bed sig kort i læben. Det næste spørgsmål fik Audrey til at rejse sig op og gå hen imod Josette.
"I value my humanity, which is why I let you live—to give you a chance to find whatever shred of humanity's buried underneath years of bad behavior." Svarede Audrey og så Josette i øjnene. Audrey var ikke dum, men hun vidste at Josette besad noget menneskelighed dybt nede - og som hendes søster var det hendes job at gøre det... eller det ville Audrey nyde at få lov til at twiste lidt følelser frem i Josette.

Noget tid efter kom Dayne tilbage.
"I got a better idea. You take the horse.. I take care of her.. see ya in a bit." På de ord skiftede Audrey form til den store kæmpe ulv, rødbrun pels. Hun puffede til Josette så Josette faldt overover, og greb fat i stoffet på Josettes jakke. Så kastede hun nærmest Josette op på sin ryg, og begyndte at løbe imod skuret. Det var hurtigere i denne form end menneskeben. Desuden ville det give Dayne lidt mere tænke tid, hvis han havde brug for det. Så snart Josette var sat af i skuret, gik den store kæmpe ulv hen til Dayne. Så skiftede hun form.
"She needs to stay some where.. do you have a jail or anything.. I'm not done with her. She is my sister.. if there is any chance of making her humanity come through its us." Sagde hun. Audrey var klar over hendes påklædning ikke ligefrem var til stede, og hun bar ar rundt på hendes krop - til at vise, hvad hun havde været udsat for. Men det var ikke noget hun var sårbar overfor.
"Do you wanna help me find something to wear? Or do you wanna cut of the drama and take me like I am?" Spurgte hun en anelse drillende. Audrey var ikke direkte romantisk anlagt, mere til nærkontakt - og nærkontakt fik man på mange forskellige måder. Audrey ønskede at koble lidt fra Josette-dramaet også, og det kunne enten være med Dayne eller en af de andre på øen. Valget var lidt hans hvis han forstod en hentydning.

Azanroc lagede hans hænder omkring hendes nakke, hvorefter han havde bevægede sig væk.  Han bevægede sig rund om søen og øvet sig i og skyde, flere pille mod folk, hvorefter han forsætte rundt om søen.  Han dukkede op lidt efter, hvor han så dem to af et moment, han ville ikke hoppe ind og sige noget.  Det var deres snak bagefter bevægede han sig over mod hende, han lytte til hendes tale det var ikke det samme han var nået til et punkt, hvor at vende tilbage fra var umuligt. Han havde aldrig været god til disse ting, hvilket ikke var anderledes nu.

Dayne stoppet op og så på dem begge, kort efter hørte han hvad Audrey sagde, hvorefter hun bevægede sig  som en kæmpeulv afsted med Josette, han satte bagefter igang med og skyde pille han var meget mere åben omkring tingene, hvilket der forsætte indtil han kunne høre Audrey tale til ham. Hans øjne så frem af mens han svaret hende,

"its a fortress on this island she cant find her way back even if she wanted too, and there is no other person than os tree i seen my army away."

Army det var stadig mærkeligt og sige,ingen tvivl om det.

"And if you necklace works like it shall then she aint gonna have a chance and then there is the traps. "

Azanroc vende bagefter sit ansigt mod hende da hun spurgte om tøj, synet der mødte ham fik ham til og smile svagt, og rødme.

"I see you haven changed a bit." Lød det svagt fra Azanroc han, havde måske behov for a koble af os, så der var ingen nye ting ved det og det så ud til hun var klar.

"Take you as you are, never thought you would ask kom det fra Azanroc, hvorefter han smed hans bue og hans pillekoger af, hvorefter han greb fat om hende og kysset hende.

Han tog hende som hun var. Fantastisk. Det eneste intime de før havde delt var et kys, men nu noget andet også. Audrey havde stærkt behov for det varme kærtegn og kontakten. Hun behøvede ikke meget mere end nogle der holdt om hende - men det andet var nu heller ikke dårligt. Alt Audrey ikke ønskede var at gå tilbage og blive en tom skal. Det ville ikke være rart for hende eller nogle - ikke at nogle ville tænke over det. De ville blot dømme hende for at være som hun opførte sig, ingen ville tænke på skyggen inden i hende. Efter hun havde været sammen med Dayne, og fået klædt sig på igen.. Så var det tid til at finde ud af, hvad de skulle gøre af Josette... der skulle planlægges noget. Let snatte hun de lyse lokker op i en hestehale, og satte sig på en sten - imens kiggede hun på Dayne.
"See. It took your mind off problems for a little while." Svarede hun med et skævt drillende smil og vippede hovedet let på skrå.
"She doesn't care how many times we push her around, punsh her.. or even torture her.. I don't wanna harm her in that way.. but I want to make her feel pain mental.. make her feel like us.. not just like some heartless bitch." Sagde Audrey let og lagde armene om sig selv.

Azanroc lagede alt han mente om hende i det, de gjorde lige nu. Dayne følte at Audrey var hans anden del, selv om det ville lyde så mærkeligt, hun havde gjorde de ting han ikke selv kunne klare. Men som de begge inderste inde, ville et kys blev til flere mens natten forsætte over sig selv. Azanroc vågnet op bagefter med hende, hvor han så så hende trække i tøj og sætte sit hår op. Azanroc var ikke bange af sig, og derfor havde han intet mod og gøre det under åben skyerne. Azanroc stod og så over på hende, mens han selv fik hans t-shirt og hans bukser på igen. Hans krop havde et par tatoveringer og en masse ar, men det eneste nye var hans tatoveringer. "Yeah, kind off."


Azanroc så hen på hende bagefter, hvorefter han så hen på hende, " i will go and look too Josette, since she proably still wants too kill you. Can you find you way, over too the house, like there is a house instead of the Cabine, i just need too talk with her on my own, even though you are in familiy." Kom det fra Azanroc, hvorefter han han gik over og gav Audrey et kram og kys på panden. " Cya soon if i am not back before the night falls dont goo look for me, and just get of this island as fast as you can."

Azanroc sætte bagefter kursen mod stedet Audrey havde anbragt, Josette. Han begynde og løbe gennem, skovenen for at komme hen til Skuret.

Han kunne mærke Josettes aura, hvilket der fik Azanroc til og tænke sig om var det nu en god ide og mødes med hende sidste gang, havde hun jo overtalte ham til og hjælpe hende, men den gang var han os naiv denne gang, havde han helt styre over alle hans ting.
Azanroc bevægede sig ind og lukket døren efter sig, hvorefter han så hen mod hende.

"Josette Thunder, right just say if i got it wrong so, you killed you own sister, humantiy or none, is that about it or did i miss something out."

//out//