Darkness is all I have left - Gautham (Fortidsemne)

S: Østlige Ashen Wood
T: Eftermiddag
V: Støvregn
O: Beskrives
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Vejrtrækningen var hurtig og tung. Smerten bankede igennem hendes system, og selvom det var noget tid siden den havde været til stede - var følelsen der endnu. De var ivrige for at prøve hendes evner af indenfor formskiftning, se hvor længe en shapeshifter kunne holde deres mellem trin af forvandlingen ud. Tatia var kendt for sin udholdenhed, så der havde de da fået sig det bedste offer. Tatia sad i sit bur, gemt inde i skyggerne i et hjørne. Længest væk fra deres ansigter så muligt. Hun var det eneste kvindelige eksperiment, også fordi de andre kvinder havde valgt slaveri - da de fik muligheden om eksperiment eller slaveri. Tatia nægtede at være nogens slave, men dette var ikke meget bedre - men intet af det var godt. De var færdige med hende for idag, det var den eneste grund til at hun havde lov til at tænke lidt uden de blandede sig. Hun sagde ikke meget. Den eneste lyd de havde hørt efter de havde startet deres eksperiment var hendes skrig. Der var ikke gået specielt længe, og alligevel længe nok - længe nok til hun følte hun levede i et mareridt. Tatia savnede alt omkring sig. Alle de ting som før havde presset hende over kanten føltes som ingenting nu. Alt fortidens smerte var intet sammenlignet med det hun fik igennem nu. Var det gået et par måneder for hende? Smerten sad på fingerspidserne og fik hænderne til at ryste, og generelt så hun ikke for godt ud. Mest af alt så hun træt ud, for hun turde ikke sove - det var kun når udmattelsen trådte så kraftig til at hun besvimede, at hun faktisk fik noget søvn. Og selv da var der ikke meget søvn over det. Hovedet lå imod tremmerne, og deres kulde fik det til at gyse henover hendes krop. De havde i ført hende et par shorts og en tank top. Man kunne tydeligt se hendes arme og ben der var forslået, brændte og tydelig tegn på diverse prøver var blevet taget. Sulten ramte ikke specielt tit, men en lyd fra naboen.

Tatia havde ikke haft en nabo længe, og savnede generelt kontakt med andre. Måske var det ikke ligefrem en fremmed hun ønskede kontakt med mest af alt, hvis hun bare kunne se en af sine brødre eller Wade - ville det gøre alt bedre. Men en var bedre end ingen.
"Wo..would you mind sharing some food?" Spurgte hun hæst mod tremmerne. Tatia talte ikke specielt meget og skrigene havde ødelagt hendes stemmebånd, hvilket forklarede den hæse stemme.

Knirkende blev den tunge dør til cellen åbnet, hvad var det nu..? anden... nej tredje gang familien manden trællede for havde sendt ham til dette sted, familien havde gjort en god aftale med disse mennesker, og de tjente gode penge på manden var her
Det sidste han huskede var at blive voldsomt spændt fast til et bord, og knivene... de forbandede knive
Mere huskede han ikke, de havde lagt en klud over hovedet på ham, og hældt en kraftig væske ud over den som fik ham til at syne hen, manden blev smidt ind i den lille celle, og det var først nu.. øjeblikke fra han fatalt ramlede ned i gulvet han nåede at banke øjnene op, og tage fra med den ene arm
Han mærkede straks noget var galt, det føltes som et lyn slog ned, og han trillede om på siden for at støtte armen der lå han, på det klamme fugtige gulv hun iført et par slidte hør bukser

"Så er der serveret" lød en stemme fra en af de tosser der havde kastet ham ind i rummet, og der blev skubbet en træplade ind til ham med noget uidentificerbart som vist skulle forestille mad? "spis det nu ikke for hurtigt Gautham" lød stemmen grinene inden skikkelsen forsvandt

Der lå han lidt på gulvet, indtil han hørte noget fra cellen ved siden af sig, han klemte let øjnene sammen og for at kunne se ind i nabocellen, han kunne lige skimte skikkelsen af en ung kvinde, "of.. of course you may" svarede han, og fik med en let anstrengelse op og sidde, han tog fat om pladen med venstre hånd efter han havde opdaget den højre ikke var helt samarbejdsvillig.. var der blot lidt bedre lys så han kunne se hvad i alverden der var sket, "here you go, i don't know what the hell it is... but it's better than nothing" sagde han og skubbede den ind under tremmerne til nabocellen

Det var ikke ligefrem fordi hun havde styr på, hvilke folk der var der. De var alle de samme to slags folk her. Dem der havde magten.. og dem der ikke havde. Ikke at hun antog nogle af fangerne ligefrem havde overskud til at svare hende, så det var kun den sultene mave som talte efter hun kommunikerede med ham i den anden celle. Let tog hun en dyb indånding og tænkte allerede han ikke havde hørt hende. Måske havde hun mistet evnen til at tale? Dog ændrede hun hurtigt den holdning da han svarede.Of.. of course you may, stemmen fik hende til at ånde lettet ud. Det var ikke en vred stemme, nærmere ligeså anstrengt af disse vildkår som hun var. Tatia kravlede hen imod tremmerne, hvor han var. Here you go - but it's better than nothing. Tatia samlede det op, lige nu var mad.. mad. Og generelt kunne en brødkrumme mætte hende. Dog selvom hun var sulten vidste hun bedre end at proppe sig hurtigt med det, så hun brækkede det i små stykker - og spiste det bid for bid. Ansigtet så tilfredsstillende ud imens hun spiste. Den 21 årige shapeshifter sukkede let nydende af maden der kom i hendes system.
"Thank you." Hviskede hun til ham da hun havde spist det sidste stykke.

Den brændende fornemmelse i halsen af at synke.. af at snakke. Let tog hun sig til halsen - i håb om at slå det ud af hendes system.
"This.. this really sucks." Mumlede hun let og tilføjede en fnøs. Tatia prøvede tydeligvis bare at forholde sig på et niveau i denne situation, hvor hun ikke ville bryde sammen. Ikke endnu. Der var stadigvæk styrke tilbage i hendes system. Bare lidt. Så længe hun ikke gav dem alt af hende, så kunne de ikke ødelægge hende. Det var hendes tanke. "I'm Tatia by the way. If it matters at any point. No one here knows my name. And at some point if I don't survive.. someone should remember my name after I die.." Tilføjede hun og vendte de blågrønne øjne imod sin nabo.
"So.. what are they doing to you?" Spurgte hun bare for at få en samtale igang. En samtale om smerten var bedre end ingenting. Et lille suk forlod hendes læber imens hun lænede hovedet tilbage imod de kolde tremmer. Tatia løftede benene op og holdede de blåmærkede arme omkring dem.

Besværet kom manden på benene imens kvinden i cellen ved siden af ham spiste den sørgelige mad han havde fået ind, benene syrede under ham, og han var ved at gå i knæ, men støttende til tremmerne holdt han sig oppe og tvang sig til at begynde at gå rundt, han mente der var et enkelt sted i denne celle hvor der blev reflekteret en svag lyskilde ind så han kunne tilse armen, men han var ikke sikker i sin sag om lys
for hver gang han var kommet ind dette sted, havde de placeret ham i en ny celle, og altid efter de havde kørt de første tests og prøver på ham, men han havde gjort det til en fast ting at gennem se/føle cellen for eventuelle svaghedder, han lagde mærke til stort set alle detaljer, og prøvede derpå at huske dem, hver enkelt celle var forskellig fra de andre indtil videre
"You are welcome" sagde han og bevægede sig tilbage imod der hvor stemmen kom fra, han havde ikke kunne lokalisere en god nok lyskilde endnu til at tilse armen, "I'm Gautham, nice to meet you by the way, it's not offen people got the strength to talk in here" med et let bump satte han et knæ i gulvet, og kom ned at side med ryggen imod tremmerne hendes snak om død smertede ham, hvad skulle han svare til dette? han vidste folk kom gående ind... de fleste båret ud, folkene dette sted lod sig ikke besvære med navne, de fleste her var blot tal... kun Gautham havde de lært navnet på da han trods alt var slave af andre,
Så det lettede ham da hun selv ledte samtalen hen på noget andet.. "to be honest... i don't know actually... after my first 'accident' if you will call it that, those f*ckers started to drug me, all i see are the scars when i get out" han sank en klump, og gav tankerne lidt frit spil, lod dem flyde ud i cellen, "how about you? do you know that they put you through?"

It's not offen people got the strength to talk in here. En lille latter forlod hendes læber, blot ganske kort. Enten grinte man eller græd man, og Tatia brød sig ikke om at græde - specielt ikke på sådan et fremmed land som denne her lejr. Den sejr skulle de ikke have.
"Well that's me. Strength in a bottle.." Mumlede hun og prøvede tydeligvis at få andet end smerte ud af situationen. Tatia vidste hun var stærk, og hun vidste hun kunne overleve - det gjorde hende både overmodig og farlig. Men hun følte sig ikke stærk her, låst inde bag tremmer. To be honest... i don't know actually... after my first 'accident' if you will call it that, those fuckers started to drug me, all i see are the scars when i get out, om det var snakken om skaderne - eller bare snakken generelt så gjorde det, hendes tanker mere klare. For hun kunne tænke på noget andet end sig selv lige kort. Fokusere på en anden stemme, som ikke ønskede hende ondt. Det var rart.
"Well you reek of blood and some sort of strong scent. My senses are way to damaged at this point, normally I would have no trouble finding out." Tilføjede hun til hans ord. Det var langt fra de samme eksperimenter på alle, nogle havde de samme - men det var klart når man skulle se hvilke shapeshifters gener der var stærkst. Hvem kunne holde til mest?

How about you? do you know that they put you through? Spørgsmålet fik hende til at stirre med blanke øjne ud i luften ganske kort. Så fik hun endelig rystet frygten væk fra overfladen, og vendte de blågrønne øjne imod ham.
"Well.. they don't drug me.. they just few of them have this power.. they can make me shapeshift, but they can also put me back.. so they keep me from shifting but also from shifting back.. I can tell you, the pain is real.. they do it many times of the day, and the body never gets use to it. If not by that they beat me up til I start changing.. or they did at first, but I'm not that good being controlled. Not till they used these power things." Svarede hun ganske svagt og slog så blikket lidt ned. "I would rather get beating up daily then this shit. One day I'm gonna kill them all." Tilføjede hun i en mumlende.

Kvindens ord gav genlyd i hans hoved, det var rart, rart at høre på andet end disse mænds spydige bemærkninger, for trods de ikke havde 100% frie tøjler til at gøre præcis hvad de ville på ham, kunne deres ord ikke ses jo
Han vidste ikke om han skulle smile eller undskylde da hun begyndte at snakke om at nogle af dem kunne manipolere hende til at skifte frem og tilbage, og ligefrem stoppe hendes skiftning... det var ubærligt at tænke på, hvilket slags væsen kunne få sig selv til at gøre sådan?!
"That... that is perhaps because of me..." sagde han lavmeldt, og lod en finger løbe hen over en smal sprække i gulvet "the first time i got to this godforsaken place, and they tied me to the table... perhaps i changed shape, and used berserk.. and then thay shot me with some sort of drug which knocked me out"
Han bankede let hovedet mod tremmerne et par gange, på dette sted mistede man hurtigt tidsfornemmelsen, om der gik timer eller dage? det kom ud på et, her gjaldt det om at prøve at overleve, prøve at finde en vej ud, men disse chancer var svære, næsten umulige at få øje på, så vildt han vidste havde kun én før lykkedes med at slippe væk, men der var ikke gået længe inden han var blevet indhentet og... ja og gjort kold
"change..? so you are a Shapeshifter?" en let optimisme strømmede igennem ham, det havde været længe siden han sidst havde mødt en af samme race som han selv, ironisk at møde en frænde her på 'dødsgangen'

That... that is perhaps because of me... let rynkede Tatia øjenbrynene imens hun lyttede til ham, hvordan kunne det være hans fejl? the first time i got to this godforsaken place, and they tied me to the table... perhaps i changed shape, and used berserk.. and then thay shot me with some sort of drug which knocked me out.
"I'm pretty sure it's not only you.. they have done this to me for months. I think I have been here for around 4 full moons." Pointerede hun, sank let en klump. "I have killed few of their men.. when they tried to get me.. so don't be ashamed from trying to get away." Tilføjede hun. Dog kunne hun ikke undgå at tænke lidt mere over, hvor de fik deres sindssyge ideer fra. Hvor lysten kom fra til at ødelægge nogles liv? Tage deres sjæl i hænder med ønsket om at knuse den. Tatia ventede på det rette øjeblik til at stikke af, men det var ikke ligefrem fordi de gjorde det let for hende. Hvis der ikke var låst af for hende, var der måske en fælde om benet på hende - ellers så var de igang med at eksperimentere på hende. Enten eller. Change..? so you are a Shapeshifter? Tatia åndede lettere tungt ud.
"Yeah, one of the greatest.. I'm i direwolf.. you know I giant wolf.. with these beautiful red eyes.." Fortalte hun og sendte ham et skævt smil. "What about you, what kind of animal do you turn into? and what is berserk?" Spurgte hun nysgerrigt let sukkede hun af udmattelsen - men hun havde ikke ligefrem tænkt sig at sove.

"four full month?! Consider you self as one of the strongest in here then... I have seen big men, hard working men collapse under the never ending pressure on mind and body in a matter of moons" sagde han og rettede blikket op imod loftet, "Im not ashamed by the feeling or the trying to get away from here, im ashamed that i can walk out those doors when the family that im a slave of is comming to get me back so that i can work for them"
A direwolf Gautham trak kort på smilebåndet, det havde været mange vintre siden han sidst havde set sådanne smukt dyr, han lukkede øjnene og prøvede at danne sig et billede af ulven, "my beast is a Grizzly bear, its not majestically like the direwolf, but it gets what i turn into..
Beserk is.. its like a state that i can go in to, where my strength and speed increases, the only minus is that when i do it, its not me me who is in charge, but my body and my instincts"

Consider you self as one of the strongest in here. Tatia fnøs let ved det og sank en klump.
"I guess that is why they think it's so funny having me here.. since they might check the strongest male and female - and who knows.. maybe they want us all to kill one another. I have tried being in a arena like that.. I almost killed my.. well " Hvad skulle hun kalde Wade, vel hvad han var. "my now ex boyfriend. and my body and mind is pretty much used to being used this way. I have pushed myself out of hell to many times to count." Tilføjede hun og sank let en klump.
Tatia lyttede til ham.
"When you do.. walk out of here.. please remember me. You might be the only one knowing what happened to me.. and as far as I can tell. This will only end one way for me." Svarede hun ham så, og håbede på han ville huske hende når hendes tid var omme. Hvis nogle spurgte om hende, at han kunne fortælle dem hun kæmpede til hendes sidste åndedrag.

My beast is a Grizzly bear, its not majestically like the direwolf, let smil strakte sig op på de tørre læber.
"It sounds cool.. not that you can't control it. I have some anger problems myself, if I lose control.. but not like that." Pointerede hun stille og roligt.
"So.. why would your masters send you here? " Tatia havde ikke meget styr på slaver, men razor havde talt om at være slave - hun forstod ikke hvorfor nogle ville ønske sig slaver - men hun havde lært at blande sig uden om.

When you do.. walk out of here.. please remember me disse ord skar den unge mand dybt i hans sind, bevares, hun reagerede afslappet i forhold til mange af de andre indsatte de gange han var blevet ført ud fra dette sted, han rystede på hovedet, og kom besværet på benene "I dont know what the point of sending me down here is, I dont know what they get from this... all i know is that my 'masters' pay these people to do something to me" han gik tværs igennem cellen.. ikke at den var så bred igen, han tænkte så det knagede "I swear.. on my life that you shall not end your days in here, I swear that some how I will get you out"
Han kunne ikke lade være med at smile da kvinden... Tatia.. snakkede om vredes problemer som hun sloges med "well... its not like that, berserk is like a spell.. a spell that I can put on myself... but it drains my resources, and then i have to rest til i get my strength back"

I swear.. on my life that you shall not end your days in here, I swear that some how I will get you out. Tatia kunne undgå at smile en anelse skævt over hans svar.
"Don't make promises that you can't keep. One day I will get a chance, and I will fight to my last breath to get away. I'm not going down without a fight." Pointerede hun, og sukkede let. "But I do really appreciate your words.. If you have a chance.. I want you to live your life, not walk back here." Tilføjede hun en anelse mere bestemt. Hvis han var så heldig at slippe fri fra dette sted - så skulle han ikke se tilbage, og slet ikke efter en løsende.
"It sure sounds like a spell.. what use is it if you can't think.. and it drains you from energy? Seems like got a little unlucky there," kommenterede hun med et lettere drillende smil. "My power.. was.. to use the ability of animals.. like the speed of a cheetah.. the strength of an elephant.. but they took it from me.. not that many days ago. Now I'm just useless.. or not.. I'm still alive.. that must mean I'm at some use." Tilføjede hun mere tænkende til sig selv.
"You are the first one I'm talking to while I'm here.. No one really knows that I'm gone. Lot of things happened in my life before I got here.. No one will miss me," sagde hun så mere sørgmodigt.

Gautham lagde med rolig mine hænderne på tremmerne, han havde hurtigt opdaget at hvis man viste klare tegn på at man prøvede at komme væk, så skulle der nok komme nogle stormene, han havde selv prøvet dette en af de første gange han var her, de var kommet stormene ind og startet på at slå ham med mindre hånd køller, men bare at læne sig op af/gribe i tremmerne skete der ikke det store ved.. en enkelt mand kom måske lige forbi, men ellers intet
Dont make promises you cant keep... If you have a chance.. i want you to live your life.. not walk back here
"What life?" spurgte han svagt, "my own family cast me out when thet found out what i really was.. the only people i know outside is the people i work with.. and the Demons that i work for" roligt.. men bestemt prøvede han at hive i tremmerne for at se om de rykkede sig.. bare en anelse måske.. noget der kunne indgyde håb, men intet skete

What life? Tatia flyttede automatisk sine øjne imod ham. Høre andre fangers historier var ofte inspirerende på den ene eller den anden måde. Måske fordi man opdagede, at man ikke var helt alene i verden. My own family cast me out when thet found out what i really was.. the only people i know outside is the people i work with.. and the Demons that i work for. Tatia sank en klump, men sagde ikke noget mens en af vagterne gik forbi - de skulle ikke høre hende snakke.
"I'm sorry, that your family didn't understand you.. Such cruelty is not fair." Pointerede hun og sank en klump. Det mindede hende om Kaeden, udover han ikke var slave - dog blevet smidt ud af sin familie for at være shapeshifter. "No one should be trapped in slavery." Tilføjede hun stille og bed let sammen.
"I lost my family after I was 9. Some hunters came into my home in Firewood Village to kill me, my father protected me with his life. And I got my first kill.. I walked for years alone.. thinking I could just kill myself and it would be better - but it does. You just need to find something in your mind that is worth all the pain and misery." Fortalte hun og sukkede let.
"If I could find peace, so can you." Sagde hun så og lavede et nyt mål imens hun var herinde. Hun ville sikre sig at han kom ud og fik levet sit liv.

"It seems like a curse rest on us Shapeshifters.. my family who didnt want me... and your family who got killed..." sagde han og bankede en næve ind i tremmerne.. hvilket endte op i to brede vagter kom gående forbi, og lige gå lidt langsommere forbi det celleafsnit Gautham og Tatia var en del af
"Im truly sorry to hear about your family.. getting kicked out one can get used to.. but to see ones family get killed.. i cant imagine how it must have been for you" han så kort ned af sig selv.. og opdagede en svag lyskilde stå ham over skinnebenet.. han så sig omkring, for at sikre der ikke var vagter i nærheden, og satte sig på knæ..
Synet ramte ham som et slag i hovedet, et langt snit fra håndled til op midt på armen, sat sammen med dårlige syninger "what the?!" udbrød han lavmeldt, "what have they been doing this time?"
If I could find peace, so can you
"What if one dont want to find it..? not before one see these mad men get whats comming to them?"

It seems like a curse rest on us Shapeshifters.. my family who didnt want me... and your family who got killed.. fik hende til at tænke, men hun sagde intet på grund af vagterne - hvis de vidste hun ville tale, så ville de sikkert sørge for hun holdt kæft snart. Så snart vagterne passerede dem, rømmede hun sig let igen. Im truly sorry to hear about your family.. getting kicked out one can get used to.. but to see ones family get killed.. i cant imagine how it must have been for you, let trak hun på skulderen.
"You get used to it, them not being there - it still hurts, but you learn that there are other things you need to deal with. I use it to make myself stronger, all my rage, sorrow, everything is a key to stay alive." Svarede hun blot, og kiggede sig så til siden da han begyndte at kigge på sig selv. Lysstrålen gjorde hun også kunne se det, og hun sank en klump. Det virkede mærkeligt alle de mange forskellige forsøg der blev udført, kunne de ikke bare sende dem i arenaen, det vidste hun da hvordan hun skulle håndtere. Så ville hun da få en retfærdig død.. What if one dont want to find it..? not before one see these mad men get whats comming to them? Let sukkede hun og lagde hovedet tilbage imod tremmerne.
"They will get what they deserve, I know enough people in the woods to haunt till they find this place, " tydeligt Tatia ikke regnede med at overleve det her sted, og alligevel havde hun ikke givet op endnu. Vagterne kom imod dem igen,
"here we go again," hviskede hun let før de åbnede hendes bur. Tatia var ikke meget for at bruge sin energi på at slås imod dem, ikke før hun havde fundet en udvej også - det var dumt at kæmpe for blot at blive smidt tilbage her - desuden ville det blot gøre hun ville dø hurtigere.

De kastede hende ud af buret, også skete det. Der var 3 i hele lejren med den evne, meget praktisk for dem. Evnen til at kickstarte hendes transformation. Lyden af knoglerne der startede at bevæge sig rundt for at skifte form - men det hele skete så langsomt, og det brændte igennem hele kroppen. Den første del kunne hun klare, følelsen af det skete var lige til at overleve - for hende. Problemet var blot, at det blev ved sådan. Lige som de dyriske træk kom frem, levede hun i det. Følelsen af ikke at kunne fuldføre det eller trække det tilbage. Knoglerne der konstant kæmpede om at finde sig til rette. Endelig fik mændende hvad de ønskede, de ramte punktet hvor hun ikke kunne holde smerten tilbage.
"Guys guys, it's the fifth time we do this today.. maybe we should give her a change for fully change, then we can see how much pain it takes her to turn back." Forslog en af dem, og de andre blev enige om at lade shapeshifteren skifte fuldt ud. De tvang ulven frem, og den store mægtige kæmpe ulv rejste sig op fra jorden. Med sine 168 cm var hun blandt en af de største i sin gamle flok, men både Wade og Niylah var langt større. De blodrøde øjne glødede i natten, men hun var træt. Det kunne høres på afstand, hvordan ulven var træt. Tatia så sit snit til at ville hyle efter hjælp, men før hun nåede det sendte en af dem en bølge af strøm imod hende så ulven klynkede og skiftede tilbage til den menneskelige form i et skrig. Let knyttede hun hænderne sammen og kom på benene ganske langsomt. Hendes åndedrag var tunge, og mange ville sikkert ikke kunne have rejst sig op - men Tatia var ikke mange, hun var Tatia. Hvor mange ville finde det grænseoverskridende at stå nøgen op fra jorden, var Tatia van til det. Hun levede i det vilde, og når en flok jagtede sammen skiftede de også form sammen - også endte de sådan her.

Dog stod mændene kort og beundrede hende. De sår de havde placeret på hendes krop i form af stød, ild og generelle skader. Det var dog noget hun bar med en form for stolthed, for hun havde overlevet det.
"Put her back in," mumlede en af dem og gav sig til at skrive notater. Så snart ham der stod for at kunne tricke hendes forvandling var væk, så blev hun automatisk mere træt - mest fordi hun ikke ønskede at han skulle se hende for svag. De kastede noget tøj ind i cellen til hende, som hun kunne springe i når hun orkede det. Så forlod de dem igen.
"Now you know.." let hostede hun og drejede blikket mod sin celle makker. "now you know what they do to me.. it's the first time they let me change fully in the end.." Hviskede hun svagt og trak så i tøjet ganske stille.

Here we go again
De fire små ord, var mere end rigeligt til at få ham til at glemme alt om armen, glemme alt om det lange sår der løb ham op af armen, og rette sin fulde opmærksomhed imod den kvinde han blot lige havde mødt, den kvinde som på de få øjeblikke... eller flere timer? de havde snakket.. havde givet ham en spæd tanke om håb, trods hun var mere ramt end nogle af de andre her inde, var hun den med mest mod og styrke
Han vidste ikke om han skulle prøve at ignorere det der skulle ske, lade som om han dårligt havde set hende, men der var pluslig noget der brændte i hans indre, en kræft... en energi han ikke havde følt i mange år
Han kom på benene og bevægede sig hurtigt hen imod Tatias celle "NO NO NO!!!" udbrød han, og bankede på tremmerne med sin højre næve, hvilket satte et 'stød' igennem armen på ham grundet hans sår, han mærkede hvordan sårskårpen langsomt sprang op grundet han spændte hver en muskel i kroppen, "what in the name of Elona'dal are you psychopaths doing?.. stop it" brølede han
Hans lille 'optrin' var åbenbart nok til at få to af vagterne til lydløst at låse hans ind i hans celle, og slog ham ned bag fra, Gautham opfangede det dårligt nok.. da han blev tvunget på knæ, og hans arme bundet sammen på ryggen af ham, alt han så var Tatia, og hvad de uhyre gjorde ved hende
Da de var færdige med hende, og forlod hende.. gik de to der var kommet ind på Gautham lige så
Han kom atter op og stå, tæt på tremmerne, men slog af respekt for kvinden blikket ned da hun lå der på gulvet som Elona'dal havde skabt hende, now you know what they do to me.. it's the first time they let me change fully in the end..
"Tatia? i promise.. what ever it takes, you are going to get out of here...
what ever it takes"

Tatias vejrtrækning var tung, og noget i hende ønskede at bryde sammen - men hun holdt det inde. Gemte det dybt inde. Øjnene var ved at lukke sammen, men hun turde ikke sove her. Frygtens klør var alt for dybe i hende. Alt i hende skreg, skreg så højt hun kunne springe sit hoved hvis hun skreg højt. Smerten, gled stille ud som hun skubbede den væk fra overfladen. Skubbede den ud af hendes billed af hvad der var okay. Måske burde hun håndtere den og se den i øjnene, men sandheden var, at det kunne hun ikke - ikke lige nu, aldrig nogensinde. Tatia? i promise.. what ever it takes, you are going to get out of here...
what ever it takes den unge shapeshifter flyttede sit blik hen mod ham, og nikkede. Hun var nød til at have et eller andet håb - om det så var lille. Det var en stor lejr, og det ville ikke give mening at en mand ville kunne redde hende herfra. Med viljestyrke nok muligvis, men når det kom til det - ville han så have de rette motiver til det?
"Thank you," hviskede hun lettere hæst.


//Tænkte på om vi snart skulle springe frem til de møder hinanden igen?

//jo det kunne godt være, jeg haver lige let fast forward tænker jeg så vi lige tager et spring i historien

Dagen efter-
"Its time to wake the wake the beast..." en af vagterne samlede sin kølle op fra bordet og gik ind i celleafsnitet, " Gautham.. your time is up, you are getting picked up in a matter of moments.. so get you self ready" sagde vagten og lod sin kølle køre hen langs tremmerne for at vække Gautham
Gautham missede let med øjnene og så sig om, det første han så efter var Tatia.. han tog imod en vadsæk som blev smidt ind til ham, og trak en gammel brun hør skjorte over sig, inden han kastede vadsækken over nakken og trådte ud af cellen, med ordene "lyt efter mit brøl i skoven, thi jeg det skal gjalde når jeg kommer efter dig" sagde han og gik ud i 'friheden' hvor en af Dæmonerne der tjente den familie Gautham var slave for stod klar til at hente ham

Tiderne gik, Gautham fandt ud af hvad Dæmonerne han tjente havde haft for, og hvorfor de havde sendt ham til alkymisterne, de havde villet optimere hans kampevner, samt hans udholdenhed til arenakampe, og med tiden måske ud i voldsommere og større kampe, men tingene gik ikke som Dæmonerne ønskede, Gautham vandt sin frihed efter et vædemål, hvor han skulle møde en af de store tjenestes Dæmoner hos familien
Det første han gjorde efter familien havde ladet ham gå, trods de nægtede at fjerne den slavering der sad ham omkring overarmen var at forvandle sig til den store Grizzly og storme ud imod den østlige del af Ashen wood forest, med en ting for hoved, et løfte han havde afgivet..
Da han nåede Alkymisternes skjul afgav han et ordenligt brøl for at fortælle... han var på vej

Jægerne var ikke dumme, de kendte deres aftale. Bare fordi Tatia og Gautham troede de havde fordelen, betød det ikke de havde den. De var ikke færdige med hende ,og det skulle bjørnen ikke tro han kunne ændre på. Alligevel da larmen lød fra brølet, sørgede Tatia for at bryde ud. Hun begyndte at løbe og løbe så hurtigt de trætte ben kunne bære hende. For håb var det eneste hun havde tilbage, og det var lige nu stærkere end frygten. Smilet strejfede hendes læber som hun kunne smage bare en lille smule af friheden - men inden hun nåede ud, var hun allerede faldet til jorden. En af jægerne aktiverede hendes forvandling, og det gjorde at de fik hende trukket tilbage. Synet af håbet der forsvandt for øjnene af hende i en bølge af smerte var det værste.

//skal lige have styr på noget xD
emner vi bare videre i dette emne fast forward - nutid
eller skal vi opstarte et nyt?

//Jeg kan sagtens tage min lille flash forward og lave det til et nutids - altså starte et nyt xD

// jamen så lad os gøre det
Super fedt emne btw..

//Gøre det med det samme
- I lige måde c: