Some time after...(Lori)

Der var gået en del tid siden han havde set Lori sidst. For at være ærlig, var han ikke sikker på om det var en god eller dårlig ting. Sidst... Han trak vejret tungt. Hvad var han andet end en ældre dæmon, der havde erfaring at give videre? Han var en gammel mand. Han var ikke længere en del af livets puls og de unge fandt deres hurtige og vilde liv blandt hinanden. Vendte sig mod folk som Sean, når de havde brug for råd eller hjælp. Han var som en faderskikkelse, for dem der ønskede det: Han kunne både rådgive, hjælpe eller skælde ud efter behov. Men ellers? Ellers var han glemt. Ikke en del af resten. Det var vel livets gang og en konsekvens af at blive så gammel, som dæmoner nu gjorde. Men det betød ikke Sean altid var tilfreds med det. Han følte sig ikke SÅ gammel. Men måske var han blevet lidt kedelig på sine dage?
Han kunne ikke engang tage ud og slå folk ihjel for sjov længere. Når han endelig besluttede sig for det, dukkede der bare nye problemer op. Som med Razor...Det var mening de skulle have det sjovt. Slå lidt ihjel, nyde deres overlegenhed i forhold til menneskerne omkring dem og glemme alt andet. Alligevel var det som om der var dukket et nyt problem op. Som om han slet ikke forstod Razor og uanset hvad han sagde eller gjorde, aldrig virkede til at komme tæt nok på. Han ville gerne...Men var det fordi Sean ubevidst trak sig eller fordi Razor ikke lod ham?
I det mindste havde han fået Nephthys tilbage. At tilbringe nætterne hos hende var det hele værd. Gav ham i det mindste nogen glæde i hverdagen, når han ikke var ved klanen eller arbejdede døgnet rundt. Han var ved at falde ind i sin gamle rolle. Klanen var begyndt at fungerer og han havde skaffet sig både nogle nye medlemmer og nogle nye aftaler. Nu kunne den faktisk fungerer, uden han overvågede den konstant. Også selv om deres kontrakter endnu kun var fra Doomsville, Firewood og omegn. Måske skulle han snart tage ud i skoven og tilse den gamle grotte, der egentlig også var klanens?

Det var de nye ting i Seans liv. Mere eller mindre. Og nu? Lige nu havde Sean netop været på besøg i en bestemt bogbutik. Ingen ringere end den, hvor han vidste Lori arbejdede. Han havde håbet at han var der. Håbet på at spørge hvordan det gik. I stedet havde et andet ansigt mødt ham, sikkert selv samme der ejede butikken. Han havde bestilt nogle bøger hjem, som butikker ikke havde haft hjemme. Åbenbart havde Lori ikke været på arbejde et stykke tid.
Ærlig talt? Seans bekymring var vokset. Men han var også en mand med forbindelser. Han skulle nok finde Lori - første punkt på listen var at opsøge ham i hans eget hjem, skønt Sean aldrig havde været der før. Bogbutikken havde tøvende givet ham adressen.
Så nu gik han ned langs gaderne og nød vejret. Foråret var kommet til Doomsville, solen var kommet mere frem og frosten var forvist til nætterne. Vinden kunne stadig være lidt kold, men alt i alt var det en god forbedring og Sean nød at mærke den lune fornemmelse mod sit ansigt eller hans hænder. Hans sorte tøj sikrede han fik mest muligt ud af solens varme. Støvlerne, de sorte bukser og den sorte trøje. Ingen kappe - han håbede på det holdt tørvejr. Ellers kunne han hurtigt komme hjem i tørvejr og få nyt tøj på.
Det mørkebrune hår var redt tilbage, selv om hans hænder efterhånden havde fået det til at stritte til alle sider, som normalt. Det var en vane, for at fjerne det pandehår der regelmæssigt ville falde ned i øjnene på ham. Han burde nok få det klippet lidt.
Han fandt den rigtige bygning og efter at have ladet det kølige, mørkegrå blik gled over facaden et øjeblik, trådte han op og bankede på. Han var ikke sikker på om Lori overhoved ønskede at han kom på besøg, men i så fald måtte han jo bede ham om at gå.

Det havde ikke været en let tid! Den havde været fyldt med sorg og fortvivlelse! Men samtidig også med gode ting. Det havde ærligtalt været meget forvirrende.
Hans elskede underbo var død. Hun havde været syg et stund, og en morgen havde han fundet hende i hendes seng. Livløs. Det havde været virkelig hårdt, særligt fordi hun jo var det næmeste han havde på familie.
Han vidste jo godt at det ville ske. Han havde hele tiden vidst at han en dag skulle begrave hende. Særligt fordi han ville blive så meget ældre end hende. Men han havde ikke troet at det skulle være allerede..
For at komme lidt væk, var han dog taget til Firewood.. For at tale med Reign. Han havde brug for at tale med en der kende hende. En der havde mødt hende og vidste hvem hun var.
Og det havde bragt noget godt med sig! Han og Reign var.. Kommet tættere på hinanden.. hvis man kunne uge det udtryk! Ja okay… de havde haft sex.. Men kun som venner! Og det var faktisk rart, han havde det faktisk virkelig godt med det forhold de havde til hinanden nu. Og det var da også grunden til at han havde takket ja til at Reign måtte flytte ind hos ham.
I hvert fald bare til Lori vidste om han rent faktisk måtte blive boende i huset, og i så fald, om han skulle leje det, og om han havde råd til det..

Han havde efter han kom hjem, prøvet at opsøge Sean, men det virkede til at han havde travlt med en masse. Det havde Razor i hvert fald fortalt.. såh.. han burde nok bare lade ham være lidt. Skønt han.. underligt nok, savnede dæmonen. Men lige nu var der så mange ting der skulle gøres.. Han skulle havde ryttet sit eget værelse, plus fru. Claers del af huset. Han skulle selv ned og bo i stuen, og så fik Reign hans gamle rum. Men det var et stort arbejde, og flere gange imens måtte han holde en pause fordi han inden kom til at tænke for meget på hende, eller fordi han fandt noget der endnu en gang gjorde ham ked af det.
Han vidste godt det var lidt ynkeligt.. men han savnede hende allerede. Og sammen med alt det han lige HAVDE været i gennem, kom det her bare oven i. Som om ulykkerne ingen ende ville tage.

Han sad sunket hen i en lænestol, og rodet nogle papire igennem. Han ville prøve at finde ud af om det var fru. Clear der ejede huset, eller om hun kun lejede det. Han blev dog forstyrret midt i alt sin læsning, da det bankede på døren. Han så undrende mod den. Det kunne da ikke være Reign. Han skulle jo først komme om nogle dage. Han rejste sig fra stolen, og fandt vej gennem rodet. Ud til hoveddøren, og glemte helt at kigge sig i spejlet.
Han åbnede døren, og viste derved et udsende der bestemt ikke lignede ham. Lori var altid pænt klædt på, ny friseret og ny barberet. Han havde altid pænt tøj på. Men lige nu stod der en fyr, i et par halvløse bukser, et par tykke uldsokker der sad uden på bukserne, en løs langærmet T-shirt og en strikket cardigan der gik ned over numsen. Hans sorte briller sad på næsetippen, og gjorde plads til at man kunne se de meget røde og hævede øjne der tydeligt fortalte om de mange tude ture. Skægstuppende var begyndt at gøre tegn på at komme ud. Og hans hår sad og strittede ud til alle side, efter der var blevet rundt i det flere tusind gange.

Han spærrede overrasket øjnene op da han så hvem der stod uden for døren.. ”Sean?...” mumlede han overrasket. Han fik rettet sig lidt mere op, og kørt en hånd gennem håret for at prøve på at tæmme det lidt. Han hev hurtigt brillerne af. ”uhm… hva.. hvad laver du her?” spurgte han lidt forvirret.

Han vidste ikke hvad han havde forventet, men slet ikke det der mødte ham. Det var som om han stødte ind i en helt anden mand, end den han havde ledt efter. Men der var ingen tvivl: Det var Lori. Hans blik gled ned over ansigtet, ned over hans krop. Tøjet, håret, skægget, øjnene. Det hele fortalte ham en tydelig historie. Der var sket noget, tydeligvis noget slemt, og Lori var ikke helt på toppen længere. Var det forklaringen på hvorfor han ikke havde set ham? I et øjeblik skubbede det ham ud af balance. Burde han gå? Hvorfor var Lori ikke kommet til ham? Han ville hjælpe. Han ville altid hjælpe. Men folk ønskede den jo ikke, hvis det var noget der faktisk betød noget, gjorde de vel?
Det var de gamle tanker. De gamle, deprimerende tanker og han tvang dem væk. Sean havde det godt igen, men det betød ikke at alt tvivlen var væk og aldrig kom tilbage. Lige nu handlede det jo heller ikke om ham selv, men om Lori.
Han rettede sig lidt og fik lokket et svagt, skævt smil frem. Hans øjenbryn gled en smule op i panden.
"Hm. Forstyrrer jeg?" spurgte han venligt.
"Du ser..." han slog let ud med den ene arm.
"...Skidt ud. Jeg har intet hørt fra dig i et stykke tid og du har heller ikke været på arbejde et stykke tid, så jeg ville tjekke op på dig. Butikken gav mig adressen. Må jeg komme ind eller...Foretrækker du jeg går igen?" spurgte han så. Selv om Sean normalt kunne tage afstand fra alverdens følelser og hændelser omkring sig, kunne han sagtens være følsom og indsigtsfuld, hvis de folk han bekymrede sig om, havde det svært. Men han ville heller ikke presse sig på. Hvad mon der var sket?

Det var nok ikke lige i den her tilstand han havde regnet med at han skulle se Sean igen. Han havde nok mere regnet med at han ville vente til han havde det bedre…. Eller… i det mindste været i bad og var ordentlig påklædt. Han gjorde stadig et ihærdigt forsøg på at tæmme håret der sad halvt nede i øjnene på ham, eller strittede ud til alle sider.
Han rystede ivrigt på hovedet da Sean spurgte om han forstyrrede.
”nej!… nej, slet ikke” sagde han så, og rettede lidt på tøjet. Han havde ikke ventet gæster, og han havde det ALDRIG forstillet sig at Sean pludselig ville dukke op. Hvorfra vidste han overhoved hvor Lori boede?
Lori kastede et blik ned af sig selv, og så lidt flovt væk. Ja.. han så virkelig skidt ud! Han lignede bestemt ikke sig selv. Og det måtte virkelig være svært at se altid pæne og rene Lori, ligne en der ikke havde været i bad i en måned… det var nu kun nogle dage, men alligevel.
Det var lidt flovt.. Lige netop Sean var ikke den han ønskede skulle se ham sådan.

Han bukkede hovedet en smule i skam da Sean sagde at han ikke havde set ham længe. Det var nu ikke kun Loris skyld, men han vidste godt han havde været dårlig til at kontakte Sean. Men der havde været så meget.
Han så dog lidt undrende på ham da han sagde at Lori heller ikke havde været på arbejde. Holde Sean lige frem øje med ham? Hvorfra vidste han at Lori ikke havde været på arbejde? Oh.. vent! Sean havde sikkert været i bog butikken og spurgt efter Lori, og hans chef Morty var et være ævlehoved. Han sukkede lidt for sig selv. Hvorfor kunne den mand aldrig bare sige… ’Han er syg i dag’ eller ’han løber lige et ærene’ Han skulle altid snakke over sig!
Han så dog på Sean da han spurgte om han måtte komme ind. Men da han spurgte om han heller skulle gå, rystede Lori hurtigt på hovedet ”nej!.. nej, kom endelig ind” sagde han og vende selv rundt for at gå ud af entreen, og mod døren til den nye del af huset. Han kløede sig lidt på kinden, hvilket gav en genkendelig lys af skægstubbe der blev kræset.
”jah.. jeg undskylder rodet, men jeg er stadig i gang med at rytte op” sagde han og gik selv ind.

Inde i stuen lignede der bestemt ikke noget Lori ville bo i. Lori var denne fyr, der havde det bedst med at tingene lå på deres plads, og at man ryttede op efter sig. Hans hjem fra altid pletfrit, og rent. Men dette!... det lignede at nogle havde taget hele huset og løftet det op, rystet det, og sat det ned igen.
Der var ting over alt! Tøj, bøger, billeder, køkkensager, papire, nips AlT lå spredt rundt i hele stuen, og den eneste vej gennem, var en lille sti Lori havde lavet ved at skubbe nogle af tingene til side mens han gik.
Han gik hen mod køkkenet der var i et med stuen. ”teh?” spurgte han mens han begynde at åbne alle skabe og skuffer for at finde kopper og teskeer.
Da det var funder, ledte han forvirret efter kedlen. Da den endelig var fundet blev den fyldt og sat på den varme brændeovn. Han gik derefter over til spisebordet, og fik skubbet nogle af tingene væk, samt det der lå på stolene så der var en lille plads til dem.
Lori var bestemt ikke sig selv. Han så træt og slidt ud, og han lignede næsten en gammel mand sådan som han tøffede rundt og ledte forvirret efter alt ting.
”jeg er ked af jeg ikke har været hos dig,.. der har været så meget!, jeg har ikke rigtig kunne finde tid til det hele.. det beklager jeg! Jeg prøvede at tage hjem til dig en dag, men du var der ikke, og så tænkte jeg at jeg nok hellere måtte lade vær med at belemre dig med mine følelses problemer” han begynde at plabre der ud af, mens han stadig så lige forvirret ud og fandt ting mellem alt rodet han skulle bruge til deres teh drikkeri.

Hans bekymring steg kun, som Lori virkede utilpas med situationen. Han så virkelig skidt ud...Hvad mon der var sket?
Han trådte indenfor, da Lori flyttede sig og Sean lukkede døren efter sig. Normalt ville han tage sine sko af, men stedet virkede ærlig talt...Ret så rodet og beskidt. Så Lori ville nok tilgive ham for ikke at gøre det. Sean skar en svag grimasse, da Lori ikke så det. Sikke et rod! Sean var selv en renlig og ordenligt mand, så dette rod udfordrede ham virkelig. Det fik alt til at virke beskidt. Alligevel lod han blikket glide over rodet, prøvede at lede efter noget der kunne fortælle ham hvad der var sket...
Hans blik gled dog snart over til Lori, der forvirret vimsede rundt og prøvede at være en god vært. Han fik helt...Dårlig samvittighed? Og hans ord. Hans ord var tæt på at irriterer Sean, men han væbnede sig med tålmodighed. Lori havde det tydeligvis svært.

Han trådte over til Lori. Hænderne, der havde travlt med at rydde plads til dem, blev stoppet af Seans hænder. Han greb fat i hænderne i et forsøg på at få Loris opmærksomhed. Hans fulde opmærksomhed, det var.
"Hey..."
Hans øjne søgte efter øjenkontakt.
"...Sig aldrig sådan, okay?" I et øjeblik søgte han bare efter øjenkontakt. Og fik han den, brugte han et øjeblik på at kigge ind i Loris øjne, ledte efter meningen bag det hele.
"Jeg vil gerne lytte...Ah. Du er træt. Kom, sæt dig ned. Træk vejret dybt. Jeg kan nok finde ud af at lave en kop the, selv om huset ikke er mit, ikke?" bad han og slog let ud med hånden, som han inviterede Lori til at sætte sig ned.
"Jeg har...Været bekymret for dig, faktisk. Vil du fortælle mig hvad der er sket?" foreslog han så og hvis Lori gav ham lov, ville han fjerne nogle flere ting fra bordet og stille dem i nogle af bunkerne rundt om dem. Til sidst burde de begge kunne sidde ved bordet. Der gik sikkert lidt tid før vandet var klar, så han satte sig også ved bordet og så på Lori med et tålmodigt blik. Sean samlede sine hænder foran sig på bordet, foldet.

Det var så mærkeligt! Han forstod ikke engang selv hvorfor og hvordan der var blevet så rodet. Han plejede at vide hvor alt var! Nu kunne han ikke engang finde en teske!
Han var forvirret, og jo mere forvirret han blev jo mere irrateret blev han også på sig selv. Og jo mere irrateret… ja folk kende selv rasten! Det var en ond spiral der udmattede ham mere og mere.
hænderene prøvede på at rytte op, men det var i virkeligheden som om han bare rykkede på rodet. Først da Sean tog hans hænder og stoppede ham, holde de op med at gribe fat noget for så at ligge det igen og gribe fat i noget andet. Han startede med at se forvirret ned på sine hænder, som om han ikke helt havde forstået at det var Sean der havde stoppet dem.

Hans blik flakkede lidt, som ledte han efter noget der ville gøre et nemmere for ham at rytte op, eller bare gemme sig væk, så man ikke kunne se den elendighed han stod i lige nu. Han ende dog med at lade øjnene ramme Sean, kun for at se de grå/grønne øjne der så på ham.
Og pludselig gled hele hans holdning ned til et sted hvor det var tydeligt at han havde opgivet, og ikke havde i sinde at kæmpe mod det Sean sagde. Det lyste næsten ud af ham at det Sean sagde var rigtigt. Han var træt. Han havde ikke sovet ordenligt de sidste dage, han havde siddet oppe hele natten for at rode i flere papire og bøger.
Det var bare som om, lige gyldigt hvor meget han prøvede at rytte op, så fortsatte rodet med at være der. Måske fordi han i virkeligheden bare flyttede rundt på rodet i stedet for at få det smildt ud eller stillet på plads.
Han satte sig ned på stolen som Sean bedste ham om.

Han sukkede bare lidt. Gned øjnene efter at have taget brillerne af. Han så på Sean da han bad om at Lori skulle fortælle hvad der var sket.
Hans blik gled en enkelt gang over alt rodet igen. Og først så han bare ud som om han lige skulle komme i tanke over hvad det pokker der egentlig var galt.
Men langsomt begynde hans ansigt at ændre mimik, til at trække sig op i en anspændt stilling. Øjnene begynde langsomt at blive mere og mere blanke og den røde farve under hans øjne blev tidligere. Det hele endte ud i at han satte albuerne i bordet og gemte ansigtet i hænderne.
”undskyld… jeg.. det var virkelig ikke meningen du skulle se mig sådan her” stemmen knak, og en snøften der dog prøvede på at blive skjuldt ville ikke lade ham være.

”det var ikke min mening at gøre dig bekymret” nævnte han mens han rettede hovedet op, for at tørre de tåre væk der allerede havde funder vej ned over hans kinder. Han prøvede at samle sig lidt.
”min… min udlejer.. fru. Clear… er død” sagde han så og slog blikket ned mens han fumlede lidt ved sine briller på bordet.
”jeg… jeg bestemte mig for at flytte her ned men… lige meget hvor meget jeg prøver” mumlede han og måtte rømme sig for ikke at stemme slog over i noget helt forkert. ”så bliver der bare ved med at se sådan her ud” erkende han.
Han sukkede lidt ”jeg har tænkt mange gange på bare at gå… tage hen til dig.. men..” han gned sine hænder ”jeg ville ikke have du troede jeg kun kom når jeg havde brug for din hjælp.. og..” han tørrede øjnene lidt. ”jeg ville helst ikke have at nogle så mig sådan her” sagde han og slog lidt ud med armene. Han var bestemt ikke lige så smuk at se på. Han lignede mere en lus der var kommet ind fra gaden, og havde kastet noget tilfældig tøj på.

Manden var jo knækket! Det pinte ham at se. Den glade og optimistiske mand, der kæmpede for at få kontrol og styr på sit liv og sig selv, sad nu helt ødelagt, fanget i et kaos Lori måske ikke kunne kæmpe sig ud af helt alene. Sean så ned på sine hænder et øjeblik, mens han lyttede, før han rykkede en smule uroligt på sig. For at være ærlig vidste han ikke særlig meget om denne slags situationer. Han var ikke sikker på om han nogensinde havde mistet nogen, som han ikke ville miste, til døden. De fleste af dem han var bundet til, var stadig i live. Resten brød han kontakten med efterhånden, til det punkt hvor han ikke længere vidste om de var i live eller døde.
Til sidst kunne han ikke mere. Han måtte gøre noget. Havde lyst til at gøre noget. Han rejste sig op og flyttede sin stol over ved siden af Loris, hvor han satte sig. Hans ene arm gled ud og lagde sig om ryglænet på Loris stol. Lori måtte godt græde eller slappe af mod Seans skulder eller krop. Med armen hvilende på ryglænet, gled hans hånd ud og lagde sig mod Loris ene skulder. Det var okay. Selv om han ikke kunne sige det med ord, kunne han sige det sådan her. Det var okay.
Og midt i alt det triste, kunne han alligevel ikke lade være med at smile skævt.
"Hvornår skulle folk ellers opsøge mig, hvis ikke for hjælp?" bemærkede han stille. Han havde altid gjort noget ud af det. At folk skulle vide de kunne få hjælp og regne med ham.
"Hvorfor skulle jeg ikke se dig sådan her? Lori...Du er i sorg. Og det er helt normalt. Men du har brug for hjælp. Du har brug for en pause, hvor du kan få lov at sove og få et ordenlig bad. Du virker til...At prøve, at klare det hele alene og måske er det ikke det bedste for dig..." Han var bange for at virke for bestemt. Som om han vidste alt om situationen og blot dunkede Lori oven i hovedet. Til hverdag var Sean den bestemte type, der vidste hvad han skulle sige og agere. Få folk til at gøre som han ville. Men nu? Han ønskede jo heller ikke at gøre tingene værre for Lori. Han trak vejret dybt.
"Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du tillader det. Vil du lade mig blive her lidt? Vi kan snakke. Du kan få lov til at hvile dig lidt. Og hvis det så er i orden med dig, kan jeg hjælpe med at rydde lidt op?" foreslog han så. Sean var ret så praktisk anlagt. At foretage og hjælpe med praktiske ting faldt ham langt nemmere at fokuserer på. Og lige nu virkede det også som en ting, som Lori havde brug for hjælp med. Han var end ikke sikker på om han sagde de rigtige ting...Og lige nu virkede det vigtigt. Vigtigt at sige de rigtige ting. Undgå at sige de forkerte ting, der som altid fik folk til at tage afstand fra ham. Han ønskede ikke at det skulle ske mere. Han ønskede af en eller anden grund at kunne holde Lori her...Tæt. Uanset om manden lugtede af gammel sved.

Endnu en gang skete det! han sad her og beklagede sig, klynkede og hylede over hvor ufattelig hård hans tilværelse var.. Sean måtte efterhånden være træt af at høre på det! Træt af evig og altid at skulle rede hans liv, enden på den ene eller anden måde.
Dog da Sean pludselig rykkede sig over til ham skævede han lidt op mod ham med et snøft, mens han prøvede at tørre sine kinder for de salte tåre.
Det var nu underligt beroligende, også på trods af at han godt selv vidste at han nok ikke var den lækre rene Lori han normalt var. Da Seans hånd hvilede mod hans skulder, tiltede han lidt til siden, og placerede hovedet mod Seans skulder med et suk.

Dog rettede han hurtigt hovedet op igen da Sean spurgte hvornår folk ellers skulle opsøge ham. Lori så lidt fast på ham. ”når de har lyst!.. tro det eller lad vær men det er ikke med min gode vilje du altid ender med at skulle hjælpe mig” brummede han.. Han sukkede dog lidt. Det var ikke tidspnketet at brokke sig. Sean var forstående og venlig. Og det betød virkelig meget.
Han så lidt ned da Sean spurgte hvorfor han ikke måtte se ham sådan her. Han gned sine hænder lidt. Fordi det var flovt! Fordi han i det mindste ville have lov til at se godt ud når han var i nærheden af Sean, når nu han ikke lavede andet end at klynke og beklage sig.. så kunne man i det mindste se godt ud mens man gjorde det!
Han så atter på Sean da han talte om bad og om at sove. Det lød virkelig rart, og bare tanken gjorde ham helt træt. Som om han endelig havde fået den tilladelse han længe havde ventet på.
Selvom Lori i virkeligheden godt vidste alt det Sean sagde, så hjalp det alligevel. Måske havde Sean ret! Måske behøvede Lori slet ikke klare alt det her selv! Regin havde også tilbud at han ville hjælpe med at rytte op, men Lori havde sagt han gerne ville gøre det selv. Og det var der det hele var gået galt! Han var jo taget op til Reign i første omgang netop fordi det hele var steget ham over hovedet. Han hørte Seans forslag, og hans forespørgsel omkring om han måtte blive lidt.

Lori så sig lidt om. Han var ikke meget for at Sean skulle rytte op i alt det her. Han sukkede dog lidt. ”hvis vi bare kan snakke lidt..” sagde han så og så lidt ned og det var tydeligt på ham at han blev berørt af det hele igen. ”jeg… har ikke rigtig andre..” mumlede han så.
Det var altid Fru. Clear han var gået til når han havde brug for at snakke. Hun vidste altid hvad hun skulle sige. Altid. Også selvom han ikke altid brød sig om det hun sagde, men når han fik tænkt det igennem havde hun jo irriterende nok altid ret!..
Kedlen begynde pludselig at hyle og Lori var allerede ved at rejse sig for at hende vandet og leve teen klar.

Lori mente det bedste, men han tog fejl. Folk kom kun for hjælp. Men det var okay. På den måde kunne Sean føle sig til nytte! Han var trods alt lidt en arbejdshest og havde det bedst, når han ikke skulle sidde stille hele dagen. Han hjalp gerne, jo svære problemet var, jo sjovere var det, fordi han samtidig fik en mulighed til at udfordre sig selv. Han var i en position hvor han kunne få fingre i alt, slå alt eller finde informationer om alt. Eller i hvert fald det meste...Så folk kom altid for hjælp. Fremmede, bekendte...Hvad var forskellen egentlig? Og dog var der Nephthys. Med hende var det alligevel en smule anderledes. Men hvor mange år havde de ikke også kendt hinanden nu? Hun var den eneste der altid dukkede op igen. Det lå ham ikke naturligt at snakke om sig selv, men han havde tilbudt hende det og hun havde takket nej. Folk ønskede ikke at vide noget om ham. Og det var fint, for hans historie var lang, indviklet og sær. Folk ville næppe bryde sig om den, de ville begynde at danne sig nye meninger om ham, dømme ham eller have medynk. Ting han på ingen måde kunne bruge til noget som helst.
Alt der var, var lige nu og her. Og lige nu og her var det Lori.
Det var et uheld at han havde talt over sig på den måde.

"Men det er min gode vilje" bemærkede han blot. Han havde ladet Lori hvile ind mod hans skulder, også selv om det kun var for en stund. Manden trængte på alle måder til et bad og rent tøj, men Sean kunne ikke drømme om at fordømme ham for det. Det kom når det kom. Om han så selv skulle bære Lori ind i et kar med vand og sæbe. Hvor mange folk havde han ikke i sin tid både badet og hjulpet hvad angik sår?
"Så snakker vi. Jeg kender ikke din udlejer...Fortæl mig om hende" bad han. Det hjalp at snakke, en ting han også selv havde erfaret, skønt han alligevel ikke fandt det så simpelt selv. Men han vidste det hjalp andre.
Da kedlen larmede, pressede han Lori tilbage i stolen med den ene hånd, da han i stedet rejste sig selv. Han gik over til kedlen, greb en lap der holdt ham fra at brænde sig på den og hældte vandet op i en thekande med theblade. Lori havde jo egentlig fundet det hele frem. Han kunne snart stille kedlen fra sig og sætte kanden på bordet og sikrede sig der også var krus til dem. I mens kunne Lori jo begynde at snakke, hvis han havde lyst.

Lige meget hvad Sean sagde, ville Lori aldrig indfinde sig med altid at have brug for Seans hjælp! Han ville jo også gerne kunne ses med Sean selvom der ikke var et problem. Og han ville ikke have at Sean troede at Lori kun kom når han havde brug for hans hjælp.. Han ville også meget gerne være sammen med Sean når han ikke havde brug for hans hjælp.
Det var faktisk rart endelig at side ned og slappe af, uden at skulle tænke på hvor han skulle flytte den der bunke hen, for at få plads til den anden bunke.
Han smilede som Sean sagde de kunne snakke, men blev lidt overrasket over det næste. Fortælle om hende?. Han så ned, med et tænkede blik. Hmm hvad skulle han fortælle om hende? Hvad var der at fortælle.
”uhm… altså..” mumlede han lidt, og nulrede lidt enden på hans cardigan.
”hun var fantastisk til at lave mad… Hun kunne lave stort set alt!.. det er også hende der har lært mig at lave de enkelte retter jeg kan fremtrylle” sagde han stille.
Men langsomt bredte der sig et smil hos ham, jo mere han kom til at tænke på hende, og på de ting hun gjorde og sagde.
Han små grinte lidt ”jeg har aldrig før mødt en kvinde der kunne sige tingene lige så lige ud som hun” sagde han så.
Han sukkede lidt ”det var altid hende jeg gik til når jeg havde brug for råd, når der var noget jeg ikke helt kunne finde ud af… det var ikke altid hun sagde det jeg ville høre og det irraterede mig grusomt!... men.. i sidste ende, så havde hun jo ret.” sagde han med et træk på skulderen.
Han rynkede brynene lidt da han pludselig bemærkede noget han ikke havde før hen. Han så over mod Sean.
”faktisk…. Såh… minder i lidt om hinanden..” mumlede han så. Han rømmede sig dog hurtigt og prøvede at komme med en forklaring. ”jeg mener!.. jeg søgte råd og vejledning hos jer begge, og… du siger også tingene lige ud, og skønt jeg måske ikke altid ønsker at høre det… så har du jo i sidste ende ret… sådan var hun også” forklarede han så. Og tog imod Teehn da han kom over med den. Han så lidt ned i koppen.

”efter jeg rande bort fra Sunfurry.. havde jeg ingen steder at tage hen.. jeg tog fra by til by, men ingen steder kunne jeg finde et sted at være. Da jeg kom til Doomsville var jeg meget afmagret, jeg var beskidt og bange. Hun fandt mig siddende i en gyde, og af en eller anden årsag.. så tog hun mig med hjem. Mellem alle de andre hjemløse valgte hun mig” forklarede han.
Han sukkede lidt og kunne mærke hvordan han igen, igen, igen blev berørt af at tale om hende.
”hun var det tætteste jeg havde på en familie… og trods jeg godt vidste at hendes tid ville komme, længe før mig… så er det bare svært…”erkende han og kørte en hånd gennem håret.

Det var et lod i livet som dæmon: Man ville se mange blive født og mange dø. Sean vidste ikke helt om man blev van til det eller om virkelig bare var fordi, han ingen havde at holde af på den måde. Han var heller ikke sikker på om han misundte Lori det, når det tydeligvis gav disse store kvaler. Han stillede kopperne på bordet og lod kanden stå lidt, så theen kunne trække. Han satte sig tilbage på stolen, men denne gang havde han drejet stolen lidt, så han kunne sidde mere med front mod Lori. Deltage aktivt. Lytte. For han gjorde ikke meget andet end at lytte.
Da Lori var kommet til en naturlig pause, rakte Sean ind over bordet og tog kanden. Han snuste let til indholdet og bedømte at den havde trukket nok - så han hældte op til dem begge og skubbede en af kopperne hen foran Lori. Mon Lori havde fået noget at spise? Han kunne forestille sig Lori ikke ligefrem havde mest lyst til mad lige nu. Specielt ikke den specielle diæt en incubus havde. Men han havde dog sans nok for situationen, til ikke at stille det spørgsmål.
Normalt ville Sean havde sukker i sin the, men lige nu tog han den som den var, trods han lod den stå og dampe lidt. Alt for varm endnu. For ham, i det mindste.

Han smilte svagt. Så han havde noget tilfælles med en gammel dame? Av. Det var vel også en måde at sige han var blevet gammel på.
"Hun lyder som en rar dame. En du har meget at takke for. Jeg er sikker på hun nød at have dig boende" svarede han roligt. Han forventede at Lori ville blive rørt over at snakke om hende. En naturlig reaktion og måske meget sund. For Loris skyld, ønskede han ikke mindet om hende blev noget Lori ville prøve at undgå. Om ikke andet, prøvede at undgå på samme måde som Sean altid undgik emnet om hans egen familie.
"Hvad med hendes sidste tid? Var hun meget syg? Var du her da hun faldt hen?" spurgte han.

Lori Nikkede lidt da Sean sagde hun lød rar, og at han havde meget at takke hende for "utrolig meget" sagde han og sukkede lidt. Hån formået at holde tårerne tilbage. Men i virkeligheden var det måske fordi hans rasaver var ved at være brugt. Der kunne efterhånden ikke være ret mange tåre tilbage i ham efter alt det han havde tudet.
Han tog imod sin the.
Han trak lidt på skuldrende over Seans spørgsmål. "Hun virkede til at have det fint, men hun havde fået noget forhølelse.. men det er jo slet før" nævnte han. Han sukkede lidt "det viste sig så at være en lungebetændelse" sagde han roligt. "Det. Var mig der fandt hende, men hun var sovet. Stille ind om natten" sagde han og så på Sean. "Jeg vidste i virkeligheden godt hun var gammel, og det var også min mening a Mt betalte for at hun kunne komme på et alderdomshjemmet hjem.

//Sorry. For længden

Han lænede sig frem og lagde en varm hånd på Loris skulder. Klemte den lidt, ruskede svagt i den, for endnu en gang at overbevise Lori om at det var okay. Hvis damen betød så meget for Lori, måtte det ikke have været nemt.
Alderdomshjem var der ikke mange af. De bedste var selvfølgelig for de rige, der havde penge til at betale for det bedste, men der var da også mindre hjem. Mon Lori ville have haft råd til det? Det var der ingen grund til at tænke over længere. Pointen lå i at Lori havde villet og det fortalte hvor stort et hjerte Lori havde. En ting Sean til tider ville betegne som naivitet. En ting han nok ikke helt kunne relaterer til. Mennesker var skrøbelige, de var føde. De kom og gik. Hvem bekymrede sig om dem? Ud over Lori, det var...
Han havde sluppet Lori igen. Var ikke så god til alt det følsomme halløj og berøringer på den måde.
"Det er naturens gang. Hun nåede at blive gammel og det er mere end flertallet kan sige. Det lyder som om hun havde en grund til at være tilfreds. Om ikke andet, så i hvert fald i den sidste del af sit liv" svarede han. Hvad andet skulle han sige? Han var ikke nogen Dr. Trott, som nok også var den ene psykolog-type han kendte. Eller selv havde brugt.
"Fik hun en god begravelse? Har hun noget familie? Og hvad med huset...Efterlod hun det hele til dig?" spurgte han så videre. Ville have Lori til at sætte ord på det hele.

Det var underligt hvordab han kunne mærke denne ulidelige klump i hans bryst langsomt blev løsere og løsere. Det hjalp virkelig at få lov til at snakke om det. Sean kende hende ikke, og kunne ikke talte med om hvordan hun havde været, men tilgengæld følte han heller ikke at han fik medynk. Slet ikke. Nærmere bare at Sean lyttede og opseverede.
Han smilede da Sean sagde at hun havde haft meget af være tilfreds med. Han smilede til Sean. Hvordan var det lige at den mand vidste lige hvad han skulle sige altid?

Han smilede lidt over de mange spørgsmål. Men det var vel dels fordi han varnysgerrig men også fordi han prøvede at få Lori til at fortælle.
Han tog en tår af sin the og var nær ved at brænde sig. Puha den var stadig lidt for varm. Han trak lidt opden ene skulder. "Begravelsen var fin.. der var kun mig og min chef.. hun havde ingen Familie, i hvert fald ikke som nogle kende til" sagde han så. Han så lidt rundt i huset.
"Jeg ved ikke hvad der skal ske med huset... Eller med noget andet.. jeg har ikke hørt noget.. det var faktisk også det der gjorde at jeg startede med at rytte op.. jeg prøvede at finde ud af om hun ejede huset eller om hun selv lejede det... Og i så fald, om jeg kan blive boende" sagde han og tog en tår mere af theen.

Han gabte lidt, nu hans krop endelig havde fået tilladelse til at være træt, var det også som om den bare VIRKELIG blev træt. Han prøvede på at skjule sig gab, men det var næsten umuligt. "Arh.. undskyld" mumlede han midt i det ene gab mens han viftede med hånden foran sig. Som om det skulle få gabet til enden at stoppe eller gå hurtigere.

Hans blik gled rundt på roddet, som Lori nævnte det igen. Det så ret slemt ud og det ville være svært at komme i gang med. Den slags rod, hvor man måtte tage sig sammen og tage en bunke ad gangen: Det skulle blive, det skulle ud. Lori var sikkert den eneste der rigtig kunne bedømme, hvad der skulle have at blive eller ej. Men derfor kunne det stadig være rart at have selskab eller nogen til at holde en i gang, så man ikke gik i stå...
Men han respekterede Loris grænser. Nu havde Sean i det mindste historien og han håbede det havde lettet lidt for Lori at sætte ord på...Tja, i hvert fald på noget af det. Han tog sin thekop til sig og pustede lidt til indholdet, før han tog et ganske lille sip. Hm.
"Du har i hvert fald nok at se til. Der ser ud til at være meget at gå igennem" bemærkede han og sendte Lori et lille smil. Han følte at han pressede sig på, når Lori var så træt. Jamen det blev da spændende om Lori fik lov til at blive boende. Hvis han endte med at stå med hele huset, ville han så også leje et værelse ud? Men det et spørgsmål til en anden dag. Lori havde nok mere travlt med at finde ud af hvem der ejede huset, end om han skulle have en fremmede til at bo der.
"Du er træt. Du burde gå i seng. Og få et bad" bemærkede han så, som hans hånd gled frem og tog let i Loris cardigan, som om han så nærmere på tøjet. Han slap det hurtigt igen og sendte Lori et større smil.
"Skal jeg putte dig?"
Det slog ham at Lori egentlig var heldig. Han var omringet af folk der virkede til at bekymre sig om ham og ville hjælpe ham. Den gamle dame. Ejeren af bogbutikken. Sean kendte mange chefer, der ville fyre en medarbejder der ikke dukkede op på arbejde længe. Men selvfølgelig kunne Lori jo heller ikke forvente en indkomst, før han mødte op igen.
Seans øjenbryn gled en smule sammen ved den tanke.
"Hvis du får et økonomisk problem..." startede han ud. Hvordan skulle han sige det, så det ikke lød som en fornærmelse?
"...Så sig til. Jeg kan give dig et lån" bemærkede han så i en afslappet tone. Han tvivlede på at Lori ville gøre det, selv hvis han stod i en presset situation. De fleste ville gerne klare sig selv. Men han ville i det mindste give Lori muligheden.

Han nikkede da Sean påpegede at der var meget at gå i gennem. "Det meste af det skal bare ud.. eller på plads igen" nævnte han dog og kløede sig lidt i det uglede hår. Gabende ville ikke helt lade ham være. Øjnene blev søvnige. Han prøvede på at vågne mere op som han selv lidt the.
Han så på Sean da han sagde at Lori trængte til søvn, og er bad. Han så ned på sin trøje som Sean tog lidt i den. Han sende ham et skævt smil dog med trætte øjne "siger du jeg lugter?" Drillede han. Han så dog lidt ned af sig selv "men jah.. du har nok ret" sagde han.

Han skævede dog til Sean da han spurgte om han skulle putte Lori, og han fik lyst til at sige 'tror du jeg er et barn?' men lige som han skulle til at sige det, kom der noget helt andet ud. "Uhm.. ja tak" okay hvad? Havde han ligetakket ja til at Sean måtte putte ham? Okay han vidste godt at han havde brug for noget trykhed lige nu. Og underligt nok var Sean den der klarededet bedst.
Han tog en tår mere af sin The, og rejste sig derefter fra stolen. Han ømmde sig en smule. Hans krop var blevet stiv af ikke at få nok søvn. Han tøffede selv ind mod soveværelset. Han stoppede dog da Sean tilbød økonomisk støtte. Han smilede mildt til ham. "Tak Sean! Men det skal du ikke tænke på, jeg mangler ikke noget" sagde han med et smil.
Lori selv havde jo faktisk en del penge. Han var bare ikke typen der raklamerede med det.

Han gik ind og lagde sig i sengen, og sank ned i den med et dybt suk. Det var længe siden han havde ligget her, de få timers søvn han havde fået, havde foregået i en læne stol.
Han måtte dog lige op og side igen for at få tøjet af. Han gabte og lagde sig ned i den bløde og som det eneste rene i huset. Sengen! Han havde knabt lagt hovedet ned før hans øjne var ved at falde i. Han trak træt dynenover sig. Hans blik gled lidt op på Sean. Og en underlig nervøs fornemmelse ramte ham. Det var så rart ikke at være alene mere. Han havde virkelig ikke lyst til at være alene..
Han så lidt på ham. "Er du her når jeg vågner?" Spurgte han så med et næsten bedende blik. Han havde ikke lyst til at vågne til et tomt og stille hus.
Han havde ikke lyst til endnu en gang ikke at have nogleat tale med.

Han skubbede sin kop ind på bordet. Da Lori rejste sig, rejste han sig op. Han ville Lori en mulighed for at gøre sig soveklar, mens han selv tog deres kopper og hældte resten af theen ud. Den ville uden tvivl være kold og kedelig når de stod op. Og dog tømte han kun deres næsten urørte kopper - selv kold the kunne være bedre end ingen the. Han drak selv kold the, hvis han til tider glemte han faktisk havde en kop stående. Ikke det værste. Slog almindeligt vand med flere længder.
Men snart vendte han tilbage og fulgte efter ind på soveværelset. Der var også rodet, men ikke helt i så slem grad. Ikke hvis man spurgte Sean, i hvert fald.
Han var blevet lidt overrasket. De fleste ville sige nej til at blive puttet, formentlig med argumentation om at de ikke var børn. Men måske understregede det bare Loris skrøbelige tilstand lige nu?
Han kunne ikke få sig selv til at sige nej. Han kunne godt blive til Lori var faldet i søvn.
Han havde været ved at kommenterer om Lori ikke ville have sit tøj af, men det virkede som om dæmonen selv huskede det.

Lori var så træt at han næsten allerede sov. Sean gik rundt om sengen og satte sig ved siden af Lori, før hans hænder gled hen over dynen, som han sørgede for den lå ordentligt omkring Lori, ikke uden et lille smil.
"En godnathistorie?" Han kunne ikke lade være med at drille Lori lidt. Lori ville sikkert sove, inden Sean overhoved fik startet på en historie. Godt det samme, for Sean kendte faktisk ingen historier og ville næppe være god til at fortælle en, selv hvis han gjorde.
Med en hånd oven på dynen, hvilede hans øjne på Lori et øjeblik. Han var ikke sikker på om det var en god ide at han blev. På den anden side virkede Lori så skrøbelig. Så bedende. Sean ville sikkert få dårlig samvittighed, hvis han gik nu. Ikke kunne slippe tanken om hvordan Lori havde det...
Han vædede sine læber lidt og lod blikket glide hen over sengen. Til sidst trak han vejret dybt og skubbede sine støvler af. Han rejste sig og gik om på den anden side af sengen, hvor der var mest plads til at han kunne lægge sig til rette. Han puttede ikke rigtig og han brugte mere en overskyden pude som rygstøtte, end han lagde sig. Han sendte Lori et større smil.
"Jeg bliver lige her" lovede han.
Han havde alligevel intet andet at lave. Dette ville holde hans egen ensomhed på flugt. Win-win, ikke?
"Sov nu" bad han.

Havde Lori ikke været så forbandet træt, havde han nok givet Sean et dask eller sådan da han hørte det med godnat historien. Men hans træthed tillod ikke andet end et træk på smilebåndet.
Inderst inde håbede han at Sean ville blive! Han vidste ikke selv hvorfor, men tanken om at være alene når han vågnede.. eller i det hele taget var virkelig ikke til at hold ud. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre for at Sean forstod hvordan han havde det. Og i virkeligheden var det nok også umuligt! Ingen andre end Lori vidste hvordan Lori havde det..
Han så på Sean som han sad der på sengen, og ja… Lori lignede sikkert en desperat unge der ikke turde sove på sit eget værelse med lyset slukket. Men sådan var det også lidt! frygten for atter at være helt alene rev i ham.

Han så overrasket ud da Sean sparkede støvlerne af. Han havde vel egentlig ikke regnet med at Sean ville blive, og slet ikke at han ville blive her inde. Han fulgte Sean med blikket. Og han var ikke længe om at få vendt sig… eller.. jo, det tog lang tid i forhold til hvad man kunne men det var fordi han var så træt. Han lå med fronten mod Sean og sende ham et smil da han sagde at han blev lige der. Orden eller måske nærmere bønnen om at Lori skulle sove blev også med det samme hørt, og adlydt. Øjnene gled i, og hans vejrtræning blev langsomt tungere. Og inden længe havde søvnen fået lov til at overtage.
Han var virkelig træt, og han lå bum stille i sengen, på nær når han lige bevægede sin hånd eller andet. Han sov normalt stille i en seng, men denne gang kunne man jo næsten være i tvivl om der var liv i ham.


Efter en del timers søvn, begynde han at røre på sig. Det var blevet mørkt uden for, og mørket var også kommet ind i huset, med mindre selvfølgelig Sean havde tændt lys. Der var stille i huset, alt for stille. Normalt var der lyde at Fru.Clear puslede med noget i køkkenet, eller på anden hvis lavede noget Lori kunne høre, selv fra hans eget værelse. Men lige nu… ingen. Han gned øjnene og glippede lidt med dem. Nok var han stadig træt, men han kunne tydeligt mærke en forskel.

Lori faldt hurtigt i søvn. Selv om Sean fik sparsomt med søvn, når han ikke ligefrem delte seng med Nephthys, var han ikke træt nok til selv at sove. Eller havde lyst til det, for den sags skyld. Det føltes forkert, da dette var Loris hjem og Loris seng. Han ville heller ikke have at Lori troede han udnyttede ham, i hans skrøbelige tilstand.
Han blev siddende lidt, mens han lod Lori falde helt i søvn. Til sidst rejste han sig op igen. Han forlod ikke huset, han havde lovet at blive, men han kunne ikke sidde stille i...Ja, hvem vidste hvornår Lori ville vågne igen?
Så hvad skulle han tage sig til?

Han hældte en ny kop the op til sig selv. Mens han nød den, havde han masser af tid til at overveje og gennemtænke visse ting. Nye planer med klanen eller hans relation til Razor, der virkede til at have udviklet sig lidt på det sidste. Som om deres venskab var blevet lidt dybere.
Han tog sig også den frihed at kigge sig lidt omkring. Uden at snage for meget, gik han rundt i rummene af huset og fik sig et indtryk af det. Han kiggede på nogle af bøgerne i huset. Da mørket faldt på, tændte han lys. Både i stuen, hvor han selv var, men også et par stykker i Loris rum. I hans tilstand, ville det sikkert være mere behageligt at vågne til lidt lys end i mørket.

Som det ordensmenneske han var, begyndte han endda at rydde op i køkkenet. Sean gik ikke selv op i menneskeligt mad, det var ikke noget han selv spiste, men lige nu var nok det eneste tidspunkt han fortrød, at han ikke kunne finde på noget, der måske kunne gøre at Lori fik det bedre. Åh pyt! Sådan var det nu engang. Det var jo ikke fordi det fjernede sulten efter en sjæl alligevel.
Så da Lori vågnede op, sad Sean i stuen med en ny kop the og læste i en af bøgerne han havde fundet. De bare fødder hvilede på den ledige stol over for ham og han så i det hele taget ud som om han hørte til i huset på sin egen måde, som han sad der afslappet og læste. Han vidste ikke hvornår Lori vågende, men han vidste at så snart han var vågen, ville han sende ham i bad og sørge for han fik noget rent tøj på.

Han strakte sig i sengen, og havde ikke rigtig lyst til at rejse sig fra den. Han kiggede rundt, og kunne ikke helt undgå at smile. Lyset i rummet fik rummet til at så meget mere behageligt ud. Hyggeligt, og han følte sig ikke nær så alene.
Han fik dog endelig sparket dynen af, og steg ud af sengen. Her var ikke videre koldt som der ellers kunne være om aften. Han gik over til døren, men stoppede og da han så Sean sidde der i stuen. Med fødderne oppe, the og en af Loris utallige bøger. Han ende med at læne sig lidt op af dørkarmen. Og underligt nok…. Så nød han synet. Som om det var sådan der han helst ville se Sean. Og det var det val også! Uden en enden bekymret mine eller mens han var ved at løse en af Loris mange problemer. Gad vide hvordan Sean var der hjemme? Altså når han ikke havde gæser? Når han ikke var nød til at rede verden for en forskræmt, akavet og ynkelig Lori der ikke selv kunne klare verdens hårdhed.

Hans blik sank lidt. Han havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at han havde bedt Sean blive. Men igen.. Det var så meget dejligere at stå op til at Sean var her. Han smilede dog bare for sig selv. Han rettede sig op, og gik ud i stuen der lige nu var oplyst i et varmt lys fra de mange væglysestager. Han gik over til Sean ”spændende?” spurgte han og hentydet til bogen. Han strakte sig lidt, og gik over for at tage en kop, trods han kun havde sine underbenklæder på, så spankulerede han stadig rundt. Han gik hen til kanden og hældte en lille smule the op til sig selv. Han pustede på den, og så lidt på Sean. Han tog en lille tår, og satte så koppen ”tak fordi du blev” sagde han roligt og sende ham et oprigtigt taknemlig blik.
Han havde nok slet ikke fået sovet hvis ikke Sean var kommet. Og han havde stadig haft det skidt hvis han var gået. Han rodet sig lidt i håret, og endelig var han selv så frisk at han var klar over at et bad var noget der var påkrævet.
”jeg må hellere komme i bad… må jeg lade dig vente et øjeblik mere?” spurgte han mens han halvt bakkede mod badeværelset. Et varmt bad! Det var hvad der skulle til! Men det ville tage lang tid, så han valgte i stedet at tage et hold bad, men at vaske sig med varmt vand. Han satte en kedel på komfuret med vand så det kunne blive varmt.
Han fik set sig selv i spejlet der ude. I guder! Havde han ladet sean se ham sådan? Han så jo mindst 5 år ældre ud!
Han fik fyldt karet med vand, inden alt tøjet blev smidt. Han satte sig op i det kolde vand. Okay! Måske var det lidt for koldt. Men skidt pyt. Han fik vasket sig velvist med koldt og varmt vand.
Da han rejste sig igen, var vandet mildest talt beskidt. Han fik skævet ned til det. han gøs lidt. Havde han virkelig været så uhygiejnisk i så lang tid?

Han fik taget et håndkæde om livet eget han havde tørret sin krop og sit hår. Han gik over til spejlet og tog sin barber kniv op, men han så tydeligt at han ikke skulle have så skab en genstand i nærheden af sig. Hans hænder rystede. Hvad var nu det. oh…. Sulten. Han begynde altid at små ryste når han var rigtig sulten. Ikke noget der normalt kunne ses, men nok til at han ikke skulle have en skab kniv op i sit ansigt samtidig med. I stedet valgte han at fylde en boule med vand. Han gik ind i stuen. ”kan jeg få dig til at hjælpe mig” sagde han efter han havde sat boulen, og viste den rystende hånd.

Bogen var god, ikke en han havde læst før. Den omhandlede opfattelser og teorier omkring Underworlds guddomme. Fra Del'Sharka, til Elona'dal, foruden andre små grene af religion man kunne møde. Elvernes natur-guder, dragonianernes andre guder...Der var flere små grene end man skulle tro. Men mest af alt handlede det om hvordan tanker, om disse guddomme var kommet og hvorfor mennesket kunne have brug for dem. Han var fordybet i et afsnit om en lille gren af Del'sharka-tilbedere, da Lori forstyrrede ham og han så op i en hurtig bevægelse.
Oh!
Lori havde overrasket ham. Var det allerede blevet så sent? Han sig omkring et øjeblik, som han havde glemt hvor han befandt sig, før han sendte Lori et lille smil.
"Ja. Ja tak. Sov du godt?" spurgte han tilbage. Lori så allerede langt bedre ud. Virkede mere frisk og lidt mere som sig selv. Det var godt.
"Intet problem"
Han havde selv indvilliget i at blive, trods alt.

Han havde fortsat læsningen, da Lori havde snakket om et bad. Det lød som en god ide, så han havde ingen modargumenter. Men da Lori kom ind noget tid efter - nu langt mere ren og med den bedre duft omkring sig - klappede Sean endelig bogen i og lagde den fra sig. Hans blik gled over Lori et øjeblik, før det landede på den rystende hånd. Til sidst tog han hånden i en af sine, stadig med et af sine små, skæve smil, da han rejste sig op. Inviterede Lori til at sætte sig ned.
"Er du så kold? Ingen sagde du skulle bade i sne" bemærkede han let. Hvad fik nu Lori til at ryste sådan? Forhåbentlig var han ikke ved at blive syg. Heldigvis skulle der meget til før dæmoner blev syge. Et stærkt immunforsvar. Der fandtes dog en dæmonsyge, med stor dødelighed, hvis man ikke fik kuren. Heldigvis havde Sean aldrig fået den.
"Læn dig tilbage..."
Sean tog barberbladet op og stillede sig bag Lori. Med den ene hånd om Loris hage, så han kunne dreje hans hoved efter behov, begyndte han at fjerne det skæg der havde samlet sig der. Selv om Sean havde en butler til alt derhjemme, sørgede han selv for sin egen hygiejne og sit skæg. Så dette var i det mindste ikke en ting han havde glemt, hvordan man gjorde.
Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Uanset hvornår han så Lori, virkede det til at Lori altid endte med mere eller mindre tøj på.

Sean var vidst noget mere opslugt af den bog end Lori havde forventet han ville være. Men det var da dejligt at han også nød en god bog en ting de havde til fælles, ud over det at være dæmoner. Det var nu meget rart at der rent faktisk var andet de begge havde.
Badet var dejlig forfriskende, han følte sig allerede langt mere frisk. Han lignede ikke en hjemløs og han lugtede heller ikke som en. Det var virkelig dejligt at være sig selv igen… eller noget der mindede om.

Da han kom ind til Sean igen, og Sean troede at rystelserne var på grund af kulden smilede han bare lidt mens han satte sig i stolen. ”jeg fryser ikke jeg…..” han tøvede lidt med at sige det næste. ”jeg har bare ikke spist i næsten 14 dage” erkende han så. I virkeligheden levede han på pumperne. En dæmon som ham spurte få føde minimum hver 2-3 dag. Så 14 dage uden en eneste sjæl, det var noget der godt kunne give noget sult og nogle abstinenser.
Han havde selvfølgelig lagt mærke til hvor sulten og træt han havde været. Men i hans tilstand var det da umuligt at lokke nogle til at have sex med ham. og han var for træt og udmattet til at tvinge nogle til det.

Han lænede sig tilbage som han fik besked på, og lukkede øjnene i. Han lod Sean barbere ham, uden noge former for skrubler. Ellers ville folk nok havde deres betænkeligheder ved at lade en anden føre en skarp kniv mod ens ansigt og hals. Men Lori stolede på Sean. Og hvorfor egentlig ikke? Havde Sean ønsket ham død nogle sinde, havde han haft mange chancer.
Han åbnede lidt sine øjne mens Sean barberede ham. han betragtede dæmonen over sig. Hvordan kunne han pludselig have de her 2 hvidt forskellige opfattelser af denne mand? I starten så han Sean som.. en leder skikkele. En der kunne hjælpe ham og guide ham gennem de her ting. Nu havde han mere eller mindre lært hvad det ville sige at være en dæmon… så nu.. nu så han ham mere som end ven.
Eller det ville sige… at når han sad her og så op på Sean, så var der ikke lige frem ordet ven der poppede op hos ham. Men… hvad så?
Han studerede ham, og noget faldt ham ind. Han vidste intet om ham. Indtil for få uger siden fandt han ud af at Sean havde en slave.
”hvor længe har du egentlig haft en slave?” røg det ud af ham. Han havde jo mødt Razor.
Han sad lidt. Hvorfor var det egentlig han ikke vidste mere? var det fordi han aldrig havde spurgt? Var det så enkelt? Var det blot fordi det krævede at man spurgte ham?
måske ville han fortælle det? måske ikke.. det kunne man aldrig vide hvis man ikke gav det et forsøg.
”Sean….” sagde han så, og fangede dæmonen over sigs blik. ”har du ikke lyst til at fortælle mig noget mere om dig selv?” spurgte han så mens de sølvgrå øjne sende et både nysgerrigt men også kærligt blik til ham.
”det er selvfølgelig helt okay hvis ikke du syntes det rager mig men…. jeg vil bare gerne lære dig bedre at kende” nævnte han så..

Der lød den karakteristiske lyd af en kniv, der skrabede mod hårene, da Sean begyndte at fjerne Loris skæg. Regelmæssigt skyllede han kniven i skålen med vand, før han fortsatte. Det kunne ikke undgås at dråber af vand dryppede ned på Loris skuldre eller bryst.
Sean var koncentreret om opgaven, hvilket Lori nok også ville foretrække, taget i betragtning Sean havde en kniv for Loris strube. Men det undgik alligevel ikke hans opmærksomhed, at Lori kiggede på ham.
"Aha. Det må vi gøre noget ved" bemærkede han, angående sulten.

Han svarede ikke til at starte med. Det gjorde Sean sjældent, havde altid så mange ting at overveje først. Normalt omkring hvorfor folk overhoved spurgte. Men denne gang handlede det mere om hvor Lori overhoved kendte til Razor fra.
"Har du været hjemme hos mig? Mødt Razor?" spurgte han. Det var det eneste der ville give mening, ville det ikke? Det eller rygter.
Ikke fordi Razor var en hemmelighed. Han ville være en dårlig hemmelighed, om ikke andet. Razor havde jo fri mulighed for at befinde sig og sige lige hvad han ville. Det var heller ikke fordi Sean gjorde sig i slaver normalt. Han besøgte da slavemarkedet til tider, men ikke for at eje slaver. Når han købte nogen, satte han dem fri og tilbød dem arbejde. Enten i hans eget hus eller i hans klan. Slaverne, der ofte havde kunne se frem til et liv med langt færre muligheder og dårligere vilkår, sagde ofte ja og Sean havde da skaffet sig billig arbejdskraft. Win-win.
Men sådan var det slet ikke med Razor.
"Razor er...Ja, det er en indviklet historie. Men for at svare på dit spørgsmål, har jeg kun haft ham over vinteren. Jeg kendte Razor i forvejen, men her op til vinteren havde han åbenbart mistede sin hukommelse. Han huskede sig selv som en slave, men hans gamle ejere er væk. Derfor tilbød jeg ham en plads hos mig. Det var den eneste måde at holde ham sikker, ellers var han sikker froset ihjel. Siden da har han fået sin hukommelse tilbage, men vi har snakket om det og han ville gerne blive hos mig. Så det passede os begge glimrende at han er min slave" svarede han, som var det ganske naturligt. Det bekymrede ham ikke umiddelbart hvad Lori ville tænke om det - hvis Lori endelig hadede ideen om slaver, ville han så ikke have nægtet at lukke Sean ind til at starte med?

Han fjernede det sidste skæg. Da han var færdig, skyllede han kniven i skålen, foldede den samme og lagde den fra sig. Han gik om på den anden side af Lori, greb fat i hans hage og drejede blidt hovedet fra den ene side til den anden, for at være sikke på han ikke havde overset en plet.
Bagefter slap han Lori igen. Hans egne hænder var blevet våde af arbejdet. Sean var ikke så blufærdig, at han så noget i problem i at tørre hænderne i Loris håndklæde - uanset om det var det eneste stof der holdt Loris nedre dele skjulte og varme.
"Om mig selv?"
Stilheden havde igen været til side, i hvert fald fra Seans side af. Hvis Lori havde mødt Razor...Var det noget de var blevet enige om? Hey! Sean er en lukket bog, lad og stille ham en masse spørgsmål og se hvad der ville ske!
Han åndede tungt ud, tog sin thekop og tog en tår af den lunkne væske.
"Du opfører dig som om jeg har forbudt dig at stille spørgsmål. Faktisk er bare fordi ingen spørger...Hvorfor snakke om noget, ingen spørger ind til?" Han trak let på skuldrene.
"Er der noget bestemt du gerne ville vide?"


//den slettede mit første svar >.< Har genskabt det efter hukommelsen så godt som muligt, men beklager hvis noget af det virker lidt hastet eller noget xD

Han betragtede Sean lidt som han vidst ikke havde regnet med at Lori kende til Razor. "Ja.. jeg har været hjemme hos dig, men du var der ikke. Egentlig renede jeg med at din pingvin-mand ville åbne.. men i stedet var det en ret så nuttet fyr, og smurt ind i blod alle vegne" sagde han og så op på Sean.

Forklaringen for hvorfor Razor var hos Sean var typisk for Sean. Han ville hjælpe, men fik samtidig noget ud af det. Det var vel det bedste sådan? Når man skulle hjælpe var det da fedt at man selv fik noget ud af det.
Han lod blot Sean rykke på hans hoved.
Han så lidt undrende på Sean da han nærmest virkede ikke at blive fornærmet over spørgsmålet.

Han rettede sig lidt op. "Sean.. det var ikke ment sådan!" Sagde han og lagde hovedet en smule på skrå. Han sukkede lidt. "Jeg spørger fordi.. jeg virkelig gerne vil vide mere om dig" han så lidt ned på balgen med de nu beskidte vand. "Efter jeg mødte Razor... Gik det op for mig hvor lidt jeg faktisk ved om dig.. og hvor dårlig jeg har været til at spørge" han vende blikket mod Sean.
"Hver gang har vi haft så travlt med at mig, med at løse mine problemer og sådan.. så meget at jeg slet ikke har tænkt over at spørge dig.. og det er jeg ked af" sagde han. Han rejste sig, og så på Sean.

"Efterhånden ved du næsten alt om mig, fordi du spørger, fordi du er bekymret.. jeg vil også bare gerne lære mere om dig" sagde han så.
Han trak let på den ene skulder da Sean spurgte hvad han ville vide.
"Det ved jeg ikke... Hmm.. f.eks.. hvor mange sønner her du?. Razor troede jeg var en af dem" sagde han og trak på skuldrene.
"Hvor du fra?.. jeg ved du efterhånden har levet en del år men.. du kan da ikke KUN være den tidligere hersker af Dragons peak?" Nævnte han

Han lænede sig op af bordet, med det ene ben over det andet og med armene over kors. Aha! Så underligt nok havde han haft ret. Razor og Lori havde snakket om ham, blevet enige om de ikke vidste nok om ham og stille nu begge spørgsmål. Forskellen på Razor og Lori var blot at...At Lori gjorde det på en blidere måde. Razor gik direkte til kernen. Ville vide hvordan Sean følte, hvorfor han ikke lod folk tæt på og den slags. Ting Sean ikke ville snakke om eller kunne forklare, ting der var forvirrende og svære og som han undgik.
"Rolig nu, jeg ved hvad du mener!" svarede han afslappet. Men virkelig...Der var ingen grund til at Lori gik sådan med listesko, var der? Så længe de ikke kom for dybt. Sean havde opdaget at han havde det tilfælles med Razor. Gik det hele for dybt, kunne han ikke håndterer det og blev voldelig.
Han rømmede sig svagt og trak på skuldrene.
"Det er ikke kun din skyld. Jeg er ikke god til at dele ting med folk. Min profession går ud på at vide alt om alle andre, mens jeg selv holder kortene tætte" sagde han så og så hen på Lori. Det var i hvert fald en del af hans profession.
Hvis folk endelig spurgte ind til ham, var Sean en mester i at skifte emne. I hvert fald hvis han gerne ville undgå at svare på spørgsmålene. Men lige nu var emnet vist ikke så nemt at undgå...Og de spørgsmål Lori kom med var også mere uskyldige. De mere simple af slagsen.
"Desuden kommer folk til mig for hjælp. Jeg kan lide at hjælpe...Så lad være med at se det som en belastning for mig. Det skal jeg nok selv bestemme"
Hans ene hånd gled ud og puffede til Loris ene skulder. Sean rettede sig op og placerede i en af stolene i stedet. Han tog sin kop, så lidt ned i den, før han tog en tår. Det var altid lidt...Akavet for ham. Når det handlede om ham selv. Som om han ikke rigtig var van til at sige det højt og derfor ikke helt vidste hvordan han skulle gøre det.
"Jeg har..."
Hvor mange børn havde han egentlig?
"...Ja. Biologisk har jeg to sønner. Den ældste hedder Daron og opholder sig i Dragons Peak. Den yngste hedder Alexander. Han skulle egentlig være her i byen og tage sig af min klan...Men tydeligvis havde han andre planer"
Hans familieforhold var mere indviklet end det. Der var også både hans nevø, hans adopterede søn og hans søn, der aldrig havde fået en chance i livet, fordi Sean hellere ville være archdemon...Men det var ting Lori ikke behøvede at blive blandet ind i. Så kunne de snakke fra nu og til det blev morgen igen.
Desuden var Xander forsvundet. Uden et ord. Klanen var blevet opløst og det var derfor Sean nu arbejdede på at genopbygge den. Han havde heller ikke kendt sine børn fra små...De havde fundet ham senere i deres liv, når deres mødre var døde eller forsvundet og forlangt han nu skulle være en far for dem. En rolle Sean aldrig havde ønsket sig.
Han satte koppen fra sig med et svagt suk og så på Lori med et skævt smil.
"Hvor jeg er fra...Er meget mere indviklet og de fleste forstår det ikke rigtigt. Har du hørt eller læst om portalerne? Disse magiske portaler, der forbinder vores verden med andres?" spurgte han i stedet.