Some time after...(Lori)

Lori så på Sean og sukkede lidt da han begynde at komme med alle disse forklaringer. Om at det ikke kun var Loris skyld, og at Lori ikke skulle være så hård ved sig selv. Og Aaaalt det han altid sagde når Lori enden prøvede at undskylde eller for den sags skyld takke Sean.
Han mærkede puffer, men kløede sig bare lidt opgivende i håret.
"Sean.. beklager det jeg kommer til at sige nu.. men..." Han så på ham med et lidt opgivende udtryk "kan du ikke bare holde kæft, og tage imod min undskyldning?" Spurgte han. Dog var der intet i hans stemme der lød vredt eller upehøvlet, selv om selve ord valget måske kunne være det. Og han havde da også et blidt smil på læberne.
Han vende sig mod ham "jeg undskylder eller takker dig ikke for at skuffe røv på dig!.. jeg gøre det fordi jeg prøver at vise sig at jeg oprigtigt holder af dig, og rent faktisk tænker på de de fleste ville kalde for følelser! Nogle som jeg ved du engang har fået såret.." sagde han og trak let på den ene skulder. "En gang i mellem, så bare prøv at sige tak, det er okay at tage imod det, uden en masse forklaringer" sagde han blot. Og virkede pludselig slet ikke til at være denne forsigtige og høflige Lori.

Han lyttede til de ting Sean forklarede. Okay, så han havde altså også børn der ikke var hans? Han havde svært ved at se Sean som en far, men det var måske indtil man lærte han at kende. Hvem ved.

Han så langt mere intrasseret ud da Sean begynde at tale om disse portaler. Han nikkede lidt "jo! Jeg har ledt om dem?" Nævnte han blot og sad helt forgabt og spændt på de Sean nu skulle til at fortælle. Han havde læst om disse portaler. Men aldrig rigtig hørt nogle sige noget om dem. Men Sean havde levet i mange år! Og det skulle ikke undre Lori hvis Sean vidste alt der var at vide om dem.

Hans kolde mørkegrå blik faldt på Lori med en larmende stilhed. Han var faktisk træt af undskyldninger...Hvorfor kunne folk aldrig bare tage imod noget? Hvorfor var det kun ham, der skulle accepterer en masse lort? Det havde sikkert ikke været Loris mening, men han havde ramt en nerve.
Han rejste sig op. Hans bevægelser var langsomme og rolige, hvilket i dette tilfælde ikke burde være beroligende. Han rettede en anelse på sit tøj, før han så på Lori igen med det samme kolde blik.
"Jeg har intet andet gjort end været til hjælp. Forklar mig præcis hvor, jeg ikke har levet op til dine forventninger? Fortæl mig præcis hvor jeg har gjort andet end være til hjælp? Og fortæl mig præcis hvor det gik fra at være til hjælp, til at være et tegn på at jeg...Ikke har følelser?" Hans øjenbryn gled op i panden på ham. Ud fra Loris måde at sige tingene på, lød det som om Lori mente at Sean ikke havde følelser. Enten det, eller at Lori havde en mening om hvordan Sean forholdt sig til sine følelser. Han havde ikke brug for at folk dømte ham, bedømte ham, uden rigtig at kende noget til noget som helst!
Havde han ikke været hjælpsom? Havde han, næsten uanset tiden på døgnet eller problemet, hjulpet Lori? Hvad gjorde ham så fortjent til disse ord, denne tvivl på hans karakter? Måske mente Lori ikke at han viste hensyn til Loris egne følelser. Måske var det der problemet lå. Han hjalp ikke godt nok, eller forkert. Men hvorfor havde Lori så overhoved lukket ham ind til at starte med?
Jo mere han tænkte over det, jo mere vred blev han. En kold og stille vrede, der lagde sig som en kulde om hans skikkelse.
"Så du mener jeg er blevet såret. Præcis hvad hentyder du til?" forlangte han også at få svar på. Hvad gav desuden også Lori retten til at påpege det? De fleste blev vel såret på et eller andet tidspunkt, men han erindrede ikke at have vist, fortalt eller oplevet noget af den slags, mens Lori var i nærheden. Eller havde han virkelig allerede glemt det? Hans hjerne kæmpede for at huske det. Huske alt han havde oplevet eller snakket om i nærheden af Lori.
Nej. Han gad ikke dette. Dette ville sikkert bare ende galt. Ville ende galt, ikke måske. Han kunne allerede mærke det! Han var vred. Og når han var vred, skubbede han folk væk fra sig. Men det var jo også det bedste. Lori havde en masse andre i sine omgivelser, der kunne hjælpe ham, så Sean skulle nok have trukket sig noget tidligere!
Alligevel bevægede han sig ikke ud af stedet. Al samtale om portaler var forduftet fra hans tanker og derfor fik det spørgsmål aldrig et svar. Han burde hente sine støvler og gå. Men han kunne ikke bevæge sig.

Lori blev noget chorkert. Sean formået at dage op, uden virkelig at gøre det. En alt for rolig tilgang til det uvejr man kunne mærke begynde at trække op. Hvorfor ende Lori altid med at sige det forkerte. Bedst som han troede at han var ved at forstå Sean bare en lille smule, bedst som han troede at de havde den slags venskab han brænde sådan efter. Så smed han selv det hele på gulvet. Han hørte Seans ord og spørgsmål og blev mildest talt chorkert over dem. "Jo du ha men.."
"Det jeg mente var.." han nåede ikke at svare på nogle af spørgsmålene før Sean havde stolt et nyt.
Da Sean endelig lod Lori tale, sukkede han lidt.
"Sean... Det var jo ikke det jeg mente!.. du har været til så meget hjalp for mig.. jeg prøver bare at sige jeg er taknemlig.. men hver gang jeg prøver at udtrykke de, så siger du jeg skal lade vær, så undskylder jeg igen, og det beder du mig også lade vær med" han slog armene ud.
"Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal gør!." Erkende han. Han sukkede. "Jeg mente ikke at du ikke har følelser, det ved jeg du har!.. men.. det er bare som om du helt ikke vil have de kommer frem" prøvede han at forklare.

Han så på Sean med et undskylde blik. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op. Hver eneste gang han prøvede på at lære Sean mere at kende gik det galt. hver gang ende de med at blive uvenner. Han fik såondt i maven at det, at selvom han var i sit eget hus, så frygtede han endnu en gang at blive smidt ud.
Han så lidt op på han da han spurgte hvad Lori mente med at Sean var blevet slået.
"Jeg er ikke dum Sean... " Mumlede han blot. "Man går ikke ned som du gjorde i Dragons peak uden man er blevet såret på den ene eller anden måde" forklarede han.

Han sukkede og rettede sig lidt mere op. "Det her var ikke min mening... Jeg.. " han vende kort blikket ned. Men vende det langsomt op igen. Jeg er kommet til at holde af dig Sean.... Måske også mere end jeg selv vil være ved" nævnte han så. Han slog lidt opgivende ud med armene "måske var det derfor det ramte så hårdt, at jeg i virkeligheden ikke ved en skid om dig... Og hver gang jeg prøver.. så ender vi med det her" sagde han så.
Han sukkede lidt, men tog så en indånding "intet af det jeg har sagt har været ment for at såre dig! Alt din hjælp har hjulpet mig mere end noget som helt andet! Og din bekymring for mig gør mig virkelig glad! Du er en fantastisk omsorgsfuld person.." han så op på Sean "men det får mig også til at føle at du ikke ser mig som en mand... Men end lille dreng" erkende han.

Han tog et par skridt bag ud, men vende så rundt for at gå ind i soveværelset. Han måtte vidst hellere få noget tøj på. Han stoppede dog og så tilbage på ham da han stod i døren. "Jeg prøvede måske bare at fortælle dig, at du ikke altid behøver anstrænge dig så meget i nærheden af mig..." Sagde han inden han vende for at ville gå ind og få noget tøj på.

Han var stille. Både i ord og i handling. Lori fik sagt alt det han havde brug for at sige. Da Lori forsvandt ind på sit værelse, bevægede han sig endelig. Han vendte sig ind mod bordet, med hænderne placeret på det. Han lænede sig ind over det og med hovedet sænket, trak han vejret dybt flere gange. Hele hans krop rystede og han havde flere grunde til at ønske kontrollen tilbage. Kontrol var alt for ham. Kontrol af sit ydre, kontrol af sine følelser og tanker, kontrol med sine omgivelser. Uden kontrollen var der intet. Det var næsten det sværeste. Han kunne ikke altid styre folk omkring sig, selv om han var blevet god til det. God til at styre en samtale eller god til at gennemskue, hvad der kunne få folk til at gøre som han ville. Han kunne ikke udelukke at han brugte det mod alle, selv dem der var ham nærmest. Det var et spil for ham, men det var også en vane, et forsvar.
Hvorfor sagde de også alle det samme? Alle sagde det samme. Åh, Sean, vi kender dig ikke! Åh, du lader aldrig nogen ind! Du kan stole på mig! Jeg holder af dig...
Og så gik folk. Netop som han besluttede sig for at lukke dem, for at vise dem hele den verden der var hans, skred folk og kom ikke tilbage. Ikke engang et brev.
Var det så slemt, at han ville undgå det igen? Uanset hvor ensom han kunne føle sig, var det så så slemt, at han prøvede at beskytte sig selv?
Han rettede sig op. Modstod lysten til at slå i bordet. I stedet slog han armene om sig selv og holdt krampagtigt fast i sine overarme. Han fik over til det nærmeste vindue og kiggede ud på natten.
Inden Lori kom tilbage ville han være rolig. Der ville han have kontrol igen. Men hvad skulle han sige?
Han kunne ikke bare ignorerer det. Det ville ødelægge deres venskab, hvis det ikke allerede var røget fløjten. Han trak vejret dybt igen og slap snart sit tag i sig selv. Lod armene glide over kors i stedet, som et fysisk værn mod hans omgivelser. I sådan en situation kunne han godt føle en smule klaustrofobi. Som om at udenfor var det eneste rare sted at være. Måske fordi man kunne vende sig og gå. Forsvinde.
Nu vandrede hans tanker igen...
Han nåede så langt i sine tanker, at han bare kunne stå stille og se ud af vinduet. Han fik styr på sin vrede, et uhyre han ikke altid kunne kontrollerer. Han vidste ikke om Lori var hurtig til at få tøj på eller gjorde sig langsom. Han vendte sig ikke om igen, da Lori kom tilbage.
Jah. Lori havde ret. Det var sket før...Sidste gang Lori havde fortalt ham sandheden. Han skar en svag grimasse for sig selv.
"Du skal ikke gøre noget. Er det så svært at forstå?"
Han mente at have hørt en lyd. Formentlig var Lori tilbage...Og hvis han tog fejl, talte han til sin egen refleksion i vinduet.
"Du skal ikke takke. Du skal ikke undskylde. Det er faktisk en leg, ved du nok. Nogen siger tak, man slår det hen i beskedenhed"
Det at hjælpe var efterhånden kun blevet et problem. Både Lori og Razor teede sig tossede over det. Alle forlangte et svar på hvorfor Sean hjalp, men han havde ikke et svar, så kunne folk ikke bare være glade for at modtage hjælpen? Hvorfor gøre det til et problem...Burde han bare helt lade være?
"Folk forsvinder. Først som man tror man har styr på det. Man er glad og man er lykkelig, aldrig kunne tingene gå bedre. Man åbner virkelig op og beslutter sig endelig for at gøre dem til en fast del af ens liv...Og så forsvinder de bare. Kommer ikke tilbage. Intet brev, ingen ord. Bare væk. Man bliver træt af det. Det er et mønster der gentager sig. Men jeg er ikke så dum at jeg bliver i det mønster...Jeg vil ikke gentage det"
Var det hans skyld? Måske hadede folk ham. Måske, når de først indså eller fik et indblik i de ting han havde gjort, besluttede de sig for der ikke længere var en grund til at blive. Eller var det fordi han var så...Langsom? Han brugte lang tid på den slags. Så folk an, lærte dem at kende, før han besluttede sig for om han ville åbne op og i så fald, hvor meget. Hvem ville ikke få en depression over den slags?
Men han havde det bedre nu.
Han vendte sig om.
"Jeg burde gå"

Det var ikkefordi han gjorde sig langsom. Han tog faktisk noget forholdsvis enkelt på. Et par sorte bukser, og en grå skjorte. Han havde bare fødder
Han nåede knapt at kommeud i stuen igen før han hørte Seans ord. Han så lidt ned. Han skulle ikke gøre noget. Nej.. det var efterhånden fiaset ind hos ham. Han gik roligt er til bordet, lod sine finger stryge over bogens omslag mens Sean talte.

Han vende dog blikket op mod ham som han pludselig kom med noget der fra Sean af var VIRKELIG personligt. Og Lori havde vidst haft ret. Sean VAR blevet såret. Han lyttede til havde han sagde. Og kunne ikke lade vær med at føle, at jo mere han og Sean talte sammen. Jo mere havde de til fælles. Nej han havde ikke prøvet det samme som Sean. Men de var begge der hvor de havde prøvet at føle for meget for en, lukke dem ind i håbet om at man kunne beholde dem i sit liv. Lori havde heldigvis fået lov til at holde vedkommende i dit liv. Men lang fra på den måde han havde ønsket. Og han havde besluttet sig for at det ville han ikke ud for igen.

Så da Sean sagde at han ikke ville gentage det, trak Lori en smule på skuldren. "Okay" lød.det blot fra ham. Hvad mere var der t sige? Jo han kunne godt komme med en masse fine og kærlige ond. Og han kunne godt komme med en masse ynk og medlidenhed.. men noget sagde ham, at det ikke var det Sean søgte her. Måske bare forståelse.

Da Sean sagde han burde gå, rystede Lori på hovedet. Han gik over til Sean, og stark armen under Seans og trak ham med mod bordet. "Nej... Du burde sætte sig ned, og fortælle mig om de der portaler" sagde han. Som om deres tidligere samtale var gemt.
Han havde ikke tænkt sig at presse Sean! Det havde aldrig været hans hensigt. Lang fra.
Han satte sig ned og så op på Sean "Jeg vil virkelig gerne have du bliver! Men jeg vil ikke tvinge dig" sagde han så.

Okay? Okay?
Han forstod pludselig Razors frustrationer. Den stemning, der havde drevet Razor så langt, at han havde mistet det og var gået amok. Mere eller mindre. Begyndte at slå alt og alle ihjel, til Sean endelig havde stoppet ham og fået styr på situationen igen. De havde sloges. Sean havde måtte bruge sin ene evne til at stoppe Razor, der til gengæld havde bidt og lammet Seans ene arm. Og måske var det hele startet af det okay. Razor havde delt noget. Noget...Der nok havde været svært eller personligt for ham at håndterer. Og Sean havde kun svaret okay. Han kunne se det provokerende i det. Som om den der lyttede i virkeligheden var ganske ligeglad.
Men hvad havde han forventet?
Alligevel følte han sig skuffet. Han havde måske et eller andet sted forventet en reaktion eller et ord. Bare noget!
Så midt i det hele fik han ikke gjort modstand, før han pludselig sad ved bordet igen. Ohhh...Lori måtte være så tilfreds med sig selv. Var de ikke alle det? Alle snød ham. Legede med ham. Razor gjorde det også. Lori gjorde det. Lige nu, nok de eneste to personer han egentlig beskæftigede sig med privat. Ud over Nephthys...Men Nephthys var noget helt andet.
Han så tomt på Lori. Indsigten i dette lammede hans reaktionsmønstre og hans følelser. Før han vidste af det, sad han og svarede Lori, som om intet var galt.
"Portalerne er magiske og forbinder vores verden med andre dimensioner. Jeg hører slet ikke til i denne verden. Jeg kommer fra en verden, vi selv kaldte "Jorden". En verden med en helt anden historie, helt andre væsner og helt anden teknologi. Men i dag er portalerne få og sjældne. De kræver meget energi og de kræver held. Man kan ikke altid bestemme hvor de går hen. At rejse tilbage kan være umuligt. Men nu havde jeg aldrig tænkt mig at forlade denne verden igen. Den er blevet mit liv"
Han burde slå ihjel. Han burde slå Razor og Lori ihjel. Sat en stopper for det hele. Men han kunne ikke. Han havde ikke kunne gøre det...Fordi han holdt af eller bekymrede sig for dem. Hvor ofte ville han ikke lade sig trampe på, fordi ordene eller handlingerne kom fra folk han ønskede at have i sin nærhed? I stedet led andre for det. Alle andre Sean fik fingrene i. Andre kunne dø og det ville hjælpe lidt.
Det var hvad han var, trods alt. En dæmon. Et rovdyr. Og lige nu gik det hele ham på.

På den ene side var det en lettelse at Sean blot fulgte med over og satte sig. Men så alligevel ikke. Han havde så meget han gerne ville sige. Svar til det Sean lige havde fortalt ham. Men han var bange for igen at sige noget forkert! Igen at sige noget der kunne gøre kløften større.
En kløft han følte at han selv fodrede med kræft til at revne mere og mere. Under alle andre omstændigheder ville Lori være dybt fascineret og ivrig for at vide mere om det Sean forklarede. Men lige nu, der sad han blot og betragtede Sean. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op.
Han øjne studerede ham, forsøgte at finde et svar i Seans ansigt. Men det var der ikke.
Ikke ud over at han bestemt ikke så glad ud. Han så nærmere ud som om han i virkeligheden helt ville væk fra det hele.
som om han ikke rigtig havde lyst til at være i nærheden af Lori. Det gjorde ondt i maven og brystet. Og han havde virkelig lyst til at sige noget. Men hvad.

Til sidst kunne han ikke mere. Han så ned. ”jeg ved ikke hvad jeg skal sige… jeg vil ikke gøre dig vred igen.. jeg vil så gerne sige noget der kan gøre det godt igen, men… jeg kan ikke” erkende han. Han så på Sean. Hvorfor skulle det være så svært det her? Det var som om lige meget om han prøvede at gøre noget godt, eller om han prøvede at sige noget der ikke blev for følelses kvalt, så gik det galt hver gang.
Sean var som den der ting man helt vildt gerne ville have, men ikke kunne få. Selvom han sad lige der, så var det næsten som om han ikke kunne røre ham. Og hver gang han prøvede, så brænde han fingerende.
Han ende dog med at rakte hånden frem, og lade den hvile på Seans hånd. ”jeg ved godt du ikke er meget for at lukke folk ind, eller stole på dem… men.. ville håber bare du en dag vil give mig en chance” sagde han roligt, og smilede en smule kærligt, som Lori nu en gang kunne.
”og indtil da… så skal jeg nok lade vær med at spørge.. Indtil da, så er vi bare… hvad vi nu er.. 2 dæmoner der kender hinanden” blikket hvilede på Sean.
”hvis du gerne vil gå, så forstår jeg det godt… og det kommer ikke til at ændre noget.... selvfølgelig håber jeg du bliver lidt. ” sagde han så. Han rettede sig lidt op, lod hans hånd trække sig blidt fra Seans.
”jeg vil gerne stadig modtage din hjælp hvis du stadig vil give mig den når jeg har brug for det, og ud over det, så vil jeg gerne bare mødes, tale, om de kedelige ting i vores liv, eller om dem der betyder mere, det er ikke vigtigt” sagde han så.

Han tog thekanden og konstaterede at theen var kold. Han smilede til ham ”jeg håber du ved, at jeg også vil gøre alt jeg kan for sig” sagde han roligt.

Og så handlede det heller ikke om portalerne længere. Var der noget at sige til han efterhånden var ved at blive forvirret?
Han lænede sig ind over bordet og hvilede hovedet i hænderne. Normalt ville han aldrig sidde sådan, vise sig fra en lidt mere svag side, men lige nu var der intet andet han kunne gøre. Selv om Lori sad lige foran ham, følte han alligevel han måtte kæmpe med det hele alene. Hans humør, hans mening, skiftede nemt i sådan en situation. Men alligevel drev Loris ord noget af hans indre vrede på flugt.
Hvem skulle vide det? Tænk han var så modtagelig over for enkelte ord. For sætninger, der ofte blev misfortolket. Det havde et eller andet sted, altid været et af hans problemer.
Til sidst lænede han sig tilbage igen, med en hånd på bordet. Da Lori lagde sin oven på, hvilede hans blik på Loris hånd. Var de virkelig bare venner? Nogle gange kunne det næsten føles som mere. Men måske var det bare ham. Fra Loris side var det jo som om han behandlede ham som et barn...
Gosh. Han var jo mindst lige så forvirret som Lori var og alligevel var det ham der skulle finde alle svarene!
"Det kommer ikke til at ske. Det ved du godt, ikke?" Hans blik hævede sig og mødte Loris.
"Jeg vil aldrig sige noget, hvis folk ikke selv spørger ind til det. Nogle gange er det ikke det at få spørgsmål og svarene...Nogle gange er det folks reaktioner" Han rystede på hovedet. Hvad var det han sagde? Lori havde det svært nok, med hele den døde dame-ting. Nu skulle han også bekymre sig for Sean, måske på det værst tænkelige tidspunkt af dem alle.
"Det er forvirrende...Jeg har ikke alle svarene..." sagde han så og så væk igen. Kunne man bare gå tilbage, lade som ingenting og fortsætte som om man slet ikke havde fået et blik ind i sjælen på den anden? Det virkede næsten dumt. At prøve. At skulle passe ind i et skuespil, det skuespil der hed livet.
Men det var måske også det bedste.
"Jeg er ikke nem" Han sendte Lori et svagt smil, selv om det aldrig voksede særlig højt.
"Beklager...Nu endte jeg vist mere som endnu et problem, i stedet for at lette dit sind oven på sorgen..." Han slog let ud med den ene arm. Det virkede akavet at blive, men et eller andet sted vidste han heller ikke om han ville gå. Måske var han slet ikke i stand til at tage nogle valg lige nu. Sådanne tidspunkter kunne alle få, kunne de ikke?
Når tingene endelig blev personlige, reagerede han sådan her. Hvad måtte folk ikke tro om ham? En mand der ikke havde styr på en skid. Et kaos, som folk helst ville undgå, fordi de havde nok i deres eget eller blot ville undgå det. En svag mand, der lod som om han stod højere end han gjorde. Han kunne nok ikke betænke folk i den slags fordømmelser. Hans blik fulgte Lori, da han rejste sig op. Han havde lyst til at rulle sig sammen til en kugle og slappe af. Lukke øjnene og lukke verden omkring ham ude.
"Skal jeg hjælpe?"

Loris blik faldt på deres hænder som Sean sagde at det ikke ville ske. Det vidste Lori jo i virkeligheden godt. Han vidste godt at Sean ikke ville sige noget hvis ikke Lori selv spurgte. Han nikkede lidt ”det ved jeg godt” konstaterede han. Han vidste jo godt at Sean ikke på magisk vis ville åbne sig og fortælle det hele. Han hørte hvad han sagde med at det oftest var folks reaktioner. Ja, dem ville han gerne tro kunne være sårende. Især hvis folk faktisk ikke kunne tåle at høre svaret på det de havde spurgt om.
Det var lidt svært det her. Han prøvede lige nu at overbevise Sean om at de bare kunne være venner, og ikke behøvede snakke om alle de her følelser. Men det var lidt svært, når han ikke engang selv troede på det. Som han havde sagt, han var begyndt at holde af Sean, også mere end han måske selv ønskede.
Men det kunne han ikke sige! Han kunne sikke fortælle det til Sean, særligt ikke efter han sidst have fortalt Sean at han ikke gjorde sig i følelser af den slags. Men… han var jo heller ikke forelsket i Sean. Han.. følte.. bare.. mere. når han så på Sean så han ikke en ven. Han så noget mere.. men han anede ikke hvad.

Han smilede blidt til Sean da han sagde at han ikke havde alle svarende. ”måske behøver du heller ikke at have dem alle” sagde han roligt. Måske var det ikke meningen at Sean skulle have svarende på det her. Måske var det ikke meningen at han skulle klare det hele selv. ”som du sagde til mig.. måske er det ikke meningen du skal klare det hele alene” sagde han og trak på skuldrende.
Han smilede bare en anelse mere da Sean sagde at han ikke var nem. Det måtte han give ham ret i. Men hvem var det? Hvilke personer var lige til? Han var ikke selv en af dem, Reign var ikke en af dem, Razor var BESTEMT ikke en af dem.. så hvorfor skulle Sean være det? Hvorfor var det at Sean skulle være perfekt når ingen andre var det.
Han rystede lidt på hovedet da Sean beklagede, og mente han ende som et problem.
”du kommer aldrig til at være et problem Sean.. og.. det hjælper faktisk” sagde han og smilede lidt ”det hjælper.. ikke for at træde i det, men det er rart at det ikke kun er mig, der kan have ting at tænke på” sagde han roligt.

Da han havde rejst sig og var ved at varme noget mere vand, vende han hovedet halvt, og så på Sean med et roligt smil. ”gerne” svarede han da han fik tilbudt hjælpen.
Han stod og kiggede i det ene skab. Han var sikker på der var en anden the i skabet. Han kunne lide den de drak, men havde bare lyst til noget andet. Han fik øje på den i skabet og tog den ud. Han sagde ikke så meget. hvad skulle han sige.
Dog skævede han lidt mod Sean. Han kom dog på noget ”du ved i forvejen en del om mig… men.. er der andet du vil vide? Du kan spørge om hvad som helt” sagde han roligt.

Han sad lidt og overvejede det. Hans mest naturlige reaktion, når tingene kom for tæt på, var vrede. Skubbe alt og alle væk, afreagerer ved at slå omkring sig, om det så var på ting eller personer. Denne gang var det heldigvis ikke gået så slemt. Men i virkeligheden var han på det sidste kun blevet mere og mere forvirret. Han havde arbejdet på at være alene, men nu pressede folk sig ind igen. Det kunne godt være de sagde de ikke ville...Men det var det de gjorde. Og Sean ville gerne have dem der, det var bare...
Han havde ingen afsluttende ord om det.
I stedet smilte han svagt for sig selv. Han var faktisk ret dobbeltmoralsk. Sådan var det bare. Måske blev det nemmere, hvis...Når...Nej, hvis...Han erfarede at Lori ikke bare ville forsvinde? Han vidste det ikke. Men det var en mulighed. Et eller andet sted håbede han det. At Lori ville blive. Men på den anden side hadede han sig selv for det håb. Men det var bare ikke til at slå ned, da det først var dukket op.
Han rømmede sig svagt og prøvede at sende Lori et større smil. Han vidste snart ikke hvad han skulle sige selv, så i stedet rejste han sig op og gik med ud i køkkenet. Gav sig til at tømme thekanden og skylle den igennem, så de kunne få en ny kande the.
"Tak" sagde han så bare, uden rigtig at specificere for hvad. Lori havde jo påpeget man godt bare måtte sige tak. Lige nu var det nok for at Lori ikke bare lukkede døren i hovedet på ham, men gav ham en chance. Havde lyttet, trods alt og ikke bare valgt at besvare det hele med et okay. Ikke helt, i hvert fald.
"Jeg har mange ting at tænke på. Men det er rart at tænke på andres problemer" afslørede han så. Det var som om han ønskede at sige mere, nu hvor han endelig havde fået hul på det. Hvornår fik han ellers muligheden igen? Hvornår kunne han tage sig sammen til det en anden gang? Og samtidig var han stadig bange for at sige for meget.
At tænke på andres problemer, holdt hans egne på afstand. Mest af alt ensomheden. Han mærkede ikke ensomheden når han arbejdede. Mærkede intet, når han arbejdede. At arbejde var så rart.
"Der er ikke mere jeg vil vide...ikke lige nu. Lige nu...Hvis jeg skulle have et ønske...Vil jeg bare gerne slappe af. Tale om alt eller intet. Intet bestemt, intet der skal få en af os til at bryde sammen på den ene eller anden måde...Tror du vi kan gøre det?" Hans blik gled over til Lori et øjeblik, mens han rystede det sidste vand ud af kanden og stillede den på bordet igen. Han gik over for at tage kedlen og fylde vand på den.
Han rømmede sig svagt.
"Hvilket minder mig om. Du burde virkelig gå ud og få et måltid mad. Nu ser du jo også helt tiltrækkende ud igen, jo" bemærkede han og håbede drilleriet var til at spore i hans stemme.

Han blev helt overrasket over det meget lille ord der pludselig kom fra Sean. Et enkelt ord, uden en masse forklaringer og fylde ord, og alligevel sagde det alt. Han smilede over det.
”til hver en tid” nævnte han blot. Og havde ikke i sinde at sige mere. Ikke ødelægge det fine i så enkelt et tak. Plus, han ville ikke lige frem virke som om han tværede i det at Sean lige havde lagt nogle af sine idealer.
Han måtte give Sean ret. Det var langt nemmere at tænke på andres problemer end på sine egne. Og det var også mere behageligt. Det var aldrig sjovt at tænke på sine egene problemer. Og efterhånden var han ved at forstå at det ikke var lut og lagkage at være en rig og tidligere hersker af dragons peak. Plus der jo var så meget mere enden.. hans blik gled op på Sean. Det var faktisk løgn! Sean var ikke nogle lukket bog. Han var nærmere bare en af de der tykke bøger, med meget lille og krøllet skrift. En af dem de fleste ikke mangtede at starte på, da de på forhånd vidste at det ville opgive på forhånd efter det første kapitel. Men Lori var som altid en af dem der ikke kunne vente med at få åbnet den bog og læst det hele igennem. Men han var også klar over at han måtte være forsigtig med en, for hver og en eneste side var skrøbelig, og kunne gå i stykker meget nemt.

Hans blik ramte Saen med et forstående smil da han sagde der ikke var mere han ville vide lige nu. Han lagde dog hovedet en smule til siden af Sean sagde at han havde et ønske. Han kunne ikke undgå at smile over det ønske Sean kom med. Han nikkede lidt.
”det lyder som et godt ønske” nævnte han bare inden han puttede tebladende i vandet og satte låget på så de kunne trække efter Sean havde fyldt kanten. Han så på ham da han snakkede om med. Og kom med et skævt smil. og lod tungen køre langs indersiden af underlæben og så lidt strengt på Sean dog stadig med smilet over læberne.
”jeg ved ikke hvad jeg skal ligge mest vægt på i den sætning.. at du syntes jeg ser tiltrækkende ud… eller at du fornærmer det udsende jeg havde tidligere?” sagde han så og kunne ikke helt lade vær med at grine.

Han trak dog på skulderen. ”jeg kan spise i morgen” sagde han roligt. Han tog kanden, og så på Sean. Han gik ind og satte kanden på bordet. Han så på bogen der stadig lå der efter Sean havde læst i den. ”intrassere du dig for gudedomme?” spurgte han og satte sig selv ned. Han tog bogen op, det var længe siden han havde læst den sidst. Han lagde den foran Seans plads igen ”du må gerne få den” sagde han roligt. Han trak sine ben op til sig, og så på ham. ”jeg har læst den et par gange, men jeg havde næsten glemt den mellem alle de andre” sagde han og så rundt i stuen og på de ufatteligt mange bunker af bøger. Han grinte lidt. ”jeg er lidt af en samler, og jeg nænner ikke rigtig at skille mig af med dem igen” erkende han

Han grinte svagt. Sean ville nok ikke føle sig helt jubel-glad ved at blive sammenlignet med en gammel bog. Heldigvis vidste han intet om den tanke og levede i lykkelig uvidenhed. Sean selv følte sig ikke nødvendigvis gammel, han havde bare en trang til at vide en masse ting og endte altid med at stå med den viden, som folk havde brug for. Hans interesser var mange og han læste en del. Han gav sig også gerne i samtaler om filosofi og den slags, hvis muligheden endelig bød sig. Men man kom heller ikke udenom at han faktisk havde levet...Ja, han nærmede sig vel de 800 år. Hvad var der til? 40 år? Men taget i betragtning han havde mødt meget ældre væsner, kunne Sean endnu føle sig ung.
Nu skulle kedlen bare være varm, så kunne de få sig noget nyt the. Han gik med ind i stuen igen, der stadig var lige rodet. Hvordan havde han overhoved fundet en vej til et vindue? Endvidere set ud af vinduet? Nå. Det betød ikke noget nu. I stedet satte han sig en smule tungt og trak sine ben op, så hans fødder hvilede på en stol ved siden af sig. Han så på bogen et øjeblik og trak så på skuldrene.
"Jeg interesserer mig for mange ting. Historie, filosofi, religion. Mit job går jo ud på at vide en masse og det er ikke tilfældigt valgt. Jeg er ret nysgerrig" Han smilte lidt af det. Hans ene hånd gled frem og lagde sig på bogen. Fulgte dens forside et øjeblik.
"Jeg samler også på bøger. Sjældne bøger, almindelige bøger. Men alle nogle der indeholder informationer. Rapporter. Tanker. Ikke så meget fiktion. Ikke medmindre det er gamle myter eller legender, som alligevel forklarer noget om hvem vi er" bemærkede han.
"Jeg er ikke selv religiøs, dog. Men andre tror på det. Derfor vil jeg gerne vide hvad det går ud på. Hvad med dig?"
Der. Det var langt mere behageligt og overskueligt, når det var små ting som disse. En lille ting, som alligevel gav Lori lidt. Måske kunne de alligevel have en hel behagelig samtale.
Der lå dog også mere til hans interesse. Muligheden for at bruge det imod folk, for at manipulerer med dem. Viden var nøglen til den slags. At aflæse folk og situationer, hvilken han normalt var ret god til. I hvert fald når det ikke omhandlede ham selv.
"Tak. Men lad os sige jeg låner den...Jeg kunne ikke tage imod den. Jeg har selv penge til at købe en, hvis det er. Jeg har sikkert en der minder om den derhjemme" sagde han så og sendte Lori et lille smil, for at lade ham vide at han skam ikke manglede taknemmelighed for tilbuddet.

Lori smilede som Sean forklarede. Det var faktisk rart på denne måde lærte han noget om Sean, dog uden at det var ubehageligt for nogle af dem. Eller…. Det håbede han i hvert fald ikke. Men det virkede ikke sådan på Sean. Han sad slev og så på bogen som Sean forklarede. En ting havde han dog hurtigt lært om Sean. Han gik meget op i hans arbejde. Meget op i at han var den bedste til det han nu lavede. Han kunne ikke undgå at smile da Sean sagde han også samlede på bøger, og det kildrede allerede i fingrene da han forklarede hvilke slags bøger det var.
Den der bare havde råd til alle de bøger.
Det var nu egentlig en god grund han havde. Lori selv var ikke religiøs, det var han stoppet med efter han var stukket af fra Sunfurry.
”jeg tror ikke rigtig på noget mere.. Det gjorde jeg før, mine adaptiv forældre troede på Elona’dal og Del’sharka” forklarede han.
”børnehjemmet lærte os også om dem, og derfor kende jeg lidt til det. Men da mine pleje forældre var døde, og jeg stak af fra Sunfury.. droppede jeg det” forklarede han.

Lori havde aldrig talt om Sunfury sådan rigtig før. Og normalt talte han heller ikke om det. Men der var ve den kræft Sean havde. Lori følte sig tryk, sikker, og derfor glemt han ofte ømme punkter.
Han så på borgen. ”men jeg syntes det er spændende læsning.. men sådan har jeg det med næsten alt der kan læses” grinte han lidt.
Det her var rart. Måske var de i virkeligheden i stand til at føre samtaler hvor ingen af dem var i en ubehagelig situation.

Han smilede bare da Sean sagde han blot ville låne bogen. Han nikkede og lagde sine arme lidt om sine ben. Han vidste godt at Sean mente det godt, og ikke som en utaknemlighed. Men han havde ret! Han ville have pengene til at købe den selv. Og ja han havde sikkert en der handlede om noget af det samme. Han smilede bredt ”lov mig at jeg må komme og besøge dig når du får fyldt det med en masse sjældne bøger” sagde han med et bredt smil, og næsten bedende øjne. Åh hvor ville han gerne læse i nogle af dem.
Han sukkede også lidt. ”måske skulle jeg også tage forbi butikken i morgen, og fortælle min Chef at jeg rent faktisk er i live” grinte han lidt. Han så lidt rundt i rummet.
Nu hvor han havde sovet, fået et bad, og i det hele taget havde det bedre, kunne han slet ikke fatte at der så sådan her ud. Han vende så hovedet mod Sean igen ”har du forresten fået ansat nogle tjenere og sådan? eller er det stadig din pingvin mand der står for det hele?” grinte han lidt. Han kunne virkelig ikke tænke på Seans butler som andet end en stakkels forvirret pingvin.

Hans ene hånd hvilede på bogens omslag og for en stund kunne han slet ikke kigge væk fra den. Som om bogen var behagelig at kigge på og sikrede freden i hans indre.
Sean havde altid haft sine bøger. Da han blev født, havde det været i en tid hvor læsning var sjældent. Men da han først var stukket af hjemmefra og havde fået muligheden at lære og læse og skrive, havde der åbnet sig en helt anden verden for ham. Måske var det også et forsøg på at flygte fra et eller andet. Lige for tiden virkede alt, Sean gjorde, som om han prøvede at flygte fra en hel masse.
Hans hånd gled op til panden et øjeblik. Han var helt træt af at tænke på det. Alle de problemer han selv havde og ting, der bare aldrig blev bedre. Han mente selv han havde en god selvforståelse, men han havde ikke viljen til at ændre på tingene. I stedet var det nemmere at skubbe alle fejlene væk og lade som om de slet ikke var der. Til nogen fandt dem frem og viftede med dem for næsen af ham, i hvert fald.
Sunfury. Han havde selvfølgelig været der, men byen havde aldrig meget for ham. Han havde en smule kontakt med deres kongeligheder, da han var hersker af Dragons Peak, men det var så lidt, at de stadig var som fremmede for ham. Blot nogle navne.
"Du må gerne komme og læse. Men jeg skal have samlet mig en ordentlig samling ingen. Alt den flytten frem og tilbage har fået bunken af bøger til at skrumpe lidt, af en eller anden årsag. Og de fleste bøger jeg har, står endnu i en masse kasser på mit bibliotek" Han havde nægtet Tim at røre ved dem. Han ville selv sætte bøgerne op, for han havde sin eget orden og brug for at vide hvor hver enkelt var. Men det var som om at han ikke havde haft tid til at fordybe sig i det. Der var altid andre ting, ting der var mere interessante, fordi de ikke skete i et tomt hjem.
"God ide. Han virkede bekymret" meddelte han og sendte Lori det evige, lille skæve smil.
"Jeeg..." Hans blik gled rundt i rummet et øjeblik. Så trak han lidt på skuldrene. Satte fødderne på gulvet og rettede sig lidt op.
"For at være ærlig, er Tim død. Så lige nu har jeg hverken butler eller tjenere. Igen" Han sukkede svagt. Han havde været ved at oplære Tim i det og han havde da virket meget lovende. Ærgerligt han var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Ikke at han ville snakke om hvorfor. Det var for...Følsomt. For anderledes. For svært. Måske et tidspunkt hvor man skulle have været der, for rigtig at forstå hvad der skete. Noget der ikke kunne gengives med ord.
"Jeg er meget kræsen, med hvem der skal arbejde i mit hjem, så jeg har ikke fundet nogle andre, selv om der altid er folk der mangler arbejde. Nu må vi se"
Her sad de. To mænd. Den ene, der sad lavere i den sociale klasse og kun havde penge nok til sig selv. Og den anden, der leverede i de højere klasser og ved ked af at mangle en ekstra tjener. I et øjeblik kunne Sean se det absurde i det. Men så igen, han havde altid beskæftiget sig med folk fra alle klasser og sociale vilkår. De fleste af hans klanmedlememr kom jo fra Rotten Root eller omegnen.
"Har du overvejet at leje et værelse ud?" bemærkede han så. Det virkede ikke lige så forkert at stille spørgsmålet nu, som det havde gjort tidligere.

Lori lyste helt op da han fik lov til at komme og kigge i Seans Bibliotek når altså det var blevet fyldt. Han glædet sig allerede til det. Som et lille barn. Var der noget der kunne få ham op og køre og være helt vildt ivrig så var det bøger særligt sjældne eller gamle bøger. Og i det her tilfælde ville der sikkert være begge dele.

Loris smil falmede lidt, da han fik afvide at Seans butler var død. Han betragtede Sean. Gad vide hvordan han havde det med det her. Men han ville ikke spørge. For at læse ud af Seans udtryk, var det ikke noget der skulle vores i. Så det ville han heller ikke gøre. Derfor var det eneste der kom fra ham "det gør mig ondt" han vidste jo ikke hvilket slags forhold Sean havde haft til manden ud over at han var en koommende butler. Men om Sean var trist over det, eller om det måske bare vare uheldigt var ikke til at sige.
"Du må endelig sige til hvis du får brug for hjælp" tilbød han så. Nok var Lori ikke en butler, men han kunne alt det andet, gøre rent, vaske tøj og alt sådan noget.
Han forstod godt da Sean sagde at han var meget kræsen. Han kende det selv.

Han nikkede lidt da Sean spurgte om han havde tænkt på at leje et værelse ud. "Jeg havde overvejet det, men ligesom du er jeg ret kræsen med folk" sagde han som om det var helt naturligt. Og som om han ikke netop udtrsålede det stik modsatte. Lori virkede vel for mange som en fyr der bare åbnede armene og bød alle velkommen! Og ja! Det gjorde han også! Han kunne nemt tilbyde dem sin seng, sin mad, sin gæstfrihed og hans venskab! Ja endda hans penge.
Men det at bo sammen med en fremmed, eller med en der ikke tænkte som han selv, det kunne han slet ikke.
Han vende atter blikket mod Sean "jeg havde faktisk droppet det igen. Men så var der en kær ven der spurgte om han ikke måtte flytte ind for en tid. Og det har jeg takket ja til" sagde han med et smil.

Da vandet kogte hentede han det, og fik heldt det varme vand på kanden, så theen kunne trække.

Han havde et eller andet sted sat pris på Tim. Men der var visse ting man ikke selv var herre over. Han havde nu ikke været så tæt på manden, et det udgjorde et følsomt emne, det var mere hele episoden...Razor der havde provokeret ham. Ah! Måske var en god ting han var kommet ud af sit hus for en stund. Væk fra Razor, væk fra huset, væk fra det hele. Koncentrere sig om Lori. Lori, som udgjorde den mest betænksomme og følsomme af alle hans bekendtskaber.
Kære venskaber...Tænkt sig at have det. Folk påstod altid de ikke havde den slags, prøvede at beskytte sig selv mod den slags eller havde ingen. Men efterhånden virkede det som om Sean var den eneste i den situation. Hvad skulle han snart stille op med sig selv?
Oh well. Det betød ikke noget. Dette her var fint.
"Det er fint. Det ville være akavet at hundse rundt med en ven" bemærkede han og viftede let med den ene hånd.
"Der findes mange andre folk. Jeg finder nogle" Det var han i det mindste ret overbevist om. Han ville finde nogle, så snart hans hus var blevet roligt igen.
Han nikkede let. Det var klogt at leje ud. Gav lidt ekstra indkomst, gjorde huset mindre tomt.
Han så efter Lori, som denne kom op og gik ud for at gøre theen klar. Men selv om theen var klar, overvejede Sean faktisk at gå. Han rejste sig op og gik ind på Loris soveværelse. Sengen bar tydelige præg af at nogen havde sovet i den. Han gik om bag sengen for at fine sine støvler, som han trak på, før han vendte tilbage til stuen. Han sendte Lori et smil.
"Det lyder rart" bemærkede han så. Måske en enkelt kop mere. Ville det gøre en forskel? Han satte sig ned igen. Men for en gangs skyld havde han ikke et nyt samtaleemne. Han kunne ofte hive et emne op af en hat, men lige nu var han stille. Men for ham var stilheden ikke nødvendigvis ubehagelig. Den var bare.
Og dog.
"Har du egentlig en kæreste? Eller blot en partner? En eller anden af den slags?" Hans blik gled over til Lori igen. Han huskede at Lori havde benægtet den slags før, men alligevel havde Sean lyst til at spørge. Nysgerrig, vel. Lori fortjente en og han virkede alt for optimistisk af sind, til helt at udelukke noget af den slags. Måske kunne den slags ske for Sean - det med helt at opgive kærligheden og tanken om at der også var en til ham selv. Den tanke var efterhånden blevet modbevist en del gange, som folk også bare var forsvundet fra hans liv. Men Lori? Han kunne umuligt have oplevet noget lignende, og da slet ikke så ofte. Selv hvis han havde, havde Lori sikkert stadig kontakt med vedkommende. For Sean var det en total forsvinden, en hel udelukkelse og ensomhed.
For Lori var der håb. Han håbede det faktisk, for Loris skyld. En eller anden, der var hans lyse personlighed værdig.

Lori kunne ikke lade vær med at små grine lidt da Sean sagde at det ville være akavet at hundse rundt med en ven. Ja okay det måtte han nok give Sean ret i. Mens han var ude og hente theen, hørte han godt Sean bevæge sig der inde, og da han kom tilbage var Sean igen iført sine støvler. Så han var ved at gå? Han vidste ikke helt hvorfor men det gav en hvis nervøsitet i hans bryst. Det var jo ikke mærkeligt! Det var efterhånden blevet sent, og de havde snart drukket så meget the at det vel næsten ikke kunne indeholde mere. Han gik selv hen og satte sig.
Han lod blikket glide over alt rodet. Han kom ikke til at sove i nat, det havde han allerede besluttet sig for. Han ville havde ordnet alt det rod! Og maden kunne godt vente en dag mere.

Hans blik ramte Sean pludseligt, da der blev spurgt ind til hans kærligheds liv. Han blinkede et par gange med øjnene. Skulle de til at tale om deres følelser og privatliv igen? Han valgte dog ikke at sige noget til det. Han havde jo selv sagt Sean kunne spørge om hvad han ville. Han rystede roligt på hovedet.
”som sagt.. så er det ikke noget jeg gør mig i” sagde han mens han pillede et fnug af sine bukser. Han trak på skuldrede. ”det er bare lidt som om at livet som Incubusdæmon er lidt for kompliceret til den slags” sagde han blot.
Han kunne ikke komme i tanke om ret mange partner der ville have det fedt med at deres partner havde sex med en helt masse, også selvom det var for fødens skyld.
”jeg tror bare det er nemmere at lade vær… nemmere bare…” han sukkede lidt ”jeg tror det er nemmere slet ikke at gøre sig i den slags, så bliver man ikke ked af der når det går galt” konstaterede han
Han sukkede lidt. ”må jeg spørge dig om noget?... og det er helt fint hvis du ikke vil svare!” sagde han med et roligt smil.

Han lagde hovedet lidt på skrå ”har du nogle sinde været forelsket?” spurgte han så. Han sad lidt, inden han begynde at forklare hvorfor dette pludselig spørgsmål kom.
”jeg mener… jeg troede jeg var det! Jeg troede jeg var dybt forelsket i den her fyr.. jeg havde lyst til at se ham hele tiden, og jeg syntes selv jeg gjorde alt for at det skulle lykkes.. men.” han kunne ikke helt lade vær med at grine over sig selv. ”han valgte en anden.. og de fleste ville nok blive virkelig fåret og aldig mere se fyren… jeg.. jeg indvilligede i at være venner med ham.. og nu… trods vi rent faktisk har haft sex, efterfølgende.. så føler jeg INTET andet end enskab…. Hvis det var så nemt at komme over ham… så kan jeg vil ikke have elsket ham rigtigt” sagde han og så spørgende på Sean.

Han var ikke rigtig ekspert i følelser. Med det kaos han selv fik rundt med, ville det være en overdrivelse at kalde sig det. Han kunne kun give Lori ret. Det var kompliceret. Han hældte the op til dem og lagde hænderne om sin egen kop. Den var snart brændende varm, så han måtte snart slippe den. Jah, han havde ikke rigtig tænkt over om emnet var for...Farligt...For dem. Nu sad han i den, hm?
"Jah...Jeg..." Han trak lidt på skuldrene og så op på Lori igen.
"Alane. Hun er shapeshifter. Der var bare denne kemi mellem os, allerede fra starten. Jeg har aldrig mødt en kvinde som hende..." I et øjeblik voksede hans smil og i et øjeblik skinnede nogle små lys i hans øjne, som han mindedes hende. Han havde aldrig overgivet sig så meget til en anden kvinde, som han havde gjort til hende.
"Hun var ret forstående. Selv da jeg var hende utro...Jeg mener...Ja. Som du siger. Man er vel incubus. Men selv efter alt det tilgav hun mig. Og så en dag voksede vi fra hinanden..." Det var endnu en historie med en masse detaljer, med flere små historier i historie. Så han holdt sig til den forsimplede udgave.
"...Sidst jeg så hende var i Dragons Peak, hvor hun havde fået sin en forbandelse. Derfor forsvandt hun igen" han trak på skuldrene. Det lå vel i hans lod at hjælpe folk i tide og utide, uden rigtig at få noget for det. Hverken materielt eller...Privat.
Han rømmede sig svagt og så tilbage på theen. Dampen hvirvlede op i en lille sky, som snoede sig i et fint mønster, før det opløst og en del af resten af luften.
"Jeg tror ikke forelskelse...Eller kærlighed for den sags skyld...Er så enkelt. Jeg tror ikke bare man enten er forelsket eller ikke. Det udvikler sig. Enten kan man slet ikke udstå vedkommende eller også vokser det ind til noget andet. Man lærer vel at accepterer det, man tilvænner sig?" foreslog han. Forelskelse...Jah. Det var helt klart et emne og en følelse han aldrig havde lært at styre. Hans smil voksede igen.
"Jeg troede også jeg var forelsket i en anden mand. Han var tidligere dæmonernes kronprins, faktisk. Det viste sig at det også gik over. Nok mere fra den ene side, end den anden. På et tidspunkt stopper man med at prøve"
Han var blevet enig med Lori om at de ville undgå det dybe, det følsomme. Men det var som om at med den aftale, var det pludselig svært at stoppe. Eller måske var han selv efterhånden udmattet og træt af det hele, at det var nemmere bare at sige tingene højt. På den anden side var dette jo heller ikke ubehageligt. Det var ikke nogen der råbte ham ind i hovedet og pressede ham til et svar, men en afslappet samtale, fra en der på en gang spurgte, men ikke krævede. Det hele var op til Sean selv. Og et eller andet sted manglede han det. Nogen der lyttede. Måske.
Han rystede let på hovedet. Et kort grin.
"Jeg lyder da som en tudeprins" afgjorde han så og lænede sig tungt tilbage i stolen.
"Undskyld. Jeg syntes bare du fortjener det. Du fortjener en eller anden" Han trak let på den ene skulder. Der var ingen grund til at skjule, at han ønskede en anden noget godt. Var der vel? Lori havde aldrig været andet end venlig over for ham i hvert fald.

Sean trak sine ben op til sig, som Sean begynde at fortælle. Han kunne ikke lade vær med at smile lidt over det. Særligt da Sean så ud til at lyse op, få et smil og et glimt i øjet han ikke havde set før hos ham. hans hoved tiltede på skrå, og pludselig var der bare som om det hele fandt sin plads. Tænk en gang. At det kunne være så nemt? De diskuterede ikke, der var ingen trykket stemning. Sean fortalte om sig selv, og det var jo lige før at han ikke kunne stoppe igen, for der blev ved med at komme mere.
Lori lyttede opmærksomt, for det første fordi at han selvfølgelig ville vise Sean at han var interesseret i svaret, men nok endnu mere fordi han jo faktisk fik ting afvide om Sean, noget han tidligere havde bedt om, men som de var blevet enige om ikke at komme mere ind på.
Men nu sad de her, snakkede om deres privatliv og følelser, men på en behagelig måde.

Han kunne ikke undgå at grine lidt da Sean omtalte sig selv som en tudeprins. ”nah bare en smule” drillede Lori, men stadig med et mildt smil. Nej! Sean lød ikke som en tudeprins. Han lød som en mand der havde været i gennem en masse, og som havde nogle sår inden i, der måske endnu ikke var blevet healet.
Han så dog op på Sean da han sagde at Lori fortjente en. Hans blik gled en anelse ned. Ja det gjorde han vel… men hvem? Hvem kunne finde sig i det han ville komme til at byde dem? Hvem ville finde sig i at han reglmæssigt havde sex med fremmede?
Han smilede dog lidt. ”jeg har det nu fint som jeg har det nu, lige for tiden” sagde han og trak lidt på skuldrene ”jeg kan få lov til at være sammen med dem jeg har lyst til, og jeg behøver ikke stå til regnskab” sagde han og kunne ikke helt lade vær med at grine. ”og så slipper jeg også for at blive en jaloux og dobbelt moralsk skid” grinte han lidt.
Han kendte sig selv! Han ville blive så Jaloux når han havde en partner. Med mindre at der var helt klare regler om den slags.
Han lænede sig dog lidt tilbage på stolen, og sukkede lidt roligt med et smil på læberne. ”de ville dog være rart med en man kunne lave noget med når man lige trængte… i stedet for man altid skal ud og finde en ny.. du ved.. en.. ja hvad kalder folk det.. et seksuelt forhold?” sagde han og trak spørgende på skuldrene

Det var rart med en der bare lyttede og ikke fordømte en. Hvor mange ville overse det med utroskabet? Det var en skidt ting. Dengang havde Sean ikke helt forstået det, ikke på samme måde som han gjorde i dag. Han var jo incubus og sammen med hvem der nu var. Men måske lå problemet også i at det havde været med Nephthys og endda havde ført til en uønsket graviditet. Well...Uønsket fra Seans side i det mindste. Et barn der aldrig nåede at blive særlig gammel.
Men der var visse ting, der havde det bedst med at forblive en hemmelighed.
Han nikkede svagt.
"Kender det" svarede han blot. At være sammen med hvem man ville. Jah, han kendte det, selv om det for tiden aldrig gjorde ham til freds. Han havde hverken tid eller lyst til det. Spiste bare hurtigt og gik sin vej igen. Han havde ikke lyst til hundrede forskellige folk i sin seng hele tiden. Nogle gange var det også rart at komme hjem til noget mere fast...
Men den slags savnede man vel først rigtigt, når der ikke længere stod nogle i kø til en. Der var jo Nephthys, men han kunne ikke tilbringe hver nat hos hende. Det var et venskab, med sex en gang i mellem, fordi de begge havde lyst. Ikke mere.
Hans blik hvilede på Lori en stund. Hans fingre trommede let mod koppen med the, hver finger hvilede kun et øjeblik på den varme flade, for ellers ville de brænde sig.
"Vi kunne gøre det" foreslog han så.
"Vi er begge incubusses. Vi kender til det. Vi vil kunne forstå det og fordybe os i de kødlige lyster uden fordomme eller andet i den stil. Det ville være perfekt" Hans smil voksede svagt. Selvfølgelig så han det dumme i forslaget. Hvordan han selv gjorde det, fordi det måske kunne jage andre ting på flugt. Fordi han var blevet mere og mere afhængig af andres nærvær. Men det behøvede Lori jo aldrig at vide noget om.
Desuden kendte han allerede Loris krop. Han havde både selv oplevet den og set ham tage en anden mand. Spørgsmålet var om Lori kunne huske sin tid med Sean, men helt ærligt. Så slemt kunne det vel ikke være. Han vidste han havde en god krop. Det var næsten et most, når man var født til sex.

Theen fra hans kop dampede stadig, og alligevel tog han chancen og tog en tår. Jep! Den var stadig for varm. Og han skælde sig selv ud over at han ikke lige havde ventet i stedet for at brænde hans tunge. Han satte koppen ned, og havde knapt slugt væsken inden han Sean sige ’vi kunne gøre det’ gøre hvad? Han rynkede det ene bryn, indtil han fattede hvad Sean mente. Så kom de tilgengæld helt op i panden. Med nogle opspærrede øjne. Mente han det?
Han sad lidt, mens hans chorkerede udtryk blev mere og mere tænkende. Sean havde jo egentlig ret! De ville måske være det parfekte par til den slags? Ingen risiko for at den ene pludselig blev sur over an var sammen med en anden, ingen risiko for at der blev lagt mere i det end bare sex.
Plus, ingen af dem havde en fast partner, og de havde jo også gjort det før. Lori kunne sagtens huske det, og han kunne nemt huske hvor meget han havde nydt det. Sean var jo talent fuld, og han vidste hvad han lavede.
Plus, det var jo ikke ligefrem fordi det var alle og en hver han ville lade sidde og kigge på mens han tog en anden mand. Det skulle der en vis tillid til. Og ikke mindst så skulle man føle sig tilpas, og det måtte han jo indrømme at han gjorde sammen med Sean.
Han så på ham ”det kunne vi” nævnte han så.
Han trak på skulderen ”egentlig.. ser jeg ikke nogle grund til hvorfor det ville være en dårlig ide” nævnte han så.
Han sad lidt, og kunne så ikke lade vær med at grine lidt. ”men jeg tror nu nok jeg vil fortrække at det kun er os to… i hvert fald de fleste af gangene” sagde han og sende ham et blink med øjet og et drillende grin. Han ville da ikke have noget imod at deles om et måltid med Sean. Men ha ville nok fortrække deres ture i sengen – eller hvor det nu bliver – var dem alene.
Han så lidt på sin the og blev enig med sig selv om at prøve igen. og den var da drikkelig nu.

Han smilte. Det var sødt, så betuttet folk kunne blive. Han elskede faktisk at have den effekt på folk. Gøre dem overraskede, også selv om de nødig skulle brænde deres tunge eller noget i den stil. Den ene hånd gled igennem hans strittende hår, mest for at skubbe noget af pandehåret ud. Som altid havde han en ring på sin ene hånd og han satte sig til at dreje den rundt. Mønstret var hans gamle symbol, der også havde hængt på væggene i Dragons Peak. Et par vinger, hvoraf den ene side bestod af englevinger og den anden af dæmonvinger. Hans symbol. Nej...Hans og Nephs. Der lå så meget bag det symbol. Og Neph havde nok været både den eneste og tætteste på overhoved at sætte en smykke på Sean. Sjovt man kunne være så tæt med en, uden rigtig at være så tæt alligevel. De var ikke kærester, ikke faste partnere, ikke gift. Sean var så single som nogensinde.
"Det var nu heller ikke kun for madens skyld" bemærkede han roligt og tog sig selv den chance at smage på theen. Ikke dårligt. Men han havde fået en del the på det sidste og det havde også kunne mærkes, da han oftere havde måtte gå på toilettet på det sidste. Især da Lori sov. The kunne være så vanddrivende.
I et øjeblik overvejede han om det allerede skulle være nu. Men taget i betragtning at Lori var sulten og havde sultet sig selv, og kun lige lært ikke at spise folk, var der ingen grund til at tage den chance. Ikke fordi han ikke stolte på Lori. Men der var ingen grund til at presse Lori den retning lige nu.
Han kunne dog også godt forstå Lori ikke ønskede at være her alene. Men Sean kunne ikke blive der for evigt...Eller i hvert fald til den kære ven flyttede ind. Det var synd for Lori...Men Sean havde ikke den tid. Og selv hvis han kunne komme ofte...Ville de overhoved have nok at snakke om? Lori skulle jo alligevel også rydde op. Men Sean vidste at han ville møde op hver dag, finde tiden til det, hvis Lori havde brug for det. Var det så forfærdeligt at ville være normal en gang i mellem, føle sig normal? Med Lori følte han sig sådan. Nogenlunde normal. Han havde ofte så travlt med at være stærk og en lederskikkelse, at det var rart at kunne slappe af en gang i mellem uden at tænke over den slags.
"Vil du kunne klare dig, når jeg går hjem?" spurgte han så.
"Har du hvad du skal bruge? Vil du kunne håndterer at være alene...Få lavet noget? Eller synker du hen i søvnløshed og manglende bade igen?"

Det var virkelig sært! Sært som det kunne virke så pokkers normalt, så pokkers rigtigt. At sidde her, og blive enige om at de fra nu af ikke bare var venner. Eller jo! De blev jo netop enige om at de BARE var venner! Men venner der gik i seng sammen. At det var helt normalt at når de fra nu af havde lyst til en omgang sex, så kunne de da bare smutte forbi og prikke hinanden på skulderen.
Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet skyld da Sean sagde at det ikke kun var for madens skyld, nårh det var da en lettelse. Han var måske også blevet en smule fornærmet hvis det havde været tilfældet.

Han drak lidt mere af sin the, og slappede blot af. Han vende dog blikket mod Sean da han pludselig spurgte om Lori ville kunne klare sig når han gik. Han så lidt undrende på ham. hvad mente han? Dog fik han hurtigt forklaringen. Og han kunne virkelig ikke lade vær med at smile over det. Der var den igen! Den bekymrede, omsorgsfulde og betænksomme del. Den der bare gav Lori lyst til at kramme ham. Da Sean var færdig med at spørge og sikre sig han havde fået det hele med. Rejste Lori sig fra stolen, og lænede sig frem mod Sean. Han placerede sine læber mod Seans, i et enkelt, let og taknemligt kys. Seans læber var som sædvanlig dejlige. Og han måtte da også erkende at han ikke ville have noget imod at holde det længere, men det var nu ikke det der var miningen med det.
Han trak sig, og sende Sean et blidt smil.
”jeg har det fint.. det er helt okay” sagde han roligt. Han kunne ikke helt lade vær med at grine lidt. ”du er nu meget sød når du bekymre dig” sagde han inden han rodet ham lidt i håret, velvidende at Sean med det samme ville rette på det. Han rettede sig op, og gik hen til en af de mange bunker, han så tilbage på Sean. ”du må nok også heller hjem til Razor.. han savner dig sikkert, det plejer han når du ikke er i huset” sagde han med et roligt smil.

Han begynde at tage nogle af tingene fra bunken, og smed dem med det samme ud i nogle sække det der ikke skulle gemmes. ”du er jo altid velkommen, og jeg skal også nok komme og besøge dig” sagde han og så på Sean ed et grin ”smut med dig!” det var kærligt ment, og sagt med et smil, og et blidt blik. Han havde ingen planer om at smide Sean ud. Men han ville heller ikke tvinge ham til at blive.

Han havde ikke forventet et kys. Nok var de nu sex-venner, men det betød ikke de behøvede at vise intimitet på andre måder i tide og utide. Det var det med ikke at mikse signalerne og sådan. At kysse fra den ene tid til den anden var noget par gjorde. Det var de jo ikke. Han havde aldrig tænkt på Lori på den måde...Der havde engang været en gnist, ja. En interesse. Men på en eller anden måde havde han hurtigt forstået at Loris interesse lå et andet sted og han havde ikke prøvet at nærme sig siden. Ikke mere end som en ven, i hvert fald. Det slog at da han mødte Lori i Dragons Peak, havde han måske allerede noget kørende med denne fyr han havde snakket om...
Oh well. Sådan var tingene nu bare en gang. Han ville hellere ikke være en sund partner for Lori. Alle hans forhold og ting gik altid dårligt før eller siden.
I stedet puffede han efter Lori, da denne fjernede sig igen og han tillod sig at grine lidt. Ved Razors navn trak han dog vejret dybt.
"Jeg ved ikke hvad du tror om os, men så meget er der ikke mellem os. Den eneste grund til at han savner mig, er hvis han har lyst til en ny slåskamp" forsikrede han. Nej...Faktisk havde han helt modsat af lyst til at gå hjem. Ikke fordi Razor havde jagtet ham ud af hans hjem...Han havde bare ikke lyst til at være der. Han havde været så glad for at vende tilbage til Doomsville, men nu overvejede han at rejse at andet sted hen igen. Ikke for evigt...Bare for en pause. Men han kunne også bare arbejde mere koncentreret med klanen, have en undskyldning for aldrig at være hjemme. Han havde alligevel ikke meget andet end arbejdet og det passede ham fint.

Han rejste sig op. Endnu en kop the, der aldrig blev drukket. Det gik nok, de havde drukket så meget af det på det sidste. Næste gang han kom på besøg, måtte han komme med en ny æske the. Det var ikke fair Lori lagde ud for deres fælles, store forbrug af det.
Han lænede sig ind over rodet, som Lori havde sat sig ved og sendte Lori et større og drillende smil.
"Jeg vil faktisk hellere være her" afslørede han. Og det var sandt.
Alligevel rettede han sig op. Havde han haft en kappe med? Nej. Nok ikke. Det var ved at være forår og han havde ikke planlagt at blive så længe. Han huskede pludselig noget og gik over for at hente den bog, han havde fået lov at låne.
"Jeg vil gå så. Men kontakt mig, hvis du får brug for noget. Også blot hvis du er...Alene" foreslog han så. Ja. Han måtte hjem nu. Selv om han havde på fornemmelsen at han slet ikke ville gå hjem, men til klanens hovedkvarter i stedet.

Det gjorde ham intet at Sean puffede til ham. Han havde jo også drillet ham lidt. Han så dog noget undrende ud da Sean omtalte Razor. Var det virkelig sådan det var? Boede de sammen på den måde?
Han så på ham med et blik der sagde at han følte med ham ”det må være trættende i længden” sagde han så. Han var begyndt at rytte op, og det gik helt fint faktisk. Han havde vidst fået en nu energi, og overskudet til rent faktisk at rytte op, og smide ud.
Hans blik gled op på Sean da han pludselig sagde a ha heller ville være her hos Lori. Han lod blikket hvilke på ham. Også som han tog bogen, og begynde at tale om at Lori bare skulle kontakte ham.

Han gik over til ham som han var på vej til at gå. ”Sean” sagde han og så på ham og lod hans hånd lægge sig blidt på hans arm. ”du er altid velkommen… også hvis du helst vil blive” sagde han så med en rolig stemme.
Hånden lå stadig på den større overram.
Han smilede dog bare roligt, og lod sin glide ned af Seans arm, inden den fandt sin plads ved hans side.
”du behøver ikke gå hvis du heller vil blive.. det er ikke ensbetydende med at vi behøver sige en masse, du kan sætte dig og læse?.. jeg rytter op” Hele Loris holdning var meget roligt og blid.
Han kunne godt forstå hvis Sean ville hjem, og han ville ikke stoppe ham. Han ville ikke blive sur eller noget.
Men hvis Sean i virkeligheden heller ville blive, så var det også okay. Lori ville ikke have noget imod det. Og han ville ikke kræve at de skulle føre samtaler eller noget. Måske var det i virkelighede noget de ville kunne? Være sammen, men uden at skulle snakke hele tiden? Måske ville de faktisk være i stand til at være stille sammen? Når man tænkte på alt det andet der kunne klare sammen, så længe de lod vær med at prøve på at være en masse som ingen af dem var.

Han sende Sean et oprigtigt smil. ”du bestemmer helt selv” sagde han med et smil, inden han gik tilbage til sin bunke og begynde at rytte op.