can you hold me? Obi-Wan

S: Det sydlige ashen wood, ved deres gamle hjem.
T: Henover aften
V: Støvregn
P: Ulveform
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var med at nyde den nye friehd, ved at hun endelig kunne skifte form igen. Følelsen af den frihed hun nu havde fået tilbage var ubeskrivlig. Hun ønskede den ville vare ved, og som hun vandrede rundt i egne tanker - var hun endt i den sydlige del, men ikke tæt på Lunas flok. For det var ikke hvad hun søgte lige nu, lige nu søgte hun mod fortiden. Mod sine første dage alene i skoven fra da hun var lille, tænkte over - hvordan tingene ville have ændret sig, hvis hun havde søgt efter sine brødre i stedet for at stikke af fra omverdenen. Ville hun have levet med Alessio og Aaron nu et sted herude i skovene? Ville de have boet i byen, ville hun nogensinde have mødt Wade. Det var nok en af grundene til hun ikke ønskede at tingene skulle være anderledes end de havde spillet, naturligvis var der enormt meget smerte i alle delene og minderne, men i det kom der altid noget godt - en ting hun ikke ønskede at erstatte med noget andet. Hun ville ikke opgive sin chance for at lære Wade at kende, Wade var hendes liv. Tatia blev mindet om stedet da hun så det. Regnen klamrede sig til den snehvide pels som hun gik stille rundt i omgivelserne. Den store ulv var ikke ligefrem til at undgå at se, men lige nu var hun ligeglad. Hun stoppede op det sted, hvor Obi-wan havde fundet hende dengang. Dengang hun havde været så lille og bange, fortabt. Han havde lært hende en smule mere kontrol dengang, men den smule havde gjort hun havde overlevet længe - længe nok til Wade kunne bringe hendes kontrol i den rigtige retning.

Tankerne om, hvor Obi-wan mon var ramte hende, hun havde fokuseret så meget på sig selv for tiden. Med gode grunde, det var ikke nemt at holde sin kontrol, når hjertet og tankerne ofte udmattede hende. Mareridt når hun var alene, og billederne der dannede sig om, hvad der var sket. Det var umådeligt svært at klare alene. Ikke at hun var alene, men hun var typen der ikke snakkede meget om sine følelser - medmindre det blev til et punkt, hvor hun ikke kunne holde sammen mere. Eller hvis folk kendte hende nok, Wade kendte hende, hvert eneste nerve i hendes krop kendte han - hun kunne ikke skjule sig fra ham - og det gjorde hun heller ikke. En fært slog igennem hendes tanker som hun nærmede sig hytten.

Tatia løftede snuden lidt op for at fange færten. Hurtigt satte kæmpe ulven i løb, for at komme tættere på færten. For at komme tæt på om det var rigtig nok. Der så hun den store bjørn, short faced bear. Der var kun en af dem hun kendte. Bjørnen var en anelse højere end kæmpe ulven. Hvilket gjorde det meget fair at hun løb hen imod ham, og lod sit hoved glide henunder hans. Pelsen mod pelsen. En måde at sige hun havde savnet ham på.

Den store bjørn gik gennem skoven. Dens pels var mat og beskidt og sår her og der. Obi-Wan var træt og ønskede kun at være et sted for en stund, måneder for hans skyld. Han tænkte på hans familie og gled hen til den lille pige Tatia. Hun var ikke så lille mere. Hans skridt førte ham mod den hytte hvor han havde holdt pige i et par år og kaldt det sit hjem. Dengang han ikke havde fundet Yu-Sien og hans far var stadig en flygtning. Fuglene sang og skoven var på vej i fuld flor og dyr har fået unger og de tumlede rundt omkring. Forældrene var meget vagtsomme når den store bjørn kommer gående gennem skoven.

Obi-Wan havde været rundt omkring og ledt efter hans far med sønnen på slæb. De havde ledt i måneder før de fandt ham fanget hos en flok mennesker der torturerede ham. Obi-Wan havde mistet besindelsen og dræbt dem alle. Også kvinder og børn. Den kærlige mand havde ikke tilgivet sig selv og levet for sig selv i uger indtil hans far kom og trak ham ud i den virkelig verden igen. "Hvis du ikke kan se på os, så find Tatia igen. Den du elsker som din egen datter. Jeg ville våge over Yu-Sien." sagde hans far og Obi-Wan drog tilbage til skoven.

Han var nu hjemme og poter var tungere end før. Ville han kunne fortælle hende hvorfor han ikke havde kontakt til hende. Han rystede på sit lodne hoved og glædede sig kun til at se hende. Han opdagede en hid hunulv komme løbende imod ham. Han undrede sig indtil han fik færten af hende. Tatia! Han hvilede hans hoved over hendes og brummede dybt og roligt. Glæde boblede inde i ham og han lod sin tunge glide over hendes nakke. Han var hjemme. 'Hun har ikke glemt mig' tænkte han og så på hende med sin brune øjne.

Det var underligt at være tilbage i dette igen, hun følte sig så hurtig lille igen - som om hun atter var et barn der havde brug for sin fars omsorg - det havde man vel altid. Obi-Wan var hvad der kom tættest på en far for hende, måske fordi hendes biologiske var død - men Obi havde været der for hende i flere år, specielt da hun havde haft mest brug for nogle i sit liv. Han havde ikke glemt hende, og hun havde langtfra glemt ham. Nu lå det heller ikke til Tatia at glemme folk så nemt. Desværre var hun altid for god til ansigter. Alle tankerne slog hende hårdt over hovedet, hun havde pludselig så meget. Så meget hun i timer kunne glemme at sætte pris på, men det var gået op for hende, hvor meget hun egentlig havde at kæmpe for. Tatia skiftede form tilbage til sin menneskelige. Let kørte hun en hånd igennem sit hår og så mod huset.
"Come, we have a lot to catch up on," sagde hun og gik mod hytten. Hun gik hurtigt ind på sit gamle værelse for at finde noget tøj at klæde sig i. Så snart hun havde klædt sig på gik hun igang med at tænde ild i pejsen, for at de kunne få noget mere varme - ikke fordi Tatia frøs - og hun virkede lige lovlig ufokuseret på gløderne som hun tændte op i pejsen. Faktisk så det lettere farligt ud, fordi hun var mere opmærksom på Obi end flammerne der pludselig blussede op. Det var noget helt nyt, og nogle gange overraskede det endda hende. Flammerne bed hende ikke mere, de dansede omkring hendes hud - og hun nød det.
"No need to worry.. the flames doesn't burn me," pointerede hun hurtigt og sendte ham et skævt smil. Hun bar ingen ar, ingen tegn på skader - skaderne var inden i. Gemt indenunder huden.
"Where have you been?" Spurgte hun nysgerrigt, de sidste års tid var gået forbi hende - men derfor kunne hun sagtens spørge. Det var ikke fordi hun havde bemærket han ikke havde været der, som sådan - med alt der var sket.

Han fulgte hende ind i hytten mens han trak tøjet på. Han så på sin pige og en blødt glimt opstod i den blå øjne. Han fulgte hendes bevægelser mens han gik hen i køkkenet. Overraskende nok var alt urørt, men det trængte til en rengøring. Han gik ud og hentede vand. Det var sjovt som alt dette mindede ham om gamle dage. Han så på mens hun tændte pejsen og rynkede brynene da flammer slikkede op af hende. Da hun spurgte hvor han havde været satte han sig tungt i sin gamle stol. "My father was in trouble and also had to find my son." sagde han og lukkede øjnene. Han kunne ikke tro at hun var her. How have you been? I has been worried about you." spurgte han og lod blikket glide rundt. 'Måske skulle jeg slå mig ned her lidt.' tænkte han og kikkede ud af vinduet. Han så på Tatia og hendes slanke skikkelse. Hans pige var vokset til en sand kvinde og måske kriger. 'Far og Yu-Sien ville kunne lide hende. Måske burde jeg inviterer dem hjem en dag for at møde hende.' Tanker for rundt i hovedet på ham. Han gik hen for at koge vand og tjekkede teen ved at snuse til den. Hans tasker lå ved døren i en stak og klar til at blive flyttet ind på hans gamle værelse.

Aftenen var begyndt at blive kold og støvregnen gled over i rigtig regn. Den trommede mod hyttens tag og skabte en varm stemning. Obi-Wan så ud og kneb øjnene sammen. Han kikkede over skulderen på Tatia med et smil.

Tatia så mod ham, lyttende - da han snakkede. Hun gav ham et nik til, at hun havde hørt det.
"Did you success?" Spurgte hun som en tilføjelse til sit spørgsmål, det måtte have været en længere udfordring siden han først var tilbage nu. Naturligvis kunne hun ikke vide, om det først var nu han var tilbage - for hun havde ikke selv ligefrem været den mest søgende person. How have you been? Let frøs hun først, og flyttede blikket ind på flammerne - næsten som hun prøvede at undgå øjenkontakten. Hjertet sprang en takt over og hun tog hånden fra flammerne som den begyndte at ryste lidt. Det ville aldrig blive et let emne, men det var nemmere som hun havde snakket ud om det nogle gange. Det var nok mest frygten for at han ville være skuffet over hun overhovedet havde fået sig selv ud i sådan en situation.
"Honesty?" Spurgte hun og sank en klump inden hun så over mod ham. Blikket var en anelse blankt, og hun havde reageret sådan her siden hun var lille. Været bange for at udtrykke sine følelser, men det var altid tydeligt på den måde hun spændte en anelse i kæben - og prøvede at løfte det ene øjenbryn som om man ikke måtte se hun var ked af det. "It has been a hell the last two years, but things are finally getting better.." indrømmede hun uden at gå i detaljer.

Et suk forlod hendes læber som hun så tilbage mod flammerne. Let bed hun sig i læberne.
"The worst parts isn't even the fact it happened.. it's after.. how my mind and body have trouble working together.. the insomnia.. the anxiety.. the nightmares.. fears.. the shame.. " Tatia sukkede og sank en klump, og så ned - hun skammede sig over hvad der var sket - og egentlig kunne hun ikke have gjort noget mod hvad der var sket. Det var nok også mest traumaerne hun skammede sig over - at hun reagerede sådan her. Hun følte sig så svag for det.

Manden rejste sig og satte sig ved siden af hende ved flammerne. I found them both and they are safe and happy." Hans stemme var blød og varm. Han lagde en arm om hende og lod hånden køre gennem hendes hår. Han hadede at se hende lige nu. "You have nothing to be ashamed of, young one. I should have been here sooner to help you." De blå og bløde øjne så på hende med en kærlighed kun en fader kunne holde for barnet. Hans lange hår der var ved at blive lidt gråt, faldt ned om hans skuldre. Han så ind i flammerne mens hans arm var om hende. 'Men jeg er her nu. Og jeg lader dig ikke gå før du er klar' tænkte han og raseriet væltede også ind over ham. Hvem kunne have gjort dette så svært for hende. Tatia, my little one. When you need help or anything. Please, come to me." sagde han stille og blødt. Ventede på at hun ville mødes hans blik.

Regnen var nu fulgt af blæst der var meget lig en storm. Dyrene udenfor søgte i læ mellem træer, i huler eller andetsteds. Fugle sang ikke længere og mennesker rundt omkring havde søgt indendøre. Familier sad tæt sammen og spillede spil, fortalte historier eller bare nød hinandens selskab. Børn og unge var elsket og passet godt på. Noget Obi-Wan var skuffet over han ikke selv gjorde.

Det var hvad hun havde brug for, at nogle sad med hende og bare var der. Ikke nogen som gik og fortalte hende det nok skulle gå, for det havde hun ikke brug for. Hun havde ikke brug for medlidenhed, og falske følelser af folk der mente de kunne forstå hende - sandheden var ingen kunne sætte sig i det sted hun havde været. Nogle havde set det, men at mærke det på egen krop var værre. You have nothing to be ashamed of, young one. I should have been here sooner to help you. Et suk forlod let hendes læber.
"No one could have done anything. No one knew where I was.. I'm surprised I even made it out alive," svarede hun lettere mumlende. Det var sikkert her at fortælle om de ting der løb rundt inden i, nok det andet mest trygge sted hun kunne finde. Ganske let hvilede hovedet mod hans skulder som blikket lå mod de dansende flammer. When you need help or anything. Please, come to me. Let sank hun en klump og lukkede kort øjnene. Hun kunne mærke hans blik, og det gjorde hun så mod hans.
"I will, it wasn't really easy.. I guess you would have to thank Wade for it," svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Razor havde ganske rigtigt været grunden til, at hun var kommet derfra - men Wade i sine tanker havde holdt hende i live. Hun havde kendt Wade siden hun var 15, de havde været sammen siden hun var 15 undtagen et år - men hvad talte det sidste års brud når de var sammen igen? "I coudn't have survived it without him, I was ready to give up.. till his voice pooped up inside my heat, made me see him.." tilføjede hun og lyste op som hun talte om Wade.

Han kyssede hendes hår og hvilede sit hoved mod hendes. Han sad og lyttede og forstod. "Give Wade my thanks when you see him, my girl." sagde han med et smil. "And I am really really happy you are alive!" Han kunne se hende lyse op ved snakken om denne unge mand. 'Det er tydeligt at hun er vild med ham og deres bånd er stærkt' tænkte han og et smil spredte sig, men langsomt gled det væk igen. "What were you doing here? Hunting?" Det var ikke normalt at folk bevægede sig hen til denne hytte. De frygtede det vilde bæst der boede her, men han var også selv været med til at skabe dette rygte. "Or tried to escape from your pack?"

Han lod sin hånd køre en sidste gang gennem hendes hår, rejste sig for at finde noget at spise for dem begge. Imens kørte minderne rundt mens han bevægede sig i huset. Han var bekymret for hende. Det hun havde været igennem. Og hun selv var overrasket over at være i live. Han var nød til at spørge hende om noget, men vidste ikke hvad hun ville svare. Et suk forlod hans læber og ansigtet fik triste folder. Han fandt lidt mad som havde holdt sig godt. Og var friskt. "Why do I get the feeling my da has been here?" mumlede han og så på grøntsagerne.

"I will.. and trust me.. I'm glad about that too.. all the good things that happened after, the thought of missing out of them.. " tanken om at have misset af hendes brødre var i live, at flytte ind med Wade - bare dem. Det var næsten hele smerteoplevelsen værd. What were you doing here? Hunting? Let spredte hun læberne fra hinanden for at svare, som han tilføjede noget ekstra; Or tried to escape from your pack? Let sank hun en klump.
"I was just walking around trying to feel alive in my wolfskin again.. I ended up here.. I live not far from here.." svarede hun og kørte en hånd henover sit hår. "I've always been a part of two packs.. now I'm not in any.. I have my own pack, with Wade," tilføjede hun stille.
"I think we need it, to be ourselves.. just be who ever we want to be.. not following orders. Have the time we need to take care of each other," var den sidste tilføjelse inden han rejste sig for at gå ud i køkkenet.

Det var underligt at være tilbage her. Det var så mange år siden, og alligevel ikke. Hun havde da kigget forbi nogle gange som tiden var løbet fra hende. Men alligevel føltes det som evigheder siden. Evigheder siden hun havde haft bare et glimt af uskyld. Tatia havde aldrig været uskyldig, hun havde altid været vred - vred efter hun blev tvunget til at slette sin tvilling fra sit liv - Kubo. Alt det kontroltab og vrede havde været på baggrund af sin fars handlinger i forhold til hvordan han troede hun ville tackle sorgen. Tatia sukkede let mod flammerne.
"He lied to me. " startede hun stille ud og bed sig let i kinden, "my father lied to me.. he forced me to forget my brother.. my twinbrother.. said it was my imagination.. and I believed him.. but it was a lie.. why would he lie to me like that?" Spurgte hun stille ud i rummet.

I don't know young one." svarede han og begyndte at stege kødet og finde brød frem. "How do you want your meat?" Han så på hende med lette øjne og en ide kom langsomt frem. Han sendte hende et skævt smil og med et glimt i øjnene kastede han vand efter hende. Han ser ikke om han rammer, men vender sig mod maden og giver en rumlende latter fra sig. Hvor han havde savnet det her. Han begyndte at nynne en gammel sang som var en af normaders sange. En hans far og ham kendte af hjertet. "You can walk with the stars, and see the world. You can run from foes and see the rights. Dreaming about a home, but never may get one." Sangen var skabt til at beskrive om livet for Normaderne. Et liv uden nåde og hjælp for det meste.

Han havde levet som Normade et godt stykke tid, men det var på tide at finde et hjem hvor han kunne blive og bo. Han havde overvejet ørken, men dårlige minder drog ham altid videre. Og så var der jo Ashen Wood. Det lå godt for en som ham. Fjernt og i nærhed af familie. Men ville Tia have ham her. "I have been thinking about a place to live. Any ideas where that could be?" Spørgsmålet var neutralt, men alligevel holdte det en skjult klang. Han stirrede ud i regnen efter at have vendt bøfferne.

How do you want your meat? Let løftede hun opmærksomt blikket mod ham ud i køkkenet. Vandet ramte hende kort efter, hvilket fik hende til at grine. Nok slog vand hendes energi ned, men det gjorde ikke meget når det var Tatia - så hun grinte blot kort over det.
"I like my meat like you use to make it," svarede hun med et skævt smil. Hun lukkede øjnene og lyttede. Lyttede på den sang han nynnede ude fra køkkenet. Det var egnetlig mest bare at høre hans stemme der bragte en ro i hendes system. Let bed hun sig i læben og åbnede atter øjnene for at se mod flammerne. Et suk forlod lavt hendes læber. I have been thinking about a place to live. Any ideas where that could be? Let kneb hun øjnene og rejste sig op. Stille med armene overkors gik hun ud ikøkkenet til ham. Ganske let satte hun sig op på kanten af en af skabene - da hun var lille havde hun altid kravlet der op - bare for at se på ham lave mad. Nu var hun høj nok til elegant at sætte sig derop.
"Well I would suggest you stay far away from the east. Too many bad things happens there," svarede hun og kløede sig let i nakken. "The north and the south is more peaceful - the south mostly. The West is filled with demons.. darker packs," tilføjede hun og kendte sine skove.
"There is a pack of bears in the north tho, nice people if you don't annoy them," pointerede hun og trak på en kort grimasse. Let rystede hun på hovedet af sig selv.
"You could always settle down here? No one lives here anymore," forslog hun med et skævt smil.

"A pack of bears?" spurgte han overrasket og så på hende. "Never heard of that before." mumlede han og pressede på bøfferne og rodede rundt efter ris som var friskt. Han hældte det ned i en kogende gryde og så på regnen. At bo her gav ham muligheder for at skabe et job og udbygge stedet. "You live nearby, young one?" spurgte han og tænkte på vestside af skoven og de dæmoner der boede der. Noget han burde huske. Der lød et knæk og hans hoved røg op. Han var blevet jaget i flere uger, men havde ikke set dem i lang tid. Han kunne mærke bjørnen i sig vågne op. Han vendte sin opmærksomhed mod Tatia. Hun havde ændret sig meget indså mens han rakte hende viskestykket til at tørre sig med. "Why will no one live here? It's a wonderfull place." mumlede han og tænkte på de muligheder der lå her. Der var et par timers tur til Firewood Village på hest. Godt og vel en dag til fods. Mere med læs. Obi-Wan besluttede sig for at blive her og sætte huset i stand. Skabe sig et liv her. Et sted hvor hans slægt kunne finde tryghed.

"There will be food shortly." sagde han og tjekkede kødet mens hans hænder rakte ud efter tallerkenerne. "I could tell you about my father, your grandfather? And maybe your adoptiv brother?" spurgte han og så på hende kort. Han tog bøffer af og hældte risen op ved siden af. Han fandt lidt grøntsager og han vidste nu at hans far havde været her. 'Jeg skylder en tak og et slag i maven' tænkte han og rystede på hovedet opgivende. Trods deres uenigheder passede Djingo altid på ham og var sommetider flere skridt foran hans søn. Kom nok af deres tætte forhold da Obi var kun en lille dreng.

You live nearby, young one? Let løftede hun hagen en anelse op, og sank kort en klump.
"Yeah, Wade and I have a cabin in the center of the woods. Easy for us to visit our families who lives in the different places of the woods," svarede hun blot og sendte Obi et svagt varmt smil. "I have lived in the vest, its not that its bad there.. only if you mess with the wrong pack," tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder. Niylah skulle man ikke løbe om hjørner med, men Tatia havde også været beta for Niylah. Let sank hun en klump. Why will no one live here? It's a wonderfull place. Hun trak på skulderen som i hun ikke kunne svare på hans spørgsmål.
"To close to the city I guess, I used it a couple of times - if I didn't have time to run home," pointerede hun og vippede let med hovedet.

I could tell you about my father, your grandfather? And maybe your adoptive brother? Let kneb hun øjnene. Det var svært for hende at acceptere familie, hun ikke selv havde sat sig i. Alligevel var hun nysgerrig anlagt, og det var en del af hende som ikke havde haft meget frihed længe.
"Well I have something to tell you about my family too," svarede hun - velvidende at hun spillede nogle kort som ikke normalt kom fra hende. Hendes forældre var døde, hvad kunne hun have fundet ud af om sin familie? Let kneb hun øjnene en anelse.
"Are you hurt?" Spurgte hun og sprang ned fra køkkenbordet og gik hen til ham. Med sin nye evne kunne hun heale, så hvis hun kunne hjælpe ville hun naturligvis. Siden han sidst havde snakket ordenligt med hende var hun ikke længere kun en bobel af vrede, men hun var mere i kontrol - hun var stærk og fornuftig. "I can heal you.. but only if you tell me where it hurts."

Obi-Wan lyttede til hende og nikkede. Han vidste nu hvad Wade var til hende og nikkede. "There is wrong packs?" spurgte han og hvilede sig op ad køkkenbordet. Brynene var lettere hævet og de blå øjne glimtede. Han gnubbede sin skulder og gav en lille forpint lyd fra sig. "A wound on the shoulder. Clean through, but hurts like a b**ch." mumlede han og sendte hende et skævt smil. Han var ikke stolt af det sår, men det var ikke det værste der var sket med ham. "But you found your family?" Hvis hun havde var han glad for det og med den tanke satte sig på en af spisestuestolene med et suk. Han trak trøjen ned og blottede såret. Rødt og hidsigt. Tørret blod var på huden omkring såret. Han rørte forsigtigt ved det og hvislede. "I should have cleaned it more the first time." grublede han og så på sin datter.

Ilden var varm og spredte varmen i hytten. Udenfor stod der jægere i skyggerne af træerne og så på huset med nysgerrige og alvorlige øjne. "There is someone in that hut." mumlede en og så på sine kollegaer, der alle nikkede.

There is wrong packs? Let rystede hun på hovedet.
"No. But if you are in one, and the alpha wants to fight another one - you have to, simply the rules - follow your alpha," svarede hun og vendte så opmærksomheden på hans sår.
"Why would you let it get so bad?" Spurgte hun uden at tænke over det. Hun fjernede panden fra komfuret og lagde hånden mod varmen blod for at trække den ind i sit sind. "Stand still, this will only take a little time," pointerede hun som hun lagde den anden hånd mod hans sår. Hun lukkede øjnene, og mærkede musklerne der spændte sig op i hendes krop. Hvordan blodårerne varmede sig op og brugte energien på at heale hans skade. Det var en større skade end et knivsår.

Varmen der generelt var i hytten hjalp på at hun kunne heale skaden hurtigere - i hvert fald fjerne den dominerende smerte.
"New powers.. only plus side of getting burned alive," mumlede hun lidt grinene ikke fordi det var sjovt - det var bare en måde at handle facts på.
There is someone in that hut. Tatia blev opmærksom og sank en klump.
"I will take care of it," svarede hun og gav ham et nik. Hun fjernede hånden fra komfuret og fandt et par gode knive frem. "How many?"

Ten men. Four will go behind. Two to the sides. Four on front." mumlede han. Blive brændt og få nye evner. Obi trak trøjen på plads og kom på benene. Han gik hen til et vindue og så ud. Regnen slørede for dem, men han kunne stadig skimte dem derude. En knurren kom fra hans bryst og en hånd kom op og hvilede den over vinduet. Han havde lyst til at gå ud og vise dem hans sande evner som shapeshifter. "Damn bastards." knurrede han og gik til døren ud til baghaven. Han åbnede den på klem og kikkede ud. Så skygger og lukkede den hurtigt igen. "Througt that I lost them outside Firewood Village." Han gik tilbage til midten af stuen og fandt en riffel frem. Stilte den ved pejsen og så på hende med rolige øjne. "Show me how good you are, my girl." brummede han og smilede opmuntrende.

"You never really lose them unless you kill them," svarede hun ham, drab var ingenting for hende når folk fortjente det. Når folk fortjente det, det var mærkeligt at sætte sig i en situation hvor man bestemte hvem der skulle leve og dø - men sådan havde livet altid været. Hvorfor ændre det nu? Tatia gik hen til pejsen og stak hånden ind i ilden, og den løb ind i hendes krop og efterlod rummet mørkt. Show me how good you are, my girl. Så gik hun hen mod døren og sparkede den op. De røde øjne glødede, som de dyriske sanser opfangede bevægelse. Den første der løb mod hende, kastede hun den første kniv efter. Et perfekt kast med styrke nok til at ramme manden igennem halsen.
"Who is next?!" Råbte hun ud i natte mørket og trådte udenfor. Regnen var ikke hendes styrke, tvært imod. Derfor havde hun taget så meget ild kraft, for hun var nød til at holde ud i længere tid. En pil fløj igennem luften og suste lige forbi ansigtet på hende. Tatia drejede sig rundt og sendte den anden kniv afsted og ramte manden i hånden, hvor han holdt sin bue. En anden ramte hende med en kniv i ryggen og fik hende til at tippe en anelse forover, men greb blot fat i kniven og trak den ud. Regnen begyndte at klaske nedover hende, og hun kunne mærke den tvinge hende ned i energi - men det handlede om at presse kroppen, hvis hun kunne komme over dens forsigtighed i forhold til sin nye evne - så ville det hjælpe meget. Ikke fordi det var sundt, men det ville hjælpe.
"Want it back?" Spurgte hun og gik mod manden, som hun endte i en ret brutal nærkamp med. Sidst endte det dog med hun fik ham i gulvet. Det var anstrengende at kæmpe så meget i regnen. Til sidst begyndte regnen at føltes som syre på hendes hud, og gjorde hun måtte søge ind - som huden begyndte at ætse en smule op. Tatia blev dog stoppet på vejen af nogle bag hende.
"You don't look so good, what will you do now?" Spurgte en af dem.

Fra hytten kom en dyb snerren og røde øjne kunne ses. En stor bjørn kom ud og ned fra terrassen. Rejste sig på bagben og brølede. Who the hell is that!?" brølede en af mændene og hævede sit spyd. Den store bjørn faldt ned og kastede sig frem imod dem. Ivrig efter at nå hen til pigen. Flere gange langede han ud efter dem og snappede efter dem. "They didn't tell that they had a pet." mumlede en anden.

Obi-Wan var stormet ud efter de forhindrede hans pige i at komme i sikkerhed. Han havde forvandlet sig til en bjørn og stormet efter em, efter han havde brølet en advarsel. Han stoppede foran Tatia og rejste sig igen på bagben. Der var mord i hans blik og han trak vejret tungt. Regnen gled gennem hans pels og klistrede den til hans hud. Han faldt ned igen og så spørgende på Tatia. Trods han ikke kunne snakke med hende i denne form håbede han at hun forstod. Et spyd rev hans pande og han så på mændene igen. "A monster." Han rev manden og så på den næste. Tatia havde gjort et godt stykke arbejde med de andre. Nu var det hans tur indtil hun kom sig. Hans størrelse var hans fordel og ulempe. Regnen faldt stadig og blæsten piskede den rundt. Duften af våd skovbund var der. Også lugten af blod. Bjørnen rystede på hovedet og stirrede rundt.

Lyden af brølet fra bjørnen fik hende til at ånde lettet ud. Det betød hun kunne trække sig fra denne her nye format af smerte, hun ikke kendte konsekvenserne af. En ting var sikkert det føltes som om hendes hud var ved at falde af. Så snart Obi var inde foran hende, løb hun tilbage ind mod huset. Det galte om at tænde op i pejsen igen. Ild.. hun måtte have ild. Ansigtet trak sig i smerten med panikken, hænderne rystede. Hun kiggede tilbage og frem. Alting ramte hårdt på en enkelt gang, så dårligt hun havde det med ikke at hjælpe Obi i sin kamp - men hun var nød til at overleve. Endelig fik hun tændt op og ilden greb om hende. Det gav et sus i hende, og kroppen spændte op. Nærmest som om den advarede hende om dette her til en anden gang. Læberne skælvede lidt, men flammerne gav ikke slip. De havde travlt med at prøve at gendanne de skader som vandet havde lavet. Tatia bed tænderne sammen, og prøvede ivrigt at se hvad der skete udenfor.

Dog var der en som sneg sig forbi bjørnen og indenfor. Fandt Tatia siddende ved ilden, dog ikke sådan at han så hende med hånden i ilden.
"I got you now. This is for my friend," vrissede han og løb imod hende. Tatia løftede den frie hånd op, og ilden dannede sig i en cirkel om hende og blussede op inde i hytten - beskyttede hende. Der var ingen skrig, men hvis det havde været nogen som helst andre ville de være blevet stegt levende. Tatia kunne tåle ilden - det eneste skrig der lød var manden der var kommet for tæt på hende og nu løb rundt udenfor i regnen som en levende flamme. Til sidst slukkede lyset i rummet da ilden omkring Tatia var blevet opslugt. Hun åndede lettet op, og kunne mærke øjnene der lukkede i. Tøjet var brændt, og huden var blevet malet sort - men der var ikke en eneste skade at se på hendes hud. Det eneste tydelige var tattoveringerne på hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og på hendes ene [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.].

Obi-Wan så mod hytten med en mand mellem sine kæber. Han pressede til og et knæk lød. En mand kom løbende ud af hytten med ild i sig. Lyset fra hytten døde langsomt hen. Han gav et blidt brøl fra sig og så mod de resterende mænd. De stirrede på deres flammende ven. "Det der er ikke et kæledyr. Jeg tror at det er en Shapeshifter." mumlede en og mens de snakkede frem og tilbage luntede Obi hurtigt hen til hytten og kikkede ind. Han så hende brænde og brummede nervøst. Hvis bjørne kunne rynke på brynene ville han gøre. Han vendte atter sin opmærksomhed mod mændene. Han åbnede munden på fuld gab og viste sine pæne tænder. De yngste mænd klynkede og bakkede væk. "Vi finder dig, tøs. Du kan ikke gemme dig for evigt bag den bjørn du har som kæledyr. Og på et tidspunkt løber du tør for ild." brølede en og Obi tog et skridt frem, men ventede på hvad Tatia ville gøre. Han placerede sin krop i vejen. "Kom nu, Rik. Lad os smutte." bønfaldte en af hans venner. Obi satte sig ned foran terrassen og så op på himlen.

Regnen var begyndt at blive blidere, men blæsten var stadig hård. Han kunne mærke den gennem sin pels. Bed let i ham og han gned snuden mod en af hans poter. Den brune pels havde den samme farve som hans menneskehår, men i regnen bliver den mørkere og nogle steder temmelig mørk. Der hvor der er ar.

Det tog lidt tid før hun kunne mærke musklerne arbejde, hjernen vågnede op efter et par minutter i lockdown. Tatia hev vejret ind og kom på benene. Hun så Obi sidde og kigge ud. Hurtigt smuttede hun ind på værelset og trak en kjole over hovedet - ikke ligefrem tøj man så hende i normalt. Hun var ikke engang sikker på Wade nogensinde havde set hende i kjole før. Tatia var stadigvæk lidt sort af ilden, men det gad hun ikke gøre noget ved nu - et bad ville egentlig blot gøre hende mere træt.
"Water beats fire, I should have thought about that," mumlede hun lidt og kiggede op på himlen. "It sucks.. if felt like my skin was melting of.."

Obi-Wan brummede og luntede ind i hytten. På værelset skiftede han form og landede på knæene. Han trak vejret tungt og langsomt sænkede sine hjerteslag. Den forbandede forbandelse. Han tog noget tøj på og trådte ud. "I'm impressed. That is a strong ability to wield." sagde han og gik hen til Tatia. Han så på den sorte hud og rynkede let på panden. "How about a bath? I will get the water, if you get the fire to warm the water." sagde han og så ud i regnen. Brønden skulle gerne være fuld og med hans styrke kunne han tage femten eller tyve liter af gangen. "I just hope everything is still here." Den sætning kom ud som en knurren og han fandt en kappe fra taskerne. Kappen var brun og hætten dyb. God til dette slags vejr og han sørgede for at have mange af dem. Ved aldrig hvornår man mangle en.

I'm impressed. Et fnøs forlod hendes læber og hun sank en klump.
"I'm not," svarede hun og sukkede lidt. "I mean I would love an ability like that.. just the way I got it.. it doesn't seem fair at all.. have to feel your flesh burn off.. the intense pain and then it stops.. you wake up, and you became the flames," tilføjede hun og kløede sig let i nakken. How about a bath? Let rystede hun på hovedet.
"No that is okay, I will clean it up later.. water burns my skin.. I think I need to wait a little.. or else I'm sure it will kill me," pointerede hun med et svagt smil. "It will just kill me," hviskede hun lidt for sig selv og sukkede ud imod regnen. Ulven kunne tage vandet, men mennesket kunne ikke. Ulven og ilden var ikke helt blandet sammen endnu - måske det var en okay god ting - eller modsat.

"Very well. How about we talk then, while we eat? We may have a lot to tell each other." spurgte han og lagde kappen over en stol. Hans øjne hvilede stadig på hende og den mørke hud. "No cure?" mumlede han og hvilede sig op ad bordet. Håret var stadig vådt efter turen ud i regnen. Han tog fat om håret og vred det. Dråber af vand drypper ned på gulvet ved hans fødder. Han gik hen og lukkede døren og så på pejsen med et vurderende blik. "You can ask first." Han satte sig på stolen og pillede i kødet. Tog små stykker og spiste dem. Blikket hvilede rundt omkring i hytten. Billeder og møbler. Han tyggede på kødet og slikker mundvigene for saften.

Tatia sendte ham et nik til hans forslag om at snakke over noget mad. Hun skulle nok få renset de mørke rester af det brændte fra huden - på et eller andet tidspunkt. Lige nu ville hun bare sidde lidt, så kunne hun være så stædig som et æsel - men hun skulle ikke i nærheden af vand lige nu. Ikke tale om. No cure? Let så hun forvirret op.
"It was the cure. My life is linked to the fire now.. If it wasn't so.. I would have been dead few days ago.. those damn people burned me alive.. " svarede hun ganske svagt og sank en klump.
"I don't know what to ask you, my mind isn't really filled with questions to others.. my mind is to busy curing the post traumatic stress that keeps on attacking me." Sagde hun en anelse sørgmodig. "Why don't you start asking.. I will answer."