Mabye I will work for you Melvin-- Melvin morlandin

over hele lejren var der masser af de levende døde som så ud til at være slaver eller krigere.
de væsener der var klædt i de der kåber måtte være de dødes ledere og bestemte over dem. men det så ikke ud som om de bare gav kommandoer til de døde og så gjorde de bare hvad der blev sagt.
det så ud som om de blev kommanderede igennem magi.
de alle måtte være necromancere.

Panthera vidste ikke hvor længe hun siddet med ryggen til, men hendes nysrrighed blev alligevel en smule større og vendte sig om og betragtede dem, der var mange forskellige, nogen måtte være slaver andre måtte være dem bestmte hun lavede det til leg finde ud af hvem der var hvem " du er en af dem der bestemmer" sagde hun for sig selv inden hun rejste sig hun var klar til snakke drog sagde hun ikke noget. Hun følte sig fornøjet over at se disse væsner i deres hverdag gøre deres dagligdags ting. Huun smilede svagt før hun begyndte vandre rundt buret som tiger hun manglede bare at brøle. Drog gjorde hun det ikke.

inde i det største telt stod manden med leen som hed Dhuum men det vidste panthera ikke endnu og snakkede med nogen af de andre necromancere.
"herre hvad skal vi gøre med vampyr kvinden? hun kan ende med at ødelægge vores..." nåede den ene necromancer at sige før han fik håndtegnet fra Dhuum om at tige stille.
"der vil ikke ske noget endnu. hun ved ikke hvad vi laver eller hvad vi kan finde på for det andet hvis hun flygter så skal jeg nok personligt dræbe hende og lave hende en slave. one way or the other" sagde han til de andre necromancere.
Panthera kunne måske høre lidt da det største telt var meget tæt på alligevel.

Pan gik stadig rundt i buret da hun hørte nogen snakke om hende starten blev hun racende, men stemmen fra før, manden med leen hvad var det nu hed Dhuum det rigtigt hun næsten sikker på at det ham det kunne ikke være andre, drog sagde hun ikke Pan skulle holde lav profil især nu hvor så tæt. Hun stod lidt tænkte før ” jeg klar snakke” sagde hun halvt råbende og håbede dem teltet hørte hende, hun stod lidt afventede før hun igen begyndte sin tiger lignende gang rundt buret. Hendes gang var svævende og det eneste man kunne høre når gik var sko som gav genlyd. Hun satte sig til sidst ned med ryggen til teltene igen og ventede det var utroligt så venten der var. Hun lod svagt den ene hjørnetand bore sig ned læben og den røg ret hurtigt igemmen.

den samme Necromancer begyndte at snakke igen.
"hvad skal vi gøre herre hvem ska..." og mere nåede han ikke at sige før man kunne se både indefra og udefra at blod blev sprøjtet på teltets væg henne i den vej Panthera var.
"jeg gjorde tegn til at du ikke skulle snakke. i andre ryd det her op og syg ham sammen og bring ham tilbage og sæt ham i arbejde igen og syg hans mund sammen så han ikke kan snakke for hans stemme giver mig en hovedpine" sagde han og man kunne høre tydeligt store fodtrin komme ud af teltet og hen imod Panthera og det var Dhuum der nærmede sig.
"nå vampyr nu er du vist i et mere snakkeligt humør eller hvad?" sagde han og kiggede på hende med sine tomme skelet øjenhuller.

Panthera kiggede ham lige ind i hans øjne eller der hvor der skulle have været noget, Panthera havde ikke set blodet på teltduen for hun havde siddet med ryggen til, men hun havde, kunne lugte det og den var anderledes lugten end hun var van til. Da hun hørte hans stemme snakke til hende, hun havde vent sig om som sagt stod hun kiggede i hans tomme øjenhuler. Hun smilede forsigtigt ” ja det er jeg” sagde hun stille og ville fortælle ham næsten alt han kunne tænkte sig stille af spørgsmål. Drog havde hun en hemmelighed som hun ikke kunne fortælle faktisk havde hun mange, men ingen større end de to hun bar på nu. Hun sukkede svagt før igen sænkede blikket en smule ” hvad vil de vide?” spurgte hun vidste ikke om skulle kalde ham de eller du. Hun kiggede skråt ned imod sine fødder. Hans art fascinerede hende del, men hun blevet sendt denne lange vej for finde oplysninger og det havde hun tænk sig ” jeg fortælle alt du vil vide ja alt” sagde hun lød meget overbevisende. Hun lagde hovedet på skrå og håret afslørede den marmor hvide hals ” jo ser du jeg var blevet træt byens menneske kravl” sagde hun holdte pause før atter forsatte ” jeg kommer tit her ud for tænke på alt, dette her var ingen undtagelse, en gren knækkede og resten er historie” sagde hun gik helt hen burets kant hvor han stod hun stod så tæt op af ham at han kunne mærke den køllige ånde hvis han drog kunne mærke noget overhovedet. Hun løftede hagen smule kiggede trist, drog var hun alt andet end trist over at være her ” jeg ville ikke forstyrre og ja blev vred da bandt mine arme og herefter smed i buret, må ikke komme ud?” spurgte hun bedende og håbede virkelig at han ville lukke hende ud. Det betød alt for at komme ud, men vidste med sig selv at hun ikke kunne gå nogle steder endnu. Hun flyttede sig ikke en tomme da hun var færdig med at snakke. Hendes hoved var stadig på skrå og mindede mest om barn som ville have noget, men ikke måtte få det for sine forældre, hun fandt ham mærkelig nok ikke frastødende som mange ville nej syntes han spændende og det skræmte hende smule.
Pan var sikker på at han besad enorme kræfter der ingen tivil, hun måtte lærer ham kende hun ville lære ham kende. Lige nu var hun faktisk ret ligeglad med Melvin og hans penge, nysrigheden for lære det ukendte at kende talte mere til hende. Hun kiggede op på hans tomme øjne ” er dine mænd bange for mig?” spurgte hun og var ked af vis det var sådan.

han kiggede på hende med sine tomme øjenhuller.
"så du siger faktisk at du er her meget ofte i den her skov? og især i det her område?" spurgte han og kiggede dybt ind i hendes øjne som om han stirrede ind i hendes tanker.
"hvis det passer at du er her i skoven så ofte som du får det til at lyde som om så vil jeg gerne vide hvor længe du har været så tæt på min lejrer uden at ingen af os har kunne opdage dig" sagde han med en slags følelse i luften af at han prøvede at se om hvad han kunne få ud af hende og om det var løgne hun sagde eller ej.
man kunne jo ikke se ansigtsudtryk på ham jo da han var et rent skelet.
"du kan komme ud. når jeg synes du har svaret på nok spørgsmål men du får ikke lov til at forlade lejren før om lang tid" sagde han og kiggede på hende.
da hun spurgte om de var bange for hende kiggede han tilbage imod de andre necromancere der klarede deres dagligdags ting.
"de tåber frygter alt der truer deres ynkelige liv" sagde han med sine hæse døde stemme og fnøs til sidst som om han mente at de andre i lejren var intet værd.
"dog ved de stadig hvem der bestemmer her" sagde han og kiggede direkte på hende. som et tegn på at han markerede sit territorium.

Pan begyndte at trække sig en smule væk, hun følte alligevel smule ubehag ved hans øjne, men det ikke noget hun vidste udadtil, hun lod svagt hånd glide igemmen håret for vise ham hun tænkte over det ” ca. 2 halvt måned” sagde hun vendte sig om for at se reaktion, men også for at vise ham at hun ikke løg. Hun gik hen til ham igen og så bedede på ham hun ville ud og det skulle være nu.

han nikkede.
"fint nok du får lov til at komme ud af buret" sagde han med sin dybe ondskabsfulde hæse stemme.
han kiggede imod de undeads der bevogtede hendes dør og åbnede den og trak hende ud og hen til ham og man kunne tydeligt se højde forskellen mellem Panthera og Dhuum da Panthera gik kun til under hans brystkasse.
"dog får du ikke lov til at gå endnu" sagde han og man kunne mærke de onde tanker der var i luften.
han tog et halsbånd frem fra under sin kåbe og satte den fast rundt om Panthera's hals.
da halsbåndet var lukket kunne man høre en lyd og halsbåndet spændte sig ind til at passe perfekt til hendes hals så det var umuligt for hende at tage den af og selve låsen forsvandt også som om der aldrig havde været nogen
"dette halsbånd er magisk. den kan kun tages af hvis jeg synes du skal have den af og hvis du tror du kan flygte så tro om" sagde han og trak med sin ene hånd op i luften og pludselig dukkede der en lysende kæde frem der gik fra hans hånd til hendes halsbånd og trak faktisk i halsbåndet så hun var nød til at stå på tær hvis hun skulle kunne få luft.
"bare rolig du skal nok få lidt kæde af gå rundt med" sagde han og slap kæden og kæden forsvandt som om den blev usynlig.
"jeg håber du kommer til at nyde mit selvskab for resten af dit besøg fordi du kommer ikke til at være i nærheden af andre" sagde han og man kunne næsten se det onde smil på hans døde kolde skelet ansigt.
efter han havde sagt det begyndte skelettet på hans le at lave klappe lyde med tænderne som om den grinte eller sådan noget.

Hu betragtede svagt hans vagter idet de og hentede hende og sendte hende i armene på deres leder, idet hun prøvede at flytte sig blev et halsbånd af en eller anden art sat om hendes hals, hun lod svagt hånden glide hen over det da låsen forsvandt. Hun følte sig en smule som et dyr, hun lyttede ikke rigtigt efter hvad han sagde før han rev i snoren som gjorde at næsten ikke kunne trække vejret, heldigvis havde hun ikke brug for luft, men rejste sig op sin tæer aligevel. ” Hvad? Hvorfor” spurgte hun forvirret og vred, hun skulle vel ikke til at kalde ham herre der satte hun grænsen. Hun var ingen slave så heller død, hun kiggede på ham og man svagt se en trodsighed i dem inden det forsvandt ” som de ønsker” sagde hun lagde svagt hovedet på skrå. Nu forstod hun hvorfor hun skulle fake hendes engen død det var den eneste chance hun havde for slippe væk. Hun rynkede svagt brynene ” hvordan for jeg Blod?” spugte hun bed sig svagt læben inden hun svagt blottede sine tænder.

han vendte sig lidt og løftede sin arm op og pegede med sin le imod en af teltene
"derhenne kan du finde alt den mad du skal bruge" sagde han og begyndte at gå afsted og hev lidt i kæden så hun kunne komme med.
da han havde trukket hende hele vejen hen til teltet så åbnede han teltet og man kunne se at der var tre mennesker der var blevet bundet op og havde bind for øjne. de så blege ud som om de havde for lidt blod. ved den anden side af teltet var der nogen kadavere hængt op og noget kød der var blevet hakket som lå på et gammelt træbord.
"bare roligt du skal nok få kæde nok til at kunne komme hen og spise i hvert fald" sagde han med sin onde dybe stemme.

Hun revet efter ham som et dyr, hun skulle lige til klage idet færten af blod ramte hende smask i hovedet, vidste ikke hvad synes om denne metode, på en måde fornøjede det hende at de hang der. Hun lod svagt en hånd glide henover den ene som var en mand, han skævlede af hendes kolde hud. Hun smilede svagt nu kom der et andet problem hvordan fik hun ly fra solens stråler, hun ville død hun vendte sig spørgende imod den lidt skræmmende mand " hvad med solen?" spurgte hun lod svagt hånden glide henover træbordet med hakket kød. Hun gik hen stilte sig ved manden leen Dhuum. Hun kunne lide deres race mere hun kunne nærmest se sig selv idem, men måtte finde ud af svaghed det var hendes job, derefter måtte hun fake sin engen død, men hvordan havde hun ikke tænkt på endnu. Nogle undersåtter betragtede hende på afstand de brød sig åbenbart ikke ret meget om hendes nærvær. Hun sukkede svagt før vendte sit blik bort.

han begyndte at grine.
hans grin var dyb og ondskabsfuld.
"lille søde pige den her skov hedder den døde skov. ikke skoven af solskin og glæde der har ikke været solskin i den her skov i over 50.000 år og jeg ved det" sagde han og trak telt klædet til siden for at vise at himlen var dækket med et tyk lag skyer som så aldrig ud til at slutte.
"du skal være mere bekymret for at du ikke drukner i regnen" sagde han grinende og gik ud af teltet.
selv hans skelet på hans le grinte.

Der var hun lige ved at klokke i den, hun sank svagt og lydløst en klump. Hun håbede at han ikke opdagdede at det fejl fra hendes side, men hvor skulle hun vide det fra hun havde aldrig været, men det vidste han jo ikke. Hun smilede en smule angstrengt før. Hun vidste ikke rigtigt hvor hun skulle gøre af sig, endte med at fare ud teltet i hurtigt fart. Hun havde glemt magiske halsbånd. hun ville bare ud hun trængte til luft. Hun forsatte ned af lille vej der omgivet af telte, hun vidste ikke hvordan hun skulle flygte og hun vidste overhovedet ikke hvordan hun skulle få den ud af, men det handlede vel vinde deres tillid. Drog vidste hun ikke hvordan hun skulle gøre det.

Dhuum gik ud af teltet lidt efter hun havde løbet næsten ud af teltet.
han kiggede lidt rundt for at både se om hans mænd gjorde hvad der blev sagt og om hvor hun var løbet hen.
da han var tilfreds med synes gik han efter hende og trak i den magiske kæde som tov trækning for at få hende hen til sig.

Hun gispede idet hun mærkede hvordan han trak i den magiske snor, hvilket fik hende til stoppede helt op, hun var helt stiv kroppen, hun ville ikke se ham øjnene igen. Hun ville ikke være sammen med ham, men hun blev nød til det. Ventede og blev stående hvor hun var, måske var det fordi hun blevet smule, jo det var det. Hvis spurgte var det fordi hun blevet flov for vidste engentlig godt. ville hun bilde ham ind.

han kom hen til hende.
"hvor tror du at du er på vej hen lille pige?" spurgte han og kiggede ned på hende.
skellettet på leen begyndte at lave klapre grine lyde igen.
"det kan godt være det var et dumt spørgsmål når du som sagt har været her flere gange men det er ikke det værste jeg har set af dumhed endnu" sagde han koldt og kiggede på hende.
"dog er det lidt underligt at du ikke har lagt mærke til det" sagde han og kiggede på hende.

Hun vendte flovt blikket væk, eller det ville hun have ham til tro, men hvor skulle hun vide det fra når kun havde været her om natten, hun bed svagt læben før vendte sit blik imod jorden " jeg har kun været her om natten hvor skulle jeg vide det fra?" spurgte hun lød meget flov. Hun havde heldigvis ikke røbet noget, det troede hun ihvertfald ikke. Hun lod sit blik blive ved jorden, det var som det var det bedste sted hun kunne holde sit lige forløbigt.

han nikkede.
"fair nok men hvorfor tog du kun ud i skoven om natten? ved du ikke faren ved at gå ud i skoven om natten?" spurgte han og kiggede på hende.

Pan var rasende over hans komentar, troede han ikke at hun kunne passe på sig selv, hun måtte bruge alt sin styrke på holde sig ro, hende hænder knyttede sig svagt " Jeg kan godt tage vare på mig selv" svarede hun bittert, man kunne tydeligt høre at hun var irreteret, men hun holdte sig tilbage og det lykkdes hende ret godt hun bed sig svagt i læben. Pan hadede mænd som troede at kvinder var svage, der var ting som mænd åbenbart ikke vidste, kvinder var utroligt stærke, men mænd skulle altid undertrykke dem, men sådan var Pan ikke hun vidste umærket godt at de ville prøve og de kunne til vis grad også få lov. Hun vendte sig om imod ham hendes øjne lynede af from for had " jeg hader sådan nogle mænd som dig" sagde hun stirrede ham trodsigt i hans øjne, hun var ligeglad med om han slog hende eller noget der var værre, hun var vant til det, hele hendes liv havde været en kamp på liv død. Hendes vampyr forældre havde tit banket hende til hun næsten ikke kunne stod. Pan var ikke en som ville lade sig underkue af mænd og da slet ikke en som ham, et omvandrende skelet, hun trak vejret tungt og vredt.
Hun overvejede igen at fare væk fra ham, han kunne virkelig gøre hende vred, det var førstegang hun oplevede at sådan en mænd kunne få sådan op koge. Hun knyttede sine hænder og lod svagt luften drive af ballonen og vendte sig så hun stod med ryggen til. Hun trak stadigt vejret tunge og vrede drag, men hun var mindere vred nu end havde været før.

han begyndte at grine og det samme gjorde skelettet på hans le.
"ja jeg kan godt se at du kan passe på dig selv" sagde han sarkastisk.
han trak i kæden op i luften igen så hun ville have det svært ved at trække vejret.
"men selv om du kan passe på dig selv blev du alligevel fanget og låst" sagde han og kiggede på hende ind i hendes øjne.
han gav slip på kæden så hun kunne få luft igen men holdte stadig i kæden så hun ikke kunne gå nogen steder.
"du siger du hader mig fordi jeg er en mand. jeg er ikke længere en mand jeg er noget større end en mand. jeg er selve midten af livet og døden. men du hader mig ikke helt. jeg kan se det i dine øjne" sagde han og stirrede direkte i Panthera's øjne med sine tomme øjenhuller hvor grønne flammer steg ud af.
"jeg ser en gnist af interesse i min race. de døde. jeg ser tvivl i dine øjne også" sagde han og blev ved med at stirre på hendes øjne uden at bryde blikket.
"kom med mig. jeg vil vise dig noget" sagde han og begyndte at gå afsted imens han stadig holdte i kæden så hun altid ville være tæt på.

Hun hadede at være en form for kæledyr, men hanhavde stadig ikke opdaget hvad det rigtigt var ude på hun gispede idet han fik kæden til lukke for hendes åndedræt, nej hun sukkede svagt overvejede hun trodsigt skulle blive stående, men han holdte den magiske snor så tæt ind til sig at hun ikke kunne andet end følge med. Hun var stadigt vred, men ballonen var ved være tom for luft. Hun holdte sig tæt op af ham som en nervøs skolepige, men hun var ikke tvunget til blive så tæt det var ikke hendes engen fri vijle. Hun havde trodsigtigt sit blik vendt ved, hun ville bestemt ikke følge med hvis hun selv kunne bestemme. Pan sukkede svagt og følte sig fanget, men hvordan skulle hun ellers finde ud af hans svaghed, hun var nød til blive. Hun betragtede svagt sine omgivelser imens trukket rundt imellem de kedelige telte.

han trak hende forbi teltene og ind i skoven og op af en bakke og førte hende hele vejen hen til en kløft i skoven.
man kunne se det meste af skoven og helt nede under skyggen af kløften kunne man se en kæmpe lysning der lignede et gravsted.
han gav slip på kæden og kæden blev usynlig igen.
han vendte sig imod hende og kiggede på hende.
"jeg ved du kommer fra byen doomsville city og jeg ved du har løjet til mig om hvor mange gange du har været i skoven. jeg kan se det på den måde du opføre dig og jeg ved at hvis du har været i skoven flere gange før uden at blive opdaget så ville du aldrig blive opdaget stadig. mine undersåtter er dumme og døve men alligevel fangede de dig" sagde han og fnyste af tanken om sine undersåtter.
"og jeg ved at du har nogen planer angående enten mig eller mine undersåtter" sagde han bagefter og kiggede på hende.
skellettet på hans stav begyndte at grine.
"jeg har til gengæld ikke tænkt mig at dræbe dig. jeg ser... potentiale i dig og derfor giver jeg dig et valg" sagde han og slog sin le ned i jorden.
en stor revne kom i jorden under leen og revnen begyndte at lyse kraftigt grønt.
revnen begyndte at bevæge sig ned af løften og ned til gravstedet og nu sted flere tusind døde væsener op af sine grave.
jorden hoppede op og gravstene væltede og jorden rystede under denne kraftige genopståelse.
"du har valget mellem at være min slave og mit kæledyr resten af din udødelige tid eller arbejd for mig. arbejd for mig og du kan være med til at sætte denne verden i flammer. til at se hvor det døde dræber det levende og du kan få alt det du ønsker. rigdomme. styrke og magt. under mig kan du blive en af de stærkeste i denne verden" sagde han imens jorden rystede under hans styrke.

Pan var rasende, vreden lyste ud af hende og hvad fik ham til at tro hun valgte at arbejde sammen med ham, hun nikkede ironisk, men sagde ikke hvis troede at hun nogensinde ville gøre som sagde måtte han være ret dum. Hun vendte sig om imod hende lynede af had og hun var ret så ligeglad med hvad der ske efter hendes vredes udbrud, men noget ændrede sig da nævnte rigdomme hendes øjne lynede ikke nær så meget som de havde gjort før. Hun smilede lumsk ville virkelig kunne få alt det ved slutte sig til ham. Pan gjorde ikke noget uden at profit idet og alt det han sagde om magt, rigdomme og styrke fik til overvejede det kræftigt, men hun sagde stadig ikke noget. Hun tænkte, måske hun skulle forråde Melvin og slutte sig til disse døde væsner. Hun vidste godt at det kunne hun ikke, men det var så fristende, næsten mere fristende end blod " får jeg så denne hersens ting?" spurgte hun fnøs smule, pan kunne ikke lide at være fanget som en hund. Hun fik næsten helt lyst til slutte sig til ham, men hvad indebar det. Hun havde jo også orden og antikforretningen som skulle passes hun kunne forlade alt menneskes verden for ham det kunne hun ikke.
Hun bed svagt læben og rystede så på hovedet " det kan desværre ikke" sagde hun som hun havde andet valg, hun måtte jo blive under alle omstændigheder, men hun fortød ikke sit nej. Hun stod ved det hun kunne ikke, hun havde lovet Melvin at komme tilbage. Hun sukkede svagt idet hun første vendte sit blik væk, hendes vidste at kæmpede med sig selv, men også at hun ikke andet valg end adlyde. Hun knyttede svagt sine hænder idet hun i sidste forsøg prøvede at angribe. Pan kendte ikke til andet end kamp selv når hun følte sig fortabt og trist så det som den eneste udvej. Hun gav kæmpe brøl fra idet hun langede ud efter.

han kiggede på hende med sine døde tomme øjne.
"hvis du vælger at arbejde for mig vil du ikke være en slave. du vil have lov til at komme tilbage til den by du bor. jeg kan nemlig mærke at du ikke har nogen necromancer kræfter men jeg kan bruge en spion" sagde han og kiggede på hende.
dog kunne man se der skete noget ved ham da hun sagde nej.
det var som om hans grønne flammer blev lidt større.
"hvad ser du i de levende efter som om du siger nej? men fint nok mit nye kæledyr hvis du ikke vil arbejde for mig vil du være min fange og kæledyr så længe du underholder mig og når du ikke er underholdende mere så vil du dø" sagde han.
da hun slog ud efter ham så fjernede han sig ikke eller prøvede at hoppe væk eller noget.
han tog imod slaget og det påvirkede ham ikke mere end et lille puf fra vinden gjorde.
dog kunne man se at han blev sur.
"hvad bilder du dig ind i at slå din herre?!" sagde han med en død hæs sur og ondskabsfuld stemme. det var som om alting blev mørkere nu og de døde nede fra kløften af så selv ud til at ryste i frygt.