Of all the places! (Lori)

Han kunne efterhånden godt mærke smerten i Ansigtet. Før havde vreden og adrenalin holdt smerterne på afstemning, men nu var det så småt begyndt at træde frem. Han sad med lukkede øjne for ikke at få hverken blod eller vand i dem. De blev dog let slået op da han høre hvad Sean sagde. Okay.. de havde misforstået hinanden igen. Og det blev også bekræftet da Sean rejste sig, og nu bedre om at de skulle stoppe... Hvad det nu end var de havde.
Han sukkede lidt opgivende. Det her blev en lang aften. "Sean... Jeg har soglt huset" sagde han roligt. Han rejste sig og gik hen mod ham "vil du ikke være sød at sætte dig ned, så skal jeg nok forklare" sagde han roligt. Så snart han havde fået Sean til at sætte sig ned, lagde han hænderne i baglommerne på sine bukser.
"Forstår du... Jeg har ikke været i Sunfury siden jeg stak af... Jeg havde denne tåbelige ide med at alt ville blive godt hvis jeg rejste tilbage... At jeg ville føle mig hjemme" forklarede han og sukkede lidt.
"Det jeg mente før var.... At jeg var nød til at rejse til Sunfury for at se om det forholde sig sådan, og jeg var nød til at gøre det nu, frem for at jeg gik med den tanke og ide i hovedet i et år, og måske ville ende med at såre dig, fordi jeg valgte at rejse!" Han smilede roligt, det han nu kunne for smerterne "jeg har ikke tænkt mig at rejse! Sunfury er et overstået kapitel! Og jeg har det faktisk godt med endelig at havde afsluttet det! Huset bliver tømt en af de nærmeste dage, så så flytter der et ungt par ind" han trak på smilebåndet. "Så du slipper ikke for mig! Doomsville er mit hjem! Og det kan jeg blandt andet takke dig for" forklarede han.
Han satte sig lidt ned på sengen "jeg er ked af jeg forvirrende dig, men jeg håber du forstår nu.. jeg har været nervøs for at sige det, for en af de største kunde til jeg bliver i Doomsville er på grundt af... Hvad det så end er vi har... Og det siger jeg ikke fordi jeg vil lægge et presse på nogle af os, eller det vil har.. det siger jeg bare fordi... Selv hvis tingene ikke ændre sig mellem os, og selv hvis de gør.. så har jeg ikke lyst til at undvære det" sagde han med et blidt træk på skulderen

Han havde egentlig ikke lyst til at sætte sig, men gjorde det alligevel. På kanten af sengen, denne gang. Han lænede sig tilbage og brugte sine arme til støtte, så han forblev siddende. Sengen virkede relativ blød, men man kunne mærke fjedrene. Man kunne vel ikke forlange for meget af en kro som denne. Så længe der ikke var lus i sengetøjet gik det vel nok.
Solgt huset? Men...
Hans blik gled ned på gulvet, som han stirrede frem for sig en stund. Hvad betød det her? Lori havde ikke nævnt det før. Tværtimod havde det virket som om Lori stadig havde overvejet hvad han gerne ville. Eller måske ligefrem som om han havde besluttet sig for at flytte. Det tog ham et øjeblik at forstå hvad Lori faktisk sagde til ham.
Well, så meget for ikke at ville knytte sig for hurtigt...Right? Hvis ikke de fik noget sammen nu, ville Lori måske bare fortryde han ikke havde pakket sine tasker og forladt Doomsville så hurtigt som muligt. Og der gik hans tanker igen og vendte tingene. I virkeligheden var han jo glad for det. Og på samme tid vidste han ikke rigtig hvordan han burde reagere.
Det gik op for ham at han personligt altid havde holdt en smule afstand til Lori. Ja, han var interesseret og der var helt klart...Et eller andet. Som måske kunne vokse eller udvikle sig. Men han havde følelsesmæssigt hele tiden holdt en eller anden form for afstand, for at beskytte sig selv. Det virkede ikke til Lori havde bemærket det eller måske havde han bare takket sig med at sådan var Sean. Men rent faktisk bare at slappe af og reagere almindeligt på ting...Det var noget han sjældent gjorde. Sidst, da han var sammen med Lori, ja. Men denne aften havde været lidt en ruchebane hvad angik følelser og misforståelser.
Til sidst grinte han bare svagt for sig selv og lod den ene hånd glide igennem det strittende, mørkebrune hår.
"Du ved..." Hans blik gled hen over gulvet.
"...Jeg har faktisk mødt min ekskæreste. Ikke Fenris, den gamle dæmoniske prins af vores race. Men Alane, den tidligere raceleder af shapeshifterne. Det er sjovt, for jeg har aldrig haft det med nogen, som jeg havde med hende. Og der var helt klart stadig noget mellem os..." Han så endelig op på Lori. Det gik op for ham at Lori nok kunne misforstå hvad han prøvede at fortælle ham.
"Men jeg fortalte hende at der var en anden som jeg ikke bare kunne droppe"
Lori burde kunne se det, ikke? Selvfølgelig havde tingene med Alane ikke været så simple. Han ville altid have et blødt punkt for kvinden. Han ville altid gøre alt for hende og være der for hende. Men for nu var de enige om at være venner. De havde haft et forhold engang, men hvem sagde de bare kunne springe i armene på hinanden og genopstarte det? Ingen. Det bedste for dem var at starte roligt ud og bare være venner. Og det passede Sean fint, for så fik han sit puslespil til at gå op. For han havde heller ikke lyst til at opgive Lori eller træde på mandens følelser. Ingen var kommet på højde med Alane på den måde før og det var et stort bevis på hvor meget Sean havde udviklet sig på det sidste...Men Lori kendte næppe meget til hans fortid med kvinden eller Seans gamle jeg, så det var ikke sikkert han helt forstod hvor stort det måske var.
Han ville ikke gå så langt som at sige han elskede Lori endnu. Men det beviste at han havde gjort plads til ham i sit liv.

Han sagde ikke alt det her fordi nu skulle de være et par og ride ud mod solnedgang sammen! Sådan var hverken Sean eller Lori! De var ikke de romantiske typer, de var nok nærmere dem der drak the, snakkede og så havde de sex når de havde lydt.
Og egentlig passede det Lori godt! Bedre end det med at sidde lårene af hinanden. Og i deres tilfælde var det lidt svært med de her seriøse forhold og faste forhold, når ens føde bestod af at have sex med andre!
Hmm men måske var det, det der var en fordel med de to. For de ville ikke ende med at blive jaloux.
Han så op på Sean da han forklarede at han havde mødt sin eks. Og han kunne godt mærke at han fik en klump i halsen, og at det snørede sig sammen.
Fedt! Nu havde han sagt for meget.. nu havde Sean valgt at fortsætte et gammelt forhold med en gammel kærlighed. Han havde nu faktisk givet op, og var allerede forberedt på at de stoppede det her.
Men blev dog overrasket da Sean sagde at han havde fortalt hende at han havde noget med en anden han ikke kunne droppe.
Han så på ham med et lidt overrasket blik. "Uhm" han vidste ikke hvad han skulle sige. Han kende ikke denne kvinde, men han havde en fornemmelse af at det vidst var noget der betød en del. Særligt hvis Sean havde mærket at der stadig var noget mellem dem.
Han kunne ikke helt undgå at smile.

Han smilede roligt og så på ham "men var det dejligt at se hende igen?" Spurgte han så. Han kende ikke denne kvinde. Men hun var en del af Seans fortid, og den ville Lori faktisk gerne vide mere om. Og nu havde Sean fortalte om hele to fra hans fortid. Så hvorfor ikke bare spørge ind til det?

Han så lidt på Lori. Godt. Fyren blev ikke jaloux når navnene på tidligere ekskærester blev nævnt...For som det var nu, var og blev Alane en del af hans liv. Måske ikke som partner, men så som en ven eller noget helt tredje. Han var glad for Lori ikke var typen der ville sætte sig til at forlange Sean droppede alle han kendte. Eller bare Alane. Især når man havde så få nære bekendtskaber som Sean havde.
Han skubbede sine sko af og satte sig op i sengen. Nok var sengen ikke fantastisk, men det var bedre at sidde med en pude i ryggen, end ret og ned på kanten af den. Med en armbevægelse gjorde han klart at Lori også bare kunne gøre sig det behageligt, hvis han ville.
"Ja...Åh, det er så længe siden jeg har set hende! Og endnu længere tid siden vi fandt sammen. Mit liv har altid været fuld af tidspunkter med ensomhed og tider med flere mulige partner end en person burde have. Jeg vil ikke sige vores forhold var uden sine problemer, men...For det meste af tiden nød vi bare hinanden" indrømmede han. Hvorfor løbe fra fortiden? Især når den indeholdte noget så godt. Noget der var så rart at tænke tilbage på. Og faktisk var ren monogami ikke ham. Når han havde indgået et forhold, efter Alane vel at mærke, havde han altid krævet at det var åbent. Mulighed for flere partnere at have sex med. Følelserne lå hjemme hos den ene specielle...Men sexen? Den kunne vel være alle steder. Sean havde aldrig været god til at være begrænset på det punkt. Han brød sig ikke om samfundets regler om at alle kun skulle være sammen med den ene person resten af sit liv. Der var så meget man gik glip af! Og bare fordi man elskede en person, betød det ikke at der ikke kunne være plads til en til.
Men sådan var det. Og lige nu, mens der intet fast forhold var mellem ham og Lori, kunne han stadig gøre som han ønskede. Den slags detaljer kunne altid komme en dag, hvis de blev relevante.
"Vi gled fra hinanden. Vi arbejdede begge for meget. Det er fjollet ikke? At holde så meget af en anden person...Og så alligevel ikke give hinanden tid til at se hinanden..." Hans blik gled over rummet et øjeblik. Jah, hun var endda flyttet ind hos ham og var blevet boende bagefter fordi hun ikke havde andet. At han var forsvundet hjem til familien Chase lidt efter havde på en måde blot gjort det nemmere.
"Hvad med dig? Nogen specielle ekskærester?" spurgte han så tilbage og lod blikket lande på Lori igen.

Der skulle ikke meget mere end Seans tegn til før Lori smed sine egne sko og selv kom op i sengen. Han vamgde dog at ligge sig på maven med en pude i der brystet, og hvile på sine albuer.
Han så nysgerrigt på Sean. Det var faktisk underligt. For han følte sig slet ikke jaloux, selvom han lige nu må og lyttede til en historie om en kvinde der engang... Og i virkeligheden nok stadig havde ejet det meste af Seans hjerte. De fleste ville blive sure eller Jaloux, de ville nægte at høre det mindste om dem.
Men Lori ville gerne vide mere om Sean, og det kunne man ikke uden at man også hørte om dem der havde været en del af hans liv. Og faktisk, var det rart at Sean fortalte om sig selv.
Ham sukkede lidt da Sean sagde var utroligt at man ikke kunne blive plads til en man holde så meget af.
"Er det ikke oftest sådan? Det hele bliver en vane, og selvom man holder meget af dem, så bliver man vant til de bareer der, og pludselig har mange ikke tid" sagde han og trak lidt på skuldrende.

Da spørgsmål blev ledt hen til ham selv, smilede han bare lidt. "Hmm.. tja.. jeg har kun haft en" sagde han roligt og trak let på skuldrende.
"Vi var... Hvad kalder man det.. ungdoms kærester" forklarede han. "Vi var naboer siden vi var små.. og da vi blev en 15-16 år begynde vi at holde lidt mere af hinanden end kun venner.. jeg var ærlig talt smask forelsket i hende" grinte han lidt.
"Men det sluttede da jeg stak af, som 17 årig.." forklarede han. Han begynde at tegne usynlige krosefulæer på lagnet "jeg mødte hende faktisk for noget tid siden... Det gik ikke så godt, eller... Skal vi sige det sådan at hun havde sex med Lorikan, og jeg vidste intet" han grinte lidt. "Det er jo ikke ligefrem fordi jeg kunne tillade mig at blive sur over hun havde sex med en anden" grinte han inden han vende blikket op mod Sean igen.
"Men vi har det fint nu, efter sammensmeltningen er det efterhånden nemmere, men vi er blevet enige om, at vi kun er venner" forklarede han.
"Men ellers... Så har der ikke været andre.. jo nogle jeg har haft lidt for, men ikke noget der blev til noget" sagde han med et smil. Og i mit tidligere liv var Lorikan jo den der dominerede såh han var bestemt ikke kæreste typen" små grinte han lidt.

Som 17 årig...Åh, hans egen barndom og teenageår virkede så langt væk. Bogstavlig talt i en helt anden dimension. Det var sjovt de havde det til fælles. At de begge var stukket af hjemmefra, selv om Sean var ret sikker på det ikke var af de samme grunde.
Han lænede sig godt tilbage og begravede sine fødder under dynen. Sengen var ikke vildt stor og måske oprindelig mere beregnet til en person end til to. Det eneste rum der havde været tilbage, kombineret med at Sean havde været ene mand da han havde bedt om det.
Han nikkede let. Han havde intet imod at Lori havde haft andre kærester, sådan var det bare. Man var sjældent ens første og næppe ens sidste. Men han havde ikke meget andet at sige end et nik.
"Jeg stak også hjemmefra som 17 årig. Hvem vidste vi havde så meget til fælles?" drillede han så. Han følte sig endelig afslappet. Afslappet nok til bare at ligge eller til faktisk at tale om ting, han ofte ikke kom ind på. Sean havde udviklet sig meget på det sidste. Han kæmpede stadig med at sætte ord på, hvis det var ting han følte eller ting der var ret så private, men det blev da bedre. Selv Alane havde vist kunne mærke det. Var det godt eller skidt? Han følte selv at det hjalp ham med at holde styr på sit liv og de få bekendtskaber han havde, uden at det hele gik i stykker. Endnu, i hvert fald. Måske bedre end at forvente folk gættede sig til hvordan han havde det eller hvad han ville hele tiden.
Han overvejede lidt hvad de skulle. Det virkede hyggeligt at sidde her og bare snakke. At gå ned i kroen igen tiltrak ham ikke som sådan, nok også fordi han vidste det var et spørgsmål om tid før liget blev fundet...Hvis det ikke var fundet.
"Gemte du egentlig liget?"

Han kunne ikke lade vær med at grine lidt da Sean nævnte at de havde meget til fældes. Måske, ja. Men der var også en hel del de slet ikke havde til fælles. Men var det ikke kun godt? Hvis de havde alt til fælles, så ville de nok kede sig lidt.
Han så sig en smule om i værelset, det var jo ikke ligefrem en luksus suite på et hotal, men det var da både helt og tørt. Han lå dog og tænkte at det måske i virkeligheden var bedst at han sov i stalden, sengen her var ikke voldsom stor, og han ville nødig ødelægge Seans søvn. Desuden… så vidste han ikke hvordan Sean havde det med at sove sammen med nogle, og i den her seng, der kunne det stort set ikke undgå at ligge tæt.
Sidste gang, havde Sean set ud til at det var fint at putte… men.. det var også noget andet. Der havde de lige haft et ømt øjeblik, som vist ingen af dem rigtig havde forstået hvad var. Såh.. det ville havde været afslutningen på en utrolig blid oplevelse. Det her.. var bare søvn. Eller.. var det?
Hans tanker blev dog revet tilbage til virkeligheden da Sean spurgte ind til om Lori havde gemt det. Han sende Sean et blik der ville sige ”virkelig?”
”Altså Sean… nok er jeg ikke så erfaren som dig, men jeg lader da ikke bare et lig ligge ude foran kroen… slet ikke når hele kroen har set mig gå med ham” sagde han med et løftet øjenbryn.

Han rettede lidt på sig, ”jeg smed ham i det kæmpe fyr de havde ude i baglokalet… der var en dør ind til omme bag kroen” forklarede han. Den bedste måde at komme af med et lig på, var altid at brænde det. Særligt fordi folk ikke ville kunne se hvem det var. Og i et fyr, der var der ingen der kiggede. Desuden havde Lori også været nød til at knække ham lidt, så han var nemmere at skubbe ind af det normalt store huld, men denne mand var jo et brød. Så han var lidt besværlig at masse ind der. Og Lori havde da også lige kun lige nået det med nød og næppe uden at blive opdaget.
Han lå lidt og tænkte da han pludselig kom i tanke om noget. Han rettede sig op, og smuttede og i sin taske, og fandt en bog frem der var pakket meget godt ind.
”forrasten! Jeg fandt den her i min fars bibliotek” fortalte han
”jeg vidste jeg havde hørt om de portaler! Men jeg kunne ikke huske hvor” forklarede han mens han bladrede i den. Han fandt siden og rakte den til Sean.
På siderne stod der beskrevet hvad portalerne var, og hvordan de fungerede, efter hvad man vidste.
Og det stod med håndskrevet blyant. Han satte sig i sengen igen.
”det viser sig at min adoptivfar var forsker… jeg have helt glemt hvad det var han arbejdede med.. men det med forsker har jeg aldrig hørt” forklarede han.

Han så dog lidt ned. ”men… jeg tror han vidste hvad jeg var” sagde han så. Han satte sig op ved siden af Sean, og begynde at bladre i bogen, til han kom til en side hvor der stod. DÆMON.
”her står der forklaret alt hvad han ved om dem… men… hvis du ser, er der hele tiden tilføjet mere.. ” der var dato ud for hver ting der var skrevet. Lori pegede på et punkt ”her… ’ Han er stadig en god dreng når blot han ikke er sulten’” Han så på Sean ”min far studerede mig” sagde han så, og så ned i bogen igen.

Han var tilfreds med at Lori havde gemt liget så godt. Det betød deres ophold på kroen formentlig ville forblive roligt til de rejste. Måske ville en af mandens venner - hvis han havde sådan nogle - komme og spørge dem. Men når der intet lig var, var der heller ingen svar og der ville gå flere dage, før folk ville gå ud fra manden faktisk var forsvundet. På det tidspunkt ville de begge være langt væk.
Han så efter Lori, da han sprang op og gik over til sin taske. Sean rettede lidt på puden i sin ryg imens, før han modtog bogen fra Lori og lod blikket glide hen over teksten.
Så autentisk. Viden om portalerne var begrænset og ligeså var bøgerne om dem, hvis der var nogle. De var ikke almindelig viden og selv hvis folk kendte til dem, troede de fleste at det hørte forgangs tid til. At det ikke var en ting i dag. Men Sean vidste der stadig kunne dukke en op...Sjældent, ja. Men de kunne. Sakref var måske den i denne verden, der vidste mest om dem...
Det var interessant. Men inden han kunne nå at overveje om det betød noget, havde Lori taget bogen igen og bladret i den. Sean fornemmede straks at der hang noget forvirring eller følelser til dette emne og snart ville han finde ud af hvorfor.
Han så igen på indholdet i bogen. Hans øjne hæftede sig ved nogle af observationerne, men til sidst så han væk fra bogen og op på Lori igen.
Seans hånd fandt automatisk Loris ryg og gled blidt hen over den i en beroligende gestus.
Så gled hans ledige hånd frem og tog bogen fra Loris, medmindre Lori holdt virkelig godt fast. Hvis han fik taget bogen ville han lukke den og lægge den fra sig.
"Du er også spændende" bemærkede han så. Ordene blev sagt halvt i dril, halvt i alvor. Sean studerede Loris ansigt.
"Går det dig på?"

Han sad og så ned i bogen, da den pludselig blev taget ud af hans hænder. Han fulgte den med øjnene, inden de gled op på Sean. Han trak en smule med mundvigen i et tøvende smil da Sean sagde at Lori også var spændende.
Han sukkede dog en smule over srgsmålet. Han trak på sin skulder. "Det ved jeg ikke rigtig..... Det skaber bare så.mamce spørgsmål." Nu.lede han lidt. Han så lidt ned på sine hænder "foreksempel..... Adopterede de mig fordi de kunne lide mig eller... Fordi de vidste hvad jeg var?" Sagde han så med et træk på skulderen.
"Og... Hvis han vidste hvad jeg var... Hvorfor var han så ikke mere på vagt?" Man kunne tydeligt høre at han var lidt frustreret over det.
Han ende dog blot med at sukke højlydt ud "orh hvorfor kunne der ikke bare være en enkelt ting i mit liv der ikke var så kompliceret" sagde han dog med et lidt opgivende grin.
Han lænede sig tilbage og så mod Sean med et smil.
"Undskyld... Jeg ender altid med at klynke" grinte han lidt mens han rystede på hovedet af sig selv.

Han sendte Lori et lille smil. En mand der bekymrede sig så meget! Men måske var det endnu et punkt hvor de lignede hinanden. Selv om Sean ikke ville påstå han bekymrede sig, men mere overtænkte tingene...
Med et let tag i Loris skulder skubbede han drillede Lori bagud, så han ville ende med at lægge i sengen, hvis han gik med til det.
"Hm. Hvem ved? Det eneste vi kan er at overveje det til vi bliver helt sindssyge. Vi vil aldrig få svaret. Eller også..."
Han satte sig over Lori, hvis han havde muligheden og så drillende ned på ham.
"...Kan vi vælge det der er mest behageligt. Du ved ikke bedre, så hvorfor ikke vælge at tro de valgte dig, fordi de havde mere end en videnskabelig interesse? Du sagde det selv. Hvis han ikke var mere på vagt..." Han bukkede sig ned og kyssede Lori på halsen. Han kunne ikke lade. Når Lori bekymrede sig på den måde var han simpelthen for nuttet til at Sean kunne modstå ham. De behøvede ikke have sex, dog. Han ville ikke tvinge Lori til noget som helst. Men hvis deres tidligere diskussion havde bevist noget...Måtte det være at interessen var der hos dem begge. Den var ikke forsvundet endnu. Og fra Sean side betød det at han ville udnytte den.
"Du bekymrer dig for mig" afgjorde han så, da han rettede sig lidt mere op, for at være sikker på Lori var okay. Hans øjne søgte Loris.

Lori vidste godt at han bekymrede sig. Men det havde Sean vel allerede opdaget for længst.
Lori var altid bekymret om alting, og der var bare et eller andet der gjorde at det var så dejlig naturligt for ham at tale om det med Sean.
Han var normalt ikke en der talte med andre om sine tanker og bekymringer, men med Sean, det føltes det helt naturligt.
Han så først lidt undrende på Sean da han begynde at skubbe til ham. Han lod sig blive skubbet tilbage, indtil han mærkede maddressen under sig.
Han sukkede lidt over det Sean sagde med at de blot kunne tænke til de blev sindsyge. Han havde ret! De ville aldrig få svaret.. og måske var det i virkeligheden også det bedste.
Han kunne ikke undgå at trække lidt på smilebåndet da Sean satte sig ind over ham. Han sukkede og kom med et halvt smil over det næste Sean sagde. Det var det her ham havde brugt for, og måske også grunden til at han delte sine bekymringer og tanker med Sean. Sean kunne altid komme med en vinkel som Lori ikke havde tænkt på, eller som han havde tænkt på, men som han måske ikke var sikker på.
Han fornemmede hvordan Sean lænede sig ned mod ham, og mærkede kysset mod sin hals, hvilket med det samme fik ham til at tippe hovedet lidt. Der var ingen modstand, ingen tøven, og heller ingen nervøst. Blot... Overgivelse.
Han kunne lige så godt erkende det for sig selv. Når det kom til Sean, var han næsten villig til alt!
Han tre hvad Sean sagde og vende blikket mod ham. Lod de sølv/blå øjne ramme Seans i et mildt blik.
Han sukkede lidt opgivende men dog med et smil til det Sean sagde. "Altid" erkende han blot.
Han rettede sig en smule op på sine albuer, lænede sig op mod ham, og placerede et par blide kys mod Seans kraveben. Inden han roligt lagde sig ned igen.
Det var ikke fordi der behøvede ske mere, de behøvede ikke at havde sex. Men bare nærværet, trykheden... For han måtte indrømme, at når det kom til Sean, så følte han sig mere tryk end han havde de gjordt noglesinde.

Med et smil kyssede han Lori. Men han havde faktisk ingen planer om at rive tøjet af manden og få sin vilje her i denne ellers ret så slidte seng. Ikke at det stoppede ham fra at drille Lori lidt på vejen, godt nok.
Efter nogle flere kys valgte han at fjerne sig fra Lori. Væk fra sengen trak han sin trøje af og sine sko. Kun med sine bukser på gjorde han tegn til Lori om at lægge sig ordentlig i sengen. Han kravlede selv ind under dynen og hvis Lori havde lagt sig ordentligt, ville han slynge armene om ham og putte.
Sean var egentlig godt tilfreds med bare at putte og sove.

//Jeg tænker om vi outer nu her?
Beklager jeg har svaret så dårligt...xD

Det gjorde han faktisk intet at de blot lå her. Selvom han selvfølgelig altid havde lyst til Sean, så var det nu også meget ret bare at ligge her.
Han så roligt op efter Sean da han satte sig op. Han fik selv hevet det meste af jet af, og fik lagt sig ordenligt så der også var plads til Sean.
Det var bestemt ikke den største seng, men de kunne godt være der begge. Da Sean kom ned i sengen igen, gik der heller ikke mange øjeblikke før Lori havde lagt sig ind mod ham. Armene der lagde sig om ham, fik det hele til at virke trygt, som sædvanligt.
Han sukkede roligt og komfortabelt. Det her kunne han godt vænne sig til.. at falde i søvn i Seans arme hver nat.
Vent!?... Wow!.. rolig Lori! Hun ad var det lige for en tankegang? Tal lige om at gå for hurtigt frem?
Han skummende de tanker væk. Den slags kunne altid komme.. h is det kom. Og hvis ikke.. så var det de havde nu også helt fint!

//Helt i orden med mig ^^
Og du behøver ikke undskylde er bare glad for svaret <3