The Hour of Death - Aaron

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] YOU MADE ME DO THIS...

---

Det var egentlig ikke fordi, at dagen havde været dårlig eller noget. Faktisk havde den været ret god, hun havde endelig fået taget sig sammen til at ville besøge Neal imorgen. Dog var planerne ændret da en jagt pludselig opstod i de smalle gader. Regnen gjorde det en del mere svært at se, hvor man endte henne. Nattens mørke havde overtaget for sollyset, og det gjorde panikken skreg mere op i hende end hun egentlig ønskede. Det var ikke hvad hun havde forventet. Denne gang ville hun ikke være heldig, hun kunne føle det. Det virkede håbløst. Desuden kunne hun ikke ligefrem løbe resten af livet, og den overnaturlige fart indhentede hende hurtigt. Hjertet sprang et sæt over da en stod foran hende, og hun stoppede op. En greb fat om hende bagfra, et greb så stramt at hun ikke kunne flytte sig.
"Let me go," udbrød hun lidt, men stemmen blev dæmpet af regnen. Det næste hun følte var tænderne der skar igennem huden på halsen, og følelsen af blodet der skrømmede ud af kroppen på hende. Øjnene dannede sig i forsvar til din uhyggelige form. De blodrøde øjne med kridhvid iris. Et hurtigt greb fik hun kastet sig frem og satte tænderne i en af dem. Han skreg op da ulidelige smerte skød igennem ham.
"You stupid little bitch.. you gonna pay for that.. you know?" Råbte en anden, nok vedkommendes bror - eller bare tæt ven. Ærligtalt gjorde regnen at hun ikke kunne se noget.

Før hun vidste af det havde hun ramt jorden, og det føltes som om verden var ovre. Det var det, hun altid havde været så bange for skulle ske, altid undgået. Han tog det fra hende, alting på en enkel gang. Hun havde skreget op i starten, men dæmonen var stærkere end hende. Meget stærkere. Lungerne kunne ikke holde ud til hun skreg mere og stemmebåndene var brændt op. En af de andre rev manden der var over hende væk. Alligevel lå hun bare og stirrede op i luften. Følte sig ødelagt. I sidste ende lykkedes det hende at huske hun skulle ånde ind, hvilket nok var den eneste grund til hun kom op og sidde. Grebet om halsen var der endnu i form at et rødt mørke.. kjolen var flænset op og alt hun kunne hører var den tunge vejrtrækning. De mørke brune øjne så tomt op på de to der sloges.. dæmonen og vampyrern. Vampyren måtte være vred.. duften af hendes blod måtte være mindre lækkert nu. Nu var det ikke en jomfrues blod mere. Det var sikkert bare det han takkede dæmonen for med et par slag. Det havde intet at gøre med hende. Det var blodet, at hun var et nemt offer.. måske skulle hun have haft trænet i kamp da hun havde muligheden.. så var det her måske ikke sket. Aldrig havde hun set så udtryksløs ud i ansigtet, hun følte sig tom indeni. Det var første gang i mange år hun havde følt sig tæt på den følelse. Så snart hun prøvede at rejse sig op pressede vampyren hende op imod en mur - og dæmonen skreg op, at hun var hans bytte. Men der stod hun bare og stirrede på dem - med det her tomme blik. Hjernen kunne ikke finde rundt i hvad der skete. Der var et eller andet i hende der lukkede ned. Lige nu var det for meget for hende at håndtere. For hvordan håndterede man dette? Hun havde haft ret. Det her var enden. Hun kunne mærke hjertet banke, men en ting hun ikke ville - var at dø med et skrig brændende på halsbåndet, hun måtte lukke det ud i det fri. Så det gjorde hun. Selene skreg så højt hun kunne, så megen smerte der kom af det enkelte skrig inden hun fik et knæ i maven, og atter ramte jorden. "Are you done?"

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aaron var ude så sent igen. Endnu engang havde han drukket lidt for meget end han skulle. Selvom hans familie var samlet, selvom alt var godt, var depressionen der stadig. Det var ikke bare noget der blev kurreret. End ikke af lykke. Selv ikke Nikolay kunne gøre det meget bedre. Han brugte al sin energi, for at se nogenlunde glad ud, når han var sammen med sin familie eller Nikolay.
Aaron gik forvildede rundt. Han havde ikke ligefrem brugt sin evne. Det var også sindssygt svært at koncentrer sig nok, til at kunne bruge den, når han var fuld.
Der var dog noget som fangede ham. Noget ikke langt fra ham. Det lød som skrig, et ret feminint et og så mandelige stemmer, eller lyde kunne man sige, for han kunne ikke rigtig høre om de talte eller ej. Det var alt for langt væk.
Han bevægede sig længere frem til hvor det kom fra. Til sidst blev der bare stille, han kunne ikke høre meget, udover nogle mænds stemmer af og til. Men skriget var forsvundet, den feminine lyd var der ikke længere.
Havde de slået kvinden ihjel? Der gik kort en panikken følelse igennem ham. Hvad var der sket, hvad var det for nogen personer han var oppe imod. Eller som var tæt på ham.
Lige pludselig brød endnu et skrig stilheden. Det var højere end det før, det var fyldt med smerte. Og han vidste hvem det kom fra.
Men hvad lavede Selene dog så langt ud på aften, hvad lavede hun i byen.
Det var som om at han ikke var fuld mere, lige pludselig kunne han tænke mere klart end nogensinde.
Han prøvede at koncentrer sig om at bruge sin evne, men fordi at være fuld stadig havde en effekt på ham, var det sværre end at gøre det uden han var fuld.
Han kunne dog ikke gøre noget for Selene, hvis han var blind. Han måtte bruge sin evne.
Efter hvad han ville sige var 3 forsøg, fik han endelig sit syn tilbage.
Det var sløret, fordi det ikke var helt tilbage endnu. Men han måtte nå hen til Selene i en fart.
Han begyndte at løbe hen imod hvor det kom fra. Da han kom der hen, så Selene synke mod jorden, hvor han så så to mænd stå over hende.
Men han kunne ikke få sine øjne fra Selene. Hendes tøj var flået, og han vidste med det samme hvad de svin havde gjort ved hende.
En vrede gik igennem ham, en vrede han aldrig havde følt før. Udover... dengang. Men det var lang tid siden.
I et split sekund så han sort og han gik amok på fyren, som havde givet hende et knæ i maven.
You are done hvæsede han, inden han åbnede mandens mund og begyndte at rive hans kæber fra hinanden, inden de brød fra hinanden og Aaron lod manden falde til jorden.
Han vendte sig dernest efter den anden, men han forsøgte at løbe med det samme. Aaron burde måske havde stoppet ved det, men det gjorde han ikke. Han kunne ikke se klart.
Han løb efter ham og inden han kunne nå langt, var Aaron over ham. Han tog fast i hans krave og kastede ham ned i jorden, hvor han bagefter trampede hans hoved ned mod asfalten. Så hårdt at kraniet gav efter under ham.
Da manden var færdig gik han hen til Selene. Han var tørret ind blod, men han var ligeglad.
Han satte sig ned på hug foran Selene. Han ville aldrig havde set hende sådan, han ønskede at det ikke var sandt, men her stod han foran hende. Og hun var ødelagt.
Han sagde ikke meget, for hans tåre sagde det hele.
Han rejste sig igen og tog hende op i hans arme. Han ville tage hende hjem til sin lejlighed, den var i fin stand, siden at han gerne ville have den til at være pæn, når Nikolay nu kom over.
Så han var ikke pinligberørt over den længere.
I will get you home, I promise. hviskede han og gik så hjem ad med

~Hans lejlighed~

Han åbnede døren, mens han stadig havde Selene i sine arme. Han lukkede døren efter sig igen, da de var kommet ind og gik så ind i hans soveværelse, hvor han lagde hende på sengen. Han ville havde lagt hende på sofaen, men hun havde brug for noget meget bedre.
Da han havde lagt hende ned, vidste han ikke rigtig om han skulle tage hendes tøj af eller ej. Men han gik hen og tog en af sine egne trøjer. Det var rent instinkt at han gjorde dette, han tænkte ikke meget over det, han havde ikke meget tid til at tænke.
Han gik hen til hende, hvor han langsomt to hendes ødelagt tøj af hende, så hvis hun ikke ville have det, kunne hun stoppe ham. Men hvis hun lod ham, ville han give hende trøjen på og derefter sætte sig hos hende.

Hun følte ikke sparket, kune luften der blev slået ud af systemet. Hun registrerede intet, som om de sorte pletter for øjnene fyldte det hele, alting var så slørret omkring hende. Alligevel så hun Aaron, auaraen fra en falden engel havde givet ham hen ret hurtig. Hendes hjerne havde registreret ham, men kroppen reagerede ikke og det gjorde hovedet heller ikke. Hun reagerede ikke på blodet eller drabene, der skete for mange ting i hovedet på hende til, at det var en mulighed. Der var ingenting i hendes tanker, der var sådan et endeløs ekko af tomhed. Hun gav et kort gisp fra sig da Aaron satte sig på hug foran hende.
"Don't.." mumlede hun kort i sit hoved, men ordene kom aldrig ud. Tårerne i hans øjne var som hun havde det inden i, hvis hun havde været i stand til at føle noget lige nu. Et eller andet sted var der noget i hende som reagerede på, at han var ked af det. Hun kunne ikke lide, at hun var grunden til, at han var ked af det. Desuden var sidste gang hun havde set en i familien oprevet, var da Kubo skræmte hende væk fra skoven. Så det var det første hun tænkte rent automatisk, at Aaron ville gå fra hende. Det var nok det tætteste hun kom på et udtryk i de brune øjne, den frygt for at være alene. Heldigvis kom frygten ikke videre, da han tog hende op i sine arme. Der gik det op for hende at hun havde holdt vejret lige siden han havde rejst sig op, og kunne endelig ånde ud. Selene klyngede sig ind til ham, og hovedet prøvede at finde ud af, hvad det skulle tænke. Normalt ville hun tage sig en drink i sådanne situation, eller måske et par stykker mere. Bare for at få tankerne væk.

Om det var lykkedes hende at falde lidt hen af alle tankerne i hovedet, var en mulighed. Hun registrerede først noget da hun blev lagt ned. Endnu et lille gisp forlod hende, og hun så op imod Aaron. De brune øjne fulgte ham ganske stille rundt. Tankerne var stadigvæk ikke helt sat ind i, hvad der skete. Let sank hun en klump, og tog let hans hånd inden han rigtig fik mulighed for at tage kjolen.
"D.. Do.. you mind.. if I took a shower first?" Spurgte hun med lettere halv rystende stemme. Læberne skælvede en anelse og hun sank en klump. Let tog hun en dyb indånding, og prøvede egentlig blot at være i kontrol over sig selv. Den indre slange ønskede at tage overhånd over hende, men hun måtte også holde den tilbage. "Please.." tilføjede hun hurtigt og rejste sig egentlig lidt op. Let klemte hun øjnene sammen og tog en dyb indånding.

Han så ned på hende, da hun stoppede ham i at tage hendes ødelagte kjole. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere i sådan en situation, han havde ikke tænkt på dem han havde slået ihjel, det var ikke ham, men han havde set sin søster i den situation, det kunne bare ikke være rigtigt at hun skulle igennem det. Det var ikke fair for hende. Hans vrede havde tager overhånd.
Nu var han egentlig bare så ked af det på hendes vejne, han ville ønske han kunne gøre mere for hende, end hvad han allerede gjorde, men han vidste ikke rigtig hvad.
Da hun spurgte om hun ikke måtte tage et bad, nikkede han bare. Selvfølgelig måtte hun det, han kunne godt forstå hende, hvis hun ville vaske sig efter alt det.
Yes, of course you may sagde han og rejste sig op da hun gjorde, for at støtte hende. Han vidste ikke om hun ville have støtten, men han kunne ikke bare stå og kigge på.
Da han havde ledt hende mod sit badeværelse, lagde han hurtigt et håndklæde frem og to forskellige sæber frem. Han havde et badekar, så han gjorde også lige det klar for hende, så hun ikke skulle gøre særlig meget, andet end bare nyde sit bad.
Just enjoy your bathtime, no rush sagde han inden han gik ud af badeværelset og begyndte at lave en dejlig varm kop te, om hun kunne lide det, vidste han ikke rigtig, men han ville gøre alt for at hun følte sig tilpas.

Hvordan pokker skulle han håndtere dette som lige var sket. Hans søster var lige blevet... Argh, han kunne ikke engang tænke selv ordet, så ondt gjorde det. Han havde stadig tåre løbene ned af øjne, både af frustationer over hvordan han skulle reagere, men også fordi han var så ked af det på Selenes vejne og at han ikke kunne havde været der før.
Skulle have fortælle det til hans søskende, skulle han lade være det være hemmelighed mellem Selene om ham, skulle han lade hende stå med det hele. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre. Han gned sine tindinger som han fik ondt i hovedet af at tæneke så meget.
Da vandet var færdigt med at koge, puttede han urterne i for at give det kogende vand smag, så det blev, ja thé.
Han satte deres kopper over på sofabordet. Han gav hende bare al den tid hun havde behov for. Han ville ikke skynde på hende, ikke efter det hun lige havde været igennem.
Han satte sig på sin sofa og lænede sig tilbage med et dybt suk, hvor han lod sine øjne glide op mod loftet.

Han kiggede hurtigt mod badeværelsesdøren, da den gik op og Selene kom ud. Hun så meget mere ren ud end hvad hun havde været før. Det var helt sikkert. Han rejste sig op da hun kom hen mod ham og rystede på hovedet af hendes lille joke. I don't think that will help you much, sweetie sagde han med sympaty i stemmen, der var så klar.
Han knækkede selv sammen da hun gjorde, og så snart hun krammede sig ind til ham, lagde han sine arme om hende og krammede hende helt ind til sig. Han gav ikke slip, han holdt hende bare så længe hun havde lyst til, om de så skulle stå der i timer, han ville ikke give slip før hun var klar til det.
I'm so sorry this should happen to you, but I'm so glad that I found you, so you shouldn't have to deal with this on your own sagde han blidt og kyssede hende i håret.
Han vidste at Selene var stærk, hun var meget mental stærk også, hun viste ikke sine følelser, hun holdt dem inde, han kunne se hvor meget hun kæmpede for at holde dem inde før, men det var nok det væreste hun kunne gøre. Han var bange for at hvis han ikke havde fundet hende, så havde de ikke fået noget af vide, før hun brød helt sammen og det var forsent. Derfor var han så glad for at han havde fundet hende, så han kunne tage sig af hende, og hun ikke behøvede at være stærk denne gang.

Det føltes sikkert at bryde sammen. Det føltes sikkert at forlade den ring hun havde omkring sig for beskyttelse. Følelsen af at blive efterladt var hård, og i sidste ende nok den hun frygtede mest. Selene holdt Aaron så tæt ind til sig som hun kunne, knugede ham til sig som var det nok det sidste kram de nogensinde skulle dele. Det var dog en skam at det var dette, som skulle være grunden til det. Hvor længe de stod der talte hun ikke sekunderne på, for hun stod bare her og lod faktisk blot tårerne strømme ud som et andet vandfald - hun måtte vel løbe tør for vand på et eller andet tidspunkt? Måske havde Aaron ret, hun skulle ikke håndtere det her alene - og alligevel var det hende det var gået udover. Så var det vel kun hende der kunne håndtere det, eller var det blot noget hun havde bildt sig ind? Han kyssede hendes hår ganske blidt, hvilket bragte tankerne lidt mere tætte end i alle retninger. Selene tog en dyb indånding og prøvede at få læberne til at stoppe med at skælve. Selene prøvede at indfange løsninger, men det var ikke ligefrem som om der var mange muligheder som hun ikke allerede havde i tankerne. Hvordan man glemte bedst, det havde Isabelle lært hende allerede for to år siden, hvis ikke tre. Selene kunne bare ikke rigtig bruge den lige nu, så den måtte vente. Lige nu måtte hun konfrontere sandheden, og det var hun ærligtalt ikke meget for. Hun fortrak at gemme kampen, men det var vidst ikke rigtig hvad der skulle ske. Aaron kendte til hvad der var sket hende, hvilket betød - at hun ikke kunne gemme sig. Det betød også at hun var bange for at han kun ville huske hende for det. Alt hun egentlig ønskede var at folk ikke skulle se hende som et offer for noget.
"Please promise me.. that you wont see me as a victim.. I have tried so hard to build my life up.. and I don't want it all crashed by this.. " det var svært for hende at blive i toneleje, hvor stemmen ikke knækkede sammen. "I just don't get it.. why me? I get I smelled better then most people on the street.. but I still.. why did they have to take that one thing away from me?" Måske var det i virkeligheden hende selv hun spurgte mest. Selene havde gemt sig selv så mange år, på trods af sin egentlig unge alder, havde hun altid haft flirts og kærester som ville det skridt videre - hvor hun havde sagt fra. Nu var det valg ligesom taget fra hende. Selene lukkede øjnene let i og trådte et skridt tilbage.
"I always believed that you give yourself to the one you know you will love forever.. that is just stupid now.. it was all for nothing.." mumlede hun irriteret af sig selv og kørte hænderne henover det våde hår.
"I just wanted to do this one thing.. and they took it.. that choice.. that one thing I have been fighting for so long.. lost relationships because of.. jeez.. I need my mind to shut up.. why won't it just shut up," gentog hun et par gange før hun søgte at sætte sig ned. Dog nåede hun ikke engang til sofaen før benene havde tvunget hende ned på gulvet. Selene tog et par dybe indåndinger og prøvede virkelig at komme til sig selv. Hun hadede at have det sådan her, virkelig. Det kunne ikke beskrives hvor meget hun virkelig hadede det.

Det var den bedste følelse at stå sammen med hende der, knuget ind til sig, men det var også den væreste følelse i hele verden, på grund af situationen de var i. Hvorfor kunne det ikke bare være et almindeligt kærligt kram, hvorfor skulle det være i denne situation. Den værst tænkelige. Han ville gøre alt for at hjælpe hende igennem alt dette der ville komme nu. Han havde allerede slået dem ihjel, det var vel en start, så var hun måske ikke opslugt for at få hævn, men mest fokuseret på at få det bedre. Han mente ikke med at gemme på det og benægte det, men at hun accepteret det som var sket og finde en måde at komme igennem det, og han ville være der for hende. Om han så skulle være den eneste, hvis hun ikke ville fortælle det til nogen. Det var okay for ham, han skulle nok holde på hemmeligheden, han skulle nok lade være med at fortælle det videre, indtil hun var klar til at fortælle det videre. Han ville bare have at hun fik det bedre, men det ville blive en lang process og det ville altid være der, det ville sætte sine spor.
Han kiggede ned på hende og sukkede blidt. Oh sweetie, you are so strong, but you are a victim, but that doesn't mean you can't get up from this. We are all victims in life. fortalte han. Han så hende som et offer. Men det betød ikke noget dårligt, det betød ikke at han ikke så hende som stærk, for hun var så stærk.
Han vidste dog ikke hvad han skulle svare til det andet. Hvorfor hende? Hun var jo bare tilfældig, den tilfældige uheldige forbipasserende. Wrong place, wrong time. Det lød så forkert, fordi det var så så forkert. Men der var ingen andre forklaringer. Don't think about that, think about how you are going to get through this, you will get stronger from this. sagde han og kiggede på hende med et blidt blik.
Han lod sine arme falde til sin side, da hun trådte et skridt tilbage. Han betragtede hende lidt, for at se hvad for en tilstand hun var i.
Han rystede på hovedet, intet var forgæves, hun havde ikke gemt sig selv for ingenting. No, it's not for nothing. What they took from you, was not for them to take. You still have your innocence on the inside, don't let them take that away from you sagde han til hende. Det kunne måske være svært at forstå og det var svært at forklare. men han prøvede så godt han kunne. Hun kunne stadig gemme sig til den rigtige, hun var stadig uskyldig. Måske ikke den måde som hun havde tænkt, men på en anden måde, som er lige så værdifuld.
Han lod hende gå hen til sofaen, eller prøve, fordi hun faldt ned mod gulvet, ind hun nåede der hen. Han gik hurtigt hen til hende og fik hende langsomt op og stå, hvor hun selv støttede det meste af sig, men han var bare der til at hjælpe hende lidt. Han ville altid være der for hende, til at hjælpe hende. Det var hvad brødre var til for, søskende.

Hun prøvede at lytte til ham. Tankerne fløj rundt fra øst til vest. Selvom han sagde hun var et offer, så betød det ikke at hun ikke kunne rejse sig op fra det igen. Aaron sagde hun skulle finde en måde at komme igennem det, og det skulle hun også. Ge smak daun, gyon op nodotaim(Get knocked down get back up), de ord var mere rigtig nu end nogensinde før. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere - som hun var synket til jorden. Det var forfærdeligt. Hvordan hun skulle håndtere det hele, hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det. Musklerne svækkede hende i kampen mod hendes hjerne. Let så hun op på Aaron med våde øjne, over det han sagde. Selene sank en klump. Det var selvfølgelig rigtigt, og hun prøvede at få sin hjerne indstillet på de ord. Aaron hjalp hende op på benene igen, og hun sukkede lidt for sig selv. Prøvede at finde ud af, hvad hun skulle stille op. På den ene side var hun rigtig glad for at Aaron var der, så var hun da i det mindste ikke alene igennem det - på den anden side så hang hun stadigvæk i den tråd, at han ville heller aldrig glemme det. Desuden ønskede hun ikke at han skulle bebrejde sig selv for, hvad der var sket. Måske havde han været i nærheden, men hvem skulle vidst de begge ville have været i nærheden af hinanden den aften? Det var virkelig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
"Please don't tell the others, I don't even know how to handle it or say it," sagde hun så da de endelig fik sat sig i sofaen. Selene sank en klump og tørrede let sine øjne med håndryggen. "I also want to say.. thank you for helping me.. You are a very good person Aaron, don't let anyone else tell you different," tilføjede hun og vippede hovedet let på skrå. Selene havde stadigvæk evnen til at være sig selv, være god mod andre. Den var langtfra langtvæk, nok bare lettere skadet. Dog mente hun stadigvæk hvert eneste ord i den sætning.
"Can we talk about something else for a little while?" Spurgte hun så og samlede læberne lidt sammen. Selene tog en dyb indånding og kørte hånden henover sit hår.  Hvad var der at snakke om? Var de overhovedet i stand til at tage en anden samtale ovenpå det her? "Tell me something good.. a story.. what ever, just something good," bad hun stille og sendte Aaron et svagt smil. Hun ønskede at smile så hun prøvede, og det svage smil var langtfra falsk. Selene var god til at vende opmærksomheden fra sig selv, eller bare den givende situation.

Han håbede at hun tog hans ord seriøst. Fordi han mente det virkelig. Han mente alt hvad han sagde til hende, og håbede at hun ville tage det til sig og tænke over det.
Han ville aldrig glemme hvad der var sket med hende, det ville hun helt sikkrt heller ikke. Men det var heller ikke meningen af de skulle. De skulle ikke glemme det, men komme videre fra det. Man kunne ikke benægte sådan en alvorlig ting. Man måtte ikke.
Han kiggede ned på Selene, han hade at se hende så ked af det, så ødelagt.
Det gjorde ham så ked af at se, men det var heller ikke fordi at han ville se hende unaffected af hvad der var sket.
Han nikkede og smilede blidt til hende, da hun bedte ham om ikke at fortælle det til nogen. Det havde han nok regnet med at hun ikke ville have, han havde heller ikke i tankerne at sige noget til de andre, da det var hende som det skulle komme fra, og ikke ham. I promise you I won't tell them anything sagde han blidt og nussede hende i hendes våde hår, som de sad i sofaen sammen.
Han var glad for at hun satte pris på hans hjælp, han var glad for at hun ikke bare skubbede ham væk, som han prøvede at hjælpe, fordi hun ville klare det hele selv, det havde han været lidt nervøs for.
I'm just glad that you will let me help you, and not push me away sagde han blidt og smilede kærligt til hende.
Da hun spurgte om de ikke kunne tale om noget andet, prøvede at han finde på noget at tale om. Noget som var spændende måske, noget som kunne gøre det lidt nemmere lige nu.
Sure, of course sagde han mens han tænkte på hvad han skulle tale om.
Han smilte så lidt og vidste hvad han ville fortælle hende. Han ville fortælle hende om Alessio og hende Isabelle som han var begyndt at se mere og mere. Han havde kun fortalt Aaron og han ville ikke have at andre vidst det, fordi det ikke rigtig lå til ham at have forhold, men han ville fortælle det til Selene, for at få hende på andre tanker.
Alessio has gotten a girlfriend, mmm.. Her name is Isabelle, he keeps talking about her all the time, he can't stop sagde han og grinte lidt over hans brors opførsel, da det slet ikke var Alessio.

//out//