Pleas forgive me - Raco

@Raco

Jake hang igen ud over rælingen på styrbord side. Han var som en et barn på sin fødselsdag. Han kunne ikke vente med at komme hjem, og håbe på at Raco ikke var eller blev alt for gal over det han havde gjort. Han huskede tilbage for næsten tre uger siden, da han fyldt med raseri over sig selv og det Jazmin havde fået ham til, var komme tilbage til Draconia.

Besætningen stod og stirrede på ham, da han kom ombord på Draconia og begyndte at bjæffe ordre ud om at sætte sejl og sætte kursen hjem til Dead Mans Rock. De havde reageret med en blanding af smil og forlegenhed, hvilket havde fået Jake til at undre sig lidt. Så var Saxon, skibets Quatermaster, trådt frem og havde talt. "Vi har alle talt sammen og syndes det er på tide at du får det at vide. En ny fremtid venter os alle der hjemme." Jake havde gloet underligt på Saxon, som havde sukket og First Mate Billy var trådt frem. "Kaptajn Fire venter sig. Du skal være far." Jake åbnede munden for at brøle noget, men stivnede ved ordet far. Han stod med munden åben, klar til at brøle, men ikke en lyd kom ud af den. Man kunne lige frem se hvordan farven stille og roligt forlod hans ansigt, hvordan benede begyndte at ryste og spredte sig til resten af kroppen, for tilsidst hvor benene gav efter, at falde på røven med et bump. Her sad han og prøvede at få sin hjerne til at fungere og få ordene til at give mening. Lidt efter lidt begyndte farven at vende tilbage og et kæmpe smil bredte sig over hans ansigt. Han så op på Saxon og Billy.
"Jeg skal være far." Saxon og Billy grinede og nikkede, hvilket gav Jake ny energi. Han sprang op og brølede ud over hele skibet og vigen:
"Jeg skal være far." Hele besætningen jublede sammen med deres kaptajn. Nu begyndte Jake febrilsk at give ordre ud om at hæve anker, sætte alle sejl og kursen hjem. Han kunne ikke sidde stille og hjalp selv med over alt. Snart havde Draconia vind i sejlene og var på vej hjem. Jake prøvede at få noget søvn, men han kunne ikke falde til ro. Flere gange var han oppe på dæk og klatter rundt i tovværket til masterne for at se hvor langt de var nået. Besætningen lo og grinede, når han kom ud på sine ture. De tilbød ham at hjælpe dem med forskellige ting for at afhjælpe noget af den energi, som han slæbte rundt på og for at få hans sind på lidt andre tanker for en stund. Jake havde flere gange undskyldt sin utålmodighed og besætningen havde hver gang reageret forstående. Mange af dem havde selv familie hjemme på øen.

Jake klatrede et stykke op af rigningen fra rælingen, han kunne se indsejlingen og havde nærmest lyst til at springe over bord, men han viste at det kun ville sinke ham.

Raco sad i en lænestol og snakkede med hans kaptajner. Man havde svært ved at tro at han var gravid, men det skyldtes nok også den lange frakke som han for det meste gik rundt med. Han havde holdt det hemmeligt, men Seuzan var kommet til at sige det højt for en halvanden måned siden og nu kunne man lige ane en buld på maven. Raco havde flere gange taget sig selv i at mærke på den. Hans kaptajner sad og spillede og snakkede. Mange havde gemt rom og vin væk fra Raco. Han vidste at det var med gode hensigter, men damn det var stadig irrerterende. Selvom klokken var fem var solen stadig varm. Raco gav et pust fra sig og tog jakken af. Skjorten var hslvt åbent og han lænede sig tilbage. Dagen havde været sindsyg varm og ingen havde orket at lave noget, udover selvfølgelig at sidde et meget køligt sted. Den friske brise fra havet var mere end velkommen og kærtegnede alles hud.

"Hvornår tror du Jake kommer hjem?" spurgte en af kaptajnerne og lagde et es ned i bunken af kort."Det er et godt spørgsmål. Enkelte har set et skib der ligner Draconia, men ingen er sikre." Raco lyttede med halvt øre og lukket øjne.

Jake nød vinden som bar dem ind frem til indsejlingen. Her gav Saxon fløjte signalet om at de var venner, og kort efter modtog de et svar om velkommen hjem. Jake sugede luft ind og brølede højt og længe, noget han gjorde hver gang han kom hjem fra en sejltur. Han brugte en smule vindmagi, til at få brølet til at nå helt frem til slottet. Han håbede at Raco havde et vindue åben, ellers skulle tjenestefolkene nok sørge for at han fik at vide hvem der var kommet hjem.
Besætningen lo og grinede, da Jake brølede. De råbte sjofle vittigheder til ham og han grinede tilbage.
Draconia kom glidende ind i lagunen og stilede stævnen imod en af kajerne. Hun havde knap nok lagt til kaj, før Jake sprang fra borde og spurtede i retningen af slottet hvor han regnede med at finde Raco. Alle flyttede sig ved synet af Jake som kom løbende, nogle råbte 'tillykke' efter ham og han vinkede som tak.

Raco hastede ud af slottet, men ikke i fuld løb. Flere healere havde forbudt ham om at løbe for meget da chancen for at miste barnet. Han havde hørt brølet og set skibet. Han kunne ikke vente med at se Jake igen. Han kunne ikke vente med at fortælle Jake nyheden. Den lange frakke fulgte hans bevægelser, længere nede at vejen kunne han skimte en skikkelse. Et smil bredte sig og han stoppede op. "Jake!" kaldte han og hvilede hånden på den ene hifte. Vinden tog i hans tøj, men alle hans sanser var på hans mage der kom styrtende.

Jake så Racos skikkelse komme imod sig, hørte hans stemme og så hans vinken, hvilket gjorde at han satte farten endnu mere op. Da han kom hen til Raco, greb Jake ham og knugede ham ind til sig, imens han begravede sit hoved ved Racos skulder, dog var han lidt forsigtig så han ikke fik klemt Racos mave. Tårene af glæde og sorg gjorde frakken våd.
"Min elskede soulmate, hvor jeg dog elsker dig og hader mig selv lige nu. Jeg beder dig... Tilgiv mig for min svaghed og elsk mig for min styrke. Lov mig du holder mig fast og ikke lader mig for lade din side. Hvis du ønsker det, vil jeg finde en anden kaptajn til Draconia og blive i land hos dig eller følge dig på Black Breathe." Jakes krop var begyndt at ryste lidt af en blanding af anstrengelse over løbet og på grund af hans dårlige samvitighed. Han ønskede på en måde at Raco ville tage ham med ind på et værelse, hvor han ville straffe ham med slag, bid og pisk, for så bagefter at holde om ham og fortælle at han aldrig ville lade Jake forlade hans side.

Raco stivende da Jake snakkede. Hvad havde han nu gjort? "Jake Black. Hvad har du gjort?!" snerrede den ældre Draconianer. Han trak sig tilbage og stirrede afventende på sin mage. Hans arme krydsede sig over hans bryst og en snerren kunne ses på hans ansigt. "Nej vent, lad os tale om det hjemme på slottet!" Han snurrede rundt og gik tilbage mod slottet. Hans skidt var hårde og hurtige.

Folk trak sig væk da de så den vrede kaptajn efterfulgt af hans hjemvendte mage med tåre i ansigtet. Der opstod en mumlen og mange fulgte dem med øjnene. Raco trådte ind i deres biblotek og stillede sig ved vinduet. Han var vred og forstod ikke hvorfor Jake tiggede om hans tilgivelse. Han lukkede øjnene og ventede på Jakes svar.

Jake stivnede ved Racos snerrede, han åbnede og lukkede munden for at få startet fortællingen, da Raco snerrede at de skulle vente. Jake fulde stille med og da de kom ind på biblioteket, tog han sit våbenbælte, jakke og skjorte af, som alt blev lagt på et bord inden han igen så hen på Raco. Han holdte sit håndled frem og drejede hovedet, så Raco kunne se sårskoperne efter bidemærkerne. Hans nervøse vejrtrækning fik den sorte flamme tatovering på hans højre brystmuskel til at hæve og sænke sig.
"Vi var på vej hjem fra togtet, da folkene ønskede at hente forsyninger i Dragons Peak. Jeg prøvede at overtale dem til at vente til Aquener. Jeg lovede dem endda et døgn i byen, men de syndes stadig at vi skulle tage Dracons Peak." Han sukkede og søgte Racos øjne.
"De trorede ikke at blodsdemonen stadig var i byen. Jeg gik lidt rundt, men kom desværre uden for folkenes synsvide. Og der ventede hun desværre. Jeg forsøgte at stikke af, men blev viklet mere ind i byens ukendte gader. Da jeg valgte at kæmpe imod hende, truede hun min besætning på livet." Han gik hen og knælede foran Raco med bøjedet hoved.
"Jeg ved ikke hvad du syndes om min beslutning, men jeg valgte folkenes liv. Og håbede på at hun ville holde sit ord om at jeg kun skulle give noget blod, hvor efter jeg fik lov til at gå i live. Jeg skyndte mig at sende folkene tilbage til Draconia og greb en vinsæk, hvor jeg blandede de urter Taliia havde givet mig i vinen. Urterne ville dræbe min sæd, når den forlod min krop. Det var desværre også nødvendigt. Hun tirrede mig til mit vilddyr kom frem og tog over. Lidt ligesom den første gang vi var sammen, bare hvor jeg mistede alt kontrol. Dog varede det kun omkring en time, hvor hun begik den fejl at nævne en af hendes tidligere elskers navn. Det fik mig tilbage til mig selv, hvor jeg forlod hende så hurtigt jeg kunne." Han så op på Raco med et ansigt som lyste af sorg over sin svaghed, men også over den lykke og kærlighed han følte ved at skulle være far.
"Da jeg kom tilbage til Draconia, kogte jeg af raseri over min egen svaghed. Jeg var ved at bide hovederne af besætningen, men de valgte alligevel at fortælle mig, at du ventede dig. De havde holdt tand for tunge med det lige siden de fik det at vide fra Seuzan, den gang Vivian forrådte mine ordre. Men de syndes at jeg skulle havde den gode nyhed for at hjælpe på mit dårlige humør. Og det virkede. Jeg ved at jeg aldrig kan tage det tilbage, selv om jeg ville ønske det. Jeg kan blot håbe og tro på at du en dag kan tilgive mig for den dumhed." Jake trak sit bælte af sine bukser og holdte det frem imod Raco.
"Straf mig på en hver tænkelig og utænkelig måde. Dog beder jeg dig, min elskede soulmate, mit liv og kærlighed, forlad mig ikke - ikke nu hvor du venter vores barn. Dét og dét alene ville dræbe mit liv fuldstændig." Jakes stemme og krop skælvede en smule af indestængt gråd, imens han så afventende på Raco. Tårene løb stille ned over hans kinder og havde gjort det igennem hele hans fortælling.

Race var tavs og lyttende. Hans øjne var stadig hårde, men der var også smerte i blikket. "Jeg overvejer virkelig at efterlade dig her alene." Han tog bæltet. Hævede det og man kunne se hans drageside. Bæltet faldt hårdt flere gange. Dette gjorde ondt på dem begge. Efter tyve slag kastede han bæltet til side og satte sig på hug foran Jake. Hans fingre hvilede blidt over såret. "Gør du dette igen forlader jeg dig. Ligemeget om det er en eks eller hende igen. Jeg ville bekymre mig om du kommer tilbage eller omjeg skal stå alene med barnet!" Han lod, uden at tænke over det, en hånd glide ned til den svagt rundende mave. Den anden gled rundt om Jakes nakke. Lænede sig lidt frem og pressede sine læber mod hans. Man kunne skimte de sorte flammer gennem Racos hvide skjorte.

Skræk og rædsel lyste ud af Jake, da Raco talte om at forlade ham og tårene tog til i styrke. Da Raco begyndte at piske ham med bæltet, kæmpede Jake for at sidde stille og med let bøjet hoved. Et hvert instingt i ham fortalte ham at han enten skulle løbe eller kæmpe, men han havde selv givet Raco bæltet og havde selv bedt ham om at straffe sig. Jake bed sig hådt i læben for ikke at skrige højt, men han kunne ikke tilbage holde nogle smertens støn. Tårene forsatte med at løbe imens Raco straffede ham.
Da Raco stoppede og begyndte at tale, rystede Jake som et espeløv. Men han så alligevel op på Raco og gengældte kysset. Da de brød, så han på Raco. Hans stemme rystede, men var forstående nok.
"Jeg sværger ved mit liv, at du vil være den eneste jeg deler min krop og liv med. Jeg vil heller dø end at skuffe dig igen."

TIMESKIP:


Raco lå i sengen med lukket øjne. Barnet var meget aktivt og strakte sig. Han gav et grynt da hans blære blev skubbet til. "Du er meget aktiv, little one." mumlede han og rullede op på siden. Han vidste at han burde komme ud af sengen, men han var i slutningen af sjette måned og barnet tog en del af hans kræfter. Han satte sig op og strakte sig. gik hen til vinduet. En hvid skjorte dækkede maven og løse bukser hang om hans hofter. Det røde hår hang løst og skægget trængte snart til en ny barbering. Knap og nap tre måneder mere og en lille Draconianer ville komme til at leve på øen. Besætninger gjorde meget ud af at holde øen sikker.

Man kunne høre havet i det fjerne. Råb fra byen og skibe der kom i havn. Han kunne se Black Breath var i havn sammen med Resolute. Seuzan var godt ikke her, men han var fløjet tilbage til Devil's Lagoon. Mere ildkraft havde han sagt.

Jake kom ind på værelset og så sig rundt efter Raco. Han fandt ham over ved vinduet og gik smilende hen til ham, hvor han stillede sig bag ved sin mage og lagde hænderne om Racos mave og hagen på Racos skulder. Han spandt stille.
"Ikke langt igen. Hvordan har i to det i dag?" Han flyttede hovedet en smule, så han kunne kysse Raco på kinden. Hans stille spinden forsatte. Han nød at være her sammen med sin mage og sit kommende barn. Faktisk havde han en tildens til at smutte fra de forskellige møder for at være sammen med Raco, som blev forkælet ud over alle grænser. Jakes ene hånd begyndte at nusse blidt hen over den bulende mave.

"Dit barn er meget aktivt og danser stepdans på min blære." sagde han og lænede sig tilbage mod den højere mand. Raco så på hans mave og så på den. Han vidste at hans familie ville nu udse denne ufødte Draconianer som en trussel og en plet på deres familie. "Noget nyt fra Taliia?" Seuzan var taget hjem til Devil's Lagoon for at hjælpe der. Der var en storm på vej og mange var ved at gøre klar. En lettere smerte opstod kort da den ufødte søn vendte sig.

I det fjerne kunne man se de mørke skyer komme rullende ind over land. Raco var lettere bekymret for hvornår han ville føde. Alle hans søskende, og ham selv, var født under en storm og en anelse for tidligt. Han tog komfort i det hjerteslag der kom fra personen bag ham.

Jake klukkede da Raco snakkede om at deres barn var aktivt, og hviskede blidt.
"Tror det ligger til familien. Mor sagde også at jeg havde været den værste og mest utålmådige, hun nogensinde havde båret rundt på." Han smilede, da han mærkede barnet flytte på sig. Da Raco spurgte til Taliia, måtte Jake flytte sit hovede for ikke at gøre sin mage døv for en tid. Latteren var høj og hjertelig.
"Hun drukner savnet i en blanding af papirarbejde og kamptræning. Jeg har et par gange fundet hende liggende ind over sit skrivebord, hvor hun var faldet i søvn. Faktisk tvivler jeg på at hun har lagt i en seng siden Seuzan tog af sted." Han kyssede igen sin mage på halsen, og tilføjede med laver stemme.
"Hun har endda truet mig, med at sy mine læber sammen, hvis jeg ikke lod hende i fred. Men jeg ved at hun ikke mener det. Hun savner bare sin elskede. Selv folkene i byen er forsigtige med at nævne Seuzan i hendes påhør. Der har vist været et par gange hvor hun nærmest har bidt hovedet af folk. Jeg håber og tror på at hun bliver bedere til at takle hans fravær med tiden." Det sidste blev fuldt på af endnu et par kys på halsen. Han standsede og så ud af vinduet ned på havnen. Da han talte, var det hans tanker som kom over hans læber.
"Måske jeg skulle lade hende prøve at lede Draconia eller Sea Hawk på et togt?"

"Send hende til Devil's Lagoon med en rapport til Seuzan. Kan måske redde vores mænd fra at miste deres kugler." sagde han med en klukken og skar ansigt da barnet sparkede hårdt. Han elskede deres barn, men det var også efterhånden en smerte et vist sted. Han strakte sig, men fjernede sig ikke fra den støttende krop der var bag ham. Han vidste at han snart burde befinde sig i deres hytte og ikke her på slottet. Hans fødder var næsten hele tiden ømme og han kunne ikke rejse sig snart selv mere. "Jeg tager hjem til hytten og bliver der indtil denne drageunge kommer ud." Han vidste at Jake ville være fanget mellem to steder, men deres søn skulle fødes et sikkert sted og ikke et sted hvor der var larm, selvom det nok var mere sikkert.

Jake klukkede ved Racos ord om at sende hende til Seuzan. Og da barnet sparkede, lod han hænderne kærtegne maven. Han begyndte at brumme erotisk, imens han igen kyssede sin mages hals og kraveben.
"Har jeg nogensinde fortalt dig hvor sexet du er med den mave?" Hans erotiske brummen blev blandet med en spinden imens hans bukser begyndte at stramme omkring hans lår.
"Selvfølgelig skal du hjem og slappe af. Selv om det bliver hårdt, så skal jeg nok holde skansen her." Jakes ord var fyldt med følelser, som var en blanding af glæde og bekymring.

Raco kyssede sin mand og puffede ham afsted. "Du har noget at se til og jeg skal vandre en uge rør jeg når hjem til vores hytte." Raco begyndte at pakke enkelte af hans ting ned i en taske og skiftede tøj. Hans lange jakke hjalp med at beskytte den lille og han gik ud af døren. Gennem slottet og stoppede kort udenfor. Et glimt tilbage og et suk. Nu begyndte turen hjem til hytten. Og med stormvarsel, det kunne kun gå for langsomt.

Lukket.