How can one in darkness save another one without drowning? Joshua

Det krævede selvkontrol. Alt den selvkontrol hun ikke ejede. Selvom hun kæmpede videre efter Lithra reddede hende fra sig selv, så var det langtfra en kamp hun var færdig med. Det torturerede hendes sjæl, flåede hende fra hinanden - og det eneste hun kunne gøre, var at prøve at få det til at fungere. Lithra havde sagt, at en dag ville Katana være taknemlig over, at hun ikke havde taget sit eget liv. Den dag var desværre bare ikke i nærmeste fremtid. Hvert eneste sekund gjorde ondt inden i, ensomheden brændte hende op. Det var forfærdeligt. Vreden brændte inden i og tårerne sveg i hendes øjne. Frustrationerne var ved at få hende til at skrige, hvorfor måtte hun ikke bare give op? Det var da hendes valg, ikke en eller anden stupid kvinde som mente hun skulle kæmpe videre. Hvor selvisk var den kvinde lige, bare at bestemme sådan over et valg, som var Katanas. Hvem var Lithra overhovedet i forhold til at se tingene fra Katanas synsvinkel? Der var ingen som alligevel ville have hende i sidste ende, hvorfor ikke bare have ladet hende gøre det? Så ville hun ikke være nød til at være skuffet over ikke at have fuldført det. Men på den anden side, det var uger siden nu - Katana gik rundt alene hele tiden - hvis hun virkelig ønskede det, hvorfor havde hun så ikke bare gjort det for længest? Måske vidste hun godt, at hun i sidste ende ikke ønskede at dø. Hun ønskede bare ikke at føle længere, hvis det eneste hun skulle føle var tomhed, ensomhed og vrede - hvad var livet så værd? Det var det samme spørgsmål om og om igen. Hun vandrede rundt igennem byer og skove - nok mest skoven. Der kunne hun gemme sig mest af alt for alle andre end sig selv. Katana klemte de blå øjne hårdt sammen og lod tårerne flyde over, det tunge åndedrag forlod læberne i et suk.

Hun trak af sit tøj, og lagde det i en lille sæk, så da hun skiftede form til den kæmpe rødbrune ulv - så kunne hun have den med sig - det hjalp at løbe en tur i naturen. Bare lidt. Men lidt var bedre end ingenting. Der var ordet.. Ingenting. Ulven stoppede op da en kendt dog ukendt fært ramte hendes næse. Dæmon. Der var dog kun en dæmon hun kendte i hele denne her verden, og det var Jacob. Hvad lavede Jacob herude, hvis hun overhovedet havde ret. Hun listede sig lidt frem, ganske lydløst som hun var oplært til. Der så hun dæmon drengen, hvad var det ved at være lidt over et år siden, at han havde sagt at han havde brug for plads. Katana var mester i at give folk plads, så hun var forduftet. Det var efterhånden nemt for hende. Ulven så mod dæmonen ganske kort, før hun besluttede sig for at skifte form. Heldigvis havde hun jo sækken med tøj, som bestod af en sort top og et par lange bukser. Trods af alt var foråret ikke så varmt idag som hun ønskede. Katana trak i sine støvler og satte det lange blonde hår op i en høj hestehale. Så behævede hun sig ud mod, hvor hun før havde set ham.
"Jacob.. I'm surprised to see you here," indrømmede hun og rynkede lidt på brynene. Armene var trukket omkring sig selv, i en form for beskyttelse men også forundring. Katana tog en dyb indånding stemmen var en anelse hæs, tydeligt hun ikke havde snakket i noget tid. Hun ville gerne være glad, men hun kunne ikke rigtig få glæden udover hendes skal af mørke. "You shouldn't be here, its dangerous," tilføjede hun og sank en klump.

//Joshua <3

Joshua - han prøvede at bruge sit rigtige navn nu, men det lød stadig forkert for ham -  havde haft nogle hårde par måneder. Dette var en underdrivelse. Han havde haft nogle ulidelige par måneder. De sidste par måneder kunne han huske som et slørret billede fordi han havde gået rundt og konstant været i en stor forvirring. Han vidste ikke hvem han var. Han vidste ikke længere hvilken del af ham var sand og hvilken del var noget, hans far havde bildt ham ind. Hans far... han blev ved med at kalde Rowan for sin far. Men sandheden var at han bare var hans vært, en mand til at holde på ham til når Jazmin, hans mor, havde mulighed for at hente ham. Jazmin som han hele sit liv have troet var sin tante. Han havde været så tæt på sin mor og aldrig vist at det var hende - hvilken søn gør det ham ikke til? Og så var der hans far, hans rigtige far. Daron, hed han. Soldat på Drageborgen og en forfærdelig mand, havde Jazmin fortalt. Arrogant, lusket og utroværdig. Der var en grund til at hun ikke følte at hun kunne opdrage ham med ham. Joshua kunne ikke lade være med at tænke at hvis hans far virkelig var så forfærdeligt - hvordan måtte Joshua så selv være? Han havde om gener og arv i biologi og samfundsfag og der var den her teori med opbakkende undersøgelser der mente at selv hvis børn ikke kendte til deres forældre ville de ende ud med samme personlighedstræk. Kriminelle forældre ville få kriminelle børn. Og med evnen havde Joshua ikke svært ved at tro, at han var ment til at være ond. Hvad nu hvis han faktisk var det?
Udover dette så havde hans evne forværret. Ikke at han hele tiden kom til bruge den men der var hele tiden risiko for at hans hjerte af en eller anden grund begyndte at banke ukontrolleret. Det værste var at hans mor ikke havde evnen, som han ellers have troet, og han vidste ikke om hans far havde den. Det var som om alt håb for at finde en måde at kontrollere den var væk. Han ønskede i hvert fald ikke at møde den onde mand, der var sin far. Han frygtede at hvis han gjorde det ville alle hans gode minder om Rowan forsvinde, og det var det sidste han havde brug for i denne periode af forvirring og selvhad.

Så nu var Joshua ude at gå. Det havde han været længe, faktisk havde han så snart solens første stråler ramte jorden besluttet sig for at tage sine stofsko og gå. Han havde gået flere ture, så han forventede ikke meget af den her. Det var bare en måde at komme af med hans rastløshed og alle de tanker der jagede ham. Han kunne jo ikke komme i skole, så han skulle bruge sin tid på noget, nu hvor han ikke kunne sidde stille.
Han havde gået ind i Ashen Wood Forest. På det seneste gik han ofte derind bare for at komme væk for andre mennesker. Det var en heldagstur så han havde medbragt en taske med nogle smurte mader og en flaske vand. Nu traskede han blot rundt i skoven, tabt i sine egne tanker. Hvad han præcist tænkte på, ville han ikke fokusere på. Han ville bare lade sin hjerne arbejde og nyde naturen og tillade sig selv den smule frihed der nu var ved den her skovtur.
Nogle fodskridt fik ham dog til at standse. Chokket fik hans hjerte til at banke hurtigere, hvilket blot gjorde ham mere panisk. Han stødte aldrig på nogen ude i skoven. Hurtigt vendte ham om til at se en person han ikke havde set i meget lang tid. Katana. Hans eneste rigtige ven som han  havde fortalt skulle give ham plads. Det var da hele hans liv vendte på hovedet skubbede han hende væk. Hvor ville han ønske, at han ikke havde gjort det.
"Katana.. hi," sagde han, nærmest forpustet over forskrækkelsen og over at hans hjerte bankede kraftigt. Han tog nogle dybe indånding for at prøve at berolige sig selv men det hjalp ikke meget. Stemningen mellem dem var anspændt og det gjorde ham urolig. Men det var også hans egen skyld og det vidste han. Måske var det en af hans træk fra hans far som han havde brugt mod Katana.
"Wait why-why would it be dangerous?" spurgte han, ikke så meget bange, mere forvirret. Det var han så ofte på det seneste, "This area of the woods is cleared from spiders."
Han tøvede kort og så hen af hende. Det var så lang tid siden han havde set hende at han kunne sværge for sig selv at hun virkede ældre. Mere voksen. Hun havde altid virket moden men noget ved hende var væk. Hendes glæde? Det håbede han ikke.
"Katana... I'm so sorry that I pushed you away," sagde han med en mere rystende stemme. Det var hårdt for ham at snakke om hvad der foregik lige nu, "I shouldn't have done that, I... Everything was just messed up and I thought that... I don't know what I thought. I made a mistake."
Han så ned på sine fødder, hvor den ene skubbede lidt til nogle blade i skovbunden. Han turde ikke se på hende af frygt for at se skuffelse i hendes blik. Han havde godt nok skubbet hende væk men han ønskede ikke at miste hende. Hun var alt han havde nu.

Hun havde overrasket ham, det var tydeligt. Katana var overrasket over, at hun overhovedet havde taget kontakten. Det var måske bare at hører hans stemme hun egentlig ønskede at lytte til? Der var længe siden hun havde været den pige han mødte inde i byen, selv der havde tingene været forfærdelige for hende - men han havde været hendes anker til menneskeligheden. Alt det inde i hende som hun havde ønsket at kæmpe for, havde været der når hun var sammen med ham. Det sekund han var væk fra hende, havde den del gået med ham væk fra hende.
"Spiders aren't really that awful.. I'm talking about hunters .. serial killers.. all that stuff," svarede hun blot en anelse for neutralt. Det var da bedre end at tale mere vredt i stemmen. Af en eller anden grund var hun vred, og på en måde vidste hun godt hvorfor. Det var dog ikke nu at hun skulle lade sine følelser tage overhånd. Katana kunne ikke se ordenlig glad ud, ikke engang hvis hun ønskede det - eller jo det ville bare kræve mere af hende end det burde. Det tog pusten fra hende da han sagde undskyld for at have skubbet hende væk. Katana sank en klump for nu kom de følelserne. Ord kunne ikke gøre op for handlingen. Den rystende stemme fortalte naturligvis hvordan han havde med det, og et sted i hende ønskede at tro på det. Håb var der intet af, hvorfor skulle hun overhovedet tro på at han mente hvad han sagde? Det kunne bare være en dum undskyldning for at hun ikke skulle gå væk? I made a mistake. Let trak hun på det ene bryn.
"A mistake?" Spurgte hun med en lidt mere hæs stemme. "No you shouldn't have done that, and a sorry doesn't change anything.. You think you can just say sorry to me, and I will smile at you, pretending everything is okay? Because I wont," Tilføjede hun i et mindre udbrud. Katana kunne mærke vreden og sorgen krible i sine fingre, fik hende til at knytte hænderne for at holde frustrationerne i sig.
"I really wanted to do something for you... I stayed away.. but you left me.. you broke me.. everyone did, but that is my own fault.. I trusted you and I'm weak.. not a good combination.. You shouldn't be out here.." sagde hun så og sank en klump.. hurtigt tørrede hun en tåre væk fra sin kind. Det var generelt hårdt for hende ikke at klynge til en mulighed for at få bare lidt glæde, men en del af hende troede ikke på glæde mere. I hendes hoved var der ikke nogle som kunne holde af hende, hvilket også var grunden til hun reagerede som hun gjorde. Hun havde brug for udbrud og hun havde mange af dem - men ingen af dem rigtig rettet mod folk hun kendte. Ikke engang hendes forældre var ude og lede efter hende, ikke engang hendes søster.. Tatia og Wade var ligeglade.. alle var så fucking ligeglade. Lithra havde måske reddet hendes liv, men det var ikke noget hun endnu satte pris på.

"It will be better if you just stayed as long away from me.. You don't need me... truth is you just don't wanna be honest with me.. if you really cared.. you wouldn't have pushed me away. It's it crazy to think about? You were the only person I trusted and I really believed you cared about me.. I was so wrong.. I'm was so stupid back then.. I really hoped.. and now I realize how pathetic that makes me.. " fnøs hun i et suk og rystede på hovedet af sig selv. "If you hoped to find the happy girl you were friends with.. you took her with you a long time ago. She is gone.. she is dead.. get that?" Spurgte Katana så en smule mere bestemt.  Nu skubbede hun ham væk trods alt hun ønskede, men hun ønskede ikke flere skulle såre hende. Hun ville ikke kunne klare, hvis hun tog ham ind under sin hud igen - hvordan vidste hun så ikke at han bare ville flå huden af hende? Katana rystede på hovedet af sig selv og kørte hænderne frustreret henover det blonde hår.
" I know you had to do it.. I don't blame you for that.. I get it.. I do.. otherwise I would have argued with you about it.. just don't expect anything.. "
Det var hendes sidste sætning som nok var mest rolig, for hun prøvede at finde ro i sine tanker - så hun vidste hvad hun lukkede ud. Sandheden var at det var nemmest at smide alt ud på en enkelt gang, så det ikke fyldte. Det var nemmere at læsse af end at rode rundt med det i hovedet. Katanas hoved var alt for lille til at rumme alle de tanker og følelser.

Han havde ikke forventet, at hun bare ville trække på skuldrene og give ham en krammer og så var alt godt. Han havde håbet det. Det havde han så inderligt håbet. Det var det eneste som han havde brug for lige nu - et kram og en forsikring om at alt nok skulle blive godt. Men det kom aldrig, og han havde heller ikke forventet andet. Han havde ikke fortjent andet.
Alligevel kom hendes vrede bag på ham, og han så chokeret op på hende. Det var dumt - selvfølgelig var hun vred. Han havde fuldstændig lukket hende ude, ødelagt et ellers fantastisk venskab. Han havde skubbet alle væk, de få personer der var i hans liv og for hvad? Han var lige så ulykkelig. Men i det mindste kunne han ikke såre nogen, eller det troede han. Det kunne han så tydeligvis se nu at det kunne han sagtens. Han gik virkelig i sin fars fodspor.
You think you can just say sorry to me, and I will smile at you, pretending everything is okay? Han rystede febrilsk på hovedet over hendes ord.
"No, no, I-I didn't-"
Han nåede ikke at sige mere, før hun talte videre. Han lod hende tale. Hun fortjente at tale ud, at rase på ham. Men det gjorde stadig ondt. You left me.
You broke me. I trusted you. Alt var sandt. Alt var så modbydelig sandt og alt var hans skyld. Han behøvede ikke en livsfarlig evne til at såre dem han elskede.
"Katana, you're not weak," sagde han men hans stemme knækkede og døde ud uden nogle kræfter. Hun sagde godt nok, at han ikke burde være her, hvilket Joshua tog som en hentydning til at gå. Men han gik ikke. Ikke fordi han ville gå i mod hende eller bevise noget. Det var bare som om hans fødder var sømmet til jorden. Han ville for alt i verden gøre som hun bad om, men han var stivnet, hendes kolde ord havde frosset ham fast.
Hun talte videre. Hvert ord var som små knive, der ramte ham i brystet - ikke lange nok til at ramme hans hjerte og dræbe ham, rive ham ud af smerten. På en måde havde han lyst til at råbe, få hende til at holde mund. For det hun sagde var ikke sandt - han holdt så meget af hende. Og det gjorde så ondt at se hende i smerte, en smerte han havde forsaget. Men han råbte ikke. Den eneste lyd var hans raspende vejrtrækning, som han stirrede på hende. Hans store øjne var fugtige. Hans hånd havde et fast greb om hans trøje lige over hjertet. Det bankede ukontrolleret, men han tænkte ikke over det.

She is gone.. she is dead.. get that? Han forstod det. Den gamle Katana var død, og det var hans skyld. Han havde dræbt hende.
Han havde det som om han ikke kunne trække vejret. Hans blik var slørret af tårer. Han hørte knap nok hendes sidste ord. Hold da op, hvor gjorde det ondt. Ikke bare psykisk, det føltes som om hans verden var ved at gå under, som han havde ødelagt sin bedste ven, men også fysisk. Hans hjerte gjorde ondt. Det bankede mod hans bryst som prøvede det at slippe løs. Hårdt og desperat.
"Katana..." Hans stemme var rystende og svag. "I am so sorry, I really am. I never meant to... I really care about you, I-"
Han havde svært ved at få ordene ud. Han hev efter vejret og tårene løb ned af kinderne på ham. Hans hjerte gallopperede af sted. Det var først nu, at han lagde mærke til det. Men det var for sent.
Hans blik ændrede sig. Det var som om noget gik op for ham, hvilket også var rigtigt. Det var ren og skær frygt der var i hans opspærret øjne. Som var han blevet ramt af noget, faldt han tilbage. Benene gav op under ham og han faldt på jorden. Han ville have faldet helt ned men havde en ene arm til at holde ham siddende oppe. Han hev efter vejret, hurtigt og rædselsslagen. Han hyrperventilerede i takt til hans herte banken. Det føltes som om han skulle til at dø. Som om vinden omkring ham kvalte ham. Han kunne ikke trække vejret. Men det var ikke, hvad der skræmte ham. Hvad der skræmte ham var at han vidste, hvordan det påvirkede Katana. Hendes hjerte ville nu slå hurtigere og hurtigere, en bølge af chok ville ramme hende. Hvis han ikke kunne stoppe sig selv, stoppe evnen, ville hun dø. Han ville endnu en gang dræbe hende. Men han kunne ikke stoppe. Han kunne ikke en gang bevæge sig. Han stirrede blot op på hende med en hånd om hjertet, gispende og med skræk i sine alt for uskyldige, blå øjne.