We'll make a warrior out of you yet - Kira

S: Det Nordlige Ashen wood
T: Midt på dagen
O: Beskrives
V: Beskrives
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Audrey havde taget sig en tur til væk fra Blakes flok. Det var rart til tider at have noget af sit gamle jeg, som samlede sig i hendes følelser. Den værste ting ved det, var at den del af hende var så gammel og så langt væk - at det nok aldrig kunne lade sig gøre for hende at få det igen. Den kvinde der ønskede at gøre alt for sin familie, sine søskende - var væk. Helt væk. Katana var smuttet væk og Audrey måtte være den værste forældre i historien, men Katana var bedre tjent uden hende. Alle var generelt bedre tjent uden hende. Denne her dag havde Audrey fundet en lille lysning, perfekt oplyst af den varme sommer sol. Audrey tog sin jakke af, hvilket afslørede de bare arme. Audrey tog sit sværd frem og gik igang. Det var ikke ligefrem fordi det var ligeså sjovt som at slås med nogle. Hun kunne selvfølgelig vælge at slå lidt på Blake, det kunne måske bringe dem tættere sammen end det falske forhold de kørte i lige nu. Audrey savnede Lavender, men hun kunne ikke tvinge sig selv til at tænke på en - som måske egentlig ikke havde de samme følelser som Audrey. Det var svært på den måde sommetider. Hun havde ikke set Lavender i et år eller der omkring. Der var ingen af dem som var ret gode til følelser, og det var nok der deres største problem var. Men det kunne Audrey ikke tænke på nu, lige nu havde hun brug for at slippe af med tankerne - det gjorde hun ved at træne. Træne og træne til at hun havde fuld kontrol over sig selv og kendte sig selv. Det havde taget tid, men hun havde endelig fundet ud af det igen. Bevægelserne hun udførte, diverse taktikker viste hun var en som havde styr på hvad hun fortog sig. Trods alt havde hun været leder af en gruppe før, inden de opdagede hun var shapeshifter. Men hun havde også været alfa med Blake før, dog ikke nu. Sikkert aldrig nogensinde igen, men det var livet. Dog som hun lukkede øjnene blev hun klar over, at hun ikke var alene. Noget så på hende i omgivelserne.
"I can hear you.. show yourself," sagde Audrey så og flyttede de krystal blå øjne mod lyden.

Kira var kommet til den nordlige del af skoven for at møde den flok som levede der.
I dag var hun klædt i en hvid kåbe og skærf, som hun håbede var tegn nok på at hun kom i fred. Hun viste ikke om hun var trådt ind på flokkens territorium, men hun håbede at de ville bære over med hende hvis hun havde.
Efter et stykke tid hørte den svage hvisle af græs som blev skubbet rundt og den umiskendelige syngen af en klinge, som susede rundt i luften. Hun blev nysgerrig og listede i retningen af lydene.
Da hun fandt frem til lysningen, hvor en kvinde var i gang med at træne. Hun gemte sig bag et af de store træer og så med lysende øjne på kvinden, som bevægede sig med så legende lethed igennem øvelsernes mønster. Hun sukkede betaget og ville ønske at hun kunne bevæge sig på samme måde, hvilket nok kunne hjælpe med at holde de værste folk og slyngler fra livet.
Da hun hørte kvinden tale og se i retningen af hende, gispede hun og viste at hun var blevet opdaget. Derfor trådte hun frem og knælede ned med hænderne lidt ude til siderne, så kvinden kunne se at hun ikke havde våben.
"Jeg undskylder hvis jeg afbrød deres træning. Ligeledes undskylder jeg, hvis jeg har trådt ind på flokkens territorium uden tilladelse. Jeg ønsker at møde flokken." Hun bøjede hovedet i respekt og ærbødighed.

Kvinden trådte ud fra træernes skygger, fik Audrey til at knibe øjnene ganske let. Det var ikke fordi at Audrey var en slem person eller noget, måske havde hun gjort nogle forfærdelige ting - som kunne betegnes som et monsters værk, men den person var hun ikke længere og den person havde hun aldrig ønsket at være. Kvinden knælede foran hende, hvilket fik hende til at rynke brynene. Det var først da hun nævnte at hun ønskede at møde flokken at Audreys blike blev mere nysgerrigt men også mistroisk. Trishana var en anderledes flok end andre flokke i disse skove. Måske fordi Blake var en meget bestemt og utrolig god leder i Audreys øjne.
"So you come to seek the Trishana pack? You are not on their land yet. You will have to cross a lake for that to happen.. and you might have a good reason before just going on the little bridge," fortalte Audrey så og lagde sværdet elegant henover sin egen skulder som hun så på kvinden foran sig. "You know.. you don't have to sit like that, I'm not royalty or anything like that," pointerede Audrey med en antagelse af et skævt smil. Audrey rynkede brynene en anelse og åndede så let ud.
"I can take you back with me after practice" - "If you want?" Spurgte hun så og så nysgerrigt på shapeshifteren foran sig. "Wanna join me?" Tilføjede hun spørgende og anede ikke rigtig om kvinden havde nogen form for erfaring eller lyst. Man kunne altid spørge i stedet for bare at lade som om at hun ikke fandtes.

Hun løftede hovedet og så på kvinden.
"Jeg ønsker at møde andre shapeshifter, da jeg har levet ret isoleret i udkanten af den vestlige del af skoven. Det er først her inden for de sidste par år, at jeg rigtig har fundet ud af at jeg ved for lidt om verden, som jeg lever i. Det samme kan siges om denne skov, som er en stor del af mit liv." Hun kunne ikke lade vær med at se beunderene til, da kvinden elegant lagde sværdet over sin skulder. Og da kvinden spurgte om hun havde lyst til at være med til træningen, lystes hendes øjne op i et kort øjeblik.
"Det ville være mig en ære, hvis jeg viste hvordan man gjore. Mine forældre lærte mig aldrig den slags, og Una som har lært mig om min skikkelse som ugle, har aldrig interesseret sig for kamp." Hendes øjne viste skam over hendes uvidenhed, og hun bøjede hovedet en smule. Una havde nævnt at hun ville møde hende ved grænsen, men Kira havde ikke set hende endnu.

Audrey så på shapeshifteren, det var næsten synd at ødelægge sådan en uskyld for denne verden. Hvordan havde shapeshifteren Kira overlevet så længe uden kaos. Men virkede til at hun allerede havde fået smag for livet nu og der var ingen vej tilbage. Enten kunne Audrey give en hjælpende hånd eller efterlade kvinden til selv at regne alt ud - og alting var ikke ligefrem nemt.
"The woods are a huge place, some of the corners are more peaceful than others. If you haven't had trouble till now, you are one of the lucky ones," sagde Audrey så med et lille skævt smil. Det var langtfra alle der blev trænet til at være krigere eller ledere som unge. "Lucky for you, I was trained as soon as I could walk. I have taught many people before - I should be able to teach you a thing for two," tilføjede hun med et venligt smil. Audrey bed sig kort i læben, og vendte så sværdet rundt så Kira kunne tage ved det uden at skære sig. Så snart hun havde taget imod det gik Audrey hen og tog en trækæp.
"The sword isn't a sword anymore, it is just as important as every other limp you own. Its a part of your arm, and without your arm, you are weak." Startede Audrey med at fortælle og lod blikket glide henover hvordan Kira stod. "Few important things to know before you attack. Don't fight with aggression, never reveal your next move before you strike and never leave yourself exposed," tilføjede Audrey som det grundlæggende. Måske var det meget at forholde sig til, for hvordan gjorde man egentlig det. Dog var det nemmere så snart de kom igang, for Kira måske at fange sammenhængen i det.  "Now, I want you to try attack me - don't worry I'm not easy to breake,"lovede Audrey. Audrey var dog klar på at blokere Kiras angreb for at pointere hvor vågen man skulle være.

Kira lyttede og smilede. Hun tog imod sværdet, da det blev rakt frem imod hende. Hun gispede, da vægten kom bag på hende og hun måtte tage fat med begge hænder for overhovedet at kunne løfte det nogle centimeter over jorden.
Hun lyttede stadig til kvinden og prøvede på at huske det hele. Der var meget, men hun var sikker på at hun nok skulle lære det.
Da kvinden bad hende om at angribe sig, gloede Kira på kvinden. Derefter så hun på sværdet som hun knap nok kunne løfte og tilbage på kvinden.
"Undskyld, men hvordan skal jeg kunne angribe, når det er så tungt?"

Audrey sukkede let over shapeshifterens spørgsmål. DEt var ikke ligefrem hverdag nogle skulle trænes fra bunden af. Måske var motivation nøglen til det, mange kendte ikke deres egen styrke før de var tvunget til at bruge den. Let nikkede Audrey.
"I'm gonna attack you, and you need to use that sword to depend yourself, got it? Don't be afraid to use your body, its stronger than you think. Tell your mind that you can, and your body will follow - if not you will just have to do a harder training program with me - and that will end up sweaty," pointerede hun med et skævt smil. Så nikkede hun kort før hun svang trækæppen mod hendes ene skulder og ramte ganske blidt. "Dead, now next time - I'm not gonna be so gentle," tilføjede hun seriøst. Audrey holdt dog også øje med Kira. Det skulle ikke være sådan at hun døde eller noget jo. Denne gang svang Audrey kæppen imod Kiras venstre side.

Først glippede hun et par gange med øjnene, da kvinden sagde at hun ville angribe hende. Hun hørte hvad kvinden sagde og bed sig let i læben, imens hun forsøgte at sige sætningen igen og igen i hovedet.
*Jeg er stærk, jeg kan forsvare mig.* Det første slag fra kvinden ramte ganske blidt på hendes ene skulder, hvilket fik hende til at glippe lidt igen. Hun fulde kvinden med øjnene og så kæppen komme imod hendes venstre side. Hun flyttede sig et skridt og løftede sværdet, så hun skærmede sig fra livet og ned. Sveden sprang frem på grund af sværdets vægt, men beslutsomheden lyste ud af hendes øjne.

Audrey løftede let på sine bryn for at vise Kira, at hun havde styr på det - man kunne hvad man ville, det handlede om at ville det nok. Hvis man havde hjernen det rette sted, kunne man holde til meget mere end man nogensinde havde turdet forstille sig. Så da Kira blokerede hendes angreb, smilede Audrey blot til Kira.
"Told you," svarede hun med et skævt halv charmerende smil. Så svang hun igen kæppen, denne gang imod den hånd modsatte skulder af hvor Kira holdt sværdet. Dog imens fokuset var der, sparkede Audrey benene væk under Kira - så hun faldt til jorden.
"Always be focused on your attackers moves, we will make a warrior out of you," sagde hun og rakte så hånden ned til Kira. "But I think we need to take a run. We can run around the lake, when we have run around it few times, take a swim or what ever I will find out. You can't be made a warrior in just one day you know, it takes discipline and hard work." Pointerede Audrey kraftigt, og gav hende så et nik til at hun kunne begynde at løbe. Kedelig træning, men i sidste ende ville det blive det værd.

Kira smilede ved kvindens rosende ord, og fik lidt mere selvtillid til at forsøge igen. Så da kvinden rettede angrebet imod hendes højre skulder, kæmpede hun for at holde sværdet beskyttende op foran den. Armene rystede af anstrengelse, hvilket fik sværdet til også at ryste. Hun nåede dog ikke at få løftet sværdet mere end op til brystet, da benene blev slået væk under hende. Et lille skrig undslap hende idet hun faldt på ryggen, stadig med hænderne knuget om sværdskæftet. Hun så op på kvinden, som nu talte om at hun skulle være opmærksom på fjendens bevægelser, nikkede hun letter forvirret. Og da hånden blev rakt frem, fik hun løsnet grebet om sværdet og tog hånden, så hun kom op og stå. Hun lyttede stadig til kvinden, og glippede lidt med øjnene af overraskelse, da der blev snakket om løbe nogle runder og måske svømme eller hvad kvinden nu fandt på. Hun nikkede dog til at hun ikke kunne blive en kriger på en dag og at det ville tage disiplin og hårdt arbejde.
Da kvinden begyndte at løbe, så Kira ned på sværdet og hen på kvinden.
"Skal jeg løbe med sværdet i hænderne eller vil de have det igen?"

Audrey stoppde let op og så på shapeshifteren. Så slog hun let ud med armene.
"If you want to carry the extra weight its fine by me, but you don't have to," svarede hun blot med et smil på læben. "You can just let it be, you don't need a sword to stay alive," pointerede hun hvorefter hun gav kvinden et nik.
"I'm Audrey by the way, you should know my name if I'm going to teach you," sagde Audrey så med et smil på læben og satte i løb. "Come on, catch me."

Hun smilede og lagde sværdet på jorden, så de kunne se det, hvorefter hun satte i løb efter Audrey.
"Mit navn er Kira. Det skal være mig en ære at lære fra dig." De blå øjne lyste af glæde, håb og forventning.
Hun ønskede så inderligt at finde en som gerne ville lære hende at forsvare sig, og det så ud til at endelig være lykkedes for hende. Indvendig lo hun af glæde, men udvendig nøjes hun med at smile, eftersom hun ikke viste om der kunne være jægere eller andre i nærheden. Derfor holdte hun øje med området, samtid med at hun forsøgte at fange Audrey.
Hun syndes selv hun var hurtig, men af en eller anden grund kunne hun ikke indhente hende. Det irriterede hende en smule, hvilket gjorde at hun lagde mere beslutsomhed og kræfter i. Det kunne godt være at hun ikke kunne nå hende i dag, men ved øvelse og træning, så skulle hun nok fange hende på et tidspunkt.

Audrey var van til at løbe omkring, meget endda. Hun havde været i den træning i mange år, og hun havde aldrig taget en dag til at slappe af i som sådan. Alligevel gik hun nok til den at hun faktisk fik sved på panden og efter nok runder besluttede hun sig for at Kira nok også var træt for i dag. Så derfor stoppede hun op.
"Good work, you can do so much more than you think.. now.. wanna take a swim with me?" Spurgte Audrey og vippede hovedet en smule på skrå. Flirtende hun med Kira, måske bare en smule. Så trak åbnede Audrey sine bukser og trak dem ned, hvorefter hun trak sin trøje af. I sidste ende stod hun nøgen foran den anden shapeshifter, ikke ligefrem fordi at Audrey var genert eller noget. "Come on, it's not dangerous - I don't bite," tilføjede hun med et skævt smil hvorefter hun hoppede i søen. Audrey smilede da hun endelig kom op med hovedet over vandet.

Kira nød løbeturen og sammenværet med Audrey, selv om hun ikke kunne indhente hende. Hun svedte en del og var begyndt at hive efter vejret allerede halvvejs under løbeturen, men det lykkedes hende at skjule det, indtil de stoppede.
Da Audrey spurgte om hun havde lyst til at svømme sammen med hende, smilede Kira bredt og smed kåben ret hurtigt.
"Om jeg vil? Ja, for pokker.", hvorefter hun hoppede i vandet.
Hun nød vandets kølighed omkring kroppen og gav sig til at svømme lidt rundt, imens hun så lidt på Audrey med et smil om læben.
"Det er længe siden jeg har løbet så meget, men hvor var det en skøn følelse. Næsten lige så skøn som at flyve." Hun talte uden at tænke ret langt eller ret meget over hvilke ord der kom over hendes læber.

Vandet var skønt. Perfekt efter sådan en hård løbetur. Vandet der omringede huden, fik sig til at føle i et med sig selv igen. Audrey brugte vandet til at slappe af normalt, specielt efter stressede episoder - det var som om det var det eneste der hjalp. Audrey kunne ikke undgå at se på Kira, som hun trak af kåben. Hvem kunne bebrejde hende? Smilet bredte sig på Audreys læber.
"To swim.. run.. it reminds us that we can breathe. That we always have the ability to breathe, I can only think how amazing it most be to fly.. I always wanted to try that" måtte hun indrømme. Så svømmede hun tættere på Kira og lagde hovedet let på skrå. "You know.. I know what its like. To be scared and alone. Feeling empty.. feeling stupid.. I might be trained into this world, but things happen no matter how prepared you are.. but you don't have to be alone anymore," pointerede Audrey og lagde kort sin hånd mod Kiras kind.

Hun havde vendt sig rundt, så hun lå på ryggen og flød mens hun lyttede til Audrey.
"Det er så skønt at flyve. Vinden under ens vinger og i ens ansigt." Hun drejede hovedet lidt og så at Audrey var kommet tættere på. Da Audrey begyndte at tale igen, måtte hun i tankerne give hende ret i det hun sagde. Da Audrey nævnte at hun ikke behøvede at være alene mere, blev Kira mere nysgerrig. Og da Audrey kort lagde sin hånd mod hendes kind, var hendes øjne fyldt med forvirring for en stund. Et forsigtigt smil kom over hendes læber.
Hun viste ikke hvad Audrey forventede af hende eller ønskede af hende. Men noget sagde hende at der var et eller andet i vente.

Det lå ikke til Audreys natur at passe på folks grænser, i hvert fald ikke hvis hun var brudt igennem den. Hun ville lyve hvis hun sagde, at hun ikke savnede kontakt med et andet væsen. Let sank hun en klump og så Kira i øjnene.
"I like your eyes, they are so beautiful," hviskede Audrey så let og lod derefter hånden på kinden glide hen under Kiras hage. Derpå lod hun sin tommelfinger blidt kærtegne Kiras underlæbe. "Just tell me to stop, just listen to the animal in You. Give it what it wants," tilføjede Audrey kort før hun fjernede sin hånd og kørte den ned langs Kiras side. I samme træk placerede Audrey sine læber imod shapeshifterens, imens hun trak sig selv tættere imod Kira så hun kunne mærke den nøgne hud mod sig.

Hun blev overrasket over Audreys ord om at hendes øjne var smukke. Hun skulle til at sige tak, men ordet nåede aldrig over hendes læber, som ligeledes kun lige nåede at sprede sig let inden Audreys hånd gled ned under Kiras hage, hvor tommelfingeren blidt kærtegnede hendes underlæbe. Hun lå bare stille i vandet og viste ikke hvad hun skulle gøre. Audreys næste ord fik hende til at rynke øjenbrynene i undren. Hvad mente hun? Og hvorfor skulle hun lytte til sit.. Længere kom hendes tanker ikke, før hun mærkede et par læber imod sine egne. Et lille gisp forlod hende i det Audrey kom så tæt på at deres nøgne hud mødtes. Hun var sig også delvis bevidst om at Audreys hånd kørte ned langs hendes side, en bevægelse som sendte.. Ja, hvordan skulle det beskrives.. Små behagelige kuldegysninger igennem hende. Hele hendes sind og væsen var forvirret og en smule nervøs, men også nysgerrigt. Hvad var dette?

Det var langtfra unaturligt for Audrey at gå direkte ind i noget på denne måde, blot kysse en fremmed - i skoven, i klubber - faktisk var det noget hun før hen havde gjort meget af. På det seneste ikke så meget som tilbage i tiden, og alligevel stod hun her. Audrey følte sig draget og lysten var der - så hvorfor ikke tage chancen. Det var heller ingen hemmelighed at Audreys fingre vidste hvad de søgte, så da Kira ikke gik fra hende eller noget - så drev hendes hænder blidt længere ned henover lænen. De stod ikke langt fra kanten af søen, så det tog ikke Audrey længe for at kysse Kira nok til at hun snart ville møde kanten. Ganske stille slap Audreys læber Kiras, og lod sine danse henover shapeshifterens hals og videre hen langs kravebenet. Audreys hænder var mod Kiras hofter, så hun vidste hvor Kira var.

Alt dette var nyt, forvirrende og spændende for Kira. Hun følte en særlig varme som begyndte at brede sig igennem hendes krop. Når hun tænkte lidt over det, var den eneste anden kvinde hun havde kysset hendes mor, og det havde kun været på kinden. Men dette føltes mere intens og intimt. Hun havde godt set hvordan par kyssede hinanden mere intens på skjulte steder, når hun havde været rundt på de forskellige markedspladser. Noget tydede på at Audrey havde det i tankerne, men de var begge kvinder. Var det forkert eller kunne man godt det alligevel? En gispen forlod hendes læber, da Audreys læber dansede henover hendes hals og videre langs kravebenet. En ny følelse skyllede igennem Kira. En følelse af nydelse på et nyt plan. Varmen bredte sig og en let skælven gik igennem hende og hun var taknemlig for Audreys hænder som lå mod hendes hofter og støttede hende. Hendes egne hænder lagde sig tøvende om livet på Audrey og hun så spørgende på hende, imens hun med lettere skælvende og halvt hviskende stemme fik frem sagt:
"Er der noget du gerne vil have at jeg gør? Eller vil du selv? Jeg kender intet til dette, hvad det så er. Men må sige at det føleles dejligt."