Fredsommelig ~ Kira

Tid: 13:15
Dag: Torsdag
Sted: Vestlige del af Ashen Wood Forest.
Omgivelser: Gråt... Ikke bare træerne men i det hele taget. Ingen regn, men en tyk tåge har lagt sig som et tæppe over skoven, selv den nærliggende å virker grålig i det underligt blege lys.

Tøj: Sort omslagskofte, Taske i bæltet og brune benvklinger, brunt slag, skulderpels og så er han barfodet.

I den tykke tåge kunne skoven virke helt forladt, som man blev isoleret af resten af skovens udsyn. Dette var naturligvis medmindre man havde en næse som Fenrers, en del af ham der havde rod i hans ulveform. Men det var en anden del af ham der havde ledt ham herud, en del af ham, der på trods af alle de mange nye sanseindtryk han havde fået dyrket noget så voldsomt i løbet af hans korte rejse ud i denne nye verden, som Fenrer endnu havde brug for at få dyrket. Fenrer havde haft brugt den bedste del af den sidste time på at finde et stykke bart jord hvor hans bålplads ikke ville forstyrre naturen i hans omgivelser, og at slæbe allerede affaldne kviste og grene havde også taget ham en del mere tid end hvad han egentlig havde lyst til at indrømme. Men al denne tid var noget han var mere end rigeligt tilfreds med at bruge hvis det betød at han forholdte sig til den lærdom som hans far i sin tid havde videregivet til Fenrer.

Fenrer lagde sin favnfuld af kviste og optænding i en arrangeret facon, i det lille hul han havde gravet sig. Han satte sig stilfærdigt til rette på hans slag og skind som han ved starten af hans forberedelser havde lagt til rette, men han havde dog endnu sin bæltetaske på sin plads i bæltet. Han havde lært af sine ellers korte ophold i denne skov at der kunne være fare på færde, som havde det med at slå til når man mindst ventede det. Efter at have sniffet den vindstille luft for farlige dufte havde han ikke umiddelbart kunne lugte noget der virkede farligt, måske en fugl af en art og nogle gnavere, men intet decideret farligt.

Han tog sin lille håndtromme frem så han ikke skulle til at bryde den fred han netop skulle til at opbygge. Fenrer prøvede at finde en så behagelig position som muligt på sin improviserede siddeplads, og tog nogle dybe indåndinger. Da han var blevet afslappet slog han let de første slag på sin håndtromme og begyndte at brumme, for han havde ikke nogen bestemt hymne på hjernen. Der var noget der sagde ham det ikke ville blive nødvendigt.

Hun havde lige være ude i den østlige del af skoven, for at hente nogle urter som kun groede der. Hun var i sin sneugle skikkelse og bar sin taske i klørene.
Imens hun fløj igennem skoven tænkte hun på om hun skulle tage en tur til hovedstaden, da hun svagt hørte nogle trommeslag. Dette vagte hendes nysgerrighed, da det var sjældent at nogle havde trommer med ind i skoven. Hun fløj i retningen af lyden og efter nogle få minutters flyvetur landede hun på en gren omkring en meter fra personen, som sad ved et lille bål og slog let på en tromme som ikke var større end en hånd. Hun så ned på personen med sine gule øjne. Tasken lå under hendes ene klog som et dødt bytte, og hendes støvblå kåbe stak lidt ud af den.
Hovedet lagde sig let på skrå imens hun spekulerede på om hun skulle ændre skikkelse og nærme sig personen, eller om hun heller skulle flyve hjem og få ordnet urterne, samt hygge med sin kusine og deres hund.

Fenrer vrikkede let med ørene som han hørte vingeslag slå over sig, men prøvede at lade det ligge. Dette skulle vise sig sværere end først ventet da fuglen landede over ham, meget nært endda. Fenrers næse sprang næsten i luften ved duften af den nyligt ankomne formskifter, hvilket fik Fenrer til at opholde hans rytmiske trommen. Fenrer lod trommen falde roligt til siden og begyndte at koncentrere sig om duftene som den nyligt ankomne havde bragt med sig. Han kunne lugte sig frem til en stærk formodning om at hans nylige erhvervede selskab var aaf den feminine intuition, han kunne lugte urter som hun havde med sig, og selvfølge kunne han lugte fjer, ergo måtte hun være fugle han havde kunne lugte som han havde vendt tilbage til lysningen.
Efter de dybe indåndinger hvor han havde fundet frem til disse informationer, åbnede Fenrer øjnene og lagde langsomt og roligt nakken nok tilbage til at han kunne finde fuglen med blikket. Da han så den flotte fugl, sprang der et smil frem på Fenrers læber. Havde ikke set en sneugle siden før end at han havde forladt bjergene, og synet af fuglen gav ham et lille strejf af nostalgi og hjemlig fred, eller rettere glæde.

Fenrer fangede sig selv i at stirre på fuglen og rømmede sig, som han så ofte gjorde når han ellers begyndte at tale til andre.
" Goddag.." sagde Fenrer og lagde sit hoved på skrå så det stod kontra til fuglens".. Jeg håber ikke jeg forstyrrede dig med min trommen, men jeg vidste ikke om nogen havde slået sig ned i det her område så jeg tog mig den frihed at hymne her" Fenrer lukkede et kort sekund sine øjne. Det VAR virkelige et roligt sted han havde fundet til sin meditation, her var ikke en lyd bortset fra den nærliggende å's klukken og de gråhvide solstråler som flettedes mellem træerne og tågen, gav området en form for hellig idyl. Fenrer åbnede atter sine øjne og resste sig og smed sit skulderskind overfor sig på den anden side af det lille bål, hvorpå han satte sig ned på sin plet igen og så op på fuglen med en hånd slået ud mod pelsen.
"Hvis du gerne vil sidde ned så skal du være velkommen.." sagde Fenrer med et smil og munter tone".. jeg ville ikke have noget imod selskabet"

Hun fulde levende med i hvad manden lavede, særligt da han tog nogle dybe indåndinger som om han prøvede at snuse sig til hvem eller hvad der var i nærheden. Og da han så op på hende, samt begyndte at tale til hende, kunne hun ikke lade vær med at smile indvendigt. Han virkede som en god mand, men hun var i tvivl om han var jæger. Hun sukkede indvendigt og bestemte sig for at tage chancen. Hun slog et par gange med vingerne og lod sig glide ned bag nogle buske, hvor hun stadig kunne holde øje med ham imens hun skiftede form og trak i den støvblå kåbe med et støvgråt skærf. Hendes lange sortbrune hår hang løst ned til midt på ryggen. En enkelt lok havde dog sneget sig ind over højre skulder og hang ned foran. Hendes øjne var nu blå i stedet for gule og hun tog tasken i hånden, hvorefter hun gik igennem de buske som adskilte dem. Hun smilede høfligt til ham.
"Du forstyrrede ikke. Jeg var nysgerrig hvorfor der var svage trommelyde her i skoven. Jeg var enlig bare på vej igennem skoven efter at have været øst på for at hente urter." Hun så nysgerrigt på ham.
"Undskyld jeg spørger. Men hvor kommer du fra? Jeg syndes ikke jeg har set dig her i skoven før, og jeg kommer en del rundt." Det sidste sagde hun med et skævt smil på læberne. Hun stod stadig i udkanten af lysningen, da hun stadig ikke var sikker på hvor sikkert det her var.

På trods af uglens lette tøven, blev Fenrer glædeligt overrasket da fuglen lettede fra sin gren og fløj over bag et par buske, hvor Fenrer formodede at hun skiftede form. Han tog sig selv i at stirre mod busken og huskede en af de første lektioner han havde haft omkring samfundets pli. Nemlig at man ikke gik rundt nøgen i offentligheden eller blandt folk man ikke var yderst velbekendte med, og tilføjelse til samme regel; Man stirrede IKKE på folk når de var i denne situation.

Fenrer vendte hurtigt blikket mod bålet og ventede til fugledamen havde klædt sig på. Da Fenrer så hørte damens stemme rettede han atter blikket op og smilede tilbage til sit nye selskab og lod hans øre falde til hendes ord. Han nikkede som en form anerkendelse af hendes forklaring på hendes ankomst, og prøvede at snuse sig frem til hvilke urter som kvinden havde i tasken, noget der kort tog hans koncentration i en sådan grad at han glemte at svare hende med ord.

Fenrers opmærksomhed faldt dog hurtigt tilbage på damen selv da hun atter talte, denne gang for at spørge om hvor han var kommet fra, dog stadig fra foran buskene i udkanten af lysningen. Fenrer lagde atter hovedet lidt på skrå med et smil "Jeg kommer fra bjergene der grænser mod de kolde marker, som jeg mener at I kalder for Dalen af tusinde Vintre.." sagde Fenrer roligt og lagde hovedet på skrå, til den anden side end før".. Jeg gør altså ikke nogen noget medmindre de gør mig ondt først" sagde han fortrøstende.

Fenrer greb fat om tasken og viste den tydelig til damen, før end han smed den uden for rækkevidde af hans egen arm, dog ikke længere end at han ville kunne nå den hurtigt igen skulle kvinden gøre noget fra den afstand hun stod på nu. Han så op på sit selskab med et roligt udtryk i ansigtet"Jeg ved ikke ikke om du har så god en lugtesans som jeg selv... men jeg bærer intet våben og i min taske er der ikke noget der ville kunne forvolde dem skade..." Fenrer vippede lidt eftertænksom med hovedet" ..medmindre jeg spiste det først selvfølgelig"

Fenrer vendte hånden mod den plads han havde gjort og så op på damen "Mit navn er Fenrer.." sagde han blidt og gav et roligt roligt med hovedet ".. og det ville gøre mig yderst fornøjet hvis du ville gøre mig selskab"

Da han nævnte hvor han kom fra, kunne hun ikke undertrykke en kuldegysning. Hun smilede hurtigt undskyldende.
"Jeg har være i udkanten af den dal én gang og det var nær endt med at jeg var frosset ihjel der. Så jeg foretrækker at holde mig udenfor den." Hun fulde ham nøje da han tog tasken, viste den frem og smed den udenfor hans nuværende rækkevide. Hun smilede ved hans ord om hans lugtesans og at han ikke bar våben, men blev lidt overrasket over hans tilføjelse "..medmindre jeg spiste det først selvfølgelig"
Hun smilte dog roligt igen, da han præsenterede sig og snakkede om hun ville gøre ham selskab. Hun nikkede høfligt og gik hen til det skind han havde lagt til hende.
"Mit navn er Kira. Har jeg ret hvis jeg gætter på at du har noget ulveagtigt over dig? Her tænker jeg blandt andet på din utrolige lugtesans." Hun smilte imens hun talte og lagde sin taske ved siden af sig. Tasken var lige stor nok til at kunne indeholde en kåbe og omkring ti håndstore poser med urter. Mynte og salvie var to af de stærkt duftende urter som lå i tasken, som også gjorde at hendes kåbe duftede af dem, samt en snert af lavendel og rosmarin.

Fenrer havde haft lagt sit hoved let på skrå med et lille ekstra træk i smilet da kvinden forklarede hendes besøg til is-ørkenen, og hendes intention om aldrig at vende tilbage dertil igen efter den kolde velkomst hun havde oplevet der sidst hun var der. Han kunne godt forstå hende. Fenrers far, Leidolf, havde altid sagt at det ikke var et sted man burde færdes medmindre man var absolut nødsaget, for hvis ikke kulden og de kvælende frostvinde blev éns underlidt, så ville væsener derude på tundraen tage livet fra en. Men atter rettede Fenrer hovedet mod damen og fulgte hende med milde øjne som hun gik hen til hans skulderskind, som han havde gjort til en improviseret siddeplads. Fenrers næse begyndte at kilde med duftende fra kvindens tøj og kurv, eftersom han ænsede duften af mynte, der var som slik for ham, da hans nye selskab introducerede sig selv som Kira og dernæst påpegede at hans lugtesans måtte komme fra noget 'ulve-agtigt'.

Fenrer smilede op til Kira, ved fornøjelsen over at hun havde påpeget den del af ham der havde fire poter, tyk pels og en særdeles god snude. Fenrer nikkede bekræftende til Kira "Det har du såmænd ret i Kira.." sagde Fenrer og lagde mærke til at kvinden endnu ikke havde sat sig, hvilket fik ham til kort at klø sig bag øret i undren, men han besluttede sig for ikke at spørge hende om at sætte sig igen. Hvis hun havde lyst til at stå, så ville Fenrer ikke presse hende til at sidde.
".. Jeg er formskifter som du selv er.. " sagde Fenrer så med hånden nede fra øret, som han greb roligt fat om en lille gren han havde liggende i kanten af bålet ".. og både min far og jeg har altid været af ulveskikkelse" . Fenrer tænkte tilbage som han gav sig til at rode i ilden med den lille gren. Han havde ikke rigtigt talt om hans far med nogen fra den nye verden han nu befandt sig i, og tanken om det fik af en eller anden grund hans mave til at slå knuder. Fenrer så op med et smil som han slog tanken om hans far bort. Fenrer lagde grenen tilbage ved siden af bålet og stak hans fødder lidt nærmere ilden. Hvis der var en ting som hans menneskelige skikkelse ikke var egnet til, så var det at holde varmen.

Fenrer der endnu så op på Kira lod sin nysgerrighed præge ham og spurgte "Nu ved du hvor jeg kommer fra men jeg ved endnu ikke hvor du kommer fra.." Fenrer lænede sig frem mod Kira med store øjne. Han elskede at høre om de andre som ham, formskiftere, som havde boet i denne verden hele deres liv ".. så hvis jeg må spørge.." sagde muntert men forsigtigt".. hvor har en fugl som du rede ?"

Hun smilede og satte sig, da han gav hende ret i hendes antagelse. Hun lyttede roligt til hans fortælling om at hans far og han selv havde ulveskikkelse. Hun så hvordan han rodede rundt i ilden, for derefter at stikke fødderne lidt tættere på den. Hendes smil blev lidt større, hun kendte godt til problemet med at fryse i menneske formen. Da han spurgte hende om hvor hun kom fra og hvor hun "en fugl som hende" havde rede. Hun smilede bredt og klukkede lidt.
"Jeg er født og opvokset i den vestlige del af skoven. Hele mit liv har jeg holdt til i den hytte mine forældre havde og gør det stadig. Men hvem ved om jeg i fremtiden vælger at slutte mig til en af de flokke som lever her i skoven?"

Fenrer rykkede sig lidt rundt for at finde sig til rette på sin siddeplads, efter at have stukket sine fødder nær den varmende flamme fra bålet. Han klukkede let i kor med Kira, ikke fordi han kendte årsagen til hendes klukken, men fordi han regnede med at han havde sagt noget der var udenfor normen af hvad man sagde under en samtalen ifølge samfundets regler, hvilket han efterhånden fandt morsomt. Hvordan kunne der dog være så mange regler for hvordan man talte med sine medskabninger. Fenrer lagde hovedet til at hvile på sine hænder, som han havde lagt over hans knæ der strittede i vejret eftersom han havde rettet sig på sin siddeplads, med fødderne endnu mod ilden, alt imens han lyttede efter Kiras fortælling om hendes hjemstavn og opvækst.

Han lagde hovedet let på som han begyndte at undre sig over Kiras mulige fremtidsplaner "Jeg syntes det lyder hyggeligt med en hytte.." sagde han med en glædelig spænding i stemmen som han tænkte på hvor ofte han kunne have haft brugt en varm pejs at krybe op til i de koldere vintermåneder hvor kulden i bjergene var næsten ubærlig. Fenrer smilede ved tanken ".. det kunne have været rart deroppe"
Fenrers vendte sine overvejelser i hovedet og besluttede sig for at det nok ikke var smart at tale om flokke, specielt når han ikke selv havde planer om at vende tilbage til et liv i et ulvekobbel. Fenrers næse blev under denne overvejelse, atter fanget af duften af mynte, hvilket gav sig til kende i en svag men veltilfreds brummen fra Fenrer som med lukkede øjne lod tankerne fare til drømme om myntete og grøntsagssuppe.

Han åbnede øjnene og så op på Kira med et bredt smil "Jeg går ikke ud fra at jeg kan få lov til at købe noget af den mynte du har med dig i din kurv?" Spurgte han med et forhåbningsfuldt lille smil.

Hun nikkede til hans ord om hytten.
"Det er det også, særligt når man har selvskab." Hun tænkte på sin kusine og hendes hund som ventede der hjemme. På de uger eller måneder som var gået siden de var flyttet ind. Hverdagen var blevet så meget livlig og fornøjelig at leve.
Hun hørte den svage veltilfredse brummen der kom fra ham og smilede, han måtte tænke på noget som gjorde ham glad. Og da han spurgte om han kunne få lov til at købe noget mynte, kunne hun ikke tilbage holde en lille latter. Hun fandt en pose frem og kastede den over til ham, uden at den ramte flammerne.
"Du behøver ikke betale for dem, jeg ved hvor de vokser og kan nemt fylde mit lager op igen. Dog skal jeg nok lige sige at denne vilde mynte er en del kraftigere end den man normalt finder i byerne." Hun smilede stort og så afventende på ham. Hun var klar med en anden urt, i det tilfælde at han fik brug for noget som kunne mildne smagen.

Fenrer rakte med et åbent smil en hånd frem og greb den lille pose. Fenrer kiggede atter op på Kira som hun tilkendegav at hun ikke havde tænkte sig at lade ham betale for mynten, med et taknemmeligt smil. Han stak posen helt op under næsen og lod sine næsebor fyldes med duften af den friske mynte. Fenrer sukkede dybt og taknemmeligt over den hjemlige duft, alt imens han havde lyttet til Kira med et halvt øre. Han så op med et kækt smil "Ja jeg håber den er stærk, jeg plejede at gnaske på dem her dag ud og dag ind da jeg boede i bjergene" sagde han med en lykkelig tone i stemmen og løsnede posens top, hvorpå han stak et par fingre ned i posen og snuppede sig et par blade, som han straks stak i munden. Han så op på Kira igen med glæde mynstret i hele ansigt "Mange tak Kira.."

Fenrer nåede dårligt at få tygget sammen mere end et par gange før end at han nysede i lange drag. Han havde helt glemt hvor stærkt mynte var, nu hvor han ikke havde haft fået det i flere måneder kom styrken af mynten helt bag på ham. Fenrer så op på Kira "Jeg går ikke ud fra at du har noget der er lidt mere sødt i det??"

Hun kunne ikke lade vær med at flække af grin da han begyndte at nyse. Hun rodede sin taske igennem og fandt nogle rødder som havde en sødlig smag. Hun kastede et par stykker, en ad gangen, over til ham imens hun forsat klukkede af grin.
"Jeg gætter på at det er nogen tid siden at du har fået mynte sidst? Du kan roligt sluge saften fra roden, den virker også som sødemiddel i blandt andet the." Der var latter i hendes stemme, ligesom der var smil i hendes øjne.
Hun snuppede selv en rod og begyndte at tykke i den, imens hun så letter undersøgende på ham under halvt sænket øjne, så hun ikke så direkte på ham.
Han var anderledes end andre mænd hun havde mødt, hvilket gjorde hende en del mere nysgerrig omkring ham. Hun hørte et par ugler snakke i nærheden og lyttede til deres samtale imens hun så nærmere på ham.

Fenrer greb kejtet de stykker rod som Kira havde smidt over til ham og nikkede med pinlig rødme i kinderne til Kiras laater og forespørgsel om mellemrummet i hans indtagen af mynte. Han bed ned i rodden og sagde stilfærdigt "Jeg har ikke fået mynte siden før end jeg tog afsted fra bjergene for et par måner siden". Fenrer mærkede sødmen fra rodden lindre styrken af mynten der endnu gav ham kriller i bihulerne. Han så op på Kira med en stille bøn om at han ikke havde virket for hovmodig med sin kommentar om at gerne ville have en stærk mynte. Men i det mindste lod hun ham tvivlen komme til gode og havde selv undskyldt hans voldsomme reaktion med det lange fravær af mynte.

Fenrer smilede med den nu dulmede tunge og kom i tanke om en ting han havde elsket at bruge mynte til ellers, som Kira selv havde bragt på banen "Kira.." sagde han med et smil og løftede en finger hen mod hans taske, der endnu lå udenfor hans arms rækkevidde".. Jeg har et par lerkopper i min taske, og hvis du vil række mig dem så skal jeg nok hente noget vand og så kan jeg lave os et par kopper myntete" Fenrer smilede stort ved tanken om myntete og så afventende på Kira.

Fenrer havde på fornemmelsen at Kira nok vidste en del om urter, og regnede med at hun ville kunne genkende hans urtmiksture, såsom hans healende salver og sygdomfordrivende urtekstrakt, som alle befandt sig i tasken. Men måske hun kendte tændernes formål også? Men hvis ikke, ville de ihvertfald være noget som man kunne tale videre om.

Hun nikkede smilende til hans ord om hvor længe siden det var at han sidst havde fået mynte.
"Forståeligt nok." Hun forsatte med at tykke på roden og tænke indtil han kaldte hendes navn. Hun så overrasket op og smilede ved hans ord om lerkopperne i tasken og snakken om myntete. Hun lagde roden på sin taske, rejste sig og gik rundt om bålet. Hun tog tasken og blev overrasket, da tasken gik op og afslørede dens indhold. Hun så overrasket over på ham inden hun løftede tasken, gik over og afleverede den til ham.
"Du kender selv noget til urter, kan jeg se." Hun gik smilende en til sin plads og satte sig igen. Hendes nysgerrighed var virkelig vagt nu.
"Så vidt jeg nåede at se, så var der blandt andet healende salver og noget urteekstrakt af en art." Hun lænede sig lidt frem, imens hun snuppede roden igen og sad med den imellem fingrene uden at løfte den op til munden. Hendes blik var en smule fraværende, men alligevel var hun opmærksom på hvad der skete i lysningen.
"Jeg har set flasker med urteekstrakt som kunne fordrive forskellige sygdomme, men jeg har aldrig været heldig med fremstillingen af dem. Healende urter kender jeg en hel del til og kan selv lave salver af dem. Men jeg er altid åben overfor ny viden og lærdom."

Fenrer så opmærksomt på Kira som hun satte kurs mod hans taske. Da hendes ansigt vendtes i overraskelse, måtte Fenrer kvæle en klukken. Hans smil blev dernæst ganske roligt som Kira gik over til ham og gavham tasken i hånden personligt, intet kast. Fenrer hev de to små ler kopper op af tasken, og trak sit vandskind frem fra sin side og placerede det ved siden af kopperne. Han nikkede med et smil til Kiras ord "Min far lærte mig alt der er at vide om urterne i denne verden" Fenrer skrånede ned til sin tromme og så tilbage til Kira"Han lærte mig også hvordan potentialet i urterne ligger gemt medmindre man ved hvordan man skal bede ånderne om hjælp" sagde Fenrer som han lagde et par mynteblade i hver af de to kopper, dernæst hældte Fenrer vand fra sit skind op i kopperne.
"Og jaaa, der er en del healende salver af forskellige variationer" fortsatte Fenrer som han satte de to kopper i udkanten af bålet på et par sten.

Han satte en hånd på benet og trommede med fingrene som han iagtog det endnu kolde vand i de to kopper. Fenrer løsrev sig fra sit vandbeskuelse og så atter op på Kira med spænding malet i hele ansigtet " Du siger du kender til healende salver og urter, ikke?" sagde han forhåbningsfuldt og trommede i spænding på sine lår " og siden du kender skoven og hvor man kan finde urter i denne, kunne du så hjælpe mig med at finde noget hvid salvie? og noget Røllike?"
Fenrer lod hovedet glide ned til de to ler kopper og så en fjer ligge nær bålet hvilket gave ham en ide til hvordan han kunne betale Kira for hendes hjælp "Til gengæld vil jeg påkalde dig din dyreånd"
Fenrer lænede sig frem mod ilden og sagde i den mystiske stemme han kunne præstere"Den altvidende ugle" Fenrer lænede sig tilbage og slappede af i ansigtet "Så kan du få lov til stille den.." Fenrer rakte roligt en finger i vejret mellem ham selv og Kira"..ét spørgsmål, ok?"

Hun lyttede til hans fortælling og var imponeret over hans ord om ånder. Hun viste godt at mange troede på forskellige guder og andet, men det var ikke noget hun selv havde tænkt nærmere over. Dog blev hun nysgerrig da han begyndte at snakke om healende salver og urter, samt hans forsørgelse på et par særlige urter. Hun skulle til at svare ham, da han talte om at tilkalde hendes dyreånd. Dét gjorde hende helt paf. Hun sad bare der med let åben mund og stirrede på ham. Hendes dyreånd. Den altvidende ugle, som han kaldte den. Noget hun aldrig havde hørt om det før, og var helt forvirret. Ét spørgsmål. Hvad skulle det være? Hun anede det ikke. Hvad spurgte man en ånd om?
Hun blinkede et par gange og fik igen gang i sin hjerne.
"Jo, ja. Jeg ved hvor der gror hvid salvie og Røllike. Men det er to forskellige steder i skoven, med.. ..et par dages gå tur imellem, vil jeg tro." Hun var ikke sikker, selv kunne hun klare afstanden på omkring en halv eller hel dags flyvetur.

Fenrer smilede lagde hovedet let på skrå "Jeg kunne vel ikke få dig til at være en anelse mere præcis, måske du kunne mærke de områder de vokser i af på mit kort?" Fenrer rodede lidt rundt i hans taske og hev et lille plantevævet pergament frem som han rakte over bålet og kastede kortet over på Kiras side " Bare så jeg har lidt mere at gå efter" sagde han og blinkede indforstået til Kira. Han grublede kort over sin situation, for han havde i virkeligheden en del han gerne ville nå at se inden han gav sig ud på en urtsamling-tur som kunne tage ham flere dage. Fenrer nåede da frem til en anden løsning på hans situation.

"Jeg går ikke ud fra at jeg måske kunne få dig til at hente dem for mig.." Spurgte han med en høfligt bedende røst".. mod betaling selvfølgelig"
Fenrer smilede stort ved tanken om at kunne møde hans nye formskifter ven igen, men kom dernæst i tanke om at hun måske ikke ville bryde sig om ideen om at en relativt fremmed hjem hos hende. "Så kan du også markere et sted hvor du kunne tænke dig at vi mødtes og så har du noget tid til at tænke over hvad du kan spørge uglen om" sagde han muntert. Henblikket med hans sidste kommentar lå i at Kira havde set lettere paf ud ved hans tilbud om at møde den alvidende.

Fenrer kunne høre en svag boblen og så ned på de to lerkopper som han greb mod fingerspidserne. Han satte den ene ned ved sin egen side og den anden satte han nær Kira, som han atter så op på med et venligt smil. "Pas på.." sagde han med en blanding af glæde og advarsel i sin stemme".. koppen er ret varm"

Hun smilede lidt skævt, imens hun kløede sig lidt i nakken.
"Det er ikke helt nemt at huske afstanden i gå tempo når man er vant til at flyve." Hun greb kortet og så lidt på det indtil han spurgte om han kunne få hende til at hente dem mod betaling. Hun så overrasket op på ham og lyttede til det næste han sagde om et sted de kunne mødes. Hun smilede.
"Vi kan godt finde ud af noget. Og hvad angår et mødested, så er jeg åben overfor de fleste forslag. Og ja, det kunne være dejligt med lidt tænke tid." Hun fulde hans bevægelser, da han lænede sig ned til de to lerkopper og flyttede dem ud til sig selv og hende. Hun hørte hans ord og var forsigtig med at løfte koppen. Det endte med at hun tog skærfet af og brugte det til at holde om koppen. Hun pustede på koppen og drak forsigtigt. Hun gav en anerkendende brummen fra sig.

Fenrer Smilede ved Kiras konstatering omkring forskellen på gå bens tempo og fuglens tempo. Han nippede til sin te og nød smagen af mynte, der nu var dæmpet en anelse af vandet. Teens smag var forfriskende. Fenrer så atter op på Kira som hun forklarede at mødestedet de skulle finde, stod for hende som en åben bog. Han så over på hans taske og greb en lille læder pung fra den som han åbnede og kiggede kort ned i for at konstatere at der ikke var noget i selve pungen. Fenrer åbnede pungen helt og tog de resterende mynteblade, som han så lagde ned i pungen.

Fenrer så op på Kira med et smil "Her.. " sagde han med en blid stemme og kastede blødt Kiras pung tilbage til hende "..tak for lån forresten" sagde han med et lille smil og nippede igen til sin te.
"Det kan også være godt med lidt tid at tænke i.." Fenrer så over koppen og pustede lidt dampen fra hans te ".. det er ikke hver dag man taler med en af dyre ånderne her i dette samfund, har jeg ihvertfaldet haft på fornemmelsen"
Fenrer nippede for tredje gang til sin te, hvorpå han satte koppen og igen gav sig til at rode i sin taske. Der kom nogle få bekræftende grynt fra ham, som han gennemgik hans beholdning af de urter og ingredienser, som han skulle bruge til ritualet der skulle hidkalde uglens ånd. Efter at have kigget grundigt rundt i sin taske så Fenrer op på Kira og sagde med en meget begejstret stemme "SUPER! så skal du jo bare klippe negle.. jeg mener kløer.." Fenrer indså hurtigt at hans udbrud måske kunne opfattes som en smule sært, for ikke at sige at hans krav nok virkede endnu mere sært, så han gav sig til at forklare "Ser du.." sagde han i en nu lidt mere beroliget tone " Jeg skal bruge nogle uglekløer til at hidkalde ånden med, så hvis du ikke har noget imod at klippe negle eller kløer til næste gang vi ses ville det være virkeligt behjælpsomt"

Hun greb posen, som han kastede, med et smil og et nik. Hun lyttede til ham imens hun nippede til mynteteen og nikkede roligt til hans ord om at det ikke var hver dag at man talte med en af dyreånderne.
"Jeg har aldrig rigtig hørt noget om at man kunne tale med dyreånderne. Men jeg havde godt på fornemmelsen at der måtte være noget i den retning, eftersom vi som spædbørn eller børn bliver præsenteret for dyrene, som vi vælger en skikkelse efter." Hun drak lidt mere af teen og tænkte over hvad hun kunne eller skulle spørge ånden om, da han pludselig snakkede om at hun bare skulle klippe kløer. Det fik hende til at se undrende op, men han nåede at forklare sagen, inden hun åbnede munden for at spørge. Hun smilede forstående og nikkede.
"Det skal jeg nok huske. Umiddelbart vil jeg mene at jeg kan skaffe urterne i løbet af et par dage, hvis de skal være friske. Hvis de skal være tørret, kommer det til at tage nogle måneder." Hun drak det sidste af teen og satte kruset ned.

Fenrer smilede til Kira som han godt kunne mærke ikke vidste hvad han selv vidste om hvad ånderne var og hvad deres naturer indebar. Han satte atter koppen til læberne og sippede til teen. Da han var færdig med at slubre lidt af sin te i sig satte han ikke koppen men så hen over den, på Kira "Der er tusind.."Fenrer te for et øjeblik og rystede på hovedet".. rettere uanede mængder af ånder i naturen men de tager form ud fra deres hovedstyrker" sagde han og satte koppen, hvorpå han tog hænderne op foran sig.
"De fem dyreånder som bliver ernæret er.. " sagde han som han gav sig til at lave forklarende fagter med hænderne"..Storken som holder sit vingefang tæt om familie og giver fremgang i kærlighed,
Ulven som giver dig styrke og vejledning i kampens hede,
Ørnen og dens overblik som støtter de ledende,
skildpadden der giver dig tålmodighed og støtte på de lange rejser.." Fenrer fik et kækt udtryk i ansigt og smilede til Kira "..og sidst, men nok størst er der uglen.."

Fenrer lavede en skyggefugl med hænderne, som dannede en fugl på træet bag ham,i lys skæret fra bålet imellem dem "Uglen giver vejledning og er alvidende.." sagde han i en halvdramatisk men alvorlig tone som hans slog skyggefuglens vinger ned med fingrene, så fuglen var i ro" .. og vil besvare dig spørgsmål, skulle man ønske det, men man må passe på, for det er ikke altid en god ide at kende det svar man søger, forud for hvad der måtte ske"

Hun lyttede fascineret til hans fortælling om de forskellige dyreånder og deres evner. Hun var overrasket over alt denne nye viden og ønskede at vide mere. Hun så på ham og hans fagter som dannede skyggebilleder på træet bag ham. Hun var virkelig forunderet over hans ord, og tænkte på hvad hun kunne finde på at spørge uglen om, hvis hun overhovedet skulle spørge den om noget. Det sidste han sagde, fik hende til at tænke på at det måske var bedst slet ikke at spørge den om noget. Hun havde godt nok mange ting hun overvejede at spørge om, men at vælge et var svært. Hun nikkede til ham og besluttede sig for at hun gerne ville se ugleånden, men at hun ikke ville stille den spørgsmål.

Hun så på ham og smilede.
"Hvordan kan man lære at aflæse åndernes tegn? Jeg tænker på at jeg flere gange har haft en fornemmelse af at min vejleders ånd stadig våger over mig og har givet forskellige tegn. Men at jeg ikke er sikker på om jeg forstår dem på den rigtige måde."

Fenrer smilede bredt og lod sine hænder falde ned på hans lår. Han lagde hovedet en anelse på skrå og så på Kira "Jeg mente ikke som sådan en vejledende ånd, men det er noget lignende det.." sagde han med det endnu brede smil og lagde en håndflade ud mod skoven der omsluttede dem. Han lod hånden fører rundt som han gav sig til at forklarer ".. Der er som sagt mange ånder, men der er ikke rigtigt nogen som sådan er for en enkelt person, selvom man godt kan have en special tilknytning til en af de fem store ånder " sagde han forklarende og greb noget mynte ud af den lille pose og gik igang med at lave en ny kop te.

Han satte koppen ved siden af ilden og så igen op på Kira"Hvis du vil have mere så siger du bare til" sagde han muntert.
"Hvad angår det at læse tegn fra ånderne så er der ikke nogen specielle måder at fortolke hvad de siger til dig på, det handler mest af alt om hvordan du selv fortolker dem" Fenrer Greb en pind fra udkanten af der lille bål og begyndt at rode i gløderne, så gnister sprang dansende rundt. "Det kan være at fra en urt der står ud fra mængden for dit synsfelt, til lyden af ord der bæres af brisen og og lugte som kan bringe varsler om velvære og farer"

Fenrer lagde pinden og så op på Kira "Det er ikke noget jeg som sådan kan hjælpe dig med uden et konkret eksempel og selv der er det svært, for ånderne har ikke altid nemt ved at komminikere, medmindre man hidkalder dem, men det bryder de sig ikke altid om"

Hun smilede da han havde misforstået hende ord en smule.
"Det jeg mente var, at den sneugle som lærte mig om livet som shapeshifter. Hun døde for nogle få måneder siden. Og siden da har jeg haft fornemmelsen af at hendes ånd har holdt øje med mig." Hun tænkte over resten af hans ord, som hun nikkede til. Det gav god mening at der ikke var nogen bestemt retnings linje at forstå ånderne, samt at ånderne ikke altid brød sig om at blive hidkaldt.
"Det er forståeligt nok at ånderne ikke vil kunne lide at blive hidkaldt. Det ville være det sammen som hvis vi blev kommanderet rundt konstant. Hvilket jeg afgjort ikke syndes om." Hun lyttede ud i skoven, og kunne fornemme at uglerne var vågnet og gjorde sig klar til nattens jagt. Det fik hende til at smile bredere og i sit stille sind ønskede hun dem god jagt.

Fenrer smilede med et pinligt strejf, som hun fortalte om hendes tidligere mentor, som var bortgået, gik det op for ham at han vistnok havde misforstået Kira. Han prøvede at tænke tilbage på hans lære hos hans far, Leidolf.
Fenrer nikkede med et smil da Kira konstaterede at åndernes misbilligelse ved at blive hidkaldt, havde sammenligning til hvis der var nogen der kommanderede rundt med dem, lidt som slaver. Fenrer nikkede i enighed til Kiras ord ”Tror bestemt heller ikke at det hjælper når ånderne er ligeså gamle som verden selv..” Fenrer klukkede lidt ”Jeg mener forestil dig lige at blive hivet i pelse… Jeg mener fjerene, hele dit liv, til sidst ville man blive lidt irriteret uanset hvem der hev i en”
Fenrer kastede et blik på koppen og konstaterede at vandet dampede, så han fjernede koppen fra ilden, så den kunne trække lidt i fred.
Fenrer så op på Kira efter at have set ind i ilden i en lille stund hvor hans tanker havde kredset om Leidolfs lære. ”Jeg går ikke ud fra at du har noget lavendel? Og måske en ting der tilhørte din mentor? Gerne noget vedkommende var tæt knyttet til?” Fenrer rettede sig op og hans hænder på sine knæ.
”Ser du.. jeg kan også tilkalde din mentor hvis det er du gerne vil tale med hende” Fenrer tog koppen og slukkede sin tørst med et par slurke af den lækre myntete. ”Uanset hvad så kan jeg godt hidkalde hende, det kræver bare en del kræfter hvis jeg skal hjælpe hende med at være her længere tid ad gangen” Fenrer så hen over koppen på Kira, der smilede ved lyden af uglerne, der efter lyden at dømme, var på vej ud at jage, inden han satte ler koppen.

”Det sker at ånderne prøver at komme hertil og kommunikere, men det er svært da de ikke er ligeså stærke som de fem store ånder, og derfor har de brug for hjælp til at manifestere sig” sagde han med en eftertænksom mine. Det var ret sandsynligt at Kira vejleder havde prøvet at kontakte hende, så det kunne være en god ide at kontakte hende.