The first time - Razor - [XXX]

S: Det østlige Ashen Wood - aka arenaen
O: Arenaen
T: Ukendt
V: Ekstremt varmt
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
OBS. Voldsomt emne xD - got ya!

---

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Sort læder halsbånd om halsen og bare tær.

Det var ikke ligefrem fordi Razor var overrasket over at have endt op hvor de gjorde. Men at det skulle være slutningen hvad der ellers havde været helt fantastisk. Nope - ikke hvad han havde håbet på. Samtaler med Selene og episke øjeblikke der fik verden til at snurre på en helt anden måde. Hvordan kunne det gå så galt lige pludselig? Måske havde de bare fuldt en farverig sti lidt for længe og slet ikke bemærket at de var endt et sted der ellers længe havde været totalt udelukket at bevæge sig hen til. Om det var fordi han stadig var påvirket af giften fra Selene eller bare decideret hjernedød og ude af stand til at tage sig af situationen han var endt i. Det vidste han ikke engang selv - måske var det bare fordi det nærmest var rutine at være her. Rutine at lukke for følelserne og tænke på den bedste at slippe væk på. Panikken sad ikke i ham som den ellers havde gjort. Ikke i en grad som den burde. Måske han et eller andet sted vidste han var en smule dyrebar og ikke bare sådan lige en der ville blive slået ihjel uden videre tanker omkring det. Nogle gange kunne han sætte pris på at være en smule unik og brugbar til andet end show.

Han lod blikket glide mod Selene et øjeblik før han lænede sig lidt mod tremmerne i det irriterende bur han var spærret inde i. Han hadede det - men viste det ikke rigtig. Havde mere bare et lidt ligegyldigt udtryk som han ellers bare havde stirret på metallet. Skimtet Selene et blik af og til - bare lige for at tjekke hvordan hun havde det med det hele. Han vidste ikke alt hun havde været igennem. Kun at det langt fra var samme omgang som Tatia. Så dette kunne på mange måder være værre for hende end hendes søster. Han vippede kort lidt med sin ene fod før han bed sig lidt i læben.
" Welcome to hell.. " Sagde han så bare lidt sarkastisk og sendte Selene et lidt skævt smil i et forsøg på at løfte stemningen en smule. Ikke at han forventede at det virkede. Han forsøgte i sidste ende sikkert også bare at få den irritation der stille boblede frem i ham på afstand. Elijah viste sit fjæs. Hvilket med det samme fik en bister knurrende tone frem fra Razor - det var ikke engang fordi han egentlig havde haft planer om det, det skete ligesom bare. Razor ænsede ikke kødet et eneste sekund. Hvor dumme troede de de var? Selvfølgelig ville han ikke stoppe noget i munden der blev serveret her. Han lod hovedet glide lidt på skrå før han skævede mod Selene - men rettede så blikket tilbage mod Elijah.
" Don't you ever get tired of this? You can keep hunting us down - but you'll never win. You're simple not strong enough.. " Sagde han så bare lidt med en kort rysten på hovedet. Han sparkede kort til tremmerne sammen med en knurrende lyd - bare lige for at understrege at han mente det. Elijah kunne ikke vinde. Selv ikke hvis de alle endte med at dø - der ville før eller siden komme en der kunne gøre det af med manden.

DEt var ikke ligefrem fordi at ordene, helved - ligefrem hjalp på den panik der var ved at strække sig hele vejen rundt om Selene flere gange end ønsket. Panikken kom bagefter - snigende ind under huden på hende. Det var som om at det gjorde ondt i gamle sår og hun tog sig let om hænderne imens hun sank en klump. Ikke fordi der var nogle ar eller noget, men engle blod fjernede den fysiske skade ikke den mentale. Så længe siden var det heller ikke hende og Aarons lille eventyr havde endt i en mindre tur i helved - well - Valerie talte for sig selv, og i det mindste havde Selene selv kontrol over sin evne nu. Der var ingen anden til at styrer hende. Alligevel virkede dette ikke ligefrem som den frihed hun havde ønsket. Hun havde faktisk prøvet at kæmpe imod sin træng til at have Razors gift i sit system - men det virkede håbløst. Som om hun alligevel fandt sig selv som et offer for ham. Måske var det fordi, at hun vidste at det gjorde tingene var okay - bare i den periode giften virkede. Lige nu var de ganske vidst i et bur ved siden af hinanden, men de kunne ikke nå hinanden, ikke uden at rive skulderen af led i hvert fald. Razors reaktion overfor dæmonen gjorde Selene en anelse bange, hvis det kunne lade sig gøre at blive mere panikslagen end hun var lige nu. Hjertet bankede så voldsomt, at hun ville påstå de kunne hører det - hvilket de sikkert også kunne.

Elijah lo ganske let af Razors lille kommentar. Det var noget han fandt sjovt og alligevel pænt irriterende.
"Last time I let you out. The time before I let you go.. seems like I'm the real winner her kiddo," pointerede Elijah med et lille blink med det ene øje. Elijah virkede til at være meget rolig omkring dette.
"You let our precious Elena out, so guess we can say this blood is on your hands - huh?" Sagde Elijah så og trådte et skridt væk fra Razors bur og slog ud med armene. "How will your sweet Tatia think about that? Or is all she cares about how low you have been sinking lately? Tell me.. If I touched you or even just poked to you, will you crumble like the pathetic little piece of shit you are? You know you are nothing now, why try to fight the fact, that you deserves this more tha" - "Shut up," afbrød Selene advarende og så imod Elijah med et meget bestemt blik. Elijah lo og lagde armene overkors.
"So she can do something else than giving herself a heart attack. Amazing. Does it bother you, that I talk down to your key to happiness - or does it bother you that you know it wont last?" Spurgte Elijah så og gnubbede kort sin hage før han sukkede let.
"I will have to ask you to eat your dinner," pointerede Elijah så først til Razor med sin evne, "you will eat your dinner sweethearts," tilføjede han en ekstra gang med evnen. Selene sank en klump og prøvede at få hjertet til at falde på plads, men det var ikke ligefrem en ting hun kunne gøre. Hun greb med rystende hånd fat i kødet, og følte kroppen arbejde imod sig.
"Keep an eye on them Mason, if you sense trouble - call Andrea," sagde Elijah så til en af vagterne, som nikkede da ordren var sagt.

Selene så på kødet.
"What is happening.. I can't stop it.. " mumlede hun for sig selv, som hun så fik lukket munden omkring kødet. Det var langtfra nået systemet brød sig om, og kroppen brød sig langtfra om kødet. Et eller andet prikkede til hjernen, men hun kunne ikke finde ud af hvad det var. Giften arbejdede sammen med sin egen gift, og gjorde det tog længere tid om at få en virkning - men hvilken virkning det så overhovedet ville få - var et godt spørgsmål. Det var som om hun følte sig lidt søvning, svimmel. I sidste ende fik hun vel spist kødet og munden løb nærmest i vand for helst at kaste det op igen. Det var umuligt at holde det hele inde, så at spytte noget af det ud var vel en god ting.
"I can call after help.." mumlede hun med en skrækslagen stemme. Evnen til at vise hvor hun var. Hun kunne i det mindste tilkalde Tatia - eller var det en dum ide. Aaron ville aldrig tilgive hende for at efterlade ham, hvis han overhovedet var i god behold. Alessio kunne måske - men Tatia kendte tingene. Godt nok gravid, okay måske heller ikke det bedste. "Why even want me here - I'm total useless," tilføjede hun i samme mumlende toneleje og sukkede let.

" But you keep needing us to come back? Clearly you have no idea what you're actually doing. " Sagde han så bare i en snerrende tone. Så meget for at holde sit lige gyldige udtryk. Elijah irriterede ham allerede mere end hvad godt var. Han rynkede kort næsen en smule og forsøgte ikke at lytte til hvad han sagde - men det var ikke ligefrem super nemt. Hvordan vidste han alt det? Selvfølgelig. Per automatisk tog han hænderne op og lod hånd fladerne hvile mod sine tindinger. Var han allerede inden i hans hoved igen. Razor hadede det. Der blev sat gang i alt det der ikke skulle sættes gang og tankerne fløj med det samme rundt i hovedet på Razor og fik ham til at ønske at han kunne grave sig ned i et hul. Som om det ikke var slemt nok at han var så ydmyget over det overfor sig selv - men ligefrem her også? Der satte han godt nok grænsen. Så var der vidst ikke mere stolthed at komme efter. Tænk at kunne gå fra at være højt på sky i det bedste øjeblikke med Selene og nu.. Helt i bund igen. Stoppede det aldrig!?

Han havde slet ikke bemærket hvordan en knurrende lyd havde sat sig selv i værk. Selene stod i det mindste lidt op for ham. At Elijah bare fandt det underholdende var en anden side af sagen. Den mand var da også bare et bæst der burde dø med hovedet begravet i alt det lort han havde lukket ud. Det var lige så det sitrede under huden på ham med en vrede der gerne ville ud. Hans blik opfangede hver en bevægelse der skete på den modsatte side af tremmerne - selv en dråbe vand der løb ned af en af metal tremmerne. Han bed tænderne lidt sammen før han i et stift blik rettede blikket mod Elijah. " Go rot in hell.." hvæsede han så bare kort og sparkede mod tremmerne før han skævede mod kødet. Han havde ikke lyst til at spise det - men lige som Selene fik sagt, så var der intet valg at træffe. Hvor meget man forsøgte at kæmpe imod sine bevægelse og hvor meget man nægtede, så kunne man intet andet end at spise kødet.

Han rystede lidt på hovedet og lod blikket hvilede mod Selene. " Stop saying that - you're not useless.. But they shouldn't want you here.. " Sagde han så bare lidt. " This place is awful.. We need to figure out a way.. too umm.. " Han rodede sig kort i håret før han så bare rettede sig lidt op. " We need to get out.. " knurrede han så bare lidt, også selvom det ikke var meningen han ville knurre af hende, så var det det det blev til. Han skævede mod tremmerne men rynkede så panden en smule.
" Right now.. " mumlede han så bare. Han udtryk blev for hvert øjeblik mere og mere arrigt. Ikke en følelse han havde fået frem provokeret på sådan en måde før. Det var ærlig talt ikke særlig rart. Han skævede rundt mens de i forvejen alt for stærke sanser kun virkede bedre, men på en måde så selv naboens vejrtrækning gjorde ham hidsig og frustreret. Elijahs ord sprang rundt i hovedet på ham som en hammer mod tindingen - lige til at få hovedpine af.
" I need to get... " Han rykkede sig rundt i buret.. " Let me out.. " knurrede han så og rettede blikket mod en vagt. " Let me out!! " Det blev pludselig til en vred råben. Hans puls steg - det føltes næsten som om hans hjerte ville springe ud gennem brystet på ham som en brændende fornemmelse. Det var ikke rart - hvad i alverden var det de havde proppet i kødet?
" Be still! " Lød det fra en vagt i det et slag med en stok af en art ramte tremmerne. Sikkert fordi Razor efterhånden bevægelse sig rundt i buret, så meget at det nærmest var stressende at se på. En forvirret myre for langt fra sin tue.

Denne mand havde forstand på at flå folk fra hinanden indefra. Elijah var ikke ligefrem en hun havde hørt meget om, bare at man skulle passe på i selskab med ham. Ikke at Selene nogensinde havde regnet med at møde ham. Razor knurrede, og det gjorde hende opmærksom. Et fnøs forlod Elijahs læber.
"We are already in hell, safe travels," svarede han blot ganske kæk - og Selene rullede blot øjne af Elijah. Elijahs evne var umådelig stærk i påvirkningen af det, hun kunne ikke andet end at ville spise det - også selvom kroppen skreg mod ikke at gøre det. De mørke øjne så over imod Razor, som han sagde hun ikke var ududelig og ikke skulle være her. Selene kunne ikke være mere enig. De skulle finde en vej ud og gerne lige nu.  Den knurren Razor kom med var langtfra beroligende, og gjorde hun trak sig en smule for at se til de andre sider af lokalet. Det var først da Razor mistede fatningen at blikket sprang tilbage på ham. Følelser havde generelt svært ved at ramme på Selene, men hun kunne mærke dem. Måske frygten dækkede meget godt for vreden der prikkede til hende. At knurre af en vagt ville næppe så dem ud, og råbe heller ikke. Selene rullede kort med øjnene, og blev måske egentlig provokeret af at Razor reagerede så voldsomt. Vagten fortalte Razor hvad han skulle, fik Selene til at træde et par skridt frem.
"You don't get to tell us what to do," vrissede hun advarende af vagten som blot løftede et bryn af hende.
"You sure got some nerves telling me that girl, where did that get you last time. It's such a shame, you don't have your big brother to safe you this time.. who would even safe you this time.. this guy?" Spurgte vagten og nikkede hen imod Razor. "I doubt it. What about.. Q...Quentin? I doubt that too.. No one will ever know what happened to you.. because no one cares.. it will be like you.. pooof," vagten lavede en lille håndbevægelse, hvorefter han næsten brød ud i latter, "never really existed," tilføjede han.

Selene mistede evnen til at ånde og sank en klump. Normal var hun ikke meget for at tage ord til sig, men lige nu var hun meget blottet og nem at ramme. Hvilket kunne mærkes, måske lykkedes det alligevel vagten at dolke hende i hjertet med mere end tusinde daggerts. Stilheden dragede sig over hende bagefter, hun sagde intet. Gav ikke udtryk for noget overhovedet - lignede nærmere en mur. Der gik tid, hvor meget eller hvor lidt havde Selene ingen fornemmelse af. Nok til at de fik mad igen, og endnu engang var tvunget til at spise kødet. Selvom hun spiste det, sad hun stadigvæk blot og stirrede tomt ud i luften - når man kendte Selene var det ganske skræmmende at se på. Der var intet til at holde tankerne, intet til at håndtere følelserne - ingen til at få hedne til at trække vejret. Eller til at hjælpe hende igennem det. Måske var det i virkeligheden det Valerie havde gjort for hende, hjulpet hende med at håndtere tingene.  Pludselig lød der en larm uden lige. Den først Selene til at reagere da nogle hamrede imod hendes bur. Lågerne blev åbnet, men vagterne var væk - kun en udgang. Sikkert ikke ligefrem den udgang de ønskede, men folk stormede imod den som vilde dyr. Selene fik i en nærmest lyvløs bevægelse løftet blikket imod lyset fra udgangen. Og før hun tænkte nærmere over det, skiftede hun form. Det skete ikke umådelig tit men det skete da, og den flotte [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] sneg sig elegant med mængden af folk. Selvfølgelig forvandlede hun sig af instinkt fordi hun var hurtigere i denne her form end sin menneskelige. Selene glemte helt at tænke på Razor, for hvert sekund efter hun havde skiftet form - reagerede den menneskelige side nærmest ikke. Tankerne blev ikke på omgivelserne som sådan. Hun snerrede af folk der kom for tæt på, hvilket også fik andre til at skifte form.

Så snart de kom ud af den tætte samling af bure, kom de til en arena. Også et stort bur. Ikke ligesom den store plads som Razor havde set før. Nej, dette var et stort bur. Der lå våben og ellers var der en larm fra folk der råbte udefra. Ikke fordi de var utilfredse med dette, men fordi de ønskede kamp. De ønskede at se blod. Selene knurrede, meget voldsomt endda - langtfra tilfreds med hvordan dette her så ud. Så snart alle var ude, lukkede døren. De få der var langsomme til at komme ud, fik sær behandling i form af voldsomme stød - hvilket blot gjorde de ikke ligefrem havde en fordel i kampen. Der var mindst 15 shapeshiftere, og buret var trængt nok i for vejen. Kamp havde aldrig været Selenes styrke, og måske hun reagerede lidt for meget på dyrets impulser end hun ønskede. Slå ihjel var ikke noget hun ligefrem sultede efter heller.
"Ladies and gentlemen. Welcome to our new show.. these shapeshifters.. and halfbreeds - will fight till only one remains," præsenterede Elijah arenaen uden for buret imens folk jublede af ham. "You want to live? Than show me that," råbte han til dem i buret som folk tydeligvis elskede hvad han havde gang i. Den første shapeshifter i coyote form sprang imod Razor i forsøg på at nedlægge ham.

Om dette var bedre end det mind-game de normalt ellers havde spillet med dem der ankom til arenaen vidste han ikke. Han var arrig - hidsig. Helt ude af kontrol. En ting var at hans krop slugte hvad han proppede i den som havde den ikke fået noget for evigt. Hvad end der var kommet i kødet virkede det. Det var som om alting han nogensinde havde haft grund til at være sur over boblede op til overfladen. Synet af Elijahs fjæs gjorde det ikke bedre. Han havde ødelagt så meget. Han havde været skyld i alt det rod arenaen havde skabt i hans liv, i Tatias liv, i Reigns liv og nu også i Selenes liv. Han hvæsede vredt og havde det ikke været for tremmerne havde han for længst flænset mandens ansigt.
Han havde helt sikkert stået mere op for Selene som hun havde gjort for ham. Men han var slet ikke rigtig til stede i sit eget sind. Ikke lige nu. Det var som en evig vrede der bare sprang rundt i ham. Om forskellen på ven og fjende overhovedet fandtes lige nu. Det gjorde det måske - men ikke indespærret i et lille bur. Om det var et 'heldigvis' at tingene pludselig ændrede sig? - Nah. Ikke for Razor hvert fald. Mange forstod hurtigt hintet med 'flyt dig eller få et skud elektricitet gennem din krop' Men Razor havde meget mere fokus på hvad der foregik omkring ham, søge efter en vej ud - søge efter Elijah - manden der stod bag som ikke fortjente andet end at dø. Så han fik stød - flere gange før han endelig rettede sig en smule ind og fulgte med resten af den rimelig store gruppe væsner. Ikke alle af kun shapeshifter blod - men det var helt klart den overdøvende fært omkring ham. Han knurrede lavt for sig selv og knyttede sine hænder. Lysten til at flænse alt med en puls lå i ham. Men han havde fornuft nok til at gemme det til dem der fortjente det.

Elijahs stemme fangede Razors fokus og hans blik søgte med det samme mod manden og han vred kort nakken i en arrig knurren. Det var som om alt andet var lukket ude af verden et øjeblik. Dæmonen skulle dø - nej ikke bare dø, flænses og rives fra hinanden. Han var skyld i så meget lort at selv døden ville ikke være nok straf.
Kampen gik i gang uden Razor ænsede det - det var først da han blev angrebet og kastet ned på jorden at han blev slået ud af sin blodtørstige trance. Eller - ikke helt, den gik nok nærmere bare ud over en anden end hans egentlige mål. Han rystede kort på hovedet og rettede blikket mod ulven før han hvæsede vredt og gengældte angrebet. Han burde måske i sidste ende fokusere en smule. Ikke handle på impulsive bevægelser. Var Selene overhovedet okay? Han anede det ikke. Det faktum at hun som så mange andre her sikkert allerede var i skikkelse af sit dyr - gjorde det svært at spore sig ind på hvor hun var. Der var dog en anden der havde gjort det. Et stort kattedyr havde mistet besindelsen og var sprunget mod Selene - blottede tænder og kløer - tydeligt ikke ude på at skåne en eneste del af hendes krop. Alle var sikkert godt påvirket af hvad end der var blevet fyldt i kødet. Derfor var de fleste angreb helt ustyrlige. Arrige - fulde af had til sin egen art.

Razor formåede at gøre det af med en del. Alle der angreb blev kastet væk, vredet i eller mistede livet på anden vis. Han var lige glad. Hvis det krævede at gøre det af med folk for at komme ud så gjorde han det gerne. Dog var planen ikke at komme helt ud - han ville sørge for at dette var sidste gang han endte dette sted. Han havde et halvt øje til hvor Elijah opholdte sig henne og skulle lige til at løbe mod tremmerne omkring den da han selv blev overfaldet endnu engang. Kløerne fra en tiger masede sig ned over hans skulder. Razor fik sig heldigvis på mystisk vis skubbet væk. Men kun for at møde et nyt sæt kløer ned over den ene side af sit ansigt. Han dukkede sig for endnu en som i stedet ramte den første tiger og inden man havde set sig om var de gået i flæsket på hinanden.

En tiger sprang imod hende, fik Selene til at reagere og langede ud efter tigeren som den angreb. De to katte rullede rundt oveni hinanden med tænder og klør i kødet. Til sidst lykkedes det dog Selene at springe fra, i tids nok før en bjørn sprang mod dem, og dermed fortærrede tigeren. Selene klynkede kort, men derefter måtte hun finde overblik. Dette fik hendes hoved til at gøre ondt. Alle de impulser hun prøvede at kæmpe imod, naturligvis var der lidt til hendes side ved hun normalt kæmpede imod impulser - ikke at det gjorde at hun havde det let. Selene prøvede at finde Razor, hun var god til at sørge for at skjule sig - modsat Tatia - løb hun ikke bare ud og udslettede sine fjender. Selene havde aldrig taget et liv, og hun planlagde ikke ligefrem at gøre det. Impulserne sagde noget andet; dræb dem, æd dem, flå dem. Men hun gjorde sit for ikke at lytte til dem, hvis hun kunne lange til dem der angreb og forsvare sig selv nok - så var det en god runde for hende. Alt var kaos, og i det lille bur til så mange. Det Værste var nok de folk der så på, modsat alle andre - bemærkede Selene dem mest. Alle dem der råbte og skreg på de skulle flå hinanden i stykker. Smed mønter dåser i håb om dem de bød på vandt. Det var forfærdeligt.

Selene blev revet ud af sine tanker igen da en anden shapeshifter, der endnu ikke havde skiftet form angreb. Kvinden sparkede hende og i sidste ende tvang hun Selene til at skifte form for at få grebet. Selene hadede at vise sin nøgne hud i sådanne sammenhænge her, generelt var det ikke noget hun gjorde. Det lykkedes hende at slå kvinden perfekt i hovedet til at hun blev slået bevidstløs. Selene gispede let over sine egne evner før hun så faktisk trak hurtigt tøjet af kvinden for selv at komme i det. Mere nåede hun da ikke rigtig at gøre før hun mærkede en kniv i siden. Selene gispede kort som hun hev vejret ind og væltede ned på siden. Her valgte hun at lukke øjnene. Hun kendte skader, hvis kniven blev i - ville hun ikke forbløde med det samme. Så derfor brugte hun sin evne som hun lukkede øjne, og fandt Elijah. Så tingene fra hans syn af - så kampen. Så folk. Det var ubehageligt, men det var bedre end at mærke folk der blev smidt ovenpå hende selv. Hvordan det lykkedes vidste hun ikke. Hvordan lykkedes det Razor at være den sidste på banen der stod op? Folk stormede ind for at få fat i Razor. Som om de havde tænkt sig at lade ham gå? De skulle bare bruge flere shapeshifters nu.
De smed ham ud af det store bur, og med alle midler de var nød til at bruge for at få ham tilbage i det lille bur - brugte de. Derefter lukkede de af. Han var alene. Alene i den store hal med et hav a tomme bure.

De andre dæmoner var gået igang med at fjerne ligende, og her gik Selene fra Elijahs sanser for at komme til sig selv. Hun gispede lidt, og holdt vejret da en der lå ovenpå hende blev fjernet. Så snart hun havde muligheden satte hun sig op og gik trukket kniven ud af sin side. Hun prøvede ikke at give lyd fra sig men det var ikke let. Tårerne sad i øjenkrogen og ønskede at blive sluppet løs, men det var der ikke tid til. smerten gjorde hun kunne hører hvordan alt bankede og bankede inde i systemet. Hun måtte holde for såret og se om hun kunne nå ud af buret. Heldigvis nåede hun ud, og fik gemt sig i skyggerne. Nu skulle hun bare finde vej ind til Razor.  Selene kæmpede sig frem ad, følte nærmest hvert skridt gjorde hende langsommere. Hvad de lavede med Razor vidste hun ikke, men det var ikke ligefrem fordi hun regnede med de behandlede ham som en konge. Endelig! Endelig virkede det til at hun havde fundet døren ind til rummet og hun kom ind. Til sidst kunne hun mærke hver eneste muskel i kroppen fik hende til at ryste af anstrengelse, kroppen brød sig ikke om skaden. Et støn kom fra hende da hun ramte jorden efter benene svigtede hende. Selene slæbte sig hen af jorden for at nå hen til Razors bur. Det lykkedes hende at komme op og sidde.
"Didn't think I would give up that easy, did ya?" Spurgte hun udmattet og smilede til ham. Det var tydeligt at hun ikke hang i for godt, og havde haft bedre dage. "I would never go without saying goodbye," tilføjede hun og forsøgte at blive ved med at smile. "Stay alive please," bad hun og sank en klump.

Razor ænsede nærmest ikke folk omkring sig - ikke før det ikke var flere tilbage. Ikke før tremmerne var det sidste der stod i vejen for at slagte flere. Slagte dem med lyden af stemmer der rungede i hans hoved. Grin der skar ubehageligt og blikke der fik en til at krybe dybt ned i et hul. Hans tøj var ødelagt. Kun bukserne lignede stadig hvad de var lavet til at være men trøjen var revet itu. Han skævede arrigt rundt mens en knurrende tone slap ud over hans læber. Det var først nu en indre panik begyndte at boble frem i ham. Hvor var Selene? Havde han slået hende ihjel undervejs i sin galskab? Det var som om det havde dæmpet sig og en form for fornuft fandt vejen til overfladen. Men kun for at skabe en anden form for manglende fornuft. Det var ikke ligefrem fordi det at tænke logisk eller fokusere mere var hvad panikken havde med sig. Hans blik flakkede forvildet rundt på kroppene der lå spredt omkring hans fødder. Den lugt af blod der hang i luften gjorde nærmest en træt og helt difus sammen med adrenalinen der pumpede i kroppen.
" Selene.. " Mumlede han lavt før han trådte et par skridt tilbage. Kun for at skvatte over en død krop. Han var dog hurtigt på benene igen da folk begyndte at komme nærmere. Trænge ind i buret og gribe fat i ham. Det at kæmpe imod hele vejen tilbage til det lille bur var værre end selve kampen der havde forgået i buret mellem de andre shapeshifters.

Han sparkede mod tremmerne og rev ud efter dem der kom for tæt på. Et pragt eksemplar af et vildt dyr i fangeskab. Det var præcis hvad de ledte efter. Selvfølgelig ville de ikke have at han bare sad og var kedelig. Den vrede han havde holdt ved lige under kampen skulle blive. Hvilke metoder de så end formåede at bruge. Stød var en af dem. Ikke at det hjalp, det gjorde ham nærmere bare rundtosset. Sammen med det blodtab de skader han havde fået gjorde. Han knurrede lavt for sig selv og skævede mod en mand der et øjeblik kom lidt for tæt på. Razor fangede hans arm ud gennem tremmerne og borede tænderne ned i den - holdt fast.. Længe mens smagen af blod bredte sig over hans tunge og fik ham til at bide hårdere sammen. Det var først da en kraft fra en bagerst i lokale slog Razor væk og pressede ham mod tremmerne. Forhindrede ham i at trække vejret et øjeblik at tingene endelig blev en smule rolige i lokalet. Nogle mænd slæbte den nu lammede mand ud og der var et øjeblik ikke mange tilbage. Hvert fald ikke mange der gad give opmærksomhed til hybriden som han hev efter vejret da der endelig blev sluppet. Han skævede ud mellem tremmerne da en velkendt duft ramte hans næse og kort efter lyden af en velkendt stemme.
" You're alive.. " Sagde han så og lod blikket hvile mod hendes ansigt et øjeblik. Smilet om hans læber vendte tilbage et øjeblik før han kort bed sig lidt i læben. Tydeligt med et ellers lettet udtryk. Der var måske alligevel håb. Selene var ikke død, så havde han ikke den på samvittigheden. " You can't go die either you know.. " Sagde han så bare lidt før han rystede en smule på hovedet. Han skævede kort lidt rundt før han pillede lidt ved halsbåndet om sin hals. Hans blik skævede dog kort efter lidt mod den skade Selene led under.
" You need to keep pressure on that.. " Sagde han så lidt og rykkede sig lidt i buret. " Somehow.. " Han rynkede kort næsen. Hans egen påklædning var ikke til stor hjælp.

" Give me your.. " Han gik lidt i stå da vagterne fra før vendte tilbage, deres stemmer var tydelige i rummet. Men ingen havde opdaget Selene endnu. Heldigvis. Det var dog bare et spørgsmål om tid. Ville hun overhovedet kunne formå at komme ud fra uden at blive set? Ikke i den tilstand. Man kunne dufte hende på lang afsted. Han rykkede kort lidt på sig før han lod blikket flakke over Selene. " You need to get out of here.. You can't stay. I need to get out - how to.. I have to get you out. " Mumlede han så lidt og rynkede panden. Hans blik gled rundt i buret før han rodede sig lidt op i det mørke og halv blodige hår. " If you die it'll be my fault.. And I can't have Tatia hating me again.. " Han bed tænderne lidt sammen før han knurrede lavt for sig selv. Det gik ikke - Selene skulle ikke dø og hvis.. De måtte ikke opdage hende. De havde opdaget hende. Lort.

Det virkede håbløst og ikke ligefrem som en mulighed at hun ville ånde ret meget længere. Hun prøvede at holde for såret, sørge for det ikke blødte for meget - men det var heller ikke ligefrem en ny skade mere. Hun skulle have gjort noget ved den for længe siden. Selene bed tænderne lidt sammen.
"I don't know how.. much we can do - it's not like we have healing abilities or anything. I wish I was Tatia right now," mumlede hun lidt for sig selv. Lige nu ville hun langt hellere være stærk, end at sidde her og beklage sig over sin skade. Selvom at beklage sig havde man vel lidt ret til når man var døden nær - havde man ikke? Selene bed sig i læben, og hjertet skippede en takt som døren gik op og vagterne kom ind. Selene prøvede at kravle om på siden af buret, gøre det lidt mere utydeligt for hende at hun var til stede. Selvfølgelig vidste hun godt at det ikke ville holde. I sidste ende ville de nok bemærke blodsporet eller bare stanken af hendes blod der ganske vidst var blandet med det indtørrede der hang på tremmerne rundt omkring. "I can't even stand on my feet, I can't possibly walk out of here before it will be to late anyway," hviskede hun lidt tæst og skar grimasse af smerten. Selene flyttede sine mørke øjne mod ham, da han sagde det ville være hans skyld.
"Hey! None of this is your fault - okay? It's my own.." Pointerede hun og sukkede lidt. "But if I'm not gonna make it... will you find Tatia.. Kubo.. Alessio and Aaron.. ? Tell them that I'm sorry.. that I wasn't stronger.. Find Quentin.. tell him I love him. Will you do that?" spurgte hun og bed så sammen.

Der gik ikke mere end få sekunder efter, at hun fik øjenkontakt med nogle af dæmonerne. Opdaget. Satans. Selene hev vejret ind som de kom nærmere.
"Look what we have here.. looks like it runs in your family to cheat," mumlede en af vagterne og greb fat I Selenes arm og rev hende op. Et mindre skinger skrig af smerte forlod Selenes læber, og her opdagede vagterne skaden. De gik op for dem at hun havde narret dem, og det var de ikke ligefrem glade over.
"Take her to Elijah, let him choose what to do with her," sagde den ene af dem. Den anden slæbte Selene med så godt hun nu kunne gå, om han skulle trække hende hen af jorden - var han også ligeglad med.
"Promise me," sagde hun så og så imod Razor. Derefter blev hun trukket ud af rummet.

Selene måtte have været besvimet af anstrengelsen, og da hun slog øjnene op var det første hun mødte et skarpere lys. Hun sad bundet i en stol, men skaden virkede til at være gået væk - mere eller mindre. Engle blod sikkert eller hvad fanden de havde af metoder. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere som hun befandt sig i et mindre rum med få stole. Endelig kom Elijah ind, og placerede to mennesker på to stole. De havde begge hætter over hovedet.
"It's very simple Selene.. You kill one, we let the other go. If not, we will choose who gets killed," sagde Elijah så og trak hætterne af menneskenes hoveder. Selene gispede let ved synet af den ene og rystede på hovedet. Quentin, hvad lavede han her? Han skulle ikke være her. Selene kunne mærke hænderne begyndte at ryste en anelse og hjertet var allerede speeded op til et helt andet niveau end før.
"You are sick, you know that? " Udbrød hun så da en af vagterne bandt hende fri. Der lå en kniv på gulvet foran fødderne på menneskene. Let lukkede hun øjnene og tog en dyb indånding.
"Time is running out sweetheart," Elijah legede med ilden og han nød det. Det var tydeligt i hans blik. Kniven blev samlet op og rystede nærmest i hendes hånd. "Choose," pointerede han mere seriøst - hvilket fik Selene til at hoppe lidt. Nok var det at slå ihjel en bestemt.
"First we survive, then we find our humanity again," kom det fra Quentin. Selene ville aldrig dræbe Quentin, det vidste alle. Man skulle være idiot for ikke at vide det, derfor så den anden også så bange ud. Selene gik om bagved personen, hvorefter hun så satte tænderne i vedkommende. Fokuserede på giften til at gøre ham lam, håbede på hun var heldig. For så snart han ikke kunne mærke sin krop alligevel, var det der hamrede kniven i hjertet på ham. Selene mistede evnen til at ånde og trådte om foran ham for at se på ham. Blikket ville hjemsøge hende til den dag hun døde og hun rystede på hovedet. Tårerne pressede sig ud.
"I'm so sorry," hviskede hun og løftede hånden let op mod sine læber. Så samlede hun sig selv lidt op og kiggede på Elijah. "I did as you asked, let him go," tilføjede hun så og sank en klump. Elijah nikkede og bandt Quentins reb op, dog lige som Quentin kunne rejse sig op - så greb Elijah fat i håret på mennesket og kørte en kniv hen langs hans strube - så alt blodet sprøjtede ud.
"NO!" Råbte Selene og fløj direkte hen imod Quentin, dog greb nogle af vagterne hende - imens hun skreg på livet løs. "Let me go.. Let me go.. No..." Brød hun ud i gråd og skrig. De trak hende ud af rummet skrigende - og det lød ligeså voldsomt som det var. Det slog klik for hende, og Selene besad mere styrke end hun faktisk anede af. Hvilket forklarede at hendes raseri fik hende til at skubbe begge vagter ind i muren. Hamre den ene op af muren til han til sidst lå livløs på jorden. Der stoppede hun op. Hun var nød til at få Razor fri. Selene greb knivene samt nøglerne fra den døde vagt og fra den bevidstløse, hvorpå hun begav sig afsted for at finde Razor.

Endelig fik hun låst op til rummet Razor var i, og løb derind. Tårerne hang stadigvæk ud af øjnene på hende, og blodet dækkede hænder og læber. Tøjet havde også et par pletter men det var ikke hendes. Det var heller ikke Quentin, ikke engang personen hun havde set. Det var bare et af de mind tricks Elijah havde i ærmet.
"We don't have much time," sagde hun så som hun satte nøglen i Razors bur. Hun anede ikke hvor længe hun havde været væk. Minutter, timer, dage, uger? Ingen tidsfornemmelse. "We need to get out, now - I'm getting sick of being in here, come on," tilføjede hun og gav så Razor en af de knive hun havde stjålet.

Razor lyttede til hvad hun sagde. Eller forsøgte at fokusere lidt mere på det gennem sine egne forvildede tanker om et muligt flugt forsøg. Men det var slet ikke muligt. Han kunne ikke komme ud af der her bur. Vagterne var på vej og Selene var døende. Enten ville de slå hende helt ihjel eller hele hende og bruge hende til et eller andet andet sindssygt. Man vidste aldrig med det her sted. " I dont even know half of those people. " mumlede han så lidt og bed sig kort i læben før han endelig rettede blikket tilbage mod Selene. " You're not going to die okay!? " Sagde han så hurtigt. Han skævede mod vagterne før en knurrende lyd blev sat i gang i ham da de rev fat i hende.
" Leave her alone! " Hvæsede han vredt og sparkede mod tremmerne. Han fulgte dem med blikket som de rev hende med sig. Han formåede kort at nikke til det hun sagde før han bed sig lidt i læben. " I promise.. " Røg det ud over hans læber et kort øjeblik efter. Om hun hørte det eller ej vidste han ikke. Men han sagde det, og mente det. Det krævede dog selvfølgelig at han selv kunne komme ud herfra. På en eller anden måde.

Det føltes som evigheder han sad i det dumme bur. Helt alene. Kun med to vagter for enden af rummet der nærmest halv sov - medmindre selvfølgelig Razor rørte på sig, så vågnede de op og var på mærkerne. Der var ikke mange lyde ud over noget vand der dryppede et sted, de hjerteslag der var i rummet og ens egen vejrtrækning.
" Guuuuys.. I gotta pee - you can't make me sit here forever.. " Sagde han så bare lidt og vippede kort lidt med sin ene fod. Han havde fået skubbet bekymringerne omkring hvad der var sket med Selene lidt på afstand. Så snart han havde muligheden for at finde hende ville han trække det frem igen - men ikke før det. " It's a human right you know? To pee.. " Han rettede blikket mod vagterne.
" Good thing you're not a human. " Lød det bare halv stift fra den ene.
Razor kneb kort øjnene sammen. " Maybe a living right then? " Han trak lidt på den ene skulder. Han rykkede kort lidt på sig før han skævede lidt rundt på tremmerne. Han det var egentlig ikke fordi han skulle tisse - men hvis det på et eller andet tidspunkt faktisk blev muligt så havde ville han da gøre et forsøg. Før han ville rydde dem af vejen, finde Selene og komme væk herfra.

Det lykkes ham at overtale dem til at komme på wc. Hans flugt forsøg mislykkedes på vej tilbage. Det resulterede kun i et brækket håndled og helt sikkert et slag i hovedet der ville føre til en ubehagelig hjernerystelse - det havde hvert fald blødt en del og givet ham hovedpine. Han sad i buret igen og stirrede ud mellem tremmerne. Lyttede på den samtale der foregik mellem vagterne. Nød duften af den halv døde engel i den anden ende af rummet. For at være ærlig var han i tvivl om hvor længe der var gået. Blodet fra Selene var blevet vasket væk. Ligesom burene havde fået en tur - ikke en grundig rengøring men lugten i rummet var anderledes. Ventede de på et nyt hold? Måske. Han bed sig kort lidt i læben før han lænede hovedet tilbage mod tremmerne og lukkede øjnene.

Han vågnede ved lyden af Selenes stemme, stadig med dungrende hovedpine. Først troede han det var en drøm men hun var der rent faktisk. Han glippede kort med øjnene nogle gange før han fulgte hende lidt med blikket.
" Selene?.. "
" How did you.. " Han skar kort en grimasse da han forsøgte at sætte sig op ved hjælp af den dårlige hånd som han et øjeblik havde glemt stadig var der. Han skævede så lidt mod hendes blodige tøj og valgte ikke at stille flere spørgsmål ved det.
" I don't know the way out. Last time I got help - it's like a labyrinth in here.. " mumlede han så bare lidt og fik sig skubbet ud af buret. Han snuppede kniven der blev rakt frem mod ham før han lod blikket glide rundt. Vagterne var væk. Måske fordi de havde hørt det kaos Selene måske havde fået skabt et andet sted. Selvom han ikke kendte vejen ud var der ingen tid at spilde og han var hurtigt afsted med kursen mod den ene dør. Hemmeligheden ved dette sted var vel at gå efter det åbenlyse. Folk ville tro omvendt - det gav mening, uden helt at give mening. Han rynkede panden en smule før han lod blikket glide tilbage mod Selene. Kun for at opfange en fært - efterfulgt af en lyd.
" This way.. " Sagde han hurtigt og smuttede gennem en anden dør der var. Den førte til et mindre rum uden andre døre eller lignende. Men det var bedre end at støde på de vagter man et øjeblik efter kunne høre passere på den modsatte side af døren. Han bed tænderne lidt sammen før han skævede lidt mod Selene. " I don't... " han blinkede et par gange med øjnene før han støttede sig lidt op af væggen. Svimmelheden tog pludselig over og gjorde det svært at stå og se - høre, dufte. Alting. Han lukkede kort øjnene et øjeblik og forsøgte ikke at lade det black out der virkede til at være under opsejling tage over.

Hænderne rystede og det skulle gå så hurtigt som det overhovedet kunne. Lige nu galt det om at komme ud, så hun kunne komme væk fra alt der havde med dette at gøre. Selene håbede på at mørket ville blive låst inde her, men hun vidste også at det ville følge hende til hun stoppede med at ånde. Razors ord gentog sig i hovedet på hende, og hun kneb øjnene kort for at stoppe minderne i at flashe tilbage til kernen. Lige nu var hun nærmest lige glad med hvordan, de skulle bare ud. Han fik hjælp sidste gang, sidste gang - Tatia havde også været her før havde hun ikke så? Elijah blev ved med at nævne det, Tatia. Pludselig fik Selene en helt anden forståelse for sin søster, det var ikke ligefrem nået man plagede sin yngste søster om - traumaer. Ingen ville blande hende ind i det, men de vidste bare ikke hun var inde på et helt andet niveau end de var. Selene kørte kort hånden igennem håret, og kunne knap nok holde den anden hånd med kniven stille.
"Nothing is impossible," sagde hun så lidt efter og sank en klump. Lige nu galt det om at være optimistisk og være positiv. Dog var det langtfra hvad hun virkelig havde lyst til, lige nu havde hun slet ikke lyst til noget. Selene satte efter Razor så snart han gik hen imod den ene dør. I det mindste hjalp dette, det hjalp at fokusere på at komme ud. Det tog tankerne fra hvad der lige var sket med Quentin, den anden fyr var lige meget - og pludselig var hun også næsten ligeglad med at have dræbt to personer - Quentin var død, hvordan skulle hun nogensinde kunne fungere efter det? Selene måtte synke en klump og suge det ind til alle de andre ting der gik hende på. Den røde dør, alting skulle låses ind bag den røde dør, så ville det blive godt igen bagefter. De kom ind i et lille rum og Selenes blik flakkede til alle sidder. Razor virkede utilpas, ikke at andet ville undre hende. Selene havde trods alt set hvad han havde overlevet. Vagterne passerede døren som hun stillede sig op langs væggen. Der ville ikke gå langt før de opdagede at Razor manglede og Selene var sluppet væk.

Hun fik over til ham og lagde en hånd på Razors skulder.
"Razor look at me." Sagde hun så og sank en klump, "you got this okay, we can get out. There is only a few demons between us and freedom. After we are free, we can do what ever the hell we want. But we are not going back to those cells," tilføjede hun mere seriøst.
"Inhale the hope, exhale the fear," fortalte hun så og gik stille tilbage imod døren. Så stirrede hun lidt ud i rummet for at få ind og finde ud af hvor Elijah befandt sig hen af. I dette øjeblik var kroppen helt stille som en form for trance. Dog tog turen hende ikke langt før hun var tilbage og blinkede.
"Elijah knows we are done, we have to move quickly - I could.. no.. that would be stupid," det ville var dumt at kalde Tatia herhen - men måske Tatia kunne sende nogle der kunne hjælpe. Var det ikke bedre end ingenting? Hvad skulle de ærligtalt gøre. De kunne ikke blive stående hver forevigt. Der gik ikke to sekunder før Selene tog chancen og øjnene blev hvide som sne. Denne gang var det dog ikke det samme og hun kunne se rundt - dog overdragede hun Tatia sine sanser ganske kort til Selene hørte Elijahs stemme. Her stillede hun sig op af muren igen, og holdt vejret. Så snart Elijah og vagterne lød til at have en passende afstand gik hun ud af døren, og afsted igennem en ny som førte til en lang lang gang. "Ready to run a little?" Spurgte hun og så imod Razor.  Selene satte i løb op af gangen, hvilket vidste sig at være gangen hun havde løbet på tideligere - ganske rigig der lå vagterne hun var sluppet fra. Farten blev lidt sænket som hun så på dem, men i sidste ende måtte de løbe videre.
"I can see a window!" Udbrød Selene så og løb hen imod vinduet, som viste hvor højt oppe de egentlig var. Hjertets rytme blev hurtigere og hurtigere som hun så ud af vinduet. "Do you need a bite for the climb? Or can you go without?" Spurgte hun så og sank en klump. Selene holdt håndledet frem hvis han ville have en bid, og ellers var hun klar til at springe på ryggen af ham for at komme ned.

Det tog et øjeblik før Razor endelig hævede blikket og så mod Selene før han rystede lidt på hovedet. " It's cool - I'm good.. I mean.. I'm not scared - just.. Reeeally dizzy.. " sagde han så bare lidt før han kort rynkede panden en smule. Det var ikke stedet, det var ikke dæmonerne. Razor var efterhånden ikke bange for dette sted mere. Han vidste hvad de var i stand til og hvad de gjorde. Smerten de påførte ham rørte ham ikke medmindre de gav sig til at trykke på folk han havde i sit liv han ikke ønskede noget ondt mod. Det var mere irritation han følte omkring det hele. Han var pist - til en grad for det gik hen og blev farligt. Men samtidig var han også begyndt at blive ligeglad. De kunne gøre hvad de ville. Intet ville ødelægge ham mere end det allerede havde gjort. Han vidste ærlig talt ikke hvad meget kriger der var i Selene - om han bare gik ud fra at hun var på nogenlunde samme niveau som Tatia? Nej det gjorde han ikke, men han regnede faktisk lidt med at hun var i nærheden. Det var Tatias søster? Noget krigerisk måtte der være gemt i en. Han gned kort sin pande en smule før han så bare tog en dyb indånding og rettede sig lidt op. Gav sig selv en mimende peptalk før han så rettede sig lidt op. Han kunne ikke lade svimmelhed slå ham ud. Heller ikke selvom han efterhånden godt vidste at det at lege med skæbnen med skaden i hans hoved ikke var så smart. Men de kunne jo ikke blive her for evigt.

Bare hans navn fik det til at vride sig i irritation inden i Razor. Kunne den mand da ikke bare dø. Han knurrede lavt for sig selv før han så bare kort nikkede og smutte med ud af døren og videre afsted. Der var ingen tid at spilde hvis de gerne ville ud. Hvis de skulle nå ud - han lod blikket glide rundt hvor de bevægede sig hen men rystede så bare lidt på hovedet for sig selv. Han vidste at hans sanser ikke kunne gøre meget nytte herinde. Det var som om at stedet havde alle odds med sig til ikke at blive afsløret. Han forsøgte at holde sit fokus så meget som muligt mens de bevægede sig afsted. Selvom der af og til dannede sig små sorte pletter for hans øjne. Han skævede kort mod vagterne på gulvet før han fokuserede frem igen. Ikke et syn han ikke havde set før. Selene nævnte noget med at vindue og han slog blikket mod det.
" Wauw.. Never thought windows was a thing in here.. " Sagde han så bare lidt. Før han skævede ud af vinduet da de nåede derhen. Hans blik gled dog tilbage på Selene kort efter før han så bare rystede lidt på hovedet. " No it's fine - I can climb without. " Sagde han så bare lidt med et lille smil. I sidste ende ville et bid sikkert gøre det hele meget mere omtåget også ville han slet ikke være i stand til at få dem sikkert væk herfra. Hvis han overhovedet var det nu.

Han vendte sig mod hende og så snart Selene var klar på hans ryg begav han sig ud af vinduet. En ting var at de var udenfor - men det var stadig ikke sikkert herude. De var stadig på arenaens areal og i sidste ende var det hele området der var en gåde at finde ud fra. Han lod blikket glide rundt - forsøgte at spore sig ind på hvor præcis de var henne. Samtidig distrahere sig selv for hans dumme hånd der ikke fungerede som den skulle - ikke at det forhindrede ham i at kunne kravle ned, det gjorde bare en smule ondt.
" Okay! They can pretty much see us out here nomather where we go - so we gotta move fast. " Sagde han så hurtigt og trådte et par skridt væk fra muren efter at hun var hoppet ned igen. Han lod blikket glide rundt men nikkede så kort til hende før han løb et stykke langs muren. At pløje sig selv ud i det åbne var nok ikke så smart - men på et eller andet tidspunkt blev de nødt til det. Bare ikke lige her hvor der alligevel ikke var håb på den anden side af murerne. Han rynkede næsen en smule men rettede så blikket frem, sørgede dog for at Selene var med. Kun lige indtil han måtte stoppe op og ændre retning da en gruppe af vagter kom forfra.
" Shit.. " knurrede han kort før han så mod hende men skyndte sig ellers bare i modsatte retning. Hans blik undersøgte alle muligheder der var omkring dem. Men ugh! Det var svært. Han kunne jo ikke kravle rundt på alle murene indtil de nåede ud - eller kunne han?
" Hop on! I might have a plan.. " Sagde han så hurtigt og skævede mod vagterne. Han gjorde sig klar til at klatre op af muren så snart Selene var klar.

Lige nu galt det om at komme fri. Selene følte intet lige nu, intet andet end stædigheden for at nå ud herfra i live. Alle andre følelser lå bag lås og slå dybt inde, hvor de bare havde at blive liggende. Hun nikkede til Razor da han sagde at han kunne klatre ned uden, som han ønskede. Selene sprang op på hans ryg, og hun prøvede at se sig omkring for at vide hvor de var. Men stedet lignede mere en ruin end det lignede en vej ud. Så snart de var nede sprang Selene af, og modsat hendes normale natur - spurgte hun slet ikke ind til Razor. Folk var normalt det første hun tænkte på, men lige nu gjorde hun ikke. Hvis hun gjorde så åbnede hun op for noget hun ikke var klar til at se endnu. De skulle bevæge sig hurtigt, her ville det være en fordel at være i sin dyriske form - men hun ventede lidt. Så snart Razor satte i løb gjorde hun også, det var ikke ligefrem fordi hun nød dette - men der var noget spændende over faren - og alligevel noget hun ønskede at holde sig langt fra. Razor havde mere erfaring omkring disse ting end Selene havde, og mere end hun ville få. Så at holde sine tanker på at følge ham gjorde det bedre at holde fokus. Hun tog en dyb indånding da Razor så stoppede op, og de mørke øjne gled kort frem for sig. Selene tog sig en dyb indånding for at opfange færten af vagter, og så derefter flyvsk over på Razor - som havde en plan. Selene gjorde sig klar til at springe op på Razors ryg, så snart hun så skikkelsen af vagter. Hun nåede næsten at gribe om ham da noget ramte hendes ryg. Der gik mindre end få sekunder før hun kunne mærke det slørrede for hende
"Climb, hviskede hun og mærkede sig selv komme tættere på jorden. Hvad der havde ramt hende fik hun revet ud af ryggen en pil smurt ind i noget grøn salve, som gjorde hende så søvnig. Til sidst blev det bare mørkt for hende.

Så snart hun vågnede kunne hun mærke hvordan tandkødet var ømt, og hun kunne smage blodet på sin tunge. Selene tog sig til hovedet og blikket flakkede straks omkring sig. Hun var stadgivæk ude på pladsen, men hun tvivlede på at hun havde været det hele tiden. Håndledende havde været bundet stramt og efterladt lettere blåmærker på den hendes hud. Hovedet dunkede og Selene kæmpede sig op på benene - de havde ikke engang taget hendes våben. Selene prøvede at bruge sin evne til at finde Razor, men det sekund hun brugte den faldt hun sammen i et skrig af smerte. Hun mistede kort evnen til at kunne se, og da hun endelig fik synet tilbage havde hun grædt blod. Hjertet sprang en takt over, og hun kom atter på benene. Hvor var Razor? Ikke at hun havde tænkt sig at kalde på ham ,hun kendte en bedre metode. Så hun tog sin dagger op og lavede en rift i håndfladen, efter hun havde lavet en grimasse af smerte begyndte hun at gå - lidt i det skjulte. Hun var tideligere tyv og god til at gemme sig - også selvom hendes duftspor måske ikke ligefrem gjorde det nemt for hende. Det var så snart at hun kunne dufte andre shapeshiftere også at hun var klar over, at dette ikke ligefrem var sikkert heller. Måske var det derfor hun havde beholdt sit våben - fordi der snart ville være endnu et blodbad herinde.

Hjertet bankede det hurtigere som hun bevægede sig videre rundt omkring. Prøvede at få blandingens fært, men før hun nåede at tænke mere over det kom der en mand brølende imod hende med sine sværd. Selene fik et chok og satte i løb en anden retning - ikke specielt Tatia agtigt. Snart opdagede hun andre ' krigere' der løb rundt og lyden af kamp dannede sig med ekko i hendes lille hoved. Det var begrænset hvor meget hun kunne tage lige nu, men hun måtte ikke falde - ikke nu.