I never been in such a place before-Lucky

Tid: 12:30

Sted: Ved Lucky's smedje

Vejr: solen skinner


Omgivelser: Lucy, Sam og en fremmede som de tror arbejder der.


Lucy havde så længe hun kunne huske ikke kunne komme udenfor en dør, hendes forældre forbød hende gøre det hjemme i Sunfury og hun havde svært ved at skjule glæden da de havde givet hende lov til at tage med Sam som engtlig hed Samantha, men hun var altid blevet kaldt Sam. Lucy havde et tæt forhold til denne elver, da hun havde passet hende imens hun havde været i koma og i de dage efter hun var vågnet hvor hun stadig de første uger skulle være sengeliggende. Hun var blevet en form mor for hende selvom det rent faktisk var Elizabeth som havde adopteret hende, men Elizabeth var ikke den mest kærlige mor, men det var Samantha. Lucy vidste ikke helt hvorfor det var sådan imellem dem, men hun var også ligeglad hun var ikke skabt til at skulle imponere hende, hun havde opgivet. Hun smilede svagt til Greyson som de blev sendt afsted. Vejret kunne ikke være bedre solen skinnende fra en skyfri himmel og det var så varmt at de ikke behøvede at have en kappe eller varmt tøj på. De kunne bare gå. Lucy var iført en blå kjole som vidste at hun kom fra en fin familie, hvor Sam havde en lidt slidt mørkebrun kjole på. De begyndte deres færd imod Angerforge, det var der de havde hørt at en god smedje skulle være. De skulle have en tid til at have skoet et par af Greysons heste. De havde begge tabt nogle sko og de skulle sættes på inden de skulle tilbage til Sunfury, det var ikke noget som hastede de skulle være her i et par uger inden de skulle tilbage. Familien hun boede hos havde noget arbejde som skulle klares inden. De havde opholdt sig i et hus i Terrorville som familien ejede og det var først nu hun havde haft tid og lov til at komme ud, hun havde travlt med at gøre rent i huset. Under turen var der ikke blevet sagt meget fordi Lucy havde haft så travlt med at kigge på deres omgivelser og hun følte faktisk ikke at det havde taget lang tid at komme der til hvor de skulle for da hun blev revet ud af hendes tanker stod de foran smedjen. Hun havde aldrig før været sådan et sted, men hun havde heller ikke været ret mange steder fordi hvis det stod til Greyson og Elizabeth så måtte hun ikke komme ud af en dør.

Hun havde stået lidt for længe for Sam tog hendes hånd og gav den et klem ” are you ready to go in dear?” spurgte hun med en kærlig stemme og da Lucy nikkede slap Sam hendes hånd og gik ind. Det var tydeligt at Lucy var nysgerrig for hendes blik gled rundt i rummet de var i og hun blev stående som Sam gik lidt rundt og kiggede, men efter lidt tid vendte hun sig imod en fremmede mand for at begynde at snakke med ham ” sorry sir we’re looking for a blacksmith who is interested in some work, because  two of my bosses horses has lost their shoes and need them back on before we have to go back to Sunfury” sagde hun venligt til ham der stod derinde. Imens havde Lucy kigget og det imponere hende at nogen kunne lave det og det fascinerede hende meget. Hun lagde ikke rigtigt mærke til sine omgivelser som hun gik rundt der inde, men det skete tit når noget syntes at fascinere hende. De blå øjne kiggede ganske kort op på Sam som hun stod og snakkede. Det var vidst bedst hun ikke blandede sig og derfor holde hun sig i baggrunden.

Det var en rolig dag i smedjen. Der havde ikke været de store bestillinger idag men der var altid noget at tage sig til. Lucky's far var igang med at forme noget værktøj for nogen kunder imens Lucky var igang med at vedligeholde ilden. Han havde smidt sin trøje men havde behold sit forklæde og handsker på. Hans olivenbrune hud var godt svedig og sodet til fra kullet som han tidligere havde stået med. Lige nu stod han med blæseren men ikke for lang tid nu. Den var nemlig ret varm hvilket var til at mærke for enhver. Lucky på den anden side nød varmen i fulde drag. Han elskede at stå i smedjen... især om vinteren vor hans lemmer blev så underligt stive. Han hadede at være kold men det havde nok mest af alt noget med hans draconianer blod.

Lucky's far havde hørt nogen komme ind i butikken og havde lagt sine ting fra sig for at modtage sine kunder. Lucky selv havde ikke hørt noget og fortsatte bare med sit arbejde. Da Liam, Lucky's far, var gået ud i butikken smilede han stort og tørrede noget sved fra panden med en klud.
"Welcome ladies to my humble shop, Blackstone and son," sagde han venligt og lænede sig lidt ind over disken.
"Now tell me, what can I do for you beautiful lassies?". Han lyttede derefter attentivt til dem og nikkede med hovedet.
"Sunfury you say? That's quite the way, no matter. Well, we'll be glad to assist you," han skrev nogen få noter ned hvorved han vendte sit hoved ud imod smedjen.
"Silas, my boy! Can ya come in here for a second?" Lucky kiggede op fra sit arbejde og lagde tingene på plads.
"My son will be the one to help you fine ladies," imens hans far snakkede kom Lucky ind i butikken.
"What is it Papa?" sagde Lucky og bevægede sig hen mod sin far ved disken. Hans far kiggede over på ham og sukkede. "Could ya at least put a shirt on boy? We're in the company of ladies" sagde han og pegede hen mod kvinderne. Lucky kiggede derefter på de to fine kvinder hvorved han rødmede. Han undskyldte sig selv kort hvorefter han gik ud for at hent sin bluse. Hans far grinte bare og rystede på hovedet.
"You'll have to excuse my son... I've taught him better than that, but the boy just ain't used to such fine company," sagde han venligt og klukkede lidt videre.

Efter noget tid kom Lucky ud igen, ifærd med at binde sit forklæde igen, nu iklædt sin beskidte grønne bluse. "As I said, my boy here will do the shooing of yer horses. In the meanwhile one could show him where to go whilst the other stays to settle the deal and discuss the price with me. How does that sound?"

Lucy blev rød i hovedet da hun fandt ud af at den unge mand som kom ind fra Baglokalet ingen trøje havde på, men hun lagde også mærke til at han blev rød i hovedet men sagde ikke noget til det, Lucy var altid god til at iagttage folk selv når folk ikke vidste det og hun var faktisk  meget bedre til at iagttage folk, end hun var til at have en samtale med dem. Dog nævnte hun ikke noget om at han blev rød i hovedet, i stedet for for lyttede hun til det den ældre herre sagde om hans søn hun kunne næsten ikke lade være med at smile da han spurgte om hvem af dem som skulle følge hans søn hen til stedet hvor han skulle sko deres heste. Før Sam kunne svare havde Lucy trådt frem og kunne ikke skjule hvor ivrig hun var over at skulle følge sønnen tilbage til deres sted. Inden Sam kom med indvending åbnede Lucy munden ” I will be the one to follow your son to our house in Terrorville where the stables are. By the Way my name is Lucy and its is a pleasure to meet you sir” sagde hun og man kunne sagtens høre at hendes  manere ikke fejlede noget og at det var et fint hjem hun kom fra. Hun skævede over til ham sådan som han kom tilbage fra baglokalet. Hun smilede lidt genert til ham og det var første gang at hun kunne få lov til at gå med en fremmede uden at hun skulle have nogen til at kigge sig over skulderen. Man kunne tydeligt se på Sam at det ikke passede hende så godt at denne unge kvinde, hvis forældre hun havde lovet at hun vil gå sammen med hende og at hun ikke skulle gå alene. Sam vidste at hun vil blive straffet for ikke at have adlydt den ordre som de var kommet med, men når hun så Lucy’s glade ansigt kunne hun ikke sige nej og hun vidste at hvis denne unge kvinde var i nærheden skulle hun nok tage den sammen med hende. Det plejede Lucy altid at være god til og Sam kunne ikke nå og modsige sig for Lucy var allerede ude af døren inden der blev sagt nogle modsigelser om at hun ikke måtte. Lucy kunne få lov til at snakke med ham alene. Hun havde når  kendte hende ikke fået Lov til så mange ting og det er slet ikke at være alene med fremmede, men Lucy så det aldrig sådan noget farligt at gå ude blandt fremmede. Men det er der var også mange ting hun ikke vidste omkring livet i denne verden, efter hendes hukommelsestab havde hun glemt mange ting omkring verden udenfor Hun kendte kun til nogle få racer som vampyrer og engle. Hendes familie havde aldrig lagt skjul på at hun var en engel dog havde hun kun for nyligt fundet ud af at hun var en skytsengel.
Hun huskede ingen gang hendes familie den som havde givet hende op og derfor havde hun heller ikke prøve på at finde dem, men der var alligevel den gnavende følelse af at der sket noget eller at hun havde glemt nogen. Dog havde hun ikke fundet ud af hvem det var eller hvad det var hun havde glemt. Dog havde hun fundet ud af hvem det var hun skulle beskytte, men udover det var alt andet  stadig  en tåge for hende. Hun ventede på ham udenfor i stedet for imens hun ventede begyndte hun så til at iagttage folkene omkring dem.

Imellem tiden inde i smedjen trak Sam kort på skuldrene ” Young ones these days, she is going to be end of me that child” sagde hun, men intet andet end varm stemme hun elskede den pige som var hun Hendes eget barn, men desværre var det ikke sådan og hun synes nogle gange at det var syndt for den unge pige at de holdte hende inden døre hele tiden. Hun kunne virkelig godt forstå den Iver pigen havde. Folkene som hun kaldte for forældre var grusomme ikke nok med at de bildte hende at de var den eneste familie hun havde så var Greyson også forelsket i hende, men heldigvis ikke haft held med hans tilnærmelser, konen var vred på hende fordi hendes mand var forelsket i hende. Derudover brugt   de hende som slave og af til hvis hun gjorde noget forkert så straffede de hende.  Dog så hun ikke ud som om at det gik hende på, Lucy var altid glad og smilende lige meget hvor underligt jeg så havde været imod hende hvor hun altid glad.

"Pleasure is all mine sweetie. My name be Liam Blackstone," sagde han venligt til Lucy.
"Now that that's settled," Liam sagde og klappede sine hænder sammen. derefter vendte han sin opmærksomhed mod sin søn. "Well, you be going to Terrorville then my boy. Go clean yaself up, bring yer gear and be on yer way." Han smilede og klappede sin søn på skulderen. Lucky nikkede og forsvandt på på hans værelse. Der var en skål med noget vand som han vaskede sit ansigt i. Han prøvede så godt som han kunne at fjerne den værste mængde sod. Da han derefter havde fjernet alt det som han kunne tog han sit forklæde og handsker af så han kunne tage en nu bluse på. En som var lidt mere ren end den som han nuværende havde på. Han fandt en bordeaux rød bluse og tog den på i stedet for.

I mellemtiden snakkede faderen videre med den anden kvinde som blev tilbage. Han havde godt lagt mærke spændingen mellem de to som før havde været der. Han vidste dog bedre end at spørge ind til sine kunders privatliv. Det var ikke noget man gjorde... måske som kromutter eller bartender, men bestemt ikke som almen smed. I stedet smilede han bare og svarede på det som hun havde sagt.
"That's children for ya," sagde han og lo så maven hoppede. Derefter blev han seriøs igen men med et lille smil på læben. "But, to be honest... I wouldn't have it any other way. I love me boy and if it takes my life for his, then I'd gladly lay my life down for him." Derefter gav han hende et vidende blik for han havde på fornemmelsen at hun ville gøre det samme. Sådan var det vel for de fleste forældre... det gjaldt ihvertfald for Liam.

Lucky havde været nede og hente sit værktøj og puttet det i et bælte som han tog rundt om sit forklæde. Mere behøvede han ikke så han gik ud i butikken, sagde farvel til sin far og kvinden, og gik ud til Lucy. Det var længe siden at han havde været i selskab af en kvinde... især en fin en som Lucy. For ikke at sige overhovedet ikke. Det var mest hans far som tog sig af kunderne da Lucky ikke havde meget selvtillid til hans egen salgsevner. Han tog derfor en kort indåndning inden han gik helt hen til hende og gav hende et smil.
"Lead the way," sagde han og kørte en hånd igennem sit hår. Han håbede nu bare mest af alt at han så anstændig ud til hendes smag. Han skulle jo nødigt skræmme sine kunder væk med sig uregerelige hår... eller hans ubehagelige ar på hans hals. Håbede ikke at hun syntes at han lignede, ja, en kriminel eller noget.

Lucy hørte ham først komme da han snakkede til hende og smilede varmt til ham som hun rejste sig op fra muren som hun havde stået op af efter hun var kommet ud af smedjen igen opfangede hun hans generthed og det var tydeligt at han var nervøs i hendes nærvær. Det fik hende til at smilede en smule mere imødekommende ” do I make you nervous, don’t be I’m just a normal person under all that fancy clothes”sagde hun og prøvede på at være imødekommende imens de gik, hun ville ikke have at han skulle være nervøs. Selvom hun gik i fint tøj var hun langt fra snobbet som mange andre af finere stand kunne være det og  det kom sig af for det første af at hun var en engel, men også fordi hun normalt var sammen med tjenestefolkene hjemme ved hende. Hun var faktisk mere sammen med dem end hun var sammen med hendes familie og selvom hun  var fra familien så hun mere tjenestefolkene som familie end hun Så Carruthers familien som hendes familie, men det turde hun ikke at sige til dem for de ville med det  samme hun gjorde det skælde hende ud. Hun valgte at holde det hemligt. Efter hendes hukommelsestab   kendte hun ikke rigtigt til de andre racer andet end hendes egen også vampyrer ” by the way I’m Lucy” sagde hun og da de kom ind i parken kunne hun ikke holde lille gisp tilbage. Hun syntes den var pæn og hun var glad for hun at havde valgt at gå igennem parken på vej hjem. Hun ville nok ikke kunne komme ud mere efter denne tur. Hendes familie gjorde alt for at holde hende indendørs og den dag de fandt ud af at hun sneg sig ud om aften, når de var ude at jage ville ikke blive rar for hende. De ville blive så vrede, men hun kunne ikke lade være det var som om at hun skulle finde noget eller nogen ” how long have you worked as a blacksmith?” spurgte hun for prøve på få ham gjort mindre nervøs. 
Hun plejede som regel at være den stille type lidt genert og kunne sagtens sætte sig i hans sted og det gjorde også lidt at hendes engle gen satte ind. 

Som de gik  stoppede hun op og betragtede ham med et svagt smil, der var intet dømmende i hendes blik som hun kiggede på ham, hvis man kiggede efter kunne man se at hun selv havde et ar. Det var selvfølgelig ikke så stort som hans, men hendes sad i panden på hende og mindede om en halvmåne hvordan hun havde fået det vidste hun ikke og hun havde opgivet finde ud af det, for når hun spurgte nogen om det rystede de som regel bare på hovedet og fortalte hende at de ikke vidste det. Lucy var ikke dum og vidste at de skjulte noget for hende ” can we stay a little bit in the park, I am not  sure i ever vill see it again and I want to stay  just for a bit if you don’t mind” sagde hun og inden han nåede at svare havde hun fundet en blok og var begyndt tegne en skitse af stedet så hun aldrig ville glemme hvordan parken så ud. Lucy kom så sjældent ud af en dør og hun måtte nyde det frihed hun kunne få. Hun kunne sikkert sagtens stikke af, men hvor skulle hun så ende henne, det var ikke fordi hun kendte nogen som kunne give hende et hjem og samtidigt give beskyttelse imod de vampyrer hun boede ved. Desuden kunne det være meget værre end det var. Hun ændrede sin blå øjne så de blev stor og runde , man kunne tydeligt se hun prøvede på at se bedende ud ” I know you have work to do, but Its so rare that I get allowed to get out and this place is so beatiful ” sagde hun og hendes stemme var blevet mere bedende at høre på. Imens hun holdet inde med at tegne og kiggede på ham.

// du må virkelig undskylde at det tog mig så lang tid at svare, men ligepludslig havde jeg en masse irl som skulle laves O.O //

Om hun gjorde ham mere nervøs...? Det kunne godt være at hun var en person ligesom alle andre men hun var stadigvæk en kunde... og en kvinde. Kvinder havde det altid med at gøre ham smånervøs også lige den detalje at han ikke kendte hende. Efter et par øl ville han nok være mere komfortabel. Det var dog altid rart at hun prøvede at være ham imødekommende. Det gjorde det lidt lettere vis ikke meget. Han nikkede kort da hun nævnte sit navn.
"My name is Silas... but everyone just calls me Lucky," sagde han venligt. Han kiggede lidt forundret på hende da hun lige pludselig gispede. Han kiggede sig omkring men kunne umiddelbart ikke se noget værd at gispe over. De var ankommet til parken og alt så ud til at være normalt. Måske havde hun set nogle som hun kendte...?
Han var ikke helt forberedt på hendes spørgsmål da det kom ude af den blå luft. Han var ikke så fantastisk til smalltalk men i det mindste var det noget han kunne forholde sig til.
"Well, since I could hold a hammer. Been working with my Pa since as far as I can remember," sagde han hjerteligt og smilede. Hans far havde været noget så lykkelig over at have en søn som kunne hjælpe ham ude i smedjen. Det gjorde det også nemmere at der var nogle til at tage over når nu han var blevet ældre. Han havde altid ønsket sig en søn, havde hans søstre fortalt, men aldrig fået én med hans kone. Der var det jo så heldigt at de havde fundet Lucky dengang og at han ville vokse op og elske faget.

Imens de gik kunne han ikke undgå at kigge over på hende et par gange. Ikke for længe af gangen men nok til at få en idé om hvordan hun så ud. Han lagde godt mærke til hun havde et form for mærke i panden. Han valgte dog ikke at stirre i for lang tid da... tja, det måske var en smule uhøfligt.
Lucky var ikke helt sikker på hvad han skulle svare da hun spurgte om de ikke kunne blive i parken lidt. Alt i alt var det hendes eget valg... men den måde hun spurgte på. Det var som om at hun aldrig havde været i en park før. Havde hun ikke? Lucky tænkte lidt. Det var hende der var kunden også længe at opgaven var fuldført inden tidbegrænsningen... var det vel okay.
"Sure," nåede han at svare inden at hun havde hevet en tegneblok frem og det hele. Det kom en smule bag på ham det hele. Han valgte bare lige så stille at følge med hende. Det kunne han jo lige så godt siden at de var der.
"Well, as long as the job gets done before the wanted time then it should be fine..." Lucky tøvede før han fortsatte. det var trods alt ikke hans plads at spørge ind til sin kundes liv men han kunne ikke lade være.
"You don't... sorry if this is rude to ask, but, you said you don't get out much. Why is that?" spurgte han nysgerrigt og håbede ikke at han havde overtrådt en grænse eller noget. Han kunne bare ikke lade være.

Hun lyttede svagt til det han sagde, han havde været heldig, at han ikke var endt sted hvor han mere var fanget end det egntlig var et hjem, Hun sagde at hun var en del af denne familie, men i virkeligheden føltes det mere som et fængsel, end det gjorde hjem. Hun kunne godt lide bruge sine hænder selvom det måske ikke så sådan ud, men hun gjorde tit rent og det undrede hende at hun blev sat til det, men på den anden side elskede hun at bruge tid sammen med de andre tjenstefolk som familien havde. Havde hun vidst at de var slaver havde hun nok prøvet på at gøre noget, men hun vidste det ikke og i bund og grund kendte hun ikke familien Carruthers. og hun kendte hheller ikke sig selv fra før ulykken, det eneste hun vidste var at hendes forældre havde forladt hende efter ulykken og da hun ikke vidste hvem de var havde hun heller aldrig prøvet at lede efter dem. Hun var fanget hos den familie, men de var de eneste hun havde og når det var sådan måtte hun bare få det bedste ud af det. Hvilket sikkert var derfor  hun blev for hun kunne sagtens flyve sin vej, men hun var også bange for hvad der skulle blive af hende hvis hun forlod dem. Hun vidste også hvis hun gjorde det skulle hun ikke ønske at blive fundet igen, for både Greyson og Elizabeth ville blive vrede og hun risikere at hun fik en straf som kunne ende med at gå udover andre. Hun kunne ikke leve med at nogen skulle straffes på grund af hende og hun havde oftes taget skylden  når der  sket noget der hjemme som hendes familie ikke bryd sig om. Hun kunne ikke lade være og det sikkert fordi hun var en engel, hun troede selv at hun bare var en helt almindelig engel. Det havde hun troet lige siden de fortalte hende at hun var en engel.
Lucy smilede til ham " thank you I promise it won't be long, but when I come home and you're done with your work they probably won't let me out and the city is beautiful" sagde hun smilede blidt til ham. Han virkede stadig nervøs, men hun kunne godt forstå ham, hun var fremmede og han kendte hende ikke særlig godt. Hun fik kigget godt på ham imens hun tegnede ham ind i hendes tegning.

Hun stoppede dog i en streg som han spurgte hende hvorfor det var at hun ikke kom ud særlig tit, hun vidste det heller ikke selv, men hun havde sine spekulationer og hun gættede på at de var bange for at hun skulle komme til skade igen. Hun sidst lagt i koma og det havde måske skræmt dem " I don't exactly know why, but I had accident for awhile ago and I lost my memory and I think they afraid of me getting hurt" sagde hun og syntes ikke at det gjorde hende noget at han spurgte hun var bare glad for at han ikke ville tage afstand til hende. Hun havde en frygt i sig og det var at folk fandt hende for mærkelig og ikke snakke med hende. Hun beygndte lidt efter igen at tegne ham færdig og da skitsen var færdig vendte hun den imod ham " then I never will forget the time I got meet you, because I might not see you again after this it depends on so many things and I might not be allowed back on the next trip" sagde hun og da hun sikker på at han havde set tegningen lagde hun blokken ned i sin taske igen. Hun forsatte med at gå hendes blik vandrede rundt for at få det hele med og da en lille brun bold kom imod med fem børn lige hælende smilede hun og sparkede den hen til dem. Det måtte være rart at være barn og ikke skulle bekymre sig om livets store problemer. Hun ville ønske det kunn være hende.

// har været syg så det var derfor det lang tid med at svare, men håber det kan bruges  //