The cure for disloyalty (Natalie)

Hvor lang tid var der gået nu? Dage? En uge? Halvanden uge? Måske...2 uger?
Sean havde mistet fornemmelsen af tid. Dagene gled ind i hinanden. Det ene øjeblik var han vågen, det næste sov han. Dagene bragte intet nyt med sig, hver dag var en gentagelse af den forrige og Sean der bare...Ventede. Ventede på hvad? At sygdommen ville blive færdig. At han ville finde ud af om han var en af de heldige 10% der overlevede eller at kuren på mirakuløs vis dukkede op. Måske havde Razor fundet en? Måske havde Lori opsøgt hospitalet? Men selv om han et eller andet sted håbede, tvivlede han også. Han ville gerne selv, men blot at bevæge sig rundt i sengen var en belastning og han ville aldrig nå helt ud af døren, helt hen til hospitalet...Og han ville aldrig bede fremmede ind i sit hjem, ind på sit værelse. Han hadede læger. Men hadede han tanken om døden?
Måske var det fordi han ikke troede på døden. Han havde levet længe. Også selv om al tiden ikke havde været i Underworld, men på Jorden, havde han stadig været i Underworld længe. Folk kendte hans navn, om ikke fordi han var en god kontrakt hvad angik lysfølsomme informationer eller ting der skulle tilvejebringes, så fordi han havde været hersker af Dragons Peak. En titel han havde opgivet igen.
Denne eftermiddag havde han allernådigst trukket sig selv ud til et hurtigt bad. Denne gang havde hans overtjener måtte hjælpe ham. Den eneste tjener der fik lov til at hjælpe ham...Den tjener der havde arbejdet længst hos Sean og som Sean så småt var begyndt at stole på. Måske skulle han forfremme manden til butler? Men den slags tanker om fremtiden virkede irrelevante lige nu. For slet ikke at tale om han havde det for dårligt til faktisk at tænke!

Nu, om aftenen, lå han igen i sin seng. Sengetøjet var blevet skiftet og rummet ryddet lidt op af selv samme tjener. Der stod en kande med the, men Sean havde ikke haft lyst til det og den var nok lunken nu. Lavet på urter fra haven der skulle lindre Seans feber, hans hovedpine og mavekramper. Kramper der var blevet så svære...At Sean var sikker på hans indre var ved at nedbrydes, at gå i stykker, blive most rundt af hans selv samme archdemon-styrker. Den styrke virkede nu selvdestruerende...Eller også forestillede han sig det bare.
Lige nu var der dog fred. Lige nu lå han på ryggen, med øjnene lukkede og prøvede bare at holde ud at...Være i live. Som dæmon blev man aldrig syg...Men han var blevet syg...Og det var forfærdeligt. Og en ting han ikke ønskede skulle nå andre ører. Men lige nu havde han ikke mulighed for at tjekke op på det...Tjekke om nogen sladrede, mulighed for at gøre noget ved noget...
Han orkede ikke engang at tænke over det.
Døren til hans lille altan, der førte ud til udsigten over hans fine have, stod som altid på klem. Det jagede noget af varmen og ikke mindst den ellers indelukkede luft ud. Sean nød den kølige brise. Dynen var trukket op til hans bryst, hans arme hvilede langs hans sider. Ved hans side lå et par bøger, men han havde ikke orket at læse mere end et par linjer for nogle timer siden.
Det sagde sig selv han ikke tog imod gæster på nuværende tidspunkt. Hvem skulle også komme? Lori? Han måtte altid komme ind. Razor boede her og brugte ikke altid hoveddøren. Tjener og tjenerinder havde deres egen dør ved køkkenet.
Der var ingen at forvente. Bare endnu en begivenhedsløs aften i dårligdom og manglende planer for at finde den kur...

Det var en smuk aften. Det rødgule lys fra den lune aftensol gled dovent i skjul, men langsomt nok til, at man stadigvæk kunne nyde de resterende stråler af solskind. Det var i hvert fald, hvad Natalie var i færd med. Hendes spinkle skikkelse bevægede sig med lette skridt ned langs gaderne i Terrorville District. Hun havde bevist undladt hestevogn denne aften, da hun vidste, at hun ikke skulle langt. Ikke andet end en kort spadseretur faktisk, som hun var udmærket i stand til alene. Alligevel havde hun medbragt sig noget følgeskab på sin tur. En høj, slank og mørklødet bloddæmon ved navn Thrax. Han var en af de få som stod for hendes sikkerhed, men som også forstod, at hun nægtede at føle sig oversværmet. Derfor holdt han sig et par skridt bagefter Natalie, så hun kunne nyde turen i fred. Takket være vejret havde hun kunne ifører sig noget let og elegant, men samtidig behageligt. En blommefarvet silkekjole, med en sløjfe om livet, samt en kort mørk kappe om skuldrene. På hendes små fødder var et par enkelte, kortskaftede støvler som matchede farven på hendes kappe. Håret hang løst, og enkelte lokke blev fanget i den milde vind. Mødet behøvede ikke være overligt formelt, da hun tvivlede på, at hendes potentielle nye ’ven’ ville bryde sig særlig meget om den slags – i hvert fald ikke, hvad hun havde hørt af… og hun havde hørt en del.

Næsten forsigtigt trådte huset frem foran hendes mørke blik. Natalie smilede tilfreds, og drejede kortvarig hovedet imod dæmonen bag sig, som roligt holdt sit tempo.

”Remember what I told you. He might not want you in there as well.”

Thrax sendte hende et kort nik, og de fortsatte deres tur. Ganske få minutter senere stod de begge placeret ude foran døren til Sean’s hus, hvor Thrax rakte ind over Natalie og bankede på døren inden, at han trak sig et skridt tilbage og foldede hænderne foran sig. Hun stod selv roligt og pillede fraværende ved en tråd på sin kappe, imens de ventede på respons fra husets beboere. Hun tænkte slet ikke over, hvor umage de sådan så ud, stående der sammen på dørtrinnet. Set udefra kunne hun sagtens være hans datter – med lidt mikset blod altså – men i virkeligheden var hun langt ældre end dæmonen bag sig. Ikke helt gammel nok til at kunne prale overfor aftenens hovedperson, men alligevel på et modenhedsniveau hun mente var acceptabelt. Og som mange andre også mente acceptabelt siden hun ejede den titel, som hun gjorde. Det slog hende først der, at Sean måske ikke engang havde haft tiden eller kræfterne til at vide, hvem hun egentlig var. Tanken fik hende til at fnise, da det blot lød sjovere i hendes øre. Hun elskede overraskelser, og det at kunne overraske andre. Både med gode og dårlige ting og sager.

Den eneste tjener der blev der døgnet rundt, var den samme mandlige tjener som havde set efter Sean igennem hele sygdomsforløbet. De andre var sendt hjem til deres familie og huset åndede af fred. I vinduerne genspejledes solens sidste stråler, mens der kun var lys i ganske få at vinduerne - og næsten ingen af dem, der vendte ud mod vejen. Da der blev bankede på gav det genlyd igennem den store entre og tjeneren forlod sin aftensmad for at tage sig af hvem end der var kommet. Lori igen? Den Herre kunne jo bare komme ind, men var for høflig til faktisk bare at brase ind.
Tjeneren lod en hånd glide hen over sin jakke, der bestod af sort stof, mens han skridtede hen over den store entre, hen over det cremefarvede marmorgulv. Den store lysekrone hang fra loftet og spredte et blødt og varmt lys ved hjælp af lyskrystaller. I midten af entreen var der en kæmpe trappe som førte op til husets næste etage, hvorpå de private værelser og gæsteværelserne lå.
Fra entreen var der nogle døre til begge sider. Til venstre ville de føre enten ned i kælderen eller køkkenet. Til højre ville de føre til en opholdsstue eller gennem en lille gang og ud i haven bagved. Sean havde i sin tid købt huset billigt og brugt en masse penge på at renovere det og bygge det om efter egne ønsker. Derfor bestod alle vinduer af ekstra tykt glas, dørene var alle af en hård træart og med jernhængsler. Huset, på sin egen diskrete måde, gav god beskyttelse mod angreb udefra eller folk med for lange fingre. Tre trin førte op til hoveddøren og netop fordi huset var løftet lidt fra gaden, skulle folk allerede højere op for overhoved at komme i nærheden af et vindue at bryde ind af...Og det var efter man havde møvet sig igennem de pragtfulde, tornede roser der stod langs husets facade.

Tjeneren slog slåen fra døren og åbnede den. Først let på klem. Solen var trods alt ved at gå ned og man kunne diskutere om ikke det officielle tidspunkt for besøg var overstået. Men tjeneren var ikke uhøflig og han åbnede snart døren mere, så han bedre kunne hilse på de uventede gæster.
"Godaften. Velkommen til McGivens hus. Herren er desværre indisponibel i øjeblikket, men er der noget jeg kan hjælpe med?" hilste han, som han var blevet instrueret. Sean ønskede sig ikke gæster og hvis nogen endelig spurgte, skulle han sige at Herren slet ikke var i byen. Dette var nogle gæster som tjeneren ikke genkendte, men han vidste også at hans Herre havde fingrene i lidt mere end en normal gentleman ville.

Thrax rykkede utålmodigt på sig. Hun vidste, at de kun lige havde banket på døren, men alligevel var dæmonen allerede utålmodig. Han var en handlingsmand, hvilket var derfor, at hun havde taget ham til sig i starten. Han var dygtig, og så var han farlig… men tålmodig var han ikke. Det havde også vist sig at være hans svage side på en opgave for et par dage siden, hvor tingene var gået lidt for hurtigt. Han var derfor med denne aften, ikke udelukkende som "beskyttelse", men også for at lære om disciplin. Hun brød sig ikke om sløsede resultater, og så var Natalie trods alt et perfekt eksempel, hvis nogen endelig skulle spørger. Havde hun haft lidt tid til at forberede sig, så kunne hun sidde i timevis og nørkle med småting, have lange tunge snakke og sidde pænt. Ventetid var bare tid til at tænke kreativt. Derfor var dør-til-dør besøg en smal sag. I det korte stykke tid de fik lov at vente, brugte hun desude sekunderne på at beundre sine omgivelser. Ikke nok med, at det var en smuk aften, så havde arkitekten bag huset været fornuftig og ikke mindst skabt et hus, hvis ydre kunne stråle igennem mange slags vejr. Det var ikke overdrevet eller pompøst, men det bar en diskret charme, som hun vældigt godt kunne lide. Blot endnu mere nysgerrig efter at se indersiden af huset, blev hun fornøjet over at høre en raslen ved døren. Da en fremmed mand kom til syne i døren, blev hun ikke overrasket. Selvfølgelig var det ikke herren selv som besvarede pludselig besøg – besøg i det hele taget – og da slet ikke i hans tilstand. Det ville hun aldrig selv have gjort.

“Good evening. My name is Natalie von Tenebris, and I wish to speak to your master. I’m aware that he might not be a sight to behold at this moment, but I’m willing to take my chances. I’ve got urgent business to discuses.”

Hun vovede ikke at snige et blik indenfor. Det ville trods alt være ubehøvlet, da hun førte en samtale med, hvad hun formodede var husets butler eller noget i den stil. En tjener, men en respektabel en af slagsen. I stedet sendte hun manden et stort smil, som ikke helt overskyggede det luskede glimt i hendes blik. Det var en anelse risikabelt at smide nogle af kortene på bordet allerede, men hun orkede ikke at skulle mundhugges i døren med butleren. I stedet kriplede det i hele den lille krop efter at komme indenfor og snuse sig omkring. Ikke mindst var hun spændt på at møde Sean – at se ham faktisk. Hvordan sygdommen virkelig tog sig ud.

Tjeneren lod blikket glide over de uventede gæster, mens han overvejede om han burde lukke dem ind. De eneste, hans Herre havde sagt altid skulle lukkes ind, var Lori. Razor kom og gik jo af egen vilje alligevel. Men der var noget ved det hele...Hvordan...Pigen? Virkede til at have noget vigtigt at gøre her, hvordan hun vidste Herren var dårlig, trods det var en velbevaret hemmelighed. Var det ikke?
I det hele taget virkede der til at hænge noget vigtigt over skikkelserne. Måske burde han ikke sende dem væk, han kunne i det mindste vise dem ind og meddele Herren at de var her, ikke?
Det endte med at tjeneren flyttede sig fra døren og holdt den åben, så gæsterne kunne træde indenfor.
"Kom indenfor" bad tjeneren. Det der forvirrede tjeneren mest, var pigens skikkelse. Sådan en lille pige, men så veltalende. Hvad kunne en lille pige ville med hans Herre? Tjeneren fulgte ikke så meget med i hvad der skete i verdenen og selv hvis han gjorde, huskede han ikke navnet blive nævnt. Han vidste ikke hvem han lige havde lukket ind.
Døren blev lukket bag dem og tjeneren foreslog om der var noget tøj han skulle tage sig af.
Bagefter bukkede han let for dem.
"Vær venlig at blive her et øjeblik, mens jeg meddeler Herren at I er kommet" bad han så, før han vendte sig og gik op af trappen, kun for at forsvinde hen ad gangens venstre side. Seans værelse var et af de første til højre og tjeneren stoppede op og bankede på. Da der ikke blev svaret, tog tjeneren i døren og skubbede den op.

Sean orkede det ikke. Banken på døren var hammerslag i hans hoved og han stønnede svagt over forstyrrelsen. Han magtede kun lige at dreje hovedet og kigge over mod sin tjener, da denne trådte ind i rummet.
"Herre. Undskyld forstyrrelsen, men der er gæster..."
"Jeg vil ikke have gæster" Seans stemme var hæs og lav, men tjeneren kunne sagtens høre hvad der blev sagt. Tjeneren rettede sig lidt op.
"En ung pige og en mand. Pigen præsenterede sig som en Natalie von Tenebris, Herre. Hun sagde det var vigtigt"
Der var stille et øjeblik. Modsat tjeneren vidste Sean udmærket hvem det navn tilhørte. Hvorfor lige nu af alle tidspunkter? En kvinde i pigeskikkelse ville næppe lade sig skubbe ud af døren igen. Kunne hun vide han var syg? Det var irrelevant, for selv hvis hun ikke gjorde, ville hun sikkert snart.
Og...Vigtigt? De havde ingen kontakt haft. Hvad ville hun dog? Sikre sig han var loyal? Han havde ingen grund til at følge nogen der kaldte sig selv leder. Der var stor forskel på at få en titel og leve op til den, men Sean levede for gå imod autoriteter. Der var virkelig det der holdt hans hverdag spændende. Jo flere han kunne skide på, på samma dag, jo sjovere havde dagen været. Hvorfor ellers gå så meget op i en klan, der levede af kriminalitet?
Han rettede sig lidt op i sengen, selv om det krævede nogle kræfter han egentlig ikke havde.
"Du må hellere vise dem op..." brummede han så, ikke så lidt irriteret. Tjeneren bukkede og forsvandt ud af døren igen.
Nede i entreen stoppede tjeneren næsten helt nede af trappen.
"Hvis I vil være så venlige. Han vil tage imod jer nu" meddelte tjeneren og ville føre dem op til Seans værelse.

Natalie lod butleren granske alt det, som han ønskede, da hun fornemmede en vis undren. Hun vidste godt, at det var lidt af et særsyn, når hun mødte op til forskellige begivenheder i en krop, som de fleste ikke forventede. Dog efter 500 år var det intet nyt for hende, selvom hun forventede flere overraskede ansigter i fremtiden nu, hvor en masse møder pludselig var ved at blive arrangeret. Livet var travlt som leder, men hun nød det nu alligevel.

”Thank you.”

Da manden trådte til side, bevægede både Natalie og Thrax sig indenfor. Hun sendte yderligere beundrende blikke rundt i hall’en, inden hun lyttede til butlerens spørgsmål, hvorefter hun rakte ham sin kappe. Thrax bar en lang frakke, men foretrak at have den på. Insisterede butleren, så ville han opgive den, og bevæge sig rundt i en mørk skjorte og bukser. Da butleren gjorde anledning til at gå igen, nikkede hun blot bekræftende, hvorefter hun fulgte ham med blikket indtil, at han var forsvundet helt. I mellemtiden, imens Sean lod sig overbevise eller hvad end de brugte tiden på, så trippede Natalie nysgerrigt rundt og lod blikket glide over alt, hvad der fangede hendes opmærksomhed. Hun undlod at bevæge sig andre steder hen end entreen, da det formentlig ville virke utroligt uhøfligt, men heldigvis var der rigeligt at skue for hendes nysgerrige sind. Sean havde tydeligvis ikke sparet på ret meget, men samtidig var husets sjæl og hans eget præg nydelig bevaret. Det fortalte om et skarpt sind, der ikke blot åndede for at vise sig, men også tænkte over det praktiske. Thrax virkede ikke specielt imponeret, men stod næsten placeret det samme sted, som han var trådt ind. Natalie flyttede først sin opmærksomhed for at vende sig, da butlerens stemme atter genlød. Uden yderligere bemærkninger, fulgte begge dæmoner pænt i hælene på butleren indtil de nåede værelset. Natalie sagde ikke noget, medmindre der blev spurgt eller kommenteret på noget, som hun fandt nødvendigt. Hun forberedte sig blot mentalt på, hvad hun egentlig skulle møde. Hun var i sandheden spændt, og så næsten makaber ud med sit store barnlige smil klistret til ansigtet det meste af turen mod værelset. Da de nåede værelset ventede hun kortvarig for at høre, om butleren havde nogle form for instrukser, som de burde følge i rummet med Sean.

Butleren - eller tjeneren - var ikke insisterende. Hans rolle var ikke at tvinge gæster til noget, men mere at stå til rådighed hvis der var noget de ønskede. Han viste dem op af trappen og hen til Seans værelse. Tjeneren tøvede et øjeblik, før han vendte sig om mod de nye gæster. Det kunne godt være at hans Herre ville modtage gæster, men det ændrede ikke på at Sean langt fra var rask nok til det.
"Jeg har ingen ret til at sige dette og jeg undskylder mange gange for min mangel på høflighed...Men jeg beder til at I gør besøget kort og ikke prøver at provokere ham. Min Herre er ikke frisk, hvad I meget snart vil se for Jer selv. Han har brug for hvile. Det gør desværre også hans humør ustabilt"
Efter et øjeblik mere, skubbede tjeneren endelig døren op. Han kunne ikke udsætte det mere og hans Herre havde selv sagt de skulle tage imod gæsterne. Tjeneren ville holde døren så gæsterne kunne træde indenfor.

Sean havde formået næsten at sætte sig selv op. Han havde en del puder i ryggen og lå stadig så meget ned, at han kunne hvile hovedet mod nogle af puderne. Han havde det simpelthen for dårligt til at sidde helt op. Han brød sig ikke om at vise sig i denne tilstand, men hans nysgerrighed var vakt. Hvad ville lederen her? Han var spændt på at se om sygdommen ville komme hende som en overraskelse eller som en forventning...Havde nogen sladret? Vidste hun om det? Hans sjette sans sagde hun gjorde. Hænderne var samlet i skødet foran ham. Det ene ben var bukket, så hans fod hvilede mod det næste ben. Håret var mørkt og selv om han havde formået at få en eller anden slags bad tidligere, var det allerede fugtigt af sved igen. Fordi han havde sovet, strittede det til alle sider, trods han havde kørt hånden igennem det et par gange.
Da døren gik op drejede han hovedet, så han kunne se hen på sine gæster. Med en svag bevægelse med den ene hånd lod han tjeneren vide at denne skulle sørge for at rykke nogle stole ud til gæsterne. Ønsket blev efterkommet. Tjeneren gik også over og trak gardinet, for altandøren, fra. Mere frisk luft kunne nu komme ind i rummet og man kunne se det stigende mørke udenfor. Nogle lyskrystaller langs væggen gav rummet nok lys til at se, omend det ikke var for kraftigt. Seans øjne blev hurtigt irriteret af lyset.
En svag trækning, der mindede om et træt smil, gled over Sean.
"Velkommen. Jeg ville som minimum have rejst mig for dig...Men jeg er sikker på du kan finde det i dig at tilgive mig" stemmen var hæs og svag.
"Min tjener kan sørge for noget at drikke...Hvis jeg kan tilbyde jer noget" tilføjede han. Uden rigtig at dreje hovedet, gled hans øjne over til tjeneren. Hvis ingen ønskede noget af tjeneren, ville han gå og lukke døren efter sig. Hvis nogen ønskede noget, ville han tage imod bestillingen og gå også.

Som forventet havde tjeneren et par ord til dem før, at de bevægede sig ind til Sean. En lille bøn om man ville. Natalie lyttede høfligt med et enkelt løftet øjenbryn inden, at hun viftede med sin lille hånd af tjenerens bekymringer og med en blid stemme fortsatte.

”Worry not. This meeting should not take long. I wish it to keep that way for your master’s and my own sake.”

Natalie tog en sidste dyb vejrtrækning, og satte så foden indenfor i sygdommens hule. Hun havde aldrig set sygdommen tæt på før, da hun tidligere havde ment det for risikabelt. Dog med en kur inden for hendes rækkevide, så virkede verden pludselig ikke så skræmmende mere. Kuren havde ikke vist sig nem at skaffe, hverken ingrediens eller pengemæssigt. Alligevel havde hun en forhåbning om, at Sean ville vise sig alt besværet værd. Der var trods alt en plan med al galskaben.

Synet der mødte de to dæmoner var… mildere end hun havde forventet. Der var ingen fysiske mén at spore på kroppen, men alligevel var man ikke i tvivl om, at sygdommen havde sit tag. Svedens perler og alene duften i lokalet var nok til at afsløre en del for hendes næse. Hun var ikke bloddæmon, men hun var en skarp observatør. Blot den milde bevægelse – tegnet til tjeneren – virkede næsten drænende, selvom det ikke burde have kostet mere end en tanke. Det var skræmmende og fascinerende på samme tid. Hun havde svært ved at skjule en iver som ulmede i hende, men bevarede alligevel roen og holdt det til en høflig facade. Thrax virkede stadigvæk kølig, men en anelse mere opmærksom en før. Sygdommen var pludselig uhyggeligt tæt på for dæmoner, som ikke helt var klar over, om de kunne undværes eller ej. Da tjeneren kom med en stol til dem begge, satte hun sig op og lod benene dingle ud over kanten. Imens tjeneren gjorde værelset en anelse mere behageligt for de nyakommende, lod hun blikket vandre en sidste gang over Sean’s krop, inden hun fangede hans blik med sine egne nysgerrige øjne.

”Thank you. No need for apologies. You weren't expecting me after all, and you need to save all the power you’ve got left.”

Da der blev henvist til drikkevarer, rystede Natalie blot på hovedet og takkede nej, inden hun igen vendte sin opmærksomhed mod den svaglige dæmon foran hende. Thrax takkede også nej, og sad roligt i stolen ved siden af Natalie. Hendes smil kunne ikke holdes tilbage meget længere, og voksede blot en tand mere i det øjeblik, at tjeneren var ude af døren. Synet af sygdommen foran hende, og tanken om det magtkort hun egentlig besad fik det til at krible efter at komme til sagen. Det ville nødig en god idé at skynde på tingene, men samtidig virkede Sean ikke som en der havde hele natten. Hun krydsede benene for at holde dem i ro, inden hun gav sig i kast med lidt indledende samtale.

”I must say that I’m surprised. You seem to be keeping up well. Rumors had it that you have been sick for weeks. I guess I expected something more… dramatic. But still, I can’t say that I’m disappointed. I’ve been looking forward to meeting you for quite some time.”

For at være ærlig, krævede det al hans energi at holde sig nogenlunde siddende og se lidt mere rask og frisk ud, end han følte sig. Han var for stolt til at krybe sammen under dynen mens fremmede var i hans rum, specielt fremmede med magt. Han ville hellere dø af anstrengelse end give sig. Og noget sagde ham at det faktisk lykkedes ham at se bedre ud, end han var, ud fra hendes såkaldte komplimenter eller hvad man skulle kalde det. Konstatering måske?
Han kunne ikke holde et pludseligt hosteanfald tilbage. Inden han nåede at svare hende trak hans mavemuskler sig sammen og han måtte hoste ned i sin arm et par gange. Slimen havde samlet sig i hans hals og han var nød til at rømme sig et par gange for at løsne det og synke det. Eh...Dette var forfærdeligt. Hosten fik hans hoved til at dunke endnu mere et øjeblik og han lænede sig udmattet tilbage i sengen og lukkede øjnene et øjeblik. Han var simpelthen nød til det...Uanset hvordan han så så ud foran sine nye gæster. Til sidst trak han vejret dybt og så over på dem igen.
Som om intet var sket fortsatte han samtalen, med samme hæse stemme.
"Du kunne bare opsøge mig"
Svaret kunne fremstå en smule provokerende, taget i betragtning at hun i princippet burde være hans leder. Hans svage forsøg på et lille smil afslørede dog at han - selv dødeligt syg - formåede at drille sine omgivelser og samtidig vise sin selvstændighed. En balance han normalt kunne gå, uden at falde for meget til den ene eller anden side og risikere folks vrede. Ikke at folk aldrig blev fornærmet, det ville måske være så meget sagt. Men hvis folk endelig gjorde det, beviste det bare at Sean havde en måde at manipulere med folks humør og opfattelse af tingene.
"Du burde blive her, så. Jeg sover det meste af tiden, men jeg kan garanterer at jeg ser forfærdelig ud resten af den" forsikrede han så. Han rettede sig svagt i sengen, men uanset hvad der irriterede ham, virkede det ikke til at han fik det løst. Udmattet af selv det lille forsøg på bevægelse, faldt han tilbage i puderne igen.
"Hvad vil du?" han skar sig pludselig ind til korte og ligefremme sætninger. Det bedste bevis på at han ikke havde det godt og faktisk ikke kunne overskue at have gæster lige nu. Hans tålmodighed var ikke så stor som normalt. Han ignorerede den anden dæmon der også var med. Han, den anden dæmon, var ikke den interessante og sikkert bare med for at vise muskler alligevel.

Natalie havde en forståelse for, at Sean ønskede at holde sig nogenlunde præsentabel for eventuelle gæster. Som leder – eller blot adelig – skulle der blot én dårlig præsentation til før, at rygter havde spredt sig som steppebrande. Den slags havde væltet mange store folk, hvilket havde givet en form for respekt til det med formaliteterne. Selvfølgelig var der væsner som anså den slags for fjollet, men de levede oftest en helt anden type liv. Imens hendes evige tankestrøm kørte på fuldt tryk, lagde Natalie desværre ikke mærke til det mikroskopiske skift hos Sean. Derfor gav det et lille gib i hende, da han pludselig gav sig til at hoste voldsomt. Hun forventede næsten at se blod eller stykker af dødt lungevæv komme med op, men til dramatikkens store skuffelse lød det blot som besværede luftveje. Hun sendte et kort blik over mod Thrax, som pludselig så en anelse mere stiv ud i udtrykket, inden hun igen vendte opmærksomheden tilbage til samtalen.

“Correct, but that would have been no fun before now.”

Kommentaren fik et fornøjet smil frem hos den lille dæmon. Natalie påskønnede hans forsøg på noget der kunne minde om en vittig bemærkning, da det var med til at bevise, at hans sind stadigvæk bar en form for klarhed bag det matte blik. Selvom hun bar en stor ledertitel, så holdt hun meget af at snakken ikke altid blev lagt for tungt ud. Hun var trods alt stadigvæk barn af hjerte, hvilket lod sig vise af hendes små spøgefuld udbrud nu og da. Dog vidste hun, at Seans tid var knap, og hun forsøgte derfor at holde emnet på en nogenlunde lige tråd. Det var ikke til at vide, hvor længe han ville kunne magte at have hende på besøg, hvis hun blev ved med at vige udenom. Det pointerede han selv efter endnu en bemærkning, hvilket fremdrog et glimt i øjet hos hende, samt et mislykkes forsøg på at virke komfortabel i sengen. Hun påskønnede hans ærlighed, og skar derfor direkte til pointen.

”You’re sick, Mr. McGivens. This is something that would normally be out of my concern. After all I’m no savior. I’m a leader. I’ve got responsibilities to my fellow race members, but with such a title I’m bound to experience causalities. I cannot save everyone, even if I wanted to… especially not from something as rare as the demon-sickness. But the reason I sit here before you today is because I figured, that you were worth the attention. I’ve read a lot about you and your former actions, Mr. McGivens, and I’m impressed. The only thing that does not please me is the fact that you quit. That is why I came before you today. To bring you an offer… a chance to save your own life.”

Det var en lang forklaring, men selv i skærpede øjeblikke fandt hun det besværligt at skære ned på forklaringerne. Hun håbede ikke, at talestrømmen ville være for voldsom for den svækkede dæmon, og gav derfor Sean et øjeblik til at reagere imens hun sad tavst.

Jo mere hun sagde, jo mere uenig blev han. Hvis han havde været sit raske selv, ville han have haft flere kræfter til at modsige hende. Men som det var lige nu, lå han bare i sengen og kæmpede med at forstå alt hun sagde.
Han hadede dette her. Hadede at være så syg, så svag, langt fra sit eget selv. Hvad angik det hun sagde om sygdommen og om at redde folk, var han ret ligeglad. Han havde ikke bedt om en prins eller prinsesse til at komme og redde ham. Han forventede faktisk slet ikke at nogen ville redde ham. Tiden havde lært ham at man i længden ikke kunne stole på nogen som helst og selv om Razor havde virket som en, der gerne ville finde på en kur, holdt Sean håbet på et minimum. Razor mente det godt...Men som sagt. Han forventede ikke noget.
Han rømmede sig.
"Folk overdriver. Uden tvivl at de ting du har hørt eller læser er overdrevet med en faktor på 10" Han ville udfordre hende, han ville vise hende at han ikke bukkede sig ned og knælede for hende, bare fordi hun havde lært at læse eller sad i en af hans stole. Han havde bare ikke energien til at gøre så meget ud af det. Han havde stoppet...Han havde trukket sig tilbage til Doomsville igen. Hvorfor? Fordi han personligt havde været et kaos, et kaos der endelig var forsvundet. For det meste. Han kunne stadig blive ramt af de negative tankestrømme.
Det og så fordi han ikke havde følt sig tilpas i Dragons Peak.
Så hvad ville Natalie nu? Fordi han ikke havde det optimalt, havde han svært ved at gennemskue det. Gennemskue hvad Natalie kunne håbe på.
"Så du har kuren? Og hvad havde du tænkt dig jeg skulle gøre for at få den?" svarede han så endelig.
Sværge loyalitet? Det var svært at respektere en person, man ikke havde set i action endnu. Hvem vidste hvordan hun egentlig var? Snedig, ja. Både fra hvad han havde hørt og fordi hun med en barnlig skikkelse havde formået at overtage dæmonerne generelt. Men nej...Det i sig selv var vel ikke nok. Hun måtte næsten havde en større plan, siden hun var villig til at bruge ressourcer på ham, på den måde.

Hans svar kom ikke bag på hende. En del af det, som hun havde hørt og læst sig til indebar også, hvor stædig et væsen Sean kunne være at arbejde med. Ja, blot det at føre en samtale med. Hun kunne nu godt lide tanken om, at hun snakkede med en som ikke blot ville nikke og sige sig enig i alt det hun sagde. Det var en vigtig kvalitet trods alt, at fremtidige store hoveder ikke blot rullede med på alt, hvad der blev dem tilbudt. Dukker havde hun skam nok af derhjemme. Både med og uden personligheder. Her skulle hun bruge... liv. Også selvom hun måtte give det et lille skub før, at livet faktisk fik... liv. Hun lo blot kort, og gjorde en affejende bevægelse med hånden, som det næsten kunne hviske hans ord bort.

"I trust my sources, Mr. McGivens. It was them who led me here, by telling me about you feeling unwell. Maybe it's time to check yours?"

Hun tog udfordringen med et smil. Det var en leg, som hun gerne ville lege. Derfor blev den irriterende kolde sandhed kastet tilbage i hovedet på ham, som en eller anden klam bold, hun havde holdt på lidt for længe. For det var sandt, at hendes tilstedeværelse bl.a. skyldtes et indersidertip. Når han engang blev rask igen, ville han alligevel undre sig, og hun ønskede at skaffe alle fremtidige distraktioner ud af vejen mellem dem. Han skulle blot fokusere på det, som hun ønskede.

"I do. In fact, I hold the cure - your cure - in this moment as we speak."

Som på et stikord, rørte Thrax omsider på sig. En hånd gled ind under den mørke jakke, hvorefter en lille glasflaske med en fremmede udseende væske, blev hevet frem ganske forsigtigt. Flasken rakte han roligt over imod Natalie, som med et stort smil tog imod den med sine lille hånd. Som et nyvundet trofæ holdt hun den dyrebare væske frem foran sig, næsten studerende, og lod den glinse i de enkelte solstråler som nåede deres stole. Væsken der havde evnen til at redde liv - i hænderne på et barn. Stadigvæk 'distraheret' af flasken, fortsatte hun sin talen.

"I want you to bend the knee, Mr. McGivens. Or... actually that was my first intention to ask of you. I changed my mind, because I didn't think that you would agree. Not without a plan at least. But you see, I do have a plan! I still want your sworn loyalty, but I don't want to waste such a precious thing. That's why I also ask of you to take on the leadership of Doomsville."

Natalie sænkede atter hånden med flasken, og lod den hvile i hendes skød. Hun flyttede opmærksomheden tilbage til Sean, og nu var alvoren at spore i hendes blik. Det var ikke en joke, som hun måske kunne have antydet tidligere med hendes spøgende grin. Dette var af yderste seriøsitet, at hun sad i et smittefarligt lokale med den døende dæmon foran sig.

Hans kilder? Hans kilder var folk i hele byen...Uden for byen. Var en del af de fattige, der var alle steder. Hørte alt, så alt. Og mange flere! Og de informationer de ikke fik ved at lytte ved nøglehullet, kunne man ofte stjæle, true eller købe sig til. Det meste blev samlet i Seans hoved, men noget af det blev skrevet ned og gemte bestemte steder. Bare for en sikkerheds skyld og fordi Sean, uanset hvor meget han kunne prale af en god hukommelse, næppe ville blive ved med at huske alt. Detaljer kunne være vigtige.
Men han havde en ide om at det ikke var det Natalie mente. Havde nogen sladret om hans sygdom? Hans øjenbryn gled en smule tættere på hinanden mens han overvejede det. Det var et fåtal der kendte til hans sygdom, faktisk kun folk i huset her...Razor? Lori? Usandsynligt. Selv om især Razor var typen der kunne tale over sig. Men Razor var også ret loyal, til et vist punkt, og han havde bedt Razor om ikke at sige det videre. En af tjenerne? Måske endda...Ligefrem manden, der kunne se frem til at blive butler?'
Der var intet værre. Uvidenheden, viden om at han ikke længere var sikker i sit eget hjem og så i denne svage tilstand...Det var absolut utilgiveligt. Og ikke noget han ville finde sig i. Han måtte skaffe sig med dem alle, slå dem ihjel om nødvendigt. Skære tungerne ud på dem.
Han bed hårdt sammen.

Hans blik fulgte den anden dæmon, som flasken blev fundet frem. Han havde læst og hørt om kuren og ud fra de beskrivelser, kunne denne væske vel meget vel være den rigtige. Men den kunne også være falsk. Måske virkede den slet ikke? Men det ville ikke give nogen mening. Natalie ville intet få ud af at tvinge ham til at acceptere hende, for derefter at se ham dø. Nej...
"Loyalitet..." mumlede han for sig selv og drejede hovedet væk fra væsken og sine gæster, over mod altandøren og gardinet, der dansede sin egen lille dans.
Loyalitet var en sær ting. Det var ikke en ting man bare kunne forlange, men mere noget man kunne opnå. Påtvunget loyalitet havde risikoen for at ramme en senere og ikke på den gode måde. Folk der kunne købes, kunne altid købes et andet sted igen. Det udgjorde en del farelementer. Men alligevel sad Natalie her og bad ham om det?
Han havde arbejdet sammen med den tidligere leder. Eller faktisk ikke så meget...Det var blevet til et brev eller to. Han havde fået en stilling i et nyt forsøg på at organisere dæmonerne og give dem sjove titler og funktioner, hvor Sean havde tiltusket sig en god stilling. Men det hele var faldet sammen...Og hvem sagde dette nye forsøg ikke også bare ville gøre det samme?
Men havde han råd til at være så kræsen og arrogant? Døden var pludselig blevet en ting han var nød til at tænke over, hvor det før altid havde været noget der kun gjaldt alle andre end ham selv. Han drejede hovedet tilbage og hans blik landede på Natalie igen.
"Du er snu. At udnytte en mand, der lige så godt kunne dø om lidt, med den eneste kur inden for hans rækkevidde. Og du kræver ikke bare loyalitet, sådan en flygtig ting, men at jeg ligefrem skal overtage Doomsville for dig? For hvad? At blive en del af den nye magt, der tilhører dæmonerne? Være med til at gøre vores erobringer større? Hvad skal forsikre dig om jeg ikke vil bruge det imod dig i stedet?" spurgte han så. Der var ikke så meget anklagende i hans ord, som blot nogle spørgsmål og en lyst til at forstå hvad hun faktisk ønskede eller forestillede sig.

//Jeg beklager den lange ventetid! Jeg er lidt ophængt for tiden... ! //

En del af Natalie vidste at det var forkert, men hun havde svært ved ikke at fryde sig over det bitre udtryk, der pludselig kom til syne hos Sean. Som om manden ikke havde det svært nok i forvejen, da han lå døden nær af voldsom sygdom, så skulle hun lige komme her og prikke lidt ekstra til ham. Manden der allerede lå ned. Hun håbede dog, at uroen i hans hoved ville være en faktor, som formentlig ville gøre ham en tand ekstra ivrig efter at komme hurtigt på benene igen. Man kunne aldrig vide, men det var et harmløst side for hendes vedkommende, så hun ville ikke miste noget vigtigt. Det var trods alt hans egne folk, som straffen nok ville regne ned over. Hun ville selvfølgelig ikke afsløre den specifikke kilde, hvorfra hendes egne folk havde opsnappet informationerne. Hun var ikke så desperat, at hun var villig til at udlevere potentielle kilder i fremtiden – hvis de altså overlevede.

”Indeed. Loyalty. Worth more than gold if handled correctly.”

Selvom det nu ikke lød som om, at Sean var i tvivl, tillod Natalie sig at gentage lidt fra førhen. Selv sad hun lidt i egne tanke, imens han kastede et flygtigt blik imod altandøren. Måske tankerne fløj på friheden, som han havde forsømt så længe? Glasflasken med væsken blev vendt og drejet mellem hendes små fingre, imens hun mærkede, hvordan den skvulpede rundt. Livets eliksir burde de vel egentlig kalde den. Mængder af dæmoner før Sean havde mistet livet, udelukkende på grund af en enkelt omgang sygdom, hvor netop kuren havde været så langt fra deres rækkevider. Han havde et valg, som mange andre kun kunne drømme om. Da Sean omsider lod til at have fået tankerne under kontrol igen, og vendte hans opmærksomhed tilbage til hende, tøvede hun ikke længe med svaret.

”So I have been told.”

Smilede hun først stolt, inden hun rømmede sig og fortsatte en smule mere alvorligt.

“Of course I wouldn’t just ask for your loyalty without a place to put it. That would be a waste. I have plans for the demon kind, and some of those plans involve you taking over Doomsville. You are a smart, competitive and highly… charismatic demon. Many would follow you without second thought, if you were to be the new leader. Especially after all this mess that Sakref left behind. Handing over the position to you would be too easy. You would get bored, and so would I. You will have to fight for this, but you will have me as a back up. In the time after you take the position, I have a dream of the demons moving forward in the world. We’ve been sitting in the shadows for too long. I want the rest of Underworld to see just how glorious we can be. ”

Som ordene flød tændtes der en gnist i de mørke øjne. Natalie havde ikke bare brugt tiden før lederskabet til at planlægge, hvordan hun ville overtage racen. Hun havde skam brugt dage, og timevis på møder med forskellige, blot så hun kunne lægge en strategi for planerne efter overtagelsen. Hun undlod desuden at forklare Sean om konsekvenserne, hvis han fejlede hende eller valgte at gå imod hende. Der var et lille håb om, at han i sidste ende var smart nok til at regne ud, at den slags næppe endte godt.

En svag latter gled hen over ham. Ville hans egen stædighed kræve hans liv i slutningen? Nok ikke. Sean var ikke dum. Som en af de få archdemons der eksisterede, fandt det ham ikke naturligt at frygte nogen som helst. De færreste kunne matche ham i styrke, når det kom til stykket og selv hvis de kunne, havde han oveni sin evne. Hvis han endelig tog en beslutning, ville det på ingen måde være præget af hvad Natalie kunne eller ikke kunne gøre mod ham. Og for at være ærlig ville den slags trusler kun gøre ham det mere trodsig i længden. Man skaffede sig ikke allierede ved at prøve og true livet ud af dem. Det var ikke en måde at beholde en god disciplin, men den eneste måde at sikre sig en flok underdanig folk der end ikke turde pisse i bukserne. Underholdende, men ikke praktiske folk.
Men han gik ud fra han kunne diskutere lederskab med Natalie fra nu og til Yule uden det ændrede noget. Dæmonerne var en vild race og man havde brug for lige dele fysisk styrke og snuhed for at holde dem i snor.
Og hvis han skulle være ærlig...Hvad havde han alligevel at leve for? Intet. Desuden var forskel på at love noget og overholde det til fulde. Hvis hun viste sig at være en, han slet ikke kunne forlige sig med, ville han have sine egne styrker og viden til enten at kæmpe mod hende eller gemme sig væk.
Det var alt sammen selvfølgelig kun tanker om en fjern fortid. Hvem vidste hvordan det ville gå? Det var også en mulighed at hun ville vise sig som en fin leder, hvis visioner for fremtiden viste sig at blive virkelighed. Det var en af grundene til at Sean hadede såkaldte ledere. De troede de kunne tillade sig alt og lovede en masse, der aldrig skete.

Han rømmede sig svagt.
"Jeg vil ikke have din hjælp med at overtage Doomsville. Det er min by. Den vil end ikke opdage hvem der har taget tronen, før jeg allerede sidder der. Jeg har kontakter og tjenester til gode i hele byen. Jeg vil have mulighed for at overtage den uden din hjælp og det foretrækker jeg" bekendtgjorde han i en overraskende rolig stemme. Han ville ikke stå i gæld til hende mere end nødvendigt og han satte altid en ære i at udføre sine opgaver selv. Som om han konstant skulle bevise for verden hvor stærk han var eller hvilken magt han havde.
"Resten...Må blive gode ideer, til du har bevist du kan få dem til at ske" bemærkede han. Selv hvis han gik med til planen, skulle hun stadig vide han ikke bare ville blive en tanketom slave for hende. Han ville stadig påpege ting, hvis han fandt det rimeligt. Hvad angik fremtiden, havde hendes svar været forventeligt og han havde egentlig bare være nysgerrig over hvad hun faktisk ville sige, end fordi det ville påvirke hans beslutning omkring hendes forslag.
Han ville have sagt noget mere, men nåede ikke så langt. Af det værste tidspunkt muligt krampede hele hans indre og han vendte sig automatisk. Benene blev trukket op og armene gled automatisk rundt om hans smertende indre, der blev akkompagneret med en hård hosten. Da kramperne endelig fortog sig, følte Sean sig mere udmattet end nogensinde. Han trak vejret besværet og hosten havde bragt blod med sig og farvet hans læber røde. Han slikkede dem svagt.
Hele hans krop værkede. Han følte sig så svag, at han for et øjeblik ikke kunne overskue andet end ligge i sin svedige seng og kæmpe med sin vejrtrækning. Feberen dunkede hårdt i hans tindinger og forhindrede ham i at tænke klart. Som havde han overanstrengt sig ved at modtage gæster og overveje Natalies forslag og sygdommen nu straffede ham for ikke at ligge og fokusere på at dø...
Eller noget.
Til sidst vendte han sig om på ryggen igen. Hans vejrtrækning var hæs.
"...Fint..."
Stemmen var ikke mere end en svag hvisken.

Et øjeblik var det lige før, at man kunne snydes til at tro, at Sean i virkeligheden ikke rigtig var syg – havde det ikke været for sveden og de blodskudte øjne. Latteren havde næsten virkningen af et friskt pust i det indelukkede lokale, hvor Seans krop tydeligvis havde befundet sig alt for længe. Han var døende – ikke blot af sygdommen – men af kedsomhed. Det var ikke svært at skue det intelligente glimt, som gemte sig bag de matte øjne. Hun havde ingen idé om, hvordan det måtte være at føle sig fanget i sit eget hjem og krop… men alene tanken gav hende lyst til at hoppe rundt, og virkelig mærke efter, hvor rask og tilfreds hun egentlig var. Specielt som archdemon måtte det være utroligt frustrerende at føle den ellers overvældende styrke forsvinde, hvilket efterlod hans krop blottet og tom som aldrig før. Holdt i snor og kommanderet med af et barn. Hun håbede i sit stille sind, at hendes andre fremtidige møder med potentielle nye ’venner’ ville foregå en smule anderledes. Da Sean gav hende sit svar, nikkede hun som tegn på tilfredshed.

”I respect that and didn’t expect nothing less from you, Mr. McGivens.”

Natalie hævede det ene øjenbryn, og rystede leende på hovedet. Selvfølgelig. Lidt tvivl, hvad ellers havde hun regnet med? Nysgerrighed og blind tillid fik folk slået ihjel hurtigere end de selv nåede at indse den slags, men hun havde stadigvæk en idé om, at Sean næppe blot ville stikke af fra hendes domæne. Han var en respektfuld dæmon, og fik de problemer i fremtiden, så ville hun med glæde diskutere det før, at tankerne faldt på mere drastiske metoder.

”They will happen when the time is right. For now I just want you start with Doomsville.”

Det pludselige krampeanfald kom bag på bade Natalie og hendes muskelbundt, som heldigvis kom sig ret hurtigt. I en hurtig og flydende bevægelse fik dæmonen stablet sig på benene, og fik placeret sig beskyttende nær Natalie i tilfælde af at noget skulle flyve i hendes retning. Heldigvis lod det ikke til at være tilfældet. Natalie gled ned fra stolen i en rolig bevægelse, og fik med en rolig hånd skubbet Thrax bort, inden hun placeret sig ved fodenden af Seans seng, imens hun afventede yderligere reaktion. Hendes placering gjorde hende fint i stand til at høre hans endelige svar, hvilket fremprovokerede et bredt grin på hendes læber. De mørke øjne glødede orange for et øjeblik, inden hun fik kontrol over sig selv, og bevægede sig om på siden af sengen, hvor hun rakte en fri hånd frem mod Sean, imens den anden holdt kuren lige netop uden for hans rækkevide.

”Excellent! Then I we have a deal, Mr. McGivens. You will bring me Doomsville, and I give you back life itself.”

Selvom hun nok burde være ulykkelig og medfølende på hans vegne, så var fryden i hendes sind i stedet ved at boble over, hvilket dog ikke kunne spottes andet end i hendes blik, da hun gjorde meget ud af at holde minen seriøs. Forhåbentlig ville Sean trykke hendes hånd, hvilket bekræftede deres aftale. Havde han været alt andet end en dæmon, så havde hun lavet en bindende kontrakt, men sådan var livet nu engang. Manden havde ingen sjæl hun kunne binde, men hun følte, at det nok ikke blev et problem i nærmeste fremtid.

Han havde lukket øjnene et øjeblik, som han kæmpede for at komme sig. Hele hans krop gjorde ondt, bare af at ligge ned og trække vejret. Det ville være meget mere behageligt bare at...Lade være med at trække vejret. Alligevel tvang han sig selv til at trække vejret dybt og langsomt, alt for langsomt, genvinde en lille smule energi. Han kunne fornemme Natalie var kommet tættere på og han fik skubbet sine trætte øjne åbne. Krampeturen havde helt udmattet ham, til det punkt hvor han end ikke orkede at række ud efter kuren. Hvor kønt ville det ikke være? Inde for rækkevidde...Og så alligevel ikke. Hvilket, bedømte han svagt, var præcis hvordan Natalie også holdt kuren. Hvad ventede hun på? Den sidste bekræftelse? Han havde allerede sagt ja. Hun ville bare have det understreget og nyde øjeblikket. Præcis som man forventede af en magtfuld dæmon, altid at nyde magten når man fik sin vilje. Sean kendte det udmærket selv og lod sig ikke rigtig bide af det. Træt fik ham skubbet en arm frem, så hans ene hånd endte med at ligge lukket halvt ud over sengens kant. Han rørte hende ikke, men var forhåbentlig tæt nok på til at hun kunne levere kuren til ham.
"Så snart jeg er kommet mig" bekræftede han med en hæs stemme, der knap nok kunne høres. Måske, hvis han ikke havde følt sig så dårlig tilpas og, ærlig talt, døende...Måske havde han så sagt nej. Men lige nu havde han ikke den mulighed. Ikke når han langt fra følte sig helt klar til at dø. Hvem skulle tage sig af Razor? Af Lori? Og nu...Hele byen?
Men det var også alt han havde at leve for. Men lige nu var det nok.

//Beklager det korte svar

Natalie fornemmede, hvordan sygdommens sidste tag var ved at gøre en ende på Sean. Det lod til, at hendes kilder havde informeret hende i sidste øjeblik. Havde hun hørt nyhederne blot 1-2 dage senere, så havde han formentlig været knap så heldig. Så man kunne vel kalde det held i uheld, at det var lykkedes nogen fra hans tjenestestab at sladre om hans ynkelige tilstand. Hun fornemmede, hvordan hans tilstedeværelse langsomt svandt mentalt, og besluttede derfor at det måtte være godt nok for denne aften. Derfor da Sean smed en hånd en anelse ud over sengekanten, rakte hun ned og placerede glasflasken med kuren i hans håndflade. Derefter, næsten moderligt, foldede hun hans fingre rundt om flasken, så de begge kunne være sikre på, at han ikke tabte den med det samme. Det ville være et enormt spild både af tid og resourcer. Der var desuden også en smittefarer forbundet med at befinde sig i lokalet, men i processen, hvor hun havde opsnappet opskriften og elementerne til at brygge kuren, havde hun også benyttet lejligheden og lavet en til sig selv - blot til nødstilfældet, som forhåbentlig aldrig ville ske.

"Of course. Just let me know, when you plan to take action."

Med det sagt trak hun sig et skridt tilbage, og betragtede Sean et øjeblik. Havde han ikke flere indvendinger, spørgsmål eller lignende, ville hun vende sig imod Thrax, som derefter ville gå over for at åbne døren for hende.

"Well, it seems that we have reached and agreement, and that you could use some well needed rest. It was nice meeting you, Mr. McGivens. I look forward to watching you rise again."

Derefter drejede hun om på hælen og bevægede sig mod døren, hvor hun forhåbentlig ville spotte tjeneren, som kunne bringe hende kappen som hun havde medbragt.

//Det er skam helt i orden Jeg nyder forresten emnet, men jeg fornemmer, at vi er ved at nå en slutning! Det giver vel ikke meget mening for Natalie at blive meget længere? xD//

Han mærkede den kølige fornemmelse af flasken der fandt vej til hans hånd på mirakuløs vis. De kølige fingre, i hvert fald kombineret med hans varme, der sikrede at hans fingre lukkede sig om den lille flaske. Sådan en lille flaske, så stor betydning...Det var altid de små ting.
Han trak hånden til sig, så den knyttede hånd med flasken hvilede på hans brystkasse, der kæmpede for at hæve og sænke sig. Feberen gav ham svedperler på panden og det kildede ham, da det lød ned over hans ene tinding. Hans blik fulgte hende, som hun gik, men han havde ikke mange kræfter til at hilse igen.
Han ville nok tage handling så snart han var frisk nok og havde overvejet det hele. Men lige nu havde han andre ting at tænke på. Han ventede til de havde forladt rummet, lå et øjeblik, før han hævede flasken op foran sit blik. Rystede den lidt.
Forhåbentlig var det faktisk kuren. Selv om det ikke gav mening andet, kunne han ikke lade være med at mistænke det. Livet ville altid spille en et puds, trods alt. Intet kunne man stole på...
Han vred proppen af og med en rystende hånd pressede han åbningen mod sine varme læber og sank indholdet. Sikrede sig han end ikke kunne klemme en dråbe mere ud.
Var det for sent? Var der en tidsgrænse for hvornår kuren ville være effektiv og faktisk redde en? Det var vel ikke en eliksir der gav liv, så hvis man var mere død end levende...Virkede den så?
Det ville han vel nok opdage snart. Om han nogensinde ville vågne igen. Den tomme flaske faldt ud af hans hånd og ned på gulvet, hvor den snurrede rundt om sig selv et par gange, før den lå stille.

Uden for værelset kom tjeneren tilbage og viste dem ud, sikrede sig de fik deres tøj og takkede for deres besøg. Han vidste ikke hvad der var sket eller noget som helst. Det ville fremtiden vise.

//Nej, tror emnet er ret færdigt. Men vi kan jo snuppe et igen, når Sean begynder at overtage Doomsville/når han har gjort det, alt efter hvad der passer ind. Der er Sean jo også frisk og der er mere vi kan få til at ske xD
I lige måde! Dejligt emne. Det er længe siden jeg har haft så vigtigt et plot-emne her på UW. Forfriskende!

Natalie ville kigge sig over skulderen en sidste gang med et djævelsk smil rettet imod Sean, inden både hun og Thrax lod sig føre mod hovedindgangen, hvor hun så fik udleveret sin kappe af tjeneren. Efter de sidste høfligheder var udvekslet, trådte begge dæmoner atter udenfor, hvor Natalie tilfreds slugte en frisk portion luft indenbords, inden hun grinende lod turen hjemad begynde. Mødet var gået helt perfekt. Nuvel, manden havde været en smule længere henne i processen, end hun havde regnet med, men kuren gjorde forhåbentlig sit stykke arbejde og ville redde alt som var værd at redde. De små skridt bevægede sig lystigt hjemad i de nu mørkebelagte gader, imens den velvoksne dæmon fulgte trop lige bag hende. Inden der var gået ret længe, fik Thrax rømmet sig.

”What now, miss?”

Natalie rystede blot smilende på hovedet, inden hun trak kappens hætte op over sit mørke hår, så hendes ansigt ikke længere kunne spottes andet end forfra.

”Now we wait.”

Planerne var sat i gang. Nu var det blot at nyhederne skulle komme væltende ind.

//Out - Det kan vi absolut! Det lyder som en god idé
Well, jeg tror ikke, at jeg har haft et endnu, men det har i hvert fald været super spændende xD