I said enough! (Razor og Lori)

Sygdommen var ikke blevet bedre. Det var...Hvad? En del dage siden han havde snakket med Razor. Et par dage siden han havde set Lori. Eller var det længere? Kortere? Dagene var allerede ved at glide sammen til en stor ensformig mos. Sean brugte det meste af tiden på at sove eller prøve at læse, selv om hovedpinen og feberen ofte forhindrede ham i at lave meget andet end at ligge og stirre op i loftet. Alligevel var det endnu de tidlige symptomer på sygdommen. Mavekramperne var dog blevet værre. Feberen steg næsten dag for dag. Hovedpinen blev værre og hans øjne mere følsomme for lys. I går fik han endelig spist, efter næsten lidt over en uge uden mad, men det havde drænet ham for energi og han havde været så ødelagt bagefter at den stakkels tjener havde måtte rydde op efter ham...
Stakkels mand. Men det havde tydeligvis ikke skræmt manden helt væk, hvilket overbeviste Sean om at hvis han overlevede dette, ville han gøre tjeneren til butler.
Sengen fik skiftet sengetøj, så snart Sean anstrengte sig nok til at komme ud og få et bad. Det var dog ikke i dag, hvor han lå på ryggen i sin seng. Vejrtrækningen var en smule mere besværet end normalt. Altandøren stod på klem, som den havde gjort konstant på det sidste, fordi det friskede luften i rummet op og jagede lidt af den indelukkede lugt af sygdom væk. Alle gardinerne var dog trukket for, selv om der slap nok sollys ind igennem sprækkerne til at lyse rummet lidt op og fortælle Sean at det faktisk var dag.
En hånd gled svagt igennem det gennemsvedte mørke hår, der strittede til alle sider. Mere end normalt. Han drejede hovedet en anelse og så over mod altandøren, som han netop kunne skimte ud af, når brisen tog i gardinet. Feberen gav ham en trykken for ørerne.
Han sank og trak vejret dybt. Bare endnu en ensformig dag. Han blev snart sindssyg...Var det ikke fordi han oveni var for træt til faktisk at tage sig af det.
Han havde skrevet et brev. Det havde taget nogle dage...
Men Sean var ikke urealistisk. Muligheden for at han vandt var lille. Derfor havde han endelig skrevet noget, der kunne minde om et testamente, skønt han ikke havde fortalt nogen om det og stadig snakkede om sin sygdom, som om det var en selvfølge at han ville overleve det. Men kunne han virkelig være sikker på det? Nej. Det var en ting der var inden for rækkevidde, en risiko. Han måtte bare vente og se.
Mon Razor var hjemme? Eller mon Lori ville komme fordi igen i dag? Manden havde fået lov til at besøge Seans bibliotek så ofte han ville, for at undersøge omkring det med at skifte til en dæmonskikkelse. Men hvad lavede Razor egentlig? Ved at finde kuren? Sean var ikke sikker på om han satte pris på at Razor faktisk prøvede eller om han oprigtig håbede på kuren ville dukke op.
Han lukkede øjnene lidt.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Sort slidt læder halsbånd om halsen, samt en læder snor med en sølvring hængende i. Han har desuden bare tær.

" So listen! I still haven't quite figured out a cure.. But! I now know that one does actually excist! It's just.. Rare unless you know exactly how to make it - and I don't, not even half of the ingrediens. " Lød det fra Razor i det han trådte ind af døren til Seans værelse. Han lærte nok aldrig helt at tage hensyn til noget som helst. Heller ikke at Sean stadig var meget syg og han nok i sidste ende ikke orkede at høre på alt det Razor ikke havde fundet ud af omkring en kur. I det mindste var der stadig håb - Sean var ikke død, en kur var mulig - besværlig men stadig mulig. Razor skulle finde en måde at løse det på. Men ærlig talt havde han en masse ting om ørerne og havde en tendens til lidt at glemme hvad det egentlig var han havde gang i. Som når han var på arbejde og pludselig fandt sig selv sovende i en lænestol eller dansende på the crypt. Men det at undersøge omkring Sean havde været på banen i et par øjeblikke - så han var ikke helt på bar bund. Hvor meget han så end ville ønske han bare kunne koncentrere sig fuldt ud på at finde kuren, så var det nærmest en umulighed og nu var det delt op. Forhåbentlig døde Sean ikke før Razor fandt på noget. Eller en anden fandt på noget - hvem det så end skulle være, var her nogensinde andre?
" The chef told me about this drink that might calm the sickness down - so that you would be able to do more stuff yourself but still have it in your system. I don't know about that one. He seemed a little confused about it himself. And also! That one wouldn't save you - just give you a change to move around a little and not die just by breathing. Cool huh? " Sagde han så lidt i det han plantede hænderne på ryglænet af en stol som fint stod så man kunne sidde på den og stadig havde ansigtet rettet mod Sean.

" Anyway - Nothing much is going on in the clan. " Sagde han så bare lidt med en hoved rysten og et kort halv skævt smil om læberne. " That tall guy with the on extremely blue eye said he would swing by in a couple of days with - whatever you would call a piece of paper filled with information about how things are going. " Sagde han så bare lidt med et lille nik. Han vippede så kort lidt frem og tilbage på sine fødder før han kradsede sig lidt i et sår på kæben. Det gik stille op for ham at han faktisk ikke havde været meget hjemme siden sidst han havde set Sean. Ikke engang for at sove. Hvor i alverden havde han været henne.
" I suck at caretaking if you haven't noticed - do you want me to stick around more? " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide en smule på skrå. Allerede indenfor meget kort tid havde han nærmest overfaldet Sean med alt for meget tale og alt for lidt faktisk opmærksomhed.

Det havde ikke været nemt mens Sean var syg. Ikke nok med at Lori var ufatteligt bekymret for ham, så kunne han ikke vise det. Var der noget Sean ikke manglede lige nu, så var det en Lori der stod og så på ham som om han skulle dø! Det var selvfølgelig ikke hvad Lori håbede der ville ske, men han var efterhånaden begyndt at tvivle på om Sena overhoved kunne blive rask igen? Var han allerede så syg at måske ikke engang modgiften ville kunne kurere ham?
Han turde ikke tænke tanken om hvad der ville ske hvis Sean ikke overlevede det. Det kunne bare ikke være rigtigt! Hver gang han så meget som tænkte tanken gjorde det ondt i brystenet, han fik kvalme og en knude i maven.
Han nægtede dog bare at opgive Sean.
I den tid, havde Lori været her meget, han havde dog mest været på biblioteket. Han havde jo også nogle ting han skulle undersøge.
Han havde kigget ind til Sean ind i mellem, men det meste af tiden havde Sean enden sovet, eller været så dårlig så Lori ikke havde ville forstyrre ham. Det var dog forstrerende ikke at kunne gøre noget, ikke at kunne komme tæt på Sean.
Han havde mest af alt bare lyst til at holde om ham, eller bare i det mindst holde hans hånd. Men kom han så meget som et par centimeter på, blev han pænt vis væk af Sean. Efterhånden var han næsten ligeglad med om han selv kunne blive smittet.

Også denne dag befandt han sig på biblioteket. Han sad og gabte over nogle bøger, der stod en masse om dæmonformerne. Men det var ikke ligefrem fordi han blev meget klogere på hvordan man forhindrede det. Hvad kunne gøre at man kunne holde den form væk?
Han sad med en noget ældre bog, hvor der ind i mellem stod noget han ikke forstod, som et gammelt sprog. Han gned sig i øjnene, var han træt? Hmm måske... han havde været der siden tidelig morgen.
Han sukkede lidt. Hmm måske Sean vidste hvad det betød, han kunne jo se hvordan han havde det. Og om han kunne forklare i det mindste hvad det var for et sprog.

Han rejste sig, tog bogen under armen, og gik mod Seans soveværelse. Han håbede virkelig på at der var bare en smule liv i ham... det havde været så underligt at skulle komme og gå fra Seans hjem uden at tale med ham. Men han ville heller ikke forstyre ham når han sov. Han havde dog flere gange, været noget nervøs når han havde kigget ind til ham og Sean sov, og for en gang skyld ikke trak vejret så det lød som om der var et filter i hans hals!

Han undrede sig over at døren til Seans værelse stod åbent, det gjorde den aldrig.. Han gik der over, og stoppede dog da blikket ramte hybriden... Razor?! Han kunne ikke stoppe det, men en rynken på næsten kom frem i et kort øjeblik, sammen med et køligt blik. Han havde næsten glemt alt om at Razor også levede her.. Men var der en han ikke burde se lige nu var det Razor! Særligt fordi hans kontrol ikke ligefrem var god nu hvor han bekymrede sig om Sean. Han formådet dog at fjerne blikket fra hybriden, og vende det mod Sean. "Godt at se dig vågen" sagde han roligt, og begav sig ind i rummet, han stoppede dog et godt stykke fra sengen, som han altid skulle, og som han havde lovet Sean han ville.
"jeg har haft kigget ind til dig når jeg har været her, men du har sovet de fleste af gangene, så jeg ville ikke vække dig" forklarede han.
Hans blik skæved dog hen mod Razor. Han ville meget nødig tale til knægten, men han blev nød til det.
"har du fundet kuren?..." spurgte han tørt.

Som ved slag af en tryllestav blev de personer, som Sean havde tænkt på, fremtryllet. Ikke nok med at Razor kom ind, som altid med munden på gled om alverdens ting, så kom Lori et øjeblik efter. Lori havde fortalt han en anelse om hvad der var sket sidst, da de to var sammen og Sean brugte det første øjeblik på at kigge mellem Lori og Razor. Jo, Lori virkede lidt mere kølig over for Razor. Men så længe ingen sagde noget unødigt provokerende skulle det nok gå, ikke? For guderne vide...Han ikke havde kræfterne til at skille dem ad lige nu...
Han trak vejret dybt.
Sandheden var at han vidste Razor mente det godt, men at han ikke forventede Razor faktisk fandt en kur. Det var ikke fordi han tænkte dårligt om Razors evner, men mere fordi han kendte fyren. Razor var distræt og der skulle ikke meget til før hans sind vandrede. Nej, Sean forventede ikke at nogen ville redde ham.
"Lori..."
Selv om Razor var dukket op først, var Lori den han først henvendte sig til. Stemmen var hæs. Han rømmede sig prøvende, men det kunne ikke fjerne alt det hæse.
"Razor gør sit bedste" bemærkede han bare. Enhver der kendte Razor, som Sean gjorde, ville vide at Razor havde sagt og gjort langt mere end han nok ellers ville have gjort.
"Det er godt...At klanen har det godt. Jeg afvente rapporten. Tak, Razor" svarede han så Razor. Sean kæmpede for at sætte sig lidt mere op. Lori var kommet ind med en bog, så manden havde sikkert nogle spørgsmål om et eller andet. Men for Sean var der andre problematikker der var langt mere vigtige at tage sig af lige nu.
Han slog svagt ud med den ene arm, mod hans stole omkring hans fyldte skrivebord. Skrivebordets rod var ikke blevet rørt det sidste stykke tid og en del af det var blevet fjernet kun nok, til at et fad med en kande the kunne stå der regelmæssigt.
"Vil I sætte jer? Jeg har nogle ting at snakke med jer om, nu hvor I begge er her. Jeg skal nok besvare dine spørgsmål bagefter, Lori" forsikrede han så og håbede de begge ville efterkomme hans ønske og blive lidt.

Razor næste opsnusede først Lori lige i det manden trådte ind af døren og med det samme satte en følelse i gang i Razor der måske ikke var helt det rigtige lige nu. Han tog en diskret dyb indånding og lod blikket hvile mod Sean i stedet for at se mod dæmonen som allerede ved sin tilstedeværelse havde pisset Razor af. Han knurrede kort lidt lavt af Lori kommentar - eller spørgsmål, eller hvordan det så helt præcis gik i for Razor - Ikke positivt hvert fald. Heldigvis på trods af Seans tilstand var han hurtig til at sige noget der gjorde at Razor ikke behøvede kaste en kommentar efter Lori eller forsvare sin søgen efter kuren som han endnu ikke havde fundet - selvom han i sidste ende ville ønske han havde. Han nikkede kort en enkelt gang til Sean før han kort skævede lidt mod Lori men smuttede så bare hen og trak stolen frem ved Seans skrivebord for så at placere sig i den.
" By the way - isn't it you who's drowning your face in pages and books day and night? - why haven't you found the cure yet? " Spurgte han så bare lidt, en smule spydigt. Han kunne alligevel ikke helt holde sin kæft - faktisk slet ikke. Der var så mange ting han gerne ville kaste efter Lori lige nu. Utroligt så vred han kunne gøre ham. I sidste ende var der dog noget om snakken - mente Razor hvert fald selv. Lori havde da med bøger at gøre hele tiden. I stedet for at læse om lige gyldige ting kunne han vel lige så godt finde de vigtige bøger og læse det der faktisk kunne læse. Razor havde forsøgt men at lære sig selv at læse på så kort tid var umuligt. Og ingen havde tid til at læse højt fra samtlige bøger hele tiden.

Han rettede så sin opmærksomhed tilbage mod Sean og lod hovedet glide en smule på skrå med et lidt tænkende udtryk. " If you're going to say anything that involves you dying - could you not? You're not going to die - We'll figure something out. As you said yourself - some demons actually do survive that sickness.. " Sagde han så bare lidt mens han nikkede men satte sig så bare på en lidt anden måde i stolen. Det var svært at vide hvad Sean helt præcis havde planer om at tale med dem om. Sin død? Hvad der skulle ske hvis det skete? Nah - måske ikke. Slåskampen mellem Lori og Razor? Vidste han overhovedet det? Tanken fik ham til kort at skæve mod Lori, men kun kort - øjeblikket efter var hans blik igen mod Sean og tankerne strejfede i andre retninger om hvad det mon kunne være manden havde at sige.
" Besides - you're too old to die. " mumlede han så bare lidt før han kort pillede lidt ved sine fingre før han kort bed sig lidt i læben. Tanken om det var ubehagelig. Det kunne godt være Razor ikke gav udtryk for det i hverdagen - eller nogen sinde overhovedet. Men det faktum at Sean kom tættere og tættere på døden hver dag gjorde faktisk en smule ondt i kroppen. Og det var en ubevidst bekymring der hang over ham. For han ønskede det jo ikke. Slet ikke.

Razor fik ham op nerverne fra det øjeblik han trådte ind af døren. Han kunne ligefrem mærke hvordan vreden boblende i hans mave. Ham forsøgte dog at holde det nede og beherske sig, både for Seans skyld at han ikke skulle ligge der og høre på at de diskuterede! Men nu endnu mere fordi Lori ikke ville risikere at der skete det samme som sidst! Hvis han ende inden form, ville hverkan Razor eller Sean være sikre! For en ting var sikker, han havde haft svært ved Godt sjældne mellem godt og ondt den aften, og skulle.de.ske at Sean ville prøve at stoppe den, ville han måske ikke kunne kontrollere den form.

Han nikkede da.Sean bad dem sætte sig, og var faktisk på vej over til en stol da han hørte Razors provokerende kommentar. Han knyttede næverne og mærkede tydeligt hvordan vreden bare boblende mere op. Den i gennem burde virkelig kvæles! Og blev han ved så var Lori snart ligeglad med om både Reign og Sean ville hade ham bag efter!
Han vende sig mod Razor "I det mindste så KAN jeg læse det! Og i det mindste så har JEG en ide om hvor jeg skal lede!.. hvad har DU klart indtil nu!?" Knurrede han.
Han lagde bogen fra sig på skrivebordet lidt hårdt, og så på Razor "jeg kan garantere dig at jeg gør hvad jeg kan for at redde ham!!.. om du vil det eller ej! Så er du ikke den eneste der nægter at lade ham dø!" Loris øjne lyse op. Og efterhånden kunne han ikke defineret om han var mest vred over det der var sket sidst, eller det faktum at Razor betvivlede Loris engagement i at finde den forbandede kur.

Dog sukkede han blot, gjorde hvad han kunne for at hidse sig ned. Han satte sig i stolen, og lænede sig lidt tilbage, bare for at prøve på at slappe mere af. Han sukkede dog og så på Sean. Afventende.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, mens de to kamphaner havde travlt med at forsikre sig og forsvare sig over for hinanden. To fyre der skændes over Seans ve og vel? Jamen der var jo intet som sygdom og udsigt til død der bragte familien sammen, var der?
Det tog ham et øjeblik at forstå hvad han lige havde tænkt. I et øjeblik overvældede det ham. Han havde aldrig haft en rigtig familie. Jo, kød og blod og sindssyge folk, men ikke en rigtig familie og hans sønner, der efterhånden alle var stukket af fra ham og efterladt ham fuldstændigt alene igen, kunne vel kun skrive under på hvor forfærdelig en familiefar han var. For det var også sandt. Der var ikke længere nogle sønner i nærheden af ham, alle var rejst eller forsvundet eller...
Sean havde ikke meget at forblive i live for og han havde taget sig selv i at ønske han ville dø. Men familie var måske ikke bare ens kød og blod, men...De to fyre der sad i hans lokale lige nu?
Eller. De var måske bare det nærmeste Sean havde. Uanset om de kunne enes eller ej.
Han tvang opmærksomheden tilbage til de to fyre, mens han igen kæmpede sig længere op at sidde. Han havde ikke energien til det, men han blev nød til det. Han var den eneste der holdt dem fra at fare i hovedet på hinanden. Det og en overraskende selvkontrol fra begge parter. Noget han skam ville forvente af Lori, men hvor Razor kunne være mere et vildt kort på det punkt.
"Drenge. I opfører jer som drenge" drillede han dem. Han havde ikke forventet Lori ville lede efter en kur. Men da det gik op for ham at det var hvad de begge prøvede, ønskede han faktisk mest de stoppede. Han ville ikke have de skulle knokle så meget for ham.
"Kuren er ikke bare en kur. Den skal laves på en speciel måde, af nogle specielle ting og de færreste har den liggende på et lager. Ikke fordi jeg ved hvorfor...Måske bliver den for gammel med tiden? Men i hvert fald er den svær at få fingrene i. Jeg forventer ikke nogen af jer faktisk finder den, selv om jeg er taknemlig for jeres forsøg og bekymring. For det er en ting I har til fælles, selv om det lyder en smule arrogant af mig. I bekymrer jer begge om mig, men udtrykker det på forskellige måder. I kender ikke hinanden så godt, som jeg kender jer, men jeg kan se det på jer begge. Jeg går ikke ud fra I nogensinde ville arbejde sammen om det?" Igen drillede han dem. Lige nu var det usandsynligt at det ville ske. Alligevel kunne han ikke helt stå tilbage fra at foreslå det, fordi logikken ville det at hvad en person ikke kunne, måske kunne to.
Han lænede sig mere tilbage i sine puder og studerede dem igen, som de sad foran ham. Det han gerne ville snakke om, var deres indbyrdes forhold til hinanden. Se om han på nogen måde kunne forhindre dem i at slå hinanden ihjel, fordi han nødig ville se nogen af dem revet i stykker og flået. Det havde pint ham at se såret på Loris ene skulder. Og med Loris nye skikkelse, som han endnu ikke kunne kontrollere, var der en risiko for at Razor faktisk også kunne komme til skade. Uanset om Sean så skulle dø eller ej...Ville de dog ikke bare lade være med at provokere hinanden? Razor var provokerende. Men Razor tænkte og fungerede ikke som de fleste og man blev nød til at finde det niveau, hvor man kunne få tingene til at give mening for Razor. Det kunne være en svær balance og han kunne forestille sig Lori ville have svært ved helt at forstå det.
Han havde mest lyst til at putte med dem begge. Det føltes år siden han rigtig havde kunne mærke en anden person i nærheden af sig. Var dette en ensomhed man så skulle dø i? Som incubus føltes det forfærdeligt.
Han havde været stille et stykke tid. Han trak vejret dybt.
"Razor. Hvad skete der sidst du mødte Lori?"
Lori havde ikke virket som en der ville fortælle ham hele historien. Der var større sandsynlighed for at Razor faktisk ville. Sean hævede en hånd til Lori for at bede ham både at blive her og bære over med Sean, for han havde en pointe han ville frem til, når han kendte detaljerne bedre. Det krævede bare de begge blev her og ikke stormede ud med vrede følelser.

Razor skulle lige til at puste sig endnu mere op ved Loris ord - men Sean brød ind. Hvor meget der så end normalt skulle til for at få Razor til at rette sig ind efter hvad man skulle, så virkede det altid lidt bedre når det var Sean - også selvom der stadig var tidspunkter hvor ikke engang drengens herre kunne få ham til at køle ned. Uheldigvis - men lige nu virkede det meget godt. Sikkert fordi han vidste at Sean var syg og det at manden overhovedet magtede at gøre noget ved deres intriger sagde nok om at man nok burde lytte til ham.
Den knurrende lyd der kom fra Razor forsvandt dog ikke helt på noget tidspunkt, det samme galt det olme blik der af og til blev skævet med mod Lori mens han ellers lyttede til Seans ord. Uden egentlig helt at lytte til hvad der blev sagt - dermed sagt at han hørte men forstod ikke helt budskabet. Han hørte hvad han ville og lod sig påvirke af det mindste.
" Huh!? " Han rettede blikket mod Sean men så mod Lori før han kort bed tænderne sammen. Arbejde sammen med Lori? Aldrig. Han rettede sig lidt op i stolen før han så bare satte sig på en lidt anden måde og sank efter et øjeblik lidt mere sammen. Han kunne ikke helt finde ud af det. Hans irritation var på et alt for højt stadie til at kunne sidde stille men samtidig følte han sig lidt tvunget til det. Det var sikkert det bedste i sidste ende.

Han rynkede kort næsen lidt i et fnys før han så bare rystede lidt på hovedet.
" Nothing happened.. " Mumlede han kort før han så bare kort fik et halv skævt smil frem over læberne, dog et af dem med en masse dæmoniske bagtanker og som tydeligt stod frem i blikket der var rettet lidt mod kanten af Seans seng.
" He simply just enterupted me in a game - which by the way is so not cool! Just because he's a pathetic piece of demon who can't handle a little blood - dosen't mean he has to ruin my night by blabbering out about how I'm not capable of any feelings what so ever. 'Cause I am.. Actually. I'm just not a big follower of empathy towards complete strangers - or him.. for that matter. " Sagde han så bare før han lænede sig tilbage i stolen og lod blikket falde mod Lori et kort sekund - kun for at læne sig frem igen. " Not to mention how he brutally used Reign against me - I don't find that very pleasant.. It's not my fault he can't get over the fact that a kind human actually do like me considering my odd behavior. " - " I mean - it had nothing to do with Reign in the first place. I was just playing around - and bum! Psycho demon attack out of nowhere. Seriously. " Han rystede bare lidt på hovedet. " I actually lost my dinner.. " Han trak så bare kort lidt på den ene skulder. " I'm done.. " tilføjede han så lige hurtigt før han lænede sig tilbage i stolen og lod blikket først falde et øjeblik mod Lori men så tilbage mod Sean. " You know I don't like when people get in the way.. " Fik han så alligevel lige sagt med et lille smil om læberne.

Det var i virkeligheden svært at høre efter hvad Sean sagde. Han prøvede, men han var allerede godt på vej til at være vred, så lige nu gjorde han bare hvad han skulle for at dæmpe det. Han forstod virkelig ikke den fasination både Reign og Sean havde over krybet der!?
Han væmmes næsten over at Sean snakkede om at de kunne arbejde sammen! Aldrig i livet! Den eneste ting han ville hjælpe Razor med var hvis han skulle bruge hjælp til at begå selvmord!

Men da Sean valgte at spørge Razor hvad der var sket da de mødtes, så han hen mod Sean. Virkelig!? Så han troede ikke på hvad Lori havde fortalt eller hvad?
Han så godt hans hånd, men der var ikke ligefrem et mildt udtryk han fik tilbage fra Lori.
Han sad blot ret på stolen, og sad så og hørte på Razor der ævlede løs om hvor uretfærdig Lori havde været, og hvordan Lori bare hvade angrebet ham. Virkelig! Skulle han sidde her og høre på hybrid monsteret forklare de der ting? Og det skulle ikke undre ham hvis Sean troede på det! Selvfølgelig gjorde han det. Det så jo ud til at misforståret der kunne slippe afsted med hvad som helst når de kom til Sean og Reign.
Han kunne mærke vreden blussede om, og han måtte knuge sine hænder om stolens sæde. Han mærkede det igen. Vreden der steg og steg, og denne ubehagelige følelse af snart ikke at kunne holde styr på det mere.

Han sukkede tungt, inden han lagde bogen han havde liggende på skødet fra sig på bordet.
"Beklager....men jeg kan ikke det her" brummede han så inden han rejste sig.
Han så på Rezor lidt med et blik der virkelig forklarede at han ikke orkede mere.
Han sukkede blot, og så på Sean. "Beklager Sean.. jeg ved ikke hvad det er for en fangruppe du og Reign har startet over ungen der... Men jeg har ikke tænkt mig at være en del af det" sagde han med en overraskende roligt og kontrolleret stemme.
"Jeg kan jo sige eller gøre hvad som helst.. Razor vinder stadig! Det er stadig mig der står tilbage som skurken " sådan var det. Sammenlignet med Razor.. var Lori ikke vinder.. han var taber.
Han var trøste præmien.

"Desuden har jeg vigtigere ting at lave ind at sidde her og høre på den selvglade unge.. jeg skal finde en kur der kan kurere dig" det sidste var en del mere besværligt at få ud med en rolig og fattet stemme.

Måske var det sygdommen og mangel på overskydende energi, der fik ham til at snappe mere denne dag. Han havde ligget roligt og lyttet til Razor, men så snart Lori rejste sig og brokkede sig, knak noget af Seans ellers uovervindelige tålmodighed. Med en pludselig styrke fik han ikke bare sat sig op, han fik skubbet sig hen til kanten af sengen og ligned en mand, der var ved at rejse sig op. Det lykkedes også, selv om han lænede sig om af sengen og tydeligvis ikke ville have stået, hvis sengen slet ikke havde været der. Hans febermatte øjne skinnede.
"Lori"
Stemmen skar sig igennem rummet.
"Hold lige kæft et øjeblik. Du tror alting centrere sig omkring dig og så snart vi andre også viser den mindste opmærksomhed mod andre levende skabninger i vores omkreds, så hader vi dig..." Han trak vejret dybt. Hans krop begyndte at ryste af anstrengelse. Alligevel slap han ikke Lori med blikket.
"Du misforstår og tolker situationen forkert. Det gør du ofte. Du er utålmodig og impulsiv"
Sean skulle alligevel dø snart, formentlig. Han sagde det ikke højt særlig ofte, for han ville ikke bekymre dem, men det var en ting. Måske derfor kunne han tillade sig at sige tingene mere direkte end han ellers nogensinde ville.
"Overvej følgende. Kunne det være en mulighed jeg ville spørge om din side af historien bagefter? Kunne det, at jeg valgte at høre Razor ud først, være grundet i at du sidste gang nægtede at fortælle mig hvad det hele faktisk havde handlet om? Du stoler ikke på mig. Du tror jeg kun vil dig ondt. I virkeligheden kender jeg jer bare. Jeg ved Razor ikke kan tie stille i mere end 10 sekunder og derfor var der en god sandsynlighed for at han ville fortælle mig mere, end du ville, af samme spørgsmål!"
Han kunne ikke holde sig stående længere. Hans ben knækkede under ham og han nåede kun lige at dreje sig, så han landede i sengen, frem for på gulvet. Han sad stadig op, men hans krop kæmpede mod hans vilje lige nu. Hans vejrtrækning var blevet mere overfladisk og han hev efter vejret, som om han lige havde løbet et maraton.
Det var ikke helt usandt. Lori stolede ikke på ham. Måske var alt dette en dårlig ide alligevel. Og når han kendte Lori, vidste han at manden ville blive sur og ked af det nu, kun høre det Lori ønskede at høre og tro at Sean lige havde sagt manden var en fejl og uduelig og forfærdelig.
Lige på det punkt var Razor mere simpel. Heldigvis.
"i er de eneste jeg har. Begge to. Og jeg skal sikkert snart dø. Jeg ville bare have jer i samme rum et øjeblik..."
Han viftede over mod Razor, mod den kolde the der stod på Seans skrivebord, som han prøvede at bede Razor om et glas væske. Et eller andet der kunne fjerne den tørre fornemmelse i hans svælg lige nu. Han havde brug for vand.

Razor prøvede. Han prøvede virkelig ikke at lade det smil der gemte sig og forsøgte at mase sig frem faktisk blive en ting. Det var tydeligt at Lori var frustreret, vred - hvad end for følelser der fossede gennem dæmonen. På den ene side var Razor helt og aldeles ligeglad med hvad fanden der foregik inden i Lori - han fandt det kun underholdende faktisk at kunne pisse ham af. Også selvom det galt den anden vej rundt, men heldigvis virkede det ikke til at være en intension han havde mod Razor lige nu. Desuden var det Sean som burde være midt punkt. Det var ham der var syg og havde brug for at de var der - at de ikke et øjeblik kunne droppe den dræbende kraft omkring hinanden var ærgreligt. Razor havde nok forventet at Lori ville have været bedre til det. Han vidste godt at han ikke selv kunne holde kæft men sådan var han jo bare. Desuden var han alt for egoistisk til at tænke meget mere over hvad andre havde brug for lige nu end hvad han selv følte han burde.

Alligevel vækkede Seans forsøg på at stoppe Lori ham og han fangede sit fokus på den syge mand foran sig. Klar til at hjælpe hvis han besluttede at tumle mere afsted hen over gulvet nu hvor han tydeligt ikke havde evnerne til faktisk at gå. Typisk! Stædige mand altså.
" And we're not going anywhere.. " Sagde han så bare kort men bestemt og med blikket et kort øjeblik rettet mod Lori, før det fandt sin vej tilbage mod Sean igen. " And you're not going to die. Jeez - stop saying that. Dying is a waste of time. Time that you don't have actually. You've got shit to do. Like.. " Han rynkede kort næsen lidt. " Ordering around with the lazy-ass people down in the sewers or.. screwing around with Lori, turning into a person and stuff like that. Believe it or not - I'm not at all ready to loose another master, or friend for that matter. " Sagde han så bare lidt og rystede på hovedet.
" I'm not saying I'm going to work side by side with that pathetic ass. But.. I might be able to hold back on the 'ripping of his face behind your back' part.. " Sagde han så bare før han satte sig i skrædderstilling på stolen efter hurtigt at have været henne og snuppe bakken med den the Sean havde viftet en hentydning omkring. Ikke at Razor helt havde forstået den, kold the var ikke ligefrem det bedste i verden. Han kunne finde noget vand som i sidste ende sikkert havde været meget mere lækkert at hælde indenbords. Men selvfølgelig, det ville have taget længere tid. Han satte sig til rette før hans blik så gled lidt hen mod Lori. Han vidste ikke hvad han forventede af dæmonen - men hvert fald ikke at han forlod rummet. Han måtte da kunne bide det i sig at være i rum med Razor et øjeblik - lige vel som Razor gjorde det samme.

Han vidste i sandhed ikke helt hvad han havde forventet. Jo han havde regnet med Sean ville prøve at stoppe ham, og måske også brokke.
Men at han forsøgte at komme op havde han ikke regnet med. Og han blev da også bekymret for ham. Men den tanke forsvandt dog en del da han hørte dæmonens udtagelser. Af hvad!!???.... Stod Sean lige og skælde ham ud!? Hans bryn krummede sig sammen i hans pande. Der var det igen! Seans konstante forsøg på at forklare Lori at han kende ham, at han vidste hvordan han var. Hænderne blev knyttet, og pludselig var det faktisk ikke Razor hans vrede var rettet mod men derimod den syge mand han ellers havde prøvet at skåne. Men Sean ønskede tydeligvis ikke at man tog hensyn til ham.. eller også renede han bare med at han kunne misbruge folks bekymring og sympati til at te sig som han ville.

Faktisk formådet Lori at ignorere Razors fornemmelser.
Han formået at forholde sig i ro, lige indtil Sean valgte at beskylde Lori for ikke at stole på ham.
Hans sølvgrå øjne der eller altid var så blide, havde et skarpt blik rettet mod Sean.
"NEJ SEAN!!! Vil DU for en gang skyld holde kæft! Og blande dig uden om!!?" Sagde han i en hård og fast tone.
Han slog lidt ud med armen "kunne det måske tænkes at jeg ikke fortalte dig hele historien NETOP fordi jeg ikke ønskede at du blandede dig!?.. kunne det tænkes at jeg ikke ØNSKEDE at sidde i den her situation?... Du tror du kender mig, men i virkeligheden så tror du bare du gør! Du tror du ved alt om mig, og at jeg ikke selv kan håndtere tingene, så du beslutter dig for at løse det?.. jeg har ikke bedt dig om at blande dig denne gang!.. så kunne det tænkes at jeg ikke fortalte dig det hele fordi det ikke havde noget med dig at gøre?" Det var tydeligt på Loris stemme at han var vred. Og at der lige nu var åbnet for sluserne, og at Sean kunne forvente at høre snaheden.

"Og hvor vover du at sige jeg ikke stoler på dig!? Når du selv ikke stole en skid på mig!.. Tror du ikke jeg ved at du hele tiden holder mig på afstand!.. tror du ikke jeg ved at du ikke lukker mig længere ind at hvis jeg skrider -hvilket du stadig er overbevist om at jeg gør - så vil det ikke gøre nær så ondt!!
Og du stoler ikke på jeg kan klare noget selv! Du stoler ikke på at jeg godt selv kan løse mine problemer" Det her var ikke godt, for det her var et ømt punkt, og han ville ikke bukke under denne gang og vise sine tåre. Men det ville ikke blive let... For han var ikke bare vred, han var såret..
Hvordan kunne Sean overhoved sige noget så forfærdeligt? Hvordan kunne han sige at Lori ikke stolede på ham? Han havde stolet på ham med så mange ting.
"Måske skulle du lære at stole på andre før du beskylder andre for ikke at gøre det!.. jeg har stolet på dig med alt jeg har.. du ved mere om mig end nogle anden.. og JO!. jeg stoler på dig.. jeg stoler på at det vi har sammen vil overleve! Jeg stoler på dig selvom jeg HADER det faktum at du har Razor boende.. ligeså meget som du hader at jeg har Reign boende!" Han begynde at stå lidt uroligt.
"Og hvis du bare ville have os her!.. så drop par-terapien! For det er det sidste jeg orker!..."

Han sukkede, og måtte vende sig væk fra Sean. Øjnene havde forrådt ham. De var blanke, og han skulle virkelig køle ned for ikke at lade tårene trille. Hans blik faldt på Razor et øjeblik, men det var ikke vrede eller had der var der. Men nærmere skyldfølelse, og opgivelse.
Han fjernede blikket fra Razor også, da en enkelt tåre nåede at falde, inden han skynde sig at tørre den væk. Han gad ikke diskutere.med Sean og slet ikke sådan som han lå der syg.. og han gad ikke mundhugges med Razor heller. Men at Sean havde sagt de ting havde virkelig været for meget.

Af en eller anden grund gik det ham på, at Razor skulle være vidne til dette. Denne patetiske mundhuggeri, der åbenbart aldrig fik fred og altid opstod. Den mundhuggeri der altid opstod...Det var et tegn. Sean indså det hurtigt, som han druknede sin tørst i den bitre urtethe. Et tegn på at tingene ville gå skævt, at folk før eller siden ville opgive Sean, var mundhuggeri. På et tidspunkt vil de aldrig kunne være sammen, uden at mundhugges konstant og til sidst vil de glide fra hinanden og...
I det mindste var han opmærksom på det denne gang.
"Hvem er det der kommer rendende med alle sine problemer og spørgsmål til at starte med?" sukkede han træt. Han hvilede panden i sin ene hånd og lukkede øjnene et øjeblik. Al den larm satte den værste hovedpine i gang og han kunne ikke længere overskue at have så meget selskab. Ikke længere overskue at tænke så meget, tage stilling til så meget...
Lori kunne råbe alt det han ville. Sean stod fast. Manden fik det hele til at handle om ham selv hele tiden. Lige nu havde det også handlet om Razor. Også handlet om Sean.
"Razor er min slave, min ven og du er...Mere end det. Når I går og flår hinanden til blods, så sig ikke det intet har med mig at gøre"
Hvorfor forsøgte han? Han følte sig lige så opgivende. Han havde ikke energien til det her lige nu...
Han drejede hovedet og så over på Lori et øjeblik, rystede svagt på hovedet og satte sig længere op på sengen, så han kunne lægge sig ned igen. Det var imod hans vilje at virke så svag, så tappet for energi og overskud, men han kunne ikke vinde den kamp. Hans krop havde sit eget liv lige nu og Sean måtte gang på gang bukke under sygdommen.
"Vi aftalte at tage den med ro, for vores begges skyld. Fordi vi begge var enige om den ene ting. Ting tager tid, især der hvor jeg kommer fra. Men det er godt at vide du ved hvor jeg står i hvad end der er mellem os og det er lige meget hvordan jeg selv opfatter det...Men nu handlede dette ikke om os. Ikke kun os" Brummede han træt. Han havde lukket øjnene og den ene arm var lagt hen over øjnene.
Nej. Han orkede det virkelig ikke. Han havde ingen overskud til at råbe, til at sige mere, til at tage sig af Lori altid skulle græde, til at være den 'voksne' der altid skulle udrede misforståelserne...Og han orkede det især ikke, fordi dette for ham var blevet et bevis på de var ved at glide fra hinanden igen. Om lidt ville Lori indse hvor dårlig en person Sean var og alligevel forlade ham...
Det startede altid med mundhuggerier og misforståelser.
Han gjorde en træt bevægelse med den ene hånd.
"Jeg beklager Razor...Jeg havde håbet på mere..." stemmen var lav og træt.
"Jeg kan ikke overskue dette her lige nu...Måske er det bedst I bare går igen"
Han ville dø, velvidende at de to personer han helst ville se, helst ville bekæmpe sygdommen med, helst ville have skulle kunne bare i det mindste være i rum sammen...Til stadighed ville hade hinanden og at en af dem tilmed nu hadede Sean selv. Han havde ikke overskuet til at fjerne de negative tanker, der som tilbage med fuld styrke og truede med at kaste ham ind i en ny, mindre depression.
Det var bedst sådan her. Bedst at dø. Også selv om sygdommen var noget af det værste han fysisk havde oplevet. Måske ville Lori have nemmere ved at komme sig over det, i det mindste, hvis Sean nogensinde havde betydet noget.
Han trak vejret dybt. Han var så træt...
Det havde fuldstændig...Drænet ham....For energi...
"Razor, gør mig en tjeneste...Uanset hvad der sker inden for de næste par uger. Bare lad ham være, okay?"
Lige nu virkede det som om Razor faktisk var den eneste rolige, den eneste fornuftige. Det sagde ikke så lidt. Men i det mindste kunne Sean slappe lidt af, velvidende at Razor ville prøve at lade være med at skade Lori...Hvor lille trøst det ville give.
Han havde end ikke overskud til at blive opmuntret af Razors eller ret opmuntrende ord. Han kunne kalde Razor ind igen senere, når han havde sovet lidt og snakke med ham.

Hvad kunne han i sidste ende forvente. Ingenting - men alligevel havde han faktisk regnet med at tingene falde en smule til ro. Hvor underholdende det så end kunne være at folk rev hinanden lidt itu verbalt, så var dette altså ikke en af de tidspunkter. Han sad et øjeblik bare og stirrede lidt ud i luften, skævede mod den ene for at lade blikket flakke mod den anden. Han lod fingrende glide op gennem det mørke hår før han så bare rystede lidt på hovedet. Dog endte han kort efter med at læne sig tilbage i stolen og lade dem tale - ikke afbryde. Bare tale. Om man så kunne kalde det en samtale. Stemningen var ikke specielt samtale agtig, så meget vidste Razor da hvert fald. Han pillede kort lidt ved sit halsbånd før han skævede mod Lori. Det var vidst ikke ligefrem måden at få Sean til at få det bedre. Sådan som de kunne kaste ord efter hinanden, træde på tilliden mellem hinanden eller - hvert fald noget i den retning.
" Don't... It's fine. " Sagde han så bare kort mens han lod fingrene glide rundt på sit ene knæ. Han lod blikket spadsere hen på Sean før han kort trak lidt på den ene skulder. " If it wasn't for your sickness I would be enjoying this. To be honest I'm planning on saving the 'fun' for later - when you're feeling better and Lori is out of the house for a little while. That would be juuust great. Obviously him being here is not making anything better - so maybe he's the one who should leave. " Razors tone var en smule lige gyldig. Han havde ikke så meget at sige til det hele. Selvom Sean ærlig talt virkede som en mand der havde givet op, så var Razor ikke en der bare sådan uden videre gav op. Hvis Lori havde planer om at diskutere mere med Sean så var det fint, de måtte gøre hvad de ville - også selvom han i sidste ende nok burde gøre.. et eller andet. Men det kunne man alligevel ikke forvente af Razor. Han var desuden bekymret for Sean og havde ikke lyst til at være endnu en på tværs.

" And don't worry - I won't touch him. " Fik han så lige tilføjet før han rejste sig fra stolen og fik den skubbet tilbage til skrivebordet. " Got better things to do.. " Sagde han så bare få sekunder efter før han kort rettede sig lidt op. Han lod blikket glide over skrivebordet men lod det så flakke hen på Lori. " Seriously.. Are you just gonna act like a total dipshit? I mean - this could be the last conversation between you guys. Man up for fuck sake - I would die inside if my last words with Reign was stupid fight about something that you both know isnt true. Jeez - trust is not that difficult. It's obvious something is going on, and just to let that slip away is one heck of a mistake. I'm no expert but I'm just saying - moping around isn't gonna change anything. " Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder. Han rettede sig kort lidt op men rodede sig så lidt i håret. " So.. please figure shit out fast while I get the dying man something other than cold as tea to drink.." Sagde han så bare før han spadserede mod døren. Razors forhold til Seans død skiftede som et blink med øjnene. Han kunne ikke klare tanken om det - men alligevel blev han ved med at gentage det. Dumt, men samtidig hans egen frustrerende måde at gøre op med det. Håndtere det.

Han sukkede lidt som Sean sagde at det var Lori der altid kom randende. Han tog sig lidt til hovedet. Ja... det var ham der bad om hjælp ofte, men Sean var også nød til at acceptere når han ikke bedte om det, var det måske fordi han gerne ville klare det selv.
Han vende sig mod Sean igen da han snakkede om at Razor var hans slave og ven, og at Lori var mere.
Han sukkede lidt. "selvfølelig har det noget med dig at gøre Sean.." erkende han. Han så lidt ned, der kom den igen. Med at de skulle tage den med ro. Det vidste han jo godt! Det var den ENE ting der åbenbart altid kunne blive enige om. Og det var svaret på alle deres problemer at de jo skulle "tage den med ro" og det var virkelig også hvad han prøvede at gøre. Men Sean havde selv kastet med mudder, og beskyldt Lori for ikke at stole på ham. Men sandheden var at det var Sean der ikke stolede på Sean.
Han var stille mens Sean talte til Razor. Og omvendt. Det gjorde dog ondt. Razors kommentar med at det var bedre hvis Lori gik gjorde ondt. Men han havde ret... Det her var Loris værk. det var Lori der havde fået Sean til at ligge der og hive efter vejret. Det var hans skyld at han lige nu så ud til at være et skridt tættere på det de alle frygtede.

Han så lidt på Razor da han gik forbi. Og normalt ville han nok blive tosset, og flyve i anstigtet på Razor for at komme med sådan en udtalelse. Dog gled blikket blot lidt hen mod Sean. Den tanke havde aldrig faldet ham ind. Han havde overbesvits sig selv om at Sean ville overleve det her! Så han havde aldrig tænkt tanken om at det måske kunne være den sidste samtale han havde med Sean. Det her var virkelig belastende... stod Razor virkelig lige og gav ham rød om kærlighed? Han sukkede lidt, og nikkede blot sammentykkende til Razor.  Han fulgte ham med blikket mens han forlod rummet.
Han sukkede lidt, inden han gik hen mod døren til altanen, og åbnede den mere, så der kom mere luft ind. Han så på Sean. Han sukkede lidt. "Jeg har ikke lyst til at diskontere med dig.." erkende han.
" jeg har ikke tænkt mig at undskylde for de ting jeg sagde.. for jeg mente dem, præcis som du mente hvad du sagde-... jeg vil dog gerne undskylde at jeg ikke kunne styre mit tempramant... jeg ved jeg ofte mister det.. og det er jo egentlig ikke nogle trøst at det er fordi det har med dig at gøre" sagde han så med et træk på skuldrende.
Han gik over og satte sig ned på stolen, og så på Sean.
"jeg er glad for alt den hjælp du altid giver mig.. og jeg ved jeg for det meste selv beder om den... men det her... jeg ønskede ikke du skulle blandes ind i det.. Selv hvis Razor og jeg aldrig lære at kunne med hinanden.. så ville vi aldrig ende med at dræbe hinanden.. vi holder for meget af både dig og Reign til at påføre jer den smerte.. og så snart jeg havde lært at styre min dæmonform ville det hele blive nemmer" forklarede han.
Hans øjenbryn gled sammen, og ikke på en vred måde.
"at du sagde jeg ikke stolede på dig... gjorde mere ondt end nogle af de sår Razor gav mig.." han rystede lidt på hovedte og lod en hånd glide gennem, håret.

"jeg ved at det tager tid med os.. og det er også meningen.. vi har begge prøvet at blive såret... Men.. undskyld for det jeg siger nu men... af og til virker det som om du ser fare alle steder... du ser hele tiden en grund til at jeg vil efterlade dig, du går hele tiden og gør dig selv klar til at jeg pludselig forsvinder.. men... du bliver nød til at indse at, selv hvis det vi har ikke går.. selv hvis.. vi bare ikke kan fungere som.. det vi nu er.. så forlader jeg dig ikke.. jeg er stadig din ven.. og du betyder stadig stortset alt for mig.." han så lidt ned.
"jeg.. jeg ville bare ønske at du ville tro på mig..."
Tankerne fløj gennem hans hoved, og han vidste at det var rigtig hvad Razor havde sagt. Det her KUNNE være den sidste gang han talte med Sean. Han tog en lidt dyb indåning, og pusede lige så tungt ud. Sean ville hade ham for hvad han skulle til at gøre. Han ville blive vred og skelde ud. Lori rejste sig fra sin stol. Og trodsede den ene regl han havde fået.
"smid mig ud hvis du vil.. men HVIS dette er sidste gang.. så vil jeg hade mig til for ikke at have gjordt det" sagde han, mens han nærmede sig Sean seng. Han kom helt over til ham. Grab fra i kraven på hans skjorte, satte den for munden, inden han bukkede sig ned, og placerede et kys mod Seans pande. Han så på ham. "Hvis du vil have jeg går.. så gør jeg.. og.... hvis du ikke vil have jeg kommer her mere, så forstår jeg.. men jeg forsvinder stadig ikke bare.. okay?" sagde han stille. Han vidste at der kunne være en mulighed for at Sean ville bede ham om at gå, og ikke komme tilbage.
Han så lidt ned på Sean, og overvejede at tage hans hånd, men han vidste at der var en chance for at Sean ville hive sin til sig.
"jeg taler med Razor... selvom jeg ikke mener at det hele er min fejl,.. så er jeg nok den eneste der kan erkende at jeg har gjordt et eller andet forkert.. så vær sød ikke at bekymre dig.. jeg lover ikke at holde af ham.. men jeg kan lære at leve med ham" sagde han med et træk på skulderen.

Han trak vejret dybt. Hans krop var begyndt at fryse og han var blevet nød til at hive sin dyne hen over sig. Faktisk føltes det som om hele hans krop rystede og han håbede blot det ikke bragte nogle kramper med sig. Det havde været en dårlig ide at rejse sig på den måde, at lade som om man havde mere energi og styrke end man havde. Kroppen brokkede sig og straffede ham for det nu.
Razors evige tro på det nok skulle blive godt...Enten havde fyren ret eller også var der en risiko for at det ville slå fyren hårdere, når Sean så endelig døde. Alligevel fjernede han sin arm og åbnede øjnene nok til, at han kunne se hen på Razor med et svagt smil. Det var rart at vide alle ikke havde afskrevet ham til døden endnu og sært trøstende. Måske kom der noget godt ud af denne sygdom. Måske ville han endelig skulle stole på Razor, på en helt anden måde end han kunne før. Det var et faktum at folk forlod ham og han havde så svært ved at tro på de ikke ville gøre det. Før eller siden skred alle jo. Men Razor...Hvis han ikke var skredet endnu, grundet al denne diskussion og følelsespladder i rummet, var der måske en god chance for fyren ville blive hængende.
Han så efter Razor som han gik. Han lukkede øjnene igen, ikke helt klar til at se på Lori endnu eller erkende...Hvad end der skulle erkendes. Razor havde givet noget af en opvarmningstale, så Sean tvivlede ikke på at Lori og ham selv enten måtte være i pinlig tavshed eller prøve at tale om tingene. Han var ikke helt sikker på hvad han orkede, hvad han håbede på.

Han lyttede i stilhed. Til sidst drejede han endelig hovedet og fulgte Lori med blikket. Han var ikke enig med alle Loris ord, men han vidste hvor fyren ville hen, trods Loris stædige påstand om at Sean slet ikke kendte ham.
Til sidst trak han vejret dybt. Igen. Jah, Razor ville vel næsten skælde ham ud, hvis han ikke udnyttede tiden lige nu. Om Sean så faktisk skulle dø eller ej.
"Det lød som om du automatisk fik ud fra jeg kun ville dig ondt...Lori...De folk jeg bekymrer mig for kan tælles på en hånd. Det er meget simpelt. Når jeg har så få, har jeg ikke brug for de indbyrdes tager livet af hinanden...Kan du ikke se det? Se min grund til bekymring, min lyst til at blande mig og sørge for jeg hele tiden har de samme få omkring mig? For slet ikke at nævne mit hverdagsjob går ud på at vide alt. Jeg kan slet ikke lade være!" Et svagt smil gled over ham og han håbede Lori kunne se det sjove i det på samme måde, som Sean kunne. Han havde jo sådan set lige indrømmet en af sine fejl...Hvis man kunne kalde det en fejl? Måske var det bare en del af Seans personlighed. Hverken en fejl eller en god ting som sådan.
Han drejede hovedet og så op mod loftet.
"Folk forlader mig hele tiden. De siger de holder af mig, kun for at pakke tasken og aldrig dukke op igen dagen efter. Det starter altid med de små skænderier, som bliver flere og flere. Man mundhugges konstant og er aldrig enig, misforstår hinanden. På et tidspunkt skrider folk bare eller også er det mig selv der skubber dem væk. Hvem ved? Pointen er den samme. Jeg ender alene. Jeg tror jeg kan kontrollere alt, at hvis jeg bare ved nok, kan jeg forme mine omgivelser efter mine egne ønsker. Sikre sig folk bliver hvor jeg vil have dem...Det er nok min fejl..."
Måske skulle han være bedre til at blande sig udenom. Men hvad havde Lori forventet? Han var dukket op med et stort sår og sagt det havde noget med Razor at gøre. Selvfølgelig havde han ikke bare kunne afskrive det fuldstændigt!

Han trak vejret dybt igen. Det var hans eneste måde at prøve og lette for den indre rastløshed der havde grebet ham, det ubehagelige i at skulle ligge her og snakke om følelser og hvem man var og fejl og alle den slags ting Sean normalt holdt lukket væk.
Han pressede dynen tættere om sig. Kulden ville ikke helt forlade hans krop, selv om feberen nok var ved at æde ham op.
"Det tager tid for mig Lori...Hvis du ikke kan give mig tiden...Kan jeg ikke love dig noget. Jeg kan godt forstå hvis du kører træt i mig og ikke gider mere. Men jeg har bare...Brug for tid. Brug for tid til at lære at ordene er sande og ikke bare de samme tomme ord, jeg har hørt over og over igen" sagde han så. Han viftede kort med hånden over mod døren.
"Spørg Razor. Jeg er virkelig ikke nem at bo sammen med" Den bedste måde for ham at håndtere situationen, var at gøre den mindre seriøs og drille lidt. Uanset om det passede for situationen eller ej.

Da Lori kom over mod ham, havde han ikke forudset hvad manden ville. Og selv hvis han havde, havde han ikke energi til at være hurtigere end Lori og flytte sig fra ham. Han havde savnet det, denne nærhed og kys. Han havde sådan en lyst til at kramme Lori ind til sig og få ham til at blive her...Så meget at hans hjerte krummede sig sammen i sin egen form for krampe. Men han vidste Lori lige havde udsat sig for en alvorlig fare, ikke en opdigtet en, men en reel en. At Lori skulle udsættes for det samme...Det måtte ikke ske! Hvordan kunne han være så uansvarlig? At dø var også at forlade en person. Tænkte Lori sig ikke om?
Han skubbede sig en anelse mere op i sengen og lænede sig væk fra Lori.
"Lori! Jeg beder dig...Lad være. Sygdommen...Du må ikke blive ramt af den. Det vil jeg ikke kunne klare! Selvfølgelig må du blive...Men lad være med at være så tæt på...." bad han.

Han kunne nu godt sætte sig ind i hvirfor Sean havde blandet sig, og det var jo ikke så underligt.. Sean ville gerne vide det hele, og han ville gerne kunne løse det hele.de havde haft samtaler i de før. Og Lori vidste jo at det var sådan det var. Han havde måske bare håbet at Sean var så syg at han ville holde sig ude af lige netop den her! At han ikke ville have overskud til at blande sig ind i det her.
Men han havde taget fejl. Problemet denne gang, var... At på trods af at han ikke brød sig videre af drengen, så ville han nok altid være et ømt punkt....
Både på grund af Reign, men især også Sean. Han var knægten han følte tog det hele fra sig.. og samtidig kunne han ikke gøre skade på ham.. for det ville hverken Sean eller Reign tilgiver.
Og måske var det ikke sådan det var, men når man stod på sidelinjen, og så hvordan begge mænd endda havde siddet og mundhugges over ham, så blev Jens forhold til ham ikke bedre..
Han sukkede en smule "jeg ved godt du aldrig vil gøre mig ondt Sean... Jeg tror bare jeg følte mig fanget.. ikke nok med at jeg skulle blande dig ind i det, på trods af jeg ønskede det modsatte... Så skulle kontrollere min vrede.. noget du for kort tid siden sagde jeg skulle lære,.. plus du bad mig holde mig fra Razor.." sagde han med et træk på skulderen.

Han nikkede lidt som Sean forklarede at han havde brug for tid, og at Lori var nød til at give ham den.
"Jeg er ikke ude på at presse dig! Slet ikke.. og hvis tid er det der skal til for at du en dag stoler på det jeg siger, så får du det.. det er jo ikke ligefrem som om nogle af os skal nå noget" sagde han og lod et smil komme frem på hans læber for en gang skyld.
Han havde da heller ikke kunne lade vær med at smile lidt og ryste en smule på hovedet da Sean sagde at Reazor kunne skrive under på at han ikke var nem at bo sammen med. "Den havde jeg nu selv regnet ud" drillede han lidt.

Han vidst e godt set var forkert, og han burde blive væk fra Sean. Men han savnede ham! Jo han lå der og de kunne snakke. Men han savnede at være i nærheden at Sean. Savnede den fysiske kontakt ser i virkeligheden var så stor en del af deres forhold! Han havde mest lyst til bare at krybe op i sengen til ham, holde om ham, og fortælle ham at det hele nok skulle... Men det kunne han ikke. Han kunne ikke engang holde manden i hånden uden at være udsat for smittefare.
Han sukkede lidt men nikkede til det Sean sagde med om han ikke nok ville gå væk fra sengen. "Jo.. jeg ved det, jeg ved det" brummede han lidt, som han fjernede sig fra sengen. Han gik over og satte sig lidt tunkt på stolen.
"Undskyld at jeg fik dig til at rejse dig" sagde han stille.
Han så lidt på ham.
"Fra nu af lover jeg at jeg ikke lade mit temperament løber af med mig.. jeg har ikke lyst til at skændes eller have mundhuggeri med dig!.. når du bliver rask, så skal vi stoppe med de her voldsomme udbrud fra os begge!.. vi må lære at tale om tingene, uden at blive vrede!... Okay?" Sagde han med et mildt smil.

//Razor sagde vi bare skulle springe hende over mens Razor henter the

Han havde ikke rigtig mere at sige, angående situationen lige før. Det gik ham stadig på at Razor havde været vidne til det hele, for Sean følte altid han måtte passe på med at vise Razor den slags svagheder...Om noget var Razor typen der kunne vende på en tallerken og lige pludselig bruge det mod en på en eller anden måde. Som den gang de sloges og Sean mere eller mindre var brudt fuldstændigt sammen. For at være helt ærlig sad frygten der endnu. Frygten for Razor på en eller anden måde fik vendt situationen igen, fik muligheden for at slå løs og hidkalde alverdens bandeord over Sean. Det havde ikke været en behagelig oplevelse og han havde ikke følt sig tilpas i nærheden af Razor et stykke efter, før han var mere sikker på deres forhold kunne vende tilbage til hvordan det havde været før.
Så Lori var allerede nået så langt i sin egen verden, at han var klar til at hengive sig helt til forholdet? Det var gået hurtigt. Sean var ikke helt der endnu, og da slet ikke når han lå døende på sin seng. Og hvad hvis han overlevede? Det kunne han ikke forudsige. Først og fremmest kom hele overlevelses-delen. Hvor forholdet så skulle gå hen bagefter, måtte forblive et mysterium til den dag, selv om Sean næppe kunne stoppe sig selv fra at tænke mere over det.
Han rystede svagt på hovedet og modstod den voksende lyst til at række ud efter Lori og få ham til at blive her. Det lille kys og Loris pludselige nærvær havde fået Sean til at indse hvor meget han faktisk savnede nærværet med andre. Og med Razor. Og ikke mindst med Lori.
"Jeg kan intet love. Man lærer ikke sådan gamle hunde nye tricks, vel? Jeg tror mit temperament nok skal løbe af med mig igen...Men så må du være den stærke af os og forlange min åbenhed" Bad han. Han kendte sig selv godt nok til at vide at han ikke kunne forandre sig fra den ene dag til den anden. Men hvis Lori ville give sig selv styrke, tiden og tålmodigheden...Måske ville Sean en dag være tryg nok og stole nok på Lori, til at den ønskede åbenhed ville blive en ting.

Han havde ikke rigtig mere at sige, angående situationen lige før. Det gik ham stadig på at Razor havde været vidne til det hele, for Sean følte altid han måtte passe på med at vise Razor den slags svagheder...Om noget var Razor typen der kunne vende på en tallerken og lige pludselig bruge det mod en på en eller anden måde. Som den gang de sloges og Sean mere eller mindre var brudt fuldstændigt sammen. For at være helt ærlig sad frygten der endnu. Frygten for Razor på en eller anden måde fik vendt situationen igen, fik muligheden for at slå løs og hidkalde alverdens bandeord over Sean. Det havde ikke været en behagelig oplevelse og han havde ikke følt sig tilpas i nærheden af Razor et stykke efter, før han var mere sikker på deres forhold kunne vende tilbage til hvordan det havde været før.
Så Lori var allerede nået så langt i sin egen verden, at han var klar til at hengive sig helt til forholdet? Det var gået hurtigt. Sean var ikke helt der endnu, og da slet ikke når han lå døende på sin seng. Og hvad hvis han overlevede? Det kunne han ikke forudsige. Først og fremmest kom hele overlevelses-delen. Hvor forholdet så skulle gå hen bagefter, måtte forblive et mysterium til den dag, selv om Sean næppe kunne stoppe sig selv fra at tænke mere over det.
Han rystede svagt på hovedet og modstod den voksende lyst til at række ud efter Lori og få ham til at blive her. Det lille kys og Loris pludselige nærvær havde fået Sean til at indse hvor meget han faktisk savnede nærværet med andre. Og med Razor. Og ikke mindst med Lori.
"Jeg kan intet love. Man lærer ikke sådan gamle hunde nye tricks, vel? Jeg tror mit temperament nok skal løbe af med mig igen...Men så må du være den stærke af os og forlange min åbenhed" Bad han. Han kendte sig selv godt nok til at vide at han ikke kunne forandre sig fra den ene dag til den anden. Men hvis Lori ville give sig selv styrke, tiden og tålmodigheden...Måske ville Sean en dag være tryg nok og stole nok på Lori, til at den ønskede åbenhed ville blive en ting.

Lysten til at skulle tilbage på værelset var der langt fra. Stemningen da han var gået havde ikke været fantastisk - men ærligt. Så havde stemningen i huset slet ikke været helt i top siden Sean blev syg. Ikke på grund af skænderier eller lignende - den var bare trykket og mærkelig fordi ingen vidste hvad de skulle gøre eller sige. Ingen vidste hvad der var det rigtige eller forkerte at sige. Måske var stilhed nogengange bare den bedste vej frem. Og dog - Razor mente andre ting. Han holdt mere eller mindre aldrig kæft og tænkte ikke meget over hvad det egentlig var han sagde. Om det var forkert eller rigtigt. Hvilket af og til var enormt upraktisk men andre gange enormt befriende, så var der ikke en masse ord der burde blive sagt som ikke blev sagt.
Han havde stirret ud i luften mens vandet til the havde kogt - men nu var det færdig og hans stirren var slut. I stedet havde han bevæget sig med bakken op mod værelset. Som han uden at banke på simpelt bare trådte ind i igen.

" I actually heard somewhere that too much tea will turn your pee green - is that true? I guess you could most like turn all herbal inside. On the bright side you would always smell sort of good. " Sagde han så bare lidt før han stillede theen fra sig på bordet efter lige at have puffet til den bakke der allerede stod der. Han kunne have taget den med ned da han gik før men det havde han ærlig talt glemt alt om det øjeblik han var faret ud af døren.
" Maybe being half-plant you would disolve faster when burried.. " Sagde han så og kneb kort øjnene lidt sammen før han rettede blikket lidt mod Sean, dog med et typisk halv drillende udtryk. Hvor godt et tidspunkt det så end var at joke. Det var det eneste han orkede lige nu. At skubbe kommentarer afsted der i sidste ende dræbte en stemning som han håbede de havde fået løst i mens han var væk. - Det var dog ikke fordi han gav Lori mange blikke - et enkelt da han kom ind og et enkelt før han gav opmærksomheden mod den the han havde med.
" Thiiiis might need some cooling down.." Mumlede han så bare lidt og rodede sig kort lidt i håret før han kort vippede lidt frem og tilbage på sine fødder. Kort efter lod han sig dog bare slænge sig tilbage i den stol han havde siddet i tidligere. Der var ingen grund til at stå og slå rødder i al den tid theen i sidste ende havde brug for. Han rettede så blikket lidt mod Sean men så lidt mod Lori for så at lade blikket falde tilbage på Sean. Han smilede så bare kort lidt skævt før han gav sig til at pille lidt ved sit halsbånd og var stille lidt.

Det var ikke nemt at gå fra Seans seng.. for han havde virkelig lyst til at blive stående. Allermest lyst til at krybe op i sengen til Sean. Bare ligge der og være tæt på ham. Det var bestemt ikke nemt at skulle holde sig fra Sean. Slet ikke når det i forvejen var så svært inden.
Han sad lidt på stolen, og måtte erkende at han var i tvivl. Var det her mellem dem overhoved en god ide? Hvis Sean overlevede.. ville tingene så være de samme? Ville de kunne holde det han lige havde bedt om? Ville de kunne snakke ordenligt sammen, uden de her skænderriger? og ville de kunne holde op med at mundhugges over alt?
Han vende blikket op mod Sean da han sagde at Lori var nød til at være den stærke og forlange Seans åbenhed. Han kløede sig lidt i nakken.
"ja.. så må vi se om jeg kan leve op til det" sagde han med et træk på smilebåndet. Han kunne ikke love noget. Slet ikke når han ikke havde kunnet det indtil nu.
I virkeligheden havde han ikke mødt en der kunne få ham til at fare så hurtigt på i det røde følt... og alligevel. Alligevel havde han ikke lyst til at undvære det de havde nu. For Sean var også det selskab hvor han kunne slappe allermest af. Det eneste tidspunkt hvor han følte han kunne være sig selv, uden at skulle have dårlig samvittighed over det.
Med Reign var han nød til at gemme dæmonen væk, han var nød til at være søde Lori, da han nødig skulle virke for anderledes fra hvordan han var den gang Reign og Lori mødte hinanden.
Dog var der EN ting der var anderledes.... Lori vár ikke den søde fyr mere. Han var så meget mere. Han var en dæmon, og han kunne ikke læbe fra det.
Han så lidt mod Sean, bed sig i læben. Han sukkede lidt, og så lidt ned på sine hænder der var begyndt at blive gnubbet lidt mod hinanden.
"Sean... jeg håber virkelig ikke du føler at jeg er for meget... sandheden er,.. at jeg ikke engang selv er sikker på det her.. jeg mener.. jeg ved jeg holder af dig, og du er mere end en ven, men.. jeg ved stadig ikke hvad... eller om mine følelser til dig ændre sig" han sukkede lidt og lænede sig tilbage på stolen.
"jeg ved bare... at jeg ikke har lyst til at det skal stoppe.. og slet ikke sådan her! Skulle det vi nu har, holde op, såh... så skal det være fordi vi er enige om det... fordi vi begge er trætte af det eller fordi der er noget andet der er mere spændende.... Men ikke fordi en eller anden sygdom kommer i vejen" sagde han lidt bestemt, men dog med en overraskende afklaret stemme.
SKulle det de havde stoppe, så skulle det være fordi de blev enige om det. Som voksne. Ikke fordi de begynde at skændes. Hvis ikke de kunne klare at skændes, så var de aldrig kommet her til.
"Jeg har tænkt mig at prøve på at udvilke mig... og jeg er godt igang.. men.. jeg kan ikke gøre det uden dig!.. eller.. jeg VIL ikke gøre det uden dig! Du er ikke BARE en der rådgiver mig.. jeg føler mig tilpas i dit selskab, og jeg behøver ikke kæmpe så meget for at være noget jeg ikke er... Jeg.... jeg håber bare jeg kan regne med at du stadig er min ven,.. selv hvis det vi har ikke er det samme når du bliver rask" det var faktisk tydeligt at det her ikke var noget klynkerig. Det var nærmere bare en bøn om at Sean ikke ville afskrive Lori helt, selv hvis tingene ikke gik mellem dem på den måde de havde det nu.
Hans blik gled mod døren da Razor på aller bedste Razor manner kom brasende ind, uden så meget som at banke på, men havde han forventet handet. Og et kort smil og en lydløs latter gled over ham. Hov vent lige..... sad han lige og smilede og grinte over noget Razor havde sagt?
Waw.. det udbrud han var kommet med efter Sean havde virkelig løsnet op? Han fulgte bare Razor lidt med blikket. Men sagde ikke så meget. I virkeligheden var det jo dumt?! Hvorfor var det lige de havde været oppe og slås? Fordi Razor dræbte uskyldige?... men gjorde Lori ikke selv det? Godt nok kunne han aldrig finde på at skade børn.... men så igen... i starten havde han undersøgt om hans ofre havde familier, mænd, koner og børn.. Men nu... det var han holdt op med, det tog for lang tid... Så hvad?.. han var blevet vred på grund af deres forskellighed? var det ikke netop det han selv var træt af? At han skulle være en anden end han var?
Han sukkede lidt. De var jo nød til at løse det her på en måde...
Han sad lidt, inden han dog rejste sig fra stolen. "måske jeg hellere burde smutte" sagde han roligt. Han tog bogen fra bordet, og så mod Sean. "jeg kommer ind en dag du har det bedre" det var et roligt smil der var over hans læber. Smilet blev dog erstatet af en mere anspændt mine, dog ikke vred på nogle måde.
"Razor... hvis du har tid.. vil jeg gerne have du kommer forbi mig i morgen.. der er nogle ting jeg gerne vil tale med dig om.. og." han så en smule tilbage mod Sean, men vende så blikket mod Razor igen "det er nok bedst det er noget vi løser dig og mig" sagde han så med et nik, inden han gik mod døren. Han vende kort blikket mod Sean. "Undskyld igen... jeg kigger snart ind til dig igen"  sagde han roligt ingen han smuttede ud af døren, og lukkede den efter sig.

//Out

Hans trætte øjne hvilede på Lori, som denne gav sig i kast med alt for mange ord til Seans feberhede hjerne. Han hørte ordene, men måske var det kun halvdelen der faktisk satte sig fast. Ikke fordi han ikke ville lytte, men hans hjerne kunne bare ikke overskue lige så meget i disse dage. Derfor endte det også med at han mest bare lå og smilte skævt i retningen af Lori.
Hvor deres forhold skulle eller ikke skulle hen måtte vise sig. Hvis Sean døde, var der en god grund til de ikke kunne fortsætte. Hvis han overlevede...Ja. Først måtte han overleve, så måtte han tage stilling til alle de ting.
Da Razor kom ind, gled hans blik over til fyren, der kom ind med bakken med the. At han skulle se det! Razor der havde lavet the og bragte det til ham. Kunne han ikke også gøre det til hverdag? Han kunne ikke lade være med at smile lidt mere.
Han vidste ikke om han skulle græde eller grine af den evige svingen mellem den sorte humor eller deres tro på han faktisk overlevede. Troede de overhoved på han ville overleve, eller holdt de bare håbet oppe for hans skyld? Og så var der hele den ting med at han ikke rigtig var typen der græd oveni.
Han løftede hånden og vinkede svagt til Lori, som denne gik. Han brød sig ikke om at Lori og Razor skulle være i samme rum, for så meget kunne gå galt...Men det var ude af hans hænder. De var jo begge voksne...Eller hvad man nu kunne kalde Razor. Han måtte tro på de kunne tage beslutningerne selv.
Men ud over det...Følte han sig underlig fredfyldt. Det havde hjulpet at snakke lidt og selv om han ofte endte i en diskussion med Lori, løsnede det også bare for nogle spændinger der var opstået og løste misforståelserne mellem dem.
"Ses Lori" hilste han.

Han trak vejret dybt og så over på Razor. Han havde lyst til at bede Razor komme over til sig og sidde, eller ligge, men han var usikker på om sygdommen på nogen måde kunne påvirke fyren. Det var nemmere bare at holde alle på afstand. Som en kold tyrker, for en incubus, der levede af intimt nærvær.
"Tak Razor...For theen og for at du forholdt dig roligt. Det er som at se en ny side af dig" bemærkede han så. Han satte pris på alt det Razor havde gjort ham i disse dage og specielt i dag var det tydeligt at Razor havde opført sig anderledes, end hvad Sean var van til. Måske var Razor oprigtig bekymret og da de begge mere var typerne der handlede på den slags følelser frem for at tale...
Han var taknemmelig.
"Hvis du opsøger ham i morgen. Jeg ved I ikke er enige om mange ting...Men jeg vil sætte pris på at du ikke skader ham for meget. Hvis du virkelig ikke kan holde ham ud...Så gå derfra. Vil du det?" spurgte han. Han kunne ikke helt lade være med at blande sig en smule. Lori prøvede at være voksen og stærk, men han havde også en mere følsom side til sig. En side som Razor kunne opsnuse og mose til ukendelighed, hvis han fik muligheden.
I virkeligheden kunne han ikke styre Razor. Han kunne kun håbe Razor ville huske hans ord og efterkomme dem. Men hvem kunne sige hvad der ville ske? Og Razor faldt ned i et den del af sit sind, hvor der skulle en archdemon til at stoppe ham?
Han trak vejret dybt. Hans tanker gik amok med bekymringer og han prøvede at dæmpe dem.

Razor lod blikket hvile mod Lori et øjeblik før han kort rynkede næsen en smule. Han trak så bare kort lidt på den ene skulder før han nikkede. " Okay - I guess I can do that.. " Fik han så bare sagt. Ikke ligefrem et fristende tilbud. Alene tid med Lori? Nope, det var ikke gået specielt godt sidste gang og Razor tvivlede ærlig talt på at det kunne gå bare nogenlunde næste gang. Han var overbevist om at det var Seans tilstedeværelse der havde gjort at han ikke var faret i flæsket på Lori endnu engang. Men.. Måske man blev overrasket. Måske der faktisk kunne føres en samtale uden at involvere knyttede næver og blå mærker.
Han fulgte dæmonen med blikket som han spadserede ud af rummet, men rettede så blikket tilbage mod Sean kort efter. Han vippede så bare kort lidt med sin ene fod før et lille smil fandt sin vej hen over hans læber.
" You don't have to thank me tho' " Sagde han så bare lidt med et kort trak på den ene skulder. Hvad der helt præcis drev Razor til at gøre hvad han gjorde var han aldrig helt hundrede procent sikker på selv. Men han vidste hvert fald at det meste kom ud af bekymring for Sean. " I keep surprising myself too - Some scary shit.." Han skar kort en grimasse før han kort rettede sig lidt op i stolen. Hans blik flakkede et øjeblik mod døren, men så tilbage på Sean som han igen sagde noget.
" No beating, just leaving - Yup. No problem. " Sagde han så bare lidt mens han nikkede. Nu var det Seans ord over Razors handlinger - mon ikke det så ville være nemmere at overholde selv hvis tingene gik galt? Han kunne håbe. Han kunne ikke love noget, men at gøre et forsøg var vel også nok i sig selv? Så længe han ikke slog Lori ihjel ville Sean jo nok ikke hade ham for evigt.

Han overvejede det kort lidt før han så kom på benene igen og snuppede bakken med theen - kun for at placere den tættere på så Sean ville kunne nå hvis lysten til the skulle melde sig - nu hvor Razor havde planer om at forsvinde ud af værelset igen og lade manden have et roligt øjeblik uden selskab. " Just gonna leave this here and um.. Don't die when I'm not here okay? " Han så et øjeblik lidt skeptisk på Sean før smilet vendte tilbage over hans ansigt. Han rystede kort lidt på hovedet men rettede sig så lidt op. " 'Cause I'm gonna go - out.. I umm.. Yea. " Han rodede sig kort lidt i håret før han så bare skævede mod døren, som han kort efter smuttede hen til han åbnede den kort efter og skulle lige til at smutte ud før han kort lige så sig over skulderen mod Sean. " By the way - the kitchen lady was crying.. It's a paain to listen to. So! If she stops by pleeeease tell her it wasen't her fault. Maybe that'll help a little. " Sagde han så hurtigt med et lille grin før han smuttede ud af døren og lukkede den bag. Skulle man rende rundt og bekymre sig hele tiden? - Jep.. tydeligvis. Derfor! Var The Crypt det perfekte sted at søge til. Der var nemlig en han med sikkerhed vidste kunne få alting lidt på afstand et øjeblik.

// Ouuuuut ~