Feels like a part of me died

Det var som om tiden løb og løb om kamp med hende. Hun lavede intet. Hun havde ingen energi. Hun havde intet overskud. Det føltes som om en del af hende var væk. Den del af hende der havde set Elijah dræbe Quentin. Quentin var væk, og pludselig virkede det som om hendes verden stille faldt fra hinanden og hun kunne intet gøre. Faktisk kunne hun mærke hun var på kanten til at bryde sammen, det gjorde ondt. Det gjorde så ondt hun ikke turde lade sig selv bryde sammen. DEt ville blive værre af det. Den eneste der kunne hjælpe hende var den person hun flygtede fra. Hvordan kunne det komme til det? Selene gik bare rundt, hun var langt fra kommet sig. Og hvis det ikke havde været fordi det var mørkt, kunne man have set hvor træt og ødelagt hun faktisk så ud. Hun sov ikke rigtigt, og næring var vidst heller ikke på listen over de ting hun fik. Hvis man havde kendt Selene førhen ville man ikke kunne genkende hende nu. Hendes blik var så tomt. Modsat hvad hun normalt gjorde havde hun ikke snakket med nogle siden. Hun havde skubbet alt og alle væk - mest af alt sig selv. Hun vlle ikke acceptere hvad der var sket i arenaen. Den havde knæækket hende og smidt hende ud helt ødelagt. Selene havde ingen ide om hvor hun skulle starte for at samle sig selv igen. Selv hvis hun gjorde.. ville hun så nogensinde blive den samme igen? Kunne hun fungere?
Selvom hun var pænt klædt i et par sorte jeans og en top med en pels frakke over - samt håret sat op i en høj hestehale. Så var der virkelig ingenting over hende som var okay. Et suk forlod hendes læber som hun forsatte igennem parken i samme langsomme tempo. Natten var faldet på og regnen væltede ned som støv henover jorden. Vinteren var på vej og det kunne tydeligt mærkes.

// Topic for:  Wiiiiifey! <3 du bestemmer selv om du vil bruge [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] eller [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - I need my ship, men du kan også bruge Razor I wouldn't mind <3 sooo here surprise <3

Påklædning; sorte boots. Mørkeblå jeans og en rød skovmandsskjorte med en læder jakke uden på.


Quentin havde haft travlt med arbejde. Både alt det forretning der foregik om ørerne på ham hjemme, men også en del på the crypt. Også selvom han egentlig ikke havde haft vagter så var han dukket op og havde sørget for en del af det manglende arbejde. Det var ikke altid de nye kunne holde alle bolde i luften på en gang og han vidste at Selene ikke var der - hvorfor han vidste det? Han kunne fornemme at hendes tilstedeværelse manglede. Dog forstod han ikke helt hvorfor. Han havde været forbi hjemme ved hende et par gange men uden held. Han var endda nået til et punkt hvor han havde overvejet at opsøge den så kaldte Razor som han vidste hun havde bragt tid med. Dog var han aldrig nået til det - heller havde han fundet hende og bekymringen var efterhånden blevet ulidelig at være i. Men at finde hende var som at finde en nål i en høstak. Især når man som simpelt menneske ikke havde sanser eller evner ud over det sædvanlige der gjorde det muligt at tracke hende som han vidste mange andre var i stand til.
Han lod blikket strejfe over området som han spadserede igennem parken. Han var på vej hjem efter et møde med en kunde. En kunde som meget snart ville være lav på penge, rig på forventning dernæst forvirring, vrede og skuffelse. Et hukommelses tab ville komme væltende kort tid efter.

Der var nærmest ingen ude på dette tidspunkt, for ikke at nævne i dette vejr. Kun enkelte der heller ikke ligefrem virkede tilfredse over hvordan himlen opførte sig, eller bare vejret i det hele taget. Quentin glædede sig til vinter - men kulden kom allligevel altid lidt bag på en når den kom ud af det blå efter varme dage. Okay måske var det ikke vinter endnu, men kulden pressede sig på.
Dog var der en person der fangede hans opmærksomhed længere nede på stien og han rynkede kort panden lidt før han satte kurs mod hende. Han var sikker på det var hende - fordi.. hvordan kunne man tage fejl?
" Selene? " lød det fra ham, da han var tæt nok på til at være sikker på, at hun kunne høre ham. Det var hende. " where in the World did you disappear to? " spurgte han så et øjeblik efter før han kort børstede nogle dråber af vand væk fra sin hage. Også selvom de hurtigt blev erstattet af nye.
" I was getting worried - like really worried " han holdt blikket mod hende. Selvom hun var lige her og var i live var det dog tydeligt at der faktisk havde været årsag til bekymringen. Hun så jo helt forfærdelig ud - smuk men uden sin gnist. Den gnist man kunne forelske sig i på et øjeblik. Som fik det til at dreje vildt omkring i kroppen når hun var i samme rum. Lysten til bare at kramme hende indtil sig var stærkt. Men han holdt sig i sit skind et øjeblik. Han vidste ikke præcis hvor hun var psykisk og måtte afvente hendes reaktion. Også selvom hun normalt aldrig sagde nej til et kram.

Selene? Stemmen gav allerede ekko i hendes hoved. Der rungede. Var det allerede tid igen? Tid til hun skulle forstille ham igen.. som om smerten i sig selv ikke var nok. Hun vendte blikket mod stemmen, og der så hun hans ansigt. Ansigtet kunne næsten få hende til at græde, men det var næsten som om at hun ikke havde mere vand tilbage i øjnene. Alt i alt havde hun bare lyst til at gribe fat i ham, velvidende at han ikke virkelig var der. At hun ville gribe ud efter luften. Alligevel så han noget så virkelig ud, måske trængte hun i virkeligheden bare nok til søvn. I virkeligheden fangede Selene slet ikke rigtig hans ord, hun fangede kun lyden af hans stemme og hvordan hun prøvede at finde ud af, hvad hendes hoved ville have hende til at se.
"I would disappear into any world just to hear your voice again.." hviskede hun så ganske svagt og trådte et skridt tættere på. Hun blev ikke mere klar over han faktisk var der, men hun åndede alligevel lidt lettet op. Som om hun havde endnu en chance for at undskylde. Så da han sagde han var begyndt at blive bekymret, der rystede hun blot på hovedet af ham.
"It's okay.. you are here.. it's okay. Or it's not.. I mean.. I'm so sorry.. I.. I should have tried harder.. I'm so sorry I couldn't stop it.. I'm sorry you died.. It should have been me.." svarede hun blot og tårerne begyndte at danse henover hendes våde kinder. Let vippede hun hovedet til siden. "I..I'm sorry I never told you how much I really loved you.. I wish I had.. because I really did.. Q.. I really did love you.. more than you ever knew.." Hun greb ud efter hans hånd, og kontakten fik næsten hende til at springe tilbage.

Grunden var det føltes ægte. Underligt ægte. Selenes øjne løftede sig rystende op på Quentin, hvorefter hun så lukkede øjnene. I hvert fald for at tage en af hans sanser. Hvis han var død, kunne hun jo ikke tage dem.. men hun havde jo set ham dø, så hun havde ikke tænkt over sin evne før nu. Så snart hun så sig selv, gispede hun tilbage til sig.
"Bu..but.. how.. I .. I saw you.. you die.. Right in front.. I.." hun tog hænderne op til sit hoved og mistede nærmest evnen til at trække vejret. Elijah havde bedraget hende, og hun vidste det nu. Der var en lettelse, en vrede der bankede sig rundt i hendes system. Hun pustede ud for at bevare roen. "You are not dead... You are not dead.. You are alive.. Oh my god.. you.. you are alive.. I thought you were dead.. but your not.." tilføjede hun i gentagende sætninger og kunne slet ikke finde rundt i det hele. Selene kunne slet ikke skjule den glæde der skød tilbage igennem hende. Alt lyset havde været væk da hun troede at Quentin havde taget det med sig og gemte det til de så hinanden igen. I sidste ende var det jo ikke en forkert teori. Hun sprang i favnen af ham og gav ham det længeste og nok mest dybfølte kram nogensinde.
"I.. please tell me this is real.." hviskede hun som hun trak sig ud af krammet og placerede sin pande imod Quentins. Alt hun ønskede var at han bekræftede hende i det var ægte. Hun placerede sine arme omkring hans skuldre for ærligtalt, var hun bange for at slippe ham igen.