Another part of me ~ Rowan

Jacob havde set frem til den her dag. Det havde han gjort så snart Rowan tog af sted for to uger siden. Han hadede, når han var væk, for det var ikke fordi at Jacob havde specielt mange venner, og han nød at kunne snakke med sin far hver dag. Desuden så havde han altid den dumme frygt for at han ikke ville vende tilbage.
Men det var ikke fordi, at Jacob havde brugt to uger på at sidde på en stol og bide negle. Det var blot nu, at han gjorde det, fordi han vidste, at hans far kunne komme ind af døren og være hjemme. Nej, han havde været produktiv. Og når Jacob snakkede om produktivt, mente han ikke at læse og lære, for det var, hvad han gjorde hver dag. Han havde været social. Det havde Ka lidt tvunget ham til, så han ikke sad alene i en lejlighed dag ud og dag ind. I skolen var han heller ikke speciel social, men det var fordi han havde svært ved virkelig at knytte sig til sine klassekammerater. Halvt fordi de ikke havde fælles interesser og han ikke turde snakke med dem og halvt fordi han inderst inde frygtede at han alligevel ville vokse fra dem. Han havde dog kun brugt sin evne én gang, hvor det ikke havde været stort, så Rowan ville nok ikke kunne se nogen forandring. Han var formentlig kun blevet et par måneder ældre, men oplevelsen havde slået ham fuldstændig ud, som den gjorde hver gang. Det var sket aftenen efter Rowan var rejst, og han fik brugt den på Ka. Hun var okay, men oplevelsen havde holdt ham oppe til han fik grædt sig i søvn. Sådan var det hver gang, nogle gange værre end andre.
Men social havde han været. Eller mere social end han plejede at være. Han havde fået sig selv ud på en klassetur efter skole, hvor de gik ned i parken og snakkede. Nogle sneg sig også ind på kro, men det var Jacob blev i stedet ude for at snakke med klassens nye pige, Katana. Hun tog godt i mod ham og inviterede ham faktisk ud og få kage et par dage efter. Dette fik han også sig selv med på og selvom det kun var i en times tid så havde han en god tid med hende.
Caroline havde han også haft på besøg, hvilket fik ham helt ud af sit hul og i godt humør igen. Han havde holdt kontakt med Caroline selv efter hun ikke var sammen med hans far længere, for hun var som en bonusmor for ham, selvom han ingen mor havde.
Og så alligevel - Jacob havde brugt den sidste uges tid på at spekulere. Han havde fået et nyt valgfag i skolen, biologi, og lige nu havde de om gener. Jacob havde fundet det særdeles interessant og havde også læst mere i sin bog i fritiden - hvilket han havde meget af. Han havde mens han læste indset noget. Der var ikke mange træk, som han havde fået af sin far. Faktisk var der nogle træk fra hans far, som er dominerende, men som han ikke havde arvet, hvilket var højst usædvanligt. Han kendte selvfølgelig ikke sin mor, men jo mere han spekulerede, jo mere ønskede han at kende til sin mor. Vide hvordan hun så ud og hvad mere han havde arvet af hende. Havde hun også evnen?  

Det var også, hvad der havde været i hans tanker det meste af dagen. Det var fridag fra skole, og i stedet for at være social, havde han brugt dagen på at øve sig i, hvordan han skulle konfrontere sin far angående sin mor. Han havde gjort det et par gange, dengang han var helt lille men havde accepteret et halvhjertet svar. Han havde trods alt aldrig haft brug for at kende til en kvinde, som ikke var i hans liv. Men nu havde han brug for at vide, hvem det var. Hun var en del af ham, og tænk hvis, hendes eksistens kunne forklare mere om hvem Jacob var?

Dog forsvandt disse tanker og bekymringer et øjeblik, da døren blev låst op og Rowan trådte ind. Jacob sprang up og løb direkte i armene om ham for at møde ham med et kram.
"Velkommen hjem! Har det været en god tur?" svarede han med et kæmpe smil på sine læber. Han greb hans bagage, i hvert fald det lette af det, for Jacob var ikke stærkere end sin smede-far, og lod ham få plads til at komme ind i lejligheden.
"Du gætter aldrig, hvad jeg har lavet mens du har været væk. Jeg har været social," dette sagde han med stolthed i stemmen og gav sig til at tale videre. Han var tydeligvis begejstret for at fortælle alt der var sket mens hans far havde været væk, især hvad han havde opnået, "Jeg har været ude med klassen, og de ville ud at drikke, hvilket jeg ikke ville, så i stedet snakkede jeg men den nye pige, Katana. En anden dag tog vi ud, bare os to, og spiste kage. Hun er virkelig sød og elsker matematik og at læse - "
Han stoppede med at tale, da det gik op for ham, at han stod og talte om en pige for sin far. Nu var Jacob stadig ny til alt dette, siden han næsten lige havde nået teenagealderen, men at tale sådan om en pige virkede pludselig en anelse akavet. Han så derfor et kort sekund forfjamsket ud, før han fik skiftet emne: "Har det været spændende for dig? Eller var det bare hårdt arbejde?"
Han havde planer om at spørge ind til noget helt andet. Men det måtte vente til at hans far kommet ordentligt ind, og til at Jacob havde samlet mod til at komme ind på det emne, de så længe havde undgået.

Jacob var helt i gennem lykkelig over at se sin far hjemme igen. Selvom han godt kunne mærke, at han var træt efter den lange tur, bragte han alligevel fornyet energi ind i deres hjem der før havde været alt for tom. Det var som om at alt faldt på plads, nu hvor han var hjemme. Jacob havde savnet ham så forfærdeligt meget, så nu hvor han endelig var hjemme, virkede alt ved ham flere gange bedre. Rowan var virkelig Jacobs idol. Han så op til ham. Selv når han selvfølgelig skulle kommentere på, at Jacob havde hængt ud med en pige. Jacob var kun lige kommet i teenageårene, så han forstod slet ikke, hvorfor han fandt hans fars kommentarer pinlige eller hvorfor det gjorde hans kinder varme. Eller på en måde vidste han det jo godt men den uskyldige side af ham valgte at skubbe de tanker til siden. Han undgik dog lidt sin fars blik og redte sit hår mere på plads. Dog blev smilet på hans læber. Der skulle meget til at tvinge det væk, når han var i så godt humør.
"Vi har kun snakket sammen et par gange," sagde han en anelse lavmælt, "Hun er ikke rigtig min veninde endnu..."
Han kunne ikke lade være med at tilføje 'endnu'. For han håbede virkelig at ham og Katana kunne blive venner. Hun var den første udenfor familien som han havde fortalt om sin evne endnu, hvis man så bort fra de lærer der hele tiden blev nødt til at rykke ham op i skolen. Hun virkede forståelig og var generelt overraskende nem at snakke med for en introvert som Jacob selv. Så nem at han endda ikke koncentrerede sig om, hvad han skulle sige og hvordan han skulle opføre sig. Jacob ville ikke have noget i mod at opleve det igen. Men at invitere hende hjem til sig var dog ikke noget han havde i tankerne.

Han fulgte sin far med ind i køkkenet med en smule afstand i mellem dem. Nu var han hjemme igen, så han skulle ikke slippes ud af syne. Han kunne ikke lade være med at se forbavset på det ekstra glas som Rowan tog frem. Det var ikke fordi han ikke havde spurgt ham om han ville have noget, når de havde gæster på noget og alle drak noget, hvor Jacob så pænt havde bedt om vand i stedet for. Men han havde aldrig før bare sat glas frem til kun de to.
"To glas?" spurgte han derfor også mens han med sin far gik ind i stuen igen. Han havde egentlig ikke behøvet at spørge. Varulven var næppe så træt at han var kommet til at tage et glas for meget.
Han hjalp hurtigt sin far med at fjerne alle sine redskaber, mens han mumlede et 'undskyld'. Han havde endda ryddet op på sit værelse og gjort rent efter mad for at sørge for at det så ordentligt ud til at hans far kom hjem, men selvfølgelig glemte han skriveredskaberne. De havde været på den plads de sidste to uger, så han havde slet ikke tænkt over, at de lå der.
Han satte sig overfor sin far i en mindre blød men dog stadig komfortabel stol og lagde hænderne i sit skød. Han vidste godt, at han mente det godt, med at han var ved at blive en mand, men tanken skræmte ham alligevel. Han kunne knap nok finde ud af at være et barn, tænk hvis han pludselig vågnede op og var en mand. Han var blevet bedre til at styre evnen så han ikke voksede særlig meget mere, men han frygtede hver dag, at det ville gå galt og det ville kaste ham år frem af til en alder, han endnu ikke var klar til. Heldigvis kom han på andre tanker, da Katana blev nævnt og han nu blev nødt til at sige, "Faaar...", i et desperat forsøg på at få ham til at stoppe. "Jeg skulle ikke have nævnt hende. Du kommer aldrig til at give slip på det igen," sagde han dog med et smil på læberne for at vise, at han mente det halvt i sjov. Han var nu sikker på, at det var sandt - Rowan ville ikke lade drengen slippe så nemt.

Han tog faktisk i mod vinglasset, for hans far havde ret. Han var ved at blive en mand og en mand drak vind. Desuden var han beæret over, at hans far mente, at han var klar.
Så mens der blev fortalt om turen til Dragons Peak, lyttede Jacob med og nikkede på passende tidspunkter. Han fandt det faktisk spændende at høre om sin fars arbejde, hvordan han var ude og opleve ting. Jacob ville aldrig selv turde at forlade sit hjem i så lang tid, men det gjorde det ikke mere fascinerende at høre om. Mens han lyttede så han ned i vinglasset. Han tog en enkelt sip af det og skar en grimmase over den bitre mørke smag. Det kom bag på ham og gav ham ikke just lyst til at smage mere af det, så han stillede glasset fra sig for nu.
"Er renere metal nemmere at arbejde med eller kræver det mere forsigtighed?" spurgte han med reel nysgerrighed, mens hans blik igen faldt hen på sin far.
Samtaleemnet gled over på ham igen eller rettere sagt over på hans klasse. Han nikkede og tilføjede: "De ville ind på Kroen Den Gyldne Gås og se hvor meget de kunne drikke, før de blev smidt ud."
Han rystede let på hovedet over dem. Han havde set hvad alkohol gjorde med en person, og han syntes ikke selv det virkede specielt attraktivt. Det gjorde en dummere og vildere, to ting som Jacob netop prøvede at undgå.

Han kom igen i tanke om, hvad han egentlig havde tænkt sig at sige. Hans hjerte bankede hurtigere blot ved tanken om det, hvilket fik ham til at tage en dyb ånding. Hans smil forsvandt og han så ned på sine hænder, der var begyndt at nulre ved en løs tråd i stolen.
"Faktisk, øhm... så har jeg også brugt den sidste uge på noget andet... Noget, som jeg godt vil tale med dig om," sagde han. Det var starten, han havde brugt en helt dag på at øve, men alligevel kom den tøvende og stammende ud. Nervøsitet voksede sig større inde i ham. Nu var det på banen. Tid til at få svar.