Oh my god!.. You'r okay! - Sean

Han havde savnet det mindst lige så meget. Tøjet gled af dem og det ville være synd at sige han var sød og betænksom over for Loris sår. Ude af stand til at holde sig selv tilbage, rokkede han mod Loris krop i en kaskade af nydelse og støn.
Bagefter lå han ind over Loris varme krop, trods sveden mellem dem begge. Han havde virkelig savnet det, savnet at mærke Lori på denne måde. Loris nussen i hans hår fik ham blot til at lukke øjnene og falde ned i en dybere, afslappende tilstand. Han kunne sove lige nu og her, hvis det skulle være. Den hårde banken fra hans hjerte havde givet ham en svag hovedpine og noget sagde ham at han nok burde slappe af for resten af dagen og få en god nats søvn. Hvis nogen spurgte ham, måtte hans sygdom godt snart forsvinde helt. Men i det mindste var han i live og lå her sammen med Lori.
Ved Loris spørgsmål kom der først en dyb brummen, som tydeligvis skulle fungerer som et svar. Til sidst satte Sean hænderne i sofaen og trak sig op fra Loris krop, som han kom i tanke om at manden faktisk havde nogle skader at vise hensyn til. Han smilte ned til Lori under sig.
"Selvfølgelig. Medmindre du smider mig ud. Men helt ærligt, selv hvis du gør det, bliver jeg nok alligevel" bemærkede han blot og trak sig tilbage som han satte sig op. I nogle dovne bevægelser fiskede han sine underbukser op og trak dem på igen. Han følte sig døsig, tilfreds og doven. Det var en behagelig fornemmelse, som han ikke fik så tit. Han trak vejret dybt og tog sig til panden et kort øjeblik.
"Jeg bliver nød til at være ærlig...Jeg kan stadig mærke jeg er lidt svag, når jeg foretager lidt mere end min krop føler jeg skal. Jeg dur nok ikke til meget mere i aften..." brummede han så, hvilket nok var det eneste han lød en smule utilfreds med.

Han kunne nemt blive liggende her. Bare... ja, ligge. Hans finger som gled beroligende gennem Seans bløde og tykke hår. Følelsen af hans vejrtrækning mod sig, og ikke mindst bare fornemmeslen af endelig at have Sean i sine arme igen.
Stod det til ham, kunne de sagtens blive liggende, jo hans riben gjorde en smule ond under vægten af Sean, og var ømme efter han var blevet revet sådan rundt. Men han var ligeglad. Han kunne have alverdens sår i verden, men ingen af dem skulle holde ham fra at ligge her med Sean.
Han sukkede dog også lidt da han mærkede Sean rejste sig.
Han smilede som Sean sagde at han ville blive. Godt! Han havde ikke lyst til at sove alene i nat! og han havde slet ikke lyst til at Sean skulle gå efter de her.

Han lod Sean sætte sig op, og betragetede ham lidt. Han kunne nemt se at Sean ikke var helt så fuld af energi som han plejede. han satte sig op, lagde sin ben over Seans, og placerede et kys mod hans skulder.
Han smilede roligt over det Sean.
"du kan slappe af" sagde han roligt, som han lod en hånd nusse hans bryst lidt, og han betragtede manden foran sig. "hvis du har lyst kan vi bare ligge og slappe af?.." sagde han roligt. Han kom dog i tanke om noget.
"faktisk, så har jeg noget du skal se" sagde han og rejste sig fra Sofaen. Han fik hevet sine underbukser på.
Han gik over til sin bog reol, og skubbede den lidt ud fra væggen. Han rakte om bag den, og fiskede 2 store tygge bøger frem.
Han gik over og lagde dem på det lille bord foran sofaen.
Dette var meget sjældne bøger. Bøger om magier, forbandelser, sygdomme... alle vigtige og hemmelige ting. Ting almindlige borger ikke skulle vide, og som kun de højeste havde adgang til, som præster og sådan noget.

Lori satte sig i sofaen ved siden af Sean. Dette var bøger der kun fandet ET sted. Doomvilles bibliotek i den afspærede afdeling.
"jeg er måske kommet til at gøre noget lidt ulovligt" erkende han, og bed sig lidt i læben, men kunne ikke lade vær med at sende Sean et lidt stolt smil.
"jeg troede jeg kunne finde noget om hvor man kunne få fat i kuren... men der stod kun hvad kuren var, og hvad den gjorde, ikke hvordan man fik fat i den, eller lavede den" forklarede han.

Han sendte Lori et svagt smil og lænede sig tilbage i sofaen. Han nåede dog kun lige at lægge hænderne på Loris ben, for de forsvandt igen og manden rejste sig. Seans mørkegrå øjne fulgte manden, som denne gik over til sin ene reol. Tålmodigt - og nok også takket være udmattelsen - blev han siddende og afventede hvad Lori nu havde fundet på.
Han fulgte bøgerne i Loris hånd, til han kom over med dem. Sean lænede sig frem, så han kunne studere bøgerne nærmere. Automatik gled hans hånd ud og greb en af bøgerne, før han slog op i den og bladrede lidt rundt på de gulne sider. Snart så han op på Lori igen, denne gang voksede smilet en anelse.
"Du har stjålet bøger for min skyld...Hvis vi ikke passer på gør jeg dig snart til en sand kriminel" drillede han. Mon Lori følte nogle former for skyld over det? Han kunne ikke lade være med at overveje hvorfor Lori overhoved havde vist ham bøgerne. Han havde hørt om den ene af navn, men den anden var fremmed for ham og han følte selv en stigende lyst til at læse i dem. Han lukkede den bog, som han havde bladret i og rømmede sig svagt, før han lænede sig tilbage i sofaen igen.
"Nej. Bøgerne er tydeligvis gamle og du har ramt en guldmine, blot ved at finde et sted der beskriver kuren. Det beviser også at sygdommen er ældre end jeg regnede med...Men så igen, men måtte jo komme et sted fra. Selv hvis der stod hvor man kunne få kuren, dengang bøgerne var skrevet, ville stederne næppe eksistere i dag" Han trak let på skuldrene. Heldigvis havde de ikke brug for kuren længere, medmindre Lori lagde sig med samme sygdom. Sean var næsten sikker på Razor var i helle for den. Og på nuværende tidspunkt var det nok de eneste to dæmoner Sean ville arbejde på at helbrede, skulle de få sygdommen.
"Hvad vil du gøre ved dem? Vil du beholde bøgerne eller levere dem tilbage?" spurgte han så, oprigtig nysgerrig over hvor Loris morale var på vej hen. Hans blik hævede sig og landede på manden igen.

Han betragtede Sean lidt da han var kommet over med bøgerne, og satte sig til rette sidelæns i sofaen, med fronten mod sean.
Han betragtede ham lidt. Fnøs lidt da Sean sagde at Lori havde sjålet bøger for ham.
"du får det til at lyde så banalt" grinte han lidt. Han så ned på bøgerne. Måske var det! at sjæle bøger var jo ikke nogle vild bedrift, og mestertyve ville have haft nemt ved at komme ind på det bibliotek! Men for Harry var det ikke så meget HVAD han havde stålet, men hvorfor!
Og så det faktum at for ham havde det været noget af en bedrift at bryde ind på biblioteket der faktisk er overraskende sikret om natten.

Han lyttede til hvad Sean sagde, og nikkede lidt. Ja! Kuren var ikke en der havde stået synderligt meget om. Måske var det fordi der i virkeligheden ikke var ret mange der kende til den, eller vidste noget om den. Hvis man havde vidst hvordan den blev lavet, så ville det vel have stået der? I en bog der var så vigtig, med så mange hemmeligheder!

Han så på Sean da han spurgte hvad han ville gøre med bøgerne. Han trak lidt på den ene skulder. "Tja... min tanke var at give dem til dig... men nu hvor du bliver hersker får du jo fri adgang til dem alligevel.. såh.. jeg kan vel lige så godt aflevere dem tilbage" sagde han roligt, og så lidt ned mod bøgerene.
Det havde irrateret ham så meget at han ikke havde kunne finde noget i dem.
Han vende dog blikket mod Sean, som om der var noget han havde glemt at sige.
"det var forrasten Razor der hjalp mig med at sjæle dem" nævnte han så. Han lænede sig lidt til siden og længere ind i sofaen.
"det viser sig han bare skal give ham varm chokolade og kage så er han meget mere medgørlig" grinte han lidt, og sende Sean et næsten beroligende smil.

Han kunne ikke love at han og Razor ville blive venner. Men indtil videre arbejdede de bare hen imod at acceptere hinanden. Og det var vel også en start! Man behøvede jo ikke at være bedste venenr med alle! Men bare det at de ikke næsten havde kræsset hovedet af hinanden da Razor var kommet her, det var da en god ting!

Sean havde selv lænet sig tilbage i sofaen og så afslappet hen mod Lori, som denne snakkede. I et øjeblik ville Sean langt hellere fokusere på de skiftende skygger, der dansede hen over mandens krop foran ham, som stearinlysene omkring dem flakkede. Heldigt at han kunne multitaske og sagtens lytte efter samtidig. Ikke fordi Lori ville have noget imod det, formentlig.
Han brummede svagt og hvilede albuen mod ryglænet bag sig, drejede lidt i kroppen, så han kunne side skævt og hvile hovedet mod sin hånd. Hans øjne hvilede på Lori og det var tydeligt Sean morede sig lidt.
"Javel...Jeg ved ikke om jeg skal være stolt eller foruroliget af dine voksende evner, i den kriminelle verden. Så længe jeg ikke skal stjæle dig ud fra fængslet her en af dagene...Og at du havde Razor med dig besvarer mine spørgsmål om hvor du overhoved havde den viden til at starte med" bemærkede han. Så de havde arbejdet sammen? alt det krævede var en mand, som de havde tilfælles, der lå på dødens rand. Han var dog ikke sikker på han ønskede at være så tæt på døden igen, uanset om det betød Razor og Lori kunne arbejde sammen.
"Razor kommer ikke med en manual og jeg tror...Alle der kender ham, finder deres egen måde at...Være i hans omgivelser" Han havde ikke helt vidst hvilke ord han skulle bruge om det, men han håbede meningen kom ud alligevel. Razor opførte sig altid forskelligt og hans behandling af folk varierede sikkert også en hel del. Han kunne sagtens snakke om hvordan han selv fandt en god hverdag mellem dem, men det betød ikke de samme kneb ville virke for Lori. Razor var ret fascinerende på den måde. Og ikke uden sine svagheder. Fyren var endnu ikke kommet sig over at nogen engang voldtog ham, eller at han nær var død i en eller anden arena i skoven....
Sean stirrede lidt frem for sig, mens han overvejede det, før han rystede svagt på hovedet og så tilbage på Lori med et svagt, undskyldende smil. Han rømmede sig svagt.
"Vi skal også snakke om nogle andre ting. Din dæmonskikkelse. Nu hvor jeg er frisk, kan vi faktisk snakke om at træne sammen. Dengang jeg selv udviklede en dæmonskikkelse, fandt jeg det nyttigt at...Melde mig ud af samfundet et stykke tid og træne alene, et afsides sted. Men jeg regner ikke med du har lyst til at vende alt ryggen for hvem ved hvor lang tid?" Han drillede stadig Lori lidt. Sean havde nu heller ikke været HELT alene, han havde haft en magtfuld dæmon-slægt i ryggen. Han havde haft hjælp, selv om han for det meste havde måtte finde ud af tingene selv. Stadig, det havde været rart der var en seng, et varmt ildsted og mad parat på sengen. Han havde spist mere de dage, hvor han havde kæmpet med sin skikkelse. Kæmpet med mange ting, faktisk.
Men det var der ingen grund til at snakke om. Det lå i den forseglede fortid Sean ikke havde lyst til at snage i.
"Har du selv gjort nogle fremskridt de sidste par uger eller har du kun fokuseret på hvor mange blå mærker du kunne samle på kortest tid?" spurgte han så.

Lori vende blikket lidt skulende mod Sean da han talte om at han ikke håbede at han skulle stjæle Lori ud fra fængslet. Han daskede til hans arm.
Men han havde nu ret.. Lori havde faktisk gemt en hel del af sine ellers så faste livsprinsipper væk. Han hadet genaralt at slås, men var efterhånden begyndt at gøre det lidt for ofte! Han havde aldrig gjordt noget kriminelt.. altså ud over at dræbe folk for føde, men talte det?
Det havde han ment i starten. Han havde i starten ment at han myrdede en hver gang han skulle spise! Men efterhånden som han var blevet mere vant til sin race, så var det efterhånden bare blev normalt.

Han kunne stadig mærke den prikkende fornemmelse i der huden når Sean talte om Razor. Okay.. han havde accepteret drengen.. han skulle bare vænne sig til at han også var et omtale emne. Den tog måske lidt tængere tid end han havde regnet med.
Måske var det fordi Sean oftest sammenlignede dem. Når han talte om ting han holde af og ikke ville miste, blev Lori og Razor altid nævnt samtidig. Det var en bagatel, en lille detalje de fleste ikke ville lægge mærke til. Men Lori gjorde.. irraterende nok.

Han så dog lidt opgivende på Sean der allerede talte om træning, om Loris dæmon form og så videre.
Han sukkede lidt, og lod hovedet hvile mod sin hånd.
"Er du SÅ dårlig til at slappe af?" Spurgte han med en blid stemme og et roligt smil.
"Min dæmon skikkelse har ikke vist sig siden.. og min vrede er pt i kontrol.. ikke engang når jeg slås mærker jeg noget til den.. såh.. måske vi bare skulle se tiden an?" Sagde han inden rettede sig lidt op, men kun for at rykke tættere på dæmonen og lægge et ben over hans. Han lod roligt sin hånd finde vej op til Seans nakke, hvor hans finger nussede ham blidt.
"Kunne du ikke bare for en gang skyld tænke lidt mere på dig selv?.. jeg ved godt jeg bare er et stort problembarn! Men du behøver ikke at være den bekymrede forældre hele tiden" sagde han med et roligt smil.
Han sukkede lidt.
"Hvorfor er det lige at de slåskampe går dig så meget op?.. der sker jo ikke noget?" Sagde han lidt undrende.
Han kunne ikke se det store problem. Så længe Lori overlevede, så var det vel fint. Når ja så fik man et par sår og nogle knubs vidst og her. Men sådan var det jo.

Nogle af Loris ord gik ham på og i et øjeblik sad han i stilhed og kæmpede med det. Han prøvede at overveje om han bare overdrev, bare misforstod, men fandt sig til sidst ude af stand til helt af fraskrive sig irritationen, som ordene havde vækket i ham. Han havde dog ikke glemt det Lori havde sagt, da de havde snakket mens Sean havde været syg. At de skulle prøve at blive bedre til at snakke om tingene, frem for at skændes.
Han trak vejret dybt. Hans ene hånd lagde sig mod Loris ben, omend han ikke længere var lige så afslappet før. Noget køligt havde sneget sig ind i øjnene. Seans øjne var ofte kølige, men når han var sammen med Lori blev de oftere og oftere blidere. Men lige nu gled de tilbage i deres normale, kølige tilstand, der ofte holdt folk lidt på afstand.
"Du kom til mig for hjælp til at styre din skikkelse" bemærkede han og var tydeligvis på vej mod en eller anden pointe.
"Kombineret med vi lige blev enige om at kalde hinanden partnere, uanset hvor hemmeligt vi så må holde det hele. Jeg skulle mene de to ting til sammen giver mig rettighed til at spørge ind til det og prøve at hjælpe dig, uden at blive hånliggjort som værende en forældre. Hvad mere er vi blev enige om at blive bedre til at sige tingene til hinanden, som de var. Hvis du ikke ønsker min hjælp og vil bede mig blande mig udenom, så sig det til mig direkte" Hans stemme var rolig. Ikke som normalt, hvor vrede eller frustrationer ville snige sig ind i hans stemme og krop. Han forblev rolig, som da havde aftalt...Men på en måde kunne det godt fremstå det mere skræmmende. Sean var ikke nået til det punkt i sit liv, som han var, ved at være et blidt og naivt lam. Hvis situationen krævede det af ham, kunne han være meget koldt og truende. En side han endnu ikke havde haft brug over for Lori, men som han ubevidst viste lidt af nu.
"Hvad mere er..." Han var slet ikke færdig. Ubevidst strammede hånden, på Loris lår, grebet lidt.
"...Bryder jeg mig ikke om du kalder dig selv et problembarn. Præcis hvad giver dig ret til at nedgøre dig selv for noget der burde være helt normalt?" godt nok spurgte han sjældent selv om hjælp og var måske egentlig også en form for problembarn. Men han anså på ingen måde Lori som værende det. Lori havde opdaget noget nyt, havde haft brug for hjælpen, uanset om manden så ikke længere mente han gjorde. Og det var faktisk helt fint! Sean kunne sagtens leve med ikke at hjælpe. Det der forvirrede ham var de forskellige informationer og hentydninger, nedgørelsen midt i det hele...Han forstod det ikke helt og vidste ikke hvad han skulle forholde sig til. Som om følelser og åbenhed ikke var svært nok for ham, så var Lori en stor modsætning lige nu.
I virkeligheden var Sean bare bekymret for Lori og følte sig ramt, når manden på sin egen måde nedgjorde Seans interesse og bekymring. Sean følte sig alt andet end afslappet lige nu og snart kunne han ikke holde ud af blive siddende længere. Alligevel tvang han sig selv til at blive siddende, selv om øjnene der ubønhørlig hvilede på Lori hele tiden blev mere og mere kolde.
"Og hvad angår slåskampene er det nøjagtig det samme. Men jeg kan se hvor vi er på vej hen.Tillad mig at bytte rollerne et øjeblik. Hvis jeg gik ud i nattens mørke og sloges alt min tid væk, til jeg kom hjem med brækkede ribben, så ville du vel også være ligeglad? Eller vil du have en bekymring for mit helbred? Ville du mene det var helt normalt eller et udtryk for noget, hvis vi går ud fra det ikke er en normal adfærd jeg har udvist tendenser for tidligere?" Endelig dødede hans ord ud og gav Lori et vindue til faktisk at forsvare sig selv på tiltalelserne.

Det som Lori faktisk havde ment i en god mening. Altså.. at Sean ikke skulle bekymre dig, kunne han nu hurtigt mærke blev vendt til det modsatte. Sean havde taget det her som en fornærmelse.
Han sad lidt paf tilbage da Sean ellers begynde sin tale strøm. Han prøvede flere gange at forklare sig, men nåede ikke at få et ord indført før Sean atter talte videre.

De ting Sean sagde gjorde ondt, og varmede på samme tid! En underlig cocktail der nu snurrende rundt i hans mave. Sean troede Lori slet ikke ville have hans hjælp? På den anden side, var der noget at sige til det? Sådan som Lori havde reageret sidst og ligefrem råbt af Sean. Han mærkede godt det lidt mere stramme greb om dit lår, og øjnene der hvilket køligt på ham.
Okay en ting var der da kommet ud af deres snak. Sean åbnede op og forklarede hvad der var galt.. og det skulle man da også lige love for! Der blev virkelig åbnet op for gotteposen.

Da Sean virkede til at have talt færdig, og endelig gav Sean en chance for at svare.
"Først og fremmest.. undskyld" sagde han roligt som hans hånd fortsatte med at nusse Sean, som den ellers havde holdt en pause med mens Sean havde udtrykt sig.
"Jeg har vidst forvirret dig, og at kalde dig en bekymret forældre var ikke ment som en fornærmelse!" Han rettede lidt på hvordan han sad.

"Jeg vil gerne have din hjælp Sean... Men du er LIGE blevet rask! Jeg har lige fået 'min' Sean tilbage.. jeg vil bare gerne hygge mig og slappe af med sammen med dig, i stedet for med det samme at skulle kaste os ud i en masse!.. min dæmon skikkelse er selvfølgelig forskellig noget jeg gerne vil arbejde med! Men bare i aften, bare indtil du er helt frisk, kunne vi så ikke bare fokusere på de gode ting?" Spurgte han stille.

Han lagde hovedet lidt op skrå, og smilede til Sean. Han mødte Seans stadig kølige blik, med et der var langt mere varmt.
"Og det med at være et problembarn... Tja.. det er nu engang bare sådan jeg føler mig af og til" sagde han med et træk på skulderen.
Lod stille hånden der eller hvilede mod hans nakke, glide lidt ned over hans skulder og bryst.
"Med hensyn til slagsmålene skal jeg nok stoppe!... Jeg ville have det på samme måde hvis det var dig.. men.. jeg vil bare ikke have du går og bekymre sig for meget! Jeg er jo nød til at lære at klare mig selv på et eller andet tidspunkt" sagde han stille.

Han sukkede lidt, og nussede så Seans kind lidt. "Du må ikke være sur... Jeg mente ikke noget ondt med det jeg sagde!... Jeg.. jeg ville bare gerne fokusere på dig for en gang skyld, frem for mig selv" erkende han. Han ville bare så gerne hjælpe Sean, nu han kunne og måtte.
Sean var rask, og det ændrede en masse! Og han ville bare gerne være sammen med ham, uden at skulle tænke på dæmon skikkelser, eller roomis, eller på hvem af dem der sagde hvad hvornår!.

I det mindste var der ingen af dem der sprang op for at råbe og skrige. Var de blevet bedre? Sean var ikke sikker, som han også havde nævnt til Lori, ændrede man ikke bare århundreders vaner på et par dage. Han kunne dog ikke finde ud af om Loris konstante nussen fik ham til at slappe af igen eller blot gjorde ham det mere mistænksom over for Loris svar. Uanset hvad gled hans skuldre en smule ned og han lænede sig mere tilbage igen. Først nu gik det op for ham at han havde grebet hårdere om Loris lår og han slap langsomt, kun med et svagt stik af dårlig samvittighed, omend han ikke havde tænkt sig at kommentere på det.
Forældre...Var det hvad folk tænkte? Per udseende var der måske ikke meget forskel på Lori og Sean i alderen, men når man så på deres sjæle - eller hvad end man nu målte efter med - var Sean mindst dobbelt så gammel som Lori. En gammel mand, en forældre. Var det hvad Lori tænkte? I så fald havde Lori et absurd forhold til forældre...Ah. Det havde de begge to nok. Hans ene hånd gled hen over hans efterhånden lidt for varme pande. Havde han nu lige ødelagt deres genforeningsaften? Men han havde bare ville hjælpe. Han havde ikke forventet de gik ud og trænede nu, han havde bare nævnt det...Så de kunne snakke om det eller noget i den stil...
Han trak vejret dybt og så væk fra Lori. Lige meget hvornår han nævnede noget som helst, var det tydeligt det forkerte tidspunkt. Selv ville han hellere end gerne i gang igen. Han gad ikke sidde stille mere. Men han ville Lori sin aften.
"Får jeg så også min Lori tilbage?" svarede han tilbage. Noget af kulden var forsvundet, selv om den, der efterhånden Sean nok, ville kunne se han endnu var forvirret over tingenes tilstand.
En dæmonskikkelse var ikke nødvendigvis en dårlig ting, men han ville ikke være ordkløver. Det gjorde næppe situationen nemmere.
Han så tilbage på Lori med et svagt smil.
"Du behøver heller ikke ændre dig, ved du nok. Selvfølgelig skal du kunne klare dig selv, men..." På en måde havde Sean brug for en blidere counterpart, en der kunne holde Sean lidt til jorden og få ham til at slappe af, fordi alt ikke skulle handle om mord, kriminalitet og hårde attituder. Men hvis det også var derhen, som Lori var ved at udvikle sig, kunne Sean ikke så godt stoppe det. Kun elske hvem end Lori endte med at blive.
Han færdiggjorde ikke sætningen, i stedet smilte han bare igen.
"Jeg har intet lige nu, som jeg behøver hjælp til. Og du må efterhånden vide at jeg slapper bedst af, når tingene netop ikke handler om mig" han prøvede at drille lidt til sidst, at gøre situationen bedre, men han var ikke helt sikker på om det kom igennem. Hans udmattede krop og sind lod ham ikke tænke så klart som han plejede.

Lori havde nu tage det mere faste greb i hans lår meget roligt. Han vidste at det at tale om de her ting var hårdere end det så ud. Men de var åbenbart blevet bedre. Der var ikke en af dem der havde så meget som hævet stemmen overfor den anden.
De talte blot, uden at være ved at flå hovederne af hinanden, eller uden at Lori var ved at bryde ud i gråd.
Lori så nu noget overrasket ud og næsten chorkert da Sean spurgte om han også fik sin Lori tilbage. Han sad lidt. Havde han virkelig ændret sig så meget? Et par slagsmpl her og der.....
Nej!... Det var mere end det! På få måneder var Lori kommet fra at være en sød, stille fyr der aldrig ville gøre noget forstod.. til at blive en fyr der slog et med alt og alle og til med var kriminel. Og hans sengegymastik var heller ikke blevet mindre. En detalje som Sean nok ikke behøvede at kende til.
Men selv Reign havde han ikke haft ordenlig kontakt med siden han var begyndt at slås så meget. Lori havde ændret sig, og tydeligvis ikke til det bedre...
Han så på Sean. "Det var ikke engang gået op for mig hvor meget jeg havde ændret mig" erkende han. Hans finger nussede atter manden "men ja! Hvis du gerne vil have ham tilbage så får du det" sagde han med et mildt smil. Hun ville hellere end gerne rejse sig selv igen. Det var bare som om det andet var blevet sår normalt.

Lori lyttede til de ting som Den sagde, og til sidst smilede han bare. Han rynkede i stedet helt han til Sean så de sad tæt. "tak fordi du altid tager dig så meget af mig" sagde han med en oprigtig taknemlig stemme.
Han lod atter hånden finde hans nakke, inden han trak ham lidt ned, og fangede hans læber. Han kyssede ham blidt men stadig dybt. Begge hans arme fik lov til at lægge sig om hans nakke.

Han stoppede dog efter lidt "du er helt varm.. måske du burde på noget luft?" Spurgte han og så derimod lidt mere spørgende på ham.
"Vil du have noget koldt at drikke?" Spurgte han og var næsten allerede ved at ville rejse sig efter det.

Lori havde formået at vende, hvad der kunne have været endt i en dårlig situation. Sean følte sig roligere nu og ellers forsejlede kysset det i hvert fald. Han elskede at blive nusset i nakken, for at være ærlig, så det hjalp sikkert også lidt. Han ville have grebet ud efter Lori, for at stoppe ham i at gå, men hans krop arbejdede imod ham og det blev kun en halvhjertet forsøg på at gribe ud efter ham. Han sank tungt tilbage i sofaen.
"Vores the er sikkert kold nu...Bare giv mig den" bad han så en smule eftergivende. Jah, han følte sig ret udmattet. Nærmest direkte smadret, som havde det været en ekstra hård dag. Hvad det måske også havde været, på sin egen måde.
"Jeg er bare træt...Frem for at gå udenfor, vil jeg hellere tage en plads i din seng" indrømmede han så. Han orkede heller ikke at gå hjem, selv hvis det var hvad der skulle ske. Heldigvis havde han fortalt han regnede med at blive her hele natten. Han sov aldrig bedre, end i armene på en han holdt af og stolte på. Han så faktisk helt frem til det!

Det var faktisk næsten helt underligt ikke have råbt af hinanden, eller i hvertfald hævet stemmen. Og selvom Lori da var god for at de ikke havde skændes, så var han på en underlig måde faktisk lidt i tvivl om de havde løst problemet? Der plejede altid at komme en masse sandheder på bordet så snart de begynde at råbe, men denne gang, der havde de løst problemerne ved blot at tale sammen, og det var bestemt uvant for dem!
Men han var nu glad for det, han skulle nok bare lige vænne sig til det.
Han lagde godt mærke til Sean lidt halvhjertede bevægelsker, og valgte at blive siddende, med et spørgende blik.
Han vende dog blikket mod theen da Sean sagde den sikkert var blevet kold. Gud ja… den havde han helt smidt ud. Han vende blikket mod Sean med et lidt ”virkelig” udtryk da han sagde han bare ville have den kolde kaffe.
Han fik den dog rakt over til sig, Og Lori satte sig mere tilbage i sofaen mens Sean fik drukket lidt.
Han smilede som Sean sagde han bare var træt, og han mest havde lyst til at finde plads i Seans seng.

Lori smilede lidt, som han roligt rejste sig op. ”Bare så du ved det, så sover jeg i midten” drillede han, som han kom op og stå.
Han rakte en hånd ned til Sean med et roligt smil. Han kunne godt se at Sean var træt, og selvom klokken nødvendigvis ikke var mange, og nærmere den tid hvor Lori begynde at begive sig ud i nattelivet, så havde han ikke det fjerneste imod at gå i seng nu, slet ikke når det handlede om at sove ved siden af Sean.

Da først Sean var kommet op, gik Lori ind mod sovevægelet. Han sukkede lidt som han kom der ind, og Django havde indtaget fodenden i den ene side.
Han sukkede blot roligt, og gik over i selv samme siden, og krøb under dynene. Django sov oftest i Loris seng, og denne aften ville nok ikke blive anderlede, hellere i Loris fodende end i Seans.
Han gabte lidt, og begynde selv at mærke trætheden. Hmm.. måske var det noget han skulle begynde på, at sove på et ordenligt tidspunkt.

Han drak af den kolde the. The, kold eller varm, smagte som regel altid godt, så det gjorde ham intet. Det var fint med lidt at drikke og han sendte Lori et svagt smil. Han rejste sig op og stillede koppen fra sig på bordet. Han fulgte efter til soveværelset.
I midten? Da han kom ind, gik det op for ham at Lori måtte mene mellem Sean og hund. Sean havde ikke selv dyr derhjemme. Han havde overvejet det, men selv om han generelt intet havde imod dyr, havde han aldrig haft lyst til at have et i sit eget hjem. Den ekstra udgift, pels alle steder, et ekstra væsen der krævede opmærksomhed og ansvar...Han havde nok af den slags. Tanken tiltrak ham ikke. Og hvis det skulle være, var han måske mere til en kat. De passede sig selv en hel del og holdt mus og rotter væk.
Han havde engang haft en hippogrif, men han havde kun ejet ham et halvt års tid, før han havde solgt ham igen. Det havde ganske enkelt ikke hans interesse.
Han var allerede uden det meste af sit tøj, så han kravlede blot ned under dynen, på den ledige side af sengen. Hvis Lori tillod det, ville han gerne putte lidt, i hvert fald til han faldt i søvn - hvilket skulle vise sig ikke at tage lang tid. Hans krop var helt udmattet og han sov både tungt og drømmeløst.

//Out