The misty mountains cold ~ Isabell

Tid: Tirsdag morgen, kl. 05:34
Sted: Den Nordlige del af Ashenwood forest.
Vejr: Der er en anelse rimtåge, og ellers er det frostklart solskin.
Omgivelser: I det nuværende område er der ikke rigtigt nogen dyr udover nogle ravne og krager som lyder sig i den gråhvide skov.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Havde man denne dag valgt at gå sig en tur i Ashenwood, ligeså tidligt som Fenrer, ville man uden tvivl føle sig som hovedpersonen i en gyserhistorie. For selv om det spæde morgenlys spåede om solens snarlige opstigen, så gjorde det blot skoven endnu sværere at navigere rundt i da det enormt svage lys oplyste rimdisen lige akkurat nok, til at disen virkede som mure, der afskærmede ens udsyn. Fenrer var en af de få der kendte området her nok til ikke at ville fare vild i disse skove, end ikke på en morgen som denne.

De skræmmende omgivelser som skoven malede denne morgen kunne have fået den modigste kriger til at krybe af frygt. Men Fenrer havde ingen intentioner om at krybe, men nu var han også vant til skoven på en anden måde end selv dem der havde levet der hele deres liv. Fenrer forlod den skjulte hytte og satte afsted mod et af stederne hvor hans veninde Kira havde udpeget ham et sted at plukke mynte. Det var nok for sent at plukke noget nu med denne frost men han kunne ligeså godt prøve.

Fenrer gik frem langs en af de stier der gik fra nær hans hjem og videre nordpå mod hans gamle hjem i bjergene nær den frosne dal på den ene side og kongernes klippe på den anden. Fenrer havde i sine helt unge dage været oppe ved portalen, men det var nu også fordi han kendte samtlige stier fra bjergene, og et par af dem der gik ned i dalen ved kongernes klippe. Fenrer tænkte lidt tilbage til den første gang han havde nævnt sit besøg til klippen til en af videnskabsmændene i Doomsville

Tossen havde prøvet at hyre Fenrer til at føre ham til portalen, men Fenrer havde fortalt ham at han ikke havde tænkt sig at drage til dalen uden først at se så rigeligt til resten af verden her. Bagefter havde manden prøvet at få Fenrer til at tegne ham et kort, men Fenrer havde her blot grint ham op i ansigtet. Kongernes dal var ikke et sted for folk der ikke var vant til naturen, for ikke at sige folk der ikke kunne holde sig skjult. Hvis ikke de tågede, ujævne, hulfyldte klippesider som kunne til at få selv en erfaren bjergbestiger til at løbe grædende hjem, var nok, så var der også vogterne. Fenrer gøs ved tanken og skød tanken om kongernes klippe bort fra sig, hvem havde dog også interesse i sådan en gammel portal.

Fenrer var nu nået et godt stykke af vejen, uden at lægge mærke til det da han havde gået i sine egne tanker.  Men han blev hurtigt gjort klar på hvor langt han var nået da en krage kaldte lige over ham. Fenrer følte sig lidt dum over ikke at have lagt mærke til den, hverken ved lugt, syn eller lyd. Han stoppede op og så sig omkring. Han ville lige tage et stik af hvad der var og foregik i skoven omkring ham, inden han fortsatte. Han knælede for bedre at kunne opfange de dufte og lugte der måtte være, og skærpede sine ører.
Der var noget, eller rettere nogen han ikke kendte, stensikkert et menneske.

Påklædning:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Varme støvler der gode og vandre i.


Det var en kølig morgen, det var en af de dage hvor andre folk normalt blev i deres senge. Men ikke Isabell, vejret var ikke nok til at standse hende. Hun var stået op længe før solen havde vist sig på himlen, og uden at tænke meget over sit tøjvalg, havde hun smidt noget praktisk på. Hun fik hurtigt noget mad ned, men brugte ikke synderligt meget tid på at spise. Hun var hverken halvt eller helt færdig, før hendes utålmodighed vandt. Hun smed et brød i lommen, og med et æble i munden greb hun sin bue og pile, og begav sig ned igennem byen.

Der var stille, det var kun ganske få personer hun mødte på vejen ud af byen, de fleste var hjemløse eller nogle der var ved og liste sig hjem til konen efter et besøg hos deres elsker. Hun bed ikke synderligt mærke i det, hun blandede sig yderst sjældent i folks liv. Det var ikke hendes plads, og hun havde sit eget og tænke på. Hun var færdig med æblet før hun nåede skoven og gik straks i gang med brødet, men der gik ikke længe før hendes vej krydsede en ung dreng der sad og halvsov op af en væg. Han var nusset og lignede en der var ved at dø af sult og kulde. Hun forbarmede sig over ham, og gik hen og stak ham hendes brød før hun gik videre. Han nåede knap og vågne og inden han kunne takke hende var hun forsvundet.

Der var stille i skoven, det eneste der lod sig høre var ravne og krager. Det var alt for tideligt for jagt, men det var heller ikke Isabell’s hensigt med dagens udflugt. Hun elskede og udforske skovene, og der var intet bedre end at finde nye veje. Denne specielle dag var hendes opmærksomhed vendt imod ”The Valley of A Thousand Winters.” Det var et sted hun havde hørt omtalt mange gange, men det havde aldrig været på den mest behagelige måde. Havde hun været nem og skræmme, så havde hun bestemt holdt sig væk, men det lå ikke til hende. Hun var nysgerrig, hun ville lære noget mere, og det kunne være at det en dag kom hende til nytte at kende vejen. Hun gik næsten lydløst i skoven, hvis hun ville kunne hun sagtens bevæge sig uden at lave en lyd, men hun forventede ikke og møde nogen herude på dette tidspunkt. Det var for tidligt til jagt, og rimdisen og den smule lys der var gjorde det ikke nemt og navigere. Det var dog ikke det store problem for hende selv, og hun bevægede sig derfor stødt fremad. Hele tiden var hun klar til at gribe sin bue og en pil, noget hun fra ganske ung havde lært var en nødvendighed i disse skove.

Hun stoppede op som noget fangede hendes opmærksomhed. Hun satte sig på hug, og skubbede nogle blade til side, og afslørede et fodspor. Det virkede friskt, nogen havde gået her for ikke så længe siden. Hun kiggede sig omkring, skubbede sin hætte af og afslørede det kobberrøde hår, som indtil nu havde været gemt.. Hun tog stille sin bue fra ryggen, og lagde en pil på den, som hun langsomt rejste sig. Hun gik lydløst fremad, hun vidste ikke om det var nogen der var der for hende, eller om det blot var en anden som også var ude på dette umenneskelige tidspunkt. Men uanset hvad ville hun være klar. Man kunne aldrig vide hvad man rendte ind i herude.


//sorry svaret først kom i dag. Havde ikke lige set du havde lavet emnet btw. Så jeg okay med både engelsk og dansk dialog.

Fenrer trak nogle enormt forsigtige og lette åndedrag, som lugten af menneske nåede ham nærmere. Fenrer lyttede så godt efter han kunne, men han kunne intet høre. Han trak nu hurtige analytiske åndedrag gennem næsen som han vendte sig om i alle retninger for at kunne finde frem til hvor lugten af menneske, kom fra. Fenrer fik sporet sig frem til en nogenlunde retning af mennesket, men lugten blev ikke stærkere længere. Kvinden, som Fenrer var sikker på at mennesket var, var stoppet. Enten havde hun set Fenrer og var stoppet, hvilket ville betyde at hun var tættere på end Fenrer havde troet, og formentlig havde lumske bagtanker, eller også var hun bare stoppet.

Fenrer sad stille på den iskolde jord og lyttede aktivt med i den frosne skov. Der var dog ikke stille længe. Fenrer hørte en Ravn skræppe kort op, da den øjensyneligt var blevet forstyrret. Han kunne ikke helt forstå hvad Ravnen havde sagt da den brokkede sig, men det stod klart at det ikke var et dyr som havde forstyrret Ravnen. Fenrer satte afsted på listetæer og undgik områderne med blade på jorden, men gjorde alligevel hurtigt has på den smule afstand der var mellem ham selv og mennesket.

Da Fenrer kunne lugte kvinden få meter fra sig inde i disen stoppede han. Han stillede sig op bag ved et træ i håb om at det var tilstrækkeligt dækkende mellem ham selv og kvinden, til at han ville være dækket skulle disen trække sig. Skoven var nu blevet meget stille, og Fenrer vidste ikke om kvinden ville have hørt ham komme, men han gættede ikke på det, medmindre hun var en dygtig og meget erfaren sporer. Fenrer smilede for sig selv, for i virkeligheden troede jægere at de var de bedste sporere, men det tog mere end det at spore en som han selv. Fenrer bed sig fast i denne tanke, for havde kvinden været efter ham, ville hun sikkert ikke været dum nok til at risikere noget en dag som denne.

Fenrer rømmede sig og sagde roligt med hovedet mod stammen "G'mourn to ya.." Fenrer lyttede spidsøret med til kvinden reaktioner, inden han lagde nakken tilbage og så op på Ravnen som han gav en hviskende skræppen. Fenrer lod hovedet falde tilbage til normale folder og fortsatte ".. Out for a wee walk i the woods are we?" sagde han monotont og neutralt toneleje, alt som Ravnen fløj fra sin gren og baskede så voldsomt med vingerne som den kunne. Fenrers ide var at sørge for at kvinden ville have svært ved at fastsætte hans position, ved at blande de blafrende ravnevinger ind i det. Han vedblev sin position bag træet som ravnen fløj i cirkler om kvinden "I take it that you're out here on peaceful business, am I right?"

Selvom Fenrer ikke havde tænkt sig at gå op mod kvinden havde han for en sikkerheds skyld, en hånd på sin taske og var klar til at hive en tand op, skulle det blive nødvendig at komme væk i en fart. "I'm sorry about the theatrics by the by, but I'm not used to company this early out here, so do forgive me if I seem a bit suspicious" Fenrer gled en hånd ned i tasken og fremfandt ulvetanden, som han i forvejen havde smurt ind i en urtemikstur "Oh, forgive my manners.. I'm Fenrer, and who might you be?"

//Det er helt i orden, jeg er ikke med præferencer (ang. sprog), og så jager jeg ikke efter folk for at få dem til at svare

Skoven var nu helt stille, selv fuglene var lige nu stoppet med at flyve. Det var som om de kunne mærke den stemning der lige nu hang over skoven. Hun stoppede igen op, og satte sig på hug. Imens den ene hånd holdt både bue og pil, lagde hun den anden imod jorden. Hun lukkede øjnene og prøvede og fokusere på den mindste lyd der kunne komme. Men den første lyd der kom var fra vedkommende hun havde forsøgt og finde. Hun åbnede med det samme sine øjne, men rykkede sig ellers ikke. Hun ventede tålmodigt til hun hørte det næste han sagde, og alt hendes fokus lå i at lokalisere hvad vej lyden kom fra. En ravn lettede derefter fra en gren, og fløj rundt som om den livs afhang af det. Hun lod kort sine øjne hvile på den, og et undrende blik viste sig. Hun kendte dyrenes opførsel godt, og at den valgte og flyve i cirkler om hende var ikke normalt. Hun rejste sig langsomt op, stadig med sit fokus på lydene i skoven, og klar til at reagerede hvis noget pludselig sprang frem i disen.

Hun var imponeret, det var ikke bare en eller anden random hun havde mødt i skoven, nej han virkede som om han vidste hvad han lavede. Det var tydeligt han forsøgte og forstyrre hendes sanser med den ravn. Hvordan han fik den til det, kunne hun dog ikke regne ud. Hun svarede ham ikke, hun forblev tavs, lige nu ville hun finde ud af hvor han var. Hun brød sig ikke om at hun ikke vidste hvor han var placeret, det gjorde hende for udsat. Hun drejede lydløst på det punkt hvor hun stod, lyttede som han blev ved med at snakke løs. Ravnen gjorde det mere besværligt og placere hans stemme, men det var ikke umuligt. Det tog bare længere tid. *Theatrics my ass. But I’m in, let’s play this little game of hide and seek*

Og der var den, belønning for hendes tålmodighed. Da han præsenterede sig, gik det op for hende hvor han var. Et skævt smil skilte hendes læber, og med en hurtig bevægelse var buen spændt, og en pil fløj forbi det træ hvor han stod bagved. Rimdisen var endelig begyndt og lette, og hun havde kunne skimte det store træ han stod bagved. ”Fun little game, the raven was a good touch.” hun sænkede sin bue, og stod mere afslappet, dog stadig klar til at forsvare sig hvis det blev nødvendigt. ”Im Isabell. Are you going to stay behind the tree or are you going to show yourself?” hun om I tanke om noget han havde halvt konstateret tidligere. ”And you are right. Im not here to fight.” Hun placerede sin buen på sin plads på hendes pilekogger på ryggen. Hun havde trods alt en kniv i skoen hun kunne tage fat i hvis det blev nødvendigt.


//Jeg presser heller ikke folk Men hvis man er mere end et par uger om det, så det altid rart lige med en besked om det

Fenrer smilede selvtilfreds som det blev klart for ham at hans lille trick med ravnen havde givet pote, for kvinden turde ikke sige noget. Dog skulle hans selvtilfredshed vise sig at få et hug, da lyden af buestrengen der blev spændt, efterfulgtes af en pil der hvislede tæt fordi det træ han havde stillet sig bag. Fenrer smilede skævt for sig selv *Well she's deffinetly not dumb* Han vidste godt at han måske havde haft strukket sin ene tale for længe, hvilket måtte være hvordan hun havde regnet sig frem til hans position. Fenrer lagde en hånd til sin hage og gnubbede sit skæg, som kvinden begyndte at tale.

Fenrer lyttede aktivt med til hendes anerkendelse af hans trick med ravnen, og kunne ikke undlade at givve et svag klukkende grin fra sig *Hide and seek, eh?* Fenrer slappede lidt af og gav sig til at læne sig op ad træstamme, som kvinden introducerede sig selv som Isabell og spurgte ham om havde tænkt sig at forlade sit skjul. Han piftede kort, hvorpå Ravnen forlod dem. Fenrer så sig om uden at svare Isabell og lagde mærke til at rimdisen var ved at krybe i skjul for solen, men at lyset endnu reflekteredes fra den, nok til at kunne udnytte det. Fenrer måtte beslutte sig for hvad han havde tænkt sig at gøre.

Fenrer blev hurtigt hevet tilbage ud af sine tanker da Isa svarede på hans spørgsmål om hvorvidt eller ej at hun var der for at slås. Fenrer smilede "Well I'm happy to hear that" sagde han og trådte frem fra træet, som han slog sit slag om sig. Under slaget havde han endnu hånden på tasken "I'm sorry about the distrust then Isa.. Do you mind if I call ya Isa?" sagde han som han fik et bedre billede af hende gennem den lettende rim dis. Han trådte ikke Isabell nærmere, men blev blot ved sit træ "Anyway.. I'm sorry about the distrust, but as of late there's been a bit too keen interest in my species from certain hunters" sagde han med et lidt kækt smil på læberne. Hun var bestemt voksen, men han mente næppe at hun var fra skoven. Hun lugtede af byen, Doomsville, og det var ikke ualmindeligt at jægere fra Doomsville tog imod underligt jagt jobs.

"If ya don't mind me asking you; What are you doing here?" spurgte han og skimtede en anelse mistroisk på Isabell men dog med et smil på læberne "There's not really any free hunting grounds around these parts, the clans have already carved up their territories, and if ya don't know then not all shapeshifters does not take to kindly to uninvited guests" Fenrer trak lidt på skuldrene og så muntert op på Isabell igen " Ya ain't got nothing to fear from me though, rest assured in that"

Det var da altid noget han kunne more sig over situationen, så kunne det da ikke være helt galt. Medmindre han selvfølgelig var en af de der psykotiske typer, hun forblev derfor på vagt. *Isa?* de kendte ikke engang hinanden og han valgte allerede og give hende et kælenavn, hun rullede opgivende med øjnene. ”It seems you already desided on calling me that, so why even ask?” det var ikke fordi hun lød sur på nogen måde, og hun var det da heller ikke. ”But since you asked, I would prefer you calling me Bell instead then.” Hendes far havde altid kaldt hende Isa, og hun havde ingen intentioner om at blive mindet om ham. Hun havde stadig ikke tilgivet ham, og hun ville aldrig gøre det.

Hun betragtede ham roligt igennem den smule af rimdisen som stadig var der, og gjorde ikke tegn til at ville gå tættere på. Et øjenbryn blev løftet da han snakkede om at hans ’species’ blev jaget. Som ham kunne hun ikke dufte sig ud af hvem folk var, eller deres race. Der kunne selvfølgelig være nogle træk, men hun havde ikke set ham tæt på endnu. Men som hun hørte hans ord var hun ikke i tvivl om hvad han var, formskifter. Hun havde hørt mange jægere snakker om dem, der var en del der ville have dem som slaver eller andet. Hun lavede en lav ’tsk’ lyd. ”I’m not like those hunters. I don’t hunt people and sell them just because they’re shifters. Actually I never hunt and sell people, it’s not my thing.” Hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule fornærmet over han kunne tro det, men det var vel fair nok? Han kendte hende trods alt ikke. Hvordan kunne han vide at det ikke var ham hun var på jagt efter, præcis som hun ikke kunne vide han ikke var efter hende. Hun havde ikke opdaget hun havde stillet sig med armene over kors, men lod dem nu bare falde roligt ned langs hendes side.

Han havde ret, det var ikke fordi der var de store jagtområder her. Det var præcis som han sagde, områderne var claimed af klanenerne, og hun havde ingen intentioner om at komme i problemer med nogen af dem. Hun trak bare let på skuldrene over hans ord, hun vidste godt de ting men det skræmte hende ikke just. ”I know very well who lives in these areas, and that it would be vise not to mess with them. But then on the other hand, I do know how to defend myself.” Hun sendte ham et flabet smil, som for at minde ham om det der lige var sket. ”I’m not here to hunt. Shapeshifters or animals. I’m just out walking, finding new paths. I find it best to do that at this hour, due to the whole territory issue as you yourself so kindly reminded me about.” Den flabede tone nærmest dryppede af hendes ord, men det hele blev sagt med en smil på læben, og det var da heller ikke andet end det. En flabet kommentar. Hun nikkede I retning af ‘The Valley of a Thousands Winters’. ”Im on my way to the valley in that direction, and before you start on a new lecture. Yes I do know what people say, but what can I say. I live life on the edge.”

Rimdisen var blevet mindre og mindre tydelig, og hun kunne nu mere klart se ham som solens første stråler brød igennem trækronerne, og lyste området omkring dem op. Hun betragtede den lettere muskuløse mand, som hun bedømte til at være ca lige så høj som hende. ”So are you gonna do me the courtesy of telling me what you are doing out here at this hour? Its not really a good time for a hunt, all the animals are still sleeping. Or well most of them.” Hun hentydede til hans ravne ven fra før, som nu var forsvundet igen.

Fenrer lagde hovedet lidt på skrå og hævede et øjenbryn ved den unge kvindes tone der steg løbende i sarkasme og flabede bemærkninger. Da Isabell bad ham holde inde og selv begyndte at holde en ene tale selv smilede Fenrer stort, godt underholdt * Well she’s either a talented liar or just blunt about the truth, and a bit too cocky* Fenrer, der indtil videre havde stået lænet mod træet, stødte nu skulderen til det og gik et par skridt frem mod Isabell. Han stoppede op en meter fra hende og slog slagets ene fold til siden, så han kunne lægge en hånd ud imellem dem.

Der spredtes en kækt lille smil på Fenrers læber ”I’m out for a bit of herbs..” Sagde han og klappede sin bæltetaske pr automatik. Han havde alle de fornødne til at samle urter i den taske, ikke at nogen af de almindelige urter der var her i skoven havde ham nogen interesse. Det han var ude efter, voksede ikke i dette luftklima, der skylle man nærmere hans forhenværende hjem i bjergene. ”.. besides if ya headed for the mountains I’d be sure to have taken the road from Humvita” Fenrer fortsatte nu forbi Isabell uden at bryde sit blik på hende. Da Fenrer var noget rundt om Isabell og nu var nød til at gå baglæns for at se på hende stoppede han kort.

Fenrer kunne holde det kække smil tilbage, men formåede at holde det så småt som muligt. ”Ya see it doesn’t matter if ya can defend yaself..” Fenrer slog roligt ud med den ene hånd mod skoven ”.. there is about three days travel over this terrain, and that’s for someone like me, it’ll be more for you” Fenrer fortsatte baglæns ind i skoven som han holdte et fast blik på Isabell. I det fjerne kunne fuglekald høres over skoven, som snarligt ville efterfølges af de andre og mere aggressive skabningers kald. Fenrer stoppede kort op og lyttede, som hans øjne gled søgende gennem revnerne i trækronerne. Han derpå han så tilbage på Isabell.

Fenrer stod så der og stirrede på kvinden, mens han bed sig eftertænksomt i underlæben. Han havde egentlig sagt hvad han havde, for at være flabet og drille Isabell, men han var ikke sikker på om han skulle efterlade hende her. Ikke fordi hun ikke ville kunne klare sig overfor dyr, men der var mere end ulve og vildsvin mellem her og bjergene. Han tænkte i næsten et halvt minut hvorpå han gav et opgivende suk fra sig ” Look.. Bell.. ” sagde han og trådte igen Bell nærmere ”I don't doubt ya know how to handle yaself, but I doubt ya ever been in this part of the forest, am I right?” Spurgte Fenrer uden at være flabet I tonelejet, men så blot på Isabell med et stålsat blik “ Ya see… here North of the Marshes, East of the Cliff of Kings and South of the Valley is where Humans stops comming, and we the animals live.. So If ya like… ya can come with me? I know the safe passages and what lies ahead”

Isabell havde absolut ingen forstand på urter. Eller det vil sige, hun vidste godt hvilke der kunne bruges til lidt madlavning, og resten holdt hun sig fra. Der var ingen grund til at risikere og forgifte sig selv, ved at bruge noget forkert. Et øjenbryn løftede sig som han gjorde hende opmærksom på at han ville have taget en vej op til bjerget. Hun kunne godt se hans pointe, men nu drejede det sig jo netop om at han ville finde vej igennem skovene. Hendes blik hvilede roligt på ham, som han stod tæt på hende, men hun valgte ikke og sige noget til hans ord. Hun drejede sig ikke da han passerede hende, men hun lyttede efter hvor han var. Hun stolede ikke på ham, men kunne man også stole på nogen man lige havde mødt i skoven?

Hans bemærkning om hvor langt der var, fik hende dog til at vende sig om og kigge på ham som han gik baglæns videre ind i skoven. *Does he think Im stupid or what?* På trods af hendes egne tanker, så kunne man ikke spore det i hendes ansigtsudtryk. Hvis hun nu bare lod være og sige noget, så kunne det tænkes han bare fortsatte sin vej, og hun kunne fortsætte ud på sin egen rute.

Men Fenrer kom nærmere, og virkede som om han havde mere og sige end de flabede kommentarer han havde slynget ud. Hans toneleje var nu anderledes, og det fik hende til rent faktisk at svare på hans spørgsmål. ”No I have not. As I told you before, I normally avoid these areas for a very good reason. So why are you asking?” Hendes eget flabede toneleje var forsvundet og hun så på ham med en oprigtig nysgerrighed. *What is he up to?*
Men der gik ikke længe før hun fik svar på det spørgsmål. Et ganske svagt smil og øjne med et hint af drilsk i sig var hendes reaktion på hans tilbud. ”What happend to ’there is about 3 days travel over this terrain, and it will be fore for you?’”Hun gik de sidste skridt det krævede for at passere ham, og gik så videre I et roligt tempo. ”I would be a fool to turn down that offer, but are you sure you wanna have someone like me slowing you down?” Hun var stoppet op og kiggede på ham over skulderen. Hun vidste godt at det helt klart ville være beds tog følges med ham, men hun kunne ikke helt fjerne den flabede tone der lå i hendes ord. Hun bed sig derfor i læben ”If you dont mind, I think it would be wise to take you up on your offer. Besides… I dont think your the worse company to keep.” denne gang havde den flabede tone været væk, og hun sendte ham et oprigtigt smil som hun stod der og ventede på han traf en endelig beslutning.

Fenrer løftede et øjenbryn med et kækt lille smil, som han kort fik igen for sine flabetheder. Fenrer gav et anerkendende nik fra sig og så på Isabell med et smil "Deal.." sagde han og gik op til den unge kvinde ".. besides.. I don't mind waiting around and taking a bit longer if it means I'll have some good company to keep" Fenrer smilede og nikkede til den unge kvinde endnu en gang inden han fortsatte forbi. Han så sig tilbage over skulderen og pegede frem for sig " We'll be heading this way" sagde han inden han lod armen falde tilbage ned langs hans side og vendte hovedet, for at fortsætte "There's a low ridge that is easy to follow this part of the way"

Som de fortsatte frem i skoven, forsvandt rimdisen gradvist, mens de grå skyer der trak ind over himlen, forvandlede det lyse skovlandskab foran dem til en dunkel verden af skygger kastet af de grå stammer. Fenrer så sig af og til tilbage mod Isabell, når han ikke kiggede sig om efter hans pejlemærker eller lyttede efter skoven lyde. Lydene som Fenrer lyttede efter varierede mellem fugle kald og hjorte der råbte. Hver gang der kom en af disse lyde vendte Fenrer sit øre mod lyden og stoppede et sekund for at finde ud af hvad præcist det var der foregik, men han stoppede dog aldrig op længe nok til at sænke hverken sin egen fart eller Isabells.

Efter et par kilometer nåede de to så den lille klippekam, som skildte landskabet i skoven i to dale, som kun blev dybere jo længere ud man så. Fenrer vidste at kammen fortsatte de næste 14 kilometer, og var nemmere at rejse ad end de to dale. Desuden var der meget mindre risiko for at støde ind i nogle af de mange ubehagelige væsener, hvis man altså fulgte kammen her, som til gengæld var ujævn og ikke meget mere end at par meter bred. Fenrer stoppede og vendte sig om mod Isabell "I hope ya don't mind no climbing work" sagde han og foldede slaget op om sine skuldre, så det ikke var i vejen når de to skulle over kammen. Han så op på himlen og kunne regne ud hvor solen befandt sig over skydækket.

"It's about noon" sagde han lavmælt og kiggede derpå over på Isabell "That means we might have to sleep on the ridge at some point" Fenrer hoppede op på den nærmeste sten, med en adræthed man kun fik af at leve hele sit liv i bjergene, eller lignende. Han så atter ned på Isabell "By the way.." sagde han og rakte en hånd ned til Isabell".. Ya never did say why ye're headed to the frozen valley, so if ya don't mind me asking?"

//Lige lidt visuelt af hvordan Fen ser ud : [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun smilte lidt som han erkendte han ikke ville have noget imod det tog lidt længere tid hvis det betød godt selskab. *Well at least we agree on something then* Hun gik roligt et par skridt så hun nåede op ved siden af ham, og kiggede i den retning han havde peget. ”Well what are we waiting for then?”

Isabelle sørgede for at gå bagved Fenrer det meste af tiden. På den måde kunne hun sørge for at lægge mærke til skoven, til hvordan tingene var. Hun var trods alt en erfaren stifinder, og de mindste ting gjorde at hun kunne kende området igen. Som de nåede de 2 dale, betragtede hun med et afslappet suk. Det var virkelig smukt, og hun kunne ikke lade være og smile lidt. Hun havde det langt bedre herude end inde i byen. Byen kunne hurtigt virke så kold, og livløs. Hun drejede blikket over på ham som han sagde noget. ”I might look like a damsel in distress. But don’t let the look fool you.” svarede hun flabet imens hun betragtede ham.

Isabelle havde intet problem med at overnatte i skoven, heller ikke på bjergryggen hvis det endte med det. Selvom hun måske så sart ud, så var hun det langt fra. Hun havde bundet et reb om sin mave, og havde derved sørget for hendes kappe ikke kom i vejen. Hun tog imod hånden han rakte hende og kom uden problemer op ved siden af ham. Det var ikke fordi hun var så adræt som ham, på ingen måde. Men hun vidste da hvad hun lavede. Hun bevægede sig roligt hen af bjergryggen, sørgede for hele tiden at sikre hendes fod stod stabilt før hun gik videre. Det var ikke nyt for hende og klatre i bjergene, hun vidste derfor også at man skulle passe på. Hvis man mistede fokus et kort sekund, så kunne man risikere og falde i den visse død. ”Curiosity. I cant see a point in lying, I heard a lot of things about that place, and I want to see it for myself. I had some time, so why not? I was getting tired of the city walls anyway.” Hun sendte ham et skævt smil som hun var stoppet op for at svare ham. ”Why are you going all that way to find herbs? Its not my strong side, so is it because there are some rare ones which only grows in that valley?”

Fenrer rystede let på hovedet da emnet blev ledt ind på udseendets bedrag, hvilket han kun kendte alt for godt til. Fenrer havde ikke givet Isabel et svar på hendes lettere flabede kommentar. Hun havde nok følt at han prøvede at underminere hende eller noget i den dur, men det var forståeligt nok, med udgangspunkt i deres møde samme morgen.

Da Isabell bandt et reb om sin mave, smilede Fenrer for sig selv, da det gik op for ham at hun fastgjorde kappen under rebet. Fenrer rykkede blot sit slag op om skuldrene og og holdt et øje på hende, som han havde fået hende op på stenene. Fenrer ville blot sikre sig at Isabell ikke kom galt afsted, men hun havde tydeligvis styr på det med at klatre. Isabell svarede da på hans spørgsmål om hvad hun agtede at få ud af rejsen til den frosne dal. Fenrer tænkte kort over svaret, men kunne intet finde galt i det, selvom det virkede ham underligt, bare at tage afsted for at se et sted som ismarkerne. Fenrer måtte dog indrømme overfor sig selv at der nok ikke var en bedre grund end opdagelseslyst, for at komme ud og se verden, hvilket han gav til udtryk med en anerkendende brummen og et nik.

Fenrer fortsatte op til Isabell, men stoppede kort, ligesom han skulle til at passere hende på de ujævne klipper, da hun spurgte ham om hvilke urter han skulle til at hente og hvorfor. Fenrer trak et stort, men skævt smil over sit ansigt, som han gav et lille kluk af et grin fra sig og fortsatte forbi Isabell. Han ville ikke håne Isabell med det svar han lige havde givet, men han vidste godt at den urt han skulle hente, ikke var nødvendig at hente i bjergene. Men for Fenrer betød det alverden at den kom fra hvor han voksede op, og derfor havde han sat ud på denne rejse. Fenrer som var fortsat hen ad den ujævne klippekam, der ofte bød på fald og stigninger på en halv meter og mere, så tilbage på Isabell med et smil.

"I'm afraid that you'll think me silly.." sagde han og vendte sig om for at fortsætte "..so unless it's a matter of absolute necessity, I'll just show you when we get there"
Fenrer trak hånden til sig som han mærkede en kold prikken på sin håndryg. Han betragtede sine knoer og konstaterede at dråben der havde ramt hans hånd ikke kom alene. Himlen over skoven så ud til at trække op til regn, hvilket ironisk nok blot gjorden Fenrer mere glad for at befinde sig på klipperne, for det er aldrig en god ide at krydse en dal som er svøbt i mudder. Han skulle til at tage slaget af, sammen med resten af sit tøj, men ombestemte sig som han så tilbage på Isabell. Han ville ikke kunne tale med hende, når hun nu ikke var formskifter, i sin ulveform.

Fenrer bed tænderne sammen i ærgelse over sin situation, som dråberne blev hyppigere. Han hadede koldt vejr i menneskeform. Mennesker duede ikke til at holde varmen. Fenrer hoppede over et lille hul i det, ligenu, stigende plateau som toppen af klippekammen udgjorde. Fenrer gav et melodisk fløjt fra sig, for at få fat i Isabells opmærksomhed og pegede ned på hullet for at gøre hende opmærksom på det. Fenrer vendte sig dernæst for at fortsætte "Have you packed any food? " spurgte han over skulderen "Cause I didn't pack any extra"
Fenrer havde ikke lyst til at virke flabet, hvilket fik ham til at spørge i en så neutral tone som muligt, men han var nød til at spørge, da han efter tankevirke ikke ikke havde set hende med en taske eller lignende, men der kunne jo være noget han havde overset. Hvor om alting var så ville det ikke være længe før end de to burde få stoppet op og spist et eller andet.