The Bloody Crown - Ramsay

S: Det fine tortur sted
O: Hvad der nu er
T: Aften
V: Varmt, mørkt..
@Ramsay

---

De havde ikke talt sammen længe. Hun savnede at snakke med ham, om hun ville indrømme det? Ikke tale om. Hun fik styr på sig selv imens. Caroline havde været forbi, og det var lykkedes Josette at bringe Carolines mørkere sider frem - på samme tid kunne hun vel takke Sean for det? Det blonde hår hang lyst henover hendes ryg med enkle blodsting i. Blodet beklædte hendes hud let, ligesom hendes tøj. Det så ud til, at hun havde haft det sjovt. Det havde været en rigtig hyggelig tur til Sunfury. Josette havde haft sine kontakter, og hun havde efterladt et par dusørjægere mindst ti forskellige steder - de kunne da prøve at samle sig selv sammen. De ville nok ikke have meget held. Josette var klædt simpelt. Sorte short, en sort top - og ikke mindst sko. Det var det mest praktiske. Hun havde savnet at være sig selv. Audrey havde forsøgt at ændre alt for meget på hende, men nu var hun tilbage. Josette var endelig tilbage. Dayne, næste gang hun så ham ville hun give ham, hvad han havde fortjent. Josette kom gående med Crystal lidt bagved sig. Ingen vagter, blot hende. Det var ikke en opgave som alle havde brug for selskab til - desuden ville det  vække for megen opmærksomhed.. ikke sandt? På ryggen af kæmpe jaguaren var der en person. Hvis man lyttede kunne man hører hjertet banke. Denne person skulle ikke dø. Bruges. Det var hendes lille forsogningsgave til Ramsay. Han syntes hun var blevet blød - og skuffelsen havde været i hans øjne om han ville indrømme det eller ej. Hun var skuffet over sig selv også, men hun var ved at rette op på det. Dæmonpigen Josette havde fanget var ikke ligefrem en nem fangst, men til sidst havde det hjulpet at kvæle pigebarnet lidt.

Josette kom frem til det tortur hus også kaldet Ramsays bedste af det bedste. Hun lavede tegn til Crystal om, at hun skulle vente. Josette gik ind. Et lettere skævt smil gled op på hendes læber. Han burde kende dette smil. Det var sådan hun så ud, når hun havde en plan, en god nyhed - eller blot en overraskelse. For tiden havde hendes blå øjne det med at fange hans hånd ret hurtigt, hvor hun havde stukket kniven ned. Han ville nok huske sig selv på, at ikke alle kunne tæmmes - eller noget andet. Hun vidste det ikke. Josette lignede et lille barn som var ved at eksplodere.
"Du snakkede om hende Tera bitchen var et problem.. og siden jeg kender dig.. og jeg kender mig." Hun skar en kort grimasse. "Så tager vi ikke en trussel af ord ret så skræmmende.. så jeg tænkte. Hvorfor ikke sende hende en besked om vi faktisk mener det?" Josette trådte lidt ind.
"Først. Dog. Vil jeg kalde det en forsogningsgave. Våbenhvile imellem os. En mand med dine færdigheder, ønsker jeg trods alt ikke på min dårlige side." Josette sendte ham et lille blink. Der var intet hån. Ren og sker snak.
"Jeg undersøgte Tera. Fandt frem til nogle oplysninger takket være din lille lærling Hanna.. Det viser sig, at Tera har ældre søstre. Lavender og en Clary.. andet ved jeg ikke om den familie.. og jeg kunne ikke finde Lavender" jeg ville ikke udlevere min veninde.".. men jeg fandt Clary." Så piftede hun. Det gigantisk store rovdyr kom ind med dæmonpigen henover sin ryg. "Hvad siger du... våbenhvile?" Spurgte hun og hævede brynet en anelse.

Naturligvis ignorerede hun tjeneren. Det ville ikke ende godt for denne ellers kønne dæmon pige. Let trak Josette på skulderen og lod kort blikket glide henover lærlingen. De blå øjne var fanget på Ramsay så snart han var inde i rummet. Hun skar en kort grimasse.
"Nah. Lige nu. Tror jeg vi er bedst hvis vi ikke bliver stukket mere ned." Svarede hun og sank kort en klump. Hun var tilbage. Det var tydeligt. Hun havde haft et svigt. Pokkers tag folk som prøvede at lokke hendes indre engel frem sommetider. Josette kunne genkende Ramsay på en dårlig dag. Hun havde trods alt set det så mange gange nu. Så hun vidste også, hvornår hun skulle tale og ikke tale for at stemningen ikke skulle dvale. Ud af øjenkrogen flyttede øjnene sig med hvor han gik hen og satte sig. Torturere sine lærlinge. Hvorfor ikke? Ramsay var jo Ramsay. Så. Endelig lykkedes det hende at fange hans opmærksomhed. Josettes tankegang som reaper var skabt udfra, hvordan Ramsay havde trænet hende - selvfølgelig vidste hun at det ville vække hans opmærksomhed. Josette stillede sig op af væggen ganske kort. Da Crystal kom hen gik hun hen og brugte sin evne til at fremmane luft omkring dæmon pigen så hun kunne stå op - på trods af den dukkelignende tilstand. Da han smilte og klappede i hænderne, blev hun selv i bedre humør. Det gjorde hende tilpas, hvis han blev bedre tilpas - hvor underligt det end måtte lyde. Så rejste han sig. Blot at hun havde haft smilet kort var nok for hende, indtil videre. Alle vidste Ramsay ikke var nogen solstråle.
"Vel. Jeg så en udfordring og tog den." Svarede hun kort og hurtigt.

"Fordi, jeg spurgte Hanna.. den tøs er hurtig med informationer. Og som du sagde.. Lavender er min gode veninde. Hun har fortalt mig lidt. Lidt, men nok til at jeg er sikker.Jeg er ret sikker. " Fortalte Josette med den lidt samme hårdhed for at bevise, at hun mente det. "Lavender er stærk ja.. men jeg har Caroline." Tilføjede hun med et skævt smil. De havde også Assorian. Caroline var venner med ekstremt mange, hun kunne også hjælpe den vej. Josette havde skam det hele tænkt igennem. Heldigvis kunne hun da tage spydighederne. Da han så faktisk sagde en våbenhvile lød godt, flyttede hun øjnene fra deres ufrivillige gæst.
"Jeg ved jeg ikke gør det ofte, og det ikke ligefrem er vores ting.. men jeg beklager jeg lod min vrede gå udover dig den dag." Hun rømmede sig lidt og slog blikket ganske kort ned. "Du har ret. Du havde ret. Du har altid ret. Jeg var ved at miste mig selv.. Audrey var kommet ind under huden på mig.. og det sker ikke igen." Tilføjede hun og slog blikket ærligt op. At hun faktisk erkendte sine fejl overfor ham.. var en stor ting i sig selv. Han havde sagt, at hvis hun tog afsted ville det være slut imellem dem, men hun havde aldrig forladt byen. Hun var ikke rejst nogle steder.. Ikke at hun regnede med, at han ville have bemærket det. Selv havde hun haft travlt med at komme på de gode sider af de gode folk.
"Men, hvis du vil være så sikker på om kære Clary her betyder noget for Tera.. så send hende et brev, lidt frisk blod.. måske en lokke hår.. luftpost.. se, hvordan hun reagere." Ja Josette var op for totur og en god partering selvfølgelig. Dog ville hun heller ikke komme for langt ud på havet med Lavender.
"Når du er færdig med resterne af ham på korset, så er jeg sikker på Crystal godt ville have noget dessert." Den store jaguar havde lagt sig midt på gulvet og fyldte egentlig pænt meget. "Hvor vil du have din gave hen." Spurgte hun med hovedet vippet let på skrå. Trods alt holdt hun pigebarnet oppe med sin evne. Selvfølgelig kunne hun også bare slippe dæmonen og lade Ramsay tage sig af det. Men nu havde hun våbenhvilen. Hvorfor så ødelægge det hele ved bare at gå? Det var heller ikke hendes stil længere, at gå fra noget. Det havde det ikke været i nogle år nu.
"Hvis du ikke har noget imod det.. så har jeg virkelig savnet at arbejde sammen med nogen med talent.. så, jeg er all in for at arbejde sammen med dig igen.. hvis du altså ikke er gået hen og finde solo arbejdet ekstremt spændende?" Spurgte hun og så imod ham. Der var en speciel afstand imellem dem. For Josette ønskede ikke at virke alt for ivrig. For selvfølgelig kunne hun håndtere soloarbejde, det gjorde hun så ofte - det ændrede ikke på, at teamwork ofte var det mere underholdende.