Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Selvfølgelig vedblev den dumme tanke i hans baghoved om at han ikke burde gøre det her.  Ikke kun grundet hvad der kunne ske hvis det blev opdaget, men også grundet alle de gange han var blevet fortalt at han aldrig skulle stole på dæmoner… Men igen, han var stædig, og troede fuldt og fast på at lade tvivlen komme folk til gode, uanset deres race. Når han selv kunne være så anderledes fra andre elvere, kunne f.eks. denne dæmon jo også være meget anderledes end andre af hans race. Han holdt fast i den tanke, og derved blev det også nemmere at skubbe det andet til side, og blot lytte efter hans krop i stedet.

Han sendte manden et blidt smil som han havde fået placeret sine hænder på hans brystkasse og fik gledet dem ned af de markerede muskler, kærtegnede blidt omkransen af hånd hver enkelt med sine utroligt bløde fingre, for at han derefter havde fået hævet den ene til hans kæbe og lige så blidt kærtegnede den, også. Generelt var alle hans bevægelser blide, rolige, nærmest elegante i det. Han smilede let tilbage til dæmonen, og gengældte da også blikket. Smilet blev en tak skævere som han så fik et navn på manden - det passede da også fint til ham. Om det var et alibi eller ej vidste han så ikke, men det kunne vel egentlgit også være en smule ligegyldigt lige nu.

For hvis det var et alibi man ofte brugte, så havde folk ikke længere alle de tegn han har vandt til at lytte efter når folk opgav et falsk navn og derved løj ham lig eop i ansigtet. Med hans sanser der var så meget skarpere end langt de fleste elveres, hvor de besad i forvejen utroligt godt syn og god hørelse, så var hans på det niveau hvor han, når han stod sammen med en som han nu gjorde med dæmonen, så kunne han tydeligt høre hjerteslaget, åndedrættet - ja, alt. Og uanset hvor god man var til at lyve… Så var der altid noget der gav en væk. Et lille ekstra hurtigt slag af hjertet, et slag der blev sprunget over… En let piben i vejrtrækningen… Der var altid et eller andet, men når det var et alibi man brugte tit blev det jo mindre og mindre af en løgn og mere af en  sandhed, som en ekstra personlighed... Hvorfor der ikke ville være de tegn at spore.

“That, my beautiful… Is a really nice fit for you.” sagde han blot, helt stille og roligt, stadig med det blide smil på læberne. Han lænede sig ind mod ham for endnu et kys, denen gang kortere og mere overfladisk - mest af alt fordi nu han var begyndt, kunne han nærmest slet ikke lade være “As for mine… I’m going to spare you the middle names. I’m Althorn Nestedir.” dem der kendte lidt mere til skovelvernes royale linje ville jo selvfølgelig genkende efternavnet, da det var det familien havde haft i adskillige årtusinder.

For ham var der jo ingen pointe i at skjule sit navn, bortset fra når han specifikt ville have at folk IKKE skulle vide han var royal. Men nu han allerede havde fortalt denne dæmon at han var kongen, tja, så var der så absolut ingen grund til at finde på et dække, eller helt undlade at sige sit navn som han indimellem gjorde, da han virkelig hadede at lyve overfor andre. Han hadede at blive løjet for, og han hadede også selv at lyve. Der var nogle få momenter hvor han selvfølgelig blev nødt til at lyve, men han hadede det lige meget hver gang. Alt ville jo være så meget nemmere hvis folk bare sagde sandheden og ikke løj for hinanden. Ja, der ville komme nogle grumme sandheder frem - men han selv ville da hellere have en grum sandhed end en oppyntet løgn, til hver en tid.

Den hånd der havde hvilet på dæmonens mave lod han langsomt glide ud til den ene side, lod tommelfingeren glide blidt kærtegnende over den markerede hofte, fortsatte fra hvor de havde sluppet som han blidt lod sin pande hvile mod dæmonens igen. "Not that I think my surname should be any surprise... If you're read just the slightest bit about our country."

Vetis nød mandens berøring. Især den måde som han virkede til at undersøge hans krop med den måde han gled hænderne over hans muskler. Ja, de var ekstremt markante men tydelige var de. Han var trods alt ikke kun et ansigt... han havde også trænet i flere år og holdt sin styrke oppe. Han synes selv ikke at det var så meget at kimse af igen taget i betragtning af andre væsner som han havde set, men svag var han ikke. Det kunne være farligt at tænke sådan da det var en måde hurtigt at miste armen på. Det og meget mere vis man ikke var påpasselig med ham og holdt godt øje med hvad han gjorde. Det var dog dejligt ikke at skulle tænke på sådan noget lige nu. Lige nu skulle han bare fokusere på det som han var god til. Forførelse og... ja, andre former for kropslig nydelse. Der var trods alt ingen grund til at spille med nogen muskler ellers nogen former for styrker i dette tilfælde... eller jo, men det var nok af helt andre årsager og grunde.

Han var virkelig blid ved ham. Det var som om at han behandlede Vetis som noget dyrebart eller noget som let kunne g i stykker. Det var der skam igen grund til. Han var trods alt ikke lavet af glas. Det var vel bare elverens måde at være på så det gjorde jo egentlig ikke noget. Det var faktisk rart nogen gange at have nogen som behandlede en ømt og kærligt... det mindede ham en smule om hans moder, men sådan en tanke blev hurtigt forkastet. Det var trods alt ikke et tidspunkt at tænke på sin mor på. Det var ret akavet af så mange årsager og grunde. Så han fokuserede igen på det som han havde foran sig.

"Thanks... you're much too kind," sagde han blot da manden koplimetermede ham for hans navn... eller nok nærmere hans alias. Det var ikke en løgn at den person også var Vetis, men det var trods alt ikke hans sande navn eller hans sande person. Det kunne han ikke tillade sig at denne mand havde kendskab til. Det kunne trods alt skabe en del problemer. Især også siden at den mand viste sig at være elverkongen selv. Det var for risikofyldt... så derfor fik han et alias. Et alias på en person som blot havde et godt ry så det var ikke til at finde alle de ting som Vetis ellers gik og gjorde. Han holdt nemlig mange af de ting adskilt da det var det som virkede bedst. Gik alt under én person var han ret så sikker på at ingen længe ville det gik rigtig galt og ting ville kun blive kompliceret for ham. Denne mand ville nok også i sandhed sætte pris på det vis han ellers vidste det... det var trods alt også en måde at passe på ham og sørge for at ikke noget slemt kom hans vej.  
Vetis modtog kysset, men var dog en smule utilfreds over at det havde været så kort. Det havde der dog været en grund til da elveren endelig introducerede sig selv. Så han hed Althorn? Han mindes at have hørt det navn før... det havde været nævnt for ham inden at han var trådt ind i skoven. Elvernes konge... selvfølgelig. Han havde bare ignoreret det meste af den information han havde fået men mest af alt fordi han ikke havde spurgt efter den. Han havde trods alt været en smule ivrig efter at få udforsket skoven. Han vidste godt at det havde været bedst at have lyttet efter, men hans nysgerrighed havde vundet ud denne gang. I alt fald havde det ikke den største betydning siden at han havde fundet ud af det... og ville han have flere informationer kunne han jo altid spørge Althorn. Så det hele hang sammen og havde forløst sig på en mere interessant måde. Meget mere interessant...

"Well, the pleasure is entirely mine having met you," sagde han forførende og kyssede ham kort. "Althorn... truly, what a lovely sound..." derefter kyssede han ham igen, blot længere denne gang. Han stoppede dog igen efter noget tid for at kigge ham ind i hans smukke øjne igen. Det var nogen som han god kunne vænne sig til... i fleste havde han flået sådan nogen øjne her ud og beholdt dem for sig selv... men, de klædte Althorn meget bedre at have dem i ansigtet... og i live.
"I might just read up on it after having met you," sagde han leende og tog om Althorn's ansigt inden at han kyssede ham igen. Han startede blidt og legende ud. Derefter gjorde han det dybere og benyttede sig af sin tunge noget yderligere. Bare så de begge fik varmen.

"Having spoken of pleasure... come with me..." sagde han efter at han havde stoppet kysset. Derefter tog han Althorn's hånd blidt og ledte ham dybere ind i skoven. Dog ikke forfærdelig langt væk fra hans ting, men hen til noget tættere bevoksning. Som et fint lille sted mellem nogen buske og et træ. De virkede til at de ville dæk godt for udsynet for vis nogen faktisk skulle være i nærheden eller være lidt for nysgerrige. De ville i alt fald ikke få det hele med hvilket var pointen. Ikke at det ville gøre Vetis noget, men nu var han allerede påpasselig i dette tilfælde siden at han havde med en konge at gøre. En konge som han ikke var sikker på hvor længe siden at han sidst hade fået noget... vis han overhovedet havde før... Det fandt han vel meget snart ud af.
"This place is more like it... quite and secluded... not so much as a chance for spying eyes..." sagde han en smule drillende og kyssede Althorn's kind imens han holdt om hans ansigt igen.

Althorn’s øjne fulgte stille hans fingre som han noget så blidt fik udforsket lidt af de muskler der nu så fint var fremvist på dæmonens bare overkrop. Det var næsten som et kunstværk man kunne mærke og ikke kun se. Som hans hænder endte nede ved mandens hofter, løftede hans blik sig igen for at se ham ind i øjnene, og et svagt smil trak op i hans fyldige læber. Nu havde han trods alt besluttet sig, og dæmonen havde da også haft mere end ret… Lige nu var der nok ikke noget som helst han hellere ville end at… Ja… Lære ham lidt bedre at kende, så at sige. Så måtte han tage tingene som de kom derefter. Der skulle vel også være noget tid til at nyde sit liv, selv med de mange pligter man havde som værende royal.

“Calling it as I see it,” sagde han så helt simpelt, smilet for et sekund eller to en smule bredere end før. Uanset om det var et alibi eller ej så passede det da fint til ham. Der var både skønhed og styrke i navnet… Noget der da passede perfekt til mandens udseende. Han løftede stille den ene hånd til siden af dæmonens hals da han havde kysset ham, og derefter fået introduceret sig selv. Det med ikke at sige sine mellemnavne havde han bare vænnet sig til, af ren høflighed… I alt fald når han ikke havde med elvere at gøre. Det var tit folk syntes det var en lidt større mundfuld hvis de ikke var vant til det elviske, trods alt.

“Not my first choice, but glad you like it,” sagde han så med bare det svageste hint af et grin i stemmen, før deres læber mødtes igen. Hånden ved hans hals gled om til nakken som kysset blev lidt dybere, lidt mere insisterende, og hans vejrtrækning en kende tungere som reaktion dertil - den der behagelige summen i kroppen, så velkendt selvom det havde været så længe siden - blev også langsomt stærkere. Han åbnede langsomt de blå øjne igen og studerede kort ‘Ashyr’s ansigt, før endnu et mindre, blidt smil dukkede op på hans læber som han villigt gik lidt dybere ind i skoven med dæmonen. Ílthar, der stadig stod og ventede et stykke derfra, var for nu fuldstændigt glemt til fordel for den anden mand.

Det var trods alt meget længe siden han havde tilladt sig dette… Så… Nu skulle det skam også nydes. At det så var med en dæmon… Tja, det var så det. Manden var utroligt flot, og hvis han havde bare den mindste smule hjerne - som han da så absolut havde med alt de havde talt om indtil videre - så ville han heller ikke risikere på at prøve at gøre noget ved ham. Ikke når det ville betyde han ville få så mange andre elvere på nakken for det.

Så for lige nu følte han sig rimelig tryg, især med visheden om at hvis han alligevel skulle prøve på noget, så havde Althorn trods alt sin lysmagi at falde tilbage på. Det var jo så utroligt effektivt mod dæmoner, skyggevæsner og vampyrer… Og indimellem også sortelverne. Det var også derfor han blot smilede og drejede hovedet lidt til siden så ‘Ashyr’ blot ville have nemmere adgang til hans kind - og hals, skulle han ønske at fortsætte kyssene der. “Like mine before, you mean?” drillede han stille tilbage, med øjnene lukkede og det lette smil tilbage på læberne, mens han med venstre arm rakte op og nemt fik løsnet remmen der holdt skulder rustningen på plads, så han kunne glide den ned af sin arm og lade den falde til jorden,før han gjorde det samme med armskinnerne. Med hvad alt dette lagde op til, ville de trods alt ikke være særlig komfortable at have på.

“I’m guessing you don’t mind me getting comfortable, then…” sagde han dernæst i en lidt dybere, lidt mere flirtende tone end før, som han åbnede øjnene igen. Med det samme blide smil på læberne åbnede han da op for den længere vest han havde på, og lod også den falde til jorden, så der nu kun manglede den hvide skjorte for at hans overkrop ville være bar. Han trådte da igen det halve skridt tættere på dæmonen så der igen ikke var nogen synderlig afstand mellem dem, som han lod en hånd glide op langs hans ryg, udforske musklerne der gemte sig der. Det var en del nemmere bare at lade sig rive med når de nu ikke stod ude midt i det åbne - nemmere at overtale sig selv til at lade være med at tænke, når der var den mindre risiko for at nogen så dem.

Vetis grinte bare af hans kommentar. Han virkede til at slappe mere af nu hvilket var vidunderligt... han følte også på den måde at han fik lov til at se mere af Althorn. Altså, den rigtige Althorn som gemte sig bag sin titel som konge. Han virkede også til at smile noget mere hvilket klædte ham rigtig godt. Faktisk klædte det ham ufattelig godt. Han virkede også mere frigjort i sine handlinger hvilket er noget som alle burde have en ret til. Han var i alt fald vild med de lave som han fik lavet idet de kyssede nået dybere. Det var godt nogen lyde som han kunne vænne sig til. Især var han også sikker på at han ville holde af at høre alle de andre lyde som han kunne formå at udstønne.. under hans mesterlige og trænede hænder i elskovens mange teknikker.

Vis man ikke to helt fejl skulle man næsten tro at han glædede sig til at ligge med ham. Vetis smilede blot stort og holdt mandens hånd i sin egen idet han viste dem vej. Der var skam også noget at se frem til for dem begge to. Det var da også sødt for ham at gøre det nemmere for ham at kysse ham og han var med på drilleriet. Det var ikke fordi at han ikke også havde lagt mærke til det før, men Althorn var en rigtig høj mand. Det var især til at ligge mørke til når nu de var så tæt på hinanden. Han var lige det hoved højere end Vetis. Ikke at Vetis var så lav igen. Althorn var bare ekstremt høj, men det gjorde nu ikke så meget igen. Det betød bare at Vetis havde nemmere tilgang til det som sad lavere på Althorn. Eller også måtte han bare få ham ned i hans egen højde. Der var trods alt altid muligheder når man ikke så forhindringer.

"Perhaps," svarede Vetis drillende til Althorn's kommentar. Det var trods alt det som han havde hentydet til fra før. Det var stadigvæk lidt en komisk situation vis man tænkte over det og elveren her havde ikke haft en chance. Ikke når han havde overvåget ham som han havde til at starte med. Det var noget som Vetis fortsat ville kunne drille med... vis han altså også mødte ham igen efter deres møde denne dag. Det var faktisk godt være noget som Vetis kunne tænke sig, men det var ikke altid noget som man kunne bestemme på forhånd. Han ville først lige se hvordan dette gik inden at han besluttede sig for noget som helst, men han var ret sikker på at der ikke var noget som, som sådan ville ændre på det. Tværtimod. Han havde fornemmelsen at det ville være stik modsat. At han ville få en større lyst til at se ham igen. Især hvis han fortsatte med at være lige så fræk som han var lige nu. Sådan at smide tøjet foran ham. Det var som om han var en helt anden nu... Vetis bed sig i læben og kunne mærke temperaturen stige i hans krop.

"Not at all," sagde han forførende og overværede Althorn smide sit tøj. Han gjorde sit bedste for at æde ham op med hans øjne idet han fik lov til at se mere af hans krop. Han slugte enhver detalje, men bevægede sig ellers ikke fra hvor han stod. Mest af alt fordi at Althorn skulle have lov til at se hvor meget han ville have ham. På den anden side så var det også bare dårlige manere sådan at afbryde ham når nu han gav ham sådan et fint show. Vetis lukkede øjnene og nød Althorn's berøring af hans ryg. Han åbnede dem igen og kiggede smilende Althorn i øjnene.

"Hope you don't mind getting down and dirty," sagde han før at han løftede Althorn op i sine arme for derefter at ligge ham blidt på jorden under sig. Vetis kravlede lidt op så deres ansigter var ude foran hinanden og fangede Althorn's læber i et sultent kys. Hans hænder smøg han ned om siderne på ham og ned til Althorn's hofter. Han fik løsenet Althorn's bælte og lagde det på jorden ved siden af dem så det stadigvæk var inde for Althorn's rækkevidde. På den måde ville han ikke føle at han var uden noget at forsvare sig med... ikke at han ville få brug for det. Han ville nok bare synes at det var betryggende. I alt fald fik Vetis fjernet bæltet og samtidigt givet Althorn et hedt kys inden at han rejste sig op igen... dog stadigvæk siddende på ham. Han kiggede ned på ham med lysten åbenlys i hans øjne. Derefter trak han sin egen bluse og smed den fra sig. Han smilede sensuelt til ham.

"Now... are you going to look away this time... or are you brave enough to witness all of me?" sagde han frækt hvorefter at han stille fjernede klædet om hans egen hofter så han igen nu var fuldstændig nøgen. Derefter lænede han sig en smule tilbage og kørte en hånd igennem sit hår og hold det en smule fra hans ansigt så Althorn havde udsyn til alt.

Det var ikke helt galt det han tænkte. For jo, det her var nok mere den ‘rigtige’ Althorn. Den kun Darya rigtig havde set…. Og så selvfølgelig hans elsker dengang, der nu nok for længst var død. Det var trods alt ikke noget man bare skulle vise alle og enhver - i alt fald ikke når man var så blid som ham, mente hans far. Det var åbenbart at vise svaghed hvis Althorn åbenlyst viste at han selv var pacifist og foretrak diplomatien frem for alle andre muligheder. På den anden side kunne hans far da ikke benægte at det allerede begyndte at få nogle resultater hist og her, med lidt mindre handelsruter som han nu håbede på kunne blive lidt større og åbne vejen for alliancer med andre riger end blot lyselverne.

Men nu var der trods alt andre ting at tænke på. Eller i alt fald en helt anden form for diplomati. Den lidt mere kropslige af slagsen. Han havde i alt fald absolut ikke noget imod at holde manden i hånden som de kom hen til det lidt mere afsides sted, hvor han så fik sin rustning og vest af. Dæmonens svar resulterede i at Althorn’s smil blev en anelse mere skævt som han fik trukket tingene af, før han atter trådte tættere på og så ned på ham. Det var noget han trods alt var blevet rimelig vant til efterhånden - det var meget sjældent han mødte nogen de rvar på hans højde eller endda højere end ham. Han skulle næsten altid kigge lidt nedad.

Som det meste af hans fokus lige nu var på ‘Ashyr’, så undslap det selvfølgelig ikke hans blik at han nu stod der og bed sig i læben. Det måtte jo om ikke andet være et godt tegn, at han virkelig godt kunne lide hvad han så… Selvom der stadig ikke var meget at se, elverens lange, slanke krop fortsat gemt bag læderbukserne og bomuldsskjorten. Lugten omkring dæmonen var efterhånden heller ikke til at tage fejl af. Sådan var det trods alt at have en næse så skarp som en ulvs… Det var ikke til at tage fejl af når der kunne lugtes feromoner. Så det var da i alt fald mere end bare almindelig værdsættelse af det. Godt at vide.

Som han igen trådte tættere på dæmonen bukkede han sig en lille smule ned, blot for blidt at lade deres pander hvile mod hinanden, som de lange, slanke fingre fik undersøgt hans ryg, kortlagt det som var det endnu et uudforsket sted i skoven han besøgte og undersøgte i hver en detalje, mærkede både de bløde og hårde kurver af muskler og glat hud under den våde bluse. Han åbnede først øjnene igen da manden talte endnu en gang, og der var nok egentligt en lille overrasket lyd som han blev løftet - det var godt nok længe siden nogen havde gjort det - men det gjorde dog blot at et let grin undslap de fyldige læber som han blev lagt noget så blidt ned.

“Well… Usually I would, but… It’s sort of the point of this kind of thing, isn’t it?” sagde han så stille som han lod sin hånd køre op langs ‘Ashyr’s side før de delte endnu et kys, hvert kys lidt dybere, lidt mere sultent, mere hedt end det der havde gået forud for det. Hånden faldt dog stille ned ved siden af ham igen som hans øjne fulgte dæmonens hænder, gled med over til hvor bæltet - og hans sværd - blev lagt. Nok ikke at han ville ty til sværdet først hvis der fik brug for det, når magien var hurtigere. tanken blev dog hurtigt basket til siden igen som der var endnu et kys, og atter en gang lod elveren sine fingre køre blidt igennem den anden mands snehvide hår.

De blå øjne fulgte blusen som den blev smidt væk, for at glide op til dæmonens utroligt smukke ansigt igen. Han svarede ham ikke - medmindre hans blide smil talte som et svar. Det var stadig ikke det nemmeste at bryde lige dén væg ned - men han skubbede alle de tanker til side. It’s okay. No-one will see this. It’s just us. Here. Alone. You’re finally getting to do what you’ve wanted to for so long, again… Enjoy it… Stille rakte han en hånd op til mandens bryst - og lod nu både fingre og øjne glide ned langs hans overkrop, denne gang uden blusen i vejen til at forvrænge sanseindtrykkene. Ubevidst fugtede han læberne en smule, før hans hånd gled ned af ‘Ashyr’s hofte, og endte på hans lår… Mens hans øjne for et par sekunder var fokuseret på hans manddom, hvilket da også fik nogle af tankerne til at løbe løbsk. Det var nok alt for tydeligt i den tilbagevendende lette rødmen, inden han fik set op på ham igen.

“It wasn’t a question of being brave or not,” sagde han så stille. “It was a question of being respectful towards you. But seeing as that’s not needed right now…” igen vendte smilet tilbage, og han trak let på skuldrene, før han rakte en hånd op til mandens nakke og trak ham ned til endnu et kys. “And now… Maybe you could help me with my shirt?”

Ikke nødvendigvis altid pointen, men det var trods alt det sjoveste ved det. Det var jo ikke til at vide om han var mere for om Vetis havde lagt et klæde ned eller noget som de kunne ligge på... men, som en elver som boede ude i skoven og med deres forhold til naturen... så kom det vel ikke bag på nogen at de nok ikke ville have noget imod det? Nok om det dog... de kunne i alt fald nyde godt af den nærliggende sø bagefter vis det viste sig at have været et problem.

Sjovt hvordan man ikke helt kunne slå hjernen fra i sådan her en situation. Vetis lagde stadigvæk mærke til en del af Althorn's træk og raktioner idet han havde ligget våbnet tæt på ham. Noget som nok ville være en simpel handling for de fleste elskende. Noget som de ikke ville ligge meget i fordi for dem var der nok ikke de store problemer. De var nok af samme race eller i alt fald nogen som var venlige. Måske var de også af modsat køn og samme rang... de stolede måske endda på hinanden eftersom de havde kendt hinanden i flere år. Det kunne bare ikke være mere stik modsat det her. Det var faktisk en lidt humoristisk situation eller pladderomantisk som de der romaner som kvinderne elskede. Om to som var vidt forskellige som sammen trodsede alle odds for hinandens skyld og for kærligheden... Det var til at brække sig over nogen gange, men han kunne vel godt se det tiltrækkende i det. Det var drømmende at tænke at man som komplet fattig og lavsig kunne finde prinsen på den hvide hest og leve lykkeligt til sine dages ende, men det var så også kun det. En drøm. Kun et fjols ville stræbe efter sådan en drøm i stedet for at se realiteten i øjnene. Verden var grum og kold. Den var ligeglad om hvad man ellers gik og drømte og ønskede sig... især vis man ikke havde modet eller styrken til at tage det for sig selv. Var man svag fik man ikke verden serveret for sig på et sølvfad. Ikke med mindre man tog nogen chancer og risici. Nogen store nogen som godt og vel kunne tage livet af én... men, det var også dem som var det hele værd i sidste ende.
Såsom at tage muligheden for at lægge sig med en køn elvisk konge. Se det var at risikere liv og lemmer bare for at have det sjovt og lære noget nyt... Og kun det. Vetis forventede ikke så meget ud af dette møde. Ikke udover det sædvanlige at det var information som altid kunne bruges eller en krop som man kunne nyde i ny og næ. Ikke mere end det... aldrig mere end det.

Vetis forholdt sig nu mere i nuet og nød Althorn's berøring. Han var varm og alle de steder hvor han rørte efterlod et spor af den varme indenunder Vetis' hud. Det var dejligt sådan som varmen fik spredt sig. Det var ikke fordi at han selv havde været så varm igen taget i betragtning af den tid som han havde tilbragt i det kølige vand. Ikke at man snart kunne se det mere på ham sådan som hans hår havde tørret en del. Der var kun små spor på hans krop hvorved der stadigvæk kunne ses små samlinger af dråber. Med dette vejr ville det nok ikke vare længe inden at de fordampede... og blev erstattet med sved.

Vetis kunne ikke lade være med at smile da han fulgte Althorn's blik. Især ikke da manden fugtede sine læber og endelig fik kigget det sted som han tidligere så hæderligt havde prøvet at undgå. Mest af alt fordi at han ville respektere Vetis... pffft! Det var til at grine af. For en incubus var det nok mere nedladende at de ikke kunne få nogen til at kigge på dem og beundre dem. Det havde Althorn nok ikke tænkt over i starten, men det var da altid noget at han havde smidt det fra sig nu. Medmindre han have tænkt sig at have lukkede øjne under det hele. Vetis ønskede i alt fald selv at få det hele med så han smilede da også smørret og kyssede Althorn igen da han bad ham og at hjælpe ham med afklædningen.

"It'd be more than happy to," sagde han og løfte skjorten af ham imens hans fingrer skimtede hans hud hele vejen. Den delikate følelse af hans hud var godt noget som Vetis kunne vende sig til. Samt udseendet af hans barer overkrop da han havde befriet ham fra skjorten. Han sugede synet til sig og lod en hånd glide ned af hans brystkasse. Han tegnede cirkler nogen sted og pirrede ham ved komme helt tæt på hans brystvorte... men i sidste sekund kørte sin finger bort derfra. Hans finger nåede dog sig mål til sidst og endte nede ved Althorn's buksekant. Fingeren havde bevæget sig langsomt dernedad og spidsen hankede hans nu fast indunder. Han trak en smule op i den inden at han kiggede på Althorn.

"These must be getting awfully tight... want me to help you out of these as well?" spurgte han drillende. Hans anden hånd gled han ned på hans skridt hvorved han gav den et kærligt klem. Han havde trods alt en god idé om hvad han nok ville svare så derfor hev han allerede en smule ned i hans bukser. De måtte trods alt begynde at blive ret så ubehagelige.

Ganske rigtigt, Althorn havde ikke noget som helst imod at blive lagt ned på jorden. Det var trods alt heller ikke unormalt for ham at lægge sig på jorden i en solplet, eller ligge på en gren i et træ og tage sig en kort lur der - som langt de fleste skovelvere var han så tæt knyttet til naturen at han næsten bedre kunne lide at sove ude på den bare jord end i sin seng. Der var bare den der specielle forbindelse de havde til naturen, som var svær at forklare for andre, når de ikke følte den. Han følte sig altid lidt malplaceret når han besøgte større byer i andre lande - absolut ikke nok natur for ham til at føle sig den mindste smule hjemme, og det gjorde det svært at slappe af. Men herude, i deres kæmpe skov, omkranset af al den skønne natur han kunne drømme om, og med en så smuk mand bøjet ind over sig - ja, hvad mere kunne han virkelig forlange?

Som hans fingre gled over dæmonens hud, lukkede han lige så stille øjnene. Koncentrerede sig blot om at mærke ham. Hvor få imperfektioner der egentligt var i den glatte hud, kun indimellem afbrudt af de finere ar. Hvor andre nok ikke ville mærke så meget til dem, så gjorde Althorn’s ekstremt skarpe følesans nu at det ligeså godt kunne have været større ‘dale’ i landskabet, ligesom ved de markerede muskler. Hans bryn rynkedes i en let tænksom mine, som hans fingre kørte over arrene, mærkede forskellene der indikerede hvad hvert ar var blevet lavet af - nogle ting let genkendelige, som snitsårene, der var langt de fineste, reneste snit, hvor huden derfor også var helet bedst igen. Og andre der var mere ujævne i formen… Nogen af dem hvor han ikke helt kendte et våben der kunne have gjort det. Ikke at det overraskede ham. Langt de fleste havde en del ar, især hvis man kom lidt op i at tælle århundreder og ikke årtier, og han kunne da også forestille sig at dæmoner nok tiere kom ud i problemer end han selv gjorde. Selv havde Althorn ikke så meget som ét ar, på trods af at han da absolut ikke havde kunnet holde sig ude af kamp hele sit liv. Men nem adgang til helingsmagi, siden han selv kunne det, gjorde at det aldrig nåede at danne arvæv før det blev helet med magisk hjælp.

Han åbnede stille og roligt øjnene igen og smilede da også let efter han havde fået set ordentligt på ‘Ashyr’, og han fik den hjælp han ønskede til at fjerne skjorten. Smilet var der stadig mens de kyssede, omend det hurtigt blev erstattet af et lille, svagt gisp, som dæmonens fingre gled ind over hans hud, og det gav et lille gib i ham ved den allerførste berøring selvom han godt vidste den kom. Det var så måske lige en af bagsiderne ved de skarpe sanser - det gjorde også at han var ekstremt sensitiv. Ikke kun over for høje lyde og skarpt lys… Men så sandelig også over for berøringer, især hvor han ikke var særlig vant til dem.

Han bed sig igen let i læben, og en let kuldegysning bredte sig som den anden mands hånd gled ned af hans overkrop igen, efter skjorten var blevet smidt over til vesten og hans rustning. Han lukkede øjnene et kort sekund som endnu en lyd undslap hans læber da fingrene pirrede uden helt at røre, og det var nok hvad der kunne blive klassificeret som et let støn. Han følte sig næsten som var han jomfru igen… Men det var vel nok grundet den lange tid han havde gået uden at tillade sig selv noget som helst.

Han sank en gang, men formåede dog stadig et lille smil. “Do you really have to ask?” hans åndedræt var da også lige blevet den del tungere, som begæret langsomt voksede - og en svag rødmen vendte tilbage til hans kinder som han mærkede dæmonens fingre lige dér - han kunne ikke gøre for det, hans hofter vred sig let i ren refleks til den behagelige følelse, hånden lige der hvor han nok allerhelst ville have den. Men nu hånden var der, var det nok også kun alt for nemt for den anden mand at mærke hvor opstemt han var blevet efterhånden… Det var da også efterhånden tydeligt at se bulen der var beviset på det. Så ja, bukserne var blevet en god tand strammere, til der hvor det netop lige var blevet ubehageligt. Med dæmonens hjælp tog det da heller ikke længe før han var ude af bukserne… Og efterladt med sine underklæder, hvori det blot var endnu tydeligere at se hvor ivrig hans krop efterhånden var blevet.

Det var dog ikke længe han lå der med dem på - hvis ikke ‘Ashyr’ gik i gang med at fjerne dem også, så gjorde han selv - og hurtigt, for at han ikke kunne nå at gennemtænke det for meget og standse sig selv i hvad han nu godt vidste han virkelig tørstede efter - og havde inden for rækkevidde, med den utroligt flotte dæmon over ham… Som han da også trak ned til endnu et kys, lidt dybere, lidt mere begærligt end de foregående.

Vetis vidste aldrig helt hvordan han skulle have det når folk rørte ved hans ar. Mest af alt fordi billeder havde det med at danne sig til tider med dengang han havde fået dem. De fleste havde han ikke noget imod, men, nogen af dem havde det altid med at vække til live noget som altid ulmede under underfladen. Tider... han ikke havde været den mand som han var i dag. Han var dog ret god til at ignorere dem og i stede nyde nuet. Det nyttede trods alt heller ikke at dvæle ved fortiden. Så han nød bare Althorn's kærtegn og lukkede øjnene nydende under berøringerne.
Han nød som sagt også de fine lyde som Althorn kom med under hans egne berøringer af ham. Vetis syntes egentlig også at de var noget interessante... især sådan som det virkede at han var ekstra følsom. Det spillede i alt fald til Vetis' fordel og kunne helt klart bruges. Det kunne muligvis være at han bare ikke havde været rørt ved i flere år på denne måde. Eller at han bare var følsom af natur. Det var trods alt også en mulighed.

"Yes, I do," svarede han drillende Althorn. Mest af alt fordi han ville se hans reaktion og fordi han bare var drillende af natur. Han elskede at få folk til at indrømme ting eller i deres rus prøve på at teste hvor klart de tænkte. Det var trods alt ikke noget som var nemt, hvilket var noget som Vetis kendte ret godt til. Nu var han jo ret tit i en eller anden form for rus hvorved hjernen bare slog helt fra. Det var faktisk et rent interessant princip... og ikke nok med det så var det også så dyrisk. Man kørte som sådan på rent instinkt. Kroppen tog over og gjorde hvad der passede den eller gjorde hvad den havde behov for. Konsekvens var noget som lå længere tilbage i ens sind og gav plads til behov. Det var sådan et skønt øjeblik idet man bare kunne give slip på sig selv og lade kroppen og instinkt tage over... men ikke mange turde. Ellers synd... alle skulle gøre det... give slip og se hvor de endte. Vetis havde haft sine bedste øjeblikke på den måde. De øjeblikke han var sit sande selv... Alle skulle egentlig have lov til at være deres sande selv. På den måde ville Althorn nok have flere øjeblikke som disse her. Stunder hvorved han kunne give slip og nyde en anden mands nærvær... men, det var ikke til at vide om det ville ske i den nærmeste fremtid, så Vetis måtte hellere sørge for at han fik det meste ud af det.

Han var i alt fald ret opstemt og nok ret klar til at Vetis tog yderligere et skridt mod deres underholdende eftermiddag. Så der var ingen grund til at pine ham yderligere med de bukser, så han fik ham hjulpet ud af dem. Nu var der bare underklæderne tilbage, men ikke længe dog. Det gik jo ikke at det kun var Vetis som skulle være nøgen. Så da Althorn kyssede ham noget mere intenst og grådigt fik han pillet dem af ham og smidt til siden. Han holdt Althorn ind til sig og udforskede hans mund indvendigt med samme intensitet og grådighed. Det var dog ikke i nærheden af hvad han havde brug for... eller det som Althorn nok trængte til. Så han fik hevet fast i Althorn's ben og spredte dem omkring sin hofte. Han fik samtidigt presset sig selv ned og presset sig op af ham. Han brød deres kys for derefter at kysse hans hals. Hans hænder masserede hans hofter og langsomt fik han placeret sine kys længere nede af halsen på ham. Han kyssede hans kraveben og bevægede sig længere ned af brystkassen på ham. Han nåede derefter til en af Althorn's brystvorter som han tog i munden. Han slikkede den blidt for derefter at nappe til den... ikke hårdt men nok til at han nok ville kunne få en chokeret reaktion. Han legede med den for en stund for derefter at give slip og kigge op på Althorn. Hans hænder havde i mellemtiden fået frit spil og havde masseret Althorn her og der for at en hånd havde landet om hans lem. Han havde taget blidt om det uden rigtigt at ligge noget pres på det. Han havde dog af og til når han havde nappet ham givet ham et kort klem forneden.

"Hope you're enjoying yourself there... but, as fun as this is I think that the both of us are in need of something more primal and intense," sagde han og gav et enkelt kærligt pump. Han smilede til Althorn og slikkede sig om munden, bevægede sig op og kyssede ham blidt på munden.
"So be patient and wait for me here for a seconds," og med det blinkede han og rejste sig op. Han sonderede hen og tog sine ting og kom tilbage til Althorn. Han lagde sine ting ned og rodede kort igennem sin taske. Han fik fat på en lille dåse og smilede tilfreds. Han slendrede derefter hen til Althorn og satte sig ned igen imellem hans ben.
"You're going to love this," sagde han og skruede låget af. Da han åbnede den sev der en velduftende og sød duft af blomster ud. Vetis lagde låget ned ved siden af sig og indåndende duften. Nede i dåsen var en velduftende creme som Vetis altid havde på sig af gode årsager. Der var masser i denne da den var relativ ny og Vetis kørte en finger i det og fik samlet en lille del på sine to fingrer.
"This here is going to do wonders and it smells absolutely divine... it also tastes really good," sagde han og rakte sin hånd frem med substansen.

"Want to try and taste it?" spurgte han venligt.

//Så mine små stalkers... så er der svar XD//

Et svagt smil lyste op i Althorn’s ansigt som han så hvordan dæmonen lukkede øjnene for bedre at nyde de blide kærtegn han gav ham, og før han vidste af det havde han da også lænet sig ind for et blidt kys til den indbydende hals. Jo mere han lod sig selv slappe af, jo mere naturligt forekom det hele for ham igen… Omend han aldrig slappede helt af. Hans underbevidsthed blev ved med at påminde ham om at det trods alt var en dæmon han skulle til at ligge med, så helt afslappet kunne han aldrig tillade sig selv at blive. Han skulle være klar hvis tingene pludselig vendte… Han håbede selvfølgelig at det ikke ville ske, men man kunne aldrig vide. Det kunne siges for alle, men nok især dæmonerne med det rygte de havde. Dén type vedvarende rygter var der altid af en god grund.

Elveren smilede blot fortsat og rullede let med øjnene af den drillende tone i Ashyr’s stemme. Nå, så det var sådan en type han var? Eller, i alt fald den type han var lige nu. Althorn kendte det trods alt kun alt for godt selv med at agere noget så anderledes alt efter situationen og folkene han var omkring, så meget at dem der kendte ham bedst nærmest ikke kunne sammenligne de forskellige personligheder og se den samme person i dem. Alene hvordan han opførte sig i fuld offentlighed, og hvordan han opførte sig hvis han følte sig nogenlunde tryg, eller i alt fald komfortabel, i ens nærvær, som nu… Og så en helt, helt anden ting når han de få gange havde været draget ud i krig med en eller flere delinger af elverne. For ja, godt nok var han pacifist, men kun til en vis grænse. Når det stod mellem hans eget folk og andre, så kunne de andre rende ham et vist sted. Der var ingen nåde tilbage i de tilfælde. I de tilfælde var han decideret aggressiv i sin loyalitet.

Men for nu var han i hans lidt mere afslappede mindset, bekymrede sig ikke om noget som helst der ikke havde med dette øjeblik at gøre… Han lod sig selv leve i nuet, for en gangs skyld, i stedet for konstant at bekymre sig om fremtiden og hvilke konsekvenser det han gjorde lige nu, måtte have. De var trods alt langt inde i skoven, langt væk fra de nærmeste elver byer, og godt dækket til af de frodige buske og træer. Hvem skulle dog få øje på dem helt herude?

Han smilede derfor blot op til dæmonen som hans bukser og underklæder hurtigt kom af, og de endeligt begge to var nøgne. Han stønnede svagt ind i deres intense, hede kys, som dæmonen rykkede lidt rundt på ham - hvilket han ikke arbejdede imod. For hvad der nok var omvendt af hvad man ellers normalt ville forvente af en leder, af nogen som helst art… Så foretrak han at lade sine partnere gøre som de ville. Han var ikke ligefrem ivrig efter at være den dominerende part i denne form for leg… Bare for én gangs skyld nød han at lade andre bestemme. Det gav ham en vis frihed han ellers aldrig normalt opdagede i sit liv. Og dette ville heller ikke være en undtagelse. Måske ikke det allerklogeste at lade en dæmon bestemme hvordan tingene skulle foregå, men… Han havde ikke gjort tegn til noget som helst der var et klart faresignal i Althorn’s hoved endnu. Så for nu fik han lov til at bestemme. Gøre hvad han ville, og elveren lå bare og tog imod.

Han lagde roligt hovedet tilbage for at give den anden mand mere plads, lukkede øjnene for bedre at nyde det, hvordan de bløde læber ned langs hans sensitive hud fik nerverne til nærmest at synge til ham… Dæmonen fik da også forceret et højere støn end ellers ud af kongen under sig, netop da han nåede til brystvorten… Efterfulgt af et lille, kort gisp, og en hånd der automatisk røg ned i de hvide lokker, tog et let tag i dem… Fast tag, men ikke hårdt - intet der på nogen måde ville gøre ondt. Althorn åbnede langsomt øjnene og fik rykket blot en smule på sig, så han støttede på hans frie albue som han så ned på dæmonen, lige tids nok til at deres øjne mødte hinanden for en kort stund, og et svagt smil spillede på elverens læber.

Han blev dog nødt til kort at lukke øjnene igen med en svagt gispende indånding som han mærkede dæmonens hånd finde frem til hans mere end opstemte lem, og han fik små støn ud af det hver gang der var blevet klemt, uanset hvor blidt det havde været. Da dæmonen fandt hans læber igen var kysset fra hans side af da også blevet en smule mere sultent, måske endda en anelse desperat. Ikke at han rigtigt kunne gøre for det… Så lang tid uden, og være så sensitiv samtidig? Det var en cocktail der sagde spar to. På den bedste måde. Han kunne slet ikke huske hvornår hans krop sidst havde summet og sitret sådan af spænding. Havde det overhovedet været så slemt dengang med mennesket? Det troede han i alt fald ikke. Ikke hvis du spurgte ham lige i dette øjeblik.

“Well… You do know how to build up the right tension, I’ll give you that…” sagde Althorn stille, måske en lille smule stakåndet, så meget oppe at køre som hans krop var lige nu mens han ventede på at dæmonen vendte tilbage med hvad end det var han ledte efter. Althorn brugte da også pausen på at gøre sig det lidt mere komfortabelt… Det var aldrig behageligt at ligge ned med alle de små fletninger han havde i håret, så han gik straks igang med at få alle fletningerne op, og køre en hånd igennem sit hår derefter, så alt håret nu hang løste, noget af det med den svageste antydning af bølger grundet tiden brugt i de små fletninger.

Han kiggede da også rimelig nysgerrigt på dåsen han fandt frem, et øjenbryn hævet i en nærmest spørgende facon. Forseglingen af dåsen nåede nærmest ikke at blive brudt før han opfangede duften, så fin som hans lugtesans trods alt var. Når han kunne lugte et dådyr på en halv kilometers afstand hvis vinden stod rigtigt, så var det trods alt ikke det store under at han kunne lugte dåsens indhold lige før den blev åbnet, på så kort afstand, her.

Et svagt smil trak blidt op i Althorn’s læber som dæmonen forklarede, og efter nogle sekunders betænkningstid blev det lidt større som han fangede Ashyr’s øjne. Han svarede ikke, holdt blot øjenkontakten som han lænede sig frem for at tage de to fingre ind i sin mund før han lukkede øjnene og stille slikkede substansen af hans fingre, før han langsomt trak sig tilbage igen, med et let smil, som han spredte benene blot en tak mere, i åben invitation. “Why don’t you get to showing me the wonders, then, hmm?”

Vetis havde det altid sjovt med hans små drillerier... han var dog meget mild mod Althorn her lige nu. Han kunne trods alt være meget værre og elskede enlig også at pine folk på mere end én måde, men det afhang altid af hans humør. Lige nu var hans trods alt i et meget venligsindet humør. Et humør som nok matchede godt til situationen og til hans nuværende partner. Han ville nok løbe skrigende bort vis det var at Vetis bare gjorde som der passede ham og hvad han selv bedst kunne lide. Det kunne gå hårdt for sig og være noget... voldsomt. Det var i alt fald ikke noget som han nød med mennesker eller svage væsner. Mest af alt fordi de ikke havde styrke nok til den form for kløe også havde de heller ikke mentaliteten til det. Det var der ikke så mange igen som havde men, alligevel og heldigvis var der faktisk en god håndfuld som havde. Nogen som Vetis godt kunne se og mødes med flere gange af den årsag. Det var trods alt ikke altid lige til at finde sådan nogen partnere hvorved man egentlig kunne være lidt mere sig selv. Man kunne i alt fald give slip og lade instinkterne og rusen tage over.

Det var dejligt så nem og medgørlig Althorn var. Det var tydeligt at han havde givet slip og lod Vetis styre slagets gang. Om det så var fordi at han var uerfaren efter ikke at have gjort det i noget tid eller fordi han bare var submissiv var ikke til at vide. Måske en blanding af de to? I alt var det fint med Vetis, også selvom han nok også var den som mest af alt var submissiv til tider. Nu var det jo så bare at kunne være lige hvad han lystede og nød at tage del i begge roller. Så længe at sexen var god var det hele vel også ligegyldigt. Der var dog nogen som bestemt kun ville lege den ene rolle... af mange forskellige årsager, men det var der at det var godt at Vetis var så fleksibel. Han følte ingen skam i at ligge krop til så den anden part var mere tilpas. Så længe at han gjorde sig arbejde og gik Vetis til nye højder. Om det så var en god idé at give Vetis så meget frirum lige nu var selvfølgelig ikke det smarteste... men, som sagt så afhang det af humør og partner... og Vetis var kun ude på andre unoder lige nu. Ingen af dem som var skadelige for Althorn. Nok trods det modsatte. Især sådan som han fortsat lavede søde og skønne lyder... og sådan som hans krop føltes under Vetis' hænder. Han var varm og blød og virkede mest af alt til at smelte i Vetis' hænder.

Vetis slikkede sig selv om læberne og smilede over Althorn's reaktion. Han var skøn sådan som han havde vredet sig på jorden og taget og holdt om hans hår. Han havde dog været blid hvilket der ingen grund var til, men det vidste han selvfølgelig ikke. Vetis havde det med at elske når folk hev ham i håret og tvang hans hoved bagud. Det var et powerplay uden lige og intenst når det var at det føltes som om at de var ved at rive hovedbunden af én. Hans reaktioner havde i alt fald givet Vetis en idé om at han havde gjort det helt rigtige og hvilke steder som var gode... alle steder faktisk. Han var ikke genert overfor at give lyd fra sig så på den måde var det jo ligetil. Der var vel heller ikke så mange herude igen til at høre dem så han måtte larme lige så skørt som han ville. Selv hvis folk hørte dem ville de nok ikke gå derover... der var trods alt mange som ikke havde lyst til at gå hen til sådan et scenarie eller ligefrem forstyrre... også var der dem som nok hellere ville kigge på afstand.

Vetis havde også bare smilet over hans kommentar. Tja, man havde vel flere årtiers erfaring med sådan noget. Det var hans tilgang til føde i det fleste tilfælde, men, ellers var det jo også bare god underholdning og når man levede sådan et langt liv, hvad skulle man ellers fordrive tiden med? Sex var i alt fald tilgangen til mange ting og gav én masser af muligheder i denne verden. Det var vejen frem og det var med til at åbne en masse døre. Hvis man kunne ligge skam, frygt og ære til side kunne man komme rigtigt langt. Det var vel også noget som Althorn en skønne dag ville finde ud af selv vis han selv lagde de ting fra sig. Vetis var nemlig ret sikker på at han så ville være en ret så interessant og fantastisk konge. Ikke at han nok ikke var det på sin egen måde, men så meget havde Vetis ikke lagt sig ud med at elvisk politik og samfund... endnu.

Det virkede til at Althorn tog glædeligt imod dåsen... hvilket nok ikke skete så tit, men udover det så var det en god ting og Vetis smilede bare varmt tilbage. Han var i alt fald ikke mistænkelig over den hvilket der skam heller ikke var nogen grund til. Det var bare en creme til at få ting til at glide lidt nemmere. Han smilede flirtende og en smule djævelsk da det var at han slikkede hans fingrer med cremen, noget som egentlig bare gjorde hans fingrer mere slimede og aktiverede også cremen. Duften blev mere intenst og cremen mere varm. Nu hvor det var som det skulle være kunne Vetis da heller ikke sige nej til invitationen. Så da Althorn lige så fint havde spredt benene for ham gned Vetis cremen mellem sine fingrer inden at han placerede dem ned foran hans åbning og lagde en smule pres på uden at penetrere. Han lænede sig frem og gav Althorn et kort kys på munden.
"As the king desires..." sagde han med en dyb røst og kiggede ham i øjnene inden at han kyssede ham igen. Idet han kyssede ham slap han den ene finger indenfor i varmen. Han den anden arm førte han op og begravede i Althorns vidunderlige lange og lyse hår. Det var en smule bølget efter at han havde taget fletningerne ud og var nu også utroligt blødt. Han pressede hans hoved mere mod sit eget og kyssede ham dybere. Da det blev mere intenst massere han ham også mere indvendigt. Han udforskede og sørgede for at få cremen godt bredt ud. Cremen ville blive varmere og give en mere... speciel sensation. En pirrende og varm fornemmelse som virkelig kunne sætte skub i ting. For det andet gjorde afslappede den også muskler... hvilket var det som Vetis selvfølgelig var ude på og når Althorn fik slappet mere af fik Vetis puttet den anden finger ind. Kysset blev også mere intenst og Vetis tunge blev også presset frem og fik udforsket Althorn's mund indre. Han gav ham ikke længere chancen for at tænke meget mere eller nogen pauser... mest af alt fordi der ingen grund var til det. Han skulle ikke tænke bare føle og overlade det hele til Vetis også skulle han nok få en god indvielse i en incubus' ynglings beskæftigelse.

Vetis' egen åndedrag og hjerteslag var blevet tungere og hurtigere. Han pumpede sine fingrer ind og ud af Althorn i en god og støt rytme. Hans eget lem var ved at være ret så... lystent. Han fik i samme rytme gnedet sig selv op af Althorn for at skabe lidt friktion og en smule lettelse for sit eget lem. Det virkede i alt fald til at Althorn snart ville være klar til noget lidt større end hans fingrer. Han brød deres hede kys og kiggede på Althorn og gav ham en mere af hans forførende smil. Hans hår gled en smule i ansigtet på ham så med den ene hånd, som ikke var inde i ham, tog han noget af sit hår bag øret. Den anden tog han ud og kærligt placerede på hans lår og masserede det.
"Wonder enough for you... or..." sagde han drilsk. For det var nok ikke nok nej med bare fingrene og det vidste han. Han selv ville ikke synes at det var nok. Langt fra. Så derfor tog med den anden hånd og tog noget mere creme fra dåsen. Han placerede den på sig eget lem og gled den sensuelt ind i det. Det føltes fantastik på hans eget lem og han gav da også givet et lavmælt støn fra sig. Han kiggede på Althorn idet han gav sig selv et par få pump op og ned af sit eget skaft.
"Do you need something even more wonderous... and girthier than just my fingers?" sagde han og blinkede til ham imens at han skubbede sig selv mod hans åbning og med spidsen pressede en smule på.

Tja, det kunne da godt være dæmonen havde ret i nogen af hans tanker - godt nok ville Althorn nok ikke løbe men mere gå igang med lys magien med det samme - men det var jo også kun teorier og tanker og ikke noget der umiddelbart lod til at være udsigt til. Althorn mærkede i alt fald ikke lige nu noget som helst ved dæmonen han ikke kunne lide, og det var nok også kun en god ting… Ellers havde han i alt fald ikke tilladt sig selv at komme i så sårbar en position med manden som han var nu, hvor han lå under ham og tog imod alle de små og større kærtegn der kom hans vej.

Sådan som de gik frem lige nu var i alt fald hvordan Althorn selv foretrak det. Ikke alt for langsomt, men stadig i et roligt tempo hvor man virkelig kunne nå at nyde hver evig eneste ting, før der skete noget nyt. Det var i alt fald godt at dæmonen lod til at have det fint med at være den der styrede tempoet, bestemte meget af hvad der skulle ske. For ja… Det her var det eneste tidspunkt elveren virkelig følte han kunne give slip, sådan rigtigt. Altså jo han kunne da være sig selv i selskab med hans bedste veninde, men det var trods alt ikke på samme måde som man her lå under en anden, hele ens krop til rådighed for dem som man bare lod dem bestemme hvordan og hvor hurtigt alt skulle foregå, opgav al form for autoritet.

Den autoritet han virkelig hadede at have, selvom den også indimellem havde vist sig nyttig nok. Der fulgte bare alt for meget ansvar med den til hvad han virkelig gad. Så når han fandt disse små øjeblikke, skjult hist og pist, så nød han dem også fuldt ud. Lod sig virkelig rive med af dem, lod hans sanser og krop tale for sig selv, prøvede at slå så meget af hjernen fra som han kunne… Altså, uden at efterlade sig selv helt uden noget som helst form for ansvar. For at gøre det med en han havde kendt så kort tid som denne mand, og især en dæmon som han var, ja, det ville jo bare være stupidt ud over alle grænser. Så selvfølgelig var en del af ham stadig agtpågivende, på udkig efter selv de mindste ting der skulle signalere at der lå noget mere… Udspekuleret bag. Af den grumme slags, altså.

Det var bare så dejligt befriende, næsten mere en rus end den som dæmonen satte i gang med hans berøringer. Det var lige til at blive høj af, bare det at han sådan kunne give los og ikke skulle bekymre sig om hvad folk tænkte, for herude… Herude var det kun de to. Ingen til at sende dømmende blikke deres vej, mumle nedværdigende ord om dem. Heldigvis, den ene gang han før i tiden var blevet opdaget og havde oplevet den slags reaktioner, havde han med vilje båret meget simpelt tøj. Så folkene, der ikke havde kendt ham, blot troede han var en normal elver af lav rang. En del af pøblen frem for en royal. Men det var det, der havde givet ham endnu et skub i retningen af hvor forsigtig han var med hvilke folk der så dette, nu… Og det var også det, der lå til bund for at denne gang blot ville blive hans tredie gang, på trods af hans mere end fire hundrede år.

Da han tog fat i dæmonens hår havde han selv slet ikke lagt mærke til det i starten. Hans greb i det var bare helt automatisk blidt, selvom det var fast i det. Nærmest som en refleksion af hans personlighed… Blid, men med en vis stædighed, i alt fald omkring visse ting. En vilje til at få gennemført de ting, han mente der skulle ordnes.

Det blide, varme smil var vendt tilbage til hans læber, omend det blev en tand skævere som han igen fik lagt sig ned og spredt benene… Åben og klar til at dæmonen kunne tage fat. Han slikke sig let om læberne efter de få rester der stadig var af cremen på hans læber, før Ashyr igen kom lidt tættere på… Og han lagde da også hovedet tilbage mod græsset som han mærkede fingrene dernede, klar til at gå i gang med den endelige forberedelse til hovedpunktet i hele denne akt. Han havde også øjnene lukket i kysset, åbnede dem kun halvvejs som han blev talt til igen, og grinede svagt, pupillerne godt udvidet af nydelse som deres øjne for en stund mødtes igen. Det var vel egentligt også noget der kunne gøres en lille sjov leg ud af… Hvis de da mødtes igen. Men så fangede de bløde læber hans igen, og han lukkede øjnene som han længselsfuldt kyssede igen, omend et støn måtte slippe fra hans egne læber som han mærkede fingeren trænge op i sig, håret i hans hår. Alene fingerspidserne der kort ramte noget af hans hovedbund sendte et kort, dejligt gys ned af hans rygrad, og følelsen af fingeren inde i ham… Han vidste ikke hvor han skulle begynde, nu nerver der i så lang tid havde været forsømt, pludselig lyste op igen, nærmest af glæde, som når man så en gammel bekendt for første gang i flere år.

Selv uden den specielle fornemmelse cremen gav, ville han ikke have kunnet ligge stille. Men med den ekstra følelse, på toppen af alt andet de sensitive nerver informerede ham om, så var det komplet umuligt for ham at holde sine hofter stille i mere end et par sekunder af gangen. Hver gang dæmonens finger bevægede sig i en ny retning, rykkede hans hofer og underliv sig også, eller et gisp røg ud mod hans læber, som elverens vejrtrækning langsomt blev hurtigere, mere overfladisk, og den anden finger var knapt nok nået ind da en enkelt dråbe af gennemsigtig, klar, kondenseret ekstase gled ned langs hans nu meget opstemte lem, der også indimellem rykkede på sig når fingrene ramte lige det perfekte sted.

Fra Althorn’s side blev kysset så også en del mere sløset fra da af, hans opmærksomhed alt for delt mellem de to ting der foregik til at han kunne give kysset så meget opmærksomhed som han gerne ville. Hvadend der havde rumsteret rundt i hans hoved af tanker før, var langsomt ved at blive skubbet ud, som tingene blot blev bedre og bedre… Han turde ikke tænke på hvor godt det først ville blive når de rent faktisk nåede til hovedpunktet, det som det hele havde ledt op til. Den eneste tanke der rent faktisk røg igennem hans hoved, dog… Why have I been postponing this for so long? Af frygt, var vel nok det oprigtige svar. Men lige i dette øjeblik virkede det bare så dumt at have frasagt sig selv denne slags nydelse… Blot for at opretholde en bestemt facade til folket.

Så snart kysset blev brudt lagde Althorn hovedet længere tilbage, og nærmest gispede efter luft, var ved at blive helt ør, følte sig en smule svimmel nok, alle de mange sanseindtryk, og lidt mindre ilt indtag end han nok egentligt havde brug for… han tvang sig selv til at tage et par dybe indåndinger, blot for at få lidt af svimmelheden til at gå væk… Før han så det smil der, og der nok var endnu en svag rødmen der blussede i hans kinder, men dæmonen fik dog stadig et lille smil tilbage, alt imens han langsomt fik lidt mere styr på sit åndedræt end han havde haft for få øjeblikke siden.

Althorn kunne heller ikke helt standse sig selv i svagt at slikke sig om læberne som hans øjne for en stund gled ned til hvor dæmonen fik spredt cremen over sit eget lem, og han hørte det utroligt dejlige støn… Han håbede da på også selv at kunne få hørt flere af de lyde fra ham, men mon ikke det snart ville ske? Spørgsmålet ville bare være om han selv havde fokus nok til at lægge mærke til lydene, når de kom så langt. Men øjeblikket kom tættere og tættere på, og et øjeblik senere kunne han da også mærke at nu var det nu, som Ashyr igen talte til ham. Og med et lidt større smil end før, varmere og måske næsten kærligt, blikket ligeså som Althorn så op på ham, nikkede han. “... Of course I do. Anything else would border on torture,” nærmest jokede han, som smilet for en kort stund blev lidt mere skævt i det.

Althorn virkede til at leve i øjeblikket... Se, det var en velkendt følelse som fik Vetis til at smile. Sådan som han vred sig idet han masserede hans indre og gjorde plads til noget lidt større... og intenst. Mon han ville være i stand til at ligge nogenlunde stille når det begyndte? Det ville i alt fald noget som han ville finde ud af ret snart, og nok også være i stand til at se hvorvidt han skulle holde lidt fast i ham så. Han skulle nødigt lade ham slippe væk... eller risikere at blive sparket. Det havde han godt selv prøvet før uden at det havde været personens intention. De havde bare været meget passioneret og faktisk stærkere end Vetis. Endte med at fyren blev bundet op i reb... ikke at han havde noget imod det. Det havde bare gjort det hele mere interessant og fyren var faldet ned i en helt anden sindstilstand.

I alt fald nød Vetis de pludselig ryk fra Althorn's hofter og den måde hans ansigt så ud til at forvride sig i nydelse. Så vidste han da at han ramte noget rigtigt... okay, det vidste han nok uanset hvad. Det var ikke en amatør som Althorn havde fået fat på. Muligvis en drillepind til tider, men det var nødvendigt... især nok få typer som Althorn. En type som krævede lidt mere opmærksomhed og ømhed. For dem var det ikke lige altid lige på og hårdt. Ikke medmindre man ønskede at se dem lide og hurtigt sparke fra sig. Alle havde trods alt den ting som de bedst kunne lide og som hurtigere fik dem i stødet. For nogen var det ømhed og for andre var det styrke og passion... der var så mange og Vetis havde skam prøvet en del forskellige. Så dermed var det ikke svært at finde ud af hvilken type Althorn var.

"I thought you'd say as much..." sagde han stadigvæk en smule drilsk og med et varmt smil. Han virkede ret så klar nu, så hvorfor lade ham vente yderligere? Det havde han skam heller ikke i sinde da han pressede sig gennem Althorn's åbning og inviterede sig selv indenfor til hans varme indre. Han føltes stadigvæk en smule stram, men det var vel fordi at han var ude af træning, så Vetis var kun inde med hovedet. Det var heller ikke nogen god idé at bevæge sig yderligere siden at Althorn lige skulle have vejret igen. Hans vejrtrækning var trods alt blevet noget så uregelmæssig og Vetis skulle nødigt have at han skulle besvime eller noget. Det ville være knap så underholdende taget i betragtning af de planer som han havde med ham lige nu. Så han puttede tommelfingeren på tænderne i hans undermund og hev den lige så blidt ned. Med det åbnede han munden op for Althorn. På den måde ville det være nemmere for ham at hive vejret ind... og lukkede han munden ville han risikere at bide Vetis i fingeren hvilket Althorn nok ikke var meget for. Han virkede trods alt til at være en sød og blid sjæl som nok ikke ønskede at skade nogen.
"Breathe deep and slowly my king..." sagde han sødt og smilede derefter. "You're going to need your breath for what I'm about to do..." og med det pressede han sig roligt længere ind. Det virkede dog til at han fra før havde fået mere styr på det... men, med sådan noget her kunne man godt glemme at trække vejret til tider. Så han gav ham selvfølgelig tid til at vende sig til indtrængningen af hans indre. Vetis var nu sikker på at han nok skulle klare sig og hev sig lidt ud igen idet han stødte ind i ham igen. Langsomt og stadigvæk ikke fuldt. Ikke indtil han følte at han kunne gøre det uden at ødelægge noget.

Da han var sikker på det også muligheden for det skubbede han sig selv længere ind indtil han til sidst kunne begrave sig selv helt inde i Althorn. Gnidning og friktionen havde i mellemtiden fået skabt noget mere røre i Vetis. Hans hud var også mere let rødmende samt hans vejrtrækning tungere og mere fremtrædende. Hans stønnen var selvfølgelig også blevet tydeligere siden at han nød presset af Althorn's indre vægge. Især når de lukkede om ham og omsluttede hans lem. Varmen var vidunderlig om hans lem og gjorde det hele bedre... det gjorde også at han kunne mørke så meget mere og blev mere bevidst om det. Han var næsten også sikker på at han kunne mærke Althorn's hjertebanken igennem deres forbindelse til hinanden.

Vetis holdt sin overkrop oppe så han kunne se Althorn og hans ansigtsudtryk. Han masserede hans lår og bevægede sig rytmisk med rullende hofter ind og ud af Althorn. Han arbejdede stadigvæk i et roligt tempo men til tider stødte han hårdere og mere stødt ind i Althorn. Især der hvor det punkt plejede at være inde i mænd... det punkt som kunne få de fleste til at smelte i en pøl af nydelse. En nervesamling som kunne få de hårdeste af mænd til at spinde som killinger. Det betød skam ikke noget vis Vetis fik ham til at komme. Han var nok allerede en del tæt på det til at starte med fra al den opvarmning. De tog trods alt bare en tur mere hvis det kom til det. Vetis havde i alt fald ikke tænkt sig at lade ham slippe billigt fra det. Især ikke når nu han havde fingrende i en vaskeægte elverkonge.

Vetis løftede Althorn's ben mere op så det var tættere på hans egen mund. Han kyssede indersiden af Althorn's lår. Først blidt hvorefter det blev hårdere og Althorn nok var i stand til at mærke hans tænder strejfe hans lår. Han lukkede øjnene kort for derefter at kigge Althorn i øjnene. Han smilede kort til ham før han let bed ham i låret... med det efter lod han et mærke at hans tandsæt ned langs indersiden af hans lår. Ikke et sted som mange nok ville have udsyn til vis Althorn's rolige og indelukkede personlighed havde været nogen indikation, men hvem vidste... det kunne være at Vetis nu havde åbnet op for nogen nye døre... Han havde i alt fald fået åbnet godt og grundigt op i én indgang. En noget så delikat, varm og indbydende indgang som syntes at sluge ham op. I alt fald var det noget at en påmindelse om Vetis efter alt dette var overstået. Han skulle trods alt ikke have muligheden for at glemme ham så nemt. Han slikkede derefter mærket efter han var sikker på at det ville blive for en stund. Muligvis et par dage. Han lænede sig derefter ned mod Althorn og satte hans ben komfortabelt ved hans egen hofte igen. Han bukkede sig ned og pressede sit underliv frem og på den måde foldede han Althorn lidt mere sammen. Bare så det var nemmere at læne sig frem efter et kys. Der var trods alt noget af en højdeforskel. Han nåede nogenlunde hans mund men det var ikke helt nemt igen. Han klikkede med tungen inden at han kiggede småirriteret på Althorn.
"So damn tall... what does the elves feed you?" sagde han småirriteret men med en del humor i hans stemme og hans smil. Han mente det trods alt ikke.

Vetis valgte derfor at tage Althorn op og løfte ham op i skødet på sig selv. Se, det her var bedre og Vetis havde adgang til en del mere af Althorn. For eksempel hans velformede bagdel som han tog godt hånd om med begge hans hænder. Han masserede dem kort og kyssede Althorn noget så dybt.
"See, this is much better. Your beautiful face closer to mine and easier access to those sinful and desireable lips of yours..." sagde han og kyssede ham dybt og grådigt igen. Han gav Althorn tid til at trække vejret, og sig selv, inden at han placerede kys på hans pande, kind og hage. Hans kys fortsatte ned til hans hals som han slikkede og gav lige så grådige kys som hans læber, til tider med en strejfning af hans tænder, men denne gang var det bare det. Han bed ikke hans hals. De former for mærker havde det trods alt med at være svære at skjule end et på et inderlår.
Han begyndte at rokke med Althorn i hans skød i samme tempo som før han rykkede på dem. Han pumpede sig selv stille og roligt ind i Althorn imens han masserede hans bag. Til tider klemte han en smule hårdt for stimuli imens han kyssede hans hals.

"Say... what do you call these wonders in elvish?" sagde han og klemte hans bagdel. "Even got any dirty words in that language of yours?" spurgte han med en mere opstemt og hurtigere vejrtrækning. Tja, vis han skulle lære noget elvisk kunne det lige så godt være dirtytalk.

Det her… Det var meget blidere end han havde forventet at en dæmon kunne gøre det til. Se, det var jo så kun godt på mere end én måde. Både for hans egen nydelse nu det var så længe siden at han lige sådan rigtigt skulle varmes op til ‘legen’ igen, men også fordi… Tja, det gav ham vel på en måde også et indblik i at ikke alle dæmoner bare var hårde hele vejen igennem… At selv de også kunne finde ud af at tage tingene stille og roligt? Det var han trods alt altid glad for at finde ud af, nu det var en ting han virkelig værdsatte… Det gjorde de fleste elvere, vel. Mennesker lod altid til at have så travlt… Det syntes han så også mange dæmoner gjorde, men det var der vel også gode grunde til? Det var i alt fald sjældent at han mødte folk der virkelig forstod at tage tingene med ro, i alt fald på den måde man gjorde det hos elverne.

Og lige præcis hvor blødt, ømt og roligt dæmonen her tog det med ham, ja, det var meget værdsat. Især når man nu engang var så sensitiv som Althorn var… Ja, han havde nok været meget sensitiv uanset hvad, men når han kunne mærke hver evig eneste lille berøring så intenst som han kunne med de skarpe sanser han gik rundt med, så gjorde det lige det hele en tand mere overvældende end det ellers havde været - som om det ikke var slemt nok i forvejen med så smuk og… talentfuld en mand over sig som han havde lige nu.

Han rullede let med øjnene af mandens ord, dog, selvom han også stadig smilede til ham. For ja, selvfølgelig skulle han drille lidt. Det var der vel mange der ville finde på i en sådan situation her… Her var der vel også kombinationen af både hans egen status, og hvor forskellige deres racer var, også, til at gøre det hele… Ja… En smule sjovere end ellers? Mere interessant, i alt fald. Hvis man havde spurgt ham før, havde han i alt fald aldrig selv lige troet på at det ville være en dæmon han ville ende med at gøre dette med igen… Han havde lidt indfundet sig med bare at holde sig fra den her type aktivitet indtil han nok en dag ville være tvunget til at få sig en arving. Den tid, den sorg… Men så dumpede den he rmulighed jo ned i skødet på ham, og… Hvem i alverden ville sige nej til at ligge med så smuk og forførende en mand som denne? Selvom han havde prøvet havde han da i alt fald ikke kunnet, og lige nu var han så også meget glad for det, for nu de endelig kom ordentligt igang…

Langsomt tiltede hans hoved bagover igen som han mærkede presset der langsomt blev større, før dæmonen så endelig havde fået presset sig ind i ham. Selvom han gjorde sit bedste for at holde det tilbage, så forlod et støn stadig hans læber, før han let bed sig i den nederste som hans øjne fandt Ashyr’s, blot for nogle sekunder før han lod sine egne lukke for bedre at koncentrere sig om at slappe af, omtrent samtidig som han mærkede dæmonens finger roligt åbne hans mund igen så han bedre kunne få vejret. Og præcis som forventet, så holdt han den åben netop da han ikke ville gøre noget der måske kunne gøre ondt på den anden mand. Hvis han kendte ham bedre end han gjorde nu ville han jo nok også vide hvor åndssvag en tanke det var med lige præcis denne mand, men nu han ikke gjorde så gik han bare ud fra at det måske var lidt som hans tidligere elsker. Der havde alt i al fald været ømt og kærligt, intet der foregik hårdt og hurtigt, intet der skulle gøre ondt.

Et svagt smil trak dog op i hans mundviger, og en let gispende latter forlod ham også for en stund… For at blive erstattet af et andet, og dybere støn end før, som han mærkede ham langsomt bygge rytmen op, røre alle de steder der var blevet forsømt så længe… Alle de nerver der igen blev gjort opmærksom på. Det kunne ligeså godt have været hans første gang med hvor intenst det allerede føltes, alle de små lyde han ikke kunne forhindre i at undslippe. Hans hænder gled op af dæmonens ryg, for at den ene kunne lægge sig i et fast - men ikke hårdt - tag i hans ene skulder, og den anden gled op i det smukke, snehvide hår for på trods af Althorn’s stakåndethed, at hive ham ned til endnu et kys, dette en del mere sultent, grådigt, end de foregående, som han også lod sin ene fod blidt glide ned af Ashyr’s ene ben, ned til hans fod nærmest kærtegnede hans ene læg. Blidt og roligt… Omend stadig med et lille ryk indimellem som han ikke helt kunne styre, da det var hele hans krop der gav nogle små sæt af og til, som det helt rigtige punkt inden i ham blev ramt.

Han åbnede atter øjnene da han mærkede læberne - og tænderne - mod sit lår, lod sin hånd falde fra dæmonens hår for at støtte sig selv som han rettede sig en smule op, støttende på den ene albue som deres øjne atter mødtes… Og endnu en lyd tvang sig forbi hans læber med det lille bid. Ikke at han som sådan havde noget imod det… Og det havde nok været uanset hvor på kroppen det var blevet gjort. Havde det været et mere synligt sted kunne han altid få mærket til at gå væk igen med lidt magisk healing. Det krævede jo nærmest ingen energi at hele et sådant mærke… Og da især ikke hvis han havde haft sin krone med sig, men den lod han ligge hjemme i Forestina idag, havde kun taget den helt lille på, han også havde gået rundt med til hverdag som prins i nogle hundrede år.

Et skævt smil var dog at finde på Althorn’s læber da han sådan blev bøjet sammen, og dæmonen stadig havde svært ved at nå hans læber med det næste kys… Smilet blev til et let grin ved hans ord, og han trak svagt på skuldrene. “Oh, I don’t know… The usual?” der var et let drillende glimt i hans egne øjne også, dog. “And if you say salad, you’ll sorta make me want to punch you. I’m not a high elf, after all. Maybe it’s just what happens with an elf after you introduce it to meat?” jokede han dernæst, omend hans lille grin blev lidt afbrudt af endnu et støn ved dæmonens næste bevægelse, som han igen ramte det helt perfekte sted indeni ham, og Althorn’s lem stille og roligt dunkede mere og mere intenst…

Stønnet blev da også blot dybere, lidt mere intenst, som han blev hevet op i dæmonens skød, da det føltes som om han trængte endnu dybere ind i ham nu… Men han lagde da også glædeligt begge arme om Ashyr endnu en gang. En om hans hals, og den anden rundt om hans brystkasse, som han blot trak ham endnu tættere på, så tæt han nu engang kunne komme… Med elverens lem fanget mellem deres maver, stadig roligt dunkende. Han stønnede let som dæmonens hænder fandt hans baller, og gav glædeligt igen af det kys han fik nu. “I could say that right back to you… Now you beat me to it…” mumlede han stille mod mandens bløde læber, et blidt smil på hans egne.

Han tiltede roligt hovedet til den ene side og lod stønnene få en smule friere løb end før som læberne og tænderne nu strejfede hans hals… Og for en kort stund tog han sig selv i at ønske at dæmonen også gad bide dér. Bare en lille smule. Så før han overhovedet nåede at standse sig selv… “... Go ahead. I don’t mind.” han nåede dog kun lige at sige det før han bed sig i læben. Men nu var det jo for sent, han havde allerede fået sagt det… Og der havde nok heller ikke været nogen tvivl i hans tone om at han reelt gerne ville have at han bed ham. Selvfølgelig ikke så hårdt at der var blod involveret, men bare som han havde gjort det på hans lår.

Som rytmen blev genoptaget blev Althorn’s vejrtrækning hurtigt tungere igen, men nu, med den anden position, prøvede han også selv at bevæge sig en smule med i rytmen...Selvom han ofte glemte det igen når der blev ramt i den der perfekte vinkel. Det var nok også kun alt for tydeligt for dæmonen, sådan som der nu var ved at blive en lille smule vådt mellem deres maver, som elveren i hans skød havde lukket øjnene for bedre at nyde det hele, som hans langsomt nærmede sig sit klimaks. Derfor trak han også hovedet tilbage og blinkede et par gange før han så på ham med en smule ufokuserede øjne, da han talte igen… Som om han lige skulle bruge lidt tid på at gentage hvad han havde sagt inde i sit hoved, og på rent faktisk at få formuleret et svar til ham. Samtidig som den lette rødmen vendte tilbage på de høje kindben.

“Oh… Uhm… ’tele’ would be the correct word to use for someone’s… Behind.” svarede han, en lille smule tøvende. Det var ikke ligefrem fordi han nogensinde havde gjort sig i noget som helst dirty talk, heller ikke med mennesket han havde været sammen med før. “... And we do. I… Well… To be fair, I…” hans tale blev for en kort stund afbrudt af endnu et støn, før han tog et par indåndinger og fortsatte igen. “... I don’t know if we have any… Slangs for any of it. I… Only know, like…” han gav et lille akavet host fra sig, “... The ‘textbook versions’, you know?”

Det var da altid noget at Althorn var så nem at have med at gøre og ligetil med de ting som han kunne lide. Han var i vært fald meget vokal så selv om han ikke sagde noget direkte var et nemt at gætte sig til det. Nu var Vetis jo så også ekstra sød ved ham samt blid med sin berøring og den måde som han var på. Ikke fordi at det var helt unaturligt for ham at være sød og rar. Han kunne skam sagtens når det var at han gad og hvis det betalte sig i sidste ende. For mange gad trods alt ikke putte kræfterne i noget som så i sidste ende ikke lykkedes for dem. Vetis havde det trods alt ikke med at give op alt for let hvis der var noget som han gerne ville have... især ikke når det var noget som han følte i den grad var hans tid værdig... og dette var bestemt værdigt. Mere end rigeligt til at han nok skulle være en lille sukkerknald. En sukkerknald som smeltede på tungen og lige så vel kunne efterlade huller i tænderne hvis man ikke passede på. Nok om det dog, der var andre langt mere vigtige ting at fokusere på. Såsom en hot elver i hans favn.

Vetis smilede da Althorn rullede med øjnene. Det var ligefremt hyggeligt og sjovt sådan at drille Althorn, mest af alt fordi han havde nogle kære reaktioner. Han var næsten som en rødmende jomfru som havde ladet sig smigre og indledt et forbudt forhold... Gad vide om hvor meget af det var sandt? Det kunne i alt fald være ret morsomt, men det føltes ikke helt som om at Althorn var en jomfru. Dog, bare ude af træning nok nærmere og ekstremt følsom... hvilket ikke var noget som Vetis ville blive træt af. Tværtimod. Det gav eskapaden lidt, tja, spice og gjorde det mere interessant. Det fik dermed også Vetis til at undre sig over om mon alle elvere var ligeså følsomme, i så fald måtte han komme her noget oftere for at friste en elver eller to... bare for videnskaben. Helt klart for videnskabens skyld og for at teste sin egen teori. Ikke at der nok var mange lige så villige som Althorn, og selv Althorn havde ikke været helt nem. Mest af alt fordi han var en pligtopfyldende søn og konge som nok ikke ville skuffe sit folk. Ikke at Vetis forstod hvorfor han ikke kunne være konge på sin egen måde og stadigvæk være elsket af sit folk. Bare fordi at han havde sex med mænd var det ikke ens betydning med at han ikke kunne træffe de rigtige valg og lede sit folk... også selvom han havde indledt en seksuel relation med en dæmon. Okay, den detalje ville nok være svær for dem at sluge, hvilket godt ville være noget som Vetis ville kunne forstå, men trods det var han stadigvæk en konge. En konge som nok måtte ofre en del, men som burde vise sig selv og holde fast. Det var i alt fald noget som Vetis tænkte var nødvendigt for konger, viljestyrke. For ellers kunne folk lige så nemt trampe på dem og vade over dem. Dog, for at være helt ærlig kunne Vetis jo være ligeglad. Althorn's mangel på viljestyrke havde trods alt ført til denne noget så delikate situation.

Det virkede til at hjælpe på hans vejrtrækning. Man fik trods alt også mere luft ind gennem munden, og nu havde Althorn også noget at fokusere på. At trække vejret stille og roligt, hvilket også gjorde at han nok ikke vil klemme alt for meget til at Vetis kunne penetrere ham. For, det var noget som Vetis vidste, ville gøre ondt. Ikke at det som sagt gjorde ham selv noget, men med Althorn som allerede var så sensitiv som han var, ville nok ikke synes om det. Så han skam været forsigtig inden at han havde fortsat.

Det var som om at Althorn blev en helt anden midt i lysten og begæret. Han virkede mere boblende... mere frigjort end han før havde været. Hans latter var som klokkespil og hans stønnen var som blidt strengespil. Han virkede i alt fald til at være mere til stede og mere af nok den person som han inderligt var. Den person som han var bag sin tunge krone og uden et helt kongerige på hans skuldre. Det var selvfølgelig et herligt syn at se en person frigjort på denne måde. Det måtte også føles fantastisk for Althorn sådan at kunne fokusere på noget andet end alle de bekymringer som han havde før, hvilket havde lydt som en del bare fra den korte samtale som de havde haft før. Det havde heller ikke lydt som om at der var mange til at hjælpe ham med det, for han holdt det nok tæt ind til sig... alle hans problemer, men alt dette var blot spekulationer. Vetis havde det bare med at gætte sig til en del udefra hvad han havde set og lagde mærke til, og oftest havde han da også ret, men han var skam aldrig bange for at indrømme når han tog fejl. Han var skam ikke en person som var særlig stolt eller ærefuld, hvilket tillod ham nemt at bøje sig for andre. For bøjede man sig ikke var det næste vel at knække én... for det var oftest hvad der skete for ting som enten ikke var fleksible nok eller som nægtede det.

Så Vetis føjede sig for det meste... selv her føjede han sig. Nok ikke at Althorn vidste det, men han havde jo selv trods alt lagt sig selv på hylden og ladet Ashyr overtage. En blid og rar person som, som sådan ikke ønskede nogen ondt. En nysgerrig mand, som var videbegærlig, og som elskede at rejse. En person som var hel, og som kendte til ømhed og varme. En mand som aldrig havde oplevet de selv samme horrible ting, som Vetis havde i sin barndom, ungdom og senere hen i hans voksne liv. I stedet sad en mand her, med en elver og gav ham hvad end han måtte trænge til inderst inde... Hvad end han ønskede sig, bare for et flygtigt øjeblik. Indtil at han igen tog kronen på og igen var elvernes konge.

"I wouldn't dare..." fik han drillende svaret ham. "And you're getting delightfully naughty," havde han sagt efterfølgende efter konges frække kommentar omkring kød. Så, han kunne skam tale forførende og frækt. Sikke en opdagelse. Næsten ærgerligt at det var blevet afbrudt af Vetis selv, men han havde ikke kunne dy sig. Hans indre var simpelthen så indbydende.
Vetis kunne dernæst ikke lade være med at kigge ned imellem dem da han mærkede Althorn's dunkende lem imod hans mave. Han var helt oppe og køre og Vetis kunne ikke lade være med at smile. Det var lige før at det måtte være smertefuldt med sådan en dunken, men heldigvis for Althorn var det noget som ville kunne rådes bod på. Måske ville en tidlig løsning fra Althorn's side af hjælpe. Det kunne i alt fald arrangeres hvis det blev meget værre.

Han havde været noget så glædeligt overrasket over at Althorn ligefrem gerne ville have at han bed i ham. Han havde trods alt givet ham lov med sådan en uimodståelig stemme. Det var i alt fald noget som Vetis nok skulle huske til senere. Ligesom ordet for bagedel... tele.

Vetis lo lavt så brystkassen hoppede en smule og han kiggede derefter op på Althorn. Althorn var nok noget at det nærmeste som Vetis kom på nogle kær. Sådan som han talte og var... igen tvivl om at han var kær og sød at høre på. Bare det at han havde svaret som han havde, fik Vetis til at tage blidt om ham og kysse ham med ømhed. Vetis var skam mest til de folk som allerede var korrumperet og mørke, men han nød skam også folk fra den anden side af. Dem som var nogenlunde rene af sind og hjerte. De var en helt anden oplevelse og skam ikke nogen dårlig oplevelse. De var håbefulde og havde det med at se verden fra en anden vinkel af. De havde ikke samt helt samme elendighed og håbløshed som havde hersket hos Vetis og i hans verden in mange år. De var et friskt pust. Se, hvis bare alle i verden var lige sådan eller at verden kun bestod af sådan nogle folk, ville den nok være nær perfekt... men, på den anden side ville den ikke være nær så interessant. For slet ikke at nævne at det var en umulighed. Vetis vidste skam godt at verden var nødt til at være balanceret for at fungere ordentligt... og for at være interessant. For eller ville den ikke være værd at udforske. Især ikke hvis alt bare var det samme uanset hvor man gik hen og hvem som man stødte på. Det ville godt nok være trættende i længden, og Vetis ønskede ikke at blive træt af det. Hverken det eller risikere at blive trætte af folk som Althorn og Sean. To stik modsatte ledere som Vetis havde nu haft æren af at møde.

Vetis kunne se og mærke på at Althorn at han snart havde nået grænsen, så derfor tog han blidt fat om hans lem og hjalp ham på vej. Han kunne umuligt holde alt tiden ud indtil at Vetis selv ville komme. Så derfor gav han nogen ryk inden at han bed ham kærligt i øret og nippede i det derefter.
"Come for me... Althorn..."

Hvis man så også godt vidste præcis hvor lang tid siden det var for Althorn, og præcis hvor ekstra følsom han var i forhold til andre, så var det vel egentligt ikke det helt store under at han var ekstremt responsiv og reagerede på selv den mindste bevægelse. Han havde helt glemt hvor godt det føltes, så lang tid siden som det var, plus - hvis hans hukommelse altså ikke spillede ham et puds- så var den her dæmon også en hel del bedre til dette end mennesket dengang havde været. Nok rimelig naturligt, hvis Althorn altså havde ret i præcis hvilken type af dæmon manden her var... Det var trods alt sjældent han havde set nogen så gudesmuk før. Så det ville nok undre ham en del hvis manden ikke var en incubus.

Hvilket gjorde at han også godt vidste det her måske var lidt risikabelt - og så alligevel ikke. For hvem ville være dum nok til atprøve på at skade skovelvernes konge, mens man var inde på deres område? Hvem ville være dum nok til at tilrage sig en hel races had og forfølgelse? Ikke den mand han lå med, så meget havde han godt opfattet. Ashyr her havde skam hovedet godt skruet på, i modsætning til mange andre. Måske endda bedre end Althorn fornemmede at det var. Han håbede nok bare lidt på at dæmonen ikke havde en alt for klar idé om præcis hvor uøvet han var i denne slags... Selvom det nok desværre var alt for tydeligt i hvor forsigtige hans egne kærtegnelser af den anden var. Rolige, blide, rørte ham knapt nok til tider, som var han bange for at gøre noget forkert. Hvilket i sidste ende vel egentligt heller ikke var særlig langt fra sandheden.

Men uanset hvad, så var dette møde utroligt befriende for ham. Manden her, som ikke kendte ham, havde jo trods alt ikke de samme høje forventninger til ham som næsten alle elvere havde, alle dem han var omgivet af til hverdag, med et par få undtagelser. Han kunne endelig bare give los og være en del tættere på den han virkelig var, indenunder al det ansvar, den byrde, som kronen placerede på hans skuldre. Væk fra alle de politiske tiltag, væk fra det royale hofs syn, ude her hvor der ingen var til at se på udover en smuk dæmon... Noget der sikkert ville forarge dem endnu mere end at han lå med en anden mand. Men lige i dette øjeblik var han ligeglad med alt det. For lige nu, ville han bare nyde øjeblikket, nyde følelserne Ashyr fik frem i hans krop, forbindelsen mellem deres kroppe og ekstasen der fulgte med.

"...I try," svarede han lettere stakåndet, stadig med et grin på læberne, omend også endnu en rødmen på de høje kindben, som der blev kommenteret på den lille joke han havd elavet. For ja, manden havde vel ret i at den var en smule fræk, også. Ikke at det rent faktisk havde været meningen, indtil det kom ud over hans læbe rog han selv kunne høre hvordan det også kunne opfattes. Og nu det kun var de to her, lige nu, havd ehan ikke noget som helst imod måden dæmonen opfattede joken på. Tværtimod - det gjorde kun denne lille eskapade endnu bedre.

Hans rødmen fra før var kun blevet dybere som han havde mumlet det med at han kun kendte de mere formelle måder at sige tingene på - han havde trods alt aldrig rigtigt kunne være en del af den 'normale' elver ungdom, de havde altid talt høfligt og formelt til ham, aldrig uformelt, som han helst ville have det. Derfor var det lidt svært at vide om der var slang for ordene - og hvilke, nu han ikke selv havde kunnet høre dem 'i aktion'. Lidt af et minus ved at være opvokset i en royal familie... En almindelig barndom var alt han havde ønsket sig, og noget han aldrig havde fået, dengang. Heller ikke i hans ungdom havde det været hvad alle andre gik igennem. Det var kun Darya der havde fået ham til at føle sig lidt mere normal, med måden hun havd ebehandlet ham på. Altid blot opført sig som var han af samme stand som hende... Hvilket var alt han havde ønsket dengang.

Men som dæmonen ganske rigtigt begyndte at kunne se og mærke, så mærkedeAlthorn også hastigt enden nærme sig, og hans tanker gled stille og roligt tilbage på kun at koncentrere sig om de mange følelser der gled gennem hans krop, fremprovokeret af Ashyr, og yderligere hjulpet på vej af hans hånd. Med et skarpt gisp lagde Althorn prompte hovedet tilbage mod skovbunden igen, og hans hænder fandt vej til dæmonens lår, hvor hans fingre let borede sig ind, i den naturlige søgen på blot at have et eller andet at holde fast i som hans krop hurtigt blev arbejdet op til et klimaks. Med en skarp buen af den slanke ryg, og et dybt støn, skete det så også kort efter, hvor han naturligt spændte op i hele kroppen som han red klimakset... Indtil det var overstået og han stille og roligt slappede af igen, for at ligge der, med lukkede øjne og en hurtigere, overfladisk vejrtrækning som han forsøgte at få pusten igen.

//undskyld den blev lidt kortere :/

Det var sjovt til tider at sammenligne de forskellige racers tilgang til sex. Nogen var mere tilbageholdende og nænsomme imens at andre var lige på, og tog hvad end de ønskede. Det var så også noget som bare kunne være op til den individuelle person, men Vetis havde skam godt lagt mærke til den røde tråd mellem racerne. Han havde trods alt været sammen med et par stykker igennem årene. Der var ingen grund til ikke at prøve noget forskelligt. Selv havde han godt være sammen med elvere før. Dog ikke lige de royale af slagsen... eller skovelvere. Det her var faktisk første gang at han var sammen med sådan én, og det blev forhåbentlig heller ikke sidste gang. Han skulle trods alt prøve lidt flere gange for at danne sig et bedre billede af deres tendenser... bare for at sammenligne. Måske nogle af de såkaldte højelvere, samt de mere udstødte elvere? Se, det kunne være et sjovt og interessant projekt. I det hele taget kunne det være interessant at prøve sig frem med alle racer, men han var dog sikker at nogle blot ville være sjove i teorien... og ikke så meget i praksis. Såsom en varulv... men, hvor intet vover, intet vinder. Ligesom han intet havde fået ud af dette hvis ikke han havde vovet at bevæge sig ind på elvernes område, samt friste en elver. For nogen var det nok det rene selvmord, men se hvor det havde bragt ham i stedet. En noget så hyggelig plet på jorden med en elverkonge i skødet. Så, helt klart truslen værd.

Det var dog ikke til at vide om denne form for tilgangsmåde ville belønne sig hver gang. Det var noget man var nødsaget til at tænke over, men, den tid den sorg. Ville han mødes med Althorn igen var det nok heller ikke ligetil, især fordi han nok ville være kommet mere til sig selv... eller i alt fald tænkt mere over tingene. Folk havde det trods alt med at være så bagkloge når de indså at de havde gjort en fejl. Ikke at Vetis selv syntes at dette var en fejl, men andre var tilbøjelig til at tænke noget andet.

Vetis grinte lavmælt over hans kommentar med at han prøvede. Se, det var han ikke i tvivl om, for det var nærmest som om at kongen havde undergået en forvandling under alt dette. Han havde først virket lidt stiv i betrækket, men nu var han nærmest helt smeltet og meget mere medgørlig. Han var som ler i Vetis' kyndige hænder, og det var ikke til at vide hvad Vetis så ville være i stand til at forme. Men, det var til en anden god gang, for der var trods alt andet at tage sig til. Såsom at få Althorn til at synge yderligere, under hans berøring. Han manglede blot en crescendo fra Althorn af, og elverkongens nummer ville være fuldendt.

Han skulle heldigvis ikke vente meget længe inden at Vetis havde drevet Althorn helt over kanten. Det var et herligt syn at se ham vride sig på jordbunden under ham selv. Han ville lyve hvis det var at han påstod at han ikke fik et lille sus, over at se en mand i Althorn's position, vride sig i nydelse under ham. Der var noget sært magtfuldt over det, men noget helt fantastisk over det også. Det var en følelse som man godt ville kun blive vant til. Vetis vidste dog bedre end at lade noget stige ham til hovedet, men med det sagt var der intet som stoppede ham i at nyde det lige nu. Der var trods alt kun de to, på nuværende tidspunkt. Der var ingen andre til at gøre sig tanker om de to, og hvad de havde gang i. Hvis der var, tja, så skulle de i alt fald bede til at Vetis ikke fik fingrene i dem, for dette var risikabelt nok i sig selv uden at andre kendte til det. Dog, kunne man aldrig vide sig helt sikker, men på den anden side så var der jo en grund til at han havde aliaser. For med dem var han ikke lige så umiddelbar at finde. Især ikke når det var at han ikke ønskede at blive fundet så nemt. Det kunne nemlig invitere en hel del problemer taget i betragtning af hvad han arbejdede med, samt de andre ting som han beskæftigede sig med.

Idet at Althorn kom, pumpede Vetis ham fri fra resten af hans spændinger. Han red bølgen ud med ham til tempoet faldt, og til han til sidst stoppede. Han lænede sig derefter ned mod ham men trak ikke ud. Han smilede til ham og kyssede ham på halsen.

"What a good boy" mumlede han og masserede blidt Althorn's lår.

Selv var han ikke kommet... Ikke fordi at det ikke havde været godt eller rart, men simpelthen fordi at han bare holdt længere. Han var så rigeligt erfaren på det område og hans stamina var ikke til at kimse af. Dermed var han også lidt mere hårdfør og krævede til tider en anden form for stimuli... især hvis han skulle komme hurtigere, men, nu var det jo heller ikke et ræs. Bare fordi at han ikke havde opnået et klimaks på nuværende tidspunkt, var det ikke ens betydning med at den ikke kunne opnås overhovedet...

Han lod Althorn få vejret igen imens han kyssede hans hals, kraveben og bryst blidt. Hans hænder masserede Althorns ben blidt, da dette var med til at sørge for at blodet kom ordentligt rundt. Han havde trods alt siddet overskrævs på ham for en stund, og kongen skulle nødigt få en krampe.
Han trak derefter sig ud og lagde dem begge mere behageligt på jorden. Han holdt ham i sine arme og snoede en af Althorn's hår om sin finger, inden at han puttede den bag hans lange elverøre.

"You did amazing..." hviskede han og kyssede Althorn på munden.

Dette var virkelig ikke hvad Althorn havde forudset ville ske på hans tur i udkanten af riget idag. Han havde de ture noget så ofte, minimum en gang om ugen, og det havde været fast i utroligt mange år - selv før han blev konge, dengang han blot var prins. Dengang havde han dog altid haft minimum én vagt med sig, da hans far havde insisteret på det, men de sidste 50 år havde han taget turene alene, fordi det nu var ham der beordrede vagterne, så på trods af hans fars protester, var han nu altid alene på disse ture. Det var kun når han rejste ud af landet at der stadig var en vagt eller to med ham, som det absolutte minimum.

Men det var jo så kun en god ting at han var så stædig med at han skulle alene ud på disse ture - ellers ville dette aldrig have fundet sted. Hvis han havde været her med følge, var dæmonen blot blevet jagtet ud af skoven hvis han var hurtig nok til at undgå at vagterne dræbte ham på stedet - men nu Althorn havde stødt på ham alene, ja, så var sagen jo blevet en ganske anden, og det var i sandhed noget Althorn kunne værdsætte. Det var så utroligt længe siden han havde følt sig så fri her. Herude, alene med dæmonen, betød hans titel ingenting. Der var intet tungt ansvar der hvilede på hans skuldre. Ingen der så til ham for råd til alle hverdagens små problemer. Ingen der bukkede og nejede for ham. Her, sammen med dæmonen, var han blot en helt normal skovelver... Og så måske alligevel ikke, med naturen af de ting de havde gang i. Det va rnok de færreste af elverne der gladeligt ville gå med til denne slags aktivitet med en dæmon.

Det lille grin fra dæmonen fik da også atter et smil frem på Althorn's læber - hvordan i alverden skulle han dog kunne lade være med at smile, når han følte sig så fri, og nærmest alt hvad Ashyr gjorde lige nu føltes så utroligt godt? Det havde været så utroligt længe siden han sidst havde ladet denne slags lyster få overtaget, at han næsten havde glemt hvor godt det føltes... Dét, og så havde han på fornemmelsen at lige netop denne dæmon nok også var en del bedre til det, hvis hans formodning am undertypen af dæmon, var rigtig.

Men ja, nu gik der ikke længe før han mærkede alle følelserne - fysiske såvel som mentale, med hvor dejligt fri og løssluppen han for en gangs skyld følte sig - samle sig i en vidunderlig orgasme, som han svajede i ryggen, øjnene lukkede mens hans gispede let efter vejret som det hele fik forløst sig. Han mente selv svagt at have hørt en puslen i buskene et godt stykke væk, men han tog ikke videre notits af det lige nu - det kunne jo sagtens bare være et dådyr der var en smule nysgerrig over lydene. Hvis det var, skulle det jo nok fint gå sin vej igen når det så, der ikke var noget her der var videre interessant for det.

Han kluklo dog en smule af Ashyr's næste ord. "You almost sound like my father the few times I actually behaved the way he wanted me to..." sagde han så med et lille, skævt, drilsk smil - blot for at understrege at han ikke havde det store imod det. Det var næsten lidt komisk i denne situation, især nu når han vidste at hans far så absolut ikke ville have en positiv reaktion hvis han nogensinde fandt ud af sin søns seksualitet.

Althorn's ene, slanke hånd gled roligt op i dæmonens hår, kærtegnede det blidt mens han mærkedede mange kys blive fordelt på sin overkrop, de mesterlige hænder der masserede hans lange ben. Han kom med en lille, svag lyd, som Ashyr fik trukket sig ud af ham igen - det var jo alligevel lige blevet en lille smule ømt, hvilket han selvfølgelig ikke havde lagt mærke til i aktens hede, nu hans fokus havde været så mange andre steder, men nu kunne den varme ømhed skam godt mærkes, efter han var faldet lidt til ro igen. Det kunne godt være han skulle gå det første stykke hjem, og vente lidt med at ride igen...

Smilet vendte tilbage ved dæmonens blide kærtegn, og kysset blev skam også gengældt, mens han lod en af sine hænder hvile mod Ashyr's mave, som hans lettere rastløse fingre kærtegnede musklerne der var at finde dér. "I barely did anything..." sagde han så med et let grin, før han gav manden endnu et kys. "You, on the other hand..."

Det var noget af et under at Vetis havde stødt på denne elver helt alene. Vetis ville som sådan ikke have forestillet at han ville være så heldig, især ikke taget i betragtning af Althorn's status som konge. De fleste af Althorn's slags ville normalt nok være omringet af et helt entourage af vagter samt hoffolk og what-not. Dette havde nok været Althorn's eget valg, siden at han nok var den eneste som kunne tage det valgt... hvilket i sig selv var ret interessant. Spørgsmålet var jo så hvorfor Althorn alene havde valgt at tage herud. Var der fordi at han var så selvsikker på at intet ville hænde ham, eller fordi at han havde haft en speciel intention herude? Noget som han kun kunne gøre alene... Det var endeløst med de spørgsmål som Vetis ville kunne stille op, nogle som nok også var vigtige at så svar på. Han tvivlende dog stærkt på at han ville kunne få svar på dem sådan som deres forhold var på nuværende tidspunkt, men det virkede ikke helt som en umulighed. Der skulle bare opbygges et bedre og mere tillidsforhold på imellem dem... noget som nok kunne belønne sig, men det ville ikke blive nemt. Det var sådan noget her nok aldrig imellem så forskellige racer, men hvo intet vover, intet vinder...

Vetis rynkede lidt på brynene og lo derefter idet at Althorn hentydede til at Vetis lød som hans far... Ikke det mest sexede at få at vide, men humoristisk var det da... hvis ikke en smule underligt, men det var nok ikke det som Althorn havde ment med det. Der var nok noget mere bag det, men det ændrede stadigvæk ikke på at det var en smule spøjst. Vetis havde i alt fald aldrig hørt nogen sige det til ham før, efter at have haft sex med en person. Han lo dog ikke ad Althorn men mere over den lidt spøjse situation.

"That, would be the first time someone has ever said that to me," informerede han, stadigvæk leende. "Especially after having made love with them," tilføjede han og smilede stort til Althorn. Intet af det havde været intenderet til at lyde hånligt, så han håbede da heller ikke at Althorn tog det sådan. Det havde bare været komisk vis ikke en smule sødt. Han kunne dog ikke lade være med selv at komme med en drillende kommentar efterfølgende.

”So, does that mean that you’re not one to behave?” sagde han med et drilsk smil om læben og aede Althorn’s kind. I mellemtiden var Vetis' åndedræt var derved ved at vende tilbage igen, samt hans hjerte var ved at gå ned i tempo. Han nød Althorn's små berøringer af kærtegn på hans overkrop. Det var nu også meget rart at ligge og slappe af efterfølgende. Vejret var trods alt godt, og de havde stedet for sig selv... derudover var jorden blød og Vetis bekymrede sig ikke om at blive beskidt ved at ligge ned på det. Søen var så også lige i nærheden så han kunne da også bare tage et bad igen. Så der var ingen bekymringer for ham, foruden at der muligvis ville komme nogen og lede efter deres konge på et eller andet tidspunkt, men, han tog det roligt og tog tingene som de kom. Så han nød stilheden... nød Althorn's samvær og smilede blot over Althorn's næste kommentar.

"That's not entirely true...” sagde Vetis betryggende og strøg Althorn’s hår bag hans øre.

"You gave me a chance... and gave me an experience that I wont soon forget, if ever." Han blinkede derefter til Althorn og holdt ham tættere ind til sig.

Han ville gerne have standset det, havde han kunnet, men kommentaren og det lille grin dæmonen kom med, fik atter frembragt en rød glød på de høje kindben. Normalt tog det lidt at få ham til at rødme, men i situationer som disse hvor han ikke var helt ligeså selvsikker som han var i sin dagligdag med den rolle han normalt havde, ja, så blev det lige det nemmere at gøre ham lettere forlegen. "It wasn't meant like that..." sagde han stadig, omend han smilede let da han godt vidste det ikke var dén mening dæmonen havde gået efter, det var blot en smule venligt drilleri. Hans tone og kropssprog fortalte nok om det.

"Behave? Not in the way he wanted me to, no." sagde han så med en let latter. Hans far havde altid villet have at han skulle styre ting med en lidt hårdere hånd, hen af hva dhan selv havde gjort, og han havde prøvet at oplære Althorn til det - men forskellen mellem dem var så også at Althorn var pacifist... Det var hans far ikke. Så der var mange punkter hvor han var blevet fortalt at han var for blødsøden ved. For ikke at tale om reaktionen da han fortalte at han ville ud og tale med andre racer.

Han lå derefter blot og nød nærværet, den varme krop op og ned af hans egen, den bløde hud som hans fingerspidser blidt gled henover som han lukkede øjnene, mærkede de små pletter solen varmedeop, lyttede til vinden der gled gennem trækronerne, fuglene der sang. Han var virkelig i sit es herude i skoven, her han følte sig hjemme som ingen andre steder.

Han åbnede atter øjnene som han mærkede dæmonen stryge hans hår om bag det ene spidse øre. og smilede let som deres øjne fandt hinanden. "And I'm happy I did." sagde han derpå med et let smil - og som han blev trukket tættere ind til den anden mand, lod han også sine læber finde hans igen, som de delte et blidt, roligt kys.

Det var underligt hyggeligt blot at ligge på skovbunden med Althorn, samt at drille ham. Vetis kunne ikke lade være med at smile bredere og le idet at Althorn's kinder blev rosa over hans kommentar. Det var simpelthen for nemt og en smule familiært. Ikke at Vetis som sådan kunne huske om han nogensinde havde ligget sådan her med andre mænd... Ikke sådan rigtigt. Det havde aldrig rigtig været hans tid værd og til andre tider havde han ikke haft lyst... For det meste var sex, foruden at være underholdende, blot føde for ham. Det var nærende og en møde at holde sig selv kørende på. Ikke noget som så mange andre væsner tænkte på, siden at det for dem ikke var nødvendigt. Derudover havde de så andre måder som de skulle overleve på... som så heller ikke var så anstændige igen, men alligevel var det oftest Vetis' type af dæmon, som man så ned på... Det var ikke nedværdigende at leve. Især ikke når man har, måtte kæmpe hårdt for det i utallige år.

På sit var det interessant nok at høre lidt om Althorn's far. Det gav trods alt Vetis lidt mere information om Althorn, samt hvordan han var blevet til hvordan som han var. Sådan noget havde det trods alt oftest med at være kædet sammen med ens forældre... Ikke at Vetis som sådan havde været direkte påvirket af sin egen far. Han kendte trods alt ikke manden. Han havde aldrig mødt ham, og mødte han ham en skønne dag så ville Vetis slå ham ihjel. Manden havde nok været med til at skabe Vetis, men mere var han ikke værd. Ikke taget i betragtning af hvad han havde gjort ved hans mor, og dermed også udsat dem begge for. Vetis kunne have været en helt anden mand i dag vis ikke det havde været for hans fars handling den dag... Men, det var ikke noget som Vetis kunne gøre noget ved, og i stedet måtte han bare nøjes med tanken om en skønne dag at flå manden fra hinanden. Ikke at han som sådan ville vide hvem han var, eller hvordan han så ud… foruden at han havde hvidt hår ligesom Vetis selv. Det var trods alt sin far at Vetis havde fået det fra... samt hans dæmoniske natur. I sandhed havde Vetis arvet en del fra sin far... Ikke at Vetis ønskede at dvæle ved sådan en tanke, så han valgte at fokusere noget mere på elveren i hans arme.

Vetis lukkede sine øjne idet at Althorn kyssede ham, og for et kort sekund var det som om at intet andet eksisterede... og en tanke fandt vej i Vetis' nu stille sind. Hvad nu vis dette var hans liv? Hvad nu vis dette var hans realitet... at det var ham muligt blot at ligge her sammen med Althorn, og det var det... Ikke som en konge og en morder... ej heller som en elver og en dæmon... men, blot som to mænd som nød hinandens nærvær. To mænd som ikke behøvede andet end hinanden og som blot kunne leve af naturen og... og hvad? Kunne Vetis overhovedet leve sådan et liv her? Han kunne vel i princippet hvad han ville, men ville han overhovedet leve sådan et liv? Tanken var da interessant nok, men der var ingen tvivl om at det ville være ham umuligt. For nok så interesseret i sådan liv kunne han være nu, men det var aldrig til at vide dagen efter. Dagen efter ville han hungre efter noget mere... mere intenst... og dette ville ikke kunne opfylde sådan et ønske og en trang… uanset hvor rart det nu var.

"I'm glad to hear that..." sagde Vetis lige så stille og kyssede Althorn igen. Det var heller ikke til at vide hvor dette forhold ville føre hen, men Vetis var oprigtig glad for chancen for at finde ud af det... men, han kunne ikke være her hele dagen. Virkeligheden ventede... og Vetis måtte forlade Althorn på et tidspunkt... men, siden at der ingen fare var på færde endnu kunne han vel lige så godt ligge med ham et par minutter mere… blot få minutter mere...

Althorn lod sig slv ligge sammen med dæmonen et minut eller to mere, før han langsomt satt sig op igen, og strakte sig ensmule, før han lænede sig let bagud, støttende på sine arme som han så op mod det lille stykke himmel der kunne ses mellem træ kronerne. "As lovely as this has been... And it was very lovely indeed..." sagde han, som han drejede hovedet for at se på manden ved hans side, med et lille smil der havde blot en snert af tristhed, ja næsten noget undskyldende over sig. "I am sad to say, I must get going again, or my men will come searching for me. And I don't think they would take as kindly to you being in our forest as I did." for at sige det meget mildt. De ville angribe dæmonen på stedet...

Han fik derefter rejst sig igen, før han bukkede sig efter sit tøj, og stille og roligtbegyndte at klæde sig på igen. "I hope this little encounter of ours was as... Enlightening to you as it was to me," sagde han derpå med blot et lille smil på læberne, som han roligt fik resten af tøjet på plads, og rettede på sit hår så det også sad lidt pænere igen.

//sorry den blev kort, men nu er vi alligevel ved at afslutte det xD

//Det skal du skam ikke undskylde for ;3 //

Vetis drejede hovedet mod Althorn da han begyndte at tale. Vetis var ikke i tvivl om hvad Althorn skulle til at sige da det var at han havde rejst sig op, og næsten så helt undskyldende ud. Det var en smule sødt hvor modvillig Althorn virkede til at være, ved tanken om at forlade Vetis... men det gav skam mening, og Vetis havde heller ikke haft nogen intention om at dette møde skulle have varet hele dagen. Vetis havde trods alt sine egne ting at se til, og det at have mødt elvernes konge, havde blot været en forfriskende bonus.

Vetis smilede blot over Althorn's kommentar over at hans mænd nok ikke ville sætte pris på at finde ham sammen med Vetis. Uanset hvor underholdende sådan en situation kunne være, var det nok heller ikke noget som Vetis ville værdsætte. Mest af alt fordi at han skam ønskede at leve i mange flere år endnu, og ikke ønskede at blive jagtet og nedlagt af en masse emsige elvere.

"A pity though, I quite like this forest... now more than I did before," sagde han flirtende og blinkede til kongen. Han observerede ham smilende idet at han begyndte at tage alt sit tøj på... hvilket nok ville tage noget tid taget i betragtning af hvor meget tøj kongen havde. Selv tog Vetis også lige så stille noget tøj på, ikke at der var lige så meget. Af og til hjalp han Althorn med sit tøj siden at det dermed gik lidt hurtigere for kongen. Han smilede over hans kommentar om at mødet havde være oplysende... Det var noget som det skam havde været - på mere end én måde. Som et svar havde Vetis taget Althorn's hånd og blidt kysset håndryggen.
"More than I could've ever hoped for..." sagde han sagte og kærligt. Han tog derefter en lok af kongens hår og lagde det blidt bag hans lange ører.

Da Vetis selv var færdig og ikke følte af der var meget mere at sige bukkede han kort for Althorn. Det havde været noget så berigende et møde, og Vetis ville gå derfra med en masse læren samt en nysgerrighed for at lære mere. Han tænkte at det nok ville være lidt det samme for Althorn, men det ville umuligt være på samme måde. Det ville i alt fald overraske Vetis, men det var ikke ens betydning med at det så ikke kunne være tilfældet. Ingen var jo altid som de virkede til at være ved første øjekast...

"I shall remember this evening for days to come... and yearn for another like so... For now however I shall take my leave, with the sweet memory of you lips upon mine... and the pleasured sound of your voice... Till we meet again Althorn." Med det tog han afsked med Althorn og forsvandt ud af skoven... med et smil på læben og med sødmen af elverkonge på hans tunge.