Naturens melodi - Althorn

Sted: lysning i The forest
Omgivelser: Stilhed
Tid: sen eftermiddag
vejr: skyet
Påklædning: Sort skjorte og mørke blå jakke. sorte bukser, bandager om hænderne.

Vinden var kold, Midnight rettede sin slidte blå jakke mens han gik igennem lysningen. Han ville væk fra alt, og tænkte The forest ville være en god ide. Her kendte ingen ham, og sikkert heller ikke til hans familie. eller det håbede han. Han satte sig træt op af et træ, og tog om sine ben. Han var blevet kaldet en fejl breed hele sit liv af sin mors familie. Midnight lænede sig op mod et træ, han kørte sin ene hånd igennem håret. han sukkede og begyndte derefter at synge, for at slappe af.

"Hvil dig min engel, natten er her, jeg er her for dig nu. 
Du er nu, en voksen pige, du er nattens stjerneskær. 
Nattens engle passer på dig, min lille pige. 
Kærligheden venter dig 
 
Du er en rose der blomstre, 
Som der springer ud og bliver fuld. 
Du er vores stjerneskær, 
Som endelig skinner klart på vores elskede natte himmel"

Det var atter en af de dage hvor Althorn vandrede rundt for sig selv i skoven. han svagter var lige utilfredse med det hver gang, men han havde brug for sit privatliv, brug for at gå ude i skoven og tænke for sig selv indimellem, også selvom han var konge og de helst ville overvåge ham konstant hvis de kunne komme til det. Men heldigvis gjorde det at han var konge, da også at de rent faktisk hørte efte rnår han beordrede dem til at blive i Forestina og ikke følge efter ham ud i skoven, som han trods alt kendte så godt som sin baglomme.

Han havde været ude og fået indsamlet nogle urter hist og pist, nogle af dem havde han i sinde om at tørre og give frøene videre til Larlii, til starten af den store urtehave hun var ved at etablere sammen med fristedet til dragerne. Det skulle nok blive en god ting, begge dele - og Althorn glædede sig som et lille barn til at se resultatet af alt arbejdet og al den hjælp han gav hende til at få det hele stablet på benene. Men som han gik gennem skoven hørte han pludselig en mandestemme der sang, et godt stykke forude - nok en halv kilometer forude. Igen viste hans ekstra skarpe sanser sig - de fleste elvere ville stadig kun kunne høre ting på op til omtrent de to hundrede meter afstand, medmindre lydene var utroligt høje. Men selv med den lette rbise der strøg gennem trækronerne opfangede Althorn lyden, og gik roligt tættere på.

Da han kom tættere på kunne han se en ung mand sidde op af et træ - ham der sang. Han smilede let og ventede høfligt på at sangen var ovre, da han helst ikke ville forstyrre unødigt - før han så rømmede sig let, for at gøre manden opmærksom på at han var der, før han trådte frem fra mellem træerne. "Det var en smuk sang," komplimenterede han ham så stille. Han havde allerede kunnet skimte ørerne på ham, og kunne derfra konkludere at han ikke var elver, så den blev taget på hvad der var det almene sprog i resten af verden. "Er det en du selv har skrevet?"

// Tøj, og hans krone og våben kan ses i bunden af hans profil.

Midnight så på den fremmede. han blev noget overrasket over at der var nogen her. han nikkede til spørgsmålet om sangen. han hev en fjer af sin ryg. trods for det var smertefuld, hver gang at han gjorde det. han lagde fjeren i sin lomme og rejste sig op. hans mørkeblå øjne tjekkede den fremmede, for at se om han kunne kende racen. men han kendte så få racer, så det kunne han ikke. men han valgte at bukke for den fremmede, for at vise respekt, også selvom han ikke kendte personen. han vidste ikke om han skulle fortælle hvem han var, eller bare slå sine vinger ud, også selvom han nok ikke kunne flyve, da han i løbet af den dag, havde hevet ret mange fjer af sig selv, bare for at minde sig selv om, at hvad han var, var en synd. som hans mors familie altid sagde

Althorn rynkede let på brynene da han så den anden hive en fjer af sig selv - det måtte da gøre rimelig ondt, så hvorfor i alverden gjorde han det mod sig selv? Hans smile vendte dog tilbage, og han nikkede let tilbage, som manden bukkede. Han var ikke glad for når folk bukkede for ham, men var da idet mindste ved at blive vandt til det. Det blev man lidt nødt til, når man var konge... Og især mens man havde kronen på måtte man forvente det, som nu.

"Hvad laver du egentligt helt herude? Det er sjældent jeg ser folk, der ikke er elvere, herude..." medmindre det var de få diplomater der fra tid til anden kom herud fra englene af, nu han havde fået indgået aliancen med Veltói. Han gik roligt lidt tættere på personen, men stoppede stadig nogle meter fra ham, på høflig afstand taget i betragtning af at de var fremmede. Hans øjne betragtede rimelig indgående manden, dog, og hans næse opfangede en lidt... Sjov lugt. Var han måske en blanding? De var trods alt rimelig sjældne...

jeg er taget her ud, da jeg ønsker min by glemmer mig. jeg er resultatet af en synd, så jeg er ikke en min familie vil savne. Plus grunden til jeg hiver fjer ud, er fordi jeg skammer mig over at være en fejl breed, som min moster og onkel de kalder mig. Jeg er resultatet af min moders synd med engeln Sigfried" sagde han.
han hørte hånden igennem sit hår, for at fjerne det lidt fra sit ansigt. han vidste ikke meget om engle siden af sin familie. han vidste bare, at hans mors familie så ham som en fejl.

Althorn rynkede let brynene som han forklarede, og gik langsomt hen mod ham. "En fejl breed? Undskyld jeg siger det, men det lyder mere som om din familie blot er snævertsynede og ikke kan se hvad folk som dig kan bidrage med." sagde han stille og roligt. Han troede trods alt fuldt og fast på at alle var lige, eller burde være det. Det kunne godt være han var konge, men han så aldrig som sådan ned på nogen, han hadede at føle sig hævet over andre eller give udtryk for sådan noget, modsat hans forældre der prøvede at bibeholde den måde tingene altid havde kørt på, med det store skel mellem dem af rang, og 'resten'.

"Du skal absolut ikke skamme dig over at have engleblod i årerne. Tværtimod. Det betyder blot du har så meget mere potentiale."

min mors kærlighed til min far gjorde de begge forsvandt, og jeg er opvokset hos...en onkel" sagde han og rev en fjer af sin ryg. "Sorry jeg river fjer af, døjer åbenbart med at fjer dukker op hele tiden" sagde han og lagde lidt at sit mørke hår bag øret

Althorn, stadig med let rynkede bryn, bevægede sig roligt lidt tættere på ham, for at standse kun en meter eller to fra ham nu, som han roligt observerede hybriden, der helt åbentlyst ikke havde haft en særlig god opvækst... Han var vist kun blevet fortalt dårlige ting om sig selv hele tiden, så han nu troede på det hele... Forfærdeligt, hvis du spurgte den elverkonge der nu stod foran ham.

Roligt gik han de sidste par skridt hen til manden, og gik roligt ned på det ene knæ, som han med et let suk tog blidt fat i hans ene hånd, for at tage en af fjerene fra ham, som han lige havde plukket af sig selv. "De dukker op fordi de er en del af dig." sagde han roligt, som han så på den smukke fjer, før han så manden ind i øjnene. "Og det er der absolut intet galt med. Det er ikke din skyld at du er født sådan her, alle er født specielle på den ene eller anden måde... Og alle må vi lære at acceptere dem vi er."

han lyttede til hvad han fik afvide. mon det var en god ting, at han fik fjer. han måtte hellere stoppe med at hive dem ud, for han blødte hver gang af det. han takkede roligt, og smilede kort. måske skulle han ikke hade at være en halfbreed. han var jo resultat af sine forældres kærlighed, så noget godt måtte der jo vel have været

Roligt tog elveren de sidste skridt hen til hybriden, og smilede blidt ned til ham. "Der er slet ikke behov forden type selvhad. Hvad siger du til at komme med mig? Få et godt måltid mad. Vi kan snakke om det hvis du vil, men du skal ikke føle dig tvunget. Jeg tænker bare du nok godt kunne bruge noget ly og god mad lige omkring nu." han så trods alt ud til at have været på farten i lidt tid... Og alle havde jo brug for en lille pause indimellem.

han takkede mange gange for tilbudet. han smilede på en venlig måde, og rejste sig. han gned sin skulder og slog begge vinger ud, for at se hvordan deres selv healining gik. han smilede. han var blevet hurtig til at heale sig selv. "Jeg er ikke så skrap til at flyve helt endnu, men kunne sagtens flyve dig den vej vi skal" sagde han

"Det bliver ikke særlig nødvendigt. Jeg har Ílthar med mig..." sagde Althorn med et blidt smil på læberne, før han gav et højt pift fra sig, og hans elskede Forestina elg, Ílthar, trådte roligt frem, ud fra træerne, og gik hen ved siden af Althorn hvor den standsede. "Lad du blot dine vinger slappe af. Han er hurtig som vinden og kan sagtens bære os begge," sagd ehan derpå, som han selv steg op på elgen, og styrede den hen ved siden af Midnight, som han rakte en hånd ned til, så han kunne hjælpe ham op på elgen, bag Althorn selv.

// Elgen kan ses i bunden af Althorn's profil.

han tog imod hans hånd, og fik sig op der på. han bed sammen og trak vingerne ind i sin ryg igen. altid smertefuldt, men det gjorde da, han kunne skjule lidt bedre hvad han var. han så på dyret. han havde aldrig set sådan en før i hele sit liv. men okay han havde heller aldrig set ret mange dyr overhoved

Et blidt smil gled over Althorn's læber som hybriden kom op at sidde bag ham, og så snart han var sikkert på plads, klappede han blidt Ílthar på halsen, og så gik han i roligt trav tilbage mod Forestina med de to på ryggen. Det tog ikke forfærdeligt længe, måske en halv time med en smule normal dagligdags snak imellem dem, før de ankom til byen, og fortsatte roligt ind mod det royale kvarter. Et par stykker kiggede lidt, inden der var små buk eller nej fra de forskellige elver mænd og kvinder, nu det trods alt var deres konge der kom ridende. De anede ikke hvem den anden var, men de havd ejo heller ikke meget at sige hvis kongen sagde god for ham.

Han hoppede ned, og så rundt. han gned sin nakke kort. hvad hvis folk her var skeptiske angående ham. han rystede tanken ud af hoved, og så nogle børn der løb rundt. han satte sig i noget græs og så lidt på dem. at se børn der var fri gjorde ham glad, børn fortjente at være børn. så midnight lagde mig ned i græsset og lukked sine øjne kort for at slappe af. men tænkte på, han nok hellere måtte følge med Althorn. så han rejste mig hurtigt, og slog vingerne ud og fløj hen til ham og landede lige ved

Althorn gled også ligeså stille ned fra Ílthar's ryg, som en anden elve rkom hen og tog imod elgen - en af dem der udelukkende så til de royales ridedyr - før en anden elver kom over, denne bærende på hans krone, som han roligt tog på igen. Den mindr ehan havde haft på før var den han altid havde på udenfor byen, medmindre han var på et officielt ærinde. Officielle ærinder, så havde han den normale krone på, også.

Men for nu så han sig om, og smilede da hybriden igen landte ved hans side. Han begyndte da igen at gå, ledte vejen indenfor i langt det største og mest imponerende af de mange træer der på magisk vis var belvet guidet til at vokse i former der gjorde dem perfekte som huse. Han viftede tjenestefolkene lidt til siden, for at guide Midnight med sig ind i et andet rum, der havde en fantastisk udsigt til en del af skoven der var blevet til en kæmpe have, med utroligt mange urter og flotte blomster groende hist og pist.

han så på ham, og fulgte roligt med. han lod vingerne være ude, da han trængte til at slappe af i dem. han så rundt, og så udsigten. han stod lidt og kiggede. "Deres højhed, har der nogensinde været en menneske kvinde og en engle mand her på samtidig?" spurgte han og så på ham. noget ved stedet fik ham virkelig til at slappe meget af, og han kunne virkelig ikke sætte en finger på hvorfor, at dette sted virkede så afslappende på ham

Althorn havde absolut intet imod at Midnight lod sine vinger være ude og frie. Om noget synte shan bare de var utroligt smukke, men igen - han havde altid godt kunnet lide englene. Det kunne de fleste elvere - så at manden her havde engleblod i sig var absolut ikke en dårlig ting. Han vendte sig om mod ham da der blev talt til ham, omend det stadig skar lid ti ham hver gang han hørte folk tiltale ham sådan der. Han hadede virkelig den bekræftelse det gav af at han skulle være højere hævet end alle andre... Når han nu blot gerne ville tale med folk som deres ligemænd. Men han smilede stadig blidt og høfligt til hybriden som han talte. "Det... Er en mulighed, ja. Før min regeringstid var der ikke forfærdeligt mange mennesker der fik lov til at komme her, men engle har altid været velkomne. I mine 50 år som regent har jeg dog ladet en del flere mennesker besøge vores rige end før i tiden. Hvorfor?"

, de var ikke gamle dengang, de var meget unge for 19 år siden. En engel med vingere mere klare end mine, og en vinde med ligeså mørkt et hår. men brune øje. Kvinden vil altid have gået i en rødkjole med en rose og en måne på" sagde han. han nævnte hvad han kort lige kunne angående sin mor. han anede meget lidt generalt angående sin far,så der kunne han ikke beskrive ret meget, han kunne kun nævne det med vingerne og hvidlig hår.

Althorn tog et par skridt for at komme hen ved siden af Midnight, hvor han satte sig ned på bænken der var der, i perfekt position til at man kunne se ud på den underskønne natur og høre fuglene synge deres blide sang. Han lyttede roligt efter, og nikkede let, før han så ud over skoven igen, rynkede brynene en smule som han prøvede at huske tilbage på hvem han havde lukket ind dengang - af mennesker, altså. Engle blev så sjældent stoppet at han ikke mødte langt de fleste af dem der kom ind, men menneskene mødte han stadig personligt, hver evig eneste. "En rød kjole med en rose og måne på, siger du? Det siger mig noget... Ja, hun var her i alt fald dengang. Jeg kan ikke sige noget om, om manden var her - engle får som regel lov til at komme ind i riget uden at jeg skal sige god for det."

forlod hun nogensinde stedet her igen? mener rejste hun, eller valgte hun at blive her?" sourgte han. han håbede lidt på, at hans mor så måske kunne være her i loive, istedet for hans onkels onde besked om at hun var død. han så på nature og rørte nogle blade. "jeg ønsker bare at finde ud af så meget, som der overhoved er mig muligt. Jeg ved nemlig ikke ret meget om mine forældre, og det jeg husker, er desværre kun brudstykker" sagde han

Althorn satte sig ned ved kanten, med det ene ben oppe, og det andet hængende ud over kanten, som hans øjne kortgled tilbage på Midnight, før han atter igen så ud over haven, som han tænkte tilbage. "Jeg mener ikke hun blev i denne by. Men mener at hun sagde hun gerne ville blive i kongeriget hvis hun måtte, og det tillod jeg. Så hun er muligvis i en af vore andre, mindre byer." svarede han efter et minuts betænkningstid, før han så over på hybriden igen. "Jeg kan snildt fortælle dig hvordan du kommer til demjeg ville mene var mest oplagt for hende at rejse til, hvis det skulle være."

han takkede og nikkede til det. hanplukkede en blomst og så på den. "Tror De mon, at jeg nogensinde var uønsket... siden de bare forsvandt fra mig dengang" sagde han. da den tanke var faldet ham ind flere gange, om det kunne være grunden til at hans forældre var væk, eller om de mon var på flugt eller noget. eller kunne hans forældre mon være døde. han rystede den sidste tanke fra sig, da den kunne han ikke lide

Althorn's øjne fulgte roligt blomsten der blev plukket, før hans øjne gled tilbage til hybriden som han talte, og Althorn sukkede let. "Jeg er sikker på at de mente du kunne få et bedre liv væk fra dem. Måske var deres familier uenige... Og de ville skåne dig for det. Det er meget sandsynligt. Ikke alle ser ligeså favorabelt på blandinger som jeg - desværre. Ikke alle kan se potentialet der er i blandingen af racerne."

ud af hvad jeg selv har fundet ud af, så skjulte min far vist sine evner når han gik blandt mennesker. han mødte vist min mor en dag efter sit arbejde. de faldt vist i god snak, og faldt for hinanden. hvilket jo resulterede i mig. ingen vidste jeg var en halvblods, lige til den far hvor min far afslørede sig selv, hvilket var den sidste dag jeg så ham" sagde han