[xxx] Two vampires meets at a bar... Wait, that just sounds like a bad joke! ~ Chester

T: Omkring kl. 23
S: Kroen Det Vilde Svin
O: Læs nedenfor
V: Udenfor, mild sommernat
P: Læs nedenfor

Klokken var jo ikke særlig mange, var den? Mon ikke man kunne nyde en enkelt mere, inden man skulle ud og gøre dagens gerninger?
Nephthys - en ung vampyrinde på knap 40 år - havde valgt at tilbringe endnu en tidlig aften på kroen Det Vilde Svin. Hvorfor? Fordi hun ikke havde bedre at tage sig til. Malte havde ikke brug for hende, så havde han opsøgt hende. Og Sean havde hun ikke så meget kontakt med mere, så hun måtte vel bar erkende at der ikke var så meget for hende mere, udover livet som vampyrinde og reservemor til tider. Madeleines børn - Nephthys adoptivbørn - var for længst taget videre, uden ord om hvorfor og hvorhen. Så, ensomheden var påtrængende.
To unge mennesker havde ladet livet i aften, for at fulde på Nephthys druktur. Almindelig alkohol gjorde intet for hende, men når det var kombineret med det fantastiske plasma og hæmoglobin, mmmmmh! Savlen samlede sig allerede i hendes mund, bare ved tanken.
Så, en småsnaldret vampyrinde sidder på en kro - det lyder som starten på en dårlig joke - og hvem ved, måske er det ikke den eneste dårlige joke der vil blive fyret af den aften.
Hun var iført sorte stramme bukser - de formede hendes kurver perfekt. Ingen kunne gætte at hun havde haft to børn. Hendes brystkasse var udelukkende dækket af en bh i ren blonde - ikke meget var overladt til fantasien - og en tynd halvgennemsigtig åben skjorte udover. Hendes hår var løst, der var ikke så meget andet at gøre med det mere, og hendes støvler gik som altid halvvejs op til knæet med snøre hele vejen.
Hendes blodrøde læber stod godt i kontrast med hendes nærmest hvide hud - og som prikken over i'et var hendes øjne som altid nærmest flydende sølv, i dette dunkle lys kroen var indhyldet i. Mange mænd var igennem tiden faldet for disse øjne - eller måske var det barmen? Hun var ikke helt sikker, men sin vilje fik hun som oftest.
Hun sad med et glas med en væske i - hvilken huskede hun ikke længere - og så hvordan duggen samlede sig på ydersiden af glasset. En purpurfarvet væske skvulpede let i glasset. Hvad end det var, så var det interessant at se hvordan det skarlagensrøde blod blandede sig i små hvirvler. Noget hypnotiserende havde der altid været over det.
Hun kiggede op, og se ud over kroens befolkning. Fulde mænd var i overtal - ganske få kvinder befandt sig her. Sjovt nok.
Én mand syntes dog at skille sig ud fra mængden: Chester. Hun havde hørt ham før hun så ham, nede ved et bord, mutters alene. Han havde en arm i vejret, og vinkede hende over, mens han kaldte på hende. Hm, var hun ikke sur på ham? Hvis hun ikke kunne huske det, så var det ikke vigtigt. Så hun rejste sig, med sit glas i hånden, og bevægede sig langsomt - let og luftigt - hen mod ham. Flere mænd tav, og stirrede på hende, mens hun gik. Flot havde hun altid været. Flot, og dødbringende - præcis lige som Chester.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke helt unormalt for Chester at befinde sig ved en kro. Det var selvfølgelig mere normalt for ham at ligge hjemme i sengen og dovne eller være ude i gyderne på jagt - Chester jagede sjældent på kroer, blot fordi han ikke synes folk med alkohol i blodet smagte specielt godt. Dog havde han drukket lidt fra en beruset kvinde her til aften men det var frivilligt fra hendes side af og var mere grundet en flirt i mellem ham og hende som Chester nok snart ville ende fordi hun var blevet påtrængende. Hun var her heldigvis ikke længere og den lille alkohol-fyldte tår han havde fået af hende, samt utallige drinks, havde gjort at Chester var i strålende humør og helt sikkert påvirket - men gik de to ikke også bare hånd i hånd? Det var sjældent at Chester var fuld og i dårligt humør.
Det var heller ikke helt unormalt at han sad alene. Det var ofte et valg han selv traf. Andre personer kunne gå ham på og han kunne meget nemt gå andre personer på også. Hvis det ikke handlede om at finde en ny morder-kammerat eller en ny flirte-kammerat, så han ingen grund til at snakke med folk i aften. Han drak for at drikke.
Han overvejede dog at smutte efter sin sidste drink for at så rejse hjem af. Hvis han nu skyndte sig kunne han nå hjem før solen stod op. Ellers ville han nok bryde ind i en tilfældig persons hus og overnatte der. Der var jo ligegyldigt om de var med på det eller ej for døde mennesker kunne ikke sige fra. Han overvejede det, ja, men de overvejelser røg ud ad vinduet så snart han så en velkendt skikkelse længere inde i kroen. Nephthys.
Han havde ikke set hende i… et år? Et år måtte det vel være. Så vidt som fulde Chester kunne huske, så endte de ikke på god fod, men hvorfor kunne han ikke sætte en finger på, og lige nu var Nephthys’ stramme bukser fokuspunktet i Chesters tanker. Den del af deres tidligere venskab kunne han trods alt godt huske.
Han løftede armen i vejret så snart han havde studeret hende nok til at sikre sig, at det var hende – og ikke bare alkoholen, der påvirkede hans syn.
”Nephthys! Over here!” råbte han, ligeglad med hvem i kroen, der ville finde ham irriterende. Hvis de valgte at skælde ham ud, var det deres eget problem at komme levende derfra. Et stort smil prægede hans læber og viste hans fine sæt tænder, samt de to skarpe hugtænder.
Han vinkede hende hen til sig men gik hende ikke selv i møde. I stedet blev han siddende, tog en slurk af sin øl og betragtede vampyrkvinden, som hun nærmede sig ham. Ikke meget virkede til at have ændret sig på et år. Chester klagede hende ikke.
Da hun nåede hen til ham, fik han skubbet en stol hen med en fod, som for at gøre tegn til at hun skulle sætte sig. I stedet så han på hende med det typiske smil, som man havde, når man stødte på en gammel ven. Spændt, overrasket og så havde han sin egen snert af charme i det på samme tid.
”Long time, no see,” sagde han, ”Which’s a shame. Not seeing you. You look...”
Han så op og ned ac hende som om det sagde nok. Hvilket det nok egentlig også gjorde. Mon ikke Nephthys kendte til mænds tiltrækning af hende?
”How’ve you been?” spurgte han, da hans øjne mødtes hende igen. Satte hun sig ned, lænede han sig tættere på hende af ren automatik, som han stødte sin albue i bordet og sin hage på sin næve.

Hans drengede charme havde ikke ændret sig. Det gjorde det vel sjældent for vampyrer - gjord det?
Hun smilede svagt, da han gav hende det såkaldte elevatorblik - et blik der sagde mere end tusind ord.
''We could just take this upstairs, if that fancies you!'' grinte hun, inden hun gled ned og sidde på stolen han havde skubbet ud til hende. Tydeligvis påvirkede hans ord hende mere end hvad godt var - som altid. Hans stemme var som engleblod for hende - lige som den altid havde været.
''I've been fine, I guess. Nothing much has happened, since last I saw you. I've met with Sean again. And I've found my son - finally. But that's for another time! How about you!? You look quite handsome, as usual! How's everything!?'' spurgte hun, mens hun let og elegant prøvede at undgå at skulle besvare for meget om Malte og Sean. Normalvis ville hun jo slet ikke have nævnt dem - men alkoholen havde jo altid sin effekt.
Skjortens gennemsigtighed afslørede rigeligt - endda hendes hundredevis af små hvide år rundt omkring på hendes torso. Ar, der vidnede om dengang hendes liv havde været et helvede - dengang hun havde været slave. En historie som Chester ikke kendte - og som kun de færreste blev indvilliget i. Sean, der havde reddet hende fra det liv, kendte heller ikke hele historien.
Hun tog en tår af sin drink - inden hun stillede den på bordet, og smilede til ham. På hendes ene bryst kunne man ane det største ar af dem alle - et nyt og friskt ar. Et ar, som selv Chester ikke havde set før. Vampyrer helede hurtigt, men ar var uundgålige. Dette, det var resultatet af en af hendes ansatte der havde prøvet af skære ind til hendes hjerte, efter han havde hørt en historie om at vampyrenes hjerter var af sten. Naturligvis konstaterede hun at han var sindssyg, inden han mistede hver en dråbe blod havde engang havde ejet. Og hans organer. Et efter et. Hun smilede svagt ved tanken.
''So! Any new ladyfriends!?'' spurgte hun, interesseret. Hun imiterede hans positur, og lænede sig over mod ham, albue på bordet og hage på hånden. Deres læber var ganske få centimeter fra hinanden - og hvis man så godt efter (og var beruset nok!) så ville man kunne ane de små gnister der fløj mellem dem. Fysisk tiltrækning var velsagtens det rigtige ord, fra hendes side. Hun anede ikke om det var gengældt længere - men hun antog, ud fra hans første reaktion - at det nok var.

Chester lo med Nephthys joke i mens han betragtede hende sætte sig ned og da latteren døde ud, sagde han lige så nonchalant: ”I wouldn’t mind that.” For Chester havde altid været direkte i sin dialog, hvilket for det meste sendte ham i mere ballade end lykke. Det kunne nu heller ikke komme bag på Nephthys, hvad han havde i tankerne. Når man var fuld, kunne det snildt blive læst i ens blik og Chesters øjne strålede som han så på vampyrkvinden foran ham. Og det var ikke fordi han var desperat. Chester kunne sagtens finde sig en anden – for eksempel den menneskepige, som han havde drukket fra tidligere på aftenen – men det var noget andet med Nephthys. Det var bare altid mere spændende, når det var en person, som man hele tiden kom tilbage til. Der var noget ved hende, der drog ham til sig.
Han virkede til at lytte interesseret i, hvordan hendes liv havde fundet sted i mens han ikke havde været i det. Hvilket han sådan set også var, men som påvirket og meget distraheret af Nephthys læber, krævede det en del fokus. Han anede ikke, at hun havde ledt efter en søn, det var ikke noget hun havde talt om før, eller også havde Chester bare ikke lyttet efter. Men nu sagde hun også, at det var til en anden god gang og så var Chester også mere fanget af Sean. Så hun havde mødt ham igen. Chester havde aldrig selv mødt ham, men han havde hørt en hel del om det. Hvilket også betød, at han næsten kunne regne sig frem til, hvordan det ville gå, nu hvor han var i hendes liv igen. Ikke at Chester var jaloux – hans forhold til Nephthys havde altid omhandlet sex og sjov, intet seriøst – men det fik ham dog kort til at overveje, om det det så betød, at hun ikke var interesseret på den måde som Chester var. Det virkede hun dog til at være. Ellers skulle Chester nok få hende til at skifte mening for sådan var det med de to vampyrer. De fandt altid en vej tilbage til hinanden.
Alligevel kunne han ikke lade være med at sige, stadig med et smil på læberne: ”Sean! How’s the old pal?”
Spørgsmålet blev vendt i mod ham og Chester gav sig henkastet til at svare, som ville man snakke om vejret. ”Oh, the usual. Hunting, drinking, partying. I was almost killed by a buddy of mine, but got saved by my personal angel, which I apparently have now. It was a whole thing.” Det sidste blev sagt for at hentyde til, at det ikke var noget, de behøvede at snakke om. For Chester havde ikke så meget lyst til at snakke om, hvordan hans ven havde forrådt ham og skåret halsen op på ham som et svin der skulle slagtes.
I stedet svarede han på hendes næste spørgsmål. Dette gjorde han i mens hans øjne gled ned på hendes læber. De var pludselig meget tæt på og det havde Chester intet i mod.
”Not anyone as interesting as you,” svarede han, en smule mumlende, som var han fikseret på hendes læber. Dette var sådan set sandheden. Lige nu var Nephthys den mest spændende person for Chester. Men det var nu også en måde at undgå at fortælle, hvor mange han egentlig havde været i seng med siden de sidst sås. For der havde været en del. Og så var han flyttet ind med en af dem og intet af det var noget man skulle fortælle en man ønskede at imponere.
Hans blik gled længere ned og fandt vej til vampyrkvindens torso for at hvile på et nyt ar. Han kunne se, at det var nyt, for Chester havde haft nærstuderet Nephthys krop mange gange. Desuden var det stort og i øjenfaldende. Ikke at det gjorde noget i mod hendes udseende. Ar sagde Chester intet. Faktisk nærmere det modsatte – de var fascinerende. Hendes andre ar kendte han trods alt ikke historien på, så måske kunne have få noget ud af den her i stedet for.
”What’s happened here?” spurgte han derfor uden spor af bekymring. Derimod med nysgerrighed i stemmen. Som han spurgte, stoppede han med at støtte sig på sin hånd, for netop at bruge den til at blid gribe fat i Nephthys trøje. Det tynde stof, han nu havde i mellem to fingre og let følte på, var lige over det nye ar. ”We both know I’m quite familiar with this body and this is definitely a new one.”
Han så op på hendes øjne igen med et lille, næsten udfordrende smil. Han havde stadig et let greb i hendes trøje ”So what happened? Someone tried to take a stab at you? They must have been very dumb or very brave. Possibly both.”

''Of course you wouldn't!'' smilede hun til hans nonchalante kommentar. Det var som altid morsomt hvordan hun endte med at snakke om Sean - selvom hun egentlig ikke rigtig magtede det. Sean havde ikke været særlig behagelig at snakke med sidste gang - noget der som altid gik hende på.
''Well, he's an arse, as usual...'' sukkede hun, inden hun tog endnu en tår af sin drink. Det var tydeligt at det ikke var gået godt, og at det gik hende mere på end hvad godt var.
''It seems like he wants to forget everything and start over with our friendship. That's just not possible, with all that shite that's happened between us.'' sagde hun, inden hun sukkede endnu engang og rystede svagt på hovedet.
''Enough about Sean! He's not here, and you are! And I haven't seen you in ages!'' smilede hun så, selvom en smule af den interne smerte hun bar på kom til udtryk i smilet.
''Hm, that buddy needs an arsewhooping.'' mumlede hun, mens hun trak på smilebåndet.
''You're a terrible liar, Chessiecat.'' smilede hun drilsk, da han påstod at han ikke havde mødt nogle så interessante som hende. Hun vidste at der var sket ting i hans liv, nysgerrig som hun var, men hun ville ikke kommenterer det, hvis ikke han ville tale om det.
Hans blik gled ned mod hendes torso, og hun opdagede hurtigt hvordan hans blik landede på aret. Hun bed sig svagti læben, da han tog fat i hendes skjorte - med det svage ønske at der ikke var noget stoft for ham at gribe fat i.
''Oh yes, familiar meight be the right word for that!'' jokede hun stille, inden hun blinkede til ham. Men hun vidste, at hun skulle forklare sig, for Chester var ikke typen der droppede den slags - efter hendes erfaring.
''One of my employees apperently had heard, that vampires hearts were made out of stone. He might have thought that he wanted to see that for himself.'' sagde hun, inden hun trak på skuldrende. Hun vidste godt, at det var åndssvagt.
''Of course, he didn't make it very far, but he still got a good shot at my chest, before I managed to remove him. Needless to say, he didn't survive the encounter. A shame, really. He was one of my best bloodbags.'' sukkede hun, inden hun lagde en hånd på hans, med grebet om hendes skjorte.
''I would suggest, unless you plan to undress me later, that you remove your paws from my bery expensive shirt.'' hviskede hun, udfordrende, med sit ansigt få centimeter fra hans. Hun elskede at lege katten efter musen - deraf også hans kælenavn; Chessiecat.
Hendes ene fod gled langsomt - elegant og nænsomt - op langs hans skinneben, og derefter op af hans inderlår.
Snuden af hendes støvle strejfede hans skridt ganske blidt, mens hun holdte øjenkontakten med ham. Udfordrende, var vel det bedste ord til at beskrive det med.
Nephthys, kælen som hun jo var, havde ikke været sammen med andre, siden hun sidst så Chester. Hvorfor? Folk gik for hurtigt i stykker. Og der var ingen sjov i ødelagt legetøj.

Chester lyttede interesseret. Og faktisk fordi han var interesseret i hendes liv, ikke kun fordi han interesseret i hendes krop. Nu havde han jo kendt hende i lang tid og selv når man var over hundrede år gammel så Chester, så vidste han, at der stadig kunne ske meget på et år. Så at høre, hvad han havde oplevet i mens de ikke havde snakket - hvorfor de ikke havde snakket, kunne Chester endnu ikke huske - var spændende. Desuden så var hendes relation til Sean lidt... underholdende, måtte vel være det rigtige ord. Chester brød sig ikke om at læse, men det her var næsten som at få en roman fortalt. Også fordi Chester godt vidste hvem Sean var, og det var sjovt at få lidt snavs på ham, til hvis nu han nogensinde skulle møde ham.
"As usual," sammentyggede han til det hun sagde og tog en slurk af sin drink. I mellem tiden gav han Nephthys mulighed for at tale færdig. Han kunne ikke lade være med at være tilfreds med sig selv over netop at have gættet sig frem til, hvordan Sean ville opføre sig. Han havde ikke en gang mødt manden, og han kendte allerede hans handlingsmetode.
”You must have a soft spot for emotionally unavailable men,” svarede han så til Nephthys’ fortælling i mens han stillede sin drink fra sig. Hans smil voksede en anelse som han sagde det. I denne sammenhæng snakkede han selvfølgelig om Sean og sig selv. Nephthys afdøde mand tænkte Chester ikke på, faktisk havde han ved hjælp af alkoholen glemt alt om ham.
Han spurgte ikke yderligere ind til hendes møde med Sean og kommenterede heller ikke mere for sådan en type var Chester ikke. Som han selv sagde, så var han følelsesmæssig distanceret. Han kunne godt høre om hans liv, ja, men han var ikke typen til at komme med råd - i hvert fald ikke konstruktive råd - og han var ikke en skulder at græde på. Han var én til at feste med, til når man var træt af tårerne. Hvilket Nephthys lige præcist virkede til at være, så det var perfekt.
Chessiecat.. Det var sjovt, Chester brød sig normalt ikke om kælenavne. Men Nephthys kælenavn fik hans smil til at brede sig. Det var nok noget med, at når man havde haft et kælenavn længe nok blev det en del af mindet af en person. Det sparkede i hvert fald en vis nostalgi op i ham, da hun sagde det.
”Or maybe you just know me too well,” sagde han til hende med et charmerende glimt i øjet. Han vidste faktisk ikke, om han var en god løgner. Det var for det meste ikke nødvendigt for ham. Hans karisma plejede at redde ham ud af de fleste situationer, hvis ikke han dræbte personerne først. Men hos Nephthys, der trods alt kendte hans teknikker, var det nok ved at blive gennemsigtigt. Nå, han var nu sikker på, at det virkede alligevel.


Stadig med et let tag i hendes trøje, skiftedes Chester med at studere hendes ar og se op på hendes øjne som hun talte. Endnu en gang så lyttede han reelt interesseret med. Sådan her nogle historier fangede ham omgående – de lidt voldelige typer. Desuden var det spændende at høre om Nephthys liv som vampyr. Nu havde han jo kendt hende siden hun var helt ny som denne overlegne race, og det gjorde hende kun mere tiltrækkende at høre, hvordan hun brillerede til det.
”Sounds like you’ve been busy,” kommenterede han men nåede ikke at sige mere, før Nephthys havde lagt sin hånd over på hans.
Stemningen ændrede sig omgående. Den intimitet, der før havde været latent, var nu kommet op til overfladen. Især som Nephthys’ fod gned sig op af ham. Det overrumplede faktisk Chester og et enkelt sekund kunne dette også ses i hans blik. Dog ændrede overraskelsen sig til et smil, lidt mere provokerende end før. Han tog i mod udfordringen.
”Later?” spurgte han. Hans stemme havde ændret sig. Nu var den lavmælt og forførende. ”Why wait?”
Han fjernede ikke hånden fra hendes trøje. I stedet lænede han sig helt tæt på hende. Et sekund kunne det ligne, at han skulle til at kysse hende, men lige før hans læber ramte hendes, fortsatte hans hoved forbi hende, hen mod hendes øre. Hans frie hånd fandt vej til hendes lår.
”I live in Angerforge District,” mumlede han. Hans læber strejfede hendes hud, som han talte. ”I could grab you a drink to go, take you home and then we could continue the conversation there?”
Han trak sig en smule tilbage igen, men kun nok så hans læber igen var knap en centimeter fra hendes. Hans hånd hvilede endnu på hendes lår, og den anden havde stadig et let greb om hendes trøje.
“What do you say?” Han så fra hendes læber op til hendes øjne af smeltet sølv. Det kunne læses i hans blik, at han ikke blot havde at tale i tankerne.

Hans kommentar omkring hendes tiltrækning af mænd der ikke var følelsesmæssigt tilgængelige mindede hende om noget. Noget, som hun på et eller andet punkt ønskede at gemme langt langt væk. Ild, skænderier og onde kommentarer. Hun bed sig i læben - undertrykte det. Hun ønskede ikke være den sure, så hun lod det ligge.
Desuden, da han reagerede som forventet på hendes kælen, kunne hun ikke lade være med at smile kælende - som en kat der spandt.
Hans ansigt nærmede sig hendes, og i et sekund var hun overbevist om at han ville kysse hende - lige indtil hans ansigt gled forbi hendes, og hans hånd landede på hendes lår. Han vidste hvad han skulle gøre - han var skabt til jagten, lige som hende. Det var deres natur - en natur hun ikke længere ønskede at fornægte.
''Why should I wait that long?'' hviskede hun, med et drillende glimt i øjet.
''-When you can rent a room here?'' ganske kort skiftede hendes øjne fra det flydende sølv, til flydende kobber. Skiftet varede ikke længere end få splitsekunder, men hvis man havde øjenkontakt kunne man se det. Hun var tændt - som om hun stod i lys luge - og det eneste der kunne slukke ilden i hende, var Sean eller Chester. Han havde ret - følelsesmæssigt utilgængelige mænd gav hende følelsen af... Af at hun var på jagt. Hun forventede intet - men en sejr var altid tiltrængt.
''Unless, of course, it's because you don't want anyone to know that I'm on top?'' hun bed sig i læben, mens snuden af hendes sko trykkede mod hans skridt - en smule hårdere denne gang. Hun bestemte, når det kom til hvad der skulle ske i sengen - ingen anden. At Chester ikke kunne gå i stykker på samme måde som andre, var bare en fornøjelse. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvordan Sean lod hende drikke af sig, dengang de var intime. Hun elskede den dominans hun havde i sengen - men samtidig nød hun også at være føjelig, hvis det var kærlig intimitet. Det var det naturligvis aldrig med Chester - den mand forstod sig ikke på at være kærlig. Kun sexet, og på tværs.
''Come on, Chessiecat. What's it gonna be? I ain't havin' all night, you know.'' hendes accent ændrede sig, et lille twist hun aldrig selv bemærkede. Hun var vokset op uden at kunne tale, så når hun talte var det mest af alt med kontrollen over tungen - ikke udtalen. Havde hun nogensinde fortalt Chester om hvorfor hun havde en halv tunge i stedet for en hel?... Næppe, kun Sean kendte den historie, og den var ikke behagelig at huske på.
''But anyway - that drink to go - sounds perfect.'' sagde hun så, inden hun fjernede foden fra hans skridt, og rejste sig op - samtidig med at hun løsnede hans greb med sin pegefinger. Styrke var noget Nephthys, som vampyros, var overlegen i. Blandt andet.

Chester havde vidst det sekund, han så Nephthys, at deres møde ville lede dem herhen. Sådan var det hver gang de mødtes, lige meget hvor meget de lod som om, det ikke ville ende sådan. Det var det deres venskab gik ud på – de drak og så havde de sex. Der var ingen forpligtelser, intet ansvar. Det var perfekt. Og så kunne der sagtens være nogen, der sagde, at man ikke kunne kalde dette for et venskab, men Chester ville nu sige, at blot det, at han gad at høre om Nephthys’ liv, før de bevægede sig op i mod sengen, betød, at hun var mere end blot en sengepartner. Det her var nok det tætteste han kom på et venskab.
Alligevel selvom han kendte til slutningen, var vejen derhen aldrig kedeligt. Sådan kunne det ellers hurtigt blive med nogen, man havde sammen med mange gange før, men aldrig med Nephthys. Hun skilte sig ud fra de andre. Der var sådan set mange faktorer, der var i skyld i dette, men den største grund, var også det eneste som Chester havde i tankerne lige nu. Hvordan hun var i sengen. Hvilket hun også valgte at kommentere på og en lav latter lød fra Chester. Latteren blev dog erstattet af en tung vejrtrækning, da hun pressede snuden af hendes sko tættere i mod hans skridt. Allerede nu havde hun mere magt over ham end han normalt ville synes om. Men ved Nephthys var det bare pirrende. Chester plejede ellers at være dominerende ligemeget hvem han var med, men ved Nephthys var rollerne byttet. Selvom Chester nu ikke så det som at blive domineret. Han så det nærmere som en kamp, hvor han gav sit hele, men i sidste ende endte Nephthys altid med at vinde. Det her var det eneste punkt hvor Chester elskede at tabe.
Ikke at det var noget, han ville indrømme. I stedet mumlede han, provokerende som han var: "I'm just concerned that people might hear you scream.”
Hånden på hendes lår gled højere op. Dét og hans flabet kommentar var risikabelt opførsel, når hun havde en fod i mod hans skridt, men Chester vidste også at kampen allerede var gået i gang, og han ville ikke lade hende vinde så let. Så var der intet sjov i det.
Hun havde dog en pointe. Hvorfor skulle de vente? Ikke at det tog lang tid at gå hjem til Chester men som han havde lyst til hende nu, var det alligevel alt for lang tid. Desuden ville han ikke risikere at blive afbrudt af en vred Celeste, der truede med at smide Nephthys og Chester ud af huset. Det havde han prøvet en del gange før, og det dræbte stemningen omgående.

Han åndede ud det sekund hun trak foden væk fra hans skridt. Nu var den på en sikker afstand. Hendes styrke som Vampyros kastede heller ikke Chester af. Det drog ham blot nærmere til hende. Når Chester jagede, så elskede han ofre, der havde en kamp inde i sig, nogle der ikke gav op, det sekund de oplevede modstand. Dette gik han også efter i sine sengepartnere. Der var intet sjovt i en, der lå stille natten i gennem. Sådan var Nephthys bestemt ikke, tværtimod. Her var Chester den jagede, og han gav ikke op uden en kamp.
Det betød ikke dog, at han brød sig om, at hun trak sig yderligere væk fra ham. Det var typisk Nephthys – intet skulle gå præcist som Chester ønskede det og det vidste hun. Tanken om hvordan hun fik ham til at jage efter hende, fik Chesters smil til at vokse, og han rejste sig efter at have sikret sig at synet af hende bagfra ikke havde ændret sig.
Da han havde rejst sig, var Nephthys allerede i baren. Han gik i mod hende, afslappet, som om han ikke havde travlt, og fik stillet sig ved siden af hende, lænet op af baren og vendt i mod hende. Han sørgede for at stille sig så tæt på hende, at der næsten ingen luft var i mellem dem.
”Let me guess,” sagde han som hans øjne gled hen på hende og hans hånd gled hen på hendes lænd, kun lige over hendes bagparti, ”Whisky, neat?”
Det var egentlig ikke et gæt. Hvor mange gange havde Chester ikke købt en drink til Nephthys? Han ventede derfor ikke på svar, før han drejede hovedet over mod bartenderen.
”I’d like a glass of your oldest whisky. No ice,” sagde han og tilføjede så: “Oh and a room for the night.”
Bartenderen havde hurtigt hældt et glas op og Chester greb det før Nephthys udelukkende for at kunne række det til hende. Han smilte til hende, forførende og roligt, men hans øjne kunne ikke skjule den dyriske lyst, som var ved at spire om inde i ham.
“Gotta finish that drink to go quickly,” sagde han, endnu en gang i drillende tone, “We don’t have a long way.”

Hun elskede det. Hvert sekund af den lille jagt de havde kørende. Og som det altid havde været hende tiltænkt - så var hun jægeren.
Hun smilede til ham, inden han kom med sin flabede kommentar. Hendes smil blev bredere, en smule mere dyrisk. Det var tydeligt at hendes race tog over, når det kom til jagten.
''Oh sweety, it isn't my screams you should worry about people hearing!'' sagde hun, inden hun lod sin tunge glide blidt over hendes underlæbe. Hun bevægede sig derefter op mod baren, og som en loyal hundehvalp bevægede Chester sig efter hende.
Det kom ikke bag på hende, hun vidste at det var sådan. Det havde altid været sådan - og ville altid være sådan.
Han krop, så tæt på hendes, fik hende til at gispe svagt. Hun elskede den elektricitet der var så åbenlys imellem dem. Hånden på hendes lænd var vidunderlig, men det var ikke nok. Det var aldrig nok. Da han bestilte hendes drink, smilede hun svagt - hun holdte øjenkontakten med ham. De øjne, som flydende sølv - dansede bag hendes mørke lange øjenvipper.
''Darling, never... take... my... drink...'' sagde hun, kælent, inden hun tog drinken fra ham igen. Hun lod sin tunge fugte sin læbe igen, inden hun rettede sig og bevægede sig hen mod trappen, der ledte op til de lejede værelser.
Hun nåede et par trin op af trappen, inden hun åbnede sin skjorte, og lod den glide ned af hendes arme, langsomt. Hun så på ham, holdte øjenkontakten, inden hun vendte ham ryggen og lod skjorten glide af. Da hun var nået op til toppen af trappen, lige inden hun forsvandt rundt om hjørnet og ind på deres værelse, lod hun stropperne fra hendes bh glide ned af hendes skuldre.
''So... Are you ready, or should I just.. You know, start on my own?'' hviskede hun, men heldigvis vidste hun, at hans hørelse var bedre end de fleste, givet hans race. Hendes øjne lokkede ham, mens hendes hofter vrikkede fra side til side, og lod hendes bukser glide længere og længere ned om hendes hofter.
Hendes ar kom nu til fuld syne - ar der fortalte en historie længere end nogen bog. Og alligevel, så var det ikke ar der viste hvem hun var. Det var hendes behov for at vise over for andre, at hun kunne overleve - at hun kunne kæmpe.
''Chessiecat...'' kaldte hun kælent, inden hun drillesygt lod et billede vandre i hans sind - ved brug af sin egen evne. Et minde af de to, som mere end én gang havde delt seng, vildere og vildere for hver bevægelse.
Hun smilede for sig selv, og lod mindet forsvinde fra hans sind, og åbnede døren til værelset, og stillede sig i dørkarmen, for at vente på ham.

Nephthys var endnu en gang på vej væk fra ham og Chester skulle skynde sig efter hende for han ville ikke slippe hende ud af syne. Det betød også at han havde sine øjne fast på hende, som han lagde penge på bordet til bartenderen. Han så ikke, hvor meget han lagde, han vidste bare at det var mere end nok og han var ligeglad med at få noget tilbage. Det havde han ikke tid til, for så snart han havde lagt pengene, var han efter hende, på vej op af trapperne et stykke bagefter hende. Nephthys var allerede godt i gang med at knappe sin skjorte. Det kunne godt være, at hun ønskede øjenkontakt, men dette holdt ikke længe, for Chester kunne ikke rive blikket fra hendes krop. Det var alt for længe siden, han sidst havde set den og pludselig kom han i tanker om alt det han havde gået glip af det sidste års tid. Hvor var det frustrerende, at hun skulle være så langt væk fra ham, når hun klædte sig af. Han ville være den der gjorde det. Derfor satte han også farten op, sprang over et par trin på vejen.
Et smil spredte sig over hans læber, da hendes hvisken ramte ham. Et utålmodig, men alligevel spændt smil. Den teasing, hun vidste hvad det gjorde ved ham. Det var på samme tid irriterende og skønt. I hvert fald fristende.
"You better not," svarede han, mumlende også fordi han vidste at Nephthys ville kunne høre ham. I mellem tiden havde han trukket sin jakke af sig og sluppet den så den faldt på gulvet bag ham. Han var ligeglad om den ikke ville være der, når de var færdige, faktisk faldt det ham slet ikke ind. Det var ikke hvad der var vigtigt lige nu.

Han var kommet op af trappen og på vej i mod hende og værelset, da hun kom med dråben - mindet der ramte hans sind og fyldte alt omkring ham. Chester havde helt glemt at Nephthys havde evnen til at gøre dette og nu genlevede han et minde om Nephthys, presset ind i mod ham, hede kys og hårde stød. Mindet varede ikke længe, men det var nok. Nu ville Chester tæt på hende.
Med det samme, som kun en vampyrfart kunne gøre, var han henne ved hende. Chester var ikke en til at starte langsomt ud. Han var ikke øm eller blid. Han var intens og med det samme var hans arme rundt om Nephthys i et stramt greb. Med en hurtig bevægelse var de henne ved den nærmeste væg, Nepththys blev presset op af den. Hans hænder greb fat i hendes hofter for at holde hende fast og hans læber pressede sig i mod hendes, krævende.
Han vidste godt, at det ikke ville vare længe, hvor han kunne være så meget i kontrol, have så meget magt over hende, men han var ligeglad. Han nød det så længe det varede og i sidste ende så var han ligeglad med om Nephthys dominerede, fordi i sidste ende var det hende han nød. Også nu som hans ene hånd gled op over hendes side, over hendes kolde hud, og den anden gled hen af hendes lår for at løfte det op. Han skulle så tæt på hende så muligt. Hans læber bevægede sig ned af hendes hals, sulten. Ikke efter hendes blod, men efter hende. Ingen flabede kommentarer kunne høres fra ham, ikke længere. Han var alt for travlt optaget af Nephthys til at kunne komme med nogen.

Hans reaktion var forudsigelig - i hvert fald når man kendte ham. Hans tankeløse vildskab var ét af de elementer som hun elskede allermest, når de delte seng.
Hvor længe var der gået? Et år? Hun huskede det ikke længere, men i det sekundt han pressede hende op mod væggen, føltes det som evigheder siden. Hun havde ikke meget at skulle have sagt, i de få sekunder hun lod ham overtage. De vidste begge to, at i dette forhold var det hende der var overlegen - i hvert fald i sengen. Hendes glas gled ud af hendes hånd, da han løftede hendes lår, og i en hurtig bevægelse lod hun det andet ben følge med, mens hun låste dem om hans hofter. Havde det ikke været fordi de begge stadig havde tøj på, så ville der allerede nu havde været gang i den.
Uden egentlig at kommentere på noget - der var ikke tid til at tale, når ens tunge havde travlt med at danse med en andens - greb hun fat i hans t-shirt, og begyndte at krænge den af ham. Hun var ikke forsigtig, og relativt hurtigt måtte hun erkende, at den t-shirt ikke ville overleve denne seance. Derfor - uden at afvente godkendelse - lod hun en negl bore igennem stoffet, for at svække det, således at hun kunne flå t-shirten op på langs, så den kunne falde af ham som en åben vest.
Hun havde savnet den krop, den hårdhed og voldsomme styrke der lå bag en vampyrs brystkasse. Det var tydeligt, at hun krævede den form for intimitet i sit liv, for med andre dødelige, gik de simpelthen for let i stykker.
Uden at vente på, om han egentlig var færdig med at kysse hende, begyndte hun at åbne hans bukser. Det var klart, at hun havde noget helt specielt i tankerne - og som altid, ville hun få sin vilje. Hun gled ned fra ham, og stod i få sekunder med hånden nede i hans bukser - og på blideste vis kærtegnede hans underliv, inden hun greb fat om hans ædlere dele og lod hendes negle trykke blidt mod dem, så han forstod at hun stadig bestemte.
Derfra gik der ikke lang tid, før hun bakkede ham væk fra væggen, og dirigerede ham hen på sengen, således at han sad på kanten af den. Hun slap grebet om hans skridt, og satte sig på knæ foran ham. Enhver mand måtte jo vide efterhånden hvad hun havde i tankerne, når hun placerede ham sådan.
Hun rykkede hans bukser en smule ned, således at hun havde fri adgang til hans ædlere dele. Hun så op på ham, og sørgede for at skabe øjenkontakt, mens hendes ene hånd blidt gled op af hans lår. Efter et halvt minuts tid med blide kærtegn blev hun træt af at vente, og lod hendes læber omslutte ham, og hendes ansigt begyndte at følge den klassiske bevægelse som så mange mænd lod til at nyde. Op, ned, op, ned. Sådan blev hun ved, hurtigere, langsommere, hurtigere, langsommere. Til tider med små lyde, tilfredse støn og smilen. Hun stoppede, og lod hendes tunge glide bliver over hovedet, inden hun rejste sig op. Hun vrikkede endnu engang lidt med hofterne, hvorefter hendes bukser gled af hende, og ladede på gulvet. Under bukserne havde hun et par tynde jadegrønne trusser på, som ikke overlod meget til fantasien. Det store ar lige over hendes venusbjerg var lige så nyt og friskt som det ved hendes bryst, men hun kommenterede ikke på det - det gjorde hun sjældent.
Hun lod ham ikke bevæge sig, for så snart hendes bukser var af hende, lagde hun en hånd på hans brystkasse. Hun pressede ham blidt ned i sengen, og satte sig overskrevs på ham, mens hun så ham dybt i øjnene. Det blik hun gav ham, mens hun lod hendes underliv gnides mod hans, forklarede det hele - hvor meget hun havde savnet ham, og hvor inderligt hun bare ville foresætte. Men hun stoppede midt i en bevægelse, og med et drillende smil bukkede hun sig ned, og lod hendes læber møde hans øreflip.
''It is time for you, to take me - hard.'' hviskede hun inden hendes tunge kærtegnede hans hals og kæbe blidt.

Chester havde længtes efter Nephthys mere end han nogensinde ville indrømme for hende. Man skulle ikke tro, at han ville nyde at blive domineret, siden Chester var én der altid skulle være i kontrol - hvilket især var ironisk siden han altid snakkede om at miste den. Men ved Nephthys var det noget helt andet. Han vidste ikke helt hvad det var og der havde gået en del gange før han helt havde kunne overgive sig til hende. Måske var det dét, at hun var lige så ivrig efter ham som ham efter hende. Og præcist lige så vild. De var dyr, rene instinkter og indre begær tog over dem.
Derfor kunne Chester heller ikke kvæle en lavmæl latter i mod hendes læber, som hun ødelagde hans trøje. Kun fordi det var netop det han forventede af Nephthys. Selvom han til en vis grad aldrig helt vidste hvad han skulle forvente af hende. Han var jo ikke vant til at blive domineret ellers, så han lærte altid nye tricks, når han var med hende. Han var helt klar til at udforske nye ting nu.
Han fjernede sine arme om hende for at få sin trøje af, men det var kun et splitsekund, før han greb fat om hende igen. Han kunne ikke klare at skulle have det mindste luft i mellem dem.
Hans læber bevægede sig ned af hendes hals, i mens han lod hende åbne hans bukser. Selvfølgelig lod han hende løsne hans bukser, for han vidste, hvad hun var på vej til, og dette ville han bestemt ikke holde hende fra.
Hans læber fangede hendes igen, lige før hendes hånd fandt vej til hans nedre dele. Et lille gib kom fra ham, da han pludselig mærkede negle i mod sig, dog efterfulgt af en dyb udånding, der endte ud i et smil - det sagde tydeligt 'det gjorde du bare ikke'. Dog sagde han intet i mod det. Halvt fordi han ikke ville udfordre hende, når hun havde sine nelge i mod hans mest følsomme del af kroppen, halvt fordi han egentlig godt kunne lide det.

Det betød også, at han lod hende skubbe ham fra væggen og mod sengen uden at modsige hende. Faktisk var det med et smil på læberne og et blik, der på ingen måde kunne skjule hans to dominerende følelser - lyst og spænding. Han kunne ikke få øjnene fra hende, som hun satte sig på knæ foran ham.
Og pludselig var hun over ham og Chester kunne ikke længere holde støn tilbage, som nydelsens dunkede i gennem ham. Nephthys vidste, hvad hun gjorde, og endda med ikke så mange års erfaring. Chester havde været med kvinder, der havde været aktive i over hundrede år, og slet ikke kunne måle sig med Nephthys. Det var nok endnu en gang rollefordelingen. I modsætning til når andre kvinder var på knæ foran ham, dominerede Nephthys stadig, drillede ham med sin tunge. Derfor havde han heller ikke planer om at udfordre hende nu, ikke når hun havde hans lem i sin mund. Man vidste jo aldrig hvad hun kunne finde på. I stedet betragtede han, fikseret på hendes bevægelser, for derefter at læne hovedet tilbage med flere støn.

Alt for hurtigt var hun væk igen. Som hun trak tøjet af, gjorde Chester ligeså. Det var nemt at sparke bukser og underbukser af, når Nephthys i forvejen havde trukket dem ned. Det gav ham stadig rigeligt tid til at betragte hende trække alt andet end det sidste stykke stof af, sulten, som han havde ikke set noget lignende hele sit lange liv. Han lagde også mærke til det friske ar ved hendes venusbjerg, men lige nu kunne han ikke være mere ligeglad. Han havde i hvert fald ikke planer om at spørge ind til det og risikere at ødelægge stemningen.
Han var lige ved at overveje at rejse sig op til hende, fordi han ikke kunne klare, at hun skulle være langt væk fra ham, men så var hun over ham igen. Han lod sig ligge ned i sengen. Hans hånd gled om bag hendes nakke, i gennem hendes hår, den anden hånd blev placeret på hendes lår.
I gennem det hele havde Chester virkede samarbejdsvillig. Men Nephthys vidste nok også, at det ikke ville vare. Så var der jo ingen kamp, ingen udfordring for hende, og sådan var Chester ikke. Så var det ikke sjovt for ham. Nej, det sjove var at provokere hende ud til grænsen.
Og nu så han sit es til hende. Lige som hun havde talt, ændrede hans smil sig fra spændt til drillende. På et milisekund havde han vendt dem om. Væltet Nephthys af sig med et strammere greb om hendes lår og i hendes hår, og nu var han over hende. Hånden var ikke længere i hendes hår men blev brugt til at støtte ham op over hende. Den anden blev brugt til at holde hende nede ved hofterne.
"Is it now?" mumlede han så flabet og drillende han var i mens hans læber udforskede ned af hendes hals, mod hendes krop.
"And what if I don't think it is?" spurgte han derefter.
Hans læber fandt vej til hendes bryst og lukkede sig om hendes nipple. Den anden hånd gled op af hendes inderlår, men lige inden han nåede hendes underliv, stoppede han. Nephthys skulle også opleve at blive teaset. Det var sådan deres kamp fungerede. Så i stedet gled den over til hendes baglår, til hendes balle, hvor han greb fat. Hans læber bevægede sig ned af hendes mave, hans tænder bed let fat i hendes side, for at bevæge sig op igen til hendes bryst og så hendes hals - det var ikke meningen at han skulle give hende nogen direkte nydelse. Ikke endnu. Det var jo det hun ville have. Nej, dette var ren provokation. Hun skulle ikke få sin vilje. Ikke lige med det samme.

Nephthys kendte alt til Chesters behov for kontrol - et behov hun havde opgivet selv, efter hun mødte Sean. Et behov, der var urealistisk at forfølge.
Hun havde taget kontrollen fra starten af - også selvom Chester havde haft svært ved at give den fra sig. Nephthys krævede kontrollen, magten. Ingen skulle være i tvivl om at hun var magtfuld, på mere end en måde.
Hans reaktion på hendes greb fik hende til at smile udfordrende til ham, og det komiske var at han hverken turde eller ville udfordre hende - når hun var i denne position.
At få ham over til sengen var en leg, det krævede intet af hende. Det havde det aldrig gjort. Efter få sekunder - mens hun havde sit hoved begravet i hans skød - kiggede hun op på ham. Det var egentlig morsomt, hvor lidt der skulle til, før at de havde taget kontrollen over hinanden.
Hans tøj forsvandt for hurtigt. På den tid det tog hende at tage sit tøj af havde han siddet og overbegloet hende det meste af tiden. Hans sult strålede ud af ham, og det var som altid underholdende for hende at se.
Da hun satte sig over ham igen, var det tydeligt hvor meget de to nød kampen om magten. Det var åbenlyst, at deres leg i lagnerne intet havde at gøre med sex størstedelen af tiden. Sex var en bonus - i hvert fald for hende.
Hans reaktion til hendes ord fik hende til at smile udfordrende. Han havde vendt dem om, og havde - troede han - taget kontrollen. Hun lå nu ned i sengen, med ham over sig. Hans kys, kærtegn og små bid fik hende til at snog sig under ham, mens hun bed sig i læben. Hendes forsøg på at ovedrage noget magt til ham, havde han ikke forstået. Han udfordrede hende - noget, som hun havde vist ham flere gange, ikke var smart at gøre.
''Oh love, you thought that I asked?'' hviskede hun, inden hun havde snoget sig ud af hans greb ved hendes hofte, og havde et ben om hans lænd. Hun fik i en simpel bevægelse drejet kroppen, så han ville blive smidt ned i sengen og hun automatisk ville følge med, og lande ovenpå ham. Hendes læber dansede ned over hans mave, ned til hans lem. Hendes tunge tegnede cirkler om hans køn, mens hendes hænder kærtegnede hans kronjuveler.
''Well, if you won't play my game - then... Maybe... I should just pick up my clothes... And leave?'' hendes stemme var kælen, lokkende. Men hendes stemme var ikke fra hendes mund - ikke denne gang. Hun nød at brug sin evne på ham, specielt når det kom til deres seksuelle udskejelser. Hendes mund var travlt optaget med at omslutte ham, fra spids til rod - og hendes øjne dybt fokuserede på hans ansigt, mens hendes stemme tirrede ham.

Chester vidste godt, at han ikke ville få lov til dette længe. Det betød dog ikke, at han ikke nød det så længe det varede. Han havde derfor også set den komme, da Nephthys pludselig havde kastet dem om og hun nu endnu en gang var over ham. Også det at Nephthys ikke ville lade ham være i kontrol længere, når han drillede hende på den måde. Hun var ikke meget for at blive teaset, at blive provokeret.
Chester skulle til at gribe fat om vampyrkvinden igen, om det så var for at vende hende om eller holde hende fast var lige meget, for hun var allerede på vej ned af ham og efterlod kolde kys ned af hans krop.
Han lod hende gøre det for sådan fungerede spillet – skiftende dominans indtil at én ville vinde og den ene havde det med at være Nephthys – og holdt sig i stedet oppe med mavemusklerne for at kunne betragte hende bevæge sig ned af ham.
Da hun endnu en gang var henne ved hans køn og på samme tid med at hun tilfredsstillede ham, talte i hans sind med sin forførende stemme, måtte han falde ned i sengen igen med et støn.
”Fuck.”
Det kunne godt være at Chester hadede at miste kontrollen. Men når det føltes så godt var det umuligt ikke at synes om det med Nephthys. Alligevel kunne han ikke lade hende styre det hele som han bevægede sine hofter i takt med hendes mund og hans hånd havde viklet sig ind i hendes hår.
Det at hun brugte sin evne var prikken over i’et for ham. At i mens hun var travlt optaget af at bruge sin mund til andet end at tale, fyldte hende stemme hans sind, ekkoede i hans tanker. Det var det som sørgede for at Chester vidste, at det var hende som havde kontrollen og han måtte indrømme at han elskede det.
Det hun sagde var dog en helt anden ting. At hun ville stoppe spillet, hvis ikke han fulgte hendes regler. Det havde altid været en fin balance mellem at udfordre Nephthys og skabe en kamp og være samarbejdsvillig nok til at hun ikke rejste sig op og gik. Og Chester vidste at han havde nærmet sig grænsen.
”That’s not fair,” brummede han som svar i mellem sine støn, selvom det var tydeligt at han allerede havde givet sig hen til nydelsen og nok egentlig var ligeglad med hvad der var og ikke var fair.
”...Fine.”
Med dét, havde han strammet grebet om hendes hår og hev hende op fra sig, kastende hende hen mod fodenden. Med sin vampyrfart var han oppe at sidde på sine knæ. Han greb fat i hendes ankler for at i et ryk vende hende om på maven, for bagefter at gribe fat om hendes hofter og trække hende op i mod sig.
Hvor alt før havde gået hurtigt, sørgede han nu for at langsomt læne sig over hende, efterlade spor af kys fra hendes skulderblade til hendes hals. Da han var nået op til hendes øre og blidt nappede i det, gled han op i hende. Et dybt støn undslap hans læber.
”As you demand,” mumlede han ind i hendes øre før han rettede sig op fra hende igen. Hans greb om hendes strammedes.
Han gav sig til at støde op i hende gang efter gang. Ikke roligt, det kendte Chester ikke til. Nej, det var hårdt, vildt og råt præcist som Nephthys havde ønsket det.